Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 12 (1977 - 1978) 1-2

Dagbladet »København« 1918-22

Dagbladet »Kobenhavn« forte en omskiftelig tilvcerelse i de godt 40 dr, det eksisterede. Det blev stiftet i 1889 af den senere indenrigsminister Ove Rode og forfatteren Oscar Madsen som et boulevardblad med et littercert tilsnit. 11894 blev det overtaget af Harold Witzansky, der selv redigerede bladet og efterhanden Jlk placer et det som et markant, uafhcengigt, borgerligt blad. 11918 blev det overtaget afen kreds af erhvervsdrivende med tilknytning til Det konservative Folkeparti. De solgte det i 1922 til partiet Venstre, som imidlertid ikke Jlk det ventede udbytte af bladet og matte lukke det i 1931. Besiddelsen af »Kobenkavn« blev en skuffelse for den kreds af erhvervsdrivende, der under ledelse af Alexander Foss i 1918 erhvervede bladet. I ncervcerende artikel, der er udsprunget afet storre arbejde med det ideologiske opger i Det konservative Folkeparti 1918-20, behandler lektorvikar, cand.mag. Jorgen Fink iscer omstcendighederne omkring kobet og salget af bladet og peger pa, at den afgorende faktor bag forekavendets Jiasko var H. N. Andersens indblanding i sagen i forbindelse med kebet i 1918.

Af Jørgen Fink

I februar 1918 erhvervede Alexander Foss og en kreds af hans venner aktiemajoriteten i dagbladet »Kobenhavn«. Alexander Foss var pa det tidspunkt direktor for F.L.Smidth & Co. og formand for Industriradet og desuden medlem af Folketinget, valgt af Det konservative Folkeparti. Det konservative Folkeparti havde siden stiftelsen i 1915 vaeret praeget af staerke spaendinger mellem en venstrefloj under ledelse af redaktor Asger Karstensen og en hojrefloj med Alexander Foss i spidsen. Denne spaending udviklede sig i perioden 1918-1920 aben strid, som endte med venstreflojens nederlag. I denne strid deltog »Kobenhavn« i angrebene pa venstreflojens ledende skikkelser, og Asger Karstensen haevdede derfor den opfattelse, at kobet af »K.obenhavn« var et led i Foss' kamp mod partiets venstrefloj1. Denne opfattelse er imidlertid ikke daekkende. K.obet af »Kobenhavn« sigtede ikke specielt mod de konservatives venstrefloj, men var et resultat af mere vidtraskkende planer.

Initiativet til kobet udgik fra kritikeren Harald Nielsen. Han havde i 1910
henvendt sig til Alex. Foss om stotte til at udgive et uafhasngigt konservativt
ugeskrift »Ugens Tilskuer«, der »skulle virke for forsvarssagen og mod den litteraeresvindel


1. Asger Karstensen: Et opger, 1921, s. 23.

Side 48

teraeresvindel«2. Det blev udgangspunkt for et venskab mellem Foss og Har. Nielsen og en korrespondance som strakte sig frem til Foss' dod i 1925. »Ugens Tilskuer« blev ikke nogen succes. okonomisk kunne bladet aldrig baere sig selv, og det blev holdt oppe af Foss og den kreds, der i 1910 havde skaffet det okonomiske grundlag for starten. Politisk var bladet heller ikke tilfredsstillende.Det blev ikke opinionsdannende, som det havde vasret habet. Har. Nielsen erkendte dette i et brev til Foss 12. okt. 1915 og fandt selv forklaringeni, at »Ugens Tilskuer« manglede stotte i dagspressen. De kampagner,som »Ugens Tilskuer« forte, blev ikke fulgt op og gav derfor intet resultat.For at rade bod pa dette foreslog Har. Nielsen Foss at kobe dagbladet »K.obenhavn« og gore den betydeligste journalist ved bladet, Anders Vigen, til redaktor sammen med magister Ingemann Ottosen, der var Har. Nielsens medredaktor af »Ugens Tilskuer«3. Har. Nielsens forslag blev udgangspunkt for den senere erhvervelse af »Kobenhavn«, selv om det ikke i forste omgang blev tiltradt. I stedet forsogte han og Foss at manovrere »Berlingske Tidende«,men det lykkedes dem ikke rigtigt, efter Har. Nielsens mening fordi de ikke handlede »en concert«4.

I efteraret 1917 genoptog Har. Nielsen tanken om at erhverve et dagblad, og i november gjorde han i en samtale med Foss rede for sine tanker. Foss gav nu sin principielle tilslutning til tanken om at kobe »Kobenhavn«, og pa Har. Nielsens bemserkning om, at det ville kreeve % million kr., svarede Foss, at det ikke ville vsere nogen hindring, hvis der kunne forelaegges en fornuftig plan5.

En sadan udarbejdede Har. Nielsen den 6. jan. 1918. Han gjorde her rede for det ideologiske grundlag for det pataenkte blad: Det konservative Folkeparti var sa lidt konservativt, at bladet ikke matte vaere partiorgan. Det skulle tvaertimod

»selv vaere med til at skabe betingelserne for, at der engang igen kunne dannes et virkeligt
konservativt parti ved at skabe den and, uden hvilken et sadant ikke vil blive andet
end en gentagelse af det, vi nu har.

Jeg laegger derfor i forste raekke mere vaegt pa det, jeg i bredeste forstand vil kalde
den moralske side af virkningen end pa den politiske, thi med hensyn til denne sidste
vil et blad altid kun vaere medvirkende og vil vaere afhaengig af den politiske tilstand,


2. Memorandum »Planen for et Ugeblad«, sendt af Har. Nielsen til Foss 16. juni 1910, Foss' arkiv, RA.

3. Brevet findes i Foss' arkiv, RA

4. Har. Nielsen til Foss 13. jan. 1918, Foss' arkiv, RA. Et eksempel pa et sadant forsog pa at »manovrere« »Berlingske Tidende« findes i et brev fra Foss til Har. Nielsen 26. aug. 1916. Har. Nielsens arkiv, KB, se ogsa red. Chr. Gullmann til Har. Nielsen 6. sept. 1915 og 4. og 6. juli 1917, ibid.

5. Har. Nielsen til Foss 13. jan. 1918, Foss' arkiv, RA. Har. Nielsen havde i jan. 1917 vaeret inde pa lignende tanker. Se Foss til Har. Nielsen 22. jan. 1917. Har. Nielsens arkiv KB.

Side 49

medens det i fiarste henseende ever en selvstaendig og meget stor umiddelbar indflydelsepa sin laeserkreds. Ved moralsk forstar jeg tonen, hvori ting bliver omtalt, malestokken,der bliver anlagt pa dem og pa personer, vurderingen af kunstneriske og litteraerebestraebelser o.s.v. Uden at hele denne underbygning er fundamenteret, vil nemligenhver politisk bygning synke. Deter en sadan underbygning, der barer radikalismennu laenge efter, at de oprindelige planer er kuldkastede«6.

Hovedtanken fra Har. Nielsens side med det patasnkte blad var altsa at udbrede en konservativ samfundsopfattelse i et sadant omfang, at den kunne skabe grundlag for et politisk gennembrud for konservatismen. Mere konkret forestillede han sig - som den udtrykkelige henvisning til radikalismen viser - »Kobenhavn« som et konservativt modstykke til »Politiken«.

Har. Nielsens plan viser, at overtagelsen af »Kobenhavn« ganske vist havde brod mod Asger Karstensens floj inden for Det konservative Folkeparti, og som naevnt deltog bladet ogsa i kritikken af partiets venstrefloj, men det viser ogsa, at planerne ikke udelukkende tog sigte pa venstreflojen, men rakte videre end til et egentligt partiopgor.

Det var sa meget mere tilfaeldet, som Har. Nielsens plan ikke var den enestegrund til, at Alexander Foss engagerede sig i bladkobet. Han havde ogsa et industripolitisk sigte. Der havde blandt de industridrivende med mellemrum rejst sig kritik af pressens behandling af industrielt stof og dens holdning til industrieni det hele taget7. Ogsa fra industriel side var der blevet stillet forslag om, at Foss skulle kobe »Kobenhavn«, men planerne var strandet pa grund af en forbindelse, der pa det tidspunkt eksisterede mellem Foss og den Ferslewskepress e8. Nar Foss nu i efteraret 1917 engagerede sig i kobet, var det ikke kun for at realisere Har. Nielsens plan, men det var ogsa for at erhverve et blad, der i den offentlige debat kunne varetage industriens interesser9. Det fik han imidlertid ikke gjort klart for Har. Nielsen, maske fordi han betragtede det


6. »Plan om oprettelsen af et uafhzengigt konservativt dagblad«, dateret 6. Jan. 1918. Foss' arkiv, RA.

7. Se notat af dir. Chr. H. Olesen om et mode 15. dec. 1916 med sekretasr Borberg, Grosserer-Societetet, redaktor Povl Drachmann, Industriradet og kontorchef Sthyr, Udenrigsministeriet, jf. brev fra Chr. H. Olesen til Povl Drachmann 16. dec. 1916 (kopi), Chr. H. Olesens arkiv, bundt 228, EA. Se ogsa brev fra Alex. Foss til red. Chr. Gullmann 15. og 21. dec. 1917 (kopi) i Alex. Foss' arkiv, RA. ,

8. Forslaget blev fremsat af dir. Chr. H. Olesen og gik ud pa, at Foss skulle kobe »Kobenhavn« og »Borsen«. Forslaget var pa det tidspunkt blevet accepteret af de to blade. Brev fra Chr. H. Olesen til Alex. Foss 18. aug. 1918 (kopi), Chr. H. Olesens arkiv, bundt 44, EA. - Olesens henvendelse kan formentlig dateres til arsskiftet 1914/15, se brev fra ors. V. M. Amdrup til Chr. H. Olesen 4. dec. 1914, ibid, Jf. ogsa Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870-1970 MI, Kbh. 1972, bind I, s. 334.

