Det nationale problem stillede det slesvig-holstenske socialdemokrati over for vanskeligheder i agitationen i graenselandet, fordi det ogsa viste sig at vasre et vassentligt problem for de befolkningsgrupper, partiet isaer onskede at fa i tale i konkurrence med den dansknationale bevaegelse. En folge af problemerne i forholdet mellem socialdemokratiet og den nationale bevaegelse blev vedtagelsen af 1902-resolutionen, der derfor er central, nar man vil analysere forholdet mellem de to bevaegelser. Resolutionen er da ogsa omtalt flere gange i den eksisterende litteratur.¹ En mere indgaende behandling af dens forhistorie og tilblivelsessituation vil imidlertid bedre klargore dens formal og betydning. Samtidig vil det fremga, hvorledes det nationale sporgsmal praegede den danske bevaegelses forhold til tysk partipolitik, og hvilke vanskeligheder dette sporgsmal pa den anden side skabte for socialdemokratiets udbredelse i graenselandet.

1. Mest indgaende er resolutionen og dens forhistorie behandlet i Gerd Callesen: Die Schleswig-Frage in den Beziehungen zwischen danischer und deutscher Sozialdemokratie von 1912 bis 1924. Ein Beitrag zum sozialdemokratischen Internationalismus. Apenrade 1970, s. 24-34. Desuden findes betragtninger over de ideologiske forudsastninger i Jorg-Peter Leppien: Marxistischer Internationalismus und sozialdemokratische Schleswig-Politik in wilhelminischer Zeit, s. 61-69 i Arbeiterbewegung in Nord- und Mitteleuropa zwischen nationaler Orientierung und Internationalismus. Referate einer deutsch-danischen Wissenschaftlerkonferenz in der Akademie Sankelmark im November 1975, 1976.

Den danske nationale bevægelse og socialdemokratiet for århundredskiftet

Efter Slesvig-Holstens indlemmelse i Preussen deltog den danske nationale bevasgelse i Nordslesvig fra 1867 i valgene til den tyske rigsdag. Gennem hele perioden frem til 1914 betragtede de dansksindedes ledere nemlig rigsdagsvalgene, hvortil der var almindelig valgret og hemmelig afstemning, som en slags gentagne folkeafstemninger om det nationale tilhorsforhold. Den staerke fremhaevelse af dette syn pa stemmeafgivningen havde for en stor del sin baggrund i Pragfredens artikel 5 fra 1866, der fastslog, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig havde ret til en folkeafstemning om det nationale tilhorsforhold. Denne artikel - almindeligvis kaldet paragraf 5 - blev ganske vist ophasvet ved overenskomst mellem Tyskland og ostrig 1878; men ogsa derefter brugtes den i den danske agitation, der haevdede de dansksindedes ret til indfrielsen af loftet. Opfattelsen af hvert rigsdagsvalg som en national folkeafstemning holdt sig med uformindsket kraft.

Derimod udviklede der sig i 1880'erne divergenser i den danske bevaegelse i synet pa, hvorledes man skulle forholde sig til tysk indenrigs- og partipolitik. Skulle det danske parti ogsa tage stilling til indenrigspolitiske problemer eller stort set indskraenke sig til at haevde nationale standpunkter i sneever forstand? Skulle man afvise ethvert samvirke med tyske oppositionspartier, hvor der kunne vaere en vis forstaelse for de nationale krav, og hvor der ogsa kunne vaere indenrigspolitiske bestraebelser, der var den danske bevaegelse mere sympatiske end regeringspartiernes? Skulle man fastholde sit oprindelige synspunkt, at de dansksindede var en tvangsindlemmet befolkning, der kun skulle indtage tilskuerens rolle i indre tyske stridigheder, sadan som det f.eks. blev formuleret af den senere rigsdagsmand J.P. Junggreen i et dansk valgoprab 1878: »... Nordslesvigs befolkning har, Gud vaere lovet, hverken lod eller del i alt dette, og den strid, der raser imellem de forskellige partier i Tyskland, vedrorer ikke os«.²

Imidlertid var en sadan afstandtagen til tysk partipolitik lettere formuleret i teorien end udfort i praksis. Ogsa de danske nordslesvigere masrkede folgerne af tysk indenrigspolitik: den lange militaertjeneste, en skattepolitik med levnedsmiddelfordyrende indirekte skatter og undertrykkelsesforsogene mod »rigsfjenderne«, hvortil regeringen regnede de nationale minoriteter foruden f.eks. socialdemokraterne.

---

2. Flensborg Avis (FA) 24.7.1878.

Det blev den danske rigsdagsmand Gustav Johannsen, der som den forste, nemlig i sin valgkamp 1881 i Flensborg, ogsa markerede indenrigspolitiske standpunkter pa de oven for naevnte omrader ved siden af den rent nationale protest. Herefter blev det efterhanden almindeligt, at den danske bevaegelse i valgkampene fremhsevede, at den foruden at vaere modstander af national og politisk undertrykkelse ogsa var imod militasrbyrderne og den levnedsmiddelfordyrende okonomiske politik. Nogen fuldt udarbejdet indenrigspolitisk vision havde den danske bevaegelse dog ikke; men der var alligevel tale om et forsog pa at give danskheden et konkret politisk indhold, koncentreret om punkter, der kunne samle bred enighed i denne socialt blandede nationale bevaegelse. Ogsa pa rigsdag og landdag markerede de danske repraesentanter ved afstemninger disse synspunkter, og her samarbejdede de med og stottedes af de tyske oppositionspartier socialdemokraterne og de frisindede i deres nationale kamp.

En vaesentlig del af baggrunden for disse forsog pa at markere visse indenrigspolitiske standpunkter skal nok findes i en voksende erkendelse af, at tilhorsforholdet til Tyskland ville vare laenge, maske altid, men nok ogsa i en frygt for den socialdemokratiske agitation, der som sit mal havde at vinde den danske underklasse. Derved truedes enheden i den nationale bevaegelse. Forst ville den faelles optraeden ved valgene svaskkes, sa deres vasrdi indadtil og udadtil som monstring af det nationale styrkeforhold odelagdes, dernaest forudsa man en langsom fortyskning af underklassen, der fra gammel tid havde vaeret dansktalende og dansksindet, hvis socialdemokrati og fagbevaegelse fik rigtigt fodfaeste ogsa organisatorisk. Denne udvikling ramte tidligt Flensborg, omradets hovedby, og den forblev et skraemmebillede for danskheden ogsa i det egentlige Nordslesvig. Flensborgs hurtige udvikling i 1880'erne til industriby var blevet ledsaget af en kraftig indvandring sydfra og en hastig vaskst for arbejderbevaggelsen. I 1890 var socialdemokratiet by ens storste parti. Mens det danske parti i 1867 havde haft flertal, var det nu kun übetydeligt, og det oprindelige stemmetal var reduceret med naesten tre fjerdedele. Ogsa arbejderne blandt de danske var i hoj" grad begyndt at stemme efter deres okonomiske og sociale interesser, den sociale kamp var blevet vigtigere for dem end den nationale, og de stemmer, der en gang var gaet tabt pa denne made, kom aldrig tilbage.

Den socialdemokratiske agitation i Nordslesvig var begyndt allerede i 1872; men forsog pa foreningsdannelser forte ikke til skabelsen af varige organisationeri 1870'erne, hvor erhvervslivets tilbagegang betod, at en egentlig arbejderklasseikke dannedes i byerne. I perioden oktober 1878 til oktober 1890 var den sakaldte socialistlov i kraft. Den betod, at al socialistisk politisk virksomhedvar forbudt; kun retten til at opstille og blive valgt til rigsdagen bevaredes.

Fagforeninger var ogsa tilladt, hvis de strengt holdt sig til kun at varetage arbejdernes okonomiske interesser. I Flensborg var arbejderbevaegelsen staerk nok til at overvintre. Fagbevasgelsen kom i hurtig vaskst i sidste halvdel af 1880'erne, og i det skjulte agiteredes politisk, sa socialdemokratiet som nasvnt gik stasrkt frem.

