Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 12 (1977 - 1978) 3-4
Baggrunden for kornprisstigningen i Danmark i 1740
Baggrunden for landsarkivar, cand. mag. Jens Holmgaards artikel er undersogelser over krisen i 1730' erne og den prisudvikling i de folgende artier, som forte frem til de store landboreformer i arhundredets 2. halvdel. Deter almindelig antaget, at de fra tid til anden forekommende store udslag pa kornpriskurven skyldes misvcekst. I sa fald bor de pdgceldende ar formentlig udskydes ved udregninger af periodevise gennemsnitstal forprisniveauet. Pa grundlag afmateriale i Kommercekollegiets arkiv paviser forfatteren imidlertid, at forklaringen pa priseksplosionen i 1740 er mere sammensat. De voldsomme prisstigninger i dette ar skyldtes vel i nogen grad klimatiske forhold, men dog iscer en pludseligt opstdet ekstraordincer stxrk udenlandsk eftersporgsel, der medforte, at kornet dels blev udfort i for store mcengder, dels blev holdt tilbage af producenter eller handlende i forventning om endnu hojere priser, altsammen med dyrtid og i visse omrdder hungersnod til folge.
Af Jens Holmgaard
Nar man betragter en grafisk fremstilling af kornpriserne ar for ar i aeldre tid, f.eks. pa grundlag af kapitelstaksterne, springer nogle meget kraftige stigninger med storre eller mindre mellemrum stserkt i ojnene. I figur I, der viser Sjaellands stifts kapitelstakster for rug 1720-461, ses en staerk stigning 1726, en noget mindre i 1735 og -36 samt en voldsom stigning i 1740.
For en vurdering af konjunkturforlobet over laengere tid, f.eks. fra krisen i 1730'erne til de konjunkturer, der fremkaldte de store landboreformer (se figur II), er det vigtigt at vaere klar over, hvad disse store udsving indebaerer, om deter tilladeligt at lade dem indga i gennemsnitsberegninger, eller om de som udtryk for anormale forhold bor udskydes.
Det har vistnok vseret en almindelig antagelse, som ogsa jeg hidtil har
naeret, at de meget hoje priser, der haever sig markant over de naermest
1. Kapitelstakster i aeldre og nyere Tid. Statistiske Meddelelser, 4.rk. 15. bd. Kbh. 1904.
tilstodende ars niveau, ikke afspejler gode ar for landbruget, men tvaertimod misvaekst med betydelige tab for producenterne. At dette faktisk gaelder i nogle tilfaslde, vil jeg fortsat anse for sandsynligt. Men som det skal vises i det folgende, kan sammenhaengen vaere mere kompliceret end som sa, og den er det i hvert fald, nar talen er om kornprisstigningen i 1740, der i ovrigt gav anledning til de forste af de fravigelser fra forordningen af 16. September 1735 om forbud mod indforsel af korn til Danmark og det sondenfjeldske Norge, som Chr. Martfelt sidenhen harcellerede sa staerkt over2.
Edv. Holm omtaler i »Danmark-Norges Historie« under behandlingen af landboforholdene i Norge arene 1740-42 som uar og anforer, at misvaeksten ogsa strakte sig over andre lande. »Arene 1739 og isaer 1740 var darlige i Danmark.« Han fortsaetter med at omtale regeringens foranstaltninger mod kornmangelen i Norge og dennes folger, bl.a. »svaere sygdomme, formodentlig hungertyfus« med overdodelighed som resultat, navnlig i Kristiansand stift3. C. Christensen (Horsholm) betegner bl.a. 1739 som et af flere »saerlig slemme misvsekstar« i Danmark4. V. Falbe Hansen forklarer i »Kapitelstakster i aeldre og nyere tid« de storste prisstigninger som resultat af misvaekst og naevner som eksempler 1661, 1699, 1709, begyndelsen af 1770'erne og midten af 1780'erne, men ikke udtrykkeligt 17405. Derimod tales der i den danske prishistorie om »The failure of the crop in the summer of 1740« 6. Der kan formentlig findes flere udtalelser i den historiske litteratur om misvaekst som forklaring pa de hoje kornpriser i 1740, men de anforte ma nok vaere tilstraskkelige til at illustrere den gaengse opfattelse. At denne skulle vsere letfaerdig, ville det i ovrigt vaere ganske urimeligt at haevde. Voldsomme prisstigninger er i sig selv et stasrkt indicium pa mangel, og nar man ved, hvor ringe sikkerhedsmargen datidens lave foldudbytter og kornavlens store afhaengighed af vejrliget frembod, er den mest naerliggende forklaring herpa misvaekst. Desuden finder misvaekstforklaringen umiddelbar naering i den betydelige overdodelighed, som er paviselig i 1740 og de naermest folgende ar.
Af »Generaltabel over fodte og dode i Danmark, Norge, Slesvig, Holsten,
Oldenborg og Delmenhorst 1735-1775 « 7 ses det, at monarkiets enkelte dele i
arene 1740-43 havde en overdodelighed, der fordeler sig saledes:
2. Chr. Martfelt: Bevis, at Danmarks og Norges 40 Aar gamle Kornhandelsplan, lagt ved Forordningen af 16. Sept. 1735, ikke naar sin Hensigt til Tronens og Statens Bedste. Kbh. 1774 (1785).
3. E. Holm: Danmark-Norges Historie 1720-1814, 11, Kbh. 1891, s. 418 ff.
4. C. Christensen (Horsholm): Agrarhistoriske Studier, 11, Kbh. 1891, s. 30.
5. Det i note 1 anf. vaerk, s. 125 ff.
6. Astrid Friis and Kristof Glamann: A History of Prices and Wages in Denmark 1660-1800,1, Kbh. 1958, s. 144.
7. RA. Rtk. 352.27.
Fig. 1 Sjaellands stifts kapitelstakster for rug 1720-1746 ar for ar, angivet i skilling. De fuldt optrukne sojler angiver de hvert ar omkr. 1. februar fastsatte kapitelstakster for rug af den naermest forudgiiende host. Kapitelstaksten for 1720 er saledes fastsat omkr. 1. februar 1721 osv. - De stiplede linier angiver 10-ars gennemsnit, der, som det ses, er sammensat af meget stasrkt varierende enkeltarstakster. Det bor tilmed erindres, at kapitelstaksternes udsving er mindre end de faktiske markedsprisers, der under en lavkonjunktur ofte gar under, og under en hojkonjunktur ofte gar over kapitelstaksterne.
De fuldt optrukne sojler angiver 5-ars gennemsnit. De stiplede 10-ars gennemsnit. - Krisen i 1730erne markerer sig klart, og at navnlig arene 1730-34 betegner et kraftigt dyk, ses tydeligt. Al der, trods ret kraftige svingninger, var tale om en staerk og vedholdende prisstigning op genneir arhundredet, fremgar ligeledes klart. Fig. II Sjaellands stifts kapitelstakster for rug 1720-1799 i 5- og 10-arlige gennemsnit, angivet i skilling.
Da det gennemsnitlige fodselsoverskud for hele monarkiet i de 32 af periodens 41 ar, som havde flere fodte end dode, var 9.538, udtrykker disse tal tydeligvis en alvorlig tilstand. I Norge var det samlede dodstal i 1742 32.821, og overdodeligheden svarede her meget naer til arets samlede fodselstal pa 16.563.
Man ma vist kunne haevde, at prisstigningen, sammenholdt med disse tal og med verbale udsagn om hungersnod, er et sa staerkt indicium for misvaekst, at der skal positive modbeviser til for at anfaegte det. Men sadanne findes faktisk - omend maske ikke staerke nok til at bevise det modsatte af misvaekst, sa dog i stand til at godtgore, at dyrtid og hunger i 1740 i hvert fald ogsa havde andre og formentlig mere tungtvejende arsager.
Inden disse beviser fores frem, skal kort omtales de synspunkter, som Aksel Lassen har fremsat om sammenhaengen mellem host og epidemier. Den interessanteste iagttagelse, han har gjort, er, at »prisbevaegelserne opad pa korn star i abenbar forbindelse med krigsforberedelser ude eller hjemme og med krige i osterso-egnene« 8. Denne iagttagelse, som ret beset er ganske naerliggende, kan det materiale, jeg skal fremlaegge, bekraefte for 1740prisstigningen. 10vrigt er sammenhsengen mellem krige og kornpriser allerede papeget af Otto Thott i hans »Uforgribelige tanker om commerciens tilstand og opkomst«, der som medvirkende arsag til de lave kornpriser for 1735 omtaler »det gode kob udenlands, hvortil har hjulpet... den lange fred«, og som i konsekvens heraf som et bodemiddel - uden for dansk kontrol ganske vist - omtaler »krig andre steder, isaer hvor Holland er i med.«9. Ogsa interessant, men afgjort mere diskutabel, er Aksel Lassens anden tese, at det mindre er darlig host, der forarsager stor dodelighed, end omvendt »stor sygelighed (og dodelighed som folge deraf), der medforer darlig host. Sygdorn kan reducere en arbejdsindsats i hosttiden« 10.
