Forud for den fetrste danske folketaelling i 1769 har vi kun relativt usikre formodninger om, hvor stor Danmarks befolkning har vaeret; men forskellige forfattere har ud fra andet materiale sogt at skonne over befolkningens storrelse i de 100 ar, der ligger forud for 1769.

I det folgende skal forsoges en vurdering af nogle af disse beregninger med henblik pa at se, om de forer til rimelige resultater med hensyn til de vigtigste storrelser, der bestemmer aendringer i folketallet, det vil sige antallet af fodsler og dodsfald og omfanget af vandringer til og fra de omrader, der behandles. Der vil desuden blive foretaget en gennemgang af fejlkilderne i det materiale, som de pagaeldende forfattere har benyttet for at se, om der i kilderne kan vaere fejltyper, som ikke er taget i betragtning af disse forfattere, og som kan vaere af betydning for resultaternes palidelighed.

Flest forfattere har beskaeftiget sig med tiden 1735-69, idet man da tilsyneladende har relativt sikker grund under fpdderne som folge af, at der fra Kommercekollegiet blev indsamlet oplysninger fra bisperne om det arlige antal fodte og dode i hvert stift for hvert af disse ar. Safremt vandringerne til og fra udlandet har vasret omtrent lige store, skulle man derfor kunne beregne hvert ars folketal ved at regne baglaens fra 1769, idet man traekker de fodte fra og laegger de dode til.

Der er imidlertid almindelig enighed blandt de forfattere, der har beskasftiget sig med disse tal, om, at man ikke uden videre kan godtage hverken 1769folketaellingens eller bispelisternes tal, da der kan pavises en del mangier i disse. I tabel 1 er vist de korrektioner, som nogle af de vigtigste fremstillinger har anvendt.

Med hensyn til 1769-taellingen er korrektionerne fremkommet ud fra overvejelser over befolkningstilvaeksten mellem 1769 og 1801, hvor de fleste regner med, at den tyder pa ret store mangier i taellingen, mens Aksel Lassen ud fra de samme kriterier, som omtales ved hans ovrige beregninger nedenfor, mener, at der er tale om mindre fejl end hidtil antaget. Dette begrunder han tillige med, at man derved nar frem til et billede af omfanget af de indre vandringer, der stemmer godt overens med det, man far fra andre kilder, og at det giver en rimelig konsproportion, safremt man antager, at de personer, der mangier i taellingen, alle er maend.

Scharling accepterer for arene 1735-69 i sin forste beregning i det store og
hele bispelisternes tal for fodte og dode, og i den anden regnes der kun med
sma fejl.

Adolph Jensen har inddraget nogle mindre korrektioner i bispelisterne, som blev pavist af Statistisk Bureau i 1905^l. Han regner tillige med, at der i tallene for de fodte mangier dodfodte og en del born, der dode for daben, mens en del af disse er med i tallene for dode. Han konkluderer derfor: »Den omstaendighed,at de indberetninger, som overhovedet indeholder bemserkninger om dodfodte, angiver tal, der ligger sa lavt som ca. 2 pet. af samtlige fodte, tyder pa, at en vaesentlig del forblev uregistrerede. Der kan imidlertid ikke vasre tvivl om, at de dodfodte, som begravedes pa kirkegarden, i almindelighed er blevet registrerede og i listerne inkluderede i tallene for dode. I overensstemmelsemed det skon, bearbejderen af general-ekstrakterne (afdode dr. Edv.

---

1. Statistisk Tabelvaerk, V, A, 5, Befolkningsforholdene i det 19. arhundrede, 1905.

Mackeprang) udtaler i det foran naevnte tabelvasrk, har jeg, for at neutralisere
den sandsynlige fejlregning af dodfodte, formindsket tallene for dode i tiden
for og efter 1780 med henholdsvis 2 og 1 pet. af de respektive tal for fodte« 2.

