Lars N. Henningsen: Fattigvæsenet i de sønderjyske købstæder 1736-1841. (Historisk Samfund for Sønderjylland, 1978). 240 s.

Lars Henningsens bog om det offentlige fattigvaesen i de sonderjyske kobstaeder 1736-1841 er en administrationshistorisk studie, der besvarer sporgsmal som, hvordan var fattigvaesenet indrettet i de enkelte byer, og hvori bestod forskellene og lighederne? Som Henningsen selv skriver i indledningen: »De, der modtog hjaelpen - de fattige - falder delvis uden for synsfeltet«. Fokuseringen pa det offentlige fattigvaesen indebaerer, at den private og halvprivate hjaelp i princippet er udeladt i skildringen.

I bogen gives der efter en kort indledning med praecisering af emnet en redegorelse gorelsefor forholdene fra middelalderen frem til 1736. Der eksisterede i dette tidsrum ikke nogen egentlig offentlig forsorg, og de fattige var henvist til tiggeri. I 1736 udstedtes imidlertid en forordning »om tiggeriets fuldstaendige opher og den dermed sammenhaengende pleje af de sande almissevaerdige fattige« for Slesvig og Holsten. Forordningen var i kraft indtil 1841, og deter altsa fattigvassenet ide slesvigske kobstaeder i denne forordnings tid, Henningsen undersoger. Interessant er det, at forordningen gik sa vidt som at abne mulighed for opkraevning af en regulaer fattigskat, hvis frivillige bidrag ikke rakte til finansieringen af fattigvaesenet. Skildringen af udviklingen i de folgende tiar efter 1736 viser, at mange af kobstaederne reelt indforte fattigskat. Pa trods af dette og skont der i alle kobstaederne pa naer en eksisterede en eller anden form for administration af hjeelp til de fattige, fortsatte tiggeriet i vid udstraekning.

Regeringen sa stort set passivt pa udviklingen; initiativet la klart pa lokalt plan. Det sas tydeligt de sidste artier for arhundredskiftet, hvor der mange steder gennemfortes reformer af fattigvaesenet til fordel for de fattige. Administrationen blev lagt i fastere rammer, der blev for- Sogt at skaffe flere penge til de fattige, ligesom ogsa fremskaffelse af arbejde til dem, der var i nod pa grund af arbejdsloshed, kom til at spille en betydelig rolle.

Denne oplysningstidens positive holdningaendredes efter 1814 under indtryk af de okonomiske forhold. Krisen forte til kraftigt stigende fattigudgifter, og borgernessvar herpa var krav om besparelser. Fattigvaesenets opgave blev nu at skraemmede fattige fra at Soge offentlig hjaelp; de skulle klare sig selv sa laenge som overhovedet muligt. Meget interessant er her Henningsens pavisning af, at oprettelsenaf fattiggarde fra 1820'erne og ikke mindst i 1840'erne og 1850'erne havde til formal at nedskaere fattigudgifterne ved gennem strenge og übehagelige forhold

pa gardene at fa de fattige til at klare sig uden hjaelp. Interessant er ogsa konstateringenaf, at fattighjaelpen nu i stigende omfang blev ydet i form af naturalier i modsaetning til den forudgaende periodes pengehjaelp. Pa denne made sikrede man sig, at hjaelpen tjente sit egentlige formal og ikke gik til braendevin og andet godt. Sammen med denne harde linie gik ogsa en stadig kraftigere ensretning og styring af fattigvaesenet fra regeringens side. Tendenserne udmontede sig i en ny fattigforordningi

Lars Henningsens bog bliver klart bedre, efterhanden som den skrider frem. Forfatteren far bedre hold pa materialet, og ogsa stilistisk er de sidste afsnit bedst. Afsnittet om 1700-tallet virker svagt. Netop i dette kapitel savnes staerkt en udforlig okonomisk og politisk oversigt over forholdene ca. 1730-1780. En sadan oversigt ville give en bedre baggrund for forstaelsen af indforelsen af fattigforordningen i 1736, og den ville for perioden efter 1736 have hjulpet savel forfatteren som laeseren til at vurdere, om kildernes udsagn om omfanget af noden til forskellige tider var udtryk for almindelige forhold, eller der var tale om kortvarige undtagelsestilfaelde. I de folgende kapitler ser man da ogsa, at Henningsen har en lasngere fremstilling af den okonomiske og politiske baggrund, selv om det ogsa her nok ville have vaeret en fordel at gore redegorelsen mere omfattende.

I afsnittet om 1700-tallet tager detaljerne overhand. Henningsen skriver i sin indledning, at han bevidst vil medtage mange detaljer af hensyn til lokalhistorien, et i ovrigt prisvaerdigt hensyn. Men detaljerne kan blive sa mange, at de slorer helhedsbilledet. Bedre bliver det ikke af, at de samme oplysninger gives to gange, se f.eks. side 48, linie 13ff, der genfindes side 50, linie 20ff, eller side 47, linie 16, som gentages side 50, linie 29. Helt gait gar det side 30, hvor Henningsen oplyser, at boghandler Korte fra Flensborg havde eneret pa at handle med boger i Haderslev. Hvad det harmed fattigvaesenet at gore, er det efter flere gennemlaesninger ikke lykkedes mig at forsta.

Der kunne ogsa rejses andre kritiske indvendinger mod bogen, saledes er Henningsens talbehandling i indledningsafsnittet ikke saerlig god; men indvendingerne skal ikke skjule, at der er tale om et vaegtigt og interessant arbejde. Et arbejde, som man kan habe pa Henningsen vil fortsastte med en behandling af periodens fattige (hvem var de, hvorfor blev de nodt til at Soge hjaslp, hvordan var deres kar etc.) og af den private v elgorenhed. Ifolge Henningsen selv havde den private velgorenhed et betydeligt omfang, og det, at emnet ikke er behandlet i bogen, gor, at man ikke far svar pa sporgsmalet, om der skete aendringer i den private hjaslps omfang efter 1736. Hvis den i virkeligheden blev reduceret, fordi den enkelte borger nu folte, at det var en faellesopgave, betod det maske en uforandret hjaslp til de fattige.