Historisk perspektiv

Nationalt tilhorsforhold og partiidentifikation har kunnet virke savel fremmendesom haemmende ind pa hinanden. Pa laengere sigt har vel formentlig den gensidigt fremmende virkning vaeret staerkest, og nok isaer sadan, at partiidentifikationenhar virket befordrende pa dannelsen af det nationale tilhorsforhold.Det haenger sammen med, at begge fgenomener kan opfattes som led i en integrationsproces.² Herved forstas, at befolkningen i et omrade i stigende

---

1. For frugtbare kommentarer takker jeg Jorgen Elklit og Ole Tonsgaard, Institut for Stats kundskab.

2. Denne opfattelse ligger til grund for Karl W. Deutsch, Nationalism and Social Communication. An Inquiry into the Foundations of Nationality, Cambridge, Mass. 1953 (2. udg. 1966).

grad orienterer sig mod et politisk centrum uden for og undertiden fjernt fra lokalsamfundet. I et samfunds elite har en sadan orientering til en vis grad altid eksisteret, men i de bredere lag begyndte den forst for alvor at vokse frem i perioden efter den industrielle revolution, men da ogsa tit i egne, der var domineretaf en landbrugsokonomi. I det opbrud, industrialismen medforte, gjorde nye interessekonflikter sig gaeldende, og det enkelte individ matte ofte lede efter nye identifikationspunkter. Uden for de hidtil herskende bureaukratier voksede politiske partier frem, der pa nye befolkningslags vegne gjorde krav gseldende pa magtudovelsen fra det politiske centrum. I Danmark opstod efter hinanden saledes partierne Venstre og Socialdemokratiet som udtryk for bondernes og arbejdernes interesser. Disse partier mobiliserede de bredere lag til omfattende folkelige bevaegelser. Derved fremmede de uvaegerligt pa lsengere sigt befolkningensorientering mod det politiske centrum i landet og den dertil horende nationale identifikation. Paradoksalt nok fungerede de folkelige oppositionspartiersaledes som redskaber for en national integration netop i en periode, hvor det herskende bureaukrati, organiseret til modstod i partiet Hojre, forsogteat afstive sin position ved over for befolkningen at prassentere sig som den instans, der varetog de sande nationale interesser. Og ikke mindre paradoksalt fordi netop Socialdemokratiet ideologisk pointerede bevaegelsens internationalekarakter. Nationalismen som ideologi blev som oftest hurtigt et konservativt redskab.³ Den nationale identifikation i befolkningen, som var dette redskabs angrebsflade, blev derimod skabt gennem de folkelige bevasgelsers partier, Venstre og Socialdemokratiet. Nationalt tilhorsforhold og partiidentifikation kom pa langt sigt til at ga hand i hand.

I saerlige situationer har imidlertid nationalt tilhorsforhold og partiidentifikation ogsa kunnet virke haemmende ind pa hinanden. En sadan situation har ofte foreligget i nationale mindretal. Saledes blev danskheden i Sonderjylland navnlig fra o. 1890 til 1920 mobiliseret omkring nationale mal, forst og fremmest naturligvis bevarelse af danskheden med henblik pa en genforening med Danmark. Tilslutning til politiske partier efter okonomiske og sociale interesser blev Sogt undgaet, fordi der deri ojnedes en fare for det nationale sammenhold. Og da der efter 1920 opstod et tysk mindretal i Nordslesvig, kom det i en lignende situation. Ogsa for tyskhedens ledelse gjaldt det om at undga, at sociale og okonomiske skillelinier slog igennem.

Savel i den danske befolkning for 1920 som i det tyske mindretal efter 1920
gjorde der sig imidlertid under den nationale enheds overflade en tendens til

---

3. Dette er et centralt tema i Jens Arup Seip, Fra Embedsmannsstat til ettpartistat og andre essays, Oslo 1963. Deter for Danmark behandlet i Kristian Hvidt, Venstre og forsvarssagen, 1870-1901, Arhus 1960, og for Tyskland f.eks. i Hans Ulrich Wehler, Das Deutsche Kaiserreich, 2. udg. Gottingen 1975.

politisk deling efter okonomiske og sociale linier gaeldende. Blandt andre har G. Japsen saledes med rette betonet, at den danske bevaegelse i Nordslesvig i forste raekke hvilede pa gardmandsstanden.⁴ Det var derfor naerliggende at styrke bevasgelsen ved kontakter til partiet Venstre i Danmark og de dertil knyttede hojskolekredse. Og Venstreledernes agitation imod det konservative establishment kan interessant nok genfindes i H. P. Hanssens taler imod det projsiske embedsmandsvaslde.⁵ Netop ved delvis at bygge pa den sarnme politiskeappel, som fortes frem i Danmark gennem partiet Venstre, lykkedes det utvivlsomt at give den danske bevasgelse i Nordslesvig en sasrlig dynamik. Men denne i grunden partipolitiske appel skabte ogsa vanskeligheder. Den udgjorde saledes antagelig en del af baggrunden for det bitre modsastningsforholdmellem pa den ene side H. P. Hanssen og pa den anden Jens Jessen og hans politiske arvtagere.⁶ Og dertil kom sa det ganske vist mindre skarpt formulerede modsaetningsforhold til den sakaldte sonderjyske smakarsstand, der til gengaeld fik organisatorisk udtryk i Sonderjysk Arbejderforening.⁷ Det, om man vil, partipolitiske moment i den danske bevasgelse ma saledes have virket fremmende for dens appel i gardmandsstanden, der var dens egentlige fundament. Derimod kunne det naeppe undga at virke hsemmende i forholdet til andre sociale grupper.