Anderledes var billedet i Nordslesvig, hvor arbejderbevaegelsen naermest matte begynde forfra efter socialistlovens opheevelse. Faglig og politisk organisering kom ogsa her til at ga hand i hand. I alle de fire kobstaeder gjordes der i 1890'erne fejlslagne forsog pa at oprette holdbare politiske foreninger; men det lykkedes forst i Haderslev 1898, Abenra 1901, Sonderborg 1904 og Tonder 1907, efter at byernes erhvervsliv var kommet ud af stagnationen, og der var sket en vis tilflytning af arbejdere sydfra. De sproglige faktorer gjorde det vanskeligt at fa de danske arbejdere i tale, og det tyske socialdemokrati havde kun fa midler at saette ind pa en dansksproget agitation. Mest socialdemokratisk agitation foregik i perioderne for valgene, organiseret med hjaelp fra partifasllerne i Flensborg, der i hele perioden for 1914 var centrum for arbejderbevaegelsens agitation i graenselandet. Storst indsats gjordes i Abenra kreds (kreds i tysk tid = amt), der sammen med Flensborg kreds udgjorde den anden slesvig-holstenske

Under valgkampene aktualiseredes problemerne i forholdet til den danske bevsegelse, da socialdemokratiet herunder tog stilling til det nationale sporgsmal, ogsa til kravet om indfrielsen af § 5. Dette krav havde partiet stottet allerede i 1870'erne; men efter § s's ophasvelse havde der i 1880'ernes valgkampe, hvor partiet naesten udelukkende agiterede i Flensborg, vaeret en tilbojelighed til at afvise det som utopisk. Desuden hasvdedes det, at det ikke ville gore nogen forskel for arbejderne, om de kom under dansk styre i stedet for tysk, som det f.eks. udtryktes i et dansksproget valgoprab for Flensborg-socialdemokraten Heinrich Mahlke ved valget 1890, hvor partiet ellers for forste gang siden 1870'erne inddrog det nordslesvigske omrade i agitationen:

»Det danske parti, som foreslar Eder hr. Gustav Johannsen fra Flensborg, forfolger aldeles forkerte mal, lad dem mene det nok sa godt. De synes ikke at have andre idealer end at komme ind under den danske regering. Bliver der da ikke i Danmark fort det samme regiment som hos os? Jo vist! Idag er partiet oppositionel lige over for den tyske Regierung, men nar vi kom ind under Danmark, sa ville det som konservativt parti ga igennem tykt og tyndt med Estrup...«.³

Dette valgoprab tog klart sigte alene pa arbejderne, og det bestred Gustav

---

3. Oprabet i Landsarkivet for de sonderjyske landsdele, Abenra (LAA), Abenra byarkiv 11, 8, 2 og Landesarchiv Schleswig-Holstein, Slesvig (LAS) Abt. 309: 230.

Johannsens hsevdelse af at sta for en frisindet indenrigspolitik. Ved valgene 1893 og 1898 fremhasvedes imidlertid igen, at socialdemokratiet anerkendte folkenes selvbestemmelsesret. Foruden skarpe angreb pa den danske bevgegelsefor borgerlighed optradte igen en dualisme, der ogsa havde kunnet findes i 1870'ernes agitation, nemlig at ikke blot arbejderne, men hele den danske befolkning burde stemme socialdemokratisk, fordi SPD anerkendte selvbestemmelsesretten.Et dansksproget valgoprab fra valget i 2. kreds 1893 kan gaside som typisk for 1890'emes agitation i denne henseende:

»Socialdemokratiet fordrer folkets frie selvbestemmelsesret og protesterer imod annekteringen af den ene eller den anden landsdel. Det protesterer imod den mindste folkestammes undertrykkelse. Men vi kunne ikke indse, at protestens kundgorelse har bragt nogensomhelst nytte for et under de samme kar som i det ovrige Tyskland levende folk. Men den, som vil indtrasde for folkets velfasrd, som vil, at retten gaelder for alle, han vaslger den 15. juni socialdemokratiets kandidat«.⁴

Ved valgene 1890-98 gik SPD frem i Nordslesvig, men slet ikke i det habede omfang, og som politisk faktor var partiet fortsat uden betydning der i modsaetning til i Flensborg. Deter derfor nok ikke urimeligt at se den genoptagne anerkendelse af den nationale selvbestemmelsesret i en bredere agitatorisk

En sserlig vigtig foranledning for den socialdemokratiske og den danske bevasgelse til at beskaeftige sig med hinanden var den saerlige omvalgsproblematik i forbindelse med rigsdagsvalgene. Rigsdagsvalgene i det tyske rige var flertalsvalg i enkeltmandskredse, og hvis ikke en kandidat opnaede absolut flertal, skulle der afholdes omvalg mellem de to kandidater, der havde faet flest stemmer i forste omgang. I 1. kreds, Haderslev-Sonderborg valgkredsen var der aldrig tvivl om den danske sejr allerede ved hovedvalget, og i 4. kreds, Tonder-Husum-Ejdersted, var bade den danske og den socialdemokratiske bevsegelse for svage til at fore en kandidat sa langt som til omvalget. Omvalgsproblematikken i forhold til SPD var derfor kun aktuel i Abenra-Flensborgkredsen. Her var en socialdemokrat pa omvalg med skiftende tyskborgerlige kandidater ved hvert valg 1890-1912. Partiet var derfor staerkt interesseret i, at de stemmer, der ved hovedvalget faldt pa den danske kandidat, ved omvalget blev afgivet pa socialdemokraten, og det agiterede herfor med henvisning til, at det beksempede den nationale undertrykkelse.

Allerede 1890 blev det danske parti derfor tvunget til at tage stilling til
omvalgsproblematikken. For den tid havde lederne anset det for en selvfolge,

---

4. Oprabet i LAA, Gustav Johannsens privatarkiv nr. 15. Det stammede fra omvalget; men ved hovedvalget var der udsendt et oprab af lignende indhold.

at de danske a <ldt sig fra at stemme ved omvalg mellem to tyske kandidater. Nu var situationen en anden, da SPD pa mange mader stod for en opposition mod det bestaende, som ogsa de danske delte. Det har ikke hidtil vasret kendt, at dette problem diskuteredes i bestyrelsen for de dansksindedes politiske organisation,Vaelgerforening^n, for omvalget 1890. Skulle man nu engagere sig i tysk indenrigspolitik ved at optrasde som tungen pa va?gtskalen i et valg mellemto tyske kandidater^

Foreningens omvalgsparole blev et kompromis mellem stridende floje.⁵ Den anbefalede de danske at afholde sig fra stemmeafgivning, men fastslog samtidig, at oppositionspartiernes kandidater var »et mindre onde«.⁶ Imidlertid agiterede flere danske i Abenra-kredsen og den danske avis Hejmdal ret klart for stotte til socialdemokxaten Mahlke. Hans stemmetal ved omvalget mere end fordobledes i Abenra-kredsen, uden at han dog blev valgt. Vaslgerforeningens sekretasr, H.P. Hamssen, og landdagsmand Hans Lassen, Lysabild, havde onsket, at omvalgsparolen skulle vasre mindre negativ over for valgdeltagelse, og havde foreslaet felgende tilfojelse: »Vi kan kun rade! Handler efter Eders bedste overbevisning!« Men de havde ikke kunnet samle flertal herfor. At omvalgsdiskussionen i Vaelgerforeningen ikke var udtryk alene for et akut valgtaktisk problem, men ogsa for en dybereliggende uenighed om, i hvor hoj grad den nationale bevas.^else skulle tage stilling i tysk indenrigspolitik, kan ses af H.P. Hanssens overvejelser bagefter:

»Endnu folger vaslgerne os nemlig kun absolut, nar de er enige med os. Personliger jeg af den mening, at vi, foruden at det var nodvendigt, ogsa har handlet rigtigt og politisk klogt ved at ga den vej, vi gik. - Jeg frygter for, at vi i en ikke fjern fremtid far en strid om praktisk eller ikke-praktisk politik, en strid om, hvorvidt vi ska. tage det tredje eller det fjerde bedste, nar vi ikke kan fa det allerbedste, eller om, hvorvidt vi skal holde os passive, nar vi ikke kan gennemfore akkurat, hvad vi vil, en strid om, hvorvidt vi i lighed med sa godt som alle politiske partier skal anerkende teorien om, at man altid, nar man har valget mellem to onder, skal vaslge det mindste, som ledende for vor politik, eller om vi... skal erklaere, at alt, hvad der ikke direkte berorer vor nationalitet, er os uvedkommende, og handle derefter. - Under forudsaetning af en leengerenationalitetskamp er jeg en absolut tilhasnger af teorien om det mindste onde, fordi vi kun, nar den tages op, vil kunne undga den sociale spaltning i det mindste sydover, og den vil derfor vise sig som en nodvendighed.... Vi ma i det hele vogte os for politisk stagnation, da vi ellers let kan dodsdomme os selv. Verdensstromningerne er sa staerke i vor tid, at de kan skylle os bort, hvis vi

