1. Den politiske baggrund for regeringskrisen Grundlovssagen

21. februar 1911 skrev Edvard Brandes, der i bogstaveligste forstand opholdt
sig i orkenen, nemlig i Cairo, til Politikens formand, overretssagforer Oskar
Johansen:

Zahle »er da den snurrigste fantast. Han, som er sa blottet for alt kunstnerisk, laver fantasier som en dreng, der vil vaere general. Og nu da han en gang har vseret konsejlspraesident, kan man ligegodt ikke frakende ham en vis berettigelse til at forestille sig ny hojhed. Selv hvad »kongemagten«s indehaver udtaler til ham eller inviterer ham til, far en betydning, der rent ud er latterlig ...« i.

Den sidste saetning er ikke uden ironi, nar man betaenker, at fa ministre har befundet sig sa vel ved hove som Brandes selv. Men ellers blev jo Zahles fantasier, som Brandes kalder dem, til virkelighed 21. juni 1913, hvor det andet radikale ministerium modtog Kongens udnasvnelse. Og i ministeriet sad Brandes selv centralt placeret som finansminister. Han havde ellers i 1911 vurderet Klaus Berntsen til at holde til 1913 for derefter at blive aflost af I. C. Christensen². Det radikale Venstre havde han ved samme lejlighed kaldt gyseligt, og hans dom over det samlede system var denne: »Landet er latterligt, menneskene er aekle. Deter for simpelt at regeres af Klaus Berntsen og redigeres af Henrik Cavling« 3.

I denne fremstilling vil vi i ugerne forud for 21. juni 1913 folge den
udvikling, som fik det latterlige lands aekle mennesker til at udskifte Klaus
Berntsen og Neergaard med Zahle og Brandes.

Regeringsdannelsen i 1913 har tidligere vaeret behandlet i den historiske litteratur. I Det danske Folks historie VIII (1929, genoptrykt i Schultz Danmarkshistorie VI, 1943) har P. Munch givet en meget afdasmpet fremstillingaf de begivenheder, hvori han selv var en central skikkelse. De radikale

lederes onske om at komme til er saledes undertrykt. En anden radikal politiker, Gunnar Fog-Petersen har i Det radikale Venstre I (1938, s. 465-471) ogsa behandlet regeringskrisen. Som Munch anskuer han forlobet med radikale briller, men lsegger ikke skjul pa, at de radikale ledere fandt, at man ogsa for laenge kunne presse ministeriet Klaus Berntsen til at blive. I vaerket Det radikale Venstre 1905-55 (1955, s. 140-41) har Roar Skovmand papeget grev Mogens Frijs' samarbejde med Edvard Brandes og forstnaevntes pavirkningaf Kongen, men naevner om de radikale (og socialdemokrater) kun, at de onskede, at ministeriet Berntsen skulle fortsaette, og om socialdemokraterne slar han fast, at de ikke ville vaere ministre. Erik Rasmussen skriver i Politikens Danmarkshistorie bd. 13 (1965, s. 24-29), at Det radikale Venstres inderkreds gerne ville til magten, men at en magtovertagelse skulle sta som fremtvunget af omstaendighederne, fordi der bade i rigsdagsgruppen og i vaelgerorganisationen var mange, som var aengstelige for den udsatte position, partiet kunne komme i.

Samtlige fremstillinger er enige om, at ministeriet Berntsen selv onskede at
fortsaette, men at I. C. Christensen ikke onskede det.

Nyfundne breve fra Edvard Brandes, hvoraf allerede et par citater er bragt, kaster sammen med P. Munchs samtidige optegnelser et helt klart lys pa Det radikale Venstres taktik. Det samme er for Socialdemokratiets vedkommende tilfseldet ved en naerlaesning af partiets rigsdagsgruppes protokol og af Th. Staunings tre samtidige referater af sine samtaler med Kongen samt af hans breve til partifsellen Wilhelm Jansson til brug for dennes artikler i Vorwarts. Venstres situation traeder tydeligt frem i Niels Neergaards samtidige optegnelser og i protokollen for Venstres rigsdagsgruppe.

En samlet analyse af navnlig dette materiale - sammenholdt med trykte kilder som rigsdagstidende og pressen - kan uddybe og nuancere de eksisterende fremstillinger. Deres opfattelse af I. C. Christensens rolle bekraeftes, mens de radikales iver efter at danne regering vil traede klarere frem, ligesom Staunings onske om i givet fald at lade Socialdemokratiet komme til belyses. I sin helhed er regeringsdannelsens forlob typisk for de mange indviklede regeringsdannelser, der har fundet sted efter parlamentarismens indfprelse, og hvor man efter en raekke taktiske forviklinger dog er naet frem til at fa dannet en mindretalsregering, som ikke straks er blevet styrtet.

Den politiske situation stod helt i grundlovsaendringens tegn. 1866-forfatningenhavde i en menneskealder for enhver rettroende venstremand vasret det tarvelige klasdebon, som daekkede ministeriet Estrup. Den reviderede eller gennemsete grundlovs manglende klare bestemmelser om tingenes indbyrdes magtfordeling, dens paragraf om provisoriske finanslove og endelig dens

aristokratiske overhus, landstinget med dets dorninans af kongevalgte jordbesiddereog
hojstbeskattede - alt dette havde Venstres talrige fraktioner
igennem mange decennier onsket at gore en ende pa.

I 1901 var Venstrereformpartiet kommet til magten med I. C. Christensen som regeringens stasrke mand. Mange ventede nu, at regeringen ville tage initiativ til en grundlovsaendring, der forst og fremmest afskaffede den privilegerede valgret til landstinget og gav kvinder og tyende valgret. Efter stiftelsen af Det radikale Venstre var det ikke kun Socialdemokratiet, som holdt 5. juni-fanen op for I. C. Christensen og Venstrereformpartiet. I 1908 indfriedes delvis de gamle lofter ved kommunalvalgreformen, der gav kvinder stemmeret og demokratiserede valgretten til sogne- og byrad, men lod amtsradene bevare de hojstbeskattedes privilegier. Det var prisen for at fa loven gennem landstinget, hvor de frikonservative under grev Mogens Frijs var tungen pa vaegten.

I 1909 kom der skred i udviklingen, der var praeget af en vis konkurrence mellem Socialdemokratiet og Det radikale Venstre samtidig med, at I. C. Christensen forte nolerens politik. Under sommersamlingen i 1909 stillede Socialdemokratiet forslag om en forfatningskommission, hvilket forslag Ove Rode med partifaellen Gunnar Fog-Petersens formulering »meget behaendigt fik midlertidig indespaerret« i et udvalg, der arbejdede med valgkredsordninge n⁴. De radikale ville vasre de forste, som fremlagde et fuldt udarbejdet grundlovsforslag. Det skete 19. august 1909, og forslaget indebar, at fuldmyndige (dvs. 25-arige) msend og kvinder fik valgret, at der fortsat skulle vaere valg i enkeltmandskredse, men med omvalg, nar ingen af kandidaterne havde opnaet halvdelen af de afgivne stemmer, at folketingets medlemstal sattes op til 132, at al privilegeret valgret (inklusive de 12 kongevalgte) til landstinget afskaffedes, og at landstingsmedlemmerne valgtes indirekte ved forholdstalsvalg af valgmaend, ogsa valgt efter forholdstalsvalgmaden kommunevis af alle vaelgere, og at der endeligt indfprtes referendum, saledes at 30.000 folketingsvaelgere kunne kraeve et lovforslag sat til folkeafstemning5.

I. C. Christensen og Reformpartiet anlagde laenge et andet synspunkt. De erkendte, at valgkredssporgsmalet var patraengende, fordi byerne med det stigende befolkningstal var underrepraesenteret, og fandt, at man burde lose problemet ved gennem en grundlovsaendring at fiksere folketingsmedlemmernestal. Samtidig kunne sa kvinder og tyende fa valgret, mens landstinget forblev urort. Dette ting kunne antages efterhanden at fa en meget stasrk Venstre-repraesentation. Efter I. C. Christensens formulering kaldtes denne fremgangsmade for »de to tempis politik «. De frikonservative matte antages til sidst at ville stotte denne politik. Hojre var i disse ar stadig underrepraesenteretpa grund af valgformen, og dets eneste krav til en grundlovsforandring

var forholdstalsvalgmadens indforelse. Socialdemokratiet kunne tilslutte sig
det radikale forslag.

Efter ministeriet Zahles dannelse i oktober 1909 genfremsatte de radikale pa ny deres forslag (dog var de 30.000 ved folkeafstemning hsevet til 50.000). Partiernes holdning hertil var den samme som tidligere, dog at I. C. Christensen som en eventualitet naevnede, at man kunne lade de kommunale rad vaelge landstinget. De radikale, der havde overvejet denne mulighed i stedet for den, de foreslog, accepterede I. C. Christensens forslag for at virke imodekommende. Det »ene tempo «s politik kunne dog endnu ikke gennemfores. I. C. Christensen onskede ikke, at den svage radikale mindretalsregering skulle kunne bruge grundlovssagen som et skjold - jf. Erik Eriksen 40 ar senere -, men sa gerne, at regeringen korte fast og udskrev valg, hvorefter det pa forsvarssagen i tre grupper splittede Venstre kunne genforenes og give I. C. Christensen den fornodne styrke til at styre forfatningssagens losning, ligesom han havde gennemfprt sin opfattelse af forsvarspolitikken aret for. 15. april 1910 faldt hammeren, og de radikales grundlovsforslag forkastedes af folketinget.

20. maj 1910 afholdtes folketingsvalg, en maned efter dette faeldedes dommen i rigsretssagen mod I. C. Christensen (frifundet med kritiserende praemisser) og Sigurd Berg (idomt bode), og Venstres tre grupper, der tilsammen havde vundet valget, dannede regering under Klaus Berntsen, da I. C. Christensen ikke ville vaere konseilspraesident sa tact pa Alberti-sagen. Finansminister blev Niels Neergaard, Venstres mest overbeviste juni-grundlovstilhaenger. Ministeriet forestodes altsa af Det moderate Venstres ledere, som I. C. Christensen lige siden 1894-forliget havde ringeagtet, men som han efter de radikales fraspraengning i 1905 havde faet brug for og derfor gradvis - kulminerende i 1908 - havde lyst i kuld og kon. Alberti-katastrofen havde givet dem deres endegyldige rehabilitering; men i sommeren 1909 havde I. C. Christensen pa grund af forsvarssagens odelaeggende virkninger for Venstre set sig nodsaget til at afsaette Neergaard som konseilspraesident. Nu — i 1910 — var altsa bladet vendt igen, dog med Berntsen - og ikke Neergaard - som konseilspraesident, hvad der dog nasppe fik nogen betydning for grundlovssagens gang. I. C. Christensen var altsa ikke med i ministeriet, hvilket var en stor svaghed, eftersom han stadig var Venstres maegtigste mand, der i sit nystiftede blad Tiden ganske uanfaegtet forkyndte sin opfattelse af den rette venstrekurs. Man forstar godt, at Niels Neergaard i 1920 forlangte at fa I. C. Christensen med i sit ministerium.

Udsigterne til losningen af grundlovssagen blev ikke lysere efter landstingsvalgeti
September 1910, idet bade frikonservative og Venstre gik tilbage. I
dette vort overhus sad nu 30 af Hojre, 6 frikonservative, 21 af Venstre, 4

radikale og 5 socialdemokrater. Nogle af de mest hojreorienterede i forfatningssagenvar dog seldgamle kongevalgte, der gik pa gravens rand, Estrup var saledes 85 ar i 1910. Ved dodsfald blandt de kongevalgte, som rettelig burde omtales som regeringsvalgte, ville ministeriet naturligvis udpege venstremsend*.

De forste to ar sogte ministeriet at lose grundlovssporgsmalet efter I. C. Christensens to tempi-model; men landstinget standsede sagen. Endnu i sommeren 1912 syntes Berntsen, der forhandlede med grev Frijs, at haelde til denne losning. Men ministeriet slog i September 1912 om og besluttede sig for en samlet grundlovsrevision. Der er endnu uopklarede punkter i forbindelse med denne stagvending i ministeriets kurs. Formentlig harder vaeret tale om flere komplementaere arsager, deriblandt at grev Frijs ikke kunne tilvejebringe sikre garantier vedrorende Hojres stotte, at radikale og socialdemokrater matte antages at modsaette sig et forlig til hojre - og endelig tor man formode, at Berntsen og Neergaard har betragtet et grundlovskompromis til venstre som det, hvormed de bedst kunne gore I. C. Christensen mat og markere sig som Venstres ledere. Hertil kommer, at der ikke godt kan vsere tvivl om, at Neergaard havde hjertet med i en sadan losning. Han fik Berntsen med sig, og kong Christian 10. blev taget i ed.

I. C. Christensen skiftede nu ogsa taktik. Han frafaldt sin to-tempi politik. Hvorfor kan man gisne om. Utvivlsomt har han erkendt, at Venstres flertal var for den samlede grundlovsrevision, samt at han kunne isolere sig for staerkt og ssette sig uden for indflydelse, hvis han ikke gik med. Hertil kommer, at det efter de partimaessigt forviklede ar 1908-10 var en vgesentlig bestraebelse for I. C. Christensen at hindre flere splittelser af Venstre. Hvad I. C. Christensen ville bruge sin indflydelse til, kan der ikke vaere megen tvivl om. Han sagde ganske vist intet derom, men hans handlinger taler deres tydelige sprog. Han ville sikre en grundlov med konservative garantier. »Pletter« kaldte Ove Rode dem i 1926⁶.

Disse »pletter« skulle tjene til at saette bom for socialismen. At der var grund til at frygte denne, altsa hvis man var I. C. Christensen, og som han modstander af Socialdemokratiets ideologi og politik, kunne laeses af Socialdemokratietsmandattal: 1884: 2, 1890: 3, 1898: 12, 1903: 16, 1906, 1909 og 1910: 24. Hertil skulle i 1910 laegges 20 radikale, der efter I. C. Christensens mening var socialismens villige tjenere. Ganske vist stod der i 1910 heroverfor 57 af Venstre og 13 af Hojre; men de 24 mandater, som Socialdemokratiet havde faet uforandret ved tre valg, var ikke tegn pa stagnation, da valgmaden (og

---

* I perioden op til folketingsvalget i 1913 formindskedes ved dodsfald Hojres og frikonservatives grupper med hver en, mens Venstres ogedes med to.

aftalerne mellem S og R) gav et falsk billede af det sande styrkeforhold. Det ses noget bedre af stemmetallene, skont ogsa disse er pavirkede af den nysnaevnte faktor. Socialdemokratiets stemmetal voksede nemlig stot, og i 1910 havde partiet 99.000 stemmer, Venstre 119.000. Da byerhvervene var i en rivende udvikling, kraevede det ikke megen fantasi at forestille sig, at tallene snart kunne blive ombyttet, hvad der kunne blive skaebnesvangert for Venstre, isaer da det matte paregne en asndring i valgloven, sa at den gamle grundlovs ord om nogenlunde lige store valgkredse blev opfyldt. Altsa var det logisk for I. C. Christensen at satse pa at forsyne landstinget med konservative klausuler,sa at Venstre - ligesom Estrup - kunne basere sin magt pa landstinget; men ganske vist et landsting uden kongevalg og uden privilegeret valgret.

Omstaendighederne i forbindelse med ministeriets og Venstres aendrede holdning i September 1912 var imidlertid sadanne, at de i sig bar kimen til den uklare situation, der er baggrunden for regeringskrisen i 1913. Pa partimodet 30. September 1912 gik I. C. Christensen nemlig imod ministeriets grundlovsforslag, og ved afstemningen stemte af de 56 + 23 rigsdagsmaend kun 28 for dette, 6 imod og resten, altsa 45, undlod at stemme eller var fravasrende. I. C. Christensen bojede sig som allerede naevnt for resultatet; men det tor rigtignok siges, at sjaeldent er en regeringschef gaet i leding for en skelsaettende sag med en sa lunken tilslutning fra sit eget parti. Der var hejst faresignal i Venstre; men sikkert har Neergaard og Berntsen troet, at de ved samarbejde og aftaler med radikale og socialdemokrater kunne liste, lokke og true flere af deres partifaeller over pa deres side. Det var ikke kun de radikale ledere, som undervurderede I. C. Christensen.

23. oktober 1912, arsdagen for den grundlovgivende rigsforsamlings forste mode i 1848, fremlagde Klaus Berntsen da sin regerings grundlovsforslag. Fra Venstres to-tempi-fase var bestemmelserne vedrorende folketinget taget. Det skulle vaelges af 25-arige maend og kvinder (ogsa tyende). Med hensyn til landstingets sammensaetning gik man ind for, at det skulle vaelges af kommuneradene. Den privilegerede valgret forsvandt med andre ord helt. I tilfaelde af uenighed mellem de to ting skulle de traede sammen i en forenet rigsdag. Provisorietidens konflikt mellem overhus og underhus kunne altsa ikke gentages, og folketingets supremati var sikret ved, at det var dobbelt sa stort som landstinget. Radikale og socialdemokrater udtrykte tilfredshed - de kunne heller ikke godt gore andet - mens Hojre rasede.

I. C. Christensen sad under forhandlingerne i folketinget tavs og uudgrundeligsom en sfinx i tingets formandsstol og gav det ene aerede medlem efter det andet ordet. Tingets formand deltager normalt ikke i forhandlingerne, hvad der sikkert har konveneret I. C. Christensen. Ministeriet ville lobe ind i

vanskeligheder i landstinget, og valgperioden udlob om fa maneder. Tiden
ville arbejde for I. C. Christensen.

Dog, forelobig gik det for Berntsen og Neergaard. 12. december 1912 vedtoges forslaget med 95 stemmer (S, R og V) mod 12 (H) af folketinget og gik nu til landstinget. Dets flertal af Hojre og frikonservative viste sig som ventet intransigent. Hojre ville nok acceptere en aendring af landstinget, men valgretten til dette skulle vaere betinget af en formue- eller indtaegtscensus samt vaere forbeholdt vaelgere over 40 ar. Ved anden behandling 3. april 1912 fik Mogens Frijs standset grundlovsforslaget ved mod S, R og V at fa vedtaget et forslag om nedsasttelsen af en forfatningskommission af politikere og

sagkyndige. Ved denne taktiske manovre habede de frikonservatives leder at appellere til den opposition, der var inden for Venstre isasr mod det kommunalradsvalgtelandsting, og samtidig at hindre forligsvenlige hojremaend i at saelge ud af landstingets privilegier for at fa forholdstalsvalg til folketinget, hvad der var en betingelse for at skabe en nykonservatisme til aflosning af kammerherre- og etatsradskonservatismen.

Det radikale Venstres lonlige hab var efter at have smagt magtens sedme 1909-10 at komme til igen. Mens I. C. Christensen i 1911 la alvorligt syg af galdebesvaer, hvilket gav de radikale ledere anledning til at udveksle sarkastiske vitser, skrev Zahle til Edvard Brandes med den afgaede statsministre iboende foragt for deres efterfolgere: »Ministeriet Berntsen - jeg gider nsesten ikke naevne det! Hvis I. C. vedbliver at svinde hen, kan vi puste det ministerium vask, nar vi vil. Tvivlsomt vil det, nar I. C. ikke kan hjaelpe ministeriet, kun vasre, om det ikke bserer sig sa tabeligt ad, at vi ikke kan holde det oppe, sa laenge vi har brug for det« 7. To ar efter var det kommet dertil, at I. C. Christensen pustede for. Det radikale Venstre matte laegge sin taktik an herefter.

De socialdemokratiske ledere havde primasrt kun et onske, nemlig en ny grundlov, der ved fuld gennemforelse af lige og almindelig valgret kunne bane vejen for deres magtovertagelse heist ikke i en al for fjern fremtid. Om Berntsen/Neergaard eller Zahle/Munch lagde navn til, eller om de i givet fald selv skulle gamed i en regering, var dem mere underordnet. Pa Socialdemokratiets kongres 11.-15. februar 1913 godkendtes rigsdagsgruppens holdning, og det blev slaet fast, at det gjaldt om at svaekke Hojre mest muligt, hvilket bedst kunne ske ved at opstille socialdemokratiske kandidater i 20 valgkredse, hvor partiet ikke for havde opstillet. I ovrigt erklaerede kongressen, at partiet var rede til at bringe betydelige ofre for at opna et grundlovsvenligt flertal i rigsdagen. Hvori disse ofre skulle besta, blev ikke nsermere defineret. Man spillede med kortene holdt taet ind til brystet8.

2. Optakten til forhandlingen 17. april 1913

Ved arsskiftet 1912-13 var man allerede inde i valgkampen. 26. april 1913 sluttede rigsdagssamlingen, valget udskreves til 20. maj. Meget vigtig for forstaelsen af regeringskrisen er et mode, der fandt sted 17. april 1913 mellem repraesentanter for Venstre, radikale og socialdemokrater.

Kilderne til medet og dets forhistorie er fra Venstre Berntsens og Neergaardsoplysninger
pa Venstres partimoder, saledes som de er optegnet i
Venstres partiprotokol af folketingsmand M. N. Slebsager X Hertil kommer et

brev af 5. maj 1913 fra I. C. Christensen til Berntsen og et fra denne til
Neergaard af 7. maj 1913.

Hvor betydningsfuldt de radikale betragtede modet, ses af, at Rode har faet Zahle og Munch til at afgive beretninger til sig₂. Zahles er nedskrevet pa grundlag af notitser gjort dag for dag i tiden fra 5. til 16. april, og Rode har pategnet beretningen: »Tiltraedes og stemmer med notitser gjort dag for dag i samme tidsrum«. Munchs er opskrevet 21. og 22. april efter notater under sammenkomsten. Ogsa denne beretning kan Rode tiltrsede, idet han dog har forsynet den med en raekke tilfojelser i margen. Yderligere har Munch i sine erindringer, nedskrevet i 1940'rne, redegjort for forhandlingen³. Fra Edvard Brandes' hand foreligger et brev af 14. april 1913 til overretssagforer Oskar Johansen med enkelte andenhandsoplysninger4.

Fra socialdemokratisk side savnes oplysninger af samme interne art.

Den samtidige presse rummer derimod materiale om modet. Det gaslder
Social-Demokraten, Kobenhavn, Riget, Berlingske Tidende og I. C. Christensens
tidsskrift Tiden.

Det forste punkt af interesse fortaber sig i det dunkle. Det drejer sig om, hvem der tog initiativet til, at droftelsen kom i stand. Der var herorn bade for, under og efter forhandlingerne et ping-pong spil, hvor ingen af de tre partier ville vedkende sig den udfarende kraft. Da sporgsmalet blev rejst af Zahle under valgkampen pa en for Venstre generende made, bad I. C. Christensen Berntsen dementere; men denne lod sorteper ga videre til Neergaard: »De var jo den forste, der skete henvendelse til ...«. Sin egen indsats bagatelliserede han⁵.

I Venstres protokol stoder man forste gang pa sporgsmalet i rigsdagsgruppens bestyrelsesmode sondag 13. april. Her meddelte Berntsen, at Socialdemokratiets formand, Stauning, samt Marott, Borgbjerg og Harald Jensen havde henvendt sig til ham og meddelt ham, Neergaard, og landbrugsminister Anders Nielsen, at »de gerne ville stotte regeringspartiet ved det kommende valg ved at opstille kandidater i adskillige kredse, hvor det kunne gavne Venstre « 6.

Ved hjselp af Zahles beretning, der ganske vist er andenhands for nogle af oplysningernes vedkommende, kan man komme de forste kontakter mellem S og V naermere. Zahle beretter nemlig, at lordag 5. april (altsa to dage efter grundlovssagens stranding i landstinget) telefonerede redaktor P. V. Elmholt, Fyns Venstreblad, til Rode, at socialdemokraterne skulle have partimode samme dags formiddag i rigsdagen i anledning af, at finansminister Neergaard havde henvendt sig til dem om valgsamarbejde⁷. Deter formentlig denne kontakt, Neergaard havde i tankerne, da han i Venstres partimode 19. april blev krasvet til regnskab af I. C. Christensen og svarede, »at Hans Nielsen

(Horsens) havde vaeret hos ham og meddelt, at socialdemokraterne gerne ville have en forhandling, nar de fik meddelelse derom« 8. I selve modet skaendtes man ogsa om, hvem der havde taget initiativet, og Berntsen sogte at glatte ud ved en bemasrkning om, »at det vel naeppe var rigtigt at fortabe sig i det rent formelle, nar de (S og R) dog ville forhandle«⁵. Deter umuligt ud fra kildegrundlaget at bevise, hvem den »skyldige« var. Bade regeringen og Socialdemokratiet kunne have gavn af et samarbejde. Ministeriets iver efter at sikre sig stotte var allerede nu stor, og sa hardt I. C. Christensen pa partimoderne korte sporgsmalet om initiativet samt Neergaards og Berntsens afglidende made at reagere pa taget i betragtning, tor man formode, at Neergaard har folt sig for hos Hans Nielsen, og da foleren er faldet i god jord, har han (Neergaard) rettet henvendelse til Stauning.

Denne opfattelse naeredes af Edvard Brandes. Han skrev mandag 14. april (altsa tre dage inden Venstres mode med S og R) til Oskar Johansen: »Jeg siger: socialdemokraterne. Thi Berntsen og Neergaard, der indbod Stauning og Borgbjerg til mode, havde ojensynlig til hensigt at arbejde med disse alene; benytter den mulighed, at socialdemokraterne ikke var ivrige efter fordel og sejr for de radikale; slutter derfor en separataftale med disse og derefter trykker pa de radikale med papiret i handen« 4.

Edvard Brandes' vurdering har sandsynligheden for sig. Herpa tyder
Elmholts opringning, der vakte opsigt i det radikale hovedkvarter. I al fald var
de radikale aengstelige for, hvad Socialdemokratiet kunne finde pa.

Imidlertid kom Borgbjerg til Zahle tirsdag 8. april og fortalte, at Neergaard »for et par dage siden« havde talt med Stauning om, at han onskede en valgsamtale med Socialdemokratiet. Stauning skulle - stadig ifolge Borgbjerg til Zahle - have svaret ja »pa betingelse af, at det blev forholdet mellem alle de tre partier, som stotter grundlovsforslaget, der droftedes«. Borgbjerg haevdede, at hans holdning var, at der burde lige sa lidt finde en saerskilt alliance sted mellem Venstre og Socialdemokratiet, som mellem Venstre og de radikale. Den folgende dag - 9. april - meddelte Stauning Zahle, at Neergaard og Berntsen nu skulle have en samtale med ham.

Om denne samtale, der fandt sted fredag 11. april, og hvori ogsa Borgbjerg
deltog, aflagde Stauning rapport til Zahle lordag 12.