Denne korrektion betyder en forogelse af tilvaeksten i tiden 1735-69 med ca. 16.000 personer; men det ma ved bedommelsen af det skonsmaessige fradrag pa 2 pet. tages i betragtning, at deter baseret pa oplysninger, der er fra tiden efter 1775 og kun vedrorer enkelte dele af landet.

Aksel Lassen har gjort en betydeligt storre indsats med henblik pa at vurdere bispelisternes palidelighed. Han har dels foretaget en raekke undersogelser ved optaellinger fra kirkeboger af fodte og dode, dels nOJe gennemgaet forholdene i Alborg stift 1780-99 samt i dele af Arhus stift for endnu laengere tidsrum. Konklusionen pa dette er, at der ma regnes med, at korrektionen hos Ad. Jensen er for lille, og at det vil vaere mere rimeligt med et fradrag pa 5 Vi pet. af de begravede for at gore tallene for fodte og dode i begravelseslisteme sammenlignelige. Som dokumentation herfor henvises ogsa til den undersogelse, som Gustav Bang har foretaget pa sjaellandsk kirkebogsmateriale³, og hvor han nar frem til et tilsvarende resultat. Dette fradrag medforer en betydelig storre befolkningstilvsekst end den, som er antaget af de tidligere forfattere.

Aksel Lassen har tillige fremdraget et omfattende - hidtil ukendt - materiale for tiden forud for 1735, og han har ved den samme metode som for perioden 1735-69 og ved at regne op til hele landet fra de omrader, han har kunnet studere, fort befolkningsudviklingen endnu laengere tilbage og beregnet folketallet i Danmark tilbage til midten af det 17. arhundrede.

Deter imidlertid karakteristisk, at de naevnte forfattere i deres forsog pa at foretage korrektioner i bispelisterne hovedsagelig har interesseret sig for fejl, der fremkommer, safremt dodfodte og born, der dode udobte, kun er medtaget i begravelseslisteme, fordi praesterne har registreret kirkelige handlinger, altsa dab og begravelse, og ikke demografiske begivenheder, fodsel og dodsfald. Der kan derfor vasre grund til at undersoge naermere, om der i de anvendte kilder kan pavises andre fejltyper, som kan fa indflydelse pa beregningerne. Dette vil blive forsogt neclenfor med saerligt henblik pa at vurdere Aksel Lassens resultater, idet der dog forst skal gores naermere rede for denne forfatters beregningsmade for derved at gore det muligt at sammenholde usikkerheden i kildematerialet med noJagtigheden i resultaterne.

Udviklingen pa Fyn vurderer Aksel Lassen ud fra optaellinger i kirkebogernei

---

2. Ad. Jensen: Befolkningsforholdene i de nordiske lande i det 18. arhundrede, Nationalpkonomisk Tidsskrift, 1935, side sf.

3. Gustav Bang: Sjaellandsk landbefolkning i det 17. og 18. arhundrede, Historisk Tidsskrift, 7. rk., 11, side 417-54.

gerneiet vekslende antal sogne, der i 1769 havde fra 3,7 til 8,6 pet. af Fyns befolkning (inkl. Langeland). Der er optalt de faktisk indforte dobte, mens der i begravelserne er fradraget de dodfodte og udobte, saledes at der i dette tilfaelde ikke har vaeret brug for at anvende nogen fast fradragsprocent. Ved opregning til hele Fyn fas den i tabel 2 viste udvikling. Fodsels- og dodshyppighederne(antal fodte og dode pr. 100 indbyggere) i denne og de folgende tabeller findes ikke hos Aksel Lassen, men er beregnet pa grundlag af de foregaende kolonners tal.

I Arhus stift findes der bevaret bispelister tilbage til 1695. Disse er af Aksel Lassen anvendt til en tilbageregning fra 1769, idet de officielle tal for dode forst er reduceret med 5 pet.⁴. Aksel Lassen offentliggor kun det derved beregnede fodselsoverskud for hvert tiar 1700-69 (side 507-08); men ved at anvende hans grundmateriale (s. 483-84) kan man finde frem til, hvor mange fodsler og dodsfald, der omtrentlig indgar i beregningerne. Disse tal er vist i tabel 3.

