Deter hensigten med denne artikel at forsoge at klarlsegge nogle af forholdene vedrorende de baltere, der opholdt sig som flygtninge i Danmark fra 1945 til 1949. Sagen om udleveringen af de 146 baltiske flygtninge fra Sverige til USSR i januar 1946 er blevet behandlet af Per Olov Engquist i bogen »Legionaererne«. Sverige havde under krigen fra Balticumlandene modtaget ca. 30.000 civile flygtninge, som fik asyl i landet. I krigens sidste dage flygtede ca. 2.500 tyske soldater og 167 baltere i tysk tjeneste, som var blevet indesluttede i Kurlandlommen, til Sverige. Pa opfordring fra de allierede indgik samlingsregeringen en aftale om, at de tyske soldater skulle udleveres til vestmagterne og de baltiske til russerne. Udleveringen af tyskerne foregik uden affaerer, mens hjemsendelsen af balterne ikke blev ivaerksat med det samme. Da udleveringen blev aktuel, vaegrede den socialdemokratiske regering sig ved at give efter for opinionens krav om at give balterne asyl i Sverige og derved omstode samlingsregeringens beslutning. Eftersom tyskerne var blevet udleveret til vestmagterne, mente man ikke at kunne diskriminere russerne ved at nasgte at udlevere balterne¹.

Denne artikel vil i mange henseender vaere ufuldstaendig, og der vil blive trukket sporgsmal frem, pa hvilke det pa nuvaerende tidspunkt ikke er muligt at give et fyldestgorende svar. Ikke desto mindre kan der vaere en vis rimelighed i pa denne made at gore opmasrksom pa et emne, som er en interessant del af Danmarks efterkrigstidshistorie, men som kun berores yderst kortfattet i vaerker, der beskaeftiger sig med denne periode².

1. Per Olov Enquist: Legiondrerne (Stockholm, 1970). s. 253 ff.

2. Se f.eks. Politikens Danmarkshistorie, bd. 14, s. 339-341.

Kildemateriale

Den eneste naermere omtale af emnet findes i den af Flygtningeadministrationen udgivne bog Flygtninge i Danmark 1945-1949. Denne er udarbejdet af medarbejderne i Flygtningeadministrationen og er en beretning over det arbejde, som fandt sted med flygtningene i Danmark de foregaende ar. Storstedelen af bogen er viet de tyske flygtninge (5.9-256), som da ogsa udgjorde det langt storste antal - maj 1945 ca. 244.500 personer³ - mens resten af bogen (s. 257-286) er beretning fra Afdelingen for ikke-tyske flygtninge. Det skal dog tilfojes, at en del problemer var faelles for de tyske og de ikke-tyske flygtninge og derfor kun er omtalt i bogens forste del.

Der findes desuden den af Udenrigsministeriet udgivne »Aktstykker vedrerende de tyske flygtninge i Danmark 1945-1949«, Kobenhavn 1950, men som titlen angiver, omhandler denne bog kun de tyske flygtninge og er derfor af begraenset relevans for denne artikel.

I sine erindringer »Modvind og Medbor« beskriver fhv. minister Johs. Kjserbol
den periode, hvor han var leder af Flygtningeadministrationen, men omtaler
kun de ikke-tyske flygtninge rent en passant4.

Straks efter kapitulationen blev forsorgen for de tyske flygtninge i Danmark overdraget Statens civile Luftvaern. Et storre antal ikke-tyske flygtninge i de tyske lejre gjorde krav pa bedre behandling end de tyske flygtninge, og Dansk Rode Kors patog sig, efter aftale med overleege Eigil Juel Henningsen, Sundhedsstyrelsen, forsorgen for disse mennesker⁵. For at kunne bestride denne opgave oprettede Dansk Rode Kors en speciel Flygtningeafdeling, hvis leder blev dr. med. Esther Ammundsen. Da Flygtningeadministrationen blev oprettet i September 1945 under ledelse af minister Johs. Kjaerbol, indgik DRK's Flygtningeafdeling heri, idet den dog bibeholdt en udstrakt selvstaendighed.

Til denne artikel er benyttet de af Dansk Rode Kors i Rigsarkivet deponerede akter fra denne periode. Deter oversigter over antallet af flygtninge i lejrene, meddelelser til og fra lejrene samt korrespondance mellem DRK's Flygtningeafdeling og overste ledelse. Endvidere kan naevnes fortrolige beretninger fra DRK's inspektionsrejser til lejrene og redegorelser i nogle stridssporgsmal, der opstod omkring DRK (f.eks. nogle polske soldaters vaegring mod at tage arbejde i juni 1946, angreb pa DRK i dagbladet »Kobenhavn« i forbindelse med baltersagen i juli 1947), samt redegorelser fra DRK til Rode Kors i andre lande.

En vaesentlig del af materialet til denne undersogelse er sager, FlygtningeadministrationensPolitiafdeling
har afleveret til Rigsarkivet. FlygtningeadministrationensPolitiafdeling

---

3. Fl. i DK s. 26.

4. Johs. Kjaerbol: Modvind og medbor, 1959. Kapitlet »I Flygtningeadministrationen«.

5. DRK's Flygtningeafdelings beretning af 25.3.47, DRK pk. 71.

ministrationensPolitiafdelingdaekkede bade tyske og ikke-tyske flygtninge og beskaeftigede sig - naturligt nok - med sager af politimasssig karakter. Deter lovovertraedelser (sortborshandel, ulovligt arbejde, flugt fra lejrene), ansogningerom omregistrering fra tysk til ikke-tysk flygtning med pafolgende overflytningfra tysk til allieret lejr, udstedelse af arbejdstilladelser, afhoringer i forbindelsemed fastlaeggelse af flygtningenes nationalitet og andet. Politiafdelingenhar til Rigsarkivet afleveret 7 bind flygtningejournaler fra 1945-1949 med dertil horende flygtningejournalsager. Flygtningejournalerne er imidlertid vanskeligtanvendelige, idet der dels mangier sider i dem, dels kun findes et registertil forste halvdel af 1. bind. Flygtningejournalsagerne er ikke komplette i forhold til de sager, som er indfort i journalerne. En del sager kan vaere oversendttil militaermissionerne pa Dagmarhus, som Flygtningeadministrationen havde et tset samarbejde med⁶, men derudover er der gennemfort en yderst hardhaendet oprydning og kassation for afleveringen til Rigsarkivet, sa kun en brokdel af de oprindelige sager er bevarede. Deter pa nuvaerende tidspunkt umuligt at pavise, om der har vaeret udstukket bestemte retningslinier for kassationen.Henlaeggelsen af sagerne er sket i nogenlunde nummerorden, men der kan pludselig vaere lakuner pa op til 50 numre. En del sager er henlagt i ukomplet stand. Det ma stasrkt beklages, at den afleverende instans saledes har kasseret materiale, som givet ville vaere relevant for undersogelsen af savelde tyske som de ikke-tyske flygtninges forhold. De eneste oplysninger, der kan skaffes om de ikke-eksisterende sager, er korte angivelser af korrespondancensindhold i flygtningejournalerne samt nogle kortfattede notater pa kortenei et af politiet fort kartotek over flygtningene.

Det ma saledes erkendes, at materialet fra Politiafdelingen er fragmentarisk, hvorfor det kun med forbehold vil vaere muligt at drage slutninger derudfra. Det til denne artikel benyttede materiale om balterne virker dog nogenlunde

Flygtningeadministrationen har til Rigsarkivet afleveret en anselig maengde endnu uordnede papirer. Fra denne gruppe skal blot fremhaeves referaterne fra Socialministeriets moder med SHAEF (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Forces) pa Dagmarhus i manederne maj - September 1945.

Det har beklageligvis ikke vaeret muligt at opna tilladelse til at benytte
Udenrigsministeriets akter, som med sikkerhed kan siges at indeholde meget
materiale af interesse for denne undersogelse.

Nogle tidligere flygtninge fra Balticumlandene, nu bosatte i Danmark, har
vist mig den venlighed at berette om deres personlige oplevelser i forbindelse
med flygtningeperioden i Danmark, saledes at ogsa problemets menneskelige

---

6. Oplysning fra kontorchef Johs. Blecher den 9.6.1976. Kontorchef Blocher var fuldmasgtig i Flygtningeadministrationen 1945-1948.

aspekt kunne belyses. Den estiske legationsrad, A. Koern, har givet mig fyldigeoplysninger
om sin diplomatiske virksomhed i arene 1945-1951 og har givettilladelse
til benyttelse af dele af sin korrespondance.