» Stauning lader forsta«, skriver Zahle, »at ministrene har antydet onskelighedenaf et samarbejde med socialdemokraterne uden om Det radikale Venstre. Dette har socialdemokraterne efter Staunings fremstilling afvist« 9. Det ma vaere denne praeliminaere droftelse, Berntsen refererede i det omtalte bestyrelsesmode i Venstre Sondag 13. april - uden at naevne Socialdernokratietsonske om at fa de radikale med, hvorimod de nok naevnedes i debatten pa modet, bl.a. pa foresporgsel til Berntsen og Neergaard, der begge svarede, at

de ansa det for onskeligt at fa de radikale med¹⁰. Hvis den forste hypotese om den isolerede V-tilnaermelse til S holder, har de to ministre nu gjort en dyd af nodvendigheden og accepteret ogsa de radikale - formentlig fordi Stauning faktisk har sagt, som han refererede det til Zahle, hvilket Berntsen ikke har set nogen grund til at omtale, bl.a. fordi der endnu ikke var nogen direkte kontakt mellem V og R.

Med andre ord: Socialdemokraterne har ikke villet sige nej til at hore, hvad regeringen ville dem; de er derfor gaet til forhandlingen 11. april uden de radikale og uden at forlange, at de skulle med til dette mode; men de orienterede de radikale bade forud og bagefter om det passerede. Socialdemokratiet ville holde alle muligheder abne, og Berntsen og Neergaard har habet pa at kunne drive en kile ind mellem S og R; men de matte hurtigt opgive troen. Deter abenbart, at det ville vaere übehageligt for R, dersom V og S fandt sammen, thi det, de to partier kunne enes om, ville det vasre svaert for de radikale at ga imod.

Ifolge Staunings oplysninger til 2ahle tog Berntsen allerede ved modet 11. april konsekvensen af Socialdemokratiets onske, og Stauning kunne altsa hilse Zahle og sporge fra Berntsen, om de radikale ville deltage i en forhandling. I sa fald anmodede Berntsen Zahle om at henvende sig til ham desangaende. Den hoppede Zahle ikke pa, vel at maerke, hvis man skal tro hans egen beretning, der er nedskrevet, efter at det var blevet et stridssporgsmal, hvem der spurgte hvem. Han skriver nemlig, at han svarede Stauning: »Da Berntsen har valgt at bede Dem, hr. Stauning, om at fremsaette hans onske om forhandling, beder jeg Dem om ogsa at bringe ham svaret. Deter: Sa snart der meddeles os tid og sted, skal vi komme til stede, og det ikke alene formelt, men vi er villige til en reel forhandling angaende den for grundlovsforslaget gunstigst mulige valgsituation«. Samme dag (lordag 12. april) orienterede Zahle den radikale rigsdagsgruppe, der billigede hans svar¹¹.

Slet sa nemt med at na enighed gik det ikke i bestyrelsen for Venstres
rigsdagsgruppe.

Den modtes som naevnt Sondag 13. april med ministeriet. Mod Berntsens anbefaling af, at man modtog Socialdemokratiets henvendelse om en forhandlingvedrorende valgsamarbejde positivt, reagerede I. C Christensen med at sige, at han »var ikke meget begejstret for en sadan forhandling «. Efter hans mening ville Socialdemokratiet ikke stille op i de kredse, hvor S og R havde flertal til sammen, og han onskede, at Venstre skulle ga til valg alene¹². Der var jalousi mellem radikale og socialdemokrater, sagde I. C. Christensen; de ville efter hans udsagn ikke let kunne enes ved valget. Om de dybereliggende motiver tav I. C. Christensen som sasdvanligt. Men de kan rekonstrueres med en til vished graensende sandsynlighed. I. C. Christensen sa naturligvis, at

valgaftaler med Socialdemokratiet og/eller Det radikale Venstre ville sikre ministeriet efter valget og dermed ogsa Berntsens forslag - evt. yderligere tilpasset radikales og socialdemokraters onsker som vederlag for valgstotte. I politik gaelder mere end pa de fleste andre omrader: Noget for nogeet.

Berntsen indvendte mod I. C. Christensen: »Vil vi fore an, sa far vi gribe de veje og midler, som ligger for, og deter forhandling med socialdemokrater og radikale«. Berntsen elskede ikke socialdemokrater og radikale hojere, end I. C. Christensen gjorde, og bag ordene la ikke blot konseilspraesidentens lyst til at forblive i sit hoje embede, men ogsa onsket om at saette bom for I. C. Christensen. Kampen mellem partifseller horer sommetider til de krasseste, der udkasmpes blandt politikere.

Neergaard stottede varmt tanken om en forhandling med S og R, og, hedder det i partiprotokollen, »begrundede udfprligt, hvorfor han ansa dette for heldigt«. Men Slebsager har desvaerre ikke oplyst noget om de af Neergaard fremforte argumenter. Debatten drejede sig i begyndelsen kun om et samarbejde mellem V og S; men folketingsmand Aug. Birch spurgte, hvorledes ministeriet ville stille sig, »hvis der kom tilbud om forhandling med de radikale«, og det var da Neergaard, som svarede, at han gerne sa droftelser mellem alle tre partier.

Landbrugsminister Anders Nielsen, der saedvanligvis var I. C. Christensens mand, indtog i denne sag en mellemstilling. Han onskede fred mellem de tre partier, men ikke hvis man fra S og R onskede indflydelse pa taktikken, sagde han.

Den indflydelsesrige politiker, landstingsmand Jorgen Pedersen, der som Berntsen og Neergaard havde tilhort de moderate, var meget mod forhandling med S og R. Den forekom ham indledning til, at regeringen blev forer for radikale og socialdemokrater, »og sa skal der haenge sa mange venstremaend pa som muligt. Det vil ikke vaekke begejstring blandt Venstre ude i landet«.

Pa modet droftedes i ovrigt oplosning af landstinget. Alle syntes at mene, at
den ikke kunne omfatte de kongevalgte, hvad kongen aldrig ville gamed til.

Den for modets stemning mest centrale bemaerkning var nok I. C. Christensens mod slutningen af modet: »Jeg tror ikke pa nogen fremtidsudvikling for landbostanden i samarbejde eller forbindelse med socialisterne«. Berntsen og Neergaard havde ikke haft meget held med sig, og i virkeligheden viser modets forlob, at I. C. Christensen havde faeldet ministeriets dodsdom, da der ikke godt kunne vaere tvivl om, at Venstre ville ga tilbage, nar det stod uden aftaler med S og R. I sit ugeblad Tiden forkyndte I. C. Christensen mange gange i denne fase det samme, som han gav udtryk for pa partimoderne, nemlig at Venstre burde ga til valg alene for ikke at blive afhaengigt af S og R og fa svaerere ved at opna et forlig med Hojre.

Modet endte med, at alene rigsdagsgruppens bestyrelse skulle tage stilling til ministeriets forslag, hvilket skulle ske den folgende dag (mandag 14. april 1913). Imidlertid har Berntsen og Neergaard abenbart frygtet for den af I. C. Christensen dominerede bestyrelse, og i en skrivelse til formanden forlangte Berntsen sagen for i et partimode. Ganske ojensynligt har han habet der at kunne vinde stotte¹³.

Denne uafklarede stilling er formentlig forklaringen pa, at Berntsen mandag 14. gav Stauning den besked, at han fandt det underligt, at han skulle henvende sig til de radikale. Stauning lod meddelelsen ga videre til Rode, og de radikales fortsatte nervositet for eventuelt at blive sat udenfor viste sig ved, at Rode taenkte sig muligheden af, at »Stauning ikke havde refereret Zahles svar aldeles nojagtigt«, og mens Berntsen havde ordet i folketinget, gik Rode hen til Neergaard og meddelte ham ordlyden af Zahles svar.

Tirsdag 15. april fandt det af Berntsen onskede partimode sted. Berntsen lagde for med at udmale Venstres valgsituation dystert, fordi Hojre modsat 1910 bekaempede Venstre. Socialdemokraterne havde henvendt sig om forhandling - i gar ogsa de radikale, sagde Berntsen, hvis man skal tro partiprotokollen. Han har naturligvis vaeret interesseret i ikke at fremstille sig selv som den, der kom med hatten i handen. Berntsen sagde ogsa, at man burde hore, hvad de partier havde at sige eller tilbyde, uden at Venstre selvfolgelig skulle binde sig pa noget punkt. Ville de kraeve indflydelse pa regeringens taktik i forfatningssagen, kunne der naturligvis ikke blive tale om nogen art af samarbejde. Sammenligner man Berntsens udtalelser pa Venstres bestyrelsesmode 13. april med de ovenfor refererede fra 15. april, bemserkes det, at de sidste er mere forbeholdne end de forste, hvor Berntsen - stadig ifolge protokollen - sagde, at man matte gribe de veje og midler, som la for, hvilket var forhandling og samarbejde med socialdemokrater og radikale. Berntsen har formentlig erkendt, at han ville blive standset af sine egne (under I. C. C.s ledelse), hvis han fortsatte pa denne made. Derfor slog han af pa fordringerne i Mb om at kunne samle tilslutning om et reduceret mal og sa evt. lade dette udvide sig, nar han engang havde faet gront lys fra gruppen.

Pa partimodet 15. april accepterede I. C. Christensen da ogsa, at man horte, hvad S og R havde at sige. Han har pa sin side regnet trygt med at kunne vselte et samarbejde. Alligevel var stemningen ikke god. N. J. Jensen, Pedersen- Nyskov, Lillelund og Pinstrup udtalte sig imod en droftelse med S og R, mens Birch og Slebsager kun kunne tasnke sig at Soge forhandling med R for at drive en kile ind imellem S og R. De medlemmer, som anbefalede at folge Berntsens forslag om forhandling med S og R, var alle - bortset fra I. C. Christensen - folk fra anden raekke. Landbrugsminister Anders Nielsen stottede dog ogsa onsket om forhandling, men med den tilfojelse, at han »onskede et par af

bestyrelsen med«. Han sigtede naturligvis her til I. C. Christensen, som ikke burde sta udenfor. Afstemningen er interessant. Det vedtoges forst med stort flertal, »at man skulle hore, hvad radikale og socialdemokrater havde pa hjerte«. Deter givet, at man ville vedtage dette, nar bade Neergaard- Berntsen-flojen og I. C. Christensen anbefalede. De tvivlradige har faestnet sig ved praeciseringen af, at man kun skulle hore, og nar I. C. Christensen var med, ville S og R i al fald ikke komme til at lobe med Venstre. Anden afstemning gjaldt Anders Nielsens forslag om, at delegerede fra bestyrelsen skulle med. Det vedtoges med 21 stemmer mod 13. Man har lov til at formode, at de 13 var tilhaengerne af Neergaard-Berntsens linje, som ikke ville have I. C. Christensen med som den, der kunne vaelte spillet. Er formodningen rigtig, var det altsa allerede nu klart, at regeringen ikke ville fa lov til maskepi med R og S, idet det dog ma anfores, at protokollen intet anforer om, hvor mange der var fravaerende eller afholdt sig fra at stemme; tallet kan maksimalt have vaeret 45, ejendommeligt nok det samme som ved partiafstemningen 30. September 1912.

Ved et efterfolgende bestyrelsesmode valgte Venstre I. C. Christensen og
Slebsager fra folketingsgruppen og Broberg fra landstingsgruppen til
forhandlingsdelegationen.14.

Klaus Berntsen og Niels Neergaard kunne altsa sejle videre, men unaegtelig med adskillige lig i lasten. Dagen efter, onsdag 16. april, anmodede Berntsen Rode og Zahle om den folgende dag kl. 16,15 at deltage i et mode mellem tre ministre og tre repraesentanter for Venstres bestyrelse. Disse ville forinden have forhandlet med Socialdemokratiet, sagde han. Ifolge Zahles optegnelser skulle Berntsen yderligere have bemaerket, at socialdemokraterne havde Onsket en sadan forhandling. Hertil havde Rode og Zahle svaret, at de mente initiativet kom fra Neergaard, men at det i ovrigt ikke vedkom Det radikale Venstre. Berntsen svarede da, at det kunne vaere lige meget med formaliteterne.

Samme dag valgte den radikale rigsdagsgruppe Zahle, Rode og bygmester
Jens Andersen til forhandlingen; men da Zahle var forhindret pa grund af et
familieanliggende, modte i stedet P. Munch11.

3. Forhandlingen 17. april

De seks venstremasnd modtes forst med Socialdemokratiets repraesentanter: Stauning, Borgbjerg, Sigv. Olsen, Harald Jensen og Emil Marott. Ifolge Munchs erindringer stillede socialdemokraterne store indrommelser i udsigt, »hvis ministeriet ville udtale sig betryggende om den kommende taktik« 1. Dette udsagn bekraeftes af I. C. Christensens redegorelse pa Venstres partimode19.

mode19.april, hvor han sagde, at socialdemokraterne, hvis de kunne fa »nogen sikkerhed for taktikken«, ville vaere tilbojelige til at opretholde status quo med hensyn til opstilling af kandidater. Berntsen havde afvist kravet; ministeriet forbeholdt sig fri bestemmelsesret med hensyn til taktikken. Stauning matte altsa samme dag i sin gruppe meddele, at forhandlingerne mellem VogS var endt resultatlose². Der er naeppe tvivl om, at dersom Berntsen ikke havde mattet tage hensyn til I. C. Christensen, sa kunne han med Socialdemokratiet (og de radikale) have opnaet enighed om taktikken; men nu matte han altsa tage dette hensyn, og dermed var i virkeligheden aftalemuligheden borte, thi Socialdemokratiet kunne ikke forventes at yde vederlagsfri stotte til Venstres beslutninger.

Om forhandlingen mellem V og R samme dag kl. 16,15 er kildematerialet vsesentligt mere omfattende pa grund af P. Munchs nsevnte detaljerede referat med Rodes tilskrifter. Berntsen abnede modet med at sporge, om R og S ville indga alliance³. En sadan kunne nemlig have uheldige folger for grundlovssagen, hvis ministeriet svaekkedes ved, at Venstre led tab ved valget. Rode svarede, at en alliance ikke var sluttet, og at der heller ikke ville blive fremsat forslag herom pa Det radikale Venstres landsmode den folgende dag. Man vidste ikke, hvorledes det ville stille sig i de enkelte kredse. Her afbrod Anders Nielsen med sporgsmalet: »Tilstrasbes der en alliance? « Rode svarede, at det kunne ikke let besvares, det kunne afhasnge af forholdene. En samlet alliance var der ikke udsigt til, hvorimod bade S og R havde gjort sig tanker om »et vist fsellesskab mellem alle de tre partier, som stottede grundlovsforslaget« 4. Det var et noget svaevende svar; men det daekkede meget godt de faktiske forhold. Allerede i november 1912 havde Det radikale Venstres hovedbestyrelse godkendt, at partiet stottede regeringens kandidater i Vonsild, Frostrup, Thisted og Skelskor for at hindre Hojre i at tage kredsen. Socialdemokratiet havde i februar 1913 pa den ene side besluttet sig for en valgtaktik, som stottede regeringsforslaget og svaekkede Hojre, men pa den anden side ville socialdemokraterne fortsat gerne have alliance med de radikale, hvor det lod sig gore for om muligt at hindre Venstre iat bevare sit flertal⁵. Det var altsa en meget speget situation, der forela til modet 17. april med hensyn til partiernes konkrete opstillingspolitik. De ville mele deres egen kage sa meget som muligt, og dernaest ville de tre af dem - ogsa fordi de var nodt til det - gavne grundlovsforslaget sa meget som muligt.

Pa modet 17. april sagde Rode, at den radikale hovedbestyrelse havde modtaget underretning om radikale opstillinger i kredse, som Hojre kunne tage eller true. Man kunne evt. taenke sig at frafalde opstilling for at sikre regeringskandidatens valg. Han naevnede foruden de fire allerede omtalte (Vonsild, Frostrup, Thisted og Skelskor) Faborg, Gudrne, Svendborg, Frederikshavnog

rikshavnogf.eks. 4. kreds i Kobenhavn. Mellem Berntsen og Anders Nielsen pa den ene side og Rode pa den anden udvikledes nu et ordskifte om en raekke andre valgkredse, hvor meget kunne siges for og imod snart sagt en hvilken som heist losning. Laesningen af Munchs referat af denne forpostfaegtning efterlader ikke indtrykket af, at de radikale var alt for ivrige efter at hjaelpe ministeriet til en overenskomst. De radikale ma allerede inden forhandlingen have vaeret klar over, at I. C. Christensen ville modsaette sig en aftale. Ved at tale om Frederiksvserk, nar venstremaendene naevnede Otterup, gjorde de det svaerere for Berntsen og Neergaard i forholdet til I. C. Christensen. I det hele ma man vel sige, at havde der vaeret forligsvilje, sa var man begyndt med en generel droftelse om aftale eller ikke-aftale og forst derefter set pa de enkelte kredse. En sadan begyndelse har hverken I. C. Christensen eller de radikale onsket, og Berntsen og Neergaard har da mattet tage udgangspunktet, som det bod sig, og habe at fa droftelsen drejet ind i et for deres planer mere frugtbart spor.

Neergaard greb nu ind med en appel til de radikale: Grundlovssagen kunne kun genneim°ores ved samvirken mellem V, R og S og under en Venstreregering. Svaekkedes Venstre, mistede ministeriet autoritet. R og S turde ikke udnytte valget til at ga mod V, hvilket ville vaere det kraftigste vaben i Hojres hand. Anders Nielsen fojede til, »at tilbagegang for ministeriets parti ville vaere et mistillidsvotum «.

Pa ny gik man over i droftelsen af de enkeltes valgkredses forhold. Slebsager - gennem hvis rost I. C. Christensen talte - skar igennem med et indlaeg, hvori kvintessensen (stadig ifolge Munch) var, at mens Venstre stod alene, allierede R og S sig. Henvendt til ministrene greb Rode nu ogsa om naelden, idet han spurgte: »Men er det da Deres mening, at vi skulle tilstraebe en ordning, hvorefter de tre parter konsekvent skulle stotte hinanden overalt?« Hertil sagde bade Berntsen og Neergaard, at det var umuligt, og svaret var det samme, da Rode dernaest spurgte, om man da skulle straebe efter status quo sa naer som mulig. Yderligere skaerpedes droftelsen ved, at Slebsager fremkom med en bemserkning om, at dersom R og S fik flertal, kunne regeringen ikke fore grundlovssagen videre. Hertil svarede Rode noget uoprigtigt, at det dog var »alt for pessimistisk en betragtning, derfor er der jo ingen sandsynlighed«. Nu naermest bonfaldt Neergaard de radikale om at vaere med til at knuse I. C. Christensens modstand, idet han gentog, at det for grundlovens skyld var nodvendigt, at regeringspartiet beholdt sin styrke.

Omsider - efter at mere end modets halve tid var forlobet - tog I. C. Christensen ordet, men kun for at sige, at Venstres bestyrelse var repraesenteret,» fordi de radikale ville have en sammenkomst med ministeriet. Nu kan vi jo meddele partiet, hvad vi har hort; deter jo ikke meget -de radikale er

kommet her uden program«. Denne bemserkning gav anledning til den
allerede omtalte diskussion om, hvem der havde taget initiativet til modet.

Efter denne spurgte Rode, om ministeriet kunne meddele noget om, hvorledes den tasnkte sig grundlovssagens videre gang. Rode kan ikke have vaeret i tvivl om, at Berntsen pa grund af I. C. Christensen ikke kunne besvare dette sporgsmal, og det holdt da ogsa stik. Efter en finte fra Rode om gennemforelsen af forsvarslovene under en mindretalsregering i 1909, gik man over til en subtil droftelse af landstingsvalget. Derefter syntes I. C. Christensen,at nu kunne det vasre nok, hvorfor han erklaerede, at de radikale ikke havde noget program for en valgaftale. Det betod sa lidt, om de ville stille op i de nsevnte kredse, f.eks. Verninge, hvor indenrigsminister Jensen-Sonderup var valgt, og Frederikshavn, sagde han. Rode reagerede pa dette, formentligt ikke uden lidenskab, ved at tilsporge I. C. Christensen: »Er det da Deres mening, at De ikke onsker, at vi skal undlade at opstille i Frederikshavn, at det er Deres mening, at De ikke onsker, at vi skal undlade faellesopstilling med Socialdemokratiet i Verninge?« Ifplge Rodes tilfojelse til Munchs referat sagde I. C. Christensen »noget som: Ja, det kan samasnd vaere ganske det

samme, hvortil N. N. og Kl. B. begge fremkom med hastige, beroligende
udbrud: Na, na, nej, nej el. lign.«

Efter endnu nogle spidse bemaerkninger om Hojres stotte til Venstre ved valget i 1910 sluttede I. C. Christensen modet med ordene: »Ja, nu kan vi jo fortaelle partiet, hvad vi har hort, skont jeg ikke rigtig ved hvad«. Hertil bemasrkede Rode, at de radikale var rede til ny forhandling, dersom det onskedes⁷.

Munchs indtryk var ifplge hans erindringer, at Berntsen og Neergaard havde onsket en aftale, men at I. C. Christensen standsede denne. Gang pa gang brod han ind med spottende bemaerkninger, skriver Munch⁶. De radikale forhandlere gik fra modet med den overbevisning, at I. C. Christensen bevidst stilede mod at bringe Venstre i mindretal for at fa grundlovsforslaget til at falde og derpa gennemfort et nyt ved et forlig mellem Venstre og Hojre. Denne opfattelse er ganske utvivlsomt i alt vaesentligt korrekt - maske med undtagelse af pastanden om, at I. C. Christensen ville Soge forlig mellem Venstre og Hojre. Han ville snarere blot sikre tilpas med konservative garantier i grundloven, sa kunne det ske i et eller to tempi og med det flertal, som bod sig. Men fremfor alt: Ikke under et ministerium Berntsen-Neergaard; det matte nemlig antages at ville betale for hoj en pris.

Edvard Brandes' dom var denne: I. C. Christensen »har som altid vaeret fast og klog; han har ganske afvist al overenskomst ved de mundtlige forhandlinger med radikale og socialdemokrater - han vidste jo ogsa, at alle tilbud var pa skromt ...« 7.

I. C. Christensens hensigter lader sig ogsa udlede af Venstres partimode 19. april, hvor man diskuterede forlobet af forhandlingen 17. april. Partimodet blev i virkeligheden et stormfuldt og pinligt opgor mellem I. C. Christensen og hans tilhaengere pa den ene side og Berntsen og Neergaard og deres vaebnere pa den anden. Bade I. C. Christensen og Berntsen aflagde rapport. Og der var egentlig ikke meget at sige ud over, at man ikke havde truffet aftaler med S og R, som kun ville hjaelpe V mod Hojre - og at der antagelig ikke blev nogen egentlig aftale mellem S og R. Sa langt sa godt; men nu fremdrog I. C. Christensen, hvad der i Venstres partiprotokol kaldes »Frijsenborgaffa2ren«.

Samme morgen, som Venstre senere pa dagen holdt partimode, havde de frikonservatives leder, grev Frijs i Berlingske Tidende offentliggjort en erklaering,hvori han berettede om den sammenkomst, han sammen med sin partifaelle, landstingsmand Chr. Rottboll havde haft med Berntsen pa Frijsenborg29. august 1912. Her havde Frijs Sogt at fastholde Berntsen pa Venstres og ministeriets hidtidige to-tempi politik ved at stille de frikonservatives stotte i udsigt til et kompromis, der nedsatte valgretsalderen til 25 ar, gav kvinder

valgret og indforte forholdstalsvalg i byerne, men lod landstinget urort. Ved samme lejlighed havde Frijs Sogt Hojres stotte gennem landstingsmand, lensgreve C. C. Holstein-Holsteinborg, men havde dog kun opnaet Holsteins personlige tilsagn iet brev af 1. September 1912, ikke partiets⁸. Holsteins brev blev af Frijs sendt til Berntsen. Denne havde dengang - dvs. 30. September 1912 - refereret samtalen for Venstres rigsdagsgruppe, men i en uklar form og med fremhaevelse af, at de frikonservative ville kraeve valgalliance og ministerposter.Pa dette tidspunkt havde Berntsen besluttet sig for et-tempo-politikken,og der var derfor ingen grund til at skabe unodig modstand mod denne politik ved at robe de frikonservatives forhandlingsvilje. Frijs synes under besoget at have opfattet Berntsen som fortsat tilhaenger af de to tempis politik; men deter ikke muligt at traenge til bunds i, hvad der faktisk passerede pa Frijsenborg. Klaus Berntsens uskyldsrene forklaring om en selskabelig, privat sammenkomst virker dog ikke overbevisende⁹.

Hvad der altsa star fast er, at Frijs midt under Venstres forhandlinger med radikale og socialdemokrater offentliggjorde en beretning om modet og tillige grev Holsteins brev. Meningen kan kun have vasret et sidste forsog pa fra de frikonservatives side ved et udspil til I. C. Christensen at standse Neergaard og Berntsen. Eller sagt pa en anden made: Ved offentliggorelsen ville Frijs lasgge pres pa to-tempi-tilhaengerne i Venstre.

I. C. Christensen tog da ogsa imod udfordringen. Pa partimodet 19. april besvaerede han sig over, at hverken Venstres bestyrelse eller han selv havde faet fuld besked om modet pa Frijsenborg. I. C. Christensen fremdrog nu, at efter Venstres beslutning 30. September 1912 var Frijs gaet til ham, og forst da havde han faet ordentlig besked, nemlig at de frikonservative kun kraevede forholdstalsvalg i byerne for at gamed til forste tempo. Men pa dette tidspunkt havde Venstre - inklusive I. C. Christensen - offentligt bundet sig til det ene tempos politik. I. C. Christensen havde da resigneret og havde ikke Sogt at omgore Venstres beslutning. Som partiprotokollen gengiver I. C. Christensens indlasg 19. april, kan der ikke vaere tvivl om, at han har folt sig fort bag lyset af Berntsen.

Denne forsvarede sig med, at der pa Frijsenborg var tale om »en tilfaeldig samtale«, og at han ikke havde bundet sig til noget som heist. Berntsen oplasste nu et brev af 30. august 1912, hvori Frijs med henvisning til den foregaende dags samtale manede Berntsen til ikke at rore landstinget og udmalede det skaebnesvangre i en hele landet omfattende forholdstalsvalgmade,som Hojre ville kraeve og RogS slutte sig til¹⁰. Formentlig har Berntsen ment, at brevet var et alibi med hensyn til at vise, at han intet havde lovet pa Frijsenborg, hvad ogsa Anders Nielsen slog fast pa modet 19. april. Ret beset kan man dog intet udlede herom af brevet, der nok giver udtryk for

Mogens Frijs' onsker og bekymringer, men uden overhovedet at omtale eller antyde Berntsens holdning. Hvad angik sporgsmalet om valgalliance og ministerposter havde Berntsen i sin redegorelse 30. September 1912 ikke taenkt pa de frikonservative, men pa ... det gamle Hojre11.

Der veksledes endnu nogle bemserkninger mellem I. C. Christensen og Berntsen om stor eller lille grundlovssendring, hvorefter partimodet matte afbrydes pa grund af mode med Venstres redaktorer, organisationsbestyrelse og rigsdagsmasnd.

