De baltiske stater bestod omkring 1600 af Danmark-Norge, Sverige med Finland,Rusland, Polen og de preussisk-livlandske og de tyske Hansestasder. Englands forhold til omradet har i nyere tid vaeret gjort til genstand for en betydningfuld forskning¹, men sandsynligvis pa grund af kildematerialets omfanghar disse studier hver for sig vaeret begraenset til de bilaterale forbindelsermellem England og en af de baltiske stater. En felge af denne fremgangsmadeer, at det samlede overblik gar tabt, og at enkeltbegivenheder ofte bliver proportionsforvrasnget. Ved at behandle den engelske politik over for alle de

---

1. Edward P. Cheyney: England and Denmark in the Later Days of Queen Elizabeth, Journal of Modern History, I (1929), pp. 12-39; Henny Glarbo: Christian IV og Jakob I, Danske i England (1956), pp. 11-54; Inna Lubimenko: Les relations commerciales etpolitiques de I'Angleterre avec la Russie avant Pierre le Grand. Bibliotheque de l'Ecole des Hautes Etudes, no. 261 (1933); Henryk Zins: England and the Baltic in the Elizabethan Era (1972), omhandler nsesten udelukkende handelsforbindelserne med Polen; Josef Jasnowski: England and Poland in the XVlth and XVIIth Centuries (1948); Paul Simson: Die Handelsniederlassung der englischen Kaufleute in Elbing, Hansische Geschichtsblatter, XXII (1916), pp. 87-144; Hans Fiedler: Danzig und England. Die Handelsbestrebungen der Englander vom Ende des 14. bis zum Ausgang des 17Jahrhunderts, Zeitschrift des Westpreussischen Geschichtsvereins, LXVIII (1928), pp. 61-125; Richard Ehrenberg: Hamburg und England im Zeitalter der Konigin Elizabeth (1896).

baltiske stater, og ved at se denne politik i relation til engelsk udenrigspolitik i almindelighed, er det artiklens formal at na til en bedre forstaelse af engelsk ostersopolitik. Formalet med artiklen er desuden at undersoge, om den engelske konges politik over for de baltiske stater blev formuleret i sammenhaengmed politikken over for det ovrige Europa, eller om de baltiske stater udgjordeen uafhaengig enhed med egne problemkomplekser.

Den ovenfor omtalte forskning er i overvejende grad koncentreret om engelsk handel med ostersostaterne. Denne interessevinkel er naturlig, eftersom engelsk handel ekspanderede kraftigt i anden halvdel af det 16. arhundrede efter grundlaeggelsen af Muscovy Company i 1555 og Eastland Company i 1579. Den engelske ostersohandel var beskeden i forhold til Nederlandenes handel, men den var af stor betydning for engelsk okonomi. Eksporten af klaede skabte en levevej for tusinder af mennesker, og importen af materialer til skibsbygning satte England i stand til at opbygge en krigs- og handelsflade.

Eastland Company havde monopol pa den engelske handel med Norge, Sverige og alle ostbaltiske havne bortset fra Narva. Danmark og Det tyske Riges ostersokyster var delt mellem Eastland Company og Merchant Adventurers. Helsingor og Kobenhavn la i Eastland Companys omrade, mens Merchant Adventurers havde monopol pa handelen med den tyske Nordsokyst. Muscovy Company havde kontrol med den engelske handel med Rusland over Arkangelsk og Narva.

Eastland Companys altdominerende eksportvare var farvet og faerdigbehandlet klaede, som blev afsat i Danzig, Elbing og Konigsberg. Importvarer var hamp, hor, laerred, beg, tjaere, aske og potaske. Korn blev importeret, nar der var mangel i England. Fra Sverige og Finland blev importeret tommer, tjaere og lejlighedsvis jern og kobber. Rug kobtes i Danmark og tommer i Norge. Omfanget af den norske handel er blevet anslaet til en tredjedel af kompagniets handel ost for oresund. Muscovy Company eksporterede faerdigbehandlet klaede og af og til krigsmateriel til Rusland, mens det importerede pelsvaerk, voks, tran, tommer og andet skibsbygningsmateriel, isaer tovvasrk. Korn importeredes afhaengigt af den engelske eftersporgsel. Merchant Adventurers solgte übehandlet klasde til Nordtyskland og importerede herfra blandt andet lasrred, olmerdug, vin, isenkram og korn².

I betragtning af den engelske handels betydning var det naturligt, at det var
et grundlaeggende element i Jakobs osterpolitik at sikre den de bedst rnulige

---

2. R.W.K. Hinton: The Eastland Trade and the Common Weal in the Seventeenth Century (1959), pp. 5, 35-41, 51-52; E. Lipson: The Economic History of England (1931), 11, pp. 185-86, 319, 327, 334; Hans Haussherr: Wirtschaftsgeschichte der Neuzeit vom Ende des 14. bis zur Hone des 19. Jahrhunderts, (3. udg. 1960), p. 93; Aleksander Loit: Sverige och Ostersjohandeln under 1600 Talet, Historisk Tidskrift (1964), p. 313; Henryk Zins: England and the Baltic, passim.

vilkar. Dette opnaedes forst og fremmest ved at skaffe de tre handelskompagnierfavorable handelstraktater, der fastsatte vilkarene for sejlads i ostersoenog i Nordhavet og for handlen pa de baltiske markeder. Derudover var det vaesentligt at bevare ro og orden i omradet. Krige matte afvasrges, og hvor dette ikke lykkedes, matte de bringes til ophor snarest muligt. Og dog; krig var ikke nedvendigvis altid et onde. Handelen havde de bedste udfoldelsesmuligheder,nar ingen baltisk stat var sa stasrk, at den kunne diktere handelsvilkarene.Det kunne derfor vsere formalstjenligt for England at ga imod en stat, der var blevet for dominerende. Sporgsmalet er, om engelsk politik alene motiveredesaf disse handelspolitiske hensyn, eller om den ogsa motiveredes af engelske interesser uden for ostersoen, saledes at den baltiske politik udgjordeen del af den samlede engelske udenrigspolitik.

Den folgende undersegelse er opdelt i tre tidsperioder, da vigtige politiske
aendringer i ostersoen omkring 1613 og 1620 pavirkede betingelserne for den
engelske politik.

Østersøen ved Jakobs tronbestigelse

Da Jakob i 1603 arvede den engelske trone, var ostersoomradet praeget af
ustabile forhold.

Danmark-Norge var den staerkeste stat, og den danske konges politik var af afgorende betydning for alle tre kompagniers handel. Den danske konge beherskede adgangen til ostersoen via oresund og Store Baslt, og han gjorde energiske forsog pa at fa kontrol med handelsruterne nord om Norge til Rusland og syd om Holsten ad Elben til Det tyske Rige. Disse ambitioner forte til et spaendt forhold til Elizabeth, et forhold der blev yderligere forvEerret af tiltagende engelsk fiskeaktivitet ved Norge og Island. Elizabeths politik over for Danmark, havde to mal: at haevde engelske handels- og fiskerettigheder mod den stadigt mere aggressive danske politik, og at holde Danmark neutral i den engelsk-spanske konfrontation for derved at hindre et samarbejde mellem den danske og den spanske flade. Det lykkedes Elizabeth at holde Danmark neutral, men ikke at opna tilfredsstillende vilkar for handel og fiskeri. En engelskdansk konference i Bremen havde naet et dedvande, allerede for den engelske dronnings dod officielt afbrod modet³.

Sverige var i modsastning til Danmark en stat af relativt ringe betydning. Sverige havde kun adgang til Nordsoen ved Gotaelvens udlob, og dets forsog pa at komme ud til Hvidehavet blev konsekvent imodegaet af Danmark. Sverigesekspansion gik mod ost langs ostersoens ostlige kyster, hvor erobringen

---

3. Edward P. Cheyney: England and Denmark, pp. 12-39; Arthur Attman: Den ryska marknaden i 1500-talets baltiska politik 1558-1595 (1944), p. 413.

af Narva fra Rusland i 1581 var en vigtig milepael. Muscovy Company matte herefter anvende vejen nord om Norge for at na frem til de russiske markeder. Sverige blev dog anset for at vaere svagere end Danmark, et indtryk som forstasrkedesaf de usikre indre forhold i Sverige i denne periode. I 1599 havde den protestantiske regent Karl afsat den retmaessige svenske konge, den katolskeSigismund af Polen, og i de folgende 30 ar var Sverige og Polen i krig naesten uafbrudt. Herredommet over Livland var et vigtigt krigsmal, og ved gentagne gange at blokere Riga bragte Sverige sig i et modsaetningsforhold til alle vestlige handelsnationer. Elizabeth holdt sig neutral i det svensk-polske forhold, da det tjente de engelske interesser bedst, at de to lande holdt hinandeni skak⁴.

Pa det tidspunkt, da Jakob overtog magten i England, var Rusland pa sammenbruddets rand som folge af borgerkrige. Det betod, at Muscovy Companys gunstige handelsprivilegier ikke laengere kunne tages for givet⁵. Englands mest presserende problem i den ostlige del af ostersoen var dog forholdet til de preussisk-livlandske Hansestasder. Ved oprettelsen af Eastland Company var Danzig blevet kompaniets stabelstad; men da Danzig senere forringede dets privilegier, flyttede kompagniet sin handel til Elbing, en mindre Hansestad i ostpreussen. Danzig vendte sig derefter mod de engelske kobmaend, og byens politik kom derved til at udgore en del af Hanseforbundets generelle forsog pa at traenge de engelske kebmaend tilbage fra kontinentet og tilbageerobre de tabte Hanseprivilegier i England. Danzig fik ekskluderet Elbing af Hanseforbundet og fik den polske konge til at naegte at godkende Elbing som engelsk stabel. Disse forhold forvasrredes af en religios strid mellem det overvejende protestantiske Elbing og den polske, katolske konge, en strid hvor de engelske kobmaends tilstedevaerelse i Elbing var en ekstra hindring for Sigismunds modreformatoriske planer. Skont alt dette ikke medforte nogen nedgang i kompagniets handel med Elbing, vedblev residensen der at volde problemer i forholdet til den polske konge⁶.

