Sigtet og syntesen

Ud fra en overfladisk betragtning kan Gottlieb Japsens videnskabelige produktion synes meget lokalhistorisk bestemt. Og rigtigt er det, at han i sine arbejder naesten udelukkende har beskasftiget sig med et bestemt, geografisk afgrasnset omrades historie, nemlig Nordslesvig. Deter imidlertid vaesentligt at holde for oje, at denne beskaeftigelse har sigtet videre end det rent lokalhistoriske.

Det vaesentligste moment i Japsens arbejder med sonderjysk historie har vaeret centreret omkring betingelserne for den danske nationale bevaegelses fremvaskst og udvikling i Sonderjylland. Men deter vigtigt, at interessefeltet har rakt lasngere end blot denne bevaegelses historie som sadan. Ikke blot har han villet se den som udtryk for mere generelle okonomiske, sociale og politiske tendenser i samfundsudviklingen, men i det hele taget i lyset af nationalismens betydning og udvikling i det 19. (og 20.) arhundrede. Begrebet nationalisme er saledes det egentlige noglebegreb i Japsens produktion.

Dette kan illustreres pa forskellig vis. I et oplaeg til en ovelse over Sonderjylland 1848-1914, hvor Japsen argumenterer for emnets relevans, peger han som det ene punkt pa, at Sonderjylland »som diplomatisk problem belyser... et vigtigt udsnit af Europas udenrigspolitiske historie i den periode, der er praeget af Tysklands fremvaekst til en stormagt«. Og dernasst:

»Sonderjylland er et af de omrader, hvor man med sterst udbytte kan studere en typisk europseisk nationalbevaegelse, herunder modsastningen mellem dansk og tysk, det vigtigere sporgsmal om erobrerstatens indstilling til den indfodte befolkning, nationalismens forhold til andelige, sociale, okonomiske etc. faktorer, de politiske grupperingers holdning til dette konkrete nationale sporgsmal osv. Det skulle pa grund af Sonderjyllands begraensede udstraekning og relativt store bekendthedskvalitet for deltagerne blive muligt at trsenge dybere ind i problemet nationalisme end deter almindeligt i andre dele af Europa, hvor de nationale bevaegelser i det 19. arhundrede fik central betydning for udviklingenw.¹

I sin universitetsundervisning har Japsen taget sig for at belyse aspekter af europaeiske nationale bevaegelser i det 19. arhundrede ogsa uden for hertugdommerne som f.eks. i ovelser over Habsburg-monarkiet og over Irland i det 19. arhundrede. Denne bredere og teoretisk bevidste angrebsvinkel udmontes i et explicit krav til, hvordan undersogelser af nationale bevaegelser skal gribes an: len anmeldelse af H. Fangel: Haderslev Bys Historie 1800-1945,1 (1975) skriver han saledes:

»Deter ikke blot et sporgsmal om at udnytte kilderne, men endnu mere om at have teoretisk indsigt i liberalismen og nationalismen. En sadan indsigt fremtrasder ikke i Fangels bog, der gores ikke rede for de faktorer, der forte til de nationale bevasgelsers opstaen, for disse bevaegelsers karakteristiske trask eller for den betydning, de har haft for den historiske udvikling«.²

I citatet kasdes liberalisme og nationalisme sammen. Hermed berores et andet centralt moment i Japsens arbejde med de sonderjyske nationalitetsproblemer. For ham er nationalisme uloselig forbundet med det borgerlige samfunds fremvaekst. »Nationalisme havde altid en borgerlig, liberalistisk sjael« hedder det,³ eller »borgerliggorelse og national bevaegelse er to sider af samme sag«.⁴ Dannelsen af nationale enhedsstater opfatter hansom vaesentlige mal for det 19. arhundredes borgerlige revolutioner.⁵

---

1. Institutavis, Hist.lnst. Arhus Universitet, 31.1.1977

2. Sonderjyske Arboger 1976, s. 192-95 (Sjy.Arb.)

3. Sjy. Arb. 1973, s. 63

4. Ibid., s. 65

5. G. Japsen: Europaeiske revolutioner, duplikeret

Nationalisme og nationale bevasgelser er derfor for Japsen klassebestemte storrelser, og pa denne baggrund ma hans videnskabelige produktion forstas. Hovedresultaterne af sine minutiose detailundersogelser af forskellige sider af sonderjysk historie inden for de sidste par hundrede ar har Japsen sogt at sammenfatte i et foredrag fra 1973: »Betragtninger over den danske bevaegelse i Nordslesvig«.⁶ I kraft af det forsog pa en syntese af Sonderjyllands historie i nyere tid, som dette foredrag udgor, kan det vaere rimeligt at tage udgangspunktet her, nar man vil forsoge at redegore for hovedpunkterne i Japsens historiske produktion.

Mens den tyske og slesvigholstenske bevaegelse lignede de fleste andre nationale europaeiske bevaegelser, nasr knyttet sammen med den borgerlige liberalisme og dennes baerende lag - bourgeoisiet med akademikere og embedsmaend, havde den danske bevaegelse i sin oprindelse en fundamentalt anden karakter.

I sine korteste formulering er Japsens hypotese den, »at den danske bevasgelse i Nordslesvig i hovedsagen udvikler sig pa grundlag af landbrugets gradvise overgang til den borgerlige okonomi«.⁷ Japsen opererer med tre etaper pa gardmandsstandens vej henimod fuld borgerlig eksistens. »Den forste etape placerer jeg i slutningen af det 18. arhundrede, den anden i tiaret for 1848, og hver gang mener jeg at kunne konstatere en tydelig parallellisme mellem borgerliggorelse og national udvikling«. Den tredie og afgorende etape er »de indgribende forandringer, der fandt sted pa det okonomiske og sociale omrade« efter 1864, og som er »den dybeste, men naturligvis ikke den eneste forudsaetning for det danske opsving, der indledtes i lobet af 188O'erne«.⁸ Den forste etape var begunstiget af feudalismens svaghed i Nordslesvig, specielt i Haderslev osteramt, hvilket muliggjorde en udvikling pa lige fod med byernes borgere, og samtidig kunne man i slutningen af det 18. arhundrede spore de forste vidnesbyrd om en patriotisk, statsbevidst indstilling.

Den okonomiske stagnation for 1830 bremsede udviklingen, men den fornyedeokonomiske fremgang efter 1830 forte en politisk aktivitet med sig. Hele den nordslesvigske landbefolkning sluttede op om kravet om afskaffelse af det tyske ovrighedssprog (1836). Dette er blevet opfattet som udtryk for en vagnendenational bevidsthed, men efter Japsens mening er det ikke kaernen i sagen. Kravet var forst og fremmest socialt og ikke nationalt. »Under de nordslesvigskeforhold matte bondernes sociale rejsning nodvendigvis antage en national farve, men dette var ingenlunde tilsigtet ... Bondernes danske bevaegelsevar

---

6. Sjy. Arb. 1973, s. 63-75

7. Ibid., s. 75

8. Ibid., s. 70-71

gelsevarvendt mod overklassen, mod embedsmsendene og deres vernier, det
velhavende borgerskab; og bonderne fik tilslutning fra smaborgere og arbejdereder
stod i et modsastningsforhold til de samme befolkningsgrupper«.9

I disse to forste etaper af bondernes borgerliggorelse, der samtidig betegner den danske beveegelses forste periode, ser Japsen kun »en sikker spire til en national holdning«, nemlig i hengivenheden for den enevasldige konge og en herpa byggende staerk patriotisk folelse for den danske helstat.¹⁰

Det reaktioneere embedsmandsstyre, som den danske stat efter Trearskrigen satte ind, »afbrod den frodige folkelige udvikling, der havde prasget« den nationale opvagnens tid«, og »... forhindrede opfyldelsen af de demokratiske forhabninger, der var spiret fremfor 1848 og i 1848«.^u Nordslesvigernes modstandskraft var derfor svaekket efter 1864. Nar udviklingen alligevel forte til danskhedens fremgang og endelige sejr, hang det som sagt ifolge Japsen sammen med den sociale og okonomiske udvikling. Omlaegningen af landbruget til et moderne, markedsproducerende og kapitalkraevende landbrug med bevidst danske organisationer spillede en hovedrolle her. Det tyske angreb pa »de nordslesvigske bonders okonomiske selvstaendighed, som det med rette betragtede som den klippe, hvorpa danskhedens politiske modstandskraft hvilede« er vigtig i denne sammenhasng.¹² »Kampen om jorden styrkede kun sammenholdet i den danske lejr, der var i stadig materiel fremgang, og den ogede onsket om en adskillelse fra Tyskland«.

Hertil kom som et element af afgorende betydning, at den danske bevasgelse i perioden efter 1880, som i perioden for 1848, »gav udtryk for tidens progressive bestraebelser og ikke kun var en national bevaegelse i snasver forstand«.¹³ »Folkelighed og demokrati var begreber, der var synonymer med danskhed, mens tyskhed blev forbundet med begreber som magtbegaer, hovmod over for andre folkeslag og underdanighed over for egne ledere«.¹⁴

Saledes bliver da bondernes borgerliggorelse og den danske bevasgelse i
denne periode til en egentlig nationalbevaegelse, i den tidligere omtalte betydning
af ordet, knyttet til den borgerlige liberalisme.

»Bondernes borgerliggorelse« udgor saledes et centralt begreb i Japsens syn pa udviklingen af en nationalisme i Sonderjylland. Sporgsmalet er, hvad der naermere ligger i dette. Nogen prsecis definition far begrebet ikke i disse »Betragtninger«. Det naermere indhold synes at vaere bondernes befrielse fra

---

9. Ibid., s. 65-66

10. Ibid., s. 66

11. Ibid,, s. 69

12. Ibid., s. 72

13. Ibid., s. 75

14. Ibid., s. 73

den feudale okonomi, saledes at de kan udvikle sig »pa lige fod med byernes borgere«.¹⁵ I videre forstand betyder dette udviklingen frem mod et agrarkapitalistisk,markedsproducerende landbrug, med gardejere som et kapitalistisk (sma)borgerskab med en borgerlig liberalistisk bevidsthed.

I det folgende vil Japsens tre storre boger om det dansksprogede skolev£esen indtil 1814 (disputatsen fra 1968), om Abenra 1800-1850 (fra 1961) og om de nordslesvigske sparekasser (fra 1970) blive mere indgaende behandlet. De beskasftiger sig alle med vassentlige aspekter af denne syntese, som er skitseret ovenfor. Dette er ogsa begrundelsen for at tage dem i en emnemasssigt kronologisk raskkefolge, i stedet for i den raskkefolge, hvori de udkom.

Det dansksprogede skolevæsen i Sønderjylland indtil 1814 (1968)

Bøndernes borgerliggørelse før 1814

Et vassentligt punkt i Japsens disputats er en klarlseggelse af de indledende stadier pa forste etape af gardmandsstandens vej henimod fuld borgerlig eksistens. Den spredte og sporadiske borgerliggorelse af bonderne i Nordslesvig var formentlig allerede begyndt i slutningen af det 16. arhundrede.¹⁶

Japsen ser fremkomsten af bondeskoler, dvs. skoler oprettet af bonderne pa
eget initiativ og for egen bekostning, som et led i denne proces og onsker at
beskrive deres udvikling.

Efter reformationen Sogte myndighederne, dvs. forst og fremmest kirken at bibringe ogsa landbefolkningen den rette kristne tro ved hjaslp af katekismusundervisning. Denne foregik enten fra praedikestolen, eller gudstjenesten eller i de ganske fa skoler, der fandtes. Bondeskolernes oprettelse ma betragtes som et alternativ til kirkens spredte forsog. Bonderne var p.g.a. feudalismens svaghed i store dele af Nordslesvig relativ frie og selvstasndige, og landbefolkningen levede ikke alene af landbrug, men ogsa af forskellige borgerlige erhverv som kniplingsfremstilling, skibsfart, handel og handvasrk. »Med inddragelsen af denne borgerlige okonomi fulgte (allerede omkring 1600) et behov for skoler, der var i stand til at give bornene (drengene) de nodvendige verdslige kundskaber, herunder regning og ikke mindst tysk, der jo var ovrighedens og handelens sprog. Denne opfattelse bekrasftes af, at skoleforholdene i hoved traekkene udviklede sig ens overalt, hvor bonderne var frie, uanset om det drejede sig om rige eller fattige egne, medens skolerne var langt bagefter i godsdistrikter, hvor bonderne var livegne«.¹⁷

---

15. Ibid., s. 65

16. Ibid., s. 65

17. Japsens referat i Magisterbladet nr. 4, 1969

Disputatsens hovedvasgt er lagt pa en detaljeret empirisk gennemgang af de forskellige nordslesvigske bondeskolers materielle forhold, deres funktioner og udvikling, samt deres relation til de af myndighederne efterhanden etablerede sogne- og degneskoler frem til 1760, hvor (ogsa) skolereformtiden begynder.

I perioden op til reformtiden havde prisstigningen pa landbrugsprodukterne forbedret bondernes sociale og okonomiske kar. En forbedring af skolebygningerne og laerernes indtaegter fik ingen konsekvenser for undervisningen. Samtidig blev landsbyfasllesskabets opbsning nu mere gennemfort. Disse omvaeltninger betod iflg. Japsen, at bonderne indtog en »ny holdning til religion, moral, oplysning«, (s. 212), og dette medforte en »ny indstilling til det statssamfund man var medlem af. Mens ovrigheden indtil da havde vseret en fjendtlig og i bedste fald en fremmed magt i bondernes liv, begyndte nu en langsom opvagnen til danskhed og statsborgerskab...« Efterhanden som den nye holdning til kirke og stat satte sit prasg pa bonderne, blev skolerne mere kirkelige og danske«, (s. 216). Denne daniseringsproces blev pa den anden side ogsa hjulpet pa gled af, »at den danske patriotiske stemning, der sa kraftigt gjorde sig gEeldende hos embedsmaendene og i de nordslesvigske kobstaeders borgerskab, ogsa forplantede sig til lasrerne og tonegivende lag af landbefolkningen...« (s. 391).

Under vurderingen af Japsens disputats vil vi tage folgende problemer op til
diskussion:

1. Japsens begrebsapparat,

2. »den vagnende nationalisme« omkring 1800 og
3. landsbyfasllesskabet og bondeskolerne.

Japsens begrebsapparat kan ved forste ojekast synes noget problematisk. I sin diskussion af disputatsen anker Troels Fink saledes over, at »ordene »borgerlig« og »borgerskab« her (er) ilde anbragt«. Han mener ikke, at der findes en definition pa »borgerlig okonomi« og »borgerlig ideverden«.¹⁸

Vi mener ikke, at begreberne er ilde anbragt, men kunne pa den anden side have onsket en klarere redegorelse for begrebernes indhold. Nar man f.eks. laeser Japsens teser og arsagsforklaringer omkring bondeskolernes oprettelse, lyder de plausible nok, idet begrebet »borgerlig« anvendes helt korrekt: i forbindelse med borgerlige erhverv, dvs. erhverv som normalt varetages af byens borgerskab og i tilknytning hertil overtagelsen af den borgerlige ideverdens

---

18. Sjy. Arb. 1969, s. 233. Troels Finks anmeldelse s. 69-88; ovrige storre anmeldelser: Skovgaard Petersen i Historisk Tidsskrift 12. R.bd. 5 (1971), s. 197, T. Dahlerup i Information 24. febr. 1969

Pa ganske tilsvarende made har begreber som »danskhed«, »daniseringsproces« og »nationalisme« hos Japsen et helt konkret indhold, og det kan lede til forstaelsesmaessige problemer. Ordene skal ikke opfattes med en senere tids mere emotionelle betydning. Japsen bruger f.eks. nogle steder begrebet »danisering« i forbindelse med en ren og skaer konstatering af en overgang fra tysk til dansk leerebogsmateriale. Forst sammen med sin syntese i »Betragtninger...« klarlaegger Japsen helt denne nationale terminologi. Ogsa i sit foredrag fra 1971 om »Statspatriotisme...« (se dette) gor Japsen rede for disse begreber.

