|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 13 (1979 - 1981) 1-2Grønlandsk nationalismeUniversitetslektor Axel Kjeer Serensen gennemgdr den grenlandske nationalisme op til hjemmestyret ved at sege efter de karakteristika, som skulle vcere kendetegnende for en moderne nationalisme. Han finder bekrceftende svar pa de fleste punkter, om end de ikke er sa fuldt udfoldet som tcenkeligt muligt, hvorfor han konkluderer, at situationen bedst kan karakteriseres som vdgnende nationalisme. Af Axel Kjær Sørensen IndledningI modsaetning til nationalismen ved vor sydlige grasnse, hvor savel den danske som den tyske gruppe har haft et nationalt hjemland at identificere sig med og fa stotte fra, gaelder noget sadant ikke for den gronlandske nationalisme. Den ligner deri den islandske og faeroske. Man har ganske vist haft det danske at distancere sig fra, men kun sig selv at identificere sig med.1 I Gronland er der yderligere den forskel, at man der har kunnet paberabe sig en ikke-europasisk oprindelse. Men hvad skal man forsta ved nationalisme? Ordbog over det danske sprog definerer det som en overdreven, ensidig fremhaevelse af og interesse for ens egen nation og som yderliggaende nationalfolelse, chauvinisme. Mens national bl.a. er meninger og folelser, der er stasrkt knyttet til et enkelt land, synonymt med faedrelandskeerlig og fasdrelandssindet. Deter herefter klart, at set med danske ojne kunne et ordentligt menneske ikke vaere nationalistisk, al den stund et sadant hverken overdriver, er ensidig eller yderliggaende, mens det vel gik an at vaere national. Imidlertid er der siden 1933, hvor det pagaeldende bind udkom, sket meget i verden pa den front, og i International Encyclopedia of the Social Sciences, 1968, giver Hans Kohn da ogsa andre bud pa faenomenet. Som elementer, der findes i enhver nationalisme, opregner han The demand of the people for a government of the same ethnic complexion as 1. Professor Robert Petersen har gjort mig opmaerksom pa, at man ikke ma overse inspirationen fra Alaska Native Federation og Inuit Tapirisat of Canada.
Side 209
Every people awakened to nationalism sees political selfdetermination as its goal. In nationalities that are thriving for the creation of the nation-state, the quest for Definitionen skal tydeligvis nu ogsa indeholde kolonifrigorelsernes anatomi, som han i ovrigt ikke ser afgorende forskellig fra tidligere nationsdannelsesbestraebelser, f.eks. de osteuropasiske i det 19. arhundrede. I gronlandsk sammenhaeng kan man endvidere pege pa bestrasbelserne for at blive anerkendt som en nation, eller et folk, som det tiest hedder i kilderne. Til grund for beskrivelsen af den gronlandske nationalisme skal her anvendes de Kohn'ske elementer og den ene af egen avl. Nogen egentlig litteratur foreligger ikke om emnet, sa undersogelsen er begrasnset til den snasvre nutid. Deter ogsa i den, at faenomenet er slaet klarest igennem i grenlandsk politik. Udgangssituationen er den, at denned nyordningen af 1950, herunder den statslige integrering af Gronland i Danmark ved grundlovsasndringen i 1953, blev sat en voldsom udvikling af det gronlandske samfund i gang. Forst og fremmest ved en statslig udbygning af sundhedsvaesen, skolevaesen, veje, boliger, havne, elektricitetsvaerker og andet, der horer med til et samfunds infrastruktur. Den direkte erhvervsinvestering var derimod mere sparsom, idet det var tanken, at privat dansk kapital skulle hjaslpe gronlaenderne med den. Da man efter 10 ar opgav at vente pa den private kapital, gik staten ogsa ind i udbygningen af et moderne erhvervsliv, fiskeri med tilhorende fabrikker. I de senere ar har private danske dog faet godt fodfasste i det gronlandske erhvervsliv. En opregning i 1970 viste, at danskerne ejede 58 % af virksomhederne, beskaeftigede 77 % af personalet og havde 84 % af omsaetningen i den private sektor minus fiskeri, fangst og fareavl.2 Ganske vist udgjorde denne sektor kun 30 % af hele den gronlandske okonomi, men alligevel.3 2. Mogens Buch Hansen, Steen Folke og Bue Nielsen: En undersogelse af den danske stats udgifter i forbindelse med Gronland, 1972, s. 5. 3. Malt saledes: omsaetning statsvirksomheder 683.825 mio. omszetning private virksomheder 402.758 mio. off. udgifter til socialvaesen, retsvsesen, sundhedsvsesen og skoleveesen 212.977 mio. salg af grl. produkter til KGH og private 45.868 mio. Kilde: Statistisk Arbog 1972, tabel 416, 419, 440, 441. Fanger- og fiskerbefolkningens naturalindtsegter er ikke medregnet, hvorved tallet 30 % er en overvurdering i forhold til den totale grl. okonomi.