Flygtningesituationen i 1945

Ud over de ca. 244.500 tyske flygtninge, som ved kapitulationen befandt sig i Danmark, var her ca. 31.000 personer af ikke-tysk herkomst⁷. Man ansa det fra dansk side for rimeligt at sikre disse personer noget bedre forhold end de tyske flygtninge. Det forste problem var at skaffe oplysninger om, hvor de ikke-tyske flygtninge befandt sig, og hvor mange der var. Til dette formal udpegedes via DRK seks personer, som hver fik til opgave at gennemga et omrade af landet og skaffe sig overblik over situationen⁸. Derefter begyndte man at samle de ikke-tyske flygtninge i saerlige lejre under Dansk Rede Kors. Meget hurtigt opstod et problem om, hvem der kunne anerkendes som allieret displaced person (D.P.) og hvem ikke⁹. Tjekkere, italienere, jugoslaver, rumEenere, polakker savel som russere blev betragtet som allierede D.P.'s. ostrigere betragtedes i starten som tyskere, men overfertes senere til allierede lejre. Civile ungarere behandledes som allierede. Danzigere og memellaendere anerkendtes i starten som allierede, men overfortes senere til tyske lejre.

De knap 6.000 baltere var et problem, fordi russerne og englsenderne sa forskelligt pa deres nationalitetsforhold. De betragtedes som allierede, medmindre de bevisligt frivilligt havde tjent i tysk uniform eller faet tysk statsborgerskab. I sa fald anbragtes de i tyske lejre.

Flygtninge, der haevdede at vaere statslose, blev underkastet en nsermere undersogelse
og afhsengigt af dennes udfald anbragt i tysk eller allieret lejr.

Ved »paene tyskere« forstod man tyske statsborgere, som havde siddet i kzlejre
eller pa anden made vaeret forfulgt af nazisterne. Disse placeredes i sserskilte
lejre og behandledes pa lige fod med allierede flygtninge.

Pa grund af de mange komplicerede forhold valgte man forholdsvis hurtigt
at benytte betegnelsen ikke-tyske flygtninge frem for allierede - idet ikke alle
DRK-placerede kunne siges at tilhore den sidste kategori.

Baltiske flygtninge

Som tidligere naevnt var der blandt flygtningene knap 6.000 personer, som
stammede fra Balticum. Med den sovjetiske besaettelse af Estland, Letland og

---

7. Fl. i DK s. 26 og 259.

8. Oplysning fra dr. med. Esther Ammundsen, som sammen med en sekretaer fra Dansk Rede Kors gennemgik omradet nord for Limfjorden. 8.7.1976.

9. Se ngermere herom i Fl. i DK s. 261.

Litauen i 1940 i tankerne havde de valgt at flygte, da de russiske tropper naermedesig de baltiske stater i 1944. Flugten gik normalt via Polen til Tyskland, hvorfra de, da det endelige sammenbrud naermede sig i 1945, fortsatte til Danmark.Disse flygtninge kom til at udgore en sasrlig problemfyldt gruppe blandt de ikke-tyske displaced persons pa grund af de politisk komplicerede forhold ved afklaringen af deres nationale tilhorsforhold og dermed hele sporgsmalet om repatrieringen.

Ifolge Jalta-overenskomsten kunne ingen flygtninge, med undtagelse af russiske statsborgere, som af politiske grunde ikke onskede at vende tilbage til deres hjemland, tvinges hertil, medmindre arsagen til deres vaegring var, at de frivilligt havde ydet stotte til den tyske vaernemagt. Problemet med balterne var saledes, at russerne efter indlemmelsen af de baltiske stater i USSR i 1940 betragtede dem som sovjetiske statsborgere, mens englsenderne betragtede dem som statslose og gav dem den beskyttelse, denne status berettigede til. Deter klart, at de baltere, som havde tilhort den tyske vaernemagt, derfor kom til at udgore et saerligt vanskeligt problem, hvilket man sa i Sverige i 1945/46 i forbindelse med udleveringen til USSR af de baltiske legionserer.

Statsretligt indtog de baltiske repraesentanter i Danmark en uvis position efter krigen. Den estiske legationsrad havde i 1940 siddet en ordre hjemmefra om overdragelse af alle anliggender til den russiske ambassade overhorig og fortsatte pa egen hand med at fungere som sit lands repraesentant i Danmark. Under krigen var han via en kontakt til modstandsbevaegelsen medvirkende til at skaffe flygtede estere til Sverige. Selv om Udenrigsministeriet i jan. 1941 meddelte, at man ikke kunne anerkende ham som »the legation«, fortsatte de to parter dog med at have kontakt bade under og efter krigen. Da fortegnelsen over de diplomatiske repraesentanter i Kobenhavn udkom igen i 1945, var de baltiske repraesentanter ikke medtaget deri. I maj 1945 sendte den estiske legationsrad en raekke pro memoria ang. flygtninge og disses eventuelle hjemsendelse til Udenrigsministeriet¹⁰. Ogsa den lettiske legationssekretasr forsogte - som senere omtalt - at intervenere til fordel for flygtningene, men blev kun kort tid efter krigen her i landet, hvorefter han rejste til London og tilsluttede sig den lettiske repraesentation der¹¹.

Ved kapitulationen oplystes der at vaere ca. 4.500 baltiske flygtninge i Danmar
k12. Dette tal er noget mindre end det samlede antal registrerede baltere,
som udgjorde

---

10. Samtale med den tidligere estiske legationsrad 7.1.1977.

11. Samtale med en tidligere lettisk flygtning 8.2.1977.

12. Fl. i DK s. 278.

Differencen skyldes, at mange flygtninge, der i forste omgang blev internerede i tyske lejre, ved en senere omregistrering eller efter ansogning blev anerkendt som baltiske flygtninge og derefter overflyttet til DRK-lejre for ikke-tyske flygtninge. Formodentlig har ogsa nogle baltere blandt de tyske flygtninge valgt ikke at afslore deres virkelige identitet af angst for at blive hjemsendt, og disse optraeder ikke i statistikkerne som allierede flygtninge¹¹.

Langt storsteparten af balterne var civile flygtninge, for hvem det ikke var et problem at afgore, i hvilken slags lejr de skulle anbringes. Men et mindre antal kraevede naermere overvejelser: hvem skulle overtage forsorgen for de ikketyskere, som tidligere havde tilhort vaernemagten, vaeret stationeret i Danmark, men for eller efter kapitulationen var flygtet fra deres enheder og derfor ikke hjemsendtes med de ovrige tyske tropper¹⁴? Det samme sporgsmal var aktuelt for de ikke-tyskere, som havde tilhort vaernemagten, var blevet sarede og indlagt enten pa lazaret i Danmark eller bragt til Danmark med lazaretskib ved evakuering af lazaretter pa Riigen og i Polen i marts-april 1945.

I samarbejde med den allierede militaermission fik de danske myndigheder fastlagt, at DRK skulle patage sig forsorgen for medlemmer af sprasngte troppeafdelinger, mens samlede troppeformationer af englaenderne blev sendt til Tyskland. DRK kom ogsa til at patage sig forsorgen for en del personer, om hvem det ikke kunne afgores, hvorvidt de var civile eller militasre, idet de ikke var uniformerede og ikke besad legitimationspapirer af nogen art. I mange tilfaelde kunne man med foje mistaenke dem for at have skaffet sig af med kompromitterende legitimation, uden at man dog var i stand til at bevise noget, og sadanne flygtninge blev pa den made anbragt pa lige fod med almindelige civile i DRK-lejre.

Sporgsmalet om anbringelse af baltere i uniform blev bragt frem pa et mode mellem SHAEF og Socialministeriet den 29. maj 1945. SHAEF afgjorde, at baltere i uniform skulle iklaedes civilt toj og anbringes i civile lejre. Udover at det var vanskeligt at skaffe toj til dem, havde Socialministeriet ingen indvendinger derimod¹⁵.

---

13. item s. 259.

14. Brev af 27.4.46 fra DRK til Fl.adm., Pol.afd.s sag nr. 7674/46.

15. Socialministeriets referat af mode pa Dagmarhus mellem SHAEF og Socialministeriet. 29.5.45.

Livet i lejrene

De ikke-tyske flygtninge blev i forste omgang samlet i lejre afhsengigt af deres opholdssted ved kapitulationen og uden hensyntagen til nationaliteterne. Sa hurtigt det blev overskueligt - nemlig sidst i maj og begyndelsen af juni 1945 - begyndte DRK at samle flygtningene i lejre efter nationalitet. Dette blev gjort forst og fremmest af sproglige grunde, men ogsa for at undga uoverensstemmelser nationaliteterne imellem. Russerne anbragtes saerskilt og aldrig sammen med b altere.