Dermed er ogsa det nseste problem berort, nemlig:

Den »vågnende nationalisme« omkring 1800

Deter lykkedes Japsen i sin disputats pa overbevisende made at vise, at bondernes borgerliggorelse var godt i gang allerede noget for 1800. Denne borgerliggorelse medforte en forst spirende og senere mere konstant statspatriotisme.

Japsen mener at se to faser af bondernes borgerliggerelse for 1800 manifesteret i anvendelsen af det tyske sprog i skolerne. Bondeskolerne blev dannet for at imodekomme bondernes nye behov i forbindelse med pengeokonomien og de borgerlige erhvervs fremtrsengen pa landet. Der var brug for verdslig undervisning med hovedvasgt pa laesning, regning og tysk og »ved midten af det 18. arhundrede naermede undervisningen sig det tvesprogede, et tegn pa, at den forst og fremmest sogte at orientere bornene i den tyske omverden«.¹⁹

Mindre overbevisende fremtraeder argumentet, at en ny fase af borgerliggorelse (nu ogsa inkluderende en »andelig omv£eltning« af bonderne) skulle vaere arsag til, at ovrighedens skolereform uden protester kunne indfores i Nordslesvig efter 1760. Det forekommer os, at denne smertefrie overgang til dansk skolesprog skyldes langt simplere forhold: Tilgodesa reformerne ikke netop de materielle skoleforhold, som Japsen har beskrevet for tiden inden 1760. Det har vel heller ikke kunnet stode bonderne for brystet, at nogle af foregangsmaendene - med generalsuperintendent Adler i spidsen - med held fik det hos bonderne oftest upopulaere lasrebogsmateriale forbudt og efterhanden erstattet af dansk materiale. Samtidig blev tysk jo oprettet som fag. At denne »danisering« af undervisningen naturligvis kunne skabe en god grobund for en senere danskpatriotisk stemning, er en anden side af sagen.

Landsbyfællesskab og bondeskoler

Japsen ser ophaevelsen af landsbyfaellesskabet som et centralt aspekt af
bondernes borgerliggorelse.

---

19. se note 17

Om den del af borgerliggorelsen, der gav sig udslag i fremkomsten af bondeskoler, siger Japsen saledes, at skolerne »pa landet opstod og udviklede sig i takt med det gamle, selvtilstraekkelige landsbysamfunds oplosning. Pengeokonomiens, handelens, handvaerkets, statsmagtens (og statssprogets) stadig storre betydning, fremkomsten af trykte boger og blade, de subjektivistiske kirkeretningers indtraengen, alt dette virkede sammen og nedbrod i lobet af de godt 150 ar fra 1600 til 1760 den aeldre tids faellesliv i landsbyerne: dyrkningsfaellesskabet, folketroen og de skikke, der var udsprunget af begge. I denne nye tid kunne livet ikke leves uden skoleundervisning, (s. 198).

Om borgerliggorelsen i slutningen af det 18. arhundrede hedder det f.eks. i
den tyske sammenfatning:

»Der zweite Teil (af bogen) beginnt mit einer kurzen Darstellung der Umwalzung der bauerlichen Lebensbedingungen, die sich in den 1760'ern og 1770'ern in Nordschleswig vollzog, und deren markantester Zug die Aufhebung der Dorfgemeinschaft war. Die Umwalzung bewirkte, dass die Bauern eine neue Haltung zu Religion, Moral und Aufklarung einnahmen. Die Erlebnisreligion bekam zum erstenmal die Moglichkeit, im Volke Fuss zu fassen, und in einem Teil der Landbevolkerung begann ein langsames Erwachen zum Staatsburgertum und zum Danentum. Die Schulen wurden daher christlicher und danischer, und die Staatsmacht bekam die Moglichkeit, das aussere Schulwesen zu reformieren«, (s. 429).

Japsens fremstilling af sammenhaengen mellem landsbyfaellesskabets ophsevelse og bondeskolernes fremkomst er blevet imodegaet af Troels Fink, der mener, at »bondeskolerne i deres ide svarede til det gamle landsbyfsellesskabs vaesen, idet de forste bondeskoler blev oprettet, da landsbyfasllesskabet stod i fuldt flor. Bondeskolerne viste imidlertid deres utilstrcekkelighed efterhdnden som landsbysamfundet gik i oplosning«.20

Problemet synes vanskeligt at lose, da hverken de forste bondeskoler eller
de forste udskiftninger i de pagaeldende omrader kan tidsfa?stes nojere.21

Hvorom alting er, en sammenhaeng mellem bondernes borgerliggorelse og oprettelsen af bondeskolerne synes klar, da Japsen har kunnet pavise, at bondeskolerne opstod der, hvor handel og handvaerk og andre ikke-agrare erhvervspavirkninger har vaeret mest fremtraedende.

Tilbage star imidlertid sporgsmalet om, i hvor hoj grad landsbyfaellesskabet overhovedet forsvandt, i og med at dyrkningsfaellesskabet ophorte. Der var stadig mange faktorer, der kunne vedligeholde et faellesskab: naboskabet i det daglige, ogsa manifesteret i fester, kirker, kroen og bylaget, som i amputeret form blev ved med at fungere.

---

20. Sjy. Arb. 1969, s. 75, Finks fremhaevelser

21. s. 9, 27f og Fink, Udskiftningen i Sonderjylland indtil 1770, Kbh., 1941 s. 74f, 105f

Ogsa efter udskiftningen havde man i landsbyen et faellesskab, som nok
skulle kunne traeffe en afgorelse om f.eks. oprettelsen af en bondeskole, lige
savel som man senere kunne oprette sparekasser, friskoler, andelsselskaber.

Den nationale udvikling i Åbenrå 1800-1850 (1961)

Udviklingen i bybefolkningen

I det overblik over den nationale udvikling i Nordslesvig, som Japsen indtil nu mest har skitseret i foredragsform, er et af hovedtemaerne »bondernes borgerliggorelse«. I hans dyberegaende undersogelser er dette fasnomens udvikling gennem storstedelen af det 19. arhundrede kun punktvis behandlet. Bogen om skolevaesenet slutter i 1814, og »Sparekassebogen« behandler i hovedsagen »borgerliggorelsen« fra 1880'erne og frem. I den mellemliggende periode er det den nationale udvikling i byerne, der har beskasftiget ham. Her kan den nationale udvikling ikke kasdes sammen med nogen »borgerliggorelse« i Japsens forstand, for borgerne var jo pr. definition allerede borgerlige. Hvad det drejer sig om er da den borgerlige ideologis egen udvikling fra det ene stadium til det andet, fra statspatriotisme til liberalisme og nationalisme.

Bonderne gennembb iflg. Japsen - sagt lidt forenklet - den samme udvikling, men i et langsommere tempo. De skulle forst »borgerliggores«, dernaest blive statspatrioter fra slutningen af det 18. arhundrede, for endelig at blive liberalister og nationalister i anden halvdel af det 19. arhundrede. Trods denne tidsforskydning er det bondernes okonomiske og politiske udvikling, der er hovedsagen i Japsens syntese. Byernes befolkning var tidligere pa fasrde m.h.t. den nationale udvikling, men det var bonderne, der i kraft af deres antal og okonomiske betydning blev det afgorende befolkningselement. Navnlig i anden halvdel af det 19. arhundrede, da den okonomiske vaskst kom landbruget til gode i en helt anden malestok end erhvervene i de noget stillestaende slesvigske byer, som jo la i udkanten af det tyske industrisamfund.

Ikke desto mindre var det byernes befolkning, Japsen forst koncentrerede sig om, og det var der god mening i, for sa vidt som han her finder arnestedet for den nationale udvikling, der senere bredte sig til landbefolkningen. Bogen »Den nationale udvikling i Abenra 1800-1850« er Japsens forste, udgivet 1961. Trods den snaevre lokale afgraensning er den den mest syntesebevidste af hans tre boger. Sammenkaedningen af detailundersogelser og overblik er markant. Pa naesten alle vaesentlige punkter fremlasgger Japsen her sin opfattelse af den nationale udvikling i forste halvdel af det 19. arhundrede.

Bogens sigte og baggrund

Sigtet er negativt, skriver han selv. Han onsker at gore op med »den romantiske opfattelse, der har behersket naesten hele den danske litteratur om den nationale udvikling i Sonderjylland: at det i arene omkring 1840 var den danske folkeand, der vaktes til bevidsthed hos Nordslesvigs befolkning« (s. 259). Han sigter bl.a. til det klassiske hovedvaerk, P. Lauridsens »Da Sonderjylland vagnede«. For Japsen vagnede Sonderjylland aldeles ikke, i hvert fald ikke i Lauridsens betydning. I videre forstand gaslder opgoret den version af Sonderjyllands historie, som har prasget folkeskolen, hojskolen osv. i storsteparten af dette arhundrede. Det gaelder endvidere »den nyere variant af folkeandsteorien, hvorefter nationalbevidstheden skabes ved en sammensmeltning af »andskultur« og gammel »almuekultur««. (s. 260). Japsen sigter vel bl.a. til Troels Finks »Rids af Sonderjyllands historie« fra 1946.²² Men Japsen er ikke den, der foretager et frontalangreb pa traditionen. Han er ikke sprunget frem med en ny syntese, men har begraenset sig til lokalundersogelsen. Nok sa beskedent anforer han, at »det ud fra det abenraske materiale er umuligt at slutte til almengyldigheden af den konstaterede udvikling«, (s. 260). Og dog lades man ikke i tvivl om hans aerinde og hans tro pa raekkevidden af sine resultater.

Hvad er det da, Japsen saetter i stedet for »folkeandsteorien«? »Bogen er en bog om klassekamp, udkasmpet pa det nationale omrade«, skrev Poul Kiirstein i Sonderjyske Arboger 1962.²³ Deter meget sagt, men noget er der om det. Japsen er ikke tilfreds med »andshistoriske« forandringer. Han ser ikke den ene kultur udvikle sig af den anden i et isoleret kulturhistorisk forlob, men soger den materielle baggrund for de kulturelle og politiske faenomener. I disputatsen var det skolen, der matte holde for, her den nationale udvikling, ikke blot i de ledende personligheders hoveder, men i folkets brede lag.

Eftersom hele den nordslesvigske befolkning er et uoverkommeligt emne for en enkelt mand, begraenser han sig til et lokalt omrade og gar i dybden med det. Japsen har valgt sin hjemby og slar dermed to fluer med et smaek. Hans lokalhistoriske interesse for Abenra er kort i stramme tojler under det videnskabelige hovedsigte, men skinner dog tydeligt igennem.

Marxistiske termer som »basis« og »overbygning« falder en ind under laesningen, men Japsen bruger dem ikke selv. Han taler om »okonomiske« og »sociale« forhold. Betegnelserne fra den marxistiske klasseteori »borgerskab«, »smaborgerskab« og »arbejderklasse« er fundamentale i hans fremstilling, men de skurrer ikke meget i borgerlige oren, fordi de hasnger sammen med

---

22. Saml. Troels Fink: Rids af Sonderjyllands historie, Schultz 1946, s. 125

23. Sjy. Arb. 1962, s. 194

kildematerialet. De var gaengse betegnelser for byernes befolkning i det 19. arhundrede, ligesom de var det i tidens historieskrivning, den borgerlige savel som den socialistiske. Borgerskabet var en klart afgraenset del af befolkningen, nemlig dem der drev borgerlig naering eller havde fast ejendom, og man skelnedemellem storborgerskab og smaborgerskab. Der er ikke tale om teoretiske, okonomiske kategorier, men om tidens egne. Deter nok muligt, at Japsen har haft et teoretisk apparatur i baglommen, men han beholder det der.

Bogen ligger for den teoretisk prasgede, marxistiske historieskrivning her i landet. Man sastter den uvilkarligt i forbindelse med den materialistiske grundholdning, som med store indbyrdes forskelle bredte sig i historieverdenen i mellemkrigstiden, med navne som Arup, Albert Olsen, folkene omkring Institut for Historie og Samfundsokonomi osv. Den holdt sig efter anden verdenskrig og dukkede op pa nye omrader, f.eks. kirkehistorien. Lindhardts forsog pa at opridse den okonomiske og sociale baggrund for de religiose bevasgelser er beslasgtet med Japsens syn pa de nationale bevaegelser i samme tidsrum, alle forskelle ufortalt.²⁴ Mange af disse historikere var stasrkt syntesebevidste og fortabte sig ikke i detailundersogelser, som det i ovrigt blev almindeligt i efterkrigstiden. Og mange havde et udtalt politisk engagement som udgangspunkt for arbejdet, i reglen vendt mod den nationalliberale arv i historieskrivningen, et engagement, som blev stadig mere ualmindeligt under den afideologisering og relativisme, som i overensstemmelse med de generelle tendenser i samfundet satte sit prasg pa efterkrigstidens yngre historikere.

Men kun hos ganske fa, maske ingen, var enagementet og det teoretiske udgangspunkt sa klart socialistisk som hos Japsen. Ogsa dette engagement er stramt tojret i denne bog, men skinner dog igennem. Under beretningen om de abenraske vasrftsarbejderes demonstrationer i 1840'rne aner man det socialistiske hjerte bag Japsens tilknappede vest.

Historieskrivningen om Sonderjylland har af gode grunde haft et stasrkere og mere vedholdende politisk og nationalt prasg end rigshistorien. Japsen har fra starten vasret skeptisk over for denne tradition. I sit forste arbejde koncentreredehan sig om »basis«, nemlig »Abenra bys okonomiske historie 1850-1864«, hvoraf forste del udkom i Sonderjyske Arboger 1935, anden del

---

24. At Japsen har fulgt kirkehistorikernes arbejde med interesse ses bl.a. af hans anmeldelse af A. Pontoppidan Thyssens bog »Vaekkelser, kirkefornyelse og nationalitetskamp i Sonderjylland 1815-185O« i Fortid og Nutid (Bd. 27, hasfte 3, 1978, s. 459ff). Med al respekt for Pontoppidan Thyssens grundige forskning bebrejder Japsen ham, at han har overtaget »folkeandteorien«. Japsens sympati for Lindhardts »sociologiske« tilgang til de religiose bevasgelser i modssetning til Pontoppidan Thyssens mere idealistiske syn er klar. At der pa den anden side er store forskelle mellem Lindhardts og Japsens historiesyn fremgar bl.a. af Lindhardts beretning om sit forfatterskab i samme nummer af Fortid og Nutid (s. 431-39)

sammesteds 1943. Han begrundede sit valg af emne med, at Slesvigs okonomiskehistorie
naesten ikke havde vasret genstand for historiske undersogelser,
og skrev dernaest:

»Lige som vore dages mange »bev£egelser« med deres hojtflyvende planer og deres staerkt skiftende antal af tilheengere er aldeles uforstaelige uden kendskab til efterkrigstidens okonomiske historie, saledes ma en fremstilling af den udvikling, der forte til den slesvigske befolknings spaltning i to nationale lejre, bygge pa kendskab til tidens okonomiske forhold«.²⁵

Men undersogelsen forte ikke til nogen sammenkasdning af de relativt stabile okonomiske forhold i perioden 1850-64 og det samme tidsrums ret voldsomme politiske begivenheder. Som den aerlige mand, han er, matte Japsen afslutningsvis erkende:

»... materialet fra Abenra tyder pa, at den enkelte egns saerlige okonomiske forhold
kun er af underordnet betydning for den nationale udvikling«.26

Men han gav ikke op. I nasste omgang begyndte han i »overbygningen«, satte
fokus pa den nationale udvikling selv og nojedes med korte rids af den okonomiske
og sociale baggrund herfor. Vi skal se lidt naermere pa bogens indhold.

