Indledning

Med de 8 gronlandslove af 27. maj 1950 blev den danske kolonipolitik i Gronland lagt radikalt om. Den Kongelige Gronlandske Handels (KGH) monopol pa ind- og udforsel til landet, der havde bestaet siden 1774, blev principielt ophsevet. Dog blev KGHs forsyningspligt opretholdt, og loven gav mulighed for bibeholdelse af monopolet for visse varers vedkommende¹.

For at opmuntre til erhvervsvirksomhed fra privat side blev der oprettet et statsfinansieret erhvervslanefond, der kunne skyde op til 50% af anlsegskapitaleni private virksomheder. Det havde vaeret en af monopolets utilsigtede folger,at al erhvervsudovelse udover fangst og fiskeri var foregaet i KGHs regi. Nu skulle det gores muligt for gronlaenderne selv at etablere sig. Det skulle ogsa gores muligt for danske. Ikke blot blev afspasrringen af landet til beskyttelseaf monopolet ophaevet, sa enhver frit kunne rejse ind, men retten til erhvervsmaessigfangst, fiskeri og jagt og anden naeringsvirksomhed blev gjort fri for alle bosiddende i Gronland, og med mulighed for, at ikke-bosiddende statsborgereogsa kunne fa lov. Det blev i kommissionsbetaenkningen omhyggeligt

---

1. Lov om udovelse af erhverv i Gronland, § 16.

slaet fast, at hensigten med at abne Gronland for privat dansk erhvervsvirksomhedikke var at abne nye muligheder for dansk erhvervsliv, men at traekke folk til, denned deres eksempel og inddragelse af gronlaendere i virksomhedenkunne vaere laeremestre i erhvervsudovelse pa privat grundlag².

Selv om denne aendring i den okonomiske politik var et skridt i retning af at tilnaerme vilkarene for erhvervsudovelse i Gronland til vilkarene i det ovrige Danmark, var det ikke i sig selv noget, der berorte Gronlands koloniale status. Der havde i monopolets historie flere gange vaeret roster fremme om at afskaffe det og lade private komme til, og der blev i 1927 dannet en forening »Det ny Gronland« med det formal at lukke Gronland erhvervsokonomisk op for dansk kapital. Erhvervsudvikling i kolonierne blev da ogsa i mellemkrigstiden en fast bestanddel af engelsk og fransk kolonipolitik og havde laenge vaeret det i belgisk og hollandsk. Det nye i politikken, ogsa den danske i Gronland 1950, var, at kolonimagterne erkendte, at de nodvendige investeringer ikke kunne praesteres af kolonierne selv, men matte tilfores udefra dels af staten og dels af private. Rollefordelingen mellem disse to bestemtes af deres okonomiske muligheder og historiske tradition. Denne opgivelse af koloniernes selvfinansiering var for Gronlands vedkommende dog allerede sket fra 1946, hvor nyinvesteringerne i Gronlands Styrelses regi med rigsdagens godkendelse oversteg, hvad Styrelsen selv kunne finansiere.

Omlaegningen af den okonomiske politik forte aendringer i administrationen med sig. Mens alt for var foregaet under Gronlands Styrelse, blev den statslige indsats i nybyggeriet for den danske administration lagt under det nyoprettede Gronlands Tekniske Organisation (GTO). KGH fortsatte, men som selvstaendigt foretagende. Skole-, kirke- og sundhedsvaesen fik ogsa selvstaendige styrelser. Tilbage for Gronlands Styrelse blev den »rene« administration. I Gronland blev de to landsfogedembeder lagt sammen til et landshovdingembede, der fik storre befojelser end tidligere. I Danmark blev Styrelsen omdobt til Statsministeriets 2. departement (Gronlandsdepartementet). For havde det vaeret et direktorat under samme ministerium. Navneaendringen var sket efter gronlandsk onske og skulle symbolisere, at Gronland i mindre omfang end tidligere skulle »styres« fra Kobenhavn³.

Et laenge naeret gronlandsk onske blev ogsa opfyldt ved at sammenlaegge de to landsrad til et samt udstyre det med storre befojelser end tidligere. Og sa fik landsradet - ogsa efter eget onske - lov til at vaelge to tilforordnede til RigsdagensGronlandsudvalg. Kommunerne blev gjort storre og fik overdraget en raekke opgaver, som tidligere kolonibestyreren tog sig af. Sammen med reformeni retsplejen 1951, der stillede alle i Gronland under de samme domstole

---

2. G-50 5,1 s. 35, 37.

3. G-50, 5,1 s. 25.

mod for en for danskere og en for gronlaendere, var der saledes tale om en storre ligestilling mellem gronlaendere og danskere i Gronland og om en hojerestatus for gronlaendernes politiske organer. Men nogen ophasvelse af kolonistatusvar det ikke. Det skete forst ved grundlovaendringen i 1953, hvor den nye grundlov simpelthen slog fast, at den gjaldt »for alle dele af Danmarks rige«. Denne aendring i Gronlands statsretlige stilling kan med rette ses som et led i den nyordning, hvis formal var at ligestille gronlsenderne med danskerne og gore Gronland til en integreret del af Danmark ved at indfore danske tilstandesa vidt og hurtigt som muligt.

De brede generelle faktorer for savel nyordning som statusaendring vil derfor vaere de samme. Kravene om og til en nyordning kom fra bade dansk og gronlandsk side, og det skal i naervasrende arbejde interessere os, om ophaevelsen af kolonistatus var et krav fra gronlandsk side, eller om onsket opstod andre steder.

I den hidtidige litteratur er ophaevelsen af Gronlands kolonistatus blevet sat i forbindelse med et pres fra FNs side. Forholdet var det, at medlemslandene iflg. art. 73 e var forpligtet til at sende indberetninger om okonomiske, sociale og undervisningsmaessige forhold i de »ikke-selvstyrende omrader«, de var ansvarlig for. Danmark indsendte sadanne indberetninger for Gronlands vedkommende.

Max Sorensen mener, at FN-opsynet fremskyndede en politisk udvikling frem mod ophaevelsen af Gronlands kolonistatus, der dog nok var kommet alligevel, om end ikke sa tidligt⁴. Han begrunder det i, at indberetningspligt betragtedes som degraderende, og lader dagbladet Information i 1952 yderligere begrunde det i, at kolonidebatten i FN havde faet en »tydelig politisk« karakter, hvorfor det var bedst at lose Gronlandssporgsmalet, mens det endnu kunne gores⁵. Skont FN-sammenhaengen kun sparsomt blev inddraget i grundlovsdebatten i Danmark, sa vil Max Sorensen dog ikke udelukke, at sadanne overvejelser havde haft en vis betydning⁶. I betragtning af, at Max Sorensen 1938-47 var ansat i udenrigsministeriet og derefter var regeringens juridiske radgiver i forskellige sporgsmal, ma hans vurdering, om end den er forsigtigt udtrykt, af determinerende faktorer tillaegges betydning.

Finn Petersen er i sin afhandling inde pa de samme tanker, idet han dog udoveret onske hos den danske regering om at komme bort fra FN-kontrollen ogsa indforer et gronlandsk onske om ligestilling som forklaring pa, at statusaendringenfandt sted i 1953⁷.1 kraft af, at Finn Petersen har benyttet den danskeFN-delegerede

---

4. Denmark and the United Nations, New York 1956.

5. s. 113.

6. s. 114.

7. Gronlandssagens behandling: FN 1946-54, Odense 1975, 5.6.

skeFN-delegeredei kolonisager, Irs. Hermod Lannungs arkiv, kan han til fuldedokumentere, at netop onsket om at komme fri af indberetningspligten har spillet en stor rolle for Lannung⁸. Finn Petersens pavisning af, at der allerede i 1946 var enighed i udenrigsministeriet om, »at soge at abne mulighed for, at den (Gronland) senere kunne integreres«, holder derimod ikke⁹. Det gronlandskeonske om ligestilling er i afhandlingen ikke naermere undersogt, men det afvises dog, at »den danske regering manipulerede det gronlandske landsradtil en enstemmig tilslutning«¹⁰. Sa vidt litteraturen. Men forinden sporgsmaletforfolges naermere, vil det nok vaere formalstjenligt med nogle fa bestemmelser.

Statsretligt er kolonistatus ikke noget entydigt begreb. Det har ganske vist noget at gore med kolonibefolkningens politiske rettigheder, men disse var ogsa i efterkrigstiden hejst forskellige fra omrade til omrade, ligesom de aendredes over tid, og var i ovrigt ledsaget af hojst varierende levevilkar. Nogen formal definition skal derfor ikke forsoges. Afgorende for bestemmelsen i dette arbejde er, om moderlandet erkender, at nogle omrader, hvor det har politisk suveraenitet, har kolonistatus.

Gronlands koloniale stilling var uproblematisk erkendt af samtiden.

Den var karakteriseret ved:

1. den danske lovgivningsmagt lovgav for Gronland, selv om gronlaenderne
ikke var repraesenteret i rigsdagen,

2. den gronlandske befolkning havde dansk indfodsret, men stod under den
saerlige gronlandske ret,

3. grundloven (1920) gjaldt ikke for Gronland. Saledes specielt ikke § 78 om
anholdelse og faengsling og § 80 om ejendomsretten11.

Samtidens erkendelse af den koloniale status fremgik ogsa af, at Gronland i efteraret 1946 af den danske regering blev anmeldt over for FN som faldende ind under pagtens kap. XI Ikke-Selvstyrende-Omrader, altsa koloni¹². Eftersom denne tilstand var erkendt som kolonial status, matte der ske aendringer heri, for koloniforholdet kunne pastas ophaevet.

---

8. s. 14, 17, 26, 29, 8 If.

9. s. 93 n. 1. Pavisningen er noget übetsenksomt fremhaevet i min anmeldelse i Historie XI, 4 1976 s. 564, men kilden er problematisk. Den bestar kun af en side 6 af et modereferat og kan i sin foreliggende form vanskeligt vaere skrevet i 1946. Den er skrevet med den i 1948 indforte ny retskrivning, endog pa skrivemaskine med bolle-a. (Lannungs arkiv VII, 4, 12 (f.))- Ved udenrigsministeriets venlige bistand er kilden blevet identificeret som en del af et 7 siders referat af et mode 28. sep. 1951. (Udenrigsministeriet til Axel Kjaer Sorensen 20. jan. 1977 jr. nr. 99 I 145). Som det skal vises, havde sporgsmalet da laenge vaeret fremme i debatten.

10. s. 8.

11. G-50 bd. 2 s. 8.

12. Forste rapport afleveret 11/7-1947. UN Gen. Ass. Dok. A/324.

I debatten om statsretlig integration og nyordning overhovedet optradte forskellige aktorer. Pa dansk side spillede Gronlands Styrelse en vigtig rolle i debatten. Styrelsens politik var naturligvis udstukket af politikerne. Ikke alene i kraft af loven om Gronlands Styrelse af 1925, men ogsa ved at blive udfort under ansvar over for statsministeren (fra 1933). I sporgsmalet om en nyordning for Gronland delte Styrelsens embedsmaend sig i to hovedgrupper, der bade pa embeds vegne og privat deltog i debatten. Gruppen, der gik ind for en nyordning af omfattende karakter, havde sit tyngdepunkt hos de folk, der havde gjort adskillelsestiden 1940-45 med i Gronland. Landsfoged Eske Brun var en ihaerdig fortaler for denne gruppe. Mod den stod en mere konservativ gruppe med Styrelsens direktor, Knud Oldendow, i spidsen. De ville nok ga ind for erhvervsudvikling i Gronland, men langsomt, sa gronlaenderne kunne folge med, og aendringer i styreformen var der intet ojeblikkeligt behov for. Der kan ikke her gores nojere rede for gruppernes sammensaetning og synspunkter og heller ikke for, hvordan de stod i sporgsmalet om en aendring i Gronlands statsretlige stilling. Generelt gar det an at haevde, at Gronlands Styrelse indtil 1/1 1947, hvor Eske Brun blev vicedirektor i Styrelsen (enedirektor fra 1/1 1949), var en bremsende faktor for en nyordning.

