I

»Krigshistorie omfatter Studiet af samtlige Krige i historisk, taktisk og strategiskHenseende.
... Den Soger at finde de Tanker, der have dannet Grundlagetfor
Troppernes Ledelse, og de forskellige Aarsager, der have vasret medvirkendetil
Operationernes heldige eller uheldige Udfald. Den fremhaever paa
den ene Side det felgevaerdige og paa den anden Side de begaaede Fejl. Studietaf
K. kan drives rent historisk som et Kildestudium med det Maal at naa til
en saa korrekt Fremstilling af Begivenhedernes Gang som muligt..., eller det
kan tjene som Undervisningsmiddel for Officerer ...« - Saledes beskrev davaerendekaptajn
i generalstaben, senere generallejtnant B. P. Berthelsen i

1. Denne artikel gengiver i bearbejdet form et indlasg pa den forste danske militaerhistoriske konference pa Frederiksberg Slot i dagene 15.-16. marts 1975; cfr. konferencerapporten, Militcerhistorisk Konference '75 - en rapport. 1975, s. 54-56.

1900 krigshistorien og dens funktion². Han udtrykte klart det synspunkt, at krigshistorien rummede en »laere«, der kunne vaere nyttig ved planlasgningen af fremtidige krigshandlinger: krigshistorien skulle fremhasve det »folgevasrdige«og understrege »Fejl«. Som disciplin betragtet kunne krigshistorien spaltesop i en rent teoretisk eller beskrivende del - et »Kildestudium« - og en anvendtdel - et »Undervisningsmiddel for Officerer«. Det fremgar dog ikke, hvilken relation - om nogen - der efter kaptajn Berthelsens opfattelse var mellemde to dele.

Kaptajn Berthelsen gav pa denne korte form praecist udtryk for den opfattelse af krigshistoriens natur og funktion, der omkring arhundredskiftet var radende blandt officerer: disciplinen opdeltes efter et naturvidenskabeligt forbillede i en beskrivende og en anvendt del. Historikernes opgave var at levere de objektive beskrivelser, hvorefter officererne pa dette grundlag kunne uddrage de generelle traek og drage den laere, der kunne vaere nyttig med henblik pa fremtiden. Den sidste del af processen var den vigtigste og krigshistoriens ypperste

Nar man taenker pa de betydelige opfattelses- og holdningsaendringer, der de seneste 75 ar er sket inden for historievidenskaben som helhed, er det vel naeppe urimeligt at forvente, at synspunkterne, ogsa hvad angar krigshistorien, har aendret sig siden kaptajn Berthelsens dage - i hvert fald vil nappe nogen faghistoriker i dag kunne erklaere sig enig i den opfattelse af faget, som han gav udtryk for. Disse forventninger holder imidlertid ikke stik: kaptajn Berthelsens synspunkter star stadigvaek den dag i dag praktisk taget urokkede blandt de toneangivende danske militasrhistorikere³. Dette gaelder ikke mindst forestillingen om en »krigshistoriens lasre«, der stadig lever i bedste velgaend e⁴.

---

2. Artiklen »Krigshistorie« i »Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon«, X, Kbh. 1900.

3. Saledes skrev den davaerende medarbejder ved Haerstabens krigshistoriske Arbejder, major Gordon Norrie, i 1966: »Hvad selve skildringen af krigen angar, skal historikeren soge at fremstille begivenhederne sa objektivt som muligt ... Derefter skal han patale fejl og fremdrage fortjenstfulde handlinger, hvoraf man kan drage laere, saledes at man med udbytte kan tage hans arbejde frem og udnytte erfaringerne«. (Historisk Tidsskrift, 12. rk., bd. I, 1963-66, s. 673). Den senere leder af samme Arbejder, oberstloJtnant Helge Klint, benyttede ligeledes distinktionen teoretisk/anvendt militaerhistorie i sin militaerhistoriske orientering, Militcerhistorie. 1970, s. 10-11. Den nuvaerende lserer i krigshistorie ved Haerens Officersskole, oberstlojtnant K. V. Nielsen, skelner mellem producenter af krigshistorie (historikerne) og forbrugere af samme (officererne), hvilket blot er distinktionen beskrivende/anvendt udtrykt pa en anden made. Denne finder man ogsa anvendt af H. C. Bjerg, Claus C. von Barnekow mil.: Hvor blev militcerhistorien af? En diskussion om militcerhistoriskforskning. 1975, s. 31 og s. 6). En mere udforlig droftelse af disse forhold findes i min opsats, En militaerhistorisk renaissance? Historisk Tidsskrift, 77, 1977, s. 135-142.

4. Klart udtrykt af oberstlojtnant K. V. Nielsen (Claus C. von Barnekow, m.fl., op. cit., s. 31).

Nogen egentlig forklaring pa denne betaenkelige mangel pa udvikling skal ikke her forsoges; men en del af forklaringen kunne muligvis ligge i, at dansk militaerhistorisk forskning gennem hele vort arhundrede har vseret af en staerkt begraenset vitalitet - maske isaer fordi danske faghistorikere ikke har interesseret sig for denne side af sagen⁵.1 lyset heraf kunne det maske have en vis interesse at kaste et blik pa engelsk militaerhistorisk virksomhed, der - i modsaetning til den danske - har vist sig bade livskraftig og produktiv - maske fordi den i modsaetning til den danske aldrig har vaeret isoleret i forhold til den historiske virksomhed i almindelighed⁶.

Kontrasten til den foraeldede begrebsverden, der afgraenser dansk krigshistoriskforskning, fremtraeder klart i det »regelsaet« for krigshistoriske studier, som den engelske militaerhistoriker, Oxfordprofessoren Michael Howard har opstillet som retningsgivende⁷. Han fremhaever pa den ene side nodvendighedenaf seriose krigshistoriske studier som »simulationsgrundlag« for officerernesuddannelse, men betoner pa den anden side staerkt de strenge forskningsmaessigekrav, der ma stilles til sadanne studier. Krigshistorien ma studeres i bredden, hvormed han mener, at studiet af enkelte krigshistoriske begivenhederhele tiden ma saettes i relation til udviklingen i krigsforingen over en laengereperiode. Den ma ogsa studeres / dybden: grundlaget ma vsere et kritisk arbejdemed det primasre kildemateriale. Endelig ma den studeres / sammenhcengmed strukturen ide stridende samfund⁸. Michael Howards tre krav rummersaledes tilsammen en kraftig appel om ikke at betragte studiet af krigshistorieisoleret, men som en (nodvendig) del af den almindelige historiske forskningsvirksomhed.Pa samme tid er hans krav om til bunds gaende studier en conditio sine qua non - et forhold, som Howard udtrykker i folgende kompromisloseord: »I think that rather than study military history superficially it is better not to study it at all«⁹. Medens man i dansk krigshistorisk forskningstraditionhar vaeret - og stadig er - tilbojelig til at betragte krigshistorien som en isoleret disciplin med et sserligt formal og med specielle forskningsmaessigenormer, opfattes studiet saledes af moderne engelsk forskning - her reprassenteret ved Michael Howard - som et aspekt af det almindelige historiskeforskningsunivers, hvorom der gaelder praecis de samme forskningsetiske

---

5. Cfr. herom min foran nzevnte opsats i Historisk Tidsskrift.

6. Blandt de nyere kritiske oversigter over britisk militaerhistorisk virksomhed bor isaer fremhaeves den, der gives i John Keegan: The Face of Battle. London 1976, s. 15-78.

