Knud Hertling: Grønlandske paradokser. Træk af Grønlands politiske udvikling fra 2. verdenskrig til i dag. (Fremads Fokusbøger, 1977). 80 sider.

Dette er ikke politikererindringer, selv om Hertling ogsa far fortalt, hvad han som folketingsmand (1964-73) og minister for Gronland (1971-73) gjorde for en gronlandisering af gronlandspolitikken. Det var i 1964 en bedre sikring af faget gronlandsk i de to forste skolear end forudsat i lovforslaget, det var stiftelsen af Sukaq-partiet i 1969, der skulle baseres pa gronlaendernes egne forudsgetninger, men i ovrigt aldrig gjorde sig gseldende som parti, og det var som minister hos landsradets naestformand Jonathan Motzfeldt i sommeren 1972 at bestille et forslag fra landsradet om nedsaettelse af en hjemmestyrekommission, og sa selvfolgelig at nedsaette et udvalg herom, da landsradets onske forela i efteraret.

Fremdragelsen af disse ting tjener til at placere Hertling som en tidlig tilhaenger af en politik, der ikke ville skabe et Gronland landi dansk model, men med stotte fra Danmark et »mere gronlandsk« Gronland. Deter vel et af bogens formal at gore opmaerksom pa det. Et andet er at tage afstand fra de former, som gronlandiseringen siden har faet hos » visse unge, der har brug for en konfrontationspolitik for hurtigt at gore sig gaeldende«. Dertil horer ikke alene de ungdomskonferencer i Gronland, der i 1976 (og 1977) forlangte en revolutions befrielse af Gronland og stop for mineral- og evt. olieudvinding, men ogsa Siumut-bevaeglsen, fordi den principielt gar ind for Gronlands selvstaendighed med tiden, og ifolge Hertling gar imod undersogelser af Granlands mulige naturrigdomme (s. 69ff). Han finder denne holdning et paradoks (defineret i forordet som en saer, selvmodsigende situation).

Dette er et internt gronlandsk politisk slagsmal, hvis foreliggende dansksprogedeudtryk er til mest gavn for de danskere,der onsker at folge med i det. Men bogen har ogsa adresse til danskere derudover.Med udgangspunkt i betaenkningerne1946, 1950 og 1964 og de dertil horende lonningsbestemmelser viser Hertling, at den ligestilling, der ideelt straebtes mod, ikke var alvorligt ment fra dansk side. Der opereredes stadig som i kolonitiden med et baere-sig-selv princip og en fortsat hojere lon til udsendte danskeend til deres gronlandske kolleger. Temaet er unaegteligt gennemspillet for, f.eks. hos Mads Lidegaard: Ligestilling uden lighed, 1973 og Niels Hojlund: Krise uden alternativ, 1972, for blot at naevne nogle. Hertlings version er snaevrerelagt an end deres, men den har en duft af kildeskrift ved at vaere en gr©nlasndersforklaring pa, hvorfor han ikke laengere tror pa nogen ligestilling. Ved grundlovsaendringen i 1953 folte man, at der blev givet et lofte om lonmaessig ligestilling,haevder han s. 27. Den kom ikke, og det var grunden til Hertlings lancering af »det gronlandske« i slutningen af

1960'erne, og deter grunden til, at visse unge gronlaendere nu er alt for rabiate. Hertling vil naeppe derved blot laegge skylden for alle miserer i Gronland over pa Danmark, men snarere pege pa, at hans forhabninger dengang var illusoriske(han var 28 ar i 1953) for »(danskere) bliver vi aldrig. Om ikke af andre grunde sa pi grund af vor etniske oprindelse og vort sprog« (s. 36).

Et nyttigt 8-siders afsnit med korte
biografier over de nsevnte personer afslutter