Viggo Sjøqvist: Peter Munch. Manden, Politikeren, Historikeren. (Gyldendal, 1976). 313 s.

P. Munch er utvivlsomt den mest ekstensivt behandlede a.f dette arhundredes danske politikere. Han har af naturlige grunde vaeret en central skikkelse i en raekke generelle fremstillinger af dansk politik fra arhundredskiftet til anden verdenskrig, ikke mindst Viggo Sjoqvists fremstilling af dansk udenrigspolitik i 1930'erne; han har ogsa vaeret emnet for mere specifikke analyser, forst og fremmest Karup Pedersens disputats, og endelig har han selv isaer gennem sine omfattende erindringer og den offentliggjorte brevveksling med ungdomsvennen I. P. Jacobsen vaeret med til at laegge et omfangsrigt, biografisk materiale frem. Og med denne bog foreligger sa den forste egentlige biografi af P. Munch.

Viggo Sjoqvist giver ikke nogen speciel begrundelse for at tage P. Munch op til en ny vurdering, men man kan dog nok drage visse slutninger fra bogen og dens kontekst. Nar han har kastet sig over Munch, skyldes det givetvis i nogen grad utilfredshed med den hidtidige litteratur, som biografien indeholder forbloffende fa referencer til. Men den vaesentligste motivation er dog nok Sjoqvists velkendte interesse for de store personligheder i dansk udenrigspolitik og ikke mindst en optagethed af Munchs »egenartede«, delvis gadefulde personlighed.

Noglen til » manden « ogdermed » politikeren« P. Munch soger Sjoqvist primaerti traumatiske oplevelser i barndom og ungdom; fortiden »er af stor betydningtil forstaelse af, hvordan han blev den egenartede personlighed« (s. 10). For at belyse denne gennemforer Sjoqvist et omfattende og efter omstaendighederne vellykket historisk detektivarbejde, der giver et godt billede af de problematiske ydre omgivelser, som P. Munch voksede op i. Men Sjoqvist vil videre; han onsker

evne til introspektion og til at artikulere denne som udtryk for en saerlig kompliceret,gadefuld eller unormal personlighed. I det hele taget overbetoner Sjoqvist sandsynligvis de neurotiske traek i Munchs personlighed og underbetoner, omend han ikke helt ser bort fra dem, de »sunde« track, der ogsa fandtes, og som man meget vel kan argumentere var de dominerende.

Endelig og mere generelt kan man tvivle pa, om Sjoqvists metode, der kan karakteriseres som traditionel historisk »Einfuhlung«, er den bedst egnede til formalet. Hans malsaetning falder klart sammen med den sakaldte psykobiografis, nemlig at give et helhedsbillede af en personlighed og dens dannelse. Psykobiografien Soger imidlertid at etablere sine forklaringer ved hjaelp af en eksplicit reference til personlighedspsykologiske teorier, hvadenten der er tale om mere traditionel psykoanalytisk teori eller senere teoridannelser af Jung, Homey eller Maslow. Psykobiografien er endnu en ret problematisk genre; men hvor psykologisk teori kombineres med historisk og politisk forstaelse, som f.eks. i Alexander og Juliet George's klassiske Wilson-biografi eller Doris Kearns' nylige, fortrasffelige biografi af Lyndon Johnson, kan der fojes vaesentligt til den forstaelse, som en mere traditionel »indfolende« biografi karma frem til. Netop fordi Sjoqvist er af den opfattelse, at P. Munch er sa »egenartet«, kunne man have ventet en inddragelse af personlighedspsykologiske problemstillinger med henblik pa en fastere helhedskarakteristik af hovedpersonen.

Det horer med til Sjoqvists approach, at han opfatter Munchs personlighed som den vaesentligste faktor til forklaring af udviklingen i hans politiske holdninger, mens han omvendt lsegger mindre vaegt pa det sociale og politiske miljo, som Munch bevaegede sig i. Nar han f.eks. skal forklare Munchs »omvendelse« fra faestningstilhaenger til antimilitarist, litarist,gor han det primaert med henvisning til Munchs konsekvensrytteri, hans tilbojelighed til at ga til ekstremerne (s. 38). Pa samme made forklarer han det forhold, at Munch - trods sin grundlaeggende skepsis - alligevel kunne se en mission i en utilitaristisk politik til gavn for almindelige mennesker, som resultat af et bevidst forsog pa at rive sig ud af »habloshedens evangelium« (s. 41). Begge forklaringer kan vaere gyldige, sa vidt de raekker, men hvor langt? For at forklare Munchs forsvarspolitiske kolbotte ma man nodvendigvis ogsa inddrage det kobenhavnske akademikermiljo, som Munch bevaegede sig i i 1890'erne, og hvor konservative og national-liberale tendenser var i hastigt tilbagetog. Ligeledes ma man formentlig i hojere grad, end SJoqvist gor det, inddrage Munchs erfaringer fra Frankrigsopholdet 1900-01 i forklaringen pa udviklingen af hans social-radikalisme.