7. Michael Howard: The Use and Abuse of Military History, The Journal of the Royal United Service Institution, 1962. Desuden Howards forelaesning i marts 1971 pa Haarens Officerskole om militaerhistoriens rolle i officeruddannelsen. Forelaesningen findes stencileret i Officersskolens undervisningsmateriale og er velvilligt stillet til min radighed af oberstlojtnant K. V. Nielsen.

8. Howard, op. cit.

9. Forelaesningen 1971, s. 5.

normer som ved enhver anden historisk forskning. Denne iagttagelse kan naturligvispa ingen made overraske nogen faghistoriker. Det overraskende liggeret helt andet sted, nemlig i at moderne dansk krigshistorisk forskning har tovet sa laenge med at erkende dette forhold og drage de fomodne konsekvenseraf denne erkendelse.

II

Deter hensigten i det felgende at undersoge nogle af de problemer, der er forbundet med at studere krigshistorie efter de normer, som kaptajn Berthelsen omkring arhundredskiftet fandt gyldige - og som stadig i mange henseender anses for gaeldende. Dette vil ske ved at undersoge historieskrivningen omkring en konkret krigshistorisk begivenhed, nemlig slaget ved Lutter am Barenberg den 27. august 1626. Formalet dermed er at vise, at »historiens lasre« om dette slag er en fiktion, og at den »laere«, der eventuelt kan drages af slaget, ma ses i noje sammenhaeng med den historiske forskning deraf. Bestreebelsen er med andre ord ved hjaelp af et konkret eksempel at vise, at det forer til misvisende resultater at splitte krigshistorisk forskning op i en »beskrivende« del, der producerer det objektive erkendelsesmaessige grundlag for den trinhojere »anvendte« krigshistorie, der uddrager den relevante »laere« til brug for fremtiden og sa at sige formulerer staldtips fra historiens eget vasrksted.

Ved forste ojekast kunne slaget ved Lutter am Barenberg synes et lidet interessanteksempel, eftersom det egentlig aldrig har givet anledning til storre uenighed blandt historikerne¹⁰. Sagen syntes jo fra begyndelsen oplagt: ChristianIV led et knusende nederlag, og Tilly vandt en overlegen sejr; Christian IV's offensive felttog forvandledes til et flugtagtigt tilbagetog, der samtidig banedevejen

---

10. Bortset fra skildringer af slaget i talrige storre fremstillinger og bortset fra en raekke mindre undersogelser i diverse smatidsskrifter er slaget mere udforligt behandlet i de folgende afhandlinger. I 1850 udsendte den davaerende fysikus i Lutter am Barenberg, Georg Lichtenstein, den forste egentlig monografiske fremstilling af slaget, Die Schlacht bei Lutter am Barenberge 1626. Braunschweig 1850. Heri kombineredes en betydelig samlerfiid med et indgaende lokalkendskab. Resultatet stod dog ikke mal med de betydelige anstrengelser, mest fordi Lichtenstein ganske savnede sans for kildekritik. Dette vasrk blev inspirationskilde til og forlasg for den danske militaerhistoriker, Axel Larsens (Liljefalks) to arbejder, Kristian denfjerdes Krige. 1895 og Kejserkrigen. 1896, hvori slaget behandledes. Som Lichtensteins kendetegnes disse arbejder af en betydelig samlerfiid, men en mangelfuld kildebenyttelse. Det efterhanden stasrkt tiltraengte kildekritiske oprydningsarbejde blev i 1900 gjort af Dietrich Schafer: Die Schlacht bei Lutter am Barenberge, Neue Heidelberger Jahrbiicher, Bd. X, 1900, s. 1-37. Schafers arbejde blev grundlaget for Staatsarchivar i Wolfenbiittel, Hermann Voges' vaerk, Die Schlacht bei Lutter am Barenberge am 27. August 1626. Leipzig 1922. Heri kombineredes kildekritisk sans med lokalkendskab og krigsteoretisk indsigt. Resultatet blev den hidtil grundigste behandling af slaget. Dette arbejde er stadig standardvaerket om slaget ved Lutter am Barenberg.

nedevejenfor de kejserlige troppers bessettelse af Jylland et ars tid senere. Om udfaldet kan der saledes ikke herske nogen som heist tvivl, lige som der ikke er nogen storre uenighed om nederlagets katastrofale folger for Christian IV og Danmark. Gar man imidlertid videre og stiller sporgsmalet, hvorfor tabte Christian IV, og hvorfor sejrede Tilly? -og deter jo fra en krigshistorisk synsvinkelde interessante sporgsmal - sa er enigheden blandt slagets historikere ikke laengere sa udtalt. Pa flere punkter er forklaringerne endda direkte modstridende,og slagets »krigshistoriske laere« oploser sig derved i en raekke uforeneligepastande. Det skal i det folgende forsoges pavist, at besvarelsen af dissehvorfor-sporgsmal haenger noje sammen med historikernes kildeudvaelgelse og rekonstruktionsprincipper, hvilket igen er taet knyttet til karakteren af den krigsteoretiske opfattelse, der blev lagt til grund for fortolkningen af slaget.

I moderne svensk krigshistorisk forskning er der adskillige eksempler pa undersogelser, hvis sigte er at traenge bag om den mytedannelse, der ikke blot blokerer en aegte forstaelse af og indsigt i fortidens krigshandlinger, men tillige ogsa fremmer udbredelsen af falske forestillinger om hele historiske forlob pa den ene side og folgelig ogsa en falsk krigshistorisk »laere« pa den anden. Gode eksempler pa sadanne undersogelser er Sven Lundkvists afhandling om slaget ved Breitenfeld 1631 og Goran Rystads udforskning af slaget ved Nordlingen 1634¹¹. Isaer Sven Lundkvists afhandling, der er formet som et opgor med »generalstabsopfattelsen«¹² af slaget, er interessant i den aktuelle sammenhaeng, fordi den klart paviser den meget snaevre sammenhasng mellem generalstabsvaerkets krigsteoretiske udgangspunkt, kildeudvaslgelsen og rekonstruktionsprincipperne. Derved afslorer den samtidig generalstabsvaerkets »krigshistoriske laere« som en raekke pastande, der ikke kan begrundes i det historiske forlob, der behandles.

Slaget ved Lutter am Barenberg indgar i det krigshistoriske lasrestof pa Hasrens Officerskole¹³ - vel bl.a. fordi slaget anses for at rumme en »l£ere«. Ikke mindst af den grund ma det vaere af interesse i det folgende at tage vor opfattelse af slaget op til en naermere provelse, idet det dog er hensigtsmasssigt forinden at tegne et ganske kort rids af slagets forlob.

---

11. Sven Lundkvist: Slaget vidßreitenfeld 1631, (Svensk) Historisk Tidskrift 1963, s. 1-38. Goran Rystad: Vem vdllade Nordlingenkatastrofen 1634? En studie i_propaganda, Vetenskaps-Societetens i Lund Arsbok, 1958-59; genoptrykt i Goran Rystad (red): Historia kring trettiodriga kriget. Sthlm. 1963, s. 81-114. Rystad har desuden behandlet Ndrdlingen-temaet i den store propagandaundersogelse, Kriegsnachrichten und Propaganda wdhrend des dreissigjdhrigen Krieges. Die Scklacht bei Nordlingen in den gleichzeitigen gedruckten Kriegsberichten. Lund 1960.