Bogens indhold

Hovedtesen er den, at nationalfolelsen og den nationale spaltning ikke slog afgorende igennem i Abenras brede befolkning for 1848. Derimod nok i overklassenaf skibsredere, kaptajner, vaerftsejere, kobmasnd og embedsmaend samt i intelligensen, dvs. laerere, lasger, advokater 0.1. Men selv her ikke for begyndelsen af 1840'rne. Nationalfolelsen eller nationalismen var et fsenomen, som kom ind udefra, fra de borgerlige revolutioners Europa. Nationalismen og nationalstaten havde som liberalismen sin oprindelse i borgerskabet. Fra 1834 var den tyske nationalstat begyndt at tage form pa det okonomiske omrade gennem oprettelsen af et tysk faellesmarked, »Zollverein«, med Preussen som centrum. I Slesvig og Holsten veg borgerskabet imidlertid lasnge tilbage for nationalismen af frygt for en fremtidig opdeling, som ville spalte omradets befolkning midt igennem. Det slesvig-holstenske parti var derfor endnu i 1830'rne ikke hverken tysk eller dansk nationalistisk, kun liberalistisk. Derved, og ikke ved noget nationalt fortegn, stod det i modsastning til smaborgerskabet og bonderne. I 1841 hed det i urmager Fischers danske ugeblad i Abenra, at

---

25. Sjy. Arb. 1935, s. 1

26. Sjy. Arb. 1943, s. 202

den franske revolution kun havde fort til, »at magten nu er hos pengearistokratiet,som
forhen hos fodselsaristokratiet«, (s. 220).

Fischer, der af Japsen anses for smaborgerskabets taleror pa dette punkt, var antiliberalist ud fra en klar klassemaessig betragtning. En lignende holdning fandtes hos bonderne. Statens og kongens magt skulle der ikke rokkes ved. Man interesserede sig ikke for politik, sagde Fischer. I 1844 skrev han:

»Vore borgere og bonder, folkets sande kerne, passer frem for alt deres dont; de betragter de politiske bevaegelser for storstedelen som noget, der ikke har synderlig betydning for dem, for et skuespil, der opfores af personer, som ikke har andet at bestille«, (s. 221).

Pa dette tidspunkt var imidlertid den nationale modssetning begyndt at trsede frem. Det slesvigholstenske parti trak under indtryk af udviklingen i Tyskland i tysk national retning, samtidig med at det vandt stadig bredere tilslutning i Abenras overklasse. Baggrunden herfor var de okonomiske forbindelser til Hamborg. Efter Kobenhavns okonomiske svaekkelse under Napoleonskrigene havde Abenras storborgerskab sa at sige vendt sig mod syd. Japsen dokumenterer dette skifte og folger udviklingen perioden igennem.

Mod storborgerskabets voksende nationalisme reagerede smaborgerskabet kun traegt. Dets eneste klare dansk-nationale rost var Frederik Fischers ugeblad, og selv Fischer var ingenlunde nationalist i den moderne forstand med forestillingerne om »folket«, »folkeanden«, »modersmalet« osv. Hele dette kompleks, som de danske nationalliberale og siden grundtvigianerne i mangt og meget overtog fra den tyske romantik. Fischers nationalfolelse bundede lige som hans antiliberalisme i den gamle statspatriotisme, der for 1840 havde vaeret den fremherskende politiske holdning, ogsa i borgerskabet.

Statspatriotismen er et noglebegreb i Japsens fremstilling. Han gor selv nojere rede for det andetsteds i denne samling. Her kun en kort praesentation. Det var, som ordet siger, en patriotisme, der gjaldt staten, ikke blot kongen og ikke hele nationen eller folket og dets sprog og kultur. I tidligere tider havde borgere og bonder set hen til kongen som et vasrn mod »fodselsaristokratiet«. Under enevaelden, navnlig den senere, sakaldte oplyste eneveelde, som i den danske helstat kom til fuld udfoldelse i reformperioden fra 1780'erne, var kongetroskaben blevet udbygget til en patriotisme, som gjaldt staten og dens institutioner, for Abenra-borgernes vedkommende navnlig fladen. Kongetroskaben indgik stadig, men nu kun som en del af et storre kompleks.

Med den danske stats okonomiske og politiske svaekkelse efter 1814 og de
sydvendte handelsforbindelser svaekkedes ogsa statspatriotismen i borgerskabet.Det
gik langsomt, men i opgangsarene efter 1830 vandt borgerskabet

storre selvtillid, og liberalismen bredte sig, manifesteret i det slesvigholstenske parti. Liberalismen var en trussel mod staten og dens rolle som beskytter af smaborgere, bonder og underklasse. Nu mod »pengearistokratiet«, som Fischer kaldte det.

Den danske stat var ikke nogen nationalstat, heller ikke efter at Norge faldt fra i 1814. Den omfattede ogsa Holsten og de tysk og frisisktalende dele af Slesvig. Og det sa man i Slesvig sa lidt som andre steder noget pafaldende i. At forskellige sprog- og kulturgrupper horte under den samme stat var reglen i Europa snarere end undtagelsen. Sproget spillede ingen rolle ud over, at man fandt det praktisk, at ovrigheden talte og skrev et sprog, som folk forstod. Den danske stat blev hyldet lige sa godt pa tysk som pa dansk.

Statspatriotismen var oprindelig et borgerligt faenomen. Men da borgerskabet ikke lsengere behovede den staerke statsmagt som et veern mod »fodselsaristokratiet« og som beskytter af de okonomiske interesser, tradte liberalismen og nationalismen ind i billedet. Nationalismen stod ikke overalt i modsaetning til statspatriotismen, men i det »multinationale« Slesvig kom den til det. Hvis statsgraenserne skulle folge sproggraenserne, ville omradet blive delt. Heri la det slesvigholstenske borgerskabs dilemma, og heri la en alvorlig trussel mod den danske helstat, som matte falde enhver statspatriot for brystet.

Saledes kunne antiliberalismen kasdes sammen med modsaetningen til den tyske nationalisme. Denne sammenkasdning finder Japsen hos Frederik Fischer, der hermed var i stand til at beholde den gamle statspatriotiske holdning intakt under en stadig mere udtalt dansk nationalfolelse, som historieskrivningen alene har haeftet sig ved.

I analysen af Fischers artikler nar Japsen sit ypperste i et nuanceret og samtidig klart og trovaerdigt billede af de komplekse holdninger, som eftertiden har forenklet sa groft. Styrken i denne analyse ligger i klassebetragtningen, i at Fischer ses som taleror for smaborgerskabet. Og dog ikke entydigt som klasserepraesentant. Snarere som en intellektuel, der sogte at traekke sine lidet bevidste og meget passive klassefaeller ind i en politisk offentlighed, som stort set var dem fremmed.

I forholdet til borgerskabet og dets slesvigholstenske tendenser ligger Japsens sympati tydeligvis pa smaborgerskabets side. Man fornemmer en vis folkelighed eller populisme, som det hedder nutildags, i hans holdning til disse nymodens teoretiske revolution aere, som ogsa de danske nationalliberale tilhorte. Hvis man kan tale om helte hos Japsen, er det imidlertid ikke smaborgerskabet, men vaerftsarbejderne.

»Vaerftsarbejderne var enten faglasrte skibstomrere eller daglejere fra byen og til dels
fra Lejt. Skibsbyggeriet var ikke bundet til laugene, og de fleste af vasrftsarbejderne

blev antaget for en dag ad gangen. Der fandtes hermed forudsastninger for, at der mellemvaerftsarbejderne og byens dominerende lag kunne opsta et klassebestemt modsaetningsforholdaf en ganske anden skarphed end det smaborgerlige surmuleri, der kendtes fra laugsmestrenes og -svendenes milieu«, (s. 60).

Og videre:

»Forga?ves ventede Fischer ar for ar pa kraftige livstegn fra de »kujonagtige borgere«. Den danske nationalfolelse kom ferst til udbrud i et ganske andet, indtil da overset lag af byens befolkning: skibstomrerne, sofolkene, handvaerkssvendene, hos hvem den smaborgerlige forsagthed ikke gjorde sig gaeldende, samtidig med, at dels social opposition, dels forbundethed med den dansksindede landbefolkning og gamle patriotiske somandstraditioner afgav en ypperlig grobund for dansk nationalfolelse«, (s. 228).

Det drejer sig om den forste danske demonstration mod det slesvigholstenske
borgerskab. Den fandt sted 1845 og var organiseret af arbejdere.

Her har vi altsa arbejderklassen som avantgarde i den nationale kamp, foran smaborgere og bonder. Tanken ledes uvaergerligt hen pa den danske arbejderklasses rolle i kampen mod tyskerne under 2. verdenskrig og pa den folkefrontspolitik, som da og siden var en hovedlinie i det danske kommunistpartis politik. Her som der finder vi en vis populisme og en tvetydig holdning til det nationale.

For hvad mener Japsen egentlig om dette smaborgerskab og denne smaborgeridyl, som han skildrer sa kaerligt i sit indledende panorama over Abenra by og omegn, og hvad mener han om nationalfolelsen? Den er ham usympatisk, for sa vidt den til sidst forte til en spaltning af Slesvigs land og befolkning, som maske kunne have vaeret undgaet.²⁷ Og han peger andetsteds pa, at nationalismen og nationalstaten er forbigaende historiske fasnomener.²⁸ Alligevel er den folkelige nationale kamp ham sympatisk, bade dengang og nu, hvor det moderne faellesmarked truer nationalstatens fortsatte eksistens.²⁹ Sympatien er ikke svaer at fa oje pa. Den gennemsyrer hele skildringen.

Bogens teori og metode

Japsen er elev af den erslevske skole, og det i ordets bedste forstand. Hans
omgang med kildematerialet er grundig og sober, og han fortaber sig ikke i det.
Det store og meget forskelligartede materiale og de vidt forskellige metodiske

---

27. G. Japsen: Danske og tyske historikeres syn pa Sonderjylland i helstatstiden, Dansk Udsyn 1966, s. 138

28. Jfr. Japsens afsluttende bemaerkning i Dansk Udsyn 1966, s. 148

29. Jfr. den afsluttende bemaerkning i Japsens foredrag »Statspatriotisme og nationalfolelse i Sonderjylland for 1848«, trykt i denne samling

tilgange til emnet, spsendende fra statistiske opregninger pa grundlag af folketaellingerog borgerprotokoller til indholdsanalysen af Fischers artikler, er stramt indordnet under hovedsigtet. Fremstillingen er bygget op efter en enkel disposition med den okonomiske udvikling forst og den politiske sidst, gentagetfor hvert tidsafsnit. Den fremstar som en forbilledlig kombination af detailrigdom og overskuelighed.

Japsens fundament og eneste autoritet er tilsyneladende kildematerialet. Hans bog basrer mindelser om den arupske opfattelse, at fejer man bordet rent og laegger kilderne foran sig, vokser den sande sammenhasng op deraf, til stor skade for alle ideologer blandt historieskriverne. Men sandheden er jo - med Japsen som med Arup - at de medbringer en stor ballast af begreber og viden, af politiske og teoretiske forestillinger, til kildematerialet. Der ligger et bredt litteraturstudium og en gennemtsenkning af det 19. arhundredes centrale begreber bag. En del af disse begreber, »statspatriotisme«, »nationalfolelse« m.fl., er lagt frem pa bordet og gennemarbejdet i forhold til kildematerialet. Men kun en del. Andre er det ikke.

Vi har neevnt klassebegreberne »borgerskab«, »smaborgerskab« og »arbejderklasse« og sidst Japsens vurdering af disse klassers forhold til hinanden. Deter medbragt gods, ligesom nationalromantikernes »folkeandsteori« var det. Japsen gar ikke selv fri af den tilbageforing af en senere tids tankegods pa fortiden, som han finder hos sine modstandere.

Klassebegreberne er for sa vidt i orden, som afgrasnsningen er klar. Den fremgar af borgerprotokollerne og folketaellingerne selv. Begreberne er uden videre operationaliserbare, eller rettere: operationaliseringsproblemet opstar aldrig. Men i den marxistiske begrebsverden, som Japsen star i gaeld til under den videre anvendelse af begreberne, er »borgerskabet« ikke afgrsenset efter borgerprotokollens kriterier. Der er den en kompliceret okonomisk og politisk kategori. Bag alle materialets nuancer er Japsens begreber om klasserne og deres indbyrdes relationer maske sare enkle. Og derfor nemme at kritisere fra traditionelt videnskabeligt hold, jfr. Troels Finks skepsis i anden sammenhasng over for Japsens anvendelse af termerne »borgerlig« og »borgerskab«.³⁰

Forbindelsen mellem bevidsthedsfasnomener som nationalfolelse, statspatriotismem.v. og de okonomiske forhold er fyldigt og pa mange mader overbevisendeskildret, men ser man nasrmere til, er forklaringssammenhasngen ret simpel. Deter i hovedsagen handelsforbindelserne, der undersoges, ikke de ovrige grundlaeggende okonomiske forandringer, som i disse ar fandt sted i store dele af Europa og pa mange punkter asndrede folks tilvasrelse afgorende, ogsa i dagligdagen. Det sker der dog ikke sa meget ved her, fordi netop de

---

30. Jfr. s. 85

nationale problemer er og var sa snaevert forbundet med handelssamkvemmet,
og fordi udviklingen i Abenra i tiden for 1850 trods alt fortsat har vaeret stabil
i sammenligning med de storre byer.

Den relativt simple struktur i forklaringen haenger desuden sammen med, at Japsen vier sa stor en del af sine krasfter til beskrivelsen af tilstande og forlob. Og til fortasllingen. Han er en veloplagt og glimrende fortasller. Hor blot denne passus om slesvigholstenernes optrasden i Abenra i 1848:

»Abenraernes harme over friskarefolkene skyldtes ogsa, at de uden noget militant
formal fyldte Abenras gader med drabelige barrikader. I naerheden af radhuset rejste
de et sandt mestervaerk i2O fods hojde og med to rsekker skydeskar.... Den frikorpsmand,
denned stolthed har beskrevet barrikaderne, beretter ogsa om en anden tidsfordriv,
som ikke kan have begejstret borgerne i Abenra: »Naesten daglig kom meldingen
»Danskerne rykker frem«; med sang og hurrarab drog vi sa ud af byen i retning af
Haderslev, men vendte altid tilbage med uforrettet sag, fordi meldingerne var falske««,
(s. 242).

I den konkrete beskrivelse afhandles imidlertid mange steder politiske og teoretiske problemer lige sa godt som eller bedre, end man kunne have gjort det med alenlange teoretiske diskussioner og overvejelser. I hvor hoj grad Japsen har vaeret igennem sadanne, og i hvor hoj grad der er tale om en forstaelse af mere »intuitiv« karakter, er svsert at se af fremstillingen.

