Danmarks Kirker. Århus Amt. I—II. Ved Vibeke Michelsen og Kjeld de Fine Licht. (G. E. C. Gad, 1968 og 1972). 996 s. (fortsat paginering).

De to bind, der omfatter beskrivelsen af Arhus domkirke, er afsluttet med udsendelsen af et sidste hefte 1976, sa titelbladets arstal angiver kun tidspunktet for begyndelsen af dette afsnit af det store vaerk, der fremtraeder som en helhed, skent flere medarbejdere er blevet inddraget i arbejdet. Deter en beskrivelse, der behandler alle sider af domkirken og dens rige inventar, og selv om den selvfolgelig bygger pa resultaterne fra aeldre forfattere, tager den overalt en selvstaendig stilling til problemerne med en kritisk holdning til sporgsmal, der forlaengst var regnet for afgjort. Den, der skriver disse linier, ma f.eks. indromme, at han for letsindigt har faestet tillid til meddelelsen om, at et maleri fra et epitafium skulle vise kobmand Rasmus Thestrup og hustru. I beskrivelsen af domkirken kommer en mere sund skepsis til orde.

De middelalderlige kirker i Arhus frembyder adskillige problemer. De begynder allerede i vikingetiden, hvis man tager Roskildekronikens udsagn om, at kong Frode byggede en Trefoldighedskirke i byen, for gode varer; men efterretningen er sen, og da der er mere end ca. 200 ar mellem den og kirkens bygning, skal der en ualmindelig tillid til overleveringen for at stole pa den. Da Arhus i det mindste formelt blev bispesaede 948, ma der vel have vaeret en kirke pa stedet; men om det har vaeret den suspekte Trefoldighedskirke eller en anden, vides ikke, og noget arkaeologisk spor af den kendes ikke; men der er i det hele taget ikke mange vidnesbyrd om missionstidens kirker, som abenbart har vaeret beskedne og af et let forgaengeligt materiale. Forst den genfundne krypt under den nuvaerende Frue kirke og de endnu staende mure over jorden af en kirke, der er aeldre en dominicanernes, giver mere fast grund. Det har vaeret den aeldste domkirke; men sa er man ogsa i sidste halvdel af det 12. arhundrede. Og endnu en gade rejser sig, idet der i beretningen om den hellige Niels omtales et kapel af trae ved havet. Dets naermere beliggenhed er ukendt; men det har vel ligget, hvor den nuvaerende domkirke star eller taet derved. Da domkirkens opforelse begyndte ca. 1200, var den saledes en ung kirke, og deter vaerd at fremhaeve, at domkirken var ny mellem by ens kirker, idet ogsa Set. Olufs kirke stod, da Peder Vognsen begyndte sit store vaerk.

Vaerket giver en sa detaljeret gennemgangaf bygningshistorien, at der ikke kan blive tale om et referat i enkeltheder. I lobet af middelalderen blev den romanskekatedral aendret til en gotisk, og ved reformationens tid ma den have praesenteretsig som en imponerende bygning

med et pragtfuldt inventar, men derefter begyndte forfaldet, som blev fremskyndet af brande og utilstraekkelig vedligeholdelse.Forst i forrige arhundrede begyndteman at restaurere ud fra et arkitekturhistorisksyn, spiret blev genrejst og nyere tilfojelser og aendringer fjernet. Dette arbejde er fortsat, og som domkirkennu star, er den praeget af arkitekternes,saerlig Mogens Clemmensens synspunkter.Han havde evnen til ud fra bevarederester dristigt at genskabe det gamle; men pa denne made er domkirken blevet mere middelalderlig, end tiden fra barokkentil empiren kendte den. Det vil altid kunne droftes, om man har ret til at se bort fra en lang periode, fordi dens opfattelseikke stemmer med nutidens, og nar det gaelder domkirkens inventar, vil man dog ikke fjerne minderne fra adelsvaelden og enevaelden, selv om de stilhistorisk ikke passer til det sengotiske rum. Restaureringsproblemeter i virkeligheden uloseligt, fordi hver tidsalder genopforer og vedligeholder ud fra sine egne idealer, ikke ud fra den tids, hvis bygningsrester man Soger at genskabe, og som man trods al kyndighed ikke lean give fortidens and. Derfor star nu Arhus domkirke som et udtryk for de idealer, arkitekterne Walther,Mogens Clemmensen og C. F. Mollergik ind for, nar problemerne skulle loses.

