1. H. P. Hanssen bliver medlem af ministeriet Zahle

Da folketinget den 25. juni 1919 kl. 13 skulle abne sit mode, oplseste
formanden Niels Pedersen-Nyskov en meddelelse fra statsminister Zahle
med folgende indhold:

Under den 24. d. m. har det pa statsministerens derom nedlagte allerunderdanigste
forestilling behaget H. M. Kongen allernadigst at udnasvne fhv. redaktor
Hans Peter Hanssen til minister uden portefolje.

I noterne er folgende forkortelser anvendt: Fontenay: Fr. le Sage de Fontenay: Det slesvigske sporgsmals diplomatiske historie 1914-18. Fremstilling og aktstykker. 1921. Grcensesind: O. D. Schack: Graensesind. Optegnelser fra arene 1913-49. 1970. Hdb. II: Franz v. Jessen (udg.): Handbog i det slesvigske sporgsmals historie. Bd. 11. 1938. P. Munch: P. Munch: Erindringer 1918-2 4. Freden, Genforeningen og de forste efterkrigsar. 1963.

Meddelelsen kom som en total overraskelse. Kun ganske fa havde vceret indviede. Ministerudnaevnelsen sendrede det politiske billede i Danmark og i Sonderjylland. Den foregreb pa en made den situation, som matte opsta, nar sonderjyderne havde deltaget i et dansk rigsdagsvalg, og de sonderjyske rigsdagsmedlemmer kunne deltage i det parlamentariske liv pa lige fod med de ovrige.

Som minister havde H. P. Hanssen ingen parlamentarisk basis i folketinget, men som ledende sonderjysk politiker var Den nordslesvigske Vaelgerforenings tilsynsrad det forum, han stod til ansvar over for. Han havde siden januar 1919 vaeret formand for Vaelgerforeningen.

Ved ministerudnaevnelsen blev Vaelgerforeningens tilsynsrad politiseret pa en ny made, idet partimodsaetninger fra rigsdagen smittede af pa modsaetningerne i tilsynsradet, hvor en Flensborg-retning og en Aabenraa-retning stod over for hinanden.

Partimodssetningerne kom ved skaebnens tilskikkelse til at samle sig om den militaere romning af den sakaldte 3. zone i den periode, da afstemningsomradet skulle administeres af en international kommission. Fra officiel dansk side havde man kun onsket afstemning i en 1. og 2. zone, men fredskonferencen havde foreslaet en 3. afstemningszone, der dcekkede et omrade til en linje Kappel-Tonning. Den danske regering havde markeret et onske om, at bestemmelsen om en afstemning i 3. zone matte bortfalde i den endelige fred, men havde ikke haft noget imod, at zonen blev rommet for tysk militaer. Da de 4 store i Paris den 14. juni 1919 besluttede at afsta fra forslaget om en folkeafstemning i 3. zone, gled ogsa bestemmelsen om romning af 3. zone ud. Alle mente, at det var sket ved en fejltagelse, og sporgsmalet var, om man kunne fa gjort fejlen god igen, og det blev et stort problem om den danske regering havde forsomt at gribe til, mens tid var, for at fa romningen gennemfort. Man mente, at det ville have stor betydning for afstemningsfriheden i den 2. zone, at 3. zone blev rommet for tysk militaer og tyske topembedsmsend.

Sadan var problemerne trukket op, da H. P. Hanssen blev minister,
men forst forhistorien.

Sagen begyndte 5. maj, da Zahle forste gang anmodede H. P. Hanssen om at indtraede i ministeriet med de saerlige sonderjyske problemer som arbejdsomrade. Ministeriet pataenkte samtidig at oprette en regeringskommissionfor Slesvig med tidligere minister Christoffer Hage som formand.Under en samtale med Zahle gjorde H. P. Hanssen rede for sine betaenkeligheder bl. a. sit manglende kendskab til dansk administration; det vigtigste for ham var dog at fa sikkerhed for, at der i overgangstiden

kunne fores en stot, sikker og besindig, men isser fast politik uden siksakbevsegelser.Han mente, at der matte tilvejebringes en forstaelse med rigsdagens ovrige partier henholdsvis med det politiske og det sonderjyskeudvalg. Det sidstnaevnte var lige oprettet 29. april og skulle fungeresom rigsdagens forberedelsesudvalg med hensyn til den lovgivning,der skulle foretages i forbindelse med Sonderjyllands tilknytning til Danmark.

Det manglende kendskab til administrative forhold, mente Zahle, kunne overvindes ved hjaelp af dygtige danske embedsmsend, og han betonede, at H. P. Hanssen i politisk henseende ville vaere stillet helt frit. Der forela prsecedens for, at ministre uden portefolje ikke var medlernmer af regeringspartiet. Der ville intet vaere til hinder for, at han senere kunne overga i et andet ministerium. H. P. Hanssen ytrede onske om i givet fald at fa sekretseren for det allerede fungerende forberedelsesudvalg (det sakaldte Krieger-udvalg efter formanden kabinetssekretaer Krieger) Martin Hammerich som naermeste medarbejder, og han anmodede om tilladelse til at drofte problemet med denne. Martin Hammerich blev meget overrasket, da han erfarede, hvad sagen drejede sig om, men efter nogen betaenkelighed sagde han ja til et samarbejde. Zahle og H. P. Hanssen blev derpa enige om kompetenceforholdene. Alle sporgsmal vedrorende Sonderjylland skulle af de enkelte ministerier forelasgges det slesvigske ministerium eller eventuelt gennem den patsenkte regeringskommission og derfra ga tilbage til de pagseldende fagministre med en indstilling. Regeringskommissionen skulle kun have to medlemmer, Hage og H. P. Hanssen. Den 6. maj holdtes i indenrigsministeriet et stort mode for de overordnede embedsmaend, som i de forskellige ministerier arbejdede med de sonderjyske sporgsmal, og der blev gjort rede for, hvor vidt man var naet. H. P. Hanssen overaerede dette mode og fik derigennem en foraemmelse af opgavernes praktiske side. Efter en ny konference med Hammerich gav han sit samtykke, der var indeholdt i folgende brev:

Hr. statsminister Zahle.

I tilslutning til vore samtaler i gar og i dag meddeler jeg Dem herved, at jeg er villig til at overtage stillingen som minister for Slesvig under forudsastning af, at udnaevnelsen finder tilslutning hos partiernes sonderjyske udvalg, sa jeg derigennem i den vanskelige overgangstid far en bredere og fastere basis for min virksomhed.

Deres £erbodig H. P. H.

Ved en samtale den folgende fag gik Zahle imidlertid imod tanken
om forhandsaftaler med de andre partier. Han henviste til grundlovens

§ 13, der efter hans mening hindrede ham i at ga til det politiske udvalg,for han havde talt med kongen, og forinden matte han have H. P. Hanssens samtykke. Saledes refererer H. P. Hanssen Zahles udtalelseri sine optegnelser fra disse dage¹. Det lyder ret usandsynligt, at der ikke kunne findes en vej til forhandling med de andre partier eller deres ledere; H. P. Hanssen kunne eventuelt selv have radfort sig med nogle af dem, men han bojede sig for Zahles argumentation, mod at Zahle i et brev til ham ville understrege, at hans indtraeden i regeringen ikke betod tilslutning til ministeriets og det radikale partis politik.

Zahles brev var dateret 8. maj 1919. De tilsagn, som H. P. Hanssen havde onsket, var imidlertid sat i en sammenhaeng, som H. P. Hanssen ikke har omtalt i sin ovenciterede redegorelse. Efter de indledende afsnit skrev Zahle:

Jeg gor udtrykkelig opmaerksom pa, at deter mig bekendt, at den tanke er
fremme, at de sonderjyske repraesentanter i den danske rigsdag i den forste
tid vil holde sig uden for partierne, og at jeg kan forsta dette.

Derpa fulgte i logisk sammenksedning:

I Deres indtraeden i ministeriet vil jeg derfor ikke se nogen partipolitisk tilslutning
til ministeriet og Det radikale Venstres politik . . .

I et brev, dateret 9. maj takkede H. P. Hanssen for tillidsbevisningen
og fortsatte:

Statsministeren gar meget rigtigt ud fra, at der i Sonderjylland er tanker fremme om, at de sonderjyske reprassentanter i den danske rigsdag i den forste valgperiode, som vil omfatte den vanskelige overgangstid og stille dem over for en mangfoldighed af saerlige sonderjyske opgaver, bor holde sig uden for partierne. Da jeg personlig deler denne opfattelse, ville det vaere en nodvendig forudsaetning for min indtraeden i ministeriet, at den ikke ville kunne opfattes som en partipolitisk tilslutning til et enkelt partis politik.

Efter at enhver misforstaelse i denne henseende pa forhand er udelukket med statsministerens klare udtalelse, som udtrykkelig konstaterer, at jeg som minister uden portefolje vil vaere fuldstaendig frit stillet i politisk henseende, foler jeg mig med henblik pa de vigtige sonderjyske interesser, der er at varetage i overgangstiden, forpligtet til at folge anmodningen².

Forelobig var alles tanker optaget af 3. zone. Den 8. maj kom den overraskende efterretning om, at en 3. zone var indfojet i fredstraktaten. Regeringen og H. P. Hanssen tog meget klart og skarpt standpunkt imod 3. zone. Det sonderjyske sporgsmal blev politiseret pa en made, der brod

---

1. LA, Abenra ...

2. Hdb. 11, s. 232 f.

den enhedsfront, som med moje var etableret 23. oktober 1918, og som
var styrket ved delegationsrejsen til Paris, men som nu ikke laengere kunne
retableres. Det begyndte med, at De konservative gik deres egne veje.

Der var enighed om, at H. P. Hanssens funktion som minister forst skulle begynde, nar fredstraktaten var klar, og udnaevnelsen kunne derfor vente sa laenge. Man kan gennem de taler, H. P. Hanssen holdt i denne ventetid, se, hvorledes han sogte at berede jordbunden, ganske sasrlig gEelder det en tale, han holdt i Holbol den 4. juni 1919. Den var praeget af forventningen om en snarlig afstemning; han mente, at Tysklands underskrift var det afgorende, og talte om afstemning midt i juli. Det mest bemasrkelsesvaerdige ved talen var imidlertid afsnittet om 2. zone:

Danskerne i 2. zone har krav pa vor kraftige understottelse, og den vil blive ydet. Der er her mere tid til det forberedende arbejde, men deter til gengaeld ogsa nodvendigere. Frivillige hjaelpetropper vil sikkert melde sig i stort antal, og vi vil alle onske og endraegtigt arbejde hen til, at vi kan fa. sa mange danske som muligt med tilbage til Danmark.

Anderledes stiller det sig med 3. zone. Med det danske folks store flertal syd savel som nord for graensen holder jeg det for en stor ulykke for vort folk og faedreland, at den bliver indlemmet i Danmark. Vi vil dermed efter min opfattelse laegge spiren til kommende krige og bygge hele vor nationale fremtid pa sandgrund. Til dette raekker jeg ikke hand; et arbejde til bedste for 3. zone afviser jeg derfor ogsa meget bestemt³.

H. P. Hanssen har sikkert habet, at hansom minister kunne regne
med samarbejdsvilje i Flensborg, nar han tog sa kraftigt standpunkt til
fordel for 2. zone.

Da endelig fredstraktaten 28. juni 1919 var klar, var 3. zone som naevnt gledet ud igen. Bitterheden herover hos dens tilhaengere og oppositionens utilfredshed med, at H. P. Hanssen blev minister, smeltede sammen til en kampagne mod H. P. Hanssen af overvaeldende store dimensioner. De fa, der gennem hoffet havde erfaret, hvad der var i gaere, forsogte at fa kongen til at modssette sig udnaevnelsen. Den 16. juni var H. P. Hanssen i audiens hos Christian X, men denne lod som ingenting; forinden havde Zahle imidlertid fortalt H. P. Hanssen, at der var nogle meget nationalistisk sindede darner, der gennem prins Valdemar sogte at influere pa kongen⁴.

I sine erindringer siger P. Munch, at han var lidt tvivlradig over for
tanken om H. P. Hanssens optagelse i ministeriet. Det var vserdifuldt, at
denne ledede det praktiske arbejde, men Munch var ikke sikker pa, at

---

3. Hejmdal 6. juni 1919.

4. H. P. Hanssens dagboger, LA, Abenra.

det ville lette samarbejdet med de to oppositionspartier. Han taenkte sig den mulighed, at de i hoj grad ville forbitres over Hanssens indtraeden i det radikale ministerium, og at oppositionen mod ham i Sonderjylland ville blive skaerpet. Dette er skrevet, da man vidste, hvordan tingene udvikledesig, og det har derfor ikke stor vaegt.

Mere interessant er P. Munchs skildring af de vanskeligheder, Christian X gjorde. Den 23. juni havde kongen meddelt, at han ikke ville underskrive udnsevnelsen; Zahle bad da finansminister Brandes skrive til kongen, og denne kunne i brevet paberabe sig, at H. N. Andersen var enig i, at udnsevnelsen var rigtig, men kongen havde ved en telefonsamtale med H. N. Andersen faet det modsatte indtryk. Brandes telegraferede da til kongen »Tilrader trods betaenkelighed at underskrive«. Det opfattede kongen, som om det var ministeriet, der havde betaenkeligheder, medens Brandes havde sigtet til kongens betzenkeligheder. Det skulle for ovrigt ikke undre, om Brandes havde vseret bevidst tvetydig. Zahle begEerede da statsrad pa Marselisborg, hvor kongen opholdt sig. Kongen bojede sig nu, men mente, at sagen kunne vente til den folgende uge. Det sagde Zahle imidlertid nej til, og kongen spurgte sa, om udnaevnelsen ikke kunne blive ad interim, men ogsa det sagde Zahle nej til; den 25. om morgenen forela udnasvnelsen⁵.

Da Pedersen-Nyskov samme dag i folketinget havde oplaest Zahles meddelelse, tilfojede han en hjertelig lykonskning til H. P. Hanssen, der var til stede i salen, og umiddelbart efter kom radikale og socialdemokratiske folketingsmedlemmer og onskede til lykke, mens venstremsendene sad i ivrig og ophidset samtale. Over for en journalist fra Berlingske Tidende betonede H. P. Hanssen skarpt sin uafhaengighed af alle partier, og at han kun reprsesenterede et rent sagligt arbejde i ministeriet. H. P. Hanssen skildrer selv situationen derefter:

Pa en baenk sad [Sigurd] Berg og Slebsager i fortrolig samtale, ret ophidsede. Jeg gik hen til Berg. Han udtalte sin beklagelse af, at jeg havde modtaget udnaevnelsen. Jeg gjorde rede for mine motiver og lod ham laese den endnu ikke offentliggjorte brevveksling mellem Zahle og mig. Det beroligede ham meget. Han bad om hurtigst muligt at fa den offentliggjort⁵.

Man ma. forsta. Venstres ophidselse, dels pa baggrund af uviljen mod regeringen Zahle, som nu i parlamentarisk henseende ville styrkes, og dels pa baggrund af den forventning, der stiltiende havde vaeret om, at H. P. Hanssen senere ville slutte sig til partiet Venstre. Tilsyneladende har Zahle lovet sig fordele af overraskelsesmomentet, men set fra H. P. Hanssenssynspunkt

---

5. P. Munch, s. 116.

6. H. P. Hanssens dagboger, LA, Abenra,

senssynspunkthavde det vaeret heldigere, om ministerudnaevnelsen havdevaeret forberedt noget bedre, og isaer at publiceringen deraf var foregaetmere behaendigt; men dertil ma dog tilfojes, at selve kendsgerningen, hvordan man end havde baret sig ad, var af sa vidtraskkende en karakter,at den matte fa politiske konsekvenser.

Venstrefolketingsmanden J. S. Vanggaard, der var ivrig Dannevirkemand, har indgaende skildret denne fase i den slesvigske politik. Efter hans opfattelse folte regeringen og De radikale slettelsen af 3. zone og H. P. Hanssens optagelse som sejre, og den gunstige udvikling steg dem til hovedet:

Disse dages og den folgende tids radikale overlegenhed lagde en pind til regeringens
ligkiste. Forholdet til Venstre pa det sonderjyske sporgsmal kom ikke
i orden mere7.

Hvis Zahle havde »henvendt sig til partiernes representation i det politiske udvalg, ville dette ikke have kunnet naegte sin anerkendelse af det pataenkte skridt, selv om det naturligvis ikke havde vaeret oppositionen behageligt, at Hanssen allerede nu skulle indtrasde i et radikalt ministerium«.

Om situationen i folketinget skriver Vanggaard:

Under oplaesningen sad jeg pa min plads i sal en og havde god lejlighed til at iagttage tingets medlemmer. Det var, som en bombe faldt i folketingssalen. De radikale og regeringsmedlemmerne stralede af fryd og vigtighed. Socialisterne sa forbavsede ud, kun enkelte af dem vidste noget. De konservative frembod et endnu staerkere billede af forbavselse, enkelte af dem trak pa smilebandet; men Venstre-virkningen var forfaerdende. Man rog sammen i klumper, hvor man stod hinanden nasrmest, og Neergaard og Klaus Berntsen, som sad lige over for mig, blev fuldkommen rode i ansigtet, og det varede lidt, inden de kom sa meget til kraefter, at de kunne sige noget til hinanden. I. C. Christensen blev forskanet for at overvaere denne scene; han var taget over til Jylland for at deltage i den forestaende andejagt. Jeg skal ikke naegte, at jeg nod denne situation. Jeg var i ojeblikket sikkert en af de fa, der fuldt ud var i stand til at maerke mig det billede, som salen frembod. Jeg havde i samme stund en instinktmasssig folelse af, at nu var Hanssen ikke sa farlig, som han havde vaeret, og at dette ville vaere en alvorlig afsvaling for Venstre, der for de allerflestes vedkommende stadig havde troet pa Hanssen, troet pa ham som fremtidig Venstremand, som naermest knyttet til os etc⁸.

Det var H. P. Hanssens opfattelse, at de breve, der var vekslet mellemham og Zahle, ville vaere tilstraekkelige til at klargore den politiske uafhaengighed, som han havde forbeholdt sig; men hvis man prover at laese disse breve, f. eks. med I. C. Christensens ojne, tegnede der sig et

---

7. Vanggaards optegnelser, s. 240, RA.

8. Vanggaards optegnelser, s. 244 f.

dystert perspektiv, set fra Venstres synspunkt. Den tanke, som Zahle havde henvist til, og som H. P. Hanssen delte, at de sonderjyske repraesentanteri den danske rigsdag i den forste tid ville holde sig uden for partierne, matte gribe dybt ind i partiernes taktiske beregninger. Man matte altsa nu forestille sig resultatet af det forste valg, som sonderjyderne deltog i, saledes, at H. P. Hanssen i spidsen for 4-5 sonderjyske meningsfseller ville indtraide som en sserlig gruppe i folketinget. Zahles flertal var fra 1918 pa to mandater; som minister i Zahles regering matte H. P. Hanssenog hans politiske venner naturligt stotte denne. Man ventede, at afstemningenkunne finde sted i lobet af fa maneder, og derpa. skulle der vsere nyvalg til rigsdagen. Habet om at komme af med regeringen Zahle syntes svaekket.

Tanken om en sserlig overgangsperiode, hvor man i Sonderylland stillede sig uden for partierne pa rigsdagen, kunne have meget for sig set fra et Sonderjysk synspunkt, for der kunne vaere al grund til, at de sonderjyske vaelgere forst kunne orientere sig i det danske politiske landskab, hvis enkeltheder var übekendte for dem; men det forudsatte for det forste nogenlunde enighed mellem de modstaende floje i Sonderjylland, og med de erfaringer, H. P. Hanssen og hans venner havde gjort med Flensborg-folkene, kan man undre sig over, at de troede at kunne skabe bred tilslutning til denne ide, og for det andet forudsatte det en forstaelse hos de danske partier, som man naeppe kunne vente af dem, tvasrtimod matte de tEenke pa mulige gunstige udgangspunkter for at vinde de nye Vcelgere. I den folgende tid droftedes dette perspektiv kun perifert, men ved bedommelsen af den effekt, som H. P. Hanssens indtraeden i Zahles regering havde, er det vigtigt at gore opmasrksom pa dette komplicerende forhold. H. P. Hanssen fastholdt tanken om et saerligt sonderjysk parti, indtil det i sommeren 1920 viste sig, at det ikke lod sig realisere.

H. P. Hanssens udnaevnelse til minister var ikke blot at betragte som en ojeblikkelig styrkelse af regeringen Zahle, den betod en skaerpelse af de indrepolitiske modsaetninger og det i en grad, som H. P. Hanssen forst efterhanden opdagede raekkevidden af.

Partierne tradte straks i aktion med udtalelser til offentligheden:

Venstre har af hensyn til den heldige udvikling af den sonderjyske sag stadig onsket, at alle skridt vedrorende den kommende genforening mellem det danske Sonderjylland og Danmark forud skulle behandles i partiernes faellesudvalg,hvilket ogsa har vaeret en forudsastning fra alle sider. Vi betragter det som et brud pa denne forudsaetning, at ministeriet i en sa betydningsfuld sag har handlet pa. egen hand og ikke har givet partierne adgang til medvirkning.

Venstre ma derfor udtale sin alvorlige beklagelse af ministeriets hensynslose
fremgangsmade, der ikke er egnet til at hojne arbejdet for vor store nationale
sag.

Sadan lod det i en erklaering afgivet 26. juni 1919. Der var ingen protest
mod H. P. Hanssen personlig, kun mod maden hvorpa udnsevnelsen
var sket. Samme dag hed det i en tilsvarende erklaering:

Det konservative folkeparti indrommer det berettigede i den tanke, at den sonderjyske befolkning bliver repraesenteret i det danske ministerium i overgangstiden inden genforeningen. Havde ministeriet henvendt sig til det politiske udvalg derom, ville vort parti have medvirket hertil under forudsastning af alle partiernes tilslutning.

Ministeriet Zahle har imidlertid ikke onsket, at den danske regering og rigsdag som udtryk for det samlede folk i faellesskab skulle Iose denne opgave, men foretrukket pa egen hand at gennemfore den rned tilsidesaettelse af den rigsdag, til hvis loyale samarbejde i det Sonderjyske sporgsmal den ved tidligere lejligheder atter og atter har appelleret. Det konservative folkeparti ma nedlaegge den bestemteste protest mod ministeriets partipolitiske optraeden i denne sag, der er egnet til at skabe splittelse og bitterhed i en stund, hvor sammenhold og samfolelse i sa hoj grad var pakraevet.

