Middelalderens politiske institutioner

Den her fremlagte afhandling spaender over en raekke vsesentlige og omdiskuterede problemer i dansk middelalderforskning. Ikke nok med at den begynder forst i det 12. arhundrede, den klassisk-heroiske periode, hvis samtidshistoriker Saxo er. Afhandlingens angrebsvinkel tager ogsa fat pa problemstillinger behandlet af fremtraedende danske historikere som Aksel E. Christense n^l og Poul Johs. Jorgensen². Men behandlingen er gennemgaende systematisk, ikke kronologisk. Vi har her faet danmarkshistorien tilrettelagt efter de normer og krav, som en faelleseuropaeisk diskussion krsever. Dansk forskning er en del af europaeisk forskning, det fremgar bade af litteraturfortegnelsen og af maden at behandle enkeltproblemer pa. En overraskelse er det uden tvivl, at forf. disponerer afhandlingens fjerde hoveddel, som jeg vil komme tilbage til nedenfor, efter skema fra Montesquieus statslaere: den lovgivende, den udovende og den dommende magt. Noget sadant har man ikke i lang tid oplevet i de danske historikeres raekker.

Den forste hoveddel praesenterer en raekke dateringsproblemer, som blev indgaende behandlet af forsteopponenten, professor Niels Skyum-Nielsen³. Den anden hoveddel baerer overskriften »La structure de la royaute« (s. 66). Man ma gaud fra - hvad forf. ogsa bekrasftede under forsvarshandlingen -at han med begrebet struktur onsker at bevaege sig ind i Annalesskolens referenceramme, og at han saledes ved sin behandling af det danske riges forfatning i hojmiddelalderen har onsket at bringe dette tema ind i en

---

1. Kongemagt og Aristokrati, Kobenhavn 1945, genoptr. 1968.

2. Dansk Retshistorie, Kobenhavn 19472.

3. Forsteopponentens indlaeg vil blive publiceret i Historisk Tidsskrift.

faelleseuropaeisk diskussion, hvis argumenter og tankebaner allerede er stukketud. Nogle metodiske overvejelser i forordet horer maske sammen med dette punkt (s. 12): nogle beklager maske, star der, at forf. ikke har formuleret hypoteser, som han sa prover pa at bekraefte eller afkraefte efter metodelaerens bedste principper. Saledes begrunder forf., hvorfor han har valgt en anden fremgangsmade. Begreberne struktur og hypotese i denne udtalelse er ikke blevet forklaret naermere. Men at betragte kongedommet som en struktur indeholder allerede en hypotese: at kongedommet egner sig til en strukturundersogelse,hvad dette sa er. Strukturbegrebet indgar, anderledes sagt, i selve problemstillingen, og dens anvendelse forudsaetter allerede opstillingen af nogle hypoteser, som man gerne ville have set tydeliggjort i det indledende afsnit. En alt for spredt og uforpligtende brug af strukturbegrebet kunne lede til, at det reduceres til et rent modeord. Det ville vaere skade, hvis dette skete, fordi begrebet er et godt arbejdsredskab, nar klarhed blot rider over, hvad det betyder, og hvilke midler og metoder i en historisk undersogelsesproces der skal til for at klarlaegge en struktur.

Undersogelsen af et antal arenga-tekster fra diplomerne starter med referencetil Nanna Damsholt, som har publiceret en artikel herom⁴. En arenga er den retoriske indledning til et diplom, en lille retorisk slojfe, hvor kancelliets chef eller udstederen selv har mulighed for at formulere nogle tanker om, hvad der i almindelighed begrunder, at han udsteder et diplom af dette eller hint indhold. Forf. meddeler en liste over 68 arengaer (s. 66-85), af hvilke mange dog regnes med to eller tre gange, sa at der i realiteten kun er 47 tekster, der bliver diskuteret. Det eneste formelle udvalgskriterium er naevnt side 68 f: forf. har valgt alle af kongerne udstedte diplomer med arenga, undtagen i de tilfaelde, hvor en diplomformular abenbart er en gentagelse af et tidligere diplom rettet til samme modtager. Hensigten emu at udrede, hvad der findes af vidnesbyrd om kongeideologien i disse 47 tekster. En inddeling i grupper efter formel lighed findes ikke tilstraekkelig; forf. kalder Nanna Damsholts fire eller fern grupper for »families« (s. 69) og lasgger selv til endnu en, omfattende arengaerne nr. 1-5. Men denne inddelingsgrund forer ikke videre, siges der. Udvalgskriteriet bliver i stedet (s. 70) de kongelige forpligtelser, les devoirs du roi, hvilke inddeles som 1. forpligtelsen til at beskytte undersatterne,2. til at beskytte religionen, og 3. til at udove retfaerdighed - at gengaelde godt med godt og ondt med ondt, le principe de retribution. Forf. finder disse tre kongelige forpligtelser anskueliggjort i tre grupper af arengaer: nr. 6-14, nr. 15-26, og de to nr. 27 og 28. Derefter taler forf. om specificerede

---

4. » Kingship in the Arengas of Danish Royal Diplomas 1140-1223 «. Mediaeval Scandinavia 3, 1970, 66-108.

forpligtelser, som kan antages at vaere afledt af disse tre fundamentale principper (s. 75): »ces obligations derivent de Tun, de deux ou des trois principes generaux«. Samtlige resterende nr. 29-68 synes at illustrere disse afledte eller blandede udtryk for kongelige forpligtelser. Forst pa kapitlets sidste to sider diskuterer forf. andet i arengaerne, som kunne bidrage til at belyse kongeideologien.