12. Udtrykt i det officielle arbejde, udarbejdet ved den svenske generalstabs foranstaltning, Sveriges krig 1611-1632. Bd. IV. Sthlm. 1937, s. 446-529.

13. Laereren i krigshistorie ved Officerskolen, oberstlojtnant K. V. Nielsen, har - i hovedsagen med Voges' arbejde som grundlag - udarbejdet en 20-siders stencileret fremstilling af slaget til undervisningsbrug, som han velvilligt har stillet til min disposition.

III

Slaget ved Lutter am Barenberg ligger temmelig godt belyst savel i kilderne som i den historiske litteratur, ligesom der ikke hersker nogen storre uenighed om det faktiske forlob og slagets enkelte begivenheder. Deter derfor en forholdsvis ukontroversiel sag at give en kort fremstilling af slagets hovedpunkte r¹⁴.

De begivenheder, der forte til slaget mellem den katolske haer under ledelse af grev Tilly og den protestantiske arme under Christian IV's personlige overkommando den 27. august 1626, tog deres begyndelse allerede i forste halvdel af august maned. Gennem hele sommeren 1626 havde den militaere situation i Den nedersaksiske Kreds vaeret temmelig stabil. Tilly holdt sig i omradet sydvest for Gottingen, medens den anden katolske feltherre, Wallenstein, stod i stifterne Magdeburg og Halberstadt ost for Harzen. De kongelige styrker var opdelt i to haerkorps, et ostligt og et vestligt. Det ostlige, der stod under kommando af greven af Mansfeld og Bernhard af Sachsen-Weimar, sogte at opna kontrol over Schlesien og at skabe kontakt med den kejserfjendtlige protestantiske fyrste af Siebenbiirgen, Bethlen Gabor. Det vestlige haerkorps, hvis overledelse varetoges af Christian IV personligt, stod i omradet omkring Wolfenbiittel, hvorfra det sogte at holde begge de katolske hasre i skak.

I begyndelsen af august forlod Wallenstein omradet ost for Harzen for at optage forfolgelsen af det estlige haerkorps, idet han efterlod en bevogtningsstyrke pa nogle fa regimenter, der senere skulle slutte sig til Tillys styrker. Den 11. august erobrede Tilly efter nogen tids belejring Gottingen og satte efter nogle dages forlob kursen nordpa for ogsa at erobre Northeim (se kortskitsen)

Den 14. august drog Christian IV med haeren sydpa til Lutter am Barenberg, der tidligt naeste morgen kapitulerede til ham. Straks efter fortsatte den kongelige haer fremrykningen mod syd, og den 16. august fik den overraskende kampfoling med Tillys hovedstyrke ved byen Northeim. Egentlig kunne den afgorende kamp mellem de to haere have fundet sted ved denne lejlighed; men i sidste ojeblik valgte ledelsen af den styrkemaessigt underlegne katolske haer at undga konfrontationen og traekke haeren tilbage mod Gottingen for der at afvente forstaerkning med den wallensteinske haerafdeling ost for Harzen.

Fra denne dato indtradte operationerne i en ny fase, idet Christian IV nu
opgav at fortsaette de foregaende dages forcerede fremrykning. Efter et tre dagesophold

---

14. Denne fremstilling folger den, jeg tidligere har givet i opsatsen, Slaget ved Lutter am Barenberg 1626, Krigshistorisk Tidsskrift, 1973/3, s. 80-89. Hvad angar det faktiske haendelsesforlob afviger den ikke vaesentligt fra Voges' opfattelse. Den bygger udelukkende pa det samtidige, primaere kildemateriale.

gesopholdi Northeim indledte kongen den 20. august en rsekke zigzag bevaegelseri omradet Ruhme-Duderstadt. Disse manovrer vedvarede til den 23. august.Hensigten med disse bevaegelser var formentlig en afpatruljering af de ost-vest gaende veje med det formal at forhindre de wallensteinske hjaelpetroppersforening med Tillys hovedstyrke. Imidlertid valgte de wallensteinske haerafdelinger en sydligere vej end den, Christian IV havde ventet, og den 22. august skete foreningen mellem disse og Tillys haer i egnen sydost for Gottingen.Da de to fjendtlige haere den 24. august atter modtes i omradet nord for Duderstadt, blev Christian IV klar over, at hjgelpetropperne var naet frem til Tilly pa trods af hans afpatruljering af den sandsynlige fremrykkevej. Pa dennebaggrund besluttede kongen at soge tilbage til sit udgangspunkt, Wolfenbuttel.

Fra denne dag byttedes rollerne om. Tilly gik i offensiven med sin forstaerkedehaer, og under stadige faegtninger veg den kongelige haer ud mod nord. Slutstenen pa denne opslidende fase af kampen var selve hovedslaget pa slettenved Lutter am Barenberg, hvortil den kongelige haer naede tidligt om morgenenden 27. august efter en yderst besvaerlig natlig march fra Seesen. Her

besluttede kongen sig til at lade haeren tage opstilling i slagorden nord for et
sumpet dalstrog, der gennemstrommet af en lille baek strakte sig over sletten i
ost-vestlig retning. Tilly opstillede sin haer i slagorden syd for dette dalstrog.

Hele formiddagen hengik med en artilleriduel, hvori de kongelige kanoner dog ikke synes at have deltaget i storre udstraskning. Da kongen stadig ikke gjorde mine til at angribe, sendte Tilly over middag nogle fa infanteriregimenter over baekken og lod kavalleriet pa fhajene folge efter. Pa dette tidspunkt greb kongen ind »avec une grande resolution*, som Tilly karakteriserede det kongelige modangreb. De kongelige enheder stedte frem for at kaste Tillys enheder tilbage over baekken, og angrebet fortsatte frem over baekken og naede pa et tidspunkt helt op til Tillys artilleristillinger. Forst pa dette tidspunkt lykkedes det med storste vanskelighed Tilly at standse de kongelige troppers angreb og med artilleriets hjaelp at bringe uorden i formationerne og tvinge dem tilbage, efter at sejren i nogen tid syntes at have vaeret inden for Christian IV's raekkevidde.

Under tilbagetoget synes de kongelige formationer ganske at vaere gaet i oplosning, og med de desorganiserede regimenter havde de nu angribende katolske tropper let spil. Resultatet var den kongelige haers totale nederlag og Christian IV's fortvivlede, ensomme ridt til Wolfenbiittel i den tiltagende skumring. Herom noterede kongen senere lakonisk i sin skrivekalender: »Sloges vi med Fjenden og mistede Slaget. Samme Dag drog jeg til Wolfenbiittel«.

Saledes er de hovedtraek i slagets forlob, hvorom der er naesten fuld enighed blandt slagets historikere. Pa denne baggrund skal herefter droftes det aspekt af slaget, hvorom enigheden er langt mindre markant, nemlig sporgsmalet om hvorfor slaget fik det udfald, som det fik.

IV

For pa passende kort form at anskueliggore uenigheden om arsagsforholdene skal i det folgende sammenholdes de forklaringer, som henholdsvis Svend Elleho j¹⁵ og Axel Larsen (Liljefalk)¹⁶ har givet pa kampens udfald. Grunden til valget af netop disse to fremstillinger vil fremga af det folgende.

