Inge Skovgaard-Petersen, Aksel E. Christensen og Helge Paludan: Danmarks historie I. Tiden indtil 1340. (Gyldendal 1977). 582 s., 215,00 kr.

Ikke blot for den laege laeser, men ogsa for historikeren selv er de store sammenfattende fremstillinger af Danmarks historie rygraden i tidens historieopfattelse. Men deter karakteristisk for sadanne oversigtsvaerker, at de sjaeldent rummer nogen virkelig dokumentation for de fremsatte pastande, endsige diskussion af de udviklingslinier, der drages. Laeseren ma tro pa forfatteren eller lade vaere. Dette gaelder markant for Erik Arups skelsaettende Danmarks Historie (1925-55), der trods denne brist har sat sit dybe praeg pa alt, der siden er skrevet om Danmarks aeldre historie. Men heller ikke de endnu mere omfangsrige fremstillinger - som f.eks. Politikens Danmarkshistorie, der dog rummer henved 8000 tryksider - giver plads for dokumentation og diskussion. sion.Dette skal ikke fremfpres som nogen kritik; opgaven er formentlig uloselig, nar man vil skrive en Danmarkshistorie, der daekker hele det brede spektrum af viden om materielle og andelige faktorer, der tilsammen tegner vor fortid.

Pa denne baggrund er det bemaerkelsesvaerdigt, at der nu - for forste gang i Danmarks historie - bliver udsendt en Danmarkshistorie, hvis erklaerede formal deter at kombinere en syntese over landets historie med en diskussion af den forskning, som syntesen bygger pa. Vaerket skal efter planen omfatte 5 bind, hvert pa ca. 600 sider. Udkommet emu bind 1, der daekker tiden frem til 1340. Udgiveren er Gyldendal, men bag udsendelsen stir de historiske institutter ved de tre »gamle« universiteter. Vaerket redigeres af professorerne Aksel E. Christensen, H. P. Clausen, Svend Ellehoj og universitetslektor Soren Morch.

For ret at forsta dette vaerk ma man kende dets forudsaetninger. I takt med uddannelseseksplosionen i 1960erne skete der en fuldstaendig omlasgning af historieundervisningen ved vore universiteter.Indtil da havde der vaeret to principielthelt forskellige former for uddannelseaf historikere: magister-studiet, der i alle led var videnskabeligt onenteret, og cand. mag.-studiet, hvis hovedsigte det var at producere alsidigt orienterede historielaereretil gymnasiet. For den vordendecand. mag. stillede eksamensordningenkun krav om videnskabelig fordybelsei forbindelse med det sakaldte speciale, d.v.s. udarbejdelsen af en storre afhandling om en selvvalgt historisk emne, der indgik som led i hovedfagsstudiet.Det skarpe skel mellem de to studieformervar dog i tidens lob udvisket, dels som folge af den ogede vaegt, der efterh&ndenblev lagt pa tilegnelsen af historiskmetode, dels ved en omlaegning af den foretrukne undervisningsform fra forelaesningertil ovelser, hvor de studerendeselv

rendeselvtog problemer op til selvstaendigbehandling
og fremlaeggelse i
timerne.

Nyordningen blev meget radikal. Man opgav kravet til de cand. mag.-studerende om erhvervelse af basisviden pa alle omrader inden for verdenshistorien og Danmarks historie, og studiet blev delt op i en raekke afsluttede enheder, hvor den studerende efter eget valg - omend med visse forbehold, der skal sikre et alsidigt studieforlob - kan udsege sig de problemkomplekser, han onsker at arbejde med og blive eksamineret i. Ordningen har iojnefaldende svagheder. Opsplitningen af studiet i mange sma dele uden indbyrdes sammenhaeng gor det vanskeligt for de studerende at tilegne sig et virkeligt overblik over den historiske udvikling og dermed den grundlaeggende forstaelse af faget. Set udefra kan det ogsa forekomme ejendommeligt, at en cand. mag. i historie model 1970erne kan have gennemfort sit studium uden at have laest en linie om f.eks. Julius Cassar eller Christian

