Barbara G. Haskel: The Scandinavian Option. Opportunities and Opportunity Costs in Postwar Scandinavian Foreign Policies. (Universitetsforlaget, Oslo, 1976). 266 s.

I en raskke artikler i nordiske og internationale politologiske tidsskrifter har Barbara Haskel, der nu er ansat ved McGill University, Montreal, forlaengst placeret sig som en kyndig iagttager af det nordiske samarbejde. Nu har Universitetsforlaget udsendt en revideret udgave af den afhandling, hvormed hun i 1972 erhvervede Ph.D.-graden ved Harvard University. Bogens tema er ikke nyt, men til gengaeld essentielt: Hvorledes kan det vaere, at det nordiske samarbejde trods alle mulige forudsaetninger i form af kulturelle, sociale og politiske lighedspunkter mellem landene er forblevet pa et yderst uforpligtende plan? For at besvare dette sporgsmal gennemforer forfatteren parallelle analyser af to mislykkede integrationsforsog, det nordiske forsvarsforbund 1948-49 og den nordiske toldunion i slutningen af 1950'erne saint af to »succeser«, gennemforelsen af den nordiske pasunion og af det faelles arbejdsmarked i midten af 1950'erne.

Analysen indledes med en kort teoretiskdiskussion, hvorunder forf. noget hastigt forkaster de analyserammer, der hidtil har behersket integrationsforskningen,f.eks.

gen,f.eks.neo-funktionalismen, til fordel for en analyse af »the »logic« of the decision situation, that is, the dilemmas confronting decision-makers« (p. 29). »This approach asks what questions they (beslutningstagerne) would have had to have asked.... if they had proceeded rationally... Next it attempts to ascertain ... what answers ... the actual decision-makersseem to have given ... Thirdly it asks: Why did they answer this way? (p. 30 fremhaevning i original)«. Hovedsigtetmed analysen er saledes klart rettet mod det intellektuelle aspekt af beslutningsprocessen.I betragtning af, at BarbaraHaskel sa markant placerer sig som tilhasnger af den sakaldte rationelle aktor-model,kan det naeppe undre, at hun finder sine centrale begreber i okonomien,f.eks. opportunity co^?-betragtningen.Denne approach ma siges at vaere i modstrid med flere nyere tendenser i politologien,og dens begraensede raekkeviddema da ogsa si:raks papeges. Ved at opfatte udfaldet af de nordiske forhandlinger,f.eks. om forsvarsforbundet, som bestemt udelukkende af de involverede beslutningstagergruppers relative »prisogomkostningsberegninger« pa de forskelligelosningsmuligheder, der forela, udelukkes en raekke andre forklaringsmulighederbevidst. Tredie led i ovenanfertebeskrivelse af forfatterens sigte - at forklare beslutningstagernes vurderingeraf situationens hovedsporgsmal - er da ogsa klart det, der star svagest i bogen.

Tre sporgsmal konstituerer efter forfatterens mening beslutningssituationen i 1948-49: USA's forventede reaktion pa et nordisk forsvarsforbund, dettes afskraekkende virkning og den indre politiske situation omkring forbundet. Deter Barbara Haskels hovedtese pa grundlag af de nordiske beslutningstageres »bevarelse« af disse tre hovedsporgsmal, at der faktisk eksisterede forudsastninger for enighed med udgangspunkt i de to forste problemer, men at de norske beslutningstageres tageresvurdering af deres interne situation odelagde denne mulighed. Forfatteren haefter sig her ved statsminister Gerhardsens accept af den sakaldte Karlstad - formel i jan. 1949, ifplge hvilken der skulle dannes et fritstaende forsvarsforbund, som nok skulle vaere sikret amerikansk velvilje samt vabenleverancer pa acceptable vilkar, men som ellers skulle vaere fritstaende i forhold til Atlantpagten. Fa uger senere - i forhandlingerne i Kobenhavn - stillede nordmaendene sig som bekendt pa det standspunkt, at der derudover matte stabsforhandlinger til med amerikanerne for naermere at skabe sikkerhed om USA's reaktion i tilfaelde af et angreb pa de nordiske lande. Haskel forklarer denne kovending med, at Gerhardsen i mellemtiden blev overbevist om, at forsog pa at sondere den amerikanske holdning til et fritstaende forbund sandsynligvis ville mislykkes, og ydermere at dette ville skabe en sadan animositet mod USA i Arbeiderpartiet, at et pafolgende forsog pa at skabe tilslutning til optagelse i Atlantpagten ville kunne falde. Risikoen ville altsa vaere, at savel den hojest som den naesthojest prioriterede losning ville umuliggores. Hypotesen er besnaerende, men naeppe saerlig holdbar. Det empiriske belaeg for den er svagt i forhold til den alternative hypotese, at Gerhardsen simpelthen blev overtalt af de personer i regering og parti, som laenge havde satset pa en atlantisk losning, og som hidtil havde tegnet norsk udenrigspolitik. Som pavist i en nylig artikel af Krister Wahlback i Internationella Studier (1976, nr. 5) tyder netop frigivne amerikanske dokumenter klart i retning af, at i hvert fald udenrigsminister Lange og forsvarsminister Hauge allerede fra foraret 1948 arbejdede herfor.

Hovedinteressen i dette som i de ovrige afsnit er klart rettet mod de norske politikeresholdning. Der er dog ogsa en raekke betragtninger vedrorende den danske politik,der fortjener at blive diskuteret.

