Indledning

Nordslesvigs historie i perioden 1864-1920 er helt og holdent domineret af nationalitetskampen mellem dansk og tysk, kampen mellem pa den ene side de danske nordslesvigere, der udgjorde det store flertal af befolkningen, og som repraesenteredes af de nationale foreninger og pressen og de danske parlamentarikere,og pa den anden side de tysksindede nordslesvigere, repreesenteret af den tyske forening og de preussisk-tyske myndigheder, bade de lokale og de centrale, og den tyske presse.¹ Dette hovedaspekt af Nordslesvigs historie er beskrevet og behandlet, men flere forhold gor, at denne »blok-contra-blokfremstilling« - specielt for tiden efter arhundredskiftet - ma nuanceres. For det forste var der et ukendt antal »blakkede«, der trods pres fra begge sider holdt sig uden for nationalitetskampen. Dernaest var der de ganske vist ret fatallige internationalistiske socialdemokrater, der omfattede bade dansk- og tysksindede.Endelig var der ogsa grupper inden for den sakaldte »nationale tyskhed« (de tysksindede socialdemokrater regnedes for nationalt upalidelige), der var i

---

1. I hele artiklen, ogsa nar valgresultater gengives, er Nordslesvig defineret som Haderslev, Abenra og Sonderborg amter samt den »danske del« af Tender amt (med Hojer, Mogeltonder, Hostrup, Burkal og Tinglev som de sydligste kommuner).

opposition til den politik, som den tyske forening, der ellers haevdede at reprassenterehele tyskheden, forte. Allerede for arhundredskiftet havde enkelte tyske nordslesvigere protesteret mod den tyske forenings Nordslesvig-politik og mod regeringens politik, men isaer efter Kollertiden var der flere grupper, der mere eller mindre radikalt brod med den tyske forenings politik, saledes at denne ikke laengere kunne siges at reprassentere hele den nationale tyskhed. Efter roret omkring gehejmerad Jiirgensens artikel i »K6lnische Zeitung« i 1908 og Tiedjes artikler i »Christliche Welt« (senere udgivet i bogform »Die Zustande in Nordschleswig«) i 1909 dannedes forst Prassteforeningen og kort efter Fredsforeningen, som isaer repraesenterede moderate hjemmetyskere, der var utilfredse med den tyske forenings politik og indsats. Dernaest var der de frisindede,der forst organiserede sig ret sent. Partierne i det tyske rige sogte naturligtogsa at gore sig gaeldende i Slesvig-Holsten og dermed ogsa i Nordslesvig. Ved rigsdagsvalgene opstillede partierne aldrig i 1. kreds (Haderslev), hvor pladsen blev overladt til en tysk faelleskandidat, men i 2. (Flensborg-Abenra) og 4. kreds (Tonder-Husum) deltog naesten alle de kendte tyske partier, saledes ogsa de frisindede. Derimod var det kun fa af partierne, der dannede egentlige partiafdelinger i Nordslesvig, naesten kun de national-liberale, de frisindede og socialdemokraterne.

Denne artikels formal er at kaste lidt lys over de frisindedes forhold i Nordslesvig og til Nordslesvig-sporgsmalet og dermed ogsa til det danske parti og den tyske forening.² Fremstillingen er begraenset til tiden mellem Roller og verdenskrigen, og som de vigtigste kilder er anvendt de 4 danske dagblade i Nordslesvig og »Schleswigsche Grenzpost« (Haderslev), hvorimod det desvasrre ikke har vasret muligt at benytte de frisindedes vigtigste partiorgan i Slesvig-Holsten, Kieler Zeitung, et tab, som imidlertid opvejes af den nordslesvigske presses udforlige gengivelser (ofte i form af meget lange citater) af K.Z.'s artikler om nordslesvigske forhold.³

Frisindede i Nordslesvig

Mens der har vaeret frisindede i Nordslesvig lige siden grundlasggelsen af de
frisindede partier i det tyske rige, sa startede organiseringen af dem i foreningerforst
for alvor midt i den periode, som denne artikel behandler. I Flensborg,der

---

2. »Vaelgerforeningen for Nordslesvig« betragtes her som et parti, hvis kulturelle statteforeninger de store nationale foreninger var.

3. En udferligere redegorelse for de frisindedes samt Fredsforeningens og socialdemokraternes forhold til det danske parti findes i min specialeafhandling »Forholdet mellem det danske parti i Nordslesvig og de oppositionelle organisationer: socialdemokratiet, de frisindede og fredsforeningen, ca. 1902-1914« (Arhus 1976).

borg,derganske vist ikke horte til det egentlige Nordslesvig, men som alligevel
spillede en stor rolle for de politiske partiers udvikling, var der i al fald fra
1897 en aktiv frisindet forening.4

Tender: De tysksindede borgere i Tender var forholdsvis frisindede og tolerante over for de dansksindede; saledes fraradede byradet i 1908 af hensyn til forholdet mellem de to nationaliteter oprettelsen af en afdeling af den tyske forening i byen. Sandsynligvis allerede for arhundredskiftet var der blevet dannet en frisindet forening i Tender, og i 1904 var Tender ogsa den eneste nordslesvigske by, der var repraesenteret pa provinspartimedet i Flensborg. Fra 1890 til 0.1912 var der en lille frisindet avis i byen, »Tondener Nachrichten«, redigeret af bogrykker Olsen.⁵

Abenrd: Pa et mede i Abenra den 2. marts 1907, hvor formanden for den frisindede forening i Flensborg talte, oprettedes en »Frisindet Forening for Aabenraa Kreds«. Foreningens formal var ifelge vedtaegterne ... »die liberale Grundanschauung zu vertreten, zu verbreiten und zur Geltung zu bringen. Er sucht diesen seinen Zweck zu erreichen durch Vortrage, durch Besprechung offentlichen Angeliegenheiten und durch das Bestreben entschieden liberale Vertreter in der Reichstag und den Landtag zu wahlen«. Formand blev smabanevaert Gullove, og foreningen startede med 79 medlemmer og havde i 1912 over 200. Sa vidt det kan ses, var foreningen domineret af selvstaendige erhvervsdrivende, sa som kebmasnd, gaestgivere 0.1. Arsagen til foreningens oprettelse ma sikkert primasrt sages i utilfredshed med de konservatives og de nationalliberales partipolitiske dominans ved opstilling af landdagskandidater, og et enske fra den del af borgerskabet, som udgjordes af de selvstaendige erhvervsdrivende, om at haevde sig i det politiske liv i byen. Der er imidlertid intet, der tyder pa, at uenighed med den tyske forening i nationalpolitiske sporgsmal har spillet en rolle for foreningens dannelse, hvorfor de danske forsog pa at tage den nye forening til indtaegt for en nationalpolitisk opposition mod den tyske forening ma anses for at vaere übegrundede. Tilbage star imidlertid den kendsgerning, at en partipolitisk gruppering, som de frisindede indledte i Abenra, var et brud pa den tyske forenings parole, der gik ud pa, at i Nordslesvig matte man lade de partipolitiske uoverensstemmelser vige til fordel for en national enhedsfront, repraesenteret af den tyske forening. At denne »nationale nodvendighed« blev et dsekke for en yderst konservativ ledelse af tyskheden, har de frisindede sikkert faet ojnene op for og draget konsekvensen af.⁶

---

4. FI.A. 4/5 1898. Hmd. 6/2 1903.

5. Hmd. 12/1 1904. Tonder s. 269f.

6. Hmd. 26/2, 4/3, 7/3, 18/3 1907. FI.A. 10/4 1907. Schl.Grp. 26/2, 4/3 1907. Hmd. 30/4, 18/3, 8/4 1907. FI.A. 23/7 1912. Schl.Grp. 5/3 1907. Hmd. 7/3, 15/3, 16/3 1907. Schl.Grp. 4/3 1907.

Haderslev: Byradsvalget i Haderslev i november 1912 blev anledningen til, at der i december samme ar oprettedes en frisindet forening i byen. Mange medlemmer af byens tyske handvaerkerforening folte sig udfordret af, at embedsmandsforeningen gennemtrumfede opstillingen af udelukkende embedsmaend til byradsvalget. Dertil kom - sa vidt man kan skonne - nu utilfredshed med Hahn og den tyske forenings Nordslesvig-politik.⁷ Efter at en liste havde cirkuleret i byen, isasr blandt selvstasndige erhvervsdrivende, pa hvilken der samledes underskrifter til oprettelse af en frisindet forening, blev der den 8. december 1912 holdt et stiftende mode, hvortil ogsa frisindede repraesentanter fra Sonderborg, Flensborg og Hamborg var indbudt. Foreningen fik 24 medlemmer, og tomrermester Honnicke blev formand. Ogsa denne forening var domineret af selvstasndige erhvervsdrivende - isaer handvaerkere.⁸ Foreningen kom straks ud for en hard kritik fra den tyske forening og den tyske presse. Schleswigsche Grenzpost pastod, at Hejmdal, der havde veeret usaedvanlig godt orienteret om begivenhederne i Haderslev, havde staet fadder ved stiftelsen af foreningen, og antydede, at foreningen var nationalt set upalidelig, ligesom den spaede den en kummerlig tilvaerelse. Disse pastande og antydninger dementerede Honnicke, der bl.a. betonede foreningens tysk-nationale standpunkt. I ovrigt ville foreningen stille sig pa samme standpunkt som det tysk-frisindede parti m.h.t. det nordslesvigske sporgsmal. Den danske presse glaedede sig imidlertid hoj'lydt over den nye forening og sa heri endnu et frafald fra Hahn og den tyske forening.⁹

Sonderborg: Medens den frisindede forening i Haderslev var blevet dannet pa baggrund af interne forhold i byen, pa initiativ af byens borgere, blev »Liberaler Verein fur Sonderburg und Umgegend« dannet i december 1912 pa initiativ af fremskridtspartiets landsforbund for hertugdommerne, i hvis bestyrelse laerer Jorgensen, Sonderborg, sad. Pa det mode, man indkaldte til, droftedes det kommende landdagsvalg, og samtlige talere fremhaevede, at det ikke var hensigten pa forhand at tage afstand fra nogensomhelst person eller noget parti i forbindelse med kandidatopstilling til landdagsvalg. Ret hurtigt viste det sig imidlertid, at de frisindede i Sonderborg tog skarpt afstand fra den tyske forenings nationalpolitiske linje, og de blev derefter ogsa skarpt fordomt af den tyske forening og den tyske presse for at skabe splittelse i den tyske lejr. Den danske presse derimod tog godt imod foreningen.¹⁰