En estisk flygtning, der inden befrielsen havde levet et par maneder pa falske papirer i Kobenhavn efter at vaere flygtet hertil via Tyskland, beretter, at hun henvendte sig pa Emdrupskolen, hvor hun havde hort, at DRK havde en lejr. Forholdene der var kaotiske. Snart blev dog en del baltere, polakker og tjekkere - i alt ca. 700 personer - overflyttet til KB-hallen. I begyndelsen sov maend, kvinder og born imellem hinanden pa madrasser pa gulvet. Men kort efter indflytningen kom en papirfabrikant og afleverede noget pap, og ved hjaelp af dette indrettede flygtningene pa kort tid sma »huse«, sa der for forste gang i lang tid blev mulighed for privatliv. Vaeggene spaerrede for blikket, men ikke for lyden, sa man kunne ikke helt undga at folge med i naboernes liv. Alligevel var det en forbedring fra tidligere. Mad blev bragt til hallen; der var rigeligt af den, og den var rimelig god - de fleste af flygtningene havde kort forinden oplevet suit, sa kravene var ikke sa store. Med renligheden holdt man selv justits. Ret hurtigt fik man varmt vand, hvilket affodte nogen kritik udefra, idet sportsfolk i andre haller ikke havde mulighed for at tage varmt bad¹⁶.

Registrering af flygtningene fandt ogsa sted i lejren, i KB-hallen under medvirken af nogle af de hojst estimerede fra hjemlandet, som samtidig kom til at fungere som tillidsmaend for flygtningene. I andre lejre foretog det danske politi registreringsforhorene uden nogen tillidsmaends tilstedevaerelse. En lettisk flygtning fortalte, at for afhoringen havde flygtningene faet at vide, at krigsfanger og krigsflygtninge kunne regne med at blive sendt hjem, sa man gik og spekulerede pa, hvordan man skulle betegne sig selv for at undga at blive hjemsendt. Selve forhoret foregik pa tysk, men forhorsrapporten, som flygtningene skulle underskrive, var udfaerdiget pa dansk, hvilket ikke virkede saerlig betryggende for de i forvejen nervose flygtninge¹⁷.

Bornene tog opholdet i lejrene paent. Ret kort tid efter indflytningen i KBhallentog flygtningene selv initiativ til at starte undervisning af dem pa modersmalet. Stemningen i lejrene var stort set god - »de folk havde vseret udsatfor det, som var meget vaerre«¹⁸ - men visse begivenheder vakte dog altid

---

16. Samtale med en tidligere estisk flygtning 11.1.1977.

17. = 11.

18. Samtale med tidl. estisk legationsrad 7.1.1977.

et voldsomt rore: KB-hallen fik den 18. juni 1945 besog af tre russiske officerer,ledsaget af dansk politi. Officererne opfordrede balterne til at tage hjem under henvisning til, at de var russiske statsborgere. Officererne blev hujet og piftet ud. Efter dette mode var der en del af lejrens beboere, som flygtede til Sverige, fordi balterne frygtede, at Danmark, nar den allierede militaermission forlod landet, ikke ville vaere i stand til at modsta et russisk krav om udleveringaf balterne¹⁹.

Pa grund af den uro, de russiske officerers besog i lejrene forvoldte, greb SHAEF ind og stoppede officerernes moder i lejrene. Personer, der onskede at repatriere, skulle i stedet selv henvende sig til den russiske militaermission. Den russiske forbindelsesofficer var i ovrigt yderst »disturbed« over, at der i KBhallen foregik propaganda for at afholde balterne fra at tage hjem²⁰. Der sigtedes til aviser og blade af antirussisk indhold, og fra dansk side lovede man at indskaerpe det gaeldende forbud mod propaganda i lejrene, hvilket ogsa skete - »flygtningene fik at vide, at de ikke matte diskutere politik«²¹.

Pa samme tidspunkt indberettede den russiske forbindelsesofficer til SHAEF, at 2 polske officerer i engelsk uniform og med SHAEF-legitimation rejste rundt til lejrene og fraradede balterne at tage hjem. SHAEF havde nok hort om de polske officerer, men de tilhorte ikke SHAEF. Man ville dog gerne tale med dem, nar de dukkede op²². Det forlyder der dog ikke noget om, at de gjorde.

I juli-august 1945 fandt der en raekke anholdelser sted af ikke-tyske personer, som optradte i tysk uniform eller bevisligt havde vasret i SS-formationer. Anholdelsesgrunden var i nogle tilfaelde tilhorsforholdet til den tyske vaernemagt, i andre tilfaelde et »almindeligt« kriminelt forhold sa som indbrud, sortborshandel

I Politiafdelingens akter foreligger et brev af 6. okt. 1945 fra den lettiske legationssekretaer i Kobenhavn til Flygtningeregistreringen. Sekretaeren gor heri opmaerksom pa, at han til stadighed modtager breve fra lettiske statsborgere, som ikke kan forsta, hvorfor de er anholdt. »Jeg har allerede klargjort for Dem de forhold, som under denne krig herskede i Letland, og som var grundforskellige fra forholdene her i Danmark. Isaer hvad da angar de lettiske soldater, har jeg skrevet til Udenrigsminjsteriet og berettet derom, idet jeg samtidig har anmodet om, at disse mennesker kunne blive befriede ... hvor der ikke forefindes nogen kriminel grund for tilbageholdelsen²³.

---

19. Samtale med tidl. estisk flygtning 11.1.1977 og skrivelse fra den estiske legationsrad til den estiske minister i London 10.7.45 (legationsradens papirer).

20. Socialmin.'s referat af mode pa Dagmarhus mellem SHAEF og Socialmin. 20.6.45.

21. Samtale med tidl. lettisk flygtning 8.2.77.

22. Socialmin.'s referat af mode pa Dagmarhus mellem SHAEF og Socialmin. 19.6.45.

23. Brev af 6.10.1945, Pol. afd.'s sag 7674/46.

Halvanden maned senere indlob til Justitsministeriet en klage fra 33 tidligere tyske soldater af forskellige nationaliteter, som sad faengslede pa Sundhol m²⁴. Af de 33 faengslede var de 13 baltere. De klagede over, at kun en enkelt af de 33 var blevet afhort efter anholdelsen, og de kraevede behandling i overensstemmelse med Haagkonventionen.

Protesterne bar frugt, idet udflytningen af de faengslede begyndte sa hurtigt som den 24. nov. 1945, men det ma formodes at vaere den udefra kommende intervention, som har haft den storste virkning. Pa ovennaevnte brev fra den lettiske legationssekretaer er der den 8. okt. 1946 i Politiafdelingen noteret: »Dette er tilsyneladende en af arsagerne til losladelsen af balter-SS'erne. Vi har, sa vidt jeg kan se, ikke mere.« En naermere opklaring af evt. andre arsager kraever adgang til Udenrigsministeriets akter. Klagen fra de faengslede blev aldrig besvaret. Efter en pafaldende langsommelig sagsbehandling, hvor klagen cirkulerede mellem Justitsministeriet og forskellige politimaessige instanser, blev den henlagt 11. sept. 1946 med den begrundelse, at ingen af klagerne befandt sig pa Sundholm mere. De faengslede var blevet flyttet ud i lobet af november og december 1945. De personer, som var anholdt pa grund af tysk tjeneste og kriminalitet, blev flyttet til en diciplinaer-lejr. Hvor anholdelsen udelukkende var begrundet i tilhorsforhold til vaernemagten, fandt overflytning sted til en almindelig tysk eller DRK-lejr, afhasngigt af vedkommendes nationalitet.

I efteraret 1945 forlob livet i lejrene forholdsvis roligt, om end lejrtilvaerelsen begyndte at ga mange pa. En del flygtninge var blevet flyttet, fordi lejrene blev omrationaliseret. I forsommeren 1945 havde man ofte skaffet indkvartering, som ikke egnede sig til vinterbolig, sa hen pa efteraret matte man til en del mennesker finde noget andet.

Beklasdning var et problem for mange flygtninge. Englaenderne stillede 4.000 tyske uniformer til radighed til fordeling blandt de allierede flygtninge²⁵. Via UNRRA indleb en del toj, som uddeltes i lejrene, men hvad pasform angik, var klaedestykkerne ikke altid ideelle. Seks unge lettiske maend, som delte vaerelse i en lejr, kunne tilsammen skrabe nogenlunde paent toj sammen, sa en af dem ad gangen kunne vaere bekendt at ga i byen. Heldigvis var flygtningene indstillet pa gensidigt at hjaslpe hinanden²⁶.