Svend Ellehoj opregner groft taget folgende momenter som forklaring pa
Christian IV's nederlag:

1. Det lykkedes tkke kongen at forhindre det wallensteinske hjaelpekorps'
forening med Tillys hovedstyrke i dagene inden den 24. august. Derfor blev

---

15. Svend Ellehoj: Christian 4.s tidsalder (Politikens Danmarkshistorie. Bd. 7). 1964, s. 261-64.

16. Axel Larsen (Liljefalk): Kristian denfjerdes Krige. 1895, s. 89-95. Fremstillingen af slaget deri er overensstemmende med den, som forfatteren gav i Kejserkrigen, der udkom aret efter.

kongen tvunget til at pabegynde tilbagetraekningen i retning af Wolfenbiittel.

2. Skont de to haere talmaessigt var nogenlunde jaevnbyrdige - hver pa omkring
20.000 mand - var kongens »unaegtelig af ringere kvalitet end Ligaens

3. Efter Tillys forste angreb ivaerksattes fra kongens side et modstod mod den katolske haers centrum, der i begyndelsen veg, men alligevel senere bragte modstodet til standsning. Da de kongelige styrker derefter begyndte at vige, indvikledes de i rytterkampe, der hele tiden havde fundet sted bag dem og pa fiojene. Dette bragte de kongelige formationer i total oplosning, og kampen endte i en fuldstaendig massakre pa den desorganiserede kongelige haer.

4. Endelig citeres Christian IV's udtalelse om general Fuchs, »der endnu, mens han var i live, var som dod, da han skulle udfore, hvad der blev ham befalet«. - Som Ellehoj bemserker, var Fuchs afskaret fra at forsvare sig mod denne anklage. Han faldt i slaget.

Ellehoj forklarer saledes kongens nederlag ved to forhold, et kvalitetsmasssigt og et taktisk. De kongelige tropper var ringere end Tillys, og den danske haerledelse slog heller ikke til (general Fuchs). Den afgorende forklaring er imidlertid af taktisk art. Forst lykkedes det Tilly at udmanovrere kongen, sa han matte tiltraede tilbagetoget (de wallensteinske hjaelpetropper), dernasst fandt en tilsvarende udmanovrering sted under selve hovedslaget, hvor Tilly med held benyttede den fra den klassiske krigshistorie kendte Cannae-taktik: ved hjaelp af en tilbagetraskning af centret lokkedes den kongelige hovedstyrke sa langt frem, at den blev indfanget af knibtangens keeber, kavalleriet pa flojene. Dermed var det taktiske grundlag for den kongelige haers fuldsttendige tilintetgorelse tilvejebragt. Resten afgjordes af de katolske troppers bedre kvalitet. - I Svend Ellehojs fortolkning var slaget ved Lutter am Barenberg saledes blot endnu et eksempel pa Cannae-taktikkens heldige anvendelse.

I forhold hertil afviger Axel Larsens forklaring pa flere punkter. Han opregner
groft taget folgende momenter:

1. Tillys haer var talmaessigt den kongelige haer staerkt overlegen (32.000 mand mod 25.000), selv om de kvalitetsmasssigt var jasvnbyrdige (»... de danske Bonderkarle, som kun havde vaeret forholdsvis kort under Fanen, viste sig at veere Tillys gamle spanske, flamske og tyske Landsknasgte fuldstaendig voxne ...«).

2. Kongens haer var opstillet i tre traefninger med de danske enheder i forreste traefning, og under det kongelige modstod naede anden trsefning ikke i rette tid frem til hjaelp for forste traefning. Det var det skaebnesvangre fejlgreb, mener Axel Larsen.

3. Tilly havde som en klog og forsigtig feltherre etableret en hindring af faeldede
trseer foran sine kanoner, og denne hindring standsede det kongelige
modstod.

4. Pa et kritisk tidspunkt i slaget forplantede sig lynsnart det rygte blandt de kongelige tropper, at Wallenstein med hele sin haer var i faerd med at angribe de kongelige enheder i ryggen. Dette satte panik i tropperne og var den direkte arsag til formationernes oplosning. - I virkeligheden, siger Axel Larsen, drejede det sig kun om en mindre wallensteinsk haerafdeling, der forsogte at omga den kongelige haers venstre flanke, hvilket Christian IV udmaerket vidste; »men hvad hjalp det, at Kongen vidste god Besked, naar Soldaterne faestede Lid til det lose Rygte. De tabte fuldstaendig Modet, forlode deres Pladser og spredte sig til Flugt«.

I sammenligning med Ellehojs skildring er det et ganske andet billede af kampen, der her fremmanes. Christian IV fremtraeder her som den energiske, beslutsomme og klartskuende haerforer, Tillys jaevnbyrdige, der ville have fort sin talmaessigt underlegne haer til sejr, hvis den ikke var blevet ramt af et uheld (anden traefnings forsinkelse), hvori kongen var ganske uden skyld, og hvis der ikke var gaet panik i tropperne pa grund af et grundlost rygte. - Egentlig ma man efter denne fremstilling undre sig en smule over, at Christian IV overhovedet tabte slaget.

Sammenligner vi de to fremstillinger, ma vi konstatere, at det i realiteten er to vidt forskellige slag, der beskrives, og at forklaringerne pa kampens udfald afviger staerkt fra hinanden - undertiden sa staerkt, at de er i indbyrdes modstrid. Medens kampen efter Svend Ellehoj blev afgjort af Tillys overlegne feltherregeni og heldige anvendelse af Cannae-taktik, var de udslagsgivende faktorer hos Axel Larsen af mere übestemt karakter (anden traefnings forsinkelse, talmaessig underlegenhed, rygtedannelse - alt i alt en ond krigslykke). Det er derfor uden videre klart, at det grundlag, hvorpa de to fremstillinger bygger, ikke kan vaere det samme, ligesom de krigsteoretiske rammer er forskellige. De to fremstillinger bygger med andre ord pa to forskellige historiografiske traditioner om slaget, traditioner, der tillige - det tor man slutte af den forskelligartede fremstilling af det faktiske forlob - ma have deres udspring i to forskellige sast af kilder til slaget. En naermere forstaelse af de to slagskildringer forudsaetter derfor en undersogelse af disse traditioner.

V

Lidt forenklet kan man opdele slagets historiografi i to »skoler«, hvortil de enkeltehistorikeres
tilhorsforhold bestemmes af, hvorvidt de i forklaringen af
kampens udfald lagde vaegten pa de arsagsforklaringer, der blev givet fra protestantisk/danskside

testantisk/dansksideeller fra katolsk/tysk hold¹⁷. De to »skoler« benaevnes i det folgende kort henholdsvis den protestantisk/danske og den katolsk/tyske tradition. Efter ovennaevnte kriterier kan der opstilles folgende forenklede skemaover det historiografiske forlob¹⁸:

Slaget 27. august 1626

protestantisk/
dansk tradition

protestantisk/
dansk primaer
tradition

Aitzema, 1669

Niels Slange,
1749

---

17. Det bor dog understreges, at der under hele forlobet var nogen interferens mellem de to »skoler«. For anskuelighedens skyld er der i det folgende set bort fra disse krydspavirkninger.