Man har en fornemmelse af, at De konservative med begserlighed har grebet denne lejlighed til at distancere sig fra regeringen Zahle. I sporgsmalet om 3. zone havde partiet vaeret hemmet af de standpunkter, som partiet havde bundet sig til ved at stemme for rigsdagspartiernes resolution af 23. oktober 1918 og ved erklasringer i forbindelse med rigsdagsdelegationens rejse til Paris; med ministerudn£evnelsen var der skabt en helt ny situation, og derved opnaede partiet et storre politisk spillerum, og det havde her Venstre med sig.

De to oppositionspartiers protester fremkaldte udtalelser fra regeringspartierne. Socialdemokraterne hasvdede, at ministerudnsevnelsen ikke var en sag for det politiske udvalg, som ikke var valgt af rigsdagens ting, men nedsat privat af partierne, og som ingen bemyndigelse havde til at erstatte rigsdagens offentlige forhandlinger. Ministerudnaevnelsen matte anses for en regeringshandling, der straks burde meddeles rigsdagen offentligt, og her eventuelt kunne gores til genstand for debat; hvis der kom en sadan debat, ville Socialdemokratiet stemme for billigelse af det skridt, regeringen havde foretaget.

Det radikale venstre gav, som naturligt var, ogsa sin billigelse, men partiet kunne ikke lade vaere med at gnide salt i Venstres sar ved at udtale sin tilslutning til rigsdagsformsendenes velkomsthilsener til den nye minister, hvori de sagde, at det danske folk hilste denne udnaevnelse med inderlig glcede9. Begge de to tings formaend tilhorte partiet Venstre.Ved

stre.Vedi udtalelser af henvise til denne revne i Venstres holdning provokerede Det radikale parti ganske unodvendigt Venstre, og provokationenblev den 28. juni besvaret af de to tingformasnd Pedersen-Nyskovog A. Thomsen, der erklaerede, at de delte den af deres parti fremforte indsigelse imod fremgangsmaden ved den nys skete ministerudnaevnelse:

Vore velkomstord, der i ovrigt blev fremsat uden noget kendskab til sammenhaengen
med denne overraskelse, gjaldt kun personen og sonderjyden H. P.
Hanssen10.

Det var ydmygende for de to formaend, at den stEerke partiledelse
tvang dem til at afgive denne erklaering, det var ogsa ydmygende for
H. P. Hanssen.

Samme dag, den 28. juni, udbad Det konservative folkeparti i Rigsdagspartiernes politiske forhandlingsudvalg sig oplysninger om ministerudnaevnelsen. Ifolge referatet sagde E. Piper: »Hvorledes er det gaet til med den ministerudnaevnelse? « Hvortil statsministeren svarede: »Ministerudnajvnelsen er foregaet pa normal made«, og forklarede naermere omstaendighederne; redegorelsen stillede ikke Piper tilfreds, og hans utilfredshed fik stotte af Niels Neergaard. H. P. Hanssen redegjorde for sagen set fra sit synspunkt, og han sluttede:

Med cerlig og redelig vilje er jeg modt frem til min opgave, og jeg beder Dem om, at de fra alle sider stotter mig i mit store arbejde. Jeg vil gore det abent og loyalt over for alle partier og opgiver ikke habet om, at det vil lykkes at vinde alles tilslutning. Jeg er aeresmedlem af Den nordslesvigske Vaelgerforening og har saledes stadig saede og stemmeret i den og vil benytte mig deraf.

Samme dag trak Det konservative folkeparti deres repraesentanter ud
af »Rigsdagspartiernes politiske forhandlingsudvalg«, der dermed var
sprangt.

Efter ministerudnasvnelsen sagde Neergaard til Zahle, at det jo var
kedeligt, at Hanssen derved odelagde sin stilling i Sonderjylland. P.
Munch har refereret dette og tilfojet:

Deter jo muligt, at han der vil fa vanskeligheder, men efter Zahles indtryk har
han hele tiden vaeret ivrig for at indtraede, og man ma jo gaud fra, at han
selv bedst vil kunne bedomme virkningen i Nordslesvig11.

---

9. Hdb. 11, s. 236.

10. Hdb. 11, s. 236.

11. P. Munch, s. 117.

Virkningen i Nordslesvig blev i hoj grad bestemt af rigsdagspartiernes

2. Vælgerforeningens tilsynsråd som parlamentarisk basis for minister H. P. Hanssen

Da H. P. Hanssen blev udnsevnt til minister for sonderjyske anliggender
den 24. juni 1919, blev pa en made Den nordslesvigske Vcelgerforenings
tilsynsrad en del af den parlamentariske basis for regeringen Zahle.

Den nordslesvigske Vselgerforening var oprettet i 1888. Initiativtageren til foreningen var den da 26-arige H. P. Hanssen, der blev foreningens forste sekretasr. Han havde denne post, indtil han i 1896 blev medlem af Den preussiske landdag. Vaelgerforeningen var H. P. Hanssens Vcerk; den gav de danske politiske bestraebelser en hidtil ukendt slagkraft, men dens tilsynsrad blev valplads for indre opgor mellem de to politiske retninger i Sonderjylland, der er opkaldt henholdsvis efter redaktor Jens Jessen, Flensborg Avis og H. P. Hanssen.

I 1907 blev foreningens love aendrede, saledes at tilsynsradsmedlemmerne valgtes i bestemte valgkredse i forhold til medlemstallet. I kredsene valgtes ved flertalsvalg, men retningerne var geografisk saledes fordelt, at begge parter fik en rimelig representation. Der valgtes i hver kreds en repraesentant og en stedfortraeder. Ved store beslutninger blev stedfortraederen indbudt. Pressen var repraesenteret ved tilsynsradsmoderne, og redaktorerne havde taleret, men ikke stemmeret. Foreningens aeresmedlemmer (i alt 3) havde fulde rettigheder. Forsamlingen bestod af ca. 60 personer.

H. P. Hanssen nedlagde i juni sit mandat som formand for Vaelgerforeningen,og der blev indkaldt til mode i tilsynsradet, H. P. Hanssens modstandere var parate med kritik, og nogle habede, at der kunne gives ham et mistillidsvotum. Det ville ikke nodvendigvis betyde, at den radikaleregering af den grund matte vige; men ramtes H. P. Hanssen, ville det medfore en ganske alvorlig svaekkelse for regeringen. Denne mulighedblev straks erkendt af de ledende kredse i Dannevirkebevasgelsen. Da det var blevet kendt, at Vaelgerforeningens tilsynsrad var indkaldt til mode den 4. juli 1919 for at vaelge ny formand efter H. P. Hanssen, skrev skotojsfabrikant Jorgen Petersen den I. juli til Vanggaard, dels for at meddele, at ledende Venstrepolitikere samme dag ville modes til middaghos fru Marie Lassen (udgiver af Aalborg Amtstidende, bosat i Kobenhavn).De ledende politikere var Jacob Appel, Klaus Berntsen og Sigurd Berg og selvfolgelig ogsa I. C Christensen, »hvis han er hjemme«.I

me«.Idette mode deltog ogsa den tidligere landdagsmand H. D. Kloppenborg-Skrumsager,der i oktober-november 1918 havde stottet H. P. Hanssen, men som i foraret 1919 var svinget over til Flensborgretningen. Videre meddelte Jorgen Petersen:

Jeg bad i sondags dr. Harslof og dr. Collin om hver for sig og uafhaengigt af hinanden at skrive til ledende maend i Den nordslesvigske Vaslgerforening; dr. Collin har skrevet til Peter Grau (naestformand i Vaelgerforeningen) og redaktor Christiansen. Dr. Harslof har skrevet til redaktor Christiansen og Kloppenborg-Skrumsager samt en til. Jeg skriver i dag til redaktor Christiansen.

Brevet gengives her i sin helhed:

Herr redaklor Christiansen, Flensborg

Jeg behover naturligvis ikke at fortaelle Dem, hvorledes forholdene har udviklet sig her i den senere tid, men jeg kan dog ikke naegte mig at udtale min glaede over den staerke udvikling, der har vist sig i den korte tid siden Fredericiamodet**) - forskellige momenter er arsag hertil. - Det energiske arbejde i og for 3. zone, og tilkendegivelserne dernedefra, har gjort staerkt indtryk ikke alene pa. befolkningen, men ogsa pa de ledende politikere, og episoden Scavenius-Christensen*) og last but not least H. P. Hanssens indtraedelse i ministeriet har altsammen bidraget til at skabe en situation, som vel benyttet kan komme vor sag til gode.

Vi mangier to ting dernede fra:

1. Petitioner, og jeg vil habe, at de kommer i sa stort et antal, som nodvendigt
er for at gore den tilsigtede virkning,

2. at Den nordslesvigske Vaelgerforening pa modet pa fredag tager bestemt afstand fra den H. P. Hanssenske politik. Et mistillidsvotum fra Vaelgerforeningen, mener jeg, ma betyde, at H. P. Hanssen ma gaud af ministeriet. Vaslgerforeningen er i virkeligheden H. P. Hanssens parlament. Her ma personligt gammelt venskab i alt fald for en stund vige for sagen.

H. P. Hanssens udtrasdelse af ministeriet Zahle vil betyde et nederlag for dette, ja, sa stort, at det naeppe kan bseres, og det vil nasppe nytte ministeriet at soge udveje ved et samlingsministerium, kontrolministerium el. lign., thi efter det Scavenius-Christensenske sammenstod kan man ikke taenke sig, at oppositionen skulle indlade sig pa sligt. Folgerne kan for ministeriet let blive sa staerke, at det tvinges til at ga. Ja, jeg synes endogsa, at der er overvejende sandsynlighed herfor. Hvis Vaelgerforeningen holder sig stiv, ja, hvis man kunne tasnke sig, at den fik flertal, ville det blive en maegtig sejr for os.

---

*) 20.6. holdtes i Fredericia et mode, arrangeret af Dannevirkebevaegelsen. Det var taenkt som en propagande for 3. zone, men blev til en protest mod, at 3. zone var slettet.

**) Scavenius havde offentliggjort indholdet af en samtale med I. C. Christensen i 1917, hvor I. C. Christensen havde opfordret Scavenius til at soge saerforhandlinger med Tyskland om afstaelse af Nordslesvig, men Scavenius havde afvist

Det vil derfor vaere af den storste interesse, at ledende maend benytter den korte tid for modet til at oparbejde stemningen for orn muligt at fa flertal imod H. P. Hanssen. - Kan dette opnas, og petitionerne kommer, sa tror jeg, at vi ikke alene har vundet slaget, men at det vil kunne fa stor indflydelse pa sonderjysk politik nu og i fremtiden. Men selv oni det skulle vaere, at der ikke kan opnas flertal, sa vil et stort mindretal ogsa fa vaegt.

Betydningen for fremtiden ser jeg deri, at det ogsa betyder et kraftigt
slag mod den radikalisme, som regeringen soger at indpode i Sonderjylland.
Endelig vil det kunne bevirke en stasrk reaktion i Paris.

Jeg havde i gar aftes en samtale med Herr Kloppenborg-Skrumsager og har
bedt ham besorge dette brev. Jeg sender ham brevet i aben konvolut, for
at han kan gore sig bekendt med dets indhold.

Desuden var der et P. S.:

Hvis De skal bruge penge, sa skriv til mig, og vi skal da sende Dem forskud pa forventede indsamlede belob. - Jeg kan dog glaede Dem med, at jeg her i Kobenhavn har faet 4.000 kr., samt at jeg har begyndt at rore ved jydern e¹².

Hvorvidt denne tilskyndelse har vseret nodvendig for at fa den sonderjyske opposition mod H. P. Hanssen sat i aktivitet, skal ikke kunne siges. I al fald holdt oppositionen den 3. Juliet forberedende mode i Haderslev. Savel redaktorerne Svensson »Danskeren« og Christiansen »Flensborg Avis« som H. D. Kloppenborg-Skrumsager havde udarbejdet resolutionsforslag, og man sogte at samordne disse. Resultatet af anstrengelserne blev folgende, der tydeligt viser samspillet med oppositionen pa rigsdagen:

Vaelgerforeningen beklager, at H. P. Hanssens udnaevnelse til minister er gennemfort
af en partiregering uden forhandstilslutning fra alle partier i den
danske rigsdags politiske udvalg og fra Den nordslesvigske Vaelgerforening.

Da det ikke lykkedes i efteraret at danne et samlingsministerium, mente vi, at der gennem det politiske og det sonderjyske udvalg var gjort udvej til, at de forskellige partier kunne medvirke ved alle vigtige beslutninger i vor sag. Desvaerre har dette ikke vseret tilfaeldet. Vi udtaler derfor som vort bestemte onske, at samtlige sporgsmal vedrorende Sonderjylland i overgangstiden bliver forelagt det sonderjyske udvalg til beslutning¹³.

Resolutionen udtalte en kritik af regeringen Zahle, som man matte
regne med, at H. P. Hanssen ikke kunne acceptere, men der var ikke
udtalt mistillid til ham som minister.

Tilsynsradsmodet begyndte med, at ncestformanden P. Grau som »pri

---

12. Vanggaards arkiv, RA.

13. Grcensesind, s. 132.

vatmand«, ikke pa Vaslgerforeningens vegne, bod H. P. Hanssen velkommensom minister (P. Grau havde laert af tingformaendene). Udnaevnelsen havde forst voldt ham glaede; men da han horte om rnaden, hvorpa det var sket, matte han beklage det som et stort fejlgreb. H. P. Hanssen gjorde derefter rede for ministerudnsevnelsen og gik meget detailleret ind pa de mange opgaver, der nu skulle tages fat pa for at forberede genforeningen bedst muligt.

Efter en middagspause indbragte og begrundede Kloppenborg-Skrumsager det resolutionsforslag, oppositionen var enedes om dagen for. Han slog pa de kendte strenge, at fremgangsmaden ved ministerudnaevnelsen havde vteret forkert, Vaelgerforeningen burde vaere spurgt og ligesa de politiske partiers forhandlingsudvalg, der nu var gaet i stykker pa sagen; Kloppenborg-Skrumsager henviste til, at der flere gange havde vaeret tale om et samlingsministerium, han omtalte det politiske udvalg og det sonderjyske udvalg. Hvis Vaelgerforeningen forholdt sig fuldt ud anerkendende med hensyn til ministerudnaevnelsen, ville det blive taget til indtsegt for De radikale. De to oppositionspartier folte sig tilsidesat, og Kloppenborg-Skrumsager foreslog den tidligere citerede resolutionstekst.

For H. P. Hanssen-flojen forte den tidligere landdagsmand Nis Nissen ordet; han mente, at det var bedst intet at vedtage, altsa at tilsynsradet blot skulle tage det skete til efterretning. Han betonede den hidtil gasldende opfattelse, at de danske sonderjyder udgjorde en befolkning, ikke et parti, og han mente, at tilsynsradet burde holde sig uden for partierne og partistriden i kongeriget. Ved et valg i Nordslesvig efter partilinjer ville det efter Nis Nissens mening ga sadan, at Venstre ville fa det meste, Hojre noget, medens han for De radikale og Socialdemokraternes vedkommende blot spurgte »hvor meget«, og dermed mente han meget lidt, men forelobig havde sonderjyderne brug for stotte og sympati i alle partier. Forste afsnit af resolutionen indeholdt, efter hans mening, en misbilligelse af H. P. Hanssens optraeden, og en vedtagelse ville betyde, at H. P. Hanssen tradte tilbage. Men Nis Nissen havde pa en made allerede forladt det standpunkt, at der ikke burde vedtages en resolution, idet han fremsatte forslag til en tilfojelse:

Samtidig tilsiger vi ligesom rigsdagens samtlige partier H. P. Hanssen vor stotte
til det store arbejde, der pahviler ham, og som han erklaerer, at han vil udfpre
i noje og loyalt samarbejde med Vaslgerforeningen.

H. P. Hanssen erklaerede derefter, at den forste del af resolutionen
var uacceptabel for ham. Hvis den blev vedtaget, sa han to alternativer:

Enten indgiver jeg min demission i morgen, eller maske gor jeg det ikke af

hensyn til befolkningen, men indkalder muligvis en generalforsamling i Vaelgerforeningen.Med hensyn til andet afsnit har jeg ikke noget at indvende derimod. Udtrykket »desvaerre« har jeg ikke noget imod. Deter af vigtighed, at vi i den vanskelige tid undgar strid. Nar partierne derovre har tilsagt mig stotte, ma det vaere et billigt krav at forlange det af Vaelgerforeningen.

Bankdirektor Rossen haevdede, at der ikke udtrykkeligt la et mistillidsvotum til H. P. Hanssen i resolutionen, men var af den opfattelse, at den danske regering nu for anden gang havde krsenket Vselgerforeningen. Forste gang var, da afstemningsreglerne blev aendret i februar 1919 uden hele tilsynsradets medvirken.

Modet blev derefter suspenderet, og da det blev genoptaget, rettede Ernst Christiansen en foresporgsel til H. P. Hanssen om hans holdning til 2. zone. Anledningen var en privat ytring, som H. P. Hanssen var kommet med, men den var sa vigtig, mente Christiansen, at den matte frem; H. P. Hanssen skulle ved en bestemt lejlighed have sagt, at han tidligere havde troet, at Flensborg kom med, men nu troede han det ikke. Var det maske pa grund af, at afstemningen i 3. zone var slettet, spurgte Ernst Christiansen, i sa fald havde modstanden mod 3. zone ogsa vaeret rettet mod 2. zone. Han mente, at folkene i 2. zone ikke burde modarbejdes af den danske regering, og Ernst Christiansen udtrykte skepsis over for en tale, H. P. Hanssen havde holdt i Holbol 4. juni, hvor han havde udtalt sig positivt om 2. zone.

H. P. Hanssen benyttede lejligheden til at praecisere sin stilling i overensstemmelse med denne tale. Han havde hele tiden staet pa selvbestemmelsesrettens princip, men den forste Flensborg-bevaegelse i januar havde som krav, at Flensborg skulle med til Danmark uden afstemning; han kunne nu pa hele regeringens vegne erklaere, at der ville blive givet Flensborg loyal stotte; Zahle ville holde en tale den 5. juli i Pr£esto, hvor samme standpunkt ville blive markeret, stotte til arbejdet for at fa et flertal af stemmer i Flensborg. Svaret var fuldt tilfredsstillende for Ernst Christiansen, men Kloppenborg-Skrumsager ville desuagtet ikke gamed til aendringer i resolutionens tekst; nok var der enighed om at tilsige H. P. Hanssen stotte, men det var i overensstemmelse med den almindelige opfattelse at udtale en beklagelse. Men nu blev H. P. Hanssen bestemt. Han kunne ikke patage sig det store arbejde med et mistillidsvotum bag sig. Hvis han nu gik ud af politik, ville det vaere for stedse:

Jeg har gaet en gang for, men denne gang bliver det for bestandig. Det har
ikke noget afskraekkende for mig. Lige fra den gang jeg lod ploven sta pa
min faders mark, har jeg vaeret forberedt. De tror maske, deter en overdrivelse.Jeg

velse.Jeghar mange andre opgaver at sysselsavtte mig med, nar ansvaret
er taget fra mig***).

Nis Nissen stillede nu sagen skarpt op: »Enten ingen resolution eller vi deler os«, dvs. at flertallet ville forkaste mindretallets forslag. Flensborgmaendene fastholdt det berettigede i pa. en gang at udtale tillid til H. P. Hanssen og samtidig en misbilligelse af maden, og H. P. Hanssen sagde, at for ham var det braendende punk:, om han kunne acceptere Vielgerforeningens enstemmige dadel af regeringen.

Et overraskende moment kom ind i sagen vsd et indlaeg af grev O. D. Schack; ikke sa meget hans opfattelse, at man burde frafalde resolutionen helt, altsa det af Abenra-retningen fremsatte forslag, men at han mente med denne opfattelse at sta i modssetmng til storstedelen af sine vselgere, og at han derfor nedlagde sit mandat. P. Grau udtalte: »Er vi befolkningens talsmasnd eller ej? Er vi asrlige, kan vi ikke veere tavse i dag«, men grev Schack afviste bestemt, at det skulle vaere uaerligt at tie stille^{15.1 5}.

Der fulgte et kvarters pause. Pa Flensborg-gruppens fortrolige saermode stod meningerne over for hinanden. P. Grau og Andreas Grau var ivrige for et forlig; ved afstemningen var 8 for et forlig, 6 imod, Ernst Christiansen stemte ikke. Forligets kerne var indsaettelsen af saetningen: »Sagligt anser vi H. P. Hanssens udnsevnelse for rigtig«. Det ville de 8 altsa gamed til^* 6.

Resolutionen, som citeres i det folgende, baerer tydeligt praeg af, at
den er et kompromis. Den l0d:

Da det ikke lykkedes i efteraret at danne et samlingsministerium, mente vi, at der gennem det politiske og det sonderjyske udvalg var gjort udvej til, at de forskellige partier kunne medvirke ved alle vigtige beslutninger i vor sag. Desvasrre har dette ikke vaeret tilfaeldet ved H. P. Hanssens udnaevnelse til minister. Vi udtaler derfor, som vort bestemte onske, at alle vigtige sporgsmal vedrorende Sonderjylland herefter bliver forelagi: det sonderjyske udvalg til behandling.

Sagligt holder vi H. P. Hanssens udnaevnelse for rigtigt og tilsiger ham ligesom rigsdagens samtlige partier vor stotte til det store arbejde, der pahviler ham, og som han har erklasret, at han vil udfore i noje og loyalt samarbejde med Vaelgerforeningen.

---

***) A. Svensson har refereret udtalelsen lidt anderledes: »Jeg har arbejde nok, der venter pa mig. Jeg kan passe mine blomster, skyde render i mosen og skrive mine memoirer, og de er interessante«¹⁴.

