Erik Moltke: Anmeldelse af en anmeldelse

I HISTORIE XI, 4, 1976 s. 553f. har Niels Lund anmeldt Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse. Kbh. (Forum) 1976. Da N. L.s recension er mere fejlfuld og overfladisk, end en (videnskabelig) anmeldelse bor vaere, og i ovrigt ufyldestgorende, nodes forf. til visse korrigerende og supplerende

De korte anmeldelser, HISTORIE bringer, kraever i saerlig grad expertise og
positiv orientering for laeserne. Det har ikke vasret tilfaeldet i den her omtalte
recension.

Nar det f.eks. hos N. L. hedder: »Bogen begynder med en alfabetisk oversigt, hvor Moltke overbevisende gar ind for runernes udvikling af det latinske alfabet«, sa er der her tale om en meget ufyldestgorende oplysning, der uvilkarlig ma fa laeseren til at stille sig selv det sporgsmal: Hvem er Niels Lund? Og er hah specialist i alfabeter? Hvis recensenten derimod havde skrevet, at forf. her for forste gang havde sat runealfabetet ind i en storre alfabethistorisk sammenhaeng - deter noget andet end en alfabetisk oversigt - og derigennem var naet til det ovennaevnte resultat, ville laeseren havde faet den besked, han havde krav pa. Og mon der ikke havde va?ret plads til en omtale af netop bogens specielle opfattelse af det latinske alfabet, ikke som et moderalfabet, men som - inspirator? - Og at runernes skabelse skulle soges i Danmark? Og hvornar? Nar recensenten i ovrigt er tilfreds med forf.s bevisforelse, hvad angar runernes oprindelse, sa virker det - pa en alfabethistoriker - pafaldende, at recensenten finder, at forf.s »redegorelse for udviklingen og brugen af danske runer (her tales om overgangen fra den urnordiske 24-tegns futhark til vikingetidens 16-tegns) og svensk-norske runer eller stutruner, forekommer noget handfast (hvad vil det sige?), ogsa mod kronologien«. Fremgangsmaden i bevisforelsen er atter den rent alfabethistoriske, der for ferste gang i runeforskningens historie far denne »maerkelige« alfabetreduktion til at falde pa plads. Og kronologien kan der ikke rokkes ved - allermindst med de ovenfor citerede kategoriske ord.

En mistanke om, at recensenten maske knap er sa indlevet i sit emne, som
man kunne onske, antyder hans sporgsmal, om man ikke kan regne med en
overgangsperiode mellem de to alfabeter - nar dette sporgsmal er ganske bredt

og grundigt behandlet flere steder i bogen, og end mere utryg bliver man, nar det til slut hedder om Haddebystenen 2 (den er rejst ved den svenske storstad Hedeby af en dansk dame, der var gift med Hedebys svenske konge): Behovervi virkelig en svensk rister for at forklare et par stutruner pa den?

»Nsesten halvdelen af indskrifterne er gengivet i udmaerkede fotos eller tegninger«, skriver recensenten. Til laesernes orientering havde det sikkert vasret rigtigt at tilfoje, at alle runestenenes billed- og ornamentgengivelser (til bedste for kunst- og religionshistorikere) er trukket saerskilt ud i fine tegninger af Thora Fisker. At alle fotos er taget (og opmalet) af forf. eller under hans direktion, er naturligvis mindre vaesentligt, hvis han ikke er anerkendt som en palidelig

Biografien er meget sparsom, skriver N. L. Ja, kunne han ikke have gjort
opmaerksom pa bogens forord, hvor der gores rede for dette forhold og dets
afhjaelpning.

Recensionen indholder desuden to lige sa lidt begrundede domme som det ovenfor anforte: »Forf. synes ofte mere autoritaer i problembehandlingen og mere summarisk i behandlingen af forskere med afvigende opfattelser, end materialet og hans argumenter kan yde grundlag for«. Forf.s overraskelse over denne pastand fra anmelderens side illustreres bedst ved et citat fra bogens forord: »Det har vaeret vigtigt for mig at vise laeserne usikkerhederne og vanskelighederne, og jeg har hverken forsogt at trykke egne eller andres fae'rdigsyede meninger ned over hovedet pa dem«.