Englands forhold til de tyske Hansestaeder fremviste endnu vanskeligere problemer. Et kejserligt edikt havde i 1597 forbudt Det tyske Riges undersatterat handle med Merchant Adventurers, og som svar havde Elizabeth udelukketHanseforbundet fra al handel i England. Ediktet var imidlertid kun rettetmod det engelske kompagnis monopolstilling, og som folge af de tyske byersindbyrdes

---

4. Bertil Thyresson: Sverige ock det protestantiske Europa frdn Kndredfreden til Rigas erovring (1928), pp. 5-11; Wilhelm Tham, Den svenska utrikespolitikens historia 1:2, 1560-1648 (1960), p. 86.

5. Lubimenko: Les relations commerciales, pp. 45-47, 201; Attman: Den ryska tnarknaden, pp. 154, 408-9.

6. Simon: Die Handelsniederlassung, pp. 128-32; Zins: England and the Baltic, pp. 9-10; Fiedler: Danzig und England, pp. 115-17.

ersindbyrdesrivalisering fik de engelske kobmaend adgang til at handle i HansebyenStade ved Elbens udlob, nar blot de ikke officielt var medlemmer af kompagniet. Lybeck og Hamborg anklagede Stade over for kejseren, men blev henvist til at Soge direkte forhandling med England. En konference blev afholdti Bremen, men den bragte lige sa lidt som den samtidige engelsk-danske konference noget resultat. Trods handelsmulighederne i Stade havde engelsk handel pa Tyskland dog lidt et alvorligt tilbageslag⁷.

Englands forhold til de baltiske stater fremviste derfor i 1603 alt i alt et utilfredsstillende

Jakobs baltiske politik 1603-1612

Den skotske kong Jakobs magtovertagelse i 1603 betod ikke alene en ny regent pa den engelske trone, men ogsa en ny politik. Som Elizabeth sa han sig selv som den protestantiske verdens forkaemper og forsvarer, men i modsaetning til sin forgaenger afskyede han krig. Ledestjernen i Jakobs udenrigspolitik var et tusindarsrige, hvor alle stater levede i evig fred og fremgang med Jakob som maegler i tilfaelde af konflikter. Den vigtigste hindring for en europaeisk fred var den engelsk-spanske krig, og Jakob indledte derfor straks fredsforhandlinger, der forte til fred i august 1604⁸.

Ogsa ostersopolitikken asndredes. Det gjaldt isaer over for Danmark, hvor forholdet bedredes straks ved Jakobs tiltrasden. Christian IV var Jakobs svoger,og forbindelserne mellem de kongelige familier havde vaeret venskabelige, siden Jakob aegtede Christian IV's soster Anna i 1589. I sommeren 1603 udnyttedeJakob de venskabelige forbindelser til at indlede forhandlinger med Christian IV om vilkarene for engelsk fiskeri og sejlads i danske farvande. Bortset fra et krav om, at fiskeri i abent hav og langs Norges og Islands kyster skulle vasre frit, og at engelske kobmsend skulle have lov at soge havn i Norge og Island, koncentrerede Jakob sig om den altafgorende passage gennem oresund.Han onskede at gore den danske konges administration af sundpassagenog opkrasvelsen af sundtolden mindre vilkarlig og bad om, at toldsatserne matte blive offentliggjort, og skibenes gennemfart ikke blive forsinket. ChristianIV viste sig imodekommende, og et kompromis naedes i slutningen af aret:

---

7. Ehrenberg: Hamburg undEngland, pp. 213-15; Lipson: Economic History ofEngland, pp. 204-8.

8. Se David Harris Willson: King James VI & 7(1956), isasr kapitel 15. To nyere biografier er ret svage med hensyn til Jakobs udenrigspolitik: William Me Elwee: The Wisest Fool in Christendom. The Reign of King James I and F7(1958) og David Mathew: James 7(1967). En fremragende redegorelse for en del af udenrigspolitikken findes i Maurice Lee Jr.: James I and Henri IV. An Essay in English Foreign Policy 1603-1610(1910). Dronning Anna er senest blevet biograferet af Ethel Carleton Williams: Anne of Denmark, Wife of James VI of Scotland: James I of England (1970).

Fiskeri langs Norges og Faeroernes kyster blev ikke tilladt; men med hensyn til Island kunne fiskeri uden for en afstand pa to danske mil tillades ved et sasrligtpas fra den danske konge. Engelske skibe pa vej til Rusland fik tilladelse til at Soge nodhavn i Norge. Christian lovede endvidere at offentliggore toldsatserne,hvis Jakob til gengaeld ville sorge for, at alle engelske skibe blev udstyretmed attesterede opgorelser over ladningen for at hindre det udstrakte smugleri. Aftalen gjorde ikke ende pa uoverensstemmelserne, eftersom den danske konge fortsat undlod at offentliggore toldsatserne og ofte forsinkede blandt andet engelske skibes passage, og de engelske kobmasnd pa den anden side fortsatte deres smugleri. Men aftalen bragte en afslutning pa den akutte spending mellem de to lande, eftersom Jakob fandt, at de engelske kompagniernu havde rimeligt tilfredsstillende vilkar i de danske farvande⁹.

Det personlige venskab mellem de to konger gik tilbage til Jakobs bryllup, hvor han tilbragte tre maneder ved det danske hof. Kontakten blev fornyet, da Christian i 1606 aflagde et officielt besog pa naesten fire uger hos sin soster og svoger, det forste udenlandske kongebesog siden Karl V besogte Henrik VIII 1 1522. Besogets ydre omstaendigheder er vel dokumenteret i samtidige kilder, men hverken engelske eller danske kilder taler om, at besoget havde politiske motiver, eller at det fik politiske folger. Rygter ville vide, at Christian sogte stotte for sin kandidatur som konge af Rom, og at de to konger ville danne en koalition mod Rom og Spanien, som skulle omfatte Nederlandene, de tyske protestantiske fyrster og maske den franske konge¹⁰.

Med Jakobs magtovertagelse forbedredes ogsa de engelske forbindelser til Polen. Afslutningen af krigen med Spanien fjernede den vigtigste uoverensstemmelsemellem de to lande: den polske forbitrelse mod det engelske forbud mod handel med Spanien og den engelske frygt for spansk indflydelse ved det polske hof. En gesandt fra Sigismund blev venligt modtaget af Jakob, som

---

9. L. Laursen og C. S. Christiansen (udg.): Danmark-Norges Traktater 1523-1750 (1907-49), 111, pp. 12-13 (cit.: D.N.T.): The Earl of Rutland til Christian IV, 11. juli 1603, Public Record Office, State Papers Denmark, 75/4, fol. 1: Akter og dokum_enter vedr. det politiske forhold til England, 1603, Rigsarkivet, TKUA, England A 12. Resultatet af forhandlingerne blev ikke nedfasldet i en traktat, men sa sent som i 1624 refererer Jakob til, at der var blevet truffet en aftale: Jakob I til Christian IV, 8. april 1624, Appendix II to the Forty-Sixth Report to the Deputy Keeper of the Public Records for the year 1883 (1885), p.41 (cit.: App. II to 46th Report), brevets latinske tekst gengives i engelsk oversaettelse i Ronald M. Meldrum (udg): The Letters of King James I to King Christian IV 1603-1625 offsetudg. i Rigsarkivets bibliotek) p. 238; Astrid Friis: Alderman Cockayne's Project and the Cloth Trade (1927), p. 225.

10. Glarbo: Christian IV, p. 22; Zorzi Giustinian til Dogen, 24. august 1606, H.F. Brown and A.B. Hind (udg.): Calendar of the State Papers and Manuscripts relating to English Affairs existing in the Archives and Manuscript Collections of Venice 1603-43 (1900-25), I, p. 394; Henry Wotton til Robert Cecil, 1. September 1606, L. Pearsall Smith: The Life and Letters of Sir Henry Wotton, II (1907), pp. 360-61.

anerkendte Sigismund som den retmaessige konge af Sverige ved at naegte at modtage en gesandt fra Karl IX af Sverige. Han tillod ogsa Sigismund at hverve8.000 soldater og at kobe 20 skibe i England, hvis han onskede det. Danzig og Elbing sendte ogsa gesandter til London. Danzig forsogte at genoprette venskabelige forbindelser ved at tilbyde Eastland Company stabelrettigheder, men da tilbudet ikke gav de engelske kobmasnd rettigheder, der svarede til Danzigkobmaendenes, foretrak kompagniet at forblive i Elbing. Danzig provedederefter at standse engelsk handel pa Elbing, men takket vaere Jakobs gode forbindelser med Sigismund, kunne Elbinghandlen opretholdes uhindre t¹¹.

Som et resultat af de forbedrede forbindelser til Danmark og Polen kolnedes Englands forbindelser til Sverige - de to staters faelles fjende. Sverige fik lov at hverve soldater i England, men Jakob havde ingen sympati til overs for en tronraner som Karl. Da engelske handelsinteresser i Sverige var beskedne, var det af underordnet betydning, at forholdet til Sverige forringedes¹².

