Den sociale forsorg og reformationen i Danmark

Traditionelt er dette et sorgeligt kapitel i Danmarkshistorien; thi alle ved jo, at Reformationen »la£rte Menneskene i Danmark, at de skulde gifte sig og intet give til de fattige«.l Og denne bitre Kierkegaard-bemaerkning er i kun lidet varierende udformning blevet staende i de forskelligste fremstillinger, saledes ogsa i den seneste, i Politikens Danmarkshistorie, hvor det hedder: »Ved at beslaglaegge kirkens gods og lamme kirken selv som okonomisk faktor, slog statsmagten grunden bort under det positive arbejde, der gennem arhundreder havde vaeret blandt kirkens fornemste opgaver«.²

Hvor forskelligartede fremstillingerne end kan vasre, er de gerne enige pa dette ene punkt, og selv en af de bedste gymnasielasreboger kan ikke komme videre end et: »Det blev frernhgevet, at den katolske kirkes arbejde for syge og fattige skulde fortsasttes, men det blev ikke gennemfort mange steder«.³ Trods al kritik anerkendes dog her den gode vilje ligesom hos Arup, der under gennemgangen af kirkeordinansen fremhaever: »Her skal praesterne formane folket, at de nu skal give til de fattige, hvad de tilforn af en god, men dog vildfarende mening, plejede at give til messer, munke, for sjaele, for aflad, for pilgrimsfaerd« osv.; men han fortsaetter virkningsfuldt: »skulle hele reformationspostyret mod tiggeriet ende med, at man nu betalte i fattigkisten, hvad man far havde ydet fattigmunken? Det var dog for urimeligt —«.⁴

Disse truismer, for ikke at sige dogmer, er vi alle opfodt med, og de bygger
pa noget, der er stasrkere end alle - og pa dette punkt endnu ganske manglende

---

1. Erik Arup: Danmarkshistorie II (Kbh. 1932) s. 515

2. Politikens Danmarks Historie VI, af Svend Cedergreen Bech (Kbh. 1963) s. 163.

3. P. Kierkegaard og K. Winding: Nordens Historie (2. udg. Kbh. 1946) s. 88.

4. Erik Arup op. cit. s. 517.

- forskningsresultater, nemlig pa »den sunde fornuft«. Vi ved, at almisse og det dermed forbundne tiggeri spillede den storste rolle i senmiddelalderen savel i teori som i praksis, at Reformationen afskaffer de gode gerningers frelserolle, samt at der efter 1536 dukker stedse flere vidnesbyrd op om et meget stort socialt problem, hvortil formentlig ogsa kommer en vis indflydelse fra udlandetsrigere kilder og litteratur.

Over for en sadan enstemmighed er der normalt ikke andet at gore end at ga til kilderne; og da der hidtil - maerkeligt nok - ikke er nogen, der har vovet at ga i gang med dette store og centrale problemkompleks, ma jeg i denne sammenhaeng nejes med kort at undersoge, hvorvidt denne alment accepterede opfattelse nu ogsa virkelig passer med kilderne, samt hvorvidt en anden tolkning af disse rent forelobigt ikke lige sa vel lader sig forsvare.

Her ma forst og fremmest betones, at netop kildematerialet i hoj grad skifter karakter pa reformationstiden. Saledes er vi for middelalderens vedkommende (dvs. for 1513) praktisk talt henvist til at benytte diplomer og monumenter, dvs. stiftelsesbreve og testamenter m.m., hospitalsbygninger, spedalskhedsgrave osv., dvs. en raskke konkrete vidnesbyrd om en middelalderlig interesse for sociale problemer, mens vi for tiden efter 1536 fortrinsvis betjener os af administrationsakter, der isaer indeholder klager og evt. udkast til - ofte ikke gennemforte - reformer, dvs. at man alt for ofte sammenholder to principielt usammenlignelige kildegrupper. Deter hertil vaerd at erindre, at da Arup i sit tvaersnit af forholdene omkring 1400 onskede at »indfoje en stor skildring af kirkens sociale og andelige arbejde i 14. arh. som en modvasgt mod dens rent okonomiske og magtbestemte kirkepolitik«, matte han resigneret konkludere: »Men en sadan skildring er det desvasrre umuligt at give, fordi kilderne aldeles tier derom. Vi er aldeles uvidende - Der er her et fuldstaendigt tomrum i overleveringen. Det kan kun udfyldes ved vor villighed til at tro, at kirken, hvor verdsliggjort den end var blevet, dog ikke havde ladet dette arbejde slippe sig af haende -5, en benefit of the doubt for senmiddelalderen, som han ojensynlig ikke er villig til at medgive reformationstiden.

Jeg skal i naervaerende forbindelse forsoge at belyse de hertil horende problemeri specielt to sammenhaenge, foruden de sociale institutioner isaer selve tiggeriet, dvs. det almissebegreb, der ifialge fornasvnte Arupcitat skulle have faet sit grundskud ved reformationen. Det turde dog nasppe krasve egentlig debat; thi nar dansk fattigforsorg helt frem til 1803 var baseret pa almisse, nar skoleborn indtil loven af 1739 overlodes til almindelig godgorenhed; nar vi dertil betasnker, at almuens urgamle »forsikringsform« bestod i, at den skadelidtesamlede ind inden for sit eget kollektiv osv. osv., er det faktisk meget vanskeligtat

---

5. ibid. s. 131.

skeligtatforestille sig, at Reformationen i praksis skulle have gjort noget storreafbraek i tiggeriet. Og det kraever da heller ikke egentlige undersogelser blot at fastsla, at hverken reformatorerne eller tidens lovgivende myndigheder havde taenkt sig andet end en reform af indsamlingsuvaesenet⁶, vel ikke mindst fordi man simpelthen ikke magtede totalt at lave om pa systemet.

