I. INDLEDNING

Storkonflikten i 1925, der begyndte den 18. marts og efter flere udvidelser forst sluttede den 6. juni, er til dato den storste faglige konflikt i landets historie, hvilket er sa meget mere interessant, som den fandt sted under den forste socialdemokratiske regering og medforte en offentlig kendt splittelse mellem De samvirkede Fagforbund (DsF) og Dansk Arbejdsmandsforbund (DAF).

De modsaetninger, der bade pa de enkelte arbejdspladser og pa det organisatoriske omrade havde bestaet mellem de faglaerte og ufaglasrte arbejdere siden den danske arbejderbevaegelses start, kunne ogsa spores i det til tider meget spaendte forhold mellem DsF og DAF. I mellemkrigstiden var problemet om DsFs kompetence et sporgsmal om retten til at indga generelle forlig med Dansk Arbejsgiverforening (DA). DsFs ledelse stod for centralisation, mens DAF stod for decentralisation og enkeltforbundenes suveraenitet. Kompetencesporgsmalet blev i 1922 lost til Arbejdsmandsforbundets tilfredshed efter en konflikt, hvor DAF kom til at fortsaette kampen alene, da DsF havde sluttet forlig. De samvirkendes generalforsamling vedtog nemlig, at DsF ikke kunne afslutte generelle aftaler om lonforholdene pa de enkelte forbunds vegne¹.

---

Kapitel I.

1. Jorgensen (1975), p. 3ft.

Aret 1921 blev et vendepunkt for den danske arbejderbevaegelse. For forste gang blev arbejderne presset i defensiven i den forstand, at det lykkedes arbejdsgiverne at fa lonningerne reduceret, og presset pa arbejderne fortsatte i de folgende ar.

I 1924 var situationen usikker for alle parter. I april mined havde Socialdemokratiet for forste gang faet regeringsmagten, og ingen kunne vide, hvad det ville betyde for de faglige forhold. Fagbevaegelsen stod staerkere end i arene for, da arbejdslosheden var den laveste i flere ar, og da pristallet samtidig var stigende, var det naturligt at kraeve daekning for dyrtiden.

Andre forhold bevirkede imidlertid, at arbejdsgiverne matte stille sig saerlig afvisende over for krav om Ionforhojelser. Fra September 1924 begyndte den danske krone at stige, og denne stigning blev fastholdt i regeringens valutalov, der blev vedtaget kort for jul. En stigende krone skabte problemer for eksporterhvervene, og den hojere kurs matte - med nogen forsinkelse - medfore et faldende pristal².

Disse forhold gjorde, at Poul Milhoj en smule bagklogt konkluderer, at det ikke var sa maerkeligt, »at den storste lonkamp kom til at sta i 1925, hvor konflikten mellem stigende detailpriser og faldende afsaetningspriser naturligt matte tilspidses«³.

II. FORSPILLET TIL KONFLIKTEN

II.1. Dansk Arbejdsgiverforenings taktik

Dansk Arbejdsgiverforenings staerkeste vaben var de store lockouter, og med den sakaldte sammenkoblingstaktik kunne foreningen holde overenskomstforholdene samlet. DA gjorde det enkelte forhold betinget af en samlet afgorelse for alle overenskomster, idet en forkastelse blot fra et enkelt fagforbunds side ville blive betragtet som en forkastelse af samtlige overenskomster. Hermed kunne DA ogsa bevare et centralt greb om lonudviklingen og hindre enkelte forbund i at opna forbedringer, der kunne smitte af pa andre omrader.

Pa Dansk Arbejdsgiverforenings generalforsamling den 27. og 28. maj
1924 blev der vedtaget en resolution, der omtalte, at pristallet ikke fortsat kunnebruges
som en faktor i lonreguleringen1. Den socialdemokratiske regering,

---

2. Denne artikel er en forkortet og lettere revideret udgave af mit speciale ved Historisk In stitut, Arhus Universitet, december 1976. Om forholdene for 1925, se Sinding (1976), p. 10-15.

3. Milhoj (1954), p. 41

Kapitel II.

1. Arbejdsgiveren 1924, p. 169.

der var tiltradt i april 1924, havde gjort arbejdsgiverne forsigtige², men nar foreningen i resolutionen ville vaek fra pristallet, var det taktisk betinget. DAs formand, bogtrykker H. Langkjaer, omtalte pa et forretningsudvalgsmode i juli 1924, at hvis man stillede arbejderne over for velbegrundede krav om lonnedsaettelser,kunne man maske bevare status quo, og selv dette ville vaere en gevinst.Derfor var det for tidligt at erklaere sig for en forlaengelse af overenskomstern e³. Endvidere skulle DA tage hensyn til Forligsinstitutionen. Langkjaermente, at hvis man ikke kraevede reduktioner, ville man blive nodt til at give noget efter studehandelsprincippet⁴.

Arbejdsgiverne var altsa ikke - som i de foregaende ar - interesserede i at indga overenskomster med de faglaertes organisationer pa et tidligt tidspunkt. Foreningen onskede intet forlig med Centralorganisationen af Metalarbejdere, for der var indgaet overenskomst med Dansk Arbejdsmandsforbund⁵. Den tidligere anvendte fremgangsmade havde ikke baret frugt. I foraret 1924 havde DAF stillet storre krav end de faglaerte, og en storre konflikt var kun med nod og naeppe blevet undgaet.

Efterhanden som priserne steg i efteraret 1924, blev det imidlertid klart for arbejdsgiverne, at de ville blive nodt til at give visse forbedringer. Pa et forretningsudvalgsmode i oktober udtalte Langkjaer: »At slutte med nogen hensynstagen til en stigning af pristallet ville ikke kunne betragtes som noget nederlag«. DA skulle forholde sig roligt afventende og lade DsF spille ud⁶.

II.2. Centralorganisationen af Metalarbejderes kontakter med Jernindustriens

De faglaerte arbejderes organisationer havde pa grund af det sakaldte bevaegeligelonsystem i jernindustrien en interesse i at fa sluttet overenskomst sa tidligtsom muligt, og derfor diskuterede Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds(DSMF) hovedbestyrelse sammen med repraesentanter for de andre forbundi Centralorganisationen den kommende overenskomstsituation den 17. juli 1924. Hovedbestyrelsen besluttede at sporge Sammenslutningen af Arbejdsgivereindenfor Jern- og Metalindustrien i Danmark, om den var villig til forhandlinger om en forlaengelse⁷. De onskede forhandlinger fandt sted i slutningenaf august. LA. Hansen, der var formand for bade DSMF og Centralorganisationen,spurgte

---

2. DA FU protokol 22/8 1924, p. 384-385.

3. DA FU protokol 7/7 1924, p. 337.

4. DA FU protokol 5/9 1924, p. 410.

5. DA HB protokol 7/7 1924, p. 231.

6. DA FU protokol 22/10 1924, p. 507.

7. DSMF protokol 17/7 1924 (HB-mode).

organisationen,spurgtede fremmodte arbejdsgivere, om Sammenslutningen tilsigtede at slutte efter statens pristal. Han gjorde ogsa opmaerksom pa, at Centralorganisationen ikke ventede gennemgaende kmtillaeg. Arbejdsgiverne lovede at forelaegge LA. Hansens synspunkter for Sammenslutningens ledels e⁸.

Efter et hovedbestyrelsesmode i Dansk Arbejdsgiverforening den 12. September 1924 sendte Sammenslutningen et brev til Centralorganisationen, hvori man gjorde opmaerksom pa, at foreningen ikke i ojeblikket ville binde sig for en sa lang periode som indtil udgangen af 1925. Yderligere forhandlinger skulle ikke finde sted forelobig⁹.

Sammenslutningen fulgte hermed DAs henstilling til underorganisationerne,
og samtidig havde arbejdsgiverne erfaret, at de faglaerte arbejderes storste
organisation stillede meget moderate krav.

II.3. Dansk Arbejdsmandsforbunds taktik og muligheder i 1924

Centralorganisationens henvendelse til Sammenslutningen var ikke i DAFs interesse, da de meget moderate krav ville virke hindrende for arbejdsmasndenes ensker om lonforhojelser. DAF var interesseret i at fa forhandlinger med de enkelte underorganisationer i Arbejdsgiverforeningen og slutte overenskomst med disse. Dermed kunne forbundet undga de sakaldte generelle losninger, der gjorde det svaert at fa yderligere forbedringer til de lavestlonnede, der havde lidt mest ved lonreduktionerne i begyndelsen af 1920'erne.

I 3 store artikler i Arbejdsmaendenes Fagblad i sommeren 1924 stillede DAFs forstesekretasr, Chr. Sorensen, sporgsmalet: »Hvad er grunden til, at vi ikke mere kan komme i virkelige overenskomstforhandlinger med vor modpart?« Han mente, at DAF skulle sorge for, at de krav, der blev stillet, ikke virkede som en hindring for at komme i forhandling med arbejdsgiverne¹⁰.

De kommende overenskomstforhold blev diskuteret af DAFs hovedbestyrelse den 26. og 27. august 1924, men den meget lange debat viste tydeligt, at ingen af hovedbestyrelsens medlemmer havde nogen konkrete ideer om, hvordan de direkte forhandlinger kunne komme i stand og baere frugt¹¹.

En maned senere diskuterede hovedbestyrelsen igen problemet. DAFs formand,M.C.
Lyngsie, indrommede, at overenskomstforholdene var trykkende,og

---

8. Sammenslutningens protokol 30/8 1924, p. 305-308. - I. A. Hansens notits. DSMFs arkiv. Overenskomstsituationen 1924-25. Lseg: Sporgsmalet om eventuel overenskomstforlzengelse juli 1924.

9. 11. beretning, p. IX-X.

10. Arbejdsmasndenes Fagblad 1924-25, p. 61ff, 73ff og 85ff.

11. DAF protokol 26-27/8 1924 (eks. HB-mode).

de,ogat DAs holdning tydede pa stejlhed. Han mente dog, at DAF burde opsigelandsoverenskomsterne
og starte de lokale forhandlinger, og dette fulgte
hovedbestyrelsen12.

DAFs magtesloshed over for de generelle ordninger ses tydeligt i det cirkulaere, som forbundet udsendte den 29. September 1924. Samtidig med at afdelingerne blev anbefalet at opsige overenskomsterne, indrommede forbundet, at dette var »et forste skridt i retning af den sammenklumpning af forhandlingerne, som vi ellers ville undga«¹³.

Pa DAFs forretningsudvalgsmode den 10. november og det efterfolgende hovedbestyrelsesmode dagen efter blev de kommende delegeretmoder, der skulle udarbejde forslag til overenskomsterne, diskuteret. Lyngsie sagde, at DAF ikke ville modtage noget forslag, der ikke indeholdt forbedringer. Chr. Sorensen, der som forstesekretaer normalt blev betragtet som Lyngsies hojre hand, mente, at situationen var vanskelig, og derfor matte de delegerede ikke stille for hoje krav, da disse alligevel ikke ville blive gennemfort. Lyngsie var enig med Chr. Sorensen og foreslog, at kravene skulle holdes »fornuftigt« nede pa omkring 10 ore mere pr. time. Dette blev vedtaget¹⁴.

Delegeretmoderne fulgte imidlertid ikke ledelsen, men gik alle - med en enkelt undtagelse - langt videre¹⁵. Pa et senere afholdt delegeretmode sagde Lyngsie, at man spasndte kravene for hojt, og dette bevirkede som ventet, at arbejdsgiverne naegtede at tage forhandling¹⁶. Som en folge af dette mente Lyngsie efter konflikten, at delegeretmoderne skulle afskaffes¹⁷, men dette blev dog ikke tilfaeldet i 1925.

Pa samme tid som Lyngsie var tilhasnger af decentralisation over for DsF,
stod hansom fortaler for centralisation i DAF. Dette viser bl.a., at problemet
om DsFs kompetence ikke var et sporgsmal om principper, men om magt.

II.4. DsFs overvejelser og Staunings henvendelse oktober 1924

De samvirkede Fagforbund diskuterede en evt. opsigelse af overenskomsterne
pa et forretningsudvalgsmode den 17. oktober 1924. Formanden, Carl F.
Madsen, foreslog, at DsF ikke for nasrvaerende henvendte sig til DA om forhandling,men

---

12. DAF protokol 25/9 1924 (HB-mode).

13. DAFs arkiv. Cirkulaere nr. 53/1924 af 29/9 1924.

14. DAF protokol 10/11 1924 (eks. FU-mode) og 11/11 1924 (eks. HB-mode).

15. DAF protokol 18/12 1924 (HB-mode).

16. Referat findes i DAFs arkiv. Cirkulasrer 1925. Delegeretmode i svovlsyreindustrien 5/3 1925.

17. DAF protokol 7/8 1925 (eks. HB-mode).

handling,menstillede sig forstaende over for de forbund, der ansogte om
sanktion til at opsige deres overenskomster. Dette blev vedtaget med 13 stemmermod

Statsminister Th. Stauning havde inden dette mode henvendt sig til DsF, hvor han havde talt med naestformanden, Vilh. Nygaard. Stauning havde anbefalet, at overenskomsterne blev forlaenget uden aendringer. Denne henvendelse fandt de fleste i forretningsudvalget uheldig. Vilh. Arup, der var dirigent, sagde ifolge LA. Hansens referat, at »Stauning ikke skulle komme her og gribe ind og lasgge et tryk pa fagforeningerne fra partiets side.« Vilh. Nygaard og LA. Hansen forsvarede Stauning, men resultatet blev, at Staunings onske ikke blev opfyldt¹⁸.

Forholdet mellem de to dele af den socialdemokratiske arbejderbevaegelse, den politiske del (Socialdemokratisk Forbund og rigsdagsgruppen) og den faglige del (DsF), er aldrig blevet gjort til genstand for nogen dybere behandling. De to grene arbejdede ofte snaevert sammen om mange problemer og var gensidigt repraesenteret i hinandens ledelse. Men samarbejdet kunne ogsa let fungere tilfredsstillende, da hver gren passede sit eget omrade. Situationen med en socialdemokratisk statsminister var ganske vist ny i 1924, men et klart monster tegner sig alligevel. I 1920 havde Frederik Borgbjerg blandet sig i DsFs forhold ved at erklaere generalstrejke i Social-Demokraten, hvilket gav anledning til kritik fra de faglige lederes side¹⁹. I 1924 blandede Stauning sig ved at anbefale en uaendret overenskomstforlasngelse med pristalsregulering.

At domme efter referaterne fra modet den 17. oktober havde DsFs formand, Carl F. Madsen, vaeret meget tilbageholdende, men ogsa han var imod politikernes indblanding. I en privat samtale med LA. Hansen en maned senere sagde den ellers sa moderate Madsen, at DsF eventuelt kunne »komme til at sige til d'herrer [regeringen-TS], at nu gik vi vore egne veje i fagorganisationerne, og sa matte politikerne ga deres«²⁰.

Den overenskomstopsigelse, som DsF og DAF havde forberedt, blev imidlertid
ikke aktuel, da Arbejdsgiverforeningen besluttede at opsige alle de overenskomster,
der udlob 1. februar 1925.

---

18. Der findes tre referater af dette mode: 1. I. A. Hansens dagbog 17/10 1924. 2. DsFs sekretasr, Vilh. Christensens referat. DSMFs arkiv. Overenskomstsituationen 1924-25. Laeg: Sporgsmalet om eventuel overenskomstforlaengelse juli 1924. 3. DsF protokol 17/10 1924. Denne indeholder intet om Staunings henvendelse.

19. Kaarsted (1973), p. 220 og 263

20. I. A. Hansens dagbog 19/11 1924.

II.5. Arbejdsgiverforeningens overenskomstopsigelse oktober 1924

DA opsagde den 22. oktober 1924 samtlige overenskomster, der udlob den 1.
februar 1925 og omfattede ca. 100.000 arbejdere21.

I en ledende artikel i »Arbejdsgiveren« hed det, at opsigelsen ikke skete i krigerisk ojemed. DA var blot ikke i stand til pa nuvaerende tidspunkt at danne sig en sikker mening om vilkarene for erhvervslivet i den kommende overenskomstperiode. Lederen henviste isaer til den tyske konkurrence²².

Med denne opsigelse havde DA fastholdt den samlede front, og dermed havde foreningen lagt op til en generel overenskomstlosning. Hermed ville Arbejdsgiverforeningen soge at undga de direkte reelle forhandlinger mellem underorganisationerne, og dette matte medfore, at Forligsinstitutionen ville blive inddraget meget for, end tilfaeldet ellers ville have vaeret.

Forligsinstitutionens formand fortsatte saledes efter opsigelsen de forhandlinger,
han allerede havde haft siden sommeren 192423.

II.6. Forligsinstitutionens rolle i 1924

I September havde formanden for Forligsinstitutionen, Johs. Dalhoff, bedt om en samtale med Langkjaer. Dalhoff skulle bl.a. have sagt, at »den politiske ledelse var i hoj grad interesseret i, at arbejdsforholdene udviklede sig pa en nogenlunde rolig made«²⁴. Flere samtaler fulgte, og forligsmanden bad om at fa et skriftligt forslag fra Langkjaer.

Den 30. September 1924 sendte Langkjaer derfor et forslag til Dalhoff. I dette blev naevnt, at et forsog pa at opna lonforbedringer fra arbejdernes side ville blive modt med staerk modstand. Ved forhandlinger i organisationerne havde arbejdsgiverne droftet, om de nuvaerende lonninger i det hele taget kunneopretholdes. Men da arbejderne ikke godvilligt ville gamed til de aendringeri overenskomsterne, der ville tilfredsstille arbejdsgiverne, havde Langkjaer personligt overvejet den »mulighed, at begge parter kunne enes om at lade de nugaeldende overenskomster lobe endnu et ar.« Med uaendret forstod Langkjaeruden pristalsregulering. Da en sadan aftale imidlertid kunne stede pa storevanskeligheder

---

21. Politiken 24/10 1924, p.5.

22. Arbejdsgiveren 1924, p. 337f.

23. Forligsinstitutionen havde siden 1921 bestaet af 3 medlemmer. I 1924-25 var Johs. Dalhoff formand. De to andre var Adolph Jensen og Michael Koefoed. - Dalhoff havde allerede i sommeren 1924 haft en privat samtale med I. A. Hansen, hvor forligsmanden havde set pessimistisk pa de okonomiske fremtidsmuligheder (I. A. Hansens dagbog. Renskrevet 19/8 1924)

24. DA FU protokol 10/10 1924, p. 474.

revanskelighederpa grund af den herskende usikkerhed, ville Langkjaer foresla,at
de nugaeldende overenskomsters opsigelsesfrist suspenderedes25.

Pa en meget forsigtig made foreslog Arbejdsgiverforeningens formand en
uaendret overenskomstforlaengelse uden pristalsregulering, samtidig med at
han fastholdt den samlede lesning.

Det ser ikke ud til, at DsF er blevet praesenteret for Langkjaers forslag, og forslaget er aldrig blevet offentliggjort. Det blev derimod et forslag, som forligsmanden den 10. november 1924 fortroligt sendte til formaendene for hovedorganisationerne.

I dette naevnte Dalhoff, at man fra alle sider stod usikkert over for udviklingen i de okonomiske forhold bl.a. pa grund af konkurrence fra udlandet. Prisniveauet var ganske vist stigende, men de bestrasbelser, der var i gang for at stabilisere kronen, matte bevirke stilstand eller nedgang i prisbevaegelsen. Derfor foreslog forligsmanden, at overenskomsterne skulle lobe uaendret videre et ar fra deres udlobstid.

Dalhoffs forslag lignede Langkjaers af den 30. September, og forligsmanden havde brugt de samme argumenter som Arbejdsgiverforeningens formand. Endvidere havde Dalhoff - foruden at foresla samme losning - betonet den samlede, generelle ordning.

Langkjasr svarede da ogsa positivt den 18. november, men gjorde samtidig opmaerksom pa, at en uaendret forlaengelse var det laengste, DA kunne straekke sig. Endelig ville Langkjaer forudsaette, at der blev tale om en generel ordnin g₂₆.

DsFs svar var meget skarpt. Den 20. november 1924 sendte Carl F. Madsen et brev til forligsmanden, hvori han beklagede, at denne i sin indledning havde fremsat en raekke betragtninger, der ofte blev fremsat fra arbejdsgiverside for at forhindre arbejderne i at forbedre deres kar. Skrivelsen burde ikke vaere sendt til Langkjaer, idet arbejdsgiverne nu kunne gentage forligsmandens synspunkter. Carl F. Madsen matte derfor henstille til Forligsinstitutionen »pa den ene eller anden made at afsvaekke det uheldige i, at Arbejdsgiverforeningens formand gennem skrivelsen er gjort bekendt med Forligsinstitutionens synspunkter«²⁷.

Dalhoff svarede Carl F. Madsen den 27. november, at en losning nu matte
soges en anden vej, end han oprindelig havde tasnkt sig. Endelig henstillede
forligsmanden, at sagen ikke blev gjort til genstand for videre omtale28. Denne

---

25. DAs arkiv. Overenskomstforhandlinger og konflikter. Hovedforhandlinger 1925. Laeg: Indledning til overenskomstforhandlingerne 1925.

26. Arbejdsgiveren 1925, p. 230.

27. Arbejderen 1925-26, p.3-4.

28. DsFs arkiv. Den faglige situation i foraret 1925. Lockouten. Sag nr. 258 i. Laeg A 1.

henstilling blev dog ikke fulgt, da brevene blev offentliggjort i deres helhed efterkonfliktens
afslutning som et led i diskussionen om, hvis skylden havde va?re
t29.

Nar DsF fandt Johs. Dalhoffs brev uheldigt, skyldtes det naturligvis skrivelsens reelle indhold. Parterne kunne imidlertid ogsa vaere overrasket over henvendelsen, da det var forste gang, en forligsmand havde fremsat betragtninger af okonomisk art angaende fremtidsudsigterne³⁰. Det vides ikke, hvorfor Dalhoff havde fremsat disse betragtninger. Skrivelsen ligger ganske vist i forlaengelse af de onsker, Stauning havde fremsat i oktober over for DsF, men regeringen ser ikke ud til at have vaeret orienteret om skrivelsen. Pa et mode mellem ministeriet og DsF den 24. januar 1925 udtalte Stauning, at »Forligsmandens henvendelse var regeringen ganske ukendt«³¹.

For de faglige forhandlinger skulle starte, matte DsFs ledere altsa konstatere, at forligsmandens opfattelse af den okonomiske situation var i overensstemmelse med arbejdsgivernes, og at den socialdemokratiske regering var yderst interesseret i at undga en konflikt.

II.7. Dansk Arbejdsmandsforbunds begyndende forhandlinger

I slutningen af 1924 holdt begge hovedorganisationer sig passive. Arbejdsgiverne fordi de ville undga direkte forhandlinger mellem underorganisationerne, og DsF formodentlig pa grund af Staunings og forligsmandens henvendelse. Perioden omkring arsskiftet er med rette blevet karakteriseret som et »dodvande «³², og det lykkedes kun for Arbejdsmandsforbundet at komme i forhandlinger med arbejdsgiverne i to industrigrene, olieindustrien og jernindustrien.