9. Foss til Har. Nielsen 22 nov. 1920 (kopi), Foss' arkiv, RA. Jf. Alex. Foss: Memoirerfra 1. verdenskrig, 1972, s. 93f.

Side 50

som en selvfolge10. Fra starten handlede Foss og Har. Nielsen derfor ud fra
forskellige opfattelser af det forehavende, de i faellesskab indlod sig pa.

I begyndelsen gik alt imidlertid glat. Efter samtalen med Foss i november 1917 gik Har. Nielsen igang med mere konkrete forberedelser til at kobe »Kobenhavn«. Han ville sikre sig medarbejdere til bladet og tog kontakt med redaktor Helmer Lind og journalist Anders Vigen. Det var hans plan at gore Helmer Lind til ansvarshavende redaktor og samtidig sikre sig Vigens fortsatte medarbejderskab. Vigen ville have foretrukket selv at blive redaktor, men accepterede Har. Nielsens planer11. Da Har. Nielsen mente at have sikret sig medarbejdere, udarbejdede han den plan for dagbladet, som Foss i nov. 1917 havde kraevet som forudsaetning for at kunne tilvejebringe den nodvendige kapital. Planens ideologiske indhold er anfort ovenfor. Rent praktisk foreslog Har. Nielsen, at de nye ejere af »Kobenhavn« gav ham frie haender til at prasge bladet og ansaette og afskedige medarbejdere. Han onskede sig en chefredaktors befojelser uden at skulle have en chefredaktors ansvar og sasrlige forpligtelser angaende bladets okonomiske administration. Han mente, at det var forudsastningen for, at han kunne varetage sit egentlige kald som skribent, og det sa han igen som forudsaetning for, at bladet kunne opfylde sin ideologiske mission12. Denne plan udarbejdede Har. Nielsen 6. jan. 1918, og indtil da var alt gaet godt. Da blev hans planer imidlertid vaeltet ved H. N. Andersens intervention.

Har. Nielsen var selv skyld i, at H.N.Andersen overhovedet blev blandet ind i sagen. I efteraret 1917 havde han i et selskab luftet sin mistrostighed angaendeden konservative presse over for direktor Age Westenholz, som havde opmuntret ham til ikke at opgive habet om at praege den og havde radet ham til at henvende sig til H. N. Andersen, da Age Westenholz var bekendt med, at H. N. Andersen interesserede sig for den konservative presse13. Har. Nielsen henvendte sig imidlertid forst til Foss og fik som nasvnt i en samtale i novemberFoss' principielle tilslutning til tanken om at kobe »Kobenhavn«. Ved dennelejlighed naevnte Har. Nielsen, at han ogsa ville henvende sig til H. N. Andersen,hvortil Foss bemaerkede, at H. N. Andersen naeppe ville have noget med sagen at gore, nar han ikke kunne blive eneherre. Har. Nielsen forte derefteralligevel to samtaler med H. N. Andersen, som efter hans eget referat var af vidt forskellig karakter, idet den forste var tilfredsstillende, medens H. N.


10. Har. Nielsen til Foss 28. nov 1920, Foss' arkiv, RA.

11. Har. Nielsens planer fremgar af breve fra Helmer Lind til Har. Nielsen 23. dec. 1917, 4. og 9. jan. 1918 og fra Anders Vigen til Har. Nielsen 26. dec 1917, Har. Nielsens arkiv, KB.

12. Har. Nielsens memorandum af 6. jan 1918 (se note 6), Foss' arkiv, RA.

13. Har. Nielsen til Foss 13. jan. 1918, Foss' arkiv, RA.

Side 51

Andersen under den anden samtale robede frygt for Foss14. Har. Nielsen kom derfor til det resultat, at nan onskede, at mindst muligt af kobskapitalen skulle komme fra H. N. Andersen. Det meddelte han Foss i et brev 6. jan. 1918, hvor han samtidig bad Foss om en samtale, inden Foss henvendte sig til H. N. Andersen15. Pa det tidspunkt havde Foss imidlertid allerede som resultat af Har. Nielsens to henvendelser til H. N. Andersen haft en samtale med denne. Samtalen fandt sted den 3. jan. og var fra Foss' side ment som en orientering om den interesse, Foss najrede for at skaffe erhvervslivet storre indflydelse pa dagspressen16.

H. N. Andersen drog sine egne konklusioner af samtalen. Han tilkaldte dagen efter, 4. Jan., redaktoren af dagbladet »Borsen«, Hendrik Stein, med hvem han stod pa en fortrolig fod. H. N. Andersen meddelte ham, at han og Foss havde haft en samtale om at erhverve »Kobenhavn«, og at Foss havde spurgt, om ikke Stein kunne patage sig at gennemfore en ordning. H. N. Andersen fortalte endvidere, at Age Westenholz og Har. Nielsen havde haft planer i samme retning og betonede, at Har. Nielsen burde knyttes til bladet. Endelig oplyste H. N. Andersen, at der ogsa fra anden side var interesse for »Kobenhavn«, idet partiet Venstre havde indledt forhandlinger med »Kobenhavn«s indehaver, redaktor Harald Witzansky, om at overtage bladet. Han spurgte derpa Stein, om han ville patage sig opgaven; han ville fa stillet den nodvendige kapital til radighed og skulle fa fuldstaendig frie haender. Stein udbad sig betaenkningstid til naeste dag17.

H. N. Andersen gik her bag ryggen af Foss. Det kan ganske vist ikke udelukkes,at H. N. Andersen i en vis udstrsekning har misforstaet Foss. Af en seneresamtale mellem Foss og Stein fremgik det, at samtalen mellem Foss og H. N. Andersen havde drejet sig bade om »Kobenhavn« og om den konservative provinspresse, og at det var i forbindelse med provinspressen, at Foss havde bragt Steins navn pa bane, hvorimod han ikke havde nsevnt ham, da de talte om »Kobenhavn«18. Formentlig har H.N.Andersen ogsa ment at handle underet vist tidspres pa grund af forhandlingerne mellem Venstre og Witzansky.Men deter evident, at der pa modet mellem Foss og H.N.Andersen den 3. januar ikke blev truffet aftale om, at H.N.Andersen skulle foretage nogen form for aktion i sagen, saledes at Foss og Har. Nielsen, der havde taget initiativ til


14. Ibid.

15. Foss' arkiv, RA.

16. Alex. Foss: Memoirerfra 1. verdenskrig, 1972, s. 93. - Har. Nielsen omtaler i sit brev til Foss 13. jan. 1918, at det omtalte mode fandt sted »umiddelbart for Norgesrejsen«. Foss var i Norge 4.-6. januar 1918, se Alex. Foss: / krigsdrene 1914-1919, s. 77f.

17. Memorandum af H. Stein nedskrevet juli 1918 pa grundlag af notater fra kobsperioden. H. Steins arkiv.

18. Ibid. Foss' referat af samtalen den 3. jan. blev givet i en samtale med Stein den 12. januar.

Side 52

hele sagen, matte opfatte H.N.Andersens egenmaegtige handlemade som et groft tillidsbrud19. Foss' ord til Har. Nielsen fra november 1917 om, at H.N.Andersen ikke ville vaere med, nar han ikke kunne blive eneherre, slog altsatil, for sa vidt som H.N.Andersen nu gjorde skridt til at blive eneherre.

Da Stein den 4. jan. havde talt med H.N.Andersen, indviede han sin kompagnon, H.Green, i sagen. De blev enige om at soge at lose sagen i faellesskab, og den 5. jan. fik Stein H.N.Andersens accept af deres plan, som gik ud pa, at deres firma, Green & Stein, skulle kobe »Kobenhavn« med eller uden Witzansky og lede bladet som »et nationalt farvet organ med en sund okonomisk udvikling som formal og med front mod Socialdemokratiet«20.

Stein satte sig straks i forbindelse med Witzansky og fik aftalt en forhandling. Den fandt sted den 7. januar, og Witzansky stillede sig her imodekommende over for tanken. Han naevnte, at Venstre ogsa var ivrigt for at kobe bladet og henviste i ovrigt til sin sagforer, overretssagfarer V.M.Amdrup, for de videre forhandlinger. Green og Stein tog straks kontakt med Amdrup og fik praesenteret det grundlag, forhandlingerne med Venstre blev fort pa. Der blev kraevet 500.000 kr. for bladet og en gage til Witzansky pa 15.000 kr. om aret. Den 9. januar afgav Green og Stein tilbud efter forst at have faet H.N.Andersens accept af dette. Det lod pa 420.000 kr. for bladet og tilsagn til Witzansky om at kunne fortsaette som redaktor med en gage pa 12.000 kr. plus tantieme. Den 10. januar stillede Amdrup modforslag om en kobesum pa 460.000 kr., og Green og Stein afgav da bindende tilbud om 440.000 kr. Det accepterede Witzansky, og den 12. januar gik salget i orden21.

I kontrakten, der beseglede handelen mellem Witzansky og Green og Stein, bestemtes det, at Witzansky for en periode af tre armed -med mulighed for forlaengelse - skulle fortsastte som ansvarshavende og administrerende redaktor og herunder skulle ansaette og afskedige medarbejdere. Dog blev det efter onske fra H.N.Andersen bestemt, at kommende hovedmedarbejdere skulle ansaettes af bestyrelsen, og at Witzansky skulle kunne afskediges inden udgangen af de tre ar, hvis det mellem ham og bestyrelsen kom til en konflikt, der ikke kunne bilaegges, men i sa fald skulle Witzansky holdes skadeslos med 20.000 kr. pr. ar af den resterende del af trearsperioden22.

Yderligere bestemtes det, at


19. Alex. Foss: Memoirer, s. 93 og Har. Nielsen til Foss 13. jan. 1918. Foss' arkiv, RA

20. H. Steins memorandum (se note 17)

21. Ibid

22. En kopi af kontrakten findes i Alex. Foss' arkiv, RA. - Det fremgar af H. Steins memo randum (se note 17), at det var H. N. Andersen, der fik indsat de to bestemmelser.