14. L. P. C hr i s e n s e n (udg.): Slesvig delt. 1922, s. 63.

15. Niels Hansens referat, LA, Abenra.

16. Ernst Christiansens dagbog, LA, Abenra.

53 stemte for resolutionen, 3 undlod at stemme (advokat Andersen,
Haderslev, gardejer N. H. Gotthardsen, Normark og gardejer Anton Jepsen,
Rorkser). De havde onsket en skarpere udformet resolution.

Resolutionens ordlyd kan nok undre. Det kunne scud, som om Vaslgerforeningen i efteraret 1918 havde taget stilling til, om der skulle dannes en samlingsregering, og som om rigsdagspartiernes politiske forhandlingsudvalg var oprettet i samrad med tilsynsradet. Det var lidt post festum nu at nEevne dette udvalg, idet man den 4. juli 1919 vidste, at Det konservative parti havde undsagt udvalget, sa man vidste altsa, at udvalget var spraengt, og at der var oprettet et Sonderjysk udvalg.

Derfor star der i Vaelgerforeningens resolution, at man onsker alle vigtige sporgsmal vedrorende Sonderjylland forelagt »Det sonderjyske udvalg« til forhandling. Dette udvalg var et regulsert rigsdagsudvalg, sammensat af folketing og landsting under hensyntagen til partiernes politiske styrke. Det havde til opgave »uden besluttende myndighed, som mellemled mellem rigsdagspartierne og regeringen, at udove en radgivende virksomhed ved forberedelsen af den lovgivning, som en eventuel indlemmelse af Nordslesvig i Danmark vil nodvendiggore«. Det var formelt nedsat 29. april 1919 efter regeringens onske, og det var netop meningen, at alle vigtige sporgsmal skulle behandles i dette udvalg.

Vaelgerforeningens tilsynsrad gav altsa H. P. Hanssen et klart tillidsvotum i resolutionens sidste del, og hans modstandere i Danmark var dybt skuffede over tilsynsradets holdning; men hans kolleger i regeringen syntes nok, han var gaet lovlig vidt i retning af at give mindretallet indrommelser i resolutionens forste del¹⁷. Dannevirkebevasgelsens kritik kom til udtryk i Ribe Stiftstidende, der var bevasgelsens mest representative organ. Redaktoren var C Willemoes, der som sin hjaelper havde den senere folketingsmand Holger Andersen. Den 5. juli skrev bladet:

Vselgerforeningens sidste udtalelse er et nyt kompromis i lighed med tidligere udtalelser af tilsynsradet. Det kan synes tvivlsomt, hvorvidt det virkelig er gavnligt i det ydre at opretholde en enhedsfront, der ikke bunder i en indre virkelighed.

Den af oppositionen foreslaede resolution imodegik i en noget skarpere form den made, hvorpa H. P. Hanssens udnaevnelse til minister havde fundet sted, men ved gensidig imodekommenhed opnaedes enighed om den vedtagne resolution.

Bladet trostede sig med, at ministeriet Zahle var blevet kraftigt desavoueret,
men skrev yderligere:

Man kunne have ventet, at Vaelgerforeningens tilsynsrad havde taget stilling

---

17. P. M u n c h, s. 121.

til den situation, der er skabt med bortfald af bestemmelsen om 3. zones romning.De begivenheder, der nu daglig meldes om fra 2. og 3. zone, de gamle altyske myndigheders fremfaerd mod »Mellemslesvigsk udvalg«, CorneliusPetersen, fhv. amtsforstander Clausen, Bov og Wall, Obdrup, skulle synes at lade hele aendringens uheldige folger traede sa klart frem, at man ikke kan sidde den overhorig. Skal der endnu i 11. time - for fredstraktatens ratificering - opnas noget med hensyn til betryggslsen af afstemningens übetingedefrihed i 2. zone, ma Vaelgerforeningens tilsynsrad give sadanne bestrcebelserdet nodvendige udenrigspolitiske mag :grundlag. En passiv holdninger her ikke tilstraekkelig.

Denne kritik ramte imidlertid ved siden af, idet Vaslgerforeningen rent faktisk ikke havde forholdt sig passivt. Pa modet den 4. juli var der blevet vedtaget en resolution om romning af 3. 2;one, men den var maerkvasrdigvis fortrolig; den skulle videregives til den internationale kommission; forslagsstilleren var Ernst Christiansen, og den havde folgende ordlyd:

Vaelgerforeningen er taknemlig for de henvendelser, der af danske rigsdagsmaend er rettede til udenrigsministeren om at virke for, at romningen af 3. zone genoptages. Nar afstemningsforholdene i 2. zone fuldt ud skal betrygges, er det en bydende nodvendighed, at romningen ikke standser fa kilometer sonden for Flensborg.

Ernst Christiansen har noteret i sin dagbog ;:or 4. juli, at resolutionen
skulle ga til den franske gesandt; men Hanssen forlanger den - som forudsaetning
for sin og sines stemmer - behandlet fortroligt *8.

Deter indlysende, at der i kravet om fortrolighed la en reservation over for resolutionen; men det var mserkeligt selvmodsigende at vedtage en erklasring, som offentligheden ikke mati:e have kendskab til. Fortroligheden kunne hojst bevares, til resolutionen var af leveret til den internationale kommission eller, som tilfaeldet blev, i den franske legation i Kobenhavn. I sin redegorelse for Vaelgerforeningen 1918-20 i »Slesvig delt« omtaler A. Svensson situationen pa. folgende made:

Mod modets slutning vedtoges endnu, temmelig upaagtet af de fleste inden
for Abenra-retningen, en af redaktor Christiansen fremsat resolution19.

Man fornemmer stemningen; efter at det store slag om et tillidsvotum til H. P. Hanssen var slaet, var medlemmerne tiaette, og sa kom endnu et resolutionsforslag, hvis indhold sa ret uskyldigt ud; man vidste pa det tidspunkt endnu kun meget lidt om den uoverensstemmelse, der bestod mellem den note, hvormed fredstraktaten var blevet tilstillet Ty ski and,

---

18. Slesvig delt, s. 253.

19. S. 64.

og selve traktatteksten, i noten forudsattes 3. zone rommet, i traktattekstenikke, og det kunne nseppe skade at fa 3. zone rommet, hvis det var muligt. H. P. Hanssen sogte som naevnt at afsvaskke resolutionens betydningved at kraeve, at den skulle vaere fortrolig, og han kan have vaeret beroliget ved, at den ikke var stilet til den danske regering. Men som en erfaren politiker matte H. P. Hanssen vide, at ingen af disse to forbeholdhavde storre vasgt. Resolutionen skabte ham da ogsa meget store vanskeligheder. Der bestod ikke nogen mulighed for at rejse romningskravetmed effekt. Udenrigsminister Scavenius kom hurtigt til den erkendelse,at han ikke ville rejse sporgsmalet om romning af 3. zone. iEndringer lod sig ikke gennemfore, efter at tyskerne havde underskrevetfredstraktaten den 28. juni.

Versaillestraktaten indeholdt mange harde bestemmelser, og den betod en enorm byrde for Tyskland; men den gav samtidig landet en del af dets politiske handlefrihed tilbage, ikke mindst i de omrader, hvor der skulle vaere folkeafstemninger. Der sporedes i den folgende tid en staerk foroget tysk aktivitet i Sonderjylland; men i Danmark blev i de naeste maneder de politiske kraefter stserkt engageret af en hed debat om romningen af 3. zone og ansvaret for, at bestemmelsen om romningen var faldet bort i traktaten. Det konservative folkeparti gav bolden op, men Venstre spillede snart ivrigt med. Emnet var uden praktisk betydning, men velegnet til at forene Dannevirke- og Flensborgretningen uden for rigsdagen med oppositionspartierne pa rigsdagen i en kamp mod regeringen Zahle, og ved Vaelgerforeningens resolution var H. P. Hanssen bragt i en taktisk vanskelig situation, som hans modstandere udnyttede til sidste drabe.

3. Rømning af 3. zone som politisk problem i Danmark

Medens man i Paris trods divergerende meddelelser i de forste dage efter 16. juni forstod, at 3. zone definitivt var slettet i fredsforslaget, og medensregeringspartierne i Danmark med begej string modtog de forste, skont ufuldstasndige efterretninger om, at deres onske var imodekommet,klamrede Dannevirkebevaegelsens tilhsngere sig i de forste dage til hvert halmstra, og forst da fredstraktatens ordlyd den 23. juni 1919 blev offentliggjort i de danske blade, faldt deres sidste tvivl. Dannevirkemaendenevar staerkest repraesenteret blandt De konservative. De sa sig straks om efter bade syndebukke og allierede. Regeringens triumf matte naturligt nok irritere oppositionen, og Det konservative folkeparti sa her en chance

for at benytte en sag, der kunne ophidse gemyiterne til et angreb pa. regeringen.Partiets holdning havde i maj i den forstand vasret passiv, at det ikke ville protestere imod afstemning i 3. zone, men reelt betod denne passivitet en accept af 3. zone, nu kunne partist - risikofrit - rette angrebmod regeringen. Til et mode, der den 21. juni skulle afholdes i rigsdagspartiernes politiske forhandlingsudvalg, udbad man sig en oversigt

over de forhandlinger, der gennem vor gesandt i Paris er fort angaende 3.
zone, herunder en meddelelse om, hvilke instruktioner gesandten med hensyn
til denne sag har modtaget fra regeringen.

Erik Scavenius besvarede sporgsmalet og lod stille de forskellige dokumenter til udvalgsmedlemmernes radighed, og der var i dem ikke angrebspunkter. Erik Scavenius naevnte i sin gennemgang, at gesandten havde folt sig noget svagt understottet hjemmeJ"ra. »Men det kunne forsvares«, sagde han, »hovedsagen matte vasre det danske folks holdning. Det var bedre at tale ud af vinduet end gennem noter i denne sag« 2°. Man matte opfatte forholdet sadan, at Erik Scavenius onskede den svage rigsdagsresolution af 12. maj suppleret med de taler, som ministre og regeringsvenlige politikere sidst i maj havde holdt om 3. zone.

Pa det naeste mode i det politiske forhandlingsudvalg den 28. juni,
da man havde laest de meddelte aktstykker, blev skytset rettet mod H. A.
Bernhoft. De konservative spurgte:

Med hvilken hjemmel har den danske gesandt udtalt, at Danmark ville naegte
at modtage 3. zone, selv om denne stemte dansk?

Da gesandten rent faktisk ikke havde udtalt sig som refereret, havde
Erik Scavenius relativt let ved at forsvare sin gesandts handlemade.

Pa dette mode den 28. juni, den dag Versa illestraktaten blev undertegnet, fik De konservative imidlertid fat i en ende, der kunne spindes meget langt ud. Det var problemet om romningen af 3. zone. Man var nu blevet klar over, at der bestod en uoverensstemmelse mellem den note, hvormed traktatforslaget var sendt til den tyske delegation og sa selve forslaget, og der la heri en chance for at fa rejst romningsproblemet igen. De konservative foreslog, at udvalget skulle rette en opfordring til ministeriet om at virke for, at de oprindelige evakueringsbestemmelser for 3. zone kunne blive bragt til udforelse.

Sporgsmalet om romning af afstemningszonerne skal her kort resummeres.

---

20. Hdb. 11, s. 229.

Det begyndte med, at H. A. Bernhoft og H. V. Clausen i en note den 6. februar 1919 anmodede de allierede magter om militer romning af garnisonerne i Haderslev, Abenra, Sonderborg, Tonder og Flensborg; det kunne ske, mente de, i forbindelse med, at vabenstilstanden skulle fornyes. Denne note var udgangspunktet for, at der i talrige folgende sammenhaenge anfores den formulering, der ogsa anvendtes i de allieredes svarnote til den tyske fredslegation af 16. juni 1919:

Efter den danske regerings anmodning er der blevet truffet forholdsregler
til at lade landomradet indtil Ejderen-Slien romme af tyske tropper . ..

Denne romningslinie havde den danske regering sadan set aldrig anmodet om, ja for at undga den, havde Bernhoft den 2. marts foreslaet en alternativ linie Kappel-Isted-Arla, dvs. nord om Slesvig og Husum, men forslaget var uden effekt^{21.2 1}.

Romningsproblematikken spillede en vis rolle i forhandlingerne rnellem den danske delegation til fredskonferencen og den belgisk-slesvigske kommission. Sporgsmalet om romningsomrade korn fra kommissionen; de danske delegerede svarede, at de kunne taenke sig rommet en brasmmepa ca. 10-15 km syd for 2. zone for at undga rivninger. Adspurgt om Slesvig by burde rommes, fraradede delegationen en romning, men det blev tilkendegivet den belgisk-slesvigske kommission, at man ikke tillagde sagen storre betydning. Den 9. marts telegraferede Bernhoft hjem, at evakueringslinien ville ga syd om Slesvig, formentlig Kappel-Tonnin g₂₂. Det var saledes ret misvisende, nar det i svaret til de tyske delegerededen 16. juni blev sagt, at der efter den danske regerings anmodningvar truffet forholdsregler til, at tyskerne skulle romme landet indtil Ejderen-Slien; men den danske regering havde ikke protesteret, og nu fandt den det ikke opportunt at ga naermere ind pa, hvordan tingenefaktisk forholdt sig. Da romningsproblemet den 28. juni blev rejst af De konservative i rigsdagspartiernes politiske forhandlingsudvalg, blev det H. P. Hanssens opgave at besvare sporgsmalet. Han mente, som det var almindelig antaget, at bestemmelsen om en evakuering af 3. zone utvivlsomt var gledet ud ved en uagtsomhed. I anden sammenhaeng vil der blive gjort rede for, at uagtsomheden bestod i, at Andre Tardieu som formand for redaktionskomiteen havde forsefmt at fa bragt oversendelsesnoteni overensstemmelse med traktatforslaget; der har ikke vasret taenkt pa at opretholde en romningszone, nar afstemningen i 3. zone faldt bort. Dette forblev uoplyst, sa laenge det politiske sporgsmal var

---

21. Font en ay, s. 216.

22. F on t e n a y, s. 205.

brasndende. Hele diskussionen blev pa en made fort ud fra forkerte prsemisser,men de praemisser, man benyttede, var afgorende for argumentationen;selve modsEetningsforholdet var i sommeren 1919 lokalt dansk, og argumentationen sendrede ikke meget ved de agerendes til grund liggende opfattelse.

Kravet om romning af 3. zone var et middel til at na et videregaende
mal. I. S. Vanggaard har givet den naermere begrundelse herior, idet han
forklarede sit standpunkt saledes:

Med hensyn til at give storre afstemningsfrihed i 2. zone, har jeg aldrig tillagt romningen af 3. zone videre betydning. Afstemningsfriheden i 2. zone matte vaere praktisk talt lige stor eller lige lidet stor, enten tyske tropper og administration var fjernet fra 3. zone eller ikke, nar blot ententen havde magtmidler nok i selve 2. zone til, at tyskerne skulle vide at holde deres fingre derfra, sa- Icenge begivenhederne stod pa; og dette havde ententen

Men romningen af 3. zone havde en anden betydning, hvis den blev til virkelighed. Blev den besat af ententens politi og militser, var der en mulighed for meningstilkendegivelse i dansk retning for 3. zone; der var da mulighed for en videre opblussen af den dansk-slesvigske folelse i habet om, at 3. zone pa en eller anden made kunne vinde sin ret tilbage, og at et sadant hab ogsa i 2. zone ville have udsigt til at forbedre stemningen der og give en bedre afstemning for Danmark. Var afstemningen blevet til virkelighed, ville vi have gjort et stort arbejde i 3. zone med at skaffe underskrifter for en adresse til fordel for Danmark, om muligt et sa betydeligt antal underskrifter, at det kunne fa karakter af en afstemning. Derfor satte vi nu alle vore kraefter ind pa romningssporgsmalet (R.A. I.S. Vanggaards optegnelser s. 240).

Da H. P. Hanssen den 28. juni redegjorde for sagen, mente han, at en amdring af selve bestemmelsen i traktaten ikke var mulig, men han antydede en udvej ved at henvise til fredstraktatens bestemmelse om, at overpraesidenten og regeringspraesidenten [der havde embedsssede i Slesvig by] skulle trsede tilbage, hvoraf man kunne slutte, at den internationale kommission kunne fa et vist indseende med landet dernede i 3. zone, og han mente yderligere at kunne bringe trost ved at henvise til, at 3. zones bortfald betod, at et betydeligt antal tyske vaelgere, som var fodt i 3. zone, ville miste deres valgret i de to andre zoner.

Det var imidlertid ikke trost, De konservative havde brug for, men et angrebspunkt mod regeringen. Neergaard havde endnu ikke erkendt den mulighed, der la i kravet til den danske regering om at sorge for en romning af 3. zone; han fremhaevede pa modet den 28. juni, at man, hvad selve afstemningsfriheden angik, kunne henvende sig henholdsvis til den internationale kommission og til de allierede magter; men De konservativevar principielt utilfredse med de givne svar. De onskede nu at markere sig staerkere i det sonderjyske sporgsmal. Det forste led var,

da de benyttede udnaevnelsen af H. P. Hanssen til minister som paskud til at sprasnge det politiske forhandlingsudvalg. Modet den 28. juni blev det sidste i udvalget. Som tidligere nsevnt var der kun tale om en demonstration,for det politiske tyngdepunkt var forskudt til det nye udvalg: Rigsdagspartiernes sonderjyske udvalg. Romningsdebatten, som De konservativeonskede den, fik imidlertid et udmaerket udgangspunkt i den resolution, Vaelgerforeningens tilsynsrad vedtog ved modet den 4. juli.

Det hed heri som naevnt:

Vaelgerforeningen er taknemlig for de henvendelser, der af danske rigsdagsmaend er rettede til udenrigsministeren om at virke for, at romningen af 3. zone genoptages. Nar afstemningsforholdene i 2. zone fuldt ud skal betrygges, er det en bydende nodvendighed, at romningen ikke standser fa kilometer sonden for Flensborg.

Dermed var slagordet givet til en kampagne, der varede i adskillige maneder. Pa modet i Abenra var H. P. Hanssen stadig af den opfattelse, at man kunne benytte traktatbestemmelsen om, at overpraesident og regeringsprcesident skulle forsvinde fra Slesvig by. »Det vil der blive bygget pa«, sagde han og tilfojede: »maske er det bedst, at resolutionen ikke offentliggores«. I referatet stod der som naevnt yderligere, at redaktor Christiansen skulle afgive den til den Internationale kommission² 3. Men den internationale kommission, der i afstemningstiden skulle forvalte 1. og 2. zone, var ikke oprettet endnu; resolutionen fik derved en masrkelig gang.

Den 10. juli holdt Rigsdagspartiernes sonderjyske forhandlingsudvalg sit forste arbejdsmode under ledelse af den konservative Alexander Foss. Pa modet oplyste den konservative repraesentant Emil Harboe, at han underhanden havde faet at vide, at der pa det sidste vaslgerforeningsmode var blevet truffet en enstemmig beslutning, som skulle vaere tilstillet minister Hanssen, om at kraeve gennemfort evakuering af 3. zone for at sikre afstemningsfriheden i 2. zone, og han ville gerne hore, om man har faet meddelelse om noget sadant, og hvad ministeren vil gore. H. P. Hanssen bekraeftede, at en resolution var vedtaget; han karakteriserede den som en henstilling til den internationale kommission, om det ikke var muligt at genoptage romningen:

Jeg har modtaget den i gar, og jeg skal sorge for, at udvalgets medlemmer far dens ordlyd. Den er rettet til den internationale kommission og sendt til mig med anmodning om at overgive den til kommissionen, sa snart den er konstitueret sammen med det for nsevnte materiale vedrorende embedsbe- Scettelserne²⁴.

---

23. Niels Hansens referat, LA, Abenra.

24. Hdb. 11, s. 252 f.

Ved nsermere eftertanke fandt H. P. Hanssen dog ud af, at det ikke var hensigtsmeessigt, at han afleverede resolutionen til den internationale kommission, nar denne var blevet konstitueret. Den 12. juli kom resolutionen pa ny til droftelse i Vselgerforeningens tilsynsrad; her sagde H. P. Hanssen ifolge referatet intet om, at den internationale kommission endnu ikke var tradt i funktion, men nasvnte blot at den ville blive overlaesset med arbejde, og han anbefalede, at resolutionen blev indsendt til det franske gesandtskab, og dette blev vedtaget²⁵. H. P. Hanssen fik en skrivelse med denne anmodning. Da han den 23. juli refererede sagen i Det sonderjyske udvalg, anforte han, at hansom dansk minister ikke kunne traede i direkte forbindelse med den franske gesandt i denne sag; man ma formode, at han har radfort sig med udenrigsminister Erik Scavenius derom, der nu sa, hvilke politiske risikomomenter sagen indebar. Den danske regering ansa ikke en romning for en realistisk mulighed; H. P. Hanssen onskede derfor ikke at befatte sig med resolutionen og opfordrede et medlem af Vzelgerforeningens tilsynsrad, redaktor Nicolaj Svendsen, til at aflevere den hos den franske gesandt, og det gjorde Svendsen den 17. juli. Den politiske udvikling accellererede i disse dage. Den 19. juli telegraferede Bernhoft fra Paris:

Alle bestraebelser for evakuering af 3. zone forgasves, da den ikke findes i traktaten, ligeledes anses fjernelse af overpraesidenten for ugorligt; derimod vil konferencen tilkendegive Tyskland at afholde sig fra politiske anholdelser i naevnte zone.

Den 21. juli offentliggjorde Scavenius indholdet af dette telegram²⁶; men Det konservative parti var nu indstillet pa at gore det slesvigske sporgsmal til angrebspunkt mod regeringen, og hvad specielt romningen angik, kunne det nu regne med stotte fra Venstre; Neergaard gik nu klart imod regeringen. Den 16. juli besluttede Det konservative folkeparti at kraeve den diplomatiske korrespondance mellem udenrigsministeren og den danske gesandt i Paris offentliggjort, og at der skulle rettes en officiel henstilling til fredskonferencen i Paris for at sikre afstemningens frihed i 2. zone. Denne opfordring blev basis for en debat i folketinget den 31. juli, men forinden var der den 23. juli en droftelse i Det sonderjyske udvalg, som blev en slags generalprove pa debatten i folketinget. Kanonerne var nu kort i stilling.