Forholdene til de andre baltiske stater fortsatte ad de samme baner som for Jakobs magtovertagelse. Jakob afviste i 1604 et krav fra de tyske Hansestaeder om tilladelse til at eksportere 50.000 stykker klaede arligt fra England. De tyske ambassadorer fik besked om, at den samlede engelske klaedeeksport kun var pa 12.000 stykker, og at forbudet mod hanseaternes handel i England ville blive opretholdt. Pa den anden side forbedredes de engelske handelsvilkar i Tyskland noget i 1607, da det lykkedes Stade at opna kejserens tilladelse til, at de engelske kobmaend anvendte Stade som stabel, forudsat at de ikke optradte som monopol. Den tyske kejser, Rudolf 11, onskede ikke at ga til yderligheder mod de engelske kobmaend, eftersom det var vigtigt at bevare handelsforbindelsen af hensyn til den sydtyske eksport af lasrred, vin og isenkram¹³.

I Rusland var forholdene helt uoverskuelige pa grund af borgerkrigene, og den engelske politik var derfor forsigtig og afventende. Rusland fik tilladelse til at hverve soldater pa linje med dets fjender, Sverige og Polen. Mens de fleste andre udlaendinge flygtede, forblev Muscovy Companys repraesentant i Moskva, hvor det lykkedes ham at fa kompagniets privilegier fornyet af hver ny zar¹⁴.

Fa ar efter Jakobs magtovertagelse begyndte den voksende spaending i
Tyskland mellem de katolske og protestantiske fyrster at brede sig til det ovrigeEuropa.

---

11. I 1606, da Danzig Sogte at fa Sigismund til enten at ophaeve kompagniets handelsret eller til at brandskatte det, lykkedes det den engelske gesandt William Bruce at fa Sigismund til at undlade dette. Jasnowski: England and Poland, pp. 27-28; Simson: Die Handelsniederlassung, pp. 130-32.

12. Thyresson: Sverige och det protestantiske Europa, p. 6

13. Ehrenberg: Hamburg und England, pp. 203-5, 217-23.

14. S. Yakobson: Early Anglo-Russian Relations 1553-1613, Slavonic and East European Review, XIII (1934-35), p. 608.

geEuropa.I 1608 og 1609 blev henholdsvis Den protestantiske Union og Den katolske Liga grundlagt, og i 1609 gav arvefolgestriden i Jiilich-Kleve et paskudfor aben krig. Da kejseren befalede sin bror, serkehertug Leopold, at beslaglaeggede omstridte omrader, forvandledes striden til en europasisk krig. Frankrig, Nederlandene og England dannede en antihabsburgsk koalition, der i 1610 bragte Jiilich tilbage pa protestantiske heender¹⁵.

Jakobs deltagelse i denne krig fik ingen indflydelse pa hans baltiske politik. Han forblev positivt indstillet over for Danmark, ogsa efter at Christian IV afviste en anmodning fra de tyske protestantiske fyrster om at gaud af Unionen, og han forblev koligt neutral over for Sverige, skont Karl IX anmodede om at blive medlem af den antihabsburgske koalition. Jakobs forhold til det katolske Polen kolnedes noget pa dette tidspunkt, men det skyldtes de polske sejre i krigen mod Rusland. Den baltiske politiks sigte var at sikre de engelske handelsinteresser¹⁶.

Pa dette tidspunkt blev engelske handelsinteresser forst og fremmest truet af
den dansk-svenske krig, som brod ud i 1611, og af den svensk-polske krig,
som nu havde bredt sig til Rusland.

For de sefarende nationer var en krig mellem Danmark og Sverige altid en ulykke, da den kunne resultere i en lukning af Sundet eller i andre restriktioner for ostersohandelen, og Jakob Sogte da ogsa at undga dette ved gentagne gange at opfordre de to stater til at klare deres problemer ved forhandlinger. For udbruddet af krigen gjorde Karl IX et energisk forsog pa at vinde England og Nederlandene over pa sin side. Han tilbod at ga ind i den antihabsburgske koalition, han bad Jakob om at formidle forlig mellem ham og den danske konge, at forbyde polske hvervninger i England, og at maegle mellem Sverige og Polen, og han foreslog en alliance mod Rusland. Jakob forbod engelsk handel pa Riga under den polsk-svenske krig, som Karl ogsa havde anmodet om, at han anerkendte Karl som konge af Sverige, nu da hans stilling som de facto magtindehaver var abenbar for enhver, men Karl opnaede ikke nogen naermere forbindelse med England. Under forhandlingerne i Privy Council blev det udtrykkeligt fastslaet, at hvis man skulle slutte en alliance med Sverige, skulle den begrasnses til at vaere en handelsaftale, forudsat at de engelske kobmasnd var interesserede¹⁷.

De vestlige magter deltog ikke i krigen, men haeldede i deres neutralitet over
mod Danmark, sktztnt Christian IV haevede sundtolden med en tredjedel. Jakobprotesterede,

---

15. Willson: King James, pp. 278-79.

16. I. A. Fridericia, Kristian IV indtil Freden i Liibeck, 1588-1629, Danmarks Riges Historic IV, p. 141: Tor Berg: Johan Skytte (1920) pp. 197-209; Jasnowski: England and Poland, pp. 29-30.

17. Jakob I til Christian IV, 21. februar og 24. december 1610, App. II to 46th Report, p. 8, Letters of King James, pp. 104-5, 109; Berg: Johan Skytte, pp. 197-209.

kobprotesterede,men tillod alligevel Danmark og ikke Sverige at hverve soldateri England. Da krigen var naet til et dodt punkt, efter at det danske fremstodi Sverige var blevet standset, lykkedes det Jakob at blive anerkendt som msegler i striden, og i april 1613 ratificerede han fredstraktaten. For de engelskeinteresser var det vigtigste af krigens resultater, at Sveriges forseg pa at na ud til Hvidehavet blev bremset¹⁸.

Det andet problem for engelsk handel var den svensk-polske krig, der nu havde bredt sig til Rusland, hvor bade Sverige og Polen opnaede at fa deres kandidater udnaevnt til zar. Den engelske politik sigtede mod at holde Sverige og Polen ude af Rusland og i ovrigt at lade de to magter holde hinanden i skak. Engelske handelsinteresser var alvorligt truet ved Sveriges ekspansion langs ostersoens ostkyst og ved Sveriges planer orn at fa kontrol med Kolahalvoen som en kompensation for nederlaget i Nordnorge. En polsk sejr ville dog vaere lige sa uheldig som en svensk sejr. De engelske kobmaends vanskelige position i Elbing ville ganske vist kunne forbedres ved en pro-polsk politik, men til gengasld var en polsk sejr i Rusland imod engelske interesser, dels fordi polakkerne pa det russiske marked foretrak de nederlandske kobmaend, englaendernes vaerste konkurrenter, og dels fordi Sigismunds chancer for at tilbageerobre Sverige ville blive foroget¹⁹. Hvis det lykkedes Sigismund at generobre Sverige, ville en katolsk magt kontrollere alle handelsveje i ostersoen og have Gotaelven med Elfsborg som udgangspunkt for fladeoperationer i Nordsoen.

Pa denne baggrund undfangede nogle foretagsomme englasndere i Rusland sammen med Muscovy Company i 1612 en plan om at oprette et engelsk protektorat i det nordlige Rusland. Protektoratet skulle omfatte Nordrusland og ruten langs Volga til det Kaspiske Hav, saledes at englaenderne hermed kunne fa den eftertragtede handelsforbindelse med Persien. Jakob var villig til at gore et forsog og afsendte en forhandlingsdelegation bestaende af John Merrick og William Russell, henholdsvis agent og direktor for Muscovy Company. Da de to ambassadorer naede Arkangelsk i 1613, var Mikael Romanov blevet udnaevnt til zar og de skrinlagde fornuftigvis projektet og lykonskede i stedet den nye zar²⁰.

Ogsa de tyske Hansestasder voldte bekymringer for engelsk handel. I foraret1610
lykkedes det saledes Hansestaederne at fremkalde et nyt kejserligt
edikt, der gav ordre til, at engelske kobma;nds varer og tilgodehavender skulle

---

18. Fridericia: Kristian IV, pp. 141-42; Glarbo: Christian IV, pp. 33-38; Tham: Utrikespolitikens historia, p. 99.

19. Tham: Utrikespolitikens kistoria, pp. 106-11; Lubimenko: Relations commerciales, p. 135.

20. Yakobson: Early Anglo-Russian Relations, p. 609; Inna Lubimenko: A Project for the Acquisition of Russia by James I, English Historical Review, XXIX (1914), pp. 253-56.

beslaglaegges. Hamborg og Lybeck arresterede derefter de engelske kobmasnd i deres byer, men da Jakob truede med gengaeldelsesaktioner, blev kobmaendenefrigivet, og i november 1610 lykkedes det Stade og den engelske gesandtStephen Lesieur at fa kejseren til at godtage, at bestemmelserne fra 1607 skulle forblive i kraft.

Hamborgs holdning til det engelske handelskompagni var imidlertid mere nuanceret end som sa. Hamborg onskede ligesom de andre stasder at genvinde Hanseprivilegierne i England, men tidligere havde byen ogsa haft betydelige fordele som stabel for Merchant Adventurers, og byradet gjorde talrige hemmelige forsog pa at fa englaenderne tilbage. Merchant Adventurers afviste Hamborgs tilbud, indtil byen endelig i 1611 tilbod kompagniet alle de tidligere privilegier. Samme ar ophaevede kejseren ediktet af 1597 for Hamborgs vedkommende og afviste to ar senere Lybecks og Kolns sidste forseg pa at fa rigsdagen til at vedtage, at ediktet skulle staved magt. Til gengaeld blev Hansekobmaendenes kontor i London genabnet, og de fik visse okonomiske begunstigelse r²¹.