Flygtningene modtog 5 kr. om ugen i lommepenge. Det var dem ikke tilladt at tage arbejde med^undtagelse af nogle enkelte, der mod en betaling pa 2 kr. om dagen kunne beskaeftiges ved lejrenes drift, men en del arbejdede alligevel illegalt og ofte underbetalt. Lejrlederne var i de fleste tilfaelde udmaerket tilfredsemed,

---

24. Brev af 19.11.1945, Pol. afd.'s sag 7674/46.

25. Socialmin.'s referat af mode pa Dagmarhus mellem SHAEF og Socialmin. 11.7.45.

26. Samtale med tidl. lettisk flygtning 8.2.77.

fredsemed,at flygtningene pa den made fordrev tiden pa fornuftig vis, og lagdeingen hindringer i vejen. Forst i juni 1946 blev der abnet mulighed for at give allierede flygtninge arbejdstilladelse til erhverv, hvor der efter Arbejds- og Socialministeriets skon forela en udtalt mangel pa arbejdskraft - i praksis blev det landbrug, gartneri, husarbejde og rengoring₂₇.

I 1945 blev der hverken fra dansk eller allieret side taget initiativ til undersogelse af balternes forhold og evt. tilknytning til den tyske vasrnemagt, hvilket for en del nok skyldtes en overvasldende arbejdsbyrde i Politiafdelingen, men nseppe er helt uden sammenhaeng med, at der i Sverige i november og december 1945 var en voldsom ophidselse over den bebudede udlevering af de baltiske legionaerer. Sagen blev opmaerksomt fulgt ogsa af de baltiske flygtninge i Danmark. Da legionaererne blev udleveret, foltes det som et slag. »Man mistede habet om retfaerdighed«²⁸. Flygtningene blev grebet af en naturlig angst for, at noget tilsvarende skulle finde sted i Danmark og diskuterede, hvordan man kunne modsaette sig det.

I februar 1946 fandt en begivenhed sted, som bragte baltersporgsmalet op til behandling. Den 15. feb. 1946 henvendte lejrlederen fra DRK-lejren i Fakse Ladeplads sig til Flygtningeadministrationens Politiafdeling for at meddele, at nogle handvaerkere ved istandsaettelsesarbejde i lejren i et skjul under gulvet havde fundet en kuffert indeholdende en tysk uniform og et camouflageovertraek. Desuden fandtes en tegnebog med nogle fotografier samt nogle tyske haederstegn. Visse af de affotograferede personer befandt sig i lejren.

Politiafdelingen ivserksatte straks en undersogelse, og alle vaernepligtige masnd i lejren blev afhort²⁹. Der blev optaget rapport i alle de tilfaelde, hvor den aftiorte havde tilhort den tyske vaernemagt eller kunne oplyse noget af interesse - i alt 55 personer. Samtlige, der havde gjort tjeneste i de tyske raekker, var lettiske statsborgere. Letterne blev indrullerede enten i den lettiske legion eller i Baubataljon. 35 af de afhorte tilhorte legionen, 8 havde vasret i Baubataljon. Legionen var ren lettisk og modtog kun de personer, som var bedst egnede til krigstjeneste. Baubataljonen bestod af de yngste, de seldste og personer, som pa grund af legemlige skavanker ikke egnede sig til almindelig krigstjeneste. Baubataljonen blev anvendt til arbejdstjeneste og ikke sendt til fronten. Letterne kunne melde sig frivilligt til tjeneste i 1941 og 1942, senere blev de tvangsudskrevet ved modebefaling gennem Arbeitsamt eller det tyske politi.

Legionen var underlagt Waffen-SS. Legionaererne bar tysk uniform med
SS-maerke pa kravespejlet. I huen bar de i begyndelsen Totenkopfmasrket underden

---

27. Skrivelse fra Justitsministeriet af 4.6.46, Pol. afd.'s sag 6031/1946.

28. Samtale med tidl. estisk flygtning 11.1.1977.

29. Rapport af 21.2.46, Pol. afd.'s sag 7674/46.

derdentyske om, men senere pillede mange legionserer Totenkopfmasrket af og anbragte det lettiske maerke, en opgaende sol, i stedet. Legionasrerne fik normalt ikke deres blodtype tatoveret pa overarmen, kun enkelte, som sarede var blevet indbragt til lazaret, havde faet det.

Med en enkelt undtagelse var ingen af de afhorte i besiddelse af papirer, som kunne oplyse noget om deres nasrmeste fortid. Dette var en vassentlig hindring ved undersogelsen af flygtningenes tidligere forhold, idet specielt de suspekte var motiverede for at tilintetgore deres dokumenter. De fleste af de i Fakse Ladeplads afhorte var kommet til Danmark som sarede med en eller anden form for lazarettransport. Dette var en acceptabel forklaring pa manglende legitimation, idet det lettiske pas var blevet dem frataget ved indtrasden i hasren, og den tyske Soldbuch blev inddraget ved indlaeggelse pa lazaret. Omstasndighederne var derfor mest mistaenkelige for personer, som haevdede ikke at have vasret i tysk tjeneste, men samtidig ikke var i stand til at fremvise papirer af nogen art.

Ved afh.oringen vedkendte de fleste sig et tilhorsforhold til enten legionen eller Baubataljon. Ejermaendene til den fundne kuffert og tegnebog begrundede, hvorfor de havde skjult tingene. Kuffertens ejermand forklarede, at »han og hans kammerater med naturlig opmaerksomhed havde fulgt balternes skaebne i Sverige. Da disse blev sendt af sted, fik lejren, han befandt sig i, besked pa, at der ville komme en russisk kommission pa besog. Letterne fik den opfattelse, at de stod for en snarlig hjemsendelse. Som folge heraf tilintetgjorde de de beviser pa deres tyske tjeneste, som de endnu var i besiddelse af. Billedernes ejer fortalte tilsvarende, at han var bange for at have billederne, hvis den russiske kommission fandt pa at foretage en naermere undersogelse. Han havde ikke tilintetgjort billederne, fordi han gerne ville have dem til erindring³⁰.

Politiafdelingen foretog sig umiddelbart efter afhoringerne ikke yderligere i sagen. Den 21. feb. 1946 - samme dag, som afhoringerne fandt sted - bragte »Socialdemokraten« en artikel om sagen med overskriften: »Fantastisk affsere blandt flygtninge i Fakse Ladeplads«³¹. Det blev heri fremhaevet, at den lokale befolkning var utryg ved at have flygtningene iblandt sig. Sagen faldt dog hurtigt til ro, fremskyndet af en udflytning af flygtningene fra Fakse Ladeplads til lejre i Koge og Alborg.

I begyndelsen af marts indberettede gesandtskabet i Moskva til Udenrigsministeriet,at
de fleste russiske morgenblade den 3. marts 1946 havde refereretden
ovenfor omtalte artikel fra »Socialdemokraten«32. De lettiske flygtningeblev

---

30. Rapport af 21.2.46, Pol. afd.'s sag 7674/46.

31. Socialdemokraten 21.2.1946, s. 3.

32. Indberetning til Udenrigsministeriet af 4.3.46, 705m, B 104 nr. 29, i Pol. afd.'s sa; 7674/46.

geblevomtalt, og det naevntes, at en del af dem havde gjort tjeneste i SS-formationeri nazitiden. De russiske aviser sluttede som »Socialdemokraten« med at skrive, at »det habes, en igangsat undersogelse vil gore det muligt at udskilleSS-maendene og sende dem til steder, hvor de vil vaere under opsigt«. Der er grund til at faestne sig ved, at de russiske aviser var meget moderate i deres udtryk.Der fremfortes ikke noget krav om, at sadanne personer burde send.es tilbagetil deres hjemland. Deter dog forstaeligt, at avisomtalen kunne affode en vis nervositet i Danmark, fordi man kunne frygte, den var optakt til et krav om udlevering. Udenrigsministeriet bad forelobig Flygtningeadministrationen om at blive holdt underrettet om, hvad der skete i sagen³³.