Men mandag 21. april holdt Venstres bestyrelse mode for at drofte, om man skulle genoptage partimodet. Tonen i Slebsagers referat var nu en hel del skarpere end 19. april, hvad der - referatets rigtighed forudsat - kan haenge sammen med, at Berntsens modstandere dels havde haft tid til at lasse avispolemikken om »Frijsenborg-affaeren« (derunder Frijs' brev af 30. aug. 1912 offentliggjort af Berntsen pa opfordring af Frijs), dels havde haft tid til at sunde sig. P. Th. Nielsen kritiserede skarpt, at Berntsen 30. September 1912 kun havde givet bestyrelsen »nogle almindelige bemaerkninger«. Slebsager,

Broberg og N. C. Jensen sluttede sig hertil. I. C. Christensen selv sagde: »... havde jeg vidst fuld besked den 30. sept., da havde jeg arbejdet for at fortsaette ad de to tempis vej«. Nu kunne der imidlertid efter hans mening ikke vasre tale om at forlade den samlede forfatningsreform, og han fandt det derfor uonskeligt at indkalde til nyt partiskaendemode. Landstingsmand Jorgen Pedersen fandt sig som de andre vildledt af Berntsen og mente, at Venstre nu var blevet snydt for en fornuftig losning. Han sluttede sit indlaeg: »Jeg ser nu meget morkt pa den politiske situation, thi enten bliver regeringen naermest forer for de radikale og socialdemokraterne, eller ogsa bliver Venstre nodt til at troppe op efter en radikal regering« 12.

I. C. Christensens onske om ikke pa ny at involvere den samlede rigsdagsgruppe blev imodekommet. Hans motiv til ikke at bruge »Frijsenborgaffaeren« til nu at knuse Berntsen har vaeret et onske om ikke at splitte Venstre forud for valget. Men han havde ved sine udtalelser vist, at Berntsen efter valget matte regne med ham som modspiller, og adskillige af Venstres rigsdagsmedlemmer - ogsa indflydelsesrige folk - havde tilkendegivet, at de ville folge I. C. Christensen.

4. Valgkampen og valget 20. maj 1913

Tre dage inden sammenbruddet af de trekantede forhandlinger havde Edvard Brandes foruddiskonteret resultatet af valget. 14. april 1913 skrev han til Oskar Johansen, at der kun var to muligheder: Enten et ministerium I. C. Christensen, der i forstaelse med Hojre gjorde en ende pa hurlumhejen, eller et ministerium Zahle, der i forstaelse med Socialdemokratiet fortsatte den. Han troede isaer pa den sidste mulighed, fordi alle partier i virkeligheden onskede det. Brandes formulerede det saledes: »Jeg erfarer ogsa, Kongen tror derpa: Ministeriet bestaende af Zahle, Munch og Rode (»de tre forere«), Slengerik forsvarsminister, Heilbuth handelsminister, og i hvilket Zahle [efter E. B.s mening urealistisk. T. K.] mener at kunne optage Pedersen-Nyskov, P. Th. Nielsen og »pa en ringe plads maske Neergaard« verba ipsissime« 1.

Om Zahle virkelig har taenkt sig et ministerium RV med Neergaard »pa en ringe plads« lader sig ikke afgore med Brandes som kilde, og Heilbuth som handelsminister var ikke troligt, nar Brandes - hvad han med falsk beskedenhed lod uomtalt - havde forbeholdt sig finansministerposten, eftersom han som bekendt fandt, at »en Jode var nok«, nemlig han selv. Nej, det interessante ved Brandes' vidnesbyrd er hans overbevisning om, at de radikale pa ny ville komme til magten, fordi »alle parter« onskede det, dvs. de radikale selv, I. C. Christensen og Kongen.

Der er logisk overensstemmelse mellem den vurdering, Brandes i det

ovenciterede anlagde og hans holdning pa Det radikale Venstres landsmode i Odense fire dage efter, 18. april. Her holdt han sin bekendte tale om at »gaud pa landevejen og sla ihjel«, dvs. at de radikale forst og fremmest skulle se at fa sa mange som muligt af deres egne valgt.

Hovedfienden for Brandes - som for de andre radikale - var I. C. Christensen. I nogle betragtninger sendt til Oskar Johansen 26. april 1913, altsa umiddelbart efter landsmodet, udtrykte Brandes det med disse ord: » Han er den eneste forer, vilje og klogt imellem alle disse moderate folk, og i virkeligheden fores her i Danmark hele kampen imod eller om denne mand, hvad der er ganske stolt for ham. Jeg vil derfor naeppe blive traet af at angribe ham, sa laenge jeg leger med (et ar endnu), for han skal da vide, at vi forstar, hvem der spaerrer vejen og »helliggor« politik« 1.

Rode erklaerede pa landsmodet, at det gjaldt om at fa valgt sa mange » sikre venner« af grundlovssagen som muligt. Typisk for Rode sagde han videre, at han var overbevist om, at vaelgerne »med harfin sikkerhed« ville trseffe deres valg. Hermed havde han ikke bundet sig til nogen side. Munch udtalte sig mere utvetydigt og i overensstemmelse med den linje, han med stor konsekvens havde fulgt lige siden 1905: De radikale skulle rykke frem med de flest mulige kandidater, og dernaest skulle de stotte socialdemokraterne. Da han forinden havde sagt, at I. C. Christensen straebte efter at hindre et grundlovsforlig, var der ikke meget tilsagn i hans bemaerkning om, at man ogsa skulle » sta roligt og velvilligt over for ministeriet. Vi onsker, at regeringen skal fore sagen frem; et valgnederlag for Venstre behover ikke at betyde dannelsen af en radikal-socialdemokratisk regering«². Det var sa sandt, som det var sagt, eftersom resultatet heist skulle blive en ren radikal regering.

Landsmodets forlob gav i ovrigt den radikale rigsdagsgruppe frie haender. Det vedtagne valgmanifest talte kun om stotte til grundlovsforslaget og til de »maend, denned urokkelig troskab vil haevde den almindelige valgret som grundlag for begge ting« 2.

Allerede i februar 1913 havde ogsa Socialdemokratiets kongres med et stort flertal som naevnt givet sin rigsdagsgruppe tilslutning til grundlovspolitikken og til valgtaktikken: Regeringsforslaget skulle stottes mest muligt. 20. april vedtog partiets hovedbestyrelse en resolution efter de samme retningslinjer, men med den tilfejelse, at jo flere socialdemokrater, der blev valgt, desto sikrere ville grundlovsforslaget vaere³.

Begge de to mest ivrige grundlovspartier kunne altsa gaud i valgkampen
med sikkerhed for rygdaekning fra vaelgerorganisationernes side.

Anderledes var Venstres stilling. Det var et hus i splid med sig selv, hvilket
ikke forblev skjult for vaelgerne. 25. april 1913 skrev I. C. Christensen i Tiden,
at det nyvalgte folketing burde tage »en virkelig forhandling med landstinget«om

get«omgrundlovssagen. Om de resultatlose forhandlinger vedr. valgforbund hed det i artiklen, at et valgforbund mellem V og S-R ville vaere odelasggende for Venstre, fordi det var uenig med »de to radikale partier« om sa mange forhold. Og for at haeve al tvivl om sit standpunkt sluttede I. C. Christensen med, at han fremfor et Venstreministerium, der var afhaengig af S og R, langt ville foretraekke »et radikalt-socialistisk ministerium, det ved man dog, hvad er«.

Samme dag holdt Venstre partimode, hvor finansminister Neergaard forelagde udkast til valgmanifest. »Dettes indhold var godt nok«, siger P. Munch. Det rummede nemlig en sastning om, at »den almindelige valgret skal rade i begge rigsdagens ting ligesom i juni-grundlovens dage«⁴. I Venstres gruppe tog alene folketingsmand Chr. Ravn forbehold, i ovrigt gaves tilslutning ved navneoprab. I. C. Christensen bemaerkede, at dersom landstingets medlemmer alle kunne gamed, sa var det godt; »men ellers ville det jo ikke se sa godt ud«. Og det sa ikke sa godt ud. Landstingsgruppens formand, direktor L. Broberg oplyste, at Venstres landstingsgruppe var delt. Valgoprabet blev derpa vedtaget, men kun 54 af 57 folketingsmaend underskrev det. Meget vaerre stod det til i landstingsgruppen, af dens 23 medlemmer stemte 13 for valgoprabet, 10 imod. For dog nogenlunde at holde sammen pa gruppen havde 20 (mod 3, deriblandt gruppens formand, Broberg) vedtaget en udtalelse om, at man onskede en forfatningsaendring i juni-grundlovens and - altsa. en svagere tilkendegivelse end folketingsgruppens udtalelse - og at man ville stotte Venstres kandidater ved valget. De tre meldte sig derpa ud af partigruppen. Pa den anden side var blandt modstanderne af regeringens grundlovsforslag sa fremtraedende personer som professor Falbe-Hansen og tidl. minister Enevold Sorensen.⁵.

Det kan nseppe undre, at Venstres situation - og dermed regeringens - vakte bekymring hos det, man nu om stunder ville kalde »de progressive krasfter«. I nogle fa kredse havde Venstre aftaler med Hojre, andre steder med Det radikale Venstre og i atter andre kredse med Socialdemokratiet eller med bade radikale og socialdemokrater; men i det alt overvejende antal kredse stod Venstre alene.

Ogsa Hojre gik til valg under ugunstige forhold pa grund af valgsystemet, der langt fra gav partiet en representation, som stod i forhold til vaelgertallet. Derimod havde som ved tidligere valg Socialdemokratiet klare aftaler i nassten alle kredse med Det radikale Venstre.⁶.

Valgresultatet blev i mere end en henseende skelssettende. Stemmetal og
mandatfordeling blev7:

Socialdemokratiet var hermed landets storste parti i stemmemasssig henseende. Det ses, at partiet pa grund af valgordningen (enmandskredse) matte betale en hoj pris for sine mandater, de radikale en meget lav, Hojre en umadelig hoj. Der var et stort flertal for en ny grundlov; men hverken udfaldet eller de ved valget indgaede valgalliancer indicerede, at Klaus Berntsens regering nodvendigvis skulle ga af. For grundlovsvennerne var valgresultatet udmaerket, da det udelukkede et forlig med Hojre. Hvor der i 1910 i folketinget var et VH flertal pa 70, var der nu et SR flertal pa 63.

Gjort op efter stemmer var det solide folketingsflertal imidlertid opnaet ved et mindretal af stemmer, nemlig 175.000 af S og R over for 186.000 af V og H. Denaltid noble P. Munchs kommentar var: »Det fristede ingen af os til at soge den darlige valgordning opretholdt«⁸. Pa den anden side var det i den politiske kamp pa rigsdagen den mandatmaessige styrke, der talte, og fristelsen til at udnytte den kunne P. Munch og hans faeller ikke modsta, hvad man naeppe kan fortaenke dem i.

5. Forpostfægtningerne indtil 12. juni 1913

Straks efter valget begyndte sa pokerspillet om regeringsmagten. Munch
skriver i sine erindringer, at der i den radikale lederkreds var

»enighed om, at det gunstigste ville vaere, om ministeriet Berntsen fortsatte, til grundlovsforslaget var gennemfort. Vi var klar over, at gennemforelsen endnu ville mode store vanskeligheder. Landstingets flertal stod jo vedblivende fast imod, en halv snes af Venstres landstingsmaend havde for valget vist, at de ikke folte sig bundne til forslaget, og vi naerede ingen tvivl om, at I. C. Christensen ville gore sit yderste for at hindre, at det gennemfortes. Det var klart, at disse vanskeligheder lettest kunne overvindes, nar ministeriet Berntsen vedblivende forte an, og den bekymring, vi lige til valgdagen havde naeret for, at dette skulle springe ud i et utilfredsstillende forlig under pres fra I. C. Christensen og i onske om at na et resultat, behovede vi jo ikke laengere at nacre, nu da der var et nyt flertal i folketinget« x.

Citatet er et typisk eksempel pa, hvor farligt deter at anvende P. Munchs
optegnelser ukritisk. Bag en maske af tilsyneladende lidenskabslos saglighed
bringes en raekke faktiske, »objektive« oplysninger. I virkeligheden er

optegnelserne staerkt selektive. I dette tilfaelde gengiver de korrekt Det radikale Venstres officielt erklaerede hensigt; men den reelle taktik har han i dette som i andre tilfaelde haft en lykkelig evne til at fortrasnge. Der er altsa ikke tale om en korrekt fremstilling af situationen, som den tegnede sig for de radikale ledere. De ma straks have kalkuleret med, at I. C. Christensen sandsynligvis ville afsadle Klaus Berntsen, og de har endvidere anset det for enskeligt, fordi vejen for et rent radikalt ministerium dermed var banet. Klaus Berntsen og Neergaard m.fl. kunne - sa staerkt de havde fort sig frem i denne sag - vanskeligt som ex-ministre modsaette sig, at en radikal regering gennemfortederes grundlovsforslag, og I. C. Christensens og Hojres modstand ville formentlig vaere den samme. Men naturligvis matte de radikale af taktiske grunde for at komme til pa sa gunstige vilkar som muligt en tid anbefale ministeriet Berntsens fortsasttelse.

Ove Rodes lederartikler i Politiken er et folsomt barometer for Det radikale Venstres taktik. Allerede i sin forste kommentar til valget skrev han vel, at Venstre stadig var folketingets staerkeste parti og dets storste mindretal, som kunne forvente loyal stotte fra R og S, men det havde lidt et delvist partinederlag, ligesom der kunne ventes »en vis modstand imod dets forbliven« inden for Venstre selv². Denne modstand konstateredes med det samme, idet alle Venstres aviser pa nasr Lolland-Falster Folketidende kraevede ministeriets omgaende afgang. Meddelelsen om den forestaende demission blev opfattet som uafvendelig og nodvendig. Eksempelvis skrev I. C Christensens taleror, Aalborg Amtstidende, sarkastisk, at nu matte grundlovssagens varmeste venner selv til at tage fat³. Ove Rodes kommentar l0d: »Endnu inden ministeriet Berntsen er afgaet ved doden, har hr. Christensen bestilt kisten og sat dodsannoncen i avisen«. I. C. nojedes ikke med annoncen. I sit eget blad Tiden skrev han sa at sige hver uge efter valget ministeriet Berntsens nekrolog. Igen og igen fremforte han, at magten la i, hvad han kaldte, »de radikale partier «s haender. Hvis Venstres ministre fortsatte, ville de blive »magteslose magthavere«, og det fandt Venstres staerke mand uholdbart⁴.

Dette forhold medforte, at Rode i Politiken sa meget desto staerkere kunne give udtryk for, at regeringen burde blive og gennemfore grundlovssagen⁵. Der skulle meget vanheld til, hvis han blev taget pa ordet, nar hele Venstrepressen med baggrund i I. C. Christensens holdning onskede ministeriets afgang. Pa den anden side matte den situation forberedes, at Det radikale Venstre kom til at danne regering, og derfor slog Rode 23. maj 1913 pa, at ministeriet jo kunne blive tvunget bort af sine egne; underforstaet matte naturligvis en anden regering til. Han undlod klogeligt at sige noget om hvilken.

30. maj strammede Rode udtryksformen, idet han lod en lederartikel slutte

med, at ministeriet kunne blive, hvis det ville, hvad Det radikale Venstre heist sa, men uundvaerligt var det ikke, »og hvis dets parti, nar rigsdagen traeder sammen, forlanger, at det ikke ma melde sig til tjeneste igen, sa kommer bade folketinget og grundloven nok ud over denne vanskelighed«.

Hvis de radikale ledere ellers bad aftenbon, er det ikke vanskeligt at
forestille sig dens indhold.

Er saledes Det radikale Venstres forhabninger relativt lette at gennemskue, er Socialdemokratiets holdning ulige mere kompliceret, af hvilken grund en digression synes pakraevet. Socialdemokratiets forhold til samarbejde med andre partier var ambivalent; men den praktisk-taktiske linje sejrede dog hurtigt over den teoretiske. Ved alle valg siden Det radikale Venstres stiftelse i 1905 havde man som naevnt haft aftaler med dette parti om opstilling.

Afholdenheden var storre, nar det gjaldt regeringsdeltagelse. Men hverken Borgbjerg eller Stauning havde vseret medlem af folketinget ret lang tid, for det stod klart for dem, at arbejderklassens interesser ikke blot kunne gavnes i de lavloftede rigsdagslokaler i Fredericiagades kaserne, men i h©j grad ogsa, dersom Den rode Bygnings navn gaves en dybere mening ved, at Socialdemokratiet stillede ministre og derved fik andel i den udovende magt. Borgbjerg og Stauning sa ogsa, at det kunne have lange udsigter, hvis man skulle vente pa det absolutte flertal. Allerede i 1904 havde Staunings forgsenger som partiformand, P. Knudsen, i en tale pa Internationales kongres sagt, at et staerkt Socialdemokrati i mindretal kunne taenkes at ga i regering med et radikalt parti, som ville gennemfore en del af Socialdemokratiets fordringer. For at tilsukre pillen en smule fojede han til, at de pagaeldende skulle indtraede som »partirepraesentanter« 6. Hvad ellers, kunne man sporge.

Pa kongressen i 1908 vedtoges ganske vist enstemmigt, at »Socialdemokratiet afviser enhver tanke om, at det kan deltage i dannelsen af et ministerium, for partiet har absolut flertal i folketinget«, men allerede to ar efter fik kongressen forelagt en faerdig allianceaftale med Det radikale Venstre. Den blev vedtaget, hvad der var et utvivlsomt tegn pa, at folketingsgruppen havde etableret sig som et staerkere organ end kongressen, dvs. medlemsorganisatione n6.

26. april 1913 kunne Brandes da ogsa oplyse Oskar Johansen om, at Borgbjerg bade til Zahle og ham selv havde erklaeret, at der efter valget var tre muligheder: »Et faellesministerium af alle tre partier, et radikalt-socialistisk ministerium og et radikalt ministerium stottet af socialdemokraterne«. Det var Brandes' opfattelse, at Borgbjerg naeppe var begejstret for den sidste mulighed, som Brandes fortsat fandt »til en vis grad eneste mulige« 7.

I sammenhaeng hermed skrev 22. maj 1913 Social-Demokraten, hvis redaktorvar

torvarBorgbjerg, at ministeriet burde fortssette, men at ogsa Socialdemokratieti henhold til de internationale kongresbeslutninger kunne indtraede i en regering under ekstraordinaere forhold, som f.eks. nar det gjaldt grundlovssagensgennemforelse.

Det dilemma, som Socialdemokratiet kunne komme i, vakte interesse blandt udenlandske partikammerater. I al fald ser det ud til, at den svensktyske medarbejder ved Vorwdrts, Wilhelm Jansson, efter den nys citerede artikels fremkomst har skrevet til Genosse Stauning og bedt om udlasgning af situationen til brug for artikler i Vorwarts*. I et brev af 29. maj 1913 til Jansson skrev Stauning, at han fandt situationen vanskelig, og at han ikke selv var helt klar over, hvilken vej partiet burde ga. Social-Demokratens artikel var, haevdede Stauning, » hovedsageligt beregnet som skraemmende middel til at fa Venstre til at fortsastte. Men naturligvis kan det forme sig, sa vi for alvor ma drofte sagen« 9. I en laengere redegorelse af 1. juni 1913 uddybede Stauning problemet, idet han bl.a. fremforte, at en grundlov naeppe kunne gennernfores under en radikal regering. Den ville utvivlsomt lide nederlag ved det kraevede oplosningsvalg, »hvorefter I. C. Christensen stiger frem«. Deter abenbart, at Stauning har vasret i bekneb for argumenter, nar det gjaldt at forsvare Social- Demokratens bemaerkning om i givet fald at gamed i en regering, thi han skrev videre, at denne bemaerkning straks havde medfort, at rigsdagen nu ville blive indkaldt - en pastand, der ikke var hold i, da situationen under alle omstaendigheder de facto nodvendiggjorde, at rigsdagen tradte sarnmen.

I redegorelsen understregede Stauning dog ogsa omhyggeligt og tydeligt, at Socialdemokratiet kunne komme til at gore alvor af truslen og »med tilslutning fra en kongres eller lignende« (forfatterens udhaevning) ga ind i en regering, »hvis opgave kun var at fore grundlovscendringen igennem«. Stauning troede, at der ville kunne skabes stemning herfor i partiet; men han gjorde opmaerksom pa, at det kunne »ende med en radikal regering bundet til os med visse aftaler og med vor stotte under bestemte betingelser« 10.

Det kan ikke anfaegtes, at Socialdemokratiet var vitalt interesseret i den med grundlovsrevisionen naert forbundne valgretsudvidelse, og at partiet ville skyde naesten alt til side for at opna denne. Men der kan naeppe heller vaere tvivl om, at der la videregaende ikke blot taktiske, men ogsa strategiske betragtninger bag den holdning, Social-Demokratens ledende artikel af 22. maj udtrykte. En »grundlovgivende regering«, der banede vejen for lige og almindelig valgret, kunne lanceres og forsvares som en engangsforeteelse over for de partifseller, der utvivlsomt ville sige knubbede ord om » ministersocialisme«;men havde man en gang vasret regeringsdeltager, kunne man lettere blive det igen, selv om der stadig ikke var socialdemokratisk flertal i folketinget.Meget taler saledes for, at Borgbjerg og Stauning kunne taenke sig, at

Socialdemokratiet blev regeringsdeltager, men da formentlig heist i en regeringaf
alle tre grundlovspartier og ikke alene med de radikale.

Staunings tanker kom ikke kun frem i de vejledende breve til den tyske redaktor. Pa et mode i Varde 1. juni 1913 sagde han saledes, at lykkedes det fjenderne af grundlovsforslaget at hindre regeringen i at arbejde videre, ville partiet overveje situationen. »Man kommer derfor ikke uden om vort parti uden vor egen vilje, og vi skal vel vide at finde de veje og de former, under hvilke vi bedst kan fremme denne sag, der for tiden er den storste folkesag i Danmark« n.

At den Stauning-Borgbjergske ledergruppe virkelig omgikkes med tanken om socialdemokratisk regeringsdeltagelse, bekraeftes indirekte af en artikel i Demokraten, hvor landstingsmand Harald Jensen advarede sit parti imod at ga i regering, samtidig med at han benaegtede, at Socialdemokratiet havde sadanne tanker! Andre socialdemokrater som f.eks. redaktor Sundbo, Esbjerg, delte Harald Jensens opfattelse. Ogsa dengang havde partiet en venstreflej, der var mod at ga til bal i den borgerlige, selv om det kunne give handgribelige resultater.

Nar Det radikale Venstres og Socialdemokratiets holdning og motiver forst er taget op til behandling, skyldes det naturligvis i nogen made efterrationalisering, historikerens privilegium. Vi ved, at det var disse to partier, der tog stikket hjem - ogsa i hojere grad end det var menneskeligt muligt at forudse dengang.

Lige sa vigtig eller vigtigere var imidlertid Venstres holdning. Hvis dette kunne enes om, at ministeriet Berntsen skulle fortsaette, var de ovrige partier bortset fra Hojre taget pa ordet og havde at levere den fornodne stotte til grundlovens gennemforelse. Men det var ikke tilfseldet. Venstre var som flere gange omtalt ikke indbyrdes enigt. Stillingen i partiet var vel i princippet den samme efter valget som for, men oget var I. C Christensens muligheder for at ombringe de to gamle moderate ledere Berntsen og Neergaard med samt deres idealer, der nok var smukke, men dog enfoldige, for de to sa efter I. C. Christensens opfattelse ikke, hvad de indebar.

Torsdag 22. maj holdtes ministermode, og her besluttedes det, at ministeriet skulle indgive sin demissionsbegasring samme dag, som rigsdagen modte til ekstraordinaer sommersamling. Denne dato sattes til 12. juni, hvorved der sikredes ministeriet tre uger til at Soge at udmanovrere I. C Christensen. Det skal i ovrigt understreges, at de tre ugers frist uden ophaevelser blev accepteret ikke blot af I. C. Christensen, men ogsa af socialdemokrater og radikale. Alle vidste nok, at det var det tidsrum, som spillet om magten kraevede.

Tirsdag 27. maj modtes ministeriet med bestyrelserne for Venstres rigsdagsgrupper,der

grupper,dertiltradte regeringens beslutning, hvorom en officiel erklaering udsendtes. Denne var formuleret saledes, at alle muligheder var holdt abne. Den meddelte nemlig kun, at ministeriet ville indgive sin demissionsbegaering, hvilket ikke udelukkede, at det fortsatte, hvis sonderinger viste, at det ikke havde et flertal imod sig₁₂.

Formentlig lordag 31. maj henvendte Stauning sig (i Berntsens fravaer) til Neergaard, der oplyste, at ministeriet ved demissionsbegaeringens indgivelse 12. juni ville rade Kongen til at henvende sig til Stauning og Zahle. Neergaard sagde derimod intet om, hvad der videre kunne taenkes at ske. I sin dagbog noterede han: »Jeg ... undgik at komme ind pa, hvorledes situationen kunne laegges til rette med ministeriets genindtraaden som mal« 13. Hvis det ikke klart fremgar af det hidtil passerede, at ministeriet kaampede en desparat kamp for at blive, viser denne optegnelse det til overflod. Stauning havde

svaret, at han ville bede Kongen om at henvende sig til det afgaede ministerium,hvilket
Neergaard fandt ville give ministeriet en mulighed.

Stauning orienterede sent lordag aften Ove Rode om sin samtale med Neergaard. Stauning vurderede situationen saledes, at det var tvivlsomt, om I. C. Christensen kunne hindre ministeriet Berntsens forbliven, hvis Kongen efter folketingets onske opfordrede det til at blive. Stauning oplyste Rode om, at Socialdemokratiet skulle have gruppemode mandag 2. juni, og han ville derfor gerne vide, om de radikale agtede at svare pa samme made, altsa Soge at gennemtvinge Berntsens forbliven. Men Stauning havde dog andre muligheder for oje, idet han over for Rode slog pa, at en trekantregering af V, R og S ikke kunne udelukkes¹⁴.

At Stauning virkelig nasrede denne opfattelse, og at han havde dsekning for den, fremgar af det forste mode, den socialdemokratiske rigsdagsgruppe og partiets redaktorer holdt efter valget. Det fandt sted mandag 2. juni kl. 10 og pahorte Staunings redegorelse for situationen. Ministeriets afskedsbegaering var nu definitiv, sagde han. Men Niels Neergaard havde ogsa oplyst ham om, at Klaus Berntsen ville anbefale Kongen at anmode S og Rom at danne regering, og nar de sagde nej hertil, ville der foreligge en ny situation, » hvor Venstre naturligvis matte tage sin part af ansvaret«. Den 60-arige partiveteran K. M. Klausen tog heraf anledning til at sige, at han af hensyn til grundlovssagen kunne tsenke sig en regering af S, R og V, selv om han ifolge protokollen fojede til, at den almindelige lovgivning dog ville vanskeliggore et sadant samarbejde. En anden veteran, den 59-arige Sigvald Olsen, fandt derimod, at man burde gore alt for at bevare ministeriet Berntsen, og han ville advare mod, at Socialdemokratiet indtradte i regering for tiden. Man burde holde sig »i nojeste overensstemmelse med kongresbeslutningen i 1908«. Protokollen noterer herefter kun navnene pa dem, der tog del i den pafplgende, utvivlsomt livlige debat: Niels Andreasen, Laust Rasmussen, Harald Jensen, Emil Wiinblad, Gustav Bang, H. P. Hansen (Manager), N. C. Christensen, Borgbjerg, C. N. Hauge, Stauning, Hans Nielsen, Emil Marott, Jacob Christensen og sluttelig atter K. M. Klausen for at svare pa den kritik, som formentlig Harald Jensen med storst autoritet havde fremfort.

