En kommentar til »Krigshistoriens lære« og krigens historikere

I artiklen i dette tidsskrift er formuleringerne (synspunkterne?) strammet i en sadan grad, at de giver mig grund til modsigelse. Nar jeg finder anledning hertil, er det ud fra en formodning om, at ikke alle laeser Knud V. Jespersens artikel, som jeg, der har diskuteret disse problemer med forfatteren, gor det. Herved kan lasseren fa et fortegnet billede af den del af officersuddannelsen i haeren, som jeg i godt ti ar har haft ansvaret for, nemlig faget krigshistorie. Det er jeg selvsagt ikke interesseret i sker.

Personlig ser jeg en afgorende forskel i Knud V. Jespersens formuleringer (se s. 29) dansk militcerhistorisk forskning og dansk krigshistorisk forskning pa den ene side og seriese krigshistoriske studier (som »simulationsgrundlag« for officerernes uddannelse) pa den anden side. Jeg vil hsevde, at det, man beskaeftiger sig med i officersuddannelsen, netop er et forsog pa at drive seriosekrigshistoriske studier som simulationsgrundlag. Jeg vil ogsa haevde, at man prover pa at stille strenge forskningsmasssige krav. Sa strenge som det nu inden for de givne rammer er gorligt i form af kritisk holdning til det anvendte materiale, dokumentation osv. Nar jeg her ma tage forbehold i form af »givne rammer« og »gorligt«, haenger det naturligvis sammen med problemerne med at na helt ind til det primaere kildemateriale. Dels udgor faget krigshistorie aleneen begraenset del af den samlede officersuddannelses stof, dels er meget af

det primaere kildemateriale, som man kunne onske sig adgang til, helt uden for
raekkevidde. Man ma derfor i hoj grad basere sig pa de bearbejdninger, som
militaer- og krigshistoriske/ors/cere har prassteret.

Nar Knud V. Jespersen derefter praesenterer Mich. Howards anvisninger (se s. 29) om, at studiet bor ske i bredde, dybde og sammenhceng, sa savner jeg imidlertid, at opmasrksomheden henledes pa, at netop denne anvisning fra artiklen »The Use and Abuse of Military History« har vaeret grundlaget for den studieplan, der er udarbejdet for faget krigshistorie i officersuddannelsen (jfr. betasnkningen »Haerens linieofficerers grunduddannelse«, december 1966). Denne studieplan har jeg i ovrigt gennemdroftet personlig rned Mich. Howard, som fandt den velegnet og stemmende overens med hans synspunkter. Deter saledes ikke korrekt, hvis man - som jeg har pa fornemmelsen Knud V. Jespersen gor, nar han (s. 28) taler om, at »forestillingen om en krigshistoriens »laere«, der stadig lever i bedste velgaende«, og oven i kobet lasgger mig det i munden - tror, at krigshistorie i officersuddannelsen blot gar ud pa at se pa en raekke slag, isoleret fra deres sociale sammenhasng, prove at finde ud af, om der er faelles traek, og sa docere dem som vaerende »sandheden« om, at sadan gar det ogsa naeste gang!

Det, man forsoger, er dels at analysere sammenhasngen i det, jeg af paedagogiske grunde har benaevnt »Krigsforelsens kredslob«, nernlig korrelationerne mellem teknologi, organisation og doktrin med baggrund i skiftende historiske miljoer, dels at konstatere karakteren af sadanne skiftende historiske miljoers sociale egenart med henblik pa at na en forstaelse for, hvorfor og hvordan krig er blevet anvendt som et politisk virkemiddel. Sagt pa en anden made har man altsa det dobbelte formal at skaffe sig indsigt i krigsforelsens udvikling, eller som det af nogle er udtrykt: »Krigens va2sen« (og det eneste sted, man i en fredsperiode kan gore det, er ved at ty til historien, som Mich. Howard sa rigtigt gor opmaerksom pa) og at skaffe os viden om krig som et af politikkens midler.

I oktober 1973 fik Mich. Howard overrakt The Chesney Memorial Gold Medal, og i den anledning holdt han en forelaesning i Royal United Services Institute for Defence Studies med titlen »Militasrvidenskab i en fredsperiode« (gengivet i Militasrt tidsskrift, okt. 1974, s. 380-392). I slutningen af denne forelassning omtaler han »behovet for alsidighed, tilpasningsevne og smidighed i de vaebnede styrker for overhovedet at kunne absorbere teknologiske forandringer«.Han fortsaetter: »Disse egenskaber ma udstraskkes til ogsa at omfatte politiske og sociale forandringer. Er dette ikke muligt, viser de historiskeerfaringer, at alternativet er forsvinden og nederlag« (s. 392). Tidligere i samme forelassning fastslar han: »Deter dog stadig militaervidenskabens opgave i en fredsperiode at forhindre doktrinerne i at vaere alt for übrugelige.

Al videnskabelig taenkning er et vedvarende forsog pa i enhver situation at udskille det konstante fra det variable, at forklare hvad der har blivende vasrdi, og at bortkaste det flygtige, at fastsla visse blivende principper og at reducere dem til den korteste og mest elegante formulering«.