Recensentens anklage mod forf., fordi han ikke underretter laeserne om, at «der bestar kvalificeret uenighed f.eks. om Haralds sten i Jelling bade med historikere og kunsthistorikere«, er lige sa forkert som utidig, eftersom der er henvist til den herhen horende litteratur - jf. s. 167: Hvor fejlagtigt alt dette (de to »haender«) er, har jeg andetsteds vist - plus note 5.

Det ville vaere interessant at fa at vide, hvilken fornuftig laesning af Asmildstenen,
bogen mangier henvisning til.

Recensionens kernepunkt synes at vaere et varmt forsvar for den nye runologiske stjerne, professor Niels Age Nielsen (som jeg i ovrigt selv har haft fornojelsen at saette ind i runelaesningens elementarier). Denne har publiceret inspirerende nylaesninger og -tolkninger af de laengste og vanskeligste runeindskrifter - mest norske og svenske; men han har blot glemt at publicere bevisernepa sine nylaesninger, hvad bogen tillader sig at antegne. Men nar recensentenom Niels Age Nielsen og Sonder Vingestenen skriver: »Pa samme sten har han dog i indskriftens begyndelse fastslaet - bemaerk fastslaet - laesningenaf ordet bryde .;. men det forbigar Moltke«, sa giver denne udtalelse, der kun kan staved magt, dersom recensenten selv kan fremlaegge beviset for denne »nylaesning«, anledning til folgende - kald det blot belaering: En anmelderbor

derborifolge sagens natur laese den bog, han anmelder, og han bor naturligvisogsa kunne laese indenad. Det anforte viser, at det har skortet lidt pa begge dele hos recensenten. Hvis N. L. havde gjort sig den ulejlighed at medtage noteapparateti sin laesning - deter isasr for »de laerde« - ville han i note 1 side 197 kunne have orienteret sig om forf.s mening og dom over en del af Niels Age Nielsens laesninger og tolkninger.

Niels Lund: Replik til anmeldelse afen anmeldelse

Erik Moltke har i sit indlaeg givet udtryk for utilfredshed med min anmeldelse af hans nye runebog; under visse synsvinkler kan han maske ogsa have grund til skuffelse. Runologi er en filologisk disciplin, og anmeldelsen er, som Moltke antyder, ikke skrevet af en filolog eller af en person med nogen speciel runologisk baggrund. Min viden om runer er samlet op, efterhanden som jeg som historiker har haft behov for at inddrage runeindskrifter i mit arbejde.

Forholdet er nemlig det, at runeindskrifterne ikke blot har interesse som sproglige vidnesbyrd; de er et vigtigt historisk kildemateriale, specielt til vikingetidens historie, den periode jeg fagligt er bedst hjemme i. En stor del af Moltkes bog er da ogsa en historisk fremstilling af sider af netop vikingetidens historie. Derfor finder en bog om runer anmeldelse i et historisk tidsskrift, og derfor er det rimeligt, at den anmeldes af en ikke-runolog, og at anmelderen kan laegge storst vaegt pa ting, som efter forfatterens opfattelse ikke er hovedsagen. Den anmelder, der skal orientere laeserne af et historisk tidsskrift om et vaerk af filologisk art, ma se det som sin opgave at koncentrere sig om de sider af vaerket, som efter hans skon har storst interesse for tidsskriftets lassere. Det vil naturligvis ofte falde sammen med hans egne interesser, og han kan ligefrem benytte lejligheden til at henlede sine lasseres opmserksomhed pa forhold og problemer, som han finder interessante eller uretmaessigt oversete, eller han kan ud fra sin egen faglige baggrund gore opmaerksom pa omrader, hvor - in casu - filologens tolkninger kunne vinde ved inddragelse ogsa af historiske overvejelser. Anmeldelsen kan saledes komme til at tjene kommunikationen mellem fagene. Disse grunde gor, at denne type anmeldelser, set fra forfatterens synspunkt, ofte kan vaere ensidige.