Til nyordningens umistelige fortrin horer imidlertid, at den sa at sige fra studentens forste dag pa universitetet tvinger ham ind i en forskningssituation. Hvor tidligere tiders historiestuderende terpede et ofte ret overfladisk laesestof, lasrer han i stedet at ga direkte til speciallitteraturen og til kilderne selv. Men fordybelsen i det enkelte emne eller problemkompleks er kortvarig. Hvert »omrade«, som det kaldes, afsluttes med en prove efter et enkelt semester eller hojst to, hvorefter studenten iler videre til det naeste emne. Pa sa begraenset tid er det vanskeligt at na til bunds i problemerne; blot at finde frem til den formalstjenlige litteratur kan vaere et mammut-arbejde, og isaer for den unge student er det ofte en naesten umulig opgave at tilvejebringe en overordnet problemstilling ved studiet af de enkelte emner.

Deter som et hjaelpemiddel for disse hardt traengte studenter, at det foreliggende vaerk er blevet til. Hovedvaegten er lagt pa at fremstille de vigtigste synspunkter, som den nyere og nyeste historieforskning har anlagt pa de enkelte perioder, pa at indfore laeseren i speciallitteraturen og at give ham en vurdering af kildematerialets art og udsagnskraft.

I forordet til bind I fremhaeves det, at redaktionen har indrommet bidragyderne en udstrakt frihed med hensyn til form og indhold, nar blot hovedsigtet med bogen holdes for oje. Denne frihed har bindets tre forfattere udnyttet. De tre bidrag er sa forskelige som ild og vand.

Universitetslektor Inge Skovgaard-Petersen laegger for med afsnittet Oldtid og Vikingetid, nassten 200 stofmasttede sider der lasses i et strask; sa spaendende er det gjort. Opgaven har for sa vidt vaeret utaknemmelig; at skulle skrive historikerens version af oldhistorien fa ar efter fremkomsten af professor Aksel E. Christensens inciterende bog »Vikingetidens Danmark pa oldhistorisk baggrund« er ikke let.

Der indledes med et kapitel om sagnhistorien. Dette er af flere grunde overraskende. For det fprste fordi sagnene angiveligt horer hjemme i oldtidens seneste arhundreder, for det andet fordi den nyere historieforskning naesten samstemmende har kasseret middelalderens myter som grundlag for oldtidens historie. Er Uffe hin Spage og andre gasve kaemper da pa vej tilbage til hojsaederne i hevdingehallerne? Nej, saledes forholder det sig ikke. De er gasster af tvivlsom oprindelse, mange af dem avlet i folkesindet langt borte fra Danmarks graenser, og Inge Skovgaard-Petersen indrommer dem da ogsa hojst en plads i et morkt hjorne lige inden for doren.

I de folgende to kapitler, der behandler landbruget i oldtiden og bebyggelsesudviklingen,er forfatteren som historiker til dels pa fremmed grund. Kilderne er i

overvejende grad arkaeologiske. De handteresaf Inge Skovgaard-Petersen med imponerendeindsigt og varsomhed. Men fir de lov at fortaelle nok? Det mener jeg ikke. Mest tilfredsstillende er benyttelsen af de vidnesbyrd, der direkte fortaeller om landbruget - gardtomterne, agersporene, landbrugsredskaberne, de naturvidenskabeligeinformationer. Men hverken her eller i de ovrige kapitler bliver gravene og det mangeartede oldsagsmateriale for alvorafkrsevet deres bidrag til oldtidens Danmarkshistorie. Det skal der nok en arkaeolog til; selv den mest indsigtsfulde historiker kan naeppe overskue og vurderedet kolossale fundstof rigtigt.