Forhandlingerne i olieindustrien kom endda kun i stand, fordi socialministerBorbjerg i november ophaevede en over 10 ar gammel dispensation fra forbudet mod at udfore helligdagsarbejde pa nogle olie- og sojakagefabrikker. Borgbjerg erklserede sig dog villig til at tage sporgsmalet op til overvejelse, nar der var fremskaffet et overenskomstgrundlag mellem arbejdere og arbejdsgiver

---

29. Offentliggorelsen fandt sted i juni 1925. Se note 26 og 27

30. Arbejdskommisionen af 1925. Bind I. 1926, p. 54.

31. Steinckes dagbog 24/1 1925.

32. Andersen (1976), p.47. Torben P. Andersen undrer sig over, at arbejderne efter Dalhoffs skrivelse ikke satte fart i situationen ved at varsle strejker. Dette bygger imidlertid pa en misforstaelse af de faglige forhold. Overenskomsterne udleb i almindelighed forst den 1. februar 1925, og da en strejke blot skulle varsles i to omgange med 7 dages mellemrum, var varsler ikke relevante for tidligst midt i januar mined.

vere33. En raekke forhandlinger mellem fabrikanterne og DAF endte den 28.
november uden resultat, idet DAF onskede forbedringer i den gceldende overenskomst,medens
arbejdsgiverne kun ville forhandle om helligdagsarbejdet34.

DAFs protokol omtaler intet om forbundets taktik i denne forbindelse, men det virker, som om forbundet med forhandlingerne i olieindustrien havde forsogt at bryde DAs sammenkaedningstaktik. At DAF havde grebet den chance, der opstod i olieindustrien, kan en tale af Langkjasr pa et nordisk arbejdsgivermode i Oslo i august 1925 illustrere. Langkjaer udtalte, at

»man ville (med) et angreb pa virksomheder, hvor store interesser stod pa spil, medens
arbejdslonnen kun havde forholdsvis mindre betydning, tiltvinge sig en Ionforhojelse,
der kunne angive retningen for de forestaende overenskomstforhandlinger«35.

Arbejdsgiverforeningen sa imidlertid faren ved at give Ionforhojelser. Hvis
man gjorde indrommelser pa et punkt, ville en raekke andre krav folge efter36.

Selv om forholdene i olieindustrien skabte interne problemer i DA, lykkedes det ikke for DAF at gennembryde arbejdsgivernes »Sammenkaedningsmur «³⁷, og sporgsmalet om olieindustriens Sondagsarbejde blev forst lost meget senere ved det forligsmandsforslag, der afsluttede konflikten.

I modsaetning til forhandlingerne i olieindustrien blev forhandlingerne i jernindustrien
meget harde og langvarige, og denne industri kom senere til at sta
som arnestedet for storkonflikten.

DAF havde udarbejdet et forslag pa grundlag af delegeretmodernes vedtagnekrav, og dette blev sendt til Sammenslutningen den 6. december. Forbundetgjorde opmaerksom pa, at forslaget kun var et forhandlingsgrundlag. Det indeholdt bl.a. et krav om en lonforhojelse af minimallonnen pa 22 ore. Sammenslutningen sendte et modforslag til DAF sidst pa maneden. Dette indeholdten nedsasttelse af samtlige lonninger med 10 ore pr. time og en nedsaettelsepa 10 pet. af alle akkordpriser. Sammenslutningen ville endvidere ogsa tage hensyn til kronens forventede stigende vasrdi, idet der var onsket en regulering nedad pr. 1. juli 1925 i samme forhold, som kronekursen matte

---

33. Beretningen fra Arbejdsradet for tiden 1. oktober 1924 til 30. September 1925. 1926, p. 7 8.

34. DAs beretning 1924-25, p. 8-9.

35. Det nordiske arbeidsgivermote, p. 33.

36. Politiken 6/1 1925, p. 10.

37. Det var dog nasr lykkedes for DAF, idet olieindustrien gerne ville betale for at fa fred. Dette havde faet Langkjaer til at overveje, om den fastlagte linje skulle fraviges, men han ville dog fastholde taktikken. (DA FU protokol 9/1 1925, p. 2-5.)

vaere steget over for dollaren38. Hermed blev regeringens valutaordning for
forste gang direkte inddraget i overenskomstforhandlingerne39.

Den 8. januar 1925 kom en forhandling mellem DAF og Sammenslutningen
endelig i stand. Modet endte resultatlost, og parterne aftalte ikke noget nyt
mode40.

Da de faglaertes forhandlinger ogsa bred sammen i januar maned, og da
samtlige overenskomster, der udlob i foraret 1925, var blevet opsagt41, onskede
regeringen et mode med DsF.

II.8. Møde- og forhandlingsaktiviteten og første varsler 1925

Som onsket blev regeringen orienteret af DsFs forretningsudvalg. Dette skete pa et mode den 24. januar 1925. Af alle tre kendte referater fremgar, at pristallet var genstand for debat. Carl F. Madsen og LA. Hansen var villige til at folge pristallet med en mindre forhojelse til de lavestlonnede. Lyngsie ville dog ikke nojes med dette. Han sa ganske vist pessimistisk pa hele situationen, men sagde alligevel - ifolge justitsminister K.K. Steinckes referat - at DAF ikke engang kunne klare sig med pristallet, »men ma have et relativt lontillaeg«.

Stauning gjorde - stadig ifolge Steinckes referat - opmaerksom pa, at mange
industrier var vanskeligt stillet, og bemaerkede endvidere, at de politiske
problemer ville blive storre for regeringen under en konfliktsituation.

Der blev ikke taget nogen beslutning pa modet⁴², men Staunings udtalelse viser klart, at regeringen var nervos for en evt. konflikt. Der var dog ikke pa dette tidspunkt nogen uenighed i arbejderbevasgelsen. Lyngsies krav om tillaeg til de lavest lonnede skal ses i den sammenhaeng, at det var disse, der havde lidt mest ved lonreduktionerne i begyndelsen af 1920'erne.

Pa trods af regeringens nervositet begyndte forskellige mindre fagforbund i
den folgende tid at sende strejkevarsler, men DsF havde stadig ikke travlt, og
Carl F. Madsen forsogte at holde igen med varslerne43.

---

38. Forslagene findes i DAs arkiv. Overenskomstforhandlinger og konflikter. Overenskomstsager. Foreninger og enkeltvirksomheder. Foreninger 1899-1928. Pakke nr. 98. Lasg: Jernindustriens Sammenslutning og Dansk Arbejdsmandsforbund. Overenskomstforhandlinger

39. Valutaloven blev vedtaget den 20. december 1924 og lagde op til en langsomt stigende kronekurs. (Soc-Dem 13/1 1925, p.4.)

40. Sammenslutningens protokol 8/1 1925, p. 17.

41. Sammenslutningens protokol 15/1 og 26/1 1925, p. 25-32 og 61-62. Nationaltidende (morgen) 10/1 1925.

42. Kr. Bordings dagbog 24/1 1925, p. 65. Bording skriver fejlagtigt den 23. januar. - I. A. Hansens dagbog 24/1 1925. - Steinckes dagbog 24/1 1925.

43. DsF protokol 26/1 1925.

Arbejdsgiverforeningen holdt sig ogsa stadig passiv. Da priserne fortsat var stigende, var det en fordel for arbejdsgiverne at betale efter de gamle overenskomster. Overenskomstforholdet skulle fortsaette uforandret efter den 1. februar, indtil der enten var opnaet en ny overenskomst, eller en af parterne havde frigjort sig fra den gamle ved strejke- eller lockoutvarsler⁴⁴. Da kun fa overenskomster indeholdt en februarregulering, var de enkelte arbejdsgivere fri for at betale med hensyn til det forventede stigende pristal.

Den 9. februar 1925 blev pristallet offentliggjort. Det var steget fra 214 til 221 points⁴⁵. Med dette i baghanden kunne DsFs reprsesentanter den naeste dag ga til hovedorganisationernes forste mode i Arbejdsgiverforeningens lokaler, men som ventet forte modet ikke til noget resultat⁴⁶.

Efter dette mode kunne DsF ikke fortsaette sin passive linje, da arbejderne ikke fik daekning for den stigende dyrtid. Dagen efter, den 11. februar, blev der givet de organisationer, der onskede det, sanktion til at fremsende strejkevarsle r⁴⁷. I den folgende tid sendte en raekke forbund saledes en del 1.-varsler.

Forligsinstitutionen greb imidlertid ind. En strejke over for herreklaedefabrikanterne blev udsat, og hovedorganisationerne blev indkaldt til et mode den 17. februar⁴⁸. Ved hjaelp af Forligsinstitutionen blev der sluttet forlig iet par mindre fag, og i begge tilfaelde fik arbejderne daekning for dyrtiden⁴⁹.

Imidlertid var opmaerksomheden forsvundet fra de mindre fag, da DAF var
begyndt at rore pa sig.

II.9. Dansk Arbejdsmandsforbunds 1 .-strejkevarsel

DAF havde indtaget en passiv holdning, siden forhandlingerne med Sammenslutningen var blevet spraengt i begyndelse af januar. Forst efter hovedorganisationernes mode den 10. februar fandt Lyngsie - ligesom resten af DsFs forretningsudvalg - at der ikke var nogen grund til at holde igen med varslerne⁵⁰.

Den 23. februar sendte Arbejdsmandsforbundet et 1.-strejkevarsel til Arbejdsgiverforeningen.I
varslet argumenterede forbundet med, at det havde vasretsvaert
at komme i forhandlinger med arbejdsgiverne. Af de 9 landsoverenskomsterhavde

---

44. Arbejdsgiveren 1925, p. 32.

45. Soc-Dem 10/2 1925, p.l.

46. BTM 11/2 1925, p. 1. -I.A. Hansens dagbog 10/2 1925. - Torben P. Andersen (p. 48) skriver fejlagtigt, at modet fandt sted i Forligsinstitutionen. Denne var endnu ikke direkte indblandet.

47. DsF protokol 11/2 1925.

48. BTM 13/2 1925, p. 3.

49. Arbejderen 1924-25, p. 267-68 Soc-Dem 4/3 1925, p. 1.

50. DAF protokol 16/2 1925 (eks. FU-mode).

komsterhavdeder kun vaeret forhandlinger om nogle enkelte, og i alle tilfaelde havde arbejdsgiverne kun villet forhandle om forringelser i arbejdsvilkarene. DAFs medlemmer og isaer de lavestlonnede ville kraeve forbedringer ud over pristallet. Derfor sendte forbundet et forste almindeligt varsel med saerlig henblikpa olie-, margarine-, cement-, sukker-, jern- og metalindustrien, endvidere pa svovlsyre- og superfosfatindustrien samt en raekke lokale virksomheder⁵¹.

Med dette varsel var der sket en asndring af situationen. Muligheden for en
storre konflikt var nu til stede, og pressen begyndte da ogsa indgaende at skrive
om overenskomstforholdene.

Den 25. februar sendte DA et omfattende almindeligt 1. lockoutvarsel til DsF⁵², og hermed var foreningens nolertaktik slut, og pa grund af varslets omfang matte forligsmaendenes indgriben kunne forventes. Hermed havde DA gjort sit til at skabe en generel ordning.

II.10. Forligsinstitutionens indgriben og mæglingsforslag

I slutningen af februar begyndte Forligsinstitutionen for alvor sine sonderinger,
og en raekke mindre strejker blev udsat53.

Den 3. marts udsendte DAF sit 2.-strejkevarsel. Varslet omfattede de omrader, der allerede var naevnt i det fiarste. I det 2.-varsel var der tilfojet en bestemmelse om, at strejken ogsa skulle gselde »al korsel og anden transport af varer eller materialer til eller fra de af vort varsel omfattende arbejdsgivere⁵⁴.« Forbundet havde altsa ikke varslet en generel transportstrejke.

Til stor forbavselse for Lyngsie⁵⁵ svarede DA den 4. marts med et 2.-lockoutvarsel, der kun - med visse mindre undtagelser - omfattede de organiserede arbejdere i jernindustrien. Denne industri var nok den gren, der bedst kunne klare en konflikt, og samtidig var det nedvendigt for arbejdsgiverne at fa de faglaerte lockoutet under en arbejdsmandsstrejke, idet disse ellers ville kunne haeve arbejdsloshedsunderstottelse.

Da Arbejdsgiverforeningen med dette varsel havde »brugt« sit 1.-varsel af
den 25. februar, var foreningen nodt til at udsende et nyt almindeligt 1.-varsel

---

51. Arbejdsgiveren 1925, p. 69-70.

52. Dette varsel var ikke en direkte folge af DAFs varsel, idet lockoutvarslet reelt var besluttet den 20. februar. Nar DA besluttede at fravige den passive linje, skyldtes det en frygt for, at DsF og DAF ved at forhandle med enkelte organisationer kunne pille den samlede front i stykker (DA FU protokol 20/2 1925, p. 99).

53. DsFs arkiv. Sag 258i. L*eg A. 4. Brev fra Dalhoff 3/3-1925.

54. Arbejdsmasndenes Fagblad 1924-25, p. 268.

55. DAF protokol 10/3 1925 (eks. FU-mode)

(2. serie). Dette skete den 7. marts56. Dagen for havde Dalhoff bedt de to hovedorganisationerom
at udsaette de varslede konflikter, hvilket skete57.

Efter en raekke intense forhandlinger stillede de tre forligsmaend maeglingsforslag i skotojs-, tekstil- og traeindustrien, medens de i arbejdsmandsstriden nojedes med at rette en »henstilling«. I tilfaelde af en forkastelse kunne en konflikt for DAFs vedkommende traede i kraft onsdag den 18. marts ved arbejdstids

De 4 forslag for de tre mindre fag⁵⁸ indeholdt alle en 3pct.s forhojelse - svarende til pristallets stigning - til de gaeldende lonninger. Overenskomsterne for skotojs- og traeindustrien skulle vaere to-arige og indeholdt en automatisk dyrtidsregulering 2 gange om aret, for sa vidt aendringerne i pristallet var pa over 6 points. Tekstilindustriens to forslag indeholdt ingen automatiske reguleringer, men overenskomsterne skulle til gengaeld kun vaere af et ars varighed.

I henstillingen, der skulle besvares senest den 17. marts, skrev forligsmaendene, at de ikke pa pagaeldende tidspunkt kunne foretage en egentlig mangling, da der kun i ringe udstraekning »har v£eret fort realitetsforhandlinger.« Dette blev betragtet som en mild »naese« til arbejdsgiverne.

Derfor nojedes forligsmaendene med at henstille, at der kom forhandlinger i
stand, og at disse skulle afsluttes senest 14 dage efter, at henstillingen var blevet
vedtaget. Forhandlingerne skulle fores pa folgende grundlag:

»at jernindustriens lonninger forbliver uforandrede,

at lonningerne i de ovrige fag forhojes med 3 pet. efter de hidtil almindeligt anvendte
regler for reguleringerne,

at der ide enkelte fag med saerlig lave lonninger ... udover forannsevnte regulering kan foretages en forhojelse af lonningerne med 2 ore pr. time, ligesom der kan foretages reguleringer af enkelte satser, der under de generelle lonordninger er bragt ud af deres tidligere niveau.«

I ovrigt skulle forhandlingerne fores pa et frit grundlag, og forligsmasndene henstillede desuden, at der blev gennemfort en automatisk dyrtidsregulering ligesom i skotojs- og traeindustrien. I arbejdsmandsstriden skulle parterne dog kun overveje, om overenskomsten skulle vaere to-arig⁵⁹.

Bortset fra arbejdsmaendene i jernindustrien havde forligsmaendene givet arbejderne
det generelle tillaeg pa 3 pet., som pristallet var steget. Kun jernindustrien
havde, som ensket af arbejdsgiverne, faet status quo.

---

56. Arbejdsgiveren 1925, p. 90.

57. Soc-Dem 10/3 1925, p. 3. Arbejderen 1924-25, p. 279.

58. Der var i alt fire forslag, da et af fagforbundene havde overenskomst med to arbejdsgiverorganisationer.

59. Arbejderen 1924-25, p. 283-86.

Langkjaer var ikke utilfreds med forslaget⁶⁰, men der var dog i DAs forretningsudvalg nogen uenighed om henstillingen. A. Andersen formulerede det saledes, at det var kedeligt, at arbejdsgiverne sa ofte havde naevnt ordet reduktioner, at de selv var begyndt at tro pa, at sadanne havde vaeret berettiged e⁶¹. Foreningens hovedbestyrelse vedtog henstillingen den 17. marts med 37 stemmer mod 862.8⁶². Et vigtigt argument var, at Langkjser havde oplyst, at DAF allerede havde vedtaget⁶³.

Men DAF havde ikke vedtaget henstillingen. Lyngsie var ganske vist pa forbundets hovedbestyrelsesmode sondag den 15. marts positivt indstillet over for forslaget. Han kunne godt taenke sig at tiltraede henstillingen, men kunne dog ikke gamed til, at jernindustriens arbejdere intet tillaeg skulle have. Pa Lyngsies forslag blev der forst stemt om henstillingen i den foreliggende form. Den blev enstemmigt forkastet. Dernaest stemte forsamlingen om forslaget, nar jernindustriens saerstilling var undtaget. 11 stemmer var for en vedtagelse, 5 imod. Efter en laengere diskussion om hovedbestyrelsens kompetence blev det vedtaget at afholde en kongres og at lade denne indkalde sa hurtigt som muligt. Endelig blev det besluttet, »at hovedbestyrelsens her tagne stilling ikke under nogen form ma publiceres for kongressen«⁶⁴.

DAFs svar blev sendt i et brev til Forligsinstitutionen tirsdag den 17. marts. Ikke helt i overensstemmelse med sandheden hed det, at henstillingen »har vaeret behandlet af vor forbundsledelse ved indgaende droftelse dels sondag den 15. ds. og efter indhentede oplysninger, dels ved senere moder«. DAF beklagede, at forbundet ikke kunne tilslutte sig henstillingen i sin helhed, men hvis DA havde vedtaget forslaget, var DAF villig til at udsaette strejkerne og forelaegge sagen for en kongres. Denne beslutning var som bekendt allerede vedtaget om sondagen.

Forligsinstitutionen henvendte sig derpa til DA for at sporge, om arbejdsgiverne
ville afvente en kongresbeslutning.

Disse besluttede imidlertid enstemmigt i forretningsudvalget at afvise Lyngsiesforsla g⁶⁵. Langkjser folte sig sniglobet. Han omtalte, at Lyngsie flere gangehavde henvendt sig til Arbejdsgiverforeningens kontor for at fa svar pa, om sagerne skulle ekspederes eller ej₆₆. Langkjaer sagde til Berlingske Tidende (morgen) den 18. marts, at Lyngsie allerede om sondagen havde sagt, at DAF

---

60. Fortroligt brev fra Langkjser til formanden for den svenske arbejdsgiverforening, Hjalmar von Sydow, af 16/3 1925. DAs arkiv. Overenskomstforhandlinger og konflikter. Hovedforhandlinger 1925. Laeg: DA og DsF.

61. DA FU protokol 17/3 1925, p. 172ff.

62. DA HB protokol 17/3 1925, p. 159.

63. Brev fra Langkjaer til von Sydow af 19/3 1925. (som note 61).

64. DAF protokol 15/3 1925 (eks. HB-mode).

65. Arbejderen 1924-25, p. 286.

66. DA FU protokol 17/3 1925, p. 189. Mode kl. 17.

havde vedtaget forliget. Dette dementerede Lyngsie i et langt lasserbrev i Social-Demokratendagen efter. Nar han om tirsdagen havde ringet til DA, var det for at hore, om foreningen kunne fremskynde sit svar og dermed undga, at det blev sent om aftenen, inden der blev givet besked om konfliktens evt. afblassning.

Da DAF allerede havde taget beslutning sondag den 15. marts, er det sandsynligt, at Lyngsie havde forsogt at pavirke arbejdsgiverne til at vedtage henstillingen. Kun hvis DA havde vedtaget den, ville Dansk Arbejdsmandsforbunds kongres blive aktuel, hvilket Lyngsie ogsa gjorde opmasrksom pa ved DsFs repreesentantskabsmode den 26. marts⁶⁷.

II.11. Regeringens mæglingsforsøg

Efter at maeglingsforslaget var faldet, skulle konflikten traede i kraft onsdag den 18. marts ved normal arbejdstids ophor. Pa et statsradsmode onsdag formiddag havde kong Christian X. bedt Stauning om at maegle mellem parterne. Kl. 14 havde Stauning og Borgbjerg en konference med Langkjaer, der pa statsministerens opfordring ikke ville udsaette den varslede lockout, indtil DAF kunne afholde en kongres. Men arbejdsgiverne ville staved henstillingen, hvis DAF ville vedtage den. Langkjaer lovede dog at tale med sine kolleger om sagen. Derpa havde de to ministre en sammenkomst med Carl F. Madsen, Vilh. Nygaard og Lyngsie. Disse erklaerede, at en kongres var nodvendig. Lidt for kl. 18 modtes Stauning og Borgbjerg atter med repraesentanter for de to hovedorganisationer. Stauning sagde, at DAF ville forkorte fristen for indkaldelse til kongressen, men Langkjaer fastholdt sit afslag. Modet blev haevet, og konflikten kunne begynde⁶⁸.

I den borgerlige presse var der ingen begejstring for maeglingsforsoget. Kobenhavn ankede bl.a. over, at Stauning forsogte at daskke sig bag kongen⁶⁹. Staunings og Borgbjergs maegling kan heller ikke siges at vaere »neutral« i traditional forstand. DAF blev ikke bedt om at vedtage henstillingen, og hele forsoget var centreret om at fa DA til at give en frist.

Forligsmaendene var ikke orienteret om regeringens bestraebelser. En af forligsmaendene,Adolph
Jensen, fortaeller i sine erindringer, at da de horte, at regeringenhavde

---

67. DsF protokol 26/3 1925. Repraesentantskabsmode, p. 357.

68. Soc-Dem 19/3 1925, p. 1.

69. Kobenhavn 19/3 1925, p. 5. Da statsradsprotokollerne ikke er tilgasngelige, vides det naturligvis ikke, hvad kongen havde sagt pa modet. Social-Demokraten pastod, at Chr. X skulle have bedt Stauning om at sorge for, at DA ville give DAF den nodvendige frist (19/3 1925, p.1.). Men kongen havde nok blot bedt Stauning om at hindre konfliktens udbrud (Steinckes dagbog 18/3 1925), hvilket Langkjaer ogsa »har faet bekrasftet fra anden side«. (DA HB protokol 20/3 1925, 164).

geringenhavdeforsogt at gribe ind, »begaerede vi ojeblikkelig at blive lost fra vort hverv, idet vi gjorde gaeldende, at det alene matte tilkomme forligsmaendeneat skonne over det rette tidspunkt og formen for eventuel indgriben«. Da Borgbjerg imidlertid i en officiel udtalelse tog afstand fra det, der var passeret, trak forligsmaendene deres afskedsbegaering tilbage⁷⁰.

Adolph Jensen henviser hermed til den erklasring, Borgbjerg udsendte den
19. marts. Fra denne skal folgende citeres:

»En indgriben af udenforstaende er ikke alene stridende mod de forudsaetninger, der ligger til grund for Forligsinstitutionen, men ville indebaere en fare for, at institutionens virksomhed i fremtiden kunne blive virkningslos eller i bedste fald i hojeste grad vanskeliggjort.«

Borgbjerg mente dog, at regeringens indgriben ikke var en maegling i selve
stridens realiteter, men kun et forsog pa at hindre dens abne udbrud. Mulige
krav til regeringen om maegling kunne ikke imodekommes71.

Onsdag aften den 18. marts tradte de varslede strejker og den varslede lockout
i kraft. En konflikt, som pressen skonnede ville omfatte ca. 50.000 mand,
var startet72.