Det forste svage tegn pa dyrtid i 1740 er kapitelstaksten for 1739, dvs. for
korn af 1739-hosten, som fastsattes omkr. 1. februar 1740. Den blev for rug i
Sjadlands stift sat til 176 sk. pr. tonde mod 144 sk. aret for. Men selv om dette i
8. Aksel Lassen: Fald og fremgang. Track af befolkningsudviklingen i Danmark 1645-1960, Aarhus 1965, s. 282.
9. Kristof Glamann: Otto Thott's Uforgribelige Tanker om Kommerciens Tilstand, Kbh. 1966, s. 88 og 89.
10. Aksel Lassen, op. cit., s. 280.
sig selv ikke var alarmerende og ikke tyder pa en darlig host, var det alligevel retrospektivt betragtet et forste varsel om den hurtigt pafolgende priseksplosion.At denne ikke kan fores tilbage til noget, der blot ligner misvaekst i 1739, kan med betydelig sikkerhed sluttes af, at de kobenhavnske torvepriser pa rug i august og September 1739 la endog meget lavt, fra 112 til 144 sk. pr. tonde. I oktober viste der sig en svagt stigende tendens til priser mellem 128 og 160 sk. Men da de kobenhavnske noteringer efter en lakune igen kendes fra 23. juli 1740, er rugprisen 288-320 sk. De forste priser pa rug af 1740-hosten moder vi 3. december, og de ligger pa 304—352 sk., altsa pa linie med den omkr. 1. februar 1741 fastsatte kapitelstakst for 1740 pa 336 sk. Den 25. februar 1741 er de kobenhavnske torvepriser helt oppe i 360-384 sk. eller det tredobbelte af priserne et ar for11.
Den folgende redegorelse for prisudviklingen, dens arsager og folger bygger overvejende pa korrespondance i General-landets-okonomi- og kommercekollegiets (herefter Kommercekollegiet) arkiv. Dette kollegium oprettedes i december 173512, og som ansvarligt for den samlede erhvervs- og befolkningspolitik fik det ogsa sager vedrorende landbrug, handel, toldvaesen m.v. henlagt under sig. Kompetenceafgraensingen til de eksisterende kollegier var dog ikke alt for klar. Administrationen af kornindforselsforbudet af 16. September 1735, som var en af de afgorende landbrugskriseforanstaltninger, og fravigelser fra forordningens bestemmelser var det nye kollegiums anliggende.
Den forste verbale advarsel om, at prisstigninger og dyrtid var i sigte, kom fra Kobenhavns 32 maend (den davaerende borgerrepraesentation) i en supplik af 20. maj 174013. Kommandovejen til kongen (via Kommercekollegiet) gik over Kobenhavns magistrat, som i forste omgang standsede supplikken, der, foruden at indlede en serie af henvendelser til Kommercekollegiet fra mange sider om kornforsyningsproblemerne, ogsa indleder et tovtraekkeri i flere faser mellem de 32 maend og magistraten. Supplikkens indhold er, at vinteren 1739/40 har vaeret den hardeste siden 1708/09. Efter hosten 1739 har vedvarende ostenvind hindret tilforsler til hovedstaden fra de danske provinseraf fodevarer i almindelighed og korn i saerdeleshed. Man satte sa sin lid til forarstilforslerne, men imod al forventning og saedvane udeblev ogsa de stort set, fordi »den storste beholdning af alle slags kornvare her og der i provincerne enten allerede er afskibet eller for fremmed commission ligger indkobt og faerdig at udskibes, hvorudover ... Danmark, som naturen har
11. Astrid Friis and Kristof Glamann, op. cit., s. 209.
12. Ved reskript af 5. og frd. af 30. december 1735.
13. RA. Kommercekoll. Dansk-norske sekretariat. Journ. A, nr. 1495. - Henv. til Kommercekoll.s journalsager sker herefter i formen: KK, A 1495. - De citerede steder her og i det folgende er gengivet ordret, men med tillempet bogstavering.
destineret til at vaere som en kornlade for bade Norge og andre, snarlig kan komme selv til at mangle«. Derfor beder man, da priserne allerede er steget hojt - rug til 3 rd., byg til 2 rd. og havre til 7 a 8 mk. - og der nu ma befrygtes »ydermere mangel«, om at kongen vil tillade fri kornindforsel mod erlaeggelseaf indenrigs told, »indtil der hen pa hosten kan gores nogenledes facit pa dette ars afgrode.« - Hermed er to ledemotiver anslaet: en usaedvalig hard vinter og ekstraordinaere udenlandske opkob.
Da magistraten havde bremset denne supplik, afgav man over for den ene af de 32 maends formaend, Christopher Jensen Lund, en »mundtlig declaration, at de ikke kunne interessere sig derudi« 14. Denne afgorelse forlangte Lund sammen med sin formandskollega Jacob Severin i skrivelse til magistraten af 1. juni15 at fa meddelt skriftligt, hvilket skete ved pategning af samme dato pa skrivelsen. Magistraten anforte, at man havde erfaret, at Kommercekollegiet gennem amtmaendene havde indhentet underretning om eksisterende kornforrad, at disse skulle vaere tilstraekkelige til, at »ikke nogen mangel var at befrygte«, og at »der findes personer, som er overbodige at levere 4 a 6.000 tonder rug her udi staden for 16 mk. tonden, om nogen med dennem sig derom vil forene.« Pa den baggrund fandt man det betaenkeligt at ansoge om indforselstilladelse »i henseende til Hans Kongl. Majts andre undersatter og isaer proprietarierne og landmanden, som ved den lejlighed meget lettelig kunne blive fornaermet og betaget lejlighed at debitere og afsaette deres havende forrad«. I ovrigt ville man ikke modsaette sig, at de 32 maend indsendte deres supplik, om de matte befinde det tjenligt, »ligesom vi og agter at forsvare ... hvad vi pa vor side i lige tilfaelde lader og gorer.«
Man ma nok undre sig lidt over en sadan divergens mellem hovedstadens to styrende organer og maske ikke mindst over magistratens varme omsorg for landbrugets interesser. Uden at ville have lagt for meget heri, kan jeg oplyse, at et magistratsmedlem, radmand G. Hilmand, var privatsekretaer for Fr. Danneskiold-Samsoe og administrator af dennes og brodersonnens omfattende godser, bl.a. baroniet Lindenborg. Man skal muligvis endvidere vaere opmaerksom pa, at borgmester Fr. Holmsted var kommitteret i Kommercekollegiet og kan have repraesenteret regeringssynspunkter i magistraten. Om andre af dennes medlemmer skulle vaere involveret i landbrugs- eller regeringsinteresser, er mig übekendt, ligesom jeg selvsagt heller ikke kan forsvare uden videre dokumentation at skyde disse medlemmer motiver, som er hovedstadens kornforsyning uvedkommende, i skoene.
14. KK, A 1495.
15. KK, A 1495.
Allerede den 9. juni 1740 meldte de 32 maend sig med en ny supplik16, der stort set blot uddyber den foregaende, men desuden afviser de af magistraten »anforte momenta «. Om de pastaede forrad siges det, at »det har formodentlig vaeret i afvigte april maned og fiprend vandet var aben, at sadanne forrad af kornvare ... er befunden, at ikke nogen mangel var at befrygte, men sadant ma, til megen stor del, ved vandets abning vaere udfort til Holland og andre fremmede staeder, hvor der har vaeret stor mangel af disse speciers og store priser«. At godsejere og bonder skulle fornaermes ved indforsel af korn til de nugaeldende priser med tillaeg af told, bestrides, da ostersokorn kostede over 14,11 og 7 mk. for hhv. rug, byg og havre. Ej heller kunne det vaere rimeligt, at bonderne skulle sikres sa hoje priser, at bybefolkningen matte lide nod. Byens bagere og de private husholdninger havde kun sma forrad, og der var efterretninger om, at rugen i Holsten allerede skulle vaere steget til 26 mk. (416 sk.). De 32 maend slutter med at skitsere forslag til en ordning, hvorefter indforsel af fremmed rug skulle vaere tilladt, nar indenlandsk rug gik over 14-16 tonden.
