Finn Petersen: Grønlandssagens behandling i FN 1946—54. (Odense Universitetsforlag, 1975). 128 s.

Med 1953-grundloven inkorporeredes Gronland i Danmark og var saledes ikke laengere statsretligt set en koloni (eller 13 for at vaere nojagtig). Dette skridt kan karakteriseres som den statsretlige konsekvens af den nyordning, denned de 8 gronlandslove af 1950 fundamental aendrede en 100arig dansk kolonipolitik. Gronland blev abnet, Den Kongelige Gronlandske Handels monopol blev afskaffet, og der investeredes betydelige belob i udvikling af erhvervsliv og infrastruktur.

Omlaegningen i sin helhed forstaes let som udsprunget af krigstidens erfaringer, hvor Gronland »klarede sig selv«, og af den modstand, som kolonialismen 10b ind i efter 1945.

Modstanden mod kolonialismen
kom i hoj grad til udtryk i FN. Bade

ved indgaende droftelser af de indsendterapporter fra formynderskabsomrader,og isaer ved behandlingen af de indberetninger om »ikke-selvstyrendeomrader« (kolonier), som medlemslandenevar forpligtet til at indsende.

Danmark indsendte sadanne indberetninger for Gronlands vedkommende i arene 1947-54. At folge gronlandssagens behandling i FN i disse ar synes derfor velmotiveret for at fa taget hul pa at belyse de internationale konjunkturers indflydelse pa nyordningen i Gronland.

Den foreliggende afhandling er dog mere snaevert afgrasnset. Det skal nok ses i sammenhaeng med, at den er udarbejdet som et speciale ved Odense Universitet, og af gode tidsmaessige grunde ma specialestuderende begrasnse deres undersogelser.

Forfatterens intention har vaeret, »at give en sa vidt muligt kronologisk skildring af det danske arbejde i FN, som resulterede i, at generalforsamlingen naesten enstemmigt godkendte asndringen af Gronlands status* (s. 7), at »(beskrive) statusaendringen i forhold til FN . . . og som et led i kolonidebatten i FN« (s. 8). Under denne beskrivelse har han sogt at pavise, at Irs. Hermod Lannung udforte sit hverv som FN-delegeret »med stor dygtighed . . . (og) saledes i hoj grad (bidrog) til, at statusaendringen fik FNs godkendelse« (s. 7f). Ligeledes har han forsogt at pavise, at Gronlands ligestilling »var et naturligt led i udviklingen af det gronlandske samfund . . . (idet) der ikke var tale om, at den danske regering manipulerede det gronlandske landsrad til en enstemmig tilslutning . . .« (s. 8).

Den del af afhandlingen, der er lykkedes bedst, er sa absolut den detaljerede taljeredegennemgang af FN-organernes behandling i efteraret 1954 af den danske meddelelse om ophor af informationer om Gronland (s. 31— 76). De officielle FN-referater er her suppleret med materiale fra Lannungs arkiv, hvilket tillader at folge de danske overvejelser, for sa vidt som Lannung har vaeret impliceret.

Det fremgar, at de danske bestraebelser gik ud pa at fa ophoret godkendt i en resolution, der pa den ene side kunne samle storst muligt flertal, men pa den anden side heller ikke matte traede kolonilandenes interesser for naer. Noget sadant var sket ved anerkendelsen af ophoret af informationer fra den amerikanske koloni Puerto Rico i 1953, hvor den godkendende resolution fastslog generalforsamlingens besluttende kompetence i sadanne forhold. Man var pa forhand forberedt pa kritik af, at den gronlandske befolkning ikke havde haft lejlighed til i en folkeafstemning at tage stilling til statusasndringen, hvorfor man da ogsa i indberetningen sogte at bagatellisere dette, ja Lannung gik sa vidt som at udbede sig en udtalelse fra Gronlands landsrad, der skulle fastsla, at selvbestemmelsesretten var sket fyldest (s. 32). Et sadant andragende ses dog ikke at have vaeret forelagt landsradet (Landsradets forhandlinger 1954).

Problemet med den manglende folkeafstemning i Gronland klaredes ved at lade de 2 gronlandske folketingsmedlemmer Frederik Lynge og Augo Lynge bedyre, bade i det forberedende udvalg og i 4. hovedudvalg, at aendringen var sket i fuld overensstemmelse med den gronlandske befolknings onsker. »Her lod vi gronlaenderne tale - meget virkningsfuldt« noterede Lannung efter modet i 4. hovedudvalg (s. 107).

Derimod undgik man ikke en principdebat om generalforsamlingens kompetence, og man undgik ikke, at en passus herom indgik i den endelige resolution.

At denne fik sa stort flertal (45 for, 1 imod og 11 undlod) mener forfatteren skyldtes Hermod Lannungs dygtige arhejde gennem arene. Det er dog nok et sporgsmal, om ikke netop den pagaeldende passus om generalforsamlingens kompetence reddede det store flertal hjem, som forfatteren ogsa selv er inde pa side 89.

Den staerkt positive vurdering af Lannungs rolle i forlobet er nsesten fremtvunget af, at Lannungs arkiv har leveret hovedparten af materialet til afhandlingen. Det vil vaere interessant at se, om denne vurdering kan holde, nar andre centralt placerede personers arkiver bliver tilgaengelige, og nar regeringspolitikken er blevet naermere

De indledende kapitler (s. 9-31) har mattet skrives pa sekundaer litteratur, og de skaemmes desvaerre af en del fejllaesninger og -dateringer. Der gores dog rede for FNs institutionelle apparat omkring den behandling, der blev informationer fra ikke-selvstyrende omrader til del, ligesom der gives et kortfattet rids af den gronlandske nyordnings vaesentligste

Det lykkes ogsa at vise, at det danske udenrigsministerium allerede i 1946 var indstillet pa at indlemme Gronland i Danmark. Og dette viser en langt storre dansk interesse i dette sporgsmal, end det hidtil kendte materiale lader robe. Herfra vidste vi, at der i 1948 var danske roster fremme om det, og at Hans Hedtoft samme ar spurgte landsradet, om det onskede repraesentation i rigsdagen, hvad det sagde nej tak til, men altsa i 1952 godtog. En undersogelse af sammenhasngene i denne omvendelse vil kunne kaste lys over, om forfatterens opfattelse af, at den danske regering ikke havde »manipuleret« landsradet, kan holde.

Et hovedresultat i afhandlingen, at Danmark gennemforte en statsretlig aendring af Gronlands status, inden indberetningspligten blev for besvaerlig at leve med - og komme ud af, kan yderligere undersogelser dog naeppe rokke ved.