Pa samme tid forringedes Eastland Companys stilling i Elbing, hovedsageligt som folge af at Englands forhold til Polen kolnedes efter store polske sejre i Rusland. Sigismund var derfor nu mere tilbojelig til at stotte Danzigs kamp mod englaenderne i Elbing. Dertil kom, at Sigismund i 1612 lyste det protestantiske Elbing i band i sin kamp for at vinde byen for katolicismen. Den engelske handel led betydeligt under dette, og kompagniet indledte derfor forhandlinger om stabelret med bade Danzig og Konigsberg. Der kom dog intet ud af forhandlingerne, og kompagniet forblev i Elbing²².

Gennemgangen af Jakobs baltiske politik i perioden 1603-13 viser, at den i alt overvejende grad blev formuleret ud fra hensynet til de engelske handelsinteresser.Det var dem, der afgjorde politikken over for Rusland, hvor malet var at opretholde handelsprivilegierne pa trods af borgerkrige og, da denne politik var i fare, at oprette et engelsk protektorat over Nordrusland. Handelsinteressernedikterede politikken over for Hansestaederne. I striden med den tyske Hanse lykkedes det at fa ediktet af 1597 ophaevet, og malet over for de preussisk-livlandskeHansestaeder og Polen var at fa stabelen i Elbing anerkendt. Forholdet til Polen blev forbedret, saledes at den polske konge blev mindre interesseret i at stotte Danzigs kamp mod Eastland Company. Da den polske ekspansion truede engelske handelsinteresser i Rusland, kolnedes forholdet til Polen imidlertid. Handelsinteresser udgjorde ogsa den vassentligste del af forholdettil

---

21. Ehrenberg: Hamburg und England, pp. 203-29; Lipson: Economic History of England, pp. 208-11.

22. Simson: Die Handelsniederlassung, pp. 130-32.

holdettilDanmark. De forbedrede forbindelser i 1603 resulterede i bedre vilkarfor engelsk handel og fiskeri, og Jakobs maegling i Kalmarkrigen var - ud over hensynet til hans egen prestige - motiveret af handelshensyn. Svenske alliancetilbudblev overvejet og forkastet af handelsmaessige grunde.

Arsagen, til at Jakobs ostersopolitik udelukkende var praeget af hensynet til de engelske handelsinteresserer, var, at England ikke stod over for alvorlige udenrigspolitiske problemer. England havde faet fred med Spanien i 1604, og handelskonkurrenten, Nederlandene, var indtil 1609 beskaeftiget med krigen med Spanien og de efterfolgende fredsforhandlinger. Mod periodens slutning var der tegn pa aendringer, efterhanden som spaendingen forstaerkedes pa den europaeiske scene, men denne spaending var endnu ikke sa staerk, at den fik indflydelse pa ostersopolitikken.

Jakobs baltiske politik 1613-1620

Skont freden mellem Sverige og Danmark blev genoprettet i 1613, ogedes spsendingen i ostersoomradet yderligere i de kommende ar, og den kom nu til udtryk i et alliancesystem. For krigen havde Nederlandene, for hvem ostersohandelen var af yderste vigtighed, sympatiseret med Danmark, fordi den svenske blokade af Riga vanskeliggjorde hollandske handel. De danske krigsindgreb - forogelse af sundtolden og forbud mod handel pa Sverige - bevirkede, at Nederlandene svingede over til Sveriges side. En medvirkende arsag hertil var, at Christian IV's ambitioner efter krigen rettede sig mod Nordtyskland, hvor han straebte efter at fa kontrol med Elben og Weser. Som et middel til at opna dette arbejdede han for at fa placeret sine Sonner i de nordtyske ssekulariserede bispedommer. Desuden grundlagde og befaestede han Glyckstadt, holdt krigsskibe pa Elben og i Nordsoen og kraevede, at Hamborg skulle anerkende hans overhojhed. Altsammen ting der truede hollandske interesser i omradet. I 1614 sluttede Sverige og Nederlandene et forsvarsforbund, idet Sverige tiltradte den alliance, som Nederlandene og Lybeck havde indgaet i 1613. Alliancens formal var at sikre den frie handel og de allieredes rettigheder i Nordsoen og ostersoen. Hvis en af parterne blev angrebet af en anden stat, skulle de andre komme til hjaelp. En saerskilt traktat, der fastsatte hjaelpens storrelse til 4.000 soldater, blev dog aldrig ratificeret. Alliancen, der skulle gaelde i 15 ar, var hovedsageligt rettet mod Danmark²³.

England var ogsa blevet ramt af sundtoldens forhojelse; men for England
var det af underordnet betydning i forhold til de problemer, som Nederlandenenu
stillede England over for. Nederlandene var nemlig efter vabenstilstandenmed

---

23. Fridericia: Kristian IV, pp. 159-61. Thyresson: Sverige och det protestantiske Europa, pp. 55-56.

denmedSpanien i 1609 slaet ind pa en meget aggressiv handels- og fiskeripolitikmed det resultat, at engelske og hollandske interesser kolliderede i en verdensomspasndendestrid, som uundgaeligt ogsa kom til at gaelde ostersoomradet.Det hollandske alliancesystem gjorde saledes Danmark til Englands allierede, skont modstridende handelsinteresser pegede i en anden retning.

I 1614 indtraf et maerkeligt intermezzo i det engelsk-danske forhold, da Chistian IV uanmeldt besogte den engelske kongefamilie. Nogle var af den opfattelse, at besoget kun skyldtes hans onske om at besoge sin soster, andre mente, at Christian, der for havde provet at radgive Jakob i bornenes aegteskabsanliggender, nu kom for at forhindre prins Karls giftermal med den spanske Infanta, Filip IPs datter. Jakob skulle vaere blevet fornaermet, og besoget folgelig afkortet. Dette var kun rygter, og der findes ingen kilder, der oplyser noget om besogets arsager eller resultater. Sandsynligheden taler dog for, at begge motiver la bag besoget.

Rigtigt var det, at Jakob ikke yndede indblanding i sine planer om en engelsk-spansk aegteskabsalliance. Han havde i 1613 bortgiftet sin datter Elizabeth til Frederik V af Pfalz, de tyske protestanters leder, og havde sammen med Nederlandene tilsluttet sig Den protestantiske Union. En aegteskabsforbindelse med Spanien var folgelig af fundamental betydning for Jakobs forsog pa at bringe ligevaegt mellem de to grupper af stadigt fjendtligere europasiske stater. Forhandlingerne om en spansk brud til Jakobs aeldste son Henrik havde staet pa med mellemrum fra 1604 til 1611, da det viste sig, at Filip II havde bortlovet sin asldste datter til Frankrig. Dybt krasnket sa Jakob sig derefter om efter andre katolske prinsesser. bragtes imidlertid til ophor med prins Henriks dod i 1612, men da Jakob efter sin optesning af Parlamentet i juni 1614 stod uden bevillinger, genoptog han forhandlingerne om et spansk aegteskab for prins Karl. Ikke alene den europaeiske fred, men ogsa Jakobs pengenod pegede nu mod en spansk Infanta med en stor medgift. Protestanter i og uden for England var naturligvis stasrke modstandere af disse planer.

Hovedproblemet i forholdet til Danmark var pa denne tid herredommet over Spitsbergen. Muscovy Company havde i 1611 indledt hvalfangst ud for Spitsbergen i skarp konkurrence med hollandske og baskiske hvalfangere. Bade englasnderne og hollasnderne haevdede, at de forst havde opdaget omradet,og at de derfor havde eneret pa hvalfangsten der. Den kendsgerning, at oen kaldtes Gronland, viste imidlertid, at den blev betragtet som en del af Gronland, der horte under den danske konge. Christian IV pravede da ogsa at hasvde sine rettigheder og at beskytte dansk hvalfangst mod andre nationer. I 1615 fik Robert Anstruther til opgave at fa Christian til at overdrage herredommetover Spitsbergen til Jakob, men som venteligt lykkedes det ikke. Forst

i 1619, da Muscovy Company var hardt presset af hollandske og engelske rivaler,enedes
de to stater om at dele eneretten til hvalfangsten ved Spitsbergen
og at udelukke alle andre nationer.

Ogsa Nordtyskland var et omrade, hvor England og Danmark havde modstridende interesser. For Merchant Adventurers var udsigten til, at den danske konge skulle fa kontrol med Elben og Weser foruroligende, eftersom han dermed ville blive i stand til at beherske kompagniets handel med Tyskland. Trods disse konflikter bevirkede det faelles fjendskab til Nederlandene, at de to stater stod pa nogenlunde god fod²⁴.

Englands forhold til Rusland praegedes af anstrengelserne for at fa den nye zar Mikael Romanov til at udstede nye privilegier for Muscovy Company, noget som han i modsaetning til sine forgaengere ikke uden videre var villig til. Den skarpe konkurrence mellem de engelske og hollandske kobmaend gjorde det muligt for zaren at bruge privilegierne som lokkemad i forhandlingerne med de vestlige magter. Hvor meget privilegierne var vaerd, belyses af, at hollaenderne tilbod polakkerne 20.000 £ for privilegierne, mens de var herrer i Moskva. Muscovy Company havde imidlertid den fordel, at dets agent John Merrick var blevet opfordret af zaren til at maegle mellem Sverige og Rusland. John Merrick var velorienteret om russiske forhold og identificerede sig med russiske interesser. Som modvaegt havde Gustav Adolf anmodet Nederlandene om at sende maeglere til fredsforhandlingerne, men de holdt kun ud i kort tid og fik ingen indflydelse pa forhandlingsresultatet. Fredstraktaten, der blev undertegnet i Stolbova i 1617, var hovedsageligt Merricks vaerk. Rusland var den tabende part og matte derfor afsta en raekke fasstninger langs den finske graense og Den finske Bugt, saledes at Rusland nu blev udelukket fra ostersoen. Det har vaeret haevdet, at John Merrick afvaergede den svenske ekspansion mod Hvidehavet, men selv om deter rigtigt, at Gustav Adolf havde haft planer om at erobre Kolahalveen i 1614, sa var disse planer opgivet, for fredsforhandlingerne abnede, og det arktiske omrade blev folgelig ikke berort. Som tak for Merricks anstrengelser blev Muscovy Company belonnet med en fornyelse af 1586-privilegierne, dog uden at englasnderne fik monopol pa handelen over Arkangelsk eller ret til at handle med Persien²⁵.