III. DEN BEGRÆNSEDE KONFLIKT

(18. marts - ca. 21. april 1925)

III.1. Parternes overvejelser og nye varsler

I dagene fra den 19. til den 21. marts blev resultatet af afstemningerne om de 4
andre forslag offentliggjort. I ingen af tilfaMdene havde begge parter vedtaget
maeglingsforslagene, og fagene gled i lobet af ugen ud i konflikten1.

Efter konfliktens udbrud var det nodvendigt for parterne at opna de taktisk bedste positioner. Det var nodvendigt for arbejdsgiverne, der havde vedtaget henstillingen, at vise, at denne var det yderste, de kunne straekke sig til. Den 20. marts holdt Arbejdsgiverforeningen ekstraordinaer generalforsamling, og med 479 stemmer mod 3 blev der vedtaget en resolution, der bl.a. overdrog til

---

70. Adolph Jensen (1946), p. 206-07.

71. Arbejdsgiveren 1925, p. 104.

72. Det skonnede tal er imidlertid for hojt, idet den begreensede konflikt kun omfattede ca. 35.000 arbejdere. (Handskreven oversigt. DsFs arkiv. Sag 258j. Lasg: Indberetninger fra forbundene).

Kapitel III.

1. Arbejdsgiveren 1925, p. 104-105.

hovedbestyrelsen at udstede et 2.-varsel. Om aftenen sendte DA derfor et megetomfattende andet lockoutvarsel (2. serie) til DsF. Arbejdsgivernes fagblad skennede, at den samlede konflikt saledes kunne komme op pa ca. 100.000 arbejder e².

DsFs forretningsudvalg holdt mode den 23. marts. Foruden at indkalde reprsesentantskabet til torsdag den 26. marts vedtog forretningsudvalget at afgive et almindeligt 1.-varsel om sympatistrejke. Repraesentantskabet skulle fastlsegge omfanget af det 2.-varsel³.

Samme dag og dagen efter, den 24. marts, holdt DAF hovedbestyrelsesmode. Hovedbestyrelsen skulle diskutere, hvilke omrader Arbejdsmandsforbundet onskede medtaget i DsFs 2.-varsel. Lyngsie var meget forsigtig. Han ville undga en udvidelse af konflikten fra DAFs side, da det ville betyde, at forbundet fik faerre arbejdere til at betale understottelsen. Han ville ikke anbefale en almindelig transportarbejderstrejke, men mente blot, at transporten skulle standses over for de arbejdspladser, hvor der var eller matte blive etableret konflikt. Som alle andre pa modet ville han undtage landbrugseksporten, og Lyngsies henstillinger blev da ogsa fulgt.

Pa modet advarede et enkelt medlem, Niels Rasmussen, mod, at regeringen
fik indflydelse pa forbundenes forhandlinger4. Dette skyldtes, at Lyngsie om
formiddagen den 24. havde vaeret til mode med regeringen og DsF.

III.2. Mødet mellem regeringen og DsF den 24. marts 1925

Kl. 9 om formiddagen den 24. marts modtes regeringen og DsFs forretningsudvalg. Stauning, der havde onsket at blive orienteret, indledte med en meget forsigtig tale, hvori han berorte sporgsmalet, om regeringen skulle blive eller via en politisk konflikt traede tilbage. Han ville anbefale, at arbejderne blev i defensiven og henviste til de valutamaessige forhold. Lyngsie erklaerede sig enig i Staunings betragtninger, men gjorde samtidig opmaerksom pa, at der var to parter i konflikten. DAF kunne dog ikke slutte pa selve pristallet, selv om mange fag kunne gore det. Lyngsie mente desuden, at det var farligt allerede nu at erklaere sig for pristallet alene.

Landbrugsminister Kr. Bording sagde under modet, at arbejderne ikke burde ramme en tredje part, landbruget. Hertil svarede Lyngsie, at forbundene »sa vidt det overhovedet er gorligt, ma fortsastte landbrugseksporten. Vi kan heller ikke stoppe den«⁵.

---

2. Arbejdsgiveren 1925, p. 107-111.

3. Arbejderen 1924-25, p. 295.

4. DAF protokol 23-24/3 1925 (eks. HB-mode).

5. Citat fra Hauges referat. Lyngsie ma her have tasnkt pa, at landbrugseksproten i 1920 og 1922 blev forsogt opretholdt af skruebraekkere.

Lyngsie udtalte endvidere, at bestraebelserne burde rettes mod at fa arbejdsgiverne til at forandre deres standpunkt. Hertil svarede Stauning - vel lidt bebrejdende - at DA jo havde vedtaget henstillingen. Stauning takkede i ovrigt for de faldne udtalelser og habede, at DsF ved udstedelsen af sympativarslet »ikke rammer statens og visse almene interesser, som eksporten«⁶.

Regeringens frygt for en konflikt hang ikke kun sammen med valutasporgsmalet. I de tilfaelde, hvor arbejdsgiverne forsogte at fa strejkeramt arbejde udfort af skruebraekkere, kunne der opsta uroligheder, og det matte vaere übehageligt for en socialdemokratisk regering, hvis der blev sat politi ind mod organiserede arbejdere.

Men en anden og mere vaesentlig grund til regeringens nervositet var de parlamentariske forhold. Socialdemokratiets hensigt med at overtage regeringsmagten var at vise, at partiet kunne administrere. I Landstinget havde regeringen et flertal bestaende af Venstre og Det konservative Folkeparti imod sig, og i Folketinget var regeringen afhaengig af stotte fra Det radikale Venstre. De radikale var principielt tilhaengere af tvungen voldgift og havde under konflikten i 1922 stillet forslag om dette i Folketinget. Socialdemokratiet var - ligesom Venstre og Det konservative Folkeparti - imod tvungen voldgift, og hvis et forslag herom blev stillet i Tinget, ville det falde. Men samtidig ville det asndre ministeriets forhold til sit stotteparti.

Regeringen skulle altsa tage hensyn til de radikale, men omvendt tog dette parti ogsa hensyn til regeringen. Den 19. marts besluttede Rigsdagsgruppen nemlig at udskyde et forslag om voldgift indtil videre. P. Munch udtalte pa gruppemodet, at et sadant forslag kun matte fremkomme efter forudgaende forhandling med regeringen₇.

Der blev ikke taget nogen beslutning, og der blev intet offentliggjort fra modet
mellem ministeriet og DsF. Borgbjerg sagde til Berlingske Tidende, at m&det
var af privat karakter, og at man bare havde drukket en kop kaffe8.

Hermed kunne DsFs repraesentantskabsmode begynde.

III.3. DsFs repræsentantskabsmøde og møderne i Forligsinstitutionen marts 1925

DsFs repraesentantskabsmode abnedes tordag den 26. marts og blev efter den
forste dags forhandlinger - formodentlig til stor overraskelse for mange deltagere
- forst genoptaget naeste dag kl. 14. Pa det genoptagne mode forklarede

---

6. Citat fra Hauges referat. Fra modet findes tre referater, nemlig Bordings i dagbogen, p. 73-74, indenrigsminister C. N. Hauges i Staunings arkiv og I. A. Hansens i dagbogen.

7. Det radikale Venstres arkiv. Forhandlingsprotokol for rigsdagsgruppen 19/3 1925.

8. BTM 25/3-1925, p. 1-2.

Carl F. Madsen, hvorfor modet forst var blevet sat til om eftermiddagen. Repraesentanterfor forretningsudvalget havde vaeret indkaldt til mode i Forligsinstitutionenom formiddagen. De tre forligsmaend havde onsket at undersoge mulighederne for at udsaette konfliktens udvidelse, der skulle starte den 28. marts om aftenen. Forhandlingerne var blevet afbrudt kl. 13.30 og skulle genoptageskl. 16. Derfor mente Carl F. Madsen, at repraesentantskabet skulle bliveinde, og modet blev derpa haevet⁹.

De genoptagne forhandlinger i Forligsinstitutionen fandt sted fra fredag den 27. marts kl. 16 til lordag morgen kl. 3.3O¹⁰. Der findes som ssedvanlig ingen referater af Forligsinstitutionens forhandlinger, men ifolge Langkjaer havde Johs. Dalhoff vaeret i en lidt ophidset tilstand om eftermiddagen og havde bedt arbejdsgiverne om et positivt forslag, hvilket var blevet efterkommet¹¹.

Ud pa morgenen fremsatte forligsmaendene en ny »henstilling« eller »anmodning« til parterne. I denne blev foreslaet, at samtlige jernindustriens overenskomster skulle tages op til »samlet behandling pa frit grundlag«, at samtlige andre ikke fornyede overenskomster skulle tages op til forhandling pa grundlag af henstillingen til DAF af 14. marts, og at de resterende uoverensstemmelser skulle indberettes til hovedorganisationerne senest den 6. april. Endvidere bad forligsmaendene parterne om at undlade at ivaerksaette de varslede konflikter¹².

Henstillingen af 27. marts var sammenlignet med henstillingen af 14. marts til fordel for fagbevaegelsen. Kravet om status quo til jernindustrien var opgivet. De ovrige overenskomster skulle have en forhojelse pa 3 pet. til de laveste lonninger og dyrtidsregulering for hver gang, pristallet blev aendret 6 points.

Det var derfor ingen overraskelse, at Dansk Arbejdsgiverforenings forretningsudvalg ikke kunne tiltraede henstillingen¹³. Arbejdsgiverne var isaer utilfredse med forhandlingsfristerne. I efteraret 1924 kunne DA regne med at vaere i overensstemmelse med Forligsinstitutionen, men med henstillingen af 27. marts var arbejdsgivernes syn pa forligsmaendene aendret. Langkjaer havde et levende indtryk af, at forligsmaendene arbejdede under pres fra DsF og regeringen. Den foregaende dag havde han for forste gang folt, at Forligsinstitutionen var placeret pa den anden side. Foruden at afvise henstillingen vedtog forretningsudvalget at sende det forslag, som forligsmaendene havde faet dagen forinden, til DsF. Desuden blev det nu officielt sendt til Forligsinstitutione n¹⁴.

---

9. DsF protokol. Repraesentantskabsmode 26.-27. marts 1925.

10. Arbejderen 1924-25, p. 298.

11. DA FU protokol 28/3 1925, p. 202-203.

12. Arbejderen 1924-25, p. 298-299. Arbejdsgiveren 1925, p. 116.

13. Arbejdsgiveren 1925, p. 117.

14. DA FU protokol 28/3 1925, p. 206ff.

Pa DsFs fortsatte repraesentantskabsmode lordag den 28. kl. 13 aflagde Carl F. Madsen beretning om nattens forhandlinger. Han ville anbefale henstillingen, idet han sa den som et ganske alvorligt nederlag for DA. Modet blev imidlertid suspenderet kl. 14.15, da arbejdsgivernes forslag blev modtaget. Da modet blev genoptaget kort efter, laeste Carl F. Madsen DAs afslag til forligsmaendene og det fremsendte forslag op. Forligsmaendenes forslag blev sat under afstemning og blev vedtaget med alle stemmer pa naer 2. Arbejdsgivernes forslag blev derpa forkastet med alle stemmer. Herefter sluttede repraesentantskabsmode t¹⁵.

III.4. Forliget af 28. marts. DAFs begyndende modsætning til DsF

DsFs svar blev afleveret til Forligsinstitutionen kl. 16.30. Om aftenen begyndte nye forhandlinger, og om morgenen havde forligsmaendene stillet et nyt forslag om forhandlingernes optagelse og afslutning inden for bestemte tidsfrister. Adolph Jensen havde - ifolge LA. Hansen - sagt, at han, da Dalhoff var blevet syg, »havde slidt frygteligt i det med arbejdsgiverne hele natten for at fa dem hertil..«.

Det nye forslag fastslog, at forhandlingerne skulle optages pa det grundlag, der var givet i henstillingen af den 27. marts. Men hertil skulle der tilfojes, at indberetningerne til hovedorganisationerne om de lokale forhandlinger skulle ske senest den 6. april, at uoverensstemmelserne, som hovedorganisationerne ikke kunne enes om, skulle indberettes til Forligsinstitutionen, der skulle stille maeglingsforslag senest lordag den 11. april, og at svaret skulle af gives senest 5 dage senere. Endvidere skulle de varslede konflikter udsaettes. Endelig tog forligsmaendene hensyn til DAs sammenkoblingstaktik, idet det hed, at hvis ikke samtlige forslag blev vedtaget, kunne de varslede konflikter ivaerksaettes med 24 timers varsel¹⁶.

Med dette forslag havde Forligsinstitutionen bevaret de fordele, som arbejderbevasgelsen havde faet i henstillingen dagen for, men havde samtidig taget hensyn til DA med de korte tidsfrister. Der var blevet givet ca. 8 dage til de lokale forhandlinger og kun 5 dage til radighed for hovedorganisationernes forhandlinger og for forligsmaendene til at stille maeglingsforslag. Med disse snasvre frister var der for alvor lagt op til en generel ordning.

Parterne skulle afgive svaret allerede den 29. marts. DAs formand, Langkjaer,tiltradte
forslaget, men der var ikke nogen storre tilfredshed i Arbejdsgiverforeningenmed
forslaget. Langkjaer sagde pa et senere forretningsudvalgsmode,at

---

15. DsF protokol. Repreesentantskabsmode 28. marts 1925.

16. I. A. Hansens dagbog 28/3 1925. - Arbejderen 1924-25, p. 300-301.

mode,athvis DA ikke var gaet ind for forslaget og havde udsat lockouten, var der blevet opror i pressen¹⁷. Jernindustriens repraesentanter havde vaeret imod udsasttelsen¹⁸, og hermed var begyndelsen gjort til en midlertidig splittelse i Arbejdsgiverforeningen,men denne kom aldrig til offentlighedens kendskab.

Forliget skabte ogsa splittelse i arbejdernes raekker - en splittelse der efterhanden
skulle blive meget omfattende og optage den samlede presse i flere maneder.

DsF havde valgt et 5-mands forhandlingsudvalg, hvori bl.a. Lyngsie sad. Da dette udvalg lordag aften var blevet tilkaldt til Forligsinstitutionen, var Lyngsie ikke med, hvilket han staerkt beklagede pa et forretningsudvalgsmode den naeste dag. Hertil svarede Carl F. Madsen og Vilh. Nygard, at det ikke havde vaeret muligt at fa fat i ham.

Pa ovennsevnte mode anbefalede Carl F. Madsen forliget, mens Lyngsie - efter LA. Hansens referat - talte staerkt imod det. Han mente, at forhandlingsfristerne var sa korte, at forhandlingerne ville blive saboteret. »Deter et ikke almindeligt dokument, men noget makvaerk«, skulle Lyngsie have sagt.

Derpa tog hele forretningsudvalget til Forligsinstitutionen, hvor Lyngsie - ifolge DsFs protokol - »over for den samlede Forligsinstitution gentog sin kritik af forslaget, navnlig med (hensyn til) de i forslaget fastsatte tidsfrister for forhandlingernes afslutning«. Derpa skiltes parterne, og forretningsudvalget diskuterede atter forslaget. Pa modet skulle bolgerne - efter LA. Hansens referat at domme - have gaet hojt. Lyngsie skulle ustandseligt have afbrudt LA. Hansen, hvorefter denne rabte: »Pas dig selv, du Naebius.« LA. Hansen referede videre, at »Madsen gjorde et svagt forsog pa rofle eller tilrettevise ved at tale om tonen, der indebragte ham en henstilling fra min side om at passe pa sin egen tone.« Med alle stemmer mod 1 (Lyngsies) blev forslaget vedtaget, og Carl F. Madsen underskrev forliget¹⁹.

Deter meget naturligt, at Lyngsie gik staerkt imod forliget. Forslagets meget snaevre og korte forhandlingsregler odelagde fuldstaendigt det hab og de ensker, som DAF havde om direkte og reelle forhandlinger. Endelig havde Carl. F. Madsen ved sin underskrift accepteret den sammenkoblingstaktik, som DAF havde kaempet imod hele tiden.

Konfliktens udvidelse var forelobigt afvasrget, og medens den begreensede
konflikt lob videre, kunne forhandlingerne mellem underorganisationerne begynde

---

17. DA FU protokol 16/4 1925, p. 261. Modet kl. 17.

18. Sammenslutningens protokol 3/4 1925 (FU-mode), p. 199. Der findes intet referat af det mode, hvor DA accepterede forslaget.

19. I. A. Hansens dagbog 29/3 1925. DsF protokol 29/3 1925.

III.5. Forhandlingerne frem til mæglingsforslaget af 11. april 1925

Selv om konfliktens udvidelse var blevet undgaet sidst i marts maned, var det
naturligvis nodvendigt for parterne at ruste sig, hvis de kommende forhandlinger
skulle vise sig at blive resultatlose.

Den 1. april blev DsFs 2.-sympatistrejkevarsel udsendt. Det fulgte DAFs onsker og »Arbejderen« skonnede, at varslet ville omfatte 2.000 mand²⁰. Dansk Arbejdsgiverforening, der havde »brugt« begge sine forste lockoutvarsler, udsendte den 3. april et nyt almindeligt 1.-varsel (3. serie)²¹. Dette blev fulgt op med et 2.-varsel (3. serie) den 11. april. Ifolge »Arbejderen« gjorde varslet, der var rettet mod DsF, »rent bord«, idet der nu kun var nogle fa tusinde medlemmer af DsF tilbage, som arbejdsgiverne kunne lockoute²².

Der findes kun ganske fa referater af forhandlingerne i begyndelsen af april maned, men selve forhandlingsrnonsteret er tydeligt nok. Med den saerstilling, jernindustrien havde indtaget, samlede opmaerksomheden sig forst og fremmest om DAFs forhandlinger med Sammenslutningen den 1. april 1925. Lyngsie erklaerede straks pa modet, at DAF var villig til at forlade sine yderpunkter, men ikke kunne godtage nogen reduktioner. Lyngsie forlangte regulering efter pristallet samt et yderligere tillaeg til de darligst lonnede. Efter en diskussion om den tyske konkurrence blev der nedsat et snaevert udvalg, der lykkedes at forhandle sig til rette om de almindelige bestemmelser²³. De tilbagevaerende sporgsmal blev nedfaeldet i en overenskomst, der fastslog, at der ikke blev opnaet enighed om

1. DAFs krav om en generel lonforhojelse pa 3 pet.,

2. DAFs krav om tillaeg til lave lonninger;
derimod var der enighed om,

3. at overenskomsten skulle fornyes for 2 armed pristalsregulering efter de i
henstillingen af 14. marts fastsatte regler,

4. forhojelse af stobe- og smelteovnstillaeg.

DAF ville dog kun tiltraede punkt 3 under forudsaetning af punkt, 1 og 2, mens
Sammenslutningen kun ville tiltraede punkt 4 under forudsaetning af en to-arig
overenskomst24.

Efter at en raekke andre fags forhandlinger med Sammenslutningen ogsa
var bristede, var bade de faglaerte og ufaglaertes forhold i jernindustrien henvist
til hovedorganisationerne25.

---

20. Arbejderen 1924-25, p. 306-07 og 328.

21. Arbejdsgiveren 1925, p. 132.

22. Arbejderen 1924-25, p. 328.

23. Jf. Lyngsies udtalelse til Soc-Dem 2/4 1925, p. 1.

24. Sammenslutningens protokol 1/4 1925, p. 181-85.

25. BTM 5/4 1925, p. 18.

Den 3. april kunne Social-Demokraten meddele, at DAF ved forhandlingerne i underorganisationerne kun havde opnaet en ordning for 2 af de 9 landsoverenskomster. Nogle dage senere var ogsa hovedorganisationernes forhandlinger om jernindustrien strandet, og de blev sammen med en raekke andre overenskomster henvist til Forligsinstitutionen²⁶.

I et laeserbrev i Social-Demokraten den 7. april kaldte Lyngsie underorganisationernes forhandlinger for skinforhandlinger. DA havde naegtet at lade enkeltvirksomhederne og underorganisationerne forhandle om de overenskomster, som arbejdsgiverne selv havde opsagt. Hovedorganisationerne skulle nu i to dage forhandle om 300 overenskomster, og forligsmaendene var kun levnet 3 dage til at ordne »resten«.

Efter en raekke intense forhandlinger stillede forligsmaendene 1. paskedag om morgenen 22 maeglingsforslag, der var dateret den 11. april. Parterne skulle afgive deres svar senest den 18. april kl. 12. Det gennemgaende traek i forslagene var, som i forslagene i marts mined, at samtlige lonninger skulle forhojes med 3 pet., og dyrtidsregulering skulle finde sted ved en aendring af pristallet pa 6 point. Enkelte fag fik dog en forhojelse pa 5 pet.

Ligesom i marts maned indtog jernindustrien en saerstilling. Ganske vist blev minimallonningerne nu forhojet med 3 ore, hvor henstillingen i marts havde uforandrede lonninger, men arbejderne havde ikke faet en generel 3 pct.slenforhejelse. Dog kunne DAF efter den 1. august 1925 forlange forhandlinger om en forhojelse af lonningerne pa op til 3 pet. Kunne parterne ikke enes, skulle der nedsasttes et naevn, der skulle afgive en erklaering senest den 15. august. Derefter skulle der optages nye forhandlinger, og hvis de ikke forte til enighed, var parterne frit stillede. Blev der opnaet enighed om ovennaevnte, skulle overenskomsten gaelde to ar, ellers kun et. Med denne maerkelige bestemmelse havde Forligsinstitutionen forsogt at begunstige begge parter. DAF kunne maske fa daekning for pristalsstigningen; men hvis dette blev tilfaeldet, fik arbejdsgiverne fordel af en laengere overenskomst. Blev parterne ikke enige ved forhandlingerne i august maned, kunne varsler afgives, og konflikter ivaerksaettes. Sadanne konflikter uden for den normale »konfliktperiode« om foraret kunne ikke tiltale arbejdsgiverne med deres sammenkoblingstaktik.

Lonningerne i jernindustrien skulle have dyrtidsregulering efter de tidligere skitserede regler. Det samme gjaldt for de ovrige overenskomster. Disse skulledesuden vaere to-arige, og her blev samtlige lonninger forhojet med 3 pet. Endelig havde forligsmaendene pa visse punkter imodekommet DAFs krav om tillaeg til de lavestlonnede²⁷. Disse forslag skulle parterne nu tage stilling til i lobetaf de folgende dage, vel vidende, at blot en forkastelse af et enkelt forslag

---

26. Soc-Dem 8/4 1925, p. 1.

27. Alle forslagene i Arbejderen 1924-25, p. 315-328.

kunne betyde en forkastelse af alle. DA havde kompetence til at afgore sagen
centralt ved en enkelt afstemning pa en generalforsamling, hvorimod de enkelteforbund
under DsF selv skulle tage stilling.

III.6. Afstemningerne om mæglingsforslaget

Blandt arbejdsgiverne var der stor utilfredshed med masglingsforslaget. Den misfornojelse, der havde vaeret med forligsmaendene under forhandlingerne natten mellem den 27. og 28. marts, var blevet forstaerket²⁸. Sammenslutningen ville ikke godkende maeglingsforslagene, men turde heller ikke forkaste²⁹. Selv om der i Arbejdsgiverforeningen var stor utilfredshed med forslagene, blev disse dog vedtaget pa en generalforsamling den 18. april med 330 stemmer mod 54. 83 delegerede havde imidlertid undladt at stemme³⁰.

