Esbern Jespersen: Hedens Børn. (Poul Kristensen, Herning, 1975). 175 s.

Den hede, Esbern Jespersen hentyder til i sin titel, er Bostrup Hede syd for Jebjerg i Sailing. Personkredsen og miljoet har han forste gang praesenteret i festskriftet til H. P. Hansen, Herning, fra 1949, og 1954 udsendte han pa Fremad en mere detaljeret skildring. Deter denne, der med visse tilfojelser og nu med illustrationer er blevet genudsendt. Bogen er lidt svaer at placere. Den har en historisk kaerne i Jespersens egen familie, man moder Jeppe Aakjaer, Esper Andersen, Carl Hansen Vinde, Helge Hostrup, Albinus Jensen m.fl.; men hvor historien holder op, og fiktionen begynder, er ikke til at afgore. Det antydes, at visse personer er sammensat af flere, og det siges rent ud, at Jespersen ikke selv er en Fjaldson (fjald = ©demark er navnet pa »hovedfamilien«). Deter en skam, for det kunne han godt have vaeret tjent med, og deter da ogsa et sporgsmal, om man skal tro det. Tidsbilledet er fantastisk godt truffet; deter nasppe gjort bedre. Stilen ligner de gamle bonder selv: nogtern og uden de store folelser - men med sa meget mere bagved for den, som kan fornemme det.

Mod bogens slutning undrer Dorthe Fjald sig over, at manden Ole ikke er kommet med i Kongenshus Mindepark. »Vi kan ikke alle lakkes pa enden«, svarer Sonnen Ebbe, der er laerer. Ole Fjald har faet det smukkeste minde i denne bog, og man kan kun aergre sig over, at han ikke hed Jespersen, og at Sonnen ikke i stedet for Ebbe hed Esbern. Eller gjorde de det alligevel?