»Det olddanske samfund« (et tvivlsomt begreb) fremstilles overraskende af Inge Skovgaard-Petersen som et samfund af ligestillede. Det haevdes, at landsbyen som kulturform ikke rigtig levner plads for mennesker, der ikke selv tager aktivt del i arbejdet, og det fastslis, at »det arkaeologiske fundbillede ikke aftegner nogen udbytterklasse«. Men man kan sandelig ikke se pa en udgravet landsby, om det var brugerne selv, der ejede gardene, og udbytterklassen moder vi dog i ethvert pragtfund og enhver kaempehoj fra Danmarks oldtid. Inge Skovgaard- Petersen vil hellere se rigdommen i oldtidsfundene som vidnesbyrd om, at » bide maend og kvinder opn&ede sociale forerstillinger«. Men er dette ikke blot andre ord for det samme? Ingen af os kan vide, i hvor hoj grad »forerstillingerne« var arvelige (det har den slags dog tendens til at blive), og i hvor hoj grad de var knyttet til jordbesiddelse (hvad de ogsa har tendens til). Det vaesentlige er, at klasseskellene var der - og dermed udbytningen. Maske var den mere markant i nogle perioder end i andre; deter troligt nok. Mellem de forste agerbrugere og Gorm den Gamle ligger mellem 3000 og 4000 ar. Hvor mange politiske, sociale og ideologiske omvaeltninger er der mon ikke sket i denne lange tid?

Inge Skovgaard-Petersen giver i indledningen til sit afsnit udtryk for, at stednavneforskningen er det vigtigste redskab ved studiet af bosaettelsen. Dette kan dog kun gaelde for tiden efter Kristi fodsel, thi naeppe mange bevarede stednavne er aeldre. Men selv med dette forbehold kan der i dag saettes sporgsmalstegn ved pastanden. To unge forskere fra Odense - Erland Porsmose Christensen og Torben Grongaard Jeppesen - har nylig ved systematisk udgravning kunnet vise, at en raekke fynske landsbyer med navn fra folkevandringstiden fprst er blevet fikseret pa deres nuvaerende plads engang i vikingetiden eller den tidlige middelalder. Landsbyerne har altsa bragt navnet med sig. Hvad dette indebaerer for benyttelsen af stednavnenes vidnesbyrd, er endnu uklart; vi mS bl.a. afvente nye undersogelser, der kan fastsla, hvor langt byerne er flyttet. Men deter givet, at der mS en radikal nytaenkning til.

Staerkest i Inge Skovgaard-Petersens afsnit star kapitlerne om vikingetiden. Om togterne i det fremmede er der kun fa sider. Opmaerksomheden er helt rigtigt koncentreret omkring den forvandling, som det hjemlige samfund undergik i lobet af denne urolige periode. Kildegrundlagetemu et andet. Til arkaeologienog stednavnene kan nu fojes skriftligekilder - ikke mange af tal, men vaegtige.Deter dog fortsat arkaeologien, der leverer de vigtigste efterretninger. de nye bydannelser, vikingeborgene, Jelling-anlaegget,skibene (som ikke er udnyttet tilstraekkeligt i bogen), de fprste traekirkerog meget andet. Mest optaget er Inge Skovgaard-Petersen af bydannelserne, og afsnittet rummer mange vaerdifulde og vel argumenterede synspunkter. Det forekommermig dog, at hun laegger for stor vaegt pa den rolle, som kongerne kan have spillet for byerne. Deter givetvis rigtigt, at nogle byer er blevet til ved kongeligt initiativ, ogsa at det var af vaesentligbetydning for byerne at nyde den

beskyttelse, som kongen kunne give. Men det helt centrale for en bys fremvaekst er, at dens erhvervsgrundlag er til stede; mangier dette, kan selv helhjertet kongeligbistand ikke sikre byen en varig eksistens.For de tidlige danske byer - og da isaer for dem, der ikke la ved fjernhandelsruter - ma den altafgorende livsbetingelsevaere, at de havde et opland at virke for og handle med. Byernes opkomst er derfor forst og fremmest et vidnesbyrd om, at der i vikingetiden er sket en vaesentligproduktivitetsforogelse i landbruget,som ojensynligt nu har faet et overskudtil at saelge af og dermed rad til at opretholde de nye bysamfund. Mon det ikke er denne forbedrede landbrugsdrift, der er det egentlige grundlag for samlingenaf Danmark i et rige?