Hertil kommer yderligere, at enhver tidsskriftredaktor er mere restriktiv med spaltepladsen til anmeldelser af arbejder, der ligger mere eller mindre pa kanten af tidsskriftets egentlige fagomrade. Redaktionen har i dette tilfaelde onsket halvanden spalte om Moltkes bog, og inden for denne ramme har jeg Sogt at fyldestgore, hvad jeg har opfattet som min pligt som anmelder: at gore rede for vaerkets indhold med specielt henblik pa en historisk orienteret laeserkreds,at

kreds,atvurdere hvordan og i hvor hoj grad emnet er dsekket, hvorledes bogenopfylder sit erklaerede formal, herunder som handbog og endelig at pege pa enkelte problemer, som synes at fortjene naermere droftelse. Hertil kan der selvsagt ikke knyttes nogen dokumentation. De fremforte domme kan alene fremfores pa anmelderens autoritet. Det ved en tidsskriftredaktor, nar han vaelger anmelder, og deter op til ham at vaelge anmeldere, om hvem han tror eller ved, at de har noget at have deres autoritet i, og at deres domme hviler pa praemisser, som de i givet fald kan gore rede for.

Pa denne baggrund har jeg lagt mindre vsegt pa den alfabethistoriske indledning - at den kaldes alfabetisk er en beklagelig fejl, som korrekturlasseren ma tage pa sin kappe: det var vistnok ogsa mig - end den efter forfatterens opfattelse fortjener, pa indskrifterne i den aeldre futhark, pa overgangen fra 24tegns til 16-tegns futharken og ligesa pa de kunsthistoriske afsnit. Jeg har ogsa skonnet, at det naeppe ville vildlede nogen historiker at se 0m Kloster anbragt pa Sjselland (s. 354 og s. 356), sa lidt som Moltkes hyppige henvisen til ar 0 ville forlede nogen til at ga pa jagt efter de til denne storrelse horende begivenheder; jeg var mere i tvivl om, hvorvidt jeg burde finde plads til at bemaerke, at Haestrup kirkeklokken i billedteksten s. 359 udstyres med Hardeberga-klokkens

Jeg har i stedet koncentreret mig om at meddele en vurdering af bogen som redskab for de historikere, der arbejder med runeindskrifter som kilder. Ved nogle indskrifter er der ingen eller kun übetydelig tvivl om tolkningen, men i andre tilfaelde hersker der stor uenighed om skriftens rette tydning og ordenes tolkning. I disse tilfaslde er det af stor betydning for benytteren at vide, om man af Moltke skal vente en afbalanceret redegorelse for de foreliggende muligheder og for andre filologers afvigende forslag. Jeg havde naturligvis med anerkendelse bemasrket, at Moltke i sit forord erklasrer de bedste hensigter i denne henseende; jeg fandt blot, at han i sin praksis ikke lever op til dem. Jeg har brugt ordene »summarisk« og »autoritaer« om hans made at behandle andre forskeres resultater og opfattelser pa og naevnt et par eksempler, nemlig behandlingen af Jelling-problemerne og behandlingen af enkelte runestene og en enkelt forsker. Det vil jeg gerne meddele nogle prsemisser for.

Med hensyn til Jelling er der forst sporgsmalet om, hvorvidt indskriften pa den store sten er affattet og indhugget pa en gang, eller den er blevet til i flere tempi. Moltke gar- ind for den forste losning, mens senest Aksel E. Christensen,i fortsaettelse af en laengere raekke af forskere, har gjort sig til talsmand for den anden¹. I sin bog skriver Moltke s. 167 om Haralds sten: »Ogsa den har vaeret udsat for andelig void og misforstaelser. Den smukt proportionerede

---

1. Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, Kebenhavn 1969, d. 234-239; The Jelling Monuments, Mediaeval Scandinavia 8, 1975, s. 6-20.