Efter at have indhentet en redegorelse i DRK skrev Flygtningeadministrationen tilbage til Udenrigsministeriet, at man naerede store betaenkeligheder ved de baltiske flygtninges - og navnlig de tidlige vaernemedlemmers - fortsatte forbliven i Danmark³⁴. Man havde via British Military Mission kontaktet de allierede myndigheder i Tyskland, men 15. april 1946 faet at vide, at man i Tyskland ikke inden for en overskuelig tid ville tage disse personer. De skulle derfor vaere at betragte som demobiliserede og almindelige displaced persons. Af den grund onskede Flygtningeadministrationen, at Udenrigsministeriet endnu en gang skulle tage sporgsmalet om balternes udsendelse af Danmark op med British Military Mission. Det samme gjaldt sporgsmalet om, hvorvidt vaernemagtsmedlemmer skulle have saerbehandling.

Flygtningeadministrationens uvilje mod at beholde balterne usorterede i lejrene gjorde indtryk i Udenrigsministeriet, idet udenrigsminister Gustav Rasmussen den 31. juli 1946 anmodede om en undersogelse af de hervaerende baltiske flygtninges forhold, for sa vidt de pagaeldende matte antages at have haft tilknytning til den tyske vaernemagt³⁵.

Undersogelserne blev dog ikke ivaerksat, pa trods af at Flygtningeadministrationenselv havde udtrykt onske derom, og at Politiafdelingen var vidende om, at der ud over balterne fra Fakse Ladeplads var mange flere suspekte blandt flygtningene. Det var Politiafdelingen, som ansa det for politisk uklogt at igangsaette undersogelserne pa davaerende tidspunkt. Pa et mode 8. sept. 1946 med deltagelse af repraesentanter fra Justitsministeriet, Udenrigsministeriet,Rigspolitichefens Fremmedafdeling samt Flygtningeadministrationens Politiafdeling fremforte sidstnaevnte, at en undersogelse som den af udenrigsministerenonskede efter Wehrmachtsangehorige matte formodes at ville vaekkeet voldsomt rore blandt de baltiske flygtninge. De pagaeldende onskede naeppe at komme til Tyskland, om end de maske endnu mindre onskede at

---

33. Brev af 27.3.46 fra Udenrigsministeriet til Fl. adm., i Pol. afd.'s sag 7674/46.

34. Brev af 30.4.46 fra Fl. adm. til Udenrigsmin. i Pol. afd.'s sag 7674/46.

35. Brev fra Udenrigsmin. til Fl. adm. af 31.7.46, i Pol. afd.'s sag 7674/46.

komme til Balticum. »Og hvad de end mener om undersogelsens formal, vil de utvivlsomt soge at arbejde pa at skabe en stemning her i landet for deres forblivenher, maske endog ga »under jorden« for at unddrage sig en undersogelseeller bortsendelse«. Endvidere matte man regne med, at det russiske gesandtskabog hjemsendelseskommissionen hurtigt ville fa kundskab om aktionen.De ville naeppe tolerere, at baltere sendtes til Tyskland som Wehrmachtsangehorige,sa man matte derfra forvente en protest mod hele aktionen, maskeendda et krav om hjemsendelse af samtlige baltere til Balticum. Saledes villeden onskede undersogelse kunne aktualisere hele baltersporgsmalet³⁶.

Sagen fik imidlertid en ny vending, for Udenrigsministeriet naede at reagere pa de fremforte synspunkter. I midten af december 1946 erklaerede englaenderne sig villige til at medvirke ved en udsendelse af ikke-tyske Wehrmachtsangehorige sammen med de tyske ditto. De ikke-tyske Wehrmachtsangehorige ville blive modtaget og interneret i den britiske zone i Tyskland³⁷. Ordningen gjaldt kun maend, der havde haft tilknytning til Wehrmacht. Set fra dansk side ville dette navnlig fa betydning for balterne, hvoraf man mente at kunne udsende 7-800 personer. Samtidig havde DRK fra British Military Mission modtaget en foresporgsel om, hvor mange baltiske flygtninge der evt. kunne anvendes til hospitalsarbejde i England. Herpa havde DRK svaret, at der kunne blive tale om ca. 1.020 kvinder og 1.270 maend, hvilket dog er vaesentligt mere end det antal, som i virkeligheden udrejste til England.

Mellem fremkomsten af englaendernes tilsagn om at overtage de ikke-tyske Wehrmachtsangehorige og rekrutteringen af disse er foregaet nogle mundtlige forhandlinger mellem Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, DRK og Politiafdelingen,men desvaerre er disse ikke refererede i Politiafdelingens sager. Begivenhedernesvidere forlob viser dog, at man fandt frem til en ganske klog rekrutteringsmetode.I stedet for at igangsaette en politiundersogelse af alle flygtningelod man to hold, hvert bestaende af en repraesentant fra DRK og en fra Politiafdelingen foretage en rundrejse til lejrene for at opfordre de wehrmachtsangehorigepolakker og baltere til frivilligt at fremstille sig for en kommissioni Padborg med udsendelse for oje. Det ene hold gennemgik i dagene 18.-21. feb. 1947 DRK-lejrene Hellebaek, Kolding, Stensbaek og Esbjerg. Af et samlet antal pa 1.213 personer i lejrene meldte 134 personer sig til udsendelse - heraf var langt storstedelen baltere³⁸. Det andet hold gennemgik fra 19.-26. feb. 1947 lejrene Koge, Alborg, Thisted og Silkeborg, hvilket resulterede i, at

---

36. Modereferat af 13.9.46, i Pol. afd.'s sag 7674/46.

37. Pol. afd.'s notat af 12.12.46 og brev af 14.12.46 fra Arbejds- og Socialmin. til Udenrigsministeriet, hvori refereres til besked fra Dansk Militaer Kontrol i Kolding til DRK herom. Pol. afd.'s sag 7674/46.

38. Politirapport af 24.2.47, i Pol. afd.'s sag 7674/46.

79 enligtstillede maend meldte sig til udsendelse³⁹.1 begge rapporter fra turene oplyses, at henstillingen om at melde sig til udsendelse til Tyskland blev modt med betydelig mistro og skepsis. Flygtningeadministrationen var derfor nodsagettil at foranledige, at den britiske militaermission udstedte en garanti for, at englaenderne overtog transporten allerede i Danmark, og at alle udsendtes til britisk zone. Denne garanti blev udsendt til alle lejre og medvirkede til at beroligeflygtningene.

Ved tilmeldingen blev de frivillige opdelt i tre grupper:
1. Enlige masnd, der opholdt sig i DRK-lejre og ikke arbejdede.
2. Gifte maend med familie i lejrene.
3. Enlige maend, der arbejdede.

Midt i april 1947 var man naesten faerdig med udsendelsen af den forste gruppe, idet ca. 200 enlige maend var blevet overfort til britisk zone⁴⁰. Gruppe 2 var man nedsaget til at lade vente, idet englaenderne ikke ville tage kvinder og born, og man ikke ville dele familierne. Derfor enskede man at begynde pa gruppe 3, enlige maend, der arbejdede. Dette ville medfore et problem for arbejdsmarkedet, idet der var mangel pa arbejdskraft Men - skrev Johs. Kjaerbol til Arbejds- og Socialminister Soren P. Larsen - »Pa den anden side tillaegger jeg det meget stor vaegt, at vi udnytter den mulighed for at komme af med disse baltere, som er givet os gennem det engelske tilbud, og jeg vil derfor gerne bede om din tilslutning til, at vi fortsaetter disse transporter⁴¹. Som erstatning for tabet af arbejdskraft foreslog Flygtningeadministrationen, at de ca. 900 bessarabere, som i efteraret 1946 var blevet anerkendt som allierede flygtninge og anbragt i en DRK-lejr ved Esbjerg, fik arbejdstilladelse. Arbejdsministeren tilsluttede sig begge forslag, og udsendelsen af de Wehrmachtsangehorige kunne saledes fortsaette. Det benyttede materiale giver beklageligvis ingen nojagtige oplysninger om udsendelsens videre forlob.

Ved den frivillige rekruttering meldte sig godt 200 personer⁴². Derefter gik Politiafdelingen alligevel i gang med en undersogelse af lejrene med henblik pa at finde resten af de Wehrmachtsangehorige for om muligt at bevasge dem til frivilligt at lade sig overflytte til britisk zone. Man skred ikke til nogen tvangsmaessig

Indtil juli 1947 lykkedes det at gennemgore udsendelsen af balterne uden
nogen offentlig omtale, men dette var ikke muligt fremover. Som forventet
kom politiundersogelserne til at vaekke en del uro i lejren, idet nogle flygtninge

---

39. Politirapport af 27.2.47, i Pol. afd.'s sag 7674/46.

40. Brev af 16.4.47 fra Fl. adm. til Arbejds- og Socialmin. Soren P. Larsen, i Pol. afd.'s sag 7674/46.

41. item.