Danske politikere deltog i den forste tid efter krigen kun lidt i debatten. Der var andre vigtige sporgsmal, der skulle loses, og Gronlandspolitikken blev traditionelt varetaget af Gronlands Styrelse. Ganske vist havde der siden 1925 siddet et Rigsdagens Gronlandsudvalg, men der syntes ikke fra rigsdagens side at vaere den store interesse for sagen. I nov. 1945 trak professor Ellinger sig tilbage fra formandsposten efter at have vaeret med i hele perioden. Han var da 88 ar og var gaet ud af landstinget i 1932. Forst med den socialdemokratiske regering fra nov. 1947 kom sporgsmalet pa regeringsplan, og statsminister Hans Hedtoft syntes at have taget et helt personligt initiativ i febr. 1948 ved i Gronlandsudvalget at foresla adgang for dansk privatkapital under statskontrol til Gronland. Den statsretlige integration var pa dette tidspunkt rejst i debatten, og Hedtoft tog den senere pa aret med i sit program.

Med efterkrigstidens stigende Internationale pres mod kolonialisme havde Danmark en naturlig interesse i at komme fri af forholdet, men jo heist pa en sadan made, at dansk suveraenitet over Gronland sikredes. En made at gore det pa var at integrere Gronland i Danmark og give den gronlandske befolkning valgret til rigsdagen.

Representation i rigsdagen gjorde det ikke alene. Det kunne man godt have, uden at Gronland ophorte med at vaere koloni. Fortilfaelde eksisterede i den franske 1946-forfatning, hvor samtlige indbyggere i imperiet fik fuld borgerret og valgret til Nationalforsamlingen, dog var »les territoires d'outremer«pa ingen made repraesenteret proportionalt med deres folketal¹³. Trods

denne statsretlige »ligestilling« fremsendte Frankrig ar efter ar frem til slutningenaf 1950-erne rapporter om udviklingen i det franske Afrika til FN og anerkendte dermed iflg. FN-pagten art. 73e, at omraderne var »ikke-selvstyrende «¹³, og altsa i daglig tale kolonier.

For de erhvervskredse i Danmark, der onskede abning af Gronland, var en
ophaevelse af Gronlands kolonistatus ikke nodvendig, men kunne da vaere et
argument mod en saerbeskyttelse af landet.

Alt i alt ma de danske interesser bestemmes som positive over for en statsretlig integrering af Gronland, nar man forst havde besluttet sig til at lade staten investere i stort omfang og lade private gore det samme. Det kunne kun understrege det faste tilhorsforhold til Danmark.

Fra gronlandsk side var der en klar udtrykt interesse for en nyordning af forholdene i Gronland. Man onskede kraftigt en haevelse af levestandarden, og pa baggrund af verdenskrigens gunstige konjunkturer for gronlandske produkter mente man ogsa, at den kunne basres af den gronlandske produktion, nar blot der ved hjaelp udefra kunne investeres i et moderne produktionsapparat. Samtidig havde adskillelsen gjort de gronlandske politikere mere selvbevidste. De mente sig nu i stand til at overtage mere af styret selv. Der var dog ikke tale om nogen losrivelsesbevaegelse. Den udtrykte hengivenhed for Danmark var stor. Tegn pa det modsatte findes kun som andenhandsrygter gaende ud pa, at der vistnok i begyndelsen af krigen havde vaeret nogle unge mennesker, der onskede en tilknytning til USA fremfor til Danmark, men de skulle vaere kommet pa bedre tanker¹⁴.

De gronlandske politikere - og det vil isaer sige landsradsmedlemmer - var ikke nogen helt homogen gruppe. Faelles var dog onsket om tilknytningen til Danmark, og faelles var onsket om en haevelse af levestandarden i Granland og en aendring i relationerne, der gav dem selv storre indflydelse. Men de kunnevaere mere eller mindre dristige i at kraeve den gamle paternalistiske politik med dens beskyttelse af grenlsenderne ophaevet til fordel for en ligestillingspolitik.Tre fjerdedele af landsradsmedlemmerne var ansat i den danske administration,og der kunne jo vaere tale om en loyalitet med Gronlands Styrelses ledelse, der netop i den forste tid var forbeholden over for en aendring. Man skal nok heller ikke underkende de ansattes forsigtighed med at bringe sig i modsaetning til den ledelse, der bestemte over deres videre karriere. Med hensyntil ophaevelsen af kolonistatus som led i en nyordning, sa kunne det vel have sine fordele, idet en diskriminerende forskelsbehandling kunne udlaegges som vaerende lige sa absurd, som hvis den blev Fyn eller Bornholm til del. Endvidere kunne en deltagelse i danske politiske organer give en direkte adgangtil

---

13. Om forfatningen: Albertini s. 449-53. Om indberetningerne: UN Yearbook for disse ar.

14. Gudrun Kristiansen, laege i Umanak, i interview i Kolding Socialdemokrat 26/9-45.

gangtilat pavirke danske politikere uden om Granlands Styrelse. Pa den andenside kunne kolonistatus med deraf folgende international bevagenhed (isasr i FN) hypotetisk sikre dem mod danske overgreb pa gronlandske interesser. Tankegangen var ikke helt fremmed i Gronland. Da det hele var overstaet, og FN i 1954 havde anerkendt ophor af indberetninger om Gronland, spurgte Jorgen Olsen i landsradet forsigtigt formanden, om det i en given situation var udelukket at indsende en rapport til FN, safremt Gronland kunne onske at klage¹⁵.

En slags frygt for det ukendte kunne vel ogsa spille ind. Hvis en statsretlig integrering betod, at danske love uden videre skulle gaelde i Gronland, sa ville den nedvendige hensyntagen til de saerlige gronlandske forhold jo ikke vaere til stede.

Udfra ovenstaende interessebestemmelse kunne man forvente et stadigt dansk pres i retning af ophaevelse af Gronlands kolonistatus og en mere behersket gronlandsk imodekommenhed med hensyn til det statsretlige aspekt af nyordningen, men ikke nodvendigvis modstand eller modvilje.

Debatten 1945-48

Fra gronlandsk side indeholdt debatten om en nyordning i den forste tid efter »genforeningen« ingen direkte onsker om en statsretlig sammenlaegning af Gronland med Danmark. Uden selv at opstille hvilken stilling Gronland dels havde, dels burde have, skrev gronlaenderen Frederik Nielsen, seminarielasrer i Godthab:

»Vi vil stille krav om, at Gronlands forbindelse med Danmark bliver klart praeciseret...
Udgor vi en del af Danmark med dansk indfodsret, eller udgor vi en kolonibefolkning
med specielle love?«16

Han onskede en naermere tilknytning.

Tydeligere fremstod integrationsonsket hos Augo Lynge, ogsa seminarielaereri Godthab, idet hansom det gronlandsk-nationale mil onskede, » ... social, politisk, okonomisk og kulturel ligestillethed« inden for det danske rige, »af gronlaenderen at gore en god, dansk borger«. Han udtrykte selv tvivl om, at det var alles onske, men satte sin lid til »at dette er tidens tanker hos dem, der forsoger at tasnke«. isaLynges mal var i overensstemmelse med hans fremtidsromanfra 1931 »Ukiut 300-ngornerat« (300 ar efter), hvor han forestilledesig

---

15. LR- 55 s. 39.

16. GP 1/6-45 s. 122.

16a.GP 1/11-45 s. 225.

desigGronlands direkte indlemmelse i den danske stat¹⁷. Hans forudanelser kom til at holde stik. Pa landsradenes faellesmode i aug./sep. 1945 stillede landsfogedmedhjaelper Peter Nielsen, Godhavn, ganske vist forslag om Gronlandsom selvstaendigt amt, men det fremgar tydeligt af sammenhaengen og den sluttelige resolution, at der hermed taenktes pa en centralledelse i Gronland - i modsaetning til de eksisterende 2 landsfogedembeder og de 2 landsrad - med en storre beslutningskompetence end hidtil kendt¹⁸. Det naermeste man kom, var i samme resolution at onske »en fast repraesentation i Rigsdagens Gronlandsudvalg« for at udvikle samarbejdet mellern landsradet og den danskeregering og rigsdag.

De interne gronlandske droftelser kan ikke folges, sa hvorvidt sporgsmalet om representation i rigsdagen havde vaeret droftet vides ikke. Frederik Nielsen og Augo Lynge var ikke medlemmer. De deltog dog senere som suppleanter i 1949.

Under alle omstaendigheder ma landsradets onske om kontakt til gronlandsudvalget ses som et forsog pa at pavirke det danske politiske system uden om Grenlands Styrelse. Landsradet bemyndigede en 6-mands delegation til at rejse til Danmark og fore de indledende forhandlinger om en lovaendring.

Det var kendt og bemaerket uden for landsradet, at man ikke kraevede regulaer rigsdagsrepraesentation. Pa et diskussionsmode den 14. febr. 1946 i Det gronlandske Selskab, stillede maleren Gitz-Johansen (dansker) forslag om, at gronlaenderne skulle have deres egen repraesentant i den danske rigsdag. Referenten (eller redaktoren) bemaerkede, at det var »en tanke, der dog naeppe deles af gronlaenderne i ojeblikket«¹⁹. Og det kommenteredes heller ikke af andre.

Ankommet til Kobenhavn holdt landsradsdelegaterne et pressemode, hvor onskerne om centralisering af administrationen i Gronland og indforelse af I landsrad i stedet for de davaerende 2 stod i forgrunden. Selv om mange detailonsker ogsa blev naevnt, manglede dog onsket om repraesentation i Rigsdagens Gronlandsudvalg²⁰. Men det var ikke glemt. Det indgik ide krav, som de gronlandske delegerede rejste i det andet mode i udvalget 18. Jan. 1946:

»Indforelse af lov om de gronlandske landsrads repraesentation i Rigsdagens Gronlandsudvalg«.

(Modereferat i Rigsdagens Gronlandsudvalgs arkiv)

---

17. Skoledirektor Chr. Berthelsen i Bogen om Gronland (Bornemann (red.) Kbh. 1970 s. 205. (Den er ikke oversat til dansk).

18. LR-45 s. 561f.

19. GP 1/3-46 s. 40.

20. Dagspressen 21. dec. 1945. Over 30 dagblade bragte storre eller mindre reportager fra modtagelsen og presserruadet.

Sporgsmalet kom dog i forhandlingerne til at sta i skygge af debatten om bibeholdelse af centralstyret i Godthab. Det var Gronlands Styrelse meget forbeholden overfor. Det gjaldt bade dir. Oldendow og de 2 tilkaldte landsfogeder, Eske Brun og Aksel Svane. I ovrigt var den gronlandske delegerede Fr. Lynge heller ikke overbevist om rigtigheden ien centralisering²¹. Hos denne, der var udstedsbestyrer i kulmine»byen« Kutdligssat pa oen Disko i Nordgronland, ma man nok regne med, at lokalpatriotismen spillede en rolle. I tilfaelde af centralstyre matte landsfogedembedet i Godhavn jo nedlasgges, og Nordgronland regeres fra Godthab. Deter vanskeligt at se, hvor stor en rolle dette har spillet for folk i Nordgronland, men bade direktoren og de 2 landsfogeder slog netop pa dette forhold. Oldendow gik pa modet 22. Jan. endog sa vidt som at betvivle, at den enstemmige landsradsbeslutning da;kkede opfattelsen i hele Gronland. Heri fik han tilslutning fra Eske Brun naeste modeda g²². Styrelsens egne interesser i sporgsmalet om 1 eller 2 landsfogedembeder er lidt vanskelig at se. Oldendows holdning var vistnok af mere konservativ art, mens Eske Brun mente, at udviklingen gik i retning af enhed, men at man matte se tiden an et par ar²³. Diskussionen om styreformen pa moderne i jan./febr. 1946 fortes naesten udelukkende mellem Styrelsens embedsmsend og de gronlandske delegater. Rigsdagsmedlemmerne lod ikke nogen holdning til sporgsmalet skinne igennem.