Men emu formuleringen af de kongelige forpligtelser i sig selv sa meget mere vidtrsekkende end de ovrige udtryk for kongens stilling, at det tilstrsekkeligt begrunder den meget udforlige behandling, forf. giver det moralske element i dette kapitel? Eller ligger heri en stiltiende polemik mod Nanna Damsholt, som gar den omvendte vej og pejler sig ind pa de egenskaber og kvaliteter, som ifolge arengaerne udmaerker kongemagtens indehavere?

Min hovedindvending mod bearbejdelsen af de 47 arengaer, som sammenlagt giver 68 forskellige eksempler, er, at analysen ikke gar dybt nok og folgelig bliver lidt uskarp i konturerne. Der er kun et lille antal tekster, som entydigt henfores til en af de tre grundlseggende kongelige pligter. Ved en nasrmere undersogelse kan man ogsa nok saette sporgsmalstegn ved nogle af disse. Hvordan forholder det sig f.eks. med kongens formentlig klare forpligtelse til at beskytte undersatterne, som skulle eksempliftceres ved nr. 6-14? Nr. 10 taler om, at ingen indbyggere i riget skal mangle retvise, iustitia, hvad der ikke kun betyder, at de skal beskyttes, men ogsa at det almenes ret skal opretholdes, den offentlige orden. Nr. 11 taler om beskyttelse for dem, som vender sig til kongen i et retfaerdigt anliggende, in iustis causis. I nr. 12 skal enhver garanteres in sua iustitia, i sin ret, og i nr. 13 bliver det helt tydeligt klarlagt, at retfaerdigheden skal overholdes, bade nar den begraenser kongens handlingsfrihed, og nar den tjener til stotte for den enkelte. Det overordnede begreb er iustitia, ikke pligten til at beskytte undersatterne. I nr. 6 og nr. 9 tales der ganske vist nok om kongens pligt til at sikre ro og fred for indbyggerne, hhv. for riget; men begrundelsen er begge gange den samme: sasrligt gaelder dette klosterfolket, star der, fordi disse med bon styrker riget. Dette nasrmer sig en kompensation, det sakaldte »retributionsprincip«. Kongen yder noget for noget, og hans almindelige funktion som fredsgarant er afhaengig af, hvem deter, der beskyttes. Nar der i nr. 7 tales om utilitate et pace vestra, sa drejer det sig specifikt om manddrab, hvor det virkelig kan siges, at »jeres fred og gavn« star pa spil. Entydig er kongens pligt til at stotte indbyggerne kun formuleret i nr. 8: universis... subvenire, og i nr. 14 med kongens omsorgsfulde forsyn: providentie nostre cura.

Videre fremad i listen synes det mig unodvendigt at indfore et udviklingsperspektivinden
for gruppe 2, de arengaer, som taler om beskyttelse af
religionen (s. 76 lige under nr. 33). Her skulle pligten til at beskytte klostrene

vaere blevet en sairlig, for sig selv staende pligt ved ar 1300. Jeg mener, at dette modsiges af Valdemar den Stores diplomer, dels nr. 15 med udtrykket sanctae religionis ordinem, hvad jeg tror gar specifikt pa klosterfolket - religio i betydningen »ordensvaesen« -, dels nr. 29 med udtrykket veri Dei cultoribus veris, som jeg ikke tror betyder »les croyants pratiquants«, men sigter pa klosterfolket. Jeg mener ogsa, at deter unodvendigt at indfore en saerlig kategori, nar arengaen giver udtryk for kongens taknemmelighed over for Gud (nr. 56-57). En sadan taknemmelighed laegger ikke noget nyt til de problemer, vi her taler om. De vaesentlige udtryk er i stedet i nr. 56, at kongen anser sig i stand til at varetage alle, bade guddommelige og menneskelige hverv, og i nr. 57 udsagnet, at Gud »pavirker det uvillige sind til at ville, og det villige til at kunne«, en konstatering, som i diplomudstederens mund vistnok spejler en del af kongemagtens syn pa sin opgave.

I stedet for forf.s systematisering af stoffet vil jeg pege pa et traek, som ikke er blevet brugt som inddelingskriterium. Mange arengaer indeholder to konstateringer, dels en overordnet forpligtelse, dels en specificeret, som fremstilles som afledt af eller som funktion af den overordnede forpligtelse - bindeordet kan vaere f.eks. precipue tamen, specialiter tamen, specialius, maxime, potissime. Med udgangspunkt i disse kombinationer far vi et mere realistisk indblik i de pligter, som fremstilles som grundlaeggende, og deres forbindelse med den saerlige situationsbetingede pligt i hvert enkelt tilfaelde, hvor det drejer sig om en konkret modtager, og den saerlige begrundelse for diplomudstedelsen, evt. gaven.

Min her fremforte kritik er affodt af den generelle erfaring, at det i middelalderligt materiale er bedre at lave inddelingskriterier efter originalens latinske begreber og tankebaner end efter vore derover lagte nutidsbegreber, ligesom man ogsa bor undlade at arbejde med oversaettelsesbegreber - altsa ikke tale om »undersatterne« og »religionen«, men bruge de latinske originaludtryk, sa man undgar misforstaelser.

