Jørgen Hæstrup: Den 4. våbenart. Hovedtræk af de europæiske modstandsbevægelsers historie 1939-45. (Odense Universitetsforlag, 1976). 540 s.

Dette er den erfarne historikers resultat af et dybtgaende arbejde pa europaeisk plan. Deter en fremstilling praeget af livlig stil, stimuleret af skarpe iagttagelser og fremlagt i en veldisponeret form - den foreligger samtidig pa engelsk, og det kan vi godt vaere bekendt. Inden selve indholdet skal omtales, ma det imidlertid siges, at forfatteren (forlagsredaktoren?) til gengasld ikke kan vasre bekendt, at registre af enhver art mangier, og at dette ikke engang afbodes af en fyldig eller detaljeret indholdsfortegnelse.

Begge de naevnte mangier gor sig saerlig stasrkt gaeldende pa grund af det, der er vaerkets styrke: en systematisk behandling i komparativ form efter modstandsbevaegelsens forskellige manifestationer: strejker, illegale blade osv. Alternativet ville have vaeret en gennemgang af de enkelte landes modstandsbevaegelser, og det ville ikke have vaeret naer sa givende.

Bortset fra de danske forhold er grundlaget for bogen den meget omfattende litteratur, der foreligger fra de enkelte lande. Dette er samlet i fire hovedafsnit: civile aktionsformer (demonstrationer, protester, strejker, passiv modstand), efterretningstjeneste, hjemmefront og udefront (her bl.a. radiopropaganda, illegal presse, kontakten med den frie verden) samt de para-militaere aktionsformer (sabotage, attentater, partisankrig). Under hvert af disse emner behandles deres udvikling og udbredelse gennem forst en generel redegorelse for deres forudsastninger, betingelser m.m. og dernaest deres manifestationer i de enkelte lande. Geografiske og historiske forudsaetninger inddrages som arsagsforklaringer, f.eks. det nasrliggende at partisankrige forudsaetter en geografisk dybde og et saerligt terraen. Nar dette sa ikke forklarer, hvorfor partisankrigen bredte sig i Jugoslavien, men ikke i Norge, sa inddrages ogsa de politiske og sociale forudsajtninger. Dette moment spiller ellers en mindre rolle for forfatteren; han rejser i det hele taget kun lidt sporgsmalet, om forskelle i politisk, social og okonomisk struktur ovede indflydelse pa udviklingens form i de enkelte lande. Uanset om svaret matte blive ja eller nej, burde problemstillingen have vaeret taget op. Man savner ogsa at fa at vide, om modstandsbevaegelsens sociale sammensaetning var ens fra land til land. Man kunne maske ogsa stille sporgsmal som: var der forskel pa den katolske og den protestantiske kirke, var universiteternes reaktion ensartet osv.?

Ingen af disse bemasrkninger kan
imidlertid borttage indtrykket af et betydeligt