For Sjcelland-Mon findes der ikke officielle tal for 1735, men Aksel Lassen
anvender for dette omrade de tal, der kan hentes fra Gustav Bangs tidligere
nasvnte undersogelser, hvor denne forfatter mener at kunne finde 5Vi pet.

---

4. Aksel Lassen gor ikke nasrmere rede for, hvorfor han nogle steder vaslger en korrektion pa 5 pet. og andre steder 5Vi pet. Ved beregningen af dobte og begravede pr. 100 indbyggere har det dog ingen betydning for storrelsesordenen, om man vaelger den ene eller den anden korrektion.

dodfodte og udobte blandt kirkebogernes begravede, som ikke findes i
dabslisterne. Disse tal er derefter opregnet til hele Sjaelland og ved at regne
bagud fra 1769-tsellingens tal kan man fa en oversigt over udviklingen. Pa
grund af en ret forskelligartet udvikling i Sjaellands enkelte dele gennemfores
en opdeling pa amtsbasis, og i tabel 4 og 5 er vist to eksempler pa de resultater,
som Aksel Lassen derved kommer frem til.
Ved de beregninger, der ligger til grund for tabel 2-5 er der, som det korrekt
fremhaeves af Aksel Lassen, ikke taget hensyn til de indre vandringer mellem
de forskellige regioner. Dette ma naturligvis gores, idet de fundne fpdsels- og

dodshyppigheder vil blive for store, hvis det drejer sig om fravandringsomrader,mensde
vil vaere for sma, hvis der er tale om tilvandringsomrader.

Aksel Lassen regner med, at ind- og udvandring fra Arhus stift nogenlunde har opvejet hinanden i perioden, mens Fyn-Langeland skulle have haft en nettotilvandring pa ca. 6.000 personer mellem 1660 og 1769 (s. 69). Pa Sjaelland regnes med, at Praesto amt har afgivet ca. 10.000 personer i den samme periode, mens Nordostsjaelland netto har vaeret et tilvandringsomra.de (s. 37). Dette passer udmaerket sammen med, at tabel 2-5 tidligt i perioden viser den hojeste fodselshyppighed i Praesto amt og den laveste i Kobenhavns amt.

Prover man at korrigere for de fejl, der fremkommer i tabel 2-5 pa grund af vandringerne, idet man for Fyn-Langeland og Praesto amt fordeler de naevnte vandringstal jaevnt over perioden, kommer man til de fodselshyppigheder, der er vist i tabel 6. Kobenhavns amt har mattet udelades, da Aksel Lassen ikke udtaler sig om vandringen til dette amt isoleret. Tallene indgar i tallene for hele Nordostsjaelland.

To ting falder i ojnene ved bedommelsen af tallene i tabel 6. Det ene er den meget store forskel i niveauet mellem fodselshyppighederne i de tre omrader. Omkring 1800, hvor statistikken har naet en betydelig grad af palidelighed, svinger fodselshyppigheden inden for et niveau pa 2,9-3,3 mellem de enkelte stifter.

Det andet er, at der i alle tre serier er en tendens til, at fodselshyppigheden
stiger, jo laengere man kommer tilbage i tiden, hvilket kan vaere et tegn pa, at

der er regnet mecl for lille et folketal, nar hyppigheden beregnes for de tidligste
§LT.

Et for lille folketal kan fremkomme ved for store tal for fodte, et for lille tal
for dode eller ved, at der er regnet med for stor fravandring eller for lille
tilvandring i perioden.

Ved bedommelsen af tallene som udtryk for frugtbarheden i befolkningen ma man tage i betragtning, at det fradrag pa 5Vi pet., der er i dodstallene for Arhus stift og Prsesto amt, og undladelsen af at taelle dodfodte og udobte dode med i de fynske tal, betyder, at det faktiske an tal fpdsler ligger noget hojere end tabellens tal, svarende til en forogelse af fodselshyppigheden med 0,1-0,2.

Tilsvarende beregninger over dodeligheden for de samme tre omrader er
vist i tabel 7.