42. Fortrolig redegerelse for baltersporgsmalet af 22.7.47, DRK pk. 158.

frygtede at blive karakteriseret som Wehrmachtsangehorige og dernaest udleverettil russerne som krigsforbrydere⁴². Dette medforte, at nogle forsogte -og en del med held - at flygte til Sverige, og det var disse flugtforsog, som kom til pressens kundskab.

9. juli 1947 fremkom der i dagbladet »K.obenhavn« nogle alvorlige angreb pa DRK's Flygtningeafdeling og dens ledelse. Overskriften lod »100 baltere flygtet illegalt fra danske Rode Kors lejre«⁴³. Artiklen byggede pa klager fra de estiske flygtninge i lejren Ballonparken pa Artillerivej pa Amager og bundede i forhold, der rakte et ar tilbage i tiden. Som grund til flugt angaves utilfredshed med den behandling, DRK gav flygtningene.

I artiklen anklages DRK's ledelse for myndighedsmisbrug, vilkarlighed og unodvendig strenghed. Flygtningeadministrationens Politiafdeling fremstilles som vilkarligt og ukontrolleret handlende. Som eksempel pa overgrebene pa estlaenderne naevnes kaffemaerkesagen fra november 1946 fra KB-hallen, hvor beboerne i Ballonparken tidligere havde vaeret placeret. I denne sag anklagede en gruppe flygtninge den danske ledelse for at unddrage flygtningene de kaffemaerker, som rettelig tilkom dem. Da en undersogelse viste, at der ikke var tale om bedrageri, blev initiativtagerne til klagen fjernet fra KB-hallen og overfort til en lejr i Esbjerg. Blandt de fjernede var de estiske tillidsmaend. Endvidere anklagedes DRK for at have forbudt kulturelle sammenslutninger blandt flygtninge, og en baltisk komite var blevet oplest af DRK. Pa grund af den betaling, arbejdende flygtninge matte yde for at bo og spise i lejrene, blev disse kaldt Kobenhavns dyreste sommerhoteller.

Samme dags aften afviste lederen af DRK's Flygtningeafdeling, dr. med. Esther Ammundsen, i »Aftenbladet« de af »Kobenhavn« fremforte angreb og sluttede med at sige, at man kendte angrebets ophavsmaend, som i laengere tid havde forsogt henvendelser til forskellige blade for at fa dem til at omtale sagen. Naeste dag, 10. juli, meddelte »Kobenhavn«, at socialminister J. Sonderup havde foranlediget en undersogelse af forholdene, hvorefter en redegorelse ville fremkomme. Samtidig bragtes et dementi fra DRK, hvori »Kobenhavn«s angreb betegnes som misvisende og usandfaerdige. Det oplystes, at der blandt de baltiske flygtninge var et vist antal, der havde tilhort den tyske vaernemagt. Flygtningeadministrationens Politiafdeling havde derfor et stykke tid foretaget undersogelser af de baltiske flygtninges forhold. Man formodede, at det var for at unddrage sig denne undersogelse, at visse flygtninge valgte at bringe sig til Sverige. Samtidig blev det papeget, at DRK ikke havde udstukket retningslinierne for arbejdet med flygtningene, men at dette var gjort af Flygtningeadministrationen i samarbejde med den allierede militaermission.

---

43. »Kobenhavn« 9.7.47.

De folgende dage fortsatte »Kobenhavn« angrebene pa DRK for at svigte balterne og ikke behandle dem, som de havde krav pa. I en leder kraevedes, at balterne blev permanent indlemmet i det danske samfund. »Vi skylder at give dem et asyl, der ikke blot materielt er, som det skal vaere... men ogsa med hensyn til forstaelse og tryghed er i overensstemmelse med asylrettens medmenneskelige principper«. Lederen slutter: »Vi ma give asylret til dem, der i tillid til vor retsopfattelse har Sogt ly hos os⁴⁴. Ingen andre aviser tog angrebet fra »Kobenhavn« op. - -

Angrebet kan imidlertid naeppe vaere kommet helt uforberedt for DRK. Der var naer kontakt mellem baltiske eksilkredse i Sverige og de baltiske flygtninge i Danmark. Som tidligere naevnt var det til Sverige, den i »Kobenhavn« oratalte flugt gik. Aviser, som baltiske eksilkredse udgav i Sverige, blev ogsa lsest i Danmark i lejrene. Den 6. juli 1947 fik lederen af DRK's flygtningeafdeling fra en lettisk tillidsmand tilsendt et brev samt oversaettelse af en artikel, som den 7. juni 1947 var blevet trykt i bladet »Latvju Zinas« nr. 43, som udkom i Sverige⁴⁵. Artiklens titel var: »Det lader til, at balterne i Danmark forsvinder«. Forfatteren skrev deri, at det forekom, at baltiske flygtninge i Danmark blev afhentet af politibiler, enten i lejrene eller pa deres arbejdspladser, og derefter forsvandt sporlost. Personalet i lejrene trak kun pa skuldrene ved foresporgsel om, hvor vedkommende var blevet af. Pa arbejdspladserne blev flygtningene underbetalt, det medforte straffelejr at naegte at tage anvist arbejde, og maden i lejrene var ernaeringsmaessigt og kvantitativt langt under, hvad der matte anses for rimeligt.

Den lettiske tillidsmand fremsendte til DRK en replik, han havde udarbejdet til ovennaevnte artikel, hvori han fremhaevede, at safremt nogle var forsvundet fra lejrene, var det sket af vedkommendes egen fri vilje. Balternes lon pa arbejdspladserne svarede til den, danske arbejdere fik, og havde man en klage, kunne man altid henvende sig til Arbejdsanvisningen eller DRK. »Det er klart, at vi kunne onske os, at mange ting var langt bedre, men man skal dog ikke overdrive .. .«⁴⁶. I sin folgeskrivelse meddelte han, at han havde for- Sogt at fa sin replik optaget i »Latvju Zinas«, men var blevet det naegtet, savel som det heller ikke var muligt at fa oplyst, hvem forfatteren til artiklen af 7. juni 1947 var.

Det kan ikke undre, at politiundersogelser og presseomtale har bidraget til at skabe en utryg fornemmelse blandt flygtningene, specielt eftersom alle ma have haft begivenhederne omkring udleveringen af balterne fra Sverige klart staende i erindringen. Der er ret stor usikkerhed angaende det antal, der flygtedetil

---

44. »K.obenhavn« 12.7.47.

45. DRK, pk. 98.

46. Brev af 6.7.47, DRK pk. 98.

tedetilSverige. Lederen af DRK's flygtningeafdeling oplyste til »Aftenbladet«den 9. juli 1947, at 3-4 baltere havde forsogt at flygte til Sverige, mens »K.obenhavn« den 10. juli 1947 meddelte at have set en liste nied 49 personer, blot fra en enkelt lejr. Baltic Humanitarian Association i Stockholm, en baltiskeksilorganisation, angav i en klage til Rode Kors i Schweiz, USA og England,at 300 personer var flygtet⁴⁷. len redegorelse til American Red Cross i forbindelse med ovennaevnte klage oplyste DRK, at ca. 80 personer illegalt havde forladt Danmark for at rejse til Sverige⁴⁸. Dette tal ma formodes at kommesandheden naermest. Et sa forholdsvis stort antal vellykkede flugtforsog som dette ma ogsa ud fra Politiafdelingens journaler anses for sandsynligt, idet der findes en raekke efterlysninger af baltere, hvor sagen efter 2-3 ars forlob er henlagt med bemaerkning om, at vedkommende flygtning befandt sig i Sverige.

Det ma formodes at vaere den negative presseomtale og de mere og mere komplicerede politiske forhold i forbindelse med de osteuropaeiske flygtninge, som bevirkede, at DRK valgte at traekke sig ud af arbejdet med de allierede flygtninge. DRK folte sig meget übehageligt berort ved omtalen i »Kobenhavn«. I den fortrolige redegorelse for baltersporgsmalet af 22. juli 1947 gores opmaerksom pa, at DRK indtil da havde klaret den vanskelige balancekunst mellem humanitaere, okonomiske og politiske hensyn, uden at der fra dansk, engelsk, russisk eller fra flygtningenes side var rettet anklage derimod. »Men en anklage af den art, som »Kobenhavn« har rejst, vil naturligvis meget let kunne odelaegge det gode forhold, og safremt DRK og dets personale fremtidig skal vaere udsat for i et regeringsorgan at blive beskyldt for magtbegaer, vilkarlighed, manglende menneskelighed og meget andet, blot fordi DRK loyalt gennemforer de palagte foranstaltninger, ma DRK anmode Arbejds- og Socialministeriet om at soge andre udveje for at fa forvaltet forsorgen for de ikke-tyske flygtninge⁴⁹.