Japsen og traditionen

Under alle omstaendigheder var bogen banebrydende. Den er det tungeste angreb, der hidtil har vaeret fort mod den gaengse version af Sonderjyllands nationale historie i det 19. arhundrede, og for os at se den bedste introduktion til emnet, som findes for ojeblikket.

Det kan undre, at den sonderjyske historikertradition ikke reagerede staerkere pa Japsens opgor, end tilfaeldet var. Forende historikere som Vilhelm la Cour og Troels Fink har tilsyneladende ikke fundet anledning til at svare ham. Den omtale af bogen, man finder i de naermest folgende ar, er stort set positiv .³¹ Man accepterer den ud fra den pluralisme, som er blevet gaengs i efterkrigstiden, og uskadeliggor opgoret med bemaerkninger som denne:

»Japsen er sikkert kommet det virkelige hasndelsesforteb nasrmere end Lauridsen, men
det vigtige er vel, at Japsen ser det fra et helt andet hjorne end denne. Saledes ma
enhver tid tage forloberens opfattelse op til nyt gennemsyn«.32

---

31. Bogen er omtalt af P. Kiirstein i Sonderjyske Arboger 1962, s. 194-96, H.P. Clausen i Jyske Samlinger Ny rk. nr. 6, s. 69ff, H.V. Gregersen i Sonderjysk Manedskrift 1966, s. 381 og Holger Hjelholt i Historisk Tidsskrift 12. rk. nr. 1, 1963

32. Kiirstein i Sjy. Arb. 1962, s. 196

Saledes kan Japsen nu i 1970'erne med rette betegne sin opfattelse som »vor tids opfattelse«, og det ganske uden kamp.³³ Deter ikke ham, der har flyttet sig, men traditionen. Afideologiseringen og den okonomiske betragtningsmade har faet overtaget over den gamle idealisme. Nu hvor den nationale kamp er blevet historie, og hvor den gamle nationalt bevidste historieskrivning er blevet til neutral »graenseforskning« i det moderne europaeiske fsellesskabs and. Mon ikke Japsen foler sig lidt utilpas ved accepten? I sa fald basrer han selv en del af skylden. Hans bog er selv et stykke afideologisering uden tydelige markeringer af de politiske standpunkter, der dog er dens kasrne.

De nordslesvigske sparekassers historie (1970)

Bønderne på vej mod »fuld borgerlig eksistens«

Med »De nordslesvigske sparekassers historie« realiserede Japsen en bundet opgave, stillet af Sparekassen for Aabenraa By og Amt i anledning af dennes 150 ars jubilaeum.³⁴ Bogen er en fremstilling af sparekassernes almene historie i landsdelen og rummer Japsens hidtil eneste, storre behandling af bondernes stilling i det 19. arhundrede. Den nationale problematik indtager en vaesentlig plads i bogen, men den er ikke - og kan som folge af opgavens bundne karakter heller ikke vsere - den centrale problemstilling, som er at beskrive og forklare sparekassernes opstaen og udvikling i deres samfundsmaessige betingethed.

Deter altsa i hojere grad den okonomiske end den nationale udvikling, som Japsen forfolger, og modsat Abenrabogen gores der ingen eksplicitte forsog pa at udvikle og forklare sammenhaengen mellem det okonomiske og det nationale. Men deter evident, at hans arbejde med sparekasserne er en vassentlig forudseetning for den hovedtese, han i 1973 fremlagde i sine »Betragtninger«: »at den danske bevasgelse i Nordslesvig i hovedsagen udvikler sig pa grundlag af landbrugets gradvise overgang til den borgerlige okonomi«.³⁵ Til forstaelse af Japsens begreb om »bondernes borgerliggorelse« er bogen central.

---

33. Jfr. Japsens bidrag til denne samling om »Statspatriotisme og nationalfolelse i Sonderjylland for 1848«

34. Samarbejdet mellem Japsen og Sparekassen blev formidlet af Historisk Samfund for Sonderjylland, som ogsa udgav bogen i 1970. Det forste afsnit - frem til 1864 - forela ved sparekassens jubilseum i 1968. Bogen er anmeldt af H.P. Clausen i Historie, ny rk. X, 1972, s. 172-74, af Sv.Aa. Hansen i Scandinavian Economic History Review, 18, 1970, s. 198f, af P. Groth Bruun i Sjy. Arb. 1970, s. 201-02 og af Ove Hornby i Historisk Tidsskrift, 13. rk. IV, 1977, s. 320-22.

35. Betragtninger over den danske bevaegelse i Nordslesvig. Sjy. Arb. 1973, s. 75

Bogen er inddelt i 4 hovedafsnit. Det forste forer udviklingen frem til 1864, det andet til 1890'erne, det tredie til 1. Verdenskrig, og det fjerde daekker perioden 1914-70. Sidstnaevnte afsnit er kun pa nogle og tredive sider og bygger altovervejende pa sekundaert materiale. Det fremtraeder naermest som et bredt rids af Sonderjyllands okonomiske historie efter Genforeningen og skal ikke behandles naermere i denne sammenhaeng. De forste 3 afsnit er derimod pa knap 100 sider hver og bygger pa omfattende studier i trykt og utrykt kildemateriale. Hvad tidligere behandlinger af Nordslesvigs okonomiske historie angar, har Japsen - bortset fra en raekke traditionelle festskrifter - ikke haft meget at bygge pa. Og i virkeligheden ma sparekassebogen fremhaeves som et ogsa i bredere forstand grundlaeggende bidrag til landsdelens okonomiske udvikling i denne periode.

Bogen skal i ovrigt ikke refereres, men tre hovedlinjer, som Japsen folger konsekvent gennem hele perioden (1818-1914) skal kort traekkes op, nemlig sparekassernes socialfilantropiske malsaetning og virksomhed, sparekassernes rolle i det nordslesvigske samfunds »borgerliggorelse« og sparekasserne og den nationalpolitiske udvikling.

Sparekassernes socialfilantropiske målsætning og virksomhed

Bogen starter med en fremragende analyse af de asldste sparekassers pastaede og reelle ideologiske malsaetning. Baggrunden for deres fremkomst var den hastige nedbrydning af de feudale samfundsstrukturer, der fandt sted igennem det 18. arhundrede. En udvikling, der karakteriseredes af oget velstand og kulturel blomstring - og af opkomsten af et proletariat.

»Da de band, der havde haemmet menneskenes frie udfoldelse i det feudale samfund, blev senderrevet, forsvandt ogsa den beskyttelse, der pa mangfoldige mader var blevet de fattige til del i den kreds, de tilhorte. Den patriarkalske omsorg for de undergivne, der havde vasret en selvfolgelig pligt, ophorte. Fra nu af matte hJEelpen organiseres udefra«, (s. 13).

Hertugdommernes aeldste sparekasser oprettedes pa initiativ af filantropiske selskaber. Formalet var at vaekke sparsommelighedssansen hos de fattige og fa dem til at gennemfore en art selvforsikring. Men den ideologiske baggrund for denne malsaetning havde afgorende aendret karakter mellem 1790'erne, da hertugdommernes aeldste kasse i Kiel blev oprettet, og 1820, da sparekasserne vandt indpas i de nordslesvigske byer. Japsen skildrer skiftet til en rendyrket malthusiansk samfundsopfattelse saledes:

»Oplysningstidens tro pa borgerdyd, den opfattelse, at de fattige var ulykkeligt stillede
medborgere, som det var de velhavendes pligt at raekke en hjaelpende hand, blev i

reaktionsarene efter Napoleonskrigene aflost af en snaeversindet, hard og bitter and. Den mangearige kamp mod den franske revolution og dens ideer havde i de toneangivende kredse overalt i Europa fremkaldt den indstilling, at de fattige var farlige, potentielle fjender, som det gjaldt om at holde i ave, hvis formerelse matte reduceres mest muligt, og som man heist skulle Soge at indprente den for de velhavende nyttige overbevisning, at de selv var skyld i deres elendighed«, (s. 23).

Gennem sparekasserne ville man (dvs. byernes borgere, oftest med prassten i spidsen), stoppe de fattiges og uformuendes utilstedelige overforbrug af brasndevin og kaffe, ja sagar af mad. De herved sparede bebb kunne sikre dem imod at falde fattigkassen til byrde i alderdommen eller ved andre nodstilfaelde, hvilket ville vaere bade Vorherre og det skatteydende borgerskab velbehageligt. Det var et rendyrket selvhjaelpsprincip udfra devisen »enhver er sin egen lykkes smed«, man tilsigtede, og med det helt kontante og abenbare motiv at eliminere eller reducere kommunens udgifter til fattighjaelp.

Fra forste fasrd i 1820'rne var det saledes forst og fremmest spareskillingerne fra fattigfolk sa som tyende, daglejere, svende, laerlinge og sofolk, man var interesseret i at modtage. Der opereredes derfor med meget sma indskud og loft over kontostorrelsen, men da det meget hurtigt viste sig, at de store forventninger langt fra holdt stik, skiftede sparekasserne reelt karakter og blev i stedet for borger- og (isaer) smaborgerskabets pengeinstitutter. De tilknyttede lanekasser, som oprindeligt var tiltaenkt akutte nodsituationer blandt smakarsfolk, blev finansieringskilder for byernes handvasrk og handel - samt i stor udstraekning for kommunerne. Formelt bevarede sparekasserne deres sociale malsaetning til langt ind i anden halvdel af arhundredet, men reelt var det kun den ret beskedne kasse i Haderslev, der praktiserede den over et langt aremal. Socialfilantropien ytrede sig ellers kun gennem nogle stort set meget beskedne donationer af overskuddene. I mange tilfaelde ydedes der slet intet til egentlige sociale formal, mens der derimod afsattes betydelige midler til finansiering af kommunale opgaver. Disse donationer kom saledes ikke de fattige, men tveertimod de velhavende, skatteyderne, til gode.

Sparekassernes rolle i det nordslesvigske samfunds »borgerliggørelse«

Sparekassernes afhaengighed af og indvirkning pa Nordslesvigs okonomiske udvikling er det bestandigt tilbagevendende tema i bogen. Der la en klar liberalistisk ideologi bag etableringen af de aeldste sparekasser i kobstasderne, og selv om de ikke umiddelbart blev oprettet som pengeinstitutter for borgerskabet, udviklede de sig hurtigt til at blive det. Deter Japsens opfattelse, at de som sadanne fik meget stor betydning for byernes mellemstand, hvis lanebehov de i stor udstraskning kunne daekke.

Tilsvarende ser Japsen oprettelsen og udviklingen af de mange sognesparekasser frem til slutningen af arhundredet i lyset af de enkelte lokaliteters konjunkturelle og erhvervsstrukturelle udvikling. Han paviser et tydeligt samspil mellem landbrugets modernisering og kapitalisering og sparekassernes oprettelse. Her finder han sit begreb om »bondernes borgerliggorelse« udmontet i praksis. Gradvis integreredes flere og flere egne af Nordslesvig i landsdelens kapitalistiske udvikling, og i takt hermed skabte bonderne sig med landbosparekasserne og de landokonomiske foreninger de ekonomiske redskaber, de havde brug for. Vaesentlig i denne sammenhaeng er Japsens pavisning af det taette personsammenfald i sparekassernes og landboforeningernes ledelse.

Endelig sastter han sparekassernes relative tilbagegang fra arhundredets slutning i forbindelse med den forcerede og accelererende, okonomiske udvikling, som overhalede de mindre kassers formaen, ikke mindst pa grund af de tidligere sa dynamiske, men nu satte og velbjergede lederes konservative horisont.

»De nordslesvigske sparekassers historie« er naturligvis ret detaljeret i sin fremstilling af de enkelte kassers stiftelse og udvikling, men det lykkedes virkelig Japsen (bedre end i skole-disputatsen) at fastholde det samlede perspektiv, bl.a. ved kun at bruge de rent lokale detaljer, sa som specielle organisatoriske og personelle forhold, til at eksemplificere mere generelle tendenser. Derimod gor han meget ud af de enkelte lokaliteters specielle befolknings- og erhvervsstrukturelle forhold og opnar derved det nuancerede overblik, der gor, at han kan give en tilfredsstillende materialistisk forklaring pa udviklingen.

Et eksempel pa det frugtbare ved Japsens materialistisk-historiske tilgangsvinkel
er hans pavisning af og forklaring pa den overraskende beskedne indvirkning,
de slesvigske krige udovede pa sparekasserne.

Sparekasserne og den nationalpolitiske udvikling

Som naevnt er det ikke arsagerne til Nordslesvigs nationale udvikling, som er Japsens asrinde med sparekasseundersogelsen, men derimod forfolger han konsekvent gennem hele bogen spor af en eventuel nationalpolitisk malsastning omkring sparekassernes oprettelse og drift. Han kan fremdrage adskillige eksempler pa en sadan, bl.a. i tiden omkring den forste slesvigske krig, da flertalleti bysparekassernes ledelse ogsa tilhorte det slesvigholstensk sindede borgerskab.Det bemasrkelsesvaerdige er imidlertid pavisningen af, at den nationaleproblematik forst fra midten af 1890'erne kom til at pra?ge sparekassernes daglige virksomhed i storre udstraekning.³⁶ Forst da opstod der blandt de

---

36. Japsens veldokumenterede konklusion om det ringe nationalpolitiske engagement for midten af 90'erne bryder med den tidligere radende opfattelse. Saledes laegger Mads Iversen i Sonderjyllands Historie V opkomsten af den ekonomiske nationalitetskamp betydeligt tidligere.

dansk-nationale en bredere forstaelse for den nationale kamps okonomiske
side, og dette skete forst efter, at tyskerne i adskillige ar havde betjent sig af
okonomiske midler i kampen om jorden.

Forklaringen pa denne sene erkendelse kan findes i den borgerlige liberalismes almindeligt anerkendte tillid til det frie, uindskrsenkede erhvervsliv og dets evne til at lose alt pa den bedste vis. Pa dette omrade var der altsa ingen grund til indgreb, hverken for de danske eller de tyske nationalliberale, der pa skift dominerede udviklingen i midten af arhundredet. Forst en halv snes ar for arhundredskiftet kom omslaget, og da skete det ikke pa lokalt tysk initiativ, men pa foranledning af ambitiose preussiske embedsmgend, der fandt forestillingen om en selvgroende germanisering i deres altovervejende danske distrikter udsigtslos eller alt for langsom. Derfor havde de »brug for staten til at underminere modstandernes positioner ved at udvide den nationale kamp med en okonomisk front«, (s. 142). Om denne opfattelse, der i midten af 1880'erne havde vundet staerkt fodfaeste i tyske politiske kredse, og som i 1866 havde fort til den forste okonomiske saarlovgivning til fordel for tyskheden i Preussens polske provinser, fortsaetter Japsen:

»Forudsaetningen for den nye politiske sejr var liberalismens nederlag. Denne samfundsopfattelse, hvis tanker om det okonomiske livs uafhaengighed af staten lasnge var blevet betragtet som naturlove, veg nu langsomt pladsen for overbevisningen om, at staten havde bade ret og pligt til at gribe ind i okonomiske og sociale forhold«, (s. 142).

Den nye statslige kurs tvang i lobet af 90'erne de dansksindede ud i en bevidst og koordineret okonomisk nationalitetskamp, som stadig skasrpedes frem til 1. Verdenskrig. Denne kamp er den dominerende linje i bogens tredie afsnit, som herved far en vis politisk slagside i forhold til de forste afsnits mere konsekvente fokusering pa de basale okonomiske forhold. Disse glemmes dog ingenlunde, og der er grund til specielt at fremhasve den pionerindsats, Japsen har ydet ved skildringen af de offentlige sparekassers etablering og virksomhed - okonomisk savel som nationalt.