Stauning foreslog nu, at den socialdemokratiske gruppe fastholdt kravet om, at den nuvaerende regering skulle fortsaette arbejdet for den nye grundlov. Herefter refererer protokollen: »Nsegter regeringen dette, kan socialdemokraterneunder visse garantier maske medvirke til dannelse af en regering bestaende af Venstre, radikale og socialdemokrater. Derimod bor man modsasttesig dannelse af en radikal-socialdemokratisk regering «. Denne indforsel er imidlertid overstreget, thi ved udsigten til saledes i et snuptag at opgive et

princip opstod der ny debat. Ogsa denne gang kendes kun navnene pa kombattanterne: Martin Olsen, Sundbo, Wiinblad, Laust Rasmussen, H. P. Hansen (Slagelse), Knud Hansen, Sigv. Olsen, L. W. Rasmussen, Oscar Jorgensen, Harald Jensen, Bang, Borgbjerg »m.fl.«

Derefter hedder det: »Det vedtoges at tiltraede Staunings forslag, dog at socialdemokraters indtrsedelse i ministeriet betinges af ...«. Laengere er sekretaeren, N. Andreasen, ikke kommet, for han er blevet prikket pa skulderen og derpa har streget de to saetninger ud for i stedet at skrive: »Staunings udtalelse tiltradtes«, et udsagn, der nu alene gik pa, at Venstreregeringen skulle fortsaette. Stauning og hans meningsfaeller i gruppen havde altsa vaeret for tidligt ude. Men modets forlob viser pa den anden side, at K. M. Klausen ramte det, Stauning taenkte og onskede. Man fandt det blot ikke opportunt at fore det til protokols pa dette tidspunkt.

I det samme dag afholdte forretningsudvalgsmode i partiorganisationen oplyste Stauning, at Socialdemokratiet ikke onskede at danne regering eller at indtraede i en sadan. Forudsat at forretningsudvalgets protokol referer rigtigt, har Stauning altsa lagt det anderlede^ op end i gruppen. Han har ikke efter droftelsen i denne onsket noget debat om en hypotetisk situation. Diskussion kom der dog, men dens indhold kendes ikke. Den endte med, at medlemmerne tilsluttede sig Staunings udtalelser, derunder onsket om at bevare ministeriet Berntsen.

Staunings henvendelse forarsagede en raskke radslagninger blandt de radikale ledere. Man var bekymret over, om hans udspil over for Neergaard kunne spaerre vejen til taburetterne. Rode orienterede lordag 31. maj kl. ca. 23 Munch og senere ogsa Brandes, der fandt Staunings henvendelse uklog, men dog fortsat mente, at det matte ende med ministeriet Berntsens definitive afgang. Sondag 1. juni rejste Rode til Zahle, der var i Stege, for at drofte situationen med ham og indhente hans opfattelse. Den var, at Det radikale Venstre skulle indtage en lige sa velvillig holdning over for ministeriet Berntsens forbliven som Socialdemokratiet. Zahle havde via mellemmaend fra Klaus Berntsen faet underretning om, at han og Neergaard var rede til at danne regering med de radikale¹⁵.

Mandag 2. juni kl. 12 gennemdroftede Munch, Rode og Brandes sa situationen. De havde nu ogsa underretning om, hvad der hidtil var sket i forhold til Kongen, idet kabinetssekretser Krieger gennem generaldirektor Marcus Rubin lobende havde holdt Brandes underrettet, ligesom Krieger samme dag selv havde droftet situationen med Brandes. Det stod herefter fast, at ministeriet ville indgive sin afskedsbegaering 12. juni kl. 10, sa at rigsdagen straks kunne fa meddelelse herom. Det var videre sikkert, at I. C. Christensen

savel til Kongen som til Krieger havde udtalt, at »det var aldeles givet, at ministeriet matte ga af« og de radikale derpa danne regering. Zahle kunne for ham gerne saette sit navn under den nye grundlov, thi nar den var vedtaget, ville der i k>bet af et ars tid komme valg, som det da kom an pa. Som man vil se af det foregaende, virker disse udtalelser som et trovaerdigt udtryk for I. C. Christensens holdning, selv om kilden er andenhands.

Denne regeringsdannelse var den forste, Kong Christian kom ud for som regerende. De regeringsdannelser, der forekom under hans far, var han overvejende iagttager af, idet Frederik 8. i disse sager synes at have opretholdt en vis distance til sonnen. I forbindelse med dannelsen af ministeriet Holstein- Ledreborg i 1909 havde kronprins Christian dog vseret aktivt involveret ved bl.a. i egen hoje person at kore til Ledreborg og hente den modvillige greve til hovedstaden¹⁶. Deter ogsa kendt, at Kongen, der var officer til marv og ben, ikke sa med sympati pa de antimilitaristiske radikale og socialdemokrater, ligesom han havde et lunkent forhold til den parlamentariske statsskik, som var blevet knaesat i 1901. Det ma dog understreges, at Kongen pa intet tidspunkt i 1913 havde planer om at fravige den dengang ret nye praksis ved f.eks. at Soge et forretningsministerium dannet, skont tanken principielt ikke var ham fremmed. Derimod folte Kongen et personligt ansvar, uanset at ogsa grundloven af 1866 gjorde ham ansvarsfri. Det pinte Kongen, nar han skulle sastte sit navn under noget, der bod hans idealer imod, og det var i disse ar ganske meget. Han kunne ikke sla sig til ro med, at det dog var ministeren, hvis navn stod forneden til hojre under den skra streg, som bar bade det retslige og moralske ansvar, thi stod der ikke ogsa prentet Christian R. skrevet af ham selv? Ud fra en nutidsopfattelse er det let at ironisere herover, men dengang var det kun fa ar siden, Estrupasraen var ophort, og det var dennes idealer, der prasgede Kongen og skabte ham store vanskeligheder i forhold til det ministerium, som kom ud af krisen i 1913. Allerede til modet 2. juni kunne Brandes med Krieger som kilde - altsa officiost - oplyse, at Kongen ville kraeve af den nye regering, at den skabte balance pa finansloven, at militaerlovene af 1909 ikke blev asndret, og at de kongevalgte landstingsmaend ikke kunne omfattes af den landstingsoplosning, som en grundlovsrevision fordrede.

Brandes havde hertil svaret, at det forste krav var alle enige om. Det andet krav var opfyldt ved, at P. Munch som udtryk for partiets holdning havde sagt, at det nuvalgte folketing ikke havde mandat til at Soge en ny forsvarsordninggennemfort; det ville kraeve et nyt valg eller en folkeafstemning. Bag denne formulering, som nu var meget praktisk, la en erkendelse af, at der ikke var stemmer at hente pa forsvarssporgsmalet. Hvad det tredje krav om de kongevalgtes uoploselighed angik, havde Brandes svaret, at det ville vsere

ensbetydende med at spraenge alt. Ogsa pa dette punkt var de radikale dog
leveringsdygtige med en pragmatisk losning: Brandes sagde nemlig, at sporgsmaletburde
henskydes til afgorelse i statsradet, nar det kom til at ligge for.

Pa modet mellem de tre radikale ledere var der enighed om, at Kongen skulle radfore sig bade med Stauning og Zahle og ikke kun med Zahle, og Brandes mente, at han gennem Krieger kunne styre Kongens fremgangsmade. Selv om Munch i sine optegnelser Soger at bagatellisere de tre's forhandling ved at kalde den kandestoberier, er det dog efter hans eget referat abenbart, at alle tre har vseret sa sikre, som man nu engang kan vaere i politik, pa, at resultatet ville blive en ren radikal regering.

I al fald gav de tre kandestobere sig til at fordele ministerposter (se kap. 12). Allerede under denne droftelse 2. juni tradte konturerne af det andet ministerium Zahle frem. At Zahle, Brandes, Rode og Munch skulle med i en radikal mindretalsregering, var naturligvis ret givet, men ogsa navne som Hassing Jorgensen og Kristjan Pedersen blev bragt frem, mens den radikale finansmand Herman Heilbuth blev kasseret. Dagen efter skrev Edvard Brandes til Oskar Johansen: »Ministeriet kaemper for livet og er villigt til alt for at blive siddende - ikke mindst til en alliance med radikale mod I. C. Christensen. Jeg har den mening, at det alligevel ender radikalt, rent radikalt, men ganske overbevist er jeg dog ikke derom«⁷.

Brandes' optimisme modsvaredes af Neergaards pessimisme. Uagtet P. Munch pa anden og tredje hand refererer Neergaard for udtalelser om, at »denne hr. I. C. Christensen« naeppe kunne hindre ministeriets forbliven, skrev Neergaard dog 4. juni mismodigt til sin gamle politiske fraende, Frede Bojsen, at situationen var usikker og übehagelig, og at den sikkert ville ende med ministeriets definitive afgang, skont det var bedst, om det havde kunnet f©re grundlovssagen igennem; men Venstres sammenhold lod, skrev han, meget tilbage at onske¹⁷.

Grundlovsdag var Munch og Rode sammen pa Langeland, og droftelserne med henblik pa en radikal regering fortsatte, uden at noget nyt tilsyneladende fremkom, bortset fra en strotanke om at bruge Scavenius som forsvarsminister.

7. juni rapporterede Brandes pa ny til Oskar Johansen, at han stadig troede pa et rent radikalt ministerium, som ogsa var det eneste, han personlig kunne taenke sig at indtraede i. I brevet naevnte han tillige, at de radikale havde »faet tilbud om at »samvirke« med de moderate ogsa til ministeriumsdannelse selv med den risiko, at »Venstre« spraengtes derved⁷. Desvaerre er dette brev den eneste kilde, der konkret omtaler et tilbud af denne karakter fra de moderate, dvs. Berntsen og Neergaard; hverken Munch eller Neergaard omtaler det

saledes i deres optegnelser. Derimod nasvner Neergaard, at den radikale losgsenger, marinelaege Holger Rordam pa et ikke angivet tidspunkt sagde til ham, at der var stemning i Det radikale Venstre for, at Neergaard skulle danne et koalitionsministerium. Dette havde Neergaard afvist med henvisning til, at R og S »forst matte have ordet«, og til, at Berntsen i givet fald burde lede en sadan regering₁₈. Om deter dette, der er gaet videre, er svaert at sige; men sandsynligheden taler dog for, at de to moderate ledere i en eller anden form har ladet de radikale ledere forsta, at de var rede til at prove en sadan kombination maske med visse forbehold, alene kunne de to jo ikke ride.

Nar Brandes ikke ville vaere med til en VR-regering, skyldtes det, at han mente, at en sadan fortrinsvis kom til at tjene de gammelmoderates interesser. Hverken Berntsen eller Neergaard ville have glaede af at vende tilbage til partiet og surmule under I. C. Christensens forerskab, men derimod nok i en regeringsdannelse, der samtidig ville lamme de radikale. Brandes fortsatte: »Men nar nu dette ikke bliver, og nar aldeles afgjort Christensen og partiet ikke vil det trestrengede ministerium, som vi naturligvis tilbyder, og nar vi ikke gar alene sammen med de besvaerlige og emsige socialdemokrater - og det vil jeg ikke skal ske - da er tilbage kun det radikale ministerium, som Kongen dog vil tage (jeg har talt med Krieger) og med Zahle som konseilspraesident« 7.

Brandes' opfattelse af situationen bekrasftes i meget af Munchs referat af hans og Rodes forhandling med Brandes dagen efter, dvs. 8. juni. I henhold til dette forkastedes en VR-regering bade pa grund af modstand fra I. C. Christensen og de radikale selv. Hvis Kongen desuagtet ville Soge denne kombination fremmet med enten tidl. konseilspraesident J. H. Deuntzer eller kultusminister Jacob Appel som konseilsprassident, betragtede de tre den dog som uigennemforlig. En VRS-regering med I. C. Christensen var de tre med forskellig styrke imod: Munch mest, Rode mindst. En SR-regering var bade Brandes og Rode imod, mens Munch ikke helt ville afvise den.

Forst mandag 9. juni indfandt den Stege-byfoged sig i Kobenhavn, skont det dog var ham, som matte antages at skulle danne regering. Han radslog med Brandes og Munch - men ikke Rode, der skulle gore fru Betty Nansen sin opvartning. Desvaerre er alt, hvad vi ved om denne forhandling, P. Munchs lakoniske indforsel: »Vi gennemgik de forskellige ting med Zahle« 19.

Tirsdag 10. juni dukkede Marcus Rubin pa ny op i sin uautoriserede rolle som kabinetssekretaerens herold. I al fald beretter Munch, at »Krieger gennem Rubin havde meddelt Brandes, at Kongen ville vaere beroliget med hensyn til de kongevalgte, nar han blot ikke nu skulle love at oplose dem¹⁹. Der forlyder intet om grunden til, at Krieger ikke direkte kommunikerede med Brandes - eller Zahle; men utvivlsomt har arsagen vaeret den, at der

formelt endnu ikke forela en demissionsbegaering. Krieger matte derfor vaere forsigtig, og Rubin har hansom hojtstaende embedsmand kendt og altsa brugt, nar det gjaldt at give de radikale ledere signaler, der kunne tjene til at fa regeringsdannelsen til at glide lettest muligt.*)

Hidtil har vi bevasget os pa lederplanet, hvad der ikke kan overraske, eftersom netop spillet om regeringsmagten fortrinsvis handteres af partilederne, der naturligvis bestandig ma overveje, hvad de kan fa partigruppe og organisationsfolk med til. 11. juni kl. 16 holdt Det radikale Venstre gruppemode, hvor der ifolge P. Munch - som sa ofte eneste kilde - intet forefaldt af interesse. Samme aften var der imidlertid mode mellem gruppen, hovedbestyrelsen og redaktorerne af den radikale presse. Munch beskriver situationen med ordene: »Stemningen var darlig og diskussionen forvirret« - en karakteristik, som passer godt pa dette forum mange gange bade for og siden. Nar Munch karakteriserer stemningen som darlig, skyldtes det, at man ifolge ham onskede ministeriet Berntsens forbliven og var direkte bange for et radikalt ministerium, en angst, der oven i kobet bestyrkedes, efter at Zahle, Rode og Munch havde talt for muligheden af et sadant¹⁹.

Skal man gore status for perioden fra valget 20. maj og til 12. juni, hvor regeringen som bebudet indgav sin demissionsbegaering, og rigsdagen samledes,kan det fastslas, at situationen rummede mange uklare momenter. Intet var endnu givet. Men det korte af det lange var, at I. C. Christensen og hans floj bade offentligt og privat havde kraevet regeringens afgang. Det ville da komme an pa, om Berntsen og Neergaard med socialdemokraters og radikales mere eller - og maske navnlig - mindre oprigtige tilsagn kunne fa overtaget over I. C. Christensen. Det var allerede pa Fandens fodselsdag klart, at det kunne de ikke. Berntsens opfattelse kender vi bl.a. fra, at Stauning pa det socialdemokratiske gruppemode 11. juni kunne oplyse, at Berntsen onskede, at S og R fremkaldte en adressedebat. Han skrev ogsa 12. juni til sin gamle vaerkfaelle Frede Bojsen, at der forela en kritisk situation, som imidlertid nok kunne klares, hvis partiet stod enigt²⁰. Det var just det, som var problemet. I ovrigt ved vi ikke meget om Klaus Berntsens overvejelser, fordi han var sa lidet skrivende og heller ikke saerlig respekteret, hvorfor socialdemokrater og radikale hellere Sogte Neergaard. Denne var dybest set klar over, at slaget var tabt, hvad hans brev til Bojsen vidner om. Men opgive habet kunne han - og Klaus Berntsen - ikke, og derfor gik de ind i den sidste magtkamp mellem

---

*) Det bor i ©vrigt naevnes, at Neergaard i sine optegnelser (14.6.1913) anforer, at Rubin, der var en af Neergaards nasrmeste medarbejdere, men dog radikal, kort efter valget naevnede planen om et koalitionsministerium for ham, ligesom han ogsa senere fortalte, at Brandes hverken ville indtraede i en VR eller SR-regering.

gammel-moderate og Reformvenstremaend. Saret fra 1894 var pa trods af de
siden 1908 pasatte piastre stadigt sviende.

Mens de radikale bevidnede ministeriet deres übetingede sympati, havde de i realiteten faet I. C. Christensen - arvefjenden - som medspiller, og de belavede sig derfor pa at overtage magten, mens tillidsmaend og redaktorer som koret i en graesk tragedie udstodte jammerhyl. De fire store ved prosceniets forkant agerede dog ufortrodent. Socialdemokraterne bivanede spillet og deltog ogsa i det, men matte til ledernes irritation konstatere, at deres indflydelse var begrasnset, nar de endnu ikke selv kunne gribe til, nar I. C. Christensen styrede spillet, og nar de radikale ledere var sa ivrige efter at trsede til. Det bor dog ogsa i denne sammenhaeng fremhaeves, at for socialdemokraterne var det overordnede formal en ny, demokratiseret grundlov.

Det var pr. 11. juni abenbart, at man skulle bevaege sig gennem endnu nogle
taktiske faser, for brikkerne var faldet definitivt pa plads.

6. Ministeriet Berntsens demission 12. juni 1913.

Torsdag 12. juni kl. 9,15 indgav Klaus Berntsen officielt sit ministeriums demissionsbegaering, som Kongen modtog, idet han anmodede ministeriet om at fungere, til et nyt var udnaevnt. Denne statsakt var forberedt ved en audiens, Klaus Berntsen havde pa Sorgenfri tirsdag 10. juni. Berntsen refereredesenere til Neergaard, at samtalen med Kongen 10. juni havde haft »en saerdeles verilig karakter«. Konge og konseilspraesident havde berort forskelligemuligheder: R- eller RS-ministerium, forretningsministerium eller ministerietBerntsens genindtraeden. Skal man tro Neergaards optegnelser, advaredeBerntsen Kongen mod et forretningsministerium, men »henpegede pa « R- eller RS-muligheden. Klaus Berntsen havde naturligvis sit hjerte et helt andet sted, og dette kommer til udtryk pa fplgende troskyldige made i Neergaards optegnelser: »Da han (Berntsen) berorte, at der ogsa var tanker oppe om ministeriets genindtraeden med garanti for selvstasndig taktik, forsvarsbevillinger m.m., fandt han anledning til at sporge: Men kunne Deres Majestast overhovedet onske, at vi vendte tilbage? Hertil svarede Kongen venligt, at det jo var det, han heist onskede. Vi er jo i det hele kommet godt ud af det sammen, om der end kan have vaeret enkelte ting i vejen«. Kongen borede derpa fingeren i naglegabet ved at sporge, hvorledes konseilspraesidentenseget parti ville stille sig til denne tanke, men - ak - herpa kunne Berntsen ikke give noget svar, og det var dog heri, at noglen til hele regeringsdannelsesproblematikkenla gemt. »Ved den korte audiens torsdag formiddag vendtes ikke tilbage hertil«, noterer Neergaard lakonisk¹. Kongen folte ingen anledningdertil. Han havde registreret, at der ikke var noget at vende tilbage til, og Klaus Berntsen var klar over, at i det forestaende skakspil kunne Kongen ikke

bruges til at gore modspilleren I. C. mat. Der matte et samlet bondeopror til.

Fra Kongen tog Berntsen til Venstres gruppemode kl. 10, og her tilfoJede I. C. Christensen regeringen det nasste stod. Socialdemokratiet havde i forstaelse med Det radikale Venstre tilbudt, at man valgte folketingets praesidium efter forholdstal. Det ville betyde, at Venstre skulle besaette formandsposten - et traek, der var velegnet til at holde op som bevis pa de to partiers altruistiske holdning, sa meget mere som I. C. Christensen var oplagt som formand, hvad han havde vasret siden 1912.1. C. Christensen var naturligvis klar over, at hans valg til formand pa S- og R-stemmer i grundlovsfordragelighedens navn ville pege hen pa en SR-stottet Berntsen regering. Derfor naegtede han pure at lade sig vaalge til formand. Han onskede ikke, som han sagde ifolge Neergaards referat, at »lette det for radikale og socialdemokrater at slippe bort fra det parlamentariske ansvar« J. Omvendt anbefalede Berntsen og Neergaard, at man accepterede SR-forslaget. Gruppen synes efter partiprotokollen at vasre blevet noget konfus over problemstillingen. Flere medlemmer havde ordet, og det fremgik, at man var i et dilemma. Pa den ene side fandt man det rigtigst, at Venstre som det storste parti besatte formandsposten, pa den anden side la man under for I. C. Christensens holdning. Senere udenrigsminister Laust Moltesen var den, der syntes at finde de forlosende ord, idet han sagde, at formandsvalget ikke behovede at indebaere en forhandsafgorelse med hensyn til det kommende ministerium, hvad Berntsen skyndte sig at bekraefte. Ud af hele denne forviklede situation kom, at 26 stemte for at tage formandsposten, 6 imod, selv om I. C. Christensen ikke ville vaere formand. Sa havde man dog sikret sig denne post - hvad der skulle vise sig betydningsfuldt under paskekrisen i 1920 - og kunne alligevel undsige ministeriet Berntsen. I det sma gik man altsa mod I. C, i det store med ham. Til partimodet forela i ovrigt en skrivelse fra en raekke hojskolefolk, der opfordrede Venstre til samarbejde med de radikale. Ogsa dengang havde Venstre som 47 ar senere sine dissentierende hojskolefolk. De fik dog intet ud af henvendelsen, som blot toges til efterretning2.

Hos de radikale havde man den 11. juni om aftenen som nasvnt haft mode mellem rigsdagsgruppe, hovedbestyrelse og redaktorer. Det havde vaeret en bedrovelig affaere. Tillidsmaend er altid aengstelige for, at en mindretalsregering vil komme til at kompromittere forkyndelsen af evangeliet rent og purt. Men en radikal regering var altsa omtalt, hvad der viser ledernes realitetssans - og onskedromme. Munch fortaeller ogsa, at man 12. juni fik underretning om, at I. C. Christensen var blevet besejret med hensyn til folketingets formandspost. De radikale lederes tolkning var, at ministeriet »helt havde overtaget«. Allerede samme dags eftermiddag berovede Moltesen dog de radikale denne illusion³.

Om Socialdemokratiets overvejelser denne dag foreligger intet oplyst, ud over
at den socialdemokratiske gruppe bemyndigede Stauning til at meddele
Kongen, at ministeriet Berntsen burde fortsaette4.

HoJre holdt ogsa gruppemode 12. juni. Typisk for partiets isolerede situation havde man sidst haft gruppemode 26. april! Pa modet 12. juni udkastede landstingmand, proprietser Chr. la Cour den tanke, at man skulle fa Kongen til at tage et forretningsministerium. Formanden, proprietser Emil Piper erklaerede sig vel enig i, at et forretningsministerium var det heldigste, men fandt dog, at et sadant rad ville vgere et uheldigt skridt. Landstingsmand, godsejer Alfred Hage sluttede sig til Pipers opfattelse⁵. I Hojre-kredse havde tanken om et forretningsministerium vaeret staerk fremme forud for dannelsen af ministeriet Holstein-Ledreborg i 1909, og Hojre-politikerne var klare over, at Kong Christian sa med velvilje pa denne tanke. Men spillet i 1913 var ikke sa forkvaklet som i 1909, og et forretningsministerium syntes nu mindre nasrliggende end dengang, hvor det som bekendt heller ikke blev til noget⁶.

7. Spillet hos Kongen begynder.

Den 12. juni tilkaldte Kongen sa de politiske ledere, som fik foretrasde efter deres partiers storrelse: I. C Christensen kl. 15,00, Stauning kl. 15,45, Zahle kl. 16,30 og Hammerich kl. 17,30. Der var altsa god tid til for Kongen at indhente information.

I. C. Christensen aflagde dagen efter rapport til Venstres gruppe, og i henhold hertil havde han tilradet Kongen at fa dannet et radikalt-socialdemokratisk ministerium. Disse to partier havde efter I. C. Christensens mening bade den parlamentariske ret og pligt til at tage ledelsen. Der er intet overraskende heri, og der er ingen grund til at betvivle referatets rigtighedl.

Staunings samtale med Kongen er mere interessant. Det var forste gang, en socialdemokratisk partileder havde foretraede for Kongen i forbindelse med en regeringsdannelse, hvor Socialdemokratiet havde en betydningsfuld stemme. Betaget af ojeblikket, hvor talsmanden for proletariatet konfronteredes med Kongen af Guds nade, har Stauning da ogsa nedskrevet et omhyggeligt referat, der anforer begges replikker som i en dramatekst. Da de er optegnet efter samtalen, kan de naturligvis ikke i alle detaljer vaere rigtige; men der er ikke tvivl om, at substansen er korrekt gengivet. Referatet af Kongens opfattelse, som den kendes fra andre kilder, og hans ziinftige jargon viser dette. Staunings samtalereferat skal derfor gengives in extenso:

Samtale med Kongen den 12. juni 1913.

Kongen: Jeg har onsket at tale med Dem om mulighederne for at komme ud af de
gale forhold, hvori vi befinder os.

Stauning: Jeg mener, at den sag, der bragtes frem for vaelgerne den 20. maj af
ministeriet Berntsen, fik en sadan tilslutning, at det reelt var en
betydelig sejr for ministeriet.
Vi onsker naturligvis arbejdet for den sags gennemfprelse fortsat
under de bedste betingelser, og disse skabes utvivlsomt ved at lade
regeringen, der rejste sagen, fortsaette og ved samvirken mellem de tre
partier, der ved tog forslaget.

Kongen: Valgdagen bragte dog regeringspartiet nederlag, idet mandatantallet
formindskedes.

St.: Ja, ganske vist, men Venstre har dog fremdeles den storste gruppe i
folketinget og dermed parlamentarisk pligt til at danne regering.

Kongen: Man gor dog den anskuelse gasldende, at oppositionspartierne er blevet
flertal og derfor b©r danne regering.

St.: Socialdemokrater og radikale har flertallet, hvis de slar sig sammen, men vi kan ikke uden noget forbehold slas sammen, vi er to partier, og deter naeppe Kongen übekendt, at Socialdemokratiet adskiller sig fra alle andre partier i opfattelsen af samfundsforholdene og samfundssystemet.