Grdsten: Omtrent samtidig blev der ogsa oprettet en frisindet forening i
Grasten, men der vides kun meget lidt om den i ovrigt, ud over at foreningen

---

7. Hmd. 9., 13., 16., 17., 28., 30. nov. og 12. dec. 1912.

8. Hmd. 30/11 og 10/12 1912. Schl.Grp. 9/12 1912.

9. Schl.Grp. 9., 11., 12., 14. dec. 1912. Hmd. 17/12 1912.

10. Dy.-Po. 21/12 1912 og 6/1, 16/1, 18/1 1913. Hmd. 22/12 1912 og 4/1 1913.

stillede sig pa samme standpunkt som den abenraske forening i Nordslesvigsporgsmalet,dvs.
ikke nogen udtalt opposition til den tyske forening.11

Endelig blev der ogsa gjort forsog pa at oprette frisindede foreninger flere andre steder, bl.a. i Nordborg og Lojtkirkeby, men uden held.¹² Ud over disse frisindede foreninger dannedes der ogsa i Nordslesvig en afdeling af Barth's og Breitscheid's og Gerlach's »Demokratische Vereinigung«, der i 1908 var blevet udskilt fra »Freisinnige Vereinigung«. Saledes dannede Hemmersam, der var blevet ekskluderet af den frisindede forening i Abenra, fordi han havde opfordret til at stemme pa den danske landdagskandidat, der var kredsens mest frisindede, en afdeling i Sonderborg i 1908. Omtrent samtidig var der blevet dannet en demokratisk forening i Flensborg, men ingen af foreningerne kom til at spille nogen rolle. Den demokratiske forenings holdning til danskersporgsmalet var en del mere danskervenlig end de ovrige frisindedes.¹³

Som de fleste andre tyske partier i denne periode havde ogsa de frisindede partier en melleminstans mellem den enkelte lokalforening og centralledelsen. De nordslesvigske frisindede foreninger horte saledes med til den slesvigholstenskefrisindede organisation. Allerede i 1870'erne indtog det slesvigholstenskefrisind under Hanels myndige ledelse en SEerstilling inden for hele det tyske frisind. I 1881 havde de frisindede i 2. kreds veeret med til at stotte Gustav Johannsens valg til rigsdagen ved omvalget, men i 1887, hvor den centralepartiledelse havde »givet ordre« til i tilfaelde af omvalg at stotte den danskekandidat i 2. kreds, blev dette afvist af ledelsen af det slesvig-holstenske frisind. I 1893, da det tysk-frisindede parti, »Deutsche Freisinnige Partei«, delte sig i »Freisinnige Vereinigung« og »Freisinnige Volkspartei«, vedblev der i Slesvig-Holsten at besta en provinsial organisation af »Deutsche Freisinnige Partei«, der ikke ville anerkende spaltningen. Partiorganisationen haeldede imidlertid mest til »Freisinnige Vereinigung«'s side, og der dannedes snart en organisation af frisindede foreninger i Slesvig-Holsten, der sluttede sig til »Freisinnige Volkspartei«. Der opstod da ogsa en vis konkurrence mellem de

---

11. Hmd. 25/2, 22/2 1912 og 27/4 1914.

12. FI.A. 1/10 1903 og 30/9 1908 og 8/12 1911.

13. Elm: Zwischen Fortschritt und Reaktion s. 203-208. Hmd. 23/7 1908. FI.A. 24/7 1908. Hmd. 5/9 1908 og 10/11 1909. FI.A. 11/11 1909 og 25/6 1910 og 30/6 1910. Pa den demokratiske forenings arsmode i juni 1914 blev der enstemmigt vedtaget en resolution, hvori partidagen udtaler »sin harme over den politiske voldforelse af den fremmedsprogede befolkning i Nordslesvig og ostgraenselandet. Den preussiske fortyskningspolitik udaesker ved sin dels grusomme, dels latterlige forfolgelsessyge alle kulturmenneskers vrede og spot. Den foles af enhver rettaenkende folkefelle pa den smerteligste made som en skam. Den demokratiske Forening vil med alle midler og evner, der star til dens radighed, arbejde for at fjerne dette preussiske system, for at personlighedens frihed overalt kan ha;vdes« (FI.A. 6/6 1914).

to grupper, indtil der i april 1904 kom en overenskomst i stand angaende kandidatopstillingen i de forskellige kredse og oprettelsen af nye partiforeninger,hvorefter de delte rigsdagskredsene imellem sig. Af de nordslesvigske kredse tilfaldt 2. og 4. kreds folkepartiet, mens ingen kerede sig om 1. kreds. Hverken i parlamenterne eller lokalt i hertugdommerne kan der dog spores nogen vaesentlig forskel i de to frisindede partiers Nordslesvig-politik. I tiden frem til sammenslutningen af de 2 frisindede partier (samt det sydtyske folkeparti)til »Fortschrittliche Volkspartei« i 1910 var der et ret neert samarbejde mellem de to partier i Slesvig-Holsten, der dog holdt selvstasndige provinspartimoderindtil 1909. Efter sammenslutningen i 1910, hvor Slesvig-Holsten sammen med Hamborg og Lybaek kom til at udgore et distrikt, fulgte der en ekspansionsperiode med oprettelse af en del ny foreninger i hertugdommerne .¹⁴

De frisindede partier stod ret st2erkt i hertugdommerne og fik ved rigsdagsvalgene i 1903, 1907 og 1912 hhv. 21 %, 32 % og 25 % af stemmerne og hhv. 2, 5 og 7 af provinsens 10 mandater. Imidlertid fik de frisindede stort set aldrig valgt nogen i forste valgomgang og var derfor afhsengige af andre partiers stotte - isaer de nationalliberales og socialdemokraternes. Ogsa ved landdagsvalgene gjorde de frisindede sig gaeldende, dog ikke sa stserkt som ved rigsdags valgene pa grund af den ulige valgret.¹⁵

De frisindedes vigtigste dagblad i hertugdommerne var Kieler Zeitung, der i praksis fungerede som det slesvig-holstenske frisinds officielle taleror, skont det var neermest knyttet til de kredse, der stod bag »Freisinnige Vereinigung«. Redaktor var den ret danskervenlige A. Niepa. Desuden udgav dr. Leonhart, der i 1903 var blevet valgt som rigsdagsmand for 4. kreds, fra 1906 et fjortendagsskrift »Fortschritt« og fra november 1909 til en konkurs i juli 1910 »Kieler Tagespost«. I selve Nordslesvig var der som naevnt et lille og übetydeligt frisindet blad »Tondener Nachrichten«. I 1907 havde de frisindede i Flensborg planer om at oprette en frisindet avis i Flensborg med filialer i Abenra og Grasten, men planerne blev aldrig realiseret. Enkelte andre tyske aviser i hertugdommerne blev ogsa i perioder redigeret i en mere eller mindre frisindet and.¹⁶

---

14. Nipperdey s. 192-96. Heberle s. 23 og 27. FI.A. 27/4 1905 og 2/5 1905 og 9/3 1910 og 4/10 1910.

15. Heberle s. 23.

16. Elm: Zwischen Fortschritt und Reaktion s. 4. Elm: Die biirgerlichen Parteien s. 69. FI.A. 21/4 1903 og 21/7 1910. Hmd. 23/7 1910: A. Niepa (f. 1841) vanned i KZ.'s redaktion fra 1866 (fra 1905 som redaktor) til sin dod 1910. Han talte godt dansk og fulgte ogsa godt med i forholdene i Danmark. Han var en erkla?ret modstander af Koller-politikken. FI.A. 30/12 1909. Hmd. 5/4 1910. Schl.Grp. 14/8 1909. H.P. Hanssens privatarkiv: Breve fra rigsdagsmand Struve til H.P. Hanssen 3/11 1909 og 30/7 1910. FI.A. 22/2 1907.

De frisindede foreninger i Nordslesvig fik aldrig ret mange medlemmer, og foreningen i Haderslev sygnede efterhanden hen. For at danne sig et billede af de frisindedes politiske styrke i Nordslesvig ma vi kaste et blik pa resultaterne af rigsdagsvalgene. De frisindede opstillede imidlertid aldrig nogen kandidat i 1. kreds; i denne kreds var der altid opstillet en tysk faslleskandidat. Deter derfor meget vanskeligt at skonne, hvor stor en del af den samlede vaelgermasse, der var frisindet. Man kan kun - med nogen ret - antage, at de frisindede i 1. kreds sikkert har udgjort en tilsvarende andel som i det ovrige Nordslesvig. I Abenra amt, der udgjorde en del af 2. kreds, fik de frisindede folgende stemmetal:

1903: 794 stemmer = ca. 17,5% af de afgivne stemmer
1907: 545 stemmer = ca. 10,7% af de afgivne stemmer
1912: 970 stemmer = 17,0% af de afgivne stemmer

Over halvdelen af de frisindedes stemmer i Abenra faldt altid i Abenra by.