Meget af det, som ovenfor er fremdraget om Japsens behandling af den nationale
udvikling i Abenra, er - hvad der ikke kan overraske - ogsa karakteristisk
for hans sparekasseundersogelse.

Det gaslder hans sikre og systematiske brug af et stort og alsidigt kildemateriale
og hans evne til at formidle sine resultater, sa hverken de lokale nuancer
og forskelle eller det samlede overblik gar tabt.

---

36. Japsens veldokumenterede konklusion om det ringe nationalpolitiske engagement for midten af 90'erne bryder med den tidligere radende opfattelse. Saledes laegger Mads Iversen i Sonderjyllands Historie V opkomsten af den ekonomiske nationalitetskamp betydeligt tidligere.

Bogen er utvivlsomt skrevet ud fra en grundlasggende materialistisk historieopfattelse, der forst leder efter de basale ekonomiske sammenhasnge og betingelser, og som derefter vurderer de politiske og kulturelle faktorers betydning i udviklingsforlobet. En okonomisk, men langt fra okonomistisk, historieopfattelse, som indrommer overbygningen en vsesentlig rolle i forklaringen af et historisk udviklingsforlob - som f.eks. den dansk-nationale bevidsthed, efter (men forst da) den er slaet afgorende igennem i befolkningen.

Som i Abenra-bogen fremlaggger Japsen ikke noget neermere praeciseret teoriapparat, og i praksis er det de samme enkle klassebegreber, han anvender. Japsen ser sparekassevaesenets fremvaekst i Nordslesvig i lyset af - og som eksponent for - den borgerlige okonomis gradvise fremvaekst i Nordslesvig. Genstanden for hans undersogelse er sparekasserne, og da disse forst og fremmest var (sma-)borgerskabets okonomiske redskaber, bliver det altovervejende denne klasse, han folger, specielt den borgerliggjorte bondestand der vokser frem under etableringen af et moderne, markedsproducerende og kapitalkrasvende

I denne skildring har Japsen sin store force i sit detaljerede indblik i de betydelige lokale forskelle, der gjorde sig gasldende, mens derimod de sociale forskelle, bade blandt bonderne indbyrdes og i deres forhold til arbejderklassen pa landet, sjasldent traeder tydeligt frem. Her havde et mere differentieret syn pa landbefolkningen vasret onskeligt, for selv om det utvivlsomt er korrekt, at de sociale modsastninger i Nordslesvig efter 1864 reduceredes meget, blandt andet som en folge af den store udvandring af vestslesvigske smakarsfolk, sa har det dog naeppe fort til den rene sociale harmoni.

Dette vil Japsen da givetvis heller ikke heevde, men klassemodseetningen mellem proletariatet og borgerskabet star svagt i bogen - vel fordi den kun sjaeldent afspejles i det benyttede materiale. Deter faktisk kun ved hans behandling af de asldste kobstadssparekasser, at hans klare sympati for arbejderklassen kommer til direkte udtryk.

Japsen har ikke i »De nordslesvigske sparekassers historie« haft mulighed for specielt at diskutere nationalismens afhaengighed af den materielle udvikling. Han viser, hvordan den nordslesvigske bondestands »borgerliggorelse« udviklede sig for afgorende at sla igennem i 1880'erne, og hvordan dens altovervejende flertal da manifesterede et grundfasstet dansk-nationalt sindelag. Men hvordan og hvorfor dette var slaet igennem, tager han forst op i »Betragtninger«, hvis sidste halvdel er helliget dette sporgsmal.³⁷

Japsens forklaring er pa en gang enkel og uhyre kompleks. Det basale er, at
gardmandsklassens fulde borgerliggorelse forst da var slaet igennem, og at

---

37. Den direkte argumentation gives s. 70-75 i Sjy. Arb. 1973

denne klasses i forvejen dominerende stilling i Nordslesvig var blevet yderligerestyrket efter 1864. Med borgerliggorelsen fulgte en okonomisk og politiskselvstaendighedsfolelse, der forte til en omfattende selvorganisering. Det preussiske bureaukratis overgreb mod hasvdvundne og nye rettigheder, herunderde begyndende indgreb mod de okonomiske krasfters frie spil ogede modviljen i den selvbevidste nordslesvigske bondestand og gjorde samtidig den folkelige og demokratiske udvikling blandt klassefaellerne i Danmark dobbelt tiltrEekkende.

Videre skal Japsen ikke refereres. Savel hans grundlasggende materialistiskhistoriske
hypotese som hans empirisk funderede, nuancerede arsagsforklaring
forekommer overbevisende.

Konklusion

Den opfattelse af den nationale udvikling i Nordslesvig og dens klassemaessige baggrund, som i sine hovedtraek la klar i Japsens forste bog fra 1961, har han fastholdt siden. Blot er den blevet udbygget, forst og fremmest med det centrale begreb om bondernes borgerliggorelse. Skont hans to senere boger, navnlig disputatsen om skolerne, er mere detailprasgede end den forste, har hans interesse for syntesen og dens teoretiske problemer va?ret voksende. Det viser hans senere artikler og foredrag og den undervisning, han har udbudt gennem arene pa Arhus Universitet. Vi haber hermed at have anskueliggjort sammenhasngen mellem de forskellige dele af Japsens produktion.

Hans hovedtese er den, at nationalfolelsen og nationalstatens udvikling var en folge af samfundets borgerliggorelse. Den nationale udvikling var snaevert forbundet med borgerskabets voksende betydning og magt. Denne tese har han arbejdet med i naesten alt, hvad han har skrevet. Den har sa at sige vasret hans rode trad.

Vi kan indvende mod hans begreber om »borgerliggorelse« og »borgerskab«,at de er for simple. Man far det indtryk, at borgerskabet altid var det samme. I den tidlige borgerlige savel som i megen socialistisk historieskrivningses Europas nyere historie som det middelalderlige borgerskabs vej til herredommet, forst i alliance med fyrstemagten, siden uden de statslige »krykker«.For os at se gar der ikke en lige linie fra feudaltidens borgerskab til det moderne kapitalistiske. Feudaltidens kobmaend og handvaerkere udgjorde en stand i samfundet, en velafgrasnset juridisk og politisk enhed, hvis okonomiske grundlag var den simple vareproduktion og den dermed forbundne handelskapitalisme,ikke kapitalisme i dette ords egentlige forstand. Borgerskabets okonomiske virksomhed la som en enklave i feudalsamfundet, baret oppe af fyrstemagtens juridiske og militate stotte. Dets interesser stod i modsastning

til de ikke-borgerlige befolkningsgruppers, dvs. feudalherrernes og enkelte
steder bondernes forsog pa at gore indfald pa den borgerlige nasrings omrade.

I det 19. arhundrede faldt de feudale skranker i bade det danske og det tyske omrade. Et nyt borgerskab dukkede op, mens det gamle bukkede under. I Danmark og store dele af Tyskland var det ikke byernes borgere, men jordejerne, der udgjorde den okonomiske fortrop i det nye borgerskab, som forogede sin kapital pa grundlag af lonarbejde, ikke pa grundlag af handel.

Mod slutningen af det 19. arhundrede kom gardmandsstanden i Danmark til at sta som den forende kapitalfraktion. I Nordslesvig spillede den en lignende rolle. Men der er stor forskel pa det indhold, der kan leegges i begrebet »borgerliggorelse« pa dette tidspunkt, og det, man kan haefte pa bonderne i Haderslev osteramt i det 17. og 18. arhundrede. Der er kapitalismen til forskel. Japsens begreb rummer ikke, eller kun antydningsvis, denne forskel. I det 16. arhundrede var bonderne ifolge ham borgerlige, for sa vidt og sa langt som de bevaegede sig ind pa den borgerlige naerings omrade. Men hvori bestod borgerliggorelsen i slutningen af det 19. arhundrede? I hvert fald ikke i, at de drev borgerlig naering, for da havde de netop definitivt specialiseret sig i landbrugsproduktion. Man kan da anlsegge det kriterium, som ogsa Japsen et enkelt sted antyder, at de havde bevaeget sig fra en i hovedsagen selvforsynende okonomi til en gennemfort vareproduktion. Men heller ikke dette er tilfredsstillende, for borgerlig okonomi eller kapitalisme er ikke alt, hvad der harmed vareproduktion, penge og handel at gore. Deter den vareokonomi, hvis grundlag er lonarbejdet.

Af vagheden i de okonomiske begreber folger vagheden i hans billede af klassestrukturen. Ogsa det bliver for enkelt. Dette efterlader visse »huller« i Japsens syntese. Man kan naevne andre. F.eks. er den tysk-nationale bevsgelse ikke sasrlig tydeligt fremme i billedet. Men hovedindholdet bliver dog, at den syntese, Japsen nassten helt alene har opstillet og underbygget med grundige punktundersogelser, er den version af Sonderjyllands nationale udvikling, der i hovedtraskkene vil blive staende, efter at den nationalt bevidste historieskrivning er doet hen, og Sonderjyllands historie er reduceret til lokalhistorie, ligesom Danmarkshistorien maske bliver det ad are.

Den altovervejende del af Japsens produktion er udgivet af Historisk Samfund for Sonderjylland, og reaktionen pa hans store afhandlinger har stort set vaeret velvillig og anerkendende. Men anerkendelsen er forst og fremmest blevet hans empiriske grundforskning til del. Velviljen har ytret sig i en pluralistisk interesse for det frugtbare i hans metodiske tilgangsvinkel, en abenhed, som naeppe kunne tasnkes en generation tidligere.

Den Sonderjyske historikertradition var ikke upavirket af de mere materialistisketendenser,
som Arup og andre stod for i mellemkrigstiden. Men deter

Japsen, der i sit konsekvente opgor med den idealistiske tradition har opstillet
et klart materialistisk alternativ.

Og dog er det ikke alene som nybygger i den sonderjyske historie, han har indlagt sig fortjeneste. I sa fald stod og faldt hans arbejder jo med interessen for denne specielle landsdel. Deter korrekt, nar han henviser til Sonderjylland som »et af de omrader, hvor man med storst udbytte kan studere en typisk europaeisk nationalbeva?gelse«. Med sin materialistiske og i grunden stasrkt politisk engagerede tilgang til dette bredere emne, er han en af de fa, som har fastholdt det gode i den gamle materialistiske og socialistiske historieskrivning gennem den kolde krig og »afideologiseringen«.

Der er sket meget i 1970'erne. Mange programerklaeringer og megen teori med materialistisk og socialistisk fortegn har set dagens lys. Japsen har ikke vaeret upavirket heraf. Han har forholdt sig velvilligt til de nye bestraebelser og har selv bearbejdet sine teoretiske overvejelser. Men han har fastholdt sit krav om det grundige empiriske arbejde. Efterhanden som de teoretiske bestrsebelser stiller lignende krav til sig selv, er det, at Japsen traeder ind i billedet som en af de fa laeremestre i den danske tradition. Derfor er hans arbejde sa interessant, og derfor er det af betydning, at et langt otium giver ham tid til at udvikle arbejdet videre bade i detaljen og i syntesen.

Statspatriotisme og nationalfølelse i Sønderjylland før 1848

Et foredrag af Gottlieb Japsen

Jeg vil i min forelassning behandle et emne, der kun sjaeldent og ret overfladisk er blevet taget op af vore hjemlige historikere. Jeg begiver mig altsa ud i temmelig ukendte historiske egne, og hvad jeg har at sige, vil pa mange punkter vaere diskutabelt.

Storsteparten af den historiske litteratur, der blev skrevet i det 19. arhundrede, byggede pa den antagelse, at nationer var evige kategorier eller dog af en sa overvasldende betydning, at de samfund, der matte have eksisteret forud for nationerne, la uden for historikernes domaene pa samme made som stenokser og heltesagn. I alle lande og perioder mente man tilsvarende at kunne konstatere en mere eller mindre udpraeget nationalfolelse. Alle positive helte handlede ud fra nationale motiver. Grundtvig-tilhaengeren Frederik Barfod, der udsendte en Danmarkshistorie i 1853, skrev f.eks. om Niels Ebbesen, som i 1340 af ukendte motiver draebte den holstenske grev Gert i Randers: »Da var det, Danmarks aedleste Kaempe rejste sig, den unge Nils Ebbeson til Norringriis Hovedgaard, hvis Navn skal vaere helligt og ukraenkeligt, saa laenge der slaar et dansk Hjaerte«. Adelspersoner, der ikke passede ind i dette skema, folk som Korfits Ulfeldt eller Christian August af Augustenborg, kunne man derfor kun male i de morkeste farver.

Historikerne af den romantiske skole og deres efterfjztlgere kunne imidlertid ikke undga at laegge masrke til, at nationalfolelsen i lange tider ikke havde gjort sig gaeldende i folkets brede lag, isasr ikke i bondebefolkningen. Hvor der opstod nationale bevsegelser, kom man derfor ind pa at tale om national opvagnen. Det kendteste og bedste vaerk om den danske nationalbevEegelses farste tiar i Sonderjylland, perioden 1838-1848, kom derfor til at hedde »Da Sonderjylland vaagnede«. Nationen - eller dele af den - havde altsa ligget i dvale, men nu, i det 19. arhundrede, vagnede den op til nyt liv.

Dette romantiske historiesyn tjente til at underbygge grundlasggende politiskekrav
i det 19. arhundrede. I Norge gjaldt det om at haevde, at den norske

love kunne vagne i 1814, fordi norsk nationalitet havde overvintret hos odelbondengennem danskertidens morke arhundreder. I Danmark mente de liberate,at adelsvaelde og enevaslde havde treelbundet nationen, og at den borgerligefrihedsrorelses sejr var forudsaetningen for, at folkeanden igen kunne vagne op. Netop denne betragtning la til grund for P. Lauridsens skildring i »Da Sonderjylland vaagnede«. Om den nordslesvigske befolkning i 1830 skriverhan: »I en uforstyrret strom var det gamle folkeprasg blevet fornyet slasgt efter slaegt og bundede dybt i nationens faellesliv fra kong Valdemars dage«, men de hjemlige masser »hendosede livet i smalighed og selvopgivelse under absolutismens vinger«, indtil en ny andsmagt revolutionerede alle forhold.

P. Lauridsens vasrk begyndte at udkomme i 1909, og dette sene tidspunkt viser, hvor sejlivede de romantiske forestillinger var, og minder os om, at hele den aeldre historiske produktion, der satte nationerne og de nationale bevasgelser i centrum, er gennemsyret af en nu opgivet romantisk opfattelse og derfor ma underkastes en gennemgribende revision. Deter et bidrag til denne nodvendige revision, jeg i det folgende skal fremleegge for Sonderjyllands vedkommende.

Uenigheden mellem vor tids opfattelse og det romantiske historiesyn gaelder ikke i forste raskke beskrivelsen af nationalfolelsen eller dateringen af dens frembrud, men sporgsmalet om, hvilken faellesskabsfolelse man kan konstatere i tiden for den nationale tankes opstaen. Den asldre skole mente, at denne folelse i det vaesentlige bestod i en naiv og barnlig royalisme, svarende til den dorskhed, hvori man mente, folket var nedsunket. Ser man imidlertid nojere pa den folelse, der i det 18. arhundrede, for adelsvasldens afskaffelse, knyttede landets indbyggere sammen, viser det sig, at der er tale om en udbredt og levende statspatriotisme, dvs. en fasllesskabsfolelse, hvis genstand var den danske helstat, dens institutioner og symboler, herunder kongen, og ikke de sprogligt adskilte folkeslag, som nationalfolelsen hos os samlede sig om.