Kongen: Nej, ganske vist, men de to partier kan dog ga sammen, og regeringen
kan jo ikke vaere tjent med at fa en knytnaeve i synet ved forste lejlighed.

St.: Nej, men det matte man afholde sig fra at give den.

Kongen: Skulle regeringen fortsaette, matte den da sa have kaution eller garantier,
for at den kunne arbejde, bl.a. at den kunne gennemfore finansloven
uden konflikt?

St.: Ja, naturligvis, men det ville vel heller ikke volde saerlige vanskeligheder,
nar vi var sikrede, at arbejdet for grundlovsforslaget fortsaettes.

Kongen: Jeg forstar, at det vanskeligste for Socialdemokratiet er forsvarssagen.

St.: Ja, ganske vist, men jeg forudsastter, at regeringen strengt vil holde sig
inden for de ved vedtagne love afsatte graenser, og at der ikke pataenkes
nogen forhojelse af militaerudgifterne.

Kongen: Nej, forhojelse af militaerudgifterne bliver der ikke tale om.

St.: Ja, sa ville det utvivlsomt vaere muligt at give den hidtidige regering
fornoden arbejdsro.

Kongen: Jeg har set i »Soc.Dem.«, at Deres parti godt kunne taenke sig at
indtraede i regering.

St.: Ja, naturligvis. Vi har skrevet, at for sa vidt Venstre absolut naegter at patage sig regeringsdannelsen, ma de andre partier tage affaere, og da der foreligger en enkelt stor sag til afgorelse, vil vi overveje, om den situation er til stede, som muliggor, at socialdemokrater, uden at have flertal i folketinget, indtraeder i en regering for at arbejde med pa denne enkelte sags gennemforelse.

Kongen: Na ja, jeg mener heller ikke, det b©r vaere udelukket. Deter for resten et godt blad: »Soc.Dem.«, et stort og meget udbredt blad. Deter saerdeles velunderrettet bade om ind- og udland. - Jeg laeser det blad hver dag.

St.: Det glaeder mig.

Kongen: Ja, jeg ma jo folge med og laese mange blade, men »Soc.Dem.« er et
godt blad - og det har ogsa fornylig faet nye maskiner ...
Deter ogsa glaedeligt, at der er rolige arbejdsforhold i landet.

St.: Ja, vi bestraeber os jo stadig pa at fa et roligt forlob af de naturlige
bestraebelser pa at hojne arbejderklassens kar.

Kongen: Forligsmands-institutionen er ogsa et godt middel i bestraebelserne pa
en rolig udvikling.

St.: Ja, den er meget heldig, fordi der dog bygges pa frie forhold. Alle
bestraebelser pa at tilvejebringe en tvangslovgivning, der ved magt Soger
at hindre udbrud af strejker, er derimod af det onde og vil give darlige
resultater.
Voldgiftsdomstol og forligsmand, der dog er baseret pa frivillighed, er
heldige, og man bor fortsat undga alle forsog pa at hindre
organisationerne.

Kongen: Ja, deter vist ganske rigtigt, der bor bygges pa de frie forhold, saledes
som der er begyndt.
Deter for ovrigt glaedeligt, at de danske arbejdere star pa et hojt stade
i flere retninger. De er langt bedre i udseende end mange steder i
udlandet. Velklasdte og ordentlige og dygtige.

St. Ja, ved egne bestraebelser er danske arbejdere naet godt frem, men dermed er ogsa udviklet en h©j grad af asresfplelse. De danske arbejdere undgar at fremvise n©den og undgar offentlig hjaelp, nar de kan klare sig selv.

Kongen: Ja, deter vist rigtigt, og jeg har ogsa bemaerket, at arbejderborn
behandles godt. Jeg har besogt nogle kommuneskoler og set, at bornene

er paent klaedte, og at der kun er fa underernaerede born. Foraeldrene
drager omsorg for deres born.
Jeg kan ikke lide, at der er tvang med hensyn til, hvilket arbejde de
enkelte arbejdere ma udfore. En murer ma ikke grave en groft.

St.: Deter nodvendigt, at der pa byggeforetagender og i det hele pa arbejdsmarkedet er graenser for arbejdet, der henhorer til hver enkelt arbejdergruppe. Og der sker intet tab derved, thi pa de tider, hvor f.eks. bygningsarbejdere mangier beskaeftigelse - under normale forhold - vil der dog ikke vasre arbejde pa grund af de naturlige forhold.

Kongen: A nej, naturforholdene standser vel arbejdet om vinteren. Der er for resten mange arbejder, der er vanskelige, man skulle tro, det var sa let f.eks. at vaere brolaegger, men deter sgu slet ikke sa let. Navnlig nu, hvor det foregar meget kunstfaerdigt med cement 0.1.

St.: Nej, ethvert arbejde krsever en vis uddannelse.

Kongen:
Ja, om de politiske forhold kan De altsa ikke give andet rad.

St.: Nej, jeg vil alvorligt bede Kongen om at forsoge en henvendelse til den
nuvaerende regering med det formal at bevaege den til at blive ved
arbejdet.

Kongen: Ja, nu far vi se« 2.

Samtalen viser, at begge var enige om at komme pa talefod med hinanden. Kongens vilje til samarbejde fremgar bl.a. af hans positive bemasrkninger om Social-Demokraten og om arbejderne, og Staunings replikker var alle imodekommende. Deter abenbart, at Stauning har lagt megen vaegt pa at vinde Kongen for sig, fordi han (Stauning) kunne tsenke sig, at Socialdemokratiet i en ikke for fjern fremtid kom til at danne regering eller i det mindste kom til at deltage i den. Dette fremgar tydeligt af referatet, og Stauning fik ogsa tilkendegivet, at Socialdemokratiet i det omtalelige militaersporgsmal ville folge Edvard Brandes' maxime om, at »lover lov, og loven skal overholdes «, hvad Kongen kvitterede for med udtalelsen om, at militaerudgifterne ikke skulle stige.

Men forelobig spillede Stauning med pa den taktik, der gik ud pa at presse Berntsen til at blive. Dette spil ledte Stauning til den overraskende konstatering, at ministeriet havde vundet en betydelig sejr, skont det, som papeget af Kongen, var gaet tilbage i mandattal, og det forledte Stauning til den urigtige pastand, at Venstre som den storste mindretalsgruppe havde » parlamentarisk pligt« til at danne regering. Det la -og ligger - ikke i parlamentarismens vaesen, at den storste mindretalsgruppe har nogen saerlig pligt endsige ret til at danne regering. Folketingets totalbillede kan gore andre losninger parlamentarisk rigtigere, hvis man anerkender det princip, at det gaelder om at danne den regering, der har de bedste overlevelsesmuligheder. Stauning argumenterede ad hoc, hvis han da ikke taenkte pa, at Socialdemokratiet ved naeste valg kunne ga hen og blive det storste parti ogsa i folketinget.

For Det radikale Venstre havde derefter Zahle foretraede for Kongen, der sagde: »Ja, nu er kuglen vel trillet, saledes at deter Deres tid at traede til igen«. Zahle havde hertil ifolge sit referat til Munch svaret, at ministeriet burde fortsaette, eller et ministerium af tre partier dannes. Kongen mente dog fortsat, at de radikale skulle til, men accepterede, at der gik endnu nogle dage med forhandlinger om andre muligheder, inden det kunne ske. Efter audiensen naede - formentlig fra Krieger og i al fald via Brandes - det budskab frem til Zahle og den ovrige radikale lederkreds, »at Kongen havde vasret meget glad ved den made, hvorpa Zahle havde taget det«. Det fremgar ikke af Munchs optegnelser, hvad »det« gar pa. Men det tor vel antages, at Zahle under passende fromme lader har forstaet at bibringe Kongen det indtryk, at han ikke ville undlade at gribe kuglen, nar partiet havde faet afklaret sin indre stilling.

Medvirkende til, at Kongen ansa en radikal regering for sikker, var pavirkning fra grev Mogens Frijs. Han troede ikke pa en VSR-regering, fordi V ikke ville vaere med, og ej heller pa en SR-regering pa grund af de to partiers indbyrdes misundelse, endsige pa et forretningsministerium. Da han erkendte, at grundlovsaendringen nu matte gennemfores, blev tilbage alene en ren radikal regering, som han fra Edvard Brandes vidste, de radikale gerne ville danne, nar den interne tvivl var afklaret³.

Kl. 17,30 havde hojremanden Holger Hammerich foretraede for Kongen. Som Hojres partimode var forlobet, kunne han naeppe sige andet end det samme som grev Frijs ud fra den betragtning, at grundlovsaendringen nu ville komme, og da sikredes de konservative interesser bedst gennem en radikal regering₄.

Radslagningen hos Kongen bragte ingen formel afklaring. Af folketingets 114 mandater pegede 32 (S) og 31 (R), i alt 63 pa ministeriet Berntsens forbliven, mens I. C. Christensen pa Venstres vegne (44) onskede dets afgang, hvad dog regeringen uden at sige det selv var imod. Selv om regeringskriser kan udvikle sig overraskende, pegede alt dog nu pa, at det matte blive en kombination af R og S, da disse partier ikke ligefrem havde naegtet at danne regering, og da det var abenbart, at I. C. Christensen havde den storre del af Venstre bag sig mod Berntsen og Neergaard. Man kan ikke tvinge et parti til at danne regering.

Fredag 13. juni - dagen efter den kongelige runde - gjorde partierne status. Venstre holdt partimode kl. 10,30, og mens Berntsen og Neergaard knyttede naeverne i jaketlommerne, meddelte I. C. Christensen, hvorledes han havde radet Kongen. Modets videre forlob var af en sadan karakter, at man meget vel forstar, at formanden havde indledt det med en beklagelse af, at pressen var i stand til at referere fra Venstres partimoder. Berntsens taktik kom frem i hans forste replik: »Nu er det de andre, der har ordet«. Hermed mente han,

at regeringen havde demissioneret, og forst nar de ovrige partier havde taget stilling, burde Venstre gore det. Da man meget vel vidste, hvad de havde fremfort, kan han kun have tsenkt sig, at de skulle fremkomme med dette i en sa bindende form, at det trak taeppet vaek under I. C. Christensen. LandbrugsministerAnders Nielsen, der ellers stod I. C. Christensen naer og i 1909 var gaet mod sin konseilspraesident, sluttede sig til Berntsens opfattelse. Det samme gjorde gammelmoderate som Jensen-Flo, S. Svendsen og Jens Sorensen-Saksager,men ogsa Reformparti-folk som Soren Brorsen, Soren Sorensen og August Birch. I. C. Christensens tilhasngere holdt pa, at man i dag matte tage en klar stilling, hvilket efter deres mening betod, at ministeriet under ingen omstaendigheder skulle fortsaette. Det var folk som de to seniorer Pedersen-Nyskov og P. Th. Nielsen, den gammelmoderate J. H. Jensen og af de yngre J. P. Lillelund, N. Johan Laursen og Hegelund Lange. Sidstnaevnte, denned sine 44 ar og et ars anciennitet efter datidens rigsdagskodeks knap nok var blevet tor bag orerne, fik at vide, at han var »for ung til at tale pa landets vegne«. Stemningen var i det hele trykket, og skarpe bemaerkninger udveksledes. Den eneste variant i regeringsdannelsesmonstret var, at domme efter referatet, Pedersen-Nyskovs bemaerkning om, at dersom S og R ikke kunne enes om en regeringsdannelse, var der maske betingelser for, at V og R i faellesskab dannede regering - en mulighed, der naermest blev forbigaet i tavshed⁵.

Partimodet enedes om at besvare Socialdemokratiets forslag af 11. juni med, at Venstre kunne acceptere at udpege folketingets formand. Det blev Pedersen-Nyskov, hvad bade socialdemokrater og radikale i 1920 som for antydet kom til at fortryde, at de havde medvirket til⁶.

Skal man gore status for ministeriets stilling efter Venstres partimode 13. juni, kunne det scud, som om Berntsen havde vundet en runde, fordi modet ikke mundede ud i nogen beslutning om, at Venstre skulle smide tojlerne. Situationen var stadig tilsyneladende flydende; men sandheden var, at I. C. Christensen ikke behovede mange folgesvende, for Klaus Berntsen kunne ombringes i fuldt dagslys og uden for laden, og I. C. vidste nok, at han havde dem.

Samtidigt syntes Klaus Berntsen dog at fa de signaler fra fjenden, som skulle gore det muligt at modsta I. C. Christensen. Samme dag afsendte nemlig Det radikale Venstres rigsdagsgruppe et brev til ham, hvori man stottede Zahles rad til Kongen om at lade ministeriet fortsaette, til grundlovssagen var lost. Samme eftermiddag var Stauning hos Berntsen i samme aerinde, nemlig angaende den socialdemokratiske adresse om ministeriets forbliven. Der foreligger dog ikke sikre oplysninger om denne samtale⁷.

Som et led i ministeriets overlevelsesbestraebelser var Berntsen og Neergaardfredag
13. juni om aftenen hos kabinetssekretaer Krieger for at bede ham

om at forma Kongen til at hjaelpe ministeriet mod I. C. Christensen. Krieger oplyste, at Kongen ventede, at situationen ville traekke sig i lave pa rigsdagen, hvad de to ministre bestred: » Kongen matte gribe ind «, skrev Neergaard i sin dagbog, at de to havde sagt⁸. Argumentet var, at socialdemokrater og radikale havde erklaeret sig for ministeriets forbliven. Derfor matte Kongen efter Berntsens mening pa ny tilkalde disse to partier, eventuelt alene de radikale, og fa deres nej. Over for Krieger fremhaevede Neergaard imidlertid faren ved kun at tilkalde de radikale. Han mente nemlig, at de ikke ville sige nej, men gribe til, og »et ministerium af radikale alene ville vaere den ukorrekteste og for fremtiden farligste losning af alle«. Neergaard har ikke i sine optegnelser begrundet denne pastand, men han har utvivlsomt regnet med muligheden af, at slaget kunne tabes og da set en taktisk fordel i at smede radikale og socialdemokrater sammen til lige stort übehag for betragtelige dele af de to partiers vaelgere. I al fald var Neergaards rad til Krieger, at Kongen skulle rette henvendelse til begge partier eller til Berntsen, for at han kunne sondere, »hvilke vilkar der kunne vaere for en genindtraeden«.

Krieger gav ikke de to nodstedte meget hab. Han forklarede dem, at Kongens uvilje mod Zahle var forsvundet efter garsdagens samtale, og at han naeppe ville vasre utilbojelig til at lade de radikale danne regering. Krieger kunne videre oplyse, at Grev Frijs animerede Kongen staerkt dertil, fordi han mente, at et acceptabelt grundlovsforlig bedst kunne opnas med de radikale. Et rigsdagsbud havde bemaerket til Krieger, at Frijs og Brandes i denne tid dagligt lukkede sig inde for at konferere sammen! Krieger mente ikke, at Kongen gjorde sig klart, hvilke vanskeligheder en radikal regering kunne komme til at volde ham, specielt med hensyn til det prekaere sporgsmal om de kongevalgte landstingsmaends stilling ved en oplosning af landstinget. Krieger synes efter Neergaards referat at domme at have vaeret af den anskuelse, at Kongen burde sikre sig bindende tilsagn fra de radikale, inden han lod dem danne regering, mens Kongen mente, at man kunne vente og se, om de radikale fandt det nodvendigt at oplose de kongevalgte, og sa i givet fald soge »sagen afgjort ved domstolene«. Krieger havde forgaeves gjort Kongen opmaerksom pa, at der ikke lod sig finde nogen acceptabel form herfor. Men let var det heller ikke for Kongen, nar to ansete retslaerde som hojesteretsjustitiarius N. Lassen og overretsjustitiarius Carl Ussing forebragte ham, at han med et efterfolgende ministeriums kontrasignatur kunne rejse rigsretsanklage mod ministeriet alene for at have tilradet Kongen at oplose de kongevalgte.

Deter klart, at Krieger ikke kunne naegte at formidle en samtale mellem Kongen og den endnu fungerende konseilspraesident, og Krieger ringede da ogsa samme aften til Sorgenfri og aftalte med Kongen, at han skulle soge ham naeste morgen. »Meningen var da«, skriver Neergaard i sine optegnelser, »at

tilrade Kongen at bringe gang i tingene ved at henvende sig til Berntsen« 9.

Deter svaert at afgore, om denne opfattelse af Kriegers intentioner er helt korrekt. Der kan ikke vaere tvivl om, at han opfattede situationen som yderst delikat pa grund af I. C. Christensens modstand mod Klaus Berntsens forbliven og de radikales pseudostotte, hvis palydende naeppe stod til troende. I al fald sogte han samme aften at erkyndige sig om de radikales virkelige mening. Gennem Marcus Rubin sogte Krieger telefonisk at indhente Brandes' vurdering. Hvorfor han valgte denne kanal, ma sta hen i det uvisse. Hos Brandes var den radikale lederkreds forsamlet, og Kriegers sporgsmal l0d: »Deter vel Deres alvor, at De onsker ministeriet Berntsens fortsaettelse?« Hertil svarede Brandes nok ja, men med den helt afgorende tih°oJelse, at ministeriet matte komme med hele sit parti »eller en anselig del af det«. Fik ministeriet kun en lille del med, kunne det »jo intet udrette for grundloven«. Hermed havde Brandes helgarderet sig og sit parti. Der kan efter det tidligere fremstillede - ikke mindst hans sammensvaergelse med Frijs - ikke vaere tvivl om, at han var helt pa det rene med, at Venstre ikke enigt ville stotte regeringens forbliven, hvad Krieger selvfolgelig ogsa vidste. Han matte med andre ord mene, at Berntsen og Neergaard i deres fortvivlede bestraebelser var ved at inddrage kronen i spillet om regeringsmagten. Formentlig samme dag (fredag 13. juni) Sogte Krieger ogsa oplysning hos I. C. Christensen, som utvivlsomt har sagt, at ministeriet matte ga af, og - modsat Berntsen - at rigsdagen sikkert ville bringe en afklaring¹⁰.

Den 13. juni om aftenen var situationen stadig uafklaret, og der var fortsat en betydelig diskrepans mellem det, man sagde, og det, man mente. Kombattanterne tornede ind til en urolig Sovn, hvor i al fald Klaus Berntsen i sit mareridt som den onde selv har set I. C, der ved denne lejlighed sagde, hvad han mente.

oksen var haevet, hvornar ville den falde?

8. Spillet omkring Kongen fortsætter

Lordag 14. juni gik spillet videre, og pa ny blev Venstres rigsdagsgruppe centrum for en forhandling, der bag en ojensynlig behersket form robede store spaendinger. Modet begyndte kl. 11,30, og Berntsen havde endnu ikke vaeret hos Kongen til den samtale, han havde habet pa ville have givet ham et trumfkort i haende over for I. C. Christensen. Berntsen laeste Zahles brev op, hvori han anmodedes om at fortsaette, og sa gik det ellers over stok og sten. Der er ingen grund til at referere debatten, der i princippet forlob som den foregaende dag. De afgorende bemserkninger kom som sa ofte for og siden fra I. C, der direkte adspurgt, om ikke de radikale ville have gode chancer i

grundlovssagen, svarede: »Ja, jeg mener, at de radikale har gode betingelser, hvis de vil forhandle, og det bliver de nodt til. Hvis derimod vi beholder ministeriet, sa vil de radikale snart sammen med Socialdemokratiet falde os i ryggen. Hvis man vil gavne sagen, sa skal de radikale absolut til. Vi skal under disse forhold nok fa indflydelse pa grundlovssagen«.

Efter denne dodsdom over ministeriet - omend ikke fuldbyrdet endnu - fplte gruppens sekretaer, Slebsager, ikke trang til at skrive mere end: »Endnu havde forskellige ordet, uden at noget saerligt nyt fremkom «. Saledes opbygget gik man til modet i folketingssalen kl. 13^l.

Kort for dette skulle begynde, viste socialdemokraterne de radikale det forslag til beslutning om ministeriet Berntsens forbliven, de agtede at stille i modet, hvis egentlige formal var at behandle indstillingerne fra udvalget til valgbrevenes provelse samt at vaelge formand. Af Munchs optegnelser fremgar tydeligt, hvor forstyrrende for de radikales taktik dette bastante initiativ var. De, der som A. T. Gronborg ikke forstod ledernes subtile taktik, klappede i haenderne, mens »vi andre«, som Munch noterede, ikke fandt, det kunne nytte at vaere forslagsstillere, medmindre Venstre selv vanned, »da vi mente, at det ellers ville virke odelaeggende for ministeriet«. Denne passus i Munchs optegnelser tor siges at vaere nedskrevet med paholden pen, da han naturligvis var klar over, at det heist skulle ende med at odelaegge ministeriet².

Ved folketingsmodets slutning, ca. kl. 13,45, oplaeste den nyvalgte formand, Pedersen-Nyskov, Socialdemokratiets forslag om, at folketinget skulle henvende sig til Kongen med en indtraengende anmodning om at opfordre ministeriet Berntsen til at fortsaette sin virksomhed for grundlovssagens gennemforelse. For at understrege adressens reelle hensigter og Socialdemokratiets onske om at blive lyst i kuld og kon med de ovrige i systemet virkende partier indeholdt den ogsa en passus om, at man ville »yde ministeriet den fornodne stotte til ledelsen af lovgivningsarbejdet og administrationen pa den bestaende lovgivnings grund under den fortsatte forhandling om forfatningsforslaget« - underforstaet ikke efter grundlovsforslagets vedtagelse, en passus, der var indsat for at berolige partiets venstrefloj. Men ellers stod Socialdemokratiet altsa pa det bestaendes grund. Formanden udsatte pa Klaus Berntsens foranledning behandlingen af Socialdemokratiets forslag til tirsdag 17. juni kl. 13. Der var hermed yderligere tre dage til taktiske underhandsforhandlinger³.

Da man forlod Fredericiagades kasernes ydmyge folketingssal med spyttebakkerne, har de radikale ledere nok bekymret vendt skraen en ekstra gang i munden. Det matte ikke vaere skidt med nodningen, men en begravelse - omend i flere tempi - skulle det dog heist fortsaette med at vaere.

Hvor ivrige de radikale var for, at Klaus Berntsen skulle overlade dem

skuepladsen, fremgar af den samtale, I. C. Christensen og Zahle havde ved folketingsmodets slutning. Her erklserede I. C. Christensen, at Zahle om et par dage af Kongen ville blive opfordret til at danne regering, hvad han efter I. C.s mening skulle acceptere, idet I. C. lovede »loyal stotte« fra Venstre. Berntsen kunne modsat de radikale ikke forhandle med landstinget, sagde I. C. Christensen, og Zahle, der undertiden talte, for han taenkte, svarede, at de radikale jo kunne vsere lige sa »mastte« af Berntsen som I. C. Christensen. Hermed havde Zahle abenbaret sin iver efter at komme til, og han matte hore ilde derfor, da han senere pa dagen aflagde beretning for sine mere forslagne partifaeller, der var samlet hos Brandes. Han havde robet sig₂.

Formentlig mens man radslog hos Brandes, ringede Krieger - stadig gennem Rubin - for at sporge, om en opfordring fra Kongen til Berntsen nu var ©nskelig. Brandes svarede, at Kongen nu umuligt kunne gore noget for rigsdagsforhandlingen om den socialdemokratiske adresse, der som naevnt pa Berntsens foranledning var sat (Munch siger opsat) til tirsdag 17. juni₂. Hermed havde de radikale pa formelt uangribelig made faet givet endnu et signal til Kongen om, at de pa trods af deres officielle erklaeringer onskede Berntsens afgang.

Om Kriegers sondering faldt for eller efter Berntsens audiens lordag 14. juni eftermiddag vides ikke, men det korte af det lange er, at Klaus Berntsen folte audiensen som den sorteste dag i sit politiske liv. Fuld af hab og forventning kom han, tynget af vrede og sorg gik han vel vidende, at han havde tabt spillet. Vrede, naeppe sa meget mod Kongen som mod I. C. Christensen, sorg over ikke i sin alderdom at blive en ny grundlovsgiver ad modum Kong Frederik 7. Man forstar ham, nar henses til hans dybe rodder i det folkelige Danmark, der havde rejst sig mod det reaktionaere forfatningsvserk af 1866. At dettes jordfaestelse pa I. C. Christensens foranledning skulle foretages af Kobenhavner-radikalismen med Politiken i bedemandens rolle, var mere end denne gamle moderate skytte-, gymnastik- og idrastsdemokrat fra bondelandet var i stand til at forsta.

Efter audiensen aflagde den Sonderknuste og rasende konseilspraesident rapport til sin finansminister, der kunne notere, at modtagelsen havde vaeret »ingenlunde üblandet god« 4, hvilket svarer udmaerket til, at Munch kunne betro sin dagbog, at Berntsen kun kom »lige indenfor«⁵. Det var Neergaards naeppe urigtige opfattelse, at der havde vasret »modgaende pavirkninger i dagens l0b«. Ikke blot erklaerede Kongen, at han matte afvente den klaring, debatten tirsdag 17. juni evt. kunne bringe, men han fremkom ogsa med flere bitre udtalelser mod Berntsen. De gik pa, at han ikke havde informeret Kongen rigtigt, sa at denne folte sig trukket »fra indrommelse til indrommelseuden ret at se sagens konsekvens«. Berntsen havde ifolge sit referat til

Neergaard taget til genmaele og sagt, at Kongen havde vaeret rede til at lade de kongevalgte falde, hvis folketinget onskede det. I Neergaards optegnelser hedder det dernaest: »Kongen benaegtede ikke dette, men bebrejdede Berntsen,at han jo forst havde indvilget i at foje Kongen, men derefter havde trukket sin indrommelse tilbage pa grund af modstand i ministeriet. Det var ikke i sin orden: Nar De og jeg var enige, skulle det have vasret fort igennem; var der sa ministre, som ikke kunne folge, matte de ga. Berntsen: Sadan kan man tage tingene i militaere forhold, ikke i politik«. Samtalens übehagelige karakter fremgik ogsa af, at Kongen havde sagt, at konseilspraesidentens venner havde fortalt ham, at Berntsen i denne vinter var blevet en ganske anden. Kongen fastholdt altsa Berntsens demission: Bordet fangede⁴.

Et tegn pa, at Kongen havde afskrevet ministeriet Berntsen, var det ogsa, at dettes medlemmer fik invitation til hofselskaberne 18.-19. juni i anledning af Dronning Alexandrines families besog meget senere end de andre indbudte. Kongen havde ojensynligt regnet med hurtigt at sect nyt ministerium⁶.