Efter 1920 slog den partipolitiske deling da ogsa igennem i Nordslesvig.⁸ De danske politiske partier med hovedkvarter i Kobenhavn matte naturligvis hurtigstmuligt i indbyrdes konkurrence sikre sig den storst mulige andel i vaslgerskarenstilvaekst efter genforeningen. Og skont H. P. Hanssen udtrykte tvivl om den nordslesvigske befolknings forudsaetninger for at tilslutte sig de danske politiske partier, ma Nordslesvigs partipolitiske indpasning i Danmark vel i det store og hele karakteriseres som overraskende problemfri. Bag dette ligger naturligvis, at de storre politiske partier i Danmark var snaevert knyttet sammenmed bestemte erhvervsgrupper, og at den nordslesvigske befolknings sociale struktur ikke afveg mere fra andre jyske provinsers, end at de politiske

---

4. Meget klart pointeret i G. Japsen, Betragtninger over den danske bevcegelse i Nordslesvig, Sonderjyske Arboger 1973, pp. 63-75.

5. Se saledes talen Embedsmandspartiet fra 1912 i H. P. Hanssen, Fra Kampdrene, bd. 2, Kbh. 1929, pp. 213-18.

6. Denne strid star centralt i Inger Svane, Vailgerforeningen og de dansksindede nordslesvigeres politik 1906-1910, Sonderjyske Arboger 1973, pp. 76-198.

7. Behandlet af Svend Thorsen i Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (red.), Pa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sonderjylland i overgangsdrene 1918-20, Kobenhavn 1939, pp. 144-55.

8. Det centrale tema i Svend Thorsen, Delt efter anskuelser. Den politiske partidannelses forleb i Sonderjylland efter genforeningen i 1920, Kbh. 1970. Fyldigt behandlet er det ogsa i Aksel Lassen, Valg mellem tysk og dansk. Hundrede drs folkevilje i Sonderjylland, Abenra 1976.

interesser kunne bane sig vej gennem de traditionelle danske kanaler. Vel var der navnlig i partiet Venstre efterdonninger efter den grasnsepolitiske strid 1918-20, men de var trods alt af begraenset betydning.⁹ Vel viser valgresultaternei mellemkrigstiden storre nettoforskydninger mellem partierne og i valgdeltagelsenend nord for Kongeaen, men retningen i udviklingen, prseget af betydelig tilbagegang for Venstre og staerk socialdemokratisk fremgang, var dog den samme. Og vel fik de antiparlamentariske bevasgelser som Selvstyrebevaegelse,LS og nazisme tidligere og storre udbredelse i Nordslesvig end i det ovrige Danmark, men dels var gennemslagskraften ogsa her begraenset, og dels gjorde der sig i Nordslesvig sasrlige okonomiske og sociale problemer gaeldende.Det vil nasppe vasre at ga for langt at heevde, at bredden i det partipolitisketilbud til den nordslesvigske befolkning bidrog til at inddaemme den nationalefare, mange sa i de antiparlamentariske bevaegelser. Sammen med mange andre institutioner og organisationer virkede ogsa de politiske partier fremmendepa den nordslesvigske befolknings nationale integration i mellemkrigstiden.

En saerlig iojnefaldende rolle i hele denne udvikling har forst det tyske og siden det danske socialdemokratiske parti spillet.¹⁰ De nordslesvigere, der i artierne for 1. verdenskrig flyttede til Flensborg og fik arbejde i byens virksomheder, sa formentlig i SPD-kandidaterne bedre muligheder for at fremme deres interesser end i de danske kandidater. Antagelig har det herunder ogsa haft en vis betydning, at SPD i nationale sporgsmal anlagde en meget liberal linie. Ved saledes at fore sig meget forsigtigt frem fremmede det tyske socialdemokrati utvivlsomt betydelige danske befolkningselementers indpasning i den tyske befolkning.

Pa tilsvarende made kom antagelig det danske socialdemokrati til at befordre den dansk nationale integration i Nordslesvig efter 1920. Efter overenskomst med SPD overtog det i 1920 de tyske socialdemokratiske partiorganisationer i de nordslesvigske byer. Flere gange viste partiet, at det onskede at holde en lav nationalpolitisk profil. For det tyske mindretal rummede dette bade fordele og ulemper. Fordelene la i, at Socialdemokratiet var villigt til samarbejde om konkrete problemer som mindretallets skoleordninger. Ulemperne bestod forst og fremmest i, at mindretallet havde svasrt ved at fastholde oprindeligt tysksindede arbejdere.

---

9. Striden er behandlet i Agnes Schmidt Poulsen, Etableringen af partiet Venstre i Nordslesvig efter genforeningen 1920, Sonderjyske Arboger 1977, pp. 118-77.

10. Sider af problemet er behandlet i Gerd Callesen, Die Schleswig-Frage in den Beziehungen zwischen ddnischer und deutscher Sozialdemokratie, Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft fur Nordschleswig, bd. 21, Abenra 1970, og i Aksel Lassen, op. cit.

I dette historiske rids er isaer to forhold understreget. Oplevelsen af at tilhore et politisk parti har pa laengere sigt bidraget til at skabe et nationalt tilhorsforhold. Og netop dette samspil har vasret et alvorligt problem for de nationale mindretal, der har mattet se det som deres vigtigste opgave at fastholde en konkurrerende national identitet uden at kunne fa den formidlet gennem politiske partier og derfor i hvert fald delvis pa tvaers af de interesser, som ligger bag partiidentifikationen. Sporgsmalet er, om og hvordan disse faenomener kan pavises i et materiale, der bestar af interviews med den nordslesvigske befolkning i 1970'erne. Et forsog herpa forudsastter en »maling« af nationalt tilhorsforhold og partiidentifikation, der begge er vanskeligt handterlige storrelser. For forsoget gores, skal disse vanskeligheder kort droftes.