Den 13. juni fandt magistraten det nodvendigt at spille ud med en skrivelse til Kommercekollegiet17. Den viser, at man nu var kommet i defensiven og nolende var begyndt at acceptere de 32 maends vurdering af situationen. Vi ser gentaget disses forklaring om ostenvindene i efteraret 1739, den lange vinter og de skuffede forventninger om forarstilforsler. Men magistraten havde ment det forsvarligt, at man »sa meget roligere ansa tiden, som det ikke var übekendt, at den gode Gud havde velsignet Deres Kongelig Majts riger og lande med en onskelig og rundelig host sidst afvigte ar [1739] og landets eget forrad derfor og var sa god og tilstraekkelig, at man ikke behovede kornvare fra fremmede«. Hertil kom onsket om ikke at praejudicere de danske landmaend. Men nu »er det dog udi nogle dage befunden og erfaret, at tilforselen her til staden af kornvare er meget mindre, end man enten ventede, eller det denne arsens tid tilforn haver vaeret saedvanlig, og prisen derfor dog derpa tiltager, alt af arsag ... deter bleven bekendt, hvorledes nogle fremmede hoje potentater lader oprette store magasiner og forrad deraf, og til den ende ikke alene haver ladet forbyde kornvares udforsel af deres egne riger og lande, men endog givet anledning til, at adskillige savel af Deres Kongelig Majestaets undersatter som fremmede soger at opkobe store kvantiteter her i landene«. Og da det »altsa hojlig matte blive at befrygte, at det med denne kornhandel omsider skulle ga sa vidt, at der til sidst skulle blive mangel ... og utalelig pris«, sa foreslog man forbud mod udforsel af alle slags kornvarer. Hensynet
16. KK, A 1495.
17. KK, A 1495.
til landbruget emu skudt noget i baggrunden, »thi den fordel, som det end og kunne synes, landmanden kunne have ved at ... saelge disse kornvare til fremmede og udenrigs staeder, kunne langt fra ikke vaere i lighed ... med den harde skasbne, som kunne straekke til savel dem selv som det ganske riges undersatter, om landet skulle blive udtommet«. - Man maerker sig trods omslaget mellem den 1. og den 13. juni, at mens de 32 maend onskede indforselstilladelse, foreslog magistraten kun udforselsforbud, hvilket vel ma bygge pa en fortsat formodning om, at der endnu var tilstraekkelige kornforradi landet, nar blot yderligere reduktion ved udforsel forhindredes.
Omtrent samtidig med det kobenhavnske udspil kom der alarmerende henvendelser fra den modsatte side af landet. Den 30. og 31. maj 1740 afsendte stiftamtmand C. C. Gabel i Ribe en serie skrivelser18. Den forste, egenhaendig og pa tysk, af 30. maj er stilet til en ikke ved navn naevnt gehejmerad, formentlig J. S. Schulin, der i 1739 havde aflost Fr. Danneskiold-Samsoe som praeses i Kommercekollegiet. Gabel meddeler, at griskheden (der Geitz) med brodkorn (Leben Korn) tager overhand, og at prisen saettes for hojt for fattigfolk. Der bor derfor gennemfores et forbud mod kornudforsel fra Ribe stifts vestside, hvorfra korn udfores til Holland og Hamborg. Fra ostsiden derimod, med byerne Kolding, Vejle og Fredericia, bor forbudet ikke gselde, for sa ville Norge komme til at lide nod. Endelig ventilerer han en tanke om, at han selv kan gennemfore et interimsforbud. I skrivelse af 31. maj til Kommercekollegietrefererer Gabel til en korrespondance med kollegiet i marts om kornpriserne, som tyder pa, at problemerne allerede da sa smat var under udvikling. Nu er situationen i hvert fald akut. Det meste af kornet, isaer rug og byg, er allerede udfort til udenrigs stasder, og med rugsasden (til hosten 1740) »tegner det sig pa de fleste steder ikkuns meget madelig«. Deter derfor »uforbigaengeligen fornoden, at der uden mindste tids forsommelse gores forbud pa al videre udforsel af kornvare, thi prisen emu ikke alene stegen pa en tonde rug her i egnen til 3 rd. 2 mk., men der hores endog allerede lamentation hos almuen, at de ikke kan fa rug for penge, dels fordi kobmaendenehaver opkobt, hvis de kunne falholde for at fore det ud af landet, og dels fordi adskillige, som venter dyrtid, ikke vil saelge noget af det, de haver, forend prisen endnu bliver hojere«. I skrivelse til Rentekammeret af samme dato underretter Gabel dette om henvendelsen til Kommercekollegiet og anmoder om, at denned naeste post ma ga ordre til alle toldsteder »her pa vesterkanten og i dette stift, at ingen kornudforsel enten til det slesvig-holstenske eller andre staeder, og end mindre til udenrigs lande matte tillades; thi kommer sadan ordre ikke uden ophold, bliver den endelige rest af korn udfort og landet
18. KK, Da.-no. sekr., nr. 408, Div. sager handelen og sofarten vedk., 11, 1736-ca. 1764, 642/1-2.
aldeles blottet«. Endelig beder han om, at amtsforvalteren ma fa ordre til,
hvis der er noget forrad i kongens magasin pa Ribe amtstue, at udlevere det til
en vis pris eller til lans mod tilbagelevering efter ny host.
En uge senere, den 8. juni, skred Gabel til handling pa eget ansvar og udstedte interimsforbud til toldstederne i Ribe stift mod udforsel af korn 19.1 en skrivelse af samme dato til oversekretaer J. L. Holstein20 beder han denne »Pa allerbedste og bevaegeligste mader« at lade kongen forelaegge en vedlagt forestilling om det skete, og i denne forsvarer han sit skridt naermere og beder om et generelt forbud snarest muligt, »thi ellers er det befrygteligt, at landet med dyrtid vil blive hjemsogt og undersatterne komme til at lide nod af mangel pa rug til brod og levneds ophold.«
Endnu et par henvendelser indlob fra Jylland. Den 9. juni fra amtsforvalter Folsach i Randers om, at kornvarerne pa kort tid var steget til 16 mk. for rug og 8-9 mk. for byg. Et udforselsforbud »kunne formindske det befrygtende onde, alligevel flensborgerne og deslige har en stor del borte, som vil savnes«21. Og den 16. juni (via Rentekammeret sammen med norske henvendelser,som omtales nedenfor) fra amtmand C. Teilmann, Lundenaes og Bovling amter, med bon om at fa abnet for kornforradet pa Ringkobing amtstue i anledning af »den almindelig store nod og trang her pa vestkanten, som den fattige almue lider for rug til brod formedelst den store udforsel af landet og forleden ars slette afgrode.« - Man kan formentlig af den sidste bemaerkning slutte, at netop Vestjylland (og maske andre magre jyske egne) har haft en mindre god rughost i 1739, selv om dette som naevnt naeppe kan have vaeret et generelt fasnomen for landet som helhed. Teilmann er klar over, at deter et usasdvanligt skridt, han foreslar, »men jeg kan underdanigst forsikre, at fa, som nu lever, mindes sa hastig og uformodentlig dyrtid; thi da kornet begyndte i vinter at stige udenlands i pris, blev det meste her udi egnen opkobt og (af mangel for penge til skatter og udgifter) solgt for 8 a 10 mk. tonden, som udi foraret blev udskibet, siden kostede det, som nu sidst udgik, 12 a 14 mk. tonden; men nu, her er ingen forrad, og den fattige traenger, er det steget til 4 a 5 rd. tonden«. Endelig antyder Teilmann udsigt til problemer med den kommende host »formedelst grodens langvarige ophold ved den hidtil continuerendetorke og nattekulde«22. I den skrivelse af 28. juni, hvormed Rentekammeret fremsendte Teilmanns skrivelse til Kommercekollegiet, matte man meddele, at »almuen, pa den made, som amtmanden forlanger,
19. Som note 18.
20. Som note 18. Adressaten er ikke navngivet, men efter titulaturen ma der utvivlsomt vaere tale om J. L. Holstein.
21. Som note 18, dog 642/3a.
22. KK, A 1489.
ikke kan assisteres, i henseende til, at det ved Ringkobing i behold havende
magasinrug allerede til andet sted er blevet ordineret« 23.
Ogsa fra Bornholm blev der slaet alarm. Den konstituerede amtmand J. Cronenberg skrev 19. juni, at »her p& Bornholm er en saerdeles stor mangel pa alle kornvare og ... om endskont nogle fa af kobmaendene kunne ventelig have nogen forrad deraf, sa holder de dog dermed tilbage.« Cronenberg har forma et en kobmand fra Pommern til at levere » 6.000 forbagede brod, der har varen en stor soulagement for mange fattige mennesker hidtildags, men emu oppe; foruden denne brodmangel er en elendig tilstand her pa landet, at creaturene, formedelst mangel af underholdning, en stor del er, og endnu bortdor, sa desarsag jorden for mange udyrket ma henligge, og mange, som har haft 16 koer, har naeppe 2 eller 3« 24.