I hab om, at Kongen ville have stottet ham, havde Berntsen indkaldt til ministermode hos sig kl. 20 samme aften, ligesom han havde bedt I. C Christensen som partigruppens formand om at udsaette partiets forhandling om den socialdemokratiske adresse til mandag 16. juni. Pa ministermodet refererede Berntsen »med nogen bitterhed«, at I. C. samme dag havde radet ham og de ovrige ministre til at affinde sig med at traede tilbage. Gjorde de det, »ville de fa den ledende stilling i partiet i fremtiden«, havde han sagt. Da Anders Nielsen fandt en unodig brod mod I. C. Christensen i det af Berntsen og Neergaard fremforte, tog han til genmaele, og det kom til en übehagelig diskussion, som viste, at Anders Nielsen nu utvivlsomt ville fiplge I. C. snarere end Berntsen. Ministeriet blev altsa angrebet bade udefra og indefra. Alligevel kunne hverken Berntsen eller Neergaard opgive habet⁷.

9. Berntsens og Neergaards sidste forsøg

Sondag 15. juni om aftenen skulle Berntsen have droftet situationen med Neergaard pa dennes bopael, men Berntsen var blevet ramt af en heftig (psykisk?) nyrekolik. I stedet gik da finansministeren til konseilspraesidenten, der pa sit smertens leje ikke übegrundet var urolig ved den forhandling, som den folgende dag skulle forega i Venstres bestyrelse og rigsdagsgruppe. Neergaard fandt selv, at det var dens sidste mulighed, og havde derfor konciperet et dagsordensforslag til brug for partimodet. Det l0d: »Idet folketinget udtaler, at den efter parlamentariske grundsaetninger naturligste (eller: naturlige) konsekvens af valgdagen ville vaere et ministerium udgaet af de to grupper, som ved deres samvirken har fremkaldt det valgresultat, der

har medfprt ministeriet Berntsens afgang, erklaerer tinget sig i ovrigt rede til at yde sin stotte til enhver pa parlamentarisk grund hvilende losning af ministerkrisen,som matte vaere egnet til at fremme gennemforelsen af det her i tinget vedtagne grundlovsforslag « l.

Det »snedige« i dette forslag bestod naturligvis i, at forste led skulle

tilfredsstille I. C. Christensen ved formelt at imodekomme dennes onsker og ved korrekt at papege, hvem der havde vundet valget - mens andet led skulle bane vejen for ministeriets forbliven, efter Neergaards vurdering dog omdannettil en koalitionsregering af Venstre og radikale. Han mente, at det var det eneste alternativ, der have mulighed for at vinde igennem over for I. C. Christensen. Hvor staerk i troen Neergaard har vaeret pa dette tidspunkt, er svaert at sige. Hans bevaegelser har en nsesten desperat karakter. Berntsen og han var dog eriige om, at en trekantregering - eller »trestrenget«, som man dengang sagde - af V, S og R var uantagelig. Berntsen sa, at det var uomgaengelig nodvendigt at vinde Anders Nielsen for Neergaards dagsordenforslag,hvis det skulle vasre muligt at overvinde I. C. Christensens modstand og ende med en VR-regering, som Berntsen kunne ga ind for, og pa konseilspraesidentens opfordring drog han da kl. 21,30 ud til Anders Nielsen. Ogsa han var optaget af at forfatte en dagsorden, men med den modsatte hensigt, idet hans alene omtalte en topartiregering af R og S. Anders Nielsen sogte at fa Neergaard med til at stotte sit forslag, hvad denne ikke var meget for, hvorfor Neergaard erklasrede den folgende dag at ville soge ministeriets stotte til sin opfattelse. Anders Nielsen kunne derimod nok tasnke sig at fortsaette, hvis der var alvor bag radikale og socialdemokraters nej. Han onskede derfor, at Kongen skulle tilbyde R og S regeringsmagten. Mistrostigt skriver Neergaard, at han forgaeves Sogte at overbevise Anders Nielsen om, at de radikale ville sige ja straks, »sa forhippede, som de var« - og det vidste Anders Nielsen naturligvis2.

I ministermodet mandag morgen 16. juni, hvor begge dagsordenforslag blev forelagt, matte Niels Neergaard ride alene. End ikke Berntsen fulgte ham, idet han »ganske lojede af«, som Neergaard slukoret bemaerkede. Han var skuffet over, at konseilspraesidenten havde opgivet kampen. Trafikminister Jensen- Sonderup, der havde vaeret afgjort tilhaenger af ministeriets forbliven, kunne kun mande sig op til at sige, at han kunne stemme for begge dagsordener. Resultatet af modet blev, at ministeriet som sadant intet forslag fremkom med til Venstres bestyrelse3.

Pa modet mellem Venstres bestyrelse i folketing og landsting styrede I. C. Christensen forhandlingen. Berntsen sagde spagfaerdigt, at han syntes at have maerket, at der var to stromninger i partiet: en, der ville ministeriets afgang, og en, som mente, at det under visse forhold kunne fortsaette. I. C. Christensen, der havde abnet modet med skarpt at afvise Socialdemokratiets forslag om ministeriets forbliven, fandt derimod, at forst nar R og S havde sagt nej, forela der en ny situation. Heri stottedes han af Jorgen Petersen, Anders Nielsen og P. Th. Nielsen, mens Neergaard understregede, at det, der kom til at sta i Venstres resolution, under ingen omstaendigheder matte afskaere »mulighedenaf

denafVenstres medvirken til grundlovssagens fremme, hvis de andre viser det
fra sig«, hvilken kryptisk bemasrkning naturligvis skulle tjene til at holde
muligheden aben for ministeriets fortsaettelse4.

Bestyrelsesmodet blev nu afbrudt, og da det blev genoptaget kl. 12,30,
forelagdes et af I. C. Christensen og Anders Nielsen udarbejdet dagsordenforslag,
som ministeriet og bestyrelsen enstemmigt tiltradte5.

Det lod:

»Idet folketinget udtaler sin paskonnelse af ministeriet Berntsens grundlaeggende
arbejde i forfatningssagen, og
idet tinget erkender, at valget den 20. maj d.a. har lagt den parlamentariske magt hos
de hidtil samvirkende partier, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre,
billiger tinget, at ministeriet med henvisning hertil har indgivet sin afskedsbegaering,
som er modtaget af Kongen.

Idet tinget saledes imodeser et ministerium i overensstemmelse med valgdagens
resultat og udtaler sin redebonhed til loyalt at medvirke ved en fortsat forhandling til
fremme af forfatningssagen og af det ovrige lovgivningsarbejde pa den bestaende
lovgivnings grund,
gar tinget over til naeste sag pa dagsordenen« 6.

Samme dag beroligede I. C. Christensen Zahle: »I morgen kommer der fuld klarhed, det kan De gaud fra. Partiet er enigt, det folger mig« 7. Og heri havde han unsegtelig ret. Med I. C. Christensen som forbundsfselle var Zahle sikker pa at tage stikket hjem.

10. Folketingsmødet 17. juni

Modet i folketinget begyndte kl. 13. Forste ordforer var Borgbjerg, der holdt en af sine store og lange taler. Den fylder 21 spalter i folketingstidende og er i det hele typisk for den Borgbjergske retorik. Der er ingen grund til at referere dens indhold, idet argumenterne for at onske ministeriet Berntsens forbliven var de flere gange tidligere fremforte: Uagtet Venstres mandattab havde dog valgdagen udpeget dette parti til at gennemfpre grundlovsforslaget, som ved den radikale og den socialdemokratiske fremgang nu havde 107 mod for 97 mandater af folketingets 114 bag sig₁. Keine Hexerei, nur Behandigkeit. Borgbjerg advarede mod at fremkalde en parlamentarisk krise, som efter hans opfattelse kunne indtraede, hvis Venstre viste regeringsmagten fra sig. Dette parti havde bade ret og pligt til at danne regering. Han gjorde ogsa opmaerksom pa, at man sikkert i fremtiden matte paregne mindretalsparlamentariske ministerier, hvorved han korrekt forstod en mindretalsregering, som sad, indtil et flertal gik imod den². Den parlamentariske udvikling til dato har unaegtelig givet Borgbjerg ret i denne spadom.

Interessant er det, at Borgbjerg holdt doren aben for en socialdemokratisk regering. »I ojeblikket ganske vist et i hoj grad teoretisk tankeeksperiment«, sagde han, hvorefter han forsikrede, at et sadant ministerium ogsa ville vaere forpligtet pa Venstre-regeringens grundlovsforslag i den skikkelse, det havde forud for valget, og som havde faet vaelgernes massive tilslutning. En socialdemokratisk regering kunne saledes ikke vaere forpligtet til at soge et etkammersystem gennemfort³. Ventileringen af ministersocialismen skete sa diskret, som det nu var muligt for Borgbjerg, og den var i overensstemmelse med Staunings brev til Jansson, den tyske partifaelle (se kap. 5), og med hans udtalelser til Kongen. Sikkert har de socialdemokratiske ledere som for naevnt gerne onsket at komme til; men de har naturligvis gjort sig klart, at muligheden ikke var stor. Ved alligevel at sla pa den kunne de dels forberede jordbunden med henblik pa fremtiden, dels maske true Venstre til at blive ved magten, sa at man undgik en radikal regering, over for hvilken Socialdemokratiet i hojere grad kunne fple sig forpligtet. En Venstre-regering ville kun fa partiets stotte i grundlovssagen og kun, sa laenge denne ikke var lost.

I. C. Christensen, som fik ordet efter Borgbjerg, kunne ikke sta for fristelsen til at drille socialdemokraterne med, at de nu ville indga til Kongen med en aerbodig adresse. Han spurgte, hvem der skulle overbringe den, og mindede om, hvor hojtideligt det var gaet til i 1885 med formand, viceformaend og 12 medlemmer i kareter. Men i ovrigt forekom det ham at vaere en komplet overflodig manovre, for det svar, Kongen i givet fald ville give, var konseilsprassidentens, ligesom valgets tale efter I. C. Christensens mening var entydig.

Selv om alle tingets medlemmer var pa det rene med, at I. C. Christensen var situationens herre, og hans tale derfor skulle tages alvorligt, bredte munterheden i salen sig dog, da han efter at have konstateret, at den parlamentariske magt la hos S og R, kom for skade at sige: »Alle parter star sig ved, at ledelsen og ansvaret er, hvor magten er«⁴. Det tor formodes, at Berntsen og Neergaard ikke har deltaget i munterheden.

Mens Socialdemokratiets forslag var en til Kongen rettet adresse, som var underkastet en behandling efter reglerne for lovforslags anden behandling, var Venstres forslag, som I. C. Christensen sluttede med at fremsastte, et forslag til motiveret dagsorden⁵. Det blev dermed skubbet foran det socialdemokratiske, og herved blev Det radikale Venstre tvunget til at bekende kulor.

Zahle, som nu fik ordet, haevdede ganske vist, at han var uvidende om, at Venstre ville stille dagsordenforslag; men om dette udsagn er sandt eller usandt, far sta hen. Der er dog grund til at tro, at de radikale ledere havde haft deres anelser. For at vaere pa den sikre side havde P. Munch inden modet i salen formuleret et radikalt dagsordenforslag, som snildeligt nojedes med at tilsige et kommende ministerium stotte til at gennemfore grundloven6. Deter

abenbart, at dette forslag var et udtryk for onsket om at lurepasse yderligere
en omgang for at bringe stikket hjem til de radikale. Nu blev der ikke brug for
denne manovre.

I. C. Christensen havde sat trumf pa, og alvorstungt sagde Zahle derfor, at stillingen nu var blevet »noget indviklet, idet man vel ma gaud fra, at ministeriet slutter sig til den pastand pa overgang til dagsordenen, som det asrede medlem fra Ringkobing har fremsat«. Hertil rabte Berntsen - utvivlsomt som ventet - ja, og Zahle havde hermed faet klistret ministeriet og I. C. Christensen sammen. »For tingets vaerdigheds skyld« bad Zahle derfor om, at modet blev afbrudt, for at partierne fik tid til rolig overvejelse7.

I. C. Christensens udspil er sikkert kommet de radikale ledere tilpas. Deter i al fald haevet over enhver tvivl, at de nu var klar over, at spillet var deres, hvis blot Socialdemokratiet kunne vindes for en aftale. De kommende 20 minutter blev derfor helt afgorende for regeringskrisens udfald. Der foreligger kun en kilde, nemlig P. Munchs optegnelser. Ifolge disse havde det vaeret Socialdemokratiets tanke at opretholde adresseforslaget, hvad der lyder meget troligt. Men Rode og Munch fik overbevist Borgbjerg og Stauning om, »at det var umuligt«. Af hvilken arsag oplyser Munch ikke; men man har lov til at antage, at de to radikale har spurgt de to socialdemokrater, hvad der ville ske, hvis adressen blev vedtaget, og I. C. Christensen dog fortsat var i stand til at fa Venstre til at sige nej. Hvorfor da ikke gribe til straks? De radikale frygtede naturligvis for, at en forlsengelse af forhandlingerne ville kunne hidfpre en utilsigtet udgang. Pa den anden side ville socialdemokraterne ikke stemme for Munchs forslag, de foretrak blot at traekke deres eget tilbage og stemme imod Venstres dagsordenforslag - maske i habet om, at denne fremgangsmade trods alt ville give det onskede resultat.

Den radikale politiker Gunnar Fog-Petersen har berettet, at da et nyt medlem af den radikale gruppe, formentlig ham selv, modte Klaus Berntsen uden for sit partis modevaerelse, sagde denne: »Ja, nu er det altsa jer, der skal afgore det!« Da han refererede bemaerkningen pa partimodet, blev han afbrudt af Zahle, der »i en hastig tone erklaerede, at nu havde vi hort nok om denne sag, og vi kan dog ikke blive ved at bede hr. Berntsen om at blive, nar hans eget parti ikke vil stotte ham«.

»Hvad sker der nu?« spurgte den aengsteligt ventende trafikminister Thomas Larsen P. Munch, da han kom tilbage i salen. Deter Munchs sikkert rigtige opfattelse, at ministrene havde habet, at Socialdemokratiet ville opretholde adresseforslaget6.

Da modet blev genoptaget, indledte Zahle med at sige, at det var umuligt at
tvinge ministeriet til at blive ved at vedtage Socialdemokratiets adresseforslag,
nar regeringen gik frivilligt i doden ved at stemme for I. C. Christensens

dagsorden. Han slog ogsa fast, at ministeriet havde faet en dolk i ryggen fort af I. C. Christensen. I den resterende del af sin tale demonstrerede Zahle sine evner som den drevne parlamentariker, han var, idet det lykkedes for ham bade at gore indrommelser til Hojre (forholdstalsvalgmaden) og true det, hvis det sammen med de frikonservative ville bruge landstingsflertallet, ligesom han meget behaendigt tog det socialdemokratiske adresseforslag til sit hjerte, men dog endte med at sla fast, at efter I. C. Christensens dagsorden »og efter at vi har faet at vide, at ministeriets medlemmer vil stemme for denne, bliver det vel nok ikke muligt at fastholde forslaget til beslutning«. I. C. Christensensdagsorden ville de radikale stemme imod⁸.

Den ovrige del af debatten var ret beset uinteressant. Pa Hojres vegne erklaerede Hammerich, at Hojre ikke kunne stemme for en dagsorden, som udtalte paskonnelse af ministeriet Berntsens »grundlaeggende arbejde i forfatningssagen «⁹. Hojre ville undlade at stemme. Klaus Berntsen angreb iet forholdsvis kort indlaeg R og S for ikke at have stottet V under valget. Nu var det for sent, fordi V ikke havde den fornodne styrke. Berntsen gjorde med andre ord en dyd af nodvendigheden, og bag hans polemik mod S og R spores i virkeligheden bitterhed rettet mod I. C. Christensen. Efter polemiske bemaerkninger mellem Zahle og Borgbjerg pa den ene side og I. C. Christensen pa den anden skred man til afstemning, som gav til resultat, at 61 (R og S) stemte imod Venstres dagsorden, 42 (V) for, mens 7 (H) undlod at stemme¹⁰.

Efter afstemningen greb Borgbjerg ordet for at sla fast, at forkastelsen af Venstres dagsorden betod, at Socialdemokratiet havde opnaet det samme, som det tilsigtetie ved at stille sit adresseforslag, nemlig at opfordre ministeriet til at fortsaette¹¹. Det var naturligvis en tirade, der skulle tjene til at daekke over, at partiet havde fundet det opportunt at traekke sin egen positive adresse tilbage, og P. Munch kan da ogsa berette, at under og efter modet gav Borgbjerg over for ham udtryk for, at der nu burde dannes en VSR-regering med en enkelt socialdemokratisk minister eller en SR-regering baseret pa »noget i retning af lige deling « 6. Den fprste mulighed kan Borgbjerg umuligt have troet pa. Under alle omstaendigheder viser udtalelsen, at Socialdemokratiets ledere kunne taenke sig at indtraede i en regering.

11. Sidste runde

Kabinetssekretaer Krieger havde vagtsomt fulgt debatten, og straks efter modet spurgte han Zahle, om han og Stauning ville komme sammen til Kongen. Deter forstaeligt, at Zahle ikke kunne imodekomme dette onske, ikke mindst fordi I. C. Christensen under den nys afsluttede debat ironisk havde talt om de to samvirkende partier. Han bad Krieger lade Stauning

komme alene og forst som leder af det storre af de to partier, og saledes blev
det1.

Ogsa denne samtale har Stauning udfprlig refereret. Forst matte han bringe Kongen ud af den vildfarelse, at I. C. Christensens dagsordenforslag var vedtaget. Ogsa selv om ministrene havde stemt for den og dermed deres egen afgang, fandt Stauning dog pa Kongens sporgsmal, at ministeriet Klaus Berntsen burde opfordres til at fortsaette. Da Kongen fremforte, at Socialdemokratiets adresseforslag burde have vaeret til afstemning, svarede Stauning, at hans parti ved at stemme mod I. C. Christensens dagsorden havde udtrykt, hvad det onskede. Hertil kom, at folketingets formand efter Staunings oplysning ville have naegtet at overbringe adressen til Kongen, »og derved havde dens betydning antagelig vaeret mindre«. Hertil havde Kongen blot svaret, at han nok havde faet den p& anden made. Kongen var dog stadig af den mening, at det ikke nyttede mere med Venstre, og han spurgte derfor Stauning direkte, om han ville danne regering - eventuelt i forbindelse med et andet parti, ligesom han spurgte, om Stauning havde forhandlet med Zahle. Hertil svarede han, at Socialdemokratiet ikke havde droftet en eventuel regeringsovertagelse, hverken indbyrdes eller med de radikale. Kongen palagde nu Stauning at gore dette, ligesom han ville hen vise Zahle til at tale med denne. Stauning accepterede Kongens opfordring, og det aftaltes, at han skulle komme igen den fplgende dag kl. 14,30.

Under samtalen udtalte Kongen sin anerkendelse af, at Socialdemokratiet sa loyalt havde villet indga til ham med adressen. Denne ros, som Stauning nok heist havde vaeret foruden, besvarede han - ifolge sit referat - med at sla fast, at Socialdemokratiet anerkendte Kongen, sa laenge den nuvaerende statsform bestod, og at man forudsatte, at han ville handle ud fra de parlamentariske grundsaetninger, som var blevet fastslaet i Kong Frederik B.s tid. Kongen svarede: »Ja, selvfolgelig« 2.

Det betydningsfulde i samtalen er, at den viser, at Socialdemokratiet stadig ikke var glade for udsigterne til en radikal regering - ellers var der nu ikke laengere grund til at presse Venstre, hvad Kongen for laengst havde indset. Fremdeles fremgar det ogsa af Staunings eget referat, at han ikke afviste at danne regering eller at indga i et blandingsministerium. Kongen pa sin side syntes, at situationen kaldte pa en Seller en SR-regering, og da formentlig heist den sidste mulighed, der betod, at ministeriet havde flertal i folketinget.

Staunings forsog pa i ellevte time at redde ministeriet Berntsen vakte irritation i det radikale hovedkvarter. Det fremgar af Ove Rodes lederartikel i Politiken 18. juni. Her hed det, at det var »kun formelt og ikke politisk begrundet«, nar Stauning havde bedt Kongen om endnu engang at henvende sig til Berntsen, eftersom ministeriet selv havde tilsluttet sig Venstres onske

om dets afgang. Rode tolkede den fornyede tilsigelse af Stauning saledes, at
det heller ikke alene var denne losning, som for tiden droftedes mellem
Kongen og formanden for Socialdemokratiet.

De radikale onskede stadig at danne regering alene, men fandt det taktisk heldigt, om muligheden for et trestrenget ministerium kunne blive afprovet - »en regering, der stotter sig til alle tre partier «, som Ove Rode skrev for ikke at sige for meget. De radikale ledere vidste meget vel, at I. C. Christensen og dermed Venstre ikke onskede en sadan. Ved alligevel at foresla den kunne de radikale levere endnu et bevis pa deres dyd: Enhver mulighed for at fa Venstre med var provet.

Men her kom de op mod Kongen. Han havde, som det fremgar, gjort sig klart, at Venstre var ude af billedet. Zahle, som aldrig havde let ved at greje Kongens facon og talemader, var svaert utilfreds med den samtale, han kl. 17,45 havde med Majestasten. Da Zahle slog pa, at Kongen matte have en til at undersoge muligheden af en trestrenget regering, svarede denne: »Hvor skulle jeg fa sadan en mosegris fra?« Kongen henviste i stedet Zahle til at tale med Stauning. I den officiose pressemeddelelse hed det dog, at Zahle havde tilradet Kongen »at lade undersoge muligheden for at danne et ministerium af de tre partier, som sammen i folketinget tasller 107 tilhaengere af grundlovsforslaget «3.

Temmelig mismodig aflagde Zahle om aftenen (17. juni) rapport til Munch og andre ledere. Han ville jo gerne have vasret den af Kongen efterspurgte mosegris. De radikale ledere henfaldt ifolge Munch til allehande teorier om, at Kongen var kommet under pavirkning af Hojre, der kunne se en fordel i at tvinge R og S sammen. Herom foreligger der intet, og Munch har ret, nar han konstaterede, at Zahle (der angives at have vasret traet hele dagen) havde misforstaet Kongen, der blot ansa undersogelsen af en trekantregering for »et tidsspildende mellemstadium «.

Munch oplyser ikke, hvem Zahle skriftede for 17. juni om aftenen, antagelig var det foruden Munch i al fald ogsa Brandes og Rode. Alle i denne kreds var imod en SR-regering, dog ikke P. Munch, hvis man kunne nojes med en eller to socialdemokrater, idet der efter hans opfattelse »kun var enkelte ministerier, i hvilke det var muligt at have dem« 4. Munch havde ingen fordomme over for socialdemokrater, men har antagelig ment, at det ville vaekke et ramaskrig og svaekke regeringen, dersom f.eks. konseilsprassidiet, udenrigsministeriet, forsvarsministeriet, ministeriet for kirke og undervisningsvaesen eller landbrugsministeriet blev besat med en socialdemokrat. 1913 var for verdenskrigen og revolutionerne i 1917 og 1918.

Onsdag 18. juni blev en af folkestyrets hektiske forhandlingsdage. Mode

aftoste mode, og mellem moderne talte de politikere sammen, som uanset
partifarve var pa bolgelaengde med hinanden.

Kl. 10 fortalte Stauning den socialdemokratiske gruppe, at Kongen havde opfordret Socialdemokratiet til at danne regering evt. sammen med Det radikale Venstre, hvad Stauning ikke fandt var nogen god ide. Han fik sin gruppes tilslutning til at foresla de radikale at svare nej, indtil enhver mulighed for ministeriet Berntsens fortsaettelse var udtomt.

Kl. 13,30 holdt S igen gruppemode. Stauning kunne nu oplyse, at R ville stotte en fortsaettelse af ministeriet Berntsen, hvis S radede Kongen til at henvende sig til Berntsen, og denne var i stand til at fa sit partis stotte. Det interessante ved dette gruppemode er dog den beslutning, som blev truffet med alle stemmer mod 6, og som efter for 27. gang at have tryglet om Berntsens forbliven l0d: »For sa vidt en anden ordning er nodvendig, ma det af hensyn til grundlovssagen vsere de tre grundlovspartier, der Soger sagen lost, og vi vil, hvis det forlanges, drofte den mulighed, behandle den i partiet og kan under visse betingelser taenke os en sadan udgang«.

Beslutningen viser helt klart, at Socialdemokratiet var rede til at gamed i en regering, og at oppositionen i gruppen var begrasnset til 6 ud af 32 folketingsmaend og 4 landstingsmaend. Hvis protokollen er rigtig fort, viser beslutningen tillige, at Stauning var parat til at saette en sadan beslutning igennem pa trods af en mulig modstand i partiets hovedbestyrelse, som ikke var saerlig godt orienteret om gruppens holdning - for ikke at bruge stasrkere ord. Det tor formodes, at bolgerne pa dette gruppemode er gaet hojt, men vi ved intet derom. Mindretalsgruppen var i henhold til den dagaeldende partidisciplin forpligtet til at holde sin utilfredshed og sit saerstandpunkt for sig selv - og den gjorde det.

Det radikale Venstres gruppemode begyndte kl. 13, men varede kun kort.
Det blev fortsat kl. 14,15, hvor Zahle skulle til Kongen. Venstre ses ikke at
have holdt gruppemode.

Mens rigsdagsbygningen summede af rygter, blev I. C. Christensen kl. 12 modtaget af Kongen, der nu havde faet den kaere svigerfamilie fra Mecklenburginstalleret. Det billede, der frembod sig for Kongen og kabinetssekretaer Krieger, kunne se nok sa forvirrende ud. Venstre havde ved valget mistet flertallet, konseilspraesidenten ville gerne fortsaette, men havde dog stemt sammen med sit parti om en dagsorden, der onskede ministeriets afgang. Dagsordenen var ganske vist blevet forkastet af S og R, mens S havde taget den adresse tilbage, som udtrykkelig sagde, at ministeriet burde blive. Nu forsikrede socialdemokraterne, at deres nedstemning af I. C.s dagsorden

havde samme virkning som, hvis adressen var blevet vedtaget. Samtidig sagde
de radikale: trekantregering, men mente det ikke.

For at forvisse sig om, at en trekantregering ikke kunne dannes, benyttede Kongen sig ikke som foreslaet af Zahle af en kongelig mosegris eller undersoger. Han sendte ganske simpelt bud efter Venstres formand, I. C. Christensen, som kort og godt erklaerede, at hans parti ikke ville deltage i en regering med andre. Dette svarede til, hvad han ogsa skrev i sit ugeblad Tiden, hvor Klaus Berntsen kunne laese, hvad Venstre ville vedtage⁵. Hermed havde Kongen for sa vidt fulgt Zahles henstilling, omend ikke pa den made Zahle havde forestillet sig. De radikale blev snydt for nogle taktiske piruetter⁶.

Kl. 14,30 var Stauning sa som aftalt hos Kongen. Folgende ordskifte
udspandt sig:

»Kongen: Na har De sa et resultat?

Stauning: Ja, vi mener fremdeles, at Klaus Berntsens regering burde fortsaette, og at
den ikke har pligt til at fortraekke.

Kongen: Ja, deter umuligt.

Stauning: Vi er da som anden udgang villige til at optage en forhandling i vort parti
om muligheden for at medvirke ved dannelsen af en regering af de tre
partier, der er enige om grundlovssagen.