Fagforbundenes afstemninger gav det resultat, at 15 af de 22 forslag blev vedtaget blankt. Tre blev vedtaget med forbehold, hvilket DA kunne betragte som en ren forkastelse³¹, og endelig blev fire af forslagene forkastet. Da nogle af forslagene var stillet for flere forbund, og da nogle forbund stemte om flere forslag, betod resultatet, at forslagene var forkastet af folgende fern forbund: Dansk Arbejdsmandsforbund, Dansk Metaltrykkerforbund, Dansk Hatte- og Buntmagerforbund, Dansk Skibstomrerforbund og Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund.

Selv om hovedparten af forslagene var blevet vedtaget, betod dette mindre, da de storste forbund under DsF, DAF og DSMF havde forkastet. DAFs forkastelse var sket pa en kongres i Vejle med 253 stemmer mod 115³². Denne kongres var blevet holdt under stor opmserksomhed fra pressens side, og selv om DAFs onske om kongres i marts maned havde givet anledning til nogen kritik af forbundet, blev hele den borgerlige presses opmaerksomhed fra tidspunktet for Vejlekongressens afslutning og flere maneder frem centreret om en person: Michael Christian Lyngsie.

Med DAFs kongres var der sket en splittelse i selve forbundet, og den modsaetning, der var startet mellem DAF og DsF i slutningen af marts, blev foroget til en aben splittelse i arbejderbevaegelsen, der skulle bestemme konfliktens videre forlob.

---

28. DA FU protokol 16/4 1925, p. 261-262. Modet kl. 17.

29. Sammenslutningens protokol. Eks. generalforsamling 16/4 1925, p. 227.

30. Referat af generalforsamlingen findes i DAs beretning 1924-25, p. 173-193. Stemmetallene fremgar af DA HB protokol 18/4 1925, p. 221.

31. Jf. Forligsmandsloven, der angav, at der skulle svares enten ja eller nej til masglingsforslag. (Lovtidende for aret 1921. Afd. A 11. 1922, p. 1746-48).

32. Arbejdsgiveren 1925, p. 151-152. Arbejderen 1924-25, p. 333.

III.7. DAFs kongres i Vejle 16.-17. april 1925

Efter kongressens forste mode den 16. april holdt DAFs hovedbestyrelse mode om aftenen kl. 20. Her blev Lyngsie kritiseret for at have »sat kongressen op« med sin indledningstale. Lyngsie, der ikke havde omtalt forslaget, men kun DAFs styrke, benaegtede dette. Chr. Sorensen papegede nodvendigheden af at bevare enigheden. I 1922 havde han og andre, der var imod konflikt, fulgt hovedbestyrelsens flertal. Lyngsie anbefalede at forkaste forslaget. Dette blev nedstemt med 11 stemmer mod 6. Derpa erklaerede Lyngsie, at han ikke ville vaere ordforer for flertallet, og at han ville opretholde sit forslag. Chr. Sorensen blev i stedet for flertallets ordforer³³. Med denne uenighed skulle kongressen fortsaette den naeste dag.

Chr. Sorensen indledte med at erkende, at forslaget ikke var godt, da forbedringerne var sma. Men han troede ikke, at det ville vaere muligt at fremskaffe et bedre forlig. Lyngsie beklagede, at han og Chr. Sorensen denne gang var uenige. Han mente, at det var muligt at fa forligsmaendene til at aendre et forkastet forslag. Men Lyngsie havde et videre sigte, idet han haevdede, at kampen denne gang gjaldt »retten til fri forhandling«:

»Vor kamp gaelder at skabe respekt for vore krav om forhandlinger med vore modstaende arbejdsgivere og afskaffelsen af den form, man efterhanden har skabt, at kalde folk ned i Arbejdsgiverforeningen for kun at meddele, at man overhovedet intet vil, og vor kamp skal belaere Forlig sin stitutionen om, at vi ikke vil finde os i den form for afgorelser, der sidst har medfert fremsaettelsen af de 22 mseglingsforslag.«

Endelig gjorde Lyngsie kongressen opmaerksom pa, at selv om DAF vedtog
forslaget, kunne forbundets medlemmer komme i konflikt, da et forbund allerede
havde forkastet maeglingsforslaget.

Under den efterfolgende diskussion anbefalede naesten alle talere at forkaste forslaget, og dette skete som naevnt ogsa med 253 stemmer mod 115. Der er ingen tvivl om, at det var Lyngsies staerke stilling i forbundet, der gjorde udslaget.

Allerede inden afstemningen havde hovedbestyrelsen holdt et nyt mode³⁴. Lyngsie havde foregrebet begivenhedernes gang og havde udarbejdet et forslag til et manifest, der forudsatte, at maeglingsforslaget ville blive forkastet. Jens Larsen foreslog, at kongressen nedsatte et udvalg, der sammen med hovedbestyrelsen fik bemyndigelse til at afslutte konflikten. Dette blev accepteret.

---

33. DAF protokol 16/4 1925 (eks. HB-mode), Kl. 8 aften.

34. Torben P. Andersen skriver (p.68) fejlagtigt, at modet blev holdt efter afstemningen.

At udvalget blev foreslaet af Jens Larsen, er bemaerkelsesvaerdigt, da Jens Larsen tilhorte det flertal, der ville anbefale forslaget. Flertallets repraesentanter matte for afstemningen have vaeret klar over, at mseglingsforslaget ville falde. En hovedbestyrelse, der ikke var i overensstemmelse med kongressens flertal og Lyngsie, kunne ikke fungere effektivt. Derfor matte et udvalg nedssettes. Dette udvalg var saledes ikke et kup fra Lyngsies side³⁵.

Kongressen vedtog senere pa aftenen manifestet og valgte i-henhold til dette et 21 mands-udvalg, der sammen med hovedbestyrelsen havde bemyndigelse til at afslutte konflikten. Af afstemningsresultaterne fremgar, at samtlige 21 var modstandere af maeglingsforslaget. Hermed var hovedbestyrelsens rolle reduceret, og samtlige senere moder i DAF under konflikten blev holdt af hovedbestyrelsen og 21 mands-udvalget i faellesskab. DAF havde faet et »krigsudvalg «³⁶.

I manifestet blev det palagt ledelsen, hvis DA gjorde brug af sin trussel om at udvide storkonflikten, at traeffe foranstaltninger, »saledes at en eventuel udvidet blokade af al transport af varer, ind- og udladning af skibe eller jernbanevogne gores effektiv bade i ind- og udlandet i storst mulige omfang«. Hermed havde DAF fort et nyt aspekt ind i konflikten, nemlig truslen om en generel

Samtidig med at den borgerlige presse lagde hele ansvaret pa Lyngsies
skuldre, kunne den udvidede konflikt starte37.

IV. DEN UDVIDEDE KONFLIKT (ca. 21. april -15. maj 1925)

IV.1. Transportstrejke?

Politiken og Social-Demokraten kunne den 20. april 1925 meddele, at en internationaltransportarbejderkonference ville blive afholdt den naeste dag i Kobenhavn.Lyngsie sagde til dele af pressen, at landbrugseksporten ville blive standset, men til Nationaltidende tilfojede han dog, at strejken kun ville traede i kraft, hvis DA udsendte flere lockoutvarsler¹. Lyngsies udtalelser forte til, at

---

35. Jf. DAFs 17. kongres, p. 194. Torben P. Andersen skriver (p. 68), at udvalget blev foreslalet af Vald. Petersen, hvilket er forkert, idet denne kun foreslog, at udvalget blev valgt branchevist.

36. DAFs 16. kongres, p. 1-20. Udvalget kaldes herefter »Det kombinerede udvalg«. Udtrykket er overtaget fra Torben P. Andersen.

37. F.eks. Politiken, p. 1, Nationaltidende morgen, p. 1-2 og BTM, p. 1-2 for den 18. april 1925.

Kapital IV.

1. Nationaltidende Aften 20/4 1925, p. 6.

Stauning til Berlingske Tidende sagde, at DsF ved konfliktens begyndelse havdeafgivet et »bestemt lofte« om, at landbrugseksporten ville blive holdt uden for konflikten². Den 21. april udtalte Lyngsie til Landmands-Tidende, da han blev forelagt Staunings udtalelser, at denne umuligt kunne have udtalt, at DsF havde garanteret for landbrugseksportens fortsEettelse, da DsF ikke havde tagetnogen beslutning om dette sporgsmal. Stauning fastholdt dog sine udtalelsernaeste dag i samme avis. DsF havde lovet det, mente statsministeren, men hvis Lyngsie ville indkalde en kongres en gang til, »kan han maske forhindre, at loftet holdes.« Med dette var uenigheden mellem to af arbejderbevaegelsens ledere for en gangs skyld kommet abenlyst frem i pressen.

Transportarbejderkonferensen blev imidlertid ikke afholdt i Kobenhavn, men blev udsat til lordag den 25. og flyttet til Stockholm³. Grunden til udsasttelsen kendes ikke. Under stor opmaerksomhed rejste Lyngsie til Sverige fredag den 24. april. Hvad der skete pa kongressen vides ikke, da konferencen var lukket for offentligheden, og da det ikke er lykkedes at efterspore noget kildemateriale.

Samme dag, som konferencen i Stockholm fandt sted, holdt arbejdsgivernes tilsvarende organ, Den permanente nordiske Stuverikomite, mode i Kobenhavn med deltagelse af bl.a. formasndene for de tre nordiske arbejdsgiverforeninger. Hvad dette mode besluttede vides heller ikke, da pressen overhovedet ingen oplysninger fik⁴.

DAFs kombinerede udvalg diskuterede den 28. april den eventuelle transportarbejderstrejke. DsF havde den 23. sendt et nyt almindeligt 1.-varsel om sympatistrejke⁵. Lyngsie mente, at DAF ved fremsendelsen af transportstrejkevarslet skulle bruge DsFs nye varsel som 1.-varsel og fa DsF til at varsle anden gang. Hermed kunne en transportstrejke traede i kraft 7 dage tidligere, idet DAF saledes var fri for at skulle udfaerdige et 1.-varsel. Foruden den tidsmaessige gevinst ville et 2.-varsel fra DsF ogsa have den fordel, at DAF ville modtage strejkeunderstottelse fra hovedorganisationen. Varslede et forbund alene, skulle det eventuelt selv daskke alle udgifter. Pa modet ville Lyngsie ogsa medtage Dampskibsrederiforeningen og dermed D.F.D.S. i den eventuelle konflikt. Efter en laengere diskussion, hvor bl.a. DAFs okonomiske situation blev berort, blev det enstemmigt besluttet at folge Lyngsies forslag⁶.

Lyngsie udtalte til pressen efter medet, at DAF selv ville fremsende varslet,
hvis DsF nasgtede det7, og dette naegtede De samvirkedes forretningsudvalg da

---

2. BTM 21/4 1925, p. 1.

3. Soc-Dem 23/4 1925, p. 2.

4. Soc-Dem 26/4 1925, p. 2. - Arbejdsgiveren 1925, p. 158.

5. Soc-Dem 24/5 1925, p. 1. - Arbejdsgiveren 1925, p. 165.

6. DAF protokol 28/4 1925 (kombinerede udvalg).

7. Soc-Dem 29/4 1925, p. 2.

ogsa pa sit mode den 30. april, idet DAF blev henvist til den kommende generalforsamling.Carl F. Madsen udtalte, at DsF ikke kunne afgive et varsel, sa laenge forbundet ikke havde indflydelse pa strejkens afslutning⁸. Med dette afslagvalgte DAF selv at fremsende et 1. almindeligt varsel den samme dag⁹.

Arbejdsmandsforbundet onskede at skane landbrugseksporten, men dette onske fik imidlertid et »knaek«, da formanden for De danske Landboforeninger, Th. Madsen-Mygdal, udtalte, at landbruget ikke ville lade eksporten ga uden om Dansk Dampskibsrederiforening, og antydede, at eksporten skulle opretholdes ved sakaldt frivillig arbejdskraft¹⁰.

Pa grund af truslen om en transportstrejke var der opstaet en uenighed mellem Lyngsie og Stauning, og samtidig var der opstaet en splittelse mellem Lyngsie og DAFs flertal pa den ene side og DsFs forretningsudvalg pa den anden. Denne splittelse var kommet staerkt til syne ved forhandlinger, der havde fundet sted siden DAFs Vejle-kongres.

IV.2. Forhandlingsaktiviteten i slutningen af april

Lyngsies holdning i Vejle vanned til at tilspidse stemningen pa DsFs forretningsudvalgsmode den 20. april. Carl F. Madsen forsogte her at fa DAFs krav konkretiseret. Dette ville Lyngsie ikke pa staende fod¹¹. Bade LA. Hansen og Lyngsie forlod modet, for det var afsluttet. LA. Hansen, fordi han ikke ville hore pa Lyngsies lange taler, og Lyngsie, fordi han - efter LA. Hansens referat - var blevet fornaermet af Martin Petersen. Efter at Lyngsie var gaet, meddelte Carl F. Madsen, at han ville sige noget, han ikke ville havde sagt, hvis Lyngsie havde vaeret til stede. Det drejede sig om, at Stauning havde fortalt ham (Madsen), at han (Stauning) havde talt med forligsmaendene, og disse dernaest havde tilsagt Carl F. Madsen og Vilh. Nygard til et mode om aftenen den 20. april¹².

Senere klagede Lyngsie over, at han ikke var blevet orienteret om moderne i
Forligsinstitutionen i den sidste halvdel af april, og ovennasvnte bekraefter jo
dette.

---

8. DsF protokol 30/4 1925. Handskrevet notat med kort referat af Carl F. Madsen. DsFs arkiv. Sag 258J. Laeg med sporgeskemaer (sic!).

9. Arbejdsmamdenes Fagblad 1925-26, p. 25-26. Torben P. Andersen skriver (p. 74), at samme dag, som Lyngsie havde sendt 1. varsel, sendte han DsF en anmodning om at varsle 2. gang. Dette bygger pa en misforstaelse af de faglige forhold, idet DAFs 1. varsel forst blev sendt, efter at DsF havde naegtet at sanktionere transportstrejken. Havde De samvirkende sendt et 2.-varsel, var et 1. fra DAFs side jo unodvendigt.

10. Kobenhavn 30/4 1925, p. 1 og 3.

11. DsF protokol 20/4 1925.

12. I. A. Hansens dagbog 20/4 1925.

Modet den 20. april om aftenen forte til nye moder, og en raekke forhandlinger mellem og i organisationerne forte til en konference fredag den 24. april mellem Carl F. Madsen, Vilh. Nygard, LA. Hansen og Lyngsie pa den ene side og Langkjaer, Einar Jorgensen, R. Helweg og Charles Hansen pa den anden. Forligsmanden, Michael Koefoed, var dirigent.

Pa modet holdt Lyngsie flere lange taler. Han klagede forst og fremmest over de forte forhandlinger og de generelle losninger, der havde umuliggjort overenskomstsituationen. Bade DsFs og DAs repraesentanter og Michael Koefoed forsogte at fa Lyngsie til at konkretisere sine krav, hvilket ikke lykkedes. Lyngsie »nojedes« med at stille fern generelle krav op:

1. dyrtidsregulering pa 3 pet. i jernindustrien,
2. tillaeg til de laveste lonninger,

3. forhojelse til lonninger, der var kommet ud af niveau ved de sidste 7-8 ars generelle
ordninger,

4. mulighed for direkte forhandlinger, saledes at hovedorganisationerne kun skal godkende
overenskomsterne og ikke forbyde forhandlinger derom,

5. erstatning til de fag, der havde indgaet forlig, men som var blevet lockoutet alligevel.

Krav nr. 4, der stammede fra Vejlekongressen, var blevet opretholdt, men nu havde Lyngsie ogsa stillet krav om erstatning til de lockoutede arbejdere i visse fag. Dette kan ses som et forsog pa at fa de faglaerte til at slutte op bag arbejdsmaendene.

Diskussionen pa modet viste klart, at ingen af de tilstedevasrende - bortset fra Lyngsie - tog de to sidste krav alvorligt. DAs naestformand, Einar Jorgensen, mente, at Arbejdsgiverforeningen selv bestemte sin egen fremgangsmade med hensyn til forhandlingerne, og kravet om erstatning ville han slet ikke svare pa. Langkjasr mente, at sadanne krav bod man kun en slagen modstander, hvortil Lyngsie svarede:»De er slagen«.

Meget tidligt havde LA. Hansen forladt modet, da han skulle til mode i Erhvervsministeriet,
og Lyngsie forlod modet, da han skulle til konferencen i
Stockholm13.

Af et brev, som Lyngsie efter modet sendte til de 22 fag, som maeglingsforslagene omfattede, fremgar det, at det havde vaeret hans hensigt at spraenge forhandlingerne. Lyngsie habede ojensynligt, at brudte forhandlinger ville skabe uro i Arbejdersgiverforeningen, idet han i brevet skrev, at forst i det ojeblik Forligsinstitutionen og hovedorganisationerne havde givet op, »kommer det frafald i Arbejdsgiverneshegne raekker, som lasnge har staet for at bryde ud«¹⁴.

---

13. Stenografisk referat af DAs direkter, Sophus Agerholm. Findes bl.a. i DsFs arkiv. Sag 258H. Laeg 8.10. At referatet er af Agerholm, fremgar af brev til M. Koefoed af 29. april 1925. (DAs arkiv. 1896-1960 kopi af udgaende gen. korrespondance. Nr. 142).

14. Trykt i Arbejder-Bladet 1/5-1925, p. 1 og 8.

Men DAFs forogede krav skabte kun storre samling i Arbejdsgiverforeningen. Den uenighed, der havde vaeret mellem DA og Sammenslutningen blev formindsket, idet begge parter nu kom til at sta over for en faelles modstander: DAF. Endvidere blev DA endnu mere opsat pa at undga, at DAF fik forbedringer uden om DsF, da det - ifolge Langkjaer - ville give forbundet en sadan fjer i hatten, at det ville gore de fremtidige forhandlingsforhold vanskelige¹⁵.

Selv om modet den 24. april var endt uden resultat, fortsatte forhandlingerne i den folgende tid, men efter onske fra DsF uden Forligsinstitutionens medvirken. Disse forhandlinger forte dog ikke til enighed. Forst og fremmest fordi alle parter sa frem til DsFs generalforsamling, der skulle starte den 7. maj, men ogsa fordi arbejdsgiverne ville have et forlig med de faglasrte, for de forhandlede med DAF¹⁶. Dette var imidlertid ikke muligt, da Centralorganisationen var bange for et forlig, for arbejdsmaendene havde sluttet overenskomst¹⁷.

Men allerede inden mange af forhandlingerne havde fundet sted, var der sket en yderligere skaerpelse af forholdet mellem DsF og DAF. Den 28. april kunne Berlingske Tidende og Nationaltidende, som de eneste aviser i landet, meddele, at Lyngsie var tradt ud af DsFs forretningsudvalg.

IV.3. Det åbne brud mellem DsF og DAF

Lyngsie sagde til Nationaltidende, at han ikke af forretningsudvalget havde kunnet fa fuld klarhed over de forte forhandlinger. Derfor gik han fra modet, og derfor betragtede han sig som udtradt af udvalget¹⁸. LA. Hansens dagbog, der er hovedkilden til dette mode, naevner intet om dette, men omtaler kun, at Lyngsie gik, fordi han var blevet fornaermet af en tale, i hvilken LA. Hansen havde kritiseret brevet af den 24. april¹⁹.

Som det tidligere er skildret, var Lyngsie ikke orienteret om Carl F. Madsenog Vilh. Nygards mode i Forligsinstitutionen den 20. april, og af DsFs protokol for den 27. april ses, at formanden havde givet en lang redegorelse for de forte forhandlinger²⁰. Denne redegorelse ma vaere blevet givet pa grund af Lyngsies kritik, og der kan ikke vaere tvivl om, at Lyngsie havde folt, at der var foregaet noget bag hans ryg, hvilket jo ogsa var tilfaeldet. DsFs protokol naevner heller intet om, at Lyngsie var udtradt af forretningsudvalget. Carl F. Madsen sagde til Social-Demokraten, at han ikke havde faet nogen meddelelseom

---

15. DA FU protokol 28/4 1925, p. 326.

16. DA FU protokol 1/5 1925, p. 367f. og p. 379.

17. DA FU protokol 11/5 1925, p. 447.

18. Nationaltidende morgen (p.l) og BTM (p.l) 28/4 1925.

19. I. A. Hansens dagbog 27/4 1925.

20. DsF protokol 27/4 1925.

seomdette. Det var ikke ualmindeligt, at et medlem havde forladt et mode, for
det var sluttet. Dette havde Lyngsie ogsa gjort tidligere21. Men Lyngsie var udtradt.

Pa det kombinerede udvalgs forste mode den 28. april meddelte Lyngsie, at han ikke onskede at deltage i DsFs forretningsudvalg, sa laenge den nuvaerende ledelse sad der. Hvis det kombinerede udvalg med tre fjerdedels majoritet onskede, at han fortsatte, ville han gore det. Ved den efterfolgende afstemning blev de tre fjerdedele ikke opnaet. Lyngsie deltog dog i DsFs forretningsudvalgsmode den 30. april, formodentlig for at fa De samvirkede til at sende transportstrejkevarslet. Lyngsie havde altsa skiftet standpunkt, formodentlig ogsa fordi han - med en stigende modsaetning til DsF - ville blive holdt orienteret ved at forblive medlem af forretningsudvalget.

Pa det kombinerede udvalgs mode foreslog Lyngsie endvidere, at der blev valgt et forhandlingsudvalg, bestaende af ham selv, to hovedbestyrelsesmedlemmer og et medlem valgt af hver af de tre brancher. De to hovedbestyrelsesmedlemmer blev Johs. Kortsen og Vald. Petersen, der begge havde stemt imod maeglingsforslaget i Vejle²². Hermed var hovedbestyrelsens flertal og flere af de »faste« forhandlere, som f.eks. Chr. Sorensen, sat ud af spillet. DAFs snasvre udvalg bestod af folk, der alle havde vaeret modstandere af forliget, og dette udvalg kom til at varetage et forretningsudvalgs funktioner under resten af konflikten.

Efter modet gav Lyngsie pressen en skriftlig redegorelse. Heri omtalte han bl.a. Treenigheden: De samvirkede Fagforbund, Dansk Arbejdsgiverforening og Forligsinstitutionen. Med denne erklaering blev selv Social-Demokratens laesere klar over, at der var uenighed i DsFs raekker, og avisen havde for forste gang en leder, der meget forsigtigt polemiserede mod Lyngsie²³.

DAF havde i ovrigt samtidigt meddelt, at det for eftertiden ville fore forhandlingerne
selv, uden DsFs medvirken. Dette accepterede hovedorganisationen
uden videre24.

IV.4. DsF - DAF. Uenighed og ydre enighed

I en privat samtale tirsdag den 21. april fortalte to af forligsmaendene, Dalhoff
og Koefoed, LA. Hansen, at forligsmaendene onskede en vedtagelse mellem

---

21. Soc-Dem 29/4 1925, p. 1. Jf. medet den 20. april.

22. DAF protokol 28/4-1925 (kombinerede udvalg). Stemmeafgivningen i Vejle fremgar af DAFs 16. kongres, p. 14-18.

23. Soc-Dem 29/4 1925, p. 1 og 4. Politiken 29/4 1925, p. 1.

24. Arbejderen 1924-25, p. 343.

hovedorganisationerne²⁵. Det var ogsa DsFs onske at slutte forlig uden om DAF. Den 28. april kunne Stauning fortaelle sine ministerkolleger, at DsFs generalforsamlingden 5. maj ville soge et forlig med eller uden arbejdsmaendene.De samvirkende var altsa villige til at tage et brud²⁶.