Deter da ogsa meget nemt at konstatere, at den vigtigste aendring i indstillingen til almisse ligger pa det teoretiske - om man vil, ideologiske - plan, nemlig i begrundelsen for almissesystemet, som jo efter middelalderlig tankegang forst og fremmest var til fordel for giverens sjael, dels som konvertering af kirkestraffe, dels og vist isaer som en forkortelse af opholdet i skaersilden. Da saledes Faborg by 1477 onskede at stotte oprettelsen af et Helligandskloster, dvs. en hospitalsorganisation, matte dette - uanset hvad den reelle begrundelse kan have vaeret - komme til udtryk i en klage over, at man havde langt til aflad⁷, dvs. at det officielle motiv ganske oversa stotten til fattige og syge i denne verden ved at lasgge hele vaegten pa godtfolks sjaele i det hinsides.

Men idet dette middelalderlige afladssystem er baseret pa, at ydelsen primaert skal komme giveren til gode, matte formalets art (og modtagerens eventuelle trang og vaerdighed) folgelig komme i anden raskke, om ikke rent ud vaere sagen uvedkommende. Og ser vi, hvad der i middelalderen samledes ind til, opnar vi hurtigt et vaesentligt korrektiv til den traditionelle opfattelse af fromme kristne, der gavmildt underholder talktse fattige. Vel udviser vort forreformatoriske kildemateriale et enormt tiggeri; men de fattige i egentligste forstand er her udsat for en mildest talt overmaegtig konkurrence.

Ikke blot landstrygere, professionelle pilgrimme⁸, husarme, kroblinge, skolepebling e⁹ med flere bejlede til publikums gunst, men ogsa brandlidte borgere og skibbrudne redere samtidig med, at de kirkelige institutioner satte hele deres propagandaapparat i gang. At helligandshuse og St. Jorgensgarde udsendte deres bedere, var vel kun til fordel for syge og fattige; men hvad med de egentligetiggerbrodre, der hovedsagelig samlede ind til sig selv og deres kloster? Til

---

6. Jfr. saledes recessen af 1537 § 16, og atter 1558 § 62 (Kolderup Rosenvinge: Gamle danske Love IV s. 181 og 281) samt det ovenfor cit. stk. af Kirkeordinansen af 1539 (H. F. Rerdam: Danske Kirkelove I s. 113). Jfr. ogsa den nyeste behandling af sporgsmalet, Lars N. Henningsen: Fattigvaesenet i de sonderjyske kobstaeder 1736-1841 (Abenra 1978). Om almisse i middelalderen se Kulturhist. Leksikon 111 sp. 583ff., Eleemosyne.

7. Engelstoft: Aktstykker - til Oplysning om Danmarks indre Forhold i asldre Tid I s. 132f., hvor staden meddeler visse privilegier mht. kommunale ydelser »fordi at naermere er pa tre eller fire mile der naer intet kloster eller aflad, som vi kunne nyde daglig til vor sjasls salighed« (jfr. tekstrettelserne i Repertorium 2. rk. II 4095).

8. Jfr. Allen: De tre nordiske Rigers Historie 4 I s. 211.

9. Jfr. Christiern ll's Lov for Landet § 125 (jfr- Kebstadsloven § 56), der direkte henviser til den specielle Skolelov (Danske Mag. 1. rk. VI s. 364f.).

kirkebyggeri, det vaere sig udvidelser, udsmykning, nodvendige reparationer¹⁰ osv. modte tryglere op med biskoppelige, om ikke ligefrem pavelige afladsbreve,og disse var igen udsat for alvorlig konkurrence, idet pavelige agenter direkte solgte korstogsaflad, hvis man da ikke foretrak at handle med kongen af Cyperns lokale agentur¹¹; og her var der tilmed tale om en indsamlingsform, hvor omkostningerne var enorme (saledes agentprovision, kongelig majestaets andel osv.); men der er vist isasr grund til at betone, at det betegnende nok var de mest konkurrencedygtige foretagender, dvs. dem med det storste afladstilbud,der havde mindst med sociale formal at gore.

I mangt og meget kan hele dette indsamlingsvaesen naturligvis minde om vor egen tids¹², hvor det maske ofte mere er praemiernes storrelse end formalet, der betinger succes, og folgelig ma vi vaere yderst forsigtige med for reformationen uden videre at identificere almissevassen med socialforsorg. For blot at tage et saerprseget eksempel pa en speciel middelalderlig indsamlingsform: allerede i Skanske lov (§225-226) moder vi en ejendommelig primitiv »forsikringsform«, idet en brandlidt bonde havde ret til inden for sit herred at indsamle brandstod efter naermere angivne regler, et system, hvis landsomfattende karakter vi lasrer at kende endnu i Frederik IPs reces af 1587, en lov, der i ovrigt ma betegnes som det klassiske forsog pa at holde det endnu 50 ar efter reformationen florerende tiggeri inden for regulerede rammer; thi undtaget fra lovens strenge bestemmelser til begrasnsning af det overhandtagende tiggeri var udtrykkeligt godtfolk, der uforskyldt ramtes af pludseligt uheld, det vasre sig brand, kvaegsyge, skibbrud eller sygdom, hvilke med behorig af deres jurisdiktion udstedt dokumentation uanset lovens skaerpede regler vedrorende egentligt tiggeri fortsat havde ret til at indsamle bidrag, dvs. en art hjaslp til selvhjaslp, en erstatning for lidte tab, ikke egentlig stotte til hablost forarmede .¹³

I lobet af middelalderen krydses dette system - kollektivets, det vasre sig landsbyens, gildets, stadens eller herredets moralske pligt til at yde sine uforskyldtskadelidte medlemmer oprejsning₁₄ - med almissebegrebet, hvis grundtanke,de gode gerningers selvstaendige vaerdi, som sagt gjorde ydelsen til det

---

10. Om de utallige afladsbreve til kirker se Repertoriets arkivfortegnelser, samt Acta Pontificum Danica, de enkelte binds registre.

