Ole Bjørn Kraft: Frem mod nye tider. En konservativ politikers erindringer 1945-47. (Gyldendal, 1974). 206 s. Ole Bjørn Kraft: Danmark skifter kurs. En konservativ politikers erindringer 1947-1950. (Gyldendal, 1975). 185 s.

Politikermemoirer er en vidtfavnende genre, inden for hvilken man i hvert fald kan udskille tre grundtyper. Den ene grundtype er den egentlige erindringsbog, hvori politikeren ved erindringens hjcelp - eventuelt stottet af dagboger, breve og lignende personligt materiale - soger at rekonstruere og forklare sit eget politiske virke, herunder de malsaetninger, han lod sig lede af i de enkelte situationer, og de virkelighedsopfattelser, der la til grund for hans valg af politisk strategi. Som et rendyrket eksempel pa denne type kan naevnes Jorgen Jorgensens erindringer (1970).

Den anden grundtype er den generaliserende, eventuelt moraliserende erindringsbog, hvori politikeren soger at udnytte sine erfaringer fra det politiske liv til at udsige noget generelt om den politiske proces, oftest ledsaget af anvisninger pa, hvorledes processen ideelt burde forlobe. Et typisk eksempel er Poul Mollers Politik pa vrangen (1974).

Med den tredie grundtype naermer vi os den egentlige historieskrivning. Politikeren soger her at udnytte sit praktiske kendskab til det historiske forlob til at skabe en historisk fremstilling,der ikke blot sigter mod at forklare hans egen politiske adfaerd, men ogsa den bredere sociale og politiskekontekst, hvori denne blev til. Memoireforfatteren vil naturligvis stadig udnytte sin erindring og materialeaf

terialeafmere privat karakter, men vil herudover som enhver anden historikerudnytte det offentlige materiale - primaert savel som sekundaert. Han vil her ofte kunne udnytte sin politiske status til at fa privilegeret adgang til materiale, der ellers er utilgaengeligt.

Som Ole Bjorn Kraft selv gor opmaerksom pa i forordene til de to her anmeldte bind, bevasger hans erindringsvaerk sig i stigende grad i retning af denne tredie grundtype. (Ligeledes kan man spore en tendens til, at de generaliserende og moraliserende elementer far oget vaegt, efterhanden som erindringerne skrider frem). Det egentlige erindringsstof, privatbreve o. lign., spiller en forbavsende ringe rolle som kilde til fremstillingen i sammenligning med det offentlige materiale. Fremstillingen er nok stadig personcentreret, men hovedpersonen OBK ses i hoj grad udefra - til tider optraeder han endog i tredie person. Dette forhold indebaerer, at f. eks. motivforklaringer principielt bor opfattes som senere rekonstruktioner, omend man dog hos en sa ideologisk praeget person som OBK bor regne med hoj konsistens i motiver og vurderinger.

Som kilde benytter OBK flittigt Rigsdagstidende, ligesom han henviser til og benytter sig af en omfattende historisk litteratur. Hovedkilderne til fremstillingen er imidlertid Det konservative Folkepartis og det udenrigspolitiske naevns protokoller. I kraft af sit mangearige medlemsskab af nasvnet har OBK som den forste og hidtil eneste faet tilladelse til at benytte protokollerne fra efterkrigstiden; man mindes endnu, hvorledes Udenrigsministeriet i 1967 matte omarbejde store dele af manuskriptet til grabogen om Danmarks sikkerhedspolitik, kerhedspolitik,fordi den nodvendige tilladelse til at benytte naevnets protokoller ikke kunne opnas. Alene pa grund af de udforlige citater og referater fra disse ma OBKs erindringer pakalde sig vaesentlig interesse. Hans benyttelse af kilden kan af gode grunde kun kontrolleres indirekte, men efterlader - som hans behandling af sine ovrige kilder - et indtryk af papasselighed og straeben efter fuldstaendighed. I det hele taget skal man lede ganske godt for at finde konkrete f ejl i vaerket.

OBK har valgt at koncentrere sin fremstilling om nogle fa. hovedemner: befrielsesregeringen, Sydslesvigsporgsmalet, den danske Europa-bevasgelses forste ar samt sikkerhedspolitikken. Endvidere indeholder de to bind et fyldigt materiale til belysning af de interne forhold i Det konservative Folkeparti i de forste fern efterkrigsar.

