Knytlingesaga. Knud den Store, Knud den Hellige, deres mænd, deres slægt. Oversat af Jens Peter Ægidius. (G. E. C. Gad, 1977). 160 + 43 s.

Forskningen i den islandske Knytlingesaga har laenge fulgt to traditioner, den historiske og den filologiske. Mellem dem er der et svaelg befaestet, som endnu ingen har kunnet overskride: Historikernes Knytlingesaga er et kompilationsvaerk, interessant ved trofast at afskrive gamle og autoritative kilder som Ari Frode og en dansk rigskronike, der ogsa er brugt af Saxo. Filologernes Knytlingesaga er i grunden et digtervasrk, en sen gendigtning af sene gendigtende vaerker som Heimskringla og Gesta Danorum, maske endda skrevet af en rigtig skjald! Med een - utilgaengelig - oversaettelse fra 1829 har de fasrreste historikere vaeret i stand til selv at tage stilling i sagen. Den nys udgivne oversaettelse af Knytlingesaga vil derfor blive et lagnge savnet arbejdsredskab for historisk forskning og paedagogik, skont den pa godt og ondt er filologisk.

Til det gode horer, at selve oversaettelsen sener fremragende laesevaerdig. Det angribelige er udgavens apparat. Deter ganske tilfasldigt, hvad man finder for godt at skrive noter om, og sa er oplysningerne ofte utilstraekkelige eller vildledende: Sven Estridsons dodssted, Suderup, bliver ikke identificeret (= Soderup, Hjordkaer sogn, Sonderjylland), skont det kendes fra £ilnoth og beviser sagaens anvendelse af hans vaerk. Personer bliver endnu ringere annoteret end stednavne. Mange sagsforhold forklares forkert, f.eks. tolkes sagaens gadefulde, men konsistente drejning af verdenshJornerne, hvorved »nord« star for ost, »ost« for syd 0.5.v., ganske uretfaerdigt som manglende stedsans. Det totale fravaer af henvisninger til litteraere paralleller hos Saxo, JEXnoth og de norrone historievaerker forringer vaerkets anvendelighed. Ingen af disse oplysninger kan findes samlet andre steder. Bibliografien henviser alene til filologers vaerker og yder end ikke indirekte hjselp.

Indledningen gor rede for udgavens helhedssyn og viser, at noteapparatets mangier er en logisk folge af udgavens plan: Knytlingesaga opfattes som et digtervaerk, beregnet til fornojelig oplaesning, men ikke taenkt som historieskrivning. Der er ingen omtale, endsige diskussion, af Curt Weibulls eller Svend Ellehojs synspunkter. Sagaen siges bade at vaere utilforladelig som historie og unojagtig i sin geografi. Der er ingen omtale af dens betydelige topografiske kundskaber og deraf folgende vaardi for stednavneforskningen - ingen omtale af dens indgaende kendskab til historiske bipersoner som Olaf Glug og Nikolaus Dotta - ingen sans for, at Knytlingesagas kildeforhold kunne vaere et spasndende forskningsobjekt - og slet ingen opfordring til selv at forske videre.

Udgiverne af denne dejlige oversaettelsekunne have tjent et historisk sindet publikum bedre ved ikke at lade Knytlingesagalukke sig om sin egen litteraere

virkelighed. Det havde vaeret psedagogisk at hjaelpe laeseren til selv at ga pa opdagelse.Og det havde vaeret haederligt i det mindste at naevne, at der eksisterer en videnskabelig diskussion omkring Knytlingesagasbrug af kilder.