Side 210
Hele udbygningen, der foregik med dansk arbejdskraft, bragte et stasrkt dansk islaet i det gronlandske samfund. Mens danskerne i 1945 udgjorde nogle fa hundrede af en befolkning pa en snes tusinde, taeller de i dag ca. 10.000 over for 40.000 gronlaendere. Man kan roligt haevde, at den stasrkeste kolonisation satte ind, efter at Gronlands kolonistatus i 1953 blev ophaevet. Politisk gav nyordningen de grenlandske landsrad (siden 1911) storre befojelser. De blev sammenlagt til et med direkte valg, mod tidligere 2 med indirekte valg. Efter 1967 valgte landsradet selv sin formand, mens statens repraesentant, landsh.ovdingen, tidligere havde vasret fodt formand. Landsradets status ma naermest sammenlignes med et amtsrad, men deter ikke blot et forvaltningsorgan. Det kan ogsa pa visse nasrmere specificerede omrader fastsaette retsregler for det gronlandske samfund, hvilke dog skal konfirmeres af ministeren, for de trasder i kraft. Deter karakteristisk for gronlandsk politik, at forst for nylig liar gruppedannelserslaet igennem i landsradet.4 Tidligere havde hvert medlem formelt og vist nok ogsa reelt virket hver for sig. I landsradet er der nu 2 grupperinger. Siumut, der organisatorisk begyndte som lokalforeninger i enkelte byer langs kysten i 1976, blev i 1977 sluttet sammen i et parti, der nu i 1978 har 24 lokalforeninger.Allerede fra 1975 udgav dog en gruppe omkring folketingsmedlem Lars Emil Johansen, landsradsmedlem Jonathan Motzfeldt, landsradsmedlem og formand for Gronlands Arbejdersammenslutning (G.A.S.) Odaq Olsen, og tidligere folketingsmedlem Moses Olsen bladet Sujumut, taleror for gruppens politik.5 Med undtagelse af Odaq Olsen var de alle i forreste linie i gronlandskpolitik efter folketingsvalg og landsradsvalg i 1971. De lancerede sig selv som fortalere for en »ny politik«, der for det forste skulle drage flere med ind i det politiske arbejde og dernaest skulle modvirke daniseringen af det gronlandskesamfund. I folketinget samarbejder partiet med SF. For ojeblikket tilhorer7 af landsradets 17 medlemmer Siumut. Den anden gruppe Atassut taeller4 af landsradets medlemmer,6 deriblandt formanden, Lars Chemnitz, mens de resterende 6 ikke har sluttet sig til nogen af dem. Atassut, der ikke kalder sig parti, blev til umiddelbart for folketingsvalget i 1977, hvor det fik Otto Steenholdt valgt, men folkene bag det har storre anciennitet i gronlandsk politikend som sa. Lars Chemnitz har siddet i landsradet siden 1967, KNAPPformanden ,7 Niels Carlo Heilmann siden 1971, Otto Steenholdt siden 1971, Emil Arke dog kun siden 1975. Som navnet Atassut antyder, laegger bevaegelsenvaegt 4. Det forlasngst afledne Inuit-parti havde dog et enkelt landsradsmedlem 1967-70. 5. Fra 1977 blev navnet stavet med den i 1973 indforte ny retskrivning, (Siumut). Det betyder »fremad«. 6. Atassut betyder middel til at haenge ved, d.v.s. samhorighed. 7. Kaladlit-nunane aulisartut piniartutdlo peqatigit. (Fisker- og fangerforeningen i Gronland).
Side 211
senvaegtpa at understrege fordelene ved at vaere tilknyttet Danmark, og den politik har en lang tradition i Gronland, ja den har vel indtil de seneste ar vasret den eneste overhovedet. Med en dristig forenkling kunne man maske sige, at Atassut onsker at fremme det gronlandske samfund ved at indrette det sa dansk som muligt, dog med skyldig hensyntagen til de saerlige gronlandske forhold, mens Siumut onsker at laegge hovedvsegten pa det grenlandske og kun tage sa meget dansk ind som nodvendigt. I mange tilfaelde kan dette jo komme ud pa et. Begge er naturligvis enige om sa stor indflydelse til gronlandskepolitikere som muligt. Uden for landsradet eksisterer imidlertid endnu en politisk forening, Inuit Ataqatigit,8 hvis indhold er langt vanskeligere at fa fat pa, da den - sa vidt vides - ikke selv udgiver noget blad. Den er startet i 1977 som en udlober af det andet Aussivik i moderne tid, som gronlandske unge holdt.9 Bag det forste sommerstaevne stod Unge Gronlaenderes Rad i Kobenhavn og nogle i 1975 og 1976 nydannede ungdomsforeninger i Gronland. I hvert fald stod ungdomsforeningen i Narssaq som kontaktadresse ifolge annoncen i A/G den 24/6-76, og pa ungdomsforeningernes konference i juni samme ar udtaltes uforbeholden stotte til sommerstaevnet.10 Senere har Aussivik vist nok kort videre selvstaendigt. Af resolutionerne fra sommerstasvnerne kan det sluttes, at bevaegelsen ligger lsengere til venstre end Siumut ved at krasve et frit og selvstaendigt Gronland, tilvejebragt ved en üblodig resolution, der skal udskifte danske magthavere med gronlandske,nog ved at arbejde for udbredelsen af kendskabet til marxisme-leninismen i Gronland.12 For ovrigt noget, som siumutteren Kristian Poulsen afviste som blot at ville indfore en ny imperialisme.13 Det kan ogsa tilfoj'es, at Steen Folke (VS) ved 1. behandlingen af hjemmestyreordningen legitimerede sin afvisning af forslagene med, at Inuit Ataqatigit la pa samme linie som han.14 Materialet til naervasrende undersogelse er ret snaevert. Systematisk er alene 8. Inuit-sammenslutningen. Egentlig: dem der i fajllesskab holder fast ved det at vaere inuitter. Altsa grenlffinderne og deres stammefrander i Nordamerika. 9. Se A/G 4/8-77 s. 12 pkt. 3 i resolutionen. Der er ogsa en fyldig reportage i Information 5/9-77. I den forkoloniale tid og et stykke op i kolonitiden holdt gronlaenderne langs hele kysten sommersta;vne (Aussivik) for at feste og udveksle varer mellem syd og nord. Denne tradition forsoger unge gronlaendere nu at tage op igen, dog uden vareudveksling, men med et politisk indhold i stedet. 10. A/G 8/7-76 s. 26. 11. A/G 5/8-76 s. 26. 12. Aarhuus Stiftstidende 21/7-77 (RB-telegram). 13. A/G 28/7-77 i lederen. 14. Folketingets forhandlinger 25/5-78, Fortryk sp. 10898.