Kapitlets to siclste sider burde til gengaeld have vaeret udbygget. S. 84 er der fremhaevet nogle bibelparalleller, f.eks. til et diplom af Knud VI, hvor det hedder, at denne er steget op pa sine faedres trone, »hvad der forer tanken hen pa kong Salomon «, siger forf. og henviser i note 103 til 1. kongebog, 2. kapitel. Denne og andre bibelhenvisninger ville vi gerne have haft lidt udfprligere kommenteret, maske ogsa med henblik pa metoden. Man ma nemlig sporge sig selv, hvorvidt man rimeligt kan formode, at denne bibelske parallel har vaeret samtiden bevidst; og hvis ja, ma man overveje, om den ikke muligvis kan have haft flere aspekter end den, der kommer til udtryk i selve teksten. Jeg skal senere komme tilbage til dette punkt. - Det samlede resultat af kapitlet om arengaerne vil jeg dog vurdere som vaegtigt og tilfredsstillende, til trods for at

sagen kunne vaere grebet an pa anden made. Der er ingen tvivl om, at udtrykkene for de kongelige forpligtelser er et vaesentligt, maske det vaesentligsteelement i mange arengaer. En grundigere analyse vil dog maske vise, at pligten til at beskytte retfaerdigheden i almindelighed og til at gengaelde godt med godt og ondt med ondt indtager en helt overordnet stilling i hele det tankekompleks, som her kommer til udtryk, og at de ovrige pligter ma betragtes som afledt heraf.

Vurderingen af Saxos betydning for kongeideologien vies et omfattende kapitel, som knytter sig til indledningsafsnittet om Saxos boginddeling (s. 14-30), hovedtesen er, at 14. bog bliver 100 sider kortere, og saledes at kong Valdemar den Stores overtagelse af magten i 1157 og Absalons valg til biskop i Roskilde i 1158 i stedet indleder 15. bog. Kapitlet (s. 86-150) bestar af fire afsnit: en undersogelse af begrebet patria hos Saxo, en af modstandsretten, en af begrebet fortuna, og endelig en af sakaldte typologiske paralleller. I disse giver Saxo i sloret form udtryk for sit syn pa kongens stilling og befojelser ved at bruge billeder, som ma forudsaettes at vaere kendt for tilhorere og laesere og saledes ma antages at eje en udsagnskraft, som vi kan gore til genstand for undersogelse med historisk-kritisk metode.

/W/a-undersogelsen former sig som en revision af Inge Skovgaard-Petersensbidrag om dette tema⁵. Konklusionen (s. 99), at Saxos patria ide fleste tilfaelde betegner et landomrade underkastet en bestemt politisk autoritet, og at begrebet saledes naesten fungerer som terminus technicus inden for internationalret, ma betragtes som vaesentligt klargorende. Vaerdien i behandlingen af tronfolgeproblemer og modstandsret i stk. 2 ligger i, at vi bliver klar over, hvor bredt et spektrum, Saxo udviser i sin reference til de forskellige mader, pa hvilke en dansk konge opnar sin stilling, og de mindretalssynspunkter, som derved fremkommer, lagt i munden pa personer i kongernes omgivelser i forbindelse med de enkelte valghandlinger. Deter dog lidt vildledende, nar forf. taler sa koncist om election som modsaetning til heritage - det minder lidt for meget om nutidens rationalistiske antitese arverige eller valgrige. I hojmiddelalderenssamfund udelukker de to ting jo ikke hinanden. Kongen bliver altid valgt; men den valgte er normalt medlem af kongehuset, hyppigt den aeldste son, nogle gange designeret af faderen, eller pa anden made ligesom » forudbestemt« til det hoje hverv. Stormaendenes betydning passer ikke altid med Saxos tendens, men den kendes fra andre kilder eller fra indirekte henvisninger i Saxos vaerk. Jeg vil her henvise til Erich Hoffmanns undersogelse»Die Einladung des Konigs bei den skandinavischen Volkern im

---

5. »Saxo, historian of the Patria«. Mediaeval Scandinavia 2, 1969, 54—77.

Mittelalter,« som kunne vsere nasvnt i post-scriptum6. Under »Einladung« forstar Hoffmann den procedure, at en gruppe stormaend direkte henvender sig til en kandidat og ligefrem tilbyder ham kongemagten, hyppigt mod lofter om handfaestning til gengaeld. Selve denne retsinstitution kunne vaere blevet berort i dette afsnit. Hoffmanns storre arbejde: » Konigserhebung und Thronfolgeordnungin Danemark bis zum Ausgang des Mittelalters« kom forst efter, at denne af"handling forela⁷.