11. Repertoriets 2. rk. I nr. 476 viser en Viborgpreest som agent for kongen af Cypern (jfr. ibid, nr. 395 og 479). Om pavelig aflad jfr. Lindbaek: Pavernes Forhold til Danmark f.eks. s. 64ff., s. 11 Off. og s. 128ff.

12. Jfr. maerkesalg, Giro 413, Lykkelotto osv. osv.

13. Se herom i Troels Dahlerup: Bidrag til tryglebrevsinstitutionens historie i 17. arhundrede (80l og By IV, Tingbogsstudier; Kbh. 1963, s. 7-23).

14. Om overgangen fra gensidig hjaelp inden for et kollektiv og til tidlig forsikring se J. O. Bro- Jorgensen: Forsikringsvaesenets Historie i Danmark (1935), isaer kap. I (s. 16-122).

primasre, formalet til noget underordnet. Og saledes blandedes social forsorg (tiggeri i egentlig forstand som hjaelp til fattige) og denne hjaelp til selvhjaelp (om ikke »forsikring«, sa dog en kollektiv gensidighedsforpligtelse) sammen med en hvilken som heist form for indsamling til et eller andet veldgedigt formal(korstog, kirkebyggeri m.m.), og netop gennem Christiern ll's lovgivning - der pa et reformkatolsk grundlag viser os et positivt, forluthersk standpunkt - konstaterer vi, hvor langt man da var ude i uforet, idet loven bl.a. matte forbyde,at drabsmaend pa denne made indsamlede til deres mandebod¹⁵, et problemder i ovrigt beskasftigede det sjsellandske landemode endnu 1559.¹⁶

I ovrigt er det slet ikke ved reformationen, men netop i Christiern ll's love, at de nye tanker om »trang og vaerdighed« forst dukker op¹⁷, og heraf folger ligeledes som noget nyt, at ovrigheden skal fore kontrol med de fattige og tiggeriet, dvs. at nu begynder det verdslige samfund at blande sig i den sociale forsorg.¹⁸

Men forst og fremmest er det en afgjort misforstaelse, at reformatorernes kamp imod afladen og de gode gerningers frelserolle automatisk skulle betyde, at selve indsamlingsvaesenet om ikke ligefrem bekaempedes, sa dog - som isasr Arup af »fornuftsgrunde« mente at matte konstatere - indskraenkedes, idet som ovenantydet systemet trivedes i bedste velgaende, ja i en vis udstraekning ma siges at eksistere den dag i dag. Den ideologiske begrundelse matte selvfolgelig aendres; de omtalte tryglebreve (af »forsikringsmaessig« karakter) slar i 17. arh. staerkt pa gengaeldelsesmotivet, i dag mig, i morgen dig, ikke sjseldent med direkte henvisning til Matthaeus 25, 3 If. eller lignende nytolkninger.¹⁹

Efter den reformatoriske opfattelse bliver godgorenhed saledes det afgorende,hvoraf folger afhaengighed af modtagerens forhold. Naestekaerlighed bliver simpelthen en befaling, et kategorisk imperativ, og selv om jasvne menneskerutvivlsomt ofte har haft svaert ved at skelne imellem de divergerende teologiske begrundelser²⁰, konstaterer vi, at selve systemet fortsaetter i bedste

---

15. Lov for Landet § 113 (Kolderup Rosenvinge: Gamle danske Love IV s. 55f.), jfr, ogsa den fig. § (114) om selvforskyldt ildsvade (»forsikringssvig«).

16. Kirkehist. Saml. 2. rk. II s. 461.

17. Saledes i Lov for Landet § 112 (Kolderup Rosenvinge: Gamle danske Love IV s. 55), jfr. Kobstadsloven § 88 og 83 (ibid. s. 117 og s. 115).

18. Selv om deter naerliggende her at forestille sig direkte indflydelse fra Luthers »An den christlichen Adel deutscher Nation« (stk. 21), er det hejst sandsynligt senmiddelalderligt fasllesgods. Beslaegtede tanker findes saledes i »Reformatio Sigismundi«.

19. »Hvad I har gjort imod en af mine mindste Brodre, har I gjort imod mig«. Jfr. Kirkeordinansen af 1539 (Rordam: Danske Kirkelove I s. 104).

20. Forst og fremmest ma man holde sig den almenmenneskelige konservatisme for oje, jfr. citatet fra Peder Smed og Asser Bonde (Kirkehist. Saml. 1. rk. II s. 344): »Jeg gaff hannem oc baade flesk og griis, aldrig var ieg her paa viiss; som min nabo gaff, saa gaff ieg met, for det haffuer verit en gammel sed«.

velgaende efter reformationen, alene med den - i det lange 10b naeppe helt uvEesentlige - forandring, at der nu skal laegges vaegt pa modtagerens trang og vserdighed, hvilket igen kraever kontrol, dvs. at vi ved ovrighedens voksende indflydelse med tiden finder en stigende grad af »sekularisering« som folge af reformationen.