Side 212
med Atuagagdliutit/Gronlandsposten pa fa punkter, hvor en bredere baggrund har vasret folt nodvendig, samt med spredte klip fra dansk presse. Lejlighedsviser Landsradets forhandlinger konsulteret. Endelig er Hjemmestyrekommissionensbetaenkning bind 1, april 1978 (betasnkning 837/1978) samt FolketingetsForhandlinger 24. maj 1978, Fortryk angaende 1. behandlingen af hjemmestyreordningeninddraget. Partiet Siumut vil derfor af kildemasssige grunde fa en langt grundigere behandling end ovrige grupperinger. Det siger ogsa sig selv, at havde tiden vaeret til at inddrage samtlige landsradsforhandlinger og den lobende debat i pressen, ville portrasttet have staet noget skarpere og mere nuanceret. Forhabentlig kan undersogelsen dog alligevel tegne nogle streger, som kan give konturerne. Isaer vil jeg pege pa, at selv om nationalismen forst er slaet igennem i gronlandsk politik i de seneste ar, vil en omhyggelig gennemgangaf tidligere kilder sikkert kunne bringe nationalistiske tendenser frem i dem ogsa. Den nuvasrende generation af gronlandske politikere er jo ikke de forste, der opdagede, at gronlasnderne var gronlaendere og ikke danskere. De synes blot at va?re de forste, der sa deres fordel i at gore sa kraftigt opmgerksompa Kravet om at blive anerkendt som et folk»Gronland udgor et sserligt folkesamfund inden for det danske rige«, haevder § 1 i lovforslaget om Gronlands hjemmestyre. Det lidt uvante begreb »folkesamfund« brugtes ogsa i loven om Faeroernes hjemmestyre af 23.3.1948, men der fortsattes denned at lade »det faeraske folk« overtage visse naermere beskrevne omrader, mens det i 1978 blev »det gronlandske hjemmestyre«, der fik den opgave. Det kunne tyde pa, at gronlaenderne har haft storre problemer med at blive anerkendt som et folk, end faeringerne havde i 1948. I hvert fald fandt Lars Emil Johansen det ojensynlig nodvendigt ved 1. behandlingen af forslaget at hasvde: »Jeg mener selvfolgelig, at vi granlaendere er et folk, og at deter udtryk for dansk politisk demagogi at sige, at vi blot er en befolkningsgruppe«.15 I talen brugte han da ogsa betegnelsen »det granlandske folk« sa ofte som gorligt, noget som Otto Steenholdt (Atassut) helt undgik. Han talte i stedet om »den gronlandske befolkning«. Hjemmestyrekommissionen rna have haft dette sporgsmal oppe. I sin mindretalsudtalelse i kommissionsbetasnkningen afslorer Steen Folke, 15. Fortryk sp. 10854, oJensynlig en protest mod Ninn-Hansens sprogbrug tidligere i debatten, sp. 10844-10848.
Side 213
rettigheder til Gronlands naturlige ressourcer. Det blev pa dansk foranledning aendret til »den fastboende befolkning i Gronland«.16 Isa fald er Lars Emil Johansen gaet videre, end der oprindeligt la i det gronlandske udspil. Det stammerfra en landsradsvedtagelse den 28. oktober 1975, hvor det besluttedes, »at den gronlandske undergrund og dens rigdomme tilhorte den fastboende befolkning... .«17 Men da dette stodte pa politisk modstand i hjemmestyrekommissionen,foreslog Siumut selv i april 1977 at: »Den fastboende befolkning i Gronland har de grundlaeggende rettigheder til de naturgivne ressourcer . . .«18 Fra forste faerd var Siumuts formulering dog mere distinkt end »den fastboendebefolkning«. I forste nummer af Sujumut 27/1-75 kraevede Moses Olsen, at mineloven klart skulle sige, »at Gronland og dets rigdomme ejes af landets oprindelige befolkning« (nunarput pisussutailo nunavta inuvisa pigigait).19 Altsabade pa dansk og gronlandsk klart udelukkende tilflyttede danske. Netop undergrundssporgsmalet har vEeret centralt i de sidste ars gronlandske politik, og derfor kunne der vasre grund til at ga lidt tasttere pa beslutningen af 28. oktober 1975. Da kildegrundlaget af grunde, der i denne sammenhaeng er tilfaeldige, er ekstraordinaert gode, kan det ogsa kaste lys over referaternes repraesentativitet for debatten og over dobbeltsprogsproblemet. I landsradssalen tales der pa gronlandsk, og der sker en oJeblikkelig oversasttelse til dansk, enten af taleren selv eller af tolken. Referatet fores ud fra den danske version, og dette referat bliver senere oversat til gronlandsk. Stilles sporgsmalet: hvem burde denne undergrund tilhore, gives folgende Officielt referat LR efterar 1975 s. 218 »Han (formanden) satte til afstemning, at den gronlandske undergrund og dens rigdomme Officiel oversaettelse til gronlandsk foreligger endnu ikke 1978.21 Ifolge bandudskriften 16. Beteenkning s. 114. 17. LR efterar 1975 s. 218. 18. Bladet Sujumut 18/4-77 nr. 49 s. 10. I de folgende 6 numre fortes forslaget som hoved pa bladet, frem til 19/9-77. 19. Side 5 og 7. 20. Styringsudvalget vedr. mineloven af 1965. 21. Oplysning i Ministeriet for Gronland. 22. Nu om stunder optages forhandlingerne ogsa pa band, velsagtens for at stotte referenten.
Side 214
»Men jeg har da ikke noget imod, at vi raskker handen op om principbeslutning om, at Det centrale »den fastboende befolkning« er stadig det samme. »tauva tamavta napaiginarniarta-tauna isumaqatigineqartoq landsradip taima Af bladet Sujumut oversat ordret til: »Sa lad os da alligevel allesammen rsekke handen op - at man er enige om det, at Her har den gronlandsksprogede altsa faet at vide, at ejendomsretten tilhorte Gronlands befolkning (Kalatdlit-nunata inuisa pigigait). Deter kun naturligt, at A/G pa denne baggrund i sit referat 6/11-75 om den samme ting anvendte en vifte af forskellige udtryk: 1. Gronlands befolkning, 2. den lokale befolkning, 3. landets befolkning, 4. den fastboende befolkning, 5. gronlaenderne, 6. den gronlandske befolkning. Parallelstederne i den gronlandske tekst udviste ogsa varians, men pegede dog mere entydigt pa gronlaenderne (her de samme steder som ovenfor): 1. kalatdlit d.v.s. gronlaenderne, 2. Kalatdlit-nunane nunaqavigsut d.v.s. de rigtigt hjemmehorende i Gronland, 3. nunavta inue d.v.s. vort lands befolkning, 4. nunap inuve d.v.s. landets oprindelige indbyggere, 5. kalatdlit inuiaqatigit d.v.s. det gronlandske samfund/folk, 6. kalatdlit inuiait d.v.s. det gronlandske folk. Hvem der kan regnes til at vasre »den fastboende befolkning« bliver jo ret afgorende i denne situation. I marts 1978 udlagde Lars Emil Johansen det som »dem, der lever her pa dette lands vilkar«, mens Lars Chemnitz ved samme lejlighed hasvdede, at det var dem, der havde levet i Gronland i mange ar, ogsa de udsendte.25 Eksemplet viser altsa, at dansksprogede og gronlandsksprogede kan fa forskellig besked om den samme beslutning. Det behover ikke at skyldessproglig uformaenhed hos oversasttere, men kan bero pa den store forskel i sprogene, hvorved praecise oversaettelser tit vil blive lange forklaringer, hvorfor 23. Sujumut 1/11-76 side 13. Det var under en debat om mineloven. 24. Sujumut nr. 38 1/11-76 s. 13f. 25. A/G 13/4-78 s. 12.