Side 53

»bladet skal ledes som hidtil som et af de politiske partier uafhasngigt frisindet blad, der saerlig skal betragte det som sin opgave at varetage alle interesser, der knytter sig til erhvervslivet i videste forstand, handel, industri, Sofart osv. efter lignende retningslinjer, som folges af dagbladet »Borsen«.«

Endelig indeholdt kontrakten en bestemmelse om, at bladforetagendet skulle deles, idet trykkeriet skulle skilles ud som et saerligt aktieselskab. Ideen til denne ordning kom fra Green og Stein. Det blev fra deres side begrundet med et onske om at skabe en naermere forbindelse mellem »Borsen« og »Kobenhavn«, hvilket senere gav sig udtryk i, at bade »Borsen« og »Kobenhavn« fik aktier i Trykkeriselskabet, men bag ordningen la ogsa den helt klare hensigt, at Green og Stein ved hjaelp af aktiemajoriteten i Trykkeriselskabet sikrede sig en meget staerk stilling i det samlede bladforetagende, uanset hvordan aktierne i selve bladet ville blive fordelt23. Ordningen kom til at virke efter hensigten, og Har. Nielsen klagede senere over, at Green og Stein styrede »Kobenhavn« fra trykkeriet24. Den 15. januar blev den endelige kontrakt skrevet under, og den 23. januar blev de to aktieselskaber stiftet25.

Som naevnt var alt gaet glat for Har. Nielsen, da han den 6. jan. 1918 udarbejdede sin plan for »Kobenhavn«s fremtid, om end de forste vanskeligheder begyndte at vise sig. Han havde hort rygter om, at Venstre ogsa havde planer om at kobe bladet, men mente ikke, der var nogen overhsengende fare fra den kant. Han var som naevnt yderligere blevet betaenkelig ved H.N.Andersens stilling og bad Foss vente med at tale med ham, men kom for sent med dette onske. Endelig var der begyndt at komme forlydender i pressen om, at Har. Nielsen havde planer i forbindelse med et dagblad, og at Vigen fra »Kobenhavn« var udset til redaktor26. Har. Nielsen besluttede derefter at henvende sig til Witzansky den 7. jan. - samme dag som Green og Stein forhandlede med Witzansky. Der blev truffet aftale om, at Har. Nielsen og Witzansky skulle tale sammen den 9. jan27.

Foss var i Oslo 4.-6. Jan., og forst den 8. om morgenen fik han talt med
Har. Nielsen og givet et referat af sin samtale med H.N.Andersen den 3. jan.28.
Pa det tidspunkt havde Foss og Har. Nielsen endnu ikke hort om H.N.Andersensinitiativ


23. Hendrik Stein anferer selv denne begrundelse i sit memorandum (se note 17). - Aktiernes fordeling fremgar af et notat »Aftalerne med herr magister Harald Nielsen« i Foss' arkiv, RA.

24. Har. Nielsen til Foss 5. maj 1918, Foss' arkiv, RA.

25. Datoen 15. januar fremgar af selve kontrakten, kopi i Foss' arkiv, RA. Datoen 23. januar fremgar af H. Steins memorandum (se note 17).

26. Har. Nielsen til Foss 6. jan 1918, Foss' arkiv, RA.

27. Har Nielsen til Foss 6. jan. 1918, Foss' arkiv, RA, jf. Anders Vigen til Har. Nielsen 8. jan. 1918, Har. Nielsens arkiv, KB.

28. Ibid., jf. note 16.

Side 54

sensinitiativi sagen. Senere samme dag (den 8.) havde Har. Nielsen en samtalemed journalist Anders Vigen, og her erfarede han, at Green og Stein havdegivet tilbud pa »Kobenhavn«. (Green og Stein afgav forst tilbud den 9., men Witzansky har altsa forstaet pa dem, at de ville give tilbud.) Da Foss samme morgen havde meddelt Har. Nielsen, at Stein havde vasret naevnt i samtalen mellem Foss og H.N.Andersen, var det ikke svaert at laegge to og to sammen. Har. Nielsen lagde nu pres pa Anders Vigen for at fa ham til at true med at ga fra »Kobenhavn«, hvis det blev solgt til Green og Stein (H.N.Andersen )29. Det naegtede Vigen, og han pointerede, at det endnu ikke var sikkert,at det var H.N.Andersen, der stod bag Green og Stein, men han lovede at kaste sit lod i vaegtskalen til fordel for Har. Nielsen og Foss hos Witzansky30.

Der foreligger ikke noget referat af samtalen mellem Har. Nielsen og Witzansky den 9. Jan. Formentlig har Har. Nielsen faet bekraeftelse pa, at der forela et tilbud fra Green og Stein, men at sagen endnu ikke var afgjort. I hvert fald skrev Har. Nielsen til Foss den 10. og understregede betydningen af, at »Kobenhavn« ikke gled dem af haende. Det har altsa endnu staet som en realistisk mulighed at erhverve bladet. Foss var ikke uenig med Har. Nielsen om betydningen af at sikre sig »Kobenhavn«, og han ma pa en eller anden made have markeret sin holdning over for H.N.Andersen. I hvert fald henvendte H.N.Andersen sig den 11. om formiddagen til Stein og bad ham opsoge Foss, der var misfornojet med, hvad der var sket. Stein fik aftalt et mode med Foss den 12. jan. om morgenen. Modet varede omkring to timer, og Foss gav her luft for sin forbitrelse over H.N.Andersens optraeden. Stein forsvarede ham og henviste til, at af hensyn til Venstres planer havde det vasret nodvendigt at handle hurtigt. I ovrigt erklaerede Stein sig villig til at prove at forhandle sig frem til en losning med Foss og Har. Nielsen, men gjorde samtidig opmaerksom pa, at han havde afgivet bindende tilbud og skulle til den endelige forhandling med Witzansky samme dag31. Dermed blev det klart for Foss, at sagen reelt var afgjort.

Foss skulle til mode, og Stein korte med ham ind til Kobenhavn, og medens Foss gik ind pa Rigsdagen, gik Stein sammen med Green op til H. N. Andersen. Her fik de H. N. Andersens accept af, at de fastholdt deres beslutning om at kobe »Kobenhavn«, og fra H.N.Andersen tog de hen til Witzanskys sagforer, hvor kobet gik i orden32.

Da det var blevet klart for Foss, at sagen reelt var afgjort, havde han en
samtale med Har. Nielsen og beklagede herunder, at Har. Nielsen overhovedethavde


29. Anders Vigen til Har. Nielsen 8. Jan. 1918. Har. Nielsens arkiv, KB.

30. Ibid.

31. H. Steins memorandum (se note 17).

32. Ibid.

Side 55

dethavdehenvendt sig til H.N.Andersen, og sagde, at var han blevet spurgt, ville han have fraradet denne henvendelse33. Det foranledigede Har. Nielsen til at sende Foss et brev, hvor han beklagede, at Foss var sa bebyrdet med arbejde,og mente, at det havde vaeret odelaeggende for sagen; for at undga misforstaelserrepeterede han planernes historie og gjorde herunder opmaerksom pa, at Foss havde faet at vide, at Har. Nielsen ville ga til H.N.Andersen, og at han ikke havde fraradet det34.

Inden Har. Nielsen fik afsendt dette brev, var sagen imidlertid kommet ind i et andet spor. Da H.N.Andersen den 12. jan. fik Steins referat af samtalen samme morgen med Foss, ringede han til Foss og bad ham komme til en samtale samme eftermiddag. Foss kom imidlertid ikke og ringede heller ikke afbu d35. Det var hojst usaedvanligt, at nogen uden videre udeblev fra en samtale, som H.N.Andersen havde indbudt til. H.N.Andersen ringede dagen efter til Stein og var ked af situationen, og Stein lovede at tage kontakt med Foss for at soge at opna en tilfredsstillende losning36. H.N.Andersen ringede ogsa til Har. Nielsen, var efter Har. Nielsens opfattelse moralsk forlegen og tilbod evt. at lade bladet ga helt over til Foss37. Hvorvidt H.N.Andersen var moralsk forlegen far sta hen. I hvert fald havde han, da han henvendte sig, gennem kontrakten mellem Green & Stein og Witzansky faet fastlagt vilkarene for »Kobenhavn«s fremtidige drift, og disse vilkar kunne ikke laengere aendres. H.N.Andersens tilbud om evt. at lade sagen ga helt over til Foss, indebar derfor ikke, at bladet sa kunne ledes i overensstemmelse med Har. Nielsens plan af 6. jan. Denne plan var uforenelig med kontrakten med Witzansky.

Stein opsogte som lovet Foss sammen med Green den 14. Jan., og de betonedederes villighed til at finde en ordning pa problemet. Det blev aftalt, at Green og Stein skulle prove at forhandle sig til rette med Har. Nielsen. Det forte til en forhandling, der fandt sted den 16. jan.38 Har. Nielsen var meget tilfredsmed forhandlingens forlob og mente, at der nok kunne findes en losning i form af et kompromis mellem hans plan af 6. jan. og kontrakten med Witzansky,som han fik overrakt en kopi af39. Et sadant kompromis skitserede han i et brev til Foss den 20. jan. Hovedpunkterne heri var, at aktiekapitalen skulle


33. Har. Nielsen til Foss 13. jan. 1918, Foss' arkiv, RA

34. Ibid.

35. H. Steins memorandum (se note 17).

36. Ibid.

37. Har. Nielsen til Foss 13. jan. 1918, Foss' arkiv, RA. Brevet er skrevet i to tempi, og dateringen gaelder kun forste afsnit, hvor Har. Nielsen gennemgar planernes historie. Anden halvdel er skrevet dagen for Har. Nielsens mode med Green og Stein (se nedenfor) =15. Jan., og H. N. Andersens opringning ma altsa vasre kommet den 14. eller 15. jan. - Om H. N. Andersens forlegenhed se Har. Nielsen til Foss 30. jan. 1918, Foss' arkiv, RA.