---

5. LAA, J.N.H. Skrumsagers privatarkiv. Breve fra forskellige. H.P. Hanssen 6.3.1890.

6. Oprabet i FA 27.2.1890.

ikke er pa vor post. Interessen for de samfundssporgsmal, der beveeger hele verden, vil vagne i Nordslesvig og maske sa meget staerkere, da den nu har vaeret holdt nede i lang tid. Hvis vi vil forsoge at kvaele denne interesse, risikerervi, at vi stoder mange af vore bedste partifaeller fra os. Den ma derfor have frit spil inden for den nationale ramme... hernede er der fare for vor arbejderstand,hvis vi ikke afvaebner den socialdemokratiske agitation ved at gore den indrommelse, at der er mere, der har betydning for os end de rent nationale sporgsmal«.⁷

Den floj i den danske bevasgelse, der var afvisende over for omvalgsdeltagelse, blev ledet af redaktor Jens Jessen, Flensborg Avis, og den formaede ogsa ved de folgende omvalgsoprab 1893 og 1898 at fastholde tvetydigheden. I 1898 fik Jessen endog indfojet et kraftigt angreb pa socialdemokratiet, uden at helhedsindtrykket dog blev klarere.⁸

Resultatet ved omvalgene i 2. kreds i 1890'erne blev, at de danske stemmer kun i mindre omfang blev overfort til socialdemokrater, sa at forskellige tyskborgerlige kandidater blev valgt. Det erkendtes ganske vist i begge floje i den danske bevaegelse, at SPD havde krav pa sympati som bekaemper af den nationale undertrykkelse, og at partiet pa rigsdagen var en god stotte for den enlige danske repraesentant. Anstodsstenen var den socialdemokratiske agitation ved hovedvalgene. Det danske parti kunne som bevist i parlamentarisk praksis haevde, at det gik imod politisk og social undertrykkkelse, sa at arbejderne derfor burde stemme dansk ved hovedvalgene. Status ved arhundredskiftet i forholdet mellem de to partier var da en fastlast stilling i en vis erklaeret gensidig sympati og en samtidig steerk rivalisering om de samme vaelgergrupper. Uoverensstemmelsen var stadig uafgjort mellem Jessens floj og H.P. Hanssens floj, hvortil ogsa horte Gustav Johannsen, der var 1. kreds' rigsdagsmand fra 1886. Omkring arhundredskiftet skete imidlertid en udvikling i det slesvig-holstenske SPD, der onskede at opto de tilfrosne fronter og vinde de danske vaelgere. 1902-resolutionen blev et resultat af denne udvikling.

Köllerpolitikken og Eduard Adlers »danskerkurs«

Ved arhundredets slutning antog den preussiske tvangspolitik i Nordslesvig sa grelle former, at det vakte mere end saedvanlig opsigt. Ogsa SPD's opmaerksomhedover for omradets problemer skasrpedes. Den meget harde kurs over for de dansksindede ivaerksattes af den slesvig-holstenske overpraesident (dvs. lederen af forvaltningen i Slesvig-Holsten) v. Koller, der, for han 1897 fik dette

---

7. Se note 5.

8. LAA, Valgerforeningens arkiv nr. 2, bestyrelsesmode 18.6.1898. Oprabet i FA 21.6.1898.

embede, bl.a. havde vaeret preussisk indenrigsminister 1894-95. I den tid havdehan gjort sig saerdeles forhadt af socialdemokraterne med sine fejlslagne forsog pa at gennemfore en ny tvangslovgivning mod partiet. Fra efteraret 1898 ivaerksatte han sin berygtede tvangspolitik i Nordslesvig. Et af dens udslag var masseudvisninger af tjenestefolk med dansk statsborgerskab, hvis man skonnede, at de pa en eller anden made havde forbindelse med dansk arbejde. Ogsa danske svende og arbejdere i byerne var i farezonen. Med fa dogns frist blev mange smakarsfolk ved udvisninger tvunget til at forlade arbejde og eventuel familie. Pa lignende made var socialdemokrater blevet forfulgt med udvisninger under socialistloven, sa det var en politik, man kendte og afskyede i partiet. Ganske vist var udvisninger i forvejen kendt i Nordslesvig;men nu ramte de i et hidtil uset omfang isasr de mennesker, der var socialdemokratiets malgruppe, selv om v. Kollers egentlige formal hermed var at ramme »de fanatiske principaler«, nationalt aktive arbejdsgivere, idet der var mangel pa arbejdskraft. Lokalt var harmen stor blandt socialdemokraterne,sadan som det f.eks. fremgar af Haderslev-foreningens korrespondancer til partibladet Die Nord-Wacht.⁹

I bekaempelsen af Kollerpolitikken fik den danske bevasgelse stEerk stotte af SPD's ledelse, da Gustav Johannsen med socialdemokratisk hjaelp fik gennemfort en stor debat i rigsdagen 1899 om udvisningerne.¹⁰ En sadan debat skulle i den tyske rigsdag fores med udgangspunkt i en foresporgsel til regeringen. For at forelasgge en sadan foresporgsel kraevedes 30 underskrifter af rigsdagsmedlemmer. Det kunne den danske bevaegelse lige klare med hjaelp fra de andre nationale fraktioner. Det stod regeringen frit for, om den ville svare herpa, og skulle en foresporgsel overhovedet til debat, kraevedes 50 underskrifter. Dem fik Gustav Johannsen med SPD's bistand, og partilederen Wilhelm Liebknecht stottede ogsa Johannsen i en stor tale. Debatterne skabte i hoj grad en kritisk opmeerksomhed om forholdene i Nordslesvig. Pa rigsdagsplanet viste betydningen af et godt forhold til SPD sig saledes tydeligt, og det var en kendsgerning, der ogsa prasgede forholdet pa det lokale plan.

En socialdemokrat, der saerlig blev optaget af bekaempelsen af Kollerpolitikken,var
1902-resolutionens fader Eduard Adler. Han blev i april 1900 redaktoraf

---

9. Die Nord-Wacht (NW) blev 1888-1903 udgivet i Bant, Wilhelmshaven, og havde en vis udbredelse i hele Nordtyskland. Det specielle slesvig-holstenske partiorgan Schleswig- Holsteinische Volks-Zeitung (SHVZ) blev udgivet i Kiel fra 1893, men er forst bevaret fra 1903. Dog findes enkelte eksemplarer for den tid arkiveret i embedsarkiverne.

10. Se Gerd Callesen: Sozialdemokratie und Kollerpolitik, Zeitschrift der Gesellschaft fur Schleswig-Holsteinische Geschichte 1967, s. 129-154, og samme: Gustav Johannsen und die Kollerpolitik, sst. 1968, s. 165-80. Dansk oversaettelse af de officielle stenografiske referater af debatterne i: Nordslesvig 1899. Udvisningsdebatterne i landdagen og rigsdagen. Abenra u. ar. En forudgaende landdagsdebat gennemfortes isa?r med de frisindedes stotte.

torafdet slesvig-holstenske partiorgan Schleswig-Holsteinische Volks-Zeitung i Kiel; men allerede for var han blevet optaget af problemet. Pa et socialdemokratiskmode i Flensborg den 31. januar 1899 havde Adler, der dengang var redaktor i Harburg, saledes talt imod udvisningerne. »Ethvert folk haenger ved sit modersmal og sine overleveringer og har ret dertil, og vil man tage dem fra det, vaegrer det sig«. Da Adler var barn - han var fodt i Berlin 1861 - havde han laest meget om den »forladte broderstamme«, dvs. om de tysksindede slesvig-holstenereunder dansk ag; men nu var situationen vendt om. »Vi er snart det mest hadede folk pa jordkloden; ikke en af vore naboer tror os over en dortagrskel«.Modet sluttede med vedtagelse af en protestresolution, hvori det hed, at forsamlingen ansa »en sadan udvisningspolitik over for et andet land for aldeles uforenelig med tysk kultur«.^u

Adler blev den ledende i partiet i de bestraebelser, der skulle tjene til at forene den sociale protest med en protest mod undertrykkelsen af de dansksindede og derigennem bane vej for et gennembrud for partiet i Nordslesvig. I Schleswig-Holsteinische Volks-Zeitung bekeempede han tvangspolitikken, og pa et tidspunkt skal avisen vaere begyndt at bruge de nordslesvigske stednavne i dansk form.¹² Adler laerte sig ogsa dansk ved at lasse Flensborg Avis, og i 1904 var han i ovrigt pa studieophold i Danmark for at lasre mere dansk. Med tiden kunne han bade tale og skrive sproget, hvilket de ledende socialdemokrater af tysk herkomst i Nordslesvig og Flensborg normalt ikke kunne.