Nationalt tilhørsforhold11

Nationalt tilhorsforhold kan opfattes som oplevelsen af at hore til i en bestemt kultur, som er knyttet til et storre nationalt samfund. Det vanskelige sporgsmal, hvornar et samfund kan kaldes en nation, og hvornar en kultur kan kaldes en national kultur, skal ikke droftes her. Det vigtige er at understrege, at der er tale om en oplevelse af et kulturelt faellesskab, og at denne oplevelse hasnger snasvert sammen med eller er bestemt af individets placering i samfundet. I denne opfattelse ligger saledes en pointering af, at nationalt tilhorsforhold er et samfundsmaessigt produkt og ikke en naturlig given storrelse, som der tidligere var tradition for at mene.

I 1971 gennemfortes en interviewundersogelse af dansk og tysk i Nordslesvig,hvor den her skitserede opfattelse af nationalt tilhorsforhold blev lagt til grund. Interviewpersonerne blev udtrukket fra folkeregistrene i to stikprover. Den ene omfattede Tonder Kobstad og de 7 kommuner, hvor Slesvigsk Parti, det tyske mindretals politiske parti, ved folketingsvalget i 1968 havde faet tilslutningfra 20 pet. eller mere af samtlige vaelgere. I denne gruppe indgik i alt 834 personer. Den anden stikprove var udvalgt, sa den var repraesentativ for hele Nordslesvig, og den omfattede 349 personer. Interviewene blev gennemforti to omgange, henholdsvis for og efter folketingsvalget 21. September 1971. Besvarelsesprocenten var for de interviewpersoner, som deltog i begge omgange, 76,4 i den forste stikprove og 84,2 i den anden. Nar der blev udtrukketto stikprover, skyldes det ganske enkelt, at det ville blive alt for dyrt at udvaelgeen, der bade daekkede hele Nordslesvig og rummede tilstraekkeligt mangetysksindede

---

11. For hele dette afsnit henvises til hovedrapporten fra interviewundersogelsen, Jorgen Elklit, Johan Peter Noack og Ole Tonsgaard, Nationalt tilhersforhold i Nordslesvig. Resultater fra en interviewundersegelse, Acta Jutlandica XLIX, Arhus 1978, og navnlig til kap. 4.

getysksindedetil at tillade opdelinger i de undergrupper, som analysens formalkraevede. Gennemforelsen af interviewingen i to orngange havde sin baggrundi undersogelsens sammenhaeng med en landsdaskkende undersogelse af vaelgeradfaerd og et onske om at kunne konstatere politiske holdninger bade for og efter valget med henblik pa en analyse af valgkampens virkninger.

Efter det just skitserede hovedsynspunkt kunne interviewpersonernes nationale tilhorsforhold konstateres pa to forskellige mader. Det kunne dels bestemmes efter de adspurgtes egne oplysninger pa et direkte sporgsmal, om de betragtede sig som dansksindede eller som tysksindede. Dels kunne det fastlaegges ud fra deres oplysninger om, hvilket valg de havde truffet mellem dansk og tysk pa vigtige omrader af tilvaerelsen som dagligsprog, foreningsmedlemsskab, stemmeafgivning, avislaesning, boms skolegang og kirkegang. Ved at sammenholde resultaterne af de to forskellige opgorelsesmader kunne det konstateres, at der var en meget fin overensstemmelse. Resultatet kunne da fortolkes som en afkraeftelse af frygten for, at interviewpersonernes oplysninger om deres nationale tilhorsforhold ikke i det vassentlige skulle vaere korrekt.

I de videre undersogelser kunne der saledes bygges pa interviewpersonernes direkte oplysninger om deres nationale tilhorsforhold. Det rummede den fordel, at det uden videre var muligt at sondre mellem pa den ene side dem, der opfattede sig som enten staerkt danske eller stasrkt tyske, og pa den anden side dem, der opfattede sig enten som mindre stasrkt danske eller mindre stasrkt tyske. Dertil kommer en lille mellemgruppe bestaende af personer, som hverkenbetragtede

kenbetragtedesig som danske eller tyske. Ved naermere eftersyn viste det sig,
at den hovedsagelig bestod af folk, der var i bevaegelse fra forst og fremmest
tysk til dansk nationalt tilhorsforhold.12

Denne graduering viste sig i en lang raekke analyser at vasre frugtbar. Den gav saledes interessante resultater ved undersogelsen af sa forskellige forhold som synspunkter pa vaerdien af et nationalt engagement, forasldres nationale tilhorsforhold, dialektens betegnelse som dansk eller Sonderjysk, fornemmelsen af afstanden mellem de to nationale grupper, opfattelsen af forholdet mellem grupperne, avislaesning, overvaerelse af fjernsynsudsendelser og stemmeafgivning.¹³ Denne graduering vil da ogsa blive brugt ide folgende analyser af sammenhaengen med partiidentifikation.

Partiidentifikation

Som udtryk for partitilhorsforholdet er her valgt partiidentifikationen. Herved forstas en vedvarende fornemmelse af personlig tilknytning til et bestemt politisk parti.¹⁴ Den enkelte interviewpersons partiidentifikation er konstateret pa samme made som det nationale tilhorsforhold. I begge interviews blev der spurgt om, hvorvidt og i givet fald hvilket parti svarpersonen folte sig knyttet til. Hvis svaret var bekrasftende, blev der yderligere spurgt, om han folte sig staerkt eller mindre stasrkt tilknyttet. Hvis det var benasgtende, blev der tilfojet et sporgsmal, om der alligevel var et parti, han stod naermest. Pa grundlag af disse svar er det muligt at fastlaegge partiidentifikationens retning og styrke, eller henholdsvis hvilket parti identifikationen gaelder, og hvor staerk den er, med gradueringen stasrk, mindre staerk, svag og ingen.