Pa dette mode forelagde H. P. Hanssen til information den resolution
af 4. juli, som Nicolaj Svendsen 17. juli havde afleveret til den franske

---

25. Niels Hansens referat, LA, Abenra.

26. F on t e n a y, s. 381 ff.

gesandt. Erik Scavenius fremhcevede i sin redegorelse Bernhofts indberetningerom, at der intet var at gore i romningssagen, og at en henvendelse til de allierede kunne opfattes som en mistillidserklaering til besEettelsestroppernesevne til at holde ro og orden under afstemningen. Men argumentervar ikke laengere det afgorende. For De konservative gav J. Schovelin tonen an med megen folelseskraft:

Vi, som virkelig for ramme alvor onsker, at afstemningen i 2. zone skal forega sikkert og frit, vi, som onsker at imodekomme sonderjydernes bestemt udtalte onske, vi ma, mener jeg, gore alt, hvad der er muligt, om ikke for andet sa for at vise sonderjyderne vort sindelag, for at forsoge, om det dog ikke til syvende og sidst skulle vaere gorligt at fa denne romning gennemfort, som sonderjyderne enstemmigt har betegnet som en bydende nodvendighed, for at afstemningen overhovedet skal blive andet end tysk humbug.

I modet deltog Bramsnaes, Neergaard, Foss, der alle tre havde vaeret med i delegationen til Paris i marts 1919. Alexander Foss gav nu en ganske fejlagtig skildring af, hvad der var forhandlet under rejsen pa OKs skib »Fiona«. Han pastod, at man pa rejsen var blevet enige om,

at vi, nar vi kom for kommissionen, skulle fastholde, at graensen til romningszonen, altsa 3. zone, matte ga nord om Slesvig. Nar dette fik det udtryk - en halv snes kilometer - hang det sammen med, at vi valgte kammerherre Bernhoft til ordforer, og han var lidt vanskeligt stillet, fordi han kun kendte vore forhandlinger gennem et kortfattet referat og resultaterne, sa at han, nar sporgsmalet blev rettet til ham, matte vende sig om for at hore, hvad vi egentlig var blevet enige om.

Bramsnass sogte at forklare, hvordan tingene hang sammen, men Neergaard havde i den givne sammenhaeng ingen interesse i at ssette tingene pa plads, og forsvarsminister P. Munch var ikke til stede. Schovelins staerkeste argument var dog Vaelgerforeningens resolution af 4. juli, og det var for Erik Scavenius svaert at komme uden om den, »hvor stor lyst man end har til at lade Den sonderjyske Vaslgerforening vaere vejledende, ma der vasre en graense, udover hvilken man kommer ud i det, som er ugorligt. Det drejer sig om fredstraktaten«, sagde Scavenius.

Det var tydeligt, at regeringen stod svagt i en sag, hvor den kunne bringes i modsastning til Den nordslesvigske Vaelgerforening, over for hvis standpunkter H. P. Hanssen var forpligtet, ikke mindst nar det gjaldt en resolution, som han selv havde stemt for.

Neergaard, der hidtil havde staet regeringen ret nasr i det sonderjyske
sporgsmal, blev nu skudt frem som hovedangriberen. Han sammenfattede
sin opfattelse i ordene:

Dct, som jeg mener har betydning for at sikre afstemningsfriheden i 2. zone, cr, at der ikke alene fra Den sonderjyske vaslgerforening og tilsynsrad, men ogsa fra vor regerings side bliver sagt, at her naerer man samme mening, at det vil Vcere i hoj grad onskeligt, om den oprindelige, besluttede rornning af et badte syd for 2. zone fandt sted, og at man betragter dette forhold som noget vaesentligt med hensyn til sikring af afstemningsfriheden i 2. zone og henlcder de vedkommendes opmaerksomhed pa, hvorledes dette misforhold kan redresseres.

H. P. Hanssen deltog ikke i debatten bortset fra, at han gav oplysning om den samtale, Nicolaj Svendsen den 17. juli havde haft med den franske gesandt Conty. Denne havde, forklarede han, opfattet resolutionen som et mistillidsvotum til de allierede, idet man syntes at gaud fra, at kommissionen ikke kunne sikre den fri afstemningsret i 2. zone. Det var kommissionens opgave, havde han sagt, og der stod tilstraekkelige militate magtmidler til deres radighed. De muligheder, H. P. Hanssen havde for at deltage i debatten, var hasmmede. Resolutionen af 4. juli var blevet ham en klods om benet.

Under Svendsens samtale med Conty havde denne sagt, at han gerne ville hore en naermere begrundelse for den utryghed, der gjorde sig gaeldende i Sonderjylland. Det gav ny basis for at fore resolutionen af 4. juli frem for de allierede, idet udtalelsen gav anledning til, at en delegation bestaende af Vaelgerforeningens fungerende formand Peter Grau, sekretaeren Martin Simonsen og redaktor Ernst Christiansen rejste til Kobcnhavn, hvor de den 24. juli aflagde besog i det franske gesandtskab. Nu erklaerede Conty sig rede til at sende resolutionen til Paris. Dog antog han, at den franske regering ikke ville kunne forsta kravet. Da P. Grau berettede heroin for Vaelgerforeningens tilsynsrad den 28. juli, sagde han som sin opfattelse, at Conty var bitter over, at man nu sogte at bringe dct ind igen, som engang var slettet²⁷.

De tre delegerede besogte ogsa den britiske charge d'affaires, lord Kilmarnock. Foruden at aflevere resolutionen havde delegationen til ham fortalt, at en tysk lov var forberedt til hurtigt at ga gennem den tyske rigsdag med nye skattebyrder pa Slesvig »for at odelaegge omradet, for det blev overgivet til Danmark«. Flensborg var blevet rigelig forsynet med fodevarer, forklarede de, men 1. zone ikke²⁸. De tre havde ogsa vaeret i del: amerikanske gesandtskab.

Efter rejsen til Kobenhavn var de tre repraesentanter imidlertid kommettil
den opfattelse, at resolutionen af 4. juli ikke alene burde sendes

---

27. Niels Hansens referat, LA, Abenra.

28. F. O. 608 s. 138, Public Record Office, London.

til de allierede magter, men at den ogsa burde sendes til den danske regeringog
rigsdag. Helt pa egen hand var de naeppe kommet til dette
resultat. J. S. Vanggaard har beskrevet situationen pa folgende made:

For at stotte bevaegelsen herovre om at fa rigsdagen til at rejse krav otn 3. zones romning fik vore nu sikre venner i Vaelgerforeningens bestyrelse i Nordslesvig indvarslet til nyt mode for at vedtage bestemmelse om ogsa at aflevere den tidligere vedtagne og til ententens gesandter overbragte resolution om 3. zones romning til den danske regering og rigsdag. Men regeringen sa faren; en Abenraresolution rettet til regering og rigsdag i denne sag ville virke stimulerende pa oppositionen pa rigsdagen og maske endda fa regeringens ringe majoritet til at falde; og da regeringen under ingen omstaendigheder ville have 3. zone rommet, fordi den frygtede en frivillig afstemning til Danmark, matte Hanssen se at strangulere Vaslgerforeningen i Abenra²⁹.

Den 28. juli holdt Vselgerforeningens tilsynsrad det af oppositionen onskede mode, hvor forslaget om at sende resolutionen af 4. juli til regering og rigsdag blev fremsat af Peter Grau, H. P. Hanssen forklarede nu, at fredstraktaten ikke lod sig aendre. I sit svar kunne han bygge pa det telegram, som Bernhoft havde sendt den 19. juli, hvoraf det fremgik, at ogsa den smutvej, han selv havde taenkt pa, at fjernelsen af overpraesidenten kunne benyttes som argument for kontrol med byen Slesvig, ikke var farbar. Debatten blev pa. Abenra-retningens vegne fortrinsvis fort af Nis Nissen. Han gik hardt i rette med Dannevirkebevsegelsens undergrundsarbejde, og friseren Cornelius Petersen, der var en ivrig tilhsenger af en grasnse ved Sli-Dannevirke-Ejder, havde leveret ham et godt argument med folgende udtalelse:

Hvis vi far romningen, skal vi nok selv foretage afstemningen.

Ernst Christiansen mente, at det stadig var muligt ved en henvendelse at opna noget; det var vanskeligt at anfore betydningen af romningen af 3. zone i enkeltheder, men den ville vasre af moralsk virkning, og han bad tilsynsradet om stotte.

Medens tilsynsradet ved adskillige lejligheder havde haft en interesse i at optrasde enigt udadtil trods divergerende meninger indad, var en sadan interesse ikke til stede den 28. juli. Det var for H. P. Hanssen helt afgorende nu at komme fri af den resolution, hvis betydning han havde undervurderet den 4. juli, men Flensborg-retningen havde en stasrk position,fordi tilsynsradet nu en gang enstemmigt havde vedtaget resolutionen.Der var kun tale om at sende den vedtagne ordlyd til rigsdag og regering, som matte vEere de faktorer, der effektivt kunne rejse kravet

---

29. Vanggaards optegnelser, s. 259, RA.

over for rette vedkommende i Paris. Martin Simonsen havde vasret af
samme opfattelse som P. Grau og Ernst Christiansen, men som god
H. P. Hanssen-tilhaenger sa han nu resolutionen i et andet lys.

Ved afstemningen blev forslaget om til rigsdag og regering af indsende resolutionen af 5. juli forkastet med 28 stemmer mod 21. Det afspejlede styrkeforholdet mellem de to floje, men saledes at Abenra-retningen var svagere end tidligere. Da de to parter sidst havde staet over for hinanden den 30. maj, havde styrkeforholdet vseret 34 mod 22. Et stemmeskred til fordel for Flensborg var under udvikling.

Skal man gore resultatet op, fik H. P. Hanssen den umiddelbare fordel af afgorelsen, at han igen kunne manovrere frit; hans modstandere havde sadan set haft en storre fordel af at undga styrkeproven; i sa fald havde H. P. Hanssen stadig vasret bundet af sin afstemning i tilsynsradet den 4. juli.

I den politiske diskussion havde oppositionen imidlertid faet gode kort pa handen. Det var rigtigt, som H. P. Hanssens blad skrev den 29. juli 1919, »at forslaget, som dets motivering viste, fremtradte som et led i en malbevidst agitation om at fa. 3. zone genoptaget i fredstraktaten som afstemningszone, en agitation som er vidtforgrenet i kongeriget, hvor den bl. a. har givet sig udslag i pressen og pa moder«; men netop i denne agitation var det godt stof at kunne henvise til, at Vaslgerforeningen den 4. juli enstemmigt vedtog en resolution, som et flertal sa den 28. juli 10b fra.

Modsaetningen mellem de to stridende retninger var nu trukket skarpt op, og den fungerende formand P. Grau gjorde den helt klar, da han nedlagde sit formandshverv. Han begrundede det med, at han i et principielt sporgsmal stod med et flertal imod sig. Modet i Vaelgerforeningen var optakten til den store romningsdebat, som fortes den 30. juli i folketinget. De konservative og Venstre var gaet sammen om sporgsmalet:

Hvilke oplysninger kan udenrigsministeren give om, hvad der soges gennemfort til sikring af afstemningsfriheden i 2. zone i Sonderjylland, og hvad det danske udenrigsministerium har foretaget til stotte af onskerne om tysk romning af 3. zone.

Af taktiske grunde blev Niels Neergaard ordforer; han havde stottet regeringen i maj, nu ville han gerne tage afstand fra den, og han sa klart situationens taktiske muligheder. Han begyndte med at erklaere sig som Flensborg-mand, idet han udtrykte onsket om, at byen kom med i den del af Sonderjylland, der skulle ga til Danmark, sa man undgik at fa den liggende som et stort tysk centrum lige ved Danmarks graense.

Han mente, at man skulle se romningsproblemet som en del af sporgsmaletom afstemningsfriheden i 2. zone (Det var her underforstaet, at han ikke onskede 3. zone genoprettet som afstemningszone). Der matte tillaegges Vaelgerforeningens resolution af 4. juli stor betydning, mente han:

Denne enstemmigt vedtagne resolution udtrykker altsa den samlede sonderjyske vaelgerforenings bekymring over, at romningen af 3. zone faldt bort ved den endelige redaktion af fredstraktaten ... Resolutionen blev meddelt det sonderjyske udvalg den 23. juli, og deter meddelelser om denne klare, bestemte og afgorende holdning, som samtlige valgte tillidsrnaend for Sonderjylland har indtaget, der er kilden til denne foresporgsel.

Neergaard naevnte derefter, at tilsynsradet den 28. juli havde forkastet
et forslag om at oversende den til rigsdag og regering, og fortsatte:

Jeg formoder, at arsagen til, at man med et lille flertal har vedtaget ikke at oversende den til regering og rigsdag, er den, at man har nasret en efter min mening overdreven frygt for derved at blande sig ind i kongerigets indre politik . . „ men dette, at man af opportunitetsgrunde ikke har onsket at oversende resolutionen til regering og rigsdag, betager den ikke en toddel af den saglige vsegt, som ligger i den. Det star stadig fast, at alle uden hensyn til, hvilken stilling man indtager til graensesporgsmalet, alle de ansvarlige repraesentanter dernede, anser det for en bydende nodvendighed, at romningen ikke standses fa kilometer sonden for Flensborg ...

Neergaard mente, at der var tale om en fejl i selve fredstraktaten, og
fandt udenrigsministerens redegorelse i det sonderjyske udvalg den 23.
juli ganske utilfredsstillende, og andet kunne man selvsagt ikke vente.

Erik Scavenius gav derpa en lang historisk udredning af hele problemetfra forst til sidst; det var forste gang, offentligheden erfarede, hvad den danske regering konkret havde foretaget sig, og hvad man vidste om forhandlingerne pa fredskonferencen. Vaesentlige og afgorende faktorerhavde vaeret ukendte, men debatten mellem Erik Scavenius og Neergaard er historisk set uinteressant, ikke fordi de hver isaer byggede pa forkerte forudsaetninger, men fordi de tolkede det, de vidste, i lyset af den politiske interesse, de hver isaer varetog. Foresporgernes klare formal var at bringe regeringen Zahle i en vanskelig situation ved at papege en divergens mellem H. P. Hanssens holdning og regeringens holdning til romningssporgsmalet, idet der kunne henvises til, at H. P. Hanssen havde vaeret stemt for en resolution, som ikke svarede til regeringenshensigter. Men takket vsere modet i Vaelgerforeningens tilsynsrad den 28. juli, som regeringens modstandere havde faet indkaldt for om muligt at vaelte H. P. Hanssen, havde han ved tilsynsradets afstemning

fact sin parlamentariske basis i orden. Vaelgerforeningens flertal var kommctpa linje med regeringen ved at forkaste forslaget om at sende resolutionenaf 4. juli til regering og rigsdag. Medens H. P. Hanssen ved modeti det sonderjyske udvalg den 23. juli havde vzeret bundet pa. haender og fodder, havde han nu den 30. juli faet sin bevaegelsesfrihed og kunne i et indlasg forklare og forsvare sine synspunkter. Om motiverne til flertalsafgorelsen i Vaelgerforeningen sagde H. P. Hanssen, at frygten for at indblande sig i indre danske forhold maske havde spillet en rolle, men mere betydning tillagde han udtalelsen af de allierede diplomater til Vselgerforeningensudsendinge; diplomaterne havde ment, at der ikke mere var meget at gore.

Men det afgorende - det tor jeg sige, da jeg har vaeret til stede under forhandlingerne - var, hvad der ogsa fremgik af motiveringen af forslaget, frygten for, at vi her stod over for en gren af en malbevidst agitation, som tilsigtede genoprettelsen af 3. zone som afstemningszone. Dette har for Vaelgerforeningens flertal vaeret afgorende med hensyn til det standpunkt, som vi sidst har indtaget . . . Med Vaelgerforeningens flertal er det derimod vor pligt at stotte ikke blot alle bestraebelser, som gar ud pa at sikre den frie og uafhaengige afstemning i 2. zone, men ogsa udover det at yde vore landsniccnd i Flensborg og Mellemslesvig den stotte, vi er i stand til at yde dem, under den sidste store afgorende kamp.

Bolden var nu givet op til Erik Scavenius, der i H. P. Hanssens ord fandt stotte for den frygt, at romningskravet skulle vasre indledningen til en genoptagelse af kampen for igen at fa afstemningen udstrakt til 3. zone. Neergaard, derimod, matte ud fra sin taktiske hensigt soge at reducere betydningen af det, H. P. Hanssen havde sagt; han fandt, at grunden til ikke at sende resolutionen til rigsdag og regering var af indre sonderjysk natur. At forslaget var fremkommet fra rnaend, der var tilhaengere af afstemningen i 3. zone og lignende, det ville han ikke blande sig i, men han ville fastsla, hvad H. P. Hanssen pa ingen made havde benaegtet, at resolutionens indhold, dens haevdelse af romningen af 3. zone som en uomgaengelig nodvendighed for sikringen af afstemningsfriheden i 2. zone, stod fuldkommen lige sa fast nu som nogensinde:

Der er ikke taget et ord tilbage af dette, og det palaegger efter min mening
en forpligtelse til, sa. laenge det ikke uigendriveligt kan godtgores, at deter
forgaeves, at gore alt for at fore dette onske igennem.

I en senere replik til Scavenius udtalte han:

Deter i sandhed en resolution, som deter vanskeligt for ministeren at
komme uden om. Men det kan ikke vaere meningen, at denne resolution skulle

holdes hemmelig. Den er forebragt for de allierede og associerede magter, den skulle vaere forebragt for den international e kommission, den er forelagt for os i det sonderjyskc udvalg, den er forelagt regeringen, og endelig nu til sidst, efter at man af forskellige grunde ikke liar onsket at afsendc den officielt til regering og rigsdag, telegraferes dens indhold herover fra Sonderjylland og offentliggores, altsa fuldstasndig uden noget forbehold.

Citaterne viser, hvor stor vaegt Neergaard havde lagt pa resolutionen for at bore i en modsaetning mellem regeringen Zahle og minister H. P. Hanssen, der her kunne konstrueres. Deter skasbnens ironi, at de krsefter, der ville have Vselgerforeningen til at sende resolutionen officielt ud til regering og rigsdag, faktisk reddede H. P. Hanssen ud af en endnu vasrre knibe.

Neergaard fremsatte et forslag til en motiveret dagsorden:

Idet Folketinget udtaler sin glasde over, at fredsslutningen mellem de allierede
og associerede magter og Tyskland abner Danmark udsigt til en nationalitetsbestemt
graense mod syd,
idet Folketinget erklaerer sig enigt i Den nordslesvigske Vaslgerforenings under
4. juli d. a. enstemmigt udtalte onske om en romning af 3. zone, og
idet Folketinget opfordrede udenrigsministeren til pa virksomste made at stotte
dette onske over for de ledende magter,
gar Tinget over til dagsordenen.

Dagsordenen blev forkastet med 70 mod 66 stemmer, og en dagsorden,
der billigede regeringens politik, blev vedtaget med 70 mod 67
stemmer.

Dermed var romningsdebatten forbi, men problemet var ikke ude af verden, tvsertimod. Det blev basis for indsamling af underskrifter pa en adresse med krav om romning af 3. zone. Den afleveredes til regeringen 26. nov. 1919 med 315.455 underskrifter. En hektisk modevirksomhed ledsagede indsamlingen af underskrifter. I Sonderjylland sprsengtes Vaslgerforeningens tilsynsrad.

Kravet om romning af 3. zone var blevet en tue, der naar havde vasltet det store lass. H. P. Hanssen havde fejlbedomt situationen i dagene op til 4. juli; han havde indtil da anset romningsproblemet som rnindre betydningsfuldt, og ud fra det grundsyn at sta fast pa det vaesentlige og give efter pa de mindre vigtige punkter havde han ment at kunne give en koncession med hensyn til romningskravet. Han blev derved bragt i en situation, der kunne fremstilles som selvmodsigende, og hans modstandere var ikke sene til at finde og udnytte de svage punkter. De saglige argumenter havde mistet deres va?gt; angrebet gjaldt regeringen Zahle, og kampagnen mod H. P. Hanssen var et led i dette angreb.

4. Vælgerforeningen sprænges

Allerede ved modet i Vaelgerforeningens tilsynsrad den 28. juli 1918 mente nogle fra Flensborg-retningen, at tilsynsradet burde trsede tilbage for derved at bane vejen for et nyvalg. Det havde efter den 28. juli vaeret muligt for Flensborg-retningen at betragte kampen om romningen som udkampet, men retningen folte en voksende medbor i folkestemningen. Skulle den yderligere oges, matte der drastiske midler til. I bladet »Danskeren« skrev redaktor A. Svensson 1. august:

Og nu sidder vi midt i et dodvande, som ingen ojner nogen udvej af . . . Ministeriet Zahles maegtige hand ligger over alt og alle. Det gaelder desvaerre ikke alene i kongeriget Danmark, det gaelder ogsa i Sonderjylland. Dette ma vi enten slovt finde os i, eller vi ma vriste os 10s af det radikale naevetag. Nogen mellemvej gives ikke. Der er vel ingen, der for alvor tror, at de allierede foler sig opmuntrede til at rage kastanierne ud af ilden for et Vcelgerforenings-mindretal, der ikke selv tor sastte noget ind pa sin sag. Vi har firet laenge nok for ikke at skabe unodig splittelse ind under genforeningen. Stundom har vi vundet ved det, og stundom har vi tabt. Herefter kan der efter vor overbevisning kun tabes. Lad mindretallet krasve nye valg til tilsynsradet. Det vil skabe rene linjer og frisk luft her i landet.

Dette forslag ma vasre bygget pa en fast forvisning om, at et nyvalg til Vaelgerforeningens tilsynsrad ville give flertal for Flensborg-retningen; ellers kunne man ikke »vriste sig 10s fra det radikale na;vetag«, som det hed, og det at vriste sig 10s matte i praksis betyde, at det derpa nyvalgte tilsynsrad ville give H. P. Hanssen et mistillidsvotum. Det var ogsa en konsekvens, at kravet om romning af 3. zone matte opretholdes uanset, hvordan chancerne for dets gennemforelse blev bedomt. Artiklen var isasr rettet indadtil mod Flensborg-retningen, den var en opfordring til at fore en mere demonstrativ politik. Det skal dog straks siges, at den linje, der her blev slaet ind pa, og det nyvalg, der faktisk fandt sted, ikke forte til det onskede mil; nok blev H. P. Hanssens position rokket, men hans parlamentariske basis holdt gennem de folgende maneders kampe, og deter denne strid for og imod H. P. Hanssen, der isaer forbitrede sindene hos tilhaengerne af de to retninger i sonderjysk politik.