En mulighed for at opna disse to mal viste sig i 1617, da zaren bad Jakob
om et lan til brug i krigen mod Polen og ledsagede anmodningen med et forslagom
et engelsk-russisk forsvars- og angrebsforbund. Ivan den Grusomme

---

24. Glarbo: Christian IV, pp. 40-44; D.N.T., 111, 369-72; Willson: King James, pp. 283-87, 347-48.

25. Lubimenko: Relations commerciales, pp. 153, 175-76; S. Konovalov: Anglo-Russian Relations, 1617-18, Oxford Slavonic Papers, I (1950), p. 100; Tham: Utrikespolitikens historia, pp. 111-14; Arthur Attman: Freden i Stolbova 1617, Scandia, XIX (1948-49), p. 43.

havde foreslaet et sadant forbund i 1569, og forslaget var blevet gentaget af zar Mikael i 1613. Efter anmodning fra Muscovy Company og fra East India Company, som habede at udvide sin handel med Asien og Rusland, lovede Jakobzaren et lan pa 60.000 £, medens det russiske forslag om et angrebs- og forsvarsforbund blev udvandet til et engelsk tilbud om et venskabsforbund, som hverken forpligtede Jakob til at give zaren politisk eller militaer stotte. De to handelskompagnier, som skulle skaffe pengene, fik kun rejst ca. 30.000 £, og i sommeren 1618 blev Dudley Diggs fra East India Company sendt til Ruslandmed denne sum. Ambassaden fik et maerkvaerdigt forlob, idet Diggs skiftedemening undervejs fra Arkangelsk til Moskva. Han sendte en del af sit folgetil zaren med 12.000 £ og vendte selv tilbage til England med resten af belobet.Samtidige kilder har ingen overbevisende forklaring pa hans pludselige tilbagevenden, men det forekommer sandsynligt, at hans besog i Rusland gjordedet klart for ham, at det ville vaere uklogt af East India Company at yde et lan mod sikkerhed i Muscovy Companys overskud, nar man sa kompagniets usle forhold i Rusland. Zaren folte sig stasrkt kraenket og begyndte abent at begunstigehollaenderne, men han modtog snart lanet af de resterende penge, og de venskabelige forbindelser blev genoprettet, skont hverken forbund eller privilegierblev opnaet²⁶.

Eastland Companys vanskeligheder med residensen i Elbing fortsatte. Pa Danzigs foranledning gav Sigismund i 1614 kompagniet ordre om at ophore med at handle udelukkende med Elbing; et forste led i en plan om at flytte kompagniets handel til Danzig - om nodvendigt med magt. Eastland Companyadlod ikke ordren, og bade i 1615 og 1616 sendte Jakob forgaeves gesandtertil det polske hof for at a?ndre ordren. Planerne blev dog ikke fort ud i livet, fordi Sigismund frygtede, at en tvangsforflytning ville fa kompagniet til at sla sig ned i en anden stat og dermed berove ham en betydelig indtaegt. Sigismundkraevede derfor okonomiske kompensationer af Danzig for at gennemtvingeflytningen med det resultat, at Danzig opgav planen og i stedet i 1616 bad Jakob, om han kunne forma kompagniet til at vende tilbage til Danzig. Jakobsvarede, at han ikke kunne tvinge sine undersatter, men at han ikke ville modsaette sig en overflyttelse til Danzig. I 1617 Sogte Eastland Company at indlede forhandlinger med Konigsberg, men blev afvist af byens overherre, kurfyrst Johan Sigismund af Brandenborg, som onskede at bevare et godt forholdtil Polen. Kort efter forbedredes kompagniets stilling i Elbing noget, da den langvarige religiose strid mellem Elbing og den polske konge blev bilagt ved et kompromis, der gav en af byens to kirker tilbage til katolicismen. Fornyedeforsog pa at fa Sigismunds anerkendelse af Elbingstablen viste sig dog

---

26. Konovalov: Anglo-Russian relations, 1617-18, pp. 65-76.

atter forgaeves. Skont kompagniets residens fortsat var i Elbing, fandt et stigende antal kobmaend forholdene der utilfredsstillende og tog til andre havneog forst og fremmest til Danzig. Striden om kompagniets residens var saledesbegyndt at lose sig selv til fordel for Danzig²⁷.

I 1613 var de polske hsere pa tilbagetog, og Sigismund, der onskede frie hasnder til at genvinde det tabte russiske territorium, bad England og Frankrig om at maegle mellem Polen og Sverige. Anmodningen blev imodekommet, og Jakob afsendte John Dickinson som sin gesandt til modet i Stettin i 1615. Hans sendelse traf sammen med offentliggorelsen af et polsk smasdeskrift mod Jakob, sa Dickinsons forste opgave blev at kraeve skriftet forbudt og forfatteren afstraffet. Efter nogen diskussion fik Jakob satisfaktion ved, at det fornsermelige skrift blev braendt offentligt. Selve maeglingen brod hurtigt sammen, da bade den svenske og den polske konge indledte forhandlingerne med at haevde deres ret til Sverige²⁸. Efter det mislykkede Stettinmode holdt Jakob sig neutral over for de krigsforende stater. Der var ingen udsigt til at fa en fred i stand, og en fred var desuden ikke nodvendigvis i overensstemmelse med engelske interesser. Blev de to konger forst frigjort fra deres indbyrdes krig, ville begge vende sig mod Rusland for at genvinde deres tidligere position der. Bade Sigismund og Johan Adolf gjorde adskillige gange forsog pa at vinde Jakob, men forgaeves²⁹.

England forholdt sig fortsat kolig over for Sverige, nu ikke mindst pa grund af den svenske politiske tilslutning til Nederlandene. Gustav Adolf foreslog dog i 1617-18 Jakob at traede i spidsen for en almindelig protestantisk alliance, der skulle besta af England, Sverige, Danmark og andre protestantiske stater. Baggrunden for forslaget var dels Sveriges onske om at opna stotte i kampen mod Polen, og dels et modtrask mod Danmark. Christian IV havde nemlig tilbudt at slutte forbund med Sverige pa nogle vilkar, som Gustav Adolf ikke kunne acceptere, men som han pa den anden side ikke blankt turde afvise. Ved at udvide det foreslaede forbund til en almindelig protestantisk alliance habede han at uskadeliggore det danske forslag.

Tanken om en alliance, der omfattede alle de protestantiske baltiske stater,
var ikke ny. De tyske protestantiske fyrster havde sogt at fa Danmark til at
indtraede i Den protestantiske Union i forbindelse med Jiilich-Kleve striden. I

---

27. oresundstoldens tal viser, at der i perioden 1589-1612 i arligt gennemsnit ankom 51 skibe til Elbing og 19 til Danzig. I perioden 1613-1626 var de tilsvarende tal 30 og 30. Et stigende antal handlede i Konigsberg, hvilket betod, at kun et mindretal vedblev at handle pa Elbing. Simson: Die Handelsniederlassung, pp. 133-36.

28. Thyresson: Sverige och det protestantiske Europa, p. 77; Jasnowski: England and Poland, pp. 30-31.

29. Thyresson: Sverige och. detprotenstantiske Europa, pp. 87, 89; Lubimenko: Relations commerciales, p. 152; Jasnowski: England and Poland, p. 30.

1612 og 1613 var England og Nederlandene tradt ind i Unionen, og i 1614 og igen i 1615 havde de tyske fyrster faet Jakob til at forsoge at fa Christian IV til at indtraede. Den danske konge afviste dog tanken, da han af hensyn til sin nordtyske politik ikke onskede at provokere kejseren eller Spanien. Heller ikke Jakob naerede i 1617 noget onske om at provokere Spanien ved at patage sig forerskabet i en protestantisk alliance. Netop i 1617 indledtes forrnelt forhandlingerneom en spansk brud til prins Karl efter tre ars indledende diskussioner.Jakob afslog derfor det svenske tilbud og foreslog i stedet, at Sverige sluttede forbund med Danmark. I dette forbund ville han vaere villig til at indtraede.Fra et engelsk synspunkt havde et dansk-svensk forbund flere fordele. Det ville mindske spaendingen mellem de to stater, som stedse bevaegede sig pa randen af aben krig, en krig som ville vaere skadelig bade for engelske handelsinteresserog for den protestantiske sag. Samtidig ville den lamme Nederlandenesbaltiske alliancesystem, som havde Sverige som hjomesten. Jakobs forslagblev naturligvis ikke realiseret, da det var imod Sveriges interesser, men Jakob gjorde dog endnu et forsog, da han i 1619 skrev til Christian, at han var gunstigt stemt over for en dansk-svensk alliance. Samtidig havde han heller ikke opgivet sin interesse for en almindelig protestantisk alliance, selv om han pa grund af de spanske forhandlinger ikke kunne spille en aktiv rolle. 11618 foreslog han derfor uofficielt Christian, at han skulle danne en sadan alliance, men ingen af allianceforslagene blev taget op af den danske konge³⁰.