Kongen: Der er vinket af! Det vil Venstre ikke.

Stauning: Ja, sa ser jeg ikke, at vi kan medvirke i ojeblikket«7.

Staunings rad var ikke til megen vejledning for Kongen. Men han kunne
vanskeligt tolke dem pa anden made, end at S nu satte sig uden for indflydelse
pa regeringsdannelsen, hvorefter Kongen kun havde de radikale tilbage8.

Pa det efterfolgende socialdemokratiske gruppemode kl. 15,15 refererede Stauning Kongens udtalelser, og rigsdagsgruppen besluttede at forhore sig om de radikales betingelser for at danne regering. Gruppen vedtog ogsa en udtalelse, hvori man over for forretningsudvalget anbefalede at stotte en radikal regering i forfatningssagen, men ikke selv »at deltage i regeringsdannelseunder fprerskab af Det radikale Venstre«. I det efterfolgende forretningsudvalgsmodevedtoges udtalelsen med alle stemmer mod l. Pa hovedbestyrelsesmodetsamme dag udspandt sig en lasngere diskussion om forlobet af regeringskrisen, men dens indhold kendes ikke. Staunings beretning godkendtesdog uden afstemning. Selv om der ikke kan vaere tvivl om, at Stauning havde faet sit parti med til en regering af S, V og R, ville der dog have vaeret megen murren i de dogmefastes raskker. Som I. C. Christensen loste problemernefor de radikale, gjorde han det ogsa for socialdemokraterne. Men Stauning havde opnaet at fa drevet en regeringsdeltagelsesvenlig beslutning igennem med et stort flertal. Den var god at have pa lager med henblik pa

fremtiden. Ingen kunne herefter vsere i tvivl om, hvor det bar hen med
Socialdemokratiets deltagelse i det parlamentariske liv.

I den ojeblikkelige situation stod det altsa til de radikale alene. Og til dem satte Neergaard sin lid. »Med ikke ringe lidenskab« sagde han pa denne afgorelsens dag, at dersom de radikale sagde nej til en SR-regering og derpa »med formel »stotte« fra socialdemokraterne m.v.« selv dannede regering, gik de I. C.s aerinde og ville odelaegge sig selv. Hvis de derimod radede Kongen til at sporge Klaus Berntsen, ville denne kun sige ja sammen med R. »Dette vil I. C. ikke have magt til at hindre«, forsikrede Neergaard den koligt observerende Rubin, der omgaende tilskrev Brandes⁹. Deter en forbloffende mangel pa realitetssans, Neergaard lagde for dagen pa dette sene tidspunkt af krisen. Rent bortset fra at de radikale ikke ville spille Neergaards spil, hvorledes kunne Kongen da sende bud efter Berntsen pa trods af Venstres formands rad? At taenke sig Berntsen fortsaette mod sit partis vilje alene stottet af R og S var en utaenkelig situation - og for resten ogsa en umulig tanke, eftersom det aldrig kunne vaere en radikal interesse at holde Berntsen oppe, nar denne ikke havde sit parti med sig. Vreden, skuffelsen og fortvivlelsen over at blive sat fra bestillingen synes at have omtaget en ellers klar hjerne.

Efter Staunings audiens henvendte Kongen sig ved 15-tiden til Zahle, som han opfordrede til at danne regering uden naermere at praecisere, hvorledes denne kunne tasnkes sammensat. Zahle udbad sig betaenkningstid til den folgende dag kl. 19⁶. Han onskede at skaffe sig de fornodne garantier for de andre partier og sikre sig mod opror i sit eget.

Ved 17-tiden genoptog den radikale rigsdagsgruppe sin forhandling. Her var der ifolge Munch enighed om ikke at danne regering sammen med S alene. Grunde angiver han ikke; men rent bortset fra at de radikale kunne have partiegoistiske fordele ved sololob, ma det retfaerdigvis siges, at operationsfriheden var storre, nar regeringen havde en opposition bade til venstre og til hojre for sig. Deter abenbart, at Venstre (og Hojre) ville udnytte dannelsen af en SR-regering. Den radikale gruppe vedtog derfor at lade Zahle stille Stauning et par sporgsmal, som man med en til vished graensende sandsynlighed kendte svarene pa:

»Deler Socialdemokratiet den opfattelse, som rader i Det radikale Venstre, at det kommende ministerium - efter at dannelsen af et ministerium af de tre partier, der stotter det afgaede ministeriums grundlovsforslag, er blevet umuliggjort ved Venstres afvisning - ikke bor dannes af to af disse partier, medens det tredie star udenfor?

Hvis Socialdemokratiet deler denne opfattelse, sporges der - da Venstre ikke vil
danne regeringen -, om Socialdemokratiet kunne taenke sig at patage sig denne
opgave? I sa fald vil Det radikale Venstre meddele Kongen, at det ikke onsker at danne

ministeriet, men vil yde et eventuelt socialdemokratisk ministerium stotte til grundlovssagensgennemfprelse.

Hvis Socialdemokratiet ikke onsker at patage sig opgaven, men Det radikale Venstre patager sig denne, venter det, at Socialdemokratiet vil yde det radikale ministerium stotte pa lignende made, som der under adressedebatten tilsagdes ministeriet Berntsen« 10.

Som man vil se, var facitlisten vedlagt sporgsmalene. Havde de radikale af hjertet onsket en S-regering, var det sidste afsnit naeppe blevet formuleret. Men bade socialdemokrater og radikale var meget vel klar over, at en ren socialdemokratisk regering ikke havde store muligheder for at gennemfore grundlovssagen.

I Socialdemokratiets gruppemode 19. juni kl. 11,30 vedtoges enstemmigt et af Stauning formuleret svar. Det gik ud pa, at der ikke burde dannes en regering af de to grundlovspartier, mens det tredje stod uden for. Derefter hed det ifolge gruppeprotokollen: » Socialdemokratiet vil ikke for tiden (udhsevet her. T. K.) overtage dannelsen af en socialdemokratisk regering«, men derimod nok stotte en radikal. Af Staunings kladde fremgar, at ordene »for tiden« er indsat i det oprindelige udkast, men der knytter sig yderligere det pikanteri til, at i den sprogligt afpudsede version af gruppens beslutning, som offentliggjordes, var »for tiden « forsvundet igen. Hvad end arsagen til denne retten frem og tilbage har vaeret, viser de to ord Staunings iver efter at forberede muligheden af en socialdemokratisk regeringsdannelse.¹ ].

Da Socialdemokratiet saledes officielt havde sagt nej, kunne Zahle tilskrive I. C. Christensen, at den kommende radikale regering forventede loyal stotte fra Venstre, siden dette parti hverken ville vaere med i en tre-partiregering eller fortsaette alene, og siden en to-partiregering var af det onde. Herpa modtog Zahle aldrig noget svar, hvad han naeppe heller havde ventet¹⁰.

Ifolge Politiken gik den radikale rigsdagsgruppe enstemmigt ind for, at Zahle patog sig at danne en ren radikal regering. Sandheden var dog, at hojskoleforstander A. T. Gronborg og den 77 ar gamle landstingsmand N. P. Madsen-Mygdal var imod¹². Ingen af dem betod dog noget, og de forblev loyale udadtil.

Efter partimodet, som havde givet Zahle den fornodne daekning, var han atter kl. 18,30 hos Kongen, med hvem han droftede sporgsmalet om de kongevalgte landstingsmaend. Kongen viste sig her imodekommende. Han ville ifolge Munch »tage det under overvejelse under hensyn til grundene i ministeriets indstilling og situationen i det hele«. 10vrigt stillede Kongen som allerede omtalt ikke andre betingelser, end at der skulle skabes ligevaegt mellem indtaegter og udgifter, ligesom der ikke matte rejses uro om den pagaeldende forsvarsordning. Forstaeligt nok havde Zahle - situationen taget i

betragtning - ikke svsert ved at acceptere disse onsker. Pa den anden side affandt Kongen sig med, at hans ministre ikke ville ga i uniform og ej heller vaere i 1. rangklasse nr. 4 med titel af excellencer. Sikkert forventede de dog med hensyn til gang og saede at blive behandlet efter rangforordningen. Hvad angik ministeriets sammensaetning, onskede Kongen meget gesandten i Berlin,grev' Carl Moltke, som udenrigsminister for at undga Erik Scavenius.

Den 19. juni modtes Socialdemokratiets og Det radikale Venstres forhandlere, og Munch beretter, at socialdemokraterne nu var »tilfreds med at vaere kommet ud over striden om deltagelse i et ministerium sammen med os ved, at vi havde afvist tanken «. Sandt er det, at det loste problemet, men om Stauning og Borgbjerg var tilfredse med, at de ikke selv traf beslutningen, far sta hen. Det kan ikke afgores pa den harmonisogende Munchs udsagn. Socialdemokraterne syntes ogsa tilfredse med Kongens stilling til de kongevalgte landstingsmaends

Torsdag 19. juni om formiddagen gav Det radikale Venstres gruppe endelig tilslutning til, at partiet dannede regering. Madsen-Mygdal sen. og Gronborg stemte ikke. Zahle gav ingen antydning af, hvorledes ministeriets sammensaetning ville blive¹³.

12. Ministeriets sammensætning

Som tidligere naevnt havde Brandes, Munch og Rode allerede 2. juni droftet fordelingen af ministerposterne. Omkring dette tidspunkt havde kabinetssekretaer Krieger - utvivlsomt med viden om Kongens sympatier - slaet pa, at Edv. Brandes burde vaere konseilspraesident. Pa modet 2. juni erklaerede Brandes dog, at han havde sagt nej til Krieger. Det skulle vaere Zahle og i alt fald ikke en Jode, mente Brandes. Selv om han senere under krigen utvivlsomt higede efter statsministerposten ogsa pa Zahles bekostning, har han sikkert refereret rigtigt. Han indsa, at de radikales tidligere konseilspraesident var den, der lettest kunne samle partiet. Formentlig havde han ogsa ret i, at en Jode, der oven i kobet fa ar forinden havde vaeret en forargelsens genstand - straffet pornograf og duellant - ville vaere en anstodssten. Alene navnet Brandes kunne berede ministeriet besvaerligheder. Edv. Brandes var stedse meget fplsom - undertiden overfolsom - over for politiske imponderabilier.

De tre var derfor allerede 2. juni enige om, at det matte blive Zahle igen, og Brandes og Rode fandt tillige, at Zahle ikke burde patage sig noget fagministeriumved siden af dels for at have al sin tid til grundlovssagens fremme, dels for ikke at blive belastet af kritik pa andre omrader. Bag disse ideelle betragtninger la dog ogsa nok det forhold, at skont Rode og Brandes ikke

elskede hinanden, kunne de dog enes om at gore noget for Politikens formand, Oskar Johansen. Hvis Zahle nemlig ikke ogsa skulle vaere justitsminister, blev denne post ledig til Oskar Johansen. Rigtig nok naevnede Brandes professor juris Carl Torp, men da Munch gjorde indvendinger, og Rode derpa forte Johansens navn frem, erklaerede Brandes, at det kunne taenkes, at han ville.

Landbrugsministeriet tasnkte Brandes sig besat med professor Fr. Weiss, der var en anset plantefysiolog. Munch haevdede, at Weiss ikke var dygtig uden for sit snaevre speciale, og da landbrugsministeren fra 1909-10 »ikke gik an« (motiveringen anfores ikke), endte man efter Rodes forslag med Kristjan Pedersen, uagtet »alle var betaenkelige ved hans mangel pa evne til at styre« - unasgtelig en pinlig indrommelse for landets husmandsparti, at det skulle standse ved en gardejer, der ikke kunne styre.

Som handelsminister talte man forst om Vilh. Weimann. Man tor gaette pa, at det ikke er sket uden betaenkelighed, fordi Weimann var nasrt forbundet med storkapitalistiske kredse som 0.K., i hvis overste ledelse han sad. Forholdet var dog ogsa, at Brandes foretrak Hassing Jorgensen som handelsminister, mens Rode erklaerede at vide, at Zahle onskede Herman Heilbuth. Sandheden var nok naermere, at Rode selv overmade gerne ville have Heilbuth, der sa idealistisk havde ofret sig for partiets organisationsapparat, og med hvem han havde haft et forbilledligt samarbejde, som havde udviklet sig til venskab. Men her overfor stod Brandes' dictum: en jode er nok, og dermed var Heilbuth sat udenfor, da der ikke godt kunne vaere tvivl om, at den ene jode matte blive Brandes. Det gamle ord siger, at fraende er fraende vaerst, men ud fra en iskold betragtning var det formentlig ikke irrelevant at tage hensyn til den ikke übetydelige antisemitisme, som dengang var radende i det danske samfund.

Forsvarsministeriet mente bade Brandes og Rode, at Munch burde tage, sa at Rode kunne fa indenrigsministerposten, som Munch havde beklaedt 1909-10. gjorde sagtmodig modstand. Han mente, at hans udnaevnelse ville vaekke »den storste forbitrelse« ogsa hos Kongen, og foreslog i stedet Zahle eller ... Rode! Dette gik dog bade Brandes og Rode imod¹.

Interessant er det, at Erik Scavenius ikke forekom de tre som det selvfolgeligeemne til udenrigsministerposten. Brandes, som aldrig brod sig om Scavenius, haevdede, at Kongen, der jo havde mere omgang med udenrigsministerenend med de ovrige ministre, ikke gerne sa Scavenius som udenrigsminister.Brandes fremforte i stedet gesandten i Berlin, grev Carl Moltke, der havde besogt ham og ojensynlig ladet forsta, at han var interesseret. Munch gik forsigtigt imod, idet han indrommede fordelene ved Moltke (bl.a. hensynet til Kongen), men pa den anden side anforte, at Moltke var fremmed for de radikales tankegang, maske for international og en for dristig eksperimentator.Scavenius

tor.Scaveniusmente selv som gammel mand, at Brandes havde pavirket
Kongen til fordel for Moltke for derved at slippe for at komme til at sidde i
regering med Scavenius2.

7. juni skrev Brandes til Oskar Johansen, at der var optraek til, at Zahle ikke ville have noget fagministerium, hvorved vejen var banet for, at Oskar Johansen kunne blive justitsminister, hvad Brandes - utvivlsomt oprigtig ment - meget gerne sa: »Meningen var, at vaegten skulle laegges pa gennemforelsen af den nye straffelov - og jeg behover jo ikke at sige, at Zahle ikke magter forelaeggelsen«, skrev den altid redebonne Brandes. Johansen sagde dog nej.*)

Brandes mente i brevet, at der kunne dannes »et anstaendigt ministerium«, bl.a. fordi Munch og Rode havde vaeret meget imodekommende over for ham: »Man gor mig den aere at anse et ministerium uden mig for umuligt, thi jeg tilbod at vige for Heilbuth«. De ovrige ministerposter besatte Brandes saledes: Munch - forsvarsminister, Rode - indenrigsminister, Povlsen - kultusminister, Hassing Jorgensen - handelsminister og Carl Moltke - udenrigsminister3.

Som omtalt tidligere droftede Brandes, Munch og Rode igen situationen 8. juni, og overbeviste om, at det ville ende med en ren radikal regering, diskuterede man pa ny portefoljernes fordeling. Rode insisterede fortsat pa indenrigsministeriet for gennem valglovsforhandlingerne at fa hand i hanke med selve grundlovssagen. Rode foreslog i stedet generost Munch at blive trafikminister. Men denne kunne heller ikke slippe tanken om indenrigsministeriet, hvor han havde befundet sig sa godt 1909-10 og faktisk ogsa som den eneste radikale minister opnaet konkrete resultater. Munch syslede derfor med tanken om at dele indenrigsministeriet, sa at Rode fik naeringslov, kommunestyre og valglov sammen med handelsministeriet, mens han selv fik indenrigsministeriets sociale sager (og eventuelt midlertidigt forsvarsministeriet). Som man vil se, var det i mange henseender den ordning, der blev radende under krigen med Rode som valglovs- og forsyningsminister og - fra 1918 - med Stauning som de facto socialminister⁴.

---

*) I brev af 8. juni 1913 afslog Oskar Johansen at blive justitsminister pa grund af »et sind, der er fedt med en overspaendt reflektionstilbojelighed«, og fordi hans udtalelser om de kongevalgte landstingsmaends oploselighed ville kunne berede ministeriet vanskeligheder. Han ville i ovrigt ikke ind i et rent radikalt ministerium under de foreliggende forhold, men holdt pa et trestrenget ministerium. Han erkendte dog, at et sadant naeppe lod sig etablere, og at det derfor ville ende med en ilde stillet ren radikal regering. Om straffeloven skrev Oskar Johansen, at naeppe 20 mennesker brod sig om at fa den forandret, og de forandringer, som disse ©nskede, kunne ikke gennemfores i Det radikale Venstre (E. Brandes' arkiv).

Forhandlingerne om ministeriets sammensastning fortes i den sidste fase af Zahle, der som naevnt fra 9. juni var i Kobenhavn, Brandes, Munch og Rode. Ifolge sagens natur var det forst og fremmest Zahle, der som designeret konseilspraesident var den afgorende faktor, men hans og Edv. Brandes' indbyrdes gode forhold og dennes betydelige position som radikalismens Altmeister gjorde, at ogsa den kommende finansminister fik et afgorende ord. Der var derimod ikke tale om at radfpre sig med partiet.

Forhandlingerne kendes desvaerre stort set alene fra Munchs optegnelser, men de synes her trovaerdige. Om aftenen 18. juni droftedes ministeriets sammensastning i Edv. Brandes' hjem. Her fandt det maske vanskeligste sporgsmal sin afklaring: Ove Rodes placering. Brandes var klog nok til at erkende, at Politikens nuvaerende og forhenvaerende redaktorer nu kunne sidde pa ministerbaenk sammen, hvad han fire ar for havde anset for en uoverstigelig belastning for regeringen. Ove Rodes position var gennem disse fire Sr blevet cementeret - endog i en sadan grad, at han kunne gennemfore sit onske om at blive indenrigsminister imod P. Munchs onsker. Disse gik som nasvnt ud pa at blive indenrigsminister igen, men de kolliderede med Rodes tanker. Hans hu stod til indenrigsministeriet, der under en grundlovsrevision ville fa en central placering.

Det betod, at Munch matte resignere og patage sig forsvarsministeriet, hvad der matte antages at vaere en upopulaer opgave for en radikal af Munchs observans, fordi forsvarssporgsmalet var lagt pa is, i alt fald sa laenge grundlovssagen forhandledes. Hertil kom, at af alle matte Munch antages at vaere den storste anstodssten for de forsvarsvenlige. Den fremtraedende radikale organisationsmand K. Tovborg-Jensen lykonskede Munch med ordene: » Ja, der skal jo nogen til det vasrste, som han sa' drengen. Men en ting kan jeg i hvert fald troste Dem med. Der er ingen, de radikale vaelgere hellere ser pa den plads end Dem« 5. Det forbloffende er, at selv om Munch under verdenskrigen kom til at laegge navn og ansvar til de storste forsvarsudgifter i nyere tid, bevarede han de radikale vaelgeres tillid.

Hvorfor Munch boJede sig for Rodes onske, vides ikke. Antagelig har Munch set, at Rode nodvendigvis matte med, og han har da resigneret. 11942 skrev Munch, at han regnede med efter grundlovssagens losning at blive frigjort for forsvarsministeriet for »at kunne vende tilbage til den virksomhed pa den sociale lovgivnings og undervisningens omrade«, som han staerkest interesserede sig for. Historikeren Viggo SJoqvist antager, at der er tale om en efterrationalisering, idet han forudsaetter, at Rode sa matte vige for Munch⁶. Dennes onske forudsaetter dog ikke nodvendigvis Rodes afgang, idet der i 1916 oprettedes et selvstaendigt undervisningsministerium, ligesom i 1918 indenrigsministerietssociale

rigsministerietssocialesager samledes under Stauning. Under alle omstaendighederer
dog et sadant raesonnement ogsa efterrationaliseret.

Edvard Brandes blev pa ny finansminister og Zahle ligeledes justitsminister. Besasttelsen af disse poster synes ikke pa dette tidspunkt at have givet anledning til droftelse, efter at det stod klart, at Zahle onskede dette ministerium. Derved gled professor Torp helt ud.

Derimod var de ovrige besaettelser i hoj grad til diskussion. I forstaelse med Zahle sogte Brandes forgaeves at overtale hojskoleforstander Th. Bredsdorff til at overtage ministeriet for kirke- og undervisningsvaesen. Derpa stod valget mellem de to praester og folketingsmaend, S. Keiser-Nielsen og Th. Povlsen, og det endte med den forste, idet Zahle onskede Povlsen som gruppeformand. Landbrugsministeriet besatte man med den sjasllandske bonde, folketingsmand Kristjan Pedersen.

Som trafikminister kom den uafhaengigt liberale redaktor Soren Svarre, Ostsjcellands Folkeblad, Koge, pa tale. Zahle har naturligvis betragtet det som en politisk fordel, hvis han kunne fa den af alle ansete Svarre, som var det samlede Venstres mand, ind i sin regering.

Til handelsministeriet forte Rode igen Heilbuths kandidatur frem, men blev atter bestemt afvist af Brandes. Weimann, der som berort var bragt i forslag under forhandlingen 8. juni, havde sagt nej, og Brandes fik da sin kandidat, bankdirektor J. Hassing Jorgensen igennem.

Sa langt var man kommet 18. juni.

Efter gruppemodet torsdag 19. juni forhandledes om eftermiddagen og aftenen videre hos Brandes om ministeriets sammensaetning. Brandes talte med Hassing Jorgensen, som onskede at betaenke sig til naeste dag. Der blev telefoneret til Svarre om at komme den folgende dag. Zahle skrev til Moltke, og Erik Scavenius mener, at Zahle ved at kraeve medlemsskab i Det radikale Venstre bevidst lagde op til et afslag7.

Fredag 20. juni gik forhandlingerne om regeringens sammensastning ind i deres afsluttende fase. De fandt fortsat sted i Brandes' villa i Skjoldsgade. Svarre kom ind fra Koge med et nej. Han folte sig i sit 62. ar for gammel til at tage en regeringsvirksomhed op⁸. Ogsa Moltke sagde, som habet af Zahle, nej. Derimod sagde Keiser-Nielsen, Kr. Pedersen og Hassing Jorgensen ja.

Thomas Madsen-Mygdal, der opholdt sig i Assens, fik telefonisk tilbudt trafikministeriet, hvad han afviste. I stedet begyndte trafikministeriet at glide over til Hassing Jorgensen, idet man overvejede en omlasgning af ministerierne.Efter ministeriets dannelse skrev Politiken da ogsa 22. juni, at det var »almindelig anerkendt«, at handelsministeriets udvikling ikke havde taget nogen heldig retning, og at det ikke var kommet til at virke efter de hensigter,

man havde haft, da det blev oprettet i 1908. Det var dog forst ved kgl. resolutioner af 8. September 1913 og 24. marts 1914, at der skete en aendret ressortfordeling, idet henholdsvis sparekasser, handvasrk og industri flyttedes fra indenrigsministeriet til handelsministeriet.

Megen diskussion var der om udenrigsministeriet. Brandes var fortsat imod Scavenius, uden at deter til at se, om det alene skyldtes Kongens uvilje. Snarere skod Brandes denne foran sig som allerede naevnt, idet han af personlige grunde naerede uvilje mod Scavenius. Rode foreslog ministeriet Berntsens udenrigsminister grev Ahlefeldt, der altsa kunne komme til at ga over i en regering af anden partifarve, som Gustav Rasmussen under megen malheur gjorde en menneskealder senere. Selv om Ahlefeldt var professionel diplomat (tidligere gesandt i Wien som nu Scavenius), og selv om hans demokratiske sindelag var anerkendt, var han efter Zahles og Munchs mening for meget Venstremand til, at de onskede ham som minister. Om han overhovedet ville have fortsat under Zahle, vides ikke, for han blev aldrig spurgt. »Vi blev da til sidst ved Scavenius«, som man telegraferede til.

Lordag 21. juni forela Scavenius' svar. »Noget übestemt« skriver Munch, mens Scavenius selv haevder, at han svarede nej, fordi han havde vasret arbejdslos, omend pa ventepenge, itoar efter sin forste ministertid⁹. Formentlig har afslaget dog ikke vaeret kategorisk, idet Zahle sendte et nyt telegram. Man kunne imidlertid ikke afvente Scavenius' svar, og i stedet blev Edvard Brandes udenrigsminister ad interim.

Med Madsen-Mygdal jun. forhandledes der ogsa 21. juni. Han begaerede landbrugsministeriet, hvad den radikale lederkreds ikke kunne acceptere. Skismaet mellem Th. Madsen-Mygdal og Det radikale Venstre fuldbyrdedes under verdenskrigens reguleringspolitik, og i 1920 kunne han overtage landbrugsministerposten pa stort set et program, der var modsat det, Ove Rode (og Kristjan Pedersen) havde praktiseret i den regering, der kunne have faet Madsen-Mygdal som trafikminister. Hassing Jorgensen fik da bade trafikministeriet og handelsministeriet.

Zahle kunne herefter ga til Kongen, der var utalmodig efter at fa regeringen
udnaevnt.

Ministeriet bestod den 21. juni af:

Konseilspraesident og justitsminister Carl Theodor Zahle, folketingsmand
siden 1895, 47 ar,

Finansminister Carl Edvard Cohen Brandes, folketingsmand 1880-1894
landstingsmand siden 1906, 65 ar,

Forsvarsminister Peter Rochegune Munch, folketingsmand siden 1909, 42 ar,
Indenrigsminister Ove Rode, folketingsmand siden 1909, 45 ar,

Minister for kirke- og undervisningsvaesen Soren Keiser-Nielsen, folketingsmand
fra 1909, 56 ar,

Landbrugsminister Kristjan Pedersen, folketingsmand fra 1895, 55 ar,
Minister for offentlige arbejder og minister for handel og sofart ad interim,
Jens Hassing Jorgensen, 40 ar.

Da Kongen havde godkendt listen, gik Zahle kl. 12,30 med den til partiet. Under partimodet indlob Erik Scavenius' accept af udenrigsministerposten. Han havde overvundet sine betsenkeligheder, og 24. juni forela den officielle udnasvnelse.

Pa partimodet 21. juni slog vreden ud i lys lue. De skuffede tog nu ordet, enten fordi de havde troet pa det af Det radikale Venstre fremforte onske om ministeriet Berntsens forbliven, eller fordi de selv havde habet pa en post, eller fordi de under alle omstasndigheder fandt ministeriet forkert sammensat. Munch opregner: tidl. landbrugsminister Poul Christensen, bygmester Jens

Andersen, gardejer Mads Larsen og isaer losgaengeren, gardejer Rasmus Hansen, der var i valggruppe med Det radikale Venstre. Angrebene rettedes isaer mod Hassing Jorgensen, der ikke for havde vaeret aktiv i politik, og som var kendt som modstander af georgeismen, hvad der i Brandes' ojne var en dyd, men ikke i de radikale husmaends. Der blev ogsa klaget over, at ikke Povlsen, men Keiser-Nielsen var blevet minister, og over, at der var for fa bonder og ingen jyder. »Den hele forhandling virkede i allerhojeste grad pinlig«, skriver Munch, og man kan da nok gaud fra, at deter gaet hedt til¹⁰.