I den »danske del« af 4. kreds fik de frisindede folgende stemmetal:
1903: 818 stemmer = 24,0% af de afgivne stemmer
1907: 921 stemmer = ca. 22,8 % af de afgivne stemmer
1912: 782 stemmer = ca. 16,8% af de afgivne stemmer

Knap halvdelen af de frisindede stemmer i dette omrade faldt i Tonder by. Inden for den sakaldte »nationale tyskhed« (hele stemmetallet minus danske og socialdemokratiske stemmer) udgjorde de frisindede stemmer i perioden 1903-12 mellem ca. l/₃ og x/₂ af stemmerne i Abenra amt og den »danske del« af Tonder amt. Det viser sig altsa, at i de omrader af Nordslesvig, hvor de tyske vaelgere kunne stemme efter partipolitisk tilhorsforhold og overbevisning, var der en ganske betydelig del af den tysksindede befolkning, der var frisindet!¹⁷

De frisindedes principielle Nordslesvig-politik¹⁸

For at forsta de frisindedes nationalitetspolitik og specielt Nordslesvig-politik
er det nodvendigt at saette denne ind i den sammenhaeng, som de frisindedes
ideologi og socio-okonomiske struktur udgjorde. De frisindede partier rekrutteredederes

---

17. Min specialeafhandling, appendiks 1.

18. De forskellige frisindede gruppers og partiers principielle Nordslesvig-politik behandles her under et, idet der ingen vjesentlig forskel var mellem dem (en undtagelse danner dog den demokratiske forening, der var mere danskervenlig, og som i ovrigt la nEermere op ad socialdemokratiet pa flere punkter). Inden for alle de frisindede grupper i Nordslesvig og Hertugdommerne var der dog 2 stromninger m.h.t. Nordslesvig-politikken - en mere national-fanatisk gruppe og en mere, nationalt set, tolerant gruppe. Det var den sidste gruppe, der i hertugdommerne var i flertal, og hvis principielle synspunkter her skildres.

teredederesledere og medlemmer (og hentede deres stemmer) fra mellemklassen,fra bank- og industrikredse og fra intellektuelle miljoer. Disse grupper, der repraesenterede det mellemste og overste borgerskab, var udprasget liberate, med interesse i - som endnu opadstraebende klasse - at fa mere del i styringen af samfundet gennem en demokratisering af samfundet og gennem parlamentarisme.Et hovedprincip for dem var »lige ret for alle«, oprindelig rettet mod feudale rester af privilegier, men nu ogsa af stor betydning for deres holdning til nationale minoriteter i det tyske rige. I det hele taget indeholdt deres ideologiet krav om respekt for de statsborgerlige rettigheder og friheder. Deres okonomiske interesse matte ga i retning af frihandel, da den tyske industri pa de fleste omrader var konkurrencedygtig i forhold til andre landes. Saledes var de frisindede staerkt interesseret i at fa etableret en handelstraktat med Danmark,der kunne abne det danske marked specielt for slesvig-holstensk industri.De frisindede var af den mening, at en sadan fordelagtig handelstraktat blev vanskeliggjort, hvis danskerne i Nordslesvig ikke blev behandlet godt. Nordslesvig-sporgsmalet kunne let skabe tyskerhad i Danmark med übehageligekonsekvenser for tysk industri.¹⁹

Som det borgerlige parti, det var, matte nationalismen ogsa spille en stor rolle for dets politik. (Specielt for de slesvig-holstenske frisindedes vedkommende var deres tyske nationalfolelse parret med en gammel slesvigholstenisme, der dog i denne periode ikke spillede nogen storre rolle). Denne nationalisme, der var knyttet til en staerkt fremvoksende imperialisme, og som matte kraeve fremme af tyskheden og af tyske interesser overalt, kunne vanskeligt undga at bringe de frisindede i konflikt med deres liberale og humane synspunkter. I princippet haevdede de frisindede, at det altid matte vaere i den nationale interesse at behandle de nationale minoriteter ud fra humane og liberale grundsaetninger, ud fra princippet om »lige ret for alle« osv. Humanitetens politik var i nationale sporgsmal ogsa hensigtsmasssighedens politik. Ikke desto mindre ma man konstatere, at de frisindede - som man kunne forvente af et borgerligt-nationalt parti - samtidig haevdede, at det tyske riges nationale interesser ogsa for dem havde forsteprioritet. Dette de frisindedes »nationale dilemma« forsogte de forskellige frisindede instanser og grupper at lose pa forskellig vis. En del af de frisindede i Nordslesvig, der jo havde problemerne naermest inde pa livet, syntes saledes villige til at afskrive store dele af principperne for ikke at blive udskreget som unationale af den tyske forening og for at varetage tyskhedens nationale interesser.²⁰

---

19. Elm: Zwischen Fortschritt und Reaktion s. 13ff. Elm: Die biirgerlichen Parteien s. 69fF, 80ff, 779ff.

20. At der ogsa blandt de frisindede i det ovrige Slesvig-Holsten var en sadan divergens, vidner den forskellige holdning til Kollers udvisningspolitik, som de frisindede foreninger i Slesvig og Kiel indtog i 1899, om. Sievers s. 118-24.

Nordslesvigs tilhorsforhold: I dette sporgsmal var de frisindede nsesten pa linje med den tyske forening. Grgensen la fast ved Kongeaen, derom ingen tvivl. »Nordslesvig er et uadskilleligt Stykke af det »up ewig ungedeelte« Slesvig- Holsten, uloseligt forbundet med Preussen og Tyskland«. Begrundelsen for dette standpunkt var, at den nationale interesse kraevede det, og formelt set ogsa det gamle slesvigholstenistiske krav om hertugdommernes udelelighed - og endelig ophaevelsen af §5i 1878.²¹ De frisindede betragtede Pragfredens §5 som en stor fejltagelse, da ingen tyskere nogen sinde kunne ta?nke pa at opfylde de lofter, som den indeholdt, men ved overenskomsten mellem Preussen og ostrig i 1878 var den definitivt blevet ophtevet, og tredjeparten - Danmark og de danske nordslesvigere - havde ingen juridiske rettigheder laengere. I mod- SEetning til den tyske forening mente de frisindede imidlertid, at § 5 havde givet de danske nordslesvigere nogle begrundede forhabninger og havde foranlediget nogle danskere til at optere for Danmark i forventning om en snarlig genforening med Danmark; derfor burde der vises hensynsfuldhed over for optanterne, ligesom der burde tages meget lempeligt pa danskernes genforeningshdb. Det i § 5 udtrykte princip om national selvbestemmelse, som egentlig var et liberalt princip, forkastedes af de frisindede: »Statsgra3nser fastsasttes ikke ved folkeafstemning, men ved statsoverenskomst«.²²

Mdletfor Nordslesvig-politikken: Dybest set var malet ogsa for de frisindede - ligesom for den tyske forening - en germanisering af Nordslesvig, »den indre tilegnelse af, hvad der den gang (1864) vandtes ved en ydre statsoverenskomst«, som landdagsmand Wittrock, Flensborg, udtrykte det i 1909. Til forskel fra den tyske forening regnede de frisindede med et ret langsomt tempo i germaniseringsprocessen, ligesom de ogsa var indstillet pa at anvende helt andre midler. Stadierne frem mod dette langsigtede mals opfyldelse var, at der skete en fredelig udjsevning af de nationale modsa3tninger i Nordslesvig, at de danske nordslesvigere forsonede sig med de bestaende statslige forhold og opgav deres genforeningshab, at der skete en styrkelse af tysk kultur i Nordslesvig, saledes at man kom dertil »lidt efter lidt at se tysk sindelag vokse frem til graensen«.²³

---

20. At der ogsa blandt de frisindede i det ovrige Slesvig-Holsten var en sadan divergens, vidner den forskellige holdning til Kollers udvisningspolitik, som de frisindede foreninger i Slesvig og Kiel indtog i 1899, om. Sievers s. 118-24.

21. Se appendiks. Nordslesvig 1899 s. 113 og 120ff.

22. Hmd. 29/1 1901 og 27/4 1914. FI.A. 30/11 1901. Nordslesvig 1899 s. 120ff. I ovrigt tvivlede mange frisindede ledere pa, at en afstemning i Nordslesvig ville falde saerlig heldigt ud for danskerne, da mange p.g.a. deres ekonomiske interesse i forbindelsen med Tyskland sikkert ikke ville stemme for en genforening med Danmark. Saledes dr. Blunck. (Hmd. 25/2 1912).

23. Se appendiks.

Den tysksindede befolkning og den tyske forening: De frisindede sa ikke sa sort pa den tysksindede befolknings situation, som den tyske forening specielt i tiden efter optantkonventionens vedtagelse i 1907 gjorde. Ligesom fredsforeningens medlemmer mente de fleste frisindede, at den tyske befolkning primaert skulle regne med selvhjaelp. Dette udelukkede dog ikke, at de frisindede ogsa onskede, at regeringen bade okonomisk og kulturelt skulle fremme tyskheden. De frisindede anerkendte den tyske forenings berettigelse som samlingspunkt for den tyske befolkningsdel, efter at danskerne havde samlet sig i store nationale foreninger, og de anerkendte ogsa, at den havde udfort et stort og nodvendigt arbejde. Men de mente, at den tyske forening var slaet ind pa en helt forkert politik - en »danskeraederpolitik«, som bade var uhensigtsmaessig og etisk forkastelig. Ogsa den statsunderstottede presse i Nordslesvig tog de fleste frisindede afstand fra pa grund af dens ophidsende og aggressive form. I ovrigt var det en torn i ojet pa de frisindede, at det var den tyske forening, der ledede valgene pa tysk side i 1. kreds til rigsdagsvalgene og i begge nordslesvigske landdagsvalgkredse, da den tyske forenings ledelse var meget konservativ. Vasrre var det dog for de frisindede, at den tyske forening ofte betvivlede de frisindedes asgte nationale sindelag. Det var derfor for de frisindede altid meget afgorende at fremhasve deres nationale sindelag og politik, hvilket undertiden medforte, at visse grupper (f.eks. de frisindede i Abenra og Grasten) tilsidesatte andre frisindede grundsaetninger til fordel for den nationale.²⁴

Den danske befolkning og det danske parti: Ligesom i den tyske forening var der ogsa hos de frisindede - omend ikke i sa hoj grad - en tendens til at skelne skarpt mellem den danske befolkning som sadan, som de frisindede sa meget positivt pa, og sa de danske agitatorer plus visse aviser, der ophidsede befolkningen ved hjaelp af § 5 til genforeningshab og -bestrasbelser. Arsagen til de uheldige forhold sa de frisindede imidlertid primaert i en forfejlet regeringspolitik, der havde givet agitatorerne godt stof til deres arbejde. I ovrigt sa de frisindede meget positivt pa storstedelen af de danske foreningers arbejde, som de ansa for at vasre et fuldt ud lovligt arbejde til vasrn for dansk sprog og nationalitet.