Som naevnt har man ofte henvist til de middelalderlige diplomer som dokumentation for datidens store »sociale interesse« uden at taenke pa, at grunden til, at denne kildegruppe benyttes sa forholdsvis beskedent efter 1536, simpelthen er, at brevstoffet vokser i den grad, at det ikke laengere kan publiceres i sin helhed. Men netop med hensyn til »stiftelser« er vi sa heldige at have en specialudgave²¹, der (uden naturligvis at tillade en statistisk bearbejdelse) dog klart viser, at gavmildheden i form af det vaere sig legater til fattige i almindelighed, til skoledisciple, oprettelse eller udvidelse af hospitaler m.fl. stiftelser, eller sjaeleboder til husarme 0.m.a., bestemt ikke kan siges at tage af efter reformationen. Nok bor man naturligvis erindre, at kildematerialet generelt set vokser, des lasngere vi kommer ned i tiden. Pa den anden side turde det vasre vserd at bemaerke, at man tasnkeligt finder en positiv folge af reformationens teologiske principper, idet de fattige nu undgar en tidligere sikkert ofte overmaegtig konkurrence fra messestiftelser, klosterbyggeri, pilgrimsrejser m.m., ja faktisk er ved at vasre det eneste, i hvert fald det vigtigste objekt for den anerkendte

Ved siden af almissesystemet ma ogsa omtales den mere institutionelle side af den sociale forsorg, f.eks. den, der varetoges af klostrene; thi deter vist noget, der ligger i vor almenhistoriske bevidsthed, at »ingen hungrig forgasves bankede pa klosterets port«, hvor vi saved det fra?

Nu ma man forst og fremmest gore sig klart, at hvad angar de gamle og langt de rigeste institutioner, de store landklostre, gselder det, at disse - bortset fra »almindelig nsestekaerlighed« - ikke specielt havde sociale opgaver pa programmet.Derimod kan vi konstatere, at ikke fa, men formentlig isasr de fattigere,sidelobende med deres religiose specialer i ikke ringe udstraekning har virketsom syge- og alderdomshjem, om ikke rent ud sagt var »livrenteanstalter «²², og for de mindre velaflagte nonneklostre har en sadan virksomhed formentlig ligefrem dannet eksistensgrundlaget, dvs. at der i hoj grad var tale om forretning, som tilfaeldet klart var for johaniterne, der lejlighedsvis kunne

---

21. Hans de Hofman: Fundationer I-X (Kbh. 1755-65).

22. Jfr. H. J. Helms: Naestved St. Peders Kloster (Nasstved 1940) s. 291: »Om Skovkloster som Alderdomshjem, Forsikrings-, Livrenteanstalt foreligger der fyldige Oplysninger«.

have svaert ved at fa pensionsererne til at forsta, at de som geester ikke burde
blande sig i klosterets drift og ordnens indre anliggender.23

Selvfolgelig er der ogsa under et sadant system faldet noget af til fattigfolk i senmiddelalderen; thi det konstaterer vi takket vasre systemets fortsaettelse laenge efter reformationen, hvor f.eks. lensmanden (»prioren«) pa Antvorskov (dvs. et tidligere johaniterkloster) 1552 klagede over, at vejfarende udgjorde en stor okonomisk byrde, da disse fra gammel tid havde vaeret vant til at benytte klosteret som (gratis?) herberg.²⁴ Og i regnskaberne for flere sjaellandske klostre optraeder gang pa gang bespisning af fattige, omend sjasldent i et sadant omfang som Soro kloster endnu i 17. arh., hvor der i krigsarene 1641-44 bespistes fra 600 til 1100 arligt.²⁵ Men at der her (ligesom ogsa laenge pa Antvorskov) specielt bespistes 12 fattige, som ydermere fik sko skaertorsdag, lader ane resterne af en rituel paskeceremoni, hvor disse udvalgte (og formentlig renvaskede) fattige bespises og fodvaskes, dvs. egentlig social forsorg tor man naeppe kalde det.²⁶

Der ud over fandtes dog middelalderen igennem en lang raekke institutioner, der specielt havde sociale formal. Og selv om tiggerklostrene fortrinsvis samlede ind til sig selv, stiftede f.eks. karmeliterne i Helsingor et betydeligt hospital. Savel helligandshuse og klostre som duebrodregarde og ikke mindst St. Jorgensgarde m.fl. spitaler ma tid efter anden have haft social betydning, og at dette havde offentlighedens bevagenhed, kan vel aflasses af den sympati, som blev netop Helligandsordnen til del, idet denne fik en betydelig fremgang i senmiddelalderen med oprettelsen af hele otte klostre pa et halvhundrede ar.²⁷

Specielt hvad disse institutioner angar, maerker vi ved senmiddelalderens slutning en anden tendens for og til dels uafhaengig af reformationen, en art »sekularisering« eller, hvad man nu skal kalde bystyrets stedse mere udtalte onske om at fa hand i hanke med de i byen vasrende milde stiftelser. Betegnendenok

---

23. Jfr. O. Nielsen: Dueholms Diplomatarium (Kbh. 1872), f.eks. Indledn. s. VII og s. Xlllf.

24. Indkomne breve til Da. Kane. 17. nov. 1552 (cit. i Thomas Hatt Olsen: The Priory of Dacia in the Order of Saint John of Jerusalem (Annales de L'Ordre souverain militaire de Malta 1960: IV s. 28).