Der er vigtige grunde til netop at bruge partiidentifikationen som udtryk for partitilhorsforholdet. Andre kendetegn som partimedlemskab og stemmeafgivningville efter alt at domme give noget misvisende resultater. Deter saledesvelkendt, at mange mennesker foler sig som tilhasngere af et parti uden formelt at vaere medlemmer. Navnlig i de sidste artier er partiernes medlemstal faldet i forhold til deres stemmetal ved valgene. Og deter heller ikke ukendt, at en del vaelgere ud fra aktuelle politiske overvejelser kan beslutte sig til ikke at stemme pa det parti, de i ovrigt foler sig knyttet til. Fordelen ved at bruge

---

12. Elklit, Noack og Tonsgaard, op. cit., p. 85f.

13. Elklit, Noack og Tonsgaard, op. cit., isaer tabellerne 4.5, 4.6, 5.2, 5.11, 6.1, 6.3, 8.1, 8.3, 8.6, 8.7, 8.9 og 9.6.

14. For en naermere droftelse af begrebet se Angus Campbell, Philip E. Converse, Warren E. Miller og Donald E. Stokes, The American voter, New York 1964, pp. 67ff og Henry Valen og Daniel Katz, Political Parties in Norway. A Community Study, Oslo 1967, pp. 187ff.

partiidentifikation som udtryk for partitilhorsforholdet ligger da isaer i, at den normalt vil vaere et udslag af kraefter, der er staerkere og mere langvarige i deres virkning end de ojeblikkelige politiske indtryk, vaelgerne far og maske delvis pavirkes af ien valgsituation. Og deter naturligvis disse kraefter, interessenher i hoj grad ma samle sig ora.¹⁵

Blandt disse laengerevirkende kraefter er navnlig individets placering i socialgruppe eller erhvervsgruppe af stor betydning. Og denne faktor spiller naturligvis isaer en rolle for tilslutningen til de store gamle partier. Af disse er som naevnt Venstre og Socialdemokratiet vokset frem som folkelige bevaegelser i landbrugsbefolkningen og arbejderbefolkningen. Pa baggrund af oprindelsen som folkelige bevaegelser med forankring i en bestemt socialgruppe er der grund til at gaud fra, at analysen af partiidentifikationens betydning vil vasre frugtbar for i hvert fald disse to partier. De to ovrige partier, der er staerkt nok repraesenteret i undersogelsen til at indga i analysen her, Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre, har kun delvis samme karakter. Skont de saedvanligvis regnes for staerkt repraesenteret blandt henholdsvis selvstaendige og hojere funktionaerer i byerne og husmaend, har de naeppe samme solide forankring i deres sociale basisgruppe som Venstre og Socialdemokratiet, og de har naeppe heller disses oprindeligt staerke praeg af folkelige bevaegelser. De ovrige partier er for svagt repraesenteret til at indga i analysen, bortset naturligvis fra Slesvigsk Parti.

Siden 1971 harder vaeret ioj'nefaldende tegn pa, at det danske partisystem er kommet under ombrydning. Vaelgervandringerne har vaeret storre end tidligere,nye partier er dukket op og har vundet udbredt tilslutning.¹⁶1 en sadan fase med tendens til omstrukturering kan oplysningerne om partiidentifikationenmaske vasre behaeftet med storre usikkerhed. 1971-valget er antagelig det forelobigt sidste valg, hvor de kan anvendes med udbytte. Det skal dog bemaerkes, at tendensen til ombrydning fandtes latent gennem det meste af 1960'erne. Ifolge de foreliggende valgundersogelser foregik der i denne periode en vis nedbrydning af partiernes traditionelle hojborge, for mange vaelgeres vedkommende en vis losnelse i den taette tilknytning til et bestemt parti.¹⁷ Man ma derfor forvente, at heller ikke billedet i 1971 vil vasre saerlig skarpt i konturerne.Dette traek i udviklingen ma man tage i betragtning, nar man forsoger

---

15. Ole Borre og Daniel Katz, Party Identification and its Motivational Basis in a Multiparty System: A Study of the Danish General Election of 1971, Scandinavian Political Studies, bd. 8, 1973, pp. 69ff.

16. Ole Borre, Hans Jorgen Nielsen, Steen Sauerberg og Torben Worre, Vcelgere i 70'erne. Resultater fra interviewundersegelser ved folketingsvalgene i 1971, 1973 og 1975, Kbh. 1976.

17. Ole Borre og Jan Stehouwer, Fire Folketingsvalg 1960-68, Arhus 1970.

nasrmere at vurdere kvaliteten af oplysningerne om partiidentifikation.

Som grundlag for at vurdere oplysningerne om partiidentifikationens retning er i tabel 2 opgivelserne i det forste interview i august sammenlignet med de tilsvarende oplysninger fra det andet interview i oktober. Derudover er ogsa oplysninger om stemmeintentionen i august og den faktiske stemmeafgivning ved folketingsvalget i September taget med i sammenligningen.

Der er mellem alle disse oplysninger, fremgar det af tabel 2, en rimelig hoj grad af sammenhaeng. Imidlertid falder det ogsa i ojnene, at graden af overensstemmelseer noget hojere for de oplysninger, som er indhentet pa samme tidspunkt,end for dem, der stammer fra hver sin interviewrunde. Sasrlig hoj er overensstemmelsen mellem stemmeintention og partiidentifikation som oplyst i august, nemlig henholdsvis 93 og 95 pet. Bemaerkelsesveerdigt er det ogsa, at sammenhaengen mellem oplysningerne om partiidentifikation i henholdsvis august og oktober ikke er overvaeldende hoj. De 79 og 81 pet., der havde sammenfaldende oplysninger pa dette tidspunkt, er forholdsvis lave tal sammenholdtmed, at en undersogelse pa landsplan viste hele 88 pet., et tal, der tilmed blev vurderet som overraskende lavt.¹⁸ Det kan dog anfores, at ca. halvdelen af dem, som gav divergerende oplysninger, ikke har identificeret sig

---

18. Borre og Katz, op. cit., p. 78. Ikke alle tallene i tabel 5 her er umiddelbart sammenlignelige med tallene i tabel 2.

med et nyt parti i oktober, men slet og ret undladt at besvare det sporgsmal, som de i august tog stilling til. Forklaringen skal antagelig Soges i, at de ikke har villet afslore en afvigelse mellem partiidentiflkation og stemmeafgivning. Trods alt ma det imidlertid fastholdes, at der kan vaere en mindre usikkerhed i oplysningerne om partiidentifikationens retning. Usikkerheden synes at vaere lidt storre i Nordslesvig end i Danmark som helhed. Og da usikkerheden efter alt at domme star i forbindelse med den faktiske stemmeafgivning, forekommerdet rimeligst at lasgge oplysningerne fra augustinterviewet til grund for de folgende analyser.