Kirken er den af vore domkirker, der har bevaret de fleste kalkmalerier, der er med til at understrege dens senmiddelalderlige interior. Nogle af disse dekorationer kan vaere minder om de mange ellers forsvundne sidealtre, kirken har haft. Det gaelder f.eks. om Set. Eligius-billedet i koret, der kan have hort til et alter for smedelavet, som i det mindste kan fores tilbage til kong Hans' tid, og deter karakteristisk, at kalkmaleriernes indhold er lokalhistorisk bestemt, idet der kun er et kongeligt vaben fra sidste halvdel af det 15. arhundrede og dronningerne Christines og Elisabeths vaben. Deter uklart, hvad der har foranlediget, at netop disse personer er blevet mindet.

Inventarets aeldste dele gar ligesom kalkmalerierne kun tilbage til senmiddelalderen. Hovedstykket er Bernt Notkes enestaende altertavle, ved hvis beskrivelse udgiverne har kunnet stotte sig til Erik Moltkes sagkundskab; men blandt de sager, der er kommet til efter reformationen, fortjener ogsa prasdikestolen fra 1588 at naevnes, og at ogsa samtiden forstod at skatte dens vaerdi, fremgar af, at Frue kirke ikke mange ar efter fik en efterligning, hvis vaerdi dog ikke kan male sig med originalens. Ifolge kirkevaerkets plan er fortegnelsen meget omfattende og medtager selv de übetydeligste sager bade dem, der tidligere har vaeret i domkirken, men nu findes andre steder, og dem, som er forsvundet, men hvis tilstedevaerelse har kunnet konstateres gennem kirkesyn, regnskaber og andre lister. Der er her samlet et stort materiale, hvis ret til at blive opregnet alene er den, at de har hort til kirken. I virkeligheden er alt dette profant, og den, der vil studere det borgerlige kulturliv kan ikke komme uden om dette mangeartede stof. Til dette materiale ma ogsa henregnes det, som ma antages at stamme fra grave i og uden for domkirken, deriblandt de glaserede teglfliser, som vel er udfort af stedlige pottemagere i det 16. arhundrede.

Ogsa beskrivelsen af gravene og gravmaslernehar vaerdi ud over det kirkelige. For gravstenenes vedkommende foreliggerChr. Axel Jensens arbejde som en hjaelp, og personalhistorisk er indskrifterneuundvaerlige. Den mest notable af dem, der har vaeret »begravet« i domkirken,har dog ikke faet sine minder omtalt. Deter den hellige Niels, om hvem det hedder i legenden om ham, at hans kiste under Erik Menved blev optaget og gemt i biblioteket, for at kongens modstandere ikke skulle fa fat pa den. Deter et talende vidnesbyrd om de oploste forhold efter

drabet pa Erik dipping. Senere hores der ikke noget om den lokale helgen, der abenbart kun har haft betydning for domkirkensgejstlighed i det 13. arhundrede, og som blev tilsidesat for Set. Clemens, om hvem bisp Tyge skaffede et skrift, som allerede Jacob Langebek eftersogte i sin liste over savnede kilder i 1. bind af Scriptores. Den hellige Niels har fortjent en storre omtale end de fa linier, der er ofret pa ham, fordi det jaevne folk holdt fast ved ham.

Arhus domkirke er en mikrokosmos, hvis historie stadig kan uddybes med nye enkeltheder og beskrives ud fra nye synspunkter, og det ville vaere en naerliggende opgave at skrive domkirkens historiografi fra Hans Pedersen Horsens' forste kortfattede notitser til det her omtalte store vaerk, hvori deter let for laeseren med nogle forudsaetninger at finde rundt, mens andre vil savne et register. Deter vel de store omkostninger, der har forhindret denne ellers nodvendige afslutning.