25. Soro, Klosteret, Skolen. Akademiet gennem tiderne I (Kbh. 1923) s. 350f. Ogsa udspisningsregistrene for Ringsted Kloster viser endnu 1576/77, at der blev »givne i Guds navn for porten« 20-30 maltider ugentligt (C. Rise Hansen: Hoveriet pa Ringsted Kloster s. XIX); men formentlig i takt med lensrevisionens papasselighed indskraenkedes denne bespisning i de folgende ar, jfr. at Herlufsholms skoles regnskaber 1585/86 alene anforer indkob af brad og smor til jul og paske til bespisning af et mindre antal fattige (Merete Dahlerup: Herlufholms frie Skoles regnskab 1585/86 s. 74). Ifolge Helms op. cit. s. 290 (fodnoten), der dog ikke skelner imellem hoverigorende bonder og egentlige fattige, fortsatte denne storslaede gaestfrihed som pa Sora ned i 17. arh.

26. Sora, op. cit. s. 350.

27. Lindbaek og Stemann: De danske Helligaandsklostre (Kbh. 1906).

nendenoker det et godt stykke tid for reformationen, at vi ser Claus Denne i gang med at bygge »kommunale« hospitaler for fattigfolk uden om de traditionelleordner, men i bedste forstaelse med de kirkelige myndigheder, med St. Anne som patron og med almissesystemet som okonomisk basis.²⁸

Netop Claus Dennes virke kan ikke forklares blot med en henvisning til, at det vist var borgernes og bystyrets voksende selvfolelse, der fik dem til - forelobig inden for den gamle kirkeorganisations rammer - at kraeve »medbestemmelsesret«. Noget af forklaringen ligger for mig snarere i, hvad man kunne kalde senmiddelalderkirkens »affeudalisering«. Nu har alle institutioner, kirkelige som verdslige, deres eget liv med opblomstring, vaekst og derpa desvasrre ofte forfald; ikke mindst i senmiddelalderen konstaterer vi grundlagets, det kirkelige beneficialsystems skyggesider, netop hvad angar »de milde stiftelser«, idet disse i stigende grad gaves i en vaerdig persons forsvar eller forlening, dvs. at besidderen i praksis kunne skalte og valte med institutionen og dens midler, blot et vist (evt. ligefrem i lensbrevet fikseret) antal traengende underholdtes.²⁹

Selvfolgelig skal vi ikke domme samtiden udelukkende pa Poul Helgesens bitre udtalelser: at hospitalerne alene var til forstanderens fordel, at tryglerne var professionelle indsamlere, der arbejdede pa provisionsbasis, eller at forstanderne ofte foretrak at indtage velhavere (som paying guests) i stedet for syge og traengende³⁰; men efter beneficialsystemets ide gjaldt det jo netop for embedsindehaveren at gore sig godset sa nyttigt som muligt. Et slaende eksempelherpa har vi i Roskilde, hvis aeldgamle duebrodre-stiftelse vist var gaet rent i forfald, da konge og biskop 1478 reorganiserede den. Tidligere havde den vasret en selvstasndig institution, omend under domkapitlets tilsyn; nu blev stiftelsen til et praebende, dvs. en kanniks indtasgt, og kun som et relikt, naesten et minde om dens oprindelse, palagdes det dog kanniken af det gode embede at

---

28. Jfr. hertil genrejsningsfundatsen af 1524 (Kong Frederik I's danske Registranter s. 57).

29. Man kan f.eks. sammenligne det lensbrev af 1526 (Da. Mag. 1 rk. VI s. 9), hvormed Frederik I overdrog St. Jorgens hospital uden for Kolding til kancellisekretaer, gerkedegn i Arhus Jesper Brochmann (at nyde og beholde sin livstid - med al sin rente og tilliggelse - dog med sa skel, at han skal opholde messer og guds tjeneste og gore og give fattige, syge, spedalske mennesker provant rettighed og livs nodterft, som de pleje at fange efter gammel sasdvane) med det nye livsbrev af 1541 (Da. Kancelliregistranter s. 205f.), hvorved en Koldingborger forpligtede sig til at holde sa mange syge mennesker, som renten mest kan tale, og anvende al indtasgten til de syge menneskers nytte og behov. Han skal aflaegge arligt regnskab, og findes det - han har sogt sin egen fordel og profit, skal han have forbrudt dette brev. Vigtigst til forstaelse af forskellen er vel, at Jesper Brochmann som erstatning fik et mindre len (en hovedgard med 9 gardsaeder), og da den rente, han havde haft af Kolding hospital, var hejere, skulle stiftslensmanden yderligere yde ham en leest korn om aret (ib. s. 258).

30. Paulus Helie: Samlede Skrifter 111 (1933) f.eks. s. 16f. og s. 25ff., jfr. ogsa s. 2OBf.

underholde fire fattige og to skolepeblinge.31

Om disse beneficier, for ikke rent ud at sige: ben, stod der senmiddelalderen igennem en hard kamp, og den - ikke mindst gennem Skyum-Nielsens undersogels e³² - velkendte strid mellem konge og bisper om forsvar for klostre og spitaler er i meget hej grad en konkurrence om, hvorvidt det skulle vaere en kongelig eller en biskoppelig protege, der skulle nyde godt af at have institutionen i forlening. Saerlig grelle eksempler kan naturligvis hentes fra St. Jorgensgardene; thi idet spedalskhed nu lykkeligvis var staerkt pa retur, blev disse stiftelser pa det nasrmeste formalslose, dvs. at de blev til saerdeles lukrative praebender, hvis de da ikke henlagdes til andre formal, i sa fald sjaeldent caritative, og ikke mindst en ny orden som karmeliterne var vist specielt bjaergsomme, nar det drejede sig om at fa fingrene i gamle spitaler.³³

I mangel af »kvantitative« undersogelser ma vi da forelobig nojes med at konkludere, at 1. en betydelig del af det »sociale« arbejde, der udfortes i klostrene, var »forretning«, idet fortrinsvis overklassens medlemmer indgav sig imod betaling, samt 2. at der tid efter anden indtradte en vis slappelse i de caritative institutioners virke, som kunne nodvendiggore reformer, hvorfor bystyret i stigende grad kraever hand i hanke med forvaltningen, utvivlsomt som modvaegt imod 4. den grasserende »feudalisering« af institutionerne, af hvilke en del, ikke mindst 5. spitaler (St. Jorgensgarde) som pa det naermeste formalslose institutioner kunne overga til andet brug som f.eks. basis for nye klostre (karmeliterhuse) eller som rene forleninger til f.eks. kgl. funktionasrer.

