Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920. I-II. (Institut for Grænseregionsforskning, 1978). 288, 108 s.

De hidtidige fremstillinger af genforeningsproblematikken i arene 1918-20 har lidt af den svaghed, at alle de vigtigste udenlandske kilder ikke har vaeret genstand for en systematisk bearbejdelse.

Dette skyldes naturligvis i forste raekke, at disse kilder ikke har vaeret tilgaengelige for i de senere artier. Det tyske arkivmateriale var det forste, der blev adgang til, efter at den danske arkivdelegation bestaende af arkivarerne Johan Hvidtfeldt og Harald Jorgensen i slutningen af fyrrerne havde hjembragt mange vigtige akter fra det tidligere Auswartiges Amt. Desvasrre var fototeknikken dengang ikke alt for god, sa mange af dokumenterne er i en darlig forfatning med ofte svaert laeselige tekster.

I lobet af tresserne og halvfjerserne blev der mulighed for at studere de engelskeakter. Den sidste skanse, der skulle erobres, var det franske udenrigsministeriumsarkiv, der hidtil havde modstaet alle stormlob. Da Harald Jorgensen i 1958 sogte at fa adgang for at benytte materialet til sin bog »Genforeningens statspolitiske baggrund« (1970), fik han

afslag. Det engelske materiale havde han heller ikke haft lejlighed til at benytte; men denne mangel blev i betydelig grad afhjulpet af Tage Kaarsted i hans bog fra 1974 om »Storbritannien og Danmark 1918-20 «.

Deter dog forst med Troels Finks nye store vaerk »Da Sonderjylland blev delt«, at vi har faet en fuldstaendig udnyttelse af bade det tyske, engelske og franske arkivmateriale. For fredskonferencens vedkommende er det dog hovedsagelig Tardieus og Franz von lessens bog fra 1926, der er benyttet. Konferencens arkiv skal for en stor del vaere gaet til grunde under den anden verdenskrig.

Finks fremstilling er planlagt til at omfatte i alt 3 bind, hvoraf de to forste, der daekker tiden fra oktober 1918 til januar 1920, nu foreligger. Det sidste bind vil behandle begivenhederne i foraret og sommeren 1920 og udkomme, »hvis tid og kraefter slar til«, hedder det lidt pessimistisk i indledningen. Lad os habe, at dette forbehold ikke er mere nodvendigt end praestens traditionelle ord til menigheden: pa nasste Sondag skulle jeg praedike. Det ville i sandhed vasre sorgeligt, om dette storvaerk, der sandsynligvis pa flere punkter vil blive det sidste ord i sagen, skulle forblive en ufuldendt symfoni.

Som man kunne forvente, er behandlingen af det indviklede problemkompleks gennemfort med en overskuelighed og klarhed, der er et kendemasrke for Finks forfatterskab. Den dansk-tyske nationalitetskamp har altid udmaerket sig ved en komplicitet, som kun eksperter har kunnet finde rundt i. Og selv de har ofte haft svaert ved at redegore for udviklingen pa en for menigmand forstaelig made.

Men dette kan ikke siges om det foreliggende vaerk. Skildringen og vurderingen af forhandlingerne mellem den danske regering, de politiske partier, de private interessegrupper, de stridende Sonderjyske derjyskefraktioner samt de tyske, franske og engelske officielle og uofficielle instanser er gennemfort pa en sadan made, at fremstillingen kan laeses uden storre anstrengelser eller mulighed for misforstaelser. Sceneskiftet mellem begivenhederne i Slesvig, Kobenhavn, Berlin, Paris etc. gennemfores let og elegant.

Dette haenger ikke blot sammen med, at Fink er vor forende ekspert pa omradet. Det skyldes ogsa¹, at han gennem arene har udviklet en evne til at okonomisere med ord og udtryk, sa der naeppe findes en overflodig saetning i hele vasrket. Det bor ogsa fremhaeves, at sproget er behageligt fri for unodvendige fremmedord. Her er et felt, hvor mange moderne historikere kan laere, hvorledes man bor skrive.