Pa partidagen i Altona 13.-14. oktober 1901 talte Adler for, at der skulle saettes mere malbevidst ind pa en agitation i Nordslesvig pa befolkningens modersmal. Der fremfortes imidlertid forskellige betaenkeligheder over for nytten heraf. Saledes sagde den delegerede fra Flensborg, skomager Aug. Hering, at socialdemokraterne i Flensborg allerede i tyve ar havde beskasftiget sig med danskerne uden at opna storre resultater. De danske bonder var ved siden af deres danske sindelag lige sa gode konservative som andetsteds. Men hvis der blot blev oprettet en eneste fabrik i omradet, sa var det bedre end at uddele i hundredvis af eksemplarer af partibladet.¹³

Disse betaenkeligheder forhindrede imidlertid ikke Adler i at fortsaette sin danskerkurs. Han havde ogsa faet kontakt med partifasller i Abenra. Her havdehan den 15. September 1901 talt ved det mode, hvor det besluttedes at opretteen partiforening i byen. En Abenra-socialdemokrat, Chr. Mathiesen, der var dansk, begyndte ogsa efter Altonapartidagen at skrive indlasg i Volks-

---

11. FA 2.2.1899.

12. LAS Abt. 309: 12541. Regeringspraesidenten til indenrigsministeriet 5.12.1901. Der er ingen eksemplarer bevaret af SHVZ, hvoraf dette fremgar.

13. Trykt politireferat af partidagen i Altona 13.-14. oktober 1901 i LAA, Tender landsradsarkiv L 14.

Zeitung, hvori han stottede Adlers ideer.14 I det hele taget satte Abenraforeningenmed
Mathiesen som drivkraft meget ind pa agitationen blandt de
dansksindede arbejdere, efter at den var stiftet 6. oktober 1901.

Den 8. marts 1902 afholdtes der suppleringsvalg til rigsdagen i 1. kreds, hvor redaktor Jessen blev valgt som afloser for den afdode Gustav Johannsen. Ogsa SPD opstillede i kredsen ligesom ved valgene i 1890'erne. Kandidaten var Mahlke, Flensborg; men Adler spillede den mest fremtreedende rolle i agitationen. I Volks-Zeitung forklarede han, at grunden til, at partiet opstillede i 1. kreds, var, at det kaempede for mere end tilfredsstillelsen af det nationale krav. Danskerne kaempede kun mod et sasrligt udslag af kapitalistsamfundet, mens socialdemokratiet ville ramme ondets rod.¹⁵ »Hvem der vil protestere, han ma stemme dansk eller socialdemokratisk. Den skarpeste protest ligger utvivlsomt i at afgive en socialdemokratisk stemme. Den er en selvforsvarshandling for alle valgkredsens arbejdere - enten de er tyske eller danske - og den er et middel til den skarpeste protest for alle tvangspolitikkens modstandere. At redaktor Jessen vaelges, er jo sikkert«. Enhver tilvaekst for socialdemokratiet pa tvangspolitikkens enemaerker ville aergre tvangspolitikkens maend mere end noget andet.¹⁶ Pa et vaslgermode i Haderslev den 25. februar 1902 udtalte Adler sig pa lignende made og fremhaevede, at socialdemokraterne var i overensstemmelse med det danske, nationale parti og dets program. De danske havde ret til at kraeve § 5 opfyldt og til at vaerne om sprog og nationalitet .¹⁷

Resultatet af dette forste valg efter indvarslingen af Adlers danskerkurs blev, at SPD i 1. kreds forogede sit stemmetal fra 345 stemmer i 1898 til 487, men forblev uden betydning i det samlede politiske billede i kredsen. Partiets agitation for valget havde dog som saedvanlig irriteret det danske parti; men Adler arbejdede videre med sine planer, saerlig med overvejelser om, hvordan partiet kunne vinde de danske stemmer ved omvalgene i 2. kreds. Disse overvejelser resulterede som naevnt i resolutionsforslaget i august; men hvilke droftelser, der eventuelt matte vaere gaet forud herfor i partiet, og hvilke impulser Adler kan have modtaget fra kontakter nordpa som Mathiesen, fremgar ikke af kildematerialet. I Flensborg-foreningen var stemningen skeptisk over for Adler, som det var kommet frem pa Altonapartidagen.

Den 24. juni 1902 talte Adler pa et socialdemokratisk mode i Flensborg om
»K6llerand og kulsviertro«, dvs. troen pa, at danskheden kunne underkues

---

14. Se Dorrit Andersen: National og social solidaritet. Chr. Mathiesen - en arbejderforer i gragnselandet. Festskrift til Johan Hvidtfeldt, 1978, s. 1-22.

15. FA 3.12.1901 oversaettelse af artikel i SHVZ 1.12.

16. FA 5.2.1902, oversaettelse af artikel i SHVZ 4.2.

17. Hejmdal(Hmd) 27.2.1902.

med tvangspolitik, en tro, der ogsa beherskede de tyske myndigheder efter v. K oilers afgang 1901. Tvangspolitikken havde forenet Nordslesvigs bourgeoisi og arbejdere, sagde Adler; men det ville vise sig som et forbigaende fasnomen med socialdemokratiets optraeden i omradet. Adler naevnte nu ogsa mulighedenaf et samvirke ved omvalg i 2. kreds. Aug. Hering var imod et sadant samvirke, fordi han mente, at de danske storborgere stod pa samme standpunktsom storborgerne andre steder. Derimod fik Adler stotte af en anden fremtrasdende socialdemokrat, typograf ved Flensborg Avis Waldemar Sorensen,der var fodt i Sonderborg, men havde boet i Flensborg siden 1889. Sorensenunderstregede, at nar de danske ikke ville stemme socialdemokratisk ved omvalg, skyldtes det vrede over, at partiet ogsa opstillede i den udsigtslose 1. kreds. For at na sit mal ved omvalget matte partiet afgive en officiel, bindende erklaering om, at det anerkendte § 5 og danskernes frie selvbestemmelsesret. Adler svarede, at han var bekendt hermed, et tegn pa, at tanken ma have vaeret fremme for i kredsen omkring Adler og i partiet. Han ville sastte sporgsmalet pa dagsordenen og mente i ovrigt, at den gamle SPDfarer Aug. Bebel delte hans anskuelse.¹⁸

Adlers planer var nu sa langt fremme og sa vidt kendte, at de danske ledere diskuterede dem pa de nationale foreningers arsmode i Abenra 27.-28. juli. Rigsdagsmand Jessen stod fortsat afvisende over for et nasrmere samarbejde, fordi SPD var et klasseparti, mens de danske var et folkeparti, der tog billige hensyn til alle samfundslag. Han anerkendte, at SPD i nationale sporgsmal var en god stotte for ikke-tyskere. Derimod satte han ikke de borgerlige oppositionspartier Centrum og de frisindede saerlig hojt. SPD var mere selvstaendigt og modigt. Sprogforeningens formand M. Andresen, Abenra, og H.P. Hanssen, fra 1893 redaktor pa Hejmdal i Abenra og landdagsmand siden 1896, var mere villige til at overveje Adlers ideer i overensstemmelse med den mere velvillige holdning, denne floj af de danske havde indtaget i omvalgssporgsmalene i 1890'erne. Hanssen nasvnte, at han havde mange venner blandt de frisindede; men de havde for lidt magt. Socialdemokraterne var sta?rkere og mere villige til at hjaelpe. Andresen fremhaevede, at hvis de danske skulle stotte socialdemokratiet ved omvalg, skulle partiet lade de dansksindede arbejdere stemme dansk ved hovedvalget. Hanssen mente ogsa, at stotte til de dansksindede ved landdagsvalgene ville befordre deres velvilje over for SPD ved omvalgene .¹⁹ Det danske mandat i landdagsvalgkredsen Abenra-Sonderborg, H.P. Hanssens mandat, ansas nemlig for truet.