18. Gruppen »protestantisk/dansk primasr tradition* har vi i dag intet direkte kendskab til, fordi her - sa vidt vides - ikke er bevaret noget materiale derfra. Bortset fra beretningen hos Aitzema (cfr. senere i noten) er vort eneste spor af de beretninger, der uden tvivl ma have foreligget lige efter slaget, en notits hos Georg Lichtenstein, op. cit, s. XI om et dansk nyhedsblad med titlen, Aviso, en sandru visse Tiding (4 bl., 4°) fra 1626. Lichtenstein tilfejede: »Danischer Bericht iiber die Schlacht mit sehr auffallenden Unrichtigkeiten...«. Netop pa grund af det sidste ville kendskab til dette stykke dansk publicistik have vaeret af stor interesse; men desvaerre har jeg ikke haft storre held med min eftersogning deraf end Schafer og Voges, hvem det ej heller lykkedes at finde det. Med »Aitzema, 1669« menes den nederlanske diplomat og historiker, Lieuwe van Aitzemas - fra et evangelisk standpunkt affattede - store historievaerk, Verhael van Saken van Staet en Oorlogh ..., hvis forste bind udkom i Haag i 1669. Slaget behandles s. 551-52 i dette bind. »Niels Slange, 1749« = Niels Slange: Den Stormcegtigste Konges Christian den Fjerdes, Konges til Danmark og Norge etc. ... Historie. Bd. 111. 1749, s. 569-72. »Fr. v. d. Decken, 1833« = Den hannoveranske generalfelttojmester, Friederich von der Deckens arbejde, Herzog Georg von Braunschweig und Liineburg. Bd. I. Hannover 1833. Den katolske primaere tradition behandles mere indgaende senere i denne artikel. De tidlige dele af de to traditioner behandles indgaende af Dietrich Schafer, op. cit. Alle beretningerne om slaget er in extenso gengivet i min stencilerede kildesamling, Slaget ved Lutter am Barenberg 1626. En samling kildetekster til belysning af nyhedsformidling og propagandavirksomhed under Tredivedrskrigen. Odense 1973.

Fr. v. d. Decken,
1833

Georg Lichtenstein,

Axel Larsen
(Liljefalk),
1895, 1896

katolsk primaer
tradition

Dietrich Schafer,
1900

Hermann Voges,
1922

Svend Ellehoj,
1964

katolsk/
tysk tradition

De tidligste faser af den protestantisk/danske tradition er det som folge af den
mangelfulde overlevering af de tidlige beretninger fra dette hold vanskeligt at
komme naermere ind pa livet. Det forste spor findes hos Aitzema, der angiver
en dansk beretning som sin kilde19. Heraf fremgar det klart, at man fra dansk
side allerede i de tidlige faser gav en forklaring pa nederlaget, hvis bestraebelse
var over for samtiden og eftertiden at bortforklare nederlaget - eller rettere at
give det en forklaring, der ikke implicerede en svaekkelse af Christian IV's militaere
omdomme. Denne forklaring havde form af en veritabel »dolkestodslegende«,
der i hovedsagen byggede pa to elementer:
- den kongelige heers tyske rytterafdelinger svigtede pa det afgorende tidspunkt
af slaget,

---

19. Aitzema, op. cit., s. 552: »Van de zijde van Dennemarcken werdt de Battaille verhaelt op volghende manier ...«.

- den kongelige haer blev midt under slaget angrebet i ryggen af en stor fjendtlig

Disse to forhold i forening var afgorende for kampens udfald20.

Det bor bemserkes, at disse to pastande ganske savner hjemmel i det primaere kildemateriale. Christian IV dementerede selv indirekte den forste af pastanden e²¹, og den sidste savner ethvert belseg i det samtidige materiale, selv om det vel er muligt at konstruere bagholdsangrebet af oplysningen om det wallensteinske hjaelpekorps' forening med Tillys hovedstyrke den 22. august og en oplysning om en rytterkamp pa den kongelige side af baekken under selve hovedslaget. Skont uden hold i det acceptable kildemateriale gav disse udsagn saledes en forklaring pa nederlaget, der ikke kompromitterede Christian IV og danskerne, samtidig med at der kastedes et lidt odiost skaer over Tillys sejr. Med denne erkendelse kan der nu kastes et klarere lys over Axel Larsens fremstilling af slaget.

Her genfindes i modificeret form de baerende elementer i den protestantisk/danske tradition. Det tyske rytteris svigten fremfertes vel ikke direkte; men Axel Larsen oplyste, at den kongelige haers forste traefning bestod af danske enheder. Anden traefning, hvis forsinkelse blev skaebnesvanger, matte derfor rumme tyske enheder, der dermed indirekte fik tillagt ansvaret for nederlaget. Hvad angar det andet moment, bagholdsangrebet, fulgte Axel Larsen delvis sit forlaeg, Georg Lichtenstein, med efterretningen om rygterne vedrorende Wallensteins angreb, men tilfojer sa for egen regning udsagnet om det wallensteinske hjaelpekorps - formentlig for at give argumentationen storre vsegt.

Hvorfor valgte Axel Larsen at lasgge argumentationens hovedvaegt pa dennekildemaessigt set sa svagt funderede tradition? - For det forste var en streng kritisk holdning til kilderne ikke kendetegnende for Axel Larsens virke som krigshistoriker²². For det andet -og det var det afgorende - havde han et ganskebestemt

---

20. Hos Aitzema njevntes det, at rytteriet svigtede som folge af manglende betaling af sold, og at det var hertugen af Liineburg, der under slaget faldt den kongelige hasr i ryggen. Slange gentog disse forklaringer, men understregede tillige, at det var de tyske ryttere, der svigtede, lige som han vidste, at hertug Georg af Liineburgs bagholdsstyrke bestod af 4.700 ryttere. Von der Decken aendrede det sidstnaevnte moment derhen, at det var wallensteinske hjaslpetropper, der angreb kongen i ryggen. Dette modificeredes yderligere hos Lichtenstein, der haevdede, at rygter om wallensteinske troppers bagholdsangreb spredte panik blandt de kongelige tropper, men at disse rygter var grandiose. Hos Axel Larsen finder vi som naevnt legenden fuldt udviklet: rygter om den wallensteinske hovedstyrkes bagholdsangreb spredte panik; men i virkeligheden var der kun tale om en mindre wallensteinsk styrke.

21. I et brev til hertug Adolf Frederik af Mecklenburg af 8. September 1626 bemasrkede Christian IV bl.a.: »Dass fusfolck wolthe ganss nit Steen, dii Reiitherei thadt das beste,...« (C. F. Bricka og J. A. Fridericia: Kong Christian den Fjerdes egenhcendige Breve. Bd. 11. 1891, s. 31-32).