Fra midten af juni begyndte foruroligende meldinger ogsa at indlobe fra Norge. Med i den naevnte skrivelse af 28. juni25 fremsendte Rentekammeret en henvendelse fra Oberbergamtet om tilladelse til indforsel af fremmed korn mod 12 sk. i told pr. tonde (satsen for kornindforsel til Norge nordenfjelds) til Drammen til forsyning af vasrkerne i Kongsberg. Desuden en memorial af 18. juni fra Christianias kobmaend og borgere bilagt en betasnkning af samme dato fra stiftsamtmanden over Aggershus stift F. O. Rappe. Christianiaborgerne anmodede som Oberbergamtet om tilladelse til indforsel af fremmed korn mod 12 sk. i told. Motiveringen er, at »kornvarene her Sondenfjelds udi Norge er ... stegen udi en temmelig hoj pris, og det bade fordi det fra forrige ar i behold hafte korn, savel af landets eget som det fra Danmark opkomne, er i det lange og harde forar for mangel af h0 til creaturernes ophold fortasret, og fordi i dette ar har vaeret ganske liden eller ingen tilforsel fra Danmark«. Desuden havde man erfaret, »at fra Danmark allerede er udskibet til fremmede og udenrigs staeder fast alle de kornbeholdninger, som fra forrige ar havdes, sa at derfia ej kan ventes nogen tilstraekkelig tilforsel, forend dette ars afgrode indkommer «. Der er derfor »hojligen at befrygte dyrtid ... allerhelst dette ars ssed ved det kolde og lange forar tegner sig meget slet«, og da underretning fra Danmark og kongens andre provinser tyder pa, at »aret der ej heller synes at vil blive frugtbart«. Stiftamtmand Rappe kan bekraefte, »at alle slags kornvare ... excessive stiger udi prisen og naeppe for penge er at fa«. Han kan tilfpje den ikke uinteressante oplysning, at en del af forradene »dels til de svenske er solgte og dels af de svenske selv er afhentet, sa at bonden og landmanden dermed saledes har blottet sig, at han allerede udi mange bygder
23. KK, A 1489.
24. KK, A 1498.
25. KK, A 1489.
langs graenserne er obligeret at sede barkebrod«. Dertil kommer, at »dette ar tegner sig meget slet, idet at jorden bade formedelst den lange og harde forar, vi her i landet har haft, som for den skarpe nordenblaest og nu indfaldende store torke saledes bliver udmarvet, at den ikke promitterer megen afgrode.« Og sa naturligvis de svigtende tilforsler fra Danmark. Rappe stotter derfor anmodningen om indforselstilladelse og fojer dertil et forslag om forbud mod braendevinsbraenden undtagen til nodtorftigt brug hos de privilegerede gasstgivere.Forbudets overholdelse skulle sikres ved forsegling af alle braendevinskedlerindtil videre. Fra samme dato, 18. juni, foreligger en henvendelse fra borgerne i Drammen af stort set samme indhold som Christianiaborgernes.
lenny skrivelse af 25. juni26 redegjorde Rappe for, hvorledes det ikke blot var de norske bonder, der - til egen skade - optradte upatriotisk. Han havde siden sin forestilling »bragt i erfaring, hvorledes en del borgere fra andre kobstaeder her i landet i forrige vinter selv skal have vaeret i Danmark at opkobe, hvad kornvare de kunne overkomme, ligesa at de skal udrejse mod de fa danske fartojer, som agter sig her til landet, og undervejs, forend de til noget ladested ankommer, afkober dem deres kornvare, og samme derefter til Frankrig afsender, alene for deres egen profit, den gemene mand og hele landet til skade«. For at bremse denne trafik med den deraf flydende ganske utalelige skade for de fattige har Rappe - som tidligere Gabel - pa eget ansvar ladet forbyde udskibning af kornvarer til fremmede steder fra Aggershus stift.
Den 2. juli fremsendte Rentekammeret endnu et nodrab fra Norge, denne gang fra Kristiansand, som ene af de sondenfjeldske byer havde tilladelse til indforsel af udenlandsk korn til eget forbrug, ganske vist mod en hojere told end de 12 sk. pr. tonde, som svaredes nordenfjelds27. De 12 »anordnede borgere« har vaeret indkaldt af magistraten til horing om arsagerne til de ringe forsyninger og om midlerne til at forebygge yderligere kornmangel. I skrivelse af 16. juni oplyser magistraten pa grundlag heraf, at flensborgerne overalt i Danmark opkober alt det korn, de kan fa, og at de danske selv bringer korn i store kvantiteter til Amsterdam. Til forebyggelse af nod i den kommendevinter foreslas et almindeligt forbud mod udforsel af korn fra Danmark til fremmede steder; »thi deter allerede kommen sa vidt, at indbyggerne her udi staden ikke er forsynet til egne husholdninger, mindre til at hjaelpe det fattige opland, som allerede sa hojt traenger ... ja, her er allerede sa stor mangel, at de anordnede borgere ikke haver kunnet fiaet sa meget rug indkobt, at de kunne forsyne by en og de fattige i skillingtal«. Pa sporgsmalet, om man ikke selv kunne sende skibe til at hente korn, havde de anordnede borgere
26. KK, A 1489.
27. KK, A 1497.
svaret, at nedsendelse af skibe til Danmark allerede var forsogt, men de var kommet naesten tomme tilbage, »formedelst flensborgerne og andre allerede forud havde opkobt, hvad kornvare som var at bekomme «. Hvad angar korn fra ostersoen eller Skotland, var det sa dyrt, at det med tillaeg af tolden ville »blive en umulighed for indbyggerne at kunne kobe«. Man endte derfor med at foresla anmodning om toldfri kornindforsel eller i det mindste nedsaettelse til de 12. sk., som gjaldt nordenfjelds. I skrivelse af 17. juni fremsendte Kristiansands magistrat yderligere en redegorelse fra byens kgl. vejer og maler for de sparsomme tilforsler af korn og andre fodevarer siden arsskiftet og oplyste samtidig, at det var blevet den bekendt, »at kongens magasin for garnisonen her udi byen ikke med nogen forrad til denne tid er bleven forsynet, sa deter at befrygte, at her vil blive en almindelig hungersnod«.
Under indtryk af den situation, som disse vidnesbyrd afspejlede, skred regeringen til handling. 3. juni 1740 blev udforsel af korn fra Slesvig forbudt, 7. juni fra den kgl. andel af Holsten og de ovrige tyske rigsdele28. Og 5. juli 1740 udkom plakat om forbud pa alle slags kornvarers udfprsel fra Danmark til fremmede steder indtil September maneds udgang29. Den 9. juli blev indforsel af korn til det Sondenfjeldske Norge tilladt indtil udgangen af 1741 mod betaling af 12. sk. told pr. tonde som i Norge nordenfjelds3o, og den 10. September kom tillige et forbud mod udfprsel til vands af korn og kornprodukter fra Norge.
At forbudet af 5. juli kun skulle gaelde til udgangen af September, altsa til korn af den nye host kunne ventes pa markedet, tyder i sig selv pa, at udsigterne for denne host blev bedomt som rimeligt gode. I samme retning peger det, at udforselsforbudet for Slesvig og Holsten m.v. blev haevet allerede 17. September med den bemaerkning, at frygten for kornmangel »nach itzo erfolgter geseegneten Erndte nunmehro Gott Lob! wieder cessiret«, og at udforselsforbudet for Danmarks vedkommende ikke blev fornyet ved udlobet den 30. September.
Men skulle regeringen end have bedomt hostudsigterne nogenlunde korrekt,
har den i hvert fald fejlvurderet forsyningssituationen som helhed alvorligt.
Det forste varsel herom kom allerede den 19. juli fra Bornholm, hvorfra
28. Forbudene for hertugdommerne af 3. og 7. juni 1740 er ikke optaget i den originale forordningssamling, men er omtalt i plakaten af 10. sept. 1740, der ophaevede dem igen. Denne plakat findes i forordningssamlingen.
29. For denne og de fig. forordninger m.v. henvises til den originale forordningssamling.
30. Indferselstilladelsen for det Sondenfjeldske: Norge er heller ikke optaget i den orig. forordningssaml., men er omtalt i skrivelsen fra borgerne i Frederikshald, se note 63.
Cronenberg meddelte, at der matte ventes endnu storre problemer i den kommende vinter og foraret 1741, »sasom af rug og alle saedevare som ordinaer om efterhosten og foraret bliver lagt, er af det forste ikkun % part imod som de plejer, kommen i jorden, formedelst den uformodentlig tidlig pakomne frost, som siden med regn blev aflost, og af byg og havre ikke den halve part, dels fordi hestene er staerkt bortdode, og de, der har kunnet reddes i live, har vaeret sa magteslose, at de ikke kunne bruges til plojning«. Desuden savnedes saedekorn, der sammen med det ovrige korn blev opkobt og udfort. Nu stod saeden ganske vist »temmelig god pa marken«, og de overlevende koer begyndte at komme sig lidt, men straks begyndte kobmasndene at opkobe og udfore smorret af landet, og det samme ville ventelig ske med »al anden saedevare, nar hosten er forbi«.31. Herpa har Cronenberg faet et svar af 2. august, der ikke har beroliget ham, sa den 29. august understregede han i en ny skrivelse, at deter situationen efter 1740-hosten, der bekymrer ham mest, og at udforselsforbudet bor forlaenges, »som dette ars afgrode efter al anseende, nar Gud vil give lykke til en god host, ikke bliver overflodigere, men vel mindre, end det var afvigte ar, og ikke vil vasre tilstraekkelig til landets underholdning«. Hvilke virkninger det ville medfore af mangel og suit med »sygdom og pafplgelig dod«, det forstar man, nar i skrivende stund » mange mennesker findes her, som ikke har faet brod i ganske 8 og 14 dage, ja 4 til 6 uger tillige, og ser ud, som de havde ligget i jorden«32.