For disse institutioner matte reformationen selvfolgelig vaere en katastrofe, idet vi indledningsvis citerede den almindelige opfattelse, at kronen beslaglagde kirkens gods. Men hvor ofte denne pastand end gentages, bliver den dog dermed ikke rigtigere; thi enhver historiker ved jo udmaerket godt, at kronens indstilling til de kirkelige midler i allerhojeste grad var bestemt af, hvilket formal disse midler rent konkret var henlagt til.

---

31. Vidisse af 1547 (Da. Kancelliregistranter s. 370f., jfr. H. F. Rordam: Monumenta 1. rk. I s. 490f.).

32. Skandia XXIII (1955-56).

33. Savel karmeliterklosteret i Assens som Poul Helgesens kollegium i Kobenhavn var funderet over gamle spitaler (jfr. Kulturhistorisk Leksikon VIII sp. 299). Som Slagelse St. Jorgensgard i senmiddelalderen fortrinsvis havde lavadelige forstandere (Repertorium 2. rk. nr. 7376, 11190), jfr. det sikkert typiske lensbrev af 1530 (Frederik I's danske Registranter s. 257), matte man ofte indskaerpe visse elementaere regler, saledes 1492 et forbud imod at indtage raske i Naestved St. Jorgensgard, bortset fra plejersker (Hofman op. cit. X s. 189), jfr. ligeledes det 1486 af biskop og by udstedte statut for Svendborg St. Jorgensgard (Samlinger til Fyens Historie og Topographie I (Odense 1859 s. 37f.), som pa en gang soger at opna et effektivt tilsyn og at undga en egentlig bortforlening. Her fastlases antallet af karske lemmer (som bl.a. skal varetage almisseindsamlingen) til 8.

Idet bispemagten rent politisk afskaffedes, overtoges det dermed herrelose gods af statsmagten; teologisk ophorer messer og klosterliv at have betydning, hvorfor savel alter- som klostergods med tiden gar samme vej. Men da der stadig er brug for kirker og praester, gores der ingen indgreb i sadant gods, og selv de nu temmelig overftedige domkapitler far lov til at fortsastte en rum tid. Folgelig kan vi altsa ikke stille os tilfreds med en sadan flothed, at staten eksproprierede »kirkegodset«, men vi ma undersoge, hvorledes »det offentlige« tog stilling til det de milde stiftelser tilhorende gods: blev stiftelserne nedlagt, bevaredes de, ja benyttede man eventuelt lejligheden til at foroge og udvide deres virke?

Det kan vist ikke undre, at vi selvfolgelig kan finde eksempler pa samtlige tre losningsmuligheder, og i mangel af grundige og omfattende forarbejder kan jeg her blot opridse den linie, som jeg finder, at regeringen gennem reformationen sogte at folge; om det sa altid vanned storre eller mindre held, rna fremtidige detailstudier vise.

I hvert fald forekommer det mig indisputabelt, at det var reformatorernes som Christian Ill's og hans regerings mal langt fra at nedlaegge nogen caritativ institution tvaertimod at udvide og forbedre disses virke. Men lige sa klart er det, at disse fromme onsker kun med vanskelighed lod sig gennemfore. At vi saledes i de forste ar efter reformationen horer sa lidt om egentlig stiftelse eller blot udbygning af hospitaler m.m. skyldes ikke nodvendigvis en bestemt politisk negativ holdning, men bor forst og fremmest ses pa baggrund af rigets almindelige fmansnod, herunder ikke blot borgerkrigens eftervirkninger og den enorme krigsgasld, men vist isaer, at man frem til 1544 var i krig med Europas stasrkeste magt, kejseren.³⁴ I hvert fald pa det kirkelige omrade er det tydeligt at se, i hvilken grad der umiddelbart efter Speyerfreden tages fat pa at lose gejstlighedens okonomiske problemer, hvilke omsider gennem klemmebrevene 1555 fandt deres endelige losning, dvs. omtrent samtidig med, at man ved oprettelsen af stiftshospitalerne (1558) Sogte at opna en varig ordning af disse problemer.

Men bag om disse »rammeordninger« kan vi helt tilbage til selve den ofte tumultuariske reformationstid fa et ganske godt indblik i den holdning, som de ledende maend indtog, vel at maerke nar det okonomisk set var gorligt.³⁵ Man har isaer bemasrket de stormende optrin, der ledsagede nedlasggelsen af franciskanerklostrene,og specielt har historikerne lagt vaagt pa de overdragelser,

---

34. Om finansnoden jfr. Kr. Erslev: Konge og Lensmand, spec. s. MIL, Erik Arup op. cit. s. 537f. samt Astrid Friis: Kansler Johan Friis' ferste Aar (Scandia VII, 1934) s. 103ff. og samme: Rigsraadet og Statsfmanserne (H. T. 10. rk. VI, 1942) s. 6f.