22. Cfr. K. C. Rockstrohs karakteristik af ham som en levende og begejstret, men noget unojagtigt skribent i Dansk biografisk Leksikon.

skebestemtformal med sin skildring af denne krig, nemlig »at skildre Kristianden fjerde som Heltekongen, der til Lands og til Sos personlig optraadte som Forer for sit Folk, baade naar det kom an paa at hsevde Danmarks og Norges Magt og Anseelse, og naar det gjaldt at vaerge Rigerne mod fjendtligt Indfald«²³. Pa denne baggrund ma det siges at vasre bade forstaeligt og logisk, at han i sin fremstilling af slaget valgte at lsegge den afgorende vaegt pa den dansk/protestantiske tradition, selv om han derved mere eller mindre uforvarendekom til at viderebefordre en myte om slaget, der omhyggeligt var lagt til rette af den danske propaganda i den hensigt at begraense nederlagets politiskeog militaere konsekvenser. Propagandaens fremstilling af slaget ma klart karakteriseres som uhjemlet i det acceptable kildemateriale og kan pa denne baggrund kun betegnes som en veltilrettelagt myte, der nok kan give os indsigti det 17. arhundredes propagandametoder, men ikke oger den krigshistoriskeerkendelse af slaget ved Lutter am Barenberg. Den »krigshistoriske laere«,man pa dette grundlag matte uddrage, bliver derfor uvaegerligt en falsk og ilde begrundet lsere.

I modsaetning til den protestantisk/danske tradition har den katolsk/tyske en solid baggrund i samtidig kildemateriale, herunder ikke mindre end otte nassten samtidige beretninger fra Tillys egen hand, to ojenvidneberetninger fra hojtstaende officerer i Tillys haer samt en rapport fra den luneburgske diplomat, dr. Hundt, der dog kun var andenhandsvidne til selve hovedslaget. Skematisk og en smule forenklet kan der opstilles folgende oversigt over afhasngighedsforholdene i denne traditions tidlige dele²⁴:

TILLY

OBERSTLOJTN.
BINDAUFF

ANONYM
OBERST

DR. HUNDT

---

23. Citatet stammer fra hans eget forord til Kristian den Jjerdes Krige. 1895.

24. Alle de i oversigten angivne beretninger er naermere beskrevet og behandlet af Dietrich Schafer, op. cit. De er alle gengivet i fuld ordlyd i min tidligere naevnte samling af kildetekster til slaget.

Beretn. til infantinden Isabella i Bruxelles, 1626, 28/8

Beretn. til
kejseren,
1626, 28/8

Beretninger fra Tilly t.
kurfyrsterne af Bayern,
Koln, Mainz og Sachsen
samt til hertug Christian
af Celle og en anonym
»rigsfyrste«

Udateret, redigeret beretning fra det kejserlige kancelli

Ekstrakt
af brev,
dateret

»Wiewaldt«
1626, 28/8

Relation til hertugen af Celle, 28/8

Heraf afledes praktisk taget alle samtidige flyveskrifter,
»Neue Zeitungen«, afbildninger og omtrent samtidige historievaerker

Senere tradition

Af oversigten ses, at den katolske version af slaget er solidt baseret pa et rigeligt samtidigt beretningsmateriale fra ojenvidner. Deter derfor ikke underligt, at kildekritisk arbejdende historikere som Dietrich Schafer og Hermann Voges valgte at basere fremstillingen af slagetradition frem for den mangelfuldt begrundede protestantisk/danske. Deter heller ikke overraskende, at Svend Ellehoj valgte at folge den fremstilling af slaget, som de videnskabeligt arbejdende historikere pa dette grundlag udviklede. Derved blev Ellehoj imidlertid uforvarende offer for den katolske propaganda, der udfoldedes med udgangspunkt i slaget, og tillige for den stserke styring, som de omkring 1900 fremherskende tyske krigsteorier ovede pa Voges' fortolkning af slaget. Disse momenter skal i det folgende underkastes en nojere droftelse.

Naturligt nok sogte den katolske propaganda at udnytte sejren som argumenti den heftige propagandakrig, der sidelebende med den »rigtige« krig uophorligt fortes mellem de stridende parter. Tredivearskrigen betegnede ogsa kulminationen af mere end et arhundredes religios og kirkelig strid i Europa. Det var derfor naermest uundgaeligt, at propagandakrigen hovedsageligt fortesi denne sfaere. Saledes ogsa i det foreliggende tilfaelde. Kort udtrykt fremstilledessejren ved Lutter am Barenberg som det definitive bevis for, at Gud var pa katolikkernes side. Sejren skyldtes saledes mere Den Almaegtiges styrelseend Tillys feltherrekunst. Dette »Gud er pa vor side« - tema findes anslaetallerede i Tillys tidlige beretninger²⁵, lige som det findes gentaget i forstaerketog pointeret form i sa godt som alle de flyveskrifter og nogenlunde samtidige historievaerker, der fra katolsk side spredtes som begivenheden²⁶.

---

25. Eksempelvis bemaerkede Tilly i indberetningen til kejser Ferdinand II af 28. august 1626: »So hat doch der Allmachtige seine Gottliche Gnad / ohne Zweiffel in Respect der gerechten Sachen / soweit scheinen lassen / dass Ewer Rom. Kays. Majestat / etc. vnd deroselben beystehenden getrewn devovirten Standen Feinde evincirt vnd iiberwunden worden. Vnd also die Victori vnd Obsiegung auff die Seiten gefallen«. I indberetningens slutning anviste Tilly ligefrem den linie, som propagandaen burde felge, med ordene: »... vnd bitte zu Gott dem Allmachtigen / dass seine Gottliche Allmacht nach dieser erlangten Victorien / welche alien andern vorgezogen werden kann / alle Ewer Kays. Majestat Wiederwertige vnd Feindtselige folgens gantzlich sopiren vnd dampffen / vnd darauff den edlen werthen Frieden dermalen eins widerumb bescheren / krafftiglich stabilirn vnd einsetzen wolle«. (Min tidligere naevnte samling af kildetekster, s. 3 og 5).

26. Temaet findes til eksempel fuldt udviklet i et af den katolske propagandas mest udbredte flyveskrifter om slaget, Aussfuhrliche, Griindliche Relation ..., fremstillet i Andreas Apergers bogtrykkeri i Augsburg, 1626 (gengivet i samlingen af kildetekster, s. 56-62 efter et eks. i Det kongelige Bibliotek). I dette skrift understottes argumentet yderligere af en dramatisk beretning om et himmeltegn natten for slaget: »Selbige Nacht / welche sehr schon vnd haitter gewesen / ist von jeder mannigklich an dem Himmel ein fewriges Schwerdt / zwischen beyden Lagern in der Hone schwebendt / gesehen worden / welches aber die Spitzen gegen die Dennemarckischen / vnd das Creutz gegen des Grafen von Tilli Lager gekehret / darob dessen vnderhabendes Kriegsvolck / als durch ein augenscheinlichen Wunderwerck Gottes / also frewdig vnd munter worden / dass sie so gar den Tag nit erwarten / sondern ohne langere Dilation, den feindt mit Gewalt angreiffen / vnd darauff schlagen wol- len«. (Kildesamlingen, s. 57). Denne historie understettede pa en sasrdeles anskuelig made de mere abstrakte argumenter, og himmeltegnet gav ikke blot et visuelt vidnesbyrd om, pa hvis side Gud stod, det foregreb tillige kampens udfald og fyldte soldaterne med hellig bege j_string. Der kunne kort sagt efter dette ikke herske nogen som heist tvivl om arsagen til kongens nederlag. Dette propagandistiske Columbusasg finder man naturligt nok gentaget i talrige andre flyveskrifter fra katolsk side.