Det, de tog afstand fra, var primaert de pastaede genforeningsbestraebelser,som de isaer fandt i Flensborg Avis' virksomhed. Genforeningshabet skulle man ikke bekaempe, da det var en andelig storrelse, som ikke kunne eller skulle udryddes med magt. Dog var det de frisindedes overbevisning, at sa snart det danske parti officielt opgav genforeningstanken, ville den danske

---

24. FLA. 1/2 1902 og 2/11 1909 og 18/4 1903 og 30/5 1902. Hmd. 29/12 1908.

befolkning blive meget bedre behandlet af regeringen. I ovrigt ansa de frisindedestore
dele af den danske befolkning for politisk at veere helt pa linje med
deres egen ideologi.25

Kritik af regeringens Nordslesvig-politik: Som for antydet ansa de frisindede regeringens Nordslesvig-politik siden midten af 1880'erne for at vaere totalt forfejlet - med klimaks i Kollertiden. Mens regeringen i de forste ca. 20 ar efter 1864 havde behandlet danskerne skansomt, og danskheden i denne periode var gaet talmaessigt tilbage, hvorimod tyskerne havde haft fremgang, sa var regeringen i 1880'erne slaet ind pa en streng tvangspolitik pa flere omrader, og resultatet, som viste sig ved valgene, var en relativ tysk tilbagegang. De frisindede onskede som den mest retfaerdige (etiske) og den mest hensigtsmasssige (effektive) politik en politik baseret pa »lige ret for alle«, bade danske og tyske, saledes at ogsa danskerne frit kunne nyde deres borgerrettigheder som tyske statsborgere, ligesom de ogsa skulle opfylde deres borgerpligter.

Over for dem, der haevdede, at der i visse situationer, som f.eks. i Nordslesvig-sporgsmalet, matte tages mere hensyn til statens interesser end til udovelsen af retfaerdighed, haevdede de frisindede ledere, at det altid matte vasre i statens interesse at udove retfaerdighed mod alle. Heller ikke med disse formuleringer havde de frisindede dog lost deres »nationale dilemma«. De frisindede onskede altsa, at regeringen skulle fore en rolig og stot politik baseret pa »lige ret for alle« omend med okonomisk og kulturel stotte til tyskheden, og regnede sa med, at det i det lange 10b ville fore til malet: rolige og fredelige forhold og en »indre erobring« af Nordslesvig.²⁶

Sprogspergsmdlet: De frisindede ansa sprogforordningen af 1888 for et stort politisk fejlgreb, dels fordi den naesten fordrev det danske sprog fra skolen, hvilket var principielt forkasteligt, dels fordi fjernelsen af dansk fra skolen var til stor skade for de tysksindede, der dermed blev handicappet pa det okonomiskeog kulturelle omrade, dels fordi sprogforordningen gav danskerne nogle meget gode argumenter i deres agitation. Derfor billigede de frisindede danskernes kamp for bevarelsen af deres sprog og stottede ogsa bestraebelsernefor at fa indfort 2 danske sprogtimer i skolen. Modsat den tyske forening mente de frisindede, at der var en lige sa naer sammenhasng mellem det platdanskesprog i Nordslesvig og det hojdanske rigssprog, som der var mellem plattysk og hojtysk. Derfor kunne man ikke uden skade for folkelivet i Nordslesvigfordrive

---

25. Se appendiks. FLA. 22/10 1909. H.P. Hanssen: Tilbageblik II s. 202.

26. Se appendiks. Hmd. 27/4 1914 og 20/4 1903. FI.A. 20/11 1901. Nordslesvig 1899 s. 25ff. Sievers s. 108ff, 122, 125ff.

slesvigfordriveundervisningen i det hojdanske skriftsprog fra skolen. Pa basis af deres principielle anerkendelse af det danske sprogs berettigelse savel i det nordslesvigske private liv som i det offentlige liv matte de ogsa principielt tage afstand fra sprogparagraffen i rigsforeningsloven, der kun gav ret til benyttelse af ikke-tyske sprog i offentlige forsamlinger i omrader med over 60 % fremmedsprogede,og det kun i 20 ar. At de frisindede rigsdagsmaend og dermed stort set alle de frisindede i Slesvig-Holsten alligevel accepterede sprogparagraffenskyldtes, at rigsforeningsloven opfyldte sa mange frisindede krav i ovrigt, at de ikke ville lade den strande pa sprogparagraffen og dermed bringe det liberalt-konservative bloksamarbejde i fare.²⁷

Optanter og hjemlose: Udvisningerne af optanter under Koller-politikken blev kraftigt fordomt af de frisindede. De kraevede en losning af optantsporgsmalet uden hensyn til, at danskerne derved ville fa en stemmemaessig fremgang pa flere hundrede. Begrundelserne herfor var flere. For det forste var det en »sasdelig pligt« for Preussen at naturalisere optanterne. Men det spillede ogsa en stor rolle i overvejelserne, at en losning af optantsporgsmalet var afgorende for et godt forhold til Danmark. Endelig forventede de ogsa, at en losning af dette for danskerne mest akutte problem ville medfore en beroligelse i Nordslesvig, at danskerne ville neddaempe deres agitation og pa laengere sigt fa lettere ved at affinde sig med det statslige tilhorsforhold til Preussen-Tyskland. Derfor modtog de frisindede optanttraktaten i januar 1907 med stor tilfredshed. Tilsyneladende blev dog en del frisindede isaer i Nordslesvig skuffede i deres forventninger angaende danskernes reaktion. Ogsa sporgsmalet om de hjemlose onskede de frisindede lost, nemlig pa den made, at ogsa de blev naturaliseret. Dr. Blunck, der var valgt til rigsdagen for 4. kreds med dansk stotte i januar 1912, var en af drivkraefterne i udvalget om lov om statsborgerret, der resulterede i en for danskerne ret gunstig losning af problemet.²⁸

okonomiske forhold: De frisindede onskede ikke, at den nationalpolitiske kamp i Nordslesvig ogsa blev overfort til det okonomiske omrade. Derfor protesterede de imod at fremme germaniseringen af Nordslesvig gennem en okonomisk kamp mod de danske nordslesvigere, ligesom de ogsa fordomte de danske nordslesvigeres okonomiske boykot af de tysksindede. Pa trods af dette grundsynspunkt onskede de dog, at regeringen ogsa okonomisk skulle

---

27. Nordslesvig 1899 s. 27ff, s. 130-39. Hmd. 22/2 1914.

28. Hmd. 12/10 1905 og 24/1 1907 og 25/2 1913 og 24/1 1907 og 28/4 1908. Schl.Grp. 18/7 1907. FLA. 6/11 1902 og 21/2 1903.

styrke tyskheden i Nordslesvig. Denne modsaetningsladede holdning var igen
et udslag af de frisindedes »nationale dilemma«.29

Nordslesvig i udenrigspolitisk sammenhceng: De frisindede sa bade en handelspolitisk og en militaerpolitisk interesse i et godt forhold til og samarbejde med Danmark. De onskede en handelstraktat mellem Tyskland og Danmark, for at den tyske industri kunne fa et godt afsaetningsmarked for sine produkter, og de var klar over, at det matte modsvares af en abning af de tyske markeder for dansk landbrugseksport. Dette sidste var agrarerne meget imod og onskede derfor - ifolge den frisindede tolkning - »allerhelst (at) rejse en okonomisk skillevaeg mellem Danmark og Slesvig, og derfor ser de kun hojst ugerne den politiske tilnsermelse«. De frisindede derimod arbejdede pa en tilnasrmelse til Danmark via Nordslesvig - af handelsmaessige grunde. De mente, at en god behandling af de danske nordslesvigere ville fremme muligheden for en handelstraktat. Militaerpolitisk matte Tyskland ogsa vasre interesseret i et venskabeligt forhold til Danmark, da det i tilfaelde af krig var af afgorende betydning, hvem der kontrollerede indsejlingen til ostersoen. Ogsa pa dette omrade mente de frisindede, at en god behandling af de danske nordslesvigere var vejen til et godt forhold til Danmark. Derfor anbefalede de »at betraede den eneste gangbare vej, frisindets vej, for at skabe et dansk-tysk venskab«. En sadan politik ville ogsa bevirke, at Tyskland ville fa stemningen i hele Norden over pa sin side.³⁰

Det danske partis principielle holdning til de frisindede

De frisindede var nok den gruppe inden for tysk politik, der m.h.t. politiske principper og programmer la det danske parti naermest. De frisindedes slagord om »lige ret for alle«, demokratisering af valgretten, parlamentarisme osv. havde de fleste danskeres sympati. Dog var - som redaktor Jessen sagde i 1903 - »Freisinnige Vereinigung« nok mere koloni- og militaerbegejstret, end det danske parti brod sig om, og »Freisinnige Volkspartei« var nok ogsa mindre socialt bevidst, end det danske parti fandt det for rigtigt. De frisindede parlamentarikere havde ved mange lejligheder (f.eks. i Kollertiden) ydet de danske parlamentarikere veerdifuld stotte i parlamenterne, og det glemte det danske parti ikke. Det var dog isaer G. Johannsen og H.P. Hanssen, der foretrakat samarbejde med de frisindede, mens redaktor Jessen, da han i 1902 blev valgt ind i rigsdagen, i forste omgang Sogte at genoptage Kriigers politik

---

29. Hmd. 27/4 1914 og 22/2 1914. Se s.

30. Hmd. 10/8 1907 og 16/6 1909 og 20/4 1903 og 21/4 1903. Sievers s. 76f. og 110.

med samarbejde med centrum, dog uden held, fordi den politiske situation nu
var en ganske anden. Derfor matte ogsa Jessen Soge sin vigtigste stotte hos de
frisindede.31