Inge Skovgaard-Petersens store afsnit er en betydelig bedrift. Bag det ligger en imponerende tilegnelse af et vanskeligt kildemateriale og en enorm litteratur, hvis synspunkter gengives loyalt og praecist. Vigtigst er dog de linier, som hun selv udstikker, og som viser veje for fremtidig forskning. Her er hun bade skarpsindig og iderig, og hendes afsnit vil givetvis i mange ar tjene som inspiration for vikingetidsforskere af enhver observans.

Andet afsnit, der kort og godt hedder Tiden 1042-1241, er skrevet af dansk middelalderforsknings nestor, professor Aksel E. Christensen, der for kort tid siden forlod det professorat i middelalderens historie ved Kobenhavns Universitet, som han havde bestridt i 30 ar. Aksel E. Christensen har valgt at ga strengt kronologisk frem, sa at sige fra konge til konge, med kun to mindre digressioner. I en fremstilling, der lasgger hovedvaegten pa syntesen, er dette i virkeligheden en yderst kraevende form. Men i kraft af sit eminente overblik formar Aksel E. Christensen alligevel at tegne et klart og skarpt billede af udviklingen i de to hundrede ar mellem Magnus den Gode og Valdemar Sejr - den periode hvor kongemagten og kirken i samvirke og i indbyrdes strid fandt deres plads i ledelsen af det danske rige. Af bogens tre afsnit er dette det mest afrundede; de vaesentligste sider af tidens historie er med.

En arkaeolog kunne dog nok have onsket, at der var gjort en del mere ud af de arkaeologiske levn. Allerede deres omfang burde berettige dem dertil. De skriftlige kilder fra tiden er - nar man ser bort fra de samtidshistoriske afsnit af Saxos kronike og landskabslovene - yderst sparsomme og meget tilfaeldigt overleveret. Kun en kildegruppe fra den tidligere middelalder er bevaret i en sadan udstraekning, at den med foje anses for fuldt repraesentativ. Deter vore maegtige romanske domkirker og de naesten 2000 landsbykirker. De allerfleste af dem star endnu, og deres historiske udsagnskraft er derfor stor. De omtales, javist, men alene for de tidligste af dem (og for en lille gruppe senromanske teglstenskirker) har forfatteren forsogt at drage almenhistoriske

Ogsa borgene kunne med fordel vaere draget mere direkte ind i fremstillingen. Der burde nok vaere taget forbehold over for Vilh. la Cours dristige forsog pa at konstruere et system af rigsfaestninger pa grundlag af tvivlsomme identifikationer og dateringer af vagtanlaeg. Til gengaeld far Bastruptarnet ikke den plads, som dette maerkelige anlaeg fortjener. Deter ingenlunde »meget primitivt«, men tvaertimod et kunstfaerdigt og magtfuldt bygningsvaerk, der - som nylig pavist af Hans Stiesdal - ogsa anskuet ude fra Europa imponerer ved sine dimensioner.

Nar man laeser Aksel E. Christensens afsnit, bliver man slaet af, hvor meget der bygger pa hans egen forskning. I studiet af den tidlige middelalder var Erik Arup banebrydende. Men det var nok en lykke for dette forskningsfelt, at den temperamentsfuldeArups efterfolger blev den nogterne og logisk tasnkende Aksel E.

Christensen. Det ville vaere forkert at skrive, at Aksel E.. Christensen i denne bog har sat et monument over sin egen indsats, al den stund vi kan se frem til nye arbejder fra hans hand. Men deter en praestation, der imponerer.

Bogens sidste afsnit, Tiden 1241-1340, er forfattet af universitetslektor Helge Paludan. Han har valgt en tredie fremstillingsform. Det kronologiske er tradt i baggrunden for beskrivelse af erhvervsforholdene, samfundsgruppernes vilkar og rettigheder og forholdene mellem aristokratiet, kongen og kirken. Fremgangsmaden gor det ikke let for laeseren at overskue de historiske forlob. Til gengasld er der gode karakteristikker af samfundsforhold.