Statspatriotismen horte hjemme i borgerskabet og de med dette forbundne embedsmaend og akademikere, og efterhanden som landbefolkningen blev inddraget i den borgerlige verden, blev statspatriotismen ogsa udtryk for bondestandens holdning. Kun i aristokratiet, der i Hertugdommerne var organiseret som et korps med middelalderlige privilegier, kunne man mode en bevidst afstandtagen fra denne indstilling til den danske helstat.

Deter desuden vigtigt at gore sig klart, at fjendskab mellem de plattysk, dansk og frisisk talende folkeslag, der siden middelalderen havde beboet Sonderjylland, var ukendt, og at den strid mellem dansk og tysk, som efterhanden udviklede sig, ikke udsprang af modsEetninger i folkedybet.

Studerer man den offentlige mening i Hertugdommerne i artierne for og
efter 1800, stoder man pa tallose vidnesbyrd om denne statspatriotismes eksistens.Ligesom

stens.Ligesomandetsteds i monarkiet var kongen, Kobenhavn som landets hovedstad, Dannebrog og fladen genstand for enstemmig hyldest. Man var stolt over at tilhore denne stat, fordi dens institutioner og love svarede til tidens krav - og her taenkte man pa indfodsretten, trykkefriheden, bondefrigerelsen, arbejdet for folkeoplysning og lignende - og fordi dens regering sikrede erhvervslivet fred og fremgang.

Statspatriotismen gav sig bl.a. tilkende i mangfoldige velmente digte, f.eks.
dette, skrevet af en prasst i Sydslesvig i 1797:

O Dania! Was gluht bei deinem Namen
mir Wang und Busen durch?
Ha! es ist Danenstoltz!
Es ist die Liebe zur dir,
mein Vaterland!

Ved Frederik den Vl's indtog i Kiel i 1815 kunne man lsese denne indskrift:

Gott segne Danemark!
Bliihend und stolz und stark
Strahle das Reich!

Patriotiske udbrud som disse blev ikke til pa tilskyndelse fra regeringens side, og bade i 1801 og under den langvarige krig med England fra 1807 kunne regeringen ogsa i Hertugdommerne stotte sig til en enstemmig, patriotisk offervilje, der viste sig i pengegaver til stotte for de sarede og deres efterladte, til bygning af kanonbade, og i deltagelse i de mange frivillige korps, der blev oprettet.

Auf denn! mit kaltem Blut zum Streit,
und zeigt, dass ihr Danen seid!

hed det i 1807 i ugebladet »Lyna« i Haderslev.

I 1812, efter 5 ars krig og under stadig vanskeligere vilkar for staten, blev der af borgerne i Altona, nu en del af den tyske delstat Hamburg, stiftet en organisation til styrkelse af statspatriotismen i Hertugdommerne: Schleswigholsteinischepatriotische Gesellschaft Selskabets mil var bl.a. Vereinigung der Krafte und Bestrebungen, sobald es Gemeingeist und Vaterland betrifft. Resultatet af selskabets virke ventedes at blive: udbredelse af det danske sprog, venskabelig tilknytning til og forbindelse med de ovrige beboere i det faelles faedreland, foroget troskab og hengivenhed over for kongen, en stadig

fastere tilknytning til og begejstring for staten samt hojnelse af den gode tapre nationaland. Deter karakteristisk for selskabets tendens, at det i 1817 opfordredetil udgivelse af en tysk oversaettelse af Saxo Grammaticus og kaldte det »ein wichtiges literarisches Nationalunternehmen«. Selskabet udfoldede en omfattende virksomhed i tidens and og havde medlemmer overalt i Hertugdommerne.

De statspatriotiske folelser beherskede ogsa ganske Hertugdommernes mest udbredte tidsskrift, »Schleswig-Holsteinische Provinzialberichte«, der, med en afbrydelse pa 8 ar, udkom fra 1787 til 1834, og som er en guldgrube til belysning af Hertugdommernes forhold, skrevet i oplysningstidens and. Tidsskriftet virkede for udbredelse af kendskab til dansk sprog og litteratur og bragte lobende anmeldelser af nye danske boger.

Den rationalistiske og patriotiske tendens holdt sig nogenlunde uasndret fra
tidsskriftets forste til dets sidste argang. I 1829 bragte det et faedrelandsdigt,
hvori det hed:

Danemark, Danemark! heiliger Accord
himmlisches Wort!
Schwelle, du pochender Busen, ergliihe!
Danemark, dir rauschte so freudig mein Lied!
Hat Saga Heimat des Ruhms dich genannt,
Du Danenland,
Ich nenne, Danemark, dich dankentbrannt!
mein Vaterland!

Den slesvigholstenske historiker Karl Jansen huskede i 1870'erne tydeligt, at
han i 1830'rne i en holstensk landsbyskole havde lasrt at synge digtet »nach
anmutender Melodie«.

Men pa dette tidspunkt havde en ny indstilling til stat og nation forlaengst gjort sig gasldende. Arene fra 1814 til 1840 er den periode, hvor slesvigholstenismen vokser frem uden at rokke ved helstatens rammer, uden at stille sig i direkte modsaetning til den traditionelle statspatriotisme og - hvad der er vigtigt at laegge maerke til - uden at fortraenge den fra de positioner, den havde vundet.

Forudsaetningen for denne nye udvikling er den danske statskatastrofe omkring 1814. Staten gik bankerot, den nye danske valuta var tyve ar om at na op pa pari, montenheden i monarkiet matte opgives, Kobenhavn stagnerede i artier og var kun centrum for handelen pa Sjselland, medens Hamburg handelsmaessigtog finansielt beherskede ikke blot Hertugdommerne, men ogsa Jylland og Fyn, sa at hamborgske monter fortrasngte de danske til langt op i

Jylland. Norge gik tabt, og Holsten blev en del af det nyoprettede Tyske Forbund.Den stralende danske litteratur fra artierne omkring arhundredskiftet forbenede og fik for en stor del praeg af virkelighedsfjern idyldigtning. Al reformlovgivning standsede, og dermed ogsa bestraebelserne for at skabe en centraliseret helstat. I stedet rejste det slesvigholstenske ridderskab sig til en fronde mod den enevaeldige konge.

Samtidig indvarsledes der i Tyskland en ny udvikling, der viste sig at appellere staerkt til den vagne akademiske ungdom. Under kampen mod Napoleon havde der ytret sig en kraftig nationalfolelse i moderne forstand, og kravet om et frit og enigt Tyskland lod fra alle sider.

I det danske monarki vakte dette rab kun genklang hos nogle fa i Tyskland fodte professorer i Kiel. Blandt disse iseer den hojt begavede og passionerede historieprofessor Christoph Friedrich Dahlmann. Han havde stasrk tilknytning til Norden. Han var fodt i Wismar, dengang en svensk besiddelse i Nordtyskland, og havde tilbragt en raekke ungdomsar i Kobenhavn, hvor hans morbror havde en hoj stilling i det slesvigholstenske kancelli. Men det, der prsegede ham dybest, var de tyske nationalromantikeres tanker, og i 1809 drog han sammen med digteren Heinrich von Kleist afsted til Wien for at deltage i ostrigs krig mod Napoleon.

I 1815 holdt han pa Kiels universitet en festtale i anledning af slaget ved Waterloo. »Deutschland ist da durch sein Volk«, forkyndte han. Denne saetning havde en dobbelt betydning. Den vendte sig for det forste mod fyrsterne. Det var ikke dem, men det tyske folk, der konstituerede Tyskland. Heri skjulte sig kravet om en fri forfatning. Men dernaest sagde sastningen, at Tyskland var overalt, hvor der fandtes et tysk folk. Det enkelte individ var en celle i den levende organisme, som nationen udgjorde. Loyaliteten over for staten matte derfor vaere noget sekundsert. De tyske enkeltstaters eller det tyske forbunds graanser var ikke nodvendigvis Tysklands grasnser. Det tyske Holsten var altsa ferst og fremmest et stykke Tyskland, men mere end det: det med Holsten forbundne Slesvig matte dele sksebne med Holsten.

Denne opfordring til at opgive den altbeherskende helstatspatriotisme til fordel for en tysk nationalfolelse faldt ikke i god jord, selv ikke blandt studenterne. De lo ad Dahlmanns tale, ved vi fra ojenvidner, og fejrede ikke sejren ved Waterloo, men mindet om slaget ved Sehested i 1813, hvor danske tropper havde besejret de allierede. »In Kiel sind die Professoren deutsch und die Studenten danisch«, skrev digteren Chamisso, da han i 1816 havde opholdt sig i byen.

Langt bedre grobund fandt Dahlmann, da han samtidig gjorde sig til talsmandfor
en forfatning for Hertugdommerne. Ved at hasvde, at ikke blot Holsten,men
ogsa Slesvig kunne gore krav pa en forfatning, medens Kongeriget

med dets Kongelov til evig tid var prisgivet enevEelden, stemplede han og hans
tilhasngere Danmark som en hablos reaktionaer stat, medens fremskridtet havdetil
huse i Tyskland.

I tidens lob trasngte den af Dahlmann forkyndte romantisme ind i adskillige unge, men reaktionen i Det tyske forbund bremsede efter fa ars forlob den tyske frihedsbevasgelse, hvis sejr skulle have va?ret forudseetningen for realiseringen af Dahlmanns dromme, og dertil kom, at han forte forfatningssagen ind i en blindgyde, da han ville skabe en forfatning ved at bygge pa det reaktionasre ridderskabs middelalderlige adelsprivilegier. Han fik derved ikke alene regeringen til fjende, men isolerede ogsa sagen fra borgerskabet, der ville have vasret hans naturlige allierede.

Medens de Dahlmann'ske bestrasbelser for at udstraskke den tyske frihedsog enhedsbevasgelse til Hertugdommerne slog fejl, viste tankerne om Hertugdommernes samhorighed og selvstasndighed sig at have gode vaskstbetingelser i det lost sammentomrede danske rnonarki.

Den vigtigste repraesentant for denne slesvigholstenske separatisme var Dahlmanns universitetskollega, retshistorikeren Niels Falck, der var fodt i det dansktalende Nordslesvig. Det vigtigste for ham var hans pastand om, at Kongeloven, og dermed eneveelden, ikke havde gyldighed i Sonderjylland, thi kun i sa fald kunne denne landsdel, i kraft af sin tilknytning til Holsten, gore sig hab om en forfatning.

Den tyske stats eksistens var uden vaesentlig betydning for realiseringen af dette program. Deter betegnende, at Falck, der naesten hvert ar besogte Kobenhavn, kun en enkelt gang foretog en rejse, der forte ham over Elben. I 1819 gav han folgende svar pa sporgsmalet »Was wir unter Vaterland verstehen«: »Zunachst meinen wir damit die Herzogtiimer Schleswig und Holstein, doch ist der Ausdruck Vaterland weder nach dem Begriffe, den wir damit verbinden, noch nach unserer Gesinnung dergestalt beschrankt, dass die iibrigen Teile der danischen Monarchic davon ausgeschlossen werden«. Deter betegnende, at da slesvigholstenismen i 1830'rne fremtradte offentligt som en lokal afart af liberalismen, horte hyldestartikler til Kongerigets liberale til dagens orden i Hertugdommerne.

I det nordlige Sonderjylland betonede slesvigholstenerne endnu i 1840'rne Hertugdommernes tilslutning til det danske monarki. Pa et stort slesvigholstensk staevne, der i 1843 blev afholdt i Abenra som modtraek mod det danske partis forste mode pa Skamlingsbanken, vajede derfor ikke alene en slesvigholstensk fane, men ogsa to dannebrogsflag over de forsamlede. Det slesvigholstenske blad Lyna i Haderslev skrev i november 1844, at det i sneevrere forstand opfattede hertugdommet Slesvig, i videre forstand Slesvig-Holsten og i videste forstand det danske monarki som faedreland.

Den liberate slesvigholstenisme fremstod altsa som en slesvigholstensk patriotisme, der samlede sig om de eksisterende og de onskede fadlesinstitutioner i Hertugdommerne. Den kunne derfor bygge pa de forhandenvasrende statspatriotiske stemninger og tage dem med i sin tjeneste.

Hertil svarede, at der var en jaevn og glidende overgang fra den store del af befolkningen, der fastholdt den gamle helstatsfolelse og lagde vasgt pa samhorigheden med Danmark, til de lag, der stottede sig til de slesvigholstenske selvstaendighedskrav. Forskellen mellem de to tendenser var for en del identisk med forskellen mellem den aeldre og den yngre generation, men langt mere betydningsfuld var det sociale og politiske skel. Den gamle statspatriotisme havde betonet kongetroskab og tillid til regeringen, og dens onsker om forfatningsasndringer var stort set tilfredsstillet med indforelsen af de radgivende staender i 1834. Den var dermed i overensstemmelse med den fremherskende indstilling i de brede lag, i smaborgerskabet og navnlig i bondestanden.

Da der i begyndelsen af 1848 var tale om at give hele det danske monarki en konstitution, forfasrdedes man i liberate kredse over bondernes reaktion. P.C. Koch, der var redaktor af det dansksindede blad i Haderslev, skrev dengang folgende i et fortroligt brev: »Nar jeg forta?ller folk fra landet, at vi nu far en art konstitution, sa bliver de alle asngestelige, som om der hasndte landet en ulykke. Idag horte jeg, at bonderne i Fjelstrup erklaerer at ville vove liv og blod for kongen, dersom nogen vil prove pa at indskraenke hans autoritet; thi om noget fler-herskab vil de ikke vide at sige. Denne ide er fremherskende overalt pa landet, og jeg tror, den gennemtraenger hele den danske bondestand (han taler om den danske bondestand i Sonderjylland). Den danske bonde ser skaevt til enhver uden for hans stand, og deter ham en satisfaktion, at der er en mand over dem, de ma respektere lige sa meget som han gor det. ... Vi har aldrig villet gore os nogen klar forestilling om, hvor dybt rodfasstet den kongelige enevoldsmagt er her i Danmark, men den er virkelig/rvgte% grundfasstet ... Christian den 8. var meget yndet af bonden, men sonnen er nassten mere, og han beh.over blot at vinke, sa knuser bonden, hvad det skal vasre«.

Der er sikkert tale om en ensidig skildring af bondernes indstilling, men det er interessant at konstatere, at sadan opfattede man ogsa bondernes holdning i Slesvig og Holstens tyske egne. I den proklamation, hvori den provisoriske regering den 24. marts 1848 kundgjorde sin dannelse, finder man to modsigendesaetninger: »Vi vil med al kraft tilslutte os Tysklands enheds- og frihedsbestrasbelser« - altsa en revolutionaer parole - og »Landsherrens vilje er ikke mere fri og landet star uden regering«, dvs. et legitimistisk standpunkt. Forklaringener, at oprorets ledere medtog den forunderlige sastning om »den ufri hertug«, fordi de var overbevist om, at de kun ved at hasvde, at de forsvarede kongens rettigheder, ville vaere i stand til at fore deres aktion til sejr. Ellers

havde vi inderi tre dages forlob vaeret i landflygtighed i Hamborg, erklasrede
Wilhelm Beseler, en af revolutionsregeringens forere.