Side 215
en strammere oversaettelse vil tabe nuancer. Det kan endvidere bero pa, at den politiske sprogbrug i Gronland pa dette omrade er under dannelse, og i den forbindelse skal det politisk betydningsfulde i at fa egne begreber anerkendt som daekkende for virkeligheden jo ikke underkendes. Partiet Siumut kreever altsa, at gronlaenderne anerkendes som et folk. I bladet Det samme hasvder naturligvis Inuit Ataqatigit, mens Atassut ikke ses at have udtalt sig herom. I deres taler og programudtalelser er udtrykket »det gronlandske folk« heller ikke fundet, f.eks. programmet i A/G 27/1-77, men der ma mindes om, at kildegrundlaget er meget spinkelt. Det synes dog klart, at Atassut ikke forer det frem som et politisk bannermserke. Efter Lars Emil Johansens side 212 citerede indlaeg ved 1. behandlingen den 24. maj 1978 at domme, synes gronlaenderne ikke helt at vasre anerkendt som et steregent folk i dansk politik. Statsminister Anker Jorgensen blev i efteraret 1976 presset til at udtale sig herom. I det »beromte«: Der-er-ikke-noget-at-rafle-om interview i Gronlands Radio den 4. november 1976 blev han spurgt, om han opfattede gronlasnderne som en gruppe danskere pa linie med bornholmere og fynboer eller som et specielt folk. Han svarede ved at erkende, at den gronlandske kultur var forskellig fra den danske i almindelighed, men han pegede ogsa pa, at der var lige sa store forskelle f.eks. i USA, hvor man alligevel var en nation.27 Nogle dage senere gentog han i et svar til Steen Folke den samme betragtning, idet han dog anvendte begrebet folk i stedet for nation: »og i den betydning er vi ogsa i Danmark og Gmnland et folk«.28 En skarp sondring mellem de to begreber vil givet fare os ud over statsministerens sprogbrug, men han synes af dette at mene, at der i stater ikke bor sondres mellem forskellige folk. De samme betsenkeligheder kan ikke spores hos gronlandsminister Jorgen 26. Nr. 52 4/5-77 s. sf. 27. I original form bragt i Information 19/11-76 af intervieweren Helge Krogh. »Der er ikke noget at rafle om. Hvis man vil have ejendomsretten til undergrunden pa Granland, sa ma man tage konsekvenserne, og sa ma man sige, at man onsker at kappe bandene over til Danmark«. Dette blev husket i Gronland. Den mildeste pamindelse under statsministerens besog deroppe i 1977 var, da borgmester Emilie Lennert i Holsteinsborg lod byens gave va;re et saet fornemme raflebaegre med ordene indgraveret. (Information 3/8-77. RB-telegram). 28. Folketingets Forhandlinger 1976-77 sp. 1400. 29. Fortryk sp. 10885.
Side 216
sekventogIb Stetter (KF) ligeledes. Retsforbundets Alfred Hansen brugte ogsa udtrykket en enkelt gang, mens Svend Haugaard (RV) var mere uklar: »befolkningen i Gronland (er ikke blot en normal del) af det danske folk«.30 Ordforerne for de ovrige partier (S, FRP, V, KF, CD, Kr.F. og VS) brugte entensvagere udtryk som befolkningen i Gronland, den gronlandske befolkning, gronlasnderne, eller undlod referencer overhovedet.31 VS's fulde accept af gronlasnderne som et folk kan dog ikke drages i tvivl. Den blev understreget af Steen Folke i hans mindretalsudtalelse i betasnkningen.32 Og dog anerkendte lovens § 1, at Gronland er »et sasrligt folkesamfund« (jvf. s. 212). I indledningen, der ogsa er en kalke over indledningen til Fasroernes hjemmestyrelov, vil man endvidere lade dronningen motivere med en »erkendelse af den sasrstilling, som Gronland i national (min understregning), kulturel og geografisk henseende indtager for riget«.33 Deter vel tvivlsomt, hvor meget der kan sluttes ud fra politikerudtalelser i en enkelt debat. Forskellige partier og forskellige personer inden for samme parti kan vaere mere eller mindre nationale i deres sprogbrug, uden at det indicerer en uenighed i sagen. Tidligere har statsminister Hans Hedtoft brugt udtrykket, det gronlandske folk, bade pa egne og kongens vegne.34 For mere dansk-nationalistisk bankende hjerter har det dog ikke altid vasret uproblematisk at anerkende gronlaenderne som et folk. I et brev til sine kolleger i gronlandsudvalget sa venstremanden I. S. Vanggaard i 1945 »rned bekymring, at direktor Oldendow (Gronlands Styrelse) taler om »det gronlandske folk««.35 Order kun ord. Nar »det gronlandske folk« kan volde problemer, skyldes det naturligvis de konsekvenser, en anerkendelse heraf matte fa. Vanggaard var pa baggrund af den 5-arige adskillelse under krigen bange for en gronlandsk separatisme. Hvilke konsekvenser Siumut vil drage af en sadan anerkendelse, fremgik klart af hovedet pa partibladet numrene 38 (1/11-76) - 49 (18/4-77), hvor der henvistes til FN-konventionen af 16. december 1966, som bl.a. fastslog, at alle folk til deres egne formal frit kan disponere over deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer. Den mente man, Danmark burde handle i overensstemmelse med. Det kan altsa konkluderes, at betydelige kredse i gronlandsk politik kraever gronlasnderne anerkendt som et folk, og at accepten heraf fra dansk side ikke er helt fuldtonende. 30. Fortryk sp. 10861. 31. Nar SF savnes i denne raskke skyldes det, at partiet lader Lars Emil Johansen vasre dets gronlandspolitiske ordforer. 32. Hjemmestyrekommissionens betasnkning bd. I s. 114. 33. Bemasrkninger til lovforslaget s. 6. 34. LR-48 s. 72 og 76. 35. Gronlandsudvalgets arkiv, modeprotokol 1942-45 s. 60.
