Kvindestudier. Seks bidrag. (Fremad, 1977). 208 s.

Dette bind kvindestudier er senere blevet efterfulgt af bind 2. Om der kommer flere vil vel afhaenge af forlagets sksebne, der nu er uafklaret. De seks bidrag stammer fra to forelaesningsraekker om feminologi pa det kobenhavnske folkeuniversitet 1976. Feminologi er tvaerfaglig kvindeforskning.

Den feminologiske veteran Nynne Koch laegger ud med » Feminologisk Idehistorie «, der angiveligt skulle ga pa hovedstromninger inden for dette faenomen i den vestlige kulturkreds. Hovedvasgten er dog lagt pa den seneste udvikling; Nynne Kochs sostersolidaritet overskygger desvaerre hendes onske om at skelne de storre profeter fra de ganske sma. Else Cederborg behandler i en tankevaekkende artikel begrebet matriarkatsmyter. Der kan vaere bade politiske og videnskabelige grunde til at undersoge disse naermere. Forfatteren onsker ikke matriarkatet (gen)oprettet, men kunne godt ©nske sig f.eks. Lilith og Nertus bedre formidlet gennem undervisningen. Lone Fatum er inspireret pagaende og bundsolid i sin artikel » Kvindesyn og kvinderoller i den kristne tradition « og paviser modsaetninger mellem kristen tradition og evangeliet, mens psykologen Alice Theilgard skriver en noget tynd artikel om » Psykologiske konsforskelle «.

Susanne Fabricius skriver om den yderst faengslende og modssetningsfyldte forfatter og journalist Olga Eggers (1875-1945), begyndte som en slags kvindesagssocialist og endte sine dage i Vestre faengsel efter aktiv nazisme. Pa grund af et ideologisk kyskhedsbaelte kan Susanne Fabricius kun beskaeftige sig med Olga Eggers »som eksempel«, og det endda pa, at fascismen er en mulighed, der vil vaere fatal for kvindebevaegelsen, hvis den ikke bliver erkendt i tide. Sa er der jo en klar nyttevirkning ved skriveriet.

I virkeligheden er den gamle rigsfriherreindeOlga Antoinette v. Eggers naturligvisikke reprassentativ i al sin vselde. Hun er en absolut ener, men nar man som Susanne Fabricius netop har defineret litteraturhistoriens formal som et forsog pa at bestemme og forklare livsopfattelser og ideologier hos forskellige klasser og sociale lag i forskellige historiske perioder,sa skal skoen jo pa, selv om den trykker. Den, der vil laese artiklen, ma

undervejs konsumere en del ideologisk
mayonnaise.

Heldigvis folger til sidst Drude Dahlerups spsendende afhandling »Et selvstaendigt kvindeparti?«, der handler om tiden efter, at stemmeretten var vundet, naermere betegnet tiden 1903-18 (1903 fik kvinder valgret til menighedsradene, 1918 forste rigsdagsvalg med kvindelig stemmeret). Egentlig var det forventningen i kvindebevaegelsen, at mandater i forskellige organer hen ad vejen ville jaevne sig mellem konnene; man havde ikke blik for det forhold, at kvinderepraesentationen afhang af mange andre faktorer end kvindelig stemmeret. Det var et sporgsmal for kvindebevaegelsen, om man skulle oprette et kvindeparti, en ide, som blev opgivet af Dansk Kvindesamfund 1918 (og forgaeves Sogt genoplivet af Elin Hogsbro Appel 1963).

I det udmaerkede register vil man f.eks.
kunne sla op pa ny-maskulinisten Soren
Krarup.