indskrift og dens ornamentik har man villet pasta var udfort ad to gange, og
anden gang skulle det endda vaere en fusker, man havde hidkaldt til at hugge.
Hvor fejlagtigt alt dette er har jeg andetsteds vist (5),...«. Note 5 henviser til
to afhandlinger af Moltke selv. - For mig at seer dette en meget summarisk
made at give laeserne det indtryk, at nogle ukyndige umuliusser, som er bedst
tjent med, at deres navne nadigt forties, har sagt noget grusomt sludder om
Haralds mindesten over sine foraeldre, men de er blevet endegyldigt sat pa
plads! Jeg kan ikke i denne sammenhaeng tage stilling til det reelle i sagen, men
jeg henskyder til laesernes egen dom, om dette ikke er en rigeligt autoritEer
made at affaerdige forskere som Aksel E. Christensen eller P. V. Glob pa? -
En ikke mindre summarisk behandling far Else Roesdahl. Hun har fremsat udmserkedeargumenter
for ikke at tillaegge triquetra-figuren, der forekommer
ofte i Jelling, den store betydning som kristent symbol, som Moltke giver den2;
dette far man ingen ide om ved at teese Moltkes tekst: en note (8. s. 179-80) sigerblot
kort »E. R. vil ikke anerkende den lille traemand med triquetraen som
et kristeligt indslag i gravgodset« - Det kan hun jo selv om!

Jeg har videre peget pa behandlingen af Asmild-stenen som et tilfselde, hvor lasseren ikke far tilstraskkelig god besked om de til en indskrift knyttede problemer, fordi Moltke er mere autoritasr end rimeligt, og med hensyn til det autoritaere forekommer det mig, at han i sit indlaeg overflodiggor yderligere dokumentation: »Det ville vaere intressant at fa at vide, hvilken fornuftig laesning af Asmild-stenen, bogen mangier henvisning til«. »Hvi\ken fornuftig Isssning«! - Stenen fandtes i 1950, og aret efter forelagde Moltke sin tolkning af den³, mens Karl Martin Nielsen i 1952 fremsatte en afvigende tolkning⁴. Om den er fornuftig eller ej, skal jeg i erkendelse af mine manglende filologiske kundskaber ikke indlade mig pa at bedomme. Jeg mener, Moltke burde have gjort det, og som bruger af hans bog mener jeg at have et rimeligt krav pa at fa at vide, nar der foreligger alternative tolkninger ved kvalificerede runologer. Og som en sadan regnes Karl Martin Nielsen dog, om ogsa hansom Niels Age Nielsen skulle vaere gaet sine egne veje efter at have forladt Moltkes runologiske

---

2. The Jelling Monument in the light of the runic inscriptions. Mediaeval Scandinavia 7, 1974, s. 220.

3. Aarboger for Viborg Amt 1951, s. 5-18.

4. Runestenen i Asmild. Runer og Rids. Festskrift til Lis Jacobsen 29. januar 1952, s. 19-25. - Det kan bemaerkes, at en filolog, professor J. Kousgaard Sorensen, har udtrykt sin stillingtagen til, hvad der er fornuft og hvad ikke i tolkningen af Asmild-stenen. I J. P. Trap, Danmark, 5. udg. bind VII, s. 307 skriver han:... en indskrift, hvis sidste del ikke er tolket med sikkerhed. Den forstaelige del af indskriften lyder: Thorgund, Thorgot Thjodulvssons datter, satte denne sten efter Bose, sin mand. - Udtrykket »tidenders mand« foretraekker Kousgaard Sorensen altsa at lade sta hen.

Nar jeg har fremdraget netop Asmild-stenen som et uheldigt tilfaelde, haenger det sammen med, at Moltke ved dens tolkning hengiver sig til ganske dristige spekulationer, tilmed om en titel af stor historisk relevans, spekulationer som muligvis kunne forsvares, hvis selve laesningen af indskriften var entydig, men som pa baggrund af delte meninger herom bliver for luftige. Deter efter min opfattelse bedre aerligt at give op over for udtryk som »tidenders mand« end, under fortielse af andres videnskabeligt argumenterede indvendinger, at ende med sa anstrengte forslag som »kongens informationsminister«, om de end kan hente stotte hos Gerd Host (s. 253), og - i sidste instans - stammer fra Hans Brix.

