Ole Lange: Finansmænd, stråmænd og mandariner. C. F. Tietgen, Privatbanken og Store Nordiske. Etablering 1868-76. (Gyldendal, 1978). 395 s.

Efter en lang raskke forudgaende pressemeddelelser foreligger nu forste del af lektor Ole Langes store vaerk om Tietgen. Det viser sig dog, at det kun er en enkelt side af finansmandens virke, der er taget op, nemlig hans grundlaeggelse af Store Nordiske Telegrafselskab. Hvad der er mere overraskende er, at de sensationer, der var stillet i udsigt, ganske udebliver. Sandt at sige er det meste af det, som nok skulle vaere sensationer, noget, der dels har vaeret talt om i kobenhavnske finanskredse, hvor der endnu for en lille snes ar siden levede folk, der fra deres faedre havde en ret god viden om sagerne.

Nar dette nu er sagt, og deter naturligvis aergerligt at skulle sige det - ogsa fordi velunderbyggede sensationer er dejlige - ma det ogsa straks konstateres, at Ole Lange har skrevet en solidt funderet bog om et centralt emne i dansk okonomihistorie. Deter gennemgaende virkelig god videnskab, der er tale om. Den storste svaghed ligger i forfatterens udenvaerker. Et af disse udenvaerker er, at Ole Lange i sit forord og forlaget i sin servering efterlader laderindtrykket af, at dette her er noget, der har bud til vide kredse. Deter absolut ikke tilfaeldet. Alene det forhold, at der gives lange citater pa engelsk og fransk - tilmed pa ret centrale punkter - virker i sig selv blokerende pa mange laesere. Dernaest er de lange, detaljerede redegorelser for borsmanipulationer naeppe heller hvermandskost; selv nar man har levet et liv med at fplge den slags, er det nodvendigt med en koncentreret opmaerksomhed for at holde styr pa sagerne.

Maske endnu mere blokerende for de mange laesere er en svigtende introduktion af personerne. Deter allerede gait, nar det drejer sig om hovedpersonen. I dag vil der sikkert ikke vaere mange, der kan starte bogen med at vide, hvem Tietgen var, og hvad han stod for; det ville have vaeret rimeligt med et introducerende rids af hans historie, for han pludselig blev telegrafmand.

Den manglende placering af Tietgen bliver sa meget mere folelig, fordi Ole Lange bebuder, at han vil fjerne Tietgenmyten. Sandt at sige, far vi intet at vide om, hvori den bestar. Naesten alle, der har skrevet om Tietgen, har vaeret klar over, at der var noget gait her i 1870'erne. Det falder noget forskelligt ud, hvilket ordvalg der bruges; men at det ikke var godt, har vistnok alle givet udtryk for. Ole Lange viser nu, at det til tider var helt gait. Deter rigtigt; men pa samme tid ma det fastholdes, at arsregnskaber - sa nodvendige de end er - kun er jebliksbilleder. den henseende minder forretningslivet meget om det videnskabelige arbejde. Skulle outputtet males hvert ar under losningen af en stor videnskabelig opgave og sammenlignes med inputtet, da ville mange videnskabsmaend livet igennem ga fra den ene fallit til den anden.

Den store forretningsmand ma i mange situationer ligesom videnskabsmanden have en tro pa sin ide og have talmodighed.Det var ikke uden grund, at Galsworthygav

worthygavForsytherne det valgsprog, at
de havde tid til at vente.

Tietgen var i den henseende en Forsyther, og Ole Lange har vaeret det i sine studier, derfor er kasrnen blevet sa god. Det centrale i bogen er en analyse af Store Nordiskes grundlaeggelsesar. Selskabet blev dannet i 1869 ved sammenslutning af tre mindre selskaber, der dels ejede kablerne mellem Danmark, Norge og England samt mellem Danmark og Rusland (Mon, Bornholm, Libau - nu Liepaja), dels endelig havde koncession pa kabelanlaeg mellem Sverige og Rusland og mellem Norge og Skotland. Aret efter stiftede Tietgen »Det Store Nordiske Kina og Japan Extension Telegraf-Selskab«, der i 1872 blev sammensluttet med Store Nordiske under dettes navn. Kina-Japan Selskabet var baseret pa landkabler gennem Rusland og Sibirien frem til Vladivostok, der forbandtes med kabler til Japan og Kina.