Ogsa Kobenhavns magistrat ytrede sig om udsigterne i en skrivelse af 22. august33. Udforselsf.orbudet af 5. juli havde gjort »uskatterlig nytte«, men skont, »for ojnene ses den herlige frugt og grode, som Gud have velsignet landet med og star i vaekst, og deraf kunne promitteres fremdeles god forrad«, sa begynder hostvejret at se vanskeligt ud, men isaer giver det anledning til uro, at bonderne fra landet nu, for mangel af korn, her udi staden tilkober sig brod, rug og deslige ... til deres nodtorftig underholdning, hvoraf man ma gore den slutning, at proprietarierne ikke selv har at forstraekke deres bonder med ... men at der og er mangel pa kornvare udi landet«, og endelig er kornpriserne »nu pa nogle dage stegen hojere og hojere«. Pa denne baggrund bad magistraten om, at forbudet matte prolongeres indtil videre, og at det gennem amtmaendene matte blive undersogt, hvad forrad der findes »pa alle herregarde, praestegarde og andre steder«. Nu skulle man jo tro, at magistraten,belaertaf forsommerens erfaringer ville lytte mere til de 32 maend, men den naevnte skrivelse indleder en ny fase af tovtraekkeriet mellem de to
31. KK, A 1535.
32. KK, A 1591.
33. KK, A 1573.
organer. De 32 maend paskonnede ien supplik af 14. September34 ligeledes forbudet af 5. juli og tilskrev det, at priserne pa rug, byg og havre, der var kommet helt op pa 24, 16 og 12 mk. »pa nogen kort tid ... til noget mindre er affalden«. Dog, hosten var faldet sent, og dens resultat var endnu usikkert, men mest betaenkeligt: kornvarerne »ere ydermere stegne udi hoj pris pa fremmede staeder«, sa det matte frygtes, at forradene savel af aeldre kornvare som af indevaerende ars afgrode ville blive udfort straks ved forbudets ophor 1. oktober, og sa laenge soen var navigabel. Man bad derfor om, at forbudet matte prolongeres til arets udgang. Og igen luftedes forslaget om en fast ordning, hvorefter indforsel af fremmed korn blev tilladt, nar priserne gik over et vist punkt, nu i:altes om »12,9 og 6 mk. for tonden eller noget lidet hojere«. Man mente, at selv om det ville komme til at dreje sig om meget beskedne kvanta, »sa gav det dog de indenrigs saelgende skippere og andre (som tid til anden opkober korn i landet, samler og gemmer, til her fornemmes mangel) eftertanke ikke for meget at stige deres priser«. Denne supplik standsede magistraten og gjorde ien skrivelse af 19. September35 til de 32 msend gasldende, at de selv den 22. august havde anbefalet prolongering, og »at man da ikke vel kan incommodere Deres Kongelig Maj1 videre eller med ny forestilling derorn«. Hvad forslaget om indforsel af korn angar, »holde vi meget betasnkelig forud at gore ... proposition herom, i henseende at sligt kan ske, nar nodvendigheden det udkraever, som vi nu for naervaerende tid ikke ser, efterdi det tegner til bedre tider ved den gode grode, Gud i dette ar har velsignet jorden med«. len svarskrivelse af 22. September36 bebrejdede de 32 maend magistraten, at den ikke havde kommuniceret dem sin skrivelse og givet dem lejlighed til at deliberere naermere derom. I ovrigt paskonnede man magistratens ansogning om prolongering af forbudet og holdt den fast pa dens principielle tilslutning til tanken om indforselstilladelse. Det springende punkt var, hvornar nodvendigheden heraf indtradte. Efter de 32 maends opfattelse var tiden inde. Vel er der tegn til bedre tider ved den gode grode i dette ar, men »alting er udtommet«, og man ved ikke, »nar og hvorledes samme velsignelse kan komme i lade i henseende til vejrligets ustadighed. Man ved og ikke, hvor meget af landets grode kan vorde udfort til fremmede steder efter denne maneds udgang ... siden kornvarene pa nogen tid er stegne og er endnu i hoj pris pa fremmede steder. Her i staden ere der (dem), som allerede have considerable commissioner til kornvarernes indkob, sa snart udforselen er tilladt«. Og det kunne blive for sent at sendre opfattelse, nar kontraere vinde
34. KK, A 1587.
35. KK, A 1587.
36. KK, A 1587.
hindrede tilforsel, og der opstod dyrtid; »hvorledes ville da indbyggerne, blandt hvilke og ere msengde af handvaerksfolk og andre, som ikke have meget at vente for deres arbejde ... blive fame, nar deres nodsyn skulle koste dem dobbelt og mere end i den bedre tid, banede det ikke vejen for dem til aldeles undergang?« Og for at magistraten ikke skulle savne klar besked om det ansvar, den padrog sig: »hvor übeskrivelig ulyksalig stand matte staden finde sig udi, om den i sadan tilstand blev besogt af en fjende«. Og til slut folgende salut: »var derimod slige vares udforsel til fremmede forbuden, og Gud gav misvaekst et ar, sa fik man finde sig derudi som en skaebne fra Guds hand ... men at lide ved det, at landets eget brod udfores til fremmede ... det ville blive alt for farlig og smertelig«.
Magistratens svar herpa af 26. September37 var forste led ien forsigtig retraete. Eftersom der altsa for de 32 maend forela viden om, at nogen i staden havde faet kommissioner fra udenrigs boende til at indkobe korn til udskibning ved forbudets udlob, og da magistraten endnu ikke havde modtaget kgl. resolution pa sin ansogning af 22. august, sa kunne de 32 maend, »om de behager, efter deres forslag, denne sinde for sig selv gore ... forslag til kongen«. Det gjorde de saved supplik af 28. September38 med reference til den forudgaende korrespondance og under paberabelse af deres ret ifolge stadens privilegier, men nu med den tilfojelse, at ogsa udfprsel af smor etc. burde forbydes, »efterdi lybeckske og andre fremmede kobmaend for naervaerende tid ... i Jylland, Fyn, Falster, Sjaelland etc. opkober store kvantiteter af smor og deslige«.
Endnu en indrommelse til de 32 maands standpunkt matte magistraten bekvemme sig til. Den 30. September havde bagerlauget Sogt om tilladelse til at indfore 1.000 td. hvede fra Danzig eller andetsteds, eftersom »vi ikke sa snart kan gore os nogen vis regning pa at kan fa fra de steder, nemlig Holsten og Lolland, som vi plejer«. Denne ansogning anbefalede magistraten staerkt, »da vi ma tilsta, at de af den mangel, som forhanden af denne tilligemed andre sorter kornvare her udi staden befindes, noksom til denne ansogning er befojet«. Den 22. oktober ogede bagerlauget i ovrigt onsket til 4.000 td. hvede og 4.000 td. rug39.
En skrivelse fra borgerne i Ribe af 24. September40 priste kongen for ved udfprselsforbudet at have frelst landet fra »dyrere tid og hunger end ellers skulle sket«. Men da kobmaendene »ved deres fra fremmede staeder havende commissioner allerede saetter kornet og fedevare i hoj pris for samme, (nar
37. KK, A 1587.
38. KK, A 1587.
39. KK, A 1610.
40. KK, A 1588.
forbudet ved) denne maneds udgang expirerer, af landet at udfore«, bad man kongen fastsaette, at korn og fedevarer af »Jylland ej matte blive udfort, hvor mange tusinde fattige mennesker sukke efter det daglige brod, fordi 4 a 6 kobmaend i det hojeste derved kan profitere og forsorge Holland, Hamborg og andre udenlands staeder«.
De forskellige henvendelser om forlaengelse af udforselsforbudet gav anledning til, at Kommercekollegiet den 4. oktober 1740 fra stiftamtmaend og amtmaend udbad sig indberetning om, »hvorledes dette ars grode udfalder«, og om de »eragter tjenligt eller fornoden, at noget sadant nyt forbud sker« 41. I tiden 6. oktober til 4. november indlob svar fra 21 af de adspurgte. Skont mange udtalte sig nogenlunde positivt om hostens udfald, om end bjergningen var vad og besva;rlig, gik de fleste ind for nyt forbud, isasr fordi forradene var udtomte, og den udenlandske eftersporgsel frembod fare for mangel.
N. Gersdorff, Sjasllands stift, mener, at man »ikke kan klage over nogen misvaekst, men pa adskillige steder ... er endnu (18/10) en del byg, havre og boghvede pa marken udestaende ... men for resten kan kornet ved det, at prisen udenlands stiger, ikke andet ved udfprselstilladelse end her i landet stige til en hoj og for almuen utalelig pris«. Ogsa smorret er i hoj pris, fordi grassningen har vaeret slet, og pa grund af tidligt vintervejr ma kreaturerne tages hurtigt pa staid. Gersdorff foreslar derfor foruden udforselsforbud for korn og smor maksimalpris pa korn, pligt for bagerne i Kobenhavn til at forsyne sig for et ar, derefter pa ny ophaevelse af forbudet, men til gengaeld indforselstilladelse for Kobenhavn indtil videre42. Fr. v. Gram, Frederiksborg amt, oplyser, at »groden i ar pa dels steder falder madelig og pa dels steder ringe«. Anbefaler forbud43. C. Berregaard, Soro amt, naevner, at forarssaeden kom sent i jorden, og at hosten de fleste steder har vaeret sa langsom, »at der vil findes nogle steder i landet, hvor saeden endnu (6/10) ikke er bragt i laden«. Men i ovrigt er afgroden »temmelig vel udfalden«. Man ma vaelge mellem de to onder: enten at hindre landmanden i at udbringe sine varer det hojeste muligt er, som »kunne rejse landmanden nogenledes igen fra den store decadance, han er falden udi«, eller »til foraret... en almindelig trang og dyrtid i landet, nar den indhostede forrad var bortsolgt og udfort«44. T. Lillienschiold, Ringsted amt, vurderer »dette ars grode ... fast ringere og slettere end naest forrige ar«. Meget korn er endnu (13/10) udestaende »formedelst dette übestandige vejrlig som, destovaerre, i lang tid har continueret«45.