Oplysningerne om partiidentifikationens styrke kan ligeledes vurderes ved at sammenholde svarene fra august med svarene fra oktober. Resultatet fremgar af tabel 3. Ogsa her kan det konstateres, at der under valgkampen i august-september har fundet en forskydning sted. Der er saledes i oktoberrunden en del flere med stasrk partiidentiflkation end i august-runden. Den samme tendens findes i materialet, der daekker hele Nordslesvig og i den landsdaekkende undersogelse. Den er imidlertid svagest i landet som helhed, nemlig 4 pet. mod 8 pet. i hele Nordslesvig og 10 pet. i tyskhedens kasrneomrade.¹⁹ Forskydningen taler ogsa her for at leegge oplysningerne fra august-interviewet til grund for analyserne.

Denne forskydning kunne naturligvis taenkes at vaare et udtryk for, at svarene
pa sporgsmalet om partiidentifikationens styrke har vaeret ret tilfaeldige. Som
det fremgar af tabel 4, synes dette imidlertid ikke at vasre tilfasldet. Som pavist

---

19. Borre og Katz, op. cit., p. 74.

her, kan styrken i partiidentifikationen bidrage vaesentligt til forklaring af stemmeafgivningen. Jo staerkere tilknytningen til et bestemt parti har vaeret, jo storre sandsynlighed harder ogsa vaeret for, at stemmerne ville falde pa dette parti. For de to partier, som mest udpraeget har haft deres rod i folkelige bevaegelser, Socialdemokratiet og Venstre, er sammenhaengen helt entydig. For tilhaengere af Konservative og Radikale Venstre er sammenhaengen ikke helt sa klar, men deter dog kun for de staerkt og mindre staerkt identificerende,der er vaklen.

Dertil kan fojes, at en supplerende analyse har vist, at partiidentifikationens styrke giver et klart bidrag til forklaring af stemmeafgivningen for de personer, som i august tilkendegav, at de havde besluttet sig for et andet parti end deres eget. Jo stasrkere identifikationen var, jo flere stemte alligevel pa det parti, de var tilhaengere af. Jo svagere, jo flere fastholdt beslutningen om at give deres stemme til et andet. Der er derfor rimelig baggrund for at antage, at partiidentifikationens styrke ogsa vil vaere et frugtbart analyseinstrument i andre sammenhaenge.

Partiidentifikation og nationalt tilhørsforhold: det tyske mindretal

I det tyske mindretal er der som papeget grund til at forvente en konflikt mellemnationalt tilhorsforhold og partiidentifikation. Ganske vist har mindretalletsit eget politiske parti, Slesvigsk Parti, der forelobigt for sidste gang opstil lede kandidater til folketingsvalget i 1971. Noget egentligt politisk parti er der imidlertid ikke tale om. Mere praecist vil det vaere at karakterisere det som en

organisation til kandidatopstilling for mindretallet. Parti- og mindretalsledelsenma netop forsoge at neddaempe betydningen af de partipolitiske interesser,der ligger til grund for de danske politiske partier. Naturligvis ma man derfor regne med en snaever sammenhaeng mellem identifikationen med SlesvigskParti og tilhorsforholdet til mindretallet. Hvad der imidlertid isaer ma vaere af interesse, er afvigelserne.

Den snaevre sammenhaeng for de tysksindede mellem styrken i det nationale tilhorsforhold og partiidentifikationens styrke fremgar af tabel 5. lojnefaldende er den navnlig for de staerkt tyske. Som forventet ligger den betydeligt over niveauet for de dansksindede, hvor identifikationen jo gaelder egentlige politiske partier. Men mere bemaerkelsesvaerdigt er det trods alt, at sammenhasngen for de mindre staerkt tyske er sa svag og snarere minder om niveauet for de danske svarpersoner.

Der kan ikke vaere tvivl om, at dette haenger sammen med, at der som vist i tabel 6 blandt de mindre staerkt tyske er en betragtelig tendens til at identificere sig med de danske, egentlige politiske partier, og bemaerkelsesvaerdigt nok isaer med de to mest udpraegede interessepartier, Socialdemokratiet og Venstre. Tendensen for de staerkt tyske i denne retning er derimod übetydelig.

Ogsa i materialet for hele Nordslesvig kan denne forskel mellem de stasrkt og mindre staerkt tysksindede pavises, den er tilmed en smule storre, men der er sa fa tysksindede i denne stikprove, at det ikke er muligt at vurdere resultatets gyldighed nasrmere. Endelig er ogsa de hverken danske eller tyske af en vis interesse i denne sammenhaeng. Deter ganske vist en fatallig gruppe, og tendenserne ma derfor tages med et vist forbehold. Men bemaerkelsesvaerdigt er det dog, at gruppen forholdsvis har den storste andel uden partiidentifikation, at henved en fjerdedel - stadigvaek - identificerer sig med Slesvigsk Parti, og at der modsat de mindre staerkt tyske, der identificerer sig med danske partier, er flest med orientering mod Socialdemokratiet. Fordelingen her stemmer godt overens med det billede, der i ovrigt har kunnet tegnes af denne gruppe: overvejende pa vej vask fra tyskheden og med mere beskeden politisk interesse end den ovrige del af befolkningen i omradet.²⁰

Denne tendens til orientering mod danske politiske partier i det tyske mindretal findes ogsa afspejlet i oplysningerne om stemmeafgivningen. Mindretallets parti har saledes ifolge tabel 7 vaeret i stand til trods alt at tiltraekke en del af dem, der tilkendegav, at de identificerede sig med danske politiske partier. Men hvis man sammenligner med tabel 6 fremgar det, at det alligevel kun drejer sig om ca. halvdelen. Mobiliseringen af tysksindede ved valget lykkedes altsa kun delvis.