Ogsa disse tal viser store regionale forskelle, og saledes, at det ligesom ved fodselshyppigheden, er Praesto amt, der ligger hojest, og Fyn-Langeland, der ligger lavest. Derimod er der ikke nogen udpraeget tendens i retning af, at dodeligheden skulle vaere stigende, jo laengere man gar tilbage i tiden, men dette billede ville under alle omstasndigheder vaere svaerere at fa frem ved dodstal, fordi de arlige udsving i dodeligheden i aeldre tiders samfund altid er betydeligt storre end udsvingene i fpdselshyppigheden. Som ved fpdselshyppigheden ma man have i erindring, at tallene i tabel 7 er 0,1-0,2 for sma som folge af, at der er foretaget fradrag for dodfodte og udobte i begravelseslisterne.

Til sammenligning med tallene i tabel 7 kan det oplyses, at dodshyppighedenomkring
1800, hvor registreringen anses for at vaere en del mere palidelig,
for provinsen som helhed har ligget pa knap 3,0 pr. 100 indbyggere, og dette

tal er baseret pa ar, hvor der ikke har vaeret tale om, at epidemier eller hungersnod har givet en overdodelighed. Dette er sjaeldent tilfaeldet for et helt arti for 1769, og man ma derfor naere mistanke om, at der er registreret for fa dodsfald pa Fyn-Langeland og i Arhus stift, eller at det beregnede folketal er for lavt, hvilket ogsa kan fremkomme ved en underregistrering af dodsfaldene.

Det skal pa den baggrund i det folgende undersoges, hvor sandsynlige de i tabel 6 og 7 beregnede storrelser er, og hvor korrekt det materiale, der er anvendt af Aksel Lassen, kan anses for at vaere. Dette vil ske for hvert af de tre udvalgte geografiske omrader for sig.

Udviklingen på Fyn

For Fyns vedkommende bringer Aksel Lassen i sin bog nogle supplerende oplysninger for 1660'erne ud over dem, han har faet ved den optaelling, der er lagt til grund for beregningerne i tabel 2. Han refererer saledes H. H. Fussings tal fra 14 fynske sogne i 1660'erne, og pa grundlag heraf beregnes (s. 87) fodsels- og dodshyppigheder for bl.a. 1660-66. Gennemsnittet for de syv ar er henholdsvis 5,1 og 5,3, altsa langt storre end de fynske tal i tabel 6 og 7, der kun daekker tre ar mere, og selv om der tages et vist forbehold med hensyn til niveauet, foreslas der dog ikke en korrektion, der pa nogen made vil kunne reducere de to tal til en storrelsesorden som den, der er beregnet i tabel 6 og 7. Hertil kommer, at det oplyses (s. 253), at der i de af Aksel Lassen bearbejdede sogne er en overvaegt af nordfynske, der » var forholdsvis hardt ramt i 1660 «. Dette skulle betyde; at dodeligheden i tabel 7 burde vaere hojere end Fussings tal.

Kontrolmuligheder for den efterfolgende tid er der kun sma muligheder for i Aksel Lassens materiale, heller ikke ved sammenligning med bispelisterne fra 1735-69, idet de fynske tal da er lagt sammen med tallene for Lolland- Falster.

For at fa en ide om, hvad der kan ligge bag de lave tal for Fyn, er gennemfort en kontrolundersogelse pa en del af Aksel Lassens grundmateriale, forst og fremmest kirkebogen for Norup sogn vest for Odense fjords udlob for arene 1690-1709. Sognet indgar i Aksel Lassens beregningsgrundlag og udgor for de pagasldende ar 9 pet. af det fynske materiale, som er anvendt til at beregne fodsels- og dodshyppighederne, men man kan naturligvis ikke regne med, at sognets forhold, som de omtales nedenfor, er representative for hele Fyn.