I betaenkningen konkluderede de, »at tidspunktet endnu ikke er inde til den endelige behandling«. De 2 landsfogedembeder blev altsa opretholdt indtil videre. Dermed faldt ogsa et vaesentligt argument for samlingen af de 2 landsrad vaek. De blev ogsa opretholdt indtil videre. Der fandtes dog en ordning med fsellesmoder hvert andet ar²⁴.

Sporgsmalet om gronlandsk representation i Rigsdagens Gronlandsudvalg blev overhovedet ikke droftet i generaldebatten udover at blive rejst den 18. jan. Fra det underudvalg, der behandlede styrelsessporgsmal, foreligger kun referater fra safll moder, og her tages det heller ikke op. I den endelige betaenkning refereres dog til en stedfunden droftelse, hvor de gronlandske onsker var langt mere beskedne end 1945-resolutionens faste representation. Nu onskede de blot en af landsradene valgt delegation, der i pakommende tilfaelde kunne sta til disposition, safremt der matte va?re anledning til at fore forhandlinger med Gronlandsudvalget. Det havde de danske medlemmer i udvalget intet at indvende mod²⁵.

---

21. Modereferater 22. Jan., 30. jan. og 1. febr. 1946. Rgd. Grl. udv.

22. 30. jan.

23. Modereferat 1. febr.

24. Betasnkn. 46 s. 12.

25. Betaenkn. 46 s. 18.

Direktoren for Gronlands Styrelse, Knud Oldendow, forelagde selv i juli
1946 betaenkningen pa et faellesmode for landsradene, og alt hvad de udtalte
hertil var:

».. .tilfredshed med betaenkningen, selv om man havde kunnet onske, at sagerne i hele
den 5-arige periode var blevet behandlet paa f£ellesmoder.«26

Landsradets spagfaerdighed kan undre en eftertid. Gronlaenderne var ligesom ikke klar over deres politiske styrke. Danske politikere kunne naeppe have modsat sig en omlaegning af styreformen, safremt gronlaenderne havde staet fast pa det. Men det kneb det netop med for delegationen, selv om landsradsresolutionen havde vasret enstemmig. Desuden var »reformflojen« af Gronlands Styrelse i nogen grad sat ud af spillet ved ikke at deltage i selve udvalgsarbejdet. De var ganske vist tilkaldt for at give redegorelser, men gennemforelse af onskerne matte gronlaenderne detailforhandle med Oldendow. Forst efter offentliggorelse af betaenkningen i juni 1946 rykkede »reformtilhaengerne« frem og tog bladet fra munden. Isasr var det faldet dem for brystet, at det under krigen etablerede centralstyre i Grenland ikke blev opretholdt.

At nogle delegerede i udvalgsarbejdet i 1946 var rort pa et omt punkt, vidner senere afstandtagen fra 1946-betaenkningen om. Delegationens leder, pastor Gerhard Egede, betegnede saledes i december resultatet pa dette punkt som et kompromis²⁷, og mens debatten korte videre i Danmark, sad de delegerede i Gronland og matte hore, at de var blevet snydt af de danske forhandlere i udvalget. I slutningen af juni 1947 var det blevet dem for meget. De sendte et protesttelegram til Danmark, hvor de gjorde indsigelse mod beskyldningerne om »at vi er blevet taget ved naesen og kort i skoven af de danske rigsdagsmaend«²⁸. Sa sent som 1948, da man i landsradet debatterede den fremtidige styreform, gentog Egede karakteristikken af 1946-resultatet som et kompromis, de dengang matte indga²⁹.

Men ogsa under presseroret om efteraret/vinteren 1946/47³⁰ og pa Det Gronlandske Selskabs decembermode 1946 blev betaenkningen udsat for skarp kritik³¹, sa skarp, at direktoren for Gronlands Styrelse, Knud Oldendow, meldte sig ud af selskabet³². Ingen af stederne takes der dog om ophaevelse af den formelle kolonistatus, maske glemtes det i kampens hede, for kravene om lighed og ligestilling var udtalte.

---

26. LR-46 s. 623; betaenkningen skulle kun give retningslinier for en 5-arig periode.

27. GP 1/12-46 s. 244.

28. GP 16/10-47 s. 82.

29. LR 48 6. aug. s. 87.

30. Hojlund s. 27-33.

31. GS. Arsskr.-47, AKS s. 15f.

32. BT 17/1-47: Det Granlandske Selskab er blevet en sladrebule.

Skulle disse kray folges til deres logiske endepunkt, matte det jo vaere fjernelse af alle bestemmelser, der gav Gronland en saerstilling i forhold til det ovrige rige, herunder ophaevelse af kolonistatus og indforelse af grenlandsk repraesentation i rigsdagen.

Sporgsmalet om Gronlands politiske integration syntes i Danmark at vaere fremkaldt af udenrigspolitiske problemstillinger. Krigen havde draget Gronland naermere den ovrige verden. USA havde i 1941 af gesandten i Washington, Henrik Kauffmann, med landsfogedernes billigelse faet ret til at etablere baser i landet. Dem brugte de som mellemlandestationer, nar kortdistancejagerfly via Keflavik pa Island skulle overfores til den europasiske krigsskueplads. I alt oprettedes 18 sakaldte forsvarsomrader, heraf dog kun 4 egentlige flyvebaser. Dertil kom yderligere 14 vejrmeldingsstationer, betjent af danskere og gronlaendere³³.

Den omstaendighed, at der var amerikanere i Gronland, selv om de fleste var langt fra beboede steder, og at USA ingen tegn viste pa at ville opgive baserne, vakte bekymring i Danmark. Det obligatoriske sporgsmal til alle hjemvendte gronlandsdanskere i 1945 var, om gronlaendernes hu nu var vendt bort fra Danmark til USA. Alle bedyrede det modsatte, en enkelt havde dog hort sadanne rygter (jf. s. 164). Dertil kom, at den amerikanske presse gennem perioden gentagne gange kunne meddele, at snart den ene senator og snart den anden kongresmand havde stillet forslag om amerikansk overtagelse af Gronlandmed henvisning til oens strategiske betydning for forsvaret af det amerikanskefastland. Forslagene nod aldrig fremme, og de amerikanske myndighederdementerede, at de havde sadanne planer. Ogsa danske myndigheder afvistetanken om at saelge Gronland til USA. Alligevel fik de amerikanske pressemeddelelserbred daekning i den danske presse, og afstandtagen var enstemmig.I den sammenhaeng dukkede sporgsmalet om at komme vaek fra kolonibetegnelsenop. Med den udtrykkelige hensigt at tage brodden af den amerikanskeagitation stillede tidligere distriktslaege i Nordgronland, Axel Beck, forslag om at gore gronlaenderne til danske statsborgere med fulde rettigheder:»Er gronlasnderne blevet virkelige danske, politisk, retsligt og okonomisk, kan ingen kalde Gronland andet end et stykke Danmark³⁴. Det samme blev som vist (s. 165), naesten ordret sagt af Augo Lynge allerede i 1945. Der var ogsa andre, der trak pa samme hammel. Redaktor Kr. Lynge, Godthab³⁵, rejstei

---

33. Eske Bruns rapport af 12. maj 1945 til statsministeriet s. 9-11. Rgd. Grludv. arkiv, bilag til forhdl. 1946.

34. Land og Folk 16/6 1947: Vi ma udrydde kolonibegrebet pa Gronland.

35. Den sydgronlandske slasgt Lynge er stor, og der var sa vidt vides ikke noget naert familieskab mellem redakteren og seminarielaereren. Kr. Lynge havde vasret medlem af det sydgronlandske landsrad 1923-26, 1933-45 og var ogsa siden centralt placeret i grenlandsk politik. Han havde meget dansk blod i arene, men pa trods heraf eller maske netop derfor var han ret kritisk over for danske, isaer dem i Gronland, fortaeller Mikael Gam i sine erindringer (En gang Gronland, altid Gronland, Kbh. 1972).

stei1947 rundt i Danmark med et foredrag, hvori han slog til lyd for en forstaerketindsats i Gronland, i forste raekke ved at nedsaette en hurtigt arbejdendekommission til at undersoge mulighederne. Sigtet var at komme bort fra at betragte Gronland som en koloni. »Deter et stykke Danmark, og det skal det vedblive at vaere«³⁶. Kr. Lynges foredrag blev vidt og bredt refereret i aviserne.Her horte man jo en gronlaenders rost, der la pa linie med andre reformivrigesstormlob mod Gronlands Styrelse. »Vi ma bringe ofre for at bevare landet (Gronland) uden kritiske roster udefra«, som Peter Freuchen udtrykte det i en kronik i Politikken (27/9-47).

Kritiske roster! Det var ikke fra amerikanerne, de kom, i hvert fald ikke officielle. Men kolonistyre som sadan var udsat for staerk kritik i FN. Det var lykkedes forsamlingens anti-koloniale flertal (de osteuropaeiske lande, de arabiske, de asiatiske og storstedelen af de latinamerikanske) via resolutioner at bygge et maskineri op omkring behandlingen af oplysninger fra de egentlige kolonier. En procedure, der ikke var fastlagt i pagten, i modsatning til formynderskabsomraderne. Den danske forvaltning af Gronland var ikke genstand for nogen specifik kritik, men den naergaende interesse for koloniforhold og tendensen til i resolutionerne at anbefale kolonimagterne bestemte fremgangsmader matte ogsa vaere generende for Danmark, eller i det mindste kunne forudses at blive det, safremt tendensen fortsatte. Den politiker, der i FN repraesenterede Danmark i kolonisager, var Irs. Hermod Lannung (Det Radikale Venstre), og det var netop fra ham, at tanken om statsretlig integration af Gronland blev tydeligst fremfort. Efter sin deltagelse i FNs generalforsamling (16/9-29/11 1947) blev han interviewet af aviserne i begyndelsen af december.

»Jeg kan for mit eget personlige vedkommende sige, at arbejdet i hvert fald har bestyrket mig i min tro pa, at det, sa snart forholdene matte berettige dertil, vil vaere rigtigt ikke at vente med at give gronlaenderne representation i den danske rigsdag, sa Gronland fra sin stilling som koloni rykkes op til at blive en ligeberettiget del af Danmarks

hed det i Sydvestjylland's gengivelse³⁷. Fhv. statsminister Buhl, der var formandfor Rigsdagens Gronlandsudvalg, ville dagen efter hojst straekke sig til at sige: »deter meget muligt, at deter et forslag, som man bor tage op til overvejelse«for »tanken har ingensinde vaeret droftet« (Nationaltidende 4/12-47:

---

35. Den sydgronlandske slasgt Lynge er stor, og der var sa vidt vides ikke noget naert familieskab mellem redakteren og seminarielaereren. Kr. Lynge havde vasret medlem af det sydgronlandske landsrad 1923-26, 1933-45 og var ogsa siden centralt placeret i grenlandsk politik. Han havde meget dansk blod i arene, men pa trods heraf eller maske netop derfor var han ret kritisk over for danske, isaer dem i Gronland, fortaeller Mikael Gam i sine erindringer (En gang Gronland, altid Gronland, Kbh. 1972).

36. Assens Avis 17/5-47: Gronland glider kun fra os, hvis vi forsommer vor Pligt.

37. 3/12-47: Gronland bor inden laenge reprassenteres i den danske rigsdag. Denne version er foretrukket frem for andre blades mere kategoriske gengivelser, idet Sydvestjylland's mere forbeholdne og forsigtige referat antages at ligge nasrmest pa, hvad Lannung sagde.