De frisindedes Nordslesvig-politik var det danske parti ikke helt tilfreds med. Hejmdal skelnede mellem et »aegte« frisind og et »u£egte« i hertugdommerne. Det »£egte« frisind var reprassenteret af masnd som Leonhart, Blunck, Struve, Spethmann, Hoff, Carstens, og af de frisindede foreninger i Haderslev og Sonderborg og af Hemmersam og hans demokratiske forening, som Hejmdal havde stor sympati for, fordi de alle havde haft mod til at gore op med Kollerpolitikken og den tyske forening. Det »ua;gte« frisind var reprassenteret af Wolgast, Leube, de frisindede foreninger i Abenra og Grasten og, fra 1909, af Kieler Zeitung, som Hejmdal betragtede som en slags »frafaldne« frisindede, fordi de ikke havde brudt med Kollerpolitikken og den tyske forening. Hejmdal regnede altsa med en kerne af »asgte« frisind (ogsa i Nordslesvig), som helt og holdent prasgede provinspartiernes Nordslesvigresolutioner, og hele tiden forsogte bladet at appellere til de »frafaldne« med henvisning til de frisindedes principper om at vende tilbage til den traditionelle Nordslesvigpolitik .³² Flensborg Avis derimod var generelt ret skeptisk over for alle frisindede i hertugdommerne og mente, at forskellen mellem de frisindede og den tyske forening var minimal; den bestod primaert i, at de frisindede mente at have en mere effektiv germaniseringsmetode, nemlig med list og med lempe, end den tyske forening. Da Flensborg Avis saledes betragtede alle frisindede som mere eller mindre »fordasrvede« af samme and, som besjaslede den tyske forening, ansa den det for spildt ulejlighed at appellere til de frisindede om at folge deres egne principper. De danske nordslesvigere skulle aldrig regne med andre end sig selv.³³

De frisindede i nordslesvigsk politik 1902-1914

Rigsdagsvalg 1903 og 1907: Under Koller-politikken havde de frisindede givet det danske parti vaerdifuld hjaelp i form af parlamentarisk stotte og opbakning i pressen og pa protestnuader i hertugdommerne.³⁴ Ved rigsdagsvalget i 1903 fik det danske parti mulighed for at gore gengaeld, idet de frisindede forventede

---

31. Salomon s. 91-101. Redaktor Jessens artikler s. 172. FI.A. 19/9 1902. Hmd. 19/4 1903. H.P. Hanssen: Tilbageblik II s. 303 fog 309 og 189.

32. Hmd. 16/3 1909 og 30/9 1902 og 27/4 og 29/4 1914.

33. FI.A. 19/9 og 30/9 1902.

34. Nordslesvig 1899 s. 2lff. Sievers s. 73ff. og s. 118-30. Hmd. 7/8 1901.

at fa deres kandidater pa omvalg, og sa ville de fa brug for stotte fra andre partier i 2. og 4. kreds. Allerede inden valget vedtog det danske parti pa sit arsmodeen omvalgsparole, der fastlagde partiets stilling i eventuelle omvalgssituationer,hvor det eventuelt kunne komme pa tale at stemme pa en frisindet eller socialdemokrat: »Idet Vaelgerforeningen fastholder sit gamle standpunkt over for omvalgene og erklaerer deltagelsen for en frivillig sag, forventer den, at ingen dansk mand ved mulige omvalg vil stemme paa repraesentanter, som ikke har udtalt sig klart, utvetydigt og bestemt imod Kellerpolitikken og den dermed i forbindelse staaende tvangsgermanisering i Nordslesvig«.³⁵ Den frisindede faelleskandidat for frisindede og nationalliberale i 2. kreds havde imidlertid ikke - maske af hensyn til de nationalliberale - undsagt Kollerpolitikken,men han kom heller ikke pa omvalg. Det gjorde derimod Leonhart i 4. kreds, og han havde fordomt Keller-politikken. Formanden for »Freisinnige Volkspartei«, E. Richter, henvendte sig derfor til H.P. Hanssen og redaktor Jessen for at fa det danske partis stotte. Jessens blad, Flensborg Avis, gav imidlertid kort tid efter udtryk for, at Leonhart ikke tilstraskkeligt klart havde udtalt sig imod Koller-politikken, og den ville derfor anse det for et brud pa Vaelgerforeningens omvalgsparole, hvis der alligevel blev stemt pa ham. H.P. Hanssens Hejmdal opfordrede derimod til at stotte Leonhart. Resultatet af omvalget blev, at Leonhart blev valgt, uden at de danske stemmer tilsyneladendeblev udslaggivende. Dagen efter valget udtalte Hejmdal, at »vi betragterdet dog som et glaedeligt fremskridt i retning af politisk skoling og udvikling,at danskerne i fjerde kreds ogsa har Sogt at ove indflydelse pa omvalget. Derved skaffer vi os storre respekt og tvinger vore modstandere til at vise hensyn«.³⁶

Kort efter at rigsdagen i december 1906 var oplost, henvendte »Freisinnige Volkspartei«'s leder, denne gang Wiemer, sig igen til H.P. Hanssen. Nu blev han bedt om at udvirke, at det danske parti ikke opstillede nogen kandidat i 4. kreds, men straks i forste valgomgang stemte pa Leonhart, da denne var staerkt truet af den nationalliberale kandidat Feddersen. Dette onske kunne H.P. Hanssen selvfolgelig ikke indfri, men efter hovedvalget lovede han at gore sin indflydelse gaeldende til fordel for Leonhart.³⁷ Vaelgerforeningen udstedte den samme omvalgsparole som i 1903, og Flensborg Avis var ogsa denne gang temmelig afvisende over for de frisindede, dog ikke sa meget som i 1903, mens Hejmdal agiterede for stotte til Leonhart. Resultatet blev, at Leonhart

---

35. Hmd. 18/5 og 25/5 og 28/5 og 5/5 og 24/6 1903. FI.A. 3/6 1903. Th. Petersen s. 309

36. H.P. Hanssens priv.ark.: Breve fra Richter 18/6 1903. FI.A. 21/6 1903. Hmd. 24/6 og 26/6 1903.

37. H.P. Hanssens priv.ark.: Breve fra Wiemer 12. og 28. jan. 1907.

blev genvalgt, og de danske stemmer, ca. halvdelen af det danske stemmetal i
forste valgomgang, blev udslaggivende.38

Stormhbet mod den »mildere kurs« i sommeren 1907: Optanttraktaten af 11. januar 1907 blev indledningen til en »mildere kurs« i Nordslesvig-politikken fra regeringens side. I juli blev programmet for den nye politik fremlagt af den nye overpraesident v. Billow, der straks blev heftig angrebet af den tyske forening og de tyske blade i Nordslesvig. Samtidig fremsatte den tyske forening alvorlige beskyldninger mod det danske parti og den danske befolkning om losrivelsesforsog og boykot af tyske handlende, som det danske parti dog straks dementerede samtidig med, at det udsendte en tillidserklsering til v. Biilow.³⁹ I denne kritiske situation lykkedes det imidlertid H.P. Hanssen at mobilisere vide kredse af det slesvig-holstenske frisind til stotte for den »mildere kurs« og det danske parti. Pa moder og i pressen afviste de frisindede den tyske forenings forsog pa at fa regeringen til at aendre kurs igen i Nordslesvigpolitikken. Baggrunden for dette samarbejde skal sikkert soges deri, at Leonhart var blevet genvalgt i 4. kreds pa danske stemmer, og at H.P. Hanssen efter redaktor lessens dod i 1906 nu mere stod som eksponent for det danske parti med en for de frisindede langt mere acceptabel politik. Den tyske forening, der angreb de frisindede meget skarpt for deres »danskervenlighed«, havde imidlertid held til at pavirke regeringen til at stramme grebet igen.₄₀

Sprogparagraffen i rigsforeningsloven: Da det i lebet af efteraret 1907 blev klart, at regeringen ville fremsastte et forslag til en rigsforeningslov, der ganske vist ville blive ret liberal, men samtidig ville komme til at indeholde et forbud mod benyttelsen af fremmede sprog i offentlige forsamlinger, forsogte H.P. Hanssen via de frisindede at fa fjernet eller mildnet dette sprogforbud. De frisindede var principielt imod sprogforbudet, men dels var de meget interessereti at fa rigsforeningsloven gennemfort, da den imodekom mange af deres krav, dels var de ikke interesseret i at ssette det liberalt-konservative bloksamarbejdeover styr. Da loven i april blev vedtaget - af et flertal bestaende af de konservative, de nationalliberale og (med fa undtagelser) de frisindede - indeholdtden et sprogforbud, der dog var saledes udformet, at Haderslev, Abenra og Sonderborg amter blev undtaget i 20 ar. Det lykkedes desuden H.P. Hanssenat fa en tilfredsstillende ordning for den dansktalende del af Tonder amt.

---

38. Hmd. 1/2 og 2/2 1907. FLA. 31/1 og 1/2 og 10/2 1907.

39. Mackeprang s. 270f. Schl.Grp. 18/7 og 26/7 og 16/8 1907. Hmd. 26/7, 30/7 og 10/8 og 12/8 og 13/8 1907. FLA. 19/7 1907.

40. H.P. Hanssen: Tilbageblik 111 s. 144-146. Hmd. 6/8 og 16/8 1907. FLA. 15/8 1907. Schl.Grp. 15/8 1907. FLA. 6/9 og 4/10 1907.

Leonhart gik efter aftale med H.P. Hanssen til indenrigsminister v. Moltke, der lovede, at denne del af Tonder amt ogsa ville blive undtaget i overgangsperioden.Hejmdal, der havde vaeret ret forstaende over for de frisindedes vanskelige situation, var stort set tilfreds med det, der var opnaet, og var taknemlige for Leonharts indsats. Flensborg Avis derimod havde stillet de frisindede over for absolutte krav uden megen forstaelse for de politiske realiteterog var nu sammen med »Modersmalet« og »Dybbol-Posten« meget forargede over de frisindedes og specielt Leonharts stotte til sprogparagraffen og mente, at det matte fa konsekvenser for danskernes forhold til de frisindede i 4. kreds.⁴¹

Landdagsvalget i sommeren 1908: Ved landdagsvalgene i de 2 »danske« landdagsvalgkredse, Haderslev og Abenra-Sonderborg, stod de frisindede naesten altid i samme vanskelige situation som ved rigsdagsvalg i 1. kreds: Der var opstillet tyske faelleskandidater, som var knyttet tset til den tyske forening, og som i ovrigt oftest var meget konservative. Alligevel gik nassten alle frisindede hen og stemte pa faelleskandidaterne. Men i 1908 forsogte de frisindede i Abenra-Sonderborg-kredsen at fa indflydelse pa kandidatopstillingen, hvilket ma ses pa baggrund af dannelsen af en frisindet forening i Abenra i 1907. Allerede dette ar var der planer om at forsoge at fa Duus, en frisindet leder fra Flensborg, opstillet som faelleskandidat. Da de frisindede dog forkastede denne mulighed som urealistisk, indledte de forhandlinger med de nationalliberale, der gerne ville have deres egen Herting opstillet. Ogsa disse planer strandede imidlertid, og det blev efterhanden klart, at den tyske forening nu ville satse hardt pa at saette sin egen kandidat igennem, nemlig Hahn.