41. Se f.eks. LAfN. B O D - 93. Alborg stiftamt. Breve fra kommercekoll. 1736-48.
42. KK, A 1617.
43. KK, A 1613.
44. KK, A 1594.
eret«45.Blandt de mest pessimistiske er amtsfuldmaegtig Bolt, Tryggevaelde amt, som melder, at »den fromme Gud har ladet os se sin velsignelse pa marken, men om det alt bliver bjerget og indhostet, beror pa Hans videre nade og barmhjertighed; thi endnu (12/10) er den storste del pa marken... sa det ser sa bedrovet ud for landmanden som aldrig nogensinde«46. Heller ikke C. Scholler, Vordingborg amt, har meget positivt at sige. »Sidste ars afgrode ... har vaeret hel slet, pa adskillige steder saerdeles bygget, som formedelst den megen regn og vaede ikke er kommen til sin rette fuldkommenhed, foruden at samme continuerende vejrlig endog har forarsaget en meget vanskelig host«47.
P. O. Rosenorn, Nykobing amt, finder ikke behov for nyt forbud pa denne side af nytar, bl.a. af hensyn til bonderne, »som hardelig udi sidste vinter ere blevne trykkede og medtagede, (og) matte tage anselig skade ved det kobmaendene efter sadant forbuds bevilgelse foresatte dem en ganske ringe pris«. Ganske vist kan »dette ars indavlede grode i alle mader anses lige sa slet som forrige«, men inden naeste forars sejlads begynder, »(kan) ingen slags mangel pa korn og fedevare vaere at befrygte«48. Fr. Raben, Alholm m.fl. amter, anbefaler uden naermere forklaring forbud indtil videre49.
Hans Simonsen, Assens og Hindsgavl amter, melder om en »nogenledes god« afgrode, som, skont fodringen [halmen] er meget rnindre, giver en del bedre i skaeppen end forleden ar. »Men er alligevel ved disse 2 aringer denne forskel, at i det forrige ar var der en del gammelt korn fra 1738 i behold, hvorimod nu intet er tilovers af sidste ars«, dels pa grund af den harde vinter, dels fordi kornet blev solgt50. Th. Adeler, Nyborg og Tranekasr amter, peger ligeledes pa, at » forraden af gammel korn aldeles er udtaeret, og indevaerende ars kornavling langt fra ikke har vaeret sa grodefuld og tilgaengelig som naestafvigte ars, foruden at det lidet, Gud har givet, de fleste steder har taget skade pa marken «. Adeler bedommer dog ikke forsyningsudsigterne ringere, end at han vil have et udforselsforbud ledsaget af et indforselsforbud. I ovrigt ser han det storste problem i graesmangelen pa grund af kulde og torke indtil sidst i juli og nu (19/10) stasrk og tidlig kulde med nattefrost og uvejr. Desuden er det darligt oldenar, sa svinene ma fedes med korn51.
C. C. Schinkel, Dueholm, orum og Vestervig amter, melder om madelig
afgrode og silde og slet indhostning. Isaer har hoavlen vaeret ringe, sa der i den
45. KK, A 1606.
46. KK, A 1607.
47. KK, A 1621.
48. KK, A 1605.
49. KK, A 1631.
50. KK, A 1612.
51. KK, A 1626.
kommende vinter vil blive taeret mere pa kornet. Men navnlig er der »aldeles intet i behold af nogen slags korn fra forlobne ar« 52. Fra Alborg stift melder I. Hoick, at dette ars kornafgrode er »meget vel og ... bedre end naestafvigtears«, hvorfor forbud ikke agtes fornodent. Det samme gaelder fedevarer, hvorpa der vel er lidt hojere priser, men »ikke nogen mangel« 53.C. Guldencrone,Viborgstift, melder, at »naervaerende ars grode... har, Gud vaere lovet, vaeret god, sa vidt rugavlen angar, men varkornet har formedelst vejrligets vanskelighed i denne sommer ikkun vaeret madelig «. Forbud ma anbefales, fordi der savnes » forrad af forrige aringers afgrode, og man horer almindelig rygte, at der allerede af dem, som agter det igen af riget at udfore, bydes for 1 td. rug 4 slettedr. (256 sk.)«54. I folge S. Miiller, Skivehus amt, har »kornvaeksten bilde vaeret temmelig god og samme betids vel indbragt«. Men der er »aldeles ingen forrad til stede af forrige aringers afgrode «, og rugsaeden tegner vanskelig »formedelst den indfaldene strenge vinter«55. Fra Dronningborgm.fl.amter melder D. Trappaud, at rugen »ej fylder sa meget i laden«, men »dog nsesten det samme i skaeppen« som de forrige aringer. Men alle forrad af gammelt korn er »ganske udforte og fortaeret«. Den ringe afgrode af h0 og halm vil krseve mere korn til fodrings6. J. Benzon, Arhus stift, har fra toldstederne indhentet underretning om, hvor meget korn der i de sidste 6ar har vseret udskibet fra stiftet for »at kunne omgefehrlig calculere, hvor meget der udi et ar som dette kan undvaeres, uden at indbyggerne selv skulle exponeres til at lide nod ... Indavlingen af rug og havre har vseret generaliter god, ja endog tildels bedre end i det sidst afvigte ar, men bygget ikkun madelig.« Undersogelsen har vist, at da der »har vaeret udskibet anseelige kvanta af korn i de forrige aringer, som ikke har vaeret bedre end dette, sa matte deraf erfares, at dette district ligeledes i ar fuldkommen kan fode sine indbyggere og endda udskibe en del til andre staeder.« Om der bor udstedes nyt forbud, ma derfor komme an pa efterretningerne fra de andre stifter, » samt hvorvidt Norge i ar kan traenge til at ma nodvendig forsynes fra Danmark« 57. I Skanderborg og Akaer amter har groden, ifolge F. L. Woyda, ogsa vaeret »nogenledes god«, men landet var for host »sa godt som udtommet for korn«58. J. Gersdorff, Kalo amt, melder ligeledes om en »nogenledes god« kornafgrode, der »dog ikkun fylder madelig i laderne,
52. KK, A 1619.
53. KK, A 1603.
54. KK, A 1601.
55. KK, A 1632.
56. KK, A 1614.
57. KK, A 1642.
58. KK, A 1620.
formedelst varkornet var kort og tyndagtig... rugen giver over alt meget godt, ja mere end ordinaer til skaeppe, og de andre sorter ... ventes at blive middelmadig, sa jeg endnu ej kan skonne ... at der pa korn, isaer rug, kan blive trang eller dyrtid «. Forbud kan altid siden folge, hvis det bliver nodvendigt. Sker det nu, bliver folgen blot, at »kobmaendene deraf vil benytte sig og saette en sare ringe, ja übillig pris pa kornet for den fattige bonde«. Og sa kan det ga »ligesom i ar ... at han til sommerdagen matte give formuende kobmaend dobbelt sa meget, som han nu selv kunne bekomme« 59. F. Oertz, Koldinghus amt, mener ikke »man vel kan sige, at dette ar pa kornet har vaeret misvaekst«, men derimod en vad og vanskelig host. Det store problem er, at den store udforsel for forbudet af 5. juli har »medtaget al den kornforrad, som af forrige aringers avl... fandtes, ja jeg har selv hort af proprietarierne, at en del... ikke have een tonde gl. rug i behold «. Og desuden har man »allerede her erfaret, at kobmaendene indfinder sig og vil betinge korn hos landmaendene«,saman ma slutte, at de vil »endnu inden vinteren, om ikke torbud sker, kobe og lade korn udskibe« 60. C. C. Gabel, Ribe stift, finder »jordens grode ... temmelig god og af den bonitet, at man skulle vente, landets indbyggere kunne blive vel forsynet«, men hvis ikke nyt forbud kommer bade pa korn og fedevarer, vil der blive dyrtid og mangel, thi »landet er blot pa begge dele, den velsignelse undtagen, som dette ars grode haver givet«, og »deter i pris og begaerlig udenlands«. Befolkningen er urolig, »tilmed hores allerede lamentation iblandt almuen for befrygtende mangel«, hvis der ikke kommer forbud61. Endelig melder C. Teilmann, Lundenaes og Bovling amter, at »rugavlingen, Gud ske lov, pa de fleste steder har vaeret god, undtagen pa adskillige skarpe sandmarker«. Men varkornet fejlede, og »den liden udforsel,somnyligen er sket, (har) allerede forhojet kornprisen«. Da Teilmann samtidig frygter, at »den storste del af proprietarierne og forpagtere (som star for anseelige udgifter til snapsting) ... vil blive graverede, nar de ikke kan saelge deres fae og korn «, foreslar han dels en vis begraensning af forbudet, sa godsejerne ma udfore korn til daekning af deres renter, og dels at omslagsterminenflyttestil 1. maj, »da nogenledes kan skonne om afgroden pa marken«62.