Side 217
Indledningsvis blev bestraebelserne pa at blive anerkendt som et folk indregnet som et element i »moderne« nationalisme Gvf- side 208), og for sa vidt som der efterstar et politisk arbejde i Gronland med at fa gronlaenderne til at opfatte sig selv som et folk i politisk forstand, kan man tale om en vagnende nationalisme, men jo da uden den aggressivitet mod andre nationer, som la i den danske sprogbrug anno 1933. Kravet om en regering af samme etniske oprindelse som folkets flertalDette Kohn'ske karakteristikum for nationalisme findes ikke i Gronland, al den stund ingen politiker der kraever at fa en gronlandsk regering. For Inuit Ataqatigit ma en gronlandsk regering naturligvis vsere en konsekvens af kravet om et frit og selvstaendigt Gronland, men det ses ikke, at foreningen nogen steder har gjort sig nogen forestillinger om en sadan eventuel regerings etniske sammensaetning. Alligevel spiller etnicitet en rolle i gronlandsk politik. Kravet om storre indflydelse til gronlasnderne rejser automatisk sporgsmalet: hvem er gronlasnder? Klart kan det ikke defineres. Ethvert kriterium vil have sine undtagelser. Deter en kendsgerning, at blodsblandingen siden 1721 har vasret sa kraftig, at der (naesten) ingen »rene« eskimoer findes i Gronland. Men for at blive accepteret som gronlaender er det nok bedst at have en ane blandt de oprindelige eskimoiske beboere og at have granlandsk som modersmal. Vigtigt bliver sporgsmalet forst, nar det skal bruges i praktisk politik, og her er gronlandske politikere meget forsigtige. Vi sa i sporgsmalet om retten til undergrunden, at det var »den fastboende befolkning«, der skulle have den. Det oftest anvendte gronlandske paralleludtryk: nunaqavigsut, indebserer dog mere end blot folkeregistertilmelding. Det betyder naermest hjemmehorende, altsa at have rigtigt hjemme i Gronland. Og det kan tilflyttede udefra jo ogsa godt have, safremt de slar rod og deler vilkar med den ovrige befolkning (jvf. Lars Emil Johansen s. 214); bliver gronlaendere sa at sige. Dette er Siumuts opfattelse. Som Jonathan Motzfeldt sagde i sin nytarshilsen i Sujumut 26/1-76 »de hjemmehorende og deres efterkommere ... skal frem for nogen tilgodeses«. Tankegangen blev tydeligere i den gronlandske tekst »nunaqartuarsimassut nunaqartuartugssatdlo« ordret: de der vedvarende har haft bosted, og de der vedvarende vil komme til at have bosted. Atassut synes, som for nasvnt s. 215, at lasgge afstand til denne tankegang. En videreudvikling af selvstasndigheden i gronlandsk politik vil maske gore problemet mere aktuelt, end det har vasret hidtil.
Side 218
Politisk selvbestemmelse som målI hjemmestyrekommissionens betaenkning fremhaevedes det, at rigsenhedens opretholdelse var en afgorende forudsaetning for kommissionens arbejde.36 Det blev ganske vist nasvnt i kommissoriet af 9/10-75, men ikke saerlig fremhasvet .37 Ved indledningen til overforelse af rigsopgaver til en del af riget er det kun naturligt, noget sadant konstateres, men betaenkningen haevdede ogsa, at det rent gronlandske hjemmestyreudvalg i 1975 henstillede, at hjemmestyret blev gennemfort inden for rigsfcellesskabets rammer,36 selv orn det i henstillingen derfra ikke blev naevnt, men blot var en uudtalt selvfolgelighed.39 Nogen kan i den mellemliggende tid have rejst kravet om gronlandsk selvstasndighed pa en made, der krasvede en reaktion, der pegede pa, at gronlasnderne selv onskede fadlesskabet opretholdt. Sporgsmalet er blevet rejst. Inuit Ataqatigits ligefremme krav herom i 1976 er naevnt ovenfor. I den anden ende af spektret star Atassut. Landsradsformand Lars Chemnitz udtalte til Jyllands-Posten i 1977: ». .. naesten alle gronlaendere (er) enige om ikke at kunne undvaere det danske rygstod, og at forbindelsen til Danmark derfor ma opretholdes - enten for endnu mange ar, sandsynligvis i generationer eller for altid.«40 Selv om Chemnitz her refererede til »naesten alle gronlaendere«, tager man naeppe fejl i at inkludere ham selv i denne gruppe. Og sa er udtalelsen bemasrkelsesvaerdig. Man vil knytte sig til Danmark af helt kontante grunde - ikke fordi man af selvfolgelighed er danskere. Endvidere er der for Chemnitz en teoretisk mulighed for, at denne tilknytning kan ophore. Det giver et billede af gronlandsk nationalisme at konstatere, at tilknytningen til Danmark for de mest dansk-orienterede gronlandske kredse ikke er en betingelseslos selvfolgelighed i al evighed. Om denne udtalelse kan tolkes som gjort her, giver Atassuts program desvaerre ikke klart svar pa. Ganske vist sluttede afsnittet om samhorighedens velsignelser med at appellere til »alle politiske opfattelser, der gar ind for at dele skasbne med Danmark«, men den tilsvarende gronlandske tekst havde blot: »Danrnarkimut atajumassut tamaisa«.41 Det vil sige: »alle, der gerne vil holde fast ved Danmark«. Det gronlandske udtryk implicerede altsa ikke en samhorighed i al evighed, men udelukkede den heller ikke. Deter dog nasppe Lars Chemnitz og hans folk, som hjemmestyrekommissorietskulle 36. Bind I s. 17. 37. Bind II s. 5. 38. Bind I s. 12, understregning i originalen. 39. Offentliggjort i A/G 6/3-75. 40. Atter citeret efter Siumut 16/5-77 s. 10. 41. A/G 27/1-77 s. 4-5.