Ogsa hos Svend Ellehoj horer man et ekko af denne propaganda: »Tillys soldaternedskod sa mange af de flygtende som muligt - feltherren havde for slagetopflammet deres mod ved at minde dem om, at de stred for den sande tro, og indskaerpet dem ikke at skane noget kaetterblod«²⁷.

Ogsa pa en anden og nok sa vanskeligt gennemskuelig made synes den katolske propaganda om Tilly som Guds redskab at have ovet indflydelse pa Hermann Voges' - og dermed ogsa pa Svend Ellehojs - fremstilling. Den katolske propaganda fremstillede Tillys sejr som uafvendelig - ikke af militaere, men af religiose grunde. En mere verdslig eftertid kunne ofte nok acceptere synspunktet om sejrens uafvendelighed - men ikke af religiose grunde. Begrundelsen fandt man i den militaere sfaere, og pa dette punkt kunne krigsteorierne meget belejliget traede hjaelpende til. Denne mekanisme karakteriserer Hermann Voges' fremstilling.

Denne grundige undersogelse rummer saerdeles indgaende analyser af slagmarkensudseende og placering, af haerenes sammensaetning og de taktiske bevaegelserfor, under og efter slaget. Dertil kommer, at arbejdet er baseret pa en noje kritisk vurdering af alt det forhandenvaerende kildemateriale, herunder isaer de mange beretninger fra katolsk side. Dette store oprydningsarbejde var som tidligere naevnt allerede delvis gennemfort af Dietrich Schafer²⁸. Voges' fremstilling af slaget betragtes derfor almindeligvis som magistral og definitiv, og fra et kildekritisk synspunkt vil der i fremtiden naeppe heller vasre stort at foje til denne undersogelse, skont man ma studse lidt over den betydelige vaggt, Voges tillagde oberstlojtnant von Gronsfelds beretning om slaget, der er affattetsa sent som i midten af 1640'rne²⁹. Derimod kan der vaere grund til at nasrebetasnkelighed ved den fortolkning af slaget og dets taktik, som Voges fremlasggeri

---

26. Temaet findes til eksempel fuldt udviklet i et af den katolske propagandas mest udbredte flyveskrifter om slaget, Aussfuhrliche, Griindliche Relation ..., fremstillet i Andreas Apergers bogtrykkeri i Augsburg, 1626 (gengivet i samlingen af kildetekster, s. 56-62 efter et eks. i Det kongelige Bibliotek). I dette skrift understottes argumentet yderligere af en dramatisk beretning om et himmeltegn natten for slaget: »Selbige Nacht / welche sehr schon vnd haitter gewesen / ist von jeder mannigklich an dem Himmel ein fewriges Schwerdt / zwischen beyden Lagern in der Hone schwebendt / gesehen worden / welches aber die Spitzen gegen die Dennemarckischen / vnd das Creutz gegen des Grafen von Tilli Lager gekehret / darob dessen vnderhabendes Kriegsvolck / als durch ein augenscheinlichen Wunderwerck Gottes / also frewdig vnd munter worden / dass sie so gar den Tag nit erwarten / sondern ohne langere Dilation, den feindt mit Gewalt angreiffen / vnd darauff schlagen wol- len«. (Kildesamlingen, s. 57). Denne historie understettede pa en sasrdeles anskuelig made de mere abstrakte argumenter, og himmeltegnet gav ikke blot et visuelt vidnesbyrd om, pa hvis side Gud stod, det foregreb tillige kampens udfald og fyldte soldaterne med hellig bege j_string. Der kunne kort sagt efter dette ikke herske nogen som heist tvivl om arsagen til kongens nederlag. Dette propagandistiske Columbusasg finder man naturligt nok gentaget i talrige andre flyveskrifter fra katolsk side.

27. Ellehoj, op. cit, s. 263.

28. Cfr. note 10.

29. Oberstlojtnant Jost Maximilian von Bronckhorst, Graf von Gronsfeld (1598-1662) kommanderede under slaget et af Tillys infanteriregimenter. Hans beretning om slaget fremkom som et korrektiv til den efter von Gronsfelds opfattelse fejlagtige fremstilling af begivenhederne i Eberhard Wassenbergs »Teutsche Florus«, der rummede en populaer fremstilling af krigens historie. Da dette vaerk i 1647 udkom i en ny udgave, E. Wassenbergs Ernewerter Teutsche Florus, aftryktes heri von Gronsfeldts korrigerende beretning om slaget. Cfr. Helmut Lahrkamp: Die Kriegserinnerungen des Grafen Gronsfeld (1598-1662), Zeitschrift des Aachener Geschichtsvereins, Bd. 71, 1959, s. 77-104. Omstsendighederne omkring beretningens fremkomst sammenholdt med tidsafstanden ma rejse betydelig tvivl om von Gronsfelds palidelighed som kilde til slaget.

lasggerivaerkets sidste del30. Den synes nemlig at bygge pa et saet anakronistisketeorier
om krigen.

For Voges la forklaringen pa kampens udfald vassentligst i Tillys feltherrekunst - ikke fordi Tilly havde Gud pa sin side; men fordi han var en gudbenadet haerferer, der horer hjemme blandt krigshistoriens store: Tilly »hebt sich ... weit hinaus iiber den Rahmen der Heerfiihrung des dreissigjahrigen Krieges «³¹. Han satte ogsa sine mal hojt, »hoher als es im allgemeinen in Wesen der Kriegfuhrung des 17. Jahrhunderts lag«³². Vil man saette sagen pa spidsen, kunne det udtrykkes saledes, at Tillys storhed for Voges bestod i, at han satte sig krigsmal, der ikke var det 17. arhundredes, og at han forte sin kamp efter doktriner, der ej heller var karakteristiske for dette arhundrede. Det sa lidet tidstypiske mal, som Tilly ifolge Voges havde sat for sine operationer, var ikke blot »dem Konig aus der Gegend westlich und sudwestlich des Harzes hinauszumanovrieren, sein Ziel war das feindliche Heer zur Schlacht zu zwingen und zu vernichten«³³. Heri ligger noglen til forstaelse af Voges' tolkning af slaget: Tilly tilstraebte et afgorende slag med modstanderen, og hans mal var intet mindre end dennes »Vernichtung«, som han efterstraebte »mit rucksichtloser Tatkraft«. Denne udtryksform og disse termer klinger ikke meget af det 17., men langt mere af det 20. arhundrede. Pa den baggrund giver det heller ikke anledning til nogen forbavselse at konstatere, at den krigsteoretiske referenceramme, som Voges benyttede ved fortolkningen af slaget, ikke har spor med det 17. arhundrede at gore, men er identisk med de radende doktriner inden for Den store tyske Generalstab i tiden op til 1. Verdenskrig³⁴, naermere betegnet i feltmarskal Alfred von Schlieffens chefperiode³⁵.

---

30. Voges, op. cit., s. 102-115.

31. Ibid., s. 103.

32. Ibid., s. 102.

33. Ibid.

34. Dette fremgar af Voges' noter til dette afsnit, hvoraf fiertallet rummer henvisning til Carl von Clausewitz' store vasrk, Vom Kriege (formentlig 1905-udgaven). Det fremgar ligeledes, at hans fortolkning forst og fremmest stettede sig pa vaerket, Der Schlachterfolg mit welchen Mitteln wurde er erstrebt? (Studien zur Kriegsgeschichte und Taktik. Bd. Ill), Berlin 1903 - et generalstabsarbejde, udarbejdet pa generalstabschefen, von Schlieffens befaling. Deri analyseredes de europasiske felttog siden Frederik den Stores dage med henblik pa derved at fastsla de faktorer, der var afgorende for at vinde slag. Konklusionen af undersogelsen var, at der kunne konstateres en taktisk lovmasssighed, der sagde, at flankeangreb og trussel mod modstanderens ryg var afgorende for sejr.