35. Eksempler herpa i Troels Dahlerup: Sogn og Pastorat (Fra Viborg Amt 1956) s. 62f.

der sidelobende skete til ledende politikere som hr. Mogens Goye eller Sjsellandsbiskop hr. Joachim Ronnow, men ikke i samme grad observeret, hvor ofte disse nu formalslese institutioners bygninger overdroges den pagasldende kebstad til gavn for fattige og syge.³⁶ Og specielt med hensyn til den tiggerorden,der havde netop social forsorg som sit hovedmal, nemlig helligandsordenen,gaelder det, at den - om ikke teologisk sa dog institutionelt - red stormen af, og Alborgs beromte helligandskloster modtog saledes 1531 et kgl. protektorium. Da borgerne naeppe nogetsteds havde til hensigt at storme disse formentlig gennem deres caritative virke populate institutioner, har vaernebrevet snarest haft brod imod stiftsbiskoppen, fra hvem tiggerbrodrene kun sjaeldent havde godt at vente.³⁷

Men selvfolgelig nyttede det ikke meget, at kronen overlod en kobstad et gammelt grabrodrekloster, hvis ikke der fulgte midler med til finansiering af forsorgen. Og heldigvis gaelder det, at netop med hensyn til disse institutioners gods har vi en hidtil overset kildegruppe, der klart viser os statsledelsens principielle politik. Netop i 1532, hvor Frederik I ivrigt understottet af hr. Mogens Goye arbejdede pa at forandre tiggerklostre til hospitaler, ser vi af et kongebrev til det nyligt oprettede hospital i Koge³⁸, at der fandtes et sserligt problem med det gamle, til messers afholdelse henlagte altergods, idet det var en standardformel i gavebrevene, at safremt messerne ikke holdtes efter fundatsens lydelse, havde donators arvinger naturligvis ret til at krasve godset tilbage. Ikke statens ekspropriationsbestrsebelser, men forst og fremmest arvingernes holdning var det, som pa reformationstiden truede de milde stiftelsers eksistens. Og her i 1532 fastslog kongebrevet, at man i sand reformatorisk and havde forvandlet dette messegods til en anden form for gudstjeneste, nemlig henlagt det til fattiges og syges underhold!³⁹

Ved den endelige opgorelse i selve reformationslovgivningen turde man ikke ga sa vidt, idet det - utvivlsomt mere juridisk korrekt - generelt bestemtes, at hvis formalet med en godsgave ikke mere eksisterede (hvilket i praksis iseer matte gaelde messegods), matte gaven kunne tilbagesoges af givers lovlige arvinger, dog med den indskraenkning, at retten alene tilkom adelige, dvs. at kobstadsgods, skasnket af borgere, ikke var truet af denne bestemmelse. I de forste ar efter reformationen ser vi ikke mindst domkapitler og klostre afsta betydelige godsmasngder til adelsmaend, der var sa lykkelige at have orden i

---

36. Saledes 1532 i Trelleborg, Ystad, Halmstad, Kege, Nasstved og Horsens (Frederik I's danske Registranter s. 300, 301, 323, 331, 332 og 337).

37. Ibid. s. 367, jfr. Lindbask og Stemann op. cit. s. 223f. Om Viborgbispens holdning se ibid. s. 118.

38. Frederik I's danske Registranter s. 277.

39. Ibid. s. 331.

familiearkivet; men interessant nok argumenteres der i en rettertingsdom af 1537 for tilbagegivelsen af en gard til givers arvinger, at messerne er nedlagt »og ej samme gard er lagt til hospital eller nogen anden kristelig gudstjeneste« .⁴⁰

Hospitalsgods var altsa tilsyneladende undergivet en saerstilling; ikke gennem speciel lovgivning, men takket vasre de mange retssager derom kan vi dokumentere en sasrlig domspraksis, der skilte dette gods ud fra den behandling, der ellers normalt blev herrelost altergods til del. I foraret 1537 var det kongelige retterting pa sin store demonstrationsrejse naet frem til Alborg, og her afsagdes en raekke principielt vigtige domme af afgorende betydning for de milde stiftelsers fremtid.

Den 20. april padommer rettertinget saledes en sag, hvor det stadigt fungerende Alborg Helligandsklosters forstander har indstaevnet en vasbner, fordi denne rent privat og pa egen hand har »reformeret« noget af hans familie sksenket gods under henvisning til, at messerne jo var nedlagt. Men tvaertimod hvad vi i og for sig kunne vente os af »Adelsvaelden« tildommes godset hospitalet, idet den stakkels vasbner (hvis arkiv formentlig er gaet op i luer under Clemensfejden) ikke kan bevise, at godset udelukkende er skasnket til messer .⁴¹

Og denne dom, der saledes i sadanne sager vasltede bevisbyrden over pa adelen, vakte ojensynligt stor opmasrksomhed i Nordjylland, og 3. maj tropper en lang raekke adelige op, der er i samme situation, for at afvente resultatet af en principiel dom i et lignende anliggende. Og denne dom gar da ud pa, at safremt giverens arving kan bevise, at det omstridte gods udelukkende er skaenket til afholdelse af messer - hvilket normalt ville krasve, at pagaeldende havde sit genbrev, sin kvittering, i behold, hvad sikkert de faerreste nordjyder havde efter Grevens fejde - har han ret til at reklamere og saledes ad rettens vej tilbage- Soge godset.⁴²