Moltke fordrer af bade Niels Age Nielsen, som hvis vabendrager jeg med sa fa ord har kvalificeret mig, og mig selv »beviser«. Men hvor ofte star noget sa handfast og skudsikkert som beviser til vor radighed inden for runologien eller inden for den aeldre historie overhovedet? Visse banale pastande kan naturligvis belaegges med beviser, men for langt de fleste problemers vedkommende ma vi nojes med indicier og med argumenter af storre eller mindre vaegt. Man karma storre eller mindre mal af sandsynlighed, men sJEeldent uomstodelig vished. I tilfaeldet Sdr. Vinge var det ikke min hensigt at gore noget ud af forbandelsesformularen, idet jeg fandt det mindre afgorende for en historikers anvendelse af stenen som kilde, om forbandelsen har den ene eller den anden ordlyd i detaljer. At deter en kraftig forbandelse star fast. Stenen har pa dette sted en lakune, og man kan ikke med det blotte oje laese noget som heist. Under et sort klaede, med belysning i forskellige vinkler og fotografering med forskellig teknik, kan runologer ofte se mere, men uden at have deltaget i sadanne morkets gerninger kan jeg ikke have nogen mening om, hvorvidt lakunen kan udfyldes ved andet end konjekturalkritik.

Indskriftens begyndelse har derimod betydelig historisk interesse, hvis den, som haevdet af Niels Age Nielsen og i ovrigt tidligere af Wimmer i hans runevasrk,rummer titlen »bryde« pa den person, som har rejst stenen efter sine brodre Uroke og Kade. Vi kender nemlig i forvejen kun en enkelt bryde fra vikingetidens runesten, Randbelstenens Tue (Danmarks Runeindskrifter 40). Det undrede mig, at Moltke ikke tog stilling til Niels Age Nielsens i 1968 publicerede laesning⁵; i sin note Ipas. 197, hvortil han henviser mig, skriver han om vaerne- og forbandelsesformularer og slutter: »N. A. N.s nylaesninger kan ikke godkendes, forend de er belagt med dokumentation. De stemmer i ovrigt ikke med mine iagttagelser« (hvorledes de sa er dokumenteret), men det vedrorer, sa vidt jeg kan se, hverken implicit eller eksplicit begyndelsen af Sdr. Vinge-stenen. Jeg aflagde derfor et besog ved stenen for selv at forvisse mig om grundlaget for en tolkning. Der er bevaret det nederste af fern runer, som

---

5. Runestudier, 1968, s. 24.

uden naevnevaerdig indsats af god vilje lader sig laese som BRUTI, og pa det grundlag mener jeg at kunne tilslutte mig Niels Age Nielsens laesning som overvejende sandsynlig. Efter min opfattelse horer det ingen steder hjemme at krasve dokumentation ud over stenen selv, men der vil naturligvis altid vasre usikkerhed knyttet til laesningen af indskrifter, hvor det halve mangier. Hvad man vil acceptere, ma enhver i virkeligheden afgore med sig selv, ansigt til ansigtmed stenen. I dette tilfaelde tor jeg altsa mene, at usikkerheden ikke er storre, end deter forsvarligt at foje denne bryde til Randbolstenens, og fra et anmeldersynspunkt mener jeg med rimelighed at kunne onske, at Moltke havdetaget lidt mere specifikt stilling til et problem af denne art. Hans bog fremtraederjo dog som en handbog, der skal tjene til praktisk brug.

Sluttelig har jeg Sogt at pege pa et problemkompleks, hvor jeg ikke foler mig overbevist om, at man som historiker pa det forelagte grundlag kan sla sig til ro med den losning, som runologen her tilbyder os, nemlig sporgsmalet om betydningen af de svenske runer i Hedebyomradet. Deter et problem af overordentlig stor raekkevidde; mange er endt ved disse runer som det afgorende, nar de skulle tage stilling til svenskevaeldet i Hedeby⁶, og vi ser her, hvorledes Hedeby ligefrem kan omtales som en »svensk storstad«. Ingen historiker har imidlertid mig bekendt til dato rejst sporgsmalet: hvor svenske er de egentlig, disse runer? - Kildekritikken er pa dette punkt ikke fort til bunds.