Gennem hele perioden 1613-20 var Nederlandene Englands farligste konkurrenti handel, fiskeri og hvalfangst. Hollaendernes ekspansionistiske politik gjorde sig gasldende i ostersoen, hvor Nederlandene opbyggede et alliancesystemmed Sverige og Lybeck. Den hollandske politik tvang England over pa Danmarks side som en modvaegt til det hollandske alliancesystem. Dette valg var dog langt fra helhjertet, fordi Danmark ved Spitsbergen og i Nordtysklandforte en politik, som var i modstrid med engelske interesser. Den hollandskepolitik bevirkede ogsa, at England tog afstand fra Sverige, skont Sverigenu var en stormagt, der kunne have udgjort en nyttig modvaegt mod Danmark.I den svensk-polske krig holdt England sig neutral, eftersom engelske interesservar bedst tjent med, at der bevaredes en ligevaegt mellem de to stater. Derved kunne ingen af dem vinde herredommet over de livlandske handelscentreeller udvide sig pa Ruslands bekostning. England stottede derimod abenlyst Rusland. Formalet med denne politik var at styrke Muscovy Companyi konkurrencen med de.hollandske kobmaend. Forsogene pa at fa Danmarktil

---

30. Thyresson: Sverige ock det protestantiske Europa, pp. 66, 88-89, 111-45, 171; Willson: King James, pp. 365-372; Michael Roberts: Gustavus Adolphus. A. History of Sweden 1611-1632 (1953), I, p. 157.

marktilat danne en protestantisk alliance skyldtes et almindeligt onske om at undga krig i ostersoomradet og at styrke den protestantiske floj, men ogsa onsketom at neutralisere det hollandske alliancesystem. Handelsinteresser spilledestadig en dominerende rolle i udformningen af Englands baltiske politik, men i modsaetning til perioden for 1613 var det nu forhold uden for ostersoen - nemlig den hollandske konkurrence - der i en vis udstraekning bestemte den engelske politik.

Jakobs baltiske politik 1620-25

I perioden 1620-25 aendredes Englands baltiske politik pa afgorende made. Arsagen hertil var de alvorlige politiske problemer pa den europaeiske scene. Konfrontationen med Habsburgerne blev engelsk udenrigspolitiks altdominerende problem. Dette gjorde sig ogsa klart gaeldende i ostersoomradet. Hensynet til handel, fiskeri og hvalfangst blev nu underordnet politikken mod Habsburgerne.

I 1618 blev Oldenbarnevelt, den nederlandske leder gennem mange ar, afsataf Maurits af Oranien, der onskede at forberede landet pa den krig med Spanien, som han forventede ved vabenstilstandens udlob i 1621. Han ansa Danmark for at vaere den bedste allierede af de to nordiske stater og onskede derfor at skabe naere forbindelser med denne stat i modsaetning til Oldenbarnevelt,der af handelspolitiske grunde ansa Danmark for at vaere hovedmodstandereni ostersoomradet. Samme ar gjorde de bonmiske staender opror,og i 1619 valgte de den protestantiske leder, Frederik V af Pfalz, til deres konge. Jakob opfattede bade det bohmiske opror og svigersonnens valg som illegalehandlinger og naegtede folgelig enhver stotte til bevaegelserne, dog gjordehan i 1619 et forsog pa at maegle mellem Frederik og kejseren. Jakob skiftedeimidlertid standpunkt i 1620, da Frederiks arvelande blev truet af Habsburgerneog Den katolske Liga, og da spanierne invaderede Pfalz i efteraret 1620, besluttede Jakob fuld af harme at stotte forsvaret af Pfalz militaert. Parlamentet blev indkaldt i januar 1621, men Jakob krasvede for sma bevillingerog fik endnu mindre, sa i sommeren 1621 matte han igen nojes med ad diplomatiskvej at Soge at tilvejebringe en vabenstilstand. Da forhandlingerne endte uden resultat i efteraret 1621, og protestanternes situation blev stadig farligere, begyndte Jakob at trasffe forberedelser til krig. Han sendte Frederik penge og indkaldte Parlamentet, sa han kunne fa de nodvendige midler. Medlemmerneaf Underhuset var stasdige, de gik ind for en Sokrig med Spanien og en protestantisk brud til prins Karl med det resultat, at Jakob i raseri over deresindblanding i hans forelse af udenrigspolitikken oploste Parlamentet i januar1622. Da ingen krig kan fores uden penge, var Jakob atter henvist alene

til de diplomatiske virkemidler. I 1622 provede han atter forgaeves at masgle, og i slutningen af samme ar blev Pfalz erobret af spanske, bayerske og ostrigskehaere, medens Frederik sad som flygtning i Haag. For Jakob var der kun den mulighed tilbage at habe pa, at en asgteskabsalliance med Spanien ville fa en gunstig virkning pa Pfalz-problemet. jEgteskabsforhandlingerne blev nu tagetop for alvor med det bemaerkelsesvaerdige resultat, at prins Karl personligt drog til Spanien i februar 1623 for at fa forhandlingerne fort til ende³¹.

Jakobs forsog pa at stotte Pfalzgreven involverede ogsa ostersostaterne. Den stat, der var mest direkte berort af omvaeltningen i Tyskland, var Danmark. Holsten var en del af Det tyske Rige, og Christian blev derfor gentagne gange anmodet om at hjselpe Frederik. I december 1620 pressede Maurits af Oranien pa for at fa ham til at saette sig i spidsen for en almindelig protestantisk alliance mod den kejserlige haer, men da Christian forb.orte sine potentielle allierede ved et mode i Segeberg i februar 1621, viste det sig, at grundlaget for en protestantisk aktion manglede. De nordtyske fyrster onskede ikke krig, Nederlandene ville ikke yde den fornodne okonomiske stotte, og Jakob foretrak msegling. Det eneste, man enedes om, var, at Christian og de tyske fyrster skulle prove at maegle mellem Pfalzgreven og kejseren samtidig med, at ogsa Jakob forsogte at maegle³².

Jakob provede dog ogsa at hjaelpe Frederik pa anden vis. Allerede i foraret 1620 bad han Christian om et lan pa 100.000 £ til hjaslp for deres faelles slaegtning.Han opnaede kun 50.000 £ og matte oven i kobet love, at han ville sorge for, at hollaenderne ikke blandede sig i den danske ekspansionspolitik i Nordtyskland.I 1621 lante Jakob ydermere 25.000 £, og i maj samme ar sluttede han en venskabs- og handelstraktat med Danmark. Traktaten, der var blevet foreslaet af Jakob i 1620, da han forste gang bad om et lan, kan opfattes dels som lokkemad for den danske konge og dels som et middel til at konsolidere det protestantiske parti. Traktaten pabod evigt venskab og forbund mellem de to stater og fort>od dem at stotte modpartens fjender. Hvis den ene part blev angrebet, skulle den anden betale udgifterne til 8 krigsskibe i 3 maneder. Om nodvendigt skulle yderligere hjaelp ydes, men omkostningerne hertil skulle tilbagebetalesefter krigen. Sporgsmalet om Danmarks indlosning af ShetlandsogOrkneyoerne blev stillet i bero i de to kongers levetid. Engelske og danske kobmaend fik gensidigt frie handelsrettigheder i de to lande bortset fra Island, Fasroerne og Nordnorge. En tillasgstraktat et par maneder senere tillod begge landes undersatter at deltage i hvalfangsten ved Spitsbergen i de to kongers levetid.Danmark stod abenbart i storst fare for at blive inddraget i krigen i Tyskland, og Christian onskede derfor, at der skulle ydes den angrebne part

---

31. Tham: Utrikespolitikens historia, pp. 121-22; Willson: King James, pp. 408-15.

32. Roberts: Gustavus Adolphus, p. 199; Fridericia: Kristian IV, pp. 165-66.

en storre hjaelp, end Jakob var indstillet pa. Jakob fik reduceret Christians krav, men matte til gengseld give efter pa det handelspolitiske omrade, hvor det engelske mal havde vaeret at fa adgang til handelen med Nordnorge og de norskebilande og at fa eneret pa hvalfangsten ved Spitsbergen. Bestemmelserne om Orkneyoerne var en videreforelse af det kompromis, der blev indgaet med Jakobs aegteskabstraktat med Danmark i 1589³³.

Samme mined sluttede Nederlandene en venskabstraktat med Danmark, hvorved de tidligere hollandske alliancer med Lybeck og Sverige blev neutraliseret. Christian udnyttede straks sin forbedrede position til at konsolidere sin ekspansion i Nordtyskland. Han opnaede kontrol med Weser og Elben ved at fa en son valgt til efterfolger i aerkebispedommet Bremen og bispedommet Verden, og han tvang Hamborg til at anerkende ham som overherre. Alt i alt en politik, som var decideret imod engelske okonomiske interesser i Nordtysklan d³⁴.

Jakobs forsog pa at hverve stotte for tilbageerobringen af Pfalz kom ogsa frem i forholdet til Polen. I 1621 planlagde den tyrkiske sultan et angreb pa Polen, og Sigismund vendte sig mod de vestlige magter for at fa hjaelp. I denne forbindelse tilbod han at stotte Pfalzgreven ved kejserhoffet mod ret til at hverve 10.000 soldater i England og mod et lan til deres betaling. Jakob tilstod Sigismund hvervningsret til 5.000 soldater pa den betingelse, at Sigismund fik kejseren til at slutte fred med Frederik. Hvis det mislykkedes, skulle Polen ga ind i krigen mod kejseren. Den polske konge afviste det sidste krav, men Jakob accepterede et tilbud om maegling. Aftalens resultater var dog beskedne. Kun 300 soldater naede Polen efter at vaere blevet betalt af Jakob, og i mellemtiden havde Sigismund slaet tyskerne uden fremmed hjaslp. I 1623 provede Jakob igen at fa den polske konge til at love at give Frederik diplomatisk stotte til gengseld for en tilladelse til at hverve 8.000 soldater. Men Sigismund havde ingen penge til at betale for hvervningen, og Jakob var ikke i stand til at tilbyde et lan, sa forsoget gav ingen resultater³⁵.