Den tyske forening indkaldte alle interesserede til et mode i Sonderborg, hvor man skulle veelge tillidsmasnd til det afgorende mode den 8. april i Grasten,hvor kandidaten skulle udpeges. Kort forinden sogte den frisindede professor Stoking i Sonderborg dog at bremse denne udvikling ved at indkalde til et mode for at drofte kandidatsporgsmalet. Tilslutningen var imidlertid ganske ringe, og resultatet blev derfor kun en svag protest mod den tyske foreningsfremgangsmade. Dermed var lobet kort for de frisindede. Pa Sonderborg-modetvar den tyske forenings repraesentanter i stort flertal, hvorfor ogsa hovedparten af tillidsmaendene til Grasten-modet var indstillet pa at vaelge Hahn. Dette skete da ogsa - trods protester fra frisindede tillidsmaend - pa modet i Grasten. Men i og med at Hahn af tillidsmasndene i Grasten var blevet valgt som tysk faslleskandidat, var ogsa de frisindede nu forpligtet til at stotte

---

41. H.P. Hanssen: Tilbageblik 111 s. 157 fog 190-226. FI.A. 25/2 og 26/2 1907. Hmd. 10/2 og 8/11 1907. Hmd. 25/4 1908. FI.A. 10/4 og 2/5 1908.

Hahn, hvilket de da ogsa gjorde i den folgende tid, selv om det frisindede partimode for hertugdommerne kort efter beklagede opstillingen af ham. Pa trods af en udbredt misfornojelse i de frisindede kredse var der dog kun en frisindet, som offentligt protesterede, nemlig et medlem af den frisindede foreningi Abenra, agent Hemmersam fra Sonderborg. Forst i anonyme laeserbrevei Dybbol-Posten, og senere pa offentlige moder og i artikler hgevdede Hemmersam, at der var en vigtigere modsastning end mellem dansk og tysk, som den tyske forening slog sa stasrkt pa, nemlig de modsatte syn pa »det jammerligetreklasse-valgsystem« i Preussen. Derfor burde de frisindede enten opstille en frisindet kandidat eller stemme pa den danske kandidat N. Nissen, der var langt mere frisindet end Hahn. Trods sympati for hans kritik af Hahns kandidatur matte naesten alle de frisindede tage afstand fra hans radikalestandpunkt. I denne situation, hvor der var splid i den tyske lejr, forsogte Hejmdal at appellere til de frisindede om at stemme pa den »frisindede« danske-kandidat.De ovrige danske aviser var mere tilbageholdende, og Flensborg Avis tog endda afstand fra Hejmdals forsog pa at appellere til de frisindede; det var spildt ulejlighed over for et parti, som bade kunne stemme for rigsforeningslovenssprogforbud og stotte reaktionaere partier i rigsdagen. Pa de danskevalgmoder kom forholdet til de frisindede ogsa op. Den danske kandidat appellerede ligesom Hejmdal til de frisindede om ikke at stotte en sa anti-frisindetmand som Hahn, ligesom han fremhaevede, at nok skulle det danske parti ikke bringe sig i afhaengighed af tyske partier, men det skulle heller ikke »umuliggore det for folk, som har sympati for os, at vise den« og ... »ikke pa nogen made stode dem tilbage, nar de onsker at yde os deres hjaslp samt af asrlig vilje kommer os i mode og vil give os en handsraskning«. Flere andre fremtrasdende personer i det danske parti var dog mere tilbageholdende over for de frisindede. Resultatet af valget blev, at Nissen blev valgt. Deter imidlertidmeget vanskeligt at vurdere, hvor mange frisindede vaelgere, der enten er blevet hjemme eller har fulgt Hemmersams rad og stemt pa Nissen. Sandsynligvishar de allerfleste dog nok stemt pa Hahn. For Hemmersams vedkommendeblev enden pa sagen, at han blev ekskluderet af den frisindede forening i Abenra og i stedet selv dannede en ny frisindet forening i Sonderborg, som han imidlertid lod knytte til det demokratiske parti.⁴²

---

42. Hmd. 16/8, 18/10, 5/11 1907 og 4/4, 5/5 1908. FI.A. 10/4 1908: pa Grasten-modet stemte 160 af de 180 tillidsmfend pa Hahn. Det var inden afstemningen blevet vedtaget, at alle tillidsmeend ikke alene skulle stemme pa den kandidat, der blev opstillet, men ogsa aktivt virke for hans valg. FI.A. 28/4, 2/5 1908. Hmd. 23/4, 27/4, 30/4, 4/5, 16/5, 11/5 og 4/8 1908. Svensson s. 92f.

Tonder-affceren: Ved landdagsvalget var der lagt op til en konfrontation mellem de frisindede og den tyske forening, men de frisindede bojede - med fa undtagelser - af. I december 1908 kom det imidlertid til en alvorlig konfrontation. Den tyske forening havde onsket at oprette en afdeling i Tonder, men det ret frisindede byrad tog afstand fra planen. Efter Leonharts tilskyndelse vedtog byradet den 22. december enstemmigt (3 medlemmer med tilknytning til den tyske forening var fravasrende) en resolution, hvori det erklaeredes, »at oprettelsen af en sadan stedlig afdeling ville vaere egnet til at fremkalde en aldeles ufrugtbar kamp mellem tysksindede og dansksindede borgere og forstyrre den gode forstaelse, der hidtil har hersket mellem de i politisk henseende forskelligt taenkende borgere i Tonder by; ligeledes ma oprettelsen af en sadan stedlig afdeling sa meget mere afvaerges, som den udsoning af de nationale modsaetninger, den kongelige regerings politik tilstrasber, ma billiges, og man nasrer fuldkommen tillid til regeringen med hensyn til dens varetagelse af de tysksindedes interesser. Magistraten og Borgerreprassentationen anbefaler derfor deres medborgere ikke at deltage i oprettelsen af en stedlig afdeling af den tyske forening i Tonder«. Resolutionen var helt pa linje med det slesvigholstenske frisinds Nordslesvig-politik, og Leonharts interesse i at fa den vedtaget ma maske Soges i hans behov for at skaffe sig good-will blandt sine danske vaslgere i 4. kreds, som for en stor dels vedkommende folte sig skuffet over hans stotte til rigsforeningsloven. Tonder-affaeren var et nederlag for den tyske forening, selv om den dog i begyndelsen af det nye ar alligevel gennemtrumfede sin plan om at oprette en afdeling i Tender. Samtidig var den med til at forvaerre forholdet mellem den tyske forening og de frisindede. I 1909 uddybedes denne konflikt omkring danskerspergsmalet, men forinden skete der noget opsigtsvaekkende med de frisindedes hovedorgan i hertugdommerne.⁴³

»Kieler Zeitung«'s kurscendring: I begyndelsen af 1909 svingede Kieler Zeitung om i sin Nordslesvig-politik. I teorien hsevdede bladet sit gamle standpunktmed hensyn til Nordslesvig-spergsmalet, som var i overensstemmelse med det slesvig-holstenske frisinds traditionelle politik, men i praksis - i artiklerneom Nordslesvig-sporgsmalet - havde Kieler Zeitung skiftet holdning og nasrmet sig den tyske forenings standpunkt. Kieler Zeitung havde vaeret en af de ivrigste modstandere af Keller-politikken og havde ogsa i mange ar talt for en losning af optantsporgsmalet. Det havde derfor taget meget godt imod optantkonventionen i 1907 og havde store forventninger til virkningerne af den i Nordslesvig med hensyn til ro og forsoning. Desuden havde det stottet v.

---

43. Dansk Aarbog 1908 s. 158f. H.P. Hanssen: Tilbageblik 111 s. 253. Hmd. 28/12, 29/12, 24/12 1909 og 16/1 og 18/1 1909.

Biilows nye Nordslesvig-politik og taget godt imod gehejmerad Jiirgensens analyser af Nordslesvig-sporgsmalet, ligesom det ogsa havde stottet Tonder byrad i dets afvisning af den tyske forenings forsog pa oprettelse af en afdeling i Tonder. Disse synspunkter matte bringe Kieler Zeitung i et modsastningsforholdtil den tyske forening, og bladet havde da ogsa ved flere lejligheder udtalt, at det ansa den tyske forening for at vasre den storste uromager i Nordslesvig, skont det da heller ikke undlod at kritisere det danske parti. Begrundelsen for kursaendringen fremgik indirekte af flere artikler i Kieler Zeitung. Dets forventninger om en beroligelse af sindene i Nordslesvig som resultat af optantkonventionen var slaet fejl, og det var danskernes skyld. En anden - og mere plausibel - forklaring pa kursaendringen er, at Sonnen af avisens ejer, Ahlmann, havde faet mere indflydelse pa bladets linje, og han var - ifolge »Politiken« - »en socialistforskraekket bourgeois«, der omgikkes maend som den nationalliberale Schifferer, der var meget fjendtlig over for danskerne. De to floje inden for det danske parti, repraesenteret af Hejmdal og Flensborg Avis, vurderede situationen forskelligt. Under den skarpe polemik, der udvikledesig i lobet af foraret 1909 mellem Kieler Zeitung og den danske presse, udtalte Flensborg Avis, at nar Kieler Zeitung tilsyneladende opgav sit traditionelleforsvar for de danske nordslesvigeres rettigheder og kastede sig i armene pa den tyske forening, matte det udskriges som et tegn pa de tyske frisindedes troloshed og som en formaning til de danske nordslesvigere om ikke at stole pa andre end sig selv. Hejmdal forsogte imidlertid at fastholde Kieler Zeitung pa dets tidligere frisindede synspunkter ud fra den betragtning, at det var betydningsfuldtfor det danske parti, at det slesvig-holstenske frisinds taleror over for den tyske offentlighed gav en ret danskervenlig fremstilling af Nordslesvig-sporgsmalet.Kieler Zeitung havde tidligere svinget noget i sin holdning til Nordslesvig-sporgsmalet, og i den folgende tid holdt det heller ikke nogen helt konsekvent linje. Alligevel ma man konstatere, at begivenhederne i foraret markerer en afgorende kursaendring i bladets Nordslesvig-politik.⁴⁴

