Søren Kolstrup: Nakskov '31. Bidrag til arbejdsløshedsbevægelsens historie. (Spar Knægt, 1977). 176 s.

Temaet for Soren Kolstrups spsendende og paedagogisk veltilrettelagte bog er arbejderurolighederne i Nakskov i februar og maj 1931, deres forudsaetninger, for-10b folger. Tiden er verdenskrisens gennembrud i Danmark og stedet et industrialiseret lokalsamfund, okonomisk domineret af Det ostasiatiske Kompagni og politisk behersket af Socialdemokratiet.

Haendelsesforhabet er i korthed folgende: Med baggrund i en arbejdsloshedsprocent pa omkring 30 og stillet over for udsigten til et balanceret kommunalregnskab invaderede De Arbejdsloses Organisation i februar byradssalen og fremtvang en klaekkelig forhejelse af de midler, der var afsat til hjaelpekasseunderstottelse. Herefter faengsledes aktionens ledere, og den ekstraordinaere bevilling modificeredes. Mere tumultagtige tilstande opstod, da DKP trodsede et demonstrationsforbud den 1. maj, og da et lovligt demonstrationstog dagen efter bevaegede sig mod byens ting- og arresthus. For at genoprette ro og orden forstserkedes politiet, og militaeret fra Vordingborg tilkaldtes for at patruljere i gaderne. Herpa fulgte flere faengslinger, en heftig foresporgselsdebat i Folketinget og endelig en raekke omstridte domme ved Hojesteret.

Soren Kolstrup beskriver grundigt udviklingen fra det lokalpolitiske opgor omkring et knapt socialbudget, hvor DKP virkede som inspirator og katalysator,til det landspolitiske engagement af det samlede statsapparat. I denne andenfase illustreres ikke blot fronten mellemDKP og Socialdemokratiet, men tilligehvorledes Nakskov-sagen omfavnes af de gode viljer i form af den i juli 1931 dannede »Komiteen til forsvar for de domte Nakskovarbejdere«. Komiteens kulturradikale islaet, forst og fremmest repraesenteret af Poul Henningsen, matte snart vige for en mere abenlys udnyttelsefra DKP's side i forsoget pa at mobilisere de arbejdslose i karnpen mod »klassejustitsen« og »socialfascismen«, saledes som disse faenomener efter DKP's mening legemliggjordes af Socialdemokratiet.Aksel Larsens beromte tale fra en robad i Holmens Kanal forud for hojesteretsdommen den 10. oktober 1931 danner i denne sammenhaeng et i

ordets sande betydning teatralsk hojdepunkt.

Soren Kolstrup vender sig fra begyndelsen imod den dominerende presses stempling af Nakskovbegivenhederne som kommunistisk inspirerede bolleoptojer. Heller ikke DKP-historikeren Ib Norlunds udlaeggelse af haendelserne som et eksempel pa de selvstaendige bevaegelsers opstaen inden for arbejderklassen huer forfatteren. I stedet vil han efterspore, »hvordan arbejdsloshed, fald i levestandard og dermed stigende materiel nod forte til politisk radikalisering. De arbejdslose organiserede sig pa eget initiativ - forst senere stottedes de af DKP«. Begge myte-punkteringer er i lige grad lykkedes, idet det skal tilfojes, at »de selvstaendige bevaegelser« her forstas som suverasne, afgorende drivkrasfter.

Forfatterens baggrund i gymnasieskolen fornaegter sig ikke - bogen er som nasvnt paedagogisk, ikke blot i formen. Den er forfattet ud fra et marxistisk historiesyn, hvad der ikke bor skrasmme nogen, isaer ikke da sproget er herlig frit for at vaere indforstaet. Glemmes ma ikke billedredakteren, Peter Heiberg, hvis bidrag af samtidige fotos og satiriske tegninger skaerper appetitten under laesningen.