Sporger man, hvor det sserlige findes i dette vaerk i modsaetning til forgaengernes, sa vil jeg nasvne tre omrader, hvor Finks undersogelser og vurderinger fortjener en naermere omtale; ogsa fordi de maske er de mest kontroversielle. Det drejer sig dels om den danske udenrigsministers ledelse af Danmarks politik under fredskonferencen, endvidere om Slesvigeksperten H. V. Clausens optraeden under fredsforhandlingerne samt endelig om Frankrigs intriger mod den officielle danske politik, saledes som den var blevet udformet i oktober 1918 i samarbejde mellem den radikale regering Zahle og oppositonen.

For nu at tage det sidste forhold fetrst, sa ma det naevnes, at Fink har en tilbojelighedtil at omtale de problemer, der opstod mellem Danmark og sejrherrerne, som en sag mellem den danske regering og »de allierede«, hvilket naturligvis er formelt korrekt. Men i realiteten havde Danmark ingen vanskeligheder af betydningmed Storbritannien eller USA. Det nasrmeste, man kan komme i kritik af de to lande, bestar i, at de til at begynde med var tilbojelige til at traske i hselene pa Frankrig; men de gjorde sig snart fri. Det

var fra Frankrig, de virkelige besvasrlighederkom.

Det var saledes den franske gesandt i K.obenhavn, Conty, der konspirerede med Dannevirkebevaegelsen, hvis mangel pa sund fornuft og ansvarsbevidsthed ikke behover en naermere omtale. Det grelleste eksempel pa den franske illoyalitet over for den danske regering ses dog i sagen om en afstemning i 3. zone.

Kommissionen, der behandlede det slesvigske sporgsmal, bestod naturligvis af repraesentanter fra alle de store allierede magter. Men det var forst og fremmest de franske delegerede, kommissionens formand Andre Tardieu og diplomaten Jules Laroche, der gik Dannevirkefolkenes aerinde. Kommissionen benyttede nu et postuleret dansk krav om en tysk militaer romning af hele zonen som argument for en sydlig afstemningsgraense. Det lykkedes dog den danske regering at fa fredskonferencen til at frafalde kravet om en 3. zone. Lloyd George og praesident Wilson gik ind for denne sendring, og Frankrig sa sig nodsaget til at give efter. Fink formoder, at arsagen kan have vaeret, at Kieler-kanalens internationalisering ikke kunne gennemfores.

Men dermed var sagen ikke endt for Danmarks vedkommende, thi opgivelsen af 3. zone gav som bekendt anledning til en af de bitreste politiske stridigheder i moderne dansk historie og var medvirkende til at bane vejen for »Paskekrisen« aret efter. Samspillet mellem de franske kredse og Dannevirkebevaegelsen er et sare interessant og ikke saerlig opbyggeligt eksempel pa Frankrigs efterkrigspolitik.

Lektor H. V. Clausen, der fra januar 1919 blev knyttet til det danske gesandtskab i Paris som Slesvig-sagkyndig, er nok den person i bogen, der far den hardeste medfart. Fink laegger ikke skjul pa, at det efter hans opfattelse ikke var en god ide at sende Clausen til Paris. Forsvarsminister, dr. Peter Munch ville have vaeret en bedre repraesentant, thi »han var velbevandret i det franske sprog og havde storre politisk erfaring end H. V. Clausen «, hedder det.

Kritikken af Clausen beror pa, at han sammen med gesandten H. A. Bernhoft hurtigt begyndte at optraede »yderst selvstaendigt«, idet han bevaegede sig bort fra den graensedragning, han oprindelig havde argumenteret for, og i stedet begav sig mod syd eller rettere mod sydvest. »Deter en af gaderne i genforeningshistorien«, skriver Fink (I, 279), »at H. V. Clausen nok holdt pa selvbestemmelsesretten omend med visse justeringer, men nar det gjaldt oen Sild og isaer List, sa tsenkte hansom Christian IV efter slaget ved Listerdyb i 1644«.