---

20. Elklit, Noack og Tonsgaard, op. cit., p. 183.

Orienteringen mod danske politiske partier gar imidlertid et skridt videre endnu. Deter saledes i tabel 8 pavist, at personer, der identificerede sig med Slesvigsk Parti, udgor en forholdsvis stor del af dem, der i august tilkendegav, at de ikke ville stemme pa deres parti. Ogsa her fremgar det, at mindretallet alligevel var i stand til at mobilisere de fleste af dem ved valget. De 15 personer, der saledes alligevel stemte pa Slesvigsk Parti, er ganske vist et ringe antal, men de udgor dog efter denne undersogelse ca. 15 pet. af partiets vaelgere.

I betragtning af at tendensen til at identificere sig med partiet i aoget mindre udbredt end opgivelse af tysk nationalt tilhorsforhold, er det dc X vidnesbyrd om, at partipolitisk orientering griber ganske langt ind i tyskr 3n. Man kan pa grundlag af dette billede efter behag betone evnen til natio mobilisering omkring valgene pa den ene side eller tendensen til partipolitis Centering pa den anden. Men begge trask er vaesentlige til forstaelse af mindi ;lets politiske situation.

Set pa denne baggrund er mindretallets opstilling af kandidater pa Centrumdemokraternes liste af stor interesse. Savel ved folketingsvalget i 1973 som i 1975 og 1977 tog mindretallets ledelse imod et tilbud herom og opnaede at vinde et folketingsmandat, i modsastning til perioden 1964-1971, hvor det var uden representation. Sporgsmalet er imidlertid, om ikke genvinsten i form af folketingsmandatet er beskedent i forhold til de tab, der kan blive folgen af at undlade at foretage en selvstaendig mobilisering omkring valgene. Som pavist i det foregaende var mobiliseringen i 1971 dog til en vis grad kronet af held, og der forela med den ret markante tendens til orientering mod danske politiske partier et udpraeget behov derfor. Ved at opstille pa Centrumdemokraternes liste har mindretalsledelsen lobet en betydelig risiko for, at ikke helt fa tysksindede vil folge deres interesse for andre danske politiske partier op ved ogsa at stemme pa dem. Et hurtigt blik pa valgtallene for 1975 viser, at dette allerede i en vis udstraekning er tilfaeldet. Centrumdemokraterne fik da i hele Sonderjyllands Amt fserre stemmer, end Slesvigsk Parti opnaede i 1971.²¹ Selv om det kan sandsynliggores, at en betydelig del af det tyske mindretals vaelgere har stemt pa partiet, og ligeledes relativt fasrre dansksindede end i den ovrige del af landet, ma der dog vaere en del dansksindede iblandt. Deraf fialger, at en del tysksindede enten ikke har stemt eller har besluttet sig for andre danske politiske partier.

Deter naerliggende at fortolke dette som yderligere et skridt i retning af mindretallets assimilation i det danske samfund. I forvejen kan denne tendens spores pa andre vaesentlige punkter. Den vel nok mest centrale forudsaetning for, at assimilationen kan sla igennem, et lavt niveau for social segregation, er saledes klart til stede. Bade tysksindede og dansksindede bedommer afstanden mellem de to nationale grupper som forholdsvis beskeden og vurderer forholdetimellem grupperne positivt. Normen i mindretallet imod aegteskab uden for tyskheden er forbavsende svag i betragtning af, at blandede aegteskaber er et vigtigt element i assimilationsprocessen. Og endelig er mindretallet forholdsvis flittige brugere af danske massemedier.²² Tendensen til assimilation er, som det

---

21. Elklit. Noack og Tonsgaard, op. cit., p. 166f.

22. Elklit. Noack og Tonsgaard, op. cit., passim, og navnlig kap. 10.

ogsa her har kunnet pavises pa det politiske omrade, storst for de mindre stasrkt tyske, og aldersprofilen for denne gruppe er klart yngre end for de staerkt tyske. I betragtning af denne vidt fremskredne assimilation er det maske knap sa overraskende, at mindretallets ledelse pa det landspolitiske plan delvis har mattet opgive bestraebelserne pa at bekaempe den orientering mod danske politiske partier, som er pavist i dette afsnit.

Partiidentiflkation og nationalt tilhørsforhold: flertalsbefolkningen

Tilslutningen til egentlige politiske partier er saledes en betydelig fare for det tyske mindretals eksistens som nationalgruppe. Den dansksindede flertalsbefolkning er derimod i den situation, at det ikke er nodvendigt at betragte de partipolitiske delinger som en trussel. Der har ganske vist siden 1920 vasret kaldt til national samling pa tvasrs af de partipolitiske skillelinier ved flere lejligheder. Storst var utvivlsomt frygten for de nationale konsekvenser i slutningen af 1930'erne og under beseettelsen. Kraftige bestrasbelser pa at kunne fremvise nationalt sammenhold i organiserede former blev da ogsa ivasrksat, og med et betydeligt resultat.²³ Ogsa de politiske partier blev forsogt inddraget i denne bevaegelse.²⁴ Det lykkedes i denne forsvarssituation til en vis grad at boje de nordslesvigske partiledere mod hinanden, men ikke uden en betydelig gensidig mistEenksomhed.²⁵ Efter 1945 faldt imidlertid disse bestrasbelser hurtigt bort, og i begyndelsen af 1970'erne oplevede det meste af den danske flertalsbefolkning naeppe de politiske problemer stort anderledes end tilsvarende grupper i den ovrige del af landet. Anderledes udtrykt, bortset fra et talmaessig beskedent tysk mindretal i en efterhanden stasrkt trasngt situation forekommer den nordslesvigske befolkning sa godt som fuldstasndigt integreret i det danske samfund.