Skal gronlaenderne have saede i den danske rigsdag?). Under applaus fra grenlaenderei Danmark (Hans Lynge 6/12 og Carl Broberg 10/12) fulgte Ekstrabladetsagen op og kunne snart meddele, at det »omfattende materiale angaendeGrenland og dets statsretlige stilling og styreform gennemgaes pa det omhyggeligste i statsministeriet...« (10/12-47: Kommission bor tage gronlandssporgsmalet op til ny droftelse). Overvejelserne i statsministeriet kan ikke folges, men meddelelsen var et forste praj om, at den nye socialdemokratiskeregering ville gore noget ved sagen.

Internt kom man ikke til at vente laenge. Pa et mode i Rigsdagens Gronlandsudvalg den 27. febr. 1948 fremlagde statsminister Hans Hedtoft sine tanker om en nyordning af de gronlandske forhold. Hans hovedtanke var at inddrage den private danske kapital i udviklingen af det gronlandske erhvervsliv for at knytte Gronland staerkere til Danmark. Men nogen asndring i det statsretlige forhold blev ikke berort³⁸. Det blev det heller ikke, da Hedtoft i Det Gronlandsek Selskab den 15. april fremlagde de samme tanker³⁹.

De naermere omstaendigheder ved Hedtofts initiativ er ikke undersogt og kan derfor ikke fremstilles her. Det skal blot anfores, at davaerende ministersekretaer, Niels Arup, senere har peget pa, at samling om en stor national opgave, skabelsen af en betydende faktor i dansk okonomi, presset fra Eske Bruns stadige pavirkning af nodvendigheden af en omlaegning og en positiv interesse hos danske fiskerikredse, der ikke i laengden kunne siddes overhorig, har vaeret den baggrund, der gjorde Hedtofts initiativ forstaeligt og muligt⁴⁰.

Gronlandsdebatten havde omkring arsskiftet 1947/48 faet en ny opblussen, foranlediget af, at Politiken bragte en nytarsenquete, hvor ledende danskgronlandske embedsmasnd staerkt havde understreget behovet for nedsaettelse af en gronlandskommission. Denne trad tog Gronlandspostens danske redaktor Kjeld Rask Therkildsen op i begyndelsen af 1948. Ved at stille sporgsmalet: »Anser De oprettelse af en Gronlandskommission for pakraevet eller ikke?« til alle embedsmaend og politikere kysten rundt⁴¹ og lobende offentliggore svarene kunne han hen i foraret taelle 70 for, 10 imod og 7 ved ikke, mens 15 ikke svarede⁴². Selv om undersogelsen overtradte alle regler for objektiv meningsmaling, blev den siden af redaktoren udlagt som de gronlandskyndiges mening₄₃. Det var forste gang, Gronlandsposten direkte Sogte at pavirke en politik.

---

38. Modereferat i Rigsdagens Gronlandsudvalgs arkiv.

39. Politiken 16. april 48: Hedtoft proklamerer ny Granlandspolitik.

40. Verdens Gang 5. arg. nr. 10 november 1951: Vor gronlandske politik s. 375-76.

41. GP 1/2-48 s. 29.

42. GP 16/5-48 s. 117.

43. GP 16/6-48 s. 135.

Imens lob den offentlige debat videre, og den indeholdt bade direkte og indirekte forestillinger om at stille Gronland lige med enhver dansk landsdel, og det var i denne sammenhaeng, formlen om Gronland som et dansk amt dukkede op. Hvor bogstaveligt dette end varment,rment, sa indebar det i det mindste en ophaevelse af Gronlands kolonistatus. Eske Brun kunne i Jan. 1948 citeres for at have sagt til Ekstrabladet, at hele arbejdet i Gronland gik ud pa at gore det til et dansk amt⁴⁴, og i sin egen artikel i Gronlandsposten 1. juni 1948 var den statsretlige integration ogsa en uudtalt konsekvens af hans afsluttende bemaerkninger om i enhver henseende at ligestille gronlaenderne med andre danske borgere (s. 125).

Tanken voksede sig staerkere i Danmark, og den blev taget op af Det Radikale Venstre. Pa et politisk mode i april 1948 argumenterede Hermod Lannung for, at nu matte Gronland gores ligeberettiget. Der burde i det mindste i den nye grundlov vaere en lofteparagraf om gronlandsk reprassentation i rigsdage n⁴⁵. Der var altsa tale om en praecisering i forhold til hans dec-interview (jf. s. 170). Lofteparagraffen i grundloven kom til at indga i den videre debat. Pa Det Radikale Venstres landsmode i juni fremforte Lannung den igen, og begrundelserne var stadig de samme: Den truende udvikling i kolonisporgsmalet iFN kunne bringe suveraeniteten over kolonierne i fare⁴⁶. For eller pa landsmodet havde Lannung ojensynligt overvejet at ophaeve kolonistillingen straks ved den nye grundlov, idet et notat opstiller denne mulighed som et alternativ til lofteparagraffen⁴⁷. Det kan ikke her naermere forfolges, hvorfor den forste mulighed gled ud.

Fra regeringsside kom nu ogsa amtsformlen frem. Pa det pressemode, hvor statsminister Hans Hedtoft informerede om de nye planer for Gronland, som han skulle op og forhandle med landsradene om, nasvnte han, at mulighederne for en gronlandsk repraesentation i rigsdagen eller i gronlandsudvalget skulle undersoges. De to jurister, der skulle undersoge retsplejeforholdene i Gronland, skulle ogsa udtale sig om sporgsmalet at forvandle Gronland fra koloni til et dansk amt, hed det i Borsens referat⁴⁸. Mere handfast blev det hos Information til, at Gronland skulle forvandles fra koloni til dansk amt⁴⁹.

Der var stor imodekommenhed i Danmark over for dette udspil. Sa meget, at Danmarks Kommunistiske Parti havde benyttet Ritzaus klausulerede forhandsmeddelels e⁵⁰ til at lade sit forretningsudvalg vedtage og opstille som sine krav allerede den S.juli:

---

44. GP 16/2-48 s. 69.

45. Politiken 20. april 1948: Kolonistyrets tid er forbi.

46. Politiken 20. juni 1948: Gronland bor vaere en del af Danmark.

47. Lannungs arkiv I, 1, 2: Foredrag pa landsmodet m.v.

48. 10. juni 1948: Gronland frembyder en national opgave af stort format.

49. 10. juli 1948: Hedtofts Rejse - et vendepunkt for Gronland.

» ... Gronland bor gores til en ligeberettiget del af Danmark med udvidet demokratisk
hjemmestyre. Granlasnderne bor have almindelige danske statsborgerrettigheder,
derunder adgang til at vaelge repraesentanter til den danske rigsdag .. .«51

Bortset fra en advarende rest fra Kristeligt Dagblad mod at forsoge at gore gronlaenderne til danskere (21. juli 48), var den danske enighed stor, og man forudsa nasppe nogen indsigelse fra landsradets side. I hvert fald meddelte man FN i beretningen for 1947, afleveret 13.8.1948, at sagen om gronlandsk representation i rigsdagen var ved at blive undersogt: »it is the intention of the Danish Government to inquire during 1948-49 into the question of establishing Greenland as a part of Denmark and on equal footing with the rest of the kingdom«, hed det i generalsekretaerens resume⁵². Det gik ikke videre end Hedtofts udtalelser pa pressemodet den 10. juli, men ville naeppe have vaeret naevnt, hvis man pa affattelsestidspunktet ikke havde vaeret sikker pa, at det ogsa var landsradets onske.

Frem til forelaeggelsen for landsradene i august 1948 af planerne for en nyordning i Gronland var sporgsmalet om statsretligt at integrere Gronland i Danmark for at skabe den staerkest mulige tilknytning blevet klart formuleret i Danmark i slutningen af 1947 som en del af den debat, der fortes om en nyordning overhovedet. onsket syntes udsprunget af den bekymring, den stadige tilstedevaerelse af de amerikanske baser vakte, og en frygt for, at kolonidebatten i FN kunne udvikle sig i en übehagelig retning. Enkelte gronlaendere havde ogsa ytret sig til fordel for en statsretlig integration. Augo Lynge ved et selvstasndigt initiativ i sommeren 1945 (jf- s. 165), og Hans Lynge og Carl Broberg som en tilslutning til Hermod Lannungs udspil i december 1947. Ogsa Kr. Lynges foredrag i sommeren 1947 ma siges at ligge pa den linie (jf. s. 170). Men hvad sagde gronlaendernes politiske representation, landsradene? Udover i 1945 at onske representation i Rigsdagens Gronlandsudvalg, hvilket, som naevnt, ikke kom i stand, var sporgsmalet ikke pa dagsordenen pa moderne i 1946-47.

Det statsretlige problem i den store grønlandskommission 1948-50

I begyndelsen af august 1948 deltog statsminister Hans Hedtoft i de gronlandskelandsrads faellesmode for at forelaegge dem planerne for en nyordning efter de retningslinier, som han i lobet af aret havde faet tilslutning til i Danmark.Statsministerbesog i Gronland var sjaeldne foreteelser. For Hedtoft havdekun

---

50. Denne sammenhseng fortalt i Kristeligt Dagblad, Nationaltidende og Information den 9. juli 1948.

51. Land og Folk 9. juli 48: Grenland bor gores til en ligeberettiget del af Danmark.

52. UN/GA doc. A/570 s. 2.

dekunStauning vaeret deroppe i 1930, og nar Hedtoft selv tog af sted, kan det vel kun ses som et onske om at forlene fremlaeggelsen med sa megen autoritet, som det var muligt at etablere. Hovedsagen var naturligvis omlasgningen af den okonomiske politik, men der blev ogsa plads til at tage det statsretlige med. Idet Hedtoft henviste til den seneste tids tale fra gronlandsk og dansk side om mere ligestilling »og at man muligvis burde give Grenland en repraesentantpa den danske rigsdag«, spurgte han landsradene, hvad deres stilling var til det⁵³.1 landsradenes svar dagen efter (den 5. aug.), fremlagt af Gerhard Egede, udtaltes det, at man gerne ville have ligestilling i borgerlige rettigheder, men over for repraesentation i rigsdagen var man mere forbeholden:

»Pa grund af landets spredte bebyggelse mener landsradet ikke, at tiden er inde til, at den gronlandske befolkning repraesenteres af et enkelt medlem i den danske rigsdag, men landsradet vil anse det for betydningsfuldt at have repraesentanter i Rigsdagens Gronlandsudvalg, valgt af landsradet blandt dets medlemmer for hver valgperiode«⁵⁴.

Det har naeppe et kardinalpunkt for danskerne, om der skulle vaere en eller to reprsesentanter for Gronland i rigsdagen. Men i moderne uden for dagsordenen kan Hedtofts: »en repraesentant pa den danske rigsdag«, jo vaere blevet forklaret som en og kun en. Set i sammenligning med Faeroernes 2 repraesentanter kunne det vaere rimeligt nok, for der boede dobbelt sa mange vadgere. Deter naesten for fantastisk en tanke, at ophaevelsen af Gronlands kolonistatus glippede i 1948 pa grund af sproglige misforstaelser. Henvisningen til landets spredte bebyggelse var formentligt et udslag af den eksisterende tvedeling af landet i administrativ og politisk henseende og samtidig en pastand om, at forskellene var sa store, at en enkelt person ikke kunne varetage bade Sydens og Nordens interesser. Hvor dybt forskellene stak, kan ikke afgores her, men nogen rolle har de spillet, nar de kunne bruges i en begrundelse. Hvorom alting var, sa blev positionen fra 1945 opretholdt: repraesentanter i Rigsdagens Gronlandsudvalg. Hofligt blev tilbuddet om repraesentation i rigsdagen afslaet, men jo ikke afvist, at det til sin tid kunne komme pa tale.

Landsradene sagde ja til de ovrige elementer i nyordningen, og det var det vaesentligste. Fa haeftede sig ved det lillebitte skar i lykken, som afvisningen af rigsdagsrepraesentationen var. Peter Freuchen bemaerkede dog, at landsradene af hensyn til udlandet burde have onsket gronlaenderne som fuldgyldige danske statsborgere, sa betegnelsen »koloni« kunne forlades. »Udlandet« specificeredes som USAs forsvarsstrategiske interesse i Gronland. Skulle noget ske, »ville det vaere godt, om Gronland var et led i det danske rige«⁵⁵.