Ny viden kommer der ud af undersogelsen af begrebet fortuna hos Saxo - lykke, held, skaebne er nogle af de danske oversaettelser, som kan passe til dette omfattende begreb. Sammenhasngen, som forf. ikke gor rede for, er vel nasrmest den, at der efter undersogelsen af patria var noget, der pegede hen pa begrebet fortuna som et mere indholdsrigt begreb til belysning af Saxos kongeideologi. Den metode, som er blevet brugt ved undersogelsen af fortuna, er stort set den samme som ved arengaerne, men her passer den bedre, fordi vi folger den klassiske fremgangsmade at undersoge et eneste begreb og dets brug og betydning inden for rammerne af en forfatters vasrk. Som opponent ex auditorio kommenterede professor Poul Johs. Jensen de exegetiske problemer, som opstar ved en sadan procedure. Forf. er naet frem til de to slags lykke, som nu er resultatet af undersogelsen: en god lykke og en ond lykke, lykken som afgor den enkeltes skaebne, lykken som det redskab, Gud bruger for at udfore sin vilje blandt menneskene. I konklusionen (s. 184f) har forf. brugt resultaterne til et opgor med den tyske forsknings forestilling om en saerlig numinos kraft eller hellighed, som haefter ved kongefamilien som sadan - » Konigsheil«, »Gebliitsheiligkeit«. Forf. mener abenbart, at Saxos fortuna ikke nodvendiggor omvejen over en til kongefamilien knyttet numinos kraft eller saerlig guddommelig gave; men at den i stedet efter antikt forbillede foranlediger en altid omskiftende udvaelgelses- og vragningsproces, som ikke sasrligt favoriserer kun den, som har kongelig afstemning, ja, som overhovedet ikke folger logiske eller forudsigelige regler. Jeg vil nok i enighed med professor Poul Johs. Jensens kritik saette sporgsmalstegn ved, hvorvidt den fremlagte, beskedne polemik mod begreberne » Konigsheil« og » Gebliitsheiligkeit« - der i ovrigt, som Poul Johs. Jensen henviste til, vist ikke udelukkendehorer hjemme i tysk forskning - kan anses for fyldestgorende og tilstraekkeligt begrundet i den forudgaende undersogelse. Et andet sted i afhandlingen (s. 28) bruger forf. i anledning af Saxos boginddeling udtrykket: »Les aspects laics de cette optique tant clericale que temporelle«. Saxos pa en

---

6. Mediaeval Scandinavia 8, 1975, 100-139.

7. Beitrdge zur Geschichte und Quellenkunde des Mittelalters, herausgegeben von Horst Fuhrmann, 5, Wurzburg 1976.

gang klerikale og verdslige anskuelsesmade er altsa prasget af laegmandens betragtning af begivenhederne, ikke af kirkens. Kunne man ikke her have lagt konklusionerne om fortuna til grund for et videre udsagn om det kristelige element hos Saxo? For man ma vel sige, at talen om den omskiftelige gode og onde lykke ikke direkte horer hjemme i bibelsk kristendom, hvor den guddommelige lov »dommer«, dvs. udskiller det onde fra det gode, ugrassset fra hveden, med nsesten forudsigelig sikkerhed.

Sporgsmalet om Saxos kristendom bliver aktuelt i paragraf 4. Efter overskriftensamler forf. her passager »af interesse for Saxos ideologi« og foretager »une promenade a travers l'ouvrage de Saxo«. Men metodisk kan dette afsnit ikke sta alene. Det forudsastter, at man accepterer nytolkningen af Saxos boginddeling. Nu gor forf. ikke ret meget ud af det almindeligt kendte forhold, at Saxo menes at have skrevet 11.-16. bog forst og bagefter sagnhistorieni I.—lo. bog⁸. En »vandring gennem Saxos vaerk« forer os altsa forst til de frit sammenstillede sagnhistorier, hvor Saxo som moden forfatter har kunnet tillaegge de optraedende personer sin vaerdiskala, og leder sa over til bog 11 (s. 140), som begynder med Svend Estridsen og bl.a. omhandler Knud den Hellige. I 12. bog er saerligt to iagttagelser af interesse (s. 141). Den ene vedrorer Erik Ejegod, hvor forf. i beskrivelsen af hans kropsstorrels »Maerkeligrank og velvoksen var han af krop, sa andre naede ham knap til skuldrene«, finder en parallel til beskrivelsen af kong Saul i 1. Samuels bog, kap. 10, vers 23 (note 48). Nu har jeg allerede vaeret inde pa, at bibelske paralleller kun under visse betingelser er brugelige som kilder i historisk bevisfgrelse. Jeg formoder, at forf. her forudsastter, at Saxo vel kendte den gammeltestamentlige kongehistorie - og denne forudsaetning ma vi nok acceptere som rigtig. Men beskrivelser af store herskeres kropsstorrelse findes der flere af. Beromt er Einhards beskrivelse af Karl den Store: Corpore fuit amplo atque robusto, statura eminenti, quae tamen iustam non excederet - og den kan vises at vaere hentet direkte fra Suetons beskrivelse af kejser Tiberius⁹. At Saxo skulle have taget bibelen i stedet for en eller anden af de klassiske forfattere til forbillede, burde derfor naesten underbygges med udelukkelsesbeviserved sammenligning med beskrivelsen af andre statelige herskere gennem tiderne. Den anden notits af interesse s. 141 er den faste, som krigere i krigsnod under kampene efter Erik Ejegods dod lovede for al fremtid at overholde, tre bestemte dage om aret (s. 142, note 53). Forf. har endvidere i arengaerne fundet to eksempler pa, at en dansk konge bliver naevnt pa en made, som forer

---

8. Ved forsvarshandlingen kom det frem, at forf. ikke uden reservationer tilslutter sig dette syn pa Saxos arbejdsproces.