Regeringen lod sig overbevise, og den 19. oktober 1740 udkom forbud pa alle
kornvares, sa og smors udforsel af Danmark til fremmede steder indtil videre.
24. oktober fulgte to enslydende plakater for hhv. den kgl. del af Holsten m.v.
59. KK, A 1635.
60. KK, A 1604.
61. KK, A 1595.
62. KK, A 1627.
og for Slesvig om forbud mod udforsel af korn. I disse to plakater anfores det
udtrykkeligt, at forbudet sker, uanset at hosten er udfaldet »ziemlich wohl«.
Inden det nye forbud udkom, og for meddelelsen om det, da det var udstedt, naede frem til Norge, kom der herfra nye nodrab. Den 22. oktober 1740 fremsendte stiftsamtmand Rappe en memorial af 17. oktober fra borgerne i Frederikshald og en af 22. oktober fra borgerne i Christiania63. At bitter nod herskede i disse egne af landet, lades man ikke i tvivl om. Fra Frederikshald meldes, at alle fodevarereserver er brugt i den sidste lange og strenge vinter, »da ej alene den storste del af bondernes creature bortstyrtede for mangel af foder, og de, som mod foraret var i live, matte de, for at underholde, forst gribe til den ringe del af korn, de havde sparet til deres egne legemers ophold «. Og siden udeblev nsesten helt de laengselsfuldt ventede forsyninger fra Danmark. Man » matte gribe til at afskaere det halvmodne korn pa agrene, samme torre udi aksene, blande med bark og lade male til fode«. Den nye afgrode blev odelagt i den darlige sommer, og af det lidet, som hostedes, »befindes naesten overalt hvede, rug og byg af orm i aksene at vaere fortaerede«. Hos Christianiaborgerne spores; tydeligt bitterhed mod Danmark. Til den store nod »er ingen anden arsag, end at Danmark til udenrigs stasder, forend forbudet blev bekendtgjort, allerede havde udfort deres beholdninger «. Tilladelsen af 9. juli til indforsel har vist sig af begraenset vaerdi, bl.a. fordi »udi Engeland har vaeret og endnu er forbudet at udfare kornvare«. Da 1740-hosten har svigtet, kan selv de bedste kornbygder naeppe fode sig selv. Og svenskerne forventes at presse pa, sa prisen pa korn drives op. Man forudser, at » mange kommer til at d0 af hunger, og sygdom tage overhand «. Derfor onsker man forbudet af 10. September mod udforsel til vands suppleret med forbud mod udforsel ogsa til lands. Et vist hab saetter man til, at udforselsforbudet i England snart vil ophore. At Danmark ikke »med nogen foje (kan) besvaere sig« over fri indforsel til Norge, bevises deraf, at nordmaendene »udi de tider, vi fra andre steder kunne blive forsynede, altid har modtaget de kornvare, Danmark os tilbringer«, og »sa kunne det og vaere billigt, at de igen forsyner os, nar vi trasnger, pa det vi ej skulle lide nod «. Rappe kan i sin fplgeskrivelse bekraefte, at indholdet i de to memorialer »er ej alene i alle mader sandfaerdigt, men derforuden formar min pen ej at beskrive den elendighed sa stor, som den allerede er i det ganske stift, eller forklare den nod, som der i fremtiden vil blive«. Han gentager sit onske fra 18. juni om midlertidigt forbud mod braendevinsbrasnden, »thi den umadelige drikken ... haver taget stor overhand blandt gamle og unge af almuen ... Nar korn dertil ikke er til fals, sa kobes commisbrod, som forbruges til braendevinsbraenden«.
63. KK, A 1637.
Havde Kobenhavns magistrat tidligere pa aret vaeret noget tilbageholdende med krav om forbud, lod der ganske andre toner i en supplik af 24. oktober 174064. Nu var end ikke forbudet af 19. oktober tilstraekkeligt. Det var et nodvendigt middel mod »den mangel og hoje priser, (korn og smor) mere og mere steg udi, fordi der befandtes de, som opkobte og udforte samme sorter vare her af riget til fremmede og udenrigs staeder, hvor hoje potentater opretter og gor store magasiner«. Men nu er situationen mere alvorlig end som sa, da der »her til staden ikke af indevaerende ars indavling er sket nogen synderlig tilforsel ... og vejene siden bliver sa onde og besvaerlige, at de [bonderne] med laes ikke kan passere til staederne, ligesom soen imidlertid kan blive innavigable«. Man onsker derfor indtil videre forbud mod at brasnde braendevin i Kobenhavn. Men ogsa andre fodevarer stiger til »ganske usaedvanlig og exorbitant pris «, hvorfor et forbud indtil videre overalt i Danmark, Norge og fyrstendommerne mod at opkobe og udfore flaesk, ost og talg bor gennemfipres. Da disse forslag i forhold til magistratens tidligere udtrykte hensyn til landbrugets interesser betegner et temmelig stasrkt omslag, har man ojensynligt fundet det nodvendigt at forklare den nye holdning ved at understrege lands og bys dybest set faelles interesser. »Begge deles velfaerd og lyksalighed ere sa inseparablement forbundne med hinanden, at den ene ikke kan besta uden den anden, thi nar landmanden ikke haver noget at kobe for, sa kan kobstaedmanden intet saelge af sine vare til ham, og nar kobstaedmanden intet negocierer og er udi sin vedborlig stand, kan han ikke handle med landmanden og afkobe ham sine vare«. Og endelig bor »Kobenhavn ikke crevere af hunger, fordi landmanden eller rettere at sige übillige particulieres skal vinde«.
I sammenligning hermed virker en supplik fra de 32 maend, ogsa af 24. oktober, naermest spag og tilbageholdende6s. Den er skrevet samme dag, som forbudene for Slesvig og Holsten udkom, og forudsaetter ukendskab til dem. Pointen er netop, at man takker for det danske forbud, men gor opmserksom pa, at det bliver illusorisk uden et tilsvarende for hertugdommerne. Der findes jo nemlig undersatter »sa gerrige at kunne agte privat interesse og pengefylde mere end Deres Majts og almindelige bedste«, og de har mulighed for at udfore varerne via Holsten til » Frankrig, Spanien og flere staeder, hvor vivres ere i hoj pris«. Man har erfaret, at der i Fyn og andre steder »skal iar vaere opkobt og contraheret store partier.« Med vemod ser man tilbage pa de forsyningsmuligheder, som mangelen pa den indforselstilladelse, de 32 maend tidligere havde foreslaet, har forskertset. Nu har selv Danzig indfort udforselsforbud,og
64. KK, A 1639 (1628).
65. KK, A 1639.
selsforbud,ogherfra » kunne man i maj sidstleden haft rugen her for omtrent 14 mk. tonden«. Nu ma man i stedet se »skippere og andre, som tid til anden har opkobt landets victualler alene lucrere, ved det de ligge her ... og under store priser tilbageholder og udhokrer deres vare«. Da de 32 masnd erfarede om forbudene i hertugdommerne, sendte de en ny supplik af 28. oktober66, der udtrykte deres tilfredshed. Dog, helt tilfredse var de alligevel ikke, for de savnede forbud mod udforsel fra hertugdommerne af malt, mel og gryn, i hvilke former de: frygtede byg, rug og havre omsat og udfort. At heller ikke udforsel af smor fra hertugdommerne var forbudt, fandt man ogsa meget betaenkeligt, da det »pa 3 ugers tid er stegen imod 50 pCto, gaelder nu nogle 30ve mod 40 rdr. tonden, saledes ved dobbelt og derover mod forrige aringer«. Og yderligere stigning ma befrygtes, da 1 td. madeligt godt smor i Holland nu koster 200 gylden, »som gor a 14 pCto i dansk cour- 91 rd. 1 mk. 3 1/ssk.«
Fra Bornholm sendte den nyudnaevnte amtmand J. C. Urne den 25. oktober, kort efter sin ankomst til oen, en beretning om den »overalt her pa landet sig befindende store mangel af alle slags levnetsmidler og deraf flydende brodtrang og hungersnod« 67, og kort tid senere kom en bornholmsk delegation til Kobenhavn for at kobe »rug og korn og andet til vores og landets nodtorftighed «. Den matte rejse tomhaendet hjem og skrev, inden den forlod hovedstaden, den 14. november en indtraengende bon om, at der dog matte blive udstedt forbud mod braendevinsbraenden pa Bornholm, og om, at kongen » ville allernadigst behage at forunde os fattige mennesker for en billig pris noget af Deres Majts havende rug og korn « 68.