Ifolge kirkebogen for sognet er der i de tyve ar fodt 205 born, mens antallet af begravede er 134, hvoraf 5 formodentlig er dodfodte eller udobte, saledes at fodselsoverskuddet skulle vasre pa 76 personer - Aksel Lassens tal (s. 506) er pa 75. Underregistreringen - 5 i forhold til 134 - ligger tilsyneladende taet pa det niveau, som Aksel Lassen anvender pa andre geografiske omrader.

En naermere analyse af de dobte og begravede person for person og familie for familie afslorer imidlertid, at der ma vaere langt alvorligere mangier i materialet end de fern, der savnes i dabslisterne. Det forste, der virker overraskende, er, at af de 205 fodte born findes der inden for det forste ar efter daben kun begravelsesregistreringer pa 12, d.v.s. at spaedbornsdodeligheden skulle have vseret pa ca. 6 pet. af en argang, eller safremt man medtager de fern, der manglede i dabslisterne, en dodelighed pi 8 pet. I sidste halvdel af det 18. arhundrede er den tilsvarende dodelighed pa ca. 25 pet. i de danske landdistrikter⁵⁶, og selv dette tal er efter en international malestok lavt. Et niveau pa 8 pet. viser den danske befolkningsstatistik ikke for i 1920'erne, og man kan derfor med meget stor sikkerhed sige, at et meget betydeligt antal dode born ma mangle i begravelseslisterne.

Nar man skal vurdere, hvilken betydning det far for befolkningstilvaeksten, at dodelighedsregistreringen er mangelfuld, er det af afgorende betydning, om de pagaeldende born ogsa mangier pa dabslisterne, idet tilvaeksten sa bliver den samme, som hvis der ikke var taget hensyn til manglerne, eller om de kun mangier pa begravelseslisterne, idet befolkningstilvaeksten sa vil blive reduceret

---

5. Hans Chr. Johansen: Befolkningsudvikling og familiestruktur i det 18. arhundrede, 1975, side 118ff.

6. I en undersogelse af befolkningsudviklingen pa Sejr© har Anders V. Kaare Frederiksen vist, at spasdbornsdodeligheden var staerkt aftagende mellem 1650 og 1800. Han finder omkring 1700 en spaedbornsdodelighed pa over 30 pet. A. V. Kaare Frederiksen: Familierekonstitution, 1976, side 80 ff.

Den lave fpdselshyppighed i tabel 6 for arene 1690-1709 kunne tyde pa, at i hvert fald en del af de manglende ikke findes i dabslisterne. Taenker man sig imidlertid, at alle mangier skulle forklares ad denne vej, og at den korrekte spagdbornsdodelighed var pa 25 pct., ville det kraeve, at der i sognets kirkebog i de 20 ar manglede godt 50 born bade blandt de dobte og de begravede.

Antallet af fodte ville sa stige fra ca. 200 til ca. 250, og antallet af dode spaedborn fra 12 til 62. Dette ville imidlertid - overfort pa hele det fynske materiale - medfpre, at fodselshyppigheden skulle have vaeret ca. 4,0 og dodeligheden 3,5, og det forekommer ikke rimeligt, at dette skulle have vaeret tilfseldet over en tyve ars periode ud fra det kendskab, som vi iovrigt har til det 17. og 18. arhundredes befolkningsforhold.

Det samme resultat kommer man til, hvis man betragter aldersfordelingen
for de dode i Norup. I tabel 8 er vist denne fordeling under forskellige
forudsaetninger og sammenlignet med andre kendte aldersfordelinger.

Kirkebogens tal viser alt for mange gamle blandt de dode, selv sammenlignet med en fordeling, der skulle karakterisere en betydelig overdodelighed for gamle, og deter utaenkeligt, at der skulle vaere en sadan overdodelighed over tyve pa hinanden folgende ar. Tilfojelsen af 50 dode spaedborn fjerner stort set overdodeligheden for de gamle, men giver for fa dode med en dodsalder fra l-10 Det synes derfor mest sandsynligt, at der mangier omkring 50 dode, og at de fordeler sig med noget over halvdelen pa. dode under et ar og noget under halvdelen over 1 ar. Det betyder formodentlig ogsa, at det kun er en del af de 50, der mangier i dabslisterne, og at det af Aksel Lassen beregnede fpdselsoverskud derfor er 20-30 personer for stort⁷. Da det vil betyde, at befolkningen pa Fyn i det 17. arhundrede har vaeret storre end antaget af Aksel Lassen, passer det ogsa med, at fodselshyppigheden i tabel 6 viser en stigende tendens, nar man gar tilbage i tiden, idet den i sa fald er beregnet i forhold til for sma befolkningstal.