---

18. FA 27.6., NW 2.7.1902.

19. FA 29.-30.7., Hmd 28.-29.7., hele Jessens tale i FA 2.8.1902.

Landdagsvalgene havde ikke for spillet en rolle i forholdet mellem de dansksindede og socialdemokratiet. SPD havde nemlig ikke hidtil deltaget i landdagsvalg i Preussen i protest mod den sakaldte treklassevalgret, en yderst udemokratisk valgordning, der kraftigt begunstigede de velstillede. Pa den tyske partidag i Mainz i 1900 var det imidlertid blevet besluttet at deltage ved landdagsvalg i de tyske stater, hvor der var treklassevalgret. Det nasste valg skulle finde sted i 1903, sa nu var der en ny foranledning for den danske bevasgelse til at overveje Adlers tanker.

At H.P. Hanssen-flojen var langt inde i taktiske overvejelser om, hvad det danske parti kunne fa ud af et samvirke med socialdemokratiet, blev ogsa klart i artikler i Hejmdal i den folgende tid, f.eks. 1. august, hvor det hed, »at der er meget staerk stemning« i den danske lejr for at stotte SPD ved omvalg. Flensborg Avis fastholdt dog sin afvisning og frygtede i det hele taget, at hvis man begyndte at stemme socialdemokratisk ved omvalg, kunne det ogsa begynde at forekomme mange rimeligt allerede ved hovedvalget.²⁰ Men Hejmdal ville arbejde for omvalgsstotten, hvis SPD's partidag abent ville anerkende § 5, retten til kulturel og politisk ligeberettigelse og bekasmpelsen af tvangspolitikken .²¹ En del af den danske bevasgelse havde saledes givet Adler en tilskyndelse til at forelaegge 1902-resolutionen, og han kan ogsa have fundet en vis opmuntring i den kendsgerning, at H.P. Hanssen ved et kommunalvalg 1901 i Abenra havde ladet sig opstille pa en socialdemokratisk liste sammen med SPD's tillidsmand i byen, uden at nogen af dem dog var blevet valgt.²²

I den udvikling, der forte frem til resolutionsforslaget 1902, kan man sige, at det var SPD og saerlig Eduard Adler personlig, der var den udfarende kraft, og at den danske bevaegelse mere var i defensiven. Forst kort tid for partidagen var en del af det danske parti med H.P. Hanssen som leder indstillet pa at tilkaempe sig noget af initiativet ved at kraeve noget til gengaeld for stotten ved rigsdagsomvalg i 2. kreds. Denne del af det danske parti ma derfor siges at have medvirket til at fremkalde resolutionsforslaget.

Resolutionen på partidagen i Flensborg 1902

Den slesvig-holstenske partidag fandt sted en maneds tid efter de danske arsmeder,nemlig fra 31. august til 2. September. Nar Flensborg var blevet valgt til modested, havde det ikke noget at gore med, at danskersporgsmalet var sat pa dagsordenen. De arlige partidage fandt sted i forskellige byer hvert ar, og

---

20. F.eks. FA 1.8.1902.

21. Hmd 8.8.1902.

22. Dorrit Andersen (note 14) s. 5 f.

Flensborg var blevet valgt til modested pa den foregaende partidag. Fra grsenseomradetvar
der modt delegerede fra Flensborg-, Abenra- og Haderslevforeningerne.

Den mest langvarige debat fandt sted i forbindelse med dagsordenens pkt. 3, danskersporgsmalet. Adler holdt indledningstalen og forelagde et resolutionsudkast. I talen sagde nan bl.a., at Kollerpolitikken havde sammensvejset de danske nordslesvigere, saledes at de danske proletarer kun havde lidt klassebevidsthed. Men SPD havde alligevel pligt til »ogsa at bringe de danske arbejdere socialismens evangelium og organisationens svasrd«. Denne pligt matte efterleves pa den made, at man agtede danskernes folkeejendommelighed og beskyttede deres nationale rettigheder. De danske arbejderes nationale rettigheder var de samme som hele den danske befolknings. Hvis den tyske klassestat havde ladet denne befolkning vaere i fred, ville SPD have kunnet indskra?nke sig til at vinde den danske proletar for partiet under anerkendelse af, at han var og blev dansk. Men da klassestaten forsogte at undertrykke danskerne, matte socialdemokratiet pa en gang drage i felten som beskytter af alle undertrykte og dermed ogsa i den danske arbejders interesse. Opgaven var altsa pa en gang at bringe den danske arbejder socialismen og at beskytte alle danske i deres nationale ret og kultur. Adler onskede altsa en intensivering af den kurs, SPD hidtil havde fulgt i sin agitation, nemlig at man skulle forsoge at vinde stemmer i hele den danske befolkning og ikke blot hos arbejderne.

Denne linje var tydelig i Adlers oprindelige resolutionsforslag, der blev vedtaget i en asndret form, formuleret af senere landdags- og rigsdagsmand Otto Stolten, en af de hamburgske delegerede (Hamburg var til 1906 med i den slesvig-holstenske provinsorganisation). Nar man sammenligner den endelige resolution (se Bilag) med udkastet, hvilket ikke er sket i den hidtidige litteratur, kan man se, at dens karakter af lokkemad over for den danske bevaegelse er Sogt afsvaekket til fordel for en staerkere markering af arbejderbevasgelsens principielle klassekampsstandpunkter, selv om disse i forvejen var stasrkt marker et i flere punkter.

Stoltens aendringsforslag betod indsasttelse af et nyt punkt i stedet for 2c og
d. Disse to punkter lod som folger:

»2c) ved politiske rigsdagsomvalg, hvor danskerpartiet er pa omvalg med en borgerlig kandidat, skal man stotte den danske kandidat, for sa vidt han afgiver tilfredsstillende erklseringer i told- og skattesporgsmal og om vassentlige, rent demokratiske fordringer.

2d) for landdagsvalgene anbefaler partidagen kammeraterne i de deltagende
kredse, sa lsenge en sejr for socialdemokratiet selv er udelukket, og den danske
kandidat afgiver de ovennasvnte erklaeringer, at indhente partiledelsens efter

Mainz-beslutningerne nodvendige tilladelse til, at valgmaendene stotter
danskerne«.23

Disse to punkter lovede ret sikkert stotte til danskerne, og de krav, de stillede til de danske kandidater, gik ikke ud over, hvad der var gasngs dansk politik. I den vedtagne resolution stod nu punktet 2c i stedet for disse to punkter. Derved blev helhedsindtrykket en skaerpelse af kravene til danskerne, hvis »national-oppositionelle stilling« ikke matte vasre bestemmende for socialdemokraternes stillingtagen ved omvalg. Stotten skulle vasre betinget af »en bindende erklaering« fra den danske kandidat om »at ga bestemt imod enhver merbelastning af befolkningen med told og indirekte skatter og enhver forhojelse af militaer- og marinebyrderne og at ville virke energisk for den demokratiske udbygning af valgretten savel til rigsdagen som frem for alt til den preussiske landdag«.