Laesningen af Moltkes fremstilling inspirerede mig til den tanke, at det muligvisi virkeligheden var sa som sa med deres svenskhed, at denne konklusion maske ville vakle ved en naermere kildekritisk provelse, og det var min plan ved en senere lejlighed at tage det op til naermere undersogelse og forsoge at skabe en dialog mellem filologi og historie om emnet. Om jeg efter grundigere studier vil fastholde denne plan, tor jeg for naervaerende ikke sige, men foranledigetaf Moltkes indlaeg skal jeg kort uddybe mine overvejelser. Stodet til dem gaves af Moltkes henforelse af Tillitse-stenen, der dateres til 11. arhundrede,til en svensk rister,« - en efterkommer (?) af de svenskere, der drog mod Hedeby, men blev haengende pa Lolland ...«. Det forekommer mig en urimeligide, og der er allerede argumenteret saledes mod den fra historikerside⁷, at Moltke ikke blot uanfaegtet burde fremture i den. Dernaest slog det mig, at det svenske indslag pa Hedeby 2 ved naermere eftersyn indskraenker sig til to runer,under alle omstaendigheder et meget spinkelt grundlag at basere en konklusionpa, i dette tilfaelde tilmed en meget vidtraekkende konklusion. Hertil kommer, at jeg foler mig lidet overbevist af Moltkes flere gange fremsatte teorierom veritable retskrivningsreformatorers virke, om bevidste, endda af en

---

6. Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmarkpaa oldhistorisk baggrund, 1969, s. 197-202, det seneste eksempel.

7. Aksel E. Christensen loc. cit. note 6.

centralmagt dikterede, retskrivningsreformer, og lige sa lidt af det folkepsykologiskeforsog, han s. 303 begiver sig ud i. Moltke er ikke klar pa dette omrade,han taler ogsa om overgangsperioder og prover abenbart at helgardere sig ved at tage alle forbehold over for sine forslag. Hvad jeg har foreslaet er da, at man forud for den endelige adskillelse af 16-tegns futharken i de danske runer og de norsk-svenske runer (stutruner) snarest ma forestille sig en overgangsperiode,hvor den enkelte rister har kendt og uden storre konsekvens kan have

brugt forskellige former for samme rune; ofte afveg de kun übetydeligt fra
hinanden.

Til dette kommer nu, at blandt de runeindskrifter, som i denne bog er fojet til de i 1942 kendte, er en kaevle fra Hedeby (Haddeby kaevle 1), som rummer hele stutrunefutharken. Den betegnes som »vel den aeldste kendte stutrunefuthark« (s. 304) og placeres »(tidligt i) BOO'rne« (s. 302). Hvis denne datering holder stik, har vi nu stutruner i Hedeby, laenge for vi har andre vidnesbyrd om svensk tilstedevaerelse der. To veje star da abne: Moltke tager det som bevis pa, at Hedeby altsa allerede pa dette tidspunkt var en svensk storstad. Men hvad da med kong Godfred og hans efterkommere, passer de i et svensk miljo? - Mig synes der at vaere sa gode grunde til at tvivle pa, at nogen svensk tilstedevaerelse kan komme pa tale i Hedeby i begyndelsen af 800-tallet, at man i stedet ma rejse sporgsmalet, om disse runer nodvendigvis ma vasre af svensk oprindelse. Det gjorde jeg da, men i den korte form var det naturligvis ikke muligt at prascisere mit aerinde udforligt.

Senere beskaeftigelse med problemet har imidlertid gjort det klart for mig, at deter endnu mere kompliceret. Som det grundlag, hvorpa den omtalte runekaevle dateres, for naervaerende foreligger oplyst, kan dateringen ikke angives naermere end inden for det niende eller tiende arhundrede⁸. Indtil nasrmere oplysninger foreligger, ma man derfor indtage en afventende holdning og lade sporgsmalet hvile.

---

8. Mundtlig meddelelse af professor C. J. Becker efter foredrag af Moltke i Det. kgl. nordiske Oldskriftselskab 15.3.1977.