Den liberale slesvigholstenisme var i modsaetning til helstatspatriotismen en udpraeget honoratiores-bevaegelse. Den havde sin sociale stotte i byernes velstillede borgerskab, isaer intelligensen, og fra dansk-slesvigsk side blev man ikke trset af at smasde den som et parti af aristokrater og bureaukrater. Dens ideal var en kosmopolitisk liberalisme. Det selvstaendige Slesvigholsten, man dromte om, blev holdt sammen af en faelles statsmagt, ikke af et folk. Statens og dannelsens sprog skulle vaere tysk, fordi man dermed tjente den slesvigholstenske selvstsendigheds sag, men i den lavere folkelige sfaere, som man sagde, matte folkesprogene gerne rade i kirke, skole og administration. Deter derfor betegnende, at kulturens og folkets historie, modersmal og bondefrihed naesten ingen rolle spillede i den slesvigholstenske agitation, medens den danske bevasgelse ikke kan tasnkes uden disse ingredienser. Det, der optog slesvigholstenerne, var navnlig statsretten, og deres kampskrifter er fyldt med indviklede tolkninger af gamle retsdokumenter. Man paberabte sig ikke folkets ret, men gamle historiske traktater. Den beromte historiker Theodor Mommsen, som stod pa slesvigholstenernes venstre floj, talte i 1848 vredt om »dette parykvaesen« (dieses Zopftum).

Heraf kan man ikke slutte, at slesvigholstenismen var ude af takt med de reale forhold i Hertugdommerne. Overtagelsen af mange af statspatriotismens elementer, rejsningen af forfatningskravet og ikke mindst afvisningen af det nationale problem gjorde den tvaertimod til en form for liberalisme, der var noje tilpasset Sonderjyllands indviklede og nationalt uafklarede forhold, og med stor tiltraekningskraft i borgerskabet og i den af dette udgaede embedsstand.

I 1836 vakte den dansktalende befolkning i det nordlige Slesvig uventet opmaerksomhed omkring sig ved med en rest at kreeve dansk ovrighedssprog og retssprog indfort. Kravet havde imidlertid intet nationalt sigte. Kun en lille kreds af danske forere Sogte at udnytte sprogsagen nationalt. For det store flertal af nordslesvigske bonder drejede det sig om en rent praktisk foranstaltning,der hvilede pa en anerkendt menneskeret: det var en urimelighed, at en dansktalende befolkning skulle administreres og dens retssager fores pa et sprog, den ikke forstod. De spor af lidenskab, der viste sig under debatten og i den offentlige droftelse, var af social oprindelse: bonderne kraevede, at embedsmaendene skulle rette sig efter deres sprog og ikke omvendt. Slesvigholstenernehavde pa deres side svaart ved at tilslutte sig forslaget, fordi det rokkedeved det slesvigholstenske statssprogs monopolstilling og syntes at forberede en nojere tilknytning til Danmark. Men den danske forslagsstiller Nis Lorenzenbedyrede, at norslesvigerne betragtede sig som en uadskillelig del af

hertugdommet Slesvig og ingenlunde teenkte pa at skille sig fra Slesvig- Holsten. Deter betegnende for den politiske situation pa dette tidspunkt, at de kobenhavnske liberate med mishag horte om denne sprogsag, der truede samarbejdet mellem dem og de liberale i hertugdommerne og dermed svaekkededen faelles front mod enevaelden.

I 1840 udsendte regeringen et reskript, der gjorde den af staenderne onskede sproglige reform til lov, men fa maneder senere opfordrede den samme staenderforsamling kongen til at ophaeve det lige udstedte reskript. Slesvigholstenerne begrundede dette usasdvanlige skridt med, at de var blevet klar over, at reformen var indledningen til en underminering af Hertugdommernes statslige uafhaengighed. Denne forklaring var aerlig nok. Der var ikke tale om et tysknationalt fremstod mod danskheden, men om en dybtgaende krise hos det slesvigholstenske parti, denned god grund frygtede for, at den patasnkte slesvigholstenske stat ville blive en umulighed, hvis det fremspirende slesvigske nationalitetsproblem ikke blev manet i jorden.

I 1842 blev den statspatriotiske underbyggede slesvigholstenisme udsat for en ny og afgorende prove, da Peter Hiort Lorenzen, der havde vasret de slesvigholstenske demokraters forer i Sonderjylland, talte dansk i staenderforsamlingen for at haevde det danske sprogs ligeberettigelse med det tyske, der for slesvigholstenerne var statssproget og dermed den slesvigholstenske statsdannelses sjael. Den beromte episode viste slesvigholstenismens uforenelighed med nationalitetskravet, og hvad mere var, den trussel, som de nationale rorelser udgjorde for den danske helstats fortsatte eksistens.

Hiort Lorenzens danske tale har bade i den politiske strid og i den historiske
forskning spillet en central rolle som udtryk for de dansk-tyske modsaetninger,
som fra nu af dominerede udviklingen.

Den kan imidlertid ogsa - sammen med protesten mod sprogreskriptet - anskues fra en anden side, som den logiske konsekvens af den fundamental krisetilstand, hvori den slesvigholstenske bevaegelse havde befundet sig siden 1839. I dette ar opgav redaktoren af Kieler Correspondenzblatt, den radikale Th. Olshausen, den traditionelle historiske begrundelse af den slesvigholstensketeori og stillede sig pa et rent nationalt standpunkt. Han forlod tanken om et selvstaendigt Slesvig-Holsten inden for den danske helstat og kraevede Holstenstyskhed gjort gaeldende uden hensyn til det nationalt blandede Sonderjylland.»Deutschland fur immer und zuerst - dann Schleswig-Holstein! Von Deutschland hangt unser Schicksal ab«, forkyndte han. Kravet matte vasre den nojeste tilslutning til Det tyske Forbund, og beslutningen herom matte vaere haevet over alle indvendinger, hvad enten de paberabte sig den historiske ret, det politiske fremskridt, eller den materielle fordel. Men dette krav, skrev han, kan Slesvig endnu ikke tilslutte sig. I national henseende er slesvigerne

som sadanne slet intet, og han beklagede den uudslukkelige modvilje, som mange slesvigere stadig naerede mod »en nasrmere forbindelse med vort tyske fasdreland«. Hensynet til Holstens tyske nationalitet krasvede derfor, at Holstenfrigjorde sig for afliEengigheden af Slesvig. Den tanke at forene Slesvig med Holsten, men ikke med Det tyske Forbund, var absolut umulig i den nye tid med dens konstitutionelle nationalstater. Slesvig burde derfor forenes med Tyskland, eventuelt efter en national deling.

Det epokegorende ved dette nye program var, at det byggede pa nationalitetsprincippet og opgav dannelsen af et Slesvig-Holsten inden for den danske helstat og gjorde realiseringen af et tysk Slesvig-Holsten afhasngig af stotte fra den frembrydende tyske enheds- og frihedsbevasgelse og det kommende Stortyskland. Hvad der efter Napoleonskrigene viste sig at vasre nogle fa akademikeres flygtige drom, vendte nu tilbage som et uimodstaeligt fremskridtskrav, fast forankret i realiteternes grund. For hvert ar der gik, styrkedes den liberale og nationale beveegelse i Tyskland, og onsket om at tilhore denne kommende europasiske stormagt saetter fra nu af alt andet i skygge hos de slesvigholstenske demokrater. Olshausen skrev til Hiort Lorenzen, at Hertugdommerne ma tilslutte sig den tyske toldforening; Rendsborg bor blive en tysk forbundsfeestning. »Ich glaube Preussen hat ein Interesse dabei, alles dies zu unterstiitzen«. At forblive ved Danmark er at bevare et enevoldsstyre.

Uden Olshausens fremsasttelse af det tysknationale program for Holsten ville Hiort Lorenzen ikke have fremsat de dansknationale krav i Slesvig. Det slesvigholstenske partis store flertal afviste forfasrdet dette nyholstenske program, som det blev kaldt. Man turde ikke opgive den retshistoriske argumentation for die Landesrechte, det eneste legale grundlag for kravet om Hertugdommernes samhorighed og officielle tyskhed, og man vidste, at et flertal af slesvigerne - langt uden for det danske partis rammer - slet ikke ville kunne acceptere en parole om losrivelse fra Danmark. Resultatet ville uvaagerligt vaere blevet en styrkelse af det danske parti.

Men selv om slesvigholstenerne ikke turde opgive paberabelsen af die Landesrechte, sa viste det sig i lobet af kort tid, at den tysknationale bolge, der syd fra skyllede ind over Hertugdommerne, var alt for maagtig til, at statspatriotismen kunne overleve i de politisk virksomme kredse, ikke engang med Slesvig-Holsten som genstand.

Kiels universitet udviklede sig fra nu af til et centrum for propaganda for Tysklands enhed og storhed og for Slesvig og Holsten som en bestanddel af Tyskland. Medens en lignende propaganda efter 1815 kun havde appelleret til en lille flok af studenter og professorer, lod akademikernes store flertal i begge Hertugdommer sig nu rive med af de revolution_Eere tanker.

Medens Dahlmann i 1815 havde holdt sin Waterloo-tale under studenternes

hanlatter, samlede Gustav Droysen i 1843 over tusind begejstrede tilhorere, da
han mindedes delingen i Verdun som tusindaret for Tysklands opstaen.
Opgaven, sagde han, var at skabe et Tyskland, stort, stEerkt, frit.

Droysen var professor i Kiel fra 1840 til 1848, og de abenhjertige breve, han derfra sendte til venner og bekendte, gor det muligt for os at forfolge den tyske nationalfolelses hurtige sejrsmarch i de indflydelsesrige kredse, som Droysen stod i forbindelse med.

Holstenernes »verwiinschter Provinzialismus« irriterede Droysen over al made. »Unser besonderes Vaterland« var til hans vrede en hjertesag for holstenerne. Da en skaltale for Hertugdommernes uadskillelighed i 1843 blev modtaget »mit unsaglichem Jauchzen«, kunne han ikke roligt blive siddende, men rejste sig og talte for »unser allgemeines deutsches Vaterland«. Forst i 1847, efter udstedelsen af det abne brev, tor han skrive om »Hertugdommernes udtalte vilje til at vaere og forblive tyske«.

Sadanne ord skal imidlertid tages med forsigtighed, thi Droysen var alt andet end en neutral iagttager; han var dybt engageret i det politiske liv og ville med hvert af sine breve agitere og pavirke. Ikke engang hans stasrke tysknationale udbrud kan man tage efter deres ordlyd. Droysen folte sig nemlig ikke blot som tysker, men i mindst lige sa hoj grad som preusser. »Hvad jeg gor, gor jeg i tysk, og det vil her som altid sige i preussisk interesse«.

Droysen stod i forbindelse med preussiske regeringsembedsmaend og lagde dem pa sinde, at det var i Preussens interesse, at denne stat tog sig af Hertugdommernes sag. I 1847 skriver han, at han ved, at man i udenrigsministeriet i Berlin er blevet klar over, at forholdene er übeskriveligt gunstige for Preussen.

Vi moder i Droysens breve talrige vidnesbyrd om, at slesvigholstenismen i sin nye, tysknationale tendens ikke blot byggede pa det kommende Tysklands ideologiske og politiske magt, men ogsa lagde den storste vasgt pa de materielle fordele, der mentes at blive folgen af, at Hertugdommerne gik op i Tyskland. Omfanget og betydningen af den protyske propaganda med okonomiske argumenter, som i 1840'rne blev drevet i Hertugdommerne, undervurderes i almindelighed groft i de historiske fremstillinger af tiden. Ved at betone, at den frie okonomiske forbindelse mod syd var livsvigtig for Hertugdommerne, ivre for at bevare en toldgraense ved Kongeaen, forkynde, at det ville fa frygtelige folger for Slesvig, hvis det ikke sammen med Holsten blev medlem af den tyske toldforening, fremh£eve den hamborgske kurantmont som god og de danske rigsbankpenge som darlige, pasta, at Hertugdommerne finansielt blev udnyttet af Danmark osv. fik man brede befolkningslag i tale, som havde holdt sig uden for den komplicerede strid om rettigheder og forfatning, der i forste raskke angik de fa, der havde valgret til stEenderforsamlingerne.

Nar sporgsmalet om toldforeningen skal afgores, skrev Droysen i 1845,

»ma der ikke laengere toves. Sa ma det afgores, om Slesvig skal holde sig til Danmark eller til Tyskland. Thi deter hele arvefolgesporgsmalets kasrne. Slesvigsmaterielle eksistens er helt afhasngig af, at det som hidtil forbliver i forbindelsemed

I 1845 havde den tysknationale kurs, som Olshausen havde afstukket, sejret i den slesvigholstenske bevaegelse. Med den tyske enhedsbevaegelse, Preussens magt og den tyske toldforening i ryggen mente man sig stasrk nok til at hugge den gordiske knude over, som det slesvigske problem havde vist sig at vasre. Fra 1846 kravede man Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund, sa at forbindelsen mellem Hertugdommerne og Danmark dermed blev reduceret til en personalunion.

Med tilslutningen til den tyske nationalbevasgelse havde man faet masgtige venner, men samtidig bragt sig selv i en afhaengighed af dem, der ikke tillod slesvigholstenerne at betone hensynet til det snasvrere faedreland alene ud fra deres egne interesser. Usikkerheden viste sig i, at man fastholdt teorien om de slesvigholstenske landsprivilegier, fordi Slesvigs fremtidige skaebne fremkaldte stigende bekymring.

Sagen var den, at tanken om Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund ikke begejstrede befolkningen i dette hertugdomme. Det nordlige Slesvig var sa godt som enstemmigt modstander af tanken, ikke blot det danske parti, men ogsa det slesvigholstenske, hvis nordslesvigske organisation i 1846 vedtog en resolution til fordel for det abne brev, hvori kongen udtrykte sine hensigter om helstatens bevarelse. Det mellemste Slesvig havde i stor udstraakning holdt sig uden for de slesvigholstenske bestraebelser, men netop i arene for 1848 forberedte man fra dansk side et fremstod i dette dansktalende omrade. Kun i det sydligste Slesvig nasrmede man sig holstenernes indstilling til sporgsmalet.

Dertil kom, at regeringen og det liberale parti i Kongeriget fandt sammen over for den faelles fare, der truede dem begge fra den tyske bevasgelses side. Regeringen betonede derfor Sonderjyllands tilknytning til Kongeriget, og de liberale, der navnlig reprassenterede Kobenhavns bourgeoisi, fandt sammen med kobmaendene i Slesvigs storste by, Flensborg, i en faelles afvisning af Hamborgs okonomiske og politiske herredomme.

Den triumferende tysk-preussiske retning efter 1864 har naturligvis haft interesse i at fortie de staerke statspatriotiske band, der endnu i 1848 og 1864 knyttede Slesvig til Danmark, og hverken den danske eller den tyske nationalbevasgelse har haft lyst til at se den kendsgerning i ojnene, at store befolkningsgrupper forholdt sig udeltagende i de nationale stridigheder.

Flensborgs helstatstro indstilling har altid vaeret kendt, men for det ovrige
Sydslesvigs vedkommende er statspatriotismens betydning for befolkningens
politiske holdning kun blevet undersogt for Nordfrislands vedkommende, dvs.

den sydslesvigske vestkyst mellem Tonder og Husum. Til overraskelse for begge nationale parter kunne den sydslesvigske historiker Johannes Jensen i 1961 pavise, at befolkningen i dette landskab, der gennem arhundreder har vaeret styret pa tysk og haft tysk kirke- og skolesprog, overvejende havde en helstatstro indstilling far 1848, kun i ringe grad tilsluttede sig slesvigholstenismenog stod ganske fremmed over for Tyskland. Den tyske filosof Friedrich Paulsen, der var fodt i nasrheden af Husum, skrev i sine erindringer, der udkom i 1909, at ingen frisiske bonder i 1850'erne tasnkte pa en adskillelse fra Danmark, dette land, »mit dem das Herzogtum Schleswig seit grauer Vorzeit verknupft gelebt hatte«.