Adler selv erklasrede sig indforstaet med aendringsforslaget. Selv om klassekampsaspekterneforstaerkedes ved indsaettelsen af det mere uelskvasrdige punkt 2c, kunne resolutionen stadig opfattes som en invitation til danskerne om at komme med en tilsvarende erklaering, og det var formentlig det afgorendefor Adler. Man ma ikke glemme, at den aktuelle baggrund for resolutionen forst og fremmest var omvalgsproblematikken ved rigsdagsvalg. Her var det helt usandsynligt, at den danske kandidat kunne komme pa omvalg og behove socialdemokratisk stotte for at blive valgt. Det var ikke sket siden 1881, da Gustav Johannsen for forste og sidste gang blev valgt i denne kreds. Det sandsynligeved rigsdagsvalg var, at SPD havde brug for dansk stotte. Hvorledes situationen ville blive ved det nasste landdagsvalg 1903, hvor det danske mandati Abenra-Sonderborg-kredsen maske var truet, vidste man ikke; men sa meget var sikkert, at SPD ville sta meget svagt, ogsa pa grund af treklassevalgretten.At en dansker her skulle komme pa omvalg med en kandidat, der kunne give SPD bedre politiske og okonomiske garantier, var imidlertid ganskeusandsynligt, fordi det frisindede parti, som SPD undertiden havde valgsamarbejdemed, ikke betod noget i denne landdagsvalgkreds og heller aldrig havde opstillet der. Valget ville i givet fald komme til at sta mellem danskeren og en tysk-konservativ. Stoltens principielle indvendinger mod punkterne 2c-d havde vaeret, at Adler ville give danskerne en forret i forhold til alle andre politiskemodstandere,

---

23. I NW's referat 7.9.1902 er aftrykt en anden tekst som den vedtagne end i SHVZ 3.9. NW anforer de oprindelige punkter 2c-d som vedtagne, mens Stoltens «ndringsforslag er placeret i stedet for lc-d. Det fremgar imidlertid af SHVZ's udforlige referat, at Stoltens forslag skulle erstatte 2c-d, og at lc-d ikke var under diskussion. NW's referat ma have forvekslet hovedgrupperne 1 og 2. - Diskussionen refereres ikke i NW og gengives efter SHVZ's referat. De danske aviser refererede ogsa partidagen; men disse referater bekreefter SHVZ's referat.

tiskemodstandere,og at SPD matte sta frit over for at stotte en anden kandidatved et omvalg, hvis denne gav bedre garantier end danskeren. Disse indvendingervar nok berettigede ud fra SPD's almindelige principper, men vidner maske ogsa om et ukendskab til de sandsynlige politiske konstellationer i de valgkredse, hvor resolutionen i givet fald kunne komme i anvendelse.

Den tyske historiker Hans-Ulrich Wehler skriver om resolutionens punkt 2c: »Imod den nasrliggende understottelse af danskerne ved omvalg vendte sig imidlertid et afsnit i aktionsprogrammet fra 1902, hvorefter danskernes national-oppositionelle stilling ikke matte vaere bestemmende for SPD's stillingtagen« .²⁴ Pa grund af manglende kendskab til resolutionens tilblivelsessituation far Wehler saledes den stik modsatte mening ud af den. Punkt 2c skulle blot principielt understrege, at man ikke skulle stemme pa en dansker, fordi han var dansker, men fordi han indenrigspolitisk stod for acceptable synspunkter. Resolutionen tog saledes ikke afstand fra tanken om stotte til danskerne, og dens formal var netop at opna en gensidig stotteaftale.

Det vil ogsa vaere forkert at tro, at resolutionens krav om, at de danske kandidater skulle afgive en erklasring vedrorende forskellige indenrigspolitiske sporgsmal, skyldtes en speciel mistillid til danskerne. Et sadant krav var almindelig SPD-politik ved omvalg. Ogsa den tyske partidag i Miinchen 14.-20. September 1902 vedtog en omvalgsresolution, hvor der stilledes lignende betingelser for stotte. Nar Bjorn Svensson sasrlig angriber 1902-resolutionens omvalgsbestemmelser ud fra den opfattelse, at den betod, at en dansk socialdemokratisk arbejder »ikke ved omvalget matte stemme pa den danske kandidat og hjaelpe ham ind pa rigsdagen pa en tyskborgerlig kandidats bekostning, medmindre den danske kandidat var villig til at opfylde visse socialdemokratiske partibetingelser«, sa ma det skyldes manglende baggrundsviden.²⁵ For det forste var den danske bevasgelse indenrigspolitisk i overensstemmelse med resolutionens krav, for det andet eksisterede der kun en teoretisk mulighed for, at det blev den danske kandidat, der kom pa omvalg til rigsdagen i 2. kreds. I samtidens danske reaktioner blev resolutionen da heller ikke kritiseret med den begrundelse, Svensson bruger. Formuleringen ogsa i den endelige resolution lagde stadig op til en erklasring fra dansk side om stotte til SPD ved omvalg i 2. kreds.

I debatten pa partidagen fik Adler starkest stotte fra to dansksindede delegerede,Chr.
Mathiesen, formanden for partiforeningen i Abenra, og WaldemarSorensen,

---

24. Hans-Ulrich Wehler: Sozialdemokratie und Nationalstaat. Nationalitatenfragen in Deutschland 1840-1914. Gottingen 1971, s. 102.

25. Bjorn Svensson: Det slesvigske sporgsmal mellem to socialdemokratier. Senderjysk Manedsskrift 1970, s. 218-53, her s. 238.

marSorensen,Flensborg. Mathiesen forsogte at forklare partifaellerne forholdenei Nordslesvig. Han erklasrede, at han bade tilhorte det danske parti og samtidig var socialdemokrat. Der fandtes nemlig intet politisk dansk parti, men en dansksindet folkebevaegelse. I Nordslesvig havde man kun lidt begreb om partipolitik, men man stemte, fordi et valg var et hasrskue. Ogsa arbejderne habede pa engang at vende tilbage til deres faedreland. Sproget var grundlag for al dannelse, som haevdet af den tyske socialdemokrat Albert Siidekum, og dermed ogsa for al okonomisk og politisk udvikling. »Derfor har vi al grund til at holde fast ved vort sprog, ved vor danskhed. Hvis de danske arbejdere ved, at socialdemokratiet garanterer dem dette sprog og deres kultur, vil de slutte sig til det«. Vedtagelsen af Adlers resolution ville skaffe partiet fremgang i Nordslesvig, ogsa i 1. kreds, for man habede, at partiet ville anerkende selvbestemmelsesretten.Til slut fremsatte Mathiesen forslag om oprettelsen af et dansk blad, et forslag, som kun han selv og Adler stemte for til sidst.

Ogsa Waldemar Sorensen betegnede sig som fadt nordslesviger, der vel var socialdemokrat, men dog folte og tasnkte dansk. Denne holdning forte i ovrigt i 1919 til et brud mellem ham og SPD, da han gik ind for, at Flensborg skulle med til Danmark. Han gik ogsa ind for en faslles optraeden ved omvalg og garanterede for de danske kandidaters demokratiske holdning. Han foretrak urteksten til Adlers resolution, men kunne ogsa stemme for aendringen. Det var et personligt synspunkt, det store flertal af kammeraterne i Flensborg var skeptiske. Dette fremgik af den anden flensborgske delegerede, Aug. Herings indlaeg. Som for omtalt havde han ved tidligere lejligheder udtrykt sin skepsis over for Adlers danskerkurs. Han betegnede forste halvdel af resolutionen som selvfolgelig og anden del som allerede reguleret ved partidagsbeslutninger, hvilket han pa sin vis havde ret i. »Hele det danske omvalgssporgsmal er et taktisk lokalsporgsmal i 2. valgkreds...«. Men han mente ikke, at Adlers bestraebelser ville nytte, for danskerne var bange for at blive svaekket af samarbejdet. Adler gjorde sig krampagtige forsog pa at vinde den reaktionasre Jessen. Det ville vaere mere konsekvent at indskraenke sig til at vinde de danske arbejdere, borgerne kunne man godt opgive. Pa linje hermed udtalte den haderslevske delegerede, pottemager Ernst Erfurth, sig. Han var fodt i Schlesien, men havde siden 1892 boet i Haderslev. Han mente, at Mathiesen var vokset op i Abenra »blandt venstredanskerne, der er mere demokratisk sindet... Danskerne i Haderslev er anderledes, som arbejdsgivere er de lige sa reaktionaere som de tyske, selv om de pukker pa deres oppositions Rigsdagsmand Jessen havde Erfurth heller ikke megen fidus til og mente, at han havde mest sympati for det katolske Centrum.