Neumiinster-resolutionen oktober 1909:1 foraret og sommeren 1909 kom det til et voldsomt sammenstod mellem den tyske forening og de frisindede partier i hertugdommerne, som bl.a. forte til, at de forenede frisindede partier i Slesvig-Holstenpa deres partimode i Neumunster i efteraret vedtog en resolution om deres stilling til Nordslesvig-sporgsmalet og den tyske forening. Anledningentil sammenstodet var, at det kom den tyske forening for ore, at en frisindet rigsdagsmand fra hertugdommerne pa en foresporgsel til statssekretaer v. Schon om Nordslesvig bl.a. skulle have faet dette svar »Skaf mig dog denne

---

44. Sievers s. 122. FLA. 11/2, 10/3, 24/3, 9/5 1909. Hmd. 16/3, 17/3 og 3/5-11/5 1909.

Hr. Hahn bort deroppe«. Baggrunden for denne udtalelse, som det overhovedeter tvivlsomt, om v. Schon er fremkommet med, kom dog forst efterhanden frem. Der var igen indtradt en skeerpelse i den politiske kurs mod de danske nordslesvigere efter den korte periode med den »mildere kurs«. Derfor onskedeH.P. Hanssen at fa regeringens Nordslesvig-politik droftet i rigsdagen, hvilketimidlertid var praktisk umuligt pa dette tidspunkt p.g.a. tidspresset i rigsdagen.

Men de frisindede rigsdagsmasnd var nu - efter at blok-samarbejdet var brudt sammen - mere villige til at vove at stotte H.P. Hanssen. Derfor inspireredeH.P. Hansen den frisindede rigsdagsmand Struve til, efter samrad med og pa vegne af den frisindede rigsdagsgruppes slesvig-holstenske medlemmer, at stille udenrigsministeren en skriftlig foresporgsel vedrorende forholdene i Nordslesvig. Kort efter kom det rygte ud, at v. Schon skulle have udtalt sig meget ufordelagtigt om Hahn, hvilket han imidlertid senere til dels dementerede.Dette dementi standsede imidlertid ikke angrebene pa v. Schon i den konservativepresse. Pa den tyske forenings generalforsamling den 3. juli i Grasten fremsatte Hahn nogle meget alvorlige beskyldninger mod de frisindede: 1. Frisindede parlamentarikere skulle med H.P. Hanssens vidende have foretaget skridt til at undergrave den nordslesvigske tyskheds stilling. 2. De skulle have vaeret H.P. Hanssens »banketvenner« og i ovrigt have voldt tyskerne i Nordslesvigstore vanskeligheder. 3. De skulle have understottet det danske parti. 4. Taktiske overvejelser (hab om ved danskernes hJEelp at erobre 2. og 4. valgkreds)skulle for dem have vejet tungere end hensynet til tyskhedens skaebne i Nordslesvig. Pa frisindede moder i Tender og Flensborg tog Leonhart og Leube stilling til anklagerne. Leonhart afviste alle den tyske forenings anklager samtidig med, at han beklagede fremkomsten af v. Schons udtalelser. I ovrigt tog han afstand fra den tyske forenings Nordslesvig-politik. Leube, der ligesomflertallet inden for den frisindede forening i Abenra tilhorte den floj inden for de frisindede, der i nationalpolitiske sporgsmal la ret tat op ad den tyske forening, haevdede, at han gik ind for en retfasrdig behandling af danskerne, men i ovrigt bekendte sig til den tyske forenings program. Pa det frisindede arsmode den 31. oktober tog det slesvig-holstenske frisind imidlertid sin holdningtil det nordslesvigske sporgsmal op til debat. Anledningen var, som dagsordenspunktetangav, »Landsretsrad Dr. Hahns angreb pa hertugdommernes frisindede parlamentarikere«. Efter at Struve i sin indledning havde tilbagevist den tyske forenings angreb pa de frisindede, udformedes under debatten den resolution, som er aftrykt i appendikset. Hovedintentionen med resolutionen, som blev enstemmig vedtaget, var helt tydeligt - i et opgor med den tyske forening - at betone de frisindedes nationale sindelag: de frisindede varetog fuldt ud de tyske nationale interesser i Nordslesvig, og haevdelsen af princippet om

»lige ret for alle« og kravet om »en rolig og stot politik« fra regeringens side
var ogsa i overensstemmelse med den nationale interesse. Bade Hejmdal og
Flensborg Avis tog ret godt imod resolutionen.45

Rigsdagsvalget ijanuar 1912:1 januar 1912 skulle der vasre rigsdagsvalg. Og allerede pa et mode i november draftede vaelgerforeningen omvalgssporgsmalet. Resultatet af droftelserne markerede noget af et brud med den traditionelle omvalgspraksis: »Ved mulige omvalg i anden og fjerde kreds besluttedes det eventuelt at stotte de frisindede partier og socialdemokraterne og i den anledning udstede et saerligt valgoprab«. Imidlertid kom det ikke til noget formelt brud med traditionen, idet vaelgerforeningen udstedte sin gamle omvalgsparole, men i praksis stottede den frisindede kandidat i 4. kreds, og det endda ret kraftigt. Bade i 2. og 4. kreds kom de frisindede kandidater pa omvalg. I 2. kreds kom Leube, der havde tilsluttet sig den tyske forenings program, pa omvalg mod en socialdemokrat. Resultatet af omvalget blev, at Leube blev valgt med massiv borgerlig stotte, men - sa vidt det kan ses - uden stotte fra de danske vaelgere, der for en dels vedkommende stottede socialdemokraten. I 4. kreds kom den frisindede kandidat Blunck pa omvalg mod den nationalliberale Schifferer, der helt havde stillet sig pa den tyske forenings standpunkt. Ligesom ved omvalgene i 1903 og 1907 kom der ogsa denne gang henvendelse fra det frisindede parti til det danske parti om stotte. Kredsens tidligere kandidat, Leonhart, skrev til H.P. Hanssen og bad ham indtraengende om at gore sin personlige indflydelse gaeldende, sa Blunck kunne fa alle de danske stemmer Hvis Schifferers valg, som ogsa for danskerne matte vaere en übehagelig mulighed, skulle undgas, matte - ifolge Leonharts udregninger - ingen danske vaelgere blive hjemme. Det danske parti besvarede anmodningen ved at give Blunck en massiv opbakning. Klarest kom det danske partis stilling dog frem pa et specielt valgmode for Bluncks valg i Brede. Det var noget nyt, at det danske parti sa aktivt blandede sig i et internt tysk opgor. Pa modet opfordrede den danske kandidat i 4. kreds, P. Jessen, de 2 danske landdagsmaend og flere andre til, at alle denne gang deltog i omvalget for at hindre Schifferers valg. Resultatet blev, at Blunck blev valgt, og, sa vidt det kan skonnes, modte de danske vaelgere stort set fuldtalligt op og stemte pa Blunck, hvorved de blev udslaggivende. Den tyske forening rasede mod de frisindede efter Schifferers nederlag: Blunck beskyldtes for at vaere unational og sta i ledtog med danskerne .⁴⁶

---

45. H.P. Hanssen: Tilbageblik 111 s. 251-53 og s. 31 Iff. Nordmark 15/8 1909 s. 56-60. Schl.Grp. 2/11 1909. Hmd. 17/7, 24/8, 1/11, 2/11 1909. FI.A. 19/10 og 2/11 1909.

46. VF's arkiv: Forh.prot. for best, og tils. 1908-21 Nr. 278. H.P. Hanssens priv.ark.: Brev fra Leonhart 14/11. FI.A. 17/1,23/1, 19/1 1912. Hmd. 21/12 1911 og 18/1, 19/1 og2l/l og 24/1 1912. Hmd. 11/6 1912: det danske arsrruade stottede fuldt ud fremgangsmaden i 4. kreds.