Forholdet til Danzig forbedredes nu afgorende, da Estland Company var ved at blive mere indstillet pa at flytte tilbage til Danzig. I 1622 indledte kompagniet med Jakobs billigelse forhandlinger med Danzig om stabelrettigheder, men da de engelske kobmaend kraevede mere, end Danzig var villig til at give, blev forhandlingerne afbrudt og blev ikke genoptaget for i 1626. Stabelsporgsmalet var imidlertid hermed forsvundet som et konfliktemne mellem England og Polen³⁶.

---

33. D.N.T., 111, p. 21-24, 372-80.

34. Fridericia: Kristian IV, p. 166.

35. Jasnowski: England and Poland, pp. 32-37.

36. Simson: Die Handelsniederlassung, pp. 137-38.

En konsekvens af Englands og Hollands forbedrede forhold til Danmark og Polen var, at Sverige blev isoleret fra Vestmagterne. Det dansk-svenske forhold var stadig spaendt, og Gustav Adolf, som frygtede, at de nordtyske Hansestseder og fyrster ville blive helt underkastet dansk dominans, provede at fa skabt en protestantisk alliance i Nordtyskland. Hans forslag, som blev fremsat i 1619 og 1620, blev imidlertid totalt afvist af de tyske fyrster og stasder, dels af frygt for Danmark og dels pa grund af indre tysk uenighed. Svensk initiativ rettede sig derfor atter mod Polen, hvor de svenske hsere havde en vis fremgang isaer i 1621-22, da Polen var under hardt pres fra Tyrkiet. I 1621 blev Riga saledes erobret. Efter polsk anmodning sendte Jakob i 1621 en udsending, James Spens, til Gustav Adolf for at foresla ham at slutte vabenstilstand med Polen og gore faelles sag med polakkerne imod tyrkerne. Sendelsen gav ikke noget resultat, men den viser Jakobs onske om at stotte Polen, nu da polakkerne pa grund af den tyrkiske trussel ikke var i stand til at holde Sverige i skak. Jakob stottede da heller ikke et svensk forsog i 1623 pa at organisere en faelles offensiv mod de kejserlige styrker, en offensiv hvori et svensk angreb pa Polen skulle spille en vigtig rolle. Jakob opfattede Polen som den mest vasrdifulde allierede i kampen om Pfalz samtidig med, at Sveriges ekspansion i Livland truede den engelske handel i omradet³⁷.

Jakobs politik over for Rusland viser, at denne stat lige sa lidt som Sverige blev anset som en mulig stotte i kampen for Frederiks arvelande. Det engelske mal var nu som for at opna de bedst mulige handelsvilkar. John Merrick var atter i 1620-21 i Rusland for at forhandle om handelsprivilegier med fuldmagt til at afslutte en venskabstraktat. Zaren genfremsatte imidlertid sit forslag fra 1617 om et forsvars- og angrebsforbund, og dermed gik forhandlingerne om et forbund i sta. Muscovy Company opnaede ikke retten til handelen med Persien eller monopolet pa handelen over Arkangelsk, men Merrick opnaede dog at fa fornyet kompagniets 1617-privilegier og at fa lanet fra 1618 tilbagebetalt. Zaren sendte derefter en ambassador til London for at fa presset undertegnelsen af en angrebs- og forsvarsalliance igennem, men opnaede dermed kun, at Jakob i foraret 1622 klart afviste det russiske forslag³⁸.

I efteraret 1623 genabnede Jakob imidlertid forhandlingerne. Muscovy Companys nye agent, Christopher Cocks, blev sendt til Moskva for at sikre, at kompagniets privilegier fortsat ville vaere gaeldende, efter at dets organisationvar aendret fra joint stock til regulated trade. Cocks medbragte en venskabs - og handelstraktat underskrevet og beseglet af Jakob i juni 1623. Traktatenbestod

---

37. Thyresson: Sverige ock det protestantiske Europa, pp. 194, 243; Tham: Utrikespolitikens historia, pp. 136-37.

38. S. Konovalov: Anglo-Russian Relations, 1620-24, Oxford Slavonic Paper IV (1953), pp. 72-79; Ruth Schoener: Zur Frage eines english-russischen Bundnisses im Jahre 1623, Jahrbiicher fur Geschichte Osteuropas, VII (1959), pp. 193-94.

tatenbestodaf et forholdsvis betydningslest kompromis mellem de to staters modstridende onsker. Den gav ikke England handelspolitiske fordele ud over de engelske kobmsends vante rettigheder, og Rusland opnaede ingen virkelig politisk eller militaer stotte. De to parter kom aldrig laengere end til de indledendedroftelser, da zaren kraevede yderligere oplysninger fra England om konsekvenserne af kompagniets nye organisationsform, og Cocks vendte derfori foraret 1624 tilbage til England uden overhovedet at have forelagt Jakobstraktat. Cocks sendelse har givet anledning til mange teorier, hvoraf den mest sandsynlige haevder, at traktaten varment som lokkemad for handelsforhandlingerne.Deter naeppe troligt, at Jakob skulle onske at slutte en alliancemed Rusland i sommeren 1623, eftersom det ville skade hans forhold til Polen pa et tidspunkt, hvor han sogte at fa Sigismund til at give Frederik diplomatiskstotte over for kejseren. Det engelske alliancetilbud blev i hvert fald ikke gentaget. Zaren udbad sig en forklaring pa Cocks opforsel, men Jakob dode kort efter, og hans efterfolger reagerede ikke pa henvendelsen³⁹.

Da prins Karl i oktober 1623 vendte hjem fra de mislykkede aegteskabsforhandlinger i Spanien, aendredes den engelske udenrigspolitik. Malet var fortsat at stotte protestantismen og isaer Pfalzgrev Frederik, men midlerne, hvormed dette skulle opnas, blev nu nogle andre. Jakobs plan om, at en engelskspansk aegteskabsalliance skulle fa Spanien til at skride ind over for det katolske parti i Tyskland, havde lidt skibbrud, og prins Karl og hertugen af Buckingham gik nu ind for at erklaere Spanien krig og Soge at fa rejst en vaebnet modstand mod de kejserlige styrker i Tyskland. Parlamentet blev indkaldt og bifaldt den nye politik, men flertallet af medlemmerne onskede, at kampen mod katolicismen skulle fores som Sokrig mod Spanien og kunne ikke tilslutte sig Jakobs onske om et protestantisk felttog i Tyskland. Parlamentet blev hjemsendt, til forhandlingerne med de involverede parter var afsluttet, og i juni og juli 1624 blev Robert Anstruther sendt til Danmark og de tyske stater og Jakob Spens til Sverige for at forma disse stater til at indtraede i en stor alliance mod Habsburgerne. Alliancen skulle omfatte bade protestanter og katolikker, som skulle opstille en haer i Tyskland med det mal at tilbageerobre Pfalzgrev Frederiks tabte besiddelser og dermed saette en stopper for Habsburgernes planer om et verdensomspaendende katolsk rige₄₀.

Den kendsgerning, at den danske og den svenske konge blev spurgt samtidigt,viste
sig at vaere en diplomatisk mesterstreg. Begge konger var pa denne
tid i faerd med en fremgangsrig udvidelse af deres riger - Christian i Nordtysklandog

---

39. Lubimenko: Relations commerciales, pp. 161-63, 183-84; Schoener: Zur Frage, pp. 182-95; Konovalov: Anglo-Russian Relations 1620-24, pp. 85-98.

40. S.R. Gardiner: A History of England under the Duke of Buckingham and Charles I, 1624-28 (1875), I, pp. 22-23; Godfrey Davies: The Early Stuarts 1603-1660. The Oxford History of England (1959), pp. 58-60; Willson: King James, pp. 440-43.

tysklandogGustav Adolf i den ostlige osterso - og begge var saerdeles opmaerksommeover for de farer, modpartens fremgang frembod for deres egen stat. Begge konger var glodende forsvarere af protestantismen og modstandereaf et habsburgsk universalmonarki, og Christian isaer onskede tillige at hjaelpesin slaegtning. Men for begge konger var den vigtigste faktor sandsynligvis, at de ikke kunne lade modparten opna fordelen ved at blive lederen af en vaebnetintervention i Tyskland.

Christian gav i juli som forelobigt svar, at han ikke kunne deltage direkte,
men at han var villig til at yde Jakob okonomisk stotte. Nar han kendte de tyske
fyrsters holdning, ville han give sit endelige svar.

Pa samme tid forhandlede Jakob Spens med Gustav Adolf i Stockholm. Den svenske konge afviste de engelske forslag, men opstillede i oktober over for kurfyrsten af Brandenborg folgende betingelser for en direkte intervention i Tyskland: Gustav Adolf skulle vaere militaer leder, havnebyerne Wismar og Bremen skulle overdrages Sverige som en garanti mod eventuelle angreb fra Danmark og som fladebasis, og en allieret Nordsoflade pa 25 skibe skulle saettes under svensk kommando. De allierede skulle endvidere bista Sverige med at fa sluttet vabenstilstand med Polen og skulle garantere, at Danzig holdt sig neutral. Gustav Adolf kraevede en hasr pa 50.000 mand, hvoraf Sverige ville stille 16.000. Da Brandenborg forelagde den svenske plan for Nederlandene og England, blev den positivt modtaget i Nederlandene, mens Jakob ikke ville udtale sig, for han kendte de franske og danske reaktioner⁴¹.