Vi har endnu tilbage at se pa forholdene i Nordslesvig, hvor befolkningen allerede i 1836 havde forlangt at fa det tyske ovrighedssprog afskaffet, en landsdel, som man efter sprogreskriptet af 1840 nassten officielt betegnede som dansk. Selv slesvigholstenerne benyttede her dansk som forretningssprog, og de betonede deres troskab over for det danske monarki. Jeg har nasvnt, at den slesvigholstenske forening ikke protesterede mod kongens abne brev i 1846. Det faldt dog slesvigholstenernes tysknationale floj for brystet, og i slutningen af dette ar blev der samlet underskrifter pa en petition, der under visse betingelser accepterede Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. I Abenra sluttede realtivt mange, i alt 131, sig til den stortyske kurs, men det var mere betydningsfuldt, at mange af det slesvigholstenske partis masnd ikke skrev under og dermed forberedte deres overgang til det danske parti. En protysk - ikke blot slesvig-holstensk-retning var i denne by forst fremtradt efter 1840. Vi kan regne med, at situationen har vaeret den samme i de ovrige nordslesvigske byer.

Tilslutningen til slesvigholstenismen ma i Nordslesvig ikke fortolkes som en
afstandtagen fra den gamle statspatriotisme, men som udtryk for onsket om at
fa del i en konstitution.

Denne statspatriotisme var ogsa hjertestykket i det dansksindede parti, der udviklede sig fra omkring 1840, og som vendte sig mod alle tendenser, der kunne svaekke helstaten. Slesvigholstenerne smaedede de som separatister, og de betegnede sig selv som det unitariske parti. Den dansksindede redaktor Fischer beskrev i december 1843 i en oversigtsartikel folgende mal som sit vigtigste:»Hvad nu os selv angar, sa vil vi fremdeles med Guds bistand vedblive at forsvare vor danske stats enhed og modarbejde de statsoplosende bestrasbelser«.I en anden artikel i dette blad takes der om at udvikle den praktiske faedrelandskaerlighed, den drift at vaere et gavnligt medlem af statssamfundet. Det svarer til denne rationalistiske indstilling, at Fischer forst i anden raskke naevner »forsvaret af dansk nationalitet og sprog« og pa sidstepladsen »tidsmaessigeinstitutioner«. Deter betegnende, at det danske parti slet ikke ivaerksattenogen

sattenogenkampagne for at fa fjernet det tyske sprog i kobstaedernes administration,kirke og skole, hvor det var eneradende. Forkyndelsen af og den svaermeriske beundring for modersmalet, nationalanden, folkekulturen og det folkelige faellesskab, alle disse romantiske ingredienser, der praegede det 19. arhundredes nationalfolelse, spores kun svagt eller slet ikke i den fasdrelandsfolelse,de dansksindede i Nordslesvig tilsluttede sig.

Denne statspatriotisme - og dermed mangel pa nationalitetsfolelse i vor
forstand - har efter alt at domme ogsa vasret det baerende i den indstilling
til fasdrelandet, man moder hos de nordslesvigske bonder.

Jeg skal nojes med at citere dele af et brev, der viser, hvordan en af de forende nordslesvigske bonder, Hans Andersen Kriiger, vurderede de slesvigske bonders holdning til det nationale problem. Kriiger var dansk medlem af den slesvigske staenderforsamling og blev efter 1864 det danske partis forer og sad i mange ar som danskernes reprassentant i den tyske rigsdag. Fa dage efter fjendtlighedernes udbrud i 1848 sendte han den 5. april den nyudnasvnte danske krigsminister, demokraten Tscherning, en reekke rad om, hvordan den danske regering og isasr den danske haer burde forholde sig over for befolkningen i Slesvig. Det hedder bl.a. i brevet: »Endvidere anser vi det som en faedrelandsk pligt at gore opmasrksom pa, at ligesom slesvigholstenerne har sluttet op bag den tyske nationalstats fane for dels at vaskke sympatier hos det tyske folk for opnaelsen af deres forraederiske hensigter, dels for at skjule deres aristokratiske tendenser, ligeledes har det nationale parti i Danmark og dets fa tilhasngere i Slesvig ikke bidraget lidet til meningernes forvirring iblandt folket. Det bor aldrig tabes af sigte, at Slesvigs ejendommelighed isasr bestar i, at det danner broen mellem to nationaliteter og at det, som folge deraf, ej alene indeslutter to nationaliteter, men ogsa sa at sige en tredje, der bestar i en national farveloshed, ja endvidere, at denne nationale farveloshed, trods al national ophidsning fra begge sider, mere eller mindre udgor slesvigernes saerkende«.

»Armeen« - hedder det videre - bor afholde sig fra sporgsmalet »dansk eller tysk« og adoptere det med Hans majestaet Kongens proklamation mere overensstemmende: »Slesviger eller slesvigholstener?«, »Kongen tro eller oprorer?« Vi er af den overbvisning, at da ej alene middel- men ogsa sydslesvigerne vil antage armeen som venner«.

Hvis man gar ud fra, at Kriigers vurdering af stemningen i Slesvig er rigtig, og det tror jeg, man kan gore, vil man se, at man ikke kan tale om en nationalfolelse hos storstedelen af den slesvigske befolkning og slet ikke om et had mellem dansk og tysk. Af statspatriotismen var i hvert fald troskaben mod kongen alle vegne bevaret.

Denne statspatriotisme, der blomstrede omkring 1800, og som i 1848 var

levende nok til, at Kriiger foreslog den danske regering at bygge sin politik pa den, havde i lobet af 1840'rne optaget vsesentlige nye elementer i sig. Den havde oprindelig udtrykt borgerskabets tilslutning til det danske monarki og dermed altid rummet en vis ufolkelighed. Indskrasnket til at gaslde »det sneevrere fasdreland Slesvig-Holsten« bevarede den dette praeg, men i Nordslesvig,hvor fa?drelandsfolelsen betonede afstandtagen fra Tyskland, knyttedes denne patriotisme sammen med demokratiske og sociale krav og adskilte sig herefter kun meget lidt fra den nationalfolelse, som vi kender fra det revolutionaereFrankrig.

For den danske forer i Abenra, Frederik Fischer, var de liberale lig med pengearistokratiet, og dem afskyede han lige sa meget som fodselsaristokratiet. En konstitution tillagde han ringe betydning, medens de sociale forhold var det virkelige, som den jaevne statsborger kunne og matte fole sand interesse for. »Vore borgere og bonder, folkets sande kzerne, passer frem for alt deres dont, de betragter de politiske bevasgelser for storstedelen som noget, der ikke har synderlig betydning for dem, for et skuespil, der opfores af personer, som ikke har andet at bestille«. En lignende indstilling finder man hos Kriiger i det nysnasvnte brev fra 1848. Han beklager heri, »at man endnu ikke har set en person arresteret, der tilhorer adelsstanden, den stand, der fornemmelig er skyld i landets ulykke«.

Jeg sagde indledningsvis, at nogle punkter i mit foredrag ville vasre diskutable.
Hvad er det for punkter?

Jeg selv er ikke i tvivl om, at min pastand om statspatriotismens sejlivethed vil blive bekraeftet, hvis forskningen vil interessere sig for at fremdrage vidnesbyrdene herom. En sadan bestreebelse vil dog stode pa to vanskeligheder: for det fiarste har de senere fremherskende nationale retninger ikke gjort noget for at vEerne om sadanne vidnesbyrd, og for det andet skal disse udtryk for en statspatriotisk indstilling i forste rsekke findes i de sjasldent skrivende lag af befolkningen.

Dermed har jeg berort et andet punkt, som jeg er meget sikker pa, det nemlig, at nationalismen ikke bryder frem som en bred folkelig bevaegelse, men at den tvasrtimod har sit udspring i det dannede borgerskabs tynde lag. Nationalismen som en folkelig besasttelse er et sent fasnomen.

Jeg har dernaest i hoj grad haft opmasrksomheden henvendt pa det, jeg har kaldt slesvigholstenismens krise omkring 1840. Fra da af gar statspatriotismen i oplosning pa slesvigholstensk side, men, sa vidt jeg kan se, ikke pa grund af de nationale og sproglige problemer i Sonderjylland; det viste sig nemlig i 1848, at man var parat til at tage dem med i kobet. Nej, det afgorende nye i udviklingen synes at have vaeret det slesvigholstenske partis tilknytning til den tyske enhedsbevasgelse og til Preussen, der havde iojnefaldende interesser i at

fremme oplosningstendenserne i det danske monarki. Jeg tor naeppe kalde denne antagelse en hypotese, men deter givet, at enhver bekreeftelse af disse tanker vil gore et omhyggeligt studium af disse skelsaettende ar i lyset af den lige fremforte formodning staerkt pakrsevet.

Dette forer mig endelig frem til mit sidste punkt. Var Hertugdommernes losrivelse fra Danmark en historisk nodvendighed, bedomt ud fra de krasfter, der var virksomme i det danske monarki? Hvis jeg har ret i den antagelse, at det udslagsgivende var den tyske enhedsbevaegelse og Preussens interesse i at skaffe Tyskland denne udvidelse, ma svaret vist nok blive, at Hertugdommernes og i hvert fald Sonderjyllands forbliven ved Danmark ville have vasret mulig. Det kan i denne forbindelse vzere af interesse at gore opmasrksom pa, at det gamle tyske riges tre arvtager-stater, osttyskland, Vesttyskland og ostrig, kun rummer et territorium, som ikke udgjorde en bestanddel af Tyskland, som det var i 1806 eller 1866, nemlig Sydslesvig. Hverken den tyske del af Schweiz eller det tysktalende Elsass er derimod tyske provinser.

Bibliografi over Gottlieb Japsens arbejder

Aabenraa Bys okonomiske Historie 1850-64.1. (Sonderjyske Aarboger 1935, s. 1-88).

Den nationale udvikling i Abenra 1800-1850. (Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sonderjylland,
nr. 23. Abenra 1961, 274 s.).

Nyt lys over de slesvigske byers forfatningspetitioner 1816-17. (Sonderjyske Arboger 1964, s.
310-26).

Danske og tyske historikeres syn pa Sonderjyllands historie i helstatstiden. Et radioforedrag.
(Dansk Udsyn, 44, 1964, s. 137-148).

Anmeldelse af Trap Danmark (5. udg.), Haderslev Amt (1965). (Sonderjyske Arboger 1966, s.
275-78).

Anmeldelse af Hermann Clausen: Der Aufbau der Demokratie in der Stadt Schleswig nach
zwei Weltkriegen. Erinnerungen (1966). (Sonderjyske Arboger 1967, s. 287-89).

De nordslesvigske sparekasser indtil 1864. Sparekassen for Aabenraa By og Amt: Sparekassen
Sonderjylland, Abenra. For Sparekassens garanter m.fl. 1968, 92 s. (Indgar i De nordslesvigske
sparekassers historie, 1970).

Det dansksprogede skolevaesen i Sonderjylland indtil 1814. (Skrifter udgivet af Historisk Samfund
for Sonderjylland nr. 40, 1968. 448 s. (Disputats)).

Anmeldelse af Trap Danmark, Tonder Amt (1966) og Abenra-Sonderborg Amt (1967). (Sonderjyske
Arboger 1968, s. 214-15).

Anmeldelse af Arbog for Skolehistorie 1967 og 1968. (Sonderjyske Arboger 1968, s. 219).

Anmeldelse af Johs. Jensen: Sonderjysk Mejeriforening gennem 75 ar. (1968). (Sonderjyske
Arboger 1969, s. 245-46).

De nordslesvigske sparekassers historic (Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sonderjylland
nr. 41, Abenra 1970, 346 s.).

Anmeldelse af Olav Christensen: Haderslev Bys Spare- og Lanekasse med billeder til Haderslev
bys historie 1819-1969 (1969). (Sonderjyske Arboger 1970, s. 230-31).

Anmeldelse af Olav Christensen: Haderslev Handelsstandsforening 1814-1969. (1969). (Sonderjyske
Arboger 1970, s. 230-31).

Statspatriotisme og nationalfolelse i Sonderjylland for 1848 (1971). (Trykt i dette nr. af Historie).

Anmeldelse af L.S. Ravn (udg. Poul Kiirstein): Laererne under sprogreskripterne 1851-1864
(1971). (Sonderjyske Arboger 1971, s. 263-65).

Anmeldelse af Gerd Callesen: Die Schleswig Frage in den Beziehungen zwischen danischer und deutscher Sozialdemokratie von 1912 bis 1924 (1970). (Schriften der Heimatkundlichen Arbeitsgemeinschaft fur Nordschleswig, Heft 21, Jahrgang 1970). (Sonderjyske Arboger 1971, s. 269-73).

Udviklingslinier i sonderjysk skolehistorie fra 1814 til Trearskrigen. (Arbog for Dansk Skolehistorie,
6, 1972, s. 55-72).

Revolutionen 1848 i Abenra. (Bygd, arg. 3, nr. 4, s. 22-24. 1972).

Debat om Tonder Seminarium for 1848. (Tondringer samfundets arsskrift 1972, s. 10-26).

Europfeiske revolutioner i det 19. arhundrede. 1789-1848-1871. (1973). (Duplikeret til brug for
rusintroduktion).

Betragtninger over den danske bevasgelse i Nordslesvig. (Sonderjyske Arboger 1973, s. 63-75).

Anmeldelse af Olav Christensen: Toftlund og Omegns Sparekasse 1872-1972 med bidrag til
Toftlund sogns historie 1864-1920. (1972). (Sonderjyske Arboger 1973, s. 228-29).

Karl Clausen, Arhus (Nekrolog). (Sprogforeningens Almanak 1974, s. 125-127).

Anmeldelse af Just Rahbek: Dansk militaerpolitik fra tronskiftet i 1839 til krigens udbrud i
1848. (Historie, X, 1974, s. 659-60).

Ein Versuch, eine unangenehme Vergangenheit zu tarnen. Überlebten die Ideale der Kaiserzeit bei den deutschen Biirgern in Apenrade in der Zeit zwischen den beiden Weltkriegen? (Diskussion med Gerd Callesen om Abenra bys historie, bd. 3). (Schriften der Heimatkundlichen Arbeitsgemeinschaft fur Nordschleswig, Heft 33, Jahrgang 1976, s. 47-52).

Politiske breve fra Thomas Ries. (Udg.). (Sonderjyske Arboger 1976, s. 115-165).

Tyskheden i Nordslesvig 1864-1914. (Humaniora 1974-76. Beretning fra Statens humanistiske
Forskningsrad 1974-76. 1977, s. 132-34).

Briefe von Bendix Schow (Udg.). (Zeitschrift der Gesellschaft fur Schleswig-Holsteinische
Geschichte, Band 102/103, 1977/78, s. 155-164).

Amtsforstanderinstitutionen i Nordslesvig. (Festskrift til Johan Hvidtfeldt. 1978. s. 189-207).

Dansk og tysk i Sonderjylland fra 1864 til vore dage, 1979. (Historiske kilder redigeret af Rudi
Thomsen).

Desuden en raskke oversaettelser fra russisk og tysk.