Svar til en lærer i krigshistorie

Redaktionen har vist mig den venlighed at stille spalteplads til radighed for et svar pa oberstlojtnant K.V. Nielsens kommentar til min artikel. Jeg griber med glaede denne lejlighed til her at drofte nogle sporgsmal, som oberstlojtnant Nielsen (KVN) og jeg tidligere har diskuteret under mere private former, bl.a. fordi det drejer sig om sporgsmal af interesse for militEerhistorikere i almindelighed. Af samme grund vil jeg ikke her ga ind pa detaljer, men udelukkende holde mig til det principielle i KVN's kommentar.

Indledningsvis vil jeg dog gerne udtrykke min glaede over den konstruktive tone i KVN's kritik. Det lover godt for lodigheden af den meningsudveksling mellem militaerhistoriens forskellige udovere, som vi begge anser for onskelig og nodvendig. Med anledning i KVN's afsluttende bemasrkninger er det mig dernaest magtpaliggende at understrege sa stasrkt som muligt, at jeg ikke onsker at frakende officererne retten til at anvende krigshistorisk materiale i officersuddannelsen. Tvaertimod forekommer det mig at vaere en soleklar pligt - og hensigten med min artikel var derfor ogsa ved hjaslp af et konkret krigshistorisk eksempel at understrege betydningen af, at det anvendte materiale er sa palideligt som muligt, og at det anvendes med den fornodne kritik.

Pa dette punkt ser jeg saledes ingen uoverensstemmelse mellem KVN's synspunkter og mine. Men maske kunne dette give anledning til at konstatere, at KVN i storstedelen af sin kommentar i og for sig beskaeftiger sig med noget andet end det, min artikel drejede sig om: Artiklen handlede om krigshistorisk forskning og praemisserne derfor, mens KVN's kommentar for hovedpartens vedkommende gar pa krigshistorie som undervisningsfag pa Officersskolen. Derfor taler vi i nogen made forbi hinanden, og jeg onsker i denne forbindelse at praecisere, at en vurdering af officersuddannelsen og det krigshistoriske studiums rolle deri ligger uden for min faglige raekkevidde. Derfor har jeg heller ikke foretaget en sadan. Deter vel klart nok, at det krigshistoriske islaet i den bredspektrede, tvasrfaglige uddannelse, der gives pa Officersskolen, nodvendigvis ma blive relativt beskedent. Men heri ligger sa blot en yderligere understregning af, hvor betydningsfuldt deter, at dette krigshistoriske stof baseres pa det bedst mulige grundlag. Min artikel handler om tilvejebringelsen af dette grundlag.

I kommentaren kredser KVN omkring det principielle sporgsmal: formalet med krigshistoriske studier. Skal krigshistorien bidrage til at klarlaegge mulige almengyldige principper for krigens forelse, principper, der ogsa kan finde anvendelse i mulige fremtidige situationer? Eller skal den tilvejebringe en dokumenteret erkendelse af, hvorledes det faenomen, som KVN kalder »krigens vaesen«, har asndret og udviklet sig over tid, bl.a. med henblik pa en bestemmelse af, pa hvilke punkter fortidens krige ligner/er forskellige fra nutidens? Sporgsmalet er m.a.0., om krigshistorie skal betragtes som en nomotetisk (lovskabende) videnskab eller som en idiografisk (individualiserende). Jeg mener naturligvis, at den som en integrerende del af den historiske videnskab er det sidste. Pa dette helt vitale punkt savner jeg en fuldt afklaret holdning hos KVN. Vel siger han i kommentaren, at den krigshistorie undervisning bl.a. har til formal »at skaffe sig indsigt i krigsforelsens udvikling«. Det peger i idiografisk retning. Men lidt lasngere fremme citerer han Michael Howard, der har fastslaet det som militasrvidenskabens opgave at »udskille det konstante fra det variable, at forklare hvad der har blivende vaerdi, og at bortkaste det flygtige, at fastsla visse blivende principper ...« - altsa tydeligvis en lovskabende opgave. KVN fastslar udtrykkeligt, at dette ogsa gaelder krigshistorien.

KVN's behandling af slaget ved Lutter am Barenberg viser, at deter den sidste og ikke den forstnasvnte opgave, han tillaegger krigshistorien og den paedagogiske brug af den: de sporgsmal, han formulerer i denne forbindelse, er alle tre af helt almen karakter (initiativskrift, konsekvenser af at vaere i defensiven,forerens placering). De er ikke specielt karakteriserende for dette slag. Derfor kan jeg egentlig heller ikke se nogen tvingende grund til, at han soger helt tilbage til 1626 for at fa svar pa sporgsmal af denne art, nar de utvivlsomt kunne besvares langt fyldigere i den bedre dokumenterede nyere krigshistorie. Nar han alligevel gor det, ma det formentlig hasnge sammen med, at slaget efter hans opfattelse kan bruges til at bekrasfte eksistensen af visse krigshistoriske»konstanter« (f.eks. om defensiv kamp og om forerens rette placering). Saledes anvendt bliver beskrivelsen af slaget derfor led i en erkendelsesproces, der tilstraeber at udfinde eller bekraefte visse almene love. Det indgar i en nomotetisk erkendelsesproces. Man kunne ogsa udtrykke det saledes, at det, KVN gor, er at han illustrerer nogle nutidige lasresaetninger med historisk materiale, hvilket meget vel kan forsvares i en pasdagogisk sammenhaeng; men fremgangsmaden oger dog ikke vor viden om 30-arskrigens krigskunst og nasppe heller vor indsigt i krigskunstens udvikling. KVN gor selv dette overordentligklart med bemaerkningen om, at »denne problemstilling kan opstilles og forfolges uafhaengigt af, hvilken af de to traditioners version man vaelger at benytte som grundlag«. En af krigshistorikerens hovedopgaver er dog netop at bestemme det historiske forlob, der skjuler sig bag disse to fundamentalt