Noget tyder pa, at der trods de indforte forbud stadig er blevet opkobt korn pa spekulation i forventning om senere udforselstilladelse, eventuelt pa dispensation. Den 21. november 1740 svarede stiftamtmand Gersdorff pa en kgl. foresporgsel om, hvorvidt der endnu var kornmangel i Sjaellands stift, at der klages over, at flensborgerne opkober kornet »sa at hverken kobmaend eller andre ... kan fa noget hos praester, forvaltere eller proprietaries, sa »endskont man ikke kan klage over misvaekst, si dog forarsager flensborgernesopkob ... at af kornvare ikkun ganske lidet kommer til torvs, at kornvarenedagligen stiger udi pris, saledes at det snart for almuen (er) utalelig sa mange penge deifor at kunne betale«. Han omtaler, at Kobenhavns magistrat skal have ivaerksat en undersogelse af, hvad forrad der findes i byen. Da der er trovaerdige forlydender om, at der »udi provincerne her og der skal vaere
66. KK, A 1639.
67. KK, A 1643.
68. KK, journ. B, nr. 8.
Guds velsignelse«, og at »ruget udi Kolding ikke skal i dette ar have gaeldet mere end 10 mk.«, sa foreslar han, at amtmaendene overalt »straxen matte inqvirere hos proprietarier, forpagtere, praester og forvaltere, hvad kornvare, torsken og utorsken, de endnu til at saelge have i behold ... hvorefter tilforslen til de staeder, hvor derpa haves mangel, kunne for en pa begge sider talelig pris foranstaltes « 69.
Om undersogelsen af Kobenhavns forrad berettede de 32 maend i en supplik af 14. december70. De skonnede, at der i folks huse fandtes rug og mel til IVj, uge, gryn til 1% uge, aerter til 5/6 uge, smor til Ws uge og flaesk til % uge. De gentog deres onske af 28. oktober om, at forbudet for hertugdommerne matte blive udstrakt til ogsa at omfatte mel, malt, gryn og smor, og antydede i ovrigt staerkt, at der fra Jyllands og hertugdommernes vestkyst udsmugledes korn »med smacker til Holland og flere fremmede staeder «, mod hvilken trafik de foreslog »maengde af trofaste strandridere«.
Ikke alle fremsatte forslag og onsker blev efterkommet, dertil var mange nok for stridende mod regeringens krisebekaempende landbrugsprotektionistiske politik, men den 24. november udstedtes dog forbud mod braendevinsbrasnden i Norge sondenfjelds, og samme dag kom et forbud for Kobenhavn mod at braende braendevin af hvede og rug.
At formodningerne om opkobte kornlagre her og der naeppe er helt grandiose, viser en raekke ansogninger fra begyndelsen af 174171 om tilladelse til at udfore partier, af hvad der betegnes som »brandhvede«, hvorom det som regel haevdedes, at det var usaelgeligt her i landet. Den forste, der meldte sig med en sadan ansogning den 24. januar 1741, var kobmand Johan Detrner i Nakskov, som fra Liibeck var tilbudt 5 rd. pr. tonde for et parti pa 3-400 td. brandhvede. 14. marts meldte selveste amtmanden over Alholm m.fl. amter, Fr. Raben til Christiansholm, sig med onske om at matte udfore 1.000 td. »som af mine bonders landgildekorn ... befindes saledes med brandhvede og hejre bemenget, at ingen kobmand her i landet tor tilforhandle sig det«. Fra kobmand Niels Jacobsen Toft i Maribo foreligger en ansogning af 15. marts. Han har, som han siger, »tilforhandlet mig af bonderne en del kornvare, som jeg haver kobt dyrt, og taget noget af creditorer, sa en tonde hvede haver kostet mig her pa stedet 4 rdr.« Sine 200 tonder hvede vil han nu saelge i Liibeck, hvilket efter hans opfattelse »ikke kan vaere hinderligt, sasom her pa
69. KK, B 19.
70. KK, B 27.
71. KK, B 175 (m.fl. herpa henlagte journ.nrr.)
stedet er en stor forrad af hvede«. Flere ansogninger foreligger, men her skal endnu blot omtales en af 2. marts fra kobmand Hans Martner i Nykobing pa Falster, der ganske frimodigt bekender at have braendt sig pa indkob med henblik pa udforsel. Han har, for forbudet af 19. oktober 1740 blev publiceret, »tilforhandlet mig en del korn, hvoriblandt det storste qvantum er hvede, bestaende af 800 tonder, ved hvilket indkob og ventelig forhandling jeg havde habet at fa nogen oprejsning... Da vinteren nu er ophaevet, og det tegner sig til et velsignet frugtbart ar ... og det allernadigste [lass: forbandede] forbud endnu ikke er ophaevet«, sa ansoger han om tilladelse til at udfpre halvparten af sit forrad, »da jeg det andet halve qvantum her i riget far at saelge for, hvad jeg kan fa.«
Det ma af det fremlagte materiale vaere klart, at der i flere omrader af det danske monarki herskede katastrofal kornmangel i 1740 med deraf folgende dyrtid - og dette var i datiden et ganske anderledes skaebnesvangert begreb end i nutiden - og hungersnod til folge. Det gaelder isaer i Sydnorge, i Kobenhavn og pa Bornholm. Det ma ogsa vaere klart, at denne tilstand i nogen udstraekning havde sammenhaeng med de klimatiske forhold og et hostudbytte i 1740, der i visse egne var under det normale. Men deter lige sa klart, at der ikke har vaeret tale om generel misvaekst for Danmarks vedkommende. En sadan ma bl.a. pa grundlag af de kobenhavnske torvepriser betragtes som udelukket for 1739-hostens vedkommende. Og om 1740-hosten er der sa mange vidnesbyrd om i det mindste et taleligt godt udbytte trods klimatisk betingede problemer bade med udsaed og indbjergning, at man med rimelighed kan antage, at kun de to faktorer: den lange og strenge vinter 1739/40, som medforte, at landbruget selv taerede mere end normalt pa kornet af 1739-hosten, og navnlig den ekstraordinaert store udenlandske eftersporgsel fra det tidlige forar 1740, som hastigt fjernede de resterende kornlagre, baerer skylden for, at en noget reduceret host i 1740 fik helt katastrofale folger for store dele af befolkningen.
Baggrunden for den udenlandske eftersporgsel efter den svigtende afsaetning af dansk korn i 1730'erne, var formentlig dels, at den harde vinter 1739/40 og udsigterne til en mindre god host i 1740 ogsa gjorde sig gaeldende ude i Europa, dels, og sandsynligvis isaer, krig eller forberedelse til krig. Fra 1739 forberedte Sverige sig pa den krig med Rusland, som blev erklaeret i 1741. I oktober 1739 begyndte krigen mellem England og Spanien. I december 1740 indledte Frederik II af Preussen med angrebet pa Schlesien den ostrigske arvefolgekrig, og fra 1740 herskede der stigende spaending mellem England og Frankrig.
At skurkene i dramaet var de korneksporterende kobmaend, isaer de
flensborgske, lades man ikke i tvivl om. Men ogsa andre grupper var i sogelyset, f.eks. godsejere, forpagtere og selv praester - kort sagt alle, som havde mulighed for at bidrage til den pludseligt sa lonsomme eksport eller for, uden smalige hensyn til de befolkningsgrupper, som herved blev ramt pa liv og helbred, at holde korn tilbage i forventning om stadigt stigende priser pa det indenlandske marked.
At ret mange bonder hostede storre fordel af prisstigningen, kan nok betvivles. Men at det kornproducerende landbrug som helhed gennem 2- og 3dobbelte priser har faet rigelig kompensation for et noget reduceret hostudbytte i 1740, ma nok anses for sandsynligt. Og dermed ma det formentlig kunne betragtes som tilladeligt at lade i hvert fald de hoje kornpfiser i 1740 indga i gennemsnitsberegningen af kornpriserne i 10-aret 1740-49 som grundlag for en rentabilitetsvurdering.
Hvis jeg til slut pa grundlag af det fremlagte materiale skal vurdere Aksel Lassens teori om sammenhaengen mellem hostresultat og dodelighed, ma jeg gore gaeldende, at der ikke er noget i materialet, der stotter den opfattelse, at den darlige host er en folge af sygelighed - i hvert fald ikke blandt menneskene, men maske nok i nogen grad blandt husdyrene og da som folge af underernaering pa grund af fodermangel -, mens alle vidnesbyrd klart peger pa den omvendte sammenhasng, der efter min opfattelse ogsa er den mest naerliggende: hungersnod med overdodelighed som folge af darlig host eller in casu mere korrekt: svigtende tilforsler til misvaekstramte marginalomrader og andre sarbare omrader (storre bysamfund) pa grund af et ulykkeligt sammenfald af protektionistisk landbrugspolitik, uheldige klimaforhold og ret pludseligt opstaede anormale markedsforhold. At overdodelighed i en sadan situation ikke nodvendigvis i alle tilfaelde behover direkte at skyldes suit, men maske nok sa meget kan tilskrives sygdomme, som hungersvaskkelsen har givet grobund, og som derfor meget vel kunne have virkninger flere ar ud over den akutte nodssituation, forekommer naerliggende.