|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 11 (1974 - 1976) 4Forsvar og finanserKnud Larsens bog om forsvarsforliget i 1922 1 artiklen dr<f>ftes metoden og hovedresultaterne i Knud Larsens disputats. Det konkluderes, at bogen ftprst og fremmest er et vcegtigt bidrag til forstaelse af danske, parlamentariske vilkar, at den mere behandler forligets tilblivelse end forsvarets problemer, og at de af forjatteren anvendte samfundsvidenskabelige synspunkter formentlig er anvendt med for stor tilbageholdenhed. Vcesentlige dele af artiklen gengiver professor H. P. Clausens opposition under disputatshandlingen. Af H. P. Clausen Der er ingen billeder i Knud Larsens disputats, men der er et billede med tilknytning til emnet, som nan ma vaere stodt pa under sit arbejde med afhandlingen. Deter en tegning fra det socialdemokratiske eftermiddagsblad »Klokken 5«, den 27. juni 1922. Man ser Venstres forsvarspolitiske ordforer, redaktor I. A. Hansen sta pa kvasgmarkedet med en noget derangeret ko med paskriften »Militserforlig«. Han forsoger at saelge den til tre andre prangere, de konservative rigsdagsmaend Piper, Pitzner og Piirschel, med ordene: »Bet£enk jer nu
ikke, men sla' til - hele kadaveret kan sselges for 48
Og de tre
konservative brummer: »Den er altsa absolut ingen ting
Victor Piirschel har klistret denne tegning uden pa en pakke i sit arkiv med papirer vedr. f orsvarsf orliget i 1922. Den konservative forsvarslovsordforer har ikke kunnet sta for den lidt plumpe karakteristik af forsvarsforliget som en studehandel mellem Venstre og Det konservative P. Munch sagde
det samme, men i et lidt andet sprogligt leje, da han
1. Anmeldelsen gengiver med enkelte udvidelser og aendringer anmelderens indlaeg som officiel opponent ved forsvaret af afhandlingen for den filosofiske doktorgrad ved Kobenhavns Universitet d. 12.3.1976. 2. Her citeret efter P. M u n c h: Erindringer, IV, 1963, 324. Side 494
senteredeenting over for det danske folk: ». . . en ganske almindelig politisk handel mellem de to partier, der i ojeblikket har flertal i dette hoje ting«. Han var overbevist om, at drivkraften bag gennemforelsen af den nye forsvarsordning »er og bliver de velhavende klassers onske om at bevare den politiske overmagt i Danmark«2. Deter om dette forsvarsforligs tilblivelse, Knud Larsen har skrevet en god bog. Sautter man tingene en lille smule pa spidsen, kan man sige, at nan pa de 423 sider, afhandlingen omfatter, nar det samme resultat, som er udtrykt i tegningen i »Klokken 5« og i Muncks bemserkninger: Forsvarsordningen af 1922 gennemfortes som en politisk handel mellem Venstre og de Konservative saledes forstaet, at det blev det parlamentariske hensyn til bevarelsen af det borgerlige samarbejde, som kom til at spille den vaesentligste rolle, mens hverken militsertekniske hensyn eller udenrigspolitiske overvejelser fik afgorende indflydelse pa haendelsesforlobet. Men denne konklusion nas forst efter en