Deter ikke muligt at foretage en tilsvarende kontrol pa alle de 11 fynske sogne, der indgar i Aksel Lassens materiale, idet de fleste sognes kirkeboger er darligt fort og kun indeholder fa aldersangivelser. Der er dog to undtagelser, nemlig Kauslunde og orbaek. For disse er aldersfordelingen for de dode medtaget i tabel 8. Billedet her svarer bedre til sammenligningen med 1790-99; der er dog atter en for lille procent af 1-10-arige, saledes at man ogsa i disse sogne ma regne med mangier blandt de begravede, omend fejlene ma vaere af betydeligt mindre omfang end i Norup.

---

7. For dette taler ogsa, at materialet viser flere eksempler pa, at et forasldrepar har faet dobt to born med samme navn inden for de 20 ar, uden at der findes en begravelsesregistrering pa det aeldste barn mellem de to dabshandlinger.

Hvordan den samlede udvikling har vaeret pa Fyn, kan naturligvis ikke bevises ud fra disse spredte tal, men den tendens, der ligger i tolkningen af tallene, synes at give mere sandsynlige niveauer for fodsler og dodsfald end Aksel Lassens. At det ikke er urimeligt at regne med betydelige fejl i begravelseslisterne, viser sig ogsa ved, at en repraesentativ undersogelse af fejl i danske kirkebogers begravelseslister sa sent som i 1750'erne i gennemsnit viser mangier pa ca. 16 pet.⁸.

Det kan endelig tilfojes, at en undersogelse af fertilitets- og dodelighedsforhold pa Tasinge i sidste halvdel af 1600'tallet⁹ viser, at udviklingen, f.eks. i fertilitet og vielseshyppighed der har et forlob, der minder meget om de forhold, som man kender fra slutningen af 1700'tallet, og det, skont der er tale om et omr&de, som ifolge andre undersogelser var staerkt pavirket af befolkningstab under svenskekrigene, saledes at man kunne forvente, at der ville vaere unormale forhold, f.eks. stor tilvandring af unge og dermed et stigende antal fodsler og faerre dodsfald end under mere stabile forhold.

---

8. Hans Chr. Johansen, op. cit., side 68.

9. Poul Thestrup: Household Structure on the Island of Tasinge 1678 in Sune Akerman, Hans Chr. Johansen and David Gaunt (ed.): Chance and Change, 1978, side 13-22.

Konklusionen ma derfor blive, at man ikke ud fra det anvendte materiale
kan faeste lid til de beregninger, som Aksel Lassen har gjort af det fynske
folketal omkring 1700.

Udviklingen i Arhus stift

I dette omrade er det vanskeligere at kontrollere Aksel Lassens kildemateriale, idet det udgores af den officielle statistik - bispeindberetningerne. For at kunne gennemfore en undersogelse af tilsvarende art som pa Fyn matte man kraeve, at der for en laengere tidsperiode og for et helt herred fandtes bevaret kirkeboger med gode aldersangivelser for de begravede, og det synes intetsteds at vaere tilfaeldet.

I stedet er valgt at foretage en naermere undersogelse af forholdene i Hedensted sogn, hvis kirkebog Aksel Lassen anvender til at demonstrere, hvorledes man ved at anvende tallene for dobte og begravede minus udobte karma frem til en rimelig vurdering af befolkningsudviklingen mellem 1660 og 1769 (s. 258 og 495), idet der bortset fra korrektionen for de udobte pa begravelseslisterne er tale om, at Aksel Lassen accepterer sognets kirkebogers opgivelser.