Side 219
holdning til Gronlands selvstaendighed kan nsermest udtrykkes derhen, at det er det politiske fjernmal, men for ojeblikket ma man starte med hjemmestyret, der netop pa gronlandsk hedder: det at begynde at blive mere selvstaendige (nangminerssornerulerneq). Da rigsenhedens opretholdelse var en absolut forudsaetningfor hjemmestyreforhandlingerne, accepterede Siumut det, og formentligaf hensyn til ikke at bringe dem i fare var man i partiet meget papasseligemed at bringe gronlandsk selvstaendighed ind i billedet. Pa den anden side skal signalet om fjernmalet jo ogsa gives af og til. Lars Emil Johansens tale ved 1. behandlingen af hjemmestyreordningen er et studium vserd for den sproglige elegance, hvormed dette balancenummer udoves. Fanfaren: »(forslagetma) opfattes som det gronlandske folks nationale mobilisering« fortsattes med beroligelsen, at udviklingen skulle sastte »os i stand til at styre egne anliggenderi vid udstrsekning«,42 altsa ikke i fuld udstrsekning! Og senere en ny fanfare: »Jeg betragter langfra lovforslaget som et endemak, efterfulgt af nye beroligelser: »(det er) et redskab i en proces, der kan fore det gronlandske folk vaek fra den tilskuerrolle, det har vasret henvist til ... vi far mulighed for at genskabe respekt om det at vaere gronlaender«,43 hvilket alle er enige i. Det kan ogsa klares i en sastning som »Det selvstasndige gronlandske samfund opstar ikke fra dag til dag .. .«,44 samfund - ikke nation og ikke stat! Nar dette udtrykoversaettes til gronlandsk, vil det gronlandske samfund hedder: kalatdlit inuiaqatigit,45 et udtryk som Siumut ogsa ofte bruger parallelt med »det gronlandskefolk«. Sommeren 1976, da resolutionen fra Aussivik kraevede et frit og selvstaendigt Gronland, blev politikerne tvunget ud i en stillingtagen. Lars Chemnitz var bange for reaktionen i Danmark og ville heist have resolutionen tiet ihjel,46 mens Lars Emil Johansen var glad for de unges kritiske indstilling. Dog fandt han talen om et selvstaendigt Gronland under de eksisterende forhold urealistisk og derfor ikke anbefalelsesvaerdig. Han fortsatte: »Det udelukker selvfolgelig ikke, at forudsaetningerne i naeste generations tid igen vil vaere aendret saledes, at der maske vil vaere grund til en sadan diskussion«.47 Nogle fa gange har enkelte Siumut-folk udtalt selvstyremalet direkte. SaledesOdaq 42. Sp. 10852. 43. Sp. 10855. 44. Sp. 10856. 45. Netop sadan oversat af A/G i reportagen 1/6-78 s. 5. 46. A/G 19/8-76 s. 6. 47. Til radioavisen, citeret i Siumut nr. 33, 23/8-76 s. 9. 48. Den officielle oversaettelse af hjemmestyre.
Side 220
»fuld overtagelse af egne anliggender« som et arbejdsgrundlag (nangminerssulernigssaq),af Siumut oversat til selvstyre.49 Afhaengigt af hvad egne anliggenderer, kan dette vel ogsa ske under et hjemmestyre. Sa var Kristian Poulsen mere utvetydig i en polemik med Unge Gronlaenderes Rid: »Hjemmestyret (nangminerssornerulernigssaq) er kun forste trin mod endemalet, som er selvstaendighed(nangminerssulivingnigssaq) .50 Partiet som sadant synes ikke at have taget endegyldig stilling til sporgsmalet. I ovrigt ma man ikke vaere blind for, at en uafklaret stilling kan vaere en politisk fordel i forholdet til Danmark. Fra dansk side var holdningen til resolutionen naermest: hvis grenlaenderne vil have uafhaengighed, sa ma de jo have det, men det kraever ingen gronlandsk politiker for ojeblikket. Alene Ninn-Hansen sagde ligeud: »Vi kan ikke fortsaette arbejdet med udformning af et hjemmestyre, hvis man i Gronland mener, det kun er en station pa vejen til losrivelse«.51 Der kan altsa konkluderes, at politisk selvbestemmelse som mal, forstaet Kravet om at være adskilt fra og uafhængig af andre nationer samt være lige med demMed den indsnaevring, at adskillelse og uafhaengighed, som udredet ovenfor, ikke i politisk forstand er nogen ojeblikkelig aktualitet, sa ligger der i den granlandsketale om at vaere et folk og om mest mulig indflydelse til gronlaenderne en distancering fra det danske, eller udtrykt saledes: man skal finde sin egen identitet som gronlaender. Kravet om at vaere ligemaend med de danske har en lang tradition i Gronland, og safremt dette kan anerkendes som en del af en nationalisme, sa har en sadan ogsa vaeret til stede for de seneste ar, for sa vidt at kravet har vaeret andet end udtryk for individualistisk karrierestraeb. Deter ikke undersogt her.52 Fra dansk side har det laenge vaeret anerkendt, at gronlaendernevar forskellige fra danskerne. Ja, helt op i 20. arhundrede var det officielpolitik at bevare gronlaenderne sadan. Den traditionelle levemade skulle forstyrres sa lidt som muligt, og dette har haft sin materielle begrundelse i, at 49. Sujumut 26/1-76 s. 10. 50. Sujumut 8/3-76 s. 10. 51. I Kristeligt Dagblad, her citeret fra Siumut nr. 33, 23/8-76 s. 9. 52. Finn Gad har fundet et forste eksempel fra slutningen af det 18. arhundrede pa en gronlandsk »nationalistisk« argumentation fra en »blanding« i forbindelse med dennes ansogning om okonomisk stotte fra myndighederne. (Tidsskriftet Grenland 1975, s. 67-76: En tidlig gronlandsk »nationalist«.)