Der kan saledes iagttages principielle uoverensstemmelser mellem de delegeredefra
graenselandet med hensyn til, om partiet skulle agitere alene med

henblik pa arbejderne eller ogsa til en vis grad have hele den dansksindede befolkning i tankerne. Resolutionens anerkendelse af § 5 spillede ingen vassentligrolle i indlaeggene, hvor Mathiesen var den, der mest havde haeftet sig ved det positive heri. Kun rigsdagsmand Karl Frohme, Hamburg, beskaeftigede sig naermere hermed i sit indlaeg. Han gik ind for vedtagelsen af den sendrede resolution,men understregede, at hvis man forpligtede sig til at give hver nationalitetsit omrade tilbage, blev der ikke meget tilbage af Tyskland. Bedre okonomiskeog politiske forhold kunne maske betyde, at de dansksindede besluttede sig for Tyskland. Sproget og folkekarakteren skulle imidlertid respekteres, »men en eventuel egensindighed hos danskerpartiet i dets fastholden ved sproget behover vi ikke at fremme«. SPD's omvalgspolitik var »alene udtryk for realpolitiskeovervejelser. I det omfang, de star os politisk nasr, stotter vi danskerne.Men partikularisme bedriver vi socialdemokrater ikke...«. Danskerpolitikkenvar alene ledet af hensynet til fremskridtet og nationernes demokratiske konsolidering.

Selv om der saledes i den lange diskussion pa partikongressen ytredes forskellige betasnkeligheder ved at forpligte sig for staerkt til et omvalgssamarbejde med danskerne, ved at agitere for at fa stemmer fra hele den danske befolkning, og det desuden af en enkelt delegeret, Frohme, staerkt antydedes, at tiden maske var inde til at anse § 5 for urealistisk, blev resolutionen vedtaget med alle stemmer imod to. Hvem, der stemte imod, fremgar ikke. Adler sluttede af bl.a. med at imodega nogle af de rejste indvendinger. Han fremhaevede, at resolutionen betod en skarp protest mod undertrykkelsespolitikken og en anerkendelse af danskernes selvbestemmelsesret. Selv Jessen, sagde han, viste forstaelse for socialdemokratiet. Han var pa ingen made sa kortsynet som de frisindede. Adler understregede ogsa realiteterne, som han sa dem, at den tid vel aldrig ville komme, hvor en dansker ville foretraskke politistaten Tyskland for Danmark. Han fastslog - vel for at traskke lidt i land i forhold til tidligere udtalelser - at hans politik ikke skulle gore den danske borger til socialdemokrat; den sigtede kun mod omvalgene. Han sluttede med at udtale, at resolutionen var en »Kulturtat«.

De historiske behandlinger af resolutionen har isaer beskasftiget sig med dens anerkendelse af § 5. Det gaelder saerlig Gerd Callesen, der ser denne anerkendelsesom en konsekvens af den internationalistiske ideologi i SPD, der ellers havde vaeret staerkest i 1870'erne, og som normalt anses for at have mistet meget i betydning pa dette tidspunkt.²⁶ Som det fremgar af det foregaende,var

---

26. Gerd Callesen: Die Schleswig-Frage (note 1) og samme: Socialdemokratiet og internationalismen. Kilder til belysning af det danske socialdemokratis syn pa det slesvigske sporgsmal 1906-24, 1973, s. 7 ff.

gaende,vardet imidlertid omvalgsproblematikken og partiets vanskeligheder med at sla igennem i Nordslesvig, der var foranledningen til resolutionen og det centrale i diskussionen pa partidagen. Det opsigtsvaskkende for eftertiden ved anerkendelsen af § 5 i resolutionen var ellers, at SPD pa dette tidspunkt som helhed havde forladt sit oprindelige standpunkt, at de erobrede folk i Tyskland selv skulle bestemme over deres nationale tilhorsforhold. Mens man saledes var betaenkelig ved at anfasgte rigsenheden, kasmpede man dog klart imod national og kulturel undertrykkelse inden for riget. Frohmes udtalelser pa partidagen var ret typiske for SPD's generelle holdning til nationalitetssporgsmalenepa denne tid.

Anerkendelsen af § 5 var placeret som forste punkt i resolutionen, og den var sa at sige forlangt pa forhand af den danske bevasgelse. Pa den anden side var det ikke noget nyt, at det slesvig-holstenske SPD anerkendte § 5 i sin agitation. Havde denne anerkendelse ikke fortsat veeret med, ville det have vaeret et brud pa den hidtidige politik, der ville have gjort vedtagelsen af resolutionen ganske meningslos, set ud fra Adlers formal med den. At man sa kan have sin tvivl om, hvorvidt Adler og andre ledere i partiet konkret forestillede sig, at SPD, hvis det kom til magten, ville indfri loftet til danskerne om en folkeafstemning, er en anden sag. Hele 1902-resolutionen var taktisk bestemt og dermed ogsa anerkendelsen af § 5; men hermed er ikke sagt, at den udtrykte synspunkter, som der ikke i virkeligheden var daskning for i SPD. Deter der intet kildegrundlag for at hasvde. Pa partidagen satte kun Frohme et sporgsmalstegn ved det betimelige i at fastholde anerkendelsen af § 5, der i ovrigt ikke var noget centralt tema i diskussionen. Men man kan vel sige, at det danske partis styrke havde gjort det nodvendigt for SPD at fastholde den gamle anerkendelse af § 5.

1902-resolutionen kan saledes vurderes som slutstenen pa en lang udvikling i forholdet mellem SPD og den danske nationale bevasgelse. Den var primasrt fremkaldt af omvalgsproblematikken i 2. kreds, hvor SPD siden 1890 havde vasret i omvalg ved rigsdagsvalgene uden at fa sin kandidat valgt. Den var i hoj grad en folge af en mand, Eduard Adlers engagement i det danske sporgsmal; men tilskyndelser var ogsa givet fra dansksindede socialdemokrater i graenselandet og i den sidste fase af H.P. Hanssen-flojen i den danske bevaegelse, der maske var pavirket af udsigten til socialdemokratisk stotte ved landdagsvalget i Abenra-Sonderborg-kredsen. Fra SPD's side udtryktes reelt ikke noget nyt; men de principielle synspunkter formuleredes officielt og mere bindende i en form, der lagde op til en gensidig erklasring fra dansk side.

Eftertiden

Flensborg-resolutionen var en lokal vedtagelse af det slesvig-holstenske socialdemokratis provinsorganisation. I det danske socialdemokrati harder imidlertid i 1914 vseret en opfattelse af, at hele det tyske parti skulle have vedtaget en beslutning om, at der burde holdes en afstemning i Nordslesvig om det nationale tilhorsforhold.²⁷ At dette ikke er tilfasldet, kan man imidlertid slutte af de udforlige, trykte kongresreferater. Dog haevdede Scnleswig-Holsteinische Volks-Zeitung i 1906, at resolutionen var blevet debatteret og godkendt af det tyske socialdemokratis ledelse,yor den blev forelagt i Flensborg.²⁸ Dette synes imidlertid ikke at vasre blevet omtalt pa partidagen i Flensborg. En officiel, forpligtende anerkendelse af § 5 foreligger ikke fra det tyske parti.

Derimod blev valgsamarbejdssporgsmalet forelagt pa hojere sted, pa to moder af det preussiske SPD 1903, hvor SPD's deltagelse i landdagsvalget diskuteredes. Pa det ferste mode den 24. april 1903 i Berlin blev det vedtaget, at SPD ved omvalg, hvor en socialdemokrat ikke var pa valg, skulle stotte den liberale kandidatur. Adler onskede ordet liberal defmeret, for i Slesvig-Holsten ville den frisindede kandidat ved valgmandsvalgene ofte sta over for en dansker, og danskeren var, som tingene sa ud for ojeblikket, som helhed mere demokratiske end de frisindede. Dette blev accepteret uden diskussion.²⁹ Pa det andet mode efter den tyske partidag i Dresden 20. September 1903 modte Adler heller ingen modsigelse, da han udtalte: »Vi beder om konferencens samtykke til, at vi i Slesvig-Holsten betragter det danske parti som i saerlig grad forbundsegnet«.³⁰ Ogsa en slesvig-holstensk partidag i Husum 6.-7. September 1903 havde vedtaget at stotte den danske kandidat ved landdagsvalget .³¹

I praksis levede SPD saledes op til 1902-resolutionen i landdagsvalgsporgsmalet, uden at de danske kandidater formelt afgav en »bindende erklaering« om noget, som krsevet i resolutionen. Imidlertid blev den socialdemokratiske hjaelp ved landdagsvalgene 1903, 1908 og 1913 ganske uvaesentlig, dels pa grund af treklassevalgretten, dels pa grund af partiets beskedne styrke. Det gjaldt sasrlig i 1903, hvor der kun opstilledes i Abenra og Sonderborg byer.