Kontrolundersogelsen er koncentreret omkring arene 1700-14. Midt i perioden skiftes kirkebogsforer, og dette giver mulighed for at sammenligne kirkebogsforingen for og efter dette skift. Man far da for arene 1700-06 (inkl.) i gennemsnit 12 dobte og 8 begravede om aret og for Irene 1707-14 (inkl.) 17 dobte og 13 begravede om aret. Selv om tallene er sma, giver sammenligningen et fingerpeg om, at kirkebogsforingen i den forste af de to perioder ikke synes at vaere helt, som den burde vaere, og dette bekrasftes da ogsa ved et naermere studium af indholdet af begravelseslisterne for arene 1700-06. Det viser sig nemlig, at af de 56, der er blevet begravet i disse ar, er kun ni under et ar (heraf en dodfodt), 10 er andre born, og 37 er voksne. Sammenlignet med de normale forventninger, der blev beskrevet i tabel 8, forekommer der saledes ogsa i dette sogn et meget lavt antal dode spaedborn. Dette forhold kommer ogsa frem, safremt man direkte undersoger, hvor mange af de 82 dobte born fra disse ar, der forekommer i begravelseslisterne inden deres et ars fpdselsdag. Deter kun 8 born, d.v.s. en spaedbornsdodelighed pa under 10%, et niveau, der som tidligere omtalt ma anses for ganske usandsynligt for denne periode.

Sammenligningen med arene efter 1706 kunne umiddelbart fore til den slutning, at den lave spaedbornsdodelighed skyldtes mangier bade pa dabs- og begravelseslisterne, da tallet stiger begge steder i den sidste delperiode. Som for Norups vedkommende forer en sadan antagelse imidlertid til problemer med den relative aldersfordeling for de begravede, idet der sa ma antages at

vaere for fa 1-10 arige blandt de begravede. Man ma derfor regne med, at der ogsa i Hedensted er tale om, at en del af underregistreringen pa begravelsessidenrammer andre end udobte, saledes at fodselsoverskuddet har vaeret mindre end af Aksel Lassen antaget. Er det korrekt, betyder det formodentlig ogsa, at selv efter at den nye kirkebogsforer har faet rettet op pa forgasngerens forsyndelser, er der mangier i begravelseslisterne, saledes at Aksel Lassen ogsa for disse ar regner med for hurtig befolkningstilvaekst. Skulle Aksel Lassens beregninger af befolkningens storrelse (s. 495) vaere korrekte, ville de i ovrigt implicere, at fodselshyppigheden i arene 1707-14 havde vaeret pa knap 6 pet. om aret og dodeligheden pa ca. Wi pet. Disse tal forekommer alt for store (jf. tabel 6 og 7) selv ud fra Aksel Lassens egne forudsaetninger, og man ma derfor konkludere, at der ogsa i det jyske kirkebogsmateriale kan pavises sadanne mangier, at det ma anses for risikabelt at basere en vurdering af folketallets udvikling pa en summarisk korrektion af den officielle statistiks opgivelser af antallet af dobte og begravede.

Udviklingen på Sjælland

For Sjaelland anvender Aksel Lassen som nsevnt Gustav Bangs optaellinger fra
30 sjaellandske kirkeboger. Et naermere studium af de udvalgte sognes kirkeboger
afslorer imidlertid ogsa her en raekke problemer.

For det forste kan man stille sig noget tvivlende til rigtigheden af Gustav Bangs optaelling. Mange af de anvendte kirkeboger har en relativt ufuldstaendig registrering af de begravede boms navne. Der er f.eks. tale om en vending som » Jens Hansens barn« uden aldersangivelse. Hvilke muligheder har man i et sadant tilfaelde for at afgore, om deter det barn, som Jens Hansen kan have faet umiddelbart forud uden dabsregistrering i kirkebogen, eller om det drejer sig om et noget addre barn, der er dobt flere ar for? Men deter nodvendigt at vide dette for at kunne beregne, hvor stor en andel der mangier i dabslisterne pa grund af dodfodsel eller dodsfald for dab.