Det var spasndingerne omkring Sydslesvig-sporgsmalet, der var baggrundenfor den traumatiske strid omkring Christmas-Moller, der resulteredei, at OBK i 1947 igen overtogledelsen af partiet. Pa denne baggrundog pa baggrund af OBKs emotionelleengagement i det nationale sporgsmal er det rimeligt, at dette er det grundigst behandlede emne i de to bind. OBK folger noje og detaljeretudviklingen savel i partiets politik som i partiernes indbyrdes diskussioner,det sidste primaert pa basis af det udenrigspolitiske naevns protokoller.Fremstillingen indeholder meget nyt stof vedrorende sadanne centralepunkter som 9. juli-erklaeringen 1946, oktober-noten, januar-memorandum'et,Gustav Rasmussens sakaldte »dobbeltspil« og rundbordskonferenceni 1948. Af lige sa stor interesse er fremstillingen af de spaendinger i

partiet, som sporgsmalet fremkaldte. OBK dokumenterer klart, at det var Knud Kristensens Toftlund-tale i juni 1946, der gjorde problemet akut. Nok havde Christmas-Moller vaeret utryg ved partiets landsradsmoderesolution af august 1945, hvori tanken om en folkeafstemning i Sydslesvig naevntes for forste gang, men indtil sommeren 1946 spillede uenigheden ingen afgorenderolle. Splittelsen kom, da gruppeflertalletunder OBKs ledelse valgteat folge Knud Kristensens linie om en folkeafstemning ad are med en grasnseflytning som mulig konsekvens, mens Christmas-Moller valgte at ga tilbage til og sta fast pa befrielsesregeringensstandpunkt, at graensen la fast. OBK opponerer i denne forbindelsemod Bjarne Frederiksens tese om opinionens indflydelse pa udformningenaf Venstres og De konservativespolitik. Den politik, som flertalleti den konservative gruppe slog ind pa, var, haevder OBK, helt i overensstemmelsemed partiets nationale sindelagstraditioner,og for ham selv var der tale om en naturlig forlaengelse af hans virke i »Flensborg hjem«-bevaegelsen(1945-48, s. 133). Sporgsmaletkan dog naeppe stilles op som et enten-eller. For hovedparten af De konservative var denne politik uden tvivl i pagt med partiets »sjael og samvittighed«,men dette udelukker ikke, at vaelgerstrategiske overvejelser spilledeind og forstaerkede motivationen;OBK og de ovrige konservative ledere var udmasrket klar over, at spillet gjaldt de konservative kernevaelgeresloyalitet, saledes som OBKs samtidige vurdering af landstingsvalgetapril 1947 viser (1945-47, s. 165-66). Ogsa et andet punkt forbliveruklart: hvorledes OBK kan have troet, at folkeafstemningstanken, evt. i form af en § 5, skulle have nogen chance for at blive accepteret af englaenderne.

OBK har sikkert ret, nar han skriver, at det var Christmas-Moller, der pa egen hand traf beslutningen om at ga af som formand for rigsdagsgruppen og siden at traede ud af denne (1945-47, s. 168, 180), men det fremgar ogsa klart af fremstillingen, at OBK og hans gruppe, efter at Christmas-Moller havde undladt at stemme for 9. juli-erklaeringen, ikke laengere ansa et kompromis for muligt eller endog onskeligt.

Ved siden af afsnittene om Sydslesvig-politikken og dens interne virkninger falder behandlingen af andre aspekter mattere ud. Skildringen af befrielsessommerens begivenheder er konventionel og ikke meget dybtgaende. Mest interessant er afsnittet om OBKs virke som forsvarsminister i befrielsesregeringen, der giver et godt billede af de store og til dels utraditionelle opgaver, der pahvilede forsvaret i denne periode, men ogsa her kunne man have onsket en lidt bredere behandling. Deter i det hele taget karakteristisk, at forsvarspolitikken i snasvrere forstand ikke behandles saerlig indgaende i de her anmeldte bind. En fyldigere behandling bliver en anden af OBKs hjertesager, Europabevaegelsen, til del. Kapitlet »Pa vej til Europa« (1947-50, s. 47-80) en udmaerket skildring af den danske Europa-bevaegelses start, Hedtoft-regeringens skepsis samt af den danske delegations reaktion pa de utopiske visioner, der oprulledes pa Haag-konferencen i 1948.

1947-50-bindet domineres dog af udviklingen i dansk sikkerhedspolitik 1948-49. OBK ofrer et helt afsnit pa den sakaldte paskekrise i marts 1948 og fojer en hel del til vort kendskabtil denne episode, bl. a. ved et

meget udforligt referat af Det udenrigspolitiskeNaevns mode den 23. marts. OBK fremhsever, at baggrundenfor krisen snarere var de oplysningerom, hvorledes Norge sa pa den internationale situation, som Hedtoft fik pa det nordiske statsministermode i Stockholm i dagene 17.-20. marts, end de oplysninger, Bang-Jensen havdemed fra Washington. Deter utvivlsomt rigtigt at betone pavirkningenfra Norge. Derimod er tidspunktetherfor lidt mystisk. Ifolge Magne Skodvin (Norden eller NATO, s. 102-03) underrettedes Danmark og Sverige straks (d. v. s. formentlig allerede omkring den 10. marts) om, hvorledes nordmaendene bedomte situationen; og deter rimeligt at forestillesig, at det var disse oplysninger,der allerede den 11. marts fik Gustav Rasmussen til i en samtale med den amerikanske ambassador Marvel at udtale »that it was within possibilities Denmark would be forced to seek military alliance with US« (Foreign Relations of the United States1948. Vol. Ill: Western Europe, p. 51, 67) og pa regeringens vegne fremsaette en »urgent request« om omfattende, ojeblikkelige leverancer af handvaben og luftforsvarsmateriel (General Records of the State Department.Decimal File 1945-49: 857.24/3-1248). Hvorfor ventede regeringensa til 23. marts, for den gennemforte de beredskabsforanstaltninger,der gar under navn af paskekrisen?Udover Hedtofts kontakter i Stockholm er der nok alligevel grand til at interessere sig for Bang Jensens rolle. Den 17. berettede Marvel hjem om to besynderlige samtaler, han dagenfor havde haft med henholdsvis Hedtoft og Steensen-Leth i Udenrigsministeriet(Tel. 243,244. 17/3 1948. Smst. 711.59/3-1748). Hedtoft havde bekymret forespurgt, om USA, saledessom Bang-Jensen havde berettet,var irriteret over Danmarks manglende initiativ med henblik pa det vesteuropaeiske samarbejde (Bruxelles-pagten), og Steensen-Leth spurgte, om det havde sin rigtighed, at det amerikanske luftvaben havde brug for Danmark som et sted, hvorfraMoskva kunne angribes. I et telegramtil Marvel 19. marts (Tel. 174. Smst.) fralagde State Department sig - savidt det kan ses, med rette - ansvaretfor Bang-Jensens og andres tolkninger af situationen, men tilfojedesa: »However, DEPT has no desire throw cold water on Danish awakening to realities or Danish attempts think out own plans to resist aggression«. Der kom derfor naeppe nogen effektiv imodegaelse fra amerikanskside af de alarmerende vurderinger,som Bang-Jensen kolporteredei Kobenhavn. Omend der er mange ting, der tyder pa stor skepsis over for Bang-Jensen i regeringskredse,kunne man alligevel ikke ganskese bort fra ham.

OBK folger, primasrt ved hjaelp af det udenrigspolitiske naevns protokoller,udviklingen i de nordiske og senerede atlantiske forhandlinger ret noje. Han kritiserer regeringen for, at den meget laenge lod befolkningen og de ovrige partier i tvivl om sin stillingtagen til de sikkerhedspolitiske optioner, selv om han ogsa indrommer,at der var store objektive vanskelighederved at laegge sig fast pa nogen linie for januar 1949. Man kan imidlertid sporge, om den konservativelinie var meget klarere end regeringensindtil da. Partiet havde nok allerede fra foraret 1948 en atlantiskpraeference, men hvorledes denne skulle afstemmes med den nordiske option klaredes tilsyneladende forst

ud sa sent som januar 1949, da rigsdagsgruppenlagde sig fast pa formlen»principielt Nordblok i Atlantblok,hvis ikke muligt Nordblok, som Sverige og Norge kunne blive enige om, hvis ikke: Atlantblok« (Rigsdagsgruppensprotokol 25. jan. 1948). Som yderligere illustration af, at ogsa De konservative var usikre, kan anforesto samtaler, som et medlem af den amerikanske FN-delegation, G. Hayden Raynor, i november 1948 og januar 1949 havde med OBK's nasre medarbejder Kristen Amby (General Records 820.40/11-1548 & 820.40/1-1149). I november udtalte Amby sig utvetydigt for Danmarks medlemskab i Atlantpagten, mens han i januar fremhuvede alle Danmarksvanskeligheder med hensyn til medlemskab. Hvis Danmark skulle ga med, matte man insistere pa klare sikkerhedsgarantier, som han imidlertidtvivlede pa, at Danmark kunne fa. OBK har nok ret i, at udenrigsministerRasmussens position var en komplicerendefaktor, og at denne i virkelighedenvar imod Atlantpagten (1947-50, s. 86); derimod er det nok tvivlsomt, hvor stor en selvstaendig rolle han spillede for udformningen af regeringens politik. OBKs forgaengerpa udenrigsministerposten er i ovrigt(bortset fra Aksel Larsen) den eneste af de i disse bind optraedende personer, hvis politik bedommes entydigtnegativt.

OBK udtrykker i forordene til begge bind sit hab om, at de vil vaere til nytte for den historiske forskning. Disse forhabninger er givetvis blevet indfriet. Den nytte, historikere og andre kan drage af disse bind, ligger fortrinsvis i det dokumentariske materiale, de fremlaegger, men man ma ogsa fremhueve den indsigtsfulde tolkning, ning,som laegges for dagen i afsnittene om Sydslesvig-sporgsmalet.

De fleste tolkninger af de politiske begivenheder er dog meget tydeligt praeget af forfatterens politiske holdninger. Det gaelder bl. a. tolkningen af den udenrigspolitiske kontekst for savel Europa - som sikkerhedspolitikken, der er domineret af et traditionelt koldkrigsperspektiv, og det gaelder i indenrigspolitikken isasr tolkningen af De radikales sikkerhedspolitiske linie. Men ingen havde vel heller forventet, at OBK ville have vaeret i stand til at frigore sig af tankebaner, der har praeget et langt politisk