Landdagsvalget i maj 1913: Ogsa i 1913 gik bolgerne hojt omkring kandidatsporgsmalet. Den frisindede forening i Abenra afviste enhver tanke om Hahns kandidatur i Abenra-Sonderborg-kredsen og ville ikke gamed til at stotte en kandidat, som stod lasngere til hojre end de nationalliberale. Ogsa flere enkeltpersoner begyndte at advare og protestere mod Hahns eventuelle kandidatur, bl.a. i laeserbreve i den danske presse; argumentationen gik bade pa det partipolitiske og det nationalpolitiske sporgsmal. Og pa moder arrangeret af de 2 nye frisindede foreninger i Sonderborg og Haderslev talte de frisindede parlamentarikere Hoff og Blunck, der begge tog kraftigt afstand fra den tyske forenings politik. Nogen fast og enig frisindet front mod den tyske forening i landdagsvalgsporgsmalet var der dog langt fra tale om, sa da Hahn alligevel blev opstillet som tysk faslleskandidat for Abenra-Sonderborg-kredsen, blev han helt og fuldt bakket op af den frisindede forening i Abenra, der ogsa stod som medunderskriver af valgoprabet for ham. Den frisindede forening i Sonderborg folte sig imidlertid ikke forpligtet af flertalsbeslutningen pa opstillingsmodet, da den tyske forenings tillidsmaend ikke havde vist den mindste imodekommenhed over for mindretallets onsker ved opstillingen. Resultatet af valget blev dog ogsa denne gang, at den danske kandidat blev valgt. Ogsa denne gang ma man gaud fra, at flertallet af de frisindede vaelgere har stemt pa Hahn, men en del flere vaelgere er nok blevet hjemme denne gang end sidste gang, hvorimod deter ganske usandsynligt, at ret mange frisindede har stemt dansk. Pa fordeling af valgmasnd har uroen i den tyske lejr sikkert kun haft meget begrasnset indflydelse. En del frisindede vaelgere var dog sa utilfredse med den vage modstand, som den frisindede forening i Abenra og specielt dens formand Togesen, havde ydet mod opstillingen af Hahn, at de i Hejmdal afskrev Togesen som en frisindet. Ved landdagsvalget i Haderslev-kredsen, hvor den danske kandidat blev genvalgt med stor majoritet mod den tyske faelleskandidat, dr. Carstens, der var knyttet til den tyske forening, skete der det opsigtsvaskkende, at en af de tyske valgmasnd undlod at stemme pa Carstens - nemlig formanden for den frisindede forening i Haderslev, Honnicke. Landdagsvalget havde endnu engang vist, at der i de frisindede kredse i Nordslesvig var ved at udvikle sig to retninger eller floj'e. Det, der skilte, var holdningen til den tyske forening og dermed ogsa til det nordslesvigske sporgsmal.⁴⁷

Den »Slesvig-holstenske generalstorm« og Kieler-resolutionen: I slutningen af
1913 og begyndelsen af 1914 foranstaltede den tyske forening en veritabel

---

46. VF's arkiv: Forh.prot. for best, og tils. 1908-21 Nr. 278. H.P. Hanssens priv.ark.: Brev fra Leonhart 14/11. FI.A. 17/1,23/1, 19/1 1912. Hmd. 21/12 1911 og 18/1, 19/1 og2l/l og 24/1 1912. Hmd. 11/6 1912: det danske arsrruade stottede fuldt ud fremgangsmaden i 4. kreds.

47. Hmd. 8/12, 19/12, 25/12 1912 og 7/1, 5/2, 25/2, 6/4, 11/5, 18/5, 4/6 og 21/6 1913. FI.A. 23/7 1912 og 29/4, 7/5 1913.

storm pa regeringen for at fa den til at skaerpe kursen over for danskerne i Nordslesvig. Den 14. december afholdtes der massemoder i Flensborg med ca. 3000 deltagere, hvor der blev vedtaget en resolution, der i realiteten krasvede, at regeringen skulle vende tilbage til en slags Koller-politik. Det lykkedes ogsa for den tyske forening at fa en danskerdebat i landdagen i februar, hvor stort set de samme synspunkter fremfortes af den nationalliberale Schifferer og den frikonservative Johannesen. De danske landdagsmaend fik imidlertid kraftig stotte af socialdemokraten Strobel og den frisindede Wittrock. Wittrock afviste,at regeringen burde vende tilbage til en form for Keller-politik. Den »er i strid med vor retfaerdighedsfolelse, den er i strid med vor respekt for modstanderen,og den er frem for alt i strid med vor opfattelse af, hvad der ligger i statens interesse«. Wittrock tog afstand fra den tyske forenings aggressive politik og anbefalede i stedet en »omsorgsfuld pleje af tyskheden«, idet man lod danskerne pleje deres sprog og folkeejendommelighed. Saledes ville de danske nordslesvigere bedst blive assimileret i det tyske rige. Wittrocks tale faldt ikke i god jord hos alle frisindede i Nordslesvig. Imidlertid tog bestyrelsen for det frisindede parti i hertugdommerne initiativ til at saette det nordslesvigskesporgsmal pa dagsordenen til partimodet den 25.-26. april. Den 19. april holdt bade Grastens og Abenras frisindede mode for at forberede provinspartimodet.I Grasten blev der vedtaget en resolution, der gav den danske agitation,der sigtede mod en genforening af Nordslesvig med Danmark, skylden for de ulykkelige forhold i Nordslesvig. I Abenra blev der udfaerdiget et 20 sider langt memorandum, som gav udtryk for synspunkter, der ogsa la taet op ad den tyske forenings. Pa provinspartimodet indledte Wittrock en droftelse af Nordslesvig-sporgsmalet og foreslog en resolution, der i korte traek skulle fremstille de frisindedes principielle Nordslesvig-politik (aftrykt i appendiks). Resolutionsforslaget modte imidlertid modstand bl.a. fra Carstens, Elmshorn, der mente, at tyskerne blev tillagt for megen skyld, mens danskerne slap for mildt. Disse synspunkter tilsluttede partisekretaer Sorensen, Flensborg, der repraesenterede Abenra og fremlagde deres memorandum, sig sammen med Knutz fra Grasten, der oplasste sin resolution. Laerer Jorgensen, Sonderborg, Blunck og alle de ovrige diskussionsdeltagere anbefalede imidlertid resolutionen,der da ogsa blev vedtaget, uden at nogen stemte imod. (Maske har enkelte dog undladt at stemme). Resolutionen er egentlig i overensstemmelse med Neumiinster-resolutionen, men i udformningen en del mere venlig over for danskerne, hvilket sikkert skyldes, at de frisindede onskede at forsvare danskerne mod den tyske forenings grove angreb under den »slesvig-holstenskegeneralstorm«. Den danske presse tog godt imod resolutionen, men stillede sporgsmalstegn ved, hvor meget frisind, der egentlig var tilbage i selve Nordslesvig .⁴⁸

Konklusion

De relativt mange frisindede i Nordslesvig havde svaert ved at gore sig gasldende i det politiske liv i Nordslesvig af flere grunde. For det forste blev de ret sent og aldrig ret godt organiseret. Vigtigere var det dog, at de lige fra starten var i klemme i den nationalpolitiske spending. Selv de frisindede accepterede i princippet behovet for en national enhed eller front over for danskerne, der var i flertal i Nordslesvig. Da det imidlertid var den konservativt dominerede tyske forening, der stillede sig i spidsen for tyskheden som samlingspunkt, blev det yderst vanskeligt for de frisindede at komme igennem med deres partipolitiske og nationalpolitiske synspunkter - ethvert forsog derpa kunne straks tolkes som unationalt. Endelig var de nordslesvigske frisindede splittede med hensyn til det nationalpolitiske sporgsmal, hvilket nok til dels skyldtes den stadig voksende nationale spending. Inden for det slesvig-holstenske frisind, som var en betydelig magtfaktor i det slesvig-holstenske politiske liv, var denned fa undtagelser (hvortil jo horte en del af nordslesvigerne) enighed om en Nordslesvig-politik, der var i klar modsaetning til den tyske forenings. Og pa den baggrund kunne der i flere situationer etableres et samarbejde mellem de frisindede og det danske parti. Et samarbejde, som flojen omkring redaktor Jessen og Flensborg Avis var langt mere tilbageholdne - undertiden blankt afvisende - overfor. De frisindede var imidlertid et borgerligt-nationalt parti, der i sidste ende matte saette nationale interesser over liberale principper, hvilket jo forte dem ind i deres »nationale dilemma«. Presset af den tyske forening sogte en stor del af de nordslesvigske frisindede at komme ud af dilemmaet ved at afskrive store dele af de frisindedes gamle principper om »lige ret for alle« osv., hvorimod den officielle linje inden for det slesvig-holstenske frisind helt til det sidste var, at det altid matte vsere i statens interesse at behandle nationale minoriteter ud fra de frisindedes liberale og humane principper.

---

48. Hmd. 16/12 og FLA. 16/12 1913. FI.A. 19/2-26/2 1914 og 26/4, 27/4, 28/4, 19/5 1914. Hmd. 11/3, 25/4, 27/4, 29/4 1914. Schl.Grp. 25/4, 27/4 1914. Nordschleswig 1/5 og 15/5 1914. Kort tid efter Flensborg-modet arrangerede Fredsforeningen, som ogsa havde en del frisindede medlemmer, et mode i Flensborg som protest mod den tyske forenings mode, hvor ogsa flere frisindede deltog (FI.A. 20/12 1913). Desvasrre kendes den abenraske frisindede forenings memorandum ikke fuldt ud. Ingen af de tilgasngelige aviser aftrykker det, og det blev ikke oplasst pa partimodet, kun fremlagt for bestyrelsen, som ikke tog hensyn til det. Grasten-resolutionen er derimod aftrykt i Fredsforeningens tidsskrift (Nordschleswig 15/5 1914).

Litteratur og kilder

Landsarkivet for de sonderjyske landsdele, Abenra: H.P. Hanssens privatarkiv: A2-breve fra
forskellige. Vselgerforeningens arkiv (VF's arkiv): Forhandlingsprotokol for bestyrelse og
tilsynsrdd 1908-21.

Dybbol-Posten (Dy.Po.)

Modersmaalet-Dannevirke (Mod.-Dv.)

Die Nordmark. Vierteljahrschrift des Deutschen Vereins fur das nordliche Schleswig.

Dansk Aarbog. Et nationalt Aarsskrift. 1908. Red. af V. la Cour (Arhus 1909).

Elm, L: Zwischen Fortschritt und Reaktion. Geschichte der Parteien der liberalen Bourgeoisie
in Deutschland 1893-1918. (Berlin 1978).

Hanssen, H.P.: Tilbageblik II og /// (Kobenhavn 1932).

Heberle, R: Landbevolkerung und Nationalsozialismus. Eine soziologische Untersuchung der
politischen Willensbildung in Schleswig-Holstein 1918-32. (Stuttgart 1963).

Mackeprang, M: Nordslesvig 1864-1909 (Kbh. 1910).

Mogensen, M.S.: Forholdet mellem det danske parti i Nordslesvig og de oppositionelle organisationer:
socialdemokratiet, de frisindede og fredsforeningen, ca. 1902-1914. (Specialeafhandling.
Arhus 1976).

Nipperdey, Th.: Die Organisation der deutschen Parteien vor 1918. (Dusseldorf 1961).

Sievers, K.D.: Die Kollerpolitik und ihre Echo in der deutschen Presse 1897-1901. (Neumiinster

Svensson, A.: Kamp og Fest I (1960).