Roar Skovmand (red.): DR 50. (Danmarks Radio, 1975). 373 + 17 upag. s.

Bogen er udgivet i anledning af Danmarks Radios 50-ars jubilaeum og udarbejdet af historikere, sociologer og medieforskere samt en enkelt jurist. Deter ikke en fortlobende og samlet historisk behandling, men en raekke fritstaende afhandlinger.

Forst lidt om bogens ydre fremtraeden. Den er ret uoverskuelig og temmelig traettende at laese pa grund af den store tekstmaengde pr. side. Ideen med at placere noterne i margenen sammen med billedtek sterne virker ogsa til at fremme uoverskueligheden. Selve illustrationerne er et kapitel for sig og er i mange tilfaelde mislykket. Det vrimler med sma billeder af radiomodtagere fra forskellige tider, som er placeret ganske usystematisk og uden tekst, der forklarer, hvad der er bemaerkelsesvaerdigt ved dem. Andre af illustrationerne siger ogsa kun noget, hvis man kender emnet i forvejen; eksempelvis er der side 149 et stort billede af den udmaerkede interviewer Christian Kryger, om hvem der som det eneste siges, at han »viste en saerlig evne til at komme i kontakt med sine medmennesker« - intet om, hvordan denne evne manifesterede sig: som redaktor af en laegebrevkasse, af et havebrugsmagasin eller som formand for radioens tekniske personale. Tilsvarende er der et naesten helsidesbillede side 185 af en person, hvor der kun star: »Erik Thygesen 1972«. Hvem var dog han? Naesten hundrede sider laengere fremme kommer der nogle linier, der fortaeller, at man var utilfreds med hans udsendelser (hvilke?), og derfor blev han ikke fastansat.

Selve teksten er langt mere gedigen, og deter vaesentlige ting, der bliver sagt. Den oprindelige plan var »at udforske og fa fremstillet sider af radioens og fjernsynets udvikling som led i dansk folkeoplysning, i sammenhaeng med de politiske og kulturelle tidsforhold«. Allerede i forordet erkendes det, at man ikke kunne na dette mal, og deter netop her, i det der mangier, hovedankerne mod vaerket ligger.

Skulle man karakterisere vaerket, kunne man sige, at det mere er blevet Radioradets og dets forgaengeres historie, end deter blevet radioens og fjernsynets historic Bortset fra ansatser i et afsnit om lytterundersogelserne siges der bogstavelig talt intet om radioens funktion i samfundet. Uanset nogle tabeller og diagrammer siges der heller ikke noget om, hvad der blev praesteret: niveau, aendringer i udsendelsesformer (der er dog noget om TV-avisen i den henseende), stoffets tilvejebringelse osv. Der er heller ikke noget om pavirkninger fra udlandet, f.eks. siges s. 282, at Jens Rosenkjaer i 1946 fik indfort »Aktuelt kvarter« i tilknytning til Pressens Radioavis. Det havde vaeret naturligt at komme ind pa, om det var en dansk nyskabelse (det svenske Dagens ekko var vist kommet for).

Over bogens afhandlinger ville der sikkertogsa vaere kommet mere perspektiv, om der havde vaeret trukket linier til styreformeni andre lande. Deter netop, som allerede sagt, radiostyrelsen, der star i centrum i bogen. Roar Skovmand laeggerfor med at skildre dels grundlasggelsen,dels udviklingen 1926-1940. Her behandles samspillet mellem politikere og radioledelse og politikernes afvigende opfattelse af, hvad der burde vaere radioensformal. En del vaegt laegges pa forholdet til Udenrigsministeriet. Dette afsnit er som de folgende solidt funderet pa arkivstudier, og samtidigt anslar det et

tema, som gar igen i flere af de folgende bidrag: hvor megen indflydelse bor politikernehave? Selve det, at stille dette sporgsmal, er i sig selv en balancekunst. Nar det gaelder posttakster eller skolelovestilles spergsmalet ikke pa den made;da er politikerne ikke noget korps i sig selv, men folkets repraesentanter.

Sporgsmalet star i centrum for Henrik S. Nissen, nar han analyserer 1959-lovens tilblivelseshistorie (er det en pavirkning fra radiohuset, nar denne studie kaldet et studie?). Her analyseres de principielle synspunkter pa styreformen og pa medarbejdernes frihed, og det hele indrammes af virkelig gennemarbejdede vurderinger og konklusioner. Som optakt til dette afsnit - eller ogsa som et selvstaendigt afsnit - kunne man nok have onsket en behandling af lytterorganisationerne. De omtales naturligvis mange steder i bogen; men med den position, de vandt sig, havde det vasret naturligt at se nasrmere pa, om medlemsskab og struktur stod og star i et rimeligt forhold til indflydelsen. Hvad man ogsa savner, er et forsog pa at klar/aegge de motiver og hensyn, der bestemmer partiernes valg af repraesentanter til radioledelsen.

Problemerne i Henrik S. Nissens afhandling belyses nasrmere og ud fra konkrete eksempler i bidrag af Tage Bild (Programstyringen) og Willy Johansen (Alsidighed - hvordan og for hvem?). Begge bidrag rummer en raskke skarpsindige iagttagelser og sammenlagt en del overlapninger; men de vil givetvis kunne skaerpe laesernes eftertanke, nar det gaslder at formulere standpunkter pa radioens og fjernsynets formal og udsendelser. Her afdaekkes megen hulhed, og navnlig papeges, hvordan den storste del af udsendelserne star for at bevare status quo i samfundet; pa dette punkt mangier vi desvaerre klar viden om, hvor meget befolkningens holdning i samfundssporgsmal pavirkes af udsendelserne.

Andre afsnit i bogen behandler DRs okonomiske styring, atter med hovedvaegten pa forholdet til Folketinget og centraladministrationen, og de lytterundersogelser, der har vaeret foretaget. Et saerligt kapitel - nyhedsstrukturer og redaktionsprocesser i TVA - har mere karakteren af en reportage om TV-avisens daglige tilblivelse. Der sluttes med et godt register; en bibliografi ville have vasret en god gevinst.