---

53. LR-48 s. 76.

54. LR-48 s. 79.

55. Peter Freuchen i GP 1/12-48 s. 199-202, En guvernor pa Gronland.

Den store gronlandskommission blev nedsat den 29. november 1948, og de gronlandske delegater ankom til Kobenhavn i januar 1949. Den kobenhavnske presse daekkede begivenheden og kunne citere gronlaenderne for mange detailonsker, men ingen angaende statsretslige sporgsmal. Alene i Informations sammenfatning af deres politiske onsker blev det bragt pa bane:

» ... og ophaevelse, straks eller snart af Granlands kolonistatus, sa landet bliver en
selvstasndig del af Danmark, enten som amt eller som mere selvstyrende omrade, og
med ret til at sende repra;sentanter til den danske rigsdag«56.

Den palydende vaerdi gik videre end landsradsvedtagelsen. Delegaterne har
naeppe udtalt sig sa kategorisk.

Det var underkommission I, der skulle tage sig af bl.a. det statsretlige forhol d⁵⁷. Pa det forste mode 9. febr. 1949 indeholdt Eske Bruns oplaeg klare forestillinger om ophasvelse af kolonistatus. Problemstillingen var iflg. Brun et sporgsmal om, »hvorvidt Gronland skulle vaere en koloni eller et amt, eller man skulle finde et mellemstandpunkt«. Der var for ham dog ingen tvivl om, at Gronland skulle na en hojere stilling i faellesskabet med Danmark. Loyalt fremforte han landsradets hidtidige indvendinger mod amtsstatus og representation i rigsdagen, og han fortsatte:

»Da man kan forudse, at der snarest vil blive tale om en grundlovsasndring, ma det blive et spergsmal, om der ikke burde soges indsat en lofteparagraf i en eventuel ny grundlov gaende ud pa, at det ved lov kunne bestemmes, at Granland blev repraesenteret i rigsdagen med et mandat«⁵⁸.

Det Radikale Venstres tanker syntes at have slaet igennem (jf. s. 172), og forestillingenom et mandat haengte stadigvaek ved. Dermed var formlen »lofteparagrafi grundloven« til senere udfyldning ved lov fort ind i kommissionens arbejde.Et par af embedsmsendene stottede direkte Bruns forslag, ingen talte imod, og ingen af gronlgenderne i underkommissionen kommenterede det. Hellerikke

---

56. Information 17. januar 1949: Grenlsenderne onsker ikke flere »halve« losninger.

57. Hvad der foregik i kommissionen fik offentligheden iflg. kommissionens egen beslutning (GP 1/4-49 nr. 6 s. 47) at vide af landsfogedmedhjaelper Peter Nielsen, direktor Eske Brun og formanden, departementschef H. H. Koch. Denne information skete dels i form af udsendte redegerelser og dels i form af pressemoder. Dette materiale har naturligvis fundet vej til aviserne i Danmark, der dog ogsa ved samtaler med kommissionsmedlemmer skaffede sig indsigt i arbejdet. De mest udforlige referater fandtes i Grenlandsposten, der i det mindste vedrorende modet den 9/2 ma have haft det officielle referat som forlajg, idet der var lange passager med verbaloverensstemmelse. (GP 1/3-49 nr. 4 s. 48) Naervaerende forfatter har haft adgang til de officielle referater fra underkommissionen i Ministeriet for Gronland.

58. Ref. af UK i 9/2-49. Min. f. Gr.

lerikkei senere moder blev sporgsmalet taget op. Den 13. juli 1949 gennemgikman et udkast til betaenkningen, og da der heller ikke her var kommentarertil det statsretlige aspekt, ma man formode, at der var enighed herom. Udkastetblev senere pa maneden forelagt landsradet.

To pressekommentarer er af interesse. Information kunne i juni meddele, at Gronlands kolonistatus ville blive ophaevet, og at kommissionen var stemt for direkte gronlandsk repraesentation i folketinget med to (sic!) medlemmerssa. I juli, for forelasggelsen for landsradene, kunne redaktor Kr. Lynge fortaelle, at de i ojeblikket ikke onskede direkte repraesentation, men saede i gronlandsudvalget og gerne en grundlovsrevision, der gjorde senere amtsstatus mulig⁵⁹. Lynge var selv medlem af underkommissionen, sa det var sikkert de gronlandske delegaters holdning, han udlagde som landsradenes sandsynlige. Informations kilde matte folgelig vaere fra den danske side i kommissionen, da to holdningsskift hos gronlaenderne i juni og juli er ret usandsynligt pa baggrund af deres stadige afvisning af rigsdagsrepraesentation som en ojeblikkelig aktualitet. Den danske iver og den gronlandske forbeholdenhed synes smukt bekraeftet.

Landsradene samledes til faellesmode den 23. juli 1949, og Halfdan Hendriksen,
formand for Rigsdagens Gronlandsudvalg, forelagde den 29. juli i en to
timer lang 59atale kommissionens hidtidige arbejde.

Om rigsdagsrepraesentation sagde han ordret60 efter at have citeret det
gronlandske afslag fra aret for:

»Selv om sporgsmalet om en grenlandsk repraesentation pa rigsdagen ikke er aktuelt, idet der forst matte en grundlovsaendring til, for at en sadan ordning kunne gennemfores, har kommissionen dog, bl.a. under henvisning til, at erfaringerne har vist, at det ikke alene tager lang tid, men ogsa kan vaere meget vanskeligt at gennemfore en grundlovsaendring, fundet det onskeligt at henlede opmaerksomheden pa, at det vil vaere formalstjenligt, om den nedsatte forfatningskommission ville overveje i sit revisionsforslag at optage en paragraf, der giver rigsdagen kompetence til ved almindelig lovgivning at traeffe bestemmelser om Gronlands forhold«⁶¹.

Lofteparagraf i grundloven var altsa nu ogsa kommissionens indstilling, inklusive - ma man formode - dens gronlandske medlemmers. Begrundelsen var dog ren dansk, nemlig vanskeligheden ved at gennemfore grundlovsaendringer.Man ville i Danmark ojensynlig ikke risikere, at en senere grundlovsaendring,der

---

58a.24. juni-49: Gronland skal nu vaere et dansk amt.

59. Ekstrabladet 16. juli-49: Skal gronlaenderne betale skat eller forbrugsafgifter?

59a.Politiken 10. aug.-49: Godthab skuffet efter kommissionens beseg.

60. Landsradsreferater er ikke ordrette in toto, men enkelte indlaeg er. Dette rober ved sine mange konstruktioner i 1. person at vasre det.

61. LR-49 s. IOOf.

dring,derophaevede Gronlands kolonistatus, ikke ville fa det nodvendige 45
pct.s flertal (iflg. 1920-grundloven § 94) ved folkeafstemningen.

Halfdan Hendriksens redegorelse blev givet fredag eftermiddag, og inden modet genoptoges tirsdag den 2. august, havde landsradet om lordageneia for lukkede dore droftet den i samrad med Eske Brun og kommissionens formand H. H. Koch⁶².

Deter uvist, om de landsradsmedlemmer, der som kommissionsdelegerede vanned pa rejsen til Gronland, deltog i dette samrad. Landsradet havde den 25/7-49 besluttet, at de skulle deltage i samlingen som saerlige sagkyndige uden stemmeret. Radet havde onsket, at deres indkaldte suppleanter skulle fungere samlingen ud⁶³.1 hvert fald syntes nogle af landsradets medlemmer, at orienteringen ikke havde vaeret grundig nok. Dagen derpa, onsdag den 3. aug. stillede de forslag om i referatet at gore indsigelse mod den manglende lejlighed til at forhandle direkte med rigsdagsmedlemmerne og de sagkyndige. Det fik formanden, landsfoged Simony, dog afvserget ved at henvise til, »at man ikke kunne afsvaekke en stor erklaering, der var afgivet den ene dag, ved at protestere den naeste«, hed det i Berl. Tid. den 4/8-49 (Lidt for hurtigt for gronlaenderne). Udryddelsen af forslaget var sa total, at det end ikke omtaltes i de officielle landsradsreferater. Om protesten mod formen ogsa var en protest mod indholdet, er vanskeligere at sige. Ingen mislyde er refereret i landsradsforhandlingerne. I svaret fra landsradene den 2. aug. gav de gront lys for videreforelse af kommissionens arbejde. Om det statsretlige udtaltes:

»Uden i ovrigt at ga ind pa redegorelsens enkeltheder vil landsradene dog give udtryk for sin tilslutning til, at kommissionen i forbindelse med en eventuel grundlovsasndring soger Gronlands stilling inden for det danske rige fastlagt, og at der saledes abnes mulighed for, at sporgsmalet om Gronlands representation i den danske rigsdag til sin tid kan tages op til forhandling«⁶⁴.

Efter ordlyden bade et videre skridt - Gronlands stilling skal fastlasgges i grundloven, rigsdagen skal ikke bare have hjemmel til at gore det - og et forbehold - repraesentationen skal til sin tid tages op til forhandling (understaet med landsradet), rigsdagen skal ikke bare kunne bestemme selv. Det sidste udtrykkermuligvi s⁶⁵ en vagtsomhed over for det danske politiske system, idet en

---

61a.Berl. Tid. 31. juli-49: Ikke udsigt til staerk opposition i Gronland.

62. LR-49 s. 119.

63. LR-49 s. 28f.

64. LR-49 s. 119.

65. Mens man nok kan vove en naerlaesning af dansksprogede udtalelser fra i ovrigt gronlandsksprogede med hensyn til, hvordan det kan opfattes i Danmark, krasver en naerlaesning med hensyn til, hvilket naermere indhold gronlaenderne selv har ment at give udtryk for, langt storre forsigtighed. Deter i hvert tilfaelde usikkert, i hvor hej grad den enkelte gronlaender i forstaelse og formulering er fortrolig med nuancer og valorer i dansk. (Hojlund ser ogsa det problem s. 40).

sadan lovgivning iflg. Styrelsesloven af 1925 (§ 16) skulle forelsegges landsradeneinden vedtagelse, og som Halfdan Hendriksen forelagde den patasnkte nyordning, var der kun tale om udvidelser i landsradets befojelser, ikke indskrsenkninge r⁶⁶. Landsradsudtalelsen pegede i sin konsekvens mod ophaevelse af kolonistatus, men sagde det ikke direkte. Og teoretisk kunne man forestille sig bade en fastlaeggelse af Gronlands statsretlige stilling og en gronlandsk repraesentationi rigsdagen, uden at Gronland ophorte med at vasre koloni. Som tidligere naevnt var det tilfaeldet med de franske kolonier efter 1946-forfatningen.

Mens det franske problem var at ligestille borgerne i hele Unionen, men undga, at borgerne i selve Frankrig kom i politisk mindretal over for de ovrige omrader, sa eksisterede det problem ikke i det dansk-gronlandske forhold. Ligeligt repraesenteret ville de knap 10.000 vaelgere i Gronland ikke engang kunne vaelge et medlem af folketinget. Ved septembervalget 1953 var der 9.356 vaelgere i Gronland, mens ved samme valg et mandat i Danmark »kostede« 12.379 stemmer⁶⁷. Nogen indskraenkning i reprassentationsgraden, der kunne robe bibeholdelse af koloniale relationer, var der intet behov for.

Det officielle Danmark kunne kun tage landsradsbeslutningen til efterretning. »Sporgsmalet star abent«, sagde Halfdan Hendriksen til pressen den 22. aug. (Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende). »Gronlaenderne selv onsker ikke repraesentanter i den danske rigsdag«, matte socialdemokraten Victor Gram konstatere i Vestjyden den 24. aug. 1949. Aftenbladet trostede sig dog med, at den nodvendige aendring i grundloven forholdsvis nemt kunne laves. Nar de ovrige aendringer var pa plads kunne »man passende samtidig ordne Gronlands forhold«⁶⁸.