9. Eginard, Vie de charlemagne, udg. af L. Halphen, Paris 1967⁴, 66.

tanken hen pa kong Salomon - en gang er det Erik Ejegod, en gang Knud VI
(s. 84, note 103).

Dette er et tillob til noget, men sa heller ikke ret meget mere. Nar man har sagt A, ma man ogsa sige B. Vi har kong Saul, vi har ogsa kong Salomon - men hvordan kan man sa komme uden om kong David? Jeg synes nemlig, at disse interessante paralleller burde have kunnet give forf. en ide til at Soge videre efter. Der er i Saxo flere ting end de naevnte, som synes at antyde en parallelisme mellem Erik Ejegod og kong Saul. Dels maerker vi os, at de krigere, som lovede for al fremtid at indfore de tre fastedage, bagefter gik en sorgelig dod i mode ved udmattede af suit at drukne i et morads, til trods for at friske skaninger lige forinden var kommet dem til undsaetning. Hvis en person, som kender sin bibel, laeser dette og ved fasteloftet erindres om kong Sauls lofte, kan han heller ikke undga at taenke pa, at kong Saul ogsa gik en sorgelig dod i mode, efter at han af Jahve var blevet berovet sin kongevaerdighed til fordel for kong David. Saul-parallellen, hvis den er rigtig, tager altsa sigte pa Saul som taberen. Gaelder det nu ogsa Erik Ejegod? Det burde det ikke, for sa vidt som Erik er stamfaderen til den gren af kongefamilien, som Knud Lavard og Valdemar tilhorer, den gren, som Saxo skriver for. Men der er mere ved Erik Ejegod, som pa maerkelig made erindrer om kong Saul. En stor plads i Saxos beskrivelse optages af et gaestebud, hvor en sanger optradte, som ved musikkens magiske kraft forarsagede et kaempeslagsmal blandt Erik og hans maend. »Men nu ventede ham den onde lykke«, indleder Saxo dette afsnit. Scenen med spillemanden erindrer pa en maerkelig forkert made om Davids harpeleg over for kong Saul for at lette hans tungsind. Her er effekten ganske vist den modsatte, men slutresultatet det samme: Erik Ejegod fremstar ligesom kong Saul som en mand, praeget af mork hidsighed. Hans pilgrimsrejse til Jerusalem, som endte med hans dod pa Cypern, fremstilles som en bodsgerning for de synder, han lagde sig selv til last. Udgangen blev, at han ligesom Saul tabte kongeriget og fandt en vistnok mandig, men dog ulykkelig dod.

Med denne udspekulerede parallelisme foler vi os bestyrket i vores forsast at soge naermere efter kong David i Saxos vaerk. Nu forekommer hverken Sauls eller Davids navne hos Saxo. Metoden er altsa den samme: at soge efter paralleller ved bibelsteder, som kan tasnkes at vaere bekendte for datidens aftagere af Saxo*; historier, og som de forbandt med den kendte Davidshistorie.Og virkelig, finder vi det da i det afgorende 5. kapitel i 2. Samuels bog, hvor den unge David endelig erobrer Jerusalem og salves til konge over Israel, mens han indtil da kun havde vaeret konge af Juda¹⁰. Det beskrives, hvordan

---

10. Smlg. Jakob H. Gronbaek, Die Geschichte vom Aufstieg Davids (1. Sam. 15-2. Sam. 5). Tradition und Komposition, disp. Kobenhavn 1971, 246-258. Til kulten af kong David i nordisk middelalder smlg. T. Nyberg, »lakttagelser rorande kung David i hogmedeltida kalendarier.« Foredrag och diskussionsinlagg fran Nordiskt Kollokvium HI i Latinsk Liturgiforskning22.-24.5.1975. Kaytannollisen teologian julkaisuja A 3/1975, udg. af Institutionen for praktisk teologi vid Helsingfors Universitet, [1976], 67-77.

nu alle Israels stammer samles i Hebron, at de alle ifolge Vulgata raber til David i vers 2: Tu pasces populum meum Israel et tu eris dux super Israel. Dux, haerforer, er som bekendt den middelalderlige betegnelse for hertug. Betegnelsen dux om den unge kong David bruger i ©vrigt allerede profeten Samuel i sin forste omtale om den vordende konge over for Saul i 1. Samuelsbog 13, vers 14, og Abigail gentager det over for David i 1. Samuelsbog25, vers 30. Interessant er imidlertid ogsa, at dette sted i Vulgata bruger ordet pascere, at fore til graesning, om David. David havde jo fort dyrene til grassning den forste gang, da profeten Samuel kom til hans fars gard for at finde den vordende konge og salve ham. Man glemmer gerne, at hyrdesymbolikken,som vi naermest tolker som en henvisning til Kristus-hyrden, ogsa ma have vaeret velkendt for middelalderens mennesker via det gamle testamente, hvor kong David er den egentlige hyrde. Saxo bruger en gang ordet pascere i betydningen »at skaffe fode til« - ordet udtales af aerkebiskop Eskil, da han i 1154 beder om, at kongen skal hjemsende de krigere, som han ikke er i stand til at skaffe fode til, ut dimittat quospascere nequeat 1!. Kongens opgave at skaffe fode bliver altsa udtrykt med ordet pascere. Man ma regne med, at det bibelske pascere, ligesom ordet pastor, ogsa kunne opfattes som evnen til at skaffe fode, at sorge for sit folk, udover at beskytte det fra fjender.