Nu kom de Clausenske taktiske overvejelser ikke til at spille nogen rolle, bl.a. fordi striden om 3. zone fejede dem bort. Men det nye billede af H. V. Clausen, som Fink har givet os, vil blive staende som et meget vaerdifuldt punkt i hans store vaerk.

Udenrigsminister Erik Scavenius er en anden af de danske personligheder, der kommer ud for en ganske skarp kritik, selv om det ikke giver sig udtryk i skarpe ord. Men Fink er i virkeligheden af samme mening som Alex. Foss, der i en anonymt udgiven pjece fra 1919 om »Udenrigsminister Scavenius og Genforeningen« opfordrede ham til at ga af med den begrundelse, at han vel havde gjort sin pligt under krigen, men nu var uegnet til at forhandle med de allierede og derfor burde vige pladsen for en mere kvalificeret

Pa side 78 i bd. I slutter Fink sig til dette synspunkt med ordene: »Som repraesentant for Danmark over for de allierede var Scavenius i den givne situation lidet egnet ... Et skifte pa udenrigsministerposten havde haft gode grunde for sig af hensyn til de allierede«.

Synspunktet er.jo interessant, og det
mangier heller ikke pa argumenter, der

kan bidrage til en begrundelse. Men svaghedeni argumentationen ligger efter min mening i, at Fink atter benytter begrebet »de allierede« i stedet for at sige »den franske regering«. Thi det var her, probletnetla. De tillob til uvilje, der fandtes pa engelsk side, var rent forbigaende, hvis de overhovedet eksisterede. Englaendernes» common sense « i udenrigspolitiske sporgsmal bevirkede, at forholdet til den danske regering hurtigt normaliseredes.

En af Finks anklager mod Scavenius er, at han ikke officielt ville give udtryk for Danmarks taknemmelighed over for sejrherrerne, der havde gjort det muligt for Sonderjyderne at vende hjem. Fink kan nok have ret i, at en sadan gestus maske kunne vaere taktisk klog. Men pa den anden side var sagen naeppe af sterre betydning. Det var savist ikke af hensyn til Sonderjylland eller Danmark, at krigen mod det tyske kejserrige var blevet fort. Og Scavenius' modargument, at det var vaerdigere for den danske regering at holde sig tilbage i denne sag, kan ikke uden videre afvises. Der var altid den fare, at en sadan erklaering fra den pastaede tyskvenlige regering Zahle ville blive stemplet som det rene hykleri og som et usmageligt udtryk for opportunisme.

Deter nok sandsynligt, at en mere franskorienteret dansk udenrigsminister ville have opnaet storre prestige i Paris, men om dette ville have vaeret en fordel pa laengere sigt, kan i det mindste diskuteres.

Ingen dansk politiker sa klarere end Scavenius, at den franske efterkrigspolitik byggede pa sand, fordi den beroede pa illusionen om, at Frankrig havde vundet krigen. Storbritanniens og senere USA's krigsdeltagelse havde camoufleret den kendsgerning, at uden disse to magter havde Frankrig tabt i 1914 eller i hvert fald i 1915-16.

Set ud fra en realpolitisk vurdering
gjaldt det for Danmark om at holde
Frankrig sa meget pa afstand, at forholdet
dettil det nye Tyskland ikke blev afgorende
kompromitteret. Det var i laengden
den for landet mest fordelagtige politik.

Endelig kan man sporge: hvad ville der vaere vundet ved at fjerne Scavenius, nar det var regeringen Zahle, de inden- og udenlandske modstandere ville til livs?

Heldigvis holdt savel regeringen som dens udenrigsminister, indtil den nye graense af 1920 var sikret. Om begivenhederne i dette ar vil det afsluttende bind handle.