Det lykkedes imidlertid ikke DsF at fa Arbejdsmandsforbundet isoleret. Dette skyldtes DAs holdning. Langkjaer troede nemlig ikke, at DAF ville smuldre, hvis forbundet kom til at sta ene, og de virksomheder, der forst og fremmest beskaeftigede arbejdsmaend, ville fole sig ladt i stikken. Derfor ville DA fortsat kraeve en samlet losning²⁷. En samlet situation ville ogsa have den fordel for arbejdsgiverne, at presset pa det genstridige forbund ville komme fra arbejdernes egne raekker og ikke fra de traditionelle modstandere.

IV.5. Nye forhandlinger fra 7. maj

DsFs generalforsamling i dagene fra den 5.-7. maj forte ikke til det af Stauning ventede brud mellem DsF og DAF. DsF havde opgivet at fa et forlig i stand mellem hovedorganisationerne, og da DAF, formodentligt fordi forbundet var staerkt underrepraesenteret i forhold til sit medlemstal, ikke forsogte at fa generalforsamlingen til at udsende et transportstrejkevarsel, kunne dele af offentligheden fa det indtryk, at konfliktens afslutning var nasr og enigheden genoprettet i arbejderbevasgelsen. Modet endte nemlig med udsendelsen af en resolution, som bade arbejdsmaendene og resten af DsF stod bag, og generalforsamlingen var kun aben for den socialdemokratiske presse.

Lyngsie var blevet opstillet som nsestformand, men opnaede kun 181 stemmer mod 341 til Vilh. Nygard, der saledes blev genvalgt. Ved valget til forretningsudvalget blev Chr. Sorensen valgt med dagens hojeste stemmetal 430, hvor Lyngsie kun blev valgt med 304 stemmer²⁸. Dette viser noget om stemningen pa kongressen. DAF havde nok styrke pa grund af sit store medlemstal, men ikke stotte. Den moderate Chr. Sorensen fik stor opbakning, hvilket ikke skal ses som et tegn pa at styrke DAF, men sikkert et onske fra de delegerede om, at fa DAFs sekretaer centralt placeret.

Den vedtagne resolution havde naevnt onsket om forhandlinger, og disse begyndtestraks
efter. Midt i maj maned var der opnaet enighed i en raekke mindrefa

---

25. I. A. Hansens dagbog 21/4 1925.

26. Bordings dagbog 28/4 1925, p. 79. Steinckes dagbog 28/4 1925.

27. DA FU protokol 5/5 1925, p. 391.

28. I. A. Hansens dagbog 5-7/5 1925. DsF i Danmark. Protokol over generalforsamlingen, p. 6ff.

drefag29, men jernindustrien var stadig problemet. De faglaerte arbejdere ville
stadig ikke slutte overenskomst, for DAF havde gjort det30.

Arbejdsmandsforbundets forhandlinger med Arbejdsgiverforeningen begyndte mandag den 11. og fortsatte tirsdag den 12. maj uden DsFs medvirke n³¹. Disse forhandlinger kunne imidlertid ikke fortsaette, da DAF den 13. maj skulle modes med Sammenslutningen. Efter en laengere debat pa dette mode blev der fort separate forhandlinger mellem Lyngsie og Sammenslutningens direktor, Charles Hansen. Disse resulterede i et forlig, som Lyngsie kunne tiltraede, hvis 5 mands-udvalget accepterede det.

Forliget, der var dateret den 14. maj og skulle besvares senest den 15. kl.
18, indeholdt bl.a. folgende32:

1. Overenskomsten skulle forlsenges indtil 1. juni 1928.

2. Krav om kollektive lonforhojelser matte ikke fremsasttes for den 1. februar 1926.
3. Samtlige lonninger skulle forhojes med 3 pet. fra 1. august.
4. Pristalsregulering efter reglerne i maeglingsforslaget af 11. april.

5. ojeblikkelig forhojelse af minimallonnen pa 3 ore pr. time og fra I. februar 1927
yderligere 2 ore pr. time.

De lavest lonnede skulle ud over maeglingsforslaget havde 2 ore mere i timen, men forst fra 1. februar 1927. Lonforhojelsen pa 3 pet. var ganske vist sikret pr. 1. august, men ikke som tidligere forlangt af DAF fra februar 1925, og Lyngsie havde mattet gamed til en varighed pa 3% ar. DAF havde dog faet delt den samlede udlobstid, men samtidig skulle jernindustriens lofteparagraf ifolge punkt 2 saettes ud af kraft indtil 1. februar 1926.

En vurdering af forslaget kunne imidlertid kun falde negativt ud for DAF. Carl F. Madsen, der senere fik forslaget praesenteret i lidt aendret form, som et forslag til de faglaerte, kaldte det en han mod arbejderne. Denne udtalelse kan dog ogsa ses som et forsog pa at bringe Lyngsie i miskredit³³.

Forliget af 14. maj blev aldrig underskrevet. Sammenslutningens protokol naevner ikke direkte hvorfor, men H. Vestesen, der havde deltaget i forhandlingerne, sagde i Arbejdsgiverforeningen, at Lyngsie ikke kunne fa sit smands-udvalgs accept. Dertil indskod DAs direktor, Sophus Agerholm: »Det er der vist ingen, der tror pa«³⁴. Men udvalget havde virkelig ikke villet acceptere forslaget³⁵.

---

29. Arbejdsgiveren 1925, p. 192.

30. Sammenslutningens protokol 11/5 1925, p. 262-265. I. A. Hansens dagbog 11/5 1925.

31. Arbejdsgiveren 1925, p. 185-186.

32. Sammenslutningens protokol 11/5 1925, p. 262-265. I. A. Hansens dagbog 11/5 1925.

33. DA FU protokol 22/5 1925, p. 479.

34. DA FU protokol 18/5 1925, p. 471.

35. DAF protokol 20/5 1925 (kombinerede udvalg).

Deter nedvendigt at prove at analysere, hvorfor Lyngsie kunne gamed til et forslag, der var sa darligt for DAF. Langkjaer mente, det skyldtes, at Lyngsie ikke havde forstand pa de forhold, forhandlingerne drejede sig om. »Dertil kommer, at hans forhandlingsudvalg foruden ham selv kun omfatter 2 murerarbejdsmaend og 3 havnearbejdere, om hvem det samme gaelder«³⁶. Forhandlingsudvalgets eventuelle manglende dygtighed blev ofte diskuteret, og der er ingen tvivl om, at udvalgets medlemmer var uerfarne. Dette kan ses af, at DAFs kombinereds udvalg sidst i maj maned efter en laengere diskussion besluttede, at udvalget kunne supplere sig »med den nodvendige sagkundskab «³⁷.

Der er dog al mulig grund til at tro, at Lyngsie havde haft taktiske grunde til at udfaerdige »forliget«. Lyngsie havde vel indset, at det ikke var muligt at opna de store forbedringer over for den meget stasrke Sammenslutning og forsogte derfor at komme taet pa en aftale i jernindustrien for derved at laegge pres pa de andre arbejdsgivere i forhandlingerne om de ovrige arbejdsmandsoverenskomste r³⁸.

Disse forhandlinger startede igen den 15. maj, men blev imidlertid allerede spraengt samme dag³⁹. Ikke fordi parterne var sa langt fra hinanden i selve overenskomstsituationen, men fordi udviklingen med hensyn til DAFs eventuelle transportstrejke var gaet ind i en ny fase. Forligsmasndene havde taget det helt usaedvanlige skridt at bede DAF om at aflyse strejken.

IV.6. Frem til transportstrejken

DAFs 1.-transportstrejkevarsel var blevet udsendt den 30. april, og forbundet havde opgivet habet om at fa DsF til at varsle anden gang. DAF valgte selv at sende varslet, og det skete samme dag, som DsFs generalforsamling sluttede med ydre enighed⁴⁰. Stauning havde forsogt at fa varslet udsat, men Lyngsie havde afvist det bl.a. med den begrundelse, at nar et 1.-varsel var sendt, skulle et 2. folge⁴¹.

Hvilke overvejelser DAFs ledelse havde gjort sig, for det 2. varsel blev fremsendt, vides ikke. Der er imidlertid ingen tvivl om, at der var splid i selve forbundets hovedledelse i maj maned. En del - evt. et flertal - af hovedbestyrelsen med Chr. Sorensen i spidsen udgjorde en opposition.

---

36. DA HB protokol 18/5 1925, p. 245.

37. DAF protokol 29/5 1925 (kombinerede udvalg).

38. DAF protokol 20/5 1925 (kombinerede udvalg). Lyngsies udtalelse.

39. Politiken 16/5 1925, p. 1.

40. Kobenhavn 8/5 1925.

41. Soc-Dem 15/5 1925, p. 3.

Natten mellem den 15. og 16. maj blev der holdt et mode inden for »fagforeninger og parti«. Dette mode, der ma have vaeret holdt i hemmelighed, kendes kun fra Steinckes dagbog. Hvem der havde arrangeret modet, og hvem der havde deltaget, vides ikke, bortset fra at Stauning pa ministermodet den 16. maj refererede, at Chr. Sorensen havde givet »en nsermere fremstilling«. Endvidere udtalte Stauning, at »den del af Arbejdsmandsforbundets hovedbestyrelse, som ikke er enige med Lyngsie, vil nu soge at tage teten og indkalde mode til mandag (18. maj -TS)«⁴². Dette er i overensstemmelse med Bordings referat, idet Stauning efter dette sagde, at »der soges af minoriteten i Dansk Arbejdsmandsforbund afholdt et mode for at fremkalde et brud og et nederlag for Lyngsie«⁴³.

Bruddet mellem Lyngsie og Chr. Sorensen fandt dog ikke sted, og DAF holdt ikke mode den 18. maj, men forst den 20. Nar det ikke kom til en aben splittelse, skyldtes det, at Chr. Sorensen allerede den 16. maj havde indset, at hans linje ikke ville kunne samle flertal⁴⁴.

Stauning udtalte flere gange, at freden ikke var langt borte, og at transportstrejken
derfor ikke ville blive effektiv45. Hermed forsogte Stauning ikke blot at
svaekke DAF, men ogsa at undga at regeringen skulle tage nogen beslutning.

Lyngsie udtalte den 13. maj, at DAF ville udsaette strejken, hvis forbundet
blev bedt om det, og hvis de lobende forhandlinger med arbejdsgiverne fik et
sadant forlob, at der var grund til at tro pa en afslutning af konflikten46.

Med truslen om transportstrejke og med »forliget« af 14. maj havde Lyngsie habet at kunne laegge pres pa arbejdsgiverne, men med forligsmaendenes skrivelse af 14. maj, hvori de bad DAF om at aflyse, ikke udsastte strejken, var Lyngsies forhabninger bristet. I skrivelsen hed det, at forligsmaendene havde opgivet tanken om en udsaettelse, da de mente, at en sadan, pa grund af den usikkerhed det ville medfore, ville volde landbrugseksporten lige sa store vanskeligheder som en transportstrejke.

Hvis forligsmaendene virkelig havde ventet, at DAF ville aflyse strejken, blev de skuffede, idet DAFs officielle afvisning kom i et langt brev, der indeholdt et staerkt angreb pa forligsmaendene. DAF slog endvidere fast, at forbundet ikke onskede at ramme landbrugseksporten. Dette var allerede blevet oplyst for 14 dage siden, sa landbruget kunne ikke paberabe sig nogen usikkerhed. Endelig ville DAF gerne have udsat transportstrejken, men forligsmaendenes skrivelse var en »dolk i ryggen pa de sma i samfundet«⁴⁷.

---

42. Steinckes dagbog 16/5 1925.

43. Bordings dagbog 16/5 1925, p. 81.

44. Steinckes dagbog 16/5 1925. Ministermedets fortsasttelse.

45. Nationaltidende morgen 30/4 1925, p. 1. BTM 10/5 1925, p. 1.

46. Soc-Dem 13/5 1925, p. 1.

47. Arbejdsmaendenes fagblad 1925-26, p. 43-44.

I DsF var der ogsa overraskelse over forligsmaendenes usaedvanlige henvendelse. Pa et mode mellem DsFs forretningsudvalg og regeringen den 16. maj angreb bl.a. Vilh. Nygard forligsmaendene, fordi de ikke havde sorget for en udsaettelse. Stauning sagde, at ministeriet ikke stod bag. Forligsmaendene havde handlet pa egen hand⁴⁸.

Det lykkedes ikke for DAF med transportstrejken at true Arbejdsgiverforeningen til et forlig. DA tog varslet roligt. Langkjaer udtalte den 11. maj pa et forretningsudvalgsmede, at landbruget ikke ville bruge fremmede skibe, »i alt fald ikke den forste tid«⁴⁹. Med denne sikkerhed kunne Arbejdsgiverforeningen overlade til Stauning, der jo flere gange havde udtalt sig offentligt imod en standsning af landbrugseksporten, at laegge pres pa DAF.

V. TRANSPORTSTREJKEN (15. maj - 6. juni 1925).

V.1. Transportstrejkens start

Transportstrejken startede fredag den 15. maj, uden at DAF havde opnaet eller forsogt at opna en ordning med landbrugsorganisationerne. Landbruget ville indtage en »streng neutral holdning«, hvilket betod, at organisationerne ville benytte de skibe, de altid havde benyttet. Landbrugsraadet havde i 1920 nedsat et Femmands-udvalg, der skulle sorge for eksportens opretholdelse under konflikter. I modsaetning til Samfundshjaelpen, der kun skulle treede hjaelpende til efter henvendelse fra offentlige myndigheder, kunne Femmands-udvalget selv afgore, hvornar indsatsen skulle gores¹. Femmands-udvalget konstituerede sig pa et mode den 14. maj med forpagter Theilmann som forman d². Udvalget var saledes parat ligesom i 1920 og 1922.

Stauning blandede sig atter i debatten ved at udtale til Politiken den 15. maj, at strejken ikke ville blive effektiv, da freden ikke var sa langt borte. Lyngsie polemiserede mod denne udtalelse, men Stauning svarede. at han ikke havde udtalt sig om selve strejkens effektivitet, men blot om dens varighed³.

---

48. I. A. Hansens dagbog 16/5 1925. Mode kl. 20. - Steinckes dagbog 16/5 1925. Medet mellem ministeriet og De samv. Fagforbunds forretningsudvalg.

49. DA FU protokol 11/5 1925, p. 443. Medet kl. 18.

Kapitel V.

1. Landbrugsraadets Femmands-udvalgs arkiv. Kasse AF 18 (sidereol). Sag nr. 212 (skrivelse af april 1921).

2. Landbrugsraadets 6. beretning, p. 85.

3. Politiken 16/5 1925, p. 6.

Selv om Transportstrejken formelt var tradt i kraft fredag den 15. om morgenen, kunne den ikke blive en realitet for mandag den 18. maj. For det forste fordi week-enden stod for doren, og for det andet fordi arbejdsgiverne naturligvis havde sorget for, at de skibe, der skulle sejle fredag, var blevet lastet tidliger e⁴.

DAFs forhandlinger den 14. maj med DA var blevet afbrudt en kort tid, da landbrugsminister Bording og indenrigsminister Hauge skulle tale med Lyngsie om landbrugseksporten⁵. To dage senere havde de to ministre et nyt mode med Lyngsie. Her lovede denne at give en dispensation for de skibe, der skulle afga mandag den 18. og tirsdag den 19. maj₆. Hermed havde DAF demonstreret, at forbundet virkelig onskede at skane landbrugseksporten, og problemet var blevet udskudt et par dage.

Imidlertid havde Lyngsie ogsa indledt forhandlinger med Femmands-udvalget. Disse fandt sted mandag den 18. maj under ledelse af landbrugsminister Bording. Bording foreslog, at eksporten skulle opretholdes via DFDS, men saledes at selskabet kun fragtede landbrugsvarer. Dette accepterede Femmands-udvalget, men det blev afslaet af DAF⁷, der netop havde onsket at ramme Dampskibsrederiforeningens medlemmer⁸.

Modet sluttede med, at parterne efter Bordings »indstaendige anmodning« lovede at overveje sagen. Derefter holdt Bording et mode med DAF, og her stillede forbundet det forslag, at hvis landbrugsorganisationerne ville beslutte at bruge andre skibe, hvis sadanne kunne skaffes og benyttes, ville DAF hele ugen tillade benyttelsen af DFDS' skibe, for sa vidt disse kun fragtede landbrugsvarer. Lyngsie skulle endvidere have tilbudt, at hvis ikke forslaget om andre skibe kunne praktiseres, ville DAF tage sporgsmalet om eksporten op til fornyet overvejelse. Hermed havde Arbejdsmandsforbundet strakt sig langt, men Femmands-udvalget afslog samme aften DAFs nye forslag. Landbruget ville stadig vsere »neutralt«⁹.

Da forhandlingerne ikke forte til noget resultat, rettede Femmands-udvalget allerede den 18. maj henvendelse til DFDS, der naturligvis lovede at stille materiel til radighed for udvalget¹⁰. Alle udvalgets udgifter med hensyn til organiseringen af de »frivillige arbejdere« i Esbjerg blev betalt af DFDS, der ogsa i fuldt omfang betalte arbejdernes lonninger¹¹. Landbrugets neutralitet var hermed fastholdt! ! !

---

4. Nationaltidende aften 15/5 1925, p.l.

5. Arbejdsgiveren 1925, p. 194.

6. Bordings dagbog 16/5 1925, p. 82.

7. Landbrugsradets 6. beretning, p. 86.

8. DAF protokol 28/4 1925 (kombinerede udvalg).

9. Landbrugsraadets 6. beretning, p. 95. - Soc-Dem 19/5 1925, p.l.

10. Landbrugsraadets 6. beretning, p. 86.

11. Landbrugsraadets Femmands-udvalgs arkiv. Kasse AF 92. Sag nr. 810 Femmands-udvalget 1925. Beretning af 16/12 1925.

Indladningen af de ophobede varer begyndte fredag den 22. maj¹².₁ den folgende tid fremkom der naesten hver dag i den borgerlige presse artikler om, hvor effektivt skruebraekkerne arbejdede, mens det modsatte synspunkt blev gjort gaeldende i Social-Demokraten¹³.

Pa grund af modstridende oplysninger i pressen er det ikke muligt at vurdere, i hvilket omfang den samlede eksport blev opretholdt. Nedenstaende tabel viser, at landbrugseksporten efter den 1. uge blev opretholdt i fuld omfang. Men ud fra dette kan der ikke siges noget om de andre sektorer af eksporten, da landbrugseksporten - pa grund af dens vurderede store betydning for landet - indtog en saerstilling.

Udforslen af danske landbrugsprodukter til England i perioden 2. maj
19. juni 1925.

Hele eksporten skyldtes nu ikke Femmands-udvalgets arbejde. Enkelte virksomhederbenyttede sig af DAFs tilbud og brugte fremmede skibe. Et af disse var Svendborg Andels Svineslagteri, hvis formand var formanden for LandbrugsraadetsFemmands-udvalg, forpagter Theilmann¹⁴. Landbrugsorganisationernesstilling

---

12. Landbrugsraadets 6. beretning, p. 86.

13. F.eks. Soc-Dem 24/5 1925, p. 2.

14. Dette forhold gav anledning til angreb pa Theilmann. FT. Overordentlig samling 1925, sp. 206 og 218, FT ordentlige samling 1925-26, sp. 759-763, 1167 og 1178, og Soc-Dem 12/8 1925 og 16/9 1925, p. 6.

tionernesstillingma have vaeret übehagelig for DAF, men Lyngsie og resten af forbundets ledelse kunne ogsa fole sig overraskede over Femmands-udvalgets holdning, idet udvalget i 1920 havde brugt fremmede skibe under sofyrbodernesog de kobenhavnske havnearbejderes »ulovlige« strejke¹⁵. Men i 1920 var regeringen udgaet fra partiet Venstre, og derfor er der ingen tvivl om, at landbrugetsholdning i 1925 - under den forste socialdemokratisek regering - var dikteret af de politiske forhold.

V.2. Frivillig voldgift?

Pa et mode om aftenen den 16. maj mellem regeringen og DsFs forretningsudvalg forsogte Stauning, at fa De samvirkede til at acceptere frivillig voidgift. Han naevnte, at ministeriet havde haft fire henvendelser fra Det radikale Venstre om dette. DsFs repraesentanter var ikke begejstrede for ideen, idet de hellere ville prove at fa en ordning med DA uden om DAF¹⁶.

Pa trods af DsFs tovende holdning var Stauning fast besluttet pa at forsoge en voldgift, og om aftenen den 20. maj havde han faerdigbearbejdet et forslag til frivillig voldgift, som Langkjasr uden betaenkeligheder ville forelaegge sin hovedbestyrelse, hvis DAF forst accepterede det¹⁷.

Staunings forslag indeholdt den bestemmelse, at arbejdet skulle genoptages for alle arbejdsmandsgrupper den 25. maj. En opmand, der skulle vaere overpraesident Jens Jensen, skulle afsige kendelser om de punkter, hvor der stadig var uenighed i lobet af hojst 14 dage fra den 23. maj. En evt. lonforhojelse skulle blive efterbetalt fra det tidspunkt, hvor arbejdet blev genoptaget. Endelig skulle parterne forpligte sig til at rette sig efter opmandens kendelser.

Dette forslag skulle kun forelaegges DA, hvis DAF accepterede det¹⁸. IfolgeStauning lovede Lyngsie at anbefale det over for det kombinerede udvalg, der holdt mode den 20. maj₁₉. Forslaget blev imidlertid forkastet af forsamlingen.Nar udvalget ikke fulgte formanden, var grunden forst og fremmest den, at Lyngsie gav den garanti, at DAF kunne skaffe penge nok til at fore kampenvidere. Endvidere var flere af medlemmerne bange for, at det ikke underskrevneforlig med Sammenslutningen ville komme til at danne grundlag for en

---

15. Landbrugsraadets 1. beretning, p. 44. - jf. H.S.L, p. 182.

16. I. A. Hansens dagbog 16/5 1925. Mode med ministeriet. - Steinckes dagbog 16/5 1925. Mode mellem ministeriet og De samv. Fagforbunds forretningsudvalg.

17. DA FU protokol 22/5 1925, p. 483. Langkjaers skriftlige beretning. Troben P. Andersen (p. 136, note 328) har ikke ret, nar han hsevder, at Langkjaer ikke havde lovet at forelasgge forslaget for en kompetent forsamling. Det eneste, Langkjasr ikke lovede, var at anbefale

18. Staunings arkiv. Kasse 51. Laeg: Lockouten 1925.

19. FT overordentlig samling 1925, sp. 133. Tale af Stauning.

opmandskendelse. Endelig var der en almindelig frygt for voldgift, og isaer en
frygt for praecedens20.

I modsaetning til regeringens maeglingsforsog i marts mined var Forligsinstitutionen denne gang blevet orienteret. De tre forligsmaend havde betasnkeligheder ved Staunings nye forsog, da de mente, at det ville undergrave Forligsinstitutionens stilling²¹; men de bejede sig₂₂. Stauning ville dog under alle omstaendigheder have gjort forsoget - med eller uden forligsmaendenes billigels e²³.