Her er en oplagt sammenligningsmulighed med kapitlet om de hellige konger (s. 203). Forf. vier et stort afsnit til Knud Lavards helgenkult og citerer de liturgiske tekster, af hvilke flere for denne afhandling endnu ikke var kendte, fordi M. Cl. Gertz ikke medtog andet end udtog i sin Vitae sanctorum Danorum 12. I disse tekster hyldes Knud Lavard blandt andet ogsa i vendinger,som erindrer om Davidsfortaellingen. Anden linie s. 203: quern dominus constituit ducem populi sui lyder rent bibelsk og er vel kun rigtigt forstaeligt som parallelisme til udtrykket om den unge David, uden at man nodvendigvis gar omvejen ad en kristen tydning af dette sted. Og fortsaettelsen, dux iudex iustus, haerforeren er en retfaerdig dommer, forstaerker dette indtryk. Knud Lavard er imidlertid ikke kun dux, som David, men ogsa hyrde, pastor: en af Gertz i Vitae sanctorum Danorum gengiven antifon begynder: Pie pastor et patrone, nos conforta in agone vite transitorie¹³. Der er ingen tvivl om, at

---

10. Smlg. Jakob H. Gronbaek, Die Geschichte vom Aufstieg Davids (1. Sam. 15-2. Sam. 5). Tradition und Komposition, disp. Kobenhavn 1971, 246-258. Til kulten af kong David i nordisk middelalder smlg. T. Nyberg, »lakttagelser rorande kung David i hogmedeltida kalendarier.« Foredrag och diskussionsinlagg fran Nordiskt Kollokvium HI i Latinsk Liturgiforskning22.-24.5.1975. Kaytannollisen teologian julkaisuja A 3/1975, udg. af Institutionen for praktisk teologi vid Helsingfors Universitet, [1976], 67-77.

11. Saxonis Gesta Danorum, udg. af J. Olrik & H. Rzeder, I, Kebenhavn 1931, 398 linie 20.

12. Vitae Sanctorum Danorum, udg. af M. Cl. Gertz, Kobenhavn 1908-12, 204-211, 218-229.

13. Smst, 222.

pastor her ogsa kunne associere til Davidsberetningens pascere, at beskytte og
give fode til folket.

Problemet med kong David som typologisk parallel til Knud Lavard har naturligvis en hage: Knud Lavard dode martyrens dod og blev aldrig dansk konge. Men det blev til gengadd hans son, Valdemar den Store, om hvem Saxos vaerk fortrinsvis handler. Nar Erik Ejegod fremstar som Saul bade gennem kropstorrelsen, gennem sit tungsind og gennem sit tab af kongemagten, nar Knud Lavard fremstar som den unge David gennem dette at vaere pastor og dux, og nar Knud VI sammenlignes med kong Salomon, er der kun en ting tilbage: Valdemar den Store er ifiplge Saxo kong David i manddomsarene, prototypen pa folkets store konge, i hvis levetid alle hoje forestillinger om kongevaerdigheden bliver til virkelighed, og som dor, maet af dage, efter at have givet Danmark en uforgasngelig arv. Kong Davids rolle spilles altsa af to personer, den helgenkarede martyr, obodriternes konge Knud Lavard, som i lighed med den unge David matte lide megen forfolgelse og flere gange svaevede i livsfare, for han kunne sikre sin stilling som konge af Juda, og den msegtige og uovervindelige enehersker kong Valdemar, som i lighed med den sejrrige kong David nedkaempede alle fjender og sikrede hele folket fred og velmagt. Med denne parallelisme in mente og nar vi erindrer os, at kong David typologisk altid forestiller Kristus, som i lighed med David er den gode hyrde (Johs. 10,11), set vi Kristi egen herskerglorie over bade Knud Lavard og Valdemar den Store, formidlet i symboler og udtryk, som hos tilhorerne matte formodes at vaekke de forestillinger til live, som Saxo ville aktualisere.

Konklusionen er, at Saxo havde en fortrinlig ideologisk ramme at disponere efter, da han konciperede sin samtidshistorie: kongebogernes jodiske historie omkring Saul, David og Salomon. I dette skema kunne han indsaette tre danske konger: Erik Ejegod, Valdemar den Store og Knud VI, og dertil kunne han i saerlig hoj grad sammenkaede Valdemars kongegerning med faderen Knud Lavards livslob, som kom til at fungere som en forberedelse til Valdemars kongedomme pa samme made, som den unge kong Davids lange lidelseshistorie blev forspillet til den endelige sejrstriumf.

Heraf folger, at nogle iagttagelser i den foreliggende afhandling vil vise sig at vsere urigtige. Jeg tror f.eks. ikke pa, hvad forf. siger (s. 202) om evangeliet, som skulle tage sigte pa Kristi indtog i Jerusalem palmesondag. Teksten selv er den kendte belaering om martyrfester: »Hvis ikke hvedekornet falder i jorden og dor, sa bserer det ikke frugt«. Men den liturgiske perikope antyder ikke, at ordene ifolge evangelisten udtales palmesondag. Og hvis der skulle vaere tale om et indtog i Jerusalem, er det nok ikke Kristi, men den unge Davids endelige erobring af Jerusalem, som ligger naermest i tankerne, nar teksten slutter: »Hvis nogen tjener mig, skal min fader haedre ham«.

