Einar Lund Jensen: Grønland og EF. (Kragestedet, 1977). 118 s.

Ved den forste folkeafstemning i Granlandoverhovedet sagde vaelgerne som bekendt nej til at komme i EF. Pa grund af rigsfaellesskabet med Danmark kom Gronland med alligevel. Ved at under- Soge EF-debatten i Gronland i 1972 rnenerforfatteren at have fundet, at den ikkeblot satte klarere skel mellem de politiskegrupperinger i Gronland, men ogsa

radikaliserede de gronlandske politiskeonsker, konkret onsket om et hjemmestyre.Den konklusion nas ved at vise, at den forste forelaeggelse af sporgsmalet for landsradet i 1967 ikke vakte nogen videre debat, men blot blev taget til efterretning(s. 30f.), og i efteraret 1971 tog Landsradet ogsa blot de for Gronland opnaede saerordninger til efterretning, dog enskedes saerordningerne permanent,ikke som aftalt tidsbestemt. Dereftersatte vaegringen ind. Moses Olsen sagde i december 1971 i Folketinget, at Gronland jo kunne stemme anderledes end Danmark, og han onskede derfor en separat afstemning. Det afviste gronlandsministerKnud Hertling (selv gronlasnder).Ogsa landsradets onske i foraret1972 om at matte have en senere afstemningsdatoend Danmark blev afvist. Forudsaetning for sadanne onsker var et selvstyre som Faeroerne, hed det (s. 35-38).

En vaegring mod EF-fasllesskabets evt. kommende forpligtelser var det ogsa, at landsradet samme forar vedtog onsket om en 50-somiles gronlandsk fiskerigraense (s. 66). Endelig blev fronterne helt klart trukket op i September 1972, hvor landsradet stemte om EF, 12 imod og 4 for (s. 67). En holdning, som folkeafstemningen den 2. oktober bekraeftede, 70 pet. imod og 30 pet. for (s. 70).

Forfatteren har dog ikke kun interesseret sig for landsradets holdning. Alt taenkeligt materiale, herunder film og de gronlandske lokalblade, er endevendt for at give et billede af debattens struktur og indhold. Forfatteren er selv klar over, at dette materiale kun giver en del af debatten, idet offentlige moder og radioudsendelser, hvor det meste foregik, ikke har kunnet undersoges (s. 51). Pa den baggrund finder forfatteren en kort og lidet intensiv oplysningskampagne og debat, hvis indhold ikke rigtig kan bruges til at pavise nogen radikalisering. Sammenhaengen med hjemmestyreforhandlingerne gerneetableres ved at vise, at landsradet, ogsa i September 1972, enstemmigt anmodede om at fa et udvalg nedsat heroin (s. 78).

Knud Hertling haevdede for ovrigt, at han selv i sommeren 1972 havde »bestilt« en sadan anmodning fra landsradet (s. 77). Det centrale er vel, at anmodningen og landsradets EF-afstemning kom inden folkeafstemningen og kunne bekraefte en folkelig opbakning bag modstanden mod EF; politikerne havde altsa vejret stemningen.

Der er grund til afslutningsvis at fremhaeve den grundige og kompetente materialegennemgang, der viser forfatterens gode evner i precision og karakteristik. Et skudsmal, som ogsa blev givet arbejdet, da det var indleveret til Historisk Institut i Arhus som speciale i historie.