Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse. (Forum, 1976). 436 s.

Deter over tredive ar siden, der sidst udsendtes en oversigt over runeindskrifterne, og lige sa. laenge siden der fremlagdes en videnskabelig publikation af dem. Siden da er der fundet mange nye indskrifter og udviklet nye opfattelser inden for runologien. Der er derfor et stort savn at udfylde for denne bog, der pa den ene side er taenkt som en indforing for bade laeg og laerd, pa den anden side meddeler samtlige danske indskrifter og derfor kan fungere som handbog, indtil Lis Jacobsen og Erik Moltkes »Danmarks Runeindskrifter« far en moderne afloser.

Bogen begynder med en alfabetisk oversigt, hvor Moltke overbevisende gar ind for runernes udvikling af det latinske alfabet, ikke af graesk handelskursiv, etruskisk, eller hvad der ellers er foreslaet. Derpa gennemgas indskrifterne fra folkevandringstid, vikingetid og middelalder, i et vist omfang sagligt ordnet med henblik pa at belyse emner som »hedenskab og kristendom« eller samfundsstrukturen i vikingetiden. Teksten er fremragende illustreret, naesten halvdelen af indskrifterne er gengivet i udmaerkede fotos eller tegninger. Bibliografien er derimod meget sparsom, og registret omfatter kun indskrifter.

Ingen dansk forsker kan med storreautoritet og erfaring end Erik Moltke udtale sig om laesningen af de ofte saerdeles kryptiske indskrifter og naesten udviskede tegn. Alligevel synes han ofte mere autoritaer i sin made at behandle problemerne pa og mere summarisk i sin behandling af forskere med afvigende opfattelser, end materialet og hans argumenter kan yde grundlag for - hvis han ikke vaelger helt at ignorere dem og blot fremsaette sin egen opfattelse. Ogsa laesere af et populaert vaerk ma have krav pa at vide, at der bestar kvalificeretuenighed f. eks. om Haralds sten i Jelling, bade med historikere og kunsthistorikere, om laesningen af adskilligeindskrifter, eksempelvis Asmild,og deter ikke retfserdigt at give det indtryk, at Niels Age Nielsensfortjenester af runologien indskraenkersig til en meget optimistisk onskelaesning af Sdr. Vinge stenen, den beromte, som Arup kom sa gait afsted med. Pa samme sten har han dog i indskriftens begyndelse fastslaet

laesningen af ordet bryde og dermed fordoblet antallet af bryder pa runestenene,men det forbigar Moltke. Ellersrummer bogen mange fine og slaendeiagttagelser og udgor i det hele inspirerende laesning bade for laeg og laerd. Redegorelsen for udviklingen og brugen af danske runer og svensknorskeruner, eller stutruner, forekommerdog noget handfast, ogsa mod kronologien. Mon man ikke kan regne med, at i en overgangsperiode, hvor der ikke var almindeligt accepteredeformer for flere bogstaver, har hver enkelt rister - og kendskabettil runer synes ikke at have vaeretforbeholdt et lille fatal - ofte kendt flere forskellige former for samme bogstav og ikke brugt dem helt konsekvent? Behover vi virkelig en svensk rister for at forklare et par stutruner pa f. eks. Hedeby-stenen 2?