Sporgsmalet blev da heller ikke droftet mere i underkommission I, og i den samlede betaenkning tolkedes landsradets udtalelse som tilslutning til formlen »Grundlovshjemmel til senere statusaendring uden ny grundlovaendring« og fik det gronlandske onske om fastlaeggelse flettet ind i sin betsenkning. Efter at have henvist til den gronlandske stillingtagen 1946 og 1948 fortsattes i konklusionen:

»Selv om sporgsmalet om en repraesentation i rigsdagen herefter for tiden ikke matte vaere aktuelt, ma kommissionen dog pege pa, at udviklingen kan medfore, at synet pa dette sporgsmal senere vil asndre sig. En ordning som den omtalte vil imidlertid ikke kunne gennemfores uden aendring af grundloven, og erfaringen har vist, at sadanne aendringer ikke alene tager lang tid, men ogsa kan vasre meget vanskelige at gennemfore.Da der for tiden findes en kommission, der under statsministerens ledelse arbejdermed en revision af grundloven, matte hervaerende kommission finde det meget onskeligt,om

---

66. LR-49 s. 100.

67. St. M. 4-155-1.

68. 2. dec-49: Grundlov for Gronland?

skeligt,omforfatningskommissionen ville overveje i sit revisionsforslag at optage en paragraf, der giver den almindelige lovgivningsmagt kompetence til at ordne Granlandsstatsretlige forhold. Dette er sa meget mere onskeligt, som det i det hele taget synesrigtigt, at grundloven naevner Gronland og giver det principielle grundlag for dette lands stilling inden for riget«⁶⁹.

Som det ses, ud over en sproglig praecisering i forhold til Halfdan Hendriksens forelaeggelse i landsradene 1949 ogsa en staerkere placering af den gronlandske betaenkelighed og understregning af, at det var hos gronlaenderne, synet skulle aendre sig. Med de gronlandske delegaters underskrifl pa betamkningen synes den dansk-gronlandske samstemmighed om formuleringen at vaere i hus, sa meget desto mere, som landsradet i 1950 tog bade betaenkning og de 8 gronlandslove til efterretning uden at komme ind pa det statsretlige aspek t⁷⁰. Man var altsa i den store gronlandskommission kommet det skridt videre, at sporgsmalet om Gronlands statsretlige status var spillet videre til forfatningskommissionen. Der kunne nu skabes en lofteparagraf til senere udfyldning ved almindelig lov. Det var kommet i stand pa dansk initiativ som det hejest opnaelige, nar nu gronlaenderne ikke straks ville acceptere en statsretlig integration. Der var dog tale om en storre imodekommenhed fra gronlandsk side end i 1948 (jf- s. 174), men hvorledes den var kommet i stand, fortaber sig bag det afgorende modes lukkede dore (jf- s. 177). Hvilken rolle det saledes har spillet, at to af de mest markerede integrationister, Frederik Nielsen og Augo Lynge, deltog i 1949-samlingen, kan ikke afgores her.

Spørgsmålets aktualisering i landsrådsmedet 1951

Mens den hidtidige udvikling havde vaeret praeget af danske initiativer og gronlandsk stillingtagen til dem, var det pa grenlandsk initiativ, at sporgsmalet kom i skred igen. Den 26. September 1951 samledes det forste direkte valgte landsrad til sit forste mode. Der var mange nye ansigter, selv om sammenlaegningen af de to landsrad til et betod en reducering fra 23 medlemmer til 13. Kun 4 var blevet genvalgt af de 10, der genopstillede⁷¹, mens 4afde9 nyvalgte havde vaeret suppleanter 1945-50. Blandt dem var Augo Lynge. Han havde i flere ar deltaget i den politiske debat i Gronland (jf- s. 165) og var, skont ikkemedlem, udpeget af landsradene til at repraesentere gronlasnderne i forhandlingerne i Kobenhavn bade 1939 og 1946, men ikke 1948⁷².

---

69. G-50 bd. 2 s. 35f.

70. LR-50 s. 45, 56-64.

71. Godthab Avis 23. juni 1951 s. 4.

72. 1948 var der tale om en kongelig nedsat kommission, altsa helt styret af danskerne, mens det 1939 og 1946 var tale om landsradsvalgte delegationer.

En redegorelse for hans position i det gronlandske samfund ma her pa grund af manglen pa en egentlig biografi, blive fragmentarisk. Han var fodt 1899 i Fiskenaesset, hvor hans far var kateket, og han omkom ved »Hans Hedtoft«s forlis 30. jan. 1959. Sin ungdom tilbragte han i Julianehabdistriktet, men kom i 1915 til Godthab, hvor han i 1921 afsluttede sin uddannelse som kateket. Den blev 1921-23 udbygget med en dansk laerereksamen, og han blev ved hjemkomsten til Gronland tilknyttet seminariet i Godthab, fra 1927 som fastansat. Bortset fra arene 1943-45, hvor han var efterskolelaerer i Egedesminde, boede han i Godthab. I hans forste Godthabtid synes grundlaget for hans senere politiske virke at vaere lagt. Han begyndte i 1933 at udgive sit eget skrift Tarqigssut (den lampepind, man brugte for at fa vaegen til at lyse klart), som han selv skrev det meste af. Den var henvendt til ungdommen og fik udbredelse over hele Gronland. 1934 stiftede han sportsforeningen Aqigssiaq (rypekyllingen), der hurtig blev stor og med hans elever fra seminariet spredtes langs kysten. Altsammen et prisvaerdigt og af alle anerkendt ungdomsarbejde. Den naeste forening, han startede, syntes derimod at komme nogen pa tvsers. Det var Nunavta Qitornai (landets born) fra 1942, der i det ydre lignede en normal ungdomsforening af folkeligt tilsnit med oplysende foredrag, husflid, sangkor og tilmed et manedsblad, Unusugtoq (den unge), der ogsa kom ud i hele Gronland. I Gronlandsposten 16. april 1944 patog seminarielaerer Finn Gad sig dog at fortaelle den dansklaesende befolkning, hvad foreningen var for noget, »da den er blevet noget forkaetret«, og han understregede, at foreningens holdning til danske i Gronland og til Danmark var den bedste, og at danske kunne blive medlemner, en af dem var endog i bestyrelsen (Tor man gaette pa Finn Gad?). I ovrigt papegede Finn Gad, at det nye i foreningen var dens verdslige basis (hvoraf man vel kan slutte, at det meste folkelige arbejde foregik i kirkens regi). Den havde dog ikke brod mod nogen, kun »mod den slove og slappe, dorske og dode og mod den, der vil afslutte sig selv i sin egen selvbestaltede bedreviden og fordom«. Man var ojensynligt ved at finde sig sine fjender, maske havde man dem allerede. Under forhandlingerne i Kobenhavn i 1946 kom man ind pa seminariets forhold til de eksisterende foreninger. Provst C. V. Schultz-Lorenzen forklarede, at der i Godthab havde vaeret nogle foreninger, som man forbod seminariets elever at vaere medlem af. Pa Oluf Steens udbrud: »Deter et fejlgreb!«, fojede skolekonsulent V. Borum til, at det kun tog sigte pa politiske foreninger, ikke det kristelige ungdomsarbejde⁷³.

Om det var Nunavta Qitornai, der taltes om, og om Augo Lynges 2-arige
ophold i Egedesminde var det forenede skole- og kirkevaesens reaktion pa uonsketforeningsvirksomhed
i Godthab, kan ikke afgores pa det forhandenvaerendemateriale,

---

73. Medereferat 8. marts-46. Rgds. Grludv. arkiv.

vaerendemateriale,men indicierne er vaegtige. Augo Lynge var maske ikke sa vellidt i alle danske kredse. Mikael Gam kan fortaelle, at Augo Lynge af nogle regnedes inderst inde for at vaere lidt af en »dansker£eder«, hvad Gam dog bestemtafvise r⁷⁴.

I sit eget valgoplaeg i Godthab Avis 28. juni 1951 henviste Augo Lynge til sin roman »300 ar efter« (jf- s. 165) med dens understregning af, hvordan karene for gronlsenderne skulle forbedres ved en modernisering af Gronland, inklusive en naermere politisk, sproglig og kulturel tilknytning til Danmark, som sit valgprogram. Det var for at agitere for disse synspunkter, at bladet Tarqigssut var blevet grundlagt, men han ville jo hellere selv ind i landsradet for uden mellemled at fremlaegge forslagene.

Den danske redaktor i Godthab, Jacob S. Grove, bedomte over for laesere i Danmark hans chancer for valg som gode. Hans stasrke position var skabt i arbejdet for ungdommen og hans evne til at forlose vanskelige situationer i velvalgte ord. Hans sociale program skulle ogsa nok traekke stemmer, mente Grove. »Han vil fa alle stemmerne ovre fra Islandsdalen, det utroligt fattige og usle proletarkvarter i Godthab«⁷⁵. Han fik mange stemmer, 627 mod sa centrale folk som Jorgen Chemnitz 93 st. og Peter Nielsen 57 st.⁷⁶. Mandatet i landsradet skulle naturligvis bruges til at fremme de okonomiske og sociale sider af hans program, men ogsa den naermere tilknytning til Danmark. Det var vel for ham den samme sag. Som den forste efter formanden fik Augo Lynge ordetogsagdebl.a.:

»Nu ved taersklen til det nye kan der vaere grund til at opridse nogle retningslinier som motto for de kommende ars arbejde; for arbejdet kan ikke gores plantest og tilfseldigt, men bor folge faste ideer og hovedlinier. For det forste bor man fortsa?tte med at udvide og styrke forbindelsen med Danmark, politisk, kulturelt og sprogligt for at understrege, at Gronland er en del af Danmark og altid onsker at vaere det. Gronland og dets befolkning - granlasndere og danske - bor fuldtud have ligestilling med andre danske statsborgere. Derfor ma vi fastholde det onske, at Gronland ma i fremtiden have gronlandske repraesentanter i den danske rigsdag. Gronlands reprassentanter ma uden mellemled kunne tale befolkningens sag i den danske rigsdag, saledes som fasringerne gor det for pa den made at have direkte indflydelse pa lovforslag Gronland vedrorende, ikke mindst pa de arlige finanslovforslag .. .«⁷⁷.

Det var forste gang sporgsmalet rejstes fra gronlandsk side, men gik formuleringen»ma
i fremtiden have repr£esentanter« videre end 1950-bet£enkningenslofteparagraf

---

74. M. Gam: s. 48.

75. Nordsjaell. Soc. Dem. 1. juni 1951.

76. Godthab Avis 4. juli 1951. Til Augo Lynges fragmenter er udover det anforte brugt interview i GP 1943 s. 158-59. H. C. Petersen i Bogen om Granland, s. 223f. Robert Petersen i Trap 1974 bd. 30 s. 332.

77. LR-51 s. 9.

ningenslofteparagrafi grundloven? Altsa engang i fremtiden, eller skulle det vaere nu? Det var sikkert bevidst lagt uafklaret op. I forbindelse med en debat i 1945 forklarede Augo Lynge: »(Det kan) ofte vaere fordelagtigt ikke at praeciserefor skarpt og ikke udtrykke sig for kategorisk, nar man drofter sager, der rorer folks omfindtlighed«⁷⁸.