38. H. Steins memorandum (se note 17).

39. Har. Nielsen til Foss 20. jan. 1918, Foss' arkiv, RA.

Side 56

sikres pa passende haender, at Har. Nielsen skulle fa garanti for uden videre forhandling at kunne fa Witzansky fjernet som redaktor efter et ar, at Witzanskykun skulle vaere politisk'redaktor, medens det litteraere og moralske stof skulle sortere under Har. Nielsen, og at han fik en raekke medarbejdere aflostaf andre40.

Den 28. jan. forelagde Har. Nielsen sit kompromisforslag for Green og Stein, og forst ved denne lejlighed blev det klart for ham, at det ikke var muligt at lave et kompromis, og at Green og Stein ikke kunne aendre de vilkar, som deres kob hvilede pa. Dermed brast Har. Nielsens planer om at blive den egentlige redaktor af »K.obenhavn«. Han refererede forhandlingen til Foss og radede ham til at tage sa meget af kapitalen som muligt, samtidig med at han staerkt understregede, at han ikke laengere troede, at opgaven kunne loses for hans eget vedkommende41. Dette synspunkt accentuerede han yderligere naeste dag i et nyt brev til Foss, som havde overtaget de videre forhandlinger. Brevet var baret af en voldsom forbitrelse mod H.N. Andersen, og Har. Nielsen bad Foss gore det klart for Green og Stein, at Har. Nielsen kun ville have noget med bladet at gore, hvis det blev accepteret, at han stod for en sammenhaengende livs- og samfundsopfattelse og derfor havde ret til at prasge blade t42. Foss svarede pa dette brev den 30. jan. Han fandt, at Har. Nielsen ved sin stejle og usmidige holdning gjorde opgaven umulig for sig selv. Foss stillede sig tvivlende over for, om det kunne lykkes at finde en ordning, der kunne tilfredsstille Har. Nielsen og samtidig gore det muligt for Foss at hjaelpe ham. Han opfordrede ham indtrasngende til nu ikke at lade lejligheden ga tabt43.

Nar Foss i denne situation pressede pa over for Har. Nielsen, haenger det sikkert i nogen grad sammen med den tvangssituation, han var blevet bragt i ved H.N. Andersens intervention, men det skyldes ogsa Foss' dobbelte formal med at kobe »Kobenhavn« og viser, at det i den afgorende fase var det industripolistiskehensyn, der vejede tungest. Det var pa Har. Nielsens initiativ, at Foss var gaet ind i planerne om at kobe »Kobenhavn«, og Har. Nielsens vidtraekkendetanker med bladet, sadan som de kom til udtryk i hans memorandumaf 6. Jan., var af Foss selv krasvet som forudsaetning for, at han ville engageresig i projektet, men nar han pressede pa i denne fase af forhandlingerne,skont Har. Nielsen havde erklasret, at han ikke lasngere troede at kunne lose sin opgave, skyldtes det det industripolitiske hensyn. Skulle »Kobenhavn«vasre


40. Foss' arkiv, RA. De medarbejdere, som Har. Nielsen isaer onskede fjernet, var redaktor Henning Jensen, der redigerede det kirkelige stof, og redaktionssekretaeren Erich Erichsen (Har. Nielsen til Foss 28. jan. 1918, Foss' arkiv, RA). - H. Stein nsevner i sit memorandum (se note 17), at ogsa forfatterne Chr. Houmark og Karin Michaelis skulle fjernes.

41. Har. Nielsen til Foss 28. jan. 1918, Foss' arkiv, RA.

42. Har. Nielsen til Foss 29. jan. 1918, Foss' arkiv, RA.

43. Kopi i Foss' arkiv, RA.

Side 57

havn«vasretaleror for erhvervslivets interesser, sadan som det blev fastslaet i
kontrakten med Witzansky44, matte Foss foretraekke, at aktiemajoriteten var i
hans haender fremfor i H.N. Andersens.

Det mere end antydede han under sin forhandling med Green og Stein den 30. jan. Han kraevede her, at aktiemajoriteten skulle placeres hos meend, der pa en gang havde tilknytning til erhvervslivet og havde markeret sig som konservative. Da H.N.Andersen betragtede sig som staende uden for partierne, var det reelt et krav om, at H.N. Andersen skulle afgive aktiemajoriteten til Foss. Der var ikke noget at tage fejl af. Foss erklaerede det for en nodvendighe d45. Stein skrev, at Foss hverken var til at hugge eller stikke i, og tilbod sa at lade hele aktiekapitalen ga over pa Foss' hsender, men det ville Foss heller ikke here tale om46, formentlig fordi han ikke var interesseret i selv at skulle tilvejebringe hele aktiekapitalen og heller ikke onskede et direkte brud med H.N. Andersen og derfor gerne sa ham knyttet til ordningen, da han nu en gang var kommet ind i sagen. Resultatet blev, at sagen skulle afgores ved en samtale mellem Foss og H.N. Andersen. Under denne var det lige ved at komme til et brud mellem dem, men i sidste ojeblik bojede H.N. Andersen sig og overlod Foss 2/3 af aktiekapitalen47. Dermed var sagen afgjort. Foss havde 1. febr. en ny forhandling med Green og Stein, og her naedes der principiel enighed om, hvordan kapitalen naermere skulle placeres, og hvilken sammensaetning bestyrelsen skulle have. Tilbage stod ordningen af Har. Nielsens forhold til »Kobenhavn«. Det problem blev lost gennem forhandlinger mellem ham og Stein, Og i begyndelsen af marts var man kommet sa vidt, at der kunne indkaldes til generalforsamling den II.48

Den endelige ordning kom i alt vaesentligt til at hvile pa de aftaler, Green og Stein havde truffet i kontrakten med Witzansky, og de love, der var vedtaget for Aktieselskabet Dagbladet »Kobenhavn« pa den stiftende generalforsamling 23. januar, altsa aftaler og love som Foss og Har. Nielsen havde vaeret uden indflydelse pa. Delingen mellem avis og trykkeri blev opretholdt. Trykkeriselskabet blev stiftet med en aktiekapital pa 100.000 kr., fordelt med 40.000 kr. pa de to dagblade »Borsen« og »Kobenhavn« og de resterende 20.-000 hos Green og Stein, der som redaktorer af »Borsen« dermed havde flertal. Trykkeriselskabet fik en bestyrelse bestaende af H. Green, H. Stein og som reprassentant for Foss' interesser magister Ingemann Ottosen, der var medredaktor af »Ugens Tilskuer«49.


44. Foss havde faet sendt en kopi af denne med Har. Nielsens brev af 20. jan. 1918, Foss' arkiv,

45. Foss til Har. Nielsen 31. jan. 1918, kopi i Foss' arkiv, RA.

46. Steins memorandum (se note 17).

47. Alex. Foss: Memoirer, s. 93f.

48. Steins memorandum (se note 17).

49. »Aftalerne med Herr Magister Harald Nielsen«, Foss' arkiv, RA,

Side 58

Dagbladet fik en aktiekapital pa 450.000 kr., hvoraf 300.000 kr. overlodes til Alex. Foss. Aktierne fik Foss tegnet hos en kreds, der opfyldte de betingelser, han havde stillet, om at aktiemajoriteten skulle vasre knyttet til erhvervslivet og markeret konservativ: Grosserer Emil C. Hertz, direktor V. Kahler, etatsrad C. A. Olesen, direktor F. H. J. Rambusch og baron Wedell-Neergaard tegnede sig for hver 10.000 kr., grosserer Hans Tegner for 20.000 kr., grosserer Theodor Jensen og direktor H. P. Prior for hver 30.000 kr., ingenior Poul Larsen for 50.000 kr., medens Alex. Foss selv tegnede sig for de resterende 120.000 kr.50 Bestyrelsen for dagbladet blev sendret, idet Witzanskys sagforer, V. M. Amdrup, udtradte og blev aflost af Har. Nielsen og redaktor Povl Drachmann (se nasrmere nedenfor). I forvejen havde Green og Stein saede i den51. Endelig fik Har. Nielsen status som bestyrelsens delegerede i redaktionen. Hans stilling blev omhyggeligt beskrevet med hensyn til l©nog opsigelsesvilka r52. Derimod blev der ikke fastsat retningslinjer for hans arbejde. Hans muligheder for at preege bladet afhang af, hvorledes samarbejdet ville forlobe med bladets medarbejdere og Witzansky, der fremdeles var chefredaktor.

Generalforsamlingen den 11. marts 1918 satte punktum for kobsfasen. Det var lykkedes Foss at erhverve aktiemajoriteten i dagbladet »Kobenhavn« og fa den anbragt hos sine venner, men grundlaget for bladets fremtidige drift var blevet et andet end det oprindeligt taenkte og kunne ikke tilfredsstille nogen.

Har. Nielsen havde taget initiativ til kobet, og han havde forestillet sig at blive udstyret med en chefredaktors befojelser, sa at »K.obenhavn« under hans redaktion kunne blive den andelige baerer af et konservativt gennembrud. I stedetvar han nu blevet bestyrelsens delegerede i redaktionen, medens Witzanskyvar chefredaktor, en situation han ikke havde onsket og i nogen grad var blevet presset ind iaf Foss53. Situationen var imidlertid ikke hablos, men blev det meget hurtigt pa grund af honorarsporgsmalet. Har. Nielsen havde den opfattelse,at han ud over sit vederlag som bestyrelsesmedlem og som bestyrelsensdelegerede i redaktionen skulle have saerligt honorar for, hvad han skrev i bladet; Stein havde den opfattelse, at han ikke skulle. Sporgsmalet var ikke blevet rejst under forhandlingerne i februar om vilkarene for Har. Nielsens tilknytningtil »Kobenhavn«, men rneldte sig, da Har. Nielsen var i faerd med at skrive sine forste artikler til »Kobenhavn« i marts 191854. Han enedes med Stein om forelobig at stille sporgsmalet i bero, men vendte flere gange tilbage


50. Kapitalfordelingen fremgar af et handskrevet notat i Foss' arkiv, RA.

51. Som note 50.

52. Har. Nielsens status fremgar af et notat »Forslag til beslutning« i Foss' arkiv, RA.

53. Se Foss' brev til Har. Nielsen 30. jan. 1918, kopi i Foss' arkiv, RA.

54. Har. Nielsen til Stein 19. marts 1918 og Stein til Har. Nielsen 21. marts 1918 (kopi), Steins arkiv.

Side 59

til det og understregede i sin sidste henvendelse, at man ikke matte regne med noget medarbejderskab fra hans side ved »Kobenhavn«, sa teenge honorarsporgsmaletikke var ordnet55. Har. Nielsens indsats blev derfor meget begraenset,og han gjorde ikke noget virkeligt forsog pa at indfri de intentioner, han havde haft, da han i efteraret 1917 henvendte sig til Foss.