Sidst pa aret vendte Anstruther tilbage til Danmark med meget madelige resultater fra de tyske fyrster, og i januar 1625 erklaerede den danske konge sig villig til at lede det tyske felttog, hvis England enten direkte eller gennem Nederlandene ville bista med 7.000 mand. Hele haeren skulle besta af 30.000 mand, hvoraf han ville stille de 5.000. Christians krav til England udgjorde kun 180.000 £ arligt, mindre end det halve af de 400.000 £, som Sverige kraevede. Den vigtigste arsag til Christians forslag var uden tvivl hans frygt for, at vestmagterne ville antage Gustav Adolfs tilbud. Stillet over for disse to muligheder, tovede Jakob ikke. Hans finansielle situation gav ham nasppe noget valg, og i februar 1625 gik han ind pa det billige danske tilbud⁴². Konsekvenserne af dette valg fik han ikke at se, da han dode den folgende maned. Men skont det blev hans son Karls opgave at viderefore den politik, som han havde antaget, kunne Jakob lykonske sig selv med, at det var lykkedes ham at fa en hidtil neutral ostersostat til at traede aktivt ind i den europasiske kamp mod Habsburgerne.

---

41. Fridericia: Kristian IV, pp. 170-71; Tham: Utrikespolitikens historia p. 137.

42. Roberts: Gustavus Adolpkus, pp. 241-42; I.A. Fridericia: Danmarks ydrepolitiske Hi storie (1629-1635) (1876), p. 28; Fridericia: Kristian IV, p. 171.

I den tredie periode fra 1620-25 aendredes den politiske situation i Europa. Oproret i Bohmen og den pafolgende krig og krigen mellem Nederlandene og Spanien bevirkede, at ostersostaterne blev af voksende politisk betydning for Englands europaeiske politik i stedet for hovedsageligt at vaere af handelspolitisk interesse. I 1621 sluttedes et forbund med Danmark, hvor England gav efter pa det handelspolitiske omrade mod at opna politisk stotte i den europaeiske kamp. Polske bonner om hjaelp mod tyrkerne blev positivt besvaret mod lofter om diplomatisk stotte til Pfalzgreven. Sverige, Danmarks og Polens fjende, blev folgelig ikke anset for et aktiv i den europaeiske politik, lige sa lidt som Rusland, hvor de handelspolitiske interesser dominerede. Udviklingens sidste fase naedes i Jakobs sidste regeringsar, hvor han anmodede bade Danmark og Sverige om at lede et generelt felttog mod kejseren. De to stater blev anmodet herom, fordi de nu betragtedes som europaeiske stater og ikke som isolerede ostersostater.

Den kendsgerning, at denne periode er vaesensforskellig fra de to forste perioder, fremgar ogsa pa en anden made. Indtil 1620 kom alle anmodninger om politisk og militaer bistand fra ostersostaterne. Englands initiativer i ostersoomradet rettedes udelukkende mod at fremme engelske handelsinteresser. Efter 1620 var det i stigende grad England, der bad ostersostaterne om diplomatisk og militaer stotte.

Redegorelsen for Jakobs ostersopolitik viser, at sporgsmalet, om ostersostaterne udgjorde et isoleret eller et integreret led i den samlede engelske udenrigspolitik, ikke kan besvares for hele perioden under et. Indtil 1613 udsprang Jakobs politik over for ostersostaterne hovedsageligt af handelspolitiske hensyn, og den kom derved til at udgore en selvstaendig del af engelsk udenrigspolitik. Fra 1613 til 1620 var den engelske ostersopolitik fortsat hovedsageligt motiveret af handelspolitiske interesser, men den bestemtes nu i vid udstraekning af Englands konkurrenceforhold til Nederlandene. ostersopolitikken var ikke laengere uafhaengig af den ovrige del af engelsk udenrigspolitik. I den sidste periode var handelsinteresserne endelig underordnet Jakobs onske om at genvinde Pfalz og hindre et habsburgsk universalmonarki. ostersopolitikken blev nu en fuldt integreret del af den samlede engelske udenrigspolitik.

Den engelske politik over for ostersostaterne kan, hvis man ser den i relation til staterne enkeltvis, give et indtryk af en tilfseldig politik uden storre ambitioner end at lose problemerne efterhanden, som de meldte sig. Men anskuer man engelsk ostersopolitik som et hele, kan det med ret haevdes, at den blev ledet af en sammenhaengende raekke mal, og at disse mil blev sogt realiseret enten gennem engelske initiativer eller gennem engelske reaktioner pa oster- Sostaternes initiativer.

English summary

The Baltic policy of James I

The Baltic states in James's reign comprised Denmark-Norway, Sweden with Finland, Russia, Poland and the Prussian-Livonian and German Hanse towns. England's relationship to the area has been the subject of important recent research¹ but, doubtless because of the masses of archive material involved, these studies have been restricted to the bilateral relations between England and one of the Baltic states. This approach inevitably prevents the achievement of an all over perspective, and individual events frequently get out of proportion. By covering English policy towards all the Baltic states and by viewing this policy in relation to English foreign policy in general it is hoped to reach a better understanding of English Baltic policy. Besides this the aim of the essay is to examine whether James's policy towards the Baltic states was formulated in interdependence with his policy towards the rest of Europe, or whether it constituted an independent unit with its own complex of problems.

The importance both of export to and import from the states bordering on the Baltic made it natural that James's Baltic policy had as one of its basic elements to secure the most favourable conditions for English trade. The question is whether this was the only aim, or whether England's Baltic policy was also motivated by English interests outside the Baltic, thus forming part of the total English foreing policy.

The analysis divides the period into three parts as important political changes
in the Baltic around 1613 and 1620 affected the preconditions for the English

The survey of the Baltic policy in the period 1603-13 shows that it was predominantly motivated by commercial interests. They decided the policy towardsRussia, where the aim was to maintain the trade privileges in spite of the civil wars, and, when this policy seemed endangered, to establish an Englishprotectorate over North Russia. Commercial interests dictated the policy towards the Hanseatic towns. In the controversy with the German Hanse the English policy succeeded in getting the Imperial edict of 1597 suspended, and the aim of the policy towards the Prussian-Livonian towns and Poland was to get recognition of the English staple in Elbing. Relations with Poland were improvedthus making the Polish King less interested in supporting Danzig's war against the Eastland Company. When the Polish expansion threatened Englishtrading interests in Russia relations to Poland cooled however. Commercialinterests too formed the basic part of the relationship with Denmark. The improved relations in 1603 resulted in better conditions for English trading

and fishing, and James's mediation in the Danish-Swedish war was motivated
mainly by concern for English trade. Swedish offers of alliance were consideredand
rejected on commercial grounds.

The explanation of this commercially dominated policy is the fact that the peace with Spain in 1604 as well as the Dutch engagement in the war with Spain and in the ensuing peace negotiations until 1609 meant that England was not confronted with urgent problems of foreign policy. Towards the end of the period there were signs of change as the tension on the European scene grew stronger, but this tension was not yet strong enough to influence England's Baltic policy.

During the period 1613-1620 the Netherlands were England's most dangerous rival in trade, fishing and whaling. The expansive Dutch policy was also felt in the Baltic, where the Netherlands built up a system of alliances with Sweden and the German Hanse. The Dutch policy forced England to side with Denmark as a counterpoise to the Dutch system of alliances. Still, this choice was far from wholehearted because Denmark in Spitzbergen as well as in North Germany was following a policy contrary to English interests. The Dutch policy also caused England to neglect Sweden, although Sweden was now a major Baltic power that might have been a useful counterweight to Denmark. In the fight between Sweden and Poland England did not take side, as a balance between the two states served English interests best and would prevent either of them gaining the mastery of the Livonian trade centres or expanding significantly into Russia. England, however, sided very clearly with Russia. The aim of this policy was to strengthen the position of the Muscovy Company in its competition with the Dutch merchants. The tentative proposals to make Denmark form a Protestant alliance were prompted by the general wish to avoid war in the Baltic and to stregthen the Protestant party, but also by the wish thereby to neutralize the Dutch system of alliances. Commercial motives stille predominantly decided English Baltic but in contrast to the first period relations outside the Baltic - namely the Dutch rivalry - to some extent formed the basis of the English policy.

During the third period 1620-25 the changed political situation in Europe: The Bohemian rebellion and the ensuing war as well as the war between Spain and the Netherlands caused the Baltic to be of growing political importance to England's European policy, instead of being mainly of commercial importance.In 1621 a treaty was concluded with Denmark, in which England yielded commercial points in order to gain political support in the European struggle. Polish requests for assistance against the Turks were positively answered in returnfor promises of diplomatic support for the Count Palatine. Sweden, the enemy of Denmark and Poland, was consequently not considered a political

asset, as was the case with Russia, where commercial motives were predominant.The last stage of development was reached in the last year of James's reign when he urged both Sweden and Denmark to lead a general campaign against the Emperor. These requests were made to the two states in their capacityas European - not Baltic - powers.

The fact that this period is fundamentally different from the first two periods can be seen in another way as well. Until 1620 all requests for diplomatic and military assistance had come from the Baltic states. English initiative in the Baltic was only directed towards promoting English commercial interests. After 1620 it was mainly England that asked the Baltic states for diplomatic and military assistance.

The analysis of James's Baltic policy shows that the question whether the Baltic states formed a separate or an integral part of the total English foreign policy cannot be given an answer that covers the whole reign. Until 1613 James's policy towards the Baltic states was predominantly motivated by long established commercial interests and formed a self-contained part of English foreign policy. From 1613 to 1620 his Baltic policy continued to be motivated mainly by commercial interests, but now it was determined, at any rate to some extent, by England's relationship to the Netherlands: it was no longer independent of English foreign policy in general. Finally in the last period the commercial interests were subordinated to the aim of reconquering the Palatine and of preventing the Habsburgs from setting up a universal Catholic monarchy. The Baltic policy now became a fully integrated part of the total foreign

English policy towards the Baltic states if studied country by contry, may give the impression of an erratic policy with no wider scope than the solution of problems as they occured. But when English policy towards the Baltic is seen as a whole it can justifiably be claimed that it was directed by a comprehensive set of goals which were sought realized whether in the form of English initiatives or in the responses to requests from the Baltic states.