For det andet viser en naermere gennemgang af de forholdsvis fa kirkeboger, der har aldersangivelser ved alle eller naesten alle dode, at der formodentlig ogsa pa Sjaelland ma regnes med betydelige mangier i begravelseslisterne, hvis konsekvens vil vaere, at befolkningstilvaeksten har vaeret en anden end den, som Aksel Lassen antager. I tabel 9 ses forholdene i fire af de af Gustav Bang udvalgte sogne omkring ar 1700. De har alle en lav bornedodelighed - de 5 Vi pet. er ikke fratrukket - pa omkring 3/5 af det forventede, og aldersfordelingenfor de dode viser da ogsa ligesom ved de tidligere viste eksempler, at der formodentlig er for fa i aldersklassen under et ar. Et andet helt klart tegn pa

dette er, at der i Ronnebaek blandt de 28 dode spaedborn i arene 1690-1704 er 18, som har en dodsalder mellem et halvt og et helt ar og kun 10 med en dodsalder under et halvt ar. Dodeligheden i sidste halvdel af det fprste levear er ellers mindre end 10 pet. af dodeligheden i det forste halve levear.

Da de i tabellen naevnte kirkeboger er blandt dem, der giver de mest fuldstaendige oplysninger, kan man meget vel taenke sig endnu alvorligere mangier i andre af de 30 sogne, og man ma derfor ogsa for de sjaellandske sognes vedkommende slutte, at Aksel Lassens grundmateriale hviler pa et for usikkert grundlag, der er anvendt uden nogen egentlig kildekritik af begravelseslisternes

Specielt for Praesto amt gaelder det tillige, at de fodsels- og dodshyppigheder, der fremgar af tabel 6 og 7, for perioden for 1710 forekommer at vaere alt for hoje, saledes at deter mest sandsynligt, at der i opgorelserne over folketallet enten er tale om en for stor tilvaekst eller en for lille afvandring.

Mulighederne for at foretage beregninger af Danmarks folketal omkring 1700 og ændringerne i dette

Det fremgar af den ovenstaende gennemgang af det danske kirkebogsmateriale omkring ar 1700, at det ma anses for at vaere meget upalideligt, og det krsever derfor dybtgaende kildekritiske studier, for det kan anvendes. Sadanne studier er ikke gennemfort af de forfattere, hvis resultater er refereret ovenfor.

Fejlene fra kirkebogerne vil naturligvis ga igen i den tidlige officielle
statistik, hvor der yderligere kan tsenkes at opsta nye fejl under bearbejdelsen
af de indsendte oplysninger fra prasster og provster. Forud for omkring 1780

kan den officielle statistik kun anvendes i analyser, hvor tendenserne er meget
klare, f.eks. til at finde frem til store dodsar.

Den nyeste forskning har tillige sat sporgsmalstegn ved Aksel Lassens anvendelse af 1600-tallets mandtal¹⁰, som er den anden hovedhjornesten i denne forfatters beregninger af folketallet i perioden 1660-1769, og man ma derfor pa nuvaerende tidspunkt konkludere, at beregninger af de typer, som er vist i tabel 1, ikke kan give os noget sikkert billede af befolkningsudviklingen forud for 1769.

I stedet ma man ga i gang med langt mere arbejdskraevende undersogelser, hvor man person for person og familie for familie undersoger kildematerialets vaerdi. Efterhanden som sadanne undersogelser kommer til at foreligge for mange sogne og delperioder, vil disse brudstykker kunne danne et monster, der kan vise os, hvorledes befolkningsudviklingen har vaeret i perioden^{11.l 1}.

---

10. A. V. Kaare Frederiksen, op. cit., side 44—53.

11. Den metode, der kan anvendes i sadanne undersogelser, er bl.a. beskrevet i de ovennaevnte vasrker af Anders V. Kaare Frederiksen og Hans Chr. Johansen samt i Poul Thestrup: Methodological Problems of a Family Reconstitution Study in a Danish Rural Parish before 1800, Scandinavian Economic History Review, 1972, side 1-26.