Erik Buus (udg.):Consuetudines Lundenses. (Det danske Sprog- og Litteraturselskab, 1978). 216 s.

Problemerne om det aeldste bispesaede i Lund, der blev aerkebispens saede og dermed hovedet for den danske kirkeprovins til reformationen, har beskaeftiget forskningen gennem tiderne, og et nyt bidrag til forstaelsen er givet i denne bog af Erik Buus, der bringer en filologisk udgave af Consuetudines Canonice med en fyldig indledning, der placerer dem i en intereuropaeisk sammenhaeng. De kan betragtes ud fra mange synspunkter, de kirkelige og retshistoriske er vel de mest naerliggende, men deter ogsa fristende at vurdere deredem som et led i den organisation af kirken, som efter den egentlige missionstid i Danmark fandt sted i begyndelsen af det 12. arhundrede. Opgaven var den at indpasse den nye kirke i det gamle feellesskab og desuden at give piads for tidens kirkelige program, som var formuleret i de gregorianske reformtanker. Consuetudines forener begge opgaver, men med selvstaendighed, og formelt blev aerkesaedet og dets kanniker uafhasngige af den verdslige magt. Begivenhederne viser imidlertid, at kirken ikke stod selvstasndigt, som bestemmelserne tilsyneladende viser det. Bade den skanske og den sjaellandske kirkeret indeholder indremmelser, og da Jacob Erlandsen og Jens Grand i det 13. arhundrede forsegte en aben kamp, naede ingen af dem en virkelig sejr. Heller ikke den selvstaendighed, som aerkesaedet Sogte at haevde i det 12. arhundrede, kunne gennemfores, da kirken pa mange omrader, saerlig det okonomiske, var afhasngig af det samfund, den virkede i.

Statutterne fra Lund er de eneste, der er bevaret fra Danmark, og de far dermed en saerlig betydning. Da P. Severinsen i 1932 skulle skildre Viborg bispesaedes historie, matte han gribe til den udvej at refer ere Chrodegangs regel, hvad der historisk er betasnkeligt, som han ogsa selv indrommer det, da der ikke vides noget om de aendringer, der kan have vaeret foretaget i Viborg, dengang den blev indfort her. Bestemmelserne fra Lund har derfor stor vaerdi, selv om det ikke vides, hvor meget de blev overholdt efter deres ordlyd. Hvad indsaettelsen af aerkebisp angar, behover man kun at henvise til Absalons valg for at forsta, hvor delte meningerne er om, at anden i bestemmelserne blev overholdt.

Det ma erindres, at de aftrykte consuetudines er ledsaget af nekrologiet, der herhjemme blev trykt af Jacob Langebek i 3. bd. af Scriptores rerum Danicarum 1774.

Som en af de mange fordele ved den laererige indledning ma det fremhaeves, at den soger at give et klart afgrasnset indhold af tidens udtryk; congregatio og conventus, fratres og professus uitam canonicam er nogle af dem. Forstaelsen af det middelalderlige latin er dermed lettet, sa ogsa andre end specialister kan fordybe sig i stoffet. Til indsigten i det middelalderlige andsliv er Erik Buus' udgave uundvaerlig. Mellem linierne kan der laeses