Sporgsmalet er da, hvad tilknytningen til politiske partier har betydet for denne udvikling. Har den, for det forste, virket fremmende eller haemmende pa integrationsprocessen? Teoretiske overvejelser forer som tidligere nasvnt til den antagelse, at den forst og fremmest har virket befordrende. Problemet er, om denne sammenhaeng fremtraeder i interviewmaterialet. Og for det andet, har tilknytningens sammenhaeng med det nationale tilhorsforhold vasret den

---

23. Kai Edvard Larsen, Fra en stormfuld tid. De senderjyske danske samfunds historie, Sonderborg

24. A. Svensson, Dansk Samrdd, Sonderjyske Arboger 1951, pp. 1-113.

25. Ole Jensen, Folketingsvalget i Nordslesvig 3. april 1939 med scerligt henblikpa den nationalpolitiske faktors betydning for partiernes ageren, utrykt specialeopgave, Historisk Institut, Aarhus Universitet 1972.

samme for de forskellige politiske partier, eller er der vigtige forskelle at finde
mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet?

For at sastte mindretallets situation i relief blev i det foregaende afsnits tabeller ogsa de dansksindede inddraget. Man kunne af tabel 5 og tabel 6 fa det indtryk, at der er en positiv sammenhaeng mellem styrken i partiidentifikationen og styrken i det nationale tillwsforhold, ikke for de borgerlige partier, men for Socialdemokratiet. Og det ville jo vaere et ret bemaerkelsesvEerdigt resultat, at saledes de partier, der lagde mest vasgt pa det nationale, havde betydet mindst for befolkningens integration i det danske samfund, mens omvendt Socialdemokratiet med sin mere forsigtige nationale profil havde betydet mest. Denne fortolkning af materialet er da ogsa misvisende. Den sammenhaeng, der fremtraeder i tabel 5 og tabel 6, har sin baggrund i dels en tendens til, at hyppigheden af staerk partiidentifikation er markant storre i Socialdemokratiet end i de borgerlige partier, dels i nogle seerlige egenskaber ved den danske befolkning i tyskhedens kasrneomrade.

Den storre udbredelse af stasrk partiidentifikation i Socialdemokratiet fremgar
klart af tabel 9. Tendensen gaelder ikke blot kaerneomradet, men ogsa hele
Nordslesvig og landet som helhed.26

---

26. Borre, Nielsen, Sauerberg og Worre, op. cit., p. 68.

Forklaringen herpa turde vel navnlig vaere, at de mindre privilegerede dele af befolkningen, hvor Socialdemokratiet har sin storste tilslutning, ogsa har de mest indlysende grunde til at naere konkrete og staerke forventninger til deres parti. For tilhaengere af borgerlige partier kan situationen let fremtrasde mindre klar, ikke mindst da fordi der eksisterer flere borgerlige partier side om side, hvis indbyrdes forskelle naeppe forekommer alle lige markante, mens Socialdemokratiet hidtil har vasret det eneste arbejderparti, der havde nogen naevnevaerdig tilslutning i landsdelen. Og dertil kommer, at Socialdemokratiet som den yngste af de folkelige politiske bevaegelser, og navnlig da i Nordslesvig, maske ogsa lasngst har bevaret den dertil horende dynamik. Hvad end forklaringen er, sa ma sammenhsengen mellem partiidentifikationens og det nationale tilhorsforholds styrke analyseres pa en sadan made, at den storre hyppighed af staerke partitilhasngere blandt socialdemokrater holdes under kontrol. Analyseres som i tabel 10 materialet pa denne made, fremtrasder sammenhasngen mellem partiidentifikationens styrke og det nationale tilhersforholds styrke i et andet lys.

Af tabel 10 fremgar det saledes, at der savel blandt socialdemokratiske partitilhaengere i bade kaerneomradet og hele Nordslesvig som blandt borgerlige partitilhaengere i Nordslesvig som helhed var klart flere stasrkt danske blandt dem, som identificerer sig stasrkt med deres parti, end blandt dem, som identificerer sig mindre stasrkt eller svagt. Kun borgerlige partitilhaengere i kaerneomradet faldt uden for dette monster. Kan der gives en rimelig forklaring pa denne afvigelse, ma man slutte, at formodningen om sammenhaengen mellem partiidentifikation og nationalt tilhorsforhold er blevet bekraeftet i materialet.

En forklaring pa, at de borgerlige partitilhaengere i kaerneomradet falder uden for monstret, er det imidlertid ikke helt enkelt at finde. Materialet er sa beskedent, at det darligt lader sig analysere i yderligere undergrupper. En forste formodning om, at der blandt de borgerlige partitilhaengere kunne vaere flere tidligere tysksindede, som var blevet dansksindede, holdt saledes ikke stik. Blandt disse personer var der flest socialdemokratiske partitilhaengere, og interessant nok kunne der her spores en tendens til, at disse tidligere tysksindede enten var blevet staerke socialdemokratiske partitilhaengere eller svage borgerlige partitilhaengere, hvis de da i det hele taget havde en tilknytning til et dansk politisk parti. Og det forekommer da ogsa rimeligt nok pa baggrund af den netop diskuterede tendens til, at hyppigheden af staerke partitilhaengere var storst blandt socialdemokrater. Men det forklarer ikke afvigelsen for de borgerlige partitilhaengere i kaerneomradet.