Den 2. august 1919 enedes Ernst Christiansen og A. Svensson om at indbyde meningsfaellerne til mode i Borgerforeningen i Flensborg den 6. august. Steningen var pa dette mode ret delt, men til sidst var de fleste dog for krav om nyvalg, og der blev indkaldt til tilsynsradsmode den 16. august³⁰.

---

30. Ernst Christiansens dagbog, LA, Abenra.

En arsag til de delte meninger blandt Flensborg-msendene la deri, at ikke alle tilsynsradsmedlemmer folte sig sikre i sadlen i deres valgkredse. Det var reprcesentanterne for Flensborg og Tonder amter, der forte an, de kunne regne med genvalg, medens Flensborg-retningens folk fra andre egne var mere tovende. Dette fremgar af et brev fra P. Grau til Ernst Christiansen 10. aug. 1919; det fremgar ogsa af brevet, at P. Grau var betaenkelig ved en obstruktionspolitik. Hvis tilsynsradet ikke blev oplost, ville mindretallet afskaere sig fra enhver indflydelse. P. Grau naevnte ogsa, at der endnu var mange, som var betaenkelige ved 3. zone, og at man derfor ikke kunne »tage den med som lokkemiddel. Det kan vi forst, nar rosterne dernede fra lyder hojere« 31.

Situationen umiddelbart for modet kan illustreres med et uddrag af en leder, som redaktor A. Lebeck skrev i »Modersmalet« 11. august og af en leder, som Ernst Christiansen skrev i Flensborg Avis 13. august. Lebeck naerer betasnkelighed ved oplosning og nyvalg,

fordi deter uundgaeligt, at et oplosningsvalg bliver et kampvalg i hojere grad end tidligere valg til tilsynsradet. Folgelig vil forhandenveerende modsaetninger blive uddybede og det pa et tidspunkt, da signalet narsom heist kan blive givet til den store afstemning, der absolut krasver samling og samvirken, hvis den skal give det udfald, som med rette kan ventes af den . . .

Ernst Christiansen skrev:

Virkelig betaenkelig blev stillingen forst, da Vaelgerforeningens ledende mand lod sig optage i den kongerigske partiregering, og da denne gav sig til at manovrere Vaelgerforeningens flertal bort fra gennemforelsen af en een gang tagen beslutning, som den skaebne viser, kravet om romning af 3. zone har faet. Nar sligt sker og fortsaettes upatalt, bliver Vaelgerforeningen ikke et selvstaendigt udtryk for den sonderjyske befolknings vilje, men et redskab i den radikale partiregerings hand i stedet for en sagkyndig radgiver, hvis mening den ma lytte til.

Artiklen sluttede:

Ingen tyskerkurs! 2. zone med til Danmark og fuld stotte til de danske forposter,
for at det kan nas. For at 2. zone kan fa fuld frihed, er det bydende
nodvendigt, at romningen ikke standser fern kilometer sonden for Flensborg.

I de samme dage bragte Politiken udtalelser af de allieredes gesandter.
Den nytiltradte franske gesandt P. Claudel sagde den 8. august: »Sagen
er afgjort«, og Sir Charles Marling udtalte den 15. august:

En romning af 3. zone naevnes ikke i fredstraktaten, og en forandring af denne
ma anses for udelukket. Hvad der er skrevet star fast, jeg ser absolut ikke
nogen mulighed for, at noget bliver rettet.

---

31. Ernst Christiansens arkiv, LA, Abenra.

Men sadanne udsagn fik ingen effekt, ja, Ribe Stiftstidende kommenterede
endda Marlings udtalelse pa folgende made:

Man vil altid lytte til, hvad en sa udmaerket repraesentant for den britiske nation som Sir Charles Marling udtaler; deter kun beklageligt, at udtalelsen fremkommer i Politiken, over for hvis loyale gengivelser man pa forhand er tilbojelig til at stille sig yderst tvivlsorn.

Romningskravet var stadig velegnet til at skabe stemning mod regeringen ved pastand om, at den havde forsomt at varetage danske interesser, og det virkede ogsa som kit mellem Dannevirke og Flensborgfolkene.

Pa dagsordenen til modet i tilsynsradet den 16. august var forste punkt valg af ny formand, som andet punkt var optaget forslag til nyvalg af tilsynsradet. Det var meget naerliggende for oppositionen at onske en omvendt raekkefolge af dagsordenspunkterne, selv om P. Grau personligt ikke lagde vaegt derpa. Et forslag herom blev fremsat af Ernst Christiansen, men afvist af flertallet. Flertallet foreslog som formand grev O. D. Schack, der havde nedlagt sit mandat i tilsynsradet den 4. juli, og som ikke var blevet genvalgt ved suppleringsvalget. Mindretallet opstillede P. Grau. Grev Schack blev valgt med 34 stemmer mod 22. Som formand for Vaelgerforeningen fik O. D. Schack en meget fremskudt plads, og det vil vaere rimeligt pa dette sted at praesentere ham lidt na?rmere. Lensgreverne Schack-Schackenborg i Mogeltonder sogn repraesenterede gamle danske traditioner. Slaegten Schack havde overtaget Mogeltonderhus i 1661. Det horte til kongeriget Danmark, ikke hertugdommet Slesvig, og Schackenborg var et dansk lensgrevskab, men greven var ogsa i kraft af andre godsbesiddelser medlem af det slesvig-holstenske ridderskab. Grev O. D. Schacks udprasget danske holdning havde han fra sin mor, der var fodt komtesse Lerche fra Lerchenborg. O. D. Schack blev student fra latinskolen i Liibeck (den var ikke preussisk). Efter et par ars ophold i Miinchen overtog han ved faderens dod 1905 grevskabet. Det vakte en ikke ringe opmaerksomhed, da han begyndte at engagere sig i det danske nationale og kulturelle arbejde i Nordslesvig. I 1914 blev han valgt ind i Vaelgerforeningens tilsynsrad. Ved krigens udbrud i 1914 blev han arresteret af de tyske myndigheder, mistaenkt for spionage, men efter nogle maneder sat pa fri fod. Ud fra den holdning, O. D. Schack indtog pa tilsynsradets forste moder fra november 1918 og fremefter, ville man vente at finde ham som en udpraeget tilhaenger af H. P. Hanssen, men som han skriver i sine erindringer:

De to partier gik mere og mere fra hinanden, og da jeg heist ville sta med

eet ben i hver lejr, matte det ojeblik jo komme, da jeg ikke kunne skraeve
videre og matte dumpe ned mellem de to lejre32.

Pa modet den 4. juli 1919 havde grev Schack udkastet den ide, der fremfortes af Nis Nissen, om slet ikke at vedtage nogen resolution i anledning af, at H. P. Hanssen var blevet minister. Tanken blev afvist af Flensborg-folkene. Da der saledes blev to resolutioner at stemme om, erklaerede O. D. Schack, at hans vaelgere nok ville mene, at han burde stemme for Flensborg-standpunktet; det kurme han imidlertid ikke, han folte sig derved bragt i et modsaetningsforhold til sine vaelgere og sa kun den udvej at nedlasgge sit mandat. Der blev derefter foranstaltet nyvalg i hans kreds (Bylderup), hvor en Flensborg-tilhaenger P. Gad blev valgt i hans sted. Det kom derfor meget overraskende bade for ham og for offentligheden, at han den 16. august blev valgt til formand. Fra flertallets side var valget taenkt som en udstrakt hand til mindretallet, og O. D. Schack sa det da ogsa som sin fornemste opgave at skabe samling mellem de to floje. Nu var det en fordel, at han havde et ben i hver lejr. Blandt Dannevirkemaendene vakte valget til at begynde med lidt forvirring. Ribe Stiftstidende kommenterede:

Valget blev ganske vist foretaget for opgoret med mindretallet. Men efter at mindretallet har erklaeret ikke mere at ville deltage i tilsynsradets moder, er Den nordslesvigske Vselgerforening i virkeligheden spraengt. Der emu kun en enkelt flertalsfraktion, og det ville ikke svare til grev Schacks hidtilvasrende holdning, om han nu modtog dette valg og dermed tradte i spidsen for den ene gruppe i Vaelgerforeningen. Der turde derfor vaere anledning til at antage, at grev Schack naeppe vil modtage formandsvalget ... Mon ejeren af den skonne, hvide borg ved Mogeltonder er tjent med at blive draget ind i den politiske strid som leder af Vaslgerforeningens flertalspolitik?

Dette hab, om at grev Schack ville sige nej, blev beskaemmet; spaltningen i Vaelgerforeningen blev ikke sa dyb, som Dannevirkekredsen i Danmark havde habet, grev Schack gik straks igang med at soge kontakt til mindretallet, og han opnaede i realiteten begge parters accept pa et samlende arbejde.

Formandsvalget viste klart styrkeforholdet mellem flertal og mindretal,men det var mindretallets onske, at flertallet skulle gamed til sammenmed mindretallet i sluttet trop at nedlaegge mandaterne, for at der kunne udskrives nyvalg; det var et stort krav at stille til flertallet. En beslutning om nyvalg i utide kunne efter Vaelgerforeningens love kun vedtages af generalforsamlingen, hvor ethvert medlem havde adgang. Vaelgerforeningen havde pa dette tidspunkt sandsynligvis ca. 30.000

---

32. Grcensesind, d. 131.

medlemmer (i november 1919 var antallet over 40.000). En generalforsamlingsbeslutningville
derfor fa tilfceldighedens karakter.

Mindretallets ordforer var Kloppenborg-Skrumsager, der mente, at man burde lodde folkestemningen ved et nyvalg. H. P. Hanssen markerede, hvorledes situationen havde forandret sig fra 4. til 28. juli, han henviste til de allierede gesandters udtalelser og fortsatte med at sige, at sporgsmalet nu ikke sa meget var romning eller ikke romning sorn hans egen stilling i det sonderjyske ministerium.

Diskussionen fik en drejning, da Svensson spurgte, om regeringen ville nedkegge det sonderjyske ministerium, hvis H. P. Hanssen fik et mistillidsvotum i Vgelgerforeningen og som folge deraf nedlagde sit mandat. H. P. Hanssen lod forsta, at konsekvensen vel matte vsere, at det sonderjyske ministerium sa blev nedlagt, og han spurgte, om oppositionen, hvis den fik et flertal, mente at have en mand til posten. Til H. P. Hanssens store overraskelse svarede P. Grau hertil ja, og naermere forklarede han, at nar man var imod H. P. Hanssens udnaevnelse til minister, var det, fordi den ikke var sket eiter samrad med alle partier. H. P. Hanssen svarede hertil, at han havde opfattet oppositionen saledes, at de ikke ville ga ind i den nuvaerende regering.

De 22 medlemmer af mindretallet afgav folgende erklaering:

Da vi ikke tror, at Vaslgerforeningens tilsynsrad i sin nuvcerende sammensaetning
svarer til befolkningens mening pa afgorende punkter, har vi foreslaet
nyvalg.

Disse kan gennemfores pa den made, at alle tilsynsradsmedlemmer frivilligt nedlaegger deres mandater. Flertallet har ikke villet gamed dertil. Da vi derved er afskaret fra muligheden for at fa befolkningens mening frem, kan vi ikke mere vsere med til at baere ansvaret for de afgorelser, som tilsynsradet i sin nuvaerende sammensaetning traeffer. Vi ser os derfor ikke mere i stand til at deltage i tilsynsradets moder.

Det betod spraengning af tilsynsradet, men ikke alle broer blev brudt af. Da H. P. Hanssen spurgte, om de udtradte ville deltage i udvalgsmoderne, svarede forst A. Svensson: »Det sporgsrnal vil blive forhandlet en af de naermeste dage«, men P. Grau gav uden videre tilsagn derom. »Flere ikke-medlemmer er medlemmer af udvalg, og udvalgene kan derfor godt fortsaette deres arbejde,« sagde han.

Da mindretallet derefter havde forladt salen, vedtog flertallet en udtalelse:

Nar vi ikke har kunnet tiltraede mindretallets opfordring til frivillig at nedlaegge
vorc mandater, er det,

1. fordi vi foler os overbevist om, at vi har flertallet af vore vaelgere i vore
valgkredse bag os og

2. fordi vi ikke har villet overtage ansvaret for en valgkamp mellem danske umiddelbart foran afgorelsen. Vi foler os forpligtede til at blive pa vor post og erklaerer, at vi under det fortsatte arbejde vil tage vidtgaende hensyn til mindretallets onsker, nar de bliver os meddelt. I ovrigt er vi til enhver tid rede til et nyt samarbejde.

H. P. Hanssen erklaerede, at han gerne ville komme til mindretallets
moder og aflaegge beretning og give oplysninger33. Dette tilbud reflekterede
mindretallet dog ikke pa.

Grev Schack fik telefonisk meddelelse om valget, og da det skriftligt var bekrseftet, satte han sig den 19. august i forbindelse med Peter Grau, der lykonskede til valget og sagde, at han trostigt kunne tage imod det. P. Grau ville ga. med til al sagligt arbejde, og pa den baggrund modtog O. D. Schack hvervet. Den 24. august skrev Vaelgerforeningens sekreter, Martin Simonsen, til O. D. Schack:

Med den naere afstemning for oje ma man vel nu kunne forudsastte, at graensestriden ma hore op, at vi samlet kan saette al kraft ind pa et godt valgresultat for begge zoners vedkommende. Endnu har jeg ikke hort noget fra mindretallets mode i Flensborg, deraf vil for en del vort naermeste samarbejde vasre afhaengigt34.

Det nsevnte mode i mindretallet fandt sted den 22. august. I modet deltog ogsa Mellemslesvigsk udvalg. Der valgtes en bestyrelse bestaende af P. Grau, Kloppenborg-Skrumsager og E. Christiansen. Man vedtog at opretholde romningskravet som en bydende nodvendighed, »opgivelsen af romningen af 3. zone har i den grad givet den tyske agitation vind i sejlene, at den har loftet hovedet stserkt i 1. zone, hvor den tillige udnytter den dybtgaende uro, som valutasporgsmalet har fremkaldt i alle befolkningskredse«, hed det i en udtalelse.

Man anmodede i et brev til statsminister Zahle den danske regering og rigsdag om at understotte kravet om romning af 3. zone, »fordi denne efter vor overbevisning er afgjort nodvendig til at sikre fuld afsternningsfrihed i 2. zone, hvis danske befolkning traenger til virksom stotte« . . . »Til trods for de offentliggjorte udtalelser fra medlemmer af den internationale kommission, som kun vedrorer deres egen magtfuldkommenhed, anser vi det ikke for umuligt, men for meget sandsynligt, at kravet kan gennemfores, nar det stottes af Danmarks regering og rigsdag*.

Til Sonderjysk udvalg sendte man en meddelelse om, at de 23 var udtradtaf
Vaelgerforeningens tilsynsrad, og at de sammen med Mellemslesvigskudvalg

---

33. Tilsynsradsprotokol, LA, Abenra.

34. Grcensesind, s. 138.

slesvigskudvalgselvstaendigt ville fremfore deres onsker, indtil der var
foretaget nyvalg til Vaelgerforeningens tilsynsriid.

Endelig meddelte man H. P. Hanssen, at de 23 ikke ville vaere repraesenteret i aktionsudvalget; men derimod ville de meningsfaeller, der havde saede i alle andre udvalg, ikke princbielt naegte at fortsaette deres arbejde, forudsat at udvalgsbeslutningerne blev forelagt de 23 til droftels e³⁵. Ifolge Ernst Christiansens dagbog clroftede man ogsa en henvendelse til president Wilson, men den synss ikke at vaere fremsendt.

I de folgende dage var Ernst Christiansen med skibet /Egir, der transporterede :ferieborn fra Flensborg til forskellige danske byer. Det varede derfor nogle dage, inden grev Schack kunne fa kontakt med ham. Den 8. September havde grev Schack og Ernst Christiansen sa en samtale, hvor grev Schack ventilerede muligheden for et kompromis, saledes at flertallei; gik med til nyvalg, medens mindretallet til gengaeld skulle erklaere, at hvis de fik flertallet, skulle det ikke betyde, at H. P. Hanssen behovede at traede tilbage36. Men i dagene 10.-13. September var Ernst Christiansen i Kobenhavn, og samvaeret med Vanggaard, Collin, rektor H. P. Hansen og overretssagforer O. Th. Krarup var ikke befordrende for samlingsbestraebelser i Sonderjylland. Den 15. September 1919 redegjorde grev Schack for sine bestraebelser pa et mode, hvori kun flertalsrepraesentanterne deltog. Han havde argumenteret over for mindretallets repraesentanter ved at henvise til, at et godt afstemningsresultat var i alles interesse:

Et godt resultat i 1. zone var for sa vidt ogsa af stor betydning, som tyskerne
muligvis kunne finde pa at kraeve, at der ved graenselaegningen i 2. zone
skulle tages hensyn til betydelige tyske minoriteter i 1. zone.

Et godt afstemningsresultat var kun sikret, nar danskerne enigt benyttededen numeriske overlegenhed, som fandtes inden for det aflukkede afstemningsomrade (1. zone) og med fuld enighed gjorde den gaeldende pa alle punkter, men grev Schack havde forelobig kun faet henholdende svar under sine samtaler med mindretallets repraesentanter. Den 16. Septemberholdt dette mode i Tinglev. Her var stemningen overvejende for krav om valg, og man ville ikke svaekke dette krav ved samarbejde med flertallet. I dette mode deltog ogsa reprasentanter for Sonderjysk Arbejderforenin g³ 7. Denne forening var staerkt interesseret i nyvalg, og nar flertallet til sidst bojede sig for kravet heroin, var det, fordi arbejderforeningensatte

---

35. Graensevagten 1919-20, s. 135.

36. Gnensesind, s. 140.

37. Ernst Christiansens dagbog, LA, Abenra.

foreningensattetrumf pa. Med arbejderforeningen gjorde en ny kreds
sig gaeldende i det politiske spil.

5. Nyvalg til Vælgerforeningens tilsynsråd

Inden for smakarsstanden i Sonderjylland var der gamle, danske traditioner, men de bcerende i den nationale selvhaevdelse mod tyskerne i tiden siden 1864 havde vaeret gardmandsstanden. Den beherskede socialt set Vaelgerforeningens tilsynsrad. Det tyske Socialdemokrati og fagbevaegelse havde laenge forsogt at vinde indpas i Nordslesvig, men kun gjort langsomme fremskridt. Socialdemokrati og fagbevaegelse var relativt velvilligt indstillede over for de danske nordslesvigere, men for danskheden som sadan var det farlige allierede, hvad sprog og kultur angik. Pa den baggrund ma man se dannelsen af Dansk arbejderforening for Nordslesvig i november 1911. Foreningen fik i arene for krigen kun ringe betydning, men fra afdelingen i Haderslev udgik i 1918 initiativet til en reorganisering med mollersvend A. Houborg og typograf Chr. Lageri som de drivende kraefter. Foreningen fik navnet »Sonderjysk arbejderforening*, den fik mange medlemmer, og den udgav fra juli 1919 et eget blad »Sonderjyden«. Arbejderbefolkningen folte sig med rette darligt repraesenteret i Vaelgerforeningens tilsynsrad, og da tilsynsradet blev spraengt pa kravet om nyvalg, var det naturligt for arbejderforeningen at stotte dette krav, men uden derved at tage parti for Flensborgretningen. I striden mellem Abenra og Flensborg var meningerne delte inden for arbejderforeningen, men flertallet haeldede til Abenra-retningen.

Den 17. august 1919 offentliggjorde »Sonderjyden« et oprab med overskriften: »Op til valg«. Oprabet viste dobbeltheden i arbejderforeningens bestraebelser. I oprabet blev det kritiseret, atf lere af tilsynsradsmedlemmerne viste storre interesse for Dannevirkelinjen end for det, der tjente den nordslesvigske befolkning bedst. Lejligheden til nyvalg ville arbejderforeningen ikke lade ga. übenyttet hen. Da det var en forudsaetning for, at arbejderne kunne gore sig gaeldende, at de var medlemmer af Vaelgerforeningen, blev alle kraftigt opfordret til pa. den made at sikre sig valgret³ 8. Det lykkedes at presse medlemstallet i Sonderjysk arbejderforening op til 10.579 (den 26. nov. 1919)³⁹. Disse medlemmer var tillige medlemmer af Vaelgerforeningen. Arbejdere og smakarsfolk sikrede sig derved en storre indflydelse, end de nogensinde for havde haft.

---

38. Graensevagten, s. 134.

39. Anker Kirkeby og Erik H. Schack: Sfinderjylland som deter. 1920, S. 338:

Pa et hovedbestyrelsesmode i Tinglev den 20. September 1919 vedtog Sonderjysk Arbejderforening at benytte sig af en bestemmelse i Vaelgerforeningens love om, at en generalforsamling skulle indkaldes, nar 200 medlemmer stillede krav derom. Dermed var flertallet i tilsynsradet bragt i en tvangssituation. En generalforsamling uden visse forhandsaftaler kunne let ende i kaos. Forskellige muligheder stod dog abne. I H. P. Hanssens blad, Hejmdal, naevntes den 25. September et forslag til en statutaendring, der skulle sikre en bred demokratisk representation. For mindretallet var udsigten til nyvalg det afgorende, og da arbejderforeningen onskede det samme, var der banet vej for nye forhandlinger, hvor man ogsa kunne drofte en ny valgmade. Den 26. September modtes 4 fra flertallet (Nis Nissen, A. Krog, Olaf Fink og Chr. Lageri) med 3 fra mindretallet (P. Grau, Kloppenborg-Skrumsager og Ernst Christiansen) under grev Schacks ledelse, og her blev det aftalt, at der skulle holdes et storre mode bestaende af hele bestyrelsen og tilsynsradet suppleret med bestyrelsen for Dansk Arbejderforening. Dette mode fandt sted 6. oktober, og der viste sig en overraskende enighed om principper for visse lovsendringer; disse skulle sa konfirmeres af en generalforsamling. Denne indkaldtes til 3. november. Her enedes man om, at nyvalget til tilsynsradet skulle finde sted den 30. november, dog kun hvis fredstraktaten ikke var tradt i kraft forinden. De vigtigste lovaendringer bestod deri, at den overste myndighed skulle flyttes fra en generalforsamling til et delegeretmode, og at tilsynsradet skulle vaelges ved forholdstalsvalg. (Hidtil var ifolge love fra 1907 valget sket ved flertalsvalg i enkeltmandskredse). De 60 tilsynsradsmedlemmer fordeltes mellem amterne i forhold til Vaelgerforeningens medlemstal; jo flere medlemmer i et omrade, des storre indflydelse. Overalt blev der hvervet medlemmer, ikke mindst i Flensborg, hvor medlemstallet for krigen kun havde vaeret ringe. Da resultatet blev gjort op den 15. november, havde Vaelgerforeningen 41.623 medlemmer. De fordelte sig som folger:

I Flensborg amt tegnede Flensborg by sig for godt 4.000 medlemmer40.