---

27. Gerd Callesen: Die Schleswig-Frage, s. 53 f.

28. SHVZ 28.10.1906.

29. NW 6.5.1903. Ved landdagsvalg opstillede det danske parti kun i Abenra-Sonderborg og Haderslev-kredsene, hvor ingen frisindede opstillede. Adler ma have regnet med frisindet valgdeltagelse eller have tasnkt pa Flensborg-kredsen, hvor de danske imidlertid ikke plejede at opstille.

30. SHVZ 23.9.1903. Det var de forste selvstasndige moder, der afholdtes af SPD i Preussen, og deres forlob kendes kun fra avisreferater. Fra de senere meder findes trykte protokoller.

31. Trykt politireferat af partidagen 1903 i LAA, Christiansfeld flaskkearkiv 11, 2, 5.

Den danske omvalgshjaelp ved rigsdagsvalgene havde til gengaeld chance for at blive udslaggivende; men vedtagelsen af 1902-resolutionen fremkaldte ikke den onskede, tilsvarende erklasring fra dansk side, og Vaelgerforeningen pegede aldrig direkte pa en socialdemokratisk kandidat ved omvalgene. I omvalgsparolerne 1903, 1907 og 1912 pegedes der dog tydeligere pa den socialdemokratiske kandidat. Deltagelse i omvalgene erklasredes fortsat for frivillig; men det understregedes, at ingen dansk mand burde stemme pa en kandidat, der ikke klart havde udtalt sig mod tvangspolitikken. Ved alle de tre valg var det i 2. kreds kun socialdemokraten, der stod for den linje, ogsa i 1912, da den anden kandidat var en frisindet.

Kun ved valget 1903 blev der valgt en socialdemokratisk rigsdagsmand i 2. kreds, nemlig Mahlke. Valgkampen havde fundet sted under indtryk af 1902-resolutionen, og den danske kandidat M. Andresen, der ikke kom pa omvalg, udsendte sin private opfordring til de danske vaslgere om at stemme pa Mahlke ved omvalget. Ogsa H.P. Hanssen opfordrede hertil pa et socialdemokratisk valgmede og haevdede, at han allerede 1898 havde stemt socialdemokratisk ved omvalget.

Men H.P. Hanssen-flojens velvillige holdning kolnedes, sa 1902-resolutionen pa laengere sigt ikke fik den betydning, Adler havde taenkt. Anstodsstenen var fortsat den socialdemokratiske agitation for valgene i 1. kreds, hvor det kom til skarpe sammenstod 1906, da H.P. Hanssen blev valgt ved et suppleringsvalg efter lessens dod. Desuden bebrejdede man SPD, at det ikke ville anbefale, at dansksindede socialdemokrater stemte dansk ved hovedvalg. Derfor ville det danske parti ikke stotte SPD ved en direkte og forpligtende omvalgserklaering; man mente ikke, at man fik nok til gengaeld.

Ved omvalgene 1907 og 1912 var det dog tydeligt, at den danske lejr nu havde affundet sig med, at mange vaslgere onskede at tage del i tysk partipolitikved at traeffe et valg mellem to tyske kandidater. Officielt accepteredes det ud fra en national begrundelse. At der maske ogsa hos nogle kunne vasre konkrete indenrigspolitiske synspunkter bag en sadan stemmeafgivning, talte man ikke meget om. Den nationale bevasgelse var socialt forskelligt sammensat,men havde gardmandsstanden som sit basrende lag, og denne styrkedes af den okonomiske udvikling.³² Samtidig voksede de danske stemmetal, sa det syntes unodvendigt, at man gik videre i retning af en kraftigere indenrigspolitiskorientering for at fastholde vaelgere. Derfor blev de tendenser, der havde vasret hos Gustav Johannsen i 1880'erne og senere hos H.P. Hanssen, ikke videreudviklet. At socialdemokraterne ved valget 1912 i hoj grad havde

---

32. Om denne problematik se G. Japsen: Betragtninger over den danske bevasgelse i Nordslesvig. Sonderjyske Arboger 1973, s. 63-75.

erobret byernes arbejdere synes ikke at have foruroliget meget, sa laenge den
danske bevaegelses folkelige og okonomiske tyngdepunkt la pa landet.

Adlers danskerkurs med 1902-resolutionen og en senere omfattende dansksproget agitation blev saledes ikke til noget afgorende gennembrud for SPD i Nordslesvig, ogsa fordi de erhvervsokonomiske forhold ikke var gunstige for partiet. Maske var det ogsa i erkendelse heraf, at SPD fortsatte med at sla sa stasrkt pa de nationale strenge i agitationen i stedet for at forsoge at udarbejde en speciel argumentation, der kunne passe til de okonomiske forhold pa landet og appellere til smakarsfolk der. I stedet forsogte man at konkurrere med den danske bevaegelse pa det nationale omrade. Pa det lokale plan forblev de to parter saledes fastlast i den gamle gensidige rivalisering. Flensborg Avis vurderede 30. September 1902 SPD i en kommentar til 1902-resolutionen med ord, der skulle komme til at blive representative for alle de danske lederes senere principielle holdning til SPD:

»Socialdemokraterne vil vinde danske stemmer, og dette er en steerkt medvirkende grund til, at de udtaler sig med billighed om de danske slesvigere og deres bestraebelser. Men man ma til aere for de tyske socialdemokrater sige, at de i national politik i det hele vil Soge at haevde retfaerdighedens og billighedens grundsaetninger, og de er uafhasngige nok til at kunne gore det. Da vi danske ved, at de tyske socialdemokrater alligevel, nar det kommer til stykket, heist vil sluge os, sa kan vi vel godkende deres upartiskhed; men vi svinger os ikke op til nogen hoj begejstring for dem«.

Bilag 1902-resolutionen

Det slesvig-holstenske socialdemokratis partidag anser det for rigtigt, da Slesvig til
dels er beboet af et ikke-tysk folk, at fastlasgge folgende som sin stilling over for dette:

1. Principielt anerkendes:
a) at den danske befolkning i Nordslesvig savel efter den retsstridigt fjernede artikel
V i Pragfreden som efter alle folkeslags ret til selvbestemmelse alene har at afgore,
om og hvor vidt den vil here til Preussen eller til Danmark;
b) at alle Nordslesvigs indbyggere af dansk stamme, sa la?nge de tvunget eller frivilligt
horer til det tyske rige, har en ret til beskyttelse af deres nationale egenart og
folkelighed, deres modersmal og til fuld politisk ligeberettigelse;
c) at deter socialdemokratiets pligt hensynslest at bekasmpe enhver af et parti, en
stat eller et rige-fert politik, som kraenker disse rettigheder;
d) at deter socialdemokratiets opgave at oplyse proletarerne i det danske folk om
socialismen under fuld anerkendelse af deres nationale rettigheder og at vinde dem
for klassekampen til erobring af den politiske magt.

2. Med foranstaende principper som forudseetning beslutter partidagen:
a) en vassentlig opgave for kammeraterne uanset afstamning er det i skrift og tale at
oplyse de danske proletarer om socialismen og at virke for deres tilslutning til socialdemokratiet,
og det, sa vidt deter muligt og nodvendigt, ved brug af det danske
sprog.
b) en yderligere opgave for kammeraterne og den socialdemokratiske presse i Slesvig-Holsten
ligger i den hensynslose beka?mpelse af tvangspolitikken i alle dens former.

c) ved omvalgene til rigsdagen og til landdagsvalgene, hvor afgorelsen star mellem
en dansk og en anden borgerlig kandidat, ma danskernes national-oppositionelle
stilling ikke vasre bestemmende for vore kammeraters stillingtagen. De skal kun
stotte en dansk kandidat, nar han afgiver den bindende erklaering at ga bestemt
imod enhver merbelastning af befolkningen med told og indirekte skatter og enhver
forhejelse af militasr- og marinebyrderne og at ville virke energisk for den demokratiske
udbygning af valgretten savel til rigsdagen som frem for alt til den preussiske
landdag.

At socialdemokratiske parlamentariske repraesentanter, nar det drejer sig om bekaempelsen af tvangspolitikken og beskyttelsen af danskernes nationale rettigheder, patager sig denne og den parlamentariske stotte til danskerpartiets reprassentanter, behover efter socialdemokratiets principper og hidtidige taktik i rigsdagen ingen beslutning, da deter sket hidtil og ogsa vil ske i fremtiden.