Kl. 17,30 modtog Kongen de afgaende ministre med undtagelse af konseilspraesidenten, der la syg med smerter og feber. Det antoges almindeligt, at sygdommen var en folge af skuffelse og forbitrelse. Straks derefter - kl. 18,00 - tog Kongen sine nye ministre i ojesyn. Ingen af parterne havde regnet med, at de skulle samarbejde og slide pa hinanden i samfulde syv ar.

Imens samledes de utilfredse radikale folketingsmaend i Carl Slengeriks statsrevisorvaerelse. »Ja«, sagde Slengerik, »en fejl er der nu begaet i hvert tilfaelde«. Alle tav, idet enhver af dem habede, at talen var om netop ham. »Jo«, fortsatte Slengerik, »der er begaet den fejl, at vi otte ikke er kommet med«. Derefter forsvandt hanselv¹¹.

En folge af ministeriets sammensaetning var, at georgeisten Jens Andersen nedlagde sit hverv som medlem af rigsdagsgruppens bestyrelse, ligesom han 22. juli bad om ved forstkommende mode i partiorganisationens hovedbestyrelse at matte udtraede af denne. Dette mode fandt sted 17. September 1913. Jens Andersens motivering var forst og fremmest, at »den staerkeste modstander af partiets sociale program« var blevet minister. Han taenkte pa Hassing Jorgensen. Rode replicerede ved at sige, at Hassing Jorgensens medlemskab af ministeriet ikke havde aendret noget i det forhold, at »regeringens retning i jordsporgsmalet« uforandret var Det radikale Venstres, hvilket bl.a. fremgik af, at finansministeren havde foreslaet en bevilling til vurdering af ejendomsskyld med selvstaendig vurdering af jorden. Men det stillede ikke Jens Andersen tilfreds. Han luftede atter sin vrede over, at Zahle ikke pa forhand havde underrettet partiet om ministerlisten, og om Hassing Jorgensens tilstedevaerelse i ministeriet sagde han, at det »var den storste fare for Det radikale Venstre, vaerre end general Madsens tilstedevaerelse i ministeriet Deuntzer«. Han tog ogsa afstand fra Keiser-Nielsen og Brandes. »Vi har intet at ga til kamp pa ved dette ministerium, undtagen grundlovssagen«, sagde kritikernes fortaler. Jens Andersen fik ingen stotte i hovedbestyrelsen, og Hassing Jorgensen viste sig imodekommende ved at forsikre, at han ansa den mission, han mente at have ved at tolke ikke-georgeisternes opfattelse inden for partiet, for at vaere endt. Hermed var kritikken klinget af¹².

Deter ikke let at gore status over baggrunden for personvalgene og soge at klarlaegge de indflydelser, der gjorde sig gaeldende ved ministerposternes besaettelse, fordi droftelserne foregik i et kollektiv bestaende af Zahle, Brandes, Rode og Munch. Hvad der siges i det folgende, ma derfor tages med forbehold. Zahle var som designeret konseilspraesident den, der havde ansvaret, og meget tyder pa, at han i en sadan situation var karl for sin hat. Han ville have justitsministeriet og fik det. Han ville have Scavenius som udenrigsminister og fik det pa trods af Kongens og Edv. Brandes' modstand. Han onskede Brandes som finansminister og fik det, skont Rode ved at foresla Heilbuth som handelsminister kunne habe pa, at Brandes gled ud, og han fik Povlsen gjort til gruppeformand ved at gennemfpre Keiser-Nielsens udnaevnelse til kultusminister.

Der er allerede hermed udsagt noget om de andre ministres indflydelse. Brandes var som naevnt utvivlsomt den, som vejede tungest i Zahles overvejelser, skont Brandes var fuld af foragt for ham. Brandes var bindeleddet til Horup-tiden, og han havde som Zahle staet i Venstrereformpartiet. Brandes fik Hassing Jorgensens udnaevnelse gennemfort, men viste sig ellers stserkest i det negative, ved dem han holdt ude. Blandt dem var Herman Trier, som slet ikke kom til diskussion i den radikale inderkreds. Men Brandes var ikke sa stasrk som i 1909. Nu - i 1913 - matte han acceptere Rode, hvilket han synes at have gjort straks, og Erik Scavenius, hvilket kun skete under stor modstand. Rode kunne altsa ikke saette Heilbuths udnaevnelse igennem og ej heller Moltkes, men havde pa den anden side styrke til mod Munch at sikre sig selv indenrigsministeriet. Tilbage er sa Munch, hvis indflydelse er svser at definere pa trods af - eller maske netop derfor - at hans optegnelser er hovedkilden. Han bed i det sure aeble og tog det mest upopulasre ministerium. Utvivlsomt har han dog sin natur tro vaeret den maaglende, der sogte at moderere temperamenterne og holde sammen pa forhandlingerne, nar Zahle var traet, Rode nervos og Edv. Brandes trassk.

Det samlede resultat blev en blanding af gammel-radikale med en markeret fortid i Venstrereformpartiet som Brandes, Keiser-Nielsen og Kristjan Pedersen samt Zahle selv, den radikale klubs mest markante medlemmer, nemlig Munch og Rode og udefra kommende eksperter med radikale sympatier som Scavenius og Hassing Jorgensen. Men af disse to sluttede Scavenius sig snarere til Munch og Rode, sa at magtforholdene ikke umiddelbart kan udledes af den ovenfor foretagne opregning. Zahle blev en formidler ikke blot mellem forskellige politiske synspunkter, men ogsa mellem temperamenter og varierende udtryk for magtglasde. Det var et spil, han magtede.

I Politiken digtede en huspoet 22. juni 1913:

Foran os ligger landet, hvortil vor lsengsel gar,
med lige ret for alle og med lidt bedre kar,
lidt sol til husmandshytte, lidt lys til smamandshjem
- vi tager trostigt roret og forer skibet frem.

Den radikale provinspresse udtrykte sig pa samme made, omend i mere prosaiske vendinger. Social-Demokraten matte ifplge sagens natur ogsa anbefale regeringen, siden man selv havde sagt nej tak, men bladet fremhaevede, at det var forste gang i verden, at der havde foreligget et tilbud fra statschefen om at danne en ren socialdemokratisk regering med mulighed for et parlamentarisk grundlag. Venstre-pressen var - partitro, som den var - ogsa positiv, eftersom Venstre selv havde frasagt sig magten og peget pa R og S.

Tilbage af politisk interesse var sa kun de aviser, der saedvanligvis stottede Hojre eller dog havde en konservativ holdning. Her var der frit slag, fordi Hojre var holdt udenfor. Disse blade, som Berlingske Tidende og Nationaltidende var dog meget moderate, den forste naesten positiv og den anden med nogle refleksbetingede angreb pa Det radikale Venstre for forsvarsnihilisme.

Kun de mere fribytterpraegede aviser som Kobenhavn og Vort Land kom med egentlige kraftudladninger; men disse var dog af en art, som ministeriet ikke behovede at bekymre sig om og naeppe heller gjorde, optaget som de var efter at komme til at regere.

13. Parlamentarismens Nirvana?

Derimod kunne der nok vaere anledning til en kort eftertanke for dem, der
interesserede sig for parlamentarismens principielle stade. Det nysnaevnte
Vort Land skrev nemlig:

»Socialdemokraterne demonstrerede indbyrdes uenighed om parlamentarismens
forpligtelser og tog pa den med plumpe og famlende hasnder.

Parlamentarismen ville vaere endt i den rene Nirvana, hvis ikke Kongen havde bragt forholdene ind pa virkelighedens grund. Hans Majestaet har benyttet sin ret og sin frihed til uden om parlamentarismens strengeste regler at traeffe bestemmelse om, hvem han efter alle foreliggende forhold og fremtidige hensyn fandt det rigtigst at henvende sig til om dannelsen af et nyt ministerium.

Deter dog kongemagten, der er midtpunktet i forfatningen« l.

Uagtet Vort Land i naervasrende fremstilling er reduceret (dog ikke in absurdum), er denne for en nutidig betragtning sasrpraegede kommentar brugbar til at anstille nogle betragtninger over parlamentarismens udviklingstrini det Herrens ar 1913. Forst er at sige, at skont Vort Land ikke havde

nogen partipolitisk betydning, gav det dog mund og maele til Estrup-tidens maend, hvis holdning utvivlsomt deltes af adskilligt flere end dem, der skiltede med den. De fleste havde registreret, hvad der var sket i 1901; men hvis den brede pensel bruges, stod Estrups aera i et forklaret skaer for naesten alle embedsmaend over fuldmaegtig-niveau, alle officerer over premierlojtnantsgrad,sa godt som alle borgmestre og herredsfogeder, de fleste latinskolelaerere,en god portion af gejstligheden og af de liberale erhverv. Med en blanding af lige dele resignation og nostalgi sa de tilbage pa fordums dage. Under normale forhold var de politisk ufarlige, men de kunne aktiveres, som man sa det syv ar senere.

Gar vi dernaest til sagens genstand, er det allerede konstateret, at Kongen stillede tre betingelser: ligevaegt mellem indtaegter og udgifter i statshusholdningen, ingen uro omkring forsvarsordningen og ingen oplosning af de kongevalgte landstingsmaend. Mens den radikale regering i den ojeblikkelige situation var i stand til at acceptere de to forste krav, kunne det tredje udvikle sig til en effektiv hemsko for den grundlovspolitik, regeringen var dannet pa, og som havde kunnet fa den til at godtage de to andre krav. Ud fra en nutidig betragtning ville opstillingen af sadanne krav vaere utasnkelig. I virkeligheden kan man saette skellet ved 1920. Men i 1913 var Kong Christian - uanset grundlovens ord om Kongens ansvarsfrihed - som naevnt optaget af forestillingen om at have et moralsk ansvar ikke mindst over for historiens domstol, fordi han vitterligt lagde navn til regeringens foranstaltninger. Var den radikale regering ikke veget med hensyn til det tredje krav, havde folgen vaeret bade en parlamentarisk og en konstitutionel krise, fordi et flertal i folketinget ville have en ny grundlov.

Om Kongens handlemade var i overensstemmelse med forudsaetningerne for det konstitutionelle monarki, saledes som dette opfattedes i 1913, lader sig i virkeligheden ikke besvare entydigt. Ud fra en historisk betragtning mente Kongen, Hojre og i ret hoj grad ogsa Venstre, at kronen var berettiget til at formulere sig, som det skete, mens en mere politisk, pragmatisk - og fremsynet - holdning matte tilsige tilbageholdenhed.

Noget lettere er det derimod at vurdere Kongens holdning til regeringens partimaessige sammensaetning. Deter ganske abenbart, at Klaus Berntsen og Niels Neergaard satte deres lid til, at Kongen ville folge folketingsflertallets henstilling om at lade dem fortsaette. Men hvorledes skulle Kongen kunne give sig til at presse Klaus Berntsen til at fortsaette, nar denne som fungerende konseilspraesident - og dermed Kongens forste konstitutionelle radgiver - havde erklaeret ikke at ville fortsaette? Partierne havde i virkeligheden inddragetKronen i deres taktiske spil om magten. Venstres rigsdagsgruppe = I. C. Christensen onskede R og/eller S til magten, Berntsen-Neergaard samtykkede

ofFicielt heri, men mente privat noget andet. S og R pegede fortsat pa Berntsen, mens i al fald R selv onskede at komme til. Det kan pa denne baggrund ikke bebrejdes Kongen, at han skar igennem og fremskyndede dannelsen af en regering, som hans konseilspraesident, Venstre og i virkelighedenogsa R onskede, og som tillige S gav sin stotte. Der fremkom da heller ingen serios kritik bagefter af regeringskrisens udfald; men dens forlob viser, at de tre toneangivende partier i deres velforstaelige iver efter at placere sig bedst muligt taktisk ikke veg tilbage for at give afkald pa deres konstitutionelle principper. De taenkte naeppe pa, at deres handlemade kunne tjene til at bestyrke Kong Christian 10. i hans opfattelse af kronens rettigheder og pligter.

Da Zahle 24. juni 1913 fremstillede sig for folketinget, erklaerede han: »Ministeriet har ikke sogt forerskabet, men enhver ved fra de for fuld offentlighed forte forhandlinger mellem partierne, at de politiske omstaendigheder har palagt os det« 2. Mens den sidste saetning rummede nogen sandhed, var den forste usand. Den radikale lederkreds havde med en ikke ringe fingerspidsfornemmelse i et uudtalt samspil med arvefjenden I. C. Christensen udnyttet de politiske omstaendigheder. I. C. Christensen regnede med at kunne aftvinge den radikale regering og dens stotteparti indrommelser i grundlovssagen. Regeringen var villig til at yde disse, fordi den af partimaessige grunde sa en fordel i at have - og beholde - regeringsmagten. I meget minder situationen om den, der forela 40 ar senere, hvor det var Erik Eriksens vurdering, at han ved at give indrommelser i grundlovssagen kunne bevare magten for, hvad han betragtede som et perspektivrigt alternativ til S og Rkombinationen.

11913 blev det vel I. C. Christensen, som i forfatningssagen trak det laengste stra, fordi han fik forsynet grundloven med konservative elementer, der holdt i 40 ar - en lang periode, eftersom ogsa politikere fornemmelig skriver i sand. Pa den anden side kunne ingen forudse, at verdenskrigens udbrud i 1914 meget mod I. C. Christensens forestilling og vilje under regeringen udspaendte et sikkerhedsnet, der holdt, til I. C. Christensen i 1920 blev i stand til at yde sin afgorende hjaelp til at fa det fjernet.

Vurderet ud fra en almen parlamentarisk betragtning kan det vist nok fastslas, at den regering, der blev dannet i 1913, var den, som svarede bedst til den politiske situation, og at dens dannelse derfor tjente til at styrke den parlamentariske statsskik, der var introduceret i 1901.

---

Noter

Kap. 1.

1. O. Johansens arkiv.

2. E. Brandes til O. Johansen, 1.8.1911, sst.

3. E. Brandes til O. Johansen, 17.3.1911, sst.

4. Fog-Petersen s. 410.

5. Rigsdagsarb. overordentl. saml. 1909.

6. Rode: Paskekrisen s. 22.

7. Zahle til E. Brandes 11.2.1911, E. B.s arkiv.

8. Rigsdagsdebatterne om grundlovssagen folges selvfolgelig bedst i rigsdagstidende, men rigsdagsarbogerne 1909 ff. har fortrinlige oversigter. Grundlovssagens tidlige faser er i ovrigt fremstillet tydeligt, men farvet, bl.a. i Til Valget 1910 (1910) og Til Valget 1913 (1913), valgboger udg. af Det radikale Venstre, iG. Fog-Petersen: Det radikale Venstre I—II (1938), i J. H. Monrad: Venstre i 100 ar, 11, 1970, En bygning vi rejser 11, foruden naturligvis i vasrker som Rigsdagshistorien, Schultz' Danmarkshistorie og Politikens do. Forf. har tillige haft nytte af en utrykt specialeopgave af Nete With: I. C. Christensens grundlovspolitik 1912-14 (1971), og af en utrykt aflosningsopgave af Hanne Eriksen og Kirsten Johnsen: En klarlaegning af regeringsdannelsen i 1913 (1974), der fortrinsvis bygger pa det af mig indsamlede kildemateriale.

Kap. 2.

1. Original i folketingets arkiv, kopi i RA.

2. O. Rodes arkiv, tillasg II Be.

3. Munch 11, s. 114 f.

4. O. Johansens arkiv.

5. I. C. Christensen til Neergaard 7.5.1913, Tre Venstremaend s. 142

6. Venstres prot. s. 74.

7. Da Rode har gennemlasst og godkendt fremstillingen, er denne oplysning altsa forstehSnds. Elmholts kilde oplyses ikke.

8. Venstres prot. s. 81 f. Den soc.dem. rigsdagsgruppes prot. indeholder intet til belysning heraf.

9. Zahles beretn., jf. Munch II s. 114. Ogsa E. Brandes blev orienteret, jf. hans brev til O. Johansen.

10. Venstres prot. s. 75 f.

11. Zahles beretn.

12. Venstres prot. s. 14 ff.

13. sst. s. 77.

14. Venstres prot. s. 78, 81.

Kap. 3.

1. Munch II s. 115, Soc.dem. prot. 14.4.1913.

2. Venstres prot. s. 81, Soc.dem. prot. 17.4.1913.

3. Ifolge Munch II s. 114 begyndte modet med, at I. C. Christensen hasvdede, at det var sammenkaldt pa initiativ af R, ifolge det samtidige referat faldt ordvekslingen herom mod slutningen af forhandlingen.

4. Munchs beretn.

5. Rasmussen og Skovmand s. 135.

6. Munch II s. 114, jf. Rasmussen og Skovmand s. 136 f.

7. E. Brandes til O. Johansen 26.4.1913, O.J.s arkiv.

8. Her cit. efter Rigsdagsarb. 1912-13, s. 45 f.

9. Berntsen s. 206, Den da. Rigsd. II s. 262.

---

10. Rigsdagsarb. 1912-13, s. 46.

11. Venstres prot. s. 84.

12. sst. s. 92.

Kap. 4.

1. O. Johansens arkiv.

2. Ref. i O. Rodes arkiv, tillseg 11, jf. Rasmussen og Skovmand s. 137.

3. En bygning I s. 342.

4. Munch II s. 115.

5. Venstres prot., jf. note 4.

6. Munch Us. 118 f.

7. Tillaeg t. arb. for rigsdagssaml., overordentl. saml. 1913, s. 23 f.

8. Munch II s. 122.

Kap. 5.

1. Munch II s. 122.

2. Pol. 21.5.1913.

3. Aalb. Amtstid. 28.5.1913

4. Pol. 30.5.1913, Tiden 23., 30.5. og 6.6.1913

5. Pol. 22.5.1913.

6. Johansen s. 125 f.

7. O. Johansens arkiv.

8. Artikler fremkom 30.5., 12., 13., 18. og 21.6. samt 6.7.1913.

9. Johansen s. 127 f.

10. sst. 130 f.

11. Social-Dem. 2.6.1913.

12. Venstres prot. s. 98, Pol. 28.5.1913.

13. Neergaards opt. 14.6.1920.

14. Staunings udtalelser kendes kun pa anden-tredie hand, nemlig i Munchs optegnelser (11, s. 123) byggende pa Rodes oplysninger.

15. Munch II s. 125.

16. T. K. i Historie VIII, 1970, s. 485 ff.

17. Tre venstremaend s. 142 f., Munch II s. 125 ff.

18. Neergaards opt. s. 16 (14.6.1913).

19. Munch II s. 127.

20. Tre venstremasnd s. 142.

Kap. 6.

1. Neergaards opt. s. 15 (14.6.1913)

2. Venstres prot. s. 100.

3. Munch II s. 128.

4. Soc.dem. rigsdagsgruppes prot.

5. Hojres rigsdagsgruppes prot.

6. Historie VIII, 1970, s. 485 ff.

Kap. 7.

1. Venstres prot. s. 103.

2. Staunings arkiv. Deter ikke muligt at sige, hvornar Stauning har nedtegnet referatet. Muligvis er det forst sket efter den sidste samtale med Kongen 18.6.1913.

3. Munch II s. 128.

---

4. Hojres prot.

5. Venstres prot. s. 103-106.

6. T. Kaarsted: Paskekrisen 1920 (1968).

7. Munch II s. 128 f.

8. Senere omtalte Krieger samtalen for Brandes. Munchs referat falder sammen med Neergaards bortset fra sproglige afvigelser (»Kongen matte gore noget«).

9. Neergaards opt. 18 ff.

10. Munch II s. 129.

Kap. 8.

1. Venstres prot. s. 108-11.

2. Munch II s. 130.

3. Rigsdagstid. overordentl. saml. 1913 sp. 43 f.

4. Neergaards opt. s. 21.

5. Munch II s. 129.

6. Kriegers vurdering var, at Kongen havde vaeret fronderende over for sin far og nu finite sig trykket over for dem, til hvem han i sin tid havde udtalt sig i denne retning. (Neergaards opt. s. 24 f.)

7. P. Th. Nielsen og Brorsen var ifplge Neergaard (opt. s. 24) inde pa tanken om et koalitionsministerium, hvad I. C. Christensen havde afvist i Tiden.

Kap. 9.

1. Neergaards opt. s. 26

2. sst. s. 27 f.

3. sst. s. 28 f.

4. Venstres prot. s. 111 f.

5. sst. s. 112.

6. Rigsdagstid. overordentl. saml. 1913 sp. 69.

7. Munch II s. 130.

Kap. 10.

1. Rigsdagstid. overordentl. saml. 1913 sp. 54.

2. sst. sp. 58.

3. sst. sp. 61.

4. sst. sp. 67.

5. sst. sp. 44.

6. Munch Us. 131, Fog-Petersen s. 468.

7. Rigsdagstid. overordentl. saml. 1913 sp. 70.

8. sst. sp. 73 ff.

9. sst. sp. 75.

10. sst. sp. 85.

11. sst. sp. 86 f.

Kap. 11.

1. Ifolge Munch II s. 131 troede Kongen, at Socialdemokratiets adresseforslag var vedtaget. Munchs opfattelse strider dog mod Staunings notat, hvorefter Kongen mente, at I. C. Christensens forslag var vedtaget.

2. Staunings beretn. i ABA.

3. Pol. 18.6.1913, Tillaeg t. Rigsdagsarbog 1913 s. 18.

4. Munch Us. 131 f.

---

5. F.eks. 6., 13. og 20.6.1913.

6. SePol. 19.6.1913.

7. Samtalen sluttede med nogle anerkendende ord fra Kongen, der var glad for den noble made, hvorpa Stauning havde behandlet deres samtaler over for pressen. Han bad Stauning om at sorge for, at socialdemokraterne i borgerrepraesentationen ikke sendte afbud til kongelige selskaber.

8. Rasmussen og Skovmand s. 141 haevder, at Stauning henviste Kongen til Zahle. Der synes dog ikke at vaere noget belaeg herfor. Indirekte havde Staunings udtalelser dog samme effekt.

9. Rubin 111 s. 208.

10. Tilheg til Rigsdagsarbog 1913 s. 19.

11. sst. s. 20, jf. soc.dem. gruppeprot. og Staunings arkiv (»Forfatningssagen 1913«).

12. Pol. 20.6.1913, Munch II s. 132.

13. Rasmussen og Skovmand s. 142, jf. Munch II s. 132.

Kap. 12.

1. Munch II s. 125 ff.

2. sst., jf. E. Scavenius' beretning til forf. 19.12.1961.

3. O. Johansens arkiv.

4. Munch II s. 127.

5. Sjoqvist: Munch s. 87.

6. sst. s. 295.

7. Scavenius: Dansk udenrigspol. s. 12. Sjoqvist mener, at Moltke var i Berlin. I sa fald er det gaet hurtigt, idet Zahles brev blev afsendt 19. juni, og allerede dagen efter var Moltke i Kbh. I Moltkes arkiv (RA) findes Zahles brev ikke.

8. Rasmussen og Skovmand s. 143.

9. Munch II s. 133, Sjoqvist: Scavenius I s. 83.

10. Munch 11. s. 134, jf. Scavenius s. 12, Sjoqvist: Scavenius I s. 83, Pol. 22.6.1913.

11. Rasmussen og Skovmand s. 144.

12. Referater i Rodes arkiv, tillaeg II D.

1. Vort Land 23.6.1913.

Kap. 13.

2. Rigsdagstid. overordentl. saml. 1913 sp. 91.

Utrykte kilder

Edv. Brandes' arkiv. Breve fra Oskar Johansen (KB)

Hojres rigsdagsgruppes protokol (RA)

Oskar Johansens arkiv. Breve fra Edv. Brandes (hos retsassessor J. P. Biinsow Johansen,
Frederiksberg)

Niels Neergaards arkiv. Optegnelser 1912-16 (RA)

Ove Rodes arkiv. (Tiling II Be) Beretninger fra 1913 af C. Th. Zahle og P. Munch med Ove
Rodes kommentarer (RA)

Ove Rodes arkiv (Tillseg II D). Hovedbestyrelses- og landsmodereferater 1913 (RA)

Erik Scavenius' beretning til forf. 19.12.1961

Socialdemokratiets partiprotokol 1913 (Folketingets arkiv)

Socialdemokratiets hovedbestyrelses protokol 1913 (Arbejderbevasgelsens Bibliotek og Arkiv)

Socialdemokratiets arkiv: Rundskrivelse til Internationales tilsluttede partier 1913. Skrevet af

Th. Stauning og identisk med artiklen i Vorwarts 6.7.1913 (ABA)

Thorvald Staunings arkiv. Notater om samtaler med Kongen 1913 (ABA)

Venstres partiprotokol 1913 (Folketingets arkiv)

Litteratur og øvrige kilder

Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En bygning vi rejser I (1954)

Hanne Eriksen og Kirsten Johnsen: En klarlaegning af regeringsdannelsen i 1913 (utrykt
aflosningsopgave, 1974)

Gunnar Fog-Petersen: Det radikale Venstres historie I (1938)

Tage Kaarsted: Ove Rode som partipolitiker (1971)

P. Munch: Erindringer 11, 1909-1914 (1960)

P. Munch: Under den f©rste verdenskrig 1914-1920 (Schultz' Danmarkshistorie VI, 1943)

Erik Rasmussen-. Velfaerdsstaten pa vej 1913-1939 (Politikens Danmarkshistorie 13, 1965)

Erik Rasmussen og Roar Skovmand: Det radikale Venstre 1905-1955 (1955)

Rigsdagstidende 1912-1913

Rigsdagstidende. Overordentlig Samling 1913

Erik Scavenius: Dansk Udenrigspolitik under den forste Verdenskrig (1959)

Viggo Sjoqvist: Peter Munch (1976)

Viggo Sjoqvist: Erik Scavenius I (1973)

Socialdemokratiets taktik under regeringskrisen 1913. Nogle breve fra Th. Stauning. Ved Bent

L. Johansen. (Arbog for arbejderbevaegelsens historie 2, 1972)

Svend Thorsen: De danske ministerier 1901-29 (1972)

Tre Venstremasnd. En brevveksling mellem Frede Bojsen, Klaus Berntsen og Niels Neergaard.
Ved Harald Jorgensen (1962)

Nete M. With: I. C. Christensens grundlovspolitik 1912-14 (utrykt specialeopg., 1971)

Aarbog for Rigsdagssamlingen 1912-1913. Ved Fr. Kretz (1913)

Tiling til ovenst. (1913)

Dagspressen, bl.a. Politiken, Social-Demokraten og Vorwarts (30.5., 12.6., 18.6., 21.6. og
6.7.1913)