Mere frugtbart var det at opdele materialet efter bopael. For hvad resultater pa sa sma tal nu er vaerd, fremkom der derved en svag positiv sammenhaeng mellem partiidentifikationens styrke og det nationale tilhorsforholds styrke for borgerlige partitilhaengere i Tender, men derimod ikke for de borgerlige partitilhaengere, der boede i landdistrikterne. Problemet ma derfor naermere kunne prasciseres som et sporgsmal om, hvorfor vel navnlig Venstre ikke har formaet at sikre sig samme solide fodfaeste i disse graensekommuner som i de ovrige nordslesvigske landdistrikter. Som svar er det mest naerliggende at pege pa de forholdsvis mange hjemmetyske gardejere i disse graensekommuner. Deres tilstedevaerelse kan have betydet, at lokalsamfundene her har haft vanskeligere betingelser end i de ovrige nordslesvigske landdistrikter for at fungere som sluttede miljoer omkring nogle ledende gardejere, forankret i Venstre og pa mange mader dette partis rygrad. Deraf antagelig Venstres vanskeligheder med at fa lige sa solidt et tag her som i andre landsbysamfund. Og som det fremgar af tabel 11 var sammenhaengen mellem tilslutning til Venstre og dansk nationalt tilhorsforhold relativt svagt i dette omrade.

Et er imidlertid, at der i materialet kan spores en klar sammenhaeng mellem partiidentifikation og nationalt tilhorsforhold, at der blandt de personer, der er staerke partitilhaengere, ogsa er flest staerkt danske. Et andet er, om sammenhaengener af samme karakter, uanset hvilket partis tilhaengere, det drejer sig om. Sammenhaengen mellem de to faenomener kan naturligvis principielt tolkes pa to forskellige mader. Partitilhorsforholdet kan have virket fremmendepa det nationale tilhorsforhold. Og det nationale tilhorsforhold kan have virket fremmende pa partitilhorsforholdet. Som papeget i det historiske rids taler en hel del for, at forst og fremmest partitilhorsforholdet har virket befordrende for det nationale tilhorsforhold. Men gaelder dette i samme grad i

alle faser af Nordslesvigs udvikling? Og gaelder det i samme grad for tilhaengereaf
de forskellige politiske partier?

Der er flere forhold, der gor det sidste sporgsmal naerliggende. Deter saledes i det foregaende pavist, at der var en tendens til, at socialdemokrater identificerede sig stasrkere med deres parti end borgerlige partitilhaengere. Og i tilslutning dertil blev det anfort, at der var en tendens til, at partitilhaengere blandt tidligere tysksindede orienterede sig staerkt mod Socialdemokratiet, men svagt mod de borgerlige partier. Begge disse traek kan tolkes som udslag af, at en tilknytning til Socialdemokratiet ofte oplevedes som noget mere afgorende i sig selv end en tilknytning til borgerlige partier. I forlaengelse heraf ligger det lige for at antage, at socialdemokratisk partiidentifikation hyppigere og mere udpraeget har vaeret fremmende for det nationale tilhorsforhold end tilknytning til borgerlige partier. Dertil kommer sa, at man ikke kan se bort fra, at det nationale problems plads i partiernes ideologi og politik kan have en reel betydning i en del tilfaelde. Saledes ma det nok antages, at for nationalt staerkt engagerede personer kan navnlig Venstre og Konservative have udovet en storre tiltraekning end Socialdemokratiet. For at undersoge denne mulighed naermere kan man analysere materialets aldersfordeling, som vist i tabel 12.

Det mest bemaerkelsesvaerdige er her aldersfordelingen efter nationalt tilhorsforhold.Som det fremgar af den grove opdeling i tabel 12, er der i gruppen fodt i tidsrummet 1911-20 en markant underrepraesentation af personer med mindre staerkt nationalt tilhorsforhold. Tendensen er udpraeget bade i rnaterialetfra kaerneomradet og i materialet fra hele Nordslesvig. I begge tilfaelde

ligger afvigelsen fra aldersgruppens samlede vaegt pa ca. 8 pet. Deter naerliggendeat forklare dette resultat som et udslag af, at netop denne generation i perioden 1933-1945 har haft stasrkt nationalt engagerende oplevelser. Folges pa grundlag af denne fortolkning antagelsen om, at borgerlige partier har virket mere tiltraekkende end Socialdemokratiet pa personer, der er stasrkt optaget af nationale problemer, ma det forventes, at der blandt denne generationssteerkt danske er forholdsvis fa tilhaengere af Socialdemokratiet og forholdsvis mange tilhaengere af navnlig Venstre og Konservative. Som det fremgar af tabel 13, er dette ogsa tilfaeldet, savel i hele Nordslesvig som i kaerneomradet. At tendensen ogsa gaelder i sidstnsevnte omrade er sa meget desto mere bemaerkelsesvaerdigt, som der blandt de stasrkt danske her er konstateretforholdsvis flest socialdemokratiske partitilhaengere.

Alt i alt harder for den danske flertalsbefolkning kunnet pavises interessante sammenhaenge mellem partiidentifikation og nationalt tilhorsforhold. Der er saledes fremdraget en almindelig tendens til, at jo stasrkere tilknytningen til et parti har vaeret, jo stasrkere har ogsa det nationale tilhorsforhold vaeret. Kun tilhasngerne af borgerlige partier i kasrneomradet, og naermere betegnet dettes landdistrikter, faldt uden for dette monster. Som forklaring er der peget pa, at det betydelige islaet af tysksindede gardejere i disse landsbysamfund formentlighar bevirket, at navnlig Venstre har haft problemer med at sikre sig et lige sa solidt fodfaeste her som i andre nordslesvigske landkommuner. Den almindeligesammenhaeng er af teoretiske grunde forst og fremmest blevet opfattet sadan, at det i hovedsagen har vaeret partiidentifikationen, der har virket fremmendepa det nationale tilhorsforhold. Antagelig gaelder dette for alle de fire storre danske partier i omradet. Men man kan naturligvis ikke udelukke, at

virkningen ogsa er gaet i modsat retning. Det kan til en vis grad have veeret tilfaeldetfor bade Socialdemokratiet og de borgerlige partier. Analyser pa grundlagaf materialets aldersfordeling har dog givet resultater, der tyder pa, at det i vassentlig hojere grad har haft gyldighed for Venstre og Konservative end for Socialdemokratiet.