Alex. Foss havde pa Har. Nielsens initiativ engageret sig i kobet, dels fordi han gerne ville skabe grundlag for Har. Nielsens forsog pa at skabe et konservativt gennembrud, og dels fordi han ikke var tilfreds med pressens holdning til erhvervslivet og derfor gerne ville bidrage til at pavirke opinionen i mere erhvervsvenlig retning. Resultatet blev en ordning, som ikke indfriede noget af de to formal. Har. Nielsen sa sig som naevnt ikke i stand til at indfri sin del af opgaven pa de givne vilkar og var ikke bekendt med det industripolitiske hensyn, der la bag kobet, og kunne selvsagt ikke lose den del af opgaven. Alligevel var hansom bestyrelsens delegerede i redaktionen den egentlige repraesentant for Foss' interesser i »Kobenhavn«. Skont Foss var klar over, at Har. Nielsen ikke loste sin opgave ved »Kobenhavn«, ville han dog ikke fjerne ham fra bladet. Derved gjorde Foss det imidlertid umuligt at fa lost den industripolitiske del af opgaven. Dette kom hurtigt til at sta klart for den anden repragsentant for Foss' interesser, redaktor Povl Drachmann.

Povl Drachmann havde siden 1914 redigeret Industriradets officielle organ »Tidsskrift for Industri« og havde hurtigt faet et fortroligt forhold til Foss, som med tiden gav ham mange opgaver, som ikke direkte havde noget med hans stilling at gore56. Som redaktor af »Tidsskrift for Industri« havde han betydelig bedre forudsaetninger end Har. Nielsen for at lose den industripolitiske opgave i forbindelse med »Kobenhavn«, men han fik ikke mulighed for det, fordi han pa forhand var henvist til at spille en tilbagetrukken rolle, idet han af Foss havde faet til opgave at passe pa Har. Nielsen med udtrykkelig ordre til ikke at genere ham57. Det var Har. Nielsens ide, at Drachmann kom ind i bestyrelsen for »K.obenhavn«; men han fremsatte udelukkende tanken for at undga at skulle sidde alene i bestyrelse med Green og Stein58, og det kom ikke til noget samarbejde mellem Drachmann og Har. Nielsen.

Green og Stein havde onsket at knytte »Kobenhavn» og »Borsen« sammenog havde planer om at opbygge et bladhus i storre stil pa linje med det Ferslewske og det Berlingske. Udskillelsen af trykkeriet var et led i denne plan, og de fik ogsa erhvervet en Ipygning til formalet59, men de havde ikke aktiemajoriteti


55. Har. Nielsen til Stein 27. maj, 12. juni 1919 og 9. dec. 1921, Steins arkiv.

56. Udkast til brev fra Povl Drachmann til ingenior Poul Larsen 29. marts 1922, Drachmann's arkiv, EA.

57. Ibid.

58. Har Nielsen til Foss 29. jan 1918, Foss' arkiv, RA.

59. Se brev fra dir. Chr. H. Olesen til Foss 7. april 1922, kopi i Chr. H. Olesens arkiv, bundt 44, EA.

Side 60

joritetidagbladet »Kobenhavn« og kunne derfor ikke forhindre, at bladet senereblev
solgt. Derved vaaltede alle deres planer.

Hvad H.N. Andersens formal var, er ikke helt klart. For sa vidt det var at fa hand i hanke med det nye bladforetagende, lykkedes det i nogen grad gennem Green og Stein's stasrke placering som ejere af trykkeriet og gennem bestemmelsen i kontrakten med Witzansky om, at »Kobenhavn« skulle redigeres efter samme retningslinjer som »Borsen«, men et fast greb om bladet kunne han ikke fa, al den stund aktiemajoriteten var pa andre hasnder. Et andet formal kan ogsa have spillet ind: H.N. Andersen understregede staerkt, da han den 4. jan. forste gang forelagde sagen for Stein, at Har. Nielsen burde knyttes til bladet, men ikke matte sta alene60. Det indicerer, at H.N. Andersen, der var bekendt med Har. Nielsens planer om at praege den konservative presse, kan have onsket at bringe nans arbejde under kontrol, og det lykkedes for sa vidt, som H. N. Andersens intervention fik spaendt ben for Har. Nielsens planer om at blive bladets egentlige redaktor, men det mislykkedes totalt, dersom H. N. Andersen mente at kunne bruge Har. Nielsen positivt, hvis blot han kom under kontrol af andre.

Anders Vigen, der var bladets betydeligste journalist, og som gennem 14 ar havde skabt dets ansigt, havde fra et tidligt tidspunkt vaeret orienteret om Har. Nielsens planer. Han havde onsket selv at blive chefredaktor, men havde opgivet denne plan og havde indvilliget i at stotte Har. Nielsens planer. Men han sa med skepsis pa mulighederne for et frugtbart samarbejde og skrev, at kombinationen af hans egen ligeret med Har. Nielsens forsteret var et problem, der nasppe kunne loses61. Han fratradte sin stilling ved bladet i nov. 191862.

Harald Witzansky havde onsket at sikre bladets og sin egen okonomi, og det lykkedes. Han havde ogsa onsket at bevare sin selvstaendighed, og det lykkedes i nogen grad gennem kontrakten med Green og Stein af 15. januar, men ogsa kun i nogen grad, fordi han matte tage et vist hensyn til de nye ejere og ikke kunne forhindre, at en raekke af hans hidtidige medarbejdere sagde op i utilfredshed med de nye forhold63.

Den ordning, der blev endelig bekrasftet pa generalforsamlingen den 11.
marts 1918, var saledes ikke tilfredsstillende for nogen, mindst for Har. Nielsen
og Alex. Foss, mest for Har. Witzansky.

Meddelelsen om overtagelsen af »Kobenhavn« blev bragt af »Politiken«
den 28. april 191864. Det forte til en raskke angreb pa Foss i den folgende tid


60. Steins memorandum (se note 17).

61. Anders Vigen til Har. Nielsen 8. febr. 1918. Har. Nielsens arkiv, KB.

62. Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870-1970, 1972, I, s. 334.

63. Ibid.

64. I en notits, side 8.

Side 61

pa grund af hans engagementer i pressen. Han havde i forvejen en forbindelse til »Kolding Avis«, hvor han havde hjulpet redaktoren med et lan, og han var i faerd med at stifte et aktieselskab til stotte for den konservative provinspresse. Nu blev han yderligere holdt ansvarlig for »Kobenhavn«s linje65. Han overvejedeet dementi, betaenkte sig, men udsendte sa alligevel 28. oktober 1918 en erklaering over Ritzaus bureau66. Han gav heri en kortfattet redegorelse for sit forhold til »Kolding Avis«, »Kobenhavn« og »A/S Den konservative Presse«.Om sit forhold til »Kobenhavn« skrev han, at han var en blandt mange aktionaerer og hverken udgiver eller redaktor; han erklserede generelt, at han ikke havde noget onske om at drive en personlig politik gennem indflydelse i pressen. Foss' dementi er ikke korrekt. Deter ganske vist rigtigt, at han hverkenvar redaktor eller udgiver af »Kobenhavn«, men deter ikke sandt, at han ikke sogte at ove personlig indflydelse pa pressen. Det fremgar tydeligt af hele forlobet omkring kobet af »Kobenhavn«, og det viste sig ogsa i den periode, han stod som hovedaktionaer i bladet. Derimod afspejler dementiet den realitet,at Foss ikke var tilfreds med »Kobenhavn«, og at han mente at have for lille indflydelse pa bladets linje, og at det derfor var übehageligt for ham at blivegjort systematisk ansvarlig for, hvad »Kobenhavn« skrev67, men sige sig fri for at have et ansvar eller Soge en indflydelse kunne han ikke.

Fra marts 1918 til marts 1922 stod Alex. Foss som hovedaktionaer i »Kobenhavn«. Det blev fra forst til sidst en skuffelse for ham. De fire ar, hvor Foss var hovedaktionaer, falder naturligt i to dele. I tiden frem til paskekrisen og valget i april 1920 accentuerede reguleringspolitikken og problemerne i forbindelse med dens afvikling erhvervslivets behov for at vinde indflydelse pa pressen. I denne periode blev der tre gange af kredsen omkring Foss gjort for- Sog pa at fa et fastere greb om »Kobenhavn«, men disse forsog forte ikke til noget. Efter valget i april 1920 aendredes situationen imidlertid masrkbart. Erhvervslivet havde ganske vist stadig behov for at skaffe sig stotte i pressen, men behovet var ikke laengere braendende, som det havde vasret i perioden 1918-20. Dertil kom, at Foss pa grund af sygdom ikke laengere deltog aktivt i det politiske liv. »Kobenhavn« spillede derfor nu en mindre rolle, og skont der ogsa i denne periode blev gjort forsog pa at fa et fastere greb om bladet, blev det ikke tillagt samme betydning som tidligere.