35. Alfred von Schlieffen (1833-1913) var chef for Den store tyske Generalstab 1891-1906. Han er isasr blevet kendt for sin urokkelige tro pa Cannae-taktikkens almengyldighed. I sine beromte »Cannae-Studien« haevdede han, at alle historiens store feltherrer havde benyttet denne taktik, skont de muligvis intet anede om selve slaget ved Cannae. Cfr. Jehuda L. Wallach: Kriegstheorien. Ihre Entwicklung im 19. und 20. Jahrhundert. Frankfurt am Main 1972 (om von Schlieffen, s. 89-135). Mere udforligt behandles von Schlieffen og hans teorier i samme forfatters Das Dogma der Vernichtungsschlacht. Die Lehren von Clausewitz und Schlieffen und ihre Wirkung in zwei Weltkriegen. Miinchen 1970.

Deter ufornodent her at ga i detaljer med hensyn til disse doktriner. Deter tilstraekkeligt blot at understrege, at nogleordene deri var »Vernichtung« og »Umfassung«. Ifolge von Schlieffen kunne der kun taenkes et krigsmal, fjendens tilintetgorelse. Dette mal skulle opnas ved hjaelp af en energisk, offensiv taktik, der efter forbilledet fra slaget ved Cannae skulle fore til omfatning af modstanderens styrker og deres sluttelige udslettelse i et knibtangsslag. Kun operationer efter dette monster kunne fore til vellykkede resultater, og kun feltherrer, der i krigshistoriens lob havde fulgt dette princip, fortjente efter von Schlieffens opfattelse at regnes blandt de store.

Pa baggrund heraf kan det nu ses, at Tilly hos Voges i realiteten fremtrzeder som elev af von Schlieffen, og at just dette er baggrunden for Voges' hoje vurdering af ham. Samtidig far man en forklaring pa, hvorfor den ellers sa strenge kildekritiker foretrak at laegge vaegt pa den sene Gronsfeld-beretning: den rummer det vassentligste belaeg for en kamp pa flojene pa Christian IV's side af baekken under det kongelige modangreb og giver derfor en nodtorftig dokumentation for ansatserne til en Cannae-taktik³⁶.

Det ma saledes konkluderes, at Hermann Voges' tolkning af slaget og dets taktik i flere henseender er apriorisk og rummer tydelige anakronistiske traek. I realiteten er der tale om en tilbageprojicering af 1. Verdenskrigs tyske krigsteorier pa et slag, der udkasmpedes nassten 300 ar, for teorierne blev udformet. Deter umiddelbart klart, at en tolkning efter disse retningslinier ikke oger vor erkendelse af det 17. arhundredes krigshistorie - tvaertimod laegger den grunden til nye myter, der naturligvis er uegnede som grundlag for nogen aegte »krigshistorisk laere«.

Svend Ellehoj fulgte Voges' fremstilling af slaget, og som det tidligere fremgik, fulgte han ogsa Voges' fortolkning af det. Derved kom han uforvarende til at se slaget med den tyske generalstabs - og specielt von Schlieffens - ojne og viderebragte derved en opfattelse af det, der rummer klart aprioriske og anakronistiske

---

36. Von Gronsfelds vaesentligste anke mod Wassenbergs fremstilling var netop, at denne havde forsomt at fremhasve hans indsats pa den kongelige side af den bask, der skilte de kaempende hjere, cfr. note 29. Det bor i ovrigt for en ordens skyld understreges, at om man holder sig til det primaere og samtidige kildemateriale, finder man intet belaeg for Cannae-taktik. Tvaertimod synes Tillys bevaegelser i dagene 24.-27. august at pege i retning af, at hans mal var ved hjaelp af taktiske manovrer at jage Christian IV bort fra omradet. Ligeledes tyder den katolske feltherres manglende forfelgning af de kongelige styrker efter slaget ikke meget pa »Vernichtungstaktik« fra hans side. Det gaalder i det hele taget, at holder man sig til det acceptable kildemateriale, og kaster man den von Schlieffen'ske teoribygning bort, bliver der tilbage kun et groft omrids af slagets forlob, medens mange taktiske enkeltheder forsvinder i uvishedens tager.

VI

Skont Axel Larsen og Svend Ellehoj skildrede den samme krigshistoriske begivenhed, var deres fremstillinger som pavist vaesensforskellige og resultatet af en raekke overvejelser, der var vidt forskellige fra den ene fremstilling til den anden. For Axel Larsen var formalet udtrykkeligt en rehabilitering af Christian IV som feltherre, ligesom hans standpunkt var udpraeget nationalt. Han valgte derfor at bygge pa den darligt funderede protestantisk/danske tradition, hvis hensigt ikke var at forklare, men at bortforklare nederlaget. Som kritisk skolet historiker valgte Svend Ellehoj derimod at bygge sin fremstilling pa Hermann Voges' grundige og samvittighedsfulde arbejde; men hans skildring blev derved praeget af den katolske propaganda, og han bragte sig utilsigtet i afhaengighed af Voges' aprioriske og anakronistiske udgangspunkt.

Undersogelsen understreger derfor den meget sneevre sammenhasng mellem forfatternes udgangspunkter og forhandsopfattelser pa den ene side og deres kildeudvaelgelse, rekonstruktionsprincipper og forklaringer pa den anden. Ved konkrete eksempler er det saledes Sogt illustreret, at krigshistoriske forklaringer haenger noje sammen med de enkelte forskeres udgangspunkter, ligesom deter sogt pavist, at disse forklaringer kan bygge pa praemisser, der stetter sig pa anakronistiske modeller. Dermed er det ogsa anskueliggjort, at det i hoj'este grader problematisk at operere med en »krigshistoriens laere« i den klassiske forstand. Den gennemforte undersogelse viser, at »krigshistoriens lsere« er »krigshistorikerens laere« - hverken mere eller mindre.

Vender vi pa denne baggrund tilbage til citatet fra Salmonsens Konversationsleksikon, kan det nu indses, at den distinktion, som kaptajn Berthelsen deri opstillede mellem teoretisk (beskrivende) krigshistorie og anvendt krigshistorie - og som mange andre efter ham ogsa har haevdet - er en absurditet. Krigshistorikeren kan lige sa lidt som andre historikere umiddelbart »anvende« krigshistoriske »beskrivelser«. Da krigshistorie er en kritisk videnskab, har han en uafviselig forpligtelse til i hvert enkelt tilfaelde noje at vurdere de praemisser, hvorpa beskrivelserne er blevet til, ligesom han i sine krigshistoriske studier ma ga direkte til de primaere kilder for pa dette grundlag at foretage sin tolkning pa tidens egne praemisser. Forst da er grundlaget til stede for aegte krigshistorisk erkendelse. - Undlader han dette, skaber han ikke oget erkendelse, men nye myter - og deter, med Michael Howards ord, maske nassten vaerre end ingenting.