Den 1. okt. 1947 overgik arbejdet med de ikke-tyske flygtninge til Flygtningeadministratione n⁵⁰. Som grund til overgangen anfortes, at flygtningetalletvar gaet ned fra ca. 24.000 til ca. 4.500, og antallet af lejre fra 65 til 7. »Underhensyn hertil og til, at man ikke helt kan se bort fra, at der efterhanden som flygtningenes ophold her i landet forlasnges, kan opsta sporgsmal, som det kan blive vanskeligt for DRK at lose, har DRK anmodet Arbejds- og Socialministeriet om at blive fritaget for forsorgen for de ikke-tyske flygtning

---

47. Klage til Rode Kors i Geneve, USA og England fra Baltic Humanitarian Association, DRK pk. 98.

48. Brev af 23.10.47 fra DRK til American Red Cross, DRK pk. 98.

49. Fortrolig redegorelse for baltersporgsmalet af 22.7.47, DRK pk. 158.

50. Fortroligt brev af 18.9.47 til DRK's personale fra DRK's generalsekretser, DRK pk. 158.

ge⁵⁰. De omtalte sporgsmal ma formodes at vasre politiske forhandlinger og afgorelseri forbindelse med repatriering eller forbliven i Danmark; sporgsmal, som horte hjemme pa politisk plan og ikke kunne loses af en privat organisation.Ved omlaegningen blev dannet en sserlig afdeling for ikke-tyske flygtningeunder Flygtningeadministrationen, og personalet i DRK-lejrene blev anmodetom at fortsaette i deres stillinger.

Den i »Latvju Zinas« og »Kobenhavn« fremforte kritik gav internationale reaktioner, idet »Baltic Humanitarian Association* i Stockholm sendte en klage over DRK's behandling af balterne til Rode Kors i Geneve, USA og England. DRK fremkom med en udforlig redegorelse til de tre organisationer i oktober 1947⁵¹, hvori klagerne blev tilbagevist, og man oplyste, at arbejdet nu var overgaet til et statsorgan, hvorefter man fra DRK's side ansa sagen for afsluttet. Sa langt som til Australien kom sagen, idet »Australian Social Credited den 6. dec. 1947 bragte en artikel, som tydeligt var udarbejdet pa grundlag af Baltic Humanitarian Associations klage. Denne artikel fik Australiens Rode Kors til at bede om en redegorelse. Den sidste begivenhed i sagen var, at Svensk Rode Kors 20. sept. 1948 bad om oplysninger for »att kunna bemota ifragavarande beskyllningar«⁵².

Tvangsrepatriering ?

Deter flere gange tidligere blevet nasvnt, at balterne frygtede, at Danmark ikke ville kunne modsta et russisk krav om udlevering pa trods af Jaltaoverenskomstens bestemmelser om, at ingen - med undtagelse af frivillige i tysk tjeneste - matte tvinges til at repatriere. Storst var angsten naturligt nok hos dem, der havde vaeret i tysk uniform, om end de fleste var blevet indkaldt under tvang. Angsten blev naeret af russiske officerers besog i lejrene og balterudleveringen i Sverige og gav sig - som omtalt i det foregaende - ofte kraftige

Men hvordan var den danske holdning til repatrieringssporgsmalet?

Den 20. maj 1945 blev Socialministeriet ringet op af TASS' korrespondent i Danmark⁵³. Korrespondenten fremhaevede, at han ikke havde noget officielt mandat, men da de to sporgsmal, han agtede at berore, havde politisk karakter, ville han gerne give et venskabeligt rad.

Han ansa det for forkert, at baltiske flygtninge ikke var anbragt i lejre sammenmed
de russiske. Derom agtede han at skrive en artikel hjem, og han ville
derfor gerne vide, hvem han kunne »blame« for adskillelsen. Endvidere havde

---

51. DRK pk. 98.

52. Brev af 20.9.48, DRK pk. 98.

53. Socialministeriets referat af samtale med TASS' korrespondent 20.5.45. Sammen med referaterne af Dagmarhusmoderne.

han besogt en forlaegning med baltere og der konstateret, at flygtningene var i
besiddelse af en raekke i Sverige udgivne blade med antirussisk propaganda.
Han onskede at fa disse blade forbudt i lejrene.

Fra Socialministeriets side blev der svaret, at balterne var samlede i saerskilte lejre, fordi de allierede havde anmodet danskerne om at samle de russiske flygtninge et bestemt sted af hensyn til en bedre behandling, men der var ikke fremfort noget krav om, at balterne skulle indga deri. Derudover var det af sprogmaessige grunde besvaerligt at have russere og baltere sammen. Hvad propagandaen angik, indsa man det uheldige i den ensidige pavirkning af flygtningene, men da man ikke havde censur, kunne man ikke hindre bladene i at komme ind i landet.

Der forlyder intet om, hvorvidt TASS' korrespondent ansa dette svar for fyldestgerende, men det lykkedes at undga, at den russiske presse omtalte disse forhold, idet denned Dansk-Russisk Forening som mellemled blev nedsat en privatkomite for russiske krigsfanger, til hvilken myndigheder og DRK kunne holde sig. Nar man betragter dette resultat, vil det umiddelbart forekomme, at hensigten med opringningen ma have vaeret at skaffe bedre forhold for de russiske flygtninge, og som pressionsmiddel blev sa benyttet en sag, der var politisk omtalelig. Forhandlingerne pa Dagmarhus viser, at den russiske forbindelsesofficer accepterede, at kun baltere, der onskede at rejse hjem, blev anbragt sammen med de russiske krigsfanger⁵⁴.

Baltic Humanitarian Association anklagede DRK for at undertrykke kulturelle aktiviteter blandt balterne. Deter sandt, at DRK gjorde dette, og det skyldtes, at der fra russisk side flere gange blev rettet henvendelse til de danske myndigheder om, at de baltiske flygtninge blev behandlet for godt, og de baltiske komiteer forlangtes oplost, fordi de ansas for at vasre saede for antirussisk agitation⁴⁹. Dette krav matte Udenrigsministeriet ga ind pa, og DRK fik i foraret 1946 besked pa af foranledige, at de baltiske komiteer indstillede deres virksomhed. Deter klart, at dette skridt, som ikke blev begrundet naermere over for flygtningene, matte medvirke til at skabe utilfredshed og utryghed blandt dem.

Efterhanden som det viste sig, at kun en ringe del af balterne onskede at repatriere,blev situationen mere anspaendt. I marts 1947 henvendte den tidligerelettiske gesandt i London sig til det danske gesandtskab der for at indberette,at han fra lettiske flygtninge i Danmark havde hort, at der bredte sig en b&\geaf frygt i lejrene, forarsaget af russiske repraesentanters besog⁵⁵. De danske

---

54. Socialmin. referat af mode pa Dagmarhus mellem SHAEF og Socialmin. 19.6.45.

55. Brev af 25.7.47 fra Arbejds- og Socialmin. til Fl. adm., i Pol. afd.'s sag 7674/46. Dr. med Esther Ammundsen oplyste 8.7.76, at der i visse lejre var en voldsom russerfrygt - mest blandt balterne.

repraesentanter, der ledsagede russerne, havde foroget frygten, idet flygtningenehavde faet det indtryk, at Danmark overvejede at udlevere dem til russerne.Den russiske repraesentant, som havde besogt lejrene, stammede fra den sovjetiske repatrieringskommission. Son nytiltradt havde han ytret onske om at se de lejre, hvor der var baltiske flygtninge, hvilket man i overensstemmelsemed aftalen med British Military Mission ikke kunne naegte ham. De repraesentanter,der havde deltaget fra dansk side, naegtede pure, at der var blevetsagt noget, som kunne vaere arsag til frygt - alle samtaler fandt sted i bedsteforstaelse. Dette er formodentlig korrekt, men det bemserkes, at disse be- Sog fandt sted i samme periode som den frivillige hvervning af Wehrmachtsangehorige,hvor stemningen i lejrene i forvejen ikke var helt rolig.