Som helhed var de fire ar skuffende for de nye ejere, og de muligheder, der -
selv med det uheldige udgangspunkt i ordningen af 11. marts 1918 - havde


65. Se. f.eks. Folkets Avis 2. juli 1918, Fasllesorganet for dansk Handel og Industri 4. og 11. juli 1918.

66. Om det pataenkte dementi se brev med bilag fra Povl Drachmann til H. Stein 20. juni 1918 i H. Steins arkiv. Erklaeringen af 28. okt. 1918 findes i kopi i Foss' arkiv, RA.

67. Se brev fra Foss til Har. Nielsen 31. marts 1919 (kopi) jf. kopi af brev fra Foss til Marcus Rubin 26. dec. 1918 i Foss' arkiv, RA.

Side 62

v£eret for i nogen grad at indfri de oprindelige intentioner, blev ikke udnyttet. Der var stadige klager fra aktionaererne i Foss' gruppe over bladets linje68. Witzansky var personligt naermest venstremand, og han henholdt sig til bestemmelseni sin kontrakt om, at bladet skulle vaere politisk uafhaengigt, hvilketi den givne sammenhseng med aktiemajoriteten placeret pa konservative haender isaer ville sige uafhaengigt af Det konservative Folkeparti. Bladet fulgtederfor til stor irritation for aktionaererne69 en linje, der var meget imodekommendeikke alene over for Venstre, men ogsa over for Erhvervspartiet, og af hensyn til Venstre onskede Witzansky ikke at stotte industrien, hvor dens interesser gik imod landbrugets70. Det var Har. Nielsen, der som bestyrelsens delegerede i redaktionen skulle praege bladet i overensstemmelse med bestyrelsensonsker, men som naevnt var han ikke fuldt ud klar over, hvad de gik ud pa, og han fandt ikke vilkarene tilfredsstillende. Det lykkedes ham ikke at fa etableret et samarbejde med Witzansky eller bladets andre medarbejdere71. Har. Nielsen gav derfor hurtigt op og bortset fra to forgaeves forsog pa at fa Witzansky fjernet, begraensede hans indsats sig stort set til at redigere bladets litteraere stof72.

Da det blev klart for Povl Drachmann, koncentrerede han sit arbejde om at fa Har. Nielsen fjernet. Han fik her stotte fra direktor Chr. H. Olesen, der igennem flere ar havde vaeret optaget af at forbedre erhvervslivets forhold til pressen73. De havde i aug. 1918 en samtale om forholdene ved »Kobenhavn«, og den mundede ud i, at Chr. H. Olesen sendte Foss et brev, hvor han foreslog, at Povl Drachmann skulle overtage Har. Nielsens plads som bestyrelsens delegerede i redaktionen74. Foss svarede fire dage senere og foreslog, at de tog en samtale om sagen, men af en eller anden grund kom dette svar aldrig Chr. H. Olesen i haende, og der kom derfor ikke mere ud af dette forste forsog pa at fa et fastere greb om »Kobenhavn«75.


68. Se brev fra dir. F. H. J. Rambusch til Povl Drachmann 13. marts 1919, kopi i Foss' arkiv, RA og brev fra Povl Drachmann til H. Stein 29. april og 8. okt. 1920 i Steins arkiv.

69. Se brev fra Povl Drachmann til Stein 29. april og 24. sept. 1920 i Steins arkiv, og kopi i Chr. H. Olesens arkiv, bundt 20, EA, jf. brev fra Drachmann til Chr. H. Olesen 24. sept. 1920 og brev fra Chr. H. Olesen til Drachmann 25. sept. 1920 (kopi) ibid. Se ogsa brev fra Alex. Foss til journalist Ivar Moe 26. febr. 1921 (kopi) i Foss' arkiv, RA.

70. Se f.eks. brev fra journalist Ivar Moe til Alex. Foss 23. febr. 1921, Foss' arkiv, RA.

71. Witzansky najgtede i givet fald ogsa at optage artikler af Har. Nielsen selv. Det var tilfaeldet i dec. 1918, hvor Har. Nielsen ikke kunne komme igennem med et onske om at fa optaget en signeret artikel om kejser Wilhelm 11. Se brev med bilag fra Witzansky til Stein 4. dec. 1918, Steins arkiv.

72. Se »Memorandum angaende »K.obenhavn««, udateret, skrevet af Drachmann omkring 21. jan. 1920, Drachmanns arkiv, EA.

73. Jf. ovenfor note 8.

74. Chr. H. Olesen til Foss 18. aug. 1918, kopi i Chr. H. Olesens arkiv, bundt 44, EA.

75. Kopi af brev fra Foss til Chr. H. Olesen 22. aug. 1918, Foss' arkiv, RA. At brevet aldrig naede Chr. H. Olesen, fremgar af brev fra ham til Povl Drachmann 22. jan. 1920 i Drachmann's arkiv, EA, jf. Povl Drachmann til Poul Larsen 29. marts 1922 ibid.

Side 63

Omtrent samtidig henvendte Har. Nielsen sig til Foss og foreslog Witzansky fjernet og erstattet med den konservative folketingsmand, dr. Arnold Fraenkel. Foss svarede og gjorde rede for de vanskeligheder, der var forbundet med en sadan ordning - herunder ikke mindst det forholdsvis store belob, Witzansky i sa fald havde krav pa - og erklaerede, at han ikke havde nogen tro pa, at det ville hjaelpe, om man skiftede redaktoren ud76. Foss' svar rummede reelt en kritik af Har. Nielsens indsats, men sporgsmalet blev ikke fulgt op, og der kom derfor heller ikke noget ud af denne meningsudveksling, og udviklingen pa »Kobenhavn« fortsatte med at ga sin skaeve gang. Povl Drachmann opretholdt en stadig kritik af Har. Nielsen over for Foss og klagede isaer over, at Har. Nielsens indsats var sa begraenset77, men Foss var ikke ivrig efter at tage sporgsmalet op og havde i ovrigt darlig tid til det. I begyndelsen af 1919 var han bortrejst i naesten tre maneder i traek, forst til handelsforhandlinger i London og derpa med rigsdagsdelegationen i Paris vedrorende det sonderjyske sporgsmal, og da han kom hjem, havde der hobet sig sa meget arbejde op, at han ikke straks kunne tage sig af »Kobenhavn«. Imidlertid naermede dagen sig for den forste generalforsamling, og Foss var derfor nodt til at beskaeftige sig med sporgsmalet, og det sa meget mere som flere af de aktionaerer, der havde tegnet aktier pa Foss' anbefaling, havde tilkendegivet deres utilfredshed med bladet78. Forud for generalforsamlingen tilkendegav Foss sin skuffelse over bladets udvikling over for Har. Nielsen, der pa ny havde foreslaet Witzansky fjernet, og Foss understregede endnu engang, at han ikke havde nogen tro til, at Har. Nielsens muligheder for at praege bladet blev bedre, hvis Witzansky blev fjernet, og at man yderligere lob den risiko, at Witzansky i sa fald sammen med en del af medarbejderne ville ga over til et nyt venstreblad i Kobenhavn. Endelig meddelte Foss, at hans forhold til »Kobenhavn« havde bragt ham i en tvetydig stilling, hvilket han i sin offentlige virksomhed hidtil havde undgaet, og at dette berorte ham meget übehageligt79.

Har. Nielsen svarede Foss, at han var meget ked af de bryderier, som »Kobenhavn« havde voldt Foss, og at han mindst af alt havde onsket at skabebesvaerligheder for Foss. Han gennemgik derefter vilkarene ved »Kobenhavn«og opstillede tre mulige losninger: Enten en radikal asndring, som indebar,at Witzansky blev fjernet, eller Har. Nielsens fratrasden eller som den tredie mulighed, at man vasbnede sig med talmodighed og forsogte en langsomaendring


75. Kopi af brev fra Foss til Chr. H. Olesen 22. aug. 1918, Foss' arkiv, RA. At brevet aldrig naede Chr. H. Olesen, fremgar af brev fra ham til Povl Drachmann 22. jan. 1920 i Drachmann's arkiv, EA, jf. Povl Drachmann til Poul Larsen 29. marts 1922 ibid.

76. Har. Nielsen til Foss 23. aug. 1918 og Foss til Har. Nielsen 29. aug. 1918 (kopi) i Foss' arkiv, RA.

77. Se Drachmann til Foss 13. og 29. jan. 1919, Foss' arkiv, RA.

78. Se note 69.

79. Foss til Har. Nielsen 31. marts 1919 (kopi), Foss' arkiv, RA.

Side 64

somaendringaf bladets linje, men da sadan, at Foss og de ovrige aktionaerer ikke matte vente mere af Har. Nielsen, end han under disse vilkar kunne yde80. Dermed havde Har. Nielsen gjort rent bord over for Foss i alle henseender undtagen en: Honorarsporgsmalet. Der findes ikke i det bevarede kildematerialespor af, at Har. Nielsen sogte hjaelp hos Foss eller Drachmann i sin uoverensstemmelse med Stein vedrorende honoreringen af de artikler, som han selv skrev til »Kobenhavn«, og Foss har derfor naeppe vseret bekendt med, at en medvirkende arsag til, at Har. Nielsen selv skrev sa fa artikler til »Kobenhavn«,var uenighed mellem ham og Stein om aflonningen.

Hermed var for anden gang forholdene ved »Kobenhavn« trukket frem til ny vurdering, og sporgsmalet var konkretiseret til en afgorelse af Har. Nielsens forhold til bladet. Afgorelsen var lagt direkte i Foss' haender. Han valgte den tredie udvej, at man vaebnede sig med talmodighed. Trods den stadige kritik fra Drachmanns side, og skont Har. Nielsen nu selv havde tilbudt at traede tilbage, onskede Foss ikke at bede ham om det, formentlig fordi Foss ikke ville saette deres venskabelige forhold over styr. Dermed faldt ansvaret, for at »Kobenhavn« heller ikke loste sin industripolitiske opgave, imidlertid pa Foss. Resultatet blev, at man fortsatte som hidtil. Pa generalforsamlingen den 11. april 1919 slog Foss i bordet over for Witzansky81, men derefter blev Foss pa ny opslugt af travlhed, og nogen aendring af linjen i »Kobenhavn« forte det ikke til.