Talens officielle status er ligeledes vanskelig at fastsla. Efter formen at domme var det fremsat pa landsradets vegne, idet det var skik efter hvert nyvalg, at et af de gronlandske medlemmer efter formandens indledning tog ordet og pa sine kollegers vegne fremlagde nogle principielle betragtninger om arbejdet i den kommende periode. Saledes Gerhard Egede i 1945 og Peter Nielsen i 1955. I begge tilfaelde udtrykkelig pa radets vegne. I ikke-valgar gik man direkte fra formandens indledning til meddelelser. Derimod anforte Augo Lynge ikke i 1951, at han talte pa radets vegne, men indlaegget blev ikke kommenteret fra nogen side i 1951-samlingen, og Augo Lynge haevdede uantastet aret efter, at hans udtalelse »var det nye, folkevalgte landsrads forste handling *⁷⁹. Samtiden var ikke i tvivl. Den 27. sept. 1951 meddelte bade Politiken og Kristeligt Dagblad udtrykkeligt, at Augo Lynge udtalte sig pa landsradsmedlemmernes vegne. Bortset fra den manglende reference til kollegernes accept synes Lynges indlaeg at have vaeret en sadan normal indledning stale.

Imidlertid gav Augo Lynge en anden forklaring, da han i februar 1952 som tilforordnet deltog i Rigsdagens Gronlandsudvalgsmoder. Ganske vist udlagde han indledningstalen som »det nye, folkevalgte landsrads forste handling*, men fortsatte straks efter:

»I ovrigt blev sagen ikke droftet naermere som et saerligt punkt i dagsordenen. Jeg tror,
det skyldes, at man forst onskede at fordybe sig i sporgsmalet, taenke nasrmere over
sagen, inden man gar et skridt naermere...

Sagen er den - og nu siger jeg min private mening om sagen -: Nar man fra gronlandsk side har onsket, at Gronland bliver knyttet naermere til Danmark som en del af Danmark (understreget i originalreferatet), saledes som Faeroerne gor det, altsa som et amt, sa kan man ikke nojes med en repraesentation i rigsdagens Gronlandsudvalg. Dette vil efter min mening kun give indirekte indflydelse i de gronlandske spergsmal.

Vi bor tilstraebe fuld indlemmelse af Gronland i Danmarks rige, men det sporgsmal
ma droftes videre og optages som et saerligt forhandlingspunkt i landsradet engang
«80.

I og med at Lynge gav sig til at fortolke kollegernes tavshed, kan indholdet af
hans tale ikke vaere aftalt med dem i forvejen. Ydermere fremlagdes det centralei
indholdet som hans private mening. Sammenhaengen synes herefter at

---

78. GP 1. nov.-45 s. 243.

79. LR-52 s. 133.

80. Modereferat 21. febr. 52. Rgd. Grludv. arkiv.

vaere den, at Lynge af kollegerne var blevet overdraget at holde indledningstalen,uden at disse havde kendskab til dens nojagtige indhold i forvejen. Deres tavshed over for indholdet udlagde Lynge sa over for danskerne og landsradeti 1952 som en accept af hans tanker. Uklarheden omkring Lynges indlaeg i 1951 bevirkede maske, at udenforstaende knap nok opdagede den raekkevidde,som Lynge havde intenderet. Alene i Politikens referat fandt det vej til overskriften: »Gronlaenderne onsker repraesentation i den danske rigsdag« (27/9-51). Det spillede nok en rolle, at den politisk naertstaende Kr. Lynge var korrespondenten til Politiken. Pa det tidligere omtalte mode i udenrigsministerietden 28. sep. 1951 (jf- n. 9) kunne Politikens artikel fra den 27. sep. vasre kendt; men da det desvaerre ikke var muligt at fa aktindsigt, kan der ikke ud fra den losrevne side 6 sluttes, om man ved formuleringen » - f.eks. safremt Gronland opnaede at fa repraesentation i Rigsdagen« regnede med, at sporgsmaletvar kommet i skred igen, eller det stadig stod pa 1950-betEenkningens grund: Grundlovshjemmel til senere udfyldning ved lov.

Maske skyldtes den ringe opmaerksomhed ogsa, at man havde tolket den store udskiftning⁸¹ ved landsradsvalget som gronlaendernes afstandtagen fra nyordningen. Saledes udtrykkeligt redaktor ved den gronlandske radio J. S. Grove, der endog fandt det »lidt forstemmende, at folket endnu ikke synes modnet til den nytid, der i form af millioner og teknik tromler ind over verdens storste 082.0⁸². Og pa selve valgdagen den 29. juni 1951 mente Kristeligt Dagblad i sin leder, at vi burde »betasnke os ikke sa lidt, for vi skaber rigsfasllesskab mellem det danske og gronlandske folk - sporgsmalet er ikke aktuelt«.

Ligeledes blev der lagt maerke til landsradets kritik i 1951 af, at nyordningen var begyndt med udbygning af administration, skole- og sundhedsvaesen fremfor ophjaelpning af erhvervene og boliger til gronlaenderne⁸³. Pa det anvendte materiale ma Augo Lynges indlaeg pa dette punkt betegnes som en politisk proveballon, bevidst lidt uklart formuleret; men i og med det var fremfort og refereret, kunne han senere ga videre med sporgsmalet og give indlaegget den status, der var behov for. Fundamentet var lagt, bygningen kunne rejses.

Møderne i Rigsdagens Grønlandsudvalg

Augo Lynge og Frederik Nielsen deltog som tilforordnede fra landsradet i
Rigsdagens Gronlandsudvalgsmoder i foraret 1952. Forinden havde udvalget i

---

81. Det var dog et almindeligt traek ved landsradsvalg. Mellem 1911 og 1933 la udskiftningsprocenten mellem 82 og 100%. 1951 var den 69%.

82. Tidens Tegn 1/8-51: De gronlandske vaelgere har talt.

83. Kristeligt Dagblad 19/10-51: Gronlands genopbygningsprogram stasrkt kritiseret. Politiken 19/10-51: Skarp kritik af den nye administration i Gronland.

november 1951 faet en redegorelse for landsradsmodets forlob af landshovdingP. H. Lundsteen, men han tog ikke anledning til at pege pa Augo Lynges abningstale, selv om flere andre punkter toges op til orientering⁸⁴. Forst da de to gronlandske tilforordnede fra den 20. febr. 1952 deltog i moderne, blev sporgsmalet om Gronlands statsretlige stilling bragt videre frem. Det optradte som punkt 1 pa den liste, de i forvejen havde udarbejdet over sporgsmal, de onskede droftet i udvalget, og pa sporgsmal fra Hans Hedtoft om, hvad de havde taenkt sig, og om der var »kommet ny(e) onsker siden kommissionsforhandlingerne,hvor man nojedes med onsket om repraesentanter i Gronlandsudvalget«,svarede

»Det drejer sig om to ting: 1) Hvilken stilling vil man give Gronland i den nye grundlov. Man har ikke fremfort specielle onsker, men har droftet, om Grenland eventuelt skulle have stilling som et dansk amt. 2) Hvordan taenker man sig Gronland repraesenteret i rigsdagen?«

og

»Man er efterhanden kommet ind pa at Soge opnaet samme stilling som Fasroerne ved
repraesentation pa rigsdagen«85.

Hedtofts sporgsmal viste, at han ikke havde opfattet Augo Lynges 1951indlasg som en ny udvikling, hvis han da overhovedet havde lagt maerke til det. Svarene var dels sporgsmal om, hvad man i Danmark havde taenkt sig, dels en tilkendegivelse af, hvad man i Granland onskede. Udvalget kunne vel kun forsta svarets »man« som daekkende mere end de to tilstedevaerende gronlasndere. Formanden, Halfdan Hendriksen, bad Hans Hedtoft i hans egenskab af medlem af forfatningskommissionen om at redegore for, hvor langt sporgsmalet om Gronland var kommet. Det var slet ikke blevet behandlet, kunne Hedtoft meddele den naeste dag. Men dermed faldt sagen ikke. Det var ojensynligt Hedtoft meget om at gore, at sporgsmalet blev afklaret nu. Da han ikke kunne meddele noget om forfatningskommissionens overvejelser, udtalte han som sin personlige opfattelse:

»Vi bor tilstraebe i den nye grundlov utvetydigt at fastsla, at Gronland er en uadskillelig del af det danske rige. Det vil vaere af interesse for os i Granlandsudvalget og for medlemmerne af forfatningskommissionen at vide, om dette ogsa er de grenlandske tilforordnedes onske.

Jeg vil betragte det som en stor ting, hvis vi i sa kategoriske vendinger (som muligt) med Gronlands tilslutning kan fa lov til at fastsla dette. Jeg tror, at alle danske ville vaere glade for en sadan bestemmelse, og deter mit indtryk, at det grenlandske folk deler dette onske, men det vil vi gerne have bekrasftet.

---

84. Rgd. Grludv. arkiv iruadereferat 28. nov.-51.

85. Rgd. Grludv. arkiv moderef&at 20. febr.-52.

Vedrorende Gronlands representation i det danske parlamentariske styre har vi nu realiseret gronlaendernes eget onske om representation i Granlandsudvalget, men jeg forstar nu, at landsradsmedlemmerne naerer onske om at fa etableret en ordning noget lignende den, som gaelder for Faeroerne, med direkte representation i rigsdagen. Jeg tror, at vi alle vil rette os efter det onske, som landsradet matte have. Personlig ser jeg gerne gronlandske repraesentanter i rigsdagen. Det giver ligesom en staerkere forankring af Gronland i det danske rige. Det vil vaere af uhyre vaerdi, hvis Danmark kan sige over for omverdenen, at det gronlandske folk har repraesentanter, som kan deltage i det parlamentariske arbejde pa fuldstaendig lige fod med repraesentanterne for befolkningen i Danmark .. .«⁸⁶.

Deter i Hedtofts indlseg vaerd at laegge maerke til, at han vil have de grenlandske
tilforordnedes onske bekraeftet. Han tager endnu ikke Lynges abningstale
som landsradets mening.

Deter ogsa vserd at laegge maerke til, at han sondrer mellem Gronland som en uadskillelig del af Danmark og sporgsmalet om gronlandsk representation i rigsdagen. De to ting behevede ikke at vaere identiske. Det samme bemaerkede formanden, Halfdan Hendriksen, ogsa i sin tilslutning til Hedtofts standpunkt. At komme bort fra »betegnelsen koloni (var) ikke en naturnodvendig folge af en gronlandsk repraesentation i rigsdagen. F.eks. har de franske kolonier repraesentanter i det franske parlament«. Ogsa Simon From og Oluf Steen tilsluttede sig. Den sidste med henvisning til » ... sin partifaelle Lannungs synspunkter, at det i det internationale samarbejde ville vaere af stor vasrdi, om vi snarest muligt fik et forhold Danmark og Gronland imellem, sa vi kunne sige: Danmark har ingen kolonier, ingen »underudviklede omrader ...« «. I tilknytning hertil fremsatte Augo Lynge sin tidligere citerede noget tvetydige udtalelse om landsradets onske ved dels at betegne sit indlasg 1951 som en landsradshandling og dels karakterisere indlemmelse i Danmark som sin private mening (jf. s. 182). Han fik stotte heri af Frederik Nielsen. Sluttelig fik Hans Hedtoft tilslutning til en henstilling om,

»at dette udvalg efter denne diskussion kontaktede statsministeren og meddelte, at vi har haft denne forhandling, at begge de gronlandske tilforordnede har meddelt, at der i det grenlandske landsrad er et staerkt onske om naermere tilknytning til Danmark, og at det ville vaere verdifuldt, om vi fik behandlet udkast til en udtalelse herom pa landsradsmodet til sommer. Det vil vaere vigtigt for forfatningskommissionen, nar bestemmelserne i grundloven om Gronland skal formes, at vi har en enstemmig landsradsbeslutning at stotte os pa«⁸⁷.

Sporgsmalet var visselig kommet i skred. Pa foranledning af en foresporgsel
fra de to gronlaendere om, hvad man havde taenkt sig angaende Gronlands stilling,og

---

86. Modereferat 21. febr.-52. Rgd. Grludv. arkiv.

87. Modereferat 21. feb.-52. Rgd. Grludv. arkiv.

ling,ogforanlediget af deres private meninger herom, sendte Gronlandsudvalgetsporgsinalet
videre til forfatningskommissionen til provelse i landsradssamlingen1952.