Fra dansk side var man ikke indstillet pa at indlemme flygtningene en bloc i det danske samfund, men samtidig onskede man at slippe for dem uden at komme i modsaetningsforhold til USSR. »Man har fra russisk side endvidere ladet skinne igennem, at der eventuelt ville blive fremsat krav om tvungen repatriering, i hvert fald af alle, der havde tilhort den tyske vaernemagt... Med begivenhederne i Sverige in mente har man bade fra Udenrigsministeriet, Flygtningeadministrationen og DRK's side gjort alt, hvad der var muligt for at undga at fa dette krav fremsat officielt...«, skrives der i den fortrolige redegorelse for baltersporgsmalet af 22. juli 1947 fra Flygtningeadministrationen til Socialministeriet⁵⁶. Russerne satte som et mindstekrav, at krigsforbrydere blev fjernet fra de allierede lejre og overfort til saerlejre. Deter strejfet tidligere, hvordan man fandt frem til en losning, som kunne accepteres af alle parter. Det lykkedes at fa englaenderne til at modtage de Wehrmachtsangehorige i den britiske zone i Tyskland. Denne losning stillede ogsa russerne sig tilfreds med. Rekrutteringen lod man klogeligt forega frivilligt i farste omgang. Derved kom der nok nogle krusninger pa overfladen i lejrene, men man undgik at fremprovokere en samlet, massiv modstand. Ved en sadan fremgangsmade fik man diskret og naesten uden affaerer lost et problem, som i Sverige havde fremkaldt en folkeopinion af helt enestaende styrke.

Samtlige adspurgte flygtninge afviser bestemt, at der fra dansk side nogensinde er blevet lagt pres pa dem om at repatriere. Derimod naevner en lette, at DRK kraftigt gjorde flygtningene opmaerksom pa, hvornar der var mulighed for at emigrere, og at man fra dansk side slog staerkt pa, at der i Danmark ikke var okonomisk mulighed for at beholde flygtningene⁵⁷. Men flygtningenes frygt for udlevering kunne vaere mindsket, hvis man havde vovet klart at tilkendegive den danske holdning: balterne skulle ikke tvangsudleveres.

---

56. Fortrolig redegerelse for baltersporgsmalet af 22.7.47, DRK pk. 158.

57. Samtale med tidl. lettisk flygtning 8.2.77.

Den estiske legationsrad berettede, at man i Udenrigsministeriet i fortrolighed havde sagt til ham, at balterne ikke ville blive udleveret⁵⁸. En estisk flygtning berettede, hvordan lejrlederen beroligede flygtningene med, at man ville gore alt for, at de ikke blev udleveret - om end vedkommendes kompetence i den sag naeppe kan have vaeret stor⁵⁹.

Den estiske legationsrad havde efter krigen fortsat sine funktioner som sit lands repraesentant, i forste omgang med at udstede pas til de estiske flygtninge. Da han den 25. sept. 1945 underrettede Udenrigsministeriet om denne virksomhed, havde man fra ministeriets side ingen indvendinger derimod, om end man tilradede ikke at lade det komme offentligt frem. 22. juli 1946 blev legationsraden kaldt til Udenrigsministeriet, hvor man bad ham ophore med at udstede pas, da det kunne medfore übehageligheder for ham fra russernes side. Og, tilfojede man i ministeriet, det ville ikke medfore sa mange praktiske vanskeligheder at ophore, idet alle pas jo nu var udstedt. Af disse bemasrkninger drog legationsraden den slutning, at henstillingen varment som en formalitet, og han fortsatte derfor med at udstede pas, som da ogsa blev accepteret af savel danske som udenlandske myndigheder. Sa sent som i 1951 foreviste legationsraden et af ham udstedt pas med danske og svenske viseringer for en hojtstaende embedsmand i Udenrigsministeriet, hvilket affodte kommentaren »very interesting*60.

Den foregaende fremstilling viser helt tydeligt, at man fra dansk side havde stor forstaelse for balternes uvilje mod at repatriere, og at man bestraebte sig pa at undga en situation, hvor der kunne fremkomme et krav om tvangsudlevering. Det var imidlertid ikke kendt blandt flygtningene, at den danske holdning var sadan. Af politiske grunde var det naturligvis umuligt at fremsaette en officiel garanti til balterne, men man kunne have sparet flygtningene for mange bekymringer, hvis man pa mindre officiel vis havde ladet skinne igennem, hvordan den danske holdning var.

Udrejse

Kun ca. 500 af de i alt 5.950 baltere i Danmark valgte at repatriere, og alle
disse rejste inden 1948.

Deter pa nuvaerende tidspunkt umuligt at angive praecist, hvor den resterendedel
af balterne fandt et blivende opholdssted. I 1947-48 rejste ca. 1.000
baltere og polakker til Tyskland som Wehrmachtsangehorige, 387 baltere rejstetil

---

58. Samtale med tidl. estisk legationsrad 7.1.77.

59. Samtale med tidl. estisk flygtning 11.1.77.

60. Samtale med tidl. estisk legationsrad 7.1.77 og skrivelse fra samme til den lettiske minister i Washington D. C. af 14.7.1952. (legationsradens papirer).

stetilEngland og 134 til Frankrig⁶¹. Som tidligere naevnt antages, at ca. 80 personer flygtede til Sverige. Overseisk emigrerede i 1945-48 224 personer. I de folgende par ar var det den oversoiske emigration - til Canada, USA, Argentinaog Australien - der nedbragte antallet af baltere i Danmark. Skensmaessigtkan det anslas, at kun ca. 400 baltere forblev her i landet (knap 80 estere, ca. 300 letter og nogle enkelte litauiske familier)⁶². En nojagtig kortlaegningaf emigrationen vil kunne skaffes ved gennemgang af kartoteket over ikke-tyske flygtninge i Rigsarkivet.

Afslutning

Skal det danske arbejde med flygtningene bedommes, er der nogle punkter, som bor traekkes frem. Det lykkedes at sikre de ikke-tyske flygtninge i Danmark rimelige materielle kar, mens de opholdt sig i lejrene - rimelige i sammenligning med de kar, landets ovrige befolkning levede under. Den danske holdning umiddelbart efter krigen var, at alle flygtningene skulle ud af landet, men efterhanden som opholdet her trak i langdrag, accepterede man, om end modvilligt, at nogle ikke-tyske flygtninge ville fa fast ophold i Danmark. Nar en flygtning udtaler (i forbindelse med et sporgsmal om arbejde her i landet), at det foltes, som om den danske regering var flygtningene uvenligt stemt, fordi man ikke ville give dem tilladelse til at fa andet end ukvalificeret arbejde⁵⁹ - er det en ganske korrekt opfattelse af den danske holdning: flygtningene skulle ikke opfordres til at sla sig ned i Danmark, sa de senere ikke ville udrejse.

Deter forstaeligt, at man ikke onskede at have udenlandske, forhenvaerende vEernemagtsmedlemmer i landet. Som tidligere omtalt blev problemet med de wehrmachtsangehorige baltere klaret pa en ganske diplomatisk made, idet de blev overfort til britisk zone i Tyskland. Fra dansk side ville man undga omtale af sagen, dels for ikke at fremprovokere et russisk krav om udlevering, dels for at undga uro og opror i lejrene. Det lykkedes at gennemfore udsendelsen af Wehrmachtsangehorige uden politiske kriser, og derved blev ansvaret for mulige senere forhandlinger om hjemsendelse til USSR lagt over pa andre, nemlig pa englaenderne. De danske bestraebelser pa at undga konfrontationer lykkedes i hele perioden 1945-1949 ganske godt.

Deter helt afgjort, at for balterne har flygtningetilvaerelsen i Danmark ikke vaeret behagelig. Utryghed, en usikker fremtid, en lejrtilvaerelse under trange forhold og arbejde blandt mennesker, hvis sprog de ikke forstod meget af. Den storste anke, der kan rettes mod den danske flygtningeforsorg er, at man ikke formaede at fjerne den vaerste angst fra balterne. Det kunne vaere sket ved blot

---

61. Fl. i DK s. 277-283.

62. Oplysning fra de baltiske nationalforeninger.

at lade det sive ud, efter hvilke principper man arbejdede. Man gjorde ikke dette,dels af frygt for, at det ville virke provokerende pa USSR, dels fordi der ikke eksisterede nogen egentlig flygtningepolitik. Flygtningeproblemet blev klaret ved ad-hoc losninger.

---

Forkortelser: DRK: Dansk Rode Kors Fl. adm.: Flygtningeadministrationen Fl. i DK.: Flygtninge i Danmark 1945-1949 (Kobenhavn, 1950) Pol. afd.: Politiafdelingen Safremt andet ikke er angivet, findes alt utrykt materiale i Rigsarkivet.