Afsnittet om »manden« P. Munch, der bringer os frem til begyndelsen af Munchs politiske lobebane ved arhundredskiftet,er - med de naevnte forbehold - biografiens mest originate del. I det fglgende hovedafsnit om »politikeren« er vi pa mere kendt grund. Det var ikke at forvente, at SJoqvist i sin fremstilling af 1. verdenskrig eller 1930'erne skulle foje vaesentlige, nye vurderinger til dem, han allerede tidligere har givet, omend man nok kunne have ©nsket en storre nuanceringpa visse punkter. De interessanteste afsnit er derfor behandlingen af P. Munchs virke for 1. verdenskrig (og saerligudviklingen i hans forsvarspolitiske doktrin) og af Munch som Folkeforbundspolitikeri tyverne. Sjoqvist har tidligerepavist, at der i midten af 1930'erne skete en aendring i Munchs syn pa Folkeforbundetsmuligheder og rolle i dansk sikkerhedspolitik; her giver han baggrundenherfor og samtidig en tiltrasngt korrekturtil forestillingerne om P. Munchs blaojede Folkeforbunds-romantik. I den

forbindelse er SJoqvists dokumentation af Munchs grundlaeggende pessimisme efter katastrofen i 1914 af stor betydning for forstaelsen af Munchs udenrigspolitiske opfattelse i mellemkrigstiden. Sjoqvist kontrasterer denne pessimisme med mange af Munchs optimistiske offentlige udtalelser og ser denne som udtryk for en indre dialog mellem villet optimisme og instinktiv pessimisme (s. 146). Man kunne ogsa se kontrasten som udtryk for et pragmatisk karaktertrask hos Munch, som flere gange kom til udtryk, f.eks. i anlaegget af Tune-stillingen 1915, men som naeppe stemmer overens med Sjoqvistsbillede af Munch som den logiske, konsekvente politiker, og som derfor underbetonesi

Afsnittet indeholder ogsa interessante iagttagelser af P. Munchs udenrigspolitiske » stil« - hans arbejdsmetode, forhold til ministeriet, parti- og regeringsfaeller; dette er aspekter, som man gerne havde set belyst mere ekstensivt, og som peger pa et behov for yderligere undersogelser.

Deter rigtigt set, at biografien ogsa indeholder et hovedafsnit om historikeren P. Munch, bade den flittige laerebogsforfattei og forskeren. Afsnittet har nodvendigvis oversigtens karakter og gar ikke ned i nogen dyberegaende analyse af Munchs metode og historiesyn; det vigtige ligger forst og fremmest i, at der hermed er peget pa et vigtigt felt for fremtidig forskning. Bade gennem sit omfattende historiske forfatterskab og gennem erindringerne, der sa langt er den vigtigste enkeltkilde til dansk politisk historie i forste halvdel af 20. arhundrede, har Munch sat sit store praeg pa flere generationers historieopfattelse. En kritisk analyse af Munch som historiker er derfor en vaesentlig opgave, som Sjoqvists fremstilling aktualiserer.

Man kan nseppe sige, at Sjoqvists intentioner med biografien er opfyldt i fuldt mal. »Gaden« P. Munch - i den udstraekning en sadan findes - er kun delvis lost. Sjoqvist har en tendens til at overbetone de psykodynamiske aspekter af politisk adfaerd pa bekostning af de sociale og undlader f.eks. helt at tage stilling til rollens betydning, som jo var kernen i Karup Pedersens analyse. Men biografien indeholder megen solid forskning om Munch og hans politiske adfaerd. Sjoqvists helhedsbillede af Munch, der trods visse mangier for forste gang lader os se ham som den rigt facetterede personlighed, han var, vil vgere det naturlige udgangspunkt for al videre Munch-forskning.