Det var en kilde til stadig irritation for Drachmann, der tilsyneladende ikke var bekendt med, at Har. Nielsen i sit brev til Foss forud for generalforsamlingen udtrykkeligt havde sagt framed hensyn til sine muligheder for at lose sin opgave ved »Kobenhavn« som oprindeligt taenkt. I hvert fald besluttede han endnu engang at gore et forsog pa at fa Har. Nielsen fjernet. Han udarbejdede et memorandum omkring den 21. jan. 1920 og meddelte sin beslutning til dir. Chr. H. Olesen82. Han naede imidlertid ikke at forelasgge sagen for Foss, der blev ramt af en hjerneblodning den 24. jan., og som derefter var syg i en lang periode og ikke mere genvandt sine kraefter. Dermed strandede ogsa dette tredie forsog.

Imidlertid tilspidsedes bade den politiske situation og i sammenhaeng dermedde indre brydninger i Det konservative Folkeparti, indtil de naede bristepunktetved paskekrisen og en afklaring ved folketingsvalget den 26. april 1920. Resultatet blev dannelsen af regeringen Neergaard og dermed et afgorendebrud med regeringen Zahles reguleringspolitik. I Det konservative Folkepartibeted


80. Har. Nielsen til Foss 1. april 1919, Foss' arkiv, RA.

81. Referat af Drachmann i Drachmann's arkiv, EA.

82. Som note 72, jf. brev fra Chr. H. Olesen til Povl Drachmann 22. jan. 1920, Povl Drachmanns arkiv, EA.

Side 65

kepartibetedvalget en markant styrkelse af partiets hojrefloj og den linje, Foss havde arbejdet for. Han kunne ikke laengere deltage selv og trak sig ud af rigsdagen i forbindelse med valget, men bevarede en vis filling med rigsdagsgruppen,idet Povl Drachmann blev valgt ind i den konservative folketingsgruppe.

»Kobenhavn« var fortsat en kilde til aergelse for Foss' gruppe, og med mellemrum
forsegte Povl Drachmann og Chr. H. Olesen at ove indflydelse pa bladets
linje, men uden varigt resultat83.

Situationen var imidlertid nu forandret sa meget i forhold til den, der var, da »K.obenhavn« blev kobt, at aktionaergruppen omkring Foss ikke folte samme behov for at have et dagblad som tidligere. Dertil kom, at Foss selv havde trukket sig tilbage fra det offentlige liv, sa at hans forbindelse med »Kobenhavn« nu for ham repraesenterede en risiko for at blive involveret i forhold, han i ovrigt stod uden for og ikke onskede at blive involveret i, samtidig med at han ikke havde nogensomhelst glaede eller fordel af forholdet. Deter baggrunden for, at han i februar 1922 besluttede at saelge bladet, da der fremkom tilbud om kob fra Venstre.

Venstres onske om at kobe »Kobenhavn« var ikke af ny dato. Som naevnt var Venstre ved at undersoge mulighederne for at kobe »Kobenhavn«, da Green og Stein kobte bladet, og fern dage efter at kobet var gaet i orden, havdeVenstre meddelt, at nu var de fornodne penge til stede, men partiet kom altsafor sent84. Senere havde Venstre flere gange folere ude, og 18. febr. 1922 henvendte partiet sig gennem trafikminister M. N. Slebsager og tilbod som forhandlingsoplaegat kobe aktierne i Foss' gruppe for en kurs af ca. 20085. Foss forelagde sporgsmalet for de evrige aktionaerer i sin gruppe, og der var generelaccept af tanken86. Imidlertid blev det kendt i Det konservative Folkeparti, at Foss overvejede at saelge »Kobenhavn«, og partiets formand, proprietaer Emil Piper, og formanden for forretningsudvalget, overretssagforer Lauritz Heine, henvendte sig til ham og bad ham vente med salget, mens de undersogtemulighederne


83. Se brevene fra Drachmann til Stein (note 69 og 70), jf. brevveksling mellem Drachmann og Foss 23. sept. - 6. dec. 1920, Foss' arkiv, RA og se brevveksling mellem Foss og Chr. H. Olesen 2. sept. - 18. nov. 1921, bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA.

84. Steins memorandum (note 17). Witzanskys sagforer, ors. Amdrup, der forte forhandlingerne med Green og Stein, var formand for Kobenhavns Venstre-forening. Se brev fra Vald. Helsing til Foss 9. nov. 1917, Foss' arkiv, RA.

85. Pa et vist tidspunkt foreslog Har. Nielsen og H. Stein, at bladet skulle sadges til Venstre, se Har. Nielsen til Foss 30. april 1920, Foss' arkiv, RA, jf. brev fra grosserer Th. Jensen til Sigurd Berg 24. okt. 1920, Sigurd Bergs arkiv, RA og brev fra grosserer Hans Tegner til dir. Chr. H. Olesen 22. febr. 1922, Chr. H. Olesens arkiv, bundt 44, EA. - Slebsagers tilbud ses af brev fra Slebsager til Foss 20. febr. 1922, Foss' arkiv, RA.

86. Se brev fra Chr. H. Olesen til grosserer Emil Hertz 22. febr. 1922 og fra Chr. H. Olesen til Foss 22. febr. 1922, kopi i bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA.

Side 66

temulighedernefor at bevare bladet pa konservative haender. Foss indvilligedei
dette, men den 4. marts meddelte Piper, at det ikke havde vaeret muligt at
tilvejebringe det nodvendige belob87.

Omtrent samtidig henvendte Slebsager sig pa ny pa Venstres vegne med et mere konkretiseret tilbud. Partiet ville gerne kobe hele aktiekapitalen, bade i dagbladet og i trykkeriet, og forestillede sig en kurs af 150. Foss henvendte sig til Stein med dette forslag, og Stein pointerede, at hans gruppe ikke onskede at saelge, men at de var nodt til det, hvis majoriteten solgte, og at de i sa fald betingede sig samme kurs som denne88. Herefter var der skabt mulighed for, at Venstre kunne afgive endeligt tilbud. Det skete den 13. marts og lod pa, at Venstre ville overtage hele aktiekapitalen for kurs 150 pr. 1. april. Foss lovede at forelaegge sporgsmalet for de ovrige aktionaerer, og der blev indkaldt til mode den 17. marts kl. 1489.

Da blev der foretaget endnu et forsog pa at bevare bladet pa konservative haender. Initiativet udgik fra Green og Stein og kredse omkring den konservative vaelgerforening i hovedstaden. De henvendte sig til direktor Chr. H. Olesen og lagde pres pa ham for at fa ham til at arbejde for sagen, og de fremhasvede, at de fandt det meget skadeligt for de konservative interesser, om bladet nu blev solgt til Venstre. Chr. H. Olesen lovede at gore et forsog og henvendte sig til ingenior Poul Larsen, Alex. Foss' kompagnon i F. L. Smidth & Co.90.

Nar Chr. H. Olesen henvendte sig til Poul Larsen og ikke til Alex. Foss selv, skyldtes det, at Alex. Foss pa dette tidspunkt var syg. Han var som naevnt ble;-vet alvorlig syg i januar 1920 og var aldrig kommet sig helt efter denne sygdom; men den uro, der var opstaet omkring salgsplanerne, havde slidt staerkt pa hans helbred, og under den sidste fase af salget var han ude af stand til selv at deltage i forhandlingerne. I denne situation fik han hjaelp af Poul Larsen, der varetog hans interesser og var den enste, der havde direkte adgang til ham91.

Chr. H. Olesen henvendte sig derfor til Poul Larsen. Denne samtale kunne
imidlertid ikke komme i stand forend den 17. marts kl. 11, dvs. 3 timer forud
for det mode, hvor aktionaererne skulle tage endelig stilling til Venstres tilbud,


87. Se brev fra Chr. H. Olesen til Alex. Foss 25. febr. 1922 (kopi), bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA og brev fra Emil Piper til Alex. Foss 4. marts 1922, Foss' arkiv, RA.

88. Se kopi af brev fra Alex. Foss til M. N. Slebsager 6. marts 1922 og brev fra H. Stein til Foss 4. og 7. marts 1922 samt kopi af brev fra Foss til Stein 6. marts 1922, Foss' arkiv, RA.

89. Forretningsudvalget for A/S Kobenhavns Venstrepresse til Foss 13. marts 1922 og brev fra Foss til Slebsager 14. marts 1922 (kopi) i Foss' arkiv, RA, jf. Chr. H. Olesens redegorelse for salget, bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA.

90. Chr. H. Olesens redegorelse for salget, bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA.

91. Ibid.

Side 67

der udlob samme dag kl. 1592. Yderligere var der den omstsendighed, at ingeniorPoul
Larsen forst i sidste ojeblik var blevet sat ind i sagen og samme aftenskulle
rejse til udlandet. Forsoget foregik derfor under et intenst tidspres.

Poul Larsen meddelte Chr. H. Olesen, at det vigtigste hensyn for ham angik Foss' helbred, og at han derfor onskede sporgsmalet lost hurtigst muligt. Poul Larsen hseldede pa dette tidspunkt til den opfattelse, at Foss burde saelge sine aktier for at komme helt ud af forholdet og slippe for den uro, der fulgte med det93. Chr. H. Olesen gjorde opmaerksom pa, at det ogsa ville skabe uro for Foss, hvis han solgte, og erklaerede, at han troede, at Foss onskede at saelge, fordi han var klar over, at Har. Nielsen ikke loste sin opgave og samtidig pa en gang folte sig forpligtet over for Har. Nielsen og de aktionasrer, han i sin tid havde faet til at tegne aktier i »Kobenhavn«. Han tilbod nu at Soge at skaffe sa mange penge, at man bade kunne udlose Har. gnielsen og de aktionaerer, der onskede det. Poul Larsen fandt ideen god og lovede at forelaegge sagen for Foss. En halv time for modet kunne Poul Larsen derfor meddele Chr. H. Olesen, at Foss accepterede forslaget94. Olesen havde i mellemtiden faet indsamlet 135.000 kr., og da han horte, at Foss havde accepteret, meddelte han redaktor Stein, at redningsaktionen var lykkedes95.