Dette kolossale anlaeg kraevede uhyre kapitaler. Tietgens stasted var Kobenhavns Privatbank, grundlagt 1857 med Tietgen som direki;or. Det var malt med den store verdens alen et meget beskedent udgangspunkt, og det var derfor nodvendigt tillige at basere kapitalforsyningen pa det europadske marked og da navnlig London. Det blev pa samme tid selskabets styrke og svaghed: sma nationale udsving blev afbodet andet sted, men store internationale udsving kunne ramme hardt og omfattende. Dette samspil kunne maske nok have staet klarere i bogen.

Ole Lange forfolger to spor i sin behandling af arene frem til 1879: etableringen af kabelnettet og selskabets finansieringsforhold. En hovedbetingelse var, at Rusland anlagde landkablerne, og at Tietgen fik koncession pa benyttelsen af dem. Dette lykkedes, selv om det skete i konkurrence med et kapitalstaerkt engelsk konsortium (til sidst matte de to konkurrenter indga en aftale om, at den, der fik koncessionen, delvis skulle give den anden adgang til at gamed i okonomien). Koncessionen blev opnaet bl.a. ved bestikkelse og ved stotte fra kongehuset over for det besvogrede zar-hof. Det er vaerdifuldt, at dette dokumenteres, for derved understreges den übrudte tradition inden for dansk statsstyre, som siden enevaeldens konger og altsa over Christian 9. til vore dages udenrigsministerium har gaet ud pa at stotte dansk erhvervsliv i det fremmede.

En sadan stotte fik Tietgen ogsa ved kabeludlaegningen i osten, idet han pa fordelagtige vilkar lejede marinens fregat Tordenskjold. Marineministeren var Waldemar Raasloff, der fast fik et arligt belob pa mindst 5.000 rigsdaler for at radgive Tietgen (en adjunkt pa aeldste lontrin fik dengang ca. 1.000 rigsdaler om aret). Samtiden kendte vel ikke denne aftale, men udmasrket Raasloffs okonomiske afhaengighed af Tietgen. Man stillede dog ikke dengang de samme integritetskrav til ministre som i dag. Kabeludlasgningen var forbundet med komplicerede koncessionssporgsmal i Kina, som dog blev lost. Det samme blev ogsa en raskke tekniske vanskeligheder. I bogen vises, hvordan Tietgen forstod at time nyhederne om kabeludlaegningen, saledes at de stottede de hjemlige kurser pa telegrafaktierne.

Netop dette var der i hoj grad brug for. Mens det var gaet glat med at skaffe kapital, da Store Nordiske blev stiftet, var der betydelige vanskeligheder med pengene, da aktierne i Kina-Japan Selskabetskulle afsaettes. Det slog fejl i London.Ole Lange mener at kunne sandsynliggore,at det skyldtes indgriben fra et selskab, der ogsa arbejdede med kabelforbindelsetil Kina. Det lykkedes pa den anden side Tietgen at starte en spekulationi Kobenhavn, der bragte en hel del af de manglende penge til veje. Spekulationenvar imidlertid forvoven og forte i lobet af nogle ar til store tab for Privatbanken

banken- og for Tietgen selv. Uden tvivl var det et dristigt spil, undertiden ogsa temmelig forslagent. Tabene tradte ingenlundeklart frem i Privatbankens regnskaber; pa den anden side vil man dog i en ikke ringe udstraekning, og mere end Ole Lange gor, kunne acceptere, at sadan kunne regnskaberne ogsa vaere rigtige.

Der er anvendt megen skarpsindighed pa analysen af disse detaljemaettede problemer. En raekke sammendrag og bogens store konklusion til sidst viser imidlertid ogsa forfatterens abenbare talent for at se de store sammenhaenge. Han forbinder her pa en lykkelig made de okonomiske, tekniske og politiske trade. Det spaendende er imidlertid, at Ole Lange pa samme tid i realiteten tillaegger Tietgen de samme evner. Lange siger nu ogsa her - og deter rigtigt - at den store finansmands metoder ikke adskilte sig fra, hvad der i det hele karakteriserede tidens forretningsliv, og sadan skal en historiker netop vurdere. En anmelders konklusion ma vaere, at her har dansk historieforskning faet en betydningsfuld bog, og at man med god grund kan glaede sig til den fortsaettelse, der stilles i udsigt.