Inden det kom sa vidt, tog kanoniseringen af, at her var der tale om et onske fra landsradet, som danske politikere imodekom, yderligere fart. Den 17. marts 1952 afsendtes et af sekretaeren, E. Hansen-Salby, forfattet og af formanden, Halfdan Hendriksen, godkendt brev⁸⁸ til statsminister Erik Eriksen, hvori det henstilledes, at forfatningskommissionen formulerede et udkast til grundlovsbestemmelse angaende Gronland. I brevet strammedes debatten fra modet den 21. febr. yderligere:

»de gronlandske tilforordnede (har) udtalt, at der er sket en sadan udvikling, at der er et almindeligt onske i det gronlandske landsrad om, at Gronland statsretlig knyttes naermere til Danmark ved en bestemmelse i den kommende grundlov, der fastslar, at Granland ikke laengere er dansk koloni, men en integrerende del af det danske rige, og at den gronlandske befolkning ... er reprassenteret pa rigsdagen pa lige fod med befolkningen i den ovrige del af riget.. .«⁸⁹.

Stramningen bestod i de prseciserende bestemmelser om, hvorledes den
naermere tilknytning til Danmark skulle vaere beskaffen. Det havde de tilforordnede
ikke betegnet som et almindeligt onske i landsradet.

Kortere og klarere, men ogsa mere uprascist, hed det i samme kommissions
bemaerkninger til grundlovsforslagets § 1:

»de gronlandske tilforordnede i Rigsdagens Gronlandsudvalg (har) anmodet om, at
der i grundloven optages en bestemmelse, hvorefter Gronland anerkendes som en integrerende
del af det danske rige .. .90..90.

Den danske omhu med at understrege forslaget som et gronlandsk onske blev ikke bestridt af nogen. Übestrideligt var initiativet til at bringe sporgsmalet i skred igen Augo Lynges, og som vist her var danske politikere ikke sene til at gribe til med begge hsender. Set fra et dansk synspunkt var problemet afklaret: Gronlands kolonistatus skulle ophaeves, og befolkningen sikres valgret til rigsdagen ved grundlovsaendringen. Resten var teknik og procedure.

---

88. Brevveksling i Rgd. Grludv. arkiv.

89. Rgd. Grludv. arkiv, trykt som bilag 1 i Betaenkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1946, Kbh. 1953.

90. Forfatningskommissionens Betaenkning, s. 28.

Landsrådsmødet 1952

Landsradssamlingen 1952 blev indledt den 28. august, og den 8. September var man kommet frem til dagsordenens pkt. 5: Gronlands fremtidige statsretlige stilling. Augo Lynge havde, inden forslaget statsministerielt var blevet fremsendt den 13. august, foreslaet sporgsmalet droftet i samlingen. Nu forela imidlertid forfatningskommissionens forslag, udarbejdet af professorerne Poul Andersen og Alf Ross. Det lod:

»§ X. Bestemmelserne i denne grundlov gaelder for alle dele af Danmarks rige. Som folge heraf skal Grenland for fremtiden vaere repraesenteret pa rigsdagen. Bestemmelserne i§§ ... 71, 72 og 78 kan for Gronlands vedkommende fraviges ved lov, for sa vidt dette efter de stedlige forhold ma anses for pakraevet «⁹¹.

Som den forste fik Augo Lynge ordet, og han anbefalede staerkt landsradet at tilslutte sig. Begrundelsen fandt han i, at den faste tilknytning var en forudssetning for at gore Gronland til et normalt udviklet, civiliseret land. Og tidspunktet matte ikke forpasses, derfor skulle grundloven praecisere Gronlands stilling, ikke blot indeholde en lofteparagraf, »der maske senere vil krseve arelange aktioner for at fa faste tilstande«⁹².

Som Augo Lynge fremstillede sagen, onskede landsradet i 1951 i sin »programerklaering« netop denne losning, der i mellemtiden havde vaeret »berort i Gronlandsudvalget« om vinteren, som et led i »at orientere os om dette fundamentalt vigtige sporgsmal bade heroppe i Gronland og i politiske kredse i Danmark«⁹³.

Lynge praesenterede det altsa som et tidligere udtrykt landsradsonske, der nu var modent til endelig afgorelse. Den efterfolgende korte debat gik pa, om et mindre udvalg eller hele landsradet skulle udforme svaret til Danmark. Det blev det sidste, og dagen efter meddeltes, at der var enstemmighed om at tiltraede forslaget⁹⁴. Dermed var sagen endelig afgjort. Den afventede nu kun en grundlovsafstemning i Danmark. Inden da var forslaget blevet yderligere bearbejdet, sa ordet Gronland helt forsvandt fra § 1. »Denne grundlov gaelder for alle dele af Danmarks rige«, mens repraesentationen i rigsdagen blev bestemt i § 28: 2 medlemmer, ligesom Faeroerne.

Efter vedtagelsen i landsradet 1952 og vedtagelsen af den nye grundlov i Danmark 1953 voksede kanoniseringen af, at indlemmelsen var sket pa gronlandsk initiativ sig fastere. Og det var for sa vidt korrekt nok, safremt man ser bort fra tiden for 1951 og forst inddrager landsradet som baerer af onsket fra 1952.

---

91. LR-52 s. 133.

92. LR-52 s. 133f.

93. Citationstegnene daskker Lynges ordvalg.

94. LR-52 s. 136.

Afslutning

Den danske interesse i at fa ophaevet Gronlands kolonistatus, bade iflg. den hidtidige litteratur (jf. s. 161) og naervaerende arbejde, var meget tydeligt et onske om at frigore sig fra et FN-tilsyn, der syntes at blive mere og mere generende (jf. s. 170 ff., 185). Dertil kom i arene op til 1948 en uro over amerikanernes stadige tilstedevaerelse i Gronland (jf- s- 169).

Det vil utvivlsomt fremga af en naermere analyse af arene 1945-53, at disse to faktorer spillede en vaesentlig rolle for omlaegningen af kolonipolitikken overhovedet. Den gronlandske interesse er svaerere at forklare. Hvorfor sagde landsradene nej tak til repraesentation i rigsdagen i 1948? Det matte da veere en endnu bedre adgang til at fa indflydelse pa udformningen af Gronlandspolitikken i Danmark uden om Gronlands Styrelse end den reprassentation i Rigsdagens Gronlandsudvalg, som de onskede og fik. Hvorfor sagde landsradet enstemmigt ja tak i 1952? Disse sporgsmal kan kun udtommende besvares ved at ga dybere og grundigere ind i det gronlandske (og gronlandsksprogede) materiale, end der her har vaeret tid og kraefter til.

Sa meget kan siges, at det for gronlandske politikere - meget naturligt - gjaldt om at fa haevet befolkningens levestandard, og om at fa dens tilstand af underlegenhed over for danskerne ophaevet. Det sa den danskpraegede gronlandske elite kun mulighed for ved en naermere tilknytning til Danmark. Det var det, den statslige sammenlaegning skulle bruges til. I grundlovstalerne i Gronland den 5. juni 1953 blev dette aspekt ikke glemt. Vores ligestilling betyder ikke, at vi allerede har de goder, som den medforer. Det skal vore folkevalgte repraesentanter i fol-ketinget arbejde for, mente fhv. landsradsmedlem Peter Nielsen i Godthab. I Frederikshab habede kommunalbestyrelsesformand Samuel Olsen, at den nye grundlov ville betyde en fortsaettelse af arbejdet pa at forbedre levestandarden. Kommunalbestyrelsesformand i Julianehab, Klaus Lynge, habede ogsa, at dagen matte bane vej for folkets udvikling og bedre levevilkar for alle. For landsradsmedlem Frederik Lynge var det i Egedesminde en given sag, at optagelsen af Gronland i Danmark ville betyde, at gronlaenderne fik del i de samme goder som andre danskere. Kun Augo Lynge og Gerhard Egede samt Karl Heilmann i Sukkertoppen undlod en sa direkte henvisning til egeninteresser⁹⁵.

Resume

Blandt nogle gronlaendere, og her skiller Augo Lynge sig tydeligt ud, havde det utvivlsomt laenge vaeret et onske, at Gronland kunne blive statsretligt integrereti Danmark. Imidlertid fremfortes det hverken af landsradene eller andre gronlaendere i den forste efterkrigstid. Tvaertimod afviste landsradet foresporgslenherom

---

95. A/G nr. 13, 18/6-53 s. 210-13.

sporgslenheromfra dansk side i 1948. Forst da Augo Lynge i 1951 blev valgt ind i landsradet, kom sporgsmalet i skred igen ved hans abningstale, der i sammenhaengenpa dette punkt ma karakteriseres som en politisk proveballon. Sadanopfattede Augo Lynge og Frederik Nielsen vel ogsa deres udspil i RigsdagensGronlandsudvalg i febr. 1952. Men her greb danske politikere til med begge haender og var sammen med gronlaenderne ojensynligt godt tilpas med at fremstille den nye udvikling som landsradets onske. Noget man ikke kunne vaere sikre pa for 1952-samlingen.

Fra dansk side var tankerne om en statsretlig integrering offentlig fremme allerede i 1947, og i lobet af 1. halvdel af 1948 gjorde Det Radikale Venstre og Danmarks Kommunistiske Parti onsket til sit. Det deltes vel sagtens af den socialdemokratiske regering, men efter landsradets afslag i 1948 stillede man sig i bero med formlen: grundlovshjemmel til senere udfyldning ved lov. Det var Augo Lynge og Frederik Nielsen, der bragte sporgsmalet frem igen. Og det var de i og for sig i deres gode ret til. Landsradets udtalelse i 1949 (jf. s. 177) havde onsket Granlands stilling fastlagt i den nye grundlov, ikke bare hjemmel i den tid at gore det.

Med landsradets enstemmige tilslutning i 1952 kunne man i Danmark ved
grundlovsafstemningen i 1953 stemme Gronland »hjem«.

Et dansk-gronlandsk samarbejde, hvor danskerne havde taget initiativerne i
forste omgang og isaer Augo Lynge i naeste, havde fort til det onskede resultat.

»Vi kan ikke hjaelpe vort land til fremskridt uden samarbejde med de danske
*96.

---

96. Gronlandsk journalist Uvdlorianguaq Kristiansen i GP 1/3-48 s. 58.

Litteratur og kildemateriale

(Albertini) Rudolf von Albertini: Dekolonisation. Koln/Opladen 1966.

(AKS) Axel Kjaer Serensen: Dansk Granlandspolitik efter 1945. Arhus 1974 (dupl.).

(Betaenkn. -46) Betaenkning afgivet den 12. juni 1946 af Rigsdagens Gronlandsudvalg.
Kbh. 1946.

Claus Bornemann (red.): Bogen om Granland. Politikens Forlag 1970.

(Forfatningskommissionens Betaenkning) Betaenkning afgivet af forfatningskommissionen
af 1946, Kbh. 1953.

(Gam) Mikael Gam: Engang Granland - altid Gronland, Kbh. 1972.

(LR- ) Referat af landsradsforhandlingerne udkommet under forskellige navne

1948-50: De forenede gronlandske Landsrads forhandlinger. (Kbh. 1948-50)

1951-68: Granlands Landsrads forhandlinger. (i Beretninger vedrorende Granland
Godthab).

1969: Gronlands Landsrads forhandlinger, Godthab. (som selvstasndig publikation)

(Lannungs arkiv): Lrs. Hermod Lannungs arkiv vedrorende Gronland/FN. (Befindei
sig hos Lannung, kopier hos forfatteren).

Ministeriet for Gronland: Medereferater fra Underkommission I. (Granlandskom
missionen 1948-50).

Rigsdagens Gronlandsudvalgs arkiv: Modereferater, breve. (Befinder sig pa Folketin
gets Bibliotek).

(St. M.) Statistiske Meddelelser. (Raekke - bind - sidetal)

(Serensen og Haagerup) Max Sorensen og N. J. Haagerup: Denmark and the Unitec
Nations. New York 1956.

(U. N...) FN materiale pa Statsbiblioteket i Arhus