Kapitlet om Saxos kongeideologi illustrerer karakteristisk bade fortjenester og mangier ved forf.s arbejdsmade i den foreliggende afhandling. Til fortjenesterne horer, at forf. har samlet en mangfoldighed af kildesteder sammen og ordnet stoffet pa en sadan made, at det danner et monster, som ved efterprovning viser sig at vaere baeredygtigt - til trods for, at man nogle gange kunne tsenke sig at lave lidt om pa baerekonstruktionerne. Til svaghederne horer, at forf. ikke har vaeret i stand til at gennemfore analysen og sammenfatte dens resultater pa en sadan made, at tanken virkelig bliver taenkt til ende, og at de nye resultater derved kommer tydeligt frem. I afhandlingens hoveddele 2-4 illustreres denne arbejdsmade. Disse hoveddele indeholder megen analyse. Men danner de ogsa en aegte syntese, hvor resultatet af enkeltundersogelserne, savidt de foreligger, arbejdes sammen til en helhedsanskuelse? En betragtning af hver af disse dele kan maske give svar pa sporgsmalet.

Inden for den 2. hoveddel er der fern underafsnit: k^ngedommets struktur bliver belyst ved arengaerne, Saxo, de ikke-skriftlige kilder, kongehelgenen og endelig de kongelige magtbefojelser. Som det vel allerede er blevet klart ved det, der er gennemgaet mere i detaljer, giver denne hoveddel et lidt brudstykkeagtigthelhedsindtryk. De tre forste kapitler i hoveddelen ma betegnes som ren kildeanalyse. Saerdeles fortjenstfuld er her behandlingen af de kongelige segl som kilde til viden om kongeideologien (s. 152-165). Det fjerde, om de hellige konger, er en kronologisk bearbejdelse af et bestemt kildemateriale. Deter som naevnt skade, at forf. ikke kunne benytte den tyske SkandinavienforskerErich Hoffmanns afhandling »Die heiligen Konige bei den Angelsachsenund den skandinavischen Volkern«, som udkom sent i 1975¹⁴. Her argumenteres der for, at de hellige konger i Norden fortrinsvis har angelsachsiskmodel. Men forf.s opmaerksomhed har isaer vaeret rettet mod kildematerialetogsa her; saledes har han - hvad der ma regnes for et vaesentligt plus - gravet de dele af Knud Lavards liturgiske tekster frem, som Gertz ikke udgav, og har videre benyttet kompositionen af kalkmalerier i Ringsted til belysning af kongehelgenens kult. Det femte kapitel i denne hoveddel ser ud til at vasre mere systematisk anlagt. Man kunne have ventet sig en opsummering, men et blik bl.a. pa fodnoterne viser, at dette ikke har vaeret hensigten. Det femte kapitel er nemlig ogsa en kildeanalyse, men nu af skriftligt materiale. Til forskel fra de fire foregaende afsnit, er der her tale om en systematisering af stoffet, som ikke stammer fra kilden, nemlig en gennemgang af tronfolgeordninger,kongens lovgivende, udovende og dommende magt samt hans ret til at palasgge straffesanktioner. Inddelingen svarer ganske nojagtig til 4. hoveddel,

---

14. Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins, herausgegeben von der Gesellschaft fur Schleswig-Holsteinische Geschichte, 69, Neumiinster 1975.

hvor denne betragtning gennemfores i bredere kontekst. Deter unaegtelig lidt overraskende, at kilderne her i 2. hoveddels 5. kapitel ikke tillades at bestemme disposition og sporgsmalsstilling, nar dette var tilfseldet i de fire forste kapitler.

I 3. hoveddel behandles de kollegiale organer, de korporationer, man finder pa toppen af det hojmiddelalderlige samfund under kongemagten: hirden, meliores regni, radet og danehoffet. Selve fremstillingsmaden er i disse kapitler kortfattet, sa kortfattet, at en udenforstaende betragter maske sporger sig selv, om der ikke er grund til en mere indgaende behandling af disse temaer. Metodisk arbejder forf. her udelukkende pa grundlag af diplomer og lovkilder ligesom i 2. hoveddels 5. kapitel. Der er ingen sammenfatninger af resultaterne i undersogelsen af hirden, meliores, radet og danehoffet, men vidnesbyrdene bliver behandlet i raekkefplge efter kildernes art.