---

40. Graensevagten 1919-20 s. 270.

I Sonderjylland begyndte i november 1919 en valgkamp, der blev fulgt op af debatter i det danske folketing. De grundlaeggende modsaetninger kom til udtryk, men i valgkampen blev imidlertid statsminister Zahles person draget frem, saledes at sporgsmalet i tilspidset form var et for eller imod Zahle, og mindretallets parole var: den, der stotter H. P. Hanssen, stotter Zahle, og det blev gjort til noget meget fordaegtigt at stotte Zahle.

Nar Zahle kom til at spille en sa stor rolle i valgkampen, skyldtes det reelt, at oppositionen bade i Rigsdagen og i Vselgerforeningen habede pa, at man ved at vselte H. P. Hanssen i Sonderjylland kimne rette et afgorende stod mod regeringen; men formelt fik man et angrebspunkt i en tale, som Zahle holdt i Ringsted den 9. november, og nar denne tale kunne udnyttes sa stasrkt i propagandaen i Sonderjylland, hsenger det sammen med, at den blev holdt fa dage efter, at den tyske rigskansler, socialdemokraten Bauer den 5. og 6. november havde holdt taler henholdsvis i Flensborg og i Tonder. Teoretisk havde Zahle haft mulighed for den 9. november at tage stilling til, hvad Bauer havde sagt den 5. og 6. november, men Zahle har ikke tsenkt pa Bauer, da han talte i Ringsted. Her sattes kilen ind.

Bauers tale var i ovrigt S£erdeles moderat, omstjendighederne taget i betragtning. Han gik ind for en national losning af det slesvigske sporgsmal, og det betod for ham, at Flensborg skulle forblive ved Tyskland. Hvad historien angik, var han imidlertid gait afmarcheret. Han hsevdede, at Flensborg gennem de sidste arhundreder havde vaeret en tysk by, og at Danmark kun havde haft en koloni i byen. Han udtalte det onske, der for en tysk rigskansler i den givne situation var ret naturligt, at Flensborg altid matte forblive tysk, og at byen matte blive en tysk central, der bestandig kunne skaenke den tyskhed, der boede pa den anden side af grsensen, nyt nationalt liv. I Tonder udtalte Bauer sig imod en-bloc-bestemmelsen for 1. zone og onskede, at distrikter med tysk flertal i 1. zone skulle blive ved Tyskland; han mente, at man kunne forhandle med den danske regering og den Internationale kommission derom. Dertil fojede han ordene:

Danmark har bevaret en monstergyldig neutralitet under den nuvaerende regeringog har ydet os vaerdifulde tjenester og aflagt beviser pa savel sin deltagelsefor som pa sit venskab med Tyskland. Alene af den grund ma vi alle have det braendende onske gennem en forstandig fredelig ordning af det nationalestridssporgsmal at na til et venskabeligt forhold. Danmark er ganskevistkun et lille land, men vi har brug for det i den nuvaerende vanskelige tid og ligeledes i fremtiden; derfor kan vi ud fra dette synspunkt kun levende onske, at stridssporgsmalet virkelig bliver lost i broderlighedens og forstaelsensand.

sensand.Det vil i vaesentlig grad afhaenge af den danske regering, hvorledes
afstemningsresultatet senere vil blive udlagt og til hvilke afgorelser, den internationalekommission
skal komme.

Dette referat fandtes den 7. november i »Flensburger Nachrichten«.

Da Zahle forberedte sin tale i Ringsted. har han ikke kendt Bauers tale i Tonder og nseppe den i Flensborg, men han har vel nok test et interview, som Politiken bragte med Bauer den 6. november. Heri udtalte Bauer sig endnu mere positivt om det dansk-tyske forhold:

I det tyske folks store flertal findes der overhovedet ingen modvilje mod afstaelsen
ai det danske Nordslesvig til Danmark,

men

vi tyske finder det uretfaerdigt, at den helt tyske by Tonder ligger i 1. zone, der jo i sin helhed vil tilfalde Danmark. Hvis den danske og den tyske regering efter afstemningen her og i andre vanskelige graensesporgsmal kunne na til en faelles optraeden, er det min overbevisning, at man i praksis vil tage hensyn til de onsker, hvorom vi kan enes.

Det havde vasret muligt for Zahle i Ringsted at sige, at der ikke kunne
rokkes ved en-bloc-bestemmelsen for 1. zones vedkommende, men da
han forberedte talen, var han inde i en helt anden tankegang.

Den 31. oktober var man i det radikale parti begyndt at diskutere de asndringer i grundlov og valglov, som genforeningen ville nodvendiggore. Ved et partimode den 6. november blev det sporgsrnal fremsat, om det var meningen at holde valg pa det slesvigske sporgsmal. P. Munch var imod denne tanke; forst nar graensesporgsmalet var afgjort, ville det rette tidspunkt for et valg vaere inde, mente han. Skulle Flensborg blive tilbudt Danmark uden flertal, kunne der maske blive tale om en folkeafstemning. Indenrigsminister Rode var dog af den opfattelse, at regeringen kunne blive tvunget til at tage et valg pa Flensborg.

Den 7. november forelagde Zahle for Rode et udkast til den tale, han skulle holde i Ringsted. Heri havde Zahle medtaget en vending om, at der kunne blive tale om valg pa Flensborg-sporgsmalet. P. Munch fik senere talen forelagt og fraradede meget indtrangende at tale om valg, idet »det var umuligt at binde sig pa forhand over for noget, som slet ikke la for«. Scavenius var enig med Zahle i, at striden om Flensborg kunne taenkes at fore til valg, men fandt det utidigt at binde sig. Dette mente ogsa Brandes, der fremhaevede, at det slet ikke var til at beregne stillingen efter afstemningen. Zahle opgav da at sige noget om valgmuligheder. »Vi kom ikke ind pa den mulighed, at Zahle kunne benytte lejligheden til at give et svar pa Bauers udtalelser; pa forhandla.

handla.det os fjernt, at man skulle ga ind pa en sadan diskussion med
tyskerne«. Ogsa H. P. Hanssen sa udkastet til talen. I denne hed det
bl. a.:

Ministeriet har fastslaet sit standpunkt straks, da offentlige forhandlinger herom kunne fores. Vi fastholder det übetinget, og vi vil til enhver tid tage dets fulde konsekvenser. Vi foler os sikker pa at have det store flertal af det danske folk pa vor side bade norden og sonden a. Men selv om dette ikke er tilfaeldet, vil vi dog ikke kunne fravige vort standpunkt i en sag af en sa overordentlig interesse for vort folks fremtid. Der kan ikke ske Danmark noget vaerre, end om vi fik en betydelig tysk befolkning i vort land. Vi kan derfor ikke onske, at folk, som var tyske i gar, stemmer dansk i dag for mulig ojeblikkelig pengefordels skyld, thi vi ma frygte, at de bliver tyske igen i morgen eller i hvert fald, sa snart de har indkasseret den forventede pengefordel eller har oplevet den skuffelse, at pengefordelen udeblev eller var aldeles forbigaende⁴¹.

Talen var pra?get af det ordvalg, der var anvendt, da 3. zone var inde i billedet; nar Zahle sagde, at der ikke kunne ske Danmark noget vaerre, end om det fik en stor tysk befolkning ind i landet, sa var det i den givne situation en uheldig bemaerkning, for man havde accepteret afstemning i 2. zone og kunne ikke granske vaelgernes hjerter og nyrer. Hvad Zahle onskede at fa sagt, var dette, at regeringen kun ville tage imod Flensborg, hvis der var dansk flertal ved afstemningen, og hvis der i Danmark skulle vaere flertal for at tage Flensborg med, uanset at de tyske stemmer havde overvaegt i byen, ville det radikale parti fastholde sit standpunkt; dette blev kejtet udtrykt og lod sig opfatte, som om regeringen ville trodse flertallet; men det var ikke meningen.

Det blev hurtigt klart for oppositionen, at Zahles udtalelser, nar de blev stillet over for Bauers, lod sig udnytte til en effektiv propaganda. Det havde den nok selv fundet ud af, men der kom ogsa en tilskyndelse til storre aktivitet fra den franske gesandt P. Claudel. Han syntes ikke, der blev gjort nok af oppositionen i Danmark. I Vanggaards arkiv ligger et notat af 13. november nedskrevet af Bent Holstein om et mode med Claudel den 11. nov. 1919. Ifolge dette havde han sagt, at oppositionen under finanslovdebatten havde vaeret alt for veg. Den risikerede at blive overrasket en gang til. Det kunne blive fiasko som i sommer med romningsresolutionen. Claudel havde det indtryk efter Bauers og Zahles taler, at der foregik en ny dansk »inofficiel aktion«, og han mente, at tiden nu var moden til at vise, hvad den danske opposition duede til, og

---

41. P.Munch, s. 160ff.

derfor matte der rejses opposition i Landstinget. Vedtog Landstinget en mistillidsudtalelse til regeringens politik, og selv om denne blev gentagetog forkastet i Folketinget, ville man dog i udlandet kunne fastholde, at flertallet af det danske folks mening var oppositionens, og et sadant flertal ville der blive taget hensyn til i London og Paris, sagde han.

I notatet naevnes ogsa et brev, som formanden for Alliance Franchise, prof. E. Ehlers havde skrevet til fru Marie Lassen, som man regnede med havde I. C. Christensens ore. Det var nogle sladderhistorier om, at regeringen havde haft to repraesentanter i England, hvor de skulle meddele, at Danmark ikke ville patage sig ansvaret for at modtage Flensborg, hvis byen fik et mindretal af danske stemmer.

Dagen efter tog sagen en ny drejning, idet Claudel kaldte dr. Collin til sig for med ham at drofte en henvendelse, han havde faet fra den danske regering om hurtigst muligt at fa afstemningsomradet besat af allierede tropper eventuelt efter forhandling med den tyske regering. Claudel var ivrig for at finde ud af, hvad der kunne ligge bag den danske regerings henvendelse. Dertil svarede Collin, at et hovedmotiv formentlig var at undga det til den 30. november fastsatte valg til Den nordslesvigske vaslgerforenings tilsynsrad. Claudel blev meget glad ved denne forklaring og spurgte, om der var nogen udsigt til, at H. P. Hanssen kunne falde, hvis valget gav oppositionen flertal. Dette ansa Collin ikke for udelukket, og han sagde, at valgenes afholdelse i hvert fald havde en storste betydning for at markere den virkelige stemning i Slesvig. Claudel sagde hertil, at for sa vidt det stod til ham, skulle alt blive gjort for at forhindre en besaettelse for valgene. I et brev til Ernst Christiansen den 17. november 1919 har Collin selv fortalt om samtalen, der fandt sted den 12. november. Referatet svarer ret noje til det af Bent Holstein givne, men det har en karakteristisk tilfojelse:

Jeg var glad ved at fa sporgsmalet stillet til mig personlig til ojeblikkelig besvarelse, thi det havde maske vaeret lidt vanskeligt for Dem eller andre forere dernede at modarbejde den hurtige besaettelse. Jeg var dog ikke i tvivl om standpunktet. Der stilles her meget store forventninger til den 30., og deter min bestemte overbevisning, at deter en af de allervigtigste dage i hele kampen; De ma sejre, absolut og afgorende, og De ma uden nogensomhelst betaenkelighed bruge sejren til at faelde H. P. Hanssen.

Collin havde over for Claudel antydet, at der var en mulighed for, at H. P. Hanssen kunne blive siddende under kraftig kontrol og med nye direktiver; det var denne meget misfornojet med og henviste til de vidneudsagn,H. P. Hanssen havde afgivet i den retssag, der var anlagt af

Aage Friis mod redaktoren af Kolding Avis, Erik Hansen, der havde naegtetat
tro pa, at H. P. Hanssen havde godkendt Rubins artikel i 1911.

Mit bestemte rad (og De tager mig det jo ikke ilde op, at jeg giver Dem det?) er da at saette folk pa listerne med det bestemte palaeg og under den ganske utvivlsomme forudsaetning, at de skulle holde sig samlede og sluttede som parti og alle som en lystre den ordre, som bliver modtaget fra partibestyrelsen eller eventuelt partimodet. De ma ikke risikere, at nogle svigter, nar det afgorende slag skal slas, thi det ma slas. Vi kommer ingen vegne, liverken indenrigs eller udenrigs, for vi far ministeriet styrtet, og et mistillidsvotum fra den sonderjyske rigsdag fremgaet af et nyt valg vil vaere et grundstod. Det nye flertal sidder med ansvaret for Danmarks fremtid, og der gaelder ikke gammelt venskab eller personlige folelser. H. P. Hanssen star udadtil (og vel ogsa indadtil) som ministeriets fanebaerer i den slesvigske sag; han er tyskerkursens farligste forkaemper, og deter en uafviselig pligt at styrte ham, sa snart mulighed gives₄₂.

Collins kombination, at den danske regering ved at soge besasttelsen fremskyndet ville undga nyvalget til Vaelgerforeningens tilsynsrad, kan nasppe vaere rigtig. Tilskyndelsen til at rejse dette problem kom fra Vaelgerforeningen, der pa generalforsamlingen den 3. november havde vedtaget en resolution, hvori femmandsradet i Paris anmodes om at tillade den internationale kommission hurtigst muligt at besaette afstemningsomraderne i Slesvig, da det tyske styre ikke mere var i stand til at opretholde en forsvarlig administration, og der blev ydet tyskerne en stotte, som ikke tilkom dem.

Henvendelsen blev den 10. november droftet i rigsdagspartiernes sonderjyske udvalg, hvor landstingsmand Schovelin spurgte, hvad den danske regering agtede at gore i anledning af det fra sonderjysk side fremkomne onske om en besasttelse af ententen inden fredens ikrafttraeden. Resolutionen var ikke tilstillet den danske regering, og Erik Scavenius kunne svare, at han fandt den tanke ejendommelig, at en bescettelse med militaere kraefter skulle forbedre en administration, der var ved at ga i stykker; mere naturligt ville det efter Erik Scavenius' opfattelse vaere at fa afstemningen sat pa et tidligere tidspunkt, og han havde sogt at erfare, hvorledes stemningen ville vaere over for onsket om at opna en tidligere afstemning, men han kunne ikke sige noget derom 43. Deter denne sondering, som Claudel modtog med al den mistaenksomhed, som var indgivet ham imod regeringen Zahle.

Under forste fase i finanslovens anden behandling havde forskellige

---

42. Ernst Christiansens arkiv, LA, Abenra.

43. Hdb. 11, s. 295.

talere berort det slesvigske sporgsmal, men det havde vaeret lidt spredt og tilfaeldigt. Den 18. november svarede Zahle pa de forskellige indlaeg og den kritik, han havde modt, fordi han ikke havde taget stilling til rigskanslerBauers taler. Ogsa denne gang havde Zahle udarbejdet et manuskript,som han pa forhand viste sine kolleger, deriblandt H. P. Hanssen, som gjorde et forsog pa at fa aendret en passage, hvormed Zahle ville sige, at det ikke kunne vaere meningen, at afstemningen i Flensborg ikke skulle »respekteres«. H. P. Hanssen foreslog i stedet for »respekteres«udtrykket »tillaegges vaegt«, men Zahle syntes, at der heri ville ligge en tendens til at veje stemmerne, sa han holdt pa »respekteres«, og H. P. Hanssen slog sig til ro dermed 44. Talen formede sig dels som et indirekte svar til Bauer, dels som en neddaempning af de tidligere anvendteudtryk. Det fremhaevedes i talen, at Tonder horte med til I. zone og som noget, der ikke skulle rokkes ved, og at Flensborg by havde vaeret en dansk by; disse ord var uden navns naevnelse vendt mod Bauer, men i hovedsagen stod Zahle fast. Ifolge fredstraktaten skulle der ved graensefastlaeggelsen tages hensyn til okonomiske og geografiske forhold, men Flensborg var en sa stor kommune i sig selv, at man ikke kunne tasnke sig, at afstemningen i denne store by ikke skulle respekteres.

Hvis nu Flensborg frivilligt slutter sig til os, vil vi hilse det med dyb glaede, idet vi da har lov til at gaud fra, at Flensborg atter onsker at blive en dansk by ... men anneksion af Flensborg, dens indkorporering i Danmark mod borgernes egen vilje, vil vaere en skaebnesvanger beslutning, enten vi stiller det i forhold til retfaerdighedsprincippet eller til, hvad der ma betragtes som klog politik fra Danmarks side.

Talen kunne ikke afbode de slag, der var forberedt i de foregaende
dage. Et politisk stormvejr brod 10s. P. Munch skriver i sine erindringer:

Det var svaert at forudse, at denne tale kunne give anledning til ophidselse; at
ministeriet ville vaere imod at tage Flensborg mod et flertal, vidste jo alle pa
forhand45.

Nar man stiller problemet saledes, at oppositionen i rigsdagen havde brug for at yde en kraftig stotteaktion til mindretallet i Vaelgerforeningens tilsynsrad under den valgkamp, der var igang, forstar man bedre stormvejret. Ogsa Zahles sidste tale var velegnet som grundlag for en agitation, der kunne ophidse gemytterne til at na malet, at vaelte H. P. Hanssen for dermed at ramme regeringen Zahle.

Agitationens pres var sa staerkt, at H. P. Hanssens tilhaengere i Sonderjyllandmere

---

44. P.Munch, s. 164.

45. S. 165.

derjyllandmereog mere distancerede sig fra Zahle. De gik sa langt, det lod sig gore uden at blotstille H. P. Hanssen. Collins storste frygt havde vseret, at H. P. Hanssen i tide ville »springe fra«. Hvis han gjorde det, ville det vaere betydeligt vanskeligere at give ham et mistillidsvotum, skrev han den 17. november til Ernst Christiansen;

men det ma alligevel gores pa den ene eller anden made samtidig med, at man udtaler den stserkeste protest mod ministeriet Zahles optraeden i det slesvigske sporgsmal. Det kan ikke nytte noget, at De har betaenkeligheder ved at blande Dem i kongerigske forhold, og jeg ved, at De og andre har haft sadanne tanker tidligere.

Den 19. november skrev lonas Collin til Ernst Christiansen:

I dag sendte Claudel bud efter mig for at tale lidt om den parlamentariske situation herhjemme og for at sige til mig: »Hvis De har nogen indflydelse i Slesvig, sa ma De gore alt, hvad der star i Deres magt for at fa Hanssen styrtet. Han ma ikke blive siddende med andet program eller andre direktiver; han ma bort! Deter aldeles nodvendigt, ellers er det Flensborg, som star pa spil«. Han sagde selvfolgelig, at han sagde dette fortroligt til mig.

Det var en gentagelse af opfordringen i brevet af 17. november; Ernst Christiansen havde uden toven fulgt den forste anvisning. Flensborg Avis bragte den 19. november en artikel, der er et monstereksempel pa propagandistisk forenkling; Ernst Christiansen satte Bauers taler i Tonder og Flensborg i sammenhaeng med Zahles tale i Ringsted og gik uden videre ud fra, at Zahles tale den 9. november var en reaktion pa Bauers:

Det var ikke »allehande rygter«, der var udspredt om den tyske rigskansler og den danske forsteminister. De havde med 4 dages mellemrum holdt offentlige taler om graensesporgsmalet. Hr. Bauer havde tilbudt Danmark en fortrolig aftale om at indvirke pa den internationale kommission til fordel for en losning, som det tyske udvalg onsker. Hr. Zahle afviste ikke, tog ikke afstand fra dette tilbud. Han taler pa en made, der kunne tolkes som en godkendelse. Han er en mand, der, nar han har sat sig noget i hovedet, ikke lader sig lede af den sonderjyske minister, men i det hojeste lader denne fa indflydelse pa afgorelserne vedrorende overgangen fra projsisk til dansk styre. I forholdet mellem de kobenhavnske radikale kredse og den nuvaerende sonderjyske minister har det ikke altid vaeret let at afgore, hvem der drog, og hvem der blev draget.

Det nyttede saledes ikke Zahle noget, at han i sin rigsdagstale den 18. november klart havde fastholdt, at Tonder horte til I. zone, men det mest afgorende ved artiklen var det, der kaldtes kernen i Zahles tale, kravet om et dansk flertal i Flensborg som forudsaetning for genforeningen. Et sadant krav fandt Ernst Christiansen ikke berettiget. Han sa. heri et skaktraek fra Zahles side og pastod:

Han tager afstand fra det grundlag, som den danske Paris-delegation stod pa og vendte hjem med. Han tager afstand fra den opfattelse, som minister H. P. Hanssen gentagende har gjort gaeldende mand og mand imellem. Der har hidtil i det danske folk og pa den danske rigsdag vaeret stiltiende enighed om, at nu, da 3. zone var gaet ud, da Parisdelegationens forslag var godkendt af vestmagterne, skulle det vaere den internationale kommission og fredskonferencen, der traf afgorelsen pa grundlag af fredskonferencens ord . . . Nu soger statsminister Zahle at foregribe denne afgorelse ved pa forhand at opstille den betingelse, der i al fald efter hans egen mening er en tilsloret fastholdelse af den Clausenske linje. Er der pa den danske rigsdag et flertal for dette forsog pa at pavirke de allierede magters afgorelse? Er minister H. P. Hanssen, er Vaelgerforeningens flertal enige med statsminister Zahle i, at kommissionens og fredskonferencens afgorelse skel foregribes til skade for deres danske landsmaend og, at vore modstandere skal fa nyt mod?