Side 221
kun pa den made var det muligt at fa andel i landets produkter til finansiering af den danske tilstedevEerelse. Da klimamildningen ca. 1910-1960 reducerede forudsaetningen for den traditionelle levemade, nemlig forekomsten af sasler, kunne denne politik ikke laengere opretholdes. Den blev udsat for kritik bade fra dansk og gronlandsk side, og den nye politik - moderniseringen af Gronlandslog igennem efter 2. verdenskrig. Denne politik understregede ikke lasngereforskellen mellem danske og gronlasndere, nu skulle det va;re slut med det. Man tilbod det bedste man havde: at stille gronlaenderen lige med danskeren, at gore ham til dansker. Hjemmestyreloven er en erkendelse af, at gronlasnderen ikke blev dansker. Der er ikke tale om, at en gruppe danskere blot bor sa langt vask fra Kobenhavn, at deter mest praktisk, at de selv far storre indflydelse pa egne sager end normalt i Danmark. Men dette aspekt vil trsede klarere frem under naeste - og sidste punkt. Kulturel selvbestemmelseDette element indgar i forslaget til hjemmestyreordning. § 9 fastslar: »Det gronlandske sprog er hovedsproget. Der skal undervises grundigt i det danske sprog. Begge sprog kan anvendes i offentlige forhold«. Dermed har gronlaendernevundet en vigtig sejr i striden i den sidste halve snes ar om det gronlandskesprogs fremtid, da man folte det truet af den voldsomme danisering af samfundet. Det ma ogsa konstateres, at der her er tale om et omsving i den gronlandske holdning. Dansk blev indfort som fag i den gronlandske borneskolei 1925,53 hvilket udvalget mente var et krav fra bade gronleendere og danske i Gronland.54 Ved kirkeministeriets undervisningsplan af 24. maj 1935 blev malet udvidet til ud over at laese og skrive dansk, ogsa at tale dansk,55 og i 1937 plaederede Gerhard Egede i Sydgronlands landsrad for udsendelse af danske laerere eller laererinder for at fremme tilegnelsen af dette »kultursprog«! Der var enstemmig tilslutning.56 Aret efter motiverede Augo Lynge onsket med, at gronlandsk som alt andet eskimoisk: religion, afstamning og kultur, var domt til undergang i modet med den overlegne europaeiske kultur, sa dansk matte indfores for at fremme udviklingen.57 De folgende beteenkninger pegede alle i stigende grad pa det onskelige i at udvide danskundervisningen,58 53. Lov om Gronlands Styrelse af 18. april 1925, § 26. 54. Betaenkning 1921 s. 58. 55. I § 11. Beretninger og kundgorelser vedr. kolonierne i Gronland 1933-37 s. 586. 56. Samme vaerk s. 1108, 1112. 57. Kronik i Berlingske Aftenavis 17/8 1938. 58. Betaenkning 1939 nr. 6, Betzenkning 1946 s. 30 og Gronlandskommissionens betsenkning 1950 nr. 3 s. 14f.
Side 222
og loven om skolevassenet i Gronland af 27/5-50 abnede da ogsa i § 10 mulighedfor at oprette en skolelinie, der efter 2. skolear lod undervisningen i flere og flere fag ske pa dansk. Men i midten af 1960'erne begyndte nogle gronlaendere at vasre opmasrksomme pa faren for nedprioritering af gronlandsk i skoleme. Knud Hertling beretter indgaende om sin indsats i folketinget ved skoleloven af 1967 for at sikre faget gmnlandsk i 1. og 2. skolear, og i 1974 anbefalede landsradet, at gronlandsk blev det officielle skolesprog.59 Ud over sprogsporgsmaleti hjemmestyreloven drejer 7 af kommissionens 12 forberedte lovforslagsig om kulturelle emner: kirke, folkeskole, lasreruddannelse, erhvervsuddannelse,radio og fjernsyn, fritid, biblioteker, der forudses overtaget af hjemmestyret inden 1981.60 Den kulturelle nationalisme, som vaarnen om eget sprog er udtryk for, har mange facetter i Gronland. Her skal af tidsmaessige grunde kun tages en enkelt op, og af kildemaessige grunde med hovedvaegten pa Siumut. Det drejer sig om den positive vurdering af den eskimoiske fortid og en tilsvarende afstandtagen til den europaeiske fortid for det nuvaerende gronlandske samfund. Henvisningerne hertil er rnangfoldige i bladet. Lars Emil Johansen spurgte retorisk i en polemik, om det gronlandske samfund skulle kopiere den europaeiske verdens vaeren-sig-selv-nok ideal er eller skulle bygges op som en videreudvikling af det gronlandske samfunds kulturelle udgangspunkt,der var et kooperativt faellesskabsbetonet kulturmonster.61 Og Moses Olsen sagde ved en demonstration i Godthab 1. november 1976, hvor gronlaendernesejendomsret til landet skulle fastslas, at den gronlandske tradition gik ud pa, at den staerke og rige, uden at forvente noget til gengaeld, ansa det for sin pligt, at den svage ikke skulle leve ringere end han selv.62 Disse udsagn er naturligvis et mere gyldigt udtryk for, hvordan Siumut mener, nutiden bor indrettes, end for, hvordan fortiden var. Og idealer om et solidarisk samfund er vel netop typisk europaeisk tankegods. Det karakteristiske er imidlertid, at disse idealer projiceres pa den gronlandske fortid og ofte frakendes - behaendigt - den europaeiske nutidige virkelighed. Heller ikke ville Siumut indplaceres i nogen politisk -isme. Det var jo en europaeisk problemstilling - ikke en gronlandsk .63 Nogen tilbage-til-kajakken indstilling er der dog ikke tale om. En europasisk 59. Knud Hertling: Gronlandske paradokser, 1977 s. 40-47. Hertling daterer i ovrigt starten pa denne gronlandske besinden sig pa sig selv til krigstiden med Augo Lynge som en varm fortaler, ibidem. 60. Hjemmestyrekommissionens betaenkning bind 1 s. 6 og s. 44. 61. Sujumut nr. 35 20/9-76 s. 16. 62. Sujumut nr. 39 15/11-76 s. 6. 63. Sujumut nr. 15 8/9-75 s. 5.
Side 223
siumutter, Thue Christiansen; vi vil blot gerne tilbage til vore forfasdres forhold til deres fysiske omgivelser. De klarede sig selv i den tilvasrelse, de selv havde skabt.64 I sin selvforstaelse kaldte Thue Christiansen det at acceptere sin herkomst.65 Lejlighedsvis ser Siumut ikke helt bort fra de indforte danske kulturelementer. At bygge pa den gronlandske kultur betyder, forklarede rektor Ingmar Egede i en radiodiskussion, at gore sig klart, »hvad vi ikke vil og kan undvasre af vores kulturelle gronlandske arv«, og samtidig finde ud af, hvad der nodvendigvis ma laeres for at klare sig. Kort sagt »en kultur- og uddannelsespolitik, der tager sit udgangspunkt i den dobbelte kultur, som Gronland i realiteten star i«.66 Et enkelt traek i fortiden holder bl.a. Moses Olsen ofte op til ihukommelse og styrkelse af gronlaendernes selvbevidsthed - og vel til erindring for danske ogsa. »Pa grasnsen af det umulige til menneskelig eksistens har vore forfaedre holdt ud, besejret den ene vinter efter den anden, i et land, hvor andre folkeslag matte bukke under«.67 Ogsa i andre kredse kommer den sogen mod den eskimoiske fortid til udtryk. Aussivik'erne siden 1976 er en sadan bevidst genoplivelse af en eskimoisk tradition. Heraf kan maske sluttes i mangel pa direkte belasg, at Inuit Ataqatigit mindst lige sa kraftigt som Siumut identificerer sig med det eskimoiske. Derimod er det ikke lykkedes at finde tilsvarende interesse hos Atassut'erne, Den ovenstaende gennemgang har kun kredset lidt om det omfattende problem, kulturel identifikation, der i hvert fald i hele det 20. arhundrede har vasret meget centralt for gronlaenderne. Den har dog vist, at kravet om kulturel selvbestemmelse eksisterer i nogen udstraekning, sa ogsa pa dette punkt kan en begyndende gronlandsk nationalisme pavises. KonklusionSkal undersogelsen sluttelig resumeres, ma det konstateres, at der under alle de 64. Sujumut nr. 58 31/10-77 s. 15f. 65. Sujumut nr. 42 10/1-77 s. 10. 66. Sujumut nr. 29 26/4-76 s. 13. 67. Sujumut nr. 39 15/11-76 s. 6, se ogsa nr. 17 6/10-75 s. 6. »andre folkeslag« er naturligvis den norrene bos£ettelse i Gronland fra ca. 1000 til ca. 1500.