I de forste linier i 4. hoveddel (s. 261) kommer der sa en lille opsummerende erklaering, som maske har storre betydning, end den beskedne formulering lader formode. Der star: »Dans les parties precedents nous avons essaye de degager certains traits essentiels des structures des cinq institutions politiques qui nous interessent: la royaute, la menie, les meliores regni, le conseil et le parlement. Mais, jusqu'ici nous ne connaissons que les pouvoirs reconnus ou reclames par ces institutions ... C'est pourquoi nous examinerons dans cette particles fonctions des institutions dans les domaines suivants ...«. Sa naevner forf. de kapitelrubrikker i 4. hoveddel, som nu folger: tronfplgeordninger, lovgivende, udovende og dommende funktion. Den lille indledning gor det klart, at »strukturafsnittene« i 2. hoveddel om kongedommet og i 3. hoveddel om de kollegiale organer danner baggrund for behandlingen af »funktionsafsnittene« her i 4. hoveddel. Men inden for »strukturafsnittene« i 2. og 3. hoveddel synes der at ga et skel for 2. hoveddels 5. kapitel. Er det da ikke nasrmest kildematerialets art, som dikterer hele opstillingen og anordningen af »strukturafsnittene«? Der er arengaerne, Saxo og de ikke-skriftlige kilder; afsnittet om kongehelgenen bygger pa helgenens levned og pa liturgiske tekster; resten bygger pa diplomer, love og andet traditionelt historisk materiale. Der mangier kun en begrundelse for, hvorfor feminddelingen konge, hird, meliores, rad og danehof tillades at dominere gennemgangen af det traditionelle skriftlige materiale. Det fremgar, som det anforte citat viser, at de »interesserer os«; men hvorfor, og hvorfor lige disse fem, stillet op pa denne made? For der er vel intet i selve kildematerialets terminologi, som direkte tvinger frem netop denne feminddeling blandt alle mulige kombinationer?

Dette kan vises pa flere punkter. Afgraensningen mellem radet og danehoffeter
problematisk, fordi begreberne consilium og concilium figurerer i begge

forbindelser. Dette problem er ikke naermere droftet; forf. traeder her ind i en igangvaerende diskussion, som han accepterer pa dens egne praemisser₁₅. Afgraensningen mellem meliores og radet er selvsagt ogsa problematisk, uden at det giver anledning til en principdiskussion af det berettigede i at behandle de to institutioner i to forskellige kapitler. I 4. hoveddel med dens rigorose systematisering af de politiske funktioner efter et forudfattet monster kommer dilemmaet endnu tydeligere til syne. Forf. har store problemer med at finde ud af, hvorvidt meliores fremtraeder som privatpersoner eller som korporation i forskellige sammenhaenge. Er denne distinktion ikke kunstig efter middelalderligeforestillinger?

I sammenfatningerne under de enkelte »funktionsafsnit« i 4. hoveddel far vi mere indblik i, hvad forf. betragter som sine vaesentlige arbejdsresultater. Lovgivningsmagten (s. 282) udoves normalt af de kollegiale organer, sjaeldent af kongen alene, sidstnaevnte dog hyppigst alene over for byerne. Den udovende magt far en mere udforlig behandling (s. 310): kollegiale organers deltagelse med kongen heri kan konstateres fra det 13. arhundrede inden for privilegiepolitikken, fra det 12. arhundrede for udenrigs forhold, fra sidst i det 13. arhundrede inden for lenspolitikken, nar radet etableres mere officielt. Den dommende magt (s. 322) synes at tilhore kongen alene, bortset fra adelens domsmagt i egne indre anliggender.

Jeg kunne godt tasnke mig at have stillet sporgsmalene lidt anderledes - for, som jeg sagde indledningsvis, i selve rubriceringen af »funktionsafsnittene« ligger ogsa en slags problemstilling: er der en defmerbar lovgivende, en derfra adskilt udovende og en fra begge afgraenset dommende magt i det rniddelalderlige Danmark? Og hvis der er - hvordan kan man sa i kilderne identificere, og med kildernes egen terminologi indholdsbestemme disse tre funktioner? Og hvis - pa den anden side - det ikke er muligt i kilderne at finde spor af denne trefoldighed inden for funktionerne, hvad kan man sa saette i stedet for at na frem til en brugelig systematisering af den middelalderlige stats funktionsomrade?

Saledes giver ogsa »funktionsafsnittene« i 4. hoveddel belaeg for den vurdering, jeg allerede har udtalt. Der er en raekke prisvasrdige iagttagelser i forbindelse med den omhyggelige og meget kyndige inventering af kildematerialetsammen med vaesentlige og vidtraekkende iagttagelser. Men konklusionerneer ikke trukket sa tydeligt op, at laeseren bliver klar over, hvad der egentlig er det nye og vaerdifulde i denne omfattende dokumentation og fremstilling. Dertil kommer, at den strikte systematisering af de afsnit, som bygger pa det traditionelle historiske kildemateriale, tenderer til at skjule de

---

15. Afh. 252ff, 256ff.

meget vaerdifulde iagttagelser, som findes spredt ogsa her i »funktionsafsnittene«,men som ligger mere abenlyse ide tidligere afsnit, hvor kildebehandlingener mere direkte. Den umiddelbare forbindelse til kilden pa den ene side svarer ikke til en lige sa umiddelbar fornemmelse af en frugtbar problemstillingog problemformulering pa den anden side.

De store fortjenester, der fremfor alt viser sig i kildebearbejdelsen, er dog mere end tilstraekkelige til at begrunde, at forf. ved denne afhandling erhverver den filosofiske doktorgrad. Det humanistiske fakultetsrad ved Odense Universitet, som har antaget afhandlingen til forsvar, tor have grund til at regne den som endnu et skridt i retning af at udvide det spektrum af forskningstemaer, som skriftraekken udgivet af Institut for historie og samfundsvidenskab vidner oml6. Man ma udtale den forhabning, at afhandlingens stil og fremtraeden vil sikre den laesere ikke kun i Frankrig, Belgien og andre romansksprogede lande, men ogsa i Danmark.

---

16. Raekken begyndte med bd. 1 i 1970 og bliver udgivet af Odense Universitetsforlag.