Perioden er ikke den morsomste at beskaeftige sig med. Den praages af okonomisk tilbagegang, politisk oplosning, void og retsloshed. Men deter naturligvis vigtigt at analysere arsagerne til dette tilbageslag, der ogsa satte sig spor i en nedgang i befolkningstallet - og at studere de folger, som befolkningsreduktionen fik for det politiske og okonomiske system. Helge Paludan har kun i begraenset omfang kunnet udnytte det arbejde, der foregar ved » Det nordiske odegardsprojekt«, som i en arraekke har analyseret landbrugskrisen i senmiddelalderen. Men ved behandlingen af landbruget har han kunnet stotte sig til en raekke nyere arbejder af C. A. Christensen og til Erik Ulsigs store bog om danske adelsgodser i middelalderen. Det har til for nylig vaeret den almindelige opfattelse, at de fleste frie danske bonder i denne periode opgav deres selveje og tog deres ga"rde i faeste af herremaendene, dels for at slippe for skatter til kongen, dels for at opna herremandens vaern. Inspireret af Erik Ulsigs resultater fremsatte Troels Dahlerup for nogle ar siden den kaetterske tanke, at en sadan opgivelse kun havde fundet sted i meget begraenset omfang. Helge Paludan naevner dette, men undlader desvaerre at ga nojere ind pa problemet.

I sin fremstilling af hundredarets ynk og elendighed fremhaever Helge Paludan det som et ioJnefaldende traek, at medens der i Valdemarstiden byggedes 10-20 kirker om aret, opfortes der fra 0.1300 praktisk talt ingen nye kirker. Denne sammenstilling er helt misvisende. Ved Valdemarstidens livlige kirkebyggeri fik sa at sige hvert eneste sogn i Danmark en sognekirke af sten. Dermed var behovet for stenkirker nogenlunde daekket, og stilstanden o. ar 1300 siger derfor intet som heist om de okonomiske forhold i riget. Derimod kunne der maske nok have vasret grund til at fremhaeve, at der i de angiveligt sa darlige tider i forste halvdel og midten af 1300-arene blev bygget store og ktostbare kirker i en raekke kobstaeder. Jeg naevner i flaeng Vor Frue i Kobenhavn, Skt. Peter i Malmo og Skt. Peder i Naestved. Maske gik det ikke lige skidt alle vegne?

Med dette bind har de historiestuderende ved universiteterne faet et formidabelt hjaelpemiddel i deres kamp for at traenge ind i den historiske forskning. Deter ikke blevet en Danmarkshistorie i almindelig forstand. Slet ikke. Trods den store stofmaengde beskaeftiger bogen sig ingenlunde med alle vigtige sider af vor aeldre historic Hovedvaegten ligger tungt pa de problemer, der isaer optager sindene ved universitetsundervisningen i historic Heri ligger der en indsnaevring og begraensning, som redaktionen givetvis ikke har tilsigtet, og som forfatterne maske ikke selv har gjort sig klart, men som fornemmes staerkt, nar man laeser i bogen.

Det, der mangier, er de kulturhistoriskediscipliner: andshistorien, litteraturen,laerdomshistorien, den materielle kulturs historie - altsammenlige sa uundvaerlige led i beskrivelsenaf vor fortid som de politiske tildragelserog

gelserogde okonomiske og sociale forhold.Kun Aksel E. Christensen har afsat en smule plads til disse emner; ellers moder laeseren dem kun i tilfseldige strobemaerkningerog bisaetninger. Er dette mon ikke et symptom pa, at kulturhistorienhar en urimeligt ringe plads i universiteterneshistorieundervisning?

Med dette forbehold pa kulturens vegne skal bogen vaere varmt anbefalet, ogsa til laesere uden for faghistorikernes kreds - og maske endda allermest der. Den giver nemlig den historisk interesserede laegmand en enestaende mulighed for at traenge ind i historikerens arbejdsvaerelse. Den slar bro mellem historieforskning og historieskrivning.