Erik Moltke :Replik til replik

Niels Lunds replik til min anmeldelse af hans anmeldelse rober i lige grad hans onde samvittighed som stadig en ikke ringe fjernhed i forhold til runer og runers vaesen. Et godt eksempel pa min kritikers noget bagvendte forhold til praktisk runologi er hans storartede vittighed om, at han aldrig har befattet sig med de morkets gerninger, som det sorte klasde reprsesenterer for runologerne. Det sorte klaede bruges jo netop til at skaffe lys til runerne, det rigtige sidelys, kvintessensen i enhver runeundersogelse.

Hvis N. L. havde holdt sig til de regler, han opstiller i sin ordrige indledning ovenfor, ville han have skrevet en god anmeldelse; men hvor har han skrevet som historiker? - om Jelling er det epigrafi, og om Haddebystenene alfabethistorie. Dette til trods for, at han skriver: »Jeg har koncentreret mig om at meddele en vurdering af bogen som redskab for de historikere, der arbejder med runeindskrifter som kilder«. - Han har ogsa selv optradt som runelasser, i hvilken forbindelse han fremsaetter den overraskende pastand, at man ikke kan vaere i stand til at bevise en laesning: »hvor ofte star noget sa handfast og skudsikkert som beviser til vor radighed inden for runologien...«

Da jeg (E. M.) ikke har villet anerkende min udmaerkede kollega Niels Age Nielsens laesning af et ord pa Sender Vinge stenen, sa - nu er det Niels Lund, der taler - »aflagde jeg et besog ved stenen for selv at forvisse mig om grundlaget for en tolkning«. - Og N. L. kommer sa til samme resultat som N. A. N., det resultat, jeg stadig ikke kan godkende uden beviser. De handfaste beviser, jeg (og den norske runolog Aslak Liestol), savner, er fotografier, et uoptrukket og et optrukket af det pagaeldende sted, eller to tilsvarende aftryk. Deter nemlig runologiens beviser, og disse beviser pa min fra N. A. N.s og N. L.s afvigende laesning har jeg leveret i Danmarks runeindskrifter ved Lis Jacobsen og E. M. Atlas fig. 224 og 225.

Hvorledes er det muligt, at Niels Lund kan fa de tydelige runerester af det pagaeldende ord pa fig. 224 til at harmonere med laesningen bruti? To andre indskriftbehandlinger¹ i min runebog har vakt N. L.s mishag. Problemerne om den store Jellingsten, hvorvidt den er ristet i et eller flere tempi, af en god eller darlig stenhugger, har jeg omtalt og i ovrigt henvist til min afhandling i Mediaeval Scandinavia, der fyldigt gor rede for oldforsker Rafns, arkasolog Sune Lindqvists, historiker Christensens og arkasolog Globs synspunkter, som sammesteds er stillet over for en runologisk og epigrafisk argumentation. Netop ved, som jeg skriver i runebogens forord, at spare pa litteraturhenvisningerog nejes med at henvise til behandlinger, hvor anden problemstilling og anden litteratur naevnes, er det lykkedes mig at begraense omfanget af min bog.

Udforlige henvisninger til guldhorns- og Jelling-litteratur ville have sprasngt bogen. Som litteraturhenvisningerne nu er udformet, vil enhver la?ser kunne finde frem til al relevant litteratur. Dette gaelder ogsa N. L.s anklage mod mig for ikke at have naevnt Karl Martin Nielsens afhandling om Asmildstenen. Det er rigtigt, at den (der rekonstruerer pa grundlag af fejlristning og i ovrigt er forasldetefter senere fremkommet litteratur) ikke er omtalt; mine egne to afhandlingerom stenen er heller ikke naevnt, heller ikke Brix' aviskronik, og medens Gerd Hosts helhedstolkning ikke er omtalt, har jeg fra hendes afhandling tagethendes bidrag til forstaelsen af den pa stenen omtalte Tidendemand. Gennemhenvisningen til hendes afhandling vil man finde al den litteratur, man kan onske sig, og det turde af denne (og af min ene afhandling) fremga, at »Tidendemanden« ikke, som pastaet af N. L., er Brix' opfindelse.