Haskel gor f.eks. en del ud af at forklare forskellene mellem Danmarks og Norges politik over for Atlantpagten i 1948 med, at Danmark pa grund af Gronland var sikker pa at kunne fa en invitation til at blive medlem, mens Norges position var mere usikker. Deter givet, at Gronland betod meget for USA, og at danske politikerevar helt pa det rene hermed. UdenrigsministerByrnes havde saledes i dec. 1946 overrakt Gustav Rasmussen et memorandum,hvori USA som den for alle parter bedste losning pa problemet fremsatteet forslag om simpelthen at kobe Gronland (State Department, Decimal File 1945^9: 840.20/1-1747), og sa sent som i foraret 1948 havde Danmark med nod og naeppe undgaet, at USA fremsate forslag til en ny Gronlands-traktat (smst: 8598.20/2-348 og 8598.20/ 3-1248). Men Norge kunne heller ikke vaere i tvivl om, at USA ogsa havde meget kraftige interesser i at fa dette land med. Fra September 1948 var Norges (og Danmarks)medlemskab af NATO i hvert fald i realiteten afgjort for savidt angar USA's holdning. Forskellen i politik skal derfor snarere findes i det forhold, at Norge kraftigere og pa et tidligere tidspunkt udviklede en praeference for en atlantisk losning; mens det for Norge hurtigt blev af storste betydning at holde denne optionaben, var de danske beslutningstageresnarere optaget af at hindre, at optionenprassenterede sig officielt og dervedkomplicerede den vanskelige situationomkring de nordiske forhandlinger.

Endvidere forklarer Haskel regeringens relative passivitet bade over for vestmagterne og Norden (udover den aktivitet, der var betinget af maeglerrollen) ved en grundfaestet, historisk bestemt skepsis over for muligheden for at fa ikke sa meget allierede som allierede, hvis garantier var noget vaerd (p. 74—75). Regeringens passivitet kan under denne synsvinkel ses som »a technique for obtaining politically reliable information« (p. 75). Mens den forste iagttagelse givetvis rammer noget meget centralt i bade Hedtofts og Gustav Rasmussens vurdering af Atlantpagtens muligheder, sa er det ikke umiddelbart indlysende, hvorfor den passive positur skulle vaere bedst egnet til at skabe et realistisk billede af mulighederne, rent bortset fra at der ikke er noget klart empirisk belaeg for tolkningen. Bl.a. kan man henvise til, at Norge valgte den stik modsatte strategi til at lose sit usikkerhedsproblem. Igen er det rimeligst at laegge vaegt pa regeringens nordiske praeference - der skulle intet foretages pa den atlantiske front, der kunne forstyrre den uhyre vanskelige opgave, der la i at finde en formel, som bade nordmaend og svenskere kunne enes om. Et andet forhold, som Haskel ikke naevner, men som utvivlsomt spillede ind i den nordiske strategi, var Danmarks militaere svaghed, som ikke afgav basis for en rolle, der gik ud over den velmenende maeglers.

Forfatterens analyse af den interne danske politiske situation og dens rolle for regeringens vurdering af de eksterne muligheder forekommer realistisk. Hun papeger f.eks., at regeringen i forhold til venstre og konservative stod relativt frit, idet den - de to partiers sympatier for en »norsk« politik til trods - kunne vaere temmelig sikker pa, at de ville stemme for ogsa en nordisk losning; hensynet til de radikale, hvis stotte var nodvendig i den almindelige lovgivning, og som i sidste ©jeblik (Jan. 1949) accepterede en nordisk losning, kunne derfor tillaegges en storre vaegt.

Sammenfattende synes den af Barbara Haskel valgte approach at abne for nogle interessante perspektiver pa emnet, omendderes force klart ligger i analysen af beslutningsprocessens intellektuelle sider.Maske kunne man have ©nsket en mere rigoristisk anvendelse af den i form af en systematisk sammenligning af alle nationale beslutningstageres »omkostningsberegninger«afalle de losningsmuligheder,der

ligheder,derla i situationen, altsa NATO, forskellige taenkelige former for et nordisk forbund, og status quo. Pa den anden side er der vel graenser for, hvad man kan forvente af en analyse, der kun fylder 50 sider.

De ovrige cases er mindre interessante ud fra en dansk synsvinkel; analysen af den nordiske toldunion er naesten udelukkende koncentreret om den norske regerings overvejelser, mens fremstillingen af pasunion og faelles arbejdsmarked koncentrerer sig om arbejdet i den nordiske samfaerdselskomite. For begge undersogelser gaelder det dog, at mange interessante synspunkter bliver anlagt, ligesom de nok giver et bedre billede af »normalsituationen« inden for det nordiske samarbejde. For disse, som for undersogelsen af det nordiske forsvarsforbund gaelder det, at de er baseret pa et meget stort nordisk savel som engelsksproget materiale, og at fremstillingen - med visse undtagelser - overalt er omhyggeligt underbygget. Specielt vedrorende sporgsmalet om forsvarsforbundet er der nu ved at komme en maengde materiale frem, som giver fremtidige forskere langt bedre arbejdsvilkar end dem, Barbara Haskel har haft. Bl.a. er State Department's enorme arkiver nu abne for forskningen, og ogsa her i Norden synes tidligere tiders overdrevne sekretesse at vsere pa retur. Dette vil dog ikke gore denne bog uaktuel. Dens styrke ligger i praesentationen af en analysemade, hvis potentiale langt fra er udtomt.