Side 224
finde, at der i Gronland som alle andre steder er forskellige holdninger og udvisesforskellige Nogle er mere nationale eller nationalistiske end andre. Selv pa det sparsomme materiale kan det konstateres, at Inuit Ataqatigit er mest. De krasver et selvstasndigt Gronland nu. Det gor Siumut udtrykkeligt ikke, men det eksisterer utvivlsomt som et fjernmal for dem. For Atassut, hvis Lars Chemnitz kan tages som taleror for det, er det blot en teoretisk mulighed langt ude i fremtiden og maske ikke en gang efterstraebelsesvaerdigt. Nationalismen i Gronland har da det saerpraeg, at den er spasd. Kun ca. halvdelen af de gronlandske politikere vedkender sig den abent, og flere af de Kohn'ske elementer matte endog modificeres for at blive meningsfyldte i gronlandsk sammenhasng. Deter et abent sporgsmal, om Atassut og »neutrale« kan kaldes nationalistiske, selv om gronlaendernes ve og vel naturligvis ogsa ligger dem staerkt pa sinde. Det kan vaere svaert at sondre holdningen fra lokalpatriotisme. Deter ogsa karakteristisk for den grenlandske nationalisme, at den kan sige sig fri for nogen aggressiv bedrevasrd i forhold til andre folkeslag, men dens hasvdelse af eget vaerd kan naturligvis godt vaere skarpt formuleret. Ydermere gaelder det, at nogle elementer, herunder det centrale om selvstasndighed, forst er dukket op i de senere ar. Og for sa vidt dette krav slar igennem i gronlandsk politik i de kommende ar, vil man altsa kunne karakterisere den nuvaerende tilstand som vagnende nationalisme. Det kan ikke understreges nok, at der her kun er set pa nationalisme, som den slar igennem i gronlandske politiske bevaegelser. Der findes et utal af foreninger og sammenslutninger i Gronland, hvis adfasrd ikke er undersogt her. De kunne udvise et andet billede. For ikke at tale om gronlandske foreninger i Danmark bl.a. Gronlasnderforeningen og Unge Gronlaenderes Rad. De spiller vistnok ikke nogen stor rolle i Gronland, men har jo storre chance for at placere sig i den danske bevidsthed om, hvad gronlasnderne vil. Hvor dybt disse ting stikker hos den almindelige gronlasnder, kan der intet siges om her. I afsnittet om sprogpolitikken er det antydet, at den granlandske nationalismeer en funktion af den danske tilstedevasrelse i Gronland, og isaer moderniseringen(lass: daniseringen) af det gronlandske samfund efter 1950.68 Den forklaring tror jeg meget pa. Ikke fordi gronlandske nationalister til stadighed hasvder det, men fordi det giver mening at antage, at forst nu har det fremmedartedekommet 68. En europaeisering harder naturligvis ogsa vreret tale om i arene efter 1721. Det gamle eskomioske, vestgranlandske samfund var oplost inden 1782 ved, at de indforte behov blev det vestgronlandske samfunds egne behov. Kort konstateret af Finn Gad i Tidsskriftet Gronland: Uddannelsesudviklingen i Gronland, 1965 s. 255, og udbygget i detaljer i hans Granlands Historie 11, 1700-1782 andet halvbind, 1969. Et Vestgranland i naturtilstand var der pa ingen made tale om for 1950.
Side 225
artedekommetalle gronlasndere sa tast ind pa livet, at der er grobund for en politik, der saetter eget saerpraeg i hojsaedet. Derved ligner situationen i Granlandogsa det, der synes at vaere monster i kolonifrigorelserne efter 2. verdenskrig.Jo mere der er moderniseret og europasiseret, des staerkere har indfodte eliter, ofte med europaeisk uddannelse, ment at kunne undvasre den europasiske tilstedevaerelse. Anvendt materiale (forkortelser i parentes)UtryktGronlandsudvalgets arkiv, Christiansborg: Betaenkning fra det udvidede Gronlandsudvalgs TryktBetaenkning afgivet af det i december maned 1920 nedsatte udvalg, 1921 (Betsenkning 1921). Betajnkning afgivet den 12. juni 1946 af Rigsdagens Gronlandsudvalg i forening med en af de Gronlandskommissionens Betaenkning 3, 1950. Betaenkning (837) afgivet af Kommissionen om Hjemmestyre i Gronland, bind 1-2, 1978 Beretninger og kundgorelser vedrorende kolonierne i Granland 1933-37. Folketingets forhandlinger 24/5-78, 1. behandl. af forslag til love om Gronlands hjemmestyre Lov om Gronlands Styrelse af 18. april 1925. Lovforslag nr. L 233 om Gronlands hjemmestyre, Folketinget 1977-78. Blad nr. 714. Atuagagdliutit/Gronlandsposten, enkelte nurnre 1975-78. (A/G). Mogens Buch Hansen, Steen Folke og Bue Nielsen: En undersogelse af den danske stats udgifter Knud Hertling: Granlandske paradokser, 1977. Finn Gad: uddannelsesudviklingen i Granland. I tidsskriftet Gronland 1965 s. 253-64. International Encyclopedia of the Social Sciences, bd. 11, 1968. |