Ikke blot gar regeringen saledes klart imod enhver form for selvtasgt; men nar det drejer sig om hospitalsgods, vasltes bevisbyrden over pa adelen. Og hertil kommer, hvad der vist i praksis var vigtigst, at den normale form for gavebreve til hospitaler i senmiddelalderen lod i denne retning, at godset gaves til »Helligandshuset i Alborg, til samme Helligands kirkes og hus' bygning - at styrke med Guds haeder og gudstjeneste og fattige folks fode og klaeder og ophold« -43, hvilket i praksis utvivlsomt har betydet indstiftelse af messelsesning;men

---

40. Det kgl. Rettertings Domme og Rigens Forfolgninger fra Christian Ill's Tid (udg. Troels Dahlerup, 1959) I s. 261.

41. Ibid. Is. 176.

42. Ibid. Is. 142f.

43. Jfr. f.eks. Lindbask og Stemann op. cit., Diplomatarium nr. 66, nr. 84 og nr. 105.

ning;mennu sidder det kgl. retterting her i 1537 og gransker gavebrevet: der star jo »til fattiges underhold«, og nar der sporges, om denne betingelse opfyldes,lyder svaret selvfelgelig positivt, hvorpa dommen faeldes til fordel for stiftelsen.

Skont vi saledes for tiden umiddelbart efter 1536 i hoj grad savner den middelalderlige form for kilder, dvs. fundationsbreve pa milde stiftelser o. lign., kan vi takket vaere disse domme fa et nok sa godt indtryk af regeringens bevidste politik, der klart og tydeligt gik ud pa, at de institutioner, hvis hovedformal var socialt, skulle bevares, ja heist udbygges, vel at maerke sa langt de anstrengte finanser tillod det. Og netop denne domspraksis var vel sa behagelig, fordi den ikke kostede staten noget. Rent teoretisk kunne vi maske ligefrem argumentere for, at denne udvikling blev til de caritative institutioners fordel, idet messerne m.fl. de sociale formal uvedkommende forpligtelser nu afkastedes, saledes at hele institutionens virke kunne koncentreres om »sand kristelig gudstjeneste«, dvs. social forsorg. I hvert fald et enkelt eksempel i denne retning kan gives, nemlig det ovenomtalte Roskilde Duebrodreprasbende, hvis indehaver havde pligt til at underholde to skolepeblinge og fire fattige. Men i 1542 palasgges det en ny indehaver at underholde endnu to fattige under henvisning til, at messeforpligtelserne nu var bortfaldet, dvs. at messer ligefrem kunne konverteres til fattigforsorg.⁴⁴

Nok sa vigtig blev vist i det lange lob beneficialvaesenets (altsa »feudalsystemets«) ophor. Med bystyrelsernes deltagelse i tilsyn og ansvar var det nu ikke laengere praelater, der nod institutionernes midler, blot med en praebendet pahvilende »prioritet« af et par fattige; men der indsattes borgerlige fattigforstandere, denned lav lon, under stadig kontrol og vel at maerke regnskabsaflaeggelse alene havde omsorgen for de fattige at varetage.⁴⁵

Pa baggrund af ovenstaende ma jeg - i hvert fald forelobig - konkludere, at den traditionelle opfattelse af reformationens katastrofale virkninger pa det sociale omrade er lidet vel funderet. Skont reformationen totalt aendrede den teoretiske begrundelse for almissesystemet, er der intet som heist, der tyder pa, at almissevaesenets omfang vaesentligt skulle vaere blevet mindsket, og netop forsoget pa at bringe det omsiggribende tiggeri under kontrol (»trang og vaerdighedskriteriet«) har taenkeligt kunnet bevirke, at den udbredte godgorenhed fortrinsvis kom til at falde, hvor der virkelig var et socialt behov.

---

44. Da. Kancelliregistranter s. 257.

45. Jfr. det i note 44 anf. udnaevnelsesbrev, der er formuleret pa grundlag af Ribeartiklerne 1542 (stk. 18; se Rordam: Danske Kirkelove I s. 203; specielt bestemmelsen om, at stiftelsen skal vaere forstanderens arving) og Kirkeordinansen af 1539 (ibid. s. 104ff.). Jfr. ogsa ovf. note 29.

Netop med hensyn til kirkegodset er det slaende at se, i hvilken grad Christian 111 og hans rader bevidst favoriserede de milde stiftelser, lejlighedsvis ligefrem pa adelens bekostning. Og ikke mindst har »affeudaliseringen« og bystyrets deltagelse i kontrollen med de sociale institutioner kunnet betyde en effektivisering, hvilket formentlig ogsa la bag tanken om at sammenslutte de ofte sma og gammeldags stiftelser til storre og mere levedygtige enheder.⁴⁶

Hvad mente man da selv i 16. arhundrede om dette sporgsmal. Ja, da Anders Sorensen Vedel siden skulle resumere den nye kirkeordning, sammenskrev han en §8 saledes: »Hospitaler stiftes«.⁴⁷ Og fra modsat hold udtrykte den bidske karmeliter Poul Helgesen sin forargelse, idet hans pa adskillige punkter ret uretfasrdige redegorelse for reformatoremes synspunkter bl.a. fastslog, at noget typisk luthersk var »at gore hospital af kirker og klostre«.⁴⁸

---

46. Om Kobenhavn 1538 se Da. Kancelliregistranter s. 75f., Roskilde 1570 se Kirkehist. Saml. 4 rk. VI s. 464f. og Slagelse ca. 1585 se O. Holmgaard: Slagelse Helligaandshus og Hospital (1935) s. 38 og s. 55f.

47. R.ordam: Monumenta 1. rk. I s. 199.

48. Ibid. 1. rk. I s. 128. Paulus Helie: Samlede Skrifter VI s. 172.