Sluttelig skal jeg beskaeftige mig med det »problemkompleks«, Niels Lund omtaler sidst i sin replik, sporgsmalet om svenskevaeldet i Hedeby og den svensk-norske futhark, stutrunerne. Her var endelig et punkt, hvor N. L. kunne optrasde som fagmand, som historiker. I stedet far vi en gang alfabethistorie. Hvordan den er, vil fremga af nedenstaende: Niels Lund taenker sig, at man forud for den endelige adskillelse af 16-tegns futharken i de danske runer ( med k =a, "V =n, ft etc.) og de norsk-svenske stutruner (med A =a, X =n, 1 =t etc.) havde en overgangsperiode, hvor den enkelte rister kunne bruge snart stutruner, snart danske runer pele-mele. Hvor uheldigt for denne hypotese, at hele Skandinavien har talrige sten af den sakaldte Helnass-Gorlev-gruppe, overgangsstenene mellem den urnordiske 24-tegns futhark og vikingetidens 16-tegns futhark, og at disse indskrifter bruger snart 16-tegns former, snart 24-tegns former, men aldrig en stutrune. Hvordan kan Niels Lund da udkaste ovenstaende hypotese? Sa meget mere som det lyser ud af stutrune-futharken, at den er kopieret efter - og altsa er senere end - den danske futhark.

---

1. Else Roesdahl er ikke behandlet »summarisk« (det har jeg i ovrigt hendes egne ord for). Hun og jeg er ganske enige om, at en kristen ting i en hedensk grav i overgangstiden mellem hedenskab og kristendom ikke nodvendigvis indicerer kristendom, men at den, som jeg udtrykker det i min bog, kan betyde, at der ogsa dengang var folk, der brugte bade seler og livrem. Men lige sa stor enigheden er pa dette punkt, lige sa stor er uenigheden, nar det gselder opfattelsen af begravelsen og deii lille trsemand. Jeg betragter Jelling-begravelsen som et sasrtilfaelde og opfatter den (pa grund af den store Jelling-sten) som kristen og den lille mand som kristen, dvs. som vidnesbyrd om den kristne begravelse. Jeg forstar ikke Else Roesdahls argumentation pa dette punkt, og hun anerkender ikke min (deter faktisk en kontrovers mellem en forhistoriker og en middelalder-ikonograf). Kan jeg da andet end - loyalt - konstatere, at Else Roesdahl ikke har ladet sig overbevise af mine argumenter?

Hvad angar svenskerne i Hedeby, da er Adam af Bremens meddelelse om svenskehovdingen Olav, der invaderede Hedeby, velkendt af historikerne (jf. min runebog s. 160); og deter anerkendt af alle, at hans Chnob er den samme som de to Haddebystens Gnupa, der 934 blev overvundet af kejser Henrik 1. Den ene af disse Haddebysten - den er fra for 950 - viser indslag fra stutrunerne, d.e. svensk-norske runer ( i min bog har jeg foreslaet, at de er en svensk opfindelse, der er gjort i Hedeby). Til dette svenskeri kommer nu, at der i de seneste ar, under faglige udgravninger, er fremdraget en rund runepind af uvis brug samt to runekaevler med stutruner, af de tyske udgravere dateret til 800'rne samt laengere sydpa en kam fra slutningen af 800'rne. Hvis man ud fra disse historiske meddelelser og de runologiske kendsgerninger vil benaegte tilstedevaerelsen af et svenskevaelde i Hedeby, sa benaegter man fakta. Og hvis arkaeologerne og runologerne kan sandsynliggore, at disse genstande tilhorer 800-arene, sa ma historikerne deraf slutte, at der har vaeret svenskere til stede i Hedeby og omegn sa tidligt - eller modbevise det.

Til slut vil jeg varmt takke min kritiker, fordi han har gjort mig opmeerksom
pa et par »trykfejl« i min bog. De er desvserre ikke de enste. Side 162 begraver
jeg Gorm den Gamle i Jellings sydhoj.