Carl-Johan Bryld: Hans Svane og gejstligheden på stændermødet 1660. (Odense University Studies in History and Social Sciences, 16, 1974). 165 s.

Siden J. A. Fridericia i 1894 i sin bog om Adelsvceldens sidste dage gav sin fremstilling af statsomvaeltningen i 1660, har dette komplicerede begivenhedsforlob med mellemrum vaeret diskuteret af historikere, i dets helhed eller i delaspekter. Senest foreligger Carl-Johan Brylds afhandling om Hans Svane og gejstligheden pa stasndermodet i 1660, der ud fra en naermere analyse af det spredte beretningsmateriale vedrorende statsomvaeltningen af samtidige og af den senere historiker Niels Slange, forsoger at kaste lys over en vaesentlig side af begivenhedsforlobet, nemlig den betydningsfulde gejstlige stands stilling og rolle i den politiske proces, der forte til arvekongedommets og enevaeldens indforelse.

Carl-Johan Brylds bog falder i fern kapitler. I kapitel 1 gennemgar han skarpsindigt beretningsmaterialet og kan pa flere punkter give nylaesninger og nyfortolkninger, ikke mindst, nar det gaelder klarlasggelse af de forskellige beretteres motiver og tendens. Betydningsfuldt er det, at han i ikke mindre end fire tilfaelde kan pavise, at 1700-talshistorikeren Niels Slange, hvis arbejder har spillet en vassentlig rolle i diskussionen, har forfalsket eller konstrueret dokumenter for at kunne manipulere med fortiden og bevise rigtigheden af det begivenhedsforleb, han har konstrueret. Han polemiserer her imod Jens Engberg, der et par ar forinden havde forsvaret Niels Slange, bl.a. imod C. O. Boggild-Andersens kritik, og haevdet, at man ma ga ud fra kildernes asgthed, indtil deres falskhed er bevist. Jens Engberg raillerede her over, at historikere som Aage Friis, Ellen Jorgensen, Gunnar Olsen og Svend Ellehoj havde sluttet sig til Boggild-Andersens gild-Andersenskritiske opfattelse af Slange, og han fremhaevede, at kun to historikere ikke havde ladet sig pavirke, Knud Fabricius og Erik Arup. Knud Fabricius har imidlertid i en afhandling om Frederik 3. betegnet Slange som en »upalidelig forfatter« (Knud Fabricius (red.): Danmarks konger, 1944, s. 303); og Erik Arup har ikke i sin ufuldendte Danmarks historie, 3, 1955, s. 222, i et afsnit om »Den store plan« villet inddrage det af Slange opdigtede brev af 26. September 1660, saledes som Jens Engberg haevder; men han har villet skrive om borgerstandens forslag af 17. September, hvilket klart fremgar af hans tekst (s. 223). Pa grundlag af sine analyser har Carl-Johan Bryld da ogsa med rette foreslaet, at man bor undga at bygge pa materiale, om hvis status der kan rejses velbegrundet tvivl. Og at hans kritiske fornemmelse har vasret rigtig, fremgar ganske klart af Erling Ladewig Petersens naesten samtidige undersegelse af dele af Niels Slanges forfatterskab, Veritas et honor regis. Studier over Niels Slanges kilder og kildebehandling i hans fremstilling af Christian IV's historie, 1974, der endeligt gor op med enevasldens lovtaler Niels Slange.

Pa grundlag af de indvundne resultatergiver Carl-Johan Bryld i kapitel 2 en fremstilling af forlobet af staendermodeti September og oktober 1660 med henblik pa at bestemme gejstlighedens stilling, og i kapitlerne 3 og 4 gennemgar han biskop Hans Svanes, de ovrige bispers og kapitlernes og praesternes deputeredes stilling. I kapitel 5 kan han derefter i en konklusion karakterisere gejstligheden som en stand, der ikke var en dynamisk kraft pa staendermodet; kapitelrepraesentanterne var en konservativgruppe, der ikke onskede storre forandringer i det bestaende, praesterne var okonomisk hardt traengt og onskede vel over for den privilegerede adelsstand lighed i beskatningen, men stillede ikke

krav om mere grundlseggende forandringer.Alligevel fik gejstligheden betydning,idet dens leder, Hans Svane, og et par bisper tog et politisk initiativ og sammenmed borgerstandens ledere fik afgerendebetydning for begivenhedsforlobet,ligesom Carl-Johan Bryld kan pege pa gejstlighedens rolle i kraft af, at den kunne stille et efFektivt og landsdaekkendekommunikations - og propagandaapparattil radighed for kongen.

For helhedsbilledet er det dog heldigt, at Carl-Johan Bryld i konklusionen understreger borgerstandens betydning i kraft af dens ressourcer, der tillod den at hasvde sig ved egen hjaslp, og i kraft af dens politiske krav om vidtraekkende okonomiske og politiske reformer. Deter i borgerstandens og her ikke mindst det kobenhavnske borgerskabs stilling og betydning, at man ma finde den vaesentligste forklaring pa begivenhederne omkring statsomvaeltningen i 1660, saledes som det ogsa er antydet af Carl- Johan Brylds analyse af borgerskabets interesser og af Hakon Hovstad, med udgangspunkt i Johan Jorgensens forfatterskab, i en afhandling om Det kebenhavnske patriciat fra 1973 ((Norsk) Historisk Tidsskrift, 1973, s. 158-67). Ved at se gejstlighedens rolle i denne sammenhasng og ved sin analyse af beretningsmaterialet giver Carl-Johan Bryld et vaerdifuldt bidrag til forstaelsen af et begivenhedsforlob, der star som et af vendepunkterne i Danmarkshistorien.