For at kunne uddanne officerskorpset til at lose denne opgave, som jeg er ganske enig med Mich. Howard i er officerskorpsets, ma uddannelsen omfatte elementer fra en raskke forskellige videnskabsgrene (den for omtalte betaenkning om grunduddannelsen redegor detaljeret herfor). Blandt disse altsa ogsa den historiske videnskab. Under denne tvasrfaglige uddannelse, officersuddannelsen, er denned andre ord behov for, at den studerende driver studier inden for naturvidenskabelige, sociologiske, biologiske, politiske og historiske emneomrader, for at naevne nogle af de vassentligste. Men der er ikke behov for, at han/hun driver egentlig forskning pa disse omrader, sadan som jeg opfatter termen forskning. Tvasrtimod ma uddannelsen baseres pa de resultater, som de egentlige specialister pa disse omrader fremlaegger. Jeg mener derfor stadig, at den af mig anvendte term »forbruger« er relevant, og jeg mener ogsa, at Knud V. Jespersen har uret, nar han (s. 29) skriver om »denne betaenkelige mangel pa udvikling« for sa vidt angar netop anvendelsen af krigshistorisk materiale.

Knud V. Jespersen omtaler (s. 31), at jeg har udarbejdet en fremstilling af slaget ved Lutter am Barenberg og bruger den i undervisningen »- vel bl.a. fordi slaget anses for at rumrae en »laere«.« Bortset fra at min fremstilling ogsa rummer en gennemgang af begivenhederne forud for selve slaget og peger pa, at slaget i realiteten blot var afslutningen pa denne begivenhedsraekke, sa kan man fa det indtryk, at jeg videregiver den »laere«, som Voges' fremstilling indeholder(»Vernichtung« og »Umfassung«), og som Knud V. Jespersen afviser (jfr. note 13: »- i hovedsagen med Voges' arbejder som grundlag -«). Jespersenoplyser derimod ikke laeseren om, at det, der har interesseret mig, er: 1) tidspunktet for hvornar initiativet i operationerne glider Chr. IV af hasnde (da de kejserlige hasrenheder forenes), som forer til 2) konsekvenserne for en haerenhed af at vaere i defensiven og herunder navnlig folgerne af, at en henholdendekamp ikke lykkes, og 3) forerens mangel pa indflydelse under selve slaget,fordi han interesserer sig for i den storre sammenhasng uvassentlige begivenhederi stedet for gennem personlig tilstedevaerelse at ove direkte indflydelsepa kampens forlob i dennes tyngdepunkt. Disse to sidstnaevnte punkter er efter min opfattelse det i pasdagogisk henseende vaesentligste, nar det drejer sig om at anvende dette begivenhedsforlob som illustration i officersuddannelsenmed henblik pa, som Mich. Howard foreskriver, »at udskille det konstante fra det variable, at forklare hvad der har blivende veerdi -« (jfr- Mich. Howard, Mt.okt. 74, s. 388). Hertil kommer, at denne problemstilling kan opstilles og

forfolges uafhaengigt af, hvilken af de to traditioners version, man vaslger at
benytte som grundlag.

Dette eksempel fra krigshistorien illustrerer derfor efter min opfattelse noget for krigsforelsen konstant og derfor vaesentligt vedrorende opretholdelse af troppers kampmoral under defensive operationer og vedrorende forerens ansvar for at ove indflydelse pa kampen ved at koncentrere sig om begivenhederne i kampens tyngdepunkt og ikke lade sig forlede til at blive opslugt af mindre vaesentlige begivenheder. Dette har efter min opfattelse intet at gore med at fortolke et givet slag i overensstemmelse med denne eller hin »radende doktrin« (jfr. s. 44), men tvasrtimod at »forklare, hvad der har blivende vaerdi«.

Der er her, efter min opfattelse, ikke tale om en antikveret forestilling om en »krigshistoriens la?re«, men tvaertimod om en fuldt legal og meget relevant anvendelse af illustrationsmateriale fra historien i en tvaerfaglig uddannelse af personer i en profession, som har behov for sadanne illustrationer for at kunne udvikle »alsidighed, tilpasningsevne og smidighed«. Jeg kunne opremse talrige andre lignende eksempler (bl.a. at Fullers ide til formulering af hans panserdoktrin i hans beromte plan 1919 baserer sig pa hans studier af Alexander d. Stores gennembrudsmodel fra Gaugamela). Men jeg tror, at jeg med denne parentetiske tilfojelse tilstraekkeligt har illustreret mit synspunkt.

Til afslutning den enkelte bema^rkning, at jeg med disse kommentarer ikke onsker at anfaegte Knud V. Jespersens synspunkt om det bedrovelige i, at dansk krigshistorisk forskning er langt bagefter tilsvarende forskning i udlandet. Jeg vil selv meget gerne fra mit udgangspunkt bidrage til, at der sker en aendring pa dette felt, og jeg mener, at officerer, med deres professionelle kendskab til krigens gennemforelse og ikke mindst til de vaebnede magtmidlers karakter og muligheder, vil kunne bidrage til i samarbejde med professionelle historiske forskere at kaste lys over krigshistoriske begivenheder. Men jeg vil pa den anden side fastholde officerens legale ret til ved uddannelsen af nye generationer af officerer at anvende krigshistorisk materiale som et hjaslpemiddel i den tvserfaglige uddannelse, som officersuddannelsen udgor, uden derfor at skulle beskyldes for at vaere »outmoded«.