V.3. De faglige forhandlinger maj 1925

Midt i maj maned forsogte DsF atter at fa Arbejdsgiverforeningen til at haeve
lockouten i de fag, hvor forholdene var i orden. Men heller ikke denne gang
lykkedes det for De samvirkede at fa DAF isoleret.

Langkjaer mente ganske vist, at DsF's enske kunne give foreningen problemer, da der var arbejdsgivere, som var interesserede iat opfylde det²⁴. Arbejdsgiverforeningen var ikke den store enige blok, som det ellers fremgik af pressen. Pa hovedbestyrelsesmodet fastholdt fabrikant E. F. Jacob saledes et forslag til frivillig voldgift²⁵. DA ville dog ikke haeve lockouten, forst og fremmest fordi DsF ikke offentligt ville erklaere, at de faglaerte ville udfore arbejdsmandsarbejd e²⁶. Endelig mente Langkjasr, at det ikke drejede sig om at isolere arbejdsmaendene, men at fa disse til at ga den rigtige vej₂₇.

Nye forhandlinger mellem de faglaertes organisationer og Kvindeligt Arbejderforbund forte til et forlig i jernindustrien den 23. maj, og tre dage senere blev der sluttet forlig mellem Tekstilarbejderforbundet og kvinderne uden for jernindustrien²⁸.

Hvorfor I. A. Hansen havde sendret sit standpunkt fra begyndelsen af maj om ikke at slutte for DAF, vides ikke. Formodentligt havde han set, at DAFs forslag med Sammfenslutningen var sa darligt, at der ikke var grund til at frygte, at arbejdsmaendene ville opna saerfordele.

---

20. DAF protokol 20/5 1925 (det kombinerede udvalg).

21. DA FU protokol 22/5 1925, p. 484-485. Langkjzers skriftlige beretning.

22. Staunings arkiv. Kasse 51. Lasg: Lockouten 1925. Brev af 20/5 1925.

23. Bordings dagbog 20/5 1925, p. 82.

24. DA FU protokol 18/5 1925, p. 464.

25. DA HB protokol 18/5 1925, p. 264f.

26. DA FU protokol 18/5 1925, p. 465.

27. DA FU protokol 22/5 1925, p. 478.

28. Arbejderen 1924-25, p. 369-372.

Samme dag, som de faglaerte i jernindustrien havde sluttet forlig, aftalte Lyngsie og Langkjaer nye forhandlinger²⁹. Disse forhandlinger fandt sted mandag den 25. maj og forte til enighed om forholdene i jernindustrien³⁰. Dette forlig var nassten identisk med de overenskomster, de faglaerte havde indgaet et par dage for, men samtidigt var enkelte dele af »forliget« af 14. maj blevet bevaret. Overenskomsten skulle gaelde indtil 1. juni 1928, hvis DAF onskede det. I sa fald skulle minimallonningerne og mindstebetalingen forhojes med 3 ore pr. 1. juni 1926, ellers skulle overenskomsten udlobe 1. februar 1927. Samtlige lonninger skulle forhojes med 3 pet. fra 1. august, og pristalsreguleringen blev bevaret efter de tidligere omtalte regler. Endvidere blev minim allonnen forhojet, og endelig skulle svaret gives fredag den 29. maj₃₁.

Overenskomsten af 25. maj var klart bedre for DAF end forliget af 14. maj,
men sammenlignet med de faglaertes overenskomster havde DAF ikke opnaet
saerlige fordele.

Atter forsogte Lyngsie at bruge et forlig i jernindustrien til at presse arbejdsgiverne i forhandlingerne om de ovrige arbejdsmandsoverenskomster, men disse forhandlinger blev sprsengt natten mellem den 25. og 26. maj. Som saedvanlig var der forskellige opfattelser af grunden hertil. DAs naestformand, Einar Jorgensen, sagde, at Lyngsie var for traet til at forhandle³². Andre arbejdsgivere, bl.a. Reedtz-Thott, sagde, at Lyngsie stillede nye store krav³³. I pressen gav Lyngsie Stauning skylden. I en tale pa Dansk Arbejdes arsmode i Randers sondag den 24. maj havde Stauning nemlig sagt, at hele konflikten ville vaere forbi onsdag den 27. maj₃₄. Lyngsie sagde derfor iet interview i Nationaltidende, at arbejdsgiverne havde taget Staunings udtalelse som en meddelelse om, at DAF var mor og ville boje sig. Endvidere udtalte Lyngsie, at »blot statsministeren ville holde op med sine evindelige profetier om fred. Hvad er det for en snakkesalighed for sadan en statsminister. Han har intet med sagerne at gore, og han ved intet«³⁵.

Lyngsies irritation over politikeren Staunings indblanding i faglige forhold kom atter til syne. Torben P. Andersen mener, at arbejdsgiverne stillede sig passivt i forventning om et regeringsindgreb, hvis transportstrejken blev effekti v³⁶. Denne forklaring virker som en efterrationalisering. For det forste var der intet omkring den 25. maj, der tydede pa, at strejkens effektivitet skulle

---

29. Politiken 24/5 1925, p. 10.

30. Arbejderen 1924-25, p. 373 og Arbejdsgiveren 1925, p. 207.

31. Arbejderen 1924-25, p. 377-378.

32. Politiken 27/5-1925, p. 1.

33. Nationaltidende aften 26/5 1925, p. 1

34. Politiken 25/5 1925, p. 5.

35. Nationaltidende morgen 26/5 1925, p. 2,

36. Andersen (1976), p. 95.

oges, snarere tvaertimod, og for det andet var arbejdsgiverne i den sidste del af maj meget interesserede i forhandlinger. Blot ville de ikke give DAF sasrfordele.DA onskede heller ikke en regeringskrise pa grund af faglige forhold³⁷. Sporenefra 1920, hvor en politisk krise skabte vanskeligheder for arbejdsgiverne pa det faglige omrade, skraemte³⁸.

Arbejdsmaendenes forhandlinger var siden slutningen af april foregaet uden DsFs medvirken. DAs hovedbestyrelse onskede imidlertid, at DsF igen skulle deltage ved DAFs forhandlinger, og Arbejdsgiverforeningen sendte derfor et brev til DsF den 29. maj₃₉. Selv om Lyngsie pa et mode den 29. maj i DAFs ledelse heist ville undga DsFs medvirken ved forhandlingerne⁴⁰, accepterede forbundet det dagen efter⁴¹.

Forhandlingerne begyndte mandag den 1. juni og fortsatte om tirsdagen. Bade DA og DAF havde udarbejdet et 4 siders forhandlingsoplseg, og disse viser, at parterne ikke var langt fra hinanden med hensyn til landsoverenskomsterne. Problemet var imidlertid stadig de laveste lenninger. DA ville ikke give tillaeg ud over de 3 pet. til lonninger pa over 116 ore pr. time i Kobenhavn og over 114 ore pr. time i provinsen. DAF ville have et yderligere tillaeg til lonninger op til 130 ore i Kobenhavn og 120 ore i provinsen₄₂. Det har dog ikke vaeret muligt at afgore hvor mange af DAFs medlemmer, der ville komme til at modtage et ekstra tillaeg, hvis forbundets krav blev opfyldte.

Hovedorganisationerne forsogte ihaerdigt at fa et forlig i stand, men den 2. juni blev forhandlingerne atter spraengt. Arbejdsgiverne mente, at DAFs krav var for store⁴³, og Lyngsie sagde, at arbejdsgiverne manglede forstaelse for, hvad kampen gjaldt for arbejderne. Arbejdsmaendene ville have rettet »alle de uhyrligheder, som gennem de sidste 10 ars generelle ordninger var opstaet i o verenskomstforholdene«⁴⁴.

Samme dag som spraengningen skete, greb Forligsinstitutionen direkte ind i forhandlingerne⁴⁵. Forligsmaendene havde ikke vaeret populaere hos nogen af parterne og havde ikke deltaget direkte i forhandlingerne siden april mined. Inden disse afgorende forhandlinger vil blive skildret, er det nodvendigt at gore status for Dansk Arbejdsmandsforbund.

---

37. DA FU protokol 5/5 1925, p. 394. Langkjaers udtalelse.

38. Om 1920. Se H.S.L., p. 176-177 og Kaarsted (1973), p. 306.

39. Arbejderen 1924-25, p. 378.

40. DAF protokol 29/5 1925 (det kombinerede udvalg).

41. Arbejderen 1924-25, p. 378-379.

42. DsFs arkiv. Sag 258H. Laeg: A.1.9 og 13

43. BTA 2/6 1925, p. 1.

44. Soc-Dem 3/6 1925, p. 2.

45. Alle aviser 3/6 1925.

V.4. Status for Dansk Arbejdsmandsforbund omkring 1. juni 1925

Omkring 1. juni 1925 var der sket en betydelig sendring af hele situationen for DAF. Denne aendring kan konkretiseres ved to - for forbundet modsat rettede - forhold. Pa den ene side var transportstrejken begyndt at blive effektiv, men pa den anden side stod DAF over for uhyre okonomiske problemer.

Transportstrejkens ogede effektivitet omkring manedsskiftet hang sammen
med to forhold. En sympatistrejke fra somaend og sofyrbedere og en engelsk
havnearbejderblokade.

Sympatistrejken tradte i kraft mandag den 1. juni kl. 24.00⁴⁶, men naede ikke at blive effektiv. Det gjorde derimod en engelsk havnearbejderblokade. Den 30. maj kunne Politiken meddele, at havnearbejderne i Parkeston nsegtede at losse de danske skibe, der var lastet af frivillige arbejdere. Samme oplysning modtog Femmands-udvalget fra Hull⁴⁷. Der findes intet materiale, der kan belyse Arbejdsmandsforbundets rolle i etableringen af denne solidaritet, men der er ingen tvivl om, at det engelske transportarbejderforbund stod bag⁴⁸. Femmands-udvalget besluttede herefter at aflyse al modtagelse af landbrugsprodukter i Esbjerg og sendte det frivillige mandskab hjem pa pinseferi e₄₉.

Pressen var i de folgende dage fuld af modstridende oplysninger om den engelske blokades effektivitet, men blokaden virkede i hvert tilfaelde fra den 2. juni. Theilmann fra Femmands-udvalget antydede til Berlingske Tidende, at udvalget maske ville anvende fremmede skibe⁵⁰. Men pa udvalgets mode den 3. juni blev det blot besluttet at afvente forlobet af de faglige forhandlinger⁵¹.

Den engelske solidaritet matte naturligvis virke inspirerende pa DAF, men samtidig havde forbundet faet store okonomiske problemer. Lyngsie havde formodentlig overvurderet DAFs okonomiske styrke. Allerede den 13. maj - to dage for transportstrejken - fortalte Stauning pa et ministermode, at DAF kun havde penge (x(^x/₂ mill, kr.) til en uges understottelser⁵², og et par dage senere mente Stauning, at Lyngsie ville lide nederlag pa grund af pengemangel⁵³.

---

46. Ny Tid. Udgivet af Semaendenes Forbund i Danmark. Nr. 6. Juni 1925.

47. Landbrugsraadets Femmands-udvalgs arkiv. Kasse AF 92. Sag 810.

48. Jf. udtalelse af forbundet formand, Ernest Bevin. Politiken 3/6 1925, p. 5.

49. Landbrugsraadefs arkiv. Gruppe BC. »Strejkers indflydelse pa landbrugseksporten.« Maskinskreven rapport pa 15 sider med titlen »Arbejdskonflikten og Landbrugseksporten«, p. 10-11.

50. BTA 2/6 1925, p. 6.

51. Landbrugsraadets 6. beregning, p. 87.

52. Steinckes dagbog 13/5 1925.

53. Steinckes dagbog 16/5 1925.

Der er ingen grund til at tro, at Stauning skulle vaere forkert informeret. For det forste havde statsministeren gode oplysninger fra inderkredsen i Arbejdsmandsforbundet, og for det andet oplyste DAFs hovedkasserer, Andreas Nielsen, pa det kombinerede udvalgs mode onsdag den 20. maj, at DAF havde x/₂ mill. kr. i kassen, men skulle bruge 1 mill, til understottelse om fredagen. »Hvor formanden sa i ovrigt mener at kunne skaffe penge fra, kender taleren (Andreas Nielsen) ikke.« DAF kunne hojst vente 150.000 kr. om ugen i strejkebidrag. Hardt presset gav Lyngsie »forskellige oplysninger om vore kilder«, og han fastslog, at DAF ikke ville sta uden penge i de forste uger⁵⁴.

Fredag den 22. maj gik Lyngsie sammen med Andreas Nielsen op til DsFs hovedkasserer og fik anvist - »under forkerte forudsaetninger« som det hedder i DsFs protokol - et belob pa 450.000 kr. til udbetaling i Arbejdernes Landsbank som en del af det belob pa 700.000 kr., som DAF mente at have til gode⁵⁵. Lyngsie haevdede, at DAF betalte 70.000 kr. for meget til DsF pr. uge, og konflikten gik pa 10. uge⁵⁶.

Carl F. Madsen mente ikke, at DAF havde sa mange penge til gode, og annulerede henvisningen, der ikke var blevet udbetalt. I stedet blev udstedt en anvisning pa 100.000 kr. Da Lyngsie senere pa dagen ville hseve de 450.000 kr. i banken, kunne han kun fa 100.000 kr. Lyngsie skulle have forsogt at true banken til at udbetale alle pengene, men det mislykkedes. Banken havde i stedet henstillet til Lyngsie at forsoge at fa det resterende beleb som et lan via DsF⁵⁷.

Da Lyngsie havde faet afslag i Landsbanken, sendte han et telegram til »Verband der Fabrikarbeiter Deutschlands.« I dette skrev han, at »man vil kvaele os« og bad om et stort pengebelob. Fabriksarbejderforbundet sendte samme dag brevet videre til »AUgemeiner Deutscher Gewerkschaftsbund«. Denne organisation henvendte sig dagen efter, den 23. maj, til DsF og bad om telegrafisk underretning, hvis hurtig hjaelp var pakraevet. Carl F. Madsen svarede i et brev den 25. maj. Heri redegjorde han for sin opfattelse og understregede atter, at Lyngsie ikke havde ret til de 450.000 kr. Endvidere onskede DsF ikke at kvaele DAF, men onskede tvaertimod forbundet det bedst mulige resultat af konflikten⁵⁸.

---

54. DAF protokol 20/5 1925 (det kombinerede udvalg).

55. DsF protokol 27/5 1925.

56. I. A. Hansens dagbog 22/5 1925. - Torben P. Andersen (p. 96) naevner, at ogsa »bankdirektor K. Kiefer« mente, at DAF havde 700.000 kr. pa forbundets konto. For det forste var Kiefer ikke bankdirektor, men formand for bankradet, og for det andet siger den kilde, Torben P. Andersen henviser til, og andre kendte kilder intet om, at Kiefer havde denne mening. Diskussionen om de penge, DAF mente at have til gode, var udelukkende et sporgsmal mellem De samvirkende og DAF, og ikke mellem Landsbanken og DAF.

57. DsF protokol 27/5 1925 og I. A. Hansens dagbog 22/5 1925.

58. DsFs arkiv. Lockouten 1925. Kassererkontorets korrespondance 1925. La?g: Tyskland.

Foruden at sende telegrammet den 22. maj talte Lyngsie ogsa med bankdirektor C. C. Clausen fra Privatbanken. Denne skulle have tilbudt Lyngsie, at han kunne lane de nodvendige midler, hvis kontanter kunne skaffes i Nationalbanke n⁵⁹.

Vel derfor aflagde Lyngsie ogsa beseg hos nationalbankdirektor Green. Ifolge I. A. Hansens dagbog skulle Lyngsie have anmodet Green om at undersoge, om Arbejdernes Landsbank var solvent. Green havde derpa ringet Landsbankens direktor Kier op og tilbudt at understotte banken. Kier redegjorde imidlertid for bankens opfattelse af situationen⁶⁰, og det ser ikke ud til, at Nationalbanken yderligere blev direkte involveret i konflikten.

Det lykkedes dog Lyngsie at skaffe 300.000 kr. i Landsbanken, formodentlig lordag den 23. maj₆₁. Dagen for havde regeringen besluttet gennem bankradets formand, Kiefer, at soge at fa pengene udbetalt ved »indre forhandlinger «⁶². Som sikkerhed for lanet skulle bruges nogle obligationer i Arbejdsmaendenes ejendom, som Lyngsie lidt tidligere havde deponeret i banken. Bankdirektor Kier havde imidlertid givet ordre til, at efterhanden som der blev indbetalt penge til arbejdsmaendene, skulle disse ikke indsaettes pa DAFs konto, men fradrages lanet⁶³. Dette var Lyngsie ikke orienteret om, sa ganske vist havde DAF faet penge til ugen med fredag den 22. maj, men ugen efter var der igen problemer.

Pa DsFs forretningsudvalgsmode onsdag den 27. maj blev DAFs okonomiskekrav diskuteret. Efter 3 timers debat blev der nedsat et udvalg, der sammenmed repraesentanter for DAF skulle gennemga strejkeopgorelsen, og modetblev udsat til naeste dag. Under modet havde Lyngsie angrebet banken for at stjaele DAFs penge, idet de nye indbetalinger jo blev brugt som afdrag pa lanet. Endvidere havde Lyngsie forlangt Carl F. Madsen suspenderet som formand,men denne kom med i det udvalg, der blev nedsat som afslutning pa modet⁶⁴. Den naeste dag, torsdag den 28. maj, modtes forretningsudvalget igen.Det

---

59. DAF protokol 28/5 1925 (FU- og forhandlingsudvalgsmede). - I. A. Hansens dagbog 27/5 1925. - I et brev af 7. September 1976 meddelte Privatbanken, at der ikke i arkivet fandtes noget materiale om Lyngsies forhandlinger med bankens ledelse. - Det ser i ovrigt ud til, at Privatbanken for at yde lanet havde krasvet, at DAF flyttede alle sine papirer over til banken og tog denne som fast bankforbindelse (sml. DAF protokol 13/7 1925 - eks. HB-mode).

60. I. A. Hansens dagbog 22/5 og 26/5 1925.

61. Deter lidt usikkert, om lanet blev udbetalt fredag eller lordag, idet Steinckes dagbog for den 26. maj naevner, at Lyngsie fik pengene fredag aften, men af I. A. Hansens lange referat af en samtale med bankdirektor Kier (LA. Hansens dagbog 26/5 1925) fremgar det, at Lyngsie forhandlede med banken om pengene om lordagen.

62. Steinckes dagbog 22/5 1925. - jf. I. A. Hansens dagbog, hvor der star: »Statsministeren havde ringet og sa smat talt om, om det ikke var rigtigt at imodekomme dem, og sa havde Lyngsie faet tiltvunget sig 300.000 kr.« (Dagbog 26/5 1925. Samtale med Kier).

63. I. A. Hansens dagbog 26/5 1925. Samtale med Kier.

64. DsF protokol 27/5 1925. - I. A. Hansens dagbog 27/5-1925.

gen.Detnedsatte udvalg indstillede, at DAF fik udbetalt kr. 466.528,00 for
ugen 23.-27. maj65.

Selv om DAF via DsF havde skaffet penge, var det dog ikke nok til, at forbundet
med sikkerhed kunne undga den samme situation som forrige uge,
hvor visse afdelinger ikke rettidigt havde faet understottelsen66.

Lyngsie havde derfor bedt Carl F. Madsen om at indkalde til et nyt forretningsudvalgsmode i DsF. Dette blev holdt fredag den 29. maj kl. 9. Lyngsie refererede her, at han dagen for ikke havde kunnet fa penge i Landsbanken. Han mente, at banken manglede penge, og bad DsF om at komme banken til hjaelp. Carl F. Madsen konstaterede, at DAF var kommet i forlegenhed med sine pengesager, og sagde, at DsF ville hjaelpe enhver organisation, hvis det var muligt. Carl F. Madsen lovede, at han og kassereren ville finde en ordning med banken⁶⁷.

Bankradet (bestyrelsen) holdt mode kl. 14. Ifolge I. A. Hansens referat var DAFs obligationer ikke gangbare som pant for lan, men nar banken ikke ville lane DAF penge, skyldtes det forst og fremmest Landsbankens darlige likviditet. Bankdirektor Kier sagde ifolge Bankradets protokol, at »han under hensyn til Bankens likviditet selv mod kaution ikke kunne yde det omtalte lan, at dette efter (direktorens) formening ville ... medfore en forskydning i Bankens likviditet, der evt. kunne medfore, at Banken ikke kunne opfylde de krav, som organisationerne som indskydere matte stille.« Konflikten havde tasret pa bankens likvide midler, og banken havde desuden pa samme tidspunkt store problemer af andre arsager. Da DsF imidlertid havde tilstraskkeligt med kapital, blev det aftalt, at De samvirkede skulle haeve 300.000 kr. pa deres konto som et lan til DAF. Dette accepterede Lyngsie og Chr. Sorensen, der senere kom til stede⁶⁸.

I ovrigt ser det ud til, at DAFs enkelte afdelinger skaffede de manglende likvide midler til veje ved lan i de lokale banker og ved at bruge af kassebeholdningern e₆₉. Endvidere lante Lyngsie pa sit glatte ansigt pa et eller andet tidspunkt 400.000 kr. af Arbejdsmaendenes Arbejdsloshedskasse⁷⁰.

DAF havde altsa klaret de okonomiske problemer to uger i trask, men nye
kunne opsta den tredje uge. Lyngsie, der stadig mente, at DAF blev forfordelt,sendte
derfor et brev til DsF mandag den 1. juni, hvori han bad om, at De

---

65. I. A. Hansens dagbog 28/5 1925. - DsF protokol 27/5 1925. Heri indsat referatet af modet den 28. maj.

66. DAF protokol 28/5 1925 (FU- og forhandlingsudvalgsmode).

67. DsF protokol 29/5 1925. - I. A. Hansens dagbog 29/5 1925.

68. I. A. Hansens dagbog 29/5 1925. - Protokol for Arbejdernes Landsbanks bankrad 29/5 1925.

69. DAFs 19. kongres 1929, p. IX-X. Lyngsies beretning.

70. DAF protokol 22/6 1925 (FU-mode).

samvirkede ville undersoge, hvorledes den okonomiske tildeling til de enkelte forbund havde vaeret de sidste 27 ar. Lyngsie naevnte, at DAF kun havde faet kr. 393.000 af DsF, men havde udbetalt 6 millioner i understottelse. Denne fortolkning af DsFs love kunne forbundet ikke vaere tjent med. Endelig haevdedeLyngsie, at hjaelpen fra udlandet ikke mere fremkom praecist pa grund af »statsministerens, fagforbundenes, vort kobenhavnske hovedorgans, vor korrespondenttil udlandet og den socialdemokratiske provinspresses stadige rabenop om konfliktens forestaende afslutning«.

DsF behandlede skrivelsen den 3. juni, og Carl F. Madsen svarede i et brev samme dag. I dette blev det naevnt, at en undersogelse af understottelsen til forbundene havde vist, at DsF havde anvendt samme fremgangsmade i 1925 som i 1921 og 1922. DsF var ogsa villige til at undersoge forholdene de tidligere ar, men dette ville tage laengere tid. Med hensyn til den udenlandske hjselp havde Carl F. Madsen ikke kunnet konstatere, at denne ikke skulle komme sa praecist som tidligere⁷¹.1. A. Hansen havde samme opfattelse om hjaelpen udefra.

