Paul Hammerich: Fred og nye farer. (Gyldendal, 1976). 599 s.

Dette er 1. del af »En Danmarkskronike 1945-72«, der skal blive pa tre bind. Det forste daekker perioden 1945-1953; det er velskrevet, fasngslende og velillustreret. Efter forordet - som er meget gennemtaenkt - vil vaerket dsekke to dele af historien: det, der optog sindene i perioden, og de »begivenheder og forlob, der pavirkede samfundsgangen og var med til at aendre udviklingen«. Videre hedder det, at bogen ville vaere blevet anderledes, hvis forfatteren havde vaeret jyde eller arbejder eller kvinde; dette afsnit slutter med saetningen: »Forst nar man er sig sin subjektivitet bevidst, bliver handvaerket haederligt«.

Disse programerklaeringer har bogen lidt svaert ved at leve op til. Forst subjektiviteten, handvaerket bliver ikke haederligt blot af at erkende den. Nar det skal vsere en Danmarkskronike, sa er det ikke nok at erklaere, at man er »udgaet af et velbjerget embedsmandsmiljo pa Frederiksberg«; det pahviler forfatteren at soge at skildre ogsa jyden, arbejderen og kvinden, og nar det skal vaere en Danmarkskranike, ma den ogsa i omtalen af det, »der var samtaler og optog sindene«, Soge et videre udsyn end det, man har fra Politikens vinduer mod Radhuspladsen.

Nar det endelig gaelder at behandle det, som pavirkede samfundsgangen, ja da ma det siges undervejs, hvad der var det ene, og hvad der var det andet. Side 159-182 behandles Inger Merete Nordentoft-sagen; men laeseren far ikke at vide, om den blot var en nyhed dengang, eller om den betod noget for den fremtidige udvikling i synet pa den ugifte moder. Kapitlet har i ovrigt ogsa afsnit om spanskror i skolen og manglende seksualoplysning pa Komtesse Moltkes Pigeskole. Fremstillingen var ikke blevet ringere af, om det hele var sat i relation til den almindelige paedagogiske udvikling og med et par linier tilbage til mellemkrigstiden. Det havde vel ogsa vaeret rimeligt her, hvor der tales om de erotiske erfaringer pa osterbro og i Ordrup, at saette dette i relief til antallet af fodsler uden for aegteskabet (7-8 pet. mod tidligere 9-10 pet.) og til antal gravide brude (ca. 25 pet. af de brude, der fodte i aegteskabets forste 9 maneder).

Disponeringen og »hvad der er med eller ikke med« virker lidt tilfaeldig. Det politisk betonede stof fylder godt 200 sider, sporten 45, Lander-sagen 40, mens der naesten intet er om landbruget, industrien eller arbejdslosheden. Der er adskillige sider om person-intrigerne i den kobenhavnske dagspresse, men egentlig meget lidt om den danske presses samfundsfunktioner. Forfatteren er selv klar over, at pressens behandling af kaptajn Kurt Carlsen pa det synkende skib var en proportionsforvridning; men det havde naeppe vaeret nodvendigt at ofre 6-7 sider pa at gennemga historien, nar der abenbart ikke er blevet plads til noget om dansk sofarts store udvikling i perioden. Deter sa tydeligt, at stofudvalget har vasret praeget af journalistens behov for ud af Politikens journalistisk udvalgte stof at udvaelge det journalistisk bedste. Det turde ogsa vaere meningslost at give en hel side til historien om en kontormands bedragerier i Tipstjenesten, selv om han var Steinckes svigerson. Lidet rimeligt virker det ligeledes med fire sider om forfatterens oplevelser blandt danske journalister ved kroningsfestlighederne i London i 1953.

Det udprsegede kobenhavnske har vaeretnasvnt. Det topper et par steder. I 1948 havde Hedtoft set nogle gronlandskefangere illustrere deres sang med handbevaegelser; disse var, som Hammerichskriver, sa levende, »at selv en arhusianer forstod meningen«. Hvilken udsogt uartighed over for en af landets store statsmaend, og hvilken bornerthed

hos en forfatter, der ikke kan holde sammenpa sine synspunkter. Det sidste ser vi side 168, hvor en pige i Ordrups 2. G. bliver bortvist, fordi hun er svanger (det skete i evrigt ogsa i Arhus i 30'erne, at en gymnasiepige kom gait af sted, men uden disse folger); her passer det forfatteren at vise snasversynet i hovedstaden. Alligevelser det ganske anderledes ud s. 221 under omtalen af Ole Palsbos film »Diskret ophold«, der handler »om den ugifte mor i et uforstaende landbomiljo«;sadan skal det netop scud fra Radhuspladsen, og sa drejer filmen sig i virkeligheden om, at heltinden Jytte flygterfra et kobenhavnsk embedsmandshjemtil et forstaende landbomiljo.

Som alle, der skriver for videre kredse, har Paul Hammerich formentlig ogsa staet over for problemet: hvor meget skal jeg forklare? I det stykke gaelder det, at en del laesere ma fole sig solgt. Det siges om filmen »Ditte Menneskebarn«, at den blev forbudt i Amerika; men der gives ingen forklaring. Sangen »Stil nu ind pa de danske stationer« omtales ogsa uformidlet, henlagt til perioden o. 1950 (og sa var den vistnok tilmed noget, der horte 30'erne til som kendingsmelodi for Louis Preils danseorkester). Eller et begreb som sofacyklen - hvem i den yngre generation ved, hvad det var - bedre bliver det ikke af, at der star, den blev skabt af den benzinfattige tid, nar virkeligheden er, at den herte 30'erne til og allerede var pa retur, da krigen kom. Et andet sted citeres Simon - hvem emu det? (Politikens

Der er givetvis en hel del laesere, som foler sig ladt i stikken, fordi meget i bogen er indforstaet kobenhavnsk; men til gengaeld kan vi andre glasde os over at kunne folge med. Det kniber ganske vist, nar det s. 349 siges, at direktor i Kobmandsforeningerne, dr. phil. Bent Schultzers overtagelse af professoratet i filosofi betod, at nu gjaldt det ikke formel logik, men reel materialisme. Sadan er det nu svaert at opfatte Schultzers filosofi; men maske er det hele en vittighed.

Der er pafaldende fa fejl i den store datarige bog, og nar alt det andet er sagt ovenfor, star dog tilbage, at deter en bog, man laeser med glaede og spasnding. Deter lykkedes at fastholde og udvadge en raekke vaesentlige begivenheder og tendenser; men bogen har utvivlsomt mest bud til den del af befolkningen, som selv har oplevet perioden. Og sa er den i mindre grad historieskrivning; i den henseende mangier den strukturering, tolkning og lange linier.