Christian Keller: Arkeologi - virkelighetsflukt eller samfunnsforming. (Universitetsforlaget, Oslo-Bergen- Tromsø, 1978). 104 s.

Deter denne bogs erklaerede mal at finde frem til kulturhistoriens formal. Deter unaegtelig et pretentiost sigte for en bog pa 104 sma sider, og det fulde og endelige svar giver den da heller ikke. Men den er et vaesentligt og engageret indlaeg i debatten om den humanistiske forsknings plads i samfundslivet.

Christian Keller vender sig i sin bog mod de arkaeologer, der uden blik for samfundsmaessige sammenhaenge fordyber sig i typologiske enkeltheder, og mod de - heldigvis kun fa - fagfaeller, der alene tildeler arkaeologien plads i samfundslivet ved dens vaerdi som kulturel underholdning; som et slemt eksempel pa det sidste citeres den danske arkaeolog Klaus Ebbesen. At »drommen om fortiden « betyder meget for mange, bestrides ingenlunde. Tvaertimod fremhaever Christian Keller, i hvor hoj grad denne drom formes af tidens og de enkelte skribenters samfundssyn, og hvordan drommen selv er med til at praege samfundet. Dette vises med velvalgte eksempler fra kunst og litteratur. Helt übetalelig er sammenstillingen af Johs. V. Jensens sejge Dreng, der Soger udfordringen pa braeen, og Odd Borretzens »Den forste nordmand«, der ved braeens bortsmeltning fra Jylland forvirret raver nordpa, pa jagt efter det kendte - isen og snesjappet.

I afsnittet om fortiden og kunsten findes - lidt ved siden af emnet - nogle saerdeles lassevaerdige betragtninger over oldtidskunstens indhold. Med stor vaegt angribes den gaengse tolkning af denne kunst som blotte udtryk for religion og magi. Christian Keller haevder, at kunsten til alle tider har henvendt sig til mennesket pa to planer, et folelsesmaessigt og et intellektuelt.

Bogens hovedkapitel behandler forholdet mellem arkaeologi og politik. Der opstilles fire hovedformer for politisk arkaeologi, og Christian Keller Soger at skelne mellem legitim og manipulerende benyttelse af faget og dets resultater. Det er ikke altid let at drage et sadant skel; hvadenten forskeren er sig det bevidst eller ej, drives al forskning ud fra ideologiske praemisser og vaerdiopfattelser.

Mindst afklaret er afsnittet om arkaeologiog forskningsfilosofi. Men det rummeren interessant udredning af »den arkaeologiske virkelighed « ud fra sporgsmallet:hvad gor arkaeologen, og hvad tror han, at han gor? I denne forbindelse er der kritiske bemasrkninger til New archaeology,isaer med hensyn til brugen af forenklede modeller ved udredningen af

komplicerede sociale sammenhaenge i
fortiden.

Deter bogens konklusion, at arkaeologerne ikke bare er forvaltere af kulturarv, men at de ogsa er med til at forme de kulturvaerdier, sorn fremtidens verden skal bygge pa. Derfor kraever forfatteren af arkaeologerne, at de selv har en bevidst holdning til kulturvasrdierne, sa de kan tage del i udformningen af deres eget samfund.

Naeppe alle fortidsforskere vil bryde sig om at blive tildelt denne rolle, og de skal da heller ikke tvinges dertil. Der ma stadig vaere plads for fagfolk, der snaevert befatter sig med enkeltheder i fortiden. Men de fleste vil det forhabentlig ga som anmelderen, der foler sig oploftet og beriget af denne gennemsympatiske bog, der sa klart prasciserer vort ansvar som dem, der kan vaerne fortiden mod at blive misbrugt af nutiden.