Af I. A. Hansens referat fra forretningsudvalgets mode fremgar det i ovrigt, at DsF ville give DAF det, forbundet havde krav pa, men som I. A. Hansen refererede, »nu kan der ikke vaere tale om pa ny at give dem penge til at fortsaette denne konflikt. - Derom synes der at vaere fuldkommen enighed«⁷².

Med denne beslutning ville DAF vaere nodsaget til at finansiere en fortsat konflikt uden anden stotte fra DsF end den almindelige understottelse. Dette blev dog aldrig aktuelt, da forhandlingerne i begyndelsen af juni forte til et forlig.

V.5. DAFs afsluttende forhandlinger og mæglingsforslaget af 3. juni

Forligsmaendene havde for forste gang i over en maned grebet ind i konflikten og havde indkaldt DAF, DsF og DA til et mode om arbejdsmandsoverenskomsterne uden for jernindustrien tirsdag den 2. juni kl. 16. Forhandlingerne fortsatte hele onsdagen, og torsdag morgen stillede Forligsinstitutionen et maeglingsforslag, der skulle besvares fredag den 5. juni₇₃.

I maeglingsforslaget havde forligsmaendene kun anset timelonninger i Kobenhavn pa 117 ore og i provinsen pa 115 ore for at vaere »lave«. Dette var langt fra de krav, DAF havde stillet om henholdsvis 130 og 120 ore. Sammenholdt med DAs tilbud af 1. juni var der dog sket sma forbedringer.

---

71. DsFs arkiv. Sag 258 H. Lasg: A.I. 12.

72. I. A. Hansens dagbog 3/6 1925.

73. Arbejderen 1924-25, p. 379.

Maeglingsforslagets bestemmelser om landsoverenskomsterne la i ovrigt
ikke langt fra det, parterne havde vaeret naesten enige om i forslagene pr. 1.
juni74.

Selv om maeglingsforslaget af 3. juni var bedre for DAF end de tidligere, kunne forslaget ikke pa nogen made siges at tilfredsstille forbundets krav om de lave lonninger, og forslaget rummede ingen garantier for frie forhandlinger. Allerede om aftenen den 3. juni havde Lyngsie ladet forsta, at han ville forkaste forslaget⁷⁵, og til Nationaltidende udtalte han den 4. juni: »Gud hjaelpe gamle Danmark«. Denne bemaerkning onskede Lyngsie kun opfattet pa en made⁷⁶.

V.6. Regeringens forslag om tvungen voldgift

Allerede medens forligsmaendene var ved at udarbejde maeglingsforslag, planlagde
regeringen en provisorisk lov om tvungen voldgift.

Stauning havde allerede i efteraret 1924 vaeret nervos for en faglig konflikt
og havde under hele konflikten forsegt at fa DsF til at vaere i defensiven.

Problemet med at en socialdemokratisk regering kunne blive nodt til at saette ordensmagten ind mod de strejkende arbejdere, fandt sin endelige losning, da regeringen - efter at der var opstaet uro i Fredericia - officielt gav sin tilladelse til at oprette ordenskorps bestaende af fagforeningsrepraesentanter⁷⁷. Ordenskorpsene blev dannet med DsFs billigelse⁷⁸.

Da regeringen endelig overvejede at afslutte konflikten ved tvungen voidgift
den 5. juni, skyldtes det ikke kun, at landbrugseksporten blev stoppet, men
i lige sa hoj grad de parlamentariske forhold.

Den 30. maj 1925 skrev K. K. Steincke i sin dagbog, at »De radikale vil optraede,hvis
der ikke er fred inden pinse«79. Efter Steinckes sprogbrug kan dettekun

---

74. Arbejdsmaendenes Fagblad 1925-26, p. 57-59.

75. DA FU protokol 4/6 1925, p. 542.

76. Nationaltidende aften 4/6 1925, p. 1.

77. Muligvis pa Steinckes opfordring blev der i Fredericia oprettet ordenskorps. Efter transportstrejkens udbrud udsendte justitsministeren et cirkulaere til samtlige politimestre. Ifelge dette kunne der oprettes ordenskorps, der kun havde til opgave at holde orden inden for fagforeningernes egen kreds. (Ministerialtidende 1925, p. 64)

78. I. A. Hansens dagbog 13/5-1925 - jf. cirkulasre nr. 12 af 18. maj 1925. DsFs arkiv. Sag 258i. Lasg H.9. -I ovrigt er det et abent sporgsmal, hvor mange steder korpsene blev oprettet, idet de farst og fremmest var beregnet for havnebyerne, og derfor er det interessant, at ordenskorpsene ikke blev oprettet i Kobenhavn og Frederikshavn (Forhandlingsprotokoller for Arbejdernes Faellesorganisationer i Kobenhavn den 8/6 1925 og Frederikshavn 20/5 1925).

79. Steinckes dagbog 30/5 1925. Pinsedag var den 31. maj.

tekunbetyde, at partiet offentligt ville forlange konflikten afsluttet ved hjaelp af voldgift eller kraeve Rigsdagen indkaldt. Hermed ville regeringen komme i en vanskelig parlamentarisk situation, og Det radikale Venstres holdning sammenmed den standsede landbmgseksport*⁰ forklarer den plan, ministeriet havde om tvungen voldgift den 5. juni.

Regeringens naermere overvejelser om planen og den politiske storm, der rejste sig pa grund af »provisoriet«, skal ikke behandles i denne sammenhaen g⁸¹, men der skal dog gores opmaerksom pa, at Stauning allerede havde nasvnt muligheden af en provisorisk lov om tvungen voldgift den 25. april⁸². Nar regeringen valgte denne fremgangsmade, var det altsa ganske velovervejet. Ved et provisorium ville partierne i Rigsdagen sta over for et fait accompli, idet en forkastelse af loven ville medfore en genoptagelse af konflikten. Derfor ville regeringen ikke risikere at komme i mindretal, hvilket kunne ske ved et almindeligt lovforslag om tvungen voldgift - i saerdeleshed i Landstinget.

Forligsinstitutionens formand, Johs. Dalhoff, var orienteret om regeringens plan, idet han vanned til at udarbejde selve lovforslaget, men DsF blev ikke orienteret. Ikke fordi regeringen regnede med modstand fra den kant⁸³, men for at undga at give fagbevaegelsen et medansvar⁸⁴.

Det var ikke meningen, at forslaget skulle have vaeret offentliggjort, hvis der ikke blev brug for det. Nyheden slap imidlertid ud, idet Borgbjerg af en eller anden ukendt grund fortalte det til Fyns Venstreblads journalist, Gunnar Nielsen. Regeringen forsogte forgaeves at finde kilden, men forst i 1942 kom det frem, at denne var selveste socialministeren⁸⁵.

Men provisoriet blev altsa ikke benyttet, forliget blev vedtaget.

V.7. Mæglingsforslagets vedtagelse og DAFs økonomiske forhold

Arbejdsgiverforeningen var ikke tilfreds med maeglingsforslaget i sin helhed.
Langkjaer mente ikke, at forslaget var godt, hvis malet havde vasret at stille

---

80. Pa dette sene tidspunkt er de to faktorer, Det radikale Venstres holdning og transportstrejken ikke uafhaengige, idet De radikales onsker om voldgift naturligvis blev foreget i og med, at landbrugssektoren blev ramt. Jf. Munch (1964), p. 68.

81. Der henvises til Andersen (1976), p. 102-103 og 109-111.

82. I. A. Hansens dagbog 25/4 1925.

83. Stauning havde udarbejdet en stette-erklaering, der bl.a. skulle underskrives af Carl F. Madsen. Staunings arkiv. Kasse 51. Lasg: Lockouten 1925.

84. Steinckes dagbog 5/6 1925. - Sa vidt det kan konstateres, var kun falgende orienteret om planen: Ministeriets medlemmer, kongen, kabinetssekretaer Krieger og Johs. Dalhoff og statsradssekretaer Fr. V. Petersen, der udarbejdede lovforslaget. Om fredagen (5/6 1925) blev endvidere overpraesident Jensen og partiets formand, Fr. Andersen, orienteret. (Steinckes dagbog 3-5/6 1925).

85. Fyns Venstreblad 27/9 1942, p. 57 (sic!).

DAF op i en krog, men han trostede sig med, at det sammenlignet med Lyngsieskrav fremtradte iet andet lys⁸⁶. DAs hovedbestyrelse vedtog forliget med 43 stemmer mod 3, men Langkjaers problem var ikke, hvad arbejdsgiverne skulle gore, hvis Lyngsies forbund forkastede, men hvad der skulle gores, hvis DAF vedtog med et forbehold om f.eks. 2 ore mere i timen. I sa fald regnede Langkjaer nemlig med, at dagspressen ville laegge pres pa DA for at fa afsluttetkonflikte n⁸⁷.

DAF vedtog maeglingsforslaget pa et mode i det kombinerede udvalg den 5. juni 1925 med 26 stemmer mod 17. Nar forbundets tidligere »krigsudvalg« vedtog forliget og gik imod formandens opfattelse, skyldtes det ikke, at forslaget blev betragtet som tilfredsstillende, men at et flertal i forsamlingen frygtede for DAFs okonomiske situation.

Lyngsie havde pa en eller anden made - formodentlig uden om DsF - skaffet penge til strejkeunderstottelserne for 3. gang. Afdelingerne ville modtage belobet dagen efter, lordag den 6. juni, da bankerne var lukkede om fredagen, Grundlovsdag.

Lyngsie og forhandlingsudvalget med undtagelse af Vald. Petersen ville anbefale forsamlingen at forkaste masglingsforslaget. Dette fandt bl.a. Sophus Mortensen inkonsekvent, da udvalget havde anbefalet forliget af 25. maj med Sammenslutningen. Lyngsie udtalte, at DAF havde midler nok til bade at klare denne uge og en til to uger mere.

Endvidere ville Lyngsie kraeve garantier for frie og direkte forhandlinger, og han ville have en klar tilkendegivelse af, at skruebraekkerne skulle fjernes. Chr. Sorensen var betaenkelig ved at optage nye lan, og Vald. Petersen udtalte, at »deter heller ikke ligegyldigt, hvorfra vi far vore midler«⁸⁸.

Deter muligt, at Vald. Petersen hermed hentydede til Privatbanken, der i
hvert tilfaelde pa et eller andet tidspunkt havde lant DAF 100.000 kr89.

Ib Norlund har givet udtryk for den opfattelse, at hele det socialdemokratiske apparat var blevet sat ind mod arbejdsmaendene i 1925. »DsF naegtede hjaelp til understottelser. Arbejdernes Landsbank naegtede endog lan selv mod pant pa % million. DsF havde endvidere standset DAFs annoncer i Social-Demokraten, sa DAF matte udsende sit eget blad, Storkampen«⁹⁰.

Ib Norlunds opfattelse bygger forst og fremmest pa enfortolkning af Lyngsiesudtalelser

---

86. DA FU protokol 4/6 1925, p. 542.

87. DA HB protokol 5/6 1925, p. 32Iff.

88. DAF protokol 5/6 1925 (det kombinerede udvalg).

89. Jf. DAFs 19. kongres, p. 142. Regnskabet. Deter ogsa muligt, at Vald. Petersen havde taenkt pa nogle forhandlinger, som Lyngsie havde haft med Age Jorgensen fra den sovjetiske delegation. (Steinckes dagbog 3-4/6 1925).

90. Ib Norlund, p. 123.

siesudtalelserpa DAFs 19. kongres i 1929, og oplysningen om, at DsF skulle
havde standset annoncer fra DAF, mangier totalt kildebelaeg.

Hermed er det ikke sagt, at Social-Demokraten pa nogen made var positiv over for DAF i perioden efter Vejlekongressen. Redakter Marinus Kristensen havde endog kaldt Lyngsie til orden ien tale den 5. juni i Roskilde⁹¹, men nogen annonceboycot var der ikke tale om.

Torben P. Andersen mener, at Ib Norlund har ret i, at DsF forsogte at skade DAF mest muligt via Landsbanken, og Torben P. Andersen nasvner i denne forbindelse, at banken havde darlig likviditet. Carl F. Madsen skulle have forsogt at laegge hindringer i vejen, saledes at DAF 3 fredage i traek fik problemer med at skaffe penge til udbetaling af understottelserne⁹².

Denne sidste teori er der intet direkte kildemaessigt belaeg for, og der er endda - i hvert tilfaelde for den forste fredags (22. maj) vedkommende - oplysninger, der kan modbevise teorien. Da Lyngsies krav fredag den 22. maj byggede pa den antagelse, at DAF havde penge til gode hos DsF, vil dette problem blive taget op til naermere behandling.

DAFs utilfredshed hang sammen med, at forbundet under hele konflikten betalte 1.681.008 kr. til DsF som paligning, men fik 2.565.750 kr. igen som understottelse. Det vil sige, at DAF kun havde faet 884.742 kr. fra DsF under hele arbejdsstandsningen, medens forbundet selv havde udbetalt (netto) 6.337.405,27 kr. til sine medlemmer⁹³.

Sa sent som den 17. februar 1926 forsogte DAFs hovedkasserer at fa DsF til at yde arbejdsmaendene understottelse for den transportstrejke, som DAF havde erklaeret alene⁹⁴.Dette ma have givet anledning til en dybere behandling af sagen, idet Lyngsie pa et forretningsudvalgsmode i DAF den 20. februar 1926 kunne meddele, at den fremgangsmade, DsF havde anvendt ved udregning af bidragene til forbundene, »viste sig at vaere i overensstemmelse med de tidligere ars udregninger og altsa rigtige«. Lyngsie ville dog stadig tage et forbehold med hensyn til transportstrejken. Med disse oplysninger vedtog DAF at stille sagen i bero⁹⁵.

Et halvt ar efter konfliktens afslutning accepterede DAF altsa, at DsFs fremgangsmade havde vaeret korrekt. Det vil sige, at de krav, som Lyngsie stilledefredag den 22. maj, ikke var berettigede efter de gasldende regler, og det var altsa DAFs egen skyld - ikke DsFs - at der var problemer med understottelsen.Da det nseste dag lykkedes DAF at skaffe 300.000 kr. i Landsbanken,havde endda selveste statsministeren bedt banken om at imodekomme

---

91. Soc-Dem 6/6 1925, p. 4.

92. Andersen (1976), p. 98 og 105.

93. DsFs beretning 1925-26, p. 134-135.

94. DsF protokol 17/2 1926.

95. DAF protokol 20/2 1926 (FU-mode).

Lyngsies krav (p.VIII, note 62). Dette tyder ikke pa, at DsF lagde DAF hindringeri
vejen, og teorien om, at Carl F. Madsen gennem banken havde lagt
pres pa DAF, kan ikke holde stik for fredag den 22. maj.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at DAF fik et mindre belob fra DsF end ventet. Men tilsvarende gjaldt for de andre forbund. Konfliktens omfang var sa stort, at DsF havde mattet foretage en meget stor paligning af de arbejdende medlemmer⁹⁶.

DAFs ekonomiske problemer kan skyldes dette, men ogsa at forbundet havde forregnet sig med hensyn til bidragene fra udlandet. DAF havde kun faet 639.618,44 kr. direkte fra dets broderorganisationer, hvorimod DSMF med halvt sa mange medlemmer fik 1.021.798,82 kr.⁹⁷

Arbejdernes Landsbanks holdning gav ogsa anledning til angreb fra Lyngsies side. Nar banken den 29. maj nasgtede at lane DAF penge, skyldtes det ikke arbejdsmaendenes saerstilling i konflikten, men udelukkende bankens darlige likviditet. Der var heller ikke i DAF enighed om kritikken af banken. Vald. Petersen mente, at bankens optraeden over for forbundet var »juridisk og forretningsmasssig forsvarlig«⁹⁸.

Storkonflikten havde taeret pa bankens likvide midler, og samtidig havde Arbejdernes Landsbank store vanskeligheder af andre arsager. Arbejdernes Faellesorganisations Braendselsforening var blevet en klods om benene pa banken i 1924/25. En rekonstruktion af Braendselsforeningen nodvendiggjorde en garantitilforsel fra DsF pa 1,2 mill, kroner⁹⁹, men inden denne garanti blev givet den 10. juni 1925¹⁰⁰, havde bankradet diskuteret en eventuel likvidation af banken¹⁰¹. Saledes er der heller ikke den anden fredag (29. maj) belaeg for teorien om, at Carl F. Madsen skulle have hindret DAF via Landsbanken.

Fredag den 5. juni havde Lyngsie ad forskellige ukendte kanaler skaffet penge til udbetaling den folgende dag (p. 43), og forst fra dette tidspunkt kan det fastslas, at DsF ikke laengere ville hjaelpe DAF okonomisk. Onsdag den 3. juni havde DsFs forretningsudvalg nemlig vaeret enig om, at DAF ikke skulle havde penge ud over det, forbundet efter reglerne havde krav pa, men denne beslutning fik ingen reel betydning.

Nar debatten om det okonomiske forhold mellem DAF og DsF blev sa hard, stod det uden tvivl i forbindelse med Lyngsies staedighed. Han stillede den 22. maj krav om penge, som han ikke havde nogen ret til, og der er ingen tvivl om, at Landsbankens direktor Kier havde ret, nar han - i folge Steinckes

---

96. Arbejderen 1924-25, p. 409.

97. Se note 93.

98. DAF protokol 1/7 1925 (HB-mode).

99. Bengtsson (1969), p. 61-62.

100. DsF protokol 10/6 1925.

101. I. A. Hansens dagbog 4/6 1925.

referat - sagde, at problemet var, at DsF nok ville yde belobet som lan, mens
Lyngsie ville have pengene102.

Deter nodvendigt at papege i denne forbindelse, at ganske vist kunne f.eks. Stauning habe pa, at DAF ville slutte forlig pa grund af manglende penge, men fagbevaegelsen kunne ikke tillade, at DAF direkte blev tvunget til at standse sine betalinger.

Forholdet mellem DsF og DAF var belastet, men en staerk okonomisk pression pa Arbejdsmandsforbundet fra De samvirkendes side ville yderligere svaekke hele arbejderbevaegelsen. Fagbevaegelsens styrke var det staerke sammenhold, og en dyb splittelse mellem DsF og DAF ville vanskeliggere arbejdernes muligheder over for DA i de fremtidige overenskomstforhandlinger.

V.8. Konfliktens afslutning

Efter DAFs vedtagelse manglede kun Keramisk Forbunds overenskomstforhold. Disse blev droftet med forligsmaendene den 5. juni, og om natten blev der udarbejdet et maeglingsforslag, der blev vedtaget dagen efter¹⁰³. Ingen af parterne onskede en fortsat konflikt pa grund af dette mindre fag¹⁰⁴.

Hermed var samtlige overenskomster, der udlob i foraret 1925 for forbund under DsF, blevet fornyet. Parterne manglede nu blot at forhandle om vilkarene for arbejdets genoptagelse. Disse forhandlinger fandt sted mellem de to hovedorganisationer lordag den 6. juni om eftermiddagen¹⁰⁵. Her forsogte Lyngsie ill. time at skaffe arbejdsmasndene flere fordele. For at lasgge vasgt bag sine ord sendte han lordag den 6. juni et telegram til England, hvori han bad om, at blokaden skulle fortsaette, da konflikten ikke var afsluttet¹⁰⁶. Dette var formelt set ogsa rigtigt, da keramikerne endnu ikke havde accepteret maeglingsforslaget.

Det lykkedes ikke for Lyngsie at komme igennem med et krav om pristalsregulering fra februar 1925, men det lykkedes - i modsaetning til 1922 - at fa DA til at gamed til den bestemmelse, at arbejde, der var pabegyndt under konflikten, efter denne skulle udfores af organiserede arbejdere. Det sidste havde ikke vaeret med i DAs oprindelige udkast¹⁰⁷.

Arbejdsgiverforeningens oprindelige udkast blev - sammen med Lyngsies
tilfojelse - det dokument om arbejdets genoptagelse, som Langkjaer og Carl F.

---

102. Steinckes dagbog 22/5 1925.

103. Arbejderen 1924-25, p. 380.

104. DA HB protokol 5/6 1925, p. 347. Langkjaers udtalelse.

105. Torben P. Andersen (p. 106) haevder, at der fandt moder sted bade den 5. og 6. juni, hvilket ikke er rigtigt. Der var kun et mode, og det blev afholdt den 6. juni.

106. BTM 7/6 1925, p. 1.

107. DAs udkast er optaget i I. A. Hansens dagbog 6/6 1925.

Madsen underskrev ved slutningen af modet. Med keramikernes vedtagelse og med overenskomsten af 6. juni kunne Lyngsie Sondag den 7. juni telegrafere til England, at blokaden kunne ophaeves¹⁰⁸. Hermed kunne arbejdet begynde igen mandag den 8. juni 1925 om morgenen.

Konflikten i 1925 var den hidtil storste i landet og er det stadig (1977), hvis antallet af tabte arbejdsdage laegges til grund. Konflikten havde varet fra 19. marts til 8. juni eller i alt 62y₂ arbejdsdage. Heraf omfattede den udvidede konflikt 36¹/₂-37¹/₂ dage, medens transportstrejken omfattede 16¹/, dag.

Ca. 95.100 arbejdere og ca. 8.800 arbejdsgivere havde vaeret involveret, og i alt var der gaet ca. 4.022.000 arbejdsdage tabt. Af de ca. 95.100 arbejdere var ca. 89.400 medlemmer af DsF, medens ca. 5.700 tilhorte selvstaendige organisationer. I det samme tidsrum var der ogsa konflikt i de kobenhavnske byggefag. Denne er ikke medregnet i opgorelsen, men omfattede ca. 3.150 arbejdere, hvorved det samlede antal ville blive ca. 98.250¹⁰⁹.

Antallet af konfliktdeltagere ville imidlertid blive endnu storre, hvis de arbejdslose, der mistede arbejdsloshedsunderstottelsen og i stedet fik understettelse af fagforeningerne i lighed med de konfliktramte, blev regnet med. Hermed ville det samlede antal komme op pa ca. 130.000 arbejdere¹¹⁰.

DAF var det forbund, der havde haft det storste antal konfliktramte medlemmer. Den begraensede konflikt omfattede ca. 13.000 arbejdsmaend, den udvidede ca. 27.000, mens transportstrejken ogede det samlede antal med 10.000 til ca. 37.000 arbejdsmaend¹¹¹.

VI. KONFLIKTENS EFTERSPIL

VI.1. Parternes reaktion

Arbejderbevaegelsens okonomiske forhold gav Langkjaer anledning til bekymring.I det konkrete tilfaelde troede han ganske vist, at DsF havde modarbejdetDAF, men denne erkendelse viste ham imidlertid, at hvis uenigheden mellemarbejdere og arbejdsgivere drejede sig om principielle sporgsmal, ville arbejderneholde sammen og modtage store belob fra udlandet. Derfor advaredeLangkjaer sin hovedbestyrelse den 5. juni mod at forsoge at rore ved 8 timers-dagen.I en konflikt om dette sporgsmal ville arbejderne kunne holde i et

---

108. Soc-Dem 8/6 1925, p. 1.

109. Statistiske Efterretninger. Nr. 22, 24. juli 1925, p. 142-144.

110. DsFs arkiv. Lockouten 1925. Kassererkontorets korrespondance 1925. Lag: Sverige. Brev af 10/8 1925 til »Socialstyrelsen«, Stockholm.

111. DsFs arkiv. Sag 258 J. Laeg: Indberetninger fra forbundene. Handskreven oversigt.

ar. I modsaetning til tidligere var arbejderbevaegelsen ikke i okonomisk forlegenhe
d1.