Kl. 14 holdtes det berammede mode af aktionaerer. Til stede kom foruden Poul Larsen og Chr. H. Olesen grosserer Hans Tegner, direktor F. H. J. Rambusch og grosserer Th. Jensen. De tre sidste var ikke pa forhand blevet gjort bekendt med den konservative redningsaktion, og de fastholdt deres onske om at saelge og tilradede, at Foss ogsa solgte sin part og mente ikke, at Foss ville fa uro eller übehageligheder af at saelge. Derimod havde de ikke noget imod at saelge til konservativ side til samme pris. Under indtryk af de faldne udtalelser opgav Olesen at arbejde yderligere for det konservative redningsforsog. Da Poul Larsen var blevet bekendt med de ovrige aktionaerers onske om at saelge og deres vurdering af, hvad salget ville betyde for Foss, afsluttede han modet med at sige, at han nu ville forelaegge sagen for Foss og rade ham til at saelg e96.


92. Denne oplysning fremgar af en redegorelse for salget udarbejdet af grosserer Th. Jensen angiveligt pa grundlag af samtidige notater, fremsendt til Chr. H. Olesen 23. dec. 1922, bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA.

93. Denne vurdering fremforte Drachmann senere, se Povl Drachmann til Chr. H. Olesen 2. jan. 1923, bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA.

94. Chr. H. Olesens redegorelse for salget, bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA.

95. H. Stein til Chr. H. Olesen 8. jan. 1923, bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA.

96. Referatet af modet bygger pa Chr. H. Olesens redegorelse for salget suppleret med Th. Jensens redegerelse (se note 92) og kommentarer til de to redegorelser fra Povl Drachmann 2. jan. 1923, H. Stein 8. jan. 1923, F. H. J. Rambusch 18. jan. 1923 og Hans Tegner 28. febr. 1923 i bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA.

Side 68

Foss fulgte Poul Larsens forslag, og dermed var salget en kendsgerning.
Det blev endeligt vedtaget pa en generalforsamling den 25. marts, hvor Olesen
efter Foss' onske repraesenterede aktiemajoriteten97.

Salget fik et efterspil inden for Det konservative Folkeparti. Forbitrelsen var stor, over at en raekke partifaeller solgte et blad til et andet parti. Chr. H. Olesen matte stille til naermere forklaring i den konservative vaelgerforening for hovedstaden. Modet fandt sted den 24. marts, og Olesen udarbejdede en erklaering i samarbejde med Drachmann, som han laeste op pa modet. Den var praeget af den gamle bitterhed mod Har. Nielsen, som blev gjort til syndebuk og fremstillet som den egentlig ansvarlige for alle fortraedelighederne i forbindelse med »Kobenhavn« og som den, der derved i sidste instans var ansvarlig for, at det overhovedet kom pa tale at saelge bladet. Om sin strandede redningsaktion sagde Olesen, at det afgorende moment havde vaeret aktionaerernes onske om under alle omstaendigheder at saelge, og at det havde vaeret afgorende for, at Poul Larsen til sidst tilradede Foss at saelge98. Derved tillagde han formentlig aktionserernes holdning til salget for stor betydning, da det afgorende for Poul Larsen var at finde en ordning, der gav Foss mest mulig ro. Poul Larsen havde derfor oprindelig onsket, at Foss skulle seelge, men blev af Chr. H. Olesen gjort opmaerksom pa, at salget i sig selv kunne skabe problemer, hvilket var grunden til, at han stottede Olesens redningsaktion forud for det afgorende mode". Bestemmende for Poul Larsens endelige holdning blev derfor ikke sa meget, at de ovrige aktionaerer ville saelge som deres vurdering af, at Foss ikke ville fa übehageligheder af salget. Grosserer Th. Jensen, der deltog bade i medet hos Poul Larsen den 17., hvor hansom aktionaer onskede at saelge, og i modet den 24. i den konservative vaelgerforening som medlem og 1. suppleant til landstinget, protesterede mod at fa tillagt sa stort et ansvar for salget, men bortset fra det blev Chr. H. Olesens beretning taget til efterretning, og stort andet var der heller ikke at gore. Dermed blev der sat punktum for »Kobenhavn«s periode som ikke-partibundet konservativt dagblad.

Alex. Foss' overtagelse af »Kobenhavn« blev en stor skuffelse for ham. Bladet blev kobt under stor dramatik og siden solgt under lignende omstaendigheder, og den mellemliggende periode var en lang kaede af genvordigheder. Fra forst til sidst var forholdet praeget af misforstaelser. Det var saledes ogsa en misforstaelse mellem Foss og Har. Nielsen, der forte til den afgorende fejl, at H. N. Andersen blev blandet ind i sagen. Hans intervention blev fuldstsendig odelaeggende for de oprindelige planer, der la bag kobet, og i praksis blev folgerne af dette aldrig overvundet.


97. Chr. H. Olesens redegerelse for salget, bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA.

98. Ibid, jf. Povl Drachmann til Chr. H. Olesen 22. marts 1922 og Chr. H. Olesen til Povl Drachmann 23. marts 1922 (kopi), bundt 44, Chr. H. Olesens arkiv, EA.

99. Som note 96.

Side 69

En faktor bag misforstaelserne var Foss' store travlhed, som ikke levnede ham tid til at foretage en grundig gennemgang af de skiftende situationers muligheder og selv opstille en klar plan for, hvad han ville med »Kobenhavn«. Forholdet til »Kobenhavn« blev derfor praeget af irnprovisationer pa et utilstraekkeligt grundlag. Har. Nielsen skulle repraesentere bestyrelsens synspunkter i redaktionen, men var indtil efteraret 1920 ikke bekendt med det industripolitiske sigte med bladet og var i ovrigt uden mulighed for at lose den del af opgaven. Povl Drachmann, der bade var bekendt med opgaven og havde mulighed for at lose den, var pa forhand henvist til at spille en tilbagetrukket rolle. Alex. Foss var ganske vist klar over, at Har. Nielsen ikke loste sin del af den oprindelige opgave, og blev af Har. Nielsen selv gjort opmasrksom pa, at denne ansa det for umuligt under de givne vilkar, men Foss ville ikke drage konsekvensen af dette og sad alle forslag om, at Har. Nielsen ikke skulle vsere bestyrelsens delegerede, overhorig. Pa det grundlag matte »Kobenhavn« blive en skuffelse.

Men det sporgsmal rejser sig, om der overhovedet var nogen mulighed for fuldt ud at realisere den oprindelige plan; om ikke det i lsengden ville vaere udelukket at forene Har. Nielsens vidtgaende og kompromislose ideologiske og moralske planer med Foss' dagsaktuelle og erhvervsbundne? I hvert fald stod Har. Nielsen og Foss trods al gensidig sympati i vaesentlige sporgsmal fjernt fra hinanden. Det kom tydeligt til udtryk i deres korrespondance i efteraret 1920. Har. Nielsen havde pa det tidspunkt i en arraekke efter evne stottet Foss i det ideologiske opgor i Det konservative Folkeparti, hvor Foss havde taget kampen op mod partiets venstrefloj, der under Asger Karstensens ledelse onskede en politik til vasrn for mellemstanden mod den store kapital. Nu skrev Har. Nielsen til Foss, at han folte had til »kapitalen«, fordi den sa umandigt havde ofret mellemstanden100. Han havde med andre brd slet ingen forstaelse af konsekvenserne af det standpunkt, som han havde stottet. Foss skrev hovedrystende til Drachmann, at nu overvejede Har. Nielsen at afskaffe bade rigsdag og industri101.

Der var en sa stor forskel pa Foss' og Har. Nielsens udgangspunkt og arbejdsmade, at deres onsker med hensyn til »Kobenhavn« naeppe var forenelige i lasngden. Har. Nielsen naerede selv en frygt i den retning og skrev, da han engang praeciserede sin opfattelse over for Foss:

»Tilgiv, hvis en del af dette er overflodigt, men tit har jeg en angst for, at vi, der kommer
fra sa forskellige erfaringsomrader, ikke skal forsta hinanden rigtigt«102).


100. Har. Nielsen til Foss 7. okt. 1920, Foss' arkiv, RA.

101. Foss til Drachmann 4. dec. 1920, kopi i Foss' arkiv, RA.

102. Har. Nielsen til Foss 13. jan. 1918, Foss' arkiv, RA.

Kilder og litteratur

I. Utrykt.

Sigurd Bergs arkiv, Rigsarkivet.

Povl Drachmanns arkiv, Erhvervsarkivet.

Alex. Foss' arkiv, Rigsarkivet.

Har. Nielsens arkiv, Det kgl. Bibliothek.

Chr. H. Olesens arkiv, Erhvervsarkivet.

H. Steins arkiv, mappe vedr. Dagbladet Kobenhavn, p.t. hos professor, dr. phil.

Niels Thomsen.

11. Trykt.

a. Aviser.

Frederiksborg Amtstidende.

Kobenhavn

Politiken

b. Fremstillinger.

Alex. Foss: / krigsdrene 1914-1919. 1920.

Alex. Foss: Memoirer fra 1. Verdenskrig. 1972.

Jorgen Hatting: Fra Piper til Christmas Mailer. 1966.

Asger Karstensen: Et liv i politik. 1940.

Asger Karstensen: Et opgor. 1921.

Johs. Kroier: Harald Witzansky. 1950.

Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870-1970. 1-2. 1972.

Svend Thorsen: Den danske dagspresse. 1-2. 1947-1951.

T. Vogel-Jergensen: Spredte trcekfra dagbladet Kobenhavn's redaktion 1910-1912.
Arbog 1966. 1966.

Jens Winther (red.): Det frie slag. 1967.

Jens Winther: Anders Vigen - en dansk stor-journalist. Pressehistorisk Arbog
1967. 1967.