forskellige traditioner. Kun dette kan danne grundlag for krigshistorisk erkendelse.

Deter netop pa dette punkt, min artikel kommer ind i billedet. Jeg har forsogt at vise, at godtager man uden videre Hermann Voges' opfattelse af slaget ved Lutter am Barenberg, sa bliver man egentlig ikke stort klogere pa det 17. arhundredes krigskunst. Derimod laerer man - maske ufrivilligt - en del om de herskende doktriner i Den store tyske Generalstab omkring ar 1900. Dette bliver imidlertid forst klart efter en analyse, der forudsaetter en kritisk indsats fra »forbrugeren« af Voges' bog - for nu at blive i K VN's terminologi.

Fores den »nomotetiske« opfattelse af krigshistorien til sin yderste konsekvens, vil krigshistorisk forskning aldrig kunne bringe ny erkendelse af tidligere tiders krigskunst. Den vil veere reduceret til en disciplin, hvis opgave det blot er at forsyne de til enhver tid ggeldende doktriner med historiske eksempler. En sa ekstrem opfattelse skal jeg naturligvis ikke padutte KVN, sa meget mindre som hans formuleringer forst og fremmest sigter mod den paedagogiske anvendelse. Konsekvensen er blot antydet for at understrege den helt abenlyse fare, der ligger i at folge Michael Howard for langt pa dette punkt.

Pa baggrund af det foregaende ma det vaere klart, at KVN's kritik af mine bemasrkninger i artiklen (s. 28, 29) om »krigshistoriens laere« og »mangel pa udvikling« delvis rammer ved siden af: min kommentar gik ikke pa fagets mulige snaeverhed, men derimod pa, at der stadigvaek er en tilbojelighed - som jeg finder dokumenteret i KVN's kommentar - til at dyrke disciplinen efter de naturvidenskabslignende normer, som davaerende kaptajn B.P. Berthelsen med prisvasrdig klarhed beskrev ar 1900. Sammenholdt med historievidenskabens udvikling ma disse normer i dag anses for at vasre klart forasldede.

Det skal derfor vaere mit hab, at krigs- og militasrhistorikere, uanset fagligt udgangspunkt, vil laegge sig det forste af de af KVN nasvnte formal pa sinde: »at skaffe sig indsigt i krigsforelsens udvikling, eller som det af nogle er udtrykt: »Krigens vassen««. I denne forbindelse er det maske vasrd at erindre om, at en af krigsteoriens store, Carl von Clausewitz naede sine epokegorende teoretiske resultater ved at bruge sine krigshistoriske studier som et redskab til erkendelse af de nye elementer i Napoleons krigsforelse. Deter et fremragende eksempel pa anvendelse af krigshistorisk erkendelse til det, den virkelig kan bruges til: udfort som den idiografiske videnskab, den er, kan krigshistorien saatte vor nutidige situation i det nodvendige perspektiv og dermed give os et skasrpet blik for nye elementer og udviklingstendenser, som ville va?re vanskelige at fa oje pa uden den krigshistoriske referenceramme. Netop derfor er det ogsa sa afgorende vigtigt, at vor krigshistorie etableres pa de asgte praemisser, og kun pa dem. Deter i korthed det, jeg i artiklen har Sogt at illustrere med Lutter am Barenberg som eksempel.

En mangelfuld erkendelse af krigshistoriens idiografiske karakter er efter min opfattelse en af grundene til, at dansk krigshistorisk forskning - som KVN afslutningsvis fastslar - halter bagefter. Som KVN vil jeg fra mit udgangspunkt positivt soge at bidrage til en aendring pa dette felt, en asndring, der bedst fremmes ved et noje samarbejde mellem officerer og faghistorikere. Men dette samarbejde lykkes naturligvis kun, hvis vi gensidigt kender og respekterer hinandens udgangspunkt og forstar hinandens saerlige egenart og fagsprog. Det forekommer mig, at KVN positivt har bidraget til dette med den kommentar, som jeg her har knyttet nogle bemaerkninger til.

Defelgende artikler i dette nummer erforfattet afmedarbejdere ved Historisk Institut i Arhus og andre, som har ensket at bringe lektor, dr.phil. Gottlieb Japsen en hilsen i anledning af, at han den 1. november 1978 pa grund af alder fratrddte sin stilling ved Historisk Institut.