Efter konflikten var der uro i Arbejdsgiverforeningen, saerlig fra de mindste fags side, da det viste sig, at DA ikke ydede erstatning for tab ved arbejdsstandsninge n². Endvidere gav transportstrejken arbejdsgiverne anledning til bekymring, da disse ikke havde regnet med den engelske blokade. Dette forhold blev indgaende diskuteret pa et mode mellem de nordiske arbejdsgiverforeninger i Oslo i august 1925, hvor Langkjaer bl.a. mente, at arbejdsgiverne burde finde midler til at afvaerge folgerne af en international blokade. Modets deltagere besluttede at lade hele sagen blive grundigt og hurtigt behandlet i arbejdsgivernes saerlige transportudvalg, »Det permanente Udvalg«³.

Storkonflikten havde altsa pavirket arbejdsgiverne, og mere end arbejderbevaegelsens
ledere vidste.

For arbejderbevaegelsen fik storkonflikten bade et politisk og et fagligt efterspil. Det politiske, der hang sammen med Staunings »provisorium«, endte i Folketinget i slutningen af juli med en dagsorden, der naevnte, at Tinget ikke ville udtale sig om midler, der ikke var blevet anvendt⁴.

Det faglige opgor drejede sig forst og fremmest om en offentlig polemik mellem Lyngsie pa den ene side og Social-Demokraten, Carl F. Madsen, Stauning og Borgbjerg pa den anden. Efter den offentlige polemik fortsatte debatten internt i organisationerne.

VI.2. Dansk Arbejdsmandsforbund efter Storkonflikten

Efter konflikten stod DAF med store okonomiske problemer, men disse blev
klaret ved at paligne samtlige medlemmer et belob pa 150 ore pr. uge i 10
uger5.

Det interne opgor i forbundets hovedledelse fandt sted i dagene fra den 1. til den 3. juli 1925. Diskussionen var udpraeget et opgor mellem de to tidligere partnere, Lyngsie og Chr. Sorensen⁶. Nar forholdet mellem Lyngsie og Chr. Sorensen var blevet yderligere tilspidset omkring den 1. juli, hang det sammen med, at Chr. Sorensen havde udarbejdet et forslag til en reorganisation af forbundet.

---

Kapitel VI.

1. DA HB protokol 5/6 1925, p. 334. jf. DA FU protokol 22/5 1925, p. 504f.

2. Det nordiske arbeidsgivermete, p. 61. Langkjasrs udtalelse.

3. Det nordiske arbeidsgivermote, p. 150 og 169-72. Det har ikke vseret muligt at finde noget materiale om udvalgets arbejde.

4. Andersen (1976), p. 109-111.

5. DAF protokol 20/6 1925 (HB-mode).

6. DAF protokol 1-2/7 1925 (HB-mode).

Ifolge forslaget skulle DAF bevares som et hovedforbund, men samtidig deles i tre mindre naesten selvstaendige forbund. Konflikten i 1925 var i slutfasen suverasnt blevet ledet af Lyngsie. Han ordnede de okonomiske forhold, afbred forhandlinger, arrangerede en skovtur og udsendte et blad. Dette ville ikke vaere muligt efter Chr. Serensens forslag, og Lyngsie beklagede da ogsa, at forslaget var fremsat, da det efter hans mening ville betyde en oplosning af DAF⁷.

DAFs hovedbestyrelse tog forst stilling til reorganisationsforslaget den 7. august 1925. Chr. Sorensens forslag faldt med 8 stemmer mod 11, hvorimod en udtalelse fra Lyngsie fik 11 stemmer mod 98.9⁸. Hermed havde et meget lille flertal i hovedbestyrelsen ikke onsket at reducere formandens magt. Men dette viser ogsa den store utilfredshed, mange af hovedbestyrelsens medlemmer nserede mod formanden efter konflikten. Af de 8 medlemmer, der stottede Chr. Sorensens forslag, havde de 7 i Vejle stemt for maeglingsforslaget.

Med denne uenighed i hovedbestyrelsen skulle forslaget til endelig debat pa DAFs 17. kongres i September 1925. Inden reorganisationsforslaget kom til debat pa kongressen, havde denne vedtaget en udmeldelse af De samvirkede Fagforbund med 208 stemmer mod 166, og denne udmeldelse skete pa trods af Lyngsies, hovedbestyrelsens og de kommunistiske delegeredes onske om en forbliven. Lyngsie havde onsket at forblive i DsF pa visse betingelser, men utilfredsheden med hovedorganisationen var for stor⁹.

I 1926 forte DAF og DsF forhandlinger om arbejdsmaendenes forbliven, men udmeldelsen blev opretholdt pa en kongres med en snasver majoritet pa 194 stemmer mod 188¹⁰. Ferst i 1929 meldte DAF sig atter ind, men denne beslutning blev kun vedtaget med fa stemmers flertal pa den 19. ordinaire kongre s¹¹. Konflikten i 1925 havde skabt store sar.

Selv om udmeldelsen blev vedtaget pa trods af Lyngsies onske, kan den kun ses som en sejr for formandens linje over for DsF. Lyngsie sejrede ogsa i reorganisationsdebatten, hvor Chr. Sorensens forslag faldt ved en afstemning ved handsopraekning. Et forslag stillet af formanden og hovedbestyrelsens flertal om branchevise valg blev vedtaget, og hermed var der kun foretaget en mindre aendring af forbundets struktur.

Debatten var ikke sa meget et sporgsmal om reorganisation eller ej, men et
sporgsmal om et tillidsvotum til Lyngsie. Dette lagde denne klart op i sin ordforertale,da
han sagde, at »det man naede ved mindretallets forslag, var kun,

---

7. DAF protokol 30/6 1925 (FU-mode).

8. DAF protokol 7/8 1925 (eks. HB-mode).

9. DAFs 17. kongres, p. 244-252.

10. DAFs 18. kongres, p. 20.

11. DAFs 19. kongres, p. 231. Der blev afgivet 180 stemmer mod 175.

at vor fremtidige formand blev en formand med papirkrone, en formand man
kunne skyde alt over pa, men som ingen myndighed havde. En sadan papirkroneville
taleren ikke baere og en sadan rolle ville han ikke spille...«

DAFs 17. kongres var altsa en afgjort sejr for Lyngsie. Hans magt forblev übeskaret, hans linje havde sejret med udmeldelsen, og selv om hans beretning var blevet kritiseret, var den enstemmigt blevet vedtaget under bifald. Endelig havde kongressen enstemmigt vedtaget en resolution, der misbilligede Marinus Kristensens Roskildetale, »idet kongressen fastslar, at Marinus Kristensens udtalelser om vort forbunds formands stilling under kampen var i modstrid med de danske arbejdsmaends stilling til Lyngsies forelse af kampen «¹².

Chr. Serensen trak sig tilbage som forstesekretser og »begrundede dette nsermere«¹³. Chr. Sorensens tilbagetrasden ma ses i sammenhaeng med modsaetningen til Lyngsie. Den 21. September sendte Chr. Sorensen et brev til DsF, i folge hvilket han nedlagde sit mandat i forretningsudvalget. Af brevet fremgar, at Chr. Sorensen var tradt tilbage, uden at han havde nogen anden stilling¹⁴. Chr. Sorensen fik dog nyt arbejde. I december 1925 blev han kommunalrevisor i Kebenhavn¹⁵, og aret efter kom han med i bankradet (bestyrelsen) for Arbejdernes Landsbank¹⁶.

De, der havde habet, at Lyngsie ville lide nederlag, var blevet skuffet, og
med DAFs kongres dode diskussionen om storkonflikten i 1925 langsomt ud.

VII. KONKLUSION

Lyngsies mal i 1925 var helt klart at undga den generelle losning. I denne
kamp var DA klart hans modstander, men som konflikten skred frem, kom
DAF ogsa til at sta over for DsF og regeringen.

Den generelle ordning var til ugunst for de lavestlonnede, og i denne sammenhaeng er det bemaerkelsesvaerdigt, at ingen andre i DsFs ledelse - at domme efter det foreliggende kildemateriale - havde gjort noget forsog pa at kaempe imod den af arbejdsgiverne onskede samlede losning.

Uden at have kildebelseg kan der fremsaettes den hypotese, at DsFs ledelse,
der onskede kompetence til at indga overenskomster om lonforholdene pa de
enkelte forbunds vegne, havde indset, at en sadan kompetence nemmest kunneblive

---

12. DAFs 17. kongres, p. 200-201.

13. DAFs 17. kongres, p. 259-260.

14. DsFs arkiv. Sag 194-258f. 1924-25. Lag: Sag 223.

15. Soc-Dem 18/12 1925, p. 8.

16. Bengtsson, (1969), p. 125.

nebliveen realitet, jo mere generelle overenskomstordningerne blev. Konflikternei begyndelsen af 1920'erne ma have bestyrket DsF (og Forligsinstitutionen)om, at sammenkaedningen var en kendsgerning, og at De samvirkendes eneste vaben mod Arbejdsgiverforeningens samlede front var en udvidelse af DsFs myndighed¹. En situation som i 1925, hvor et meget lille fag ved at stemmeimod et af de 22 masglingsforslag, teoretisk set kunne opretholde en storkonflikt,matte i hoj grad vaere uonsket af DsF.

Men officielt blev kompetencesporgsmalet ikke diskuteret i fagbevasgelsen
for 1931, selv om forst og fremmest DA i resten af 1920'erne forsogte at styrke

Konflikten i 1925 viser mange tendenser i retning af de forhold, der - ganske
vist under andre okonomiske realiteter - blev fastslaet i 1930'erne.

Kompetencesporgsmalet blev afsluttet i 1934, da staten med Forligsmandsloven legitimerede sammenkaedningen af overenskomsterne, idet alle forbund under DsF nu samlet skulle vedtage eller forkaste et maeglingsforslag. Endvidere blev den tvungne voldgift, der havde vist sit ansigt i 1925, en ofte benyttet forholdsregel i 1930'erne.

Da der mangier kvalificerede undersogelser over de faglige forhold i perioden fra 1925 til 1930, er det svaert at vurdere, hvilken »laere« de implicerede parter drog af konflikten, i saerdeleshed da deter svaert at adskille de nye okonomiske forholds betydning fra frygten for en ny storkonflikt.

Hvilken laere DAF drog af konflikten, vides desvaerre ikke, men forbundet ser ud til at have tilnasrmet sig De samvirkede i mange konkrete situationer i den periode, arbejdsmaendene stod uden for DsF. At Vilh. Nygard afloste Carl F. Madsen som formand, ma ogsa have spillet en vis rolle for Lyngsie.

Det ser dog ud til, at DsF rent faktisk tog hensyn til DAFs krav om forbedringer til de lavestlonnede. Poul Frank Jorgensen mener i DsFs politik efter 1925 at kunne spore en mere bevidst social linje gaende ud pa at mindske lonfaldet for de lavestlonnede grupper, men de konkrete resultater af en sadan solidarisk lonpolitik var sma².

Dansk Arbejdsgiverforening var nok den organisation, der mest direkte overvejede storkonfliktens betydning, idet foreningen efter 1925 og formodentlig indtil 1930'erne aendrede sin taktik. Hvor de store lockouter tidligere havde vaeret foreningens staerkeste vaben, var dette blevet et tveaegget svaerd, der havde skabt uro i organisationen.

Langkjasr udtalte nemlig pa et forretningsudvalgsmode i april 1926:

---

Kapitel VII.

1. Jergensen (1975), p. 43.

2. Jorgensen (1975), p. 51-52.

»Taleren [Langkjaer-TS] havde det sidste ar hort sa meget fra de fag, der var i sympatiaktion, at han vidste, at disse hellere ville yde okonomisk stotte i stedetfor at komme i arbejdsstandsning. Han troede, at man i fremtiden skulle Soge at undga de store arbejdsstandsninger derved, at de, der ramtes, holdt pinenud sa laenge som muligt; men i sa fald var det nodvendigt at stotte dem«.³

Storkonflikten er normalt blevet betragtet som et nederlag for DAF, hvilket ogsa er rigtigt, for sa vidt som det ikke lykkedes at undga en generel ordning, og det ikke lykkedes at opna storre forbedringer ved en fortsat konflikt, men hvis fredsperioden 1926-30 ogsa skyldtes, at DA ikke - som i 1921, 1922 og 1925 - »turde« erklaere store lockouter, fremtraeder storkonflikten i et helt andet lys.

Deter saledes et abent sporgsmal, hvorvidt arbejderne - hvis storkonflikten
ikke havde fundet sted - ellers ville have vaeret nodt til at acceptere endnu
storre lonnedsasttelser i resten af 1920'erne, end tilfeeldet var.

---

3. DA FU protokol 22/4 1926, p. 200.

Kilder og Litteratur.

1. UTRYKTE KILDER.

A. Faglige institutioner:

ARBEJDERNES F^LLESORGANISATION I FREDERIKSHAVN.

Fasllesorganisationens arkiv.
Forhandlingsprotokol 1917-1926.

ARBEJDERNES F^LLESORGANISATION I KOBENHAVN.

ArbejderbevEegelsens Bibliotek og Arkiv.
Forhandlingsprotokol 1925-1931.

CENTRALORGANISATIONEN AF METALARBEJDERE I DANMARK.

Metalarbejderforbundet i Danmarks arkiv.
Forhandlingsprotokol 1921 - 1944 (ikke benyttet).

DANSK ARBEJDSGIVERFORENING.

Erhvervsarkivet.
Referater, tryksager, korrespondance mv. om overenskomstforholdene i 1924 og
1925.
Forretningsudvalgsprotokollen 1924, 1925 og 1926.
Hovedbestyrelsesprotokollen 1924 og 1925.
(protokollerne i DAs besiddelse).

DANSK ARBEJDSMANDSFORBUND.

Specialarbejderforbundet i Danmarks arkiv.
Referater af Forbundsledelsens moder fra 15. maj 1923 til 20. december 1929.
Cirkulaerer 1924 og 1925 (heri referater af delegeretmoder 1924 og 1925).

DANSK SMEDE- OG MASKINARBEJDERFORBUND.

Metalarbejderforbundet i Danmarks arkiv.
DSMFs protokol for tiden 4. november 1922 - 28. marts 1925 og 4. april 1925 - 8.
oktober 1927.
I pakken »Overenskomstforla£ngelsen 1922 og 23. Overenskomstsituationen 1924-25.
og strejken 1925 (forkortet: Overenskomstsituationen 1924-25) findes
i laeg: »Referater og huskesedler fra moder under overenskomst- og lockoutsituationen
1924-25« en dagbog af I. A. Hansen. (forkortet: I. A. Hansens dagbog).

LANDBRUGSRAADET.

Erhvervsarkivet.
Div. pakker med materiale vedrorende landbrugets stilling under transportstrejken.
(ingen forhandlingsprotokoller).

LANDBRUGSRAADETS FEMMANDS-UDVALG.

Eksport-Svineslagteriernes Salgsforenings arkiv. Div. kasser med materiale vedr. organiseringen af den »frivillige« arbejdskraft, udvalgets sekretaer, Fr. Jensens arbejde i Esbjerg under transportstrejken, og beretninger fra udvalget.

SAMMENSLUTNINGEN AF ARBEJDSGIVERE INDENFOR JERN- OG

METALINDUSTRIEN.

Erhvervsarkivet.
Forhandlingsprotokol 1924 og 1925.
Korrespondance, tryksager, beretninger vedr. konflikten.

DE SAMVIRKENDE FAGFORBUND I DANMARK.

Arbejderbevaegelsens Bibliotek og Arkiv.
Skrivelser, notater, cirkulaerer, tryksager m.v. vedrorende overenskomstsituationen
i 1925.
Forhandlingsprotokol 20/2 1924 - 31/3 1925 og 15/4 1925 - 29/9 1926.

B. Statslige institutioner:

ERHVERVSMINISTERIET.

Rigsarkivet.
Intet af interesse for emnet.

JUSTITSMINISTERIETS 3. EKSPEDITIONSKONTOR.

Rigsarkivet.
Intet af interesse for emnet.

LANDBRUGSMINISTERIET.

Rigsarkivet.
Div. skrivelser vedr. landbrugseksporten under konflikten.
(Landbrugsministeriets udforselsjournal (L.U.J.) sag nr. 1340: Udforsel af landbrugsprodukter
under strejken).

SOCIALMINISTERIETS 1. KONTOR.

Rigsarkivet.
Intet af interesse for emnet.

STATENS FORLIGSM^ND I ARBEJDSSTRIDIGHEDER.

Rigsarkivet.
»Beretning fra Statens Forligsmaend i arbejdsstridigheder for finansaret 1924-25.«
(Ikke benyttet)

STATSMINISTERIET.

Rigsarkivet.
Intet af interesse for emnet.

C. Private institutioner:

ARBEJDERNES LANDSBANK.

Landsbankens arkiv.
Forhandlingsprotokol (nr. IX) for Bankradet.

DET KONSERVATIVE FOLKEPARTI.

Rigsarkivet.
Forhandlingsprotokol 7/10 1924 - 20/10 1933 (Folketingsgruppen nr. 34).
(intet af interesse for emnet).

DET RADIKALE VENSTRE.

Rigsarkivet.
Forhandlingsprotokol for Rigsdagsgruppen 2. oktober 1923 - 10. februar 1926 (B.
1.2.).

SOCIALDEMOKRATIETS RIGSDAGSGRUPPE.

Folketingets bibliotek.
»Forhandlingsprotokol for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe 18/8 1920 -
12/2 1925 og 17/2 1925 - nytar 1928.
(ikke benyttet)

SOCIAL-DEMOKRATEN.

Arbejderbevaegelsens bibliotek og arkiv.
Forhandlingsprotokol for kontrahentforsamlingen 1922-1940.
Forhandlingsprotokol for kontrolkommiteen 1919-1925.
(Ikke benyttet)

SOCIALDEMOKRATISK FORBUND.

Arbejderbevasgelsens bibliotek og arkiv.
Forhandlingsprotokol (»Forretningsudvalgsmoder«) 1918-1927.
Div. notater af Th. Stauning.
Referater og beretninger fra Valutaradet. (Ikke benyttet)

VENSTRE.

Rigsarkivet.
Protokol for 15/10 1924 - 30/10 1925. (»Venstrepartiet« IX) - fotokopi.
(Ikke benyttet)

D. Enkeltpersoner:

BORDING, KRISTEN.

Rigsarkivet.
Dagbog 1924-26. (se under trykte kilder).

BORGBJERG, FREDERIK H. J.

Rigsarkivet.
Intet af interesse for emnet.

BRAMSNiES. CARL V.

Rigsarkivet.
Intet af interesse for emnet.

HANSEN. I. A.

Metalarbejderforbundet i Danmarks arkiv.
Dagbog 1924-25. (se under DSMFs arkiv).

HAUGE, CHRISTEN N.

Arbejderbevaegelsens bibliotek og arkiv.
Manuskripter i Staunings arkiv (se dette).

JENSEN, JENS.

Arbejderbevaegelsens bibliotek og arkiv.
Intet af interesse for emnet.

STAUNING, THORVALD.

Arbejderbevaegelsens bibliotek og arkiv.
Manuskripter til div. taler og forslag.
Manuskripter af C. N. Hauge om Ministeriet under konflikten og til forskellige forslag.

STEINCKE, K. K.

Det kongelige Bibliotek.
Dagbog 1924-26.
(findes under: Utilg. 482. IV. La. Diverse fra 1920'erne).

E. Forgceves efterspurgte arkiver:

LANGKJ^R, H.
Efterspurgt af Tage Kaarsted (p. 362).

LYNGSIE, M. C.
Efter oplysninger til forf. af et barnebarn, Carl Lyngsie, er al materiale blevet
braendt af Lyngsies enke kort tid for hendes dod.

2. TRYKTE KILDER.

A. Aviser:

Behandlet for perioden april 1924 - december 1925:
Berlingske Tidende (morgen - forkortet BTM)
Berlingske Tidende (aften - forkortet BTA)
Natinaltidende (morgen)
Nationaltidende (aften)
Politiken
Social-Demokraten (forkortet Soc-Dem)
Arbejder-Bladet (udk. hver uge)

Desuden behandlet i relevante tilfaelde:
Fyns Venstreblad (Odense)
Kobenhavn
Landmands-Tidende.
(Hvor intet andet er angivet er trykkestedet Kobenhavn).

B. Fagblade, pamfletter fra organisationerne:
Arbejderen. Udg. af DsF. - ugentlig
Arbejdsgiveren. Udg. af DA - ugentlig
Arbejdsmaendenes Fagblad. Udg. af DAF - ca. hver 14. dag
Storkampen. Flyveblad, Ansh. red. M. C. Lyngsie - kun 2 numre

C. Beretninger, kongresprotokoller o. lign:
Beretning om Dansk Arbejdsgiverforenings virksomhed i tiden fra 1. maj 1924 til
18. juni 1925. (Forkortet: DA beretning 1924-25).

1. beretning om Landbrugsraadets virksomhed. 20. juni 1919 - 19. juni 1920. 1920
og 6. beretning. 1. januar 1925 - 31. december 1925. 1927. (Forkortet: Landbrugsradets
nr. beretning).

Beretning om De samvirkede Fagforbunds virksomhed. 1. april 1924 - 31. marts
1925. 1925 og 1. april 1925 - 31. marts 1926. 1926. (Forkortet: DsF beretning ar).
11. beretning om virksomheden inden for Centralorganisationen af Metalarbejdere i

Dansk Arbejdsgiverforenings Handbog. 1924-25. 1924 og Handbog 1925-26.
1925. (Forkortet: DA handbog ar).

Dansk Arbejdsmandsforbunds 16. kongres. Vejle 16. april 1925. 1925.

De samvirkende Fagforbund i Danmark. Protokol over generalforsamlingen den 5.
7. maj 1925. U. A. (1925).

Det nordiske Arbeidsgivermote i Oslo 1925. Stenografiske referater. Trykt som
manuskript for motets deltagere. 1926.

D. Litteraturfortegnelse:

Adamsen, A:Skal Arbejdsmcendene ud af D.S.F. 1926.

Bording, Kristen: Dagbog over Danmarks forste socialdemokratiske Ministerium
1924-26. 1976. (Forkortet: Bording dagbog dato)

Elmquist, Hjalmar: Industrifagene. 1931.

Galenson, Walter: Arbejder og Arbejdsgiver i Danmark. 1955.

Jorgensen, Poul Frank: De samvirkede Fagforbunds kompetencespergsmdl i mellemkrigstiden
ca. 1921-39 specielt med henblik pa forholdet mellem DsF og Dansk
Arbejdsmandsforbund. Utrykt speciale. 1975.

Kraks bla bog. 1926.

Kaarsted, Tage: Pdskekrigen 1920. 3. oplag. 1973.

Larsen, Heinrich Schlebaum: Trcek af de faglige storkonflikter i 1920 og 1925.

Ministerialtidende for Kongeriget Danmark for Aaret 1925. Afdeling A. 1926.

Steincke, K. K: Fra kele Valpladsen. Minder og meninger. Ogsa en tilvasrelse 11.
1946.

Svendsen, Emanuel: En Nyboderdrengs erindringer. Fortalt af Oskar Hansen.
1949.

Forkortelser:

Centralorganisationen: Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark

DsF: De samvirkende Fagforbund i Danmark

Sammenslutningen: Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor Jern- og Metalindustrien
i Danmark. (ogsa kaldet: Jernindustriens Sammenslutning).