Det var pa dette punkt, H. P. Hanssens tilhaengere gav efter. De havde ikke vaeret forberedt pa, at valgkampen ville fa. denne drejning. Da H. P. Hanssen den 18. november i en tale i Haderslev abnede sin valgkamp, mente han, at det egentlige stridssporgsmal bestod i, om der skulle drages en grasnse ved Dannevirke i modstrid med fredsdelegationens, Vaelgerforeningens og den danske rigsdags beslutninger. Men dette problem vedrorende genoptagelse af 3. zone havde modparten snildeligt draget ud af debatten, nu gjaldt det, hvilken vasgt de okonomiske og geografiske hensyn skulle have ved siden af afstemningsresultaterne. Her kunne skytset rettes mod Zahle. Den 21. november debatterede Nis Nissen med Ernst Christiansen i Haderslev. Folgende replikskifte giver lidt af stemningen:

Nis Nissen:

Christiansen sagde, at enten matte vi drive Zahlesk eller dansk politik. Hvis denned disse ord sigtes til, at flertallet driver Zahlesk og ikke dansk politik, viser jeg det tilbage som en grov fornasrmelse. Vi driver den politik, vi mener, tjener vort folk og faedreland bedst . . .

Nissen:

Hvad er det, De bebrejder os?

Svensson:

At De ikke stotter 2. zone.

Nissen:

Hver gang vi taler derom, tilsiger vor faste vilje til at stotte, sa far vi et
hanligt svar i »Danskeren«, som om det var Hr. Svensson ganske ligegyldigt.

Svensson:

Men det afgorende ligger efter afstemningen.

Nissen:

Jeg vil dertil sige, at vi star pa. fredstraktatens grund: at graensen traskkes
»med hensyntagen til geografiske og okonomiske sider«. Dette har Andreas
Grau, Kloppenborg, Hanssen og jeg alle vasret med til at fastsaette.

Svensson:

Tag sa afstand fra Zahle.

Nissen:

Deter Iogn, nar det siges, at vi er afhaengige af Zahle i nogen retning. Jeg har ministerens ord for, at H. P. Hanssen ikke ville vaere med til at ove indflydelse pa andre ministres udtalelser for netop at vaere uafhaengige. Kloppenborg vil selv kunne bekraefte, at H. P. Hanssen under krigen har udtalt sig imod Zahles og ministeriets optraeden. Deter, som Hanssen sagde, »Logn og forbandet digt", nar d'hrr. haevder, at vi er afhasngige af Zahle. Nej, vi nordslesvigere kan i hojeste grad vaere tjent med at stotte den politik, minister H. P. Hanssen forer til den nordslesvigske befolknings bedste.

Advokat Andersen:

Sa tag afstand fra »dansk koloni« (det udtryk havde H. V. Clausen brugt i en
tale pa Roskilde hojskole om de danske i Flensborg, og Bauer havde brugt
samme ord).

Nissen:

I Nordborg udtalte jeg, at hvis H. V. Clausen havde udtalt sig som citeret, sa er det ikke rigtigt. Clausen har ikke gjort det for at skade Flensborg. Man kunne ikke nasvne hans navn i samme andedraet som rigskansler Bauer, og gjorde man det, matte man ogsa saette redaktor Christiansen ved siden af. Han har sagt: »Tonder er en tysk by«.

Ernst Christiansen:
Deter noget vrovl.

Nissen:

Nej, hr. Christiansen! Det sagde De pa Askov-modet.

Ernst Christiansen:

Sa skulle De have citeret hele talen og ikke rive nogle ord ud af sammen
haengen.

Nissen:

Sa. skulle De, hr. Christiansen, citere hele H. V. Clausens tale — ikke rive nogle
ord ud af sammenhaengen.

Advokat Andersen:

En ting tror jeg, forsamlingen her er enig om, nemlig, at der ikke er rum
for hr. Zahles politik. Denne minimal af en politiker har ikke en dansk trasvl
i kroppen. Den mand, der sagde, at Danmark ingen nationale forhabninger

har, og hilser H. P. Hanssen med ordene, at »omstaendighederne« gjorde det
muligt! Den mand er alt for lille i alt, hvad han foretager sig.

Over for Nissen ville han sige, at Nissen var den eneste, der talte mod det 5. punkt i Vaelgerforeningens resolution af 17. november 1918 om de tilstodende distrikter. Nar Nissen haevder selvbestemmelsesretten, siger jeg: »Nissen rejser rundt og kaemper mod at tage Flensborg med uden hensyn til [stemme]-procenten. Vi vil have Flensborg med, men det vil Nissen ikke«.

Nissen:

Det har jeg ikke sagt!

Andersen:

Vil De tage Flensborg med en mindre procent [end 50]?

Nissen:

Jeg vil ikke have Flensborg med uden afstemning.

Andersen:

Jeg konstaterer, at Nissen ikke vil have Flensborg med.

Nissen:

De konstaterer forkert. Jeg sagde, det kommer an pa, hvordan stemmetallene
er.

Andersen:

Stadig vigende! Det drejer sig ikke om 3. zone. Den er faldet bort definitivt. Vi ma boje os. I Berlingske Tidende star i dag et telegram fra Franz v. Jessen, hvis telegrammer altid har vist sig rigtige. Det fastslas, at Zahle og Scavenius laegger hele kraften i at fa besasttelsen for 30. november, at de i London og Paris arbejder for, at Danmark ikke skal tage Flensborg uden flertal, at der er en stiltiende overenskomst mellem Bauer og Zahle - som storebror og lillebror - om, at vi ikke vil have Flensborg med hjem.

Nissen:

Uanset, hvor lille flertallet er?

Andersen:

Ja, vi vil have med lige sa langt, der stemmes. Sadan har I. C. Christensen ogsa
sagt, og ham vil jeg vaerne mod beskyldningen »Tyskerkurs«!

Nissen:

I. C. Christensen har taget Scavenius i forsvar over for sadanne angreb.

Andersen:

Vi vil have 2. zone med hjem til Danmark under alle omstaendigheder.
Flensborg er det ord, vi alle onsker, som vi tager med i vore bonner, et dansk
Flensborg.

Nissen:

Om modet i aften kan siges: Vi har faet et vaerdifuldt resultat, nemlig at mindretallet er gaet bort fra selvbestemmelsesretten og vil krseve Flensborg og hele 2. zone uden mindste hensyn til afstemningen. Deter rigtigt, at Preussen ikke har ret til nogen del af landet, men den befolkning, der border, har ret til selv at bestemme, og deter den nulevende befolkning, det gaslder. Vi haevder ikke, der skal flertal til for at tage dem med. I den henseende star vi fast ved fredstraktatens ord og mening om okonomiske og geografiske forhold. Men vi vil ikke frafalde selvbestemmelsesretten som et krav, vi i alle ar har kraevet som vor naturlige ret⁴⁶.

Advokat Andersens udtalelse indeholdt den overdrivelse, der gav modstanderne gode kort pa handen, mest bemaerkelsesvaerdigt var det nok, at Abenra-retningen var villig til at tage mod Flensborg, selv om byen ikke fik et absolut dansk flertal. Hvor stort skulle det danske stemmetal vaere, for at man kunne modtage byen? Det var det emne, gaetterierne i de folgende maneder samledes om: 48 pet.?, 40 pet.? 33 pet.? Under det tal regnedes der ikke med nogen chance.

Den 22. november talte H. P. Hanssen i Mogeltonder, midt i »fjendens lejr«. Hvad han ved denne lejlighed sagde afveg ikke sa lidt fra Zahles standpunkt, men var i god overensstemmelse med de formuleringer, Ove Rode og P. Munch havde benyttet. Hvad de okonomiske og geografiske hensyn angik, sagde han:

Her har den Internationale kommission afgorelsen. Og jeg har den fulde og faste tillid til kommissionen, at den vil sikre afstemningen, og at den, nar afstemningen foreligger, vil traeffe en fuldt retfasrdig afgorelse. Den store faellesopgave er at oge de danske stemmer i stedet for at spilde kraefterne i en indbyrdes

Om sin stilling i ministeriet sagde han, at han ikke var ansvarlig for regeringens politik, men kun for sa vidt det gjaldt hans egen forvaltningsgren. Holger Andersen optradte i Mogeltonder som oppositionens talsmand. Han spurgte, om H. P. Hanssen billigede Zahles udtalelse om, at et absolut flertal er det nodvendige grundlag for Flensborgs indlernmelse i Danmark. H. P. Hanssen undveg et direkte svar, og Holger Andersen provede at presse en kile ind mellem ham og Zahle:

Minister Hanssen siger, at han finder det urigtigt at omtale afstemningsresultatet for meget, og at han ikke vil panode den internationale kommission en forhandstolkning. Meget rigtigt. Men deter jo netop det, hr. Zahle har gjort. Han har foregrebet kommissionens afgorelse. Deter ikke os, der rejste dette sporgsmal, og jeg sporger nu minister Hanssen, om han billiger, at kommissionens afgorelse saledes foregribes af hr. Zahle.

---

46. Graensevagten 1919-20, s. 361 ff.

Herpa fik Holger Andersen intet svar, men forsamlingen vedtog n£esten
enstemmigt en resolution:

Danske slesvigere samlede i et antal af ca. 400 i Mogeltonder, nedlaegger en harmfuld indsigelse mod, at statminister Zahle soger at foregribe afgorelsen i graensesporgsmalet til skade for danske landsmaend. Vi kraever, at graensesporgsmalets afgorelse alene overlades kommissionen og de allierede og associerede magter, og anmoder det danske folk om at daekke de danske mellemslesvigeres ryg, mens de kaemper med front mod syd⁴⁷.

I sit blad Hejmdal prseciserede H. P. Hanssen den 25. november sit
standpunkt:

For at forebygge enhver misforstaelse onsker jeg at tilfoje, at det ogsa efter min mening, som jeg tydeligt nok har udtalt, er kommissionens sag at fortolke fredstraktatens bestemmelser, og at jeg ikke i mit foredrag har ladet tvivl tilbage om, at jeg vil stotte vore landsmaend i 2. zone.

Mere kunne oppositionen i Sonderjylland ikke forlange. Tilbage blev
sa kun at pasta, at Zahle havde foregrebet kommissionens afgorelse.

Resolutionen fra Mogeltonder var »gefundenes Fressen« i forbmdelse med den genoptagne finanslovsdebat i folketinget. Den 21. november havde Neergaard et skarpt indlseg mod Zahle. Det var prasget af de meget hypotetiske betragtninger, man kunne gore sig om danskhedens styrke i 2. zone:

Lad os sige, der kommer et lille flertal ved hjaelp af disse [de tilrejsendes] stemmer, medens Flensborgs opland mod syd og vest helt rundt om byen stemmer clansk; skulle man sa vaere forpligtet til at rette sig efter et sadant flertal uden hensyn til den fuldkommen umulige stilling, som byen okonomisk og geografisk ville komme i ved, at man intet som heist hensyn tog til oplandsforholdene? Naturligvis skal afstemningsresultatet vaere det grundlaeggende, og vi foler os i Venstre aldeles ikke ramt, nar den hojtaerede statsminister siger, at der er folk, som vil have Flensborg med til Danmark ganske uanset, hvordan afstemningsresultatet bliver. Til dem horer vi ikke, selvfolgelig

Statsminister Zahle var fravaerende pa grund af sygdom, men forsvarsminister P. Munch kunne afvise Neergaards insinuationer om dansk-tyske forhandlinger vedrorende Tonder; i ovrigt var han dog enig med Neergaard:

Det aerede medlem lod til at mene, at regeringen taenkte sig den mulighed at
bortfortolke noget af fredstraktatens bestemmelser. Pa ingen made. Det glaedermig
af det aerede medlems udtalelser at forsta, at han onsker at fastholde,

---

47. Graensevagten 1919-20, s. 367.

at det parti, han tilhorer, fuldt ud star pa fredstraktatens grund og vil handle
ud fra de bestemmelser, der der er fastsat.

Men debatten fortsatte, for Neergaard var ikke interesseret i at erklaere sig enig med regeringen, men fastholdt, at statsministeren ikke tilstrsekkelig kraftigt havde afvist Bauers tale. I den folgende debat blev det konkrete indhold mere og mere udvandet, men lidenskaberne var kommet ikog.

I. C. Christensen deltog ogsa i debatten; han var imidlertid hardt presset, fordi hans politik i arene 1905-08 i forhold til Tyskland nylig var blevet almindelig kendt gennem offentliggorelsen af de Liitkenske papirer. Det var sket som et led i regeringens forsog pa at vaegre sig mod beskyldningen for at have fulgt en »tyskerkurs«. I talens 10b brugte han vendingen: »Hvis min erindring ikke ganske slar fejl . . .«, hvortil Vilhelm Rasmussen fra Socialdemokratiet afbrod: »Det gor den sommetider«, men I. C. Christensen svarede: »Deter en pastand, som det serede medlem er alt for ung her i tinget til at fremssette, sa. det kan jeg lade ligge«. Da han lidt senere sagde: »Hvad selve det sonderjyske sporgsmal angar . . .«, laeser man videre i folketingstidende 22. november 1919.

Taleren matte her, overvasldet af sin bevasgelse afbryde sin tale

Der er nasppe nogen af de danske politikere, der har haft et mere folelsesmasssigt bundet forhold til det sonderjyske sporgsmal, men i disse maneder forholdt I. C. Christensen sig yderst tilbageholdende, uanset at han bestandig blev bestormet af regeringens modstandere om at gore noget.

I modet den 24. november drog venstremanden Lillelund resolutionen fra Mogeltonder frem i debatten. Da resolutionen var blevet kendt i Folketinget, stod Lillelund, Vanggaard og I. C. Christensen og talte sammen, og Lillelund bemasrkede: »Nu er han [H. P. Hanssen] da ferdig«, »hvorved der gled et stort smil over I. C.'s ansigt« 48. Resolutionen fra Mogeltonder sluttede med en artmodning til det danske folk om »at daekke de danske mellemslesvigeres ryg, mens de kaemper med front mod syd«, og Lillelund kommenterede:

Sa langt er det altsa kommet, at danske sonderjyder, der kaemper den sidste kamp, ma bede det danske folk vasrne deres ryg mod angreb fra den siddende danske regering. Under sadanne omstaendigheder forekommer det mig, at der er grund til at sporge, om denne regering virkelig magter pa tilfredsstillende made at ga i spidsen, nu da sporgsmal skal Ioses.

---

48. Vanggaards optegnelser, s. 313, RA.

Dagen efter, den 25. november, fik statsminister Zahle lejlighed til at pracisere sit standpunkt endnu engang. Han sluttede sig i et og alt til Neergaard, men distancerede sig fra De konservative og fra Vanggaard, der ville indlemmelse af Flensborg uanset afstemningsresultatet. Han kaldte dem, der onskede dette, for annektionister! Men Neergaard forstod alligevel at laegge luft mellem Zahle og sig selv ved at betone den almene mistillid. Zahle fremhaevede, at rigsdagen skulle tage stilling, hvis der skulle vasre betaenkeligheder ved afstemningsresultatet og den indstilling, der ville komme fra CIS, og skulle der opsta tvivl om rigsdagens stilling, var han enig med Johan Knudsen i, at sporgsmalet da matte ga til folkeafstemning. Pa et sporgsmal senere i debatten svarede Zahle, at hvis en sadan afstemning gar regeringen imod, ville den traekke sig tilbage; men forst matte oppositionen gore den nye valglov faerdig. Samme dag skrev Collin i et brev til Ernst Christiansen:

Tillykke med kampagnens begyndelse. Deter gaet fortraeffeligt hidtil, fraset enkelte udtalelser om, at man ikke onskede H. P. Hanssen fjernet, at man habede alter at kunne samles om ham etc. Det ma ikke ske. I dag kaldte en ven [Claudel] mig ud .. . Efter en udredning af den storpolitiske situation sagde han »men deter absolut nodvendigt, at valget den 30. giver flertal mod H. P. Hanssen, og at han falder; ikke tale om at blive siddende pa aendret program eller lignende. Desuden bor kravet om 3. zone (af taktiske grunde vist forelobig kun romningen) frem i den danske presse, thi sa kan det meddeles til London og Paris, at det danske folk pa ny har rejst kravet, og nu er der mulighed for dets gennemforelse, hvilket der ikke var i gar (med mindre at tyske overgreb havde motiveret det).

Collins optimisme skyldtes Claudels tro pa, at Tyskland havde afslaet
at opfylde en del af sine forpligtelser, og at der derfor kunne rejses nye
krav.

P. Munch slutter sin omtale af episoden med ordene:

Deter muligt, at det ikke var lykkedes at drive det hele sa hojt op, hvis Zahle udtrykkelig havde naevnt Bauer i sin tale den 9. november. Men deter ogsa muligt, at det ingen forskel havde gjort. I den stemning, hvori oppositionen var, var den abenbart indstillet pa. at angribe, uanset hvorledes Zahle udtalte sig -

og P. Munch har helt bestemt ret i den sidst anforte betragtning4 9.

Under kampagnen virkede Vanggaard som den allesteds naervaerende regissor, der skubbede aktorerne frem i det rette ojeblik og fik lyskasteren drejet efter formalet. Saerlig sogte han at pavirke den konservative Asger Karstensen, der dengang havde betydelig indflydelse. Ligeledes skubbede

---

49. P. M u n c h, s. 167,

han til I. C. Christensen og til socialdemokraten Marott; selv holdt han
sig i begyndelsen tilbage:

Jeg havde for en tid betragtet mig som horende til de dode (deter jo ikke
blot i krig, de forste geledder falder). Derfor arbejdede jeg i kulisserne for at
fa. andre frem50.

Zahle havde daempet de kategoriske udtalelser fra Ringsted staerkt ned, ogsa han kom ind pa den linje, P. Munch klart havde formuleret, og som H. P. Hanssen ogsa fulgte; men kravet om et dansk flertal i Flensborg som absolut betingelse for byens tilknytning til Danmark var for Zahle mere afgorende end for de andre.

6. Det endelige opgør i Vælgerforeningens tilsynsråd

Valget til tilsynsradet fandt sted 30. november. »Det kunne«, som bladet Kobenhavn skrev 2. december, »glaede sig ved en opmserksomhed, der her i Danmark fuldtud kan male sig med den, hvormed befolkningen har fulgt et folketingsvalg, nar en af de store maerkesager har vaeret anket for vaelgernes domstol«. Ogsa i Kobenhavn og ud over landet var der holdt store sonderjyske moder med overvasldende deltagelse. Valgets resultat var tilsyneladende »uafgjort« ved forste opgorelse, der Iod pa 28 for Flensborg-retningen, 26 til H. P. Hanssens floj og 6 til Arbejderforeningen. Retningernes mandater fordelte sig pa Nordslesvigs forskellige egne pa folgende made:

Deter ganske tydeligt pressens pavirkning, der kan laeses ud af disse
tal. I Haderslev og Abenra amter var »Modersmalet« og »Hejmdal« de

---

50. Vanggaards optegnelser, s. 304 og 311, RA.

toneangivende blade, i Tonder og Flensborg amter havde »Flensborg Avis« sin storste udbredelse. I Sonderborg var »Dybbolposten« Flensborg-venlig,men »Hejmdal« havde en ganske stor udbredelse pa. Nordals.Dybbolpostens indflydelse sporedes isasr i Sundeved, hvor Flensborgretningenfik mange stemmer. Der var uklarhed om, hvordan arbejderreprsesentanterneog de tre aeresmedlemmer ville stemme; oppositionsbladenei Danmark var da ogsa straks parate med kommentarer, der synes at vaere forberedt under den forudsaetning, at H. P. Hanssen nu var slaet; men situationen lod sig forst afklare ved tilsynsradets forste mode, og det blev forst indkaldt til den 13. december.

Bladet Kobenhavn sagde den 2. december om valgresultatet:

Vi er ikke i stand til at laese denne opgorelse pa anden made, end at de
vilkar, minister H. P. Hanssen i sidste uge stillede for sin forbliven i ministeriet
Zahle, ikke lasngere er tilstede.

Ved naermere eftertanke sa det hele dog lidt mere problematisk ud; kommentaren den 3. december var lidet klar, den gik ud pa, at H. P. Hanssen muligvis ville falde, og derpa gjorde bladets sonderjyske medarbejder Vilh. la Cour folgende regnestykke:

Regeringen vil have den uafviselige pligt at skaffe en mand, som kan fore sagen videre. Den vil vaere fuldkommen ude af stand hertil. Den vil tvinges til at soge sin evneloshed godkendt eller domt af det danske vaelgerfolk, og - det forudsietter vi med stor sindsro - vaslgerfolket vil vide at skabe grundlagetfor en ny regering, som kan traede i aben forbindelse med Vaelgerforeningenstilsynsrad og gennem dette fa det nodvendige ministerium udpeget.Hvis tilsynsradet da skulle opfordre H. P. Hanssen til under et nyt ministeriumat fortsaette ledelsen af det sonderjyske departement, vil der intet sagligt eller politisk vaere at indvende derimod. Han vil pa normal parlamentariskmade vaere betroet sit ansvarsfulde hverv . . . Den tro og enighed, der ikke under nogen omstaendighed kan sikres, sa teenge Nordslesvigs forstemandstar som medlem af et Flensborg-fjendtligt kabinet, vil da kunne bringestil veje, thi derom hersker der ingen tvivl, at nyvalget er en faeldende dom over ministeriet . . . Fastholder tilsynsradet skarpt den desavouering af hr. Zahle, som valgmoderne abenbarede, og afstemningen stadfaestede, vil der ogsa for H. P. Hanssen vaere skabt betingelser for at virke frugtbargorende og samlende. Han skal ikke, som han har sagt, tvinges til at opgive sin egen politik. Han skal kun tage den fulde konsekvens af de lofter, han gav i Tinglev,Sonderborg og Holbol. Thi der stod han pa den kongerigske oppositions grund. Og samtidig var han i fuldeste overensstemmelse med begge retninger inden for det gamle tilsynsrad. Men han gjorde sig ved disse lejligheder til talsmand for en politik, som var fremmed for ministeriet Zahles. ojeblikket emu kommet til, at denne forskel ma finde et klart og utvetydig udtryk i handling. Vi venter, at tilsynsradets storste gruppe i sporgsmalet Zahle vil vise den urokkelige fasthed, som ene og alene kan bringe klarhed i sagen.

Uden denne af forholdenes natur selvgivne holdning vil det endnu i lang
tid lykkes ministeriet at forvirre begreberne og forsomme pligterne - til übodeligskade
for Flensborg og 2. zone.

Denne ide om at vaelte Zahle og beholde H. P. Hanssen syntes uden nogen forbindelse med de faktiske forhold, den var mere et udtryk for den onsketenkning, der var gaet forud for valget end en rationel analyse af de givne muligheder; men artiklen belyser den absurde situation, at sporgsmalet for eller imod Zahle var blevet det sporgsmal, de vaelgere, der skulle rade over sammensaetningen af Vaelgerforeningens tilsynsrad, skulle tage stilling til.

Nationaltidende tog en tilsvarende stilling. Den 1. december konkluderede

Forudsaetningerne for H. P. Hansens politik, en Iosning af det sonderjyske sporgsmal i forbindelse med ministeriet Zahle er dermed bristet. Men dermed er ogsa selve ministeriets stilling en ganske anden, end den var for dette valg. Hvis det var et godt og rigtigt traek af regeringen at slutte forbund med H. P. Hanssen, folger deraf, at da nu denne forbundsfselle efter sin egen derom afgivne erklaering ma traekke sig tilbage, er ministeriet Zahle som middel til at frembringe en antagelig Iosning af det sonderjyske sporgsmal blevet fuldstaendig v£erdilost.

Kommentaren var mildest talt misvisende, men belyser klart problemet
i denne afhandling, tilsynsradets funktion som udvidet parlamentarisk
basis for regeringen Zahle.

Afklaringen lod vente pa sig, og i mellemtiden havde landstinget en debat om et mistillidsvotum til Zahle, saledes som Claudel havde foreslaet Collin den 12. november. Her blev linjen fra folketinget fulgt, men regeringen havde sorget for, at debatten blev udsat til efter valgene i Sonderjylland. Venstre og De konservative havde flertal i landstinget - Zahle udtalte her igen engang, at et absolut flertal i Flensborg matte vasre en forudsaetning for tilslutning til Danmark - Landstinget vedtog en misbilligelse rettet mod Zahle, der ved sine offentlige udtalelser modvirkede, at sa meget af Slesvig kom tilbage til Danmark, »som muliggores ved fredstraktatens bestemmelse om, at graensen skal drages pa grundlag af afstemningsresultatet og under hensyn til de pagaeldende steders geografiske og okonomiske forhold«.

De saglige modssetninger var der pa den tid ikke meget tilbage af, men der var dog den forskel tilbage, at Zahle havde forbeholdt de danske instanser at tage stilling til den Internationale kommissions afgorelse; han havde bade stillet valg og folkeafstemning i udsigt, medens hans

ministerkolleger havde udtalt, at fredstraktaten matte ske fyldest pa alle punkter, men underforstaet var selvfolgelig, at der skulle vaere en dansk parlamentarisk daekning for den endelige afgorelse, og det var sadan set en selvt'olge. Dog udtalte sekretasren for CIS sin utilfredshed rned, at man kunne taenke sig en folkeafstemning om kommissionens afgorelse⁵¹. (CIS var en forkortelse for den internationale kommission). Zahle havde vovet sig en smule kengere frem end kollegerne ved at tale om, hvad der ville ske, hvis . . „ medens kollegerne havde sagt »lad os vente og se«; men nar Zahle blev angrebet sa hardt var det, fordi oppositionen frem for alt ville faslde regeringen, og til det formal ville den tage alle midler i brug. Der var formelt slet ikke meget at hasnge uenigheden op pa; end ikke et absolut flertal i Flensborg for Danmrk var nu et krav, som Abenraretningenfastholdt. Pa et mode den 29. november 1919 havde retningens nasstkommanderende, tidligere landdagsmand Nis Nissen udtalt:

Vi onsker ogsa, at der tages hensyn til de sydfra kommende stemmers ringe
vregt, og vi kan godt vaere med til at tage Flensborg uden absolut flertal52.

Mere kunne Flensborg-retningen ikke med rimelighed forlange. Da Vcelgerforeningen den 13. december 1919 tradte sammen til det afgorende mode, var det derfor svaert for Flensborg-folkene at finde en begrundelse for at afvise den resolution, der blev forelagt af Abenra-retningen, men det var nodvendigt, fordi en vedtagelse ville vaere et tillidsvotum til H. P. Hanssen. De matte, som forholdene havde udviklet sig, nodvendigvis stille et mistillidsvotum til H. P. Hanssen for gennem ham at ramme Zahle. Desuden forte de igen problemet om romningen af 3. zone frem.

Grev Schack har skildret modets ydre forlob pa folgende made:

Formiddagen optoges af forskellige forhandlinger og valg. Flensborg-gruppen var en lang tid utilfreds med min holdning og ville ikke stemme pa mig; orasider blev jeg genvalgt som formand. Efter at valgene havde fundet sted, begyndte sa slaget. Som formand matte jeg lede modet, med H. P. Hanssen pa den ene og P. Grau pa den anden side. Det varede fra kl. 12 til kl. 23, og det blev bedt om ordet 129 gange . . . Som timerne gik, blev stemningen mere og mere varm, og da jeg sad mellem hovedtalsmaendene for de modsatte anskuelser, fik jeg alt fra forste hand, medens baggrunden af salen efterhanden mere og mere forsvandt i rog og damp⁵³.

H. P. Hanssen indledede modet og erklaerede, at han ville vige for
et mistillidsvotum. Redaktor Christiansen opregnede H. P. Hanssens »synderegister«,alt

---

51. P. Munch, s. 169.

52. Graensevagten 1919-20, s. 106.

53. Grcensesind s. 150.

deregister«,altvar taget med: at han i 1911 havde godkendt Rubins artikel, at indrommelserne til Flensborg-retningen var aftvungne, at han havde svigtet sin egen opfattelse, idet han engang havde udtalt habet om, at Dannevirke igen kunne blive dansk. Anklagerne svarede til indholdet af et brev, som Collin i juni 1919 havde sendt til Ernst Christiansen. For afstemningen om en tillidsdagsorden, der var fremsat af Nis Nissen, motiverede Andreas Grau Flensborg-gruppens beslutning om at stemme mod den foreslaede resolution:

De var imod,

1. fordi H. P. Hanssens hidtidige holdning over for Flensborg og 2. zone har
fremkaldt den forvisning hos os, at han ikke i det afgorende ojeblik vil arbejde
i den retning, vi anser for den rigtige,

2. fordi vi i resolutionen ikke finder nogen garanti for, at han under alle
omstaendigheder vil modtage Flensborg og 2. zone af de allieredes haender
og

3. fordi vi finder os styrket i denne vor overbevisning ved den uklare stilling,
minister Hanssen har indtaget over for statsminister Zahles udtalelser.

Den af Nis Nissen fremlagte resolution var ellers meget imodekommende
over for Flensborg-retningen; den l0d:

Idet Vaelgerforeningen udtaler:

at den i enhver henseende star pa. fredstraktatens grund,

at den helt overlader fredstraktatens fortolkning til den internationale kommission
og de hoje allierede og associerede magter,

at den har fuld tillid til, at kommissionen og de allierede og associerede
magter vil sorge for, at der foretages en virkelig fri afstemning, og vil traeffe
en retfaerdig afgorelse af grcensesporgsmalet, og

at den billiger minister H. P. Hanssens hasvdelse af dette standpunkt,
opfordrer den ham til at fortsaette sit arbejde som minister for sonderjyske anliggender.

Denne resolution blev vedtaget med 35 stemmer mod 31; hele arbejderforeningens fraktion stemte for H. P. Hanssen. Denne afstemning er nok den storste sejr, H. P. Hanssen nogensinde har vundet i sit parlamentariske liv. Den gav tillige regeringen Zahle en frist pa godt 3 maneder.

Der blev vedtaget flere resolutioner, en om de tilrejsendes stemmeret, hvis betydning man mente burde reduceres; men skulle fredstraktaten ikke lade sig sendre pa. dette punkt, sa burde der ikke tillaegges disse stemmer samme vaegt som de fastboendes, hed det i resolutionen, som blev vedtaget enstemmigt. Det samme gjaldt en fornyet opfordring til, ligeledes for det tilfaelde at fredstraktaten kunne asndres, at drage omsorg

for romning af 3. zone; hvis imidlertid fredstraktaten ikke kunne aendres,
onskede man en romning syd for 2. zone i det omfang, fredstraktaten
muliggjorde noget sadant.

Disse resolutioner var uden spraengstof; det afgorende var, at H. P.
Hanssen fik et klart tillidsvotum, og lige sa afgorende var det, at en
misbilligelse af Zahle blev afvist.

Hvad Zahle angik, havde Flensborg-retningen fremsat et forslag om, at Vaelgerforeningen skulle udtale sin bestemteste misbilligelse af ministeriet Zahles politik, og den ventede, »at det danske folk vil krseve gennemfort en for alle danske retfaerdig og betryggende ordning af vort graensesporgsmal«. Man ville altsa misbillige ministeriet Zahles politik uden indskraenkning, og forventningen om ordningen af graensesporgsmalet var udtrykt sa alment, at den naesten var intetsigende. Der var 35 stemmer imod denne resolution og 32 stemmer for, en af arbejderrepraesentanterne stemte her mod Flensborg-retningen. Men ogsa denne afgorelse var helt klar. Vaelgerforeningens flertal havde ikke ladet sig tage til indtaegt for den kongerigske oppositions kamp imod den siddende regering. Endelig fremsatte ogsa arbejderforeningens gruppe en resolution. I denne hed det:

Vi frabeder os pa det bestemteste enhver indblanding i den sonderjyske politik bade fra syd og fra nord. Deter os, der har selvbestemmelsesretten. Vi er skolede nok til selv at varetage vore interesser, men tager med glaede mod enhver hjadpende hand, som raekkes os af venligtsindede.

Resolutionen blev enstemmigt vedtaget, selv om man nok kunne sporge,
hvilken indblanding fra syd i sonderjysk politik, der kunne befrygtes.

Der var i december 1919 mange, der anede, at Flensborg-retningen mere eller mindre var fjernstyret, men kun fa, der kendte arten af de snaevre kontakter, der fandtes mellem Dannevirke-retningens ledende maend og Flensborg Avis; en af dem, der mere end anede hvad der foregik, var Vilh. la Cour. I bladet Kobenhavn kunne han ikke lade vaere at ove kritik mod bade de kobenhavnske og de Sonderjyske kredse, der havde forsogt at vaelte H. P. Hanssen. Han havde foretrukket

en resolution, som ramte den Zahleske politik og alligevel havde en sadan form, at den kunne gore regning pa tilslutning blandt andre end Flensborggruppen. Det var i den forbindelse unodvendigt at naevne Zahles navn. Ingen er i tvivl om denne herres standpunkt, og alle kunne derfor laese, imod hvis politik en resolution var rettet, der klart udtalte sig f. eks. mod den absolutte majoritets program.

Var det lykkedes - og vi har god tro til, at det kunne vaere lykkedes - ville
man have haft et vaegtigt og officielt udtryk for den opfattelse, der naeres

i alle sonderjyske lejre af hr. Zahle, og de aengstelige var ikke skraemt tilbage ved at vejre en indblanding i indre danske partikampe. Vi ved, at den af Flensborg-gruppen valgte direkte form ikke var fremkommet uden indflydelsefra kredse her i kongeriget. Deter ikke forste gang, man kunne have onsket, at disses politiske og taktiske begreb i nogen grad havde mattet svare til deres gode vilje⁵⁴.

Henvisningen til den indflydelse, der var udgaet fra kredse i kongeriget er ikke uden pikanteri, idet la Cour selv gennem et brev til P. Grau forsogte at ove indflydelse pa. Flensborg-gruppens politik (P. Grau sendte den 7. december brevet videre til Ernst Christiansen, i hvis arkiv det ligger). Det hedder i brevet:

De ma tilgive, nar jeg nu atter »blander mig ind« i Vaelgerforeningens politik, men samspillet mellem Vaelgerforeningen og den kongerigske politik er jo ved forholdenes udvikling blevet sa staerkt, at den ene faktisk ikke kan ledes uden kendskab til den anden. Og det var dog meningen, at der skulle komme noget godt ud af alle anstrengelserne.

La Cour gik her ud fra som en selvfolge, at der pa ingen made ved det kommende tilsynsradsmode skulle vsere tale om at foresla et mistillidsvotum til H. P. Hanssen; han gik yderligere ud fra, at det kun med stor vanskelighed ville kunne lade sig gore at vedtage et mistillidsvotum til Zahle. Et sadant ville have en meget befriende virkning i kongeriget, mente Vilh. la Cour, og give anledning til vidtraekkende politiske aendringer.

Videre regnede la Cour med, at Abenra-retningen ville foresla en tillidserklaering til H. P. Hanssen, og efter hans mening matte malet vasre, at dette tillidsvotum fik en sadan form, at hele tilsynsradet kunne stemme for det. Hertil behovedes kun to punkter:

1. ingen forhandstolkning af jredstraktatens enkelte bestemmelser i
§ 110 i overensstemmelse med H. P. Hanssens udtalelse i folketinget.

2. intet dansk krav om absolut majoritet i Flensborg i overensstemmelse
med Nis Nissens udtalelse i Sonderborg.

Hvis Abenra-retningen ville stille forslag om en »betydelig dansk minoritet«, syntes la Cour, at dette ville vajre risikofrit. Thi dels ville der komme en betydelig dansk minoritet, og dels kunne ordet »betydelig« fortolkes, men hovedsagen ville vaere vundet, en desavouering af Zahles krav om absolut majoritet.

For det tilfaelde, at Nis Nissen ville hsevde, at Zahle ikke stillede
dette krav, ville la Cour argumentere:

---

54. 16. dec. 1919.

Deter en fuldkommen sofisme at ville tolke Zahles i landstinget forleden to
gange frenisatte ord pa anden made, end at han bensegtede vor moralske ret
til Flensborg, selv om afstemningen gav os 47 pet.

Den almene sammenhaeng tegnede sig for la Cour pa folgende made:

Hvis vi heroppe skal have nogensomhelst udsigt til at fa gennemfort et nyvalg, som bade kan og vil give et Flensborgsindet ministerium magtens tojler i haende, sa. er det bydende nfidvendigt, at der fra tilsynsradets side fremsaettes og vedtages en resolution, som klart og utvetydigt indeholder de to foran naevnte programpunkter. Hvis de dernede tror, at en folkebevaegelse kan gore udslaget alene, vil de blive skuffede. Ministeriet er kobberforhudet, de parlamentariske regler sa ukraenkelige, sporgsmalet om regeringen sa sammensat, fordi ogsa indrepolitiske betragtninger gor sig gasldende, at deter hablost, hvis oppositionen her ikke far sikker og solid stotte i tilsynsradet. Deter Deres og Deres meningsfsellers store opgave at forme resolutionen saledes, at oppositionen her kan styrkes afgorende med den og Abenragruppen med H. P. Hanssen dog ikke modsaette sig den. Gud give, det ma lykkes. Her star grumme meget pa spil.

Vilh. la Cours taktiske overvejelser er interessante, fordi de angiver et alternativ til den politik, Dannevirke-folkene forte med det mal at vselte H. P. Hanssen i tilsynsradet for dermed at styrte regeringen Zahle, medens la Cour mente, at man kunne styrte regeringen ved en Vaelgerforeningsresolution, som ikke ramte H. P. Hanssen.

Der var naeppe nogen realistisk baggrund for den linje, som Vilh. la Cour antydede, thi et tillidsvotum til H. P. Hanssen ville vsere en styrkelse af regeringen Zahle; kun hvis H. P. Hanssen var kommet i mindretal, kunne den kaedereaktion udloses i kongeriget, der kunne bringe regeringen til fald.

Mens valgkampen i Sonderjylland havde staet pa, havde Dannevirkemamdene faet en ny lygtemand at jage efter. Den 25. november kaldte Claudel sine trofaste vabendragere, I. Collin, rektor H. P. Hansen og professor Edv. Ehlers ud til sig. »Han gjorde os i de staerkeste og klareste udtryk opmaerksomme pa, at siden i morges er situationen totalt forandret«, skrev Collin til Ernst Christiansen.

Tyskland har afslaet at opfylde en del af sine forpligtelser, og Amerika glider ud af den triple entente, som garanterede freden. Altsa kan nye fordringer stilles, og altsa ma nye garantier kraeves, og begge dele vil ske. Nu kan atter kravet om 3. zone rejses, enten en afstemning eller kun en romning, nu kan man forlange paradenummeret 1. zone stroget for at fa foroget kraft til 2., nu kan man forlange Flensborg uden afstemning; nu kan man forlange Danmarksgraense sat pa det eneste naturlige og forsvarlige sted, nemlig Ejderen; nu kan Danmark atter indtage sin plads mellem de selvstaendige stater og ikke laengere vaere afhaengig af Tysklands nade i et og alt. Nu forlanger

sandsynligvis England, Frankrig og Italien nye ting (der nsevnes Helgoland, Sarre, Rhinen, Fiume), og nu bor Danmark benytte ojeblikket til at krasve, hvad der naturligt horer det til. Slesvig er en udelelig helhed, en deling er en abnormitet. »Alt dette og mere til sagde vor ven . . .«⁵⁵.

En svag afglans af disse onskedromme gengav professor Edv. Ehlers
i en artikel i Nationaltidende den 4. december 1919 under overskriften:

Der er endnu mulighed for at fa 3. zone rfimmet. Deter Tysklands vasgring ved at udlevere de skyldige og betale den forlangte bod for de skibe, der pa trods af fredsbetingelserne saenkedes ved Scapa Flow, der forer denne mulighed frem pa ny. Man kan tydeligt se, at Frankrig betragter det som en conditio sine qua no, at de skyldige udleveres. I den anledning vil der blive stillet ekstrafordringer til Tyskland, ostrig og Ungarn. Frankrig vil forlange Saardistriktet, Italien vil begaere Fiume. Og det kan betragtes som overvejende sandsynligt, at Danmark kan opna romning af 3. zone som sikring af det truede Flensborg. Ingen vil tro, at ministeriet Zahle vil begaere 3. zone rommet, sa ma Den nordslesvigske Vaelgerforening gore det. Det vil falde den sa meget lettere at gore det, som den allerede for lang tid siden udtalte, at det var »en tvingende nodvendighed«, at 3. zone blev rommet. Lad den forstaerkede repraesentation for det danske Sonderjylland da gentage dette smukke retfaerdighedkrav nu i disse dage, da politiske efterretninger af tilforladelig karakter gar ud pa, at nu er der sangbund i Paris og London for dette krav.

Deter pa denne baggrund, man ma se det tidligere nsevnte resolutionsforslag pa tilsynsradsmodet den 13. december om romning af 3. zone. Flertallet tog brodden af resolutionen ved at stemme for den, og dermed blev det kun et slag i luften. Pa samme made tog Flensborgretningen brodden af arbejderrepraesentanternes protest mod indblanding udefra ved at stemme for denne resolution.

Med modet den 13. december 1919 ophorte indblandingen i Vaelgerforeningens indre anliggender af sig selv; Vaelgerforeningen kunne ikke mere udnyttes af oppositionen mod regeringen Zahle. Der matte findes pa andre midler til at vaelte Zahle. Hvor desperat Dannevirkefolkene opfattede situationen, fremgar af et forslag fremsat af dr. Harslof den 18. december 1919. Den dag havde rektor H. P. Hansen samlet kredsen af 1918 og en del oppositionspolitikere til en selskabelig sammenkomst. Af politikerne modte fra Venstre I. C. Christensen, Oluf Kragh, Slebsager, fra De konservative Harboe, Piper, Asger Karstensen, Abrahamsen med flere. Af den sonderjyske kreds af 1918 var pa det tidspunkt Jorgen Petersen

Dr. Harslofs forslag gik ud pa, at oppositionspartiernes rigsdagsmedlemmersamlet

---

55. Ernst Christiansens arkiv, LA, Abenra.

lemmersamletskulle nedlaegge deres mandater for derved at fremtvinge nyvalg. Dr. Harslof fremlagde ikke selv ideen, det gjorde den mere diplomatiskeHarboe, og han gjorde det i den form, at han spurgte, hvad I. C. Christensen mente om en sadan fremgangsmade. I. C. Christensen afviste ikke direkte tanken, men fremsatte nogle bemaerkninger om de tekniske muligheder og sluttede med at sige, at i yderste fald kunne man maske blive nodt til at gribe til sadanne midler, der jo i al fald var lovlige.Dr. Kragh var imod forslaget, Asger Karstensen ligesa, idet han var staerkt optaget af at fa gennemfort en ny valglov. I. C. Christensen oplyste, at han ville undersoge mulighederne pa nogle organisationsmoderi Venstre; dermed var tanken i realiteten opgivet, men der blev pa de jyske amtsmoder i Venstre vedtaget resolutioner, der krsevede ministerietZahles afgang pa grand af dets sonderjyske politik, og Vanggaard var af den opfattelse, at de blev medvirkende til at danne grundlaget for ministeriet Zahles endelige fald^{56.5 6}.

I den foreliggende sammenhaeng stiller denne ide om oppositionens mandatnedlasggelse stormlobet mod H. P. Hanssen i Vaelgerforeningen i relief, store forhabninger havde oppositionen knyttet til de muligheder, der abnede sig med nyvalget til Vaelgerforeningens tilsynsrad, dyb var skuffelsen, da resultatet udeblev; dr. Harslofs ide er et vidnesbyrd om, at Dannevirke-bevaegelsens ledende maend nu var rede til at gribe til utraditionelle midler. De fik forst en chance igen, da afstemningen i Flensborg den 14. marts var overstaet. Herom kan man lsese i Tage Kaarsteds bog om Paskekrisen.

Med modet den 13. december 1919 var Vaelgerforeningen pa en made slidt op. Den holdt endnu en raekke tilsynsradsmoder, men de var uden spraengstof. Vaelgerforeningens tilsynsrad havde fra 25. juni 1919 fungeret som forlaengelse af det danske folketing og dannede en vassentlig del af den parlamentariske basis for regeringen Zahle, efter at denne i sommeren 1919 havde optaget H. P. Hanssen i sin midte.

---

56. Vanggaards optegnelser, s. 334 ff. RA.