Karsten Friis-Jensen: Saxo og Vergil. En analyse af 1931-udgavens Vergilparalleller. (Museum Tusculanum, 1975). 104 s.

Fra instituttet for klassisk filologi ved Kobenhavns Universitet udgives siden1967 »Museum Tusculanum«, der efter sin undertitel er et »Dansk Tidsskrift for Graeske og Latinske Studier.«Til dette tidsskrift Soges nu knyttet en skriftraekke, »Opuscula Graecolatina«, i hvilken naervaerende arbejde indgar som vol. 1. Det udspringeraf

springerafen specialopgave i latin ved Kobenhavns universitet og ma saledesvaere karakteristisk for unge danske middelalderfilologers beskaeftigelsemed

Deter abenbart, at det laerde sprogvidenskabelige arbejde med denne vor storste middelalderlige forfatter passerede en milepael med den store videnskabelige Saxo-udgave ved J. Olrik og H. Raeder i 1931. At alt isenere arbejde har mattet forega pa grundlag af Olrik-Rasder-udgaven, fremgar af bl. a. den foreliggende bog. Dens anliggende er at foje endnu et led til mere end 300 ars arbejde med at finde sproglige paralleller til Saxos udtryk hos klassiske latinske forfattere. Status over den hidtidige imitationsforsknings resultater har forfatteren fundet i O-Rudgavens parallelapparat. Ifolge dette er der i Saxos tekst benyttet 26 forfattere, frem for alle Valerius Maximus, der antages lagt til grund pa 1825 steder. Som nummer fern pa listen figurerer poeten Vergil. Karsten Friis-Jensen foretager da et naermere studium af de i alt 60 angivelige Vergilsteder hos Saxo.

Undersogelsens hovedresultat bliver en knusende dom over Olrik-Raeder. Forfatteren skonner, at kun 14 af de 60 steder ved en granskning efter moderne metoder kan betragtes som Vergillan i egentlig forstand. Parallelapparatet hos O-R affejes som i realiteten vasrdilost; deter praeget af forvirring og afspejler sine ophavsmaands »mangel pa principper og deres

Berettigelsen af en sa arrogant vurdering af to af filologiens store navne unddrager sig en ikke-fagmands bedommelse. Imidlertid giver den omstsendighed, at dansk klassisk filologi abner sin moderne skriftserie med et vasrk af denne karakter, anledning til seriost at overveje vaerdien for den historisk-samfundsvidenskabeligt orienterede middelalderforskning af denne traditionelle nabovidenskabs nyeste resultater.

Deter givet, at opretholdelsen af en hojt kompetent latinsk filologisk sagkundskab er af vital betydning, medmindre vor kultur efter det sidste tiars reelle bortfald af al latinkyndighed i den danske humanistiske verden vil kappe enhver forbindelse til sin latinske fortid, der dog strakte sig helt op i det 19. arhundrede. Men netop erkendelsen af, at der eksisterer et bredt spektrum af behov for kvalificeret filologisk arbejde med perspektivrige problemstillinger, ma berettige en udenforstaende til at efterlyse en diskussion med og blandt filologer om deres forsknings problemstillinger. Fra et historikersynspunkt (og nok ikke mindre fra offentlighedens) forekommer sporgsmalet, om Vergil er citeret 60 gange eller 14 gange hos Saxo mindre betydningsfuldt eller rent ud sagt latterligt. Den klassiske filologis naere teksttilknytning, der er en nodvendig folge af dens beskaeftigelse med et dodt sprog, synes at have fastholdt den i en tekstog forfattercentreret dannelsesform. Dette bor dog nasppe udelukke, at fagets fremragende filologiske apparat kan stilles i asstetisk-litteraere eller politisk-samfundsvidenskabelige problemstillingers

I den foreliggende undersogelse bliver resultatet af et meget omhyggeligtarbejde imidlertid kun nogle oplysninger om Olrik-Raeders made at arbejde pa samt nogle lidet perspektivrigepraeciseringer af Saxos belaesthed. Eller er de nye resultateraf raekkevidde for vort syn pa middelalderverdenen eller dog for

nok tilfojes, at bogens kompakte og noget indforstaede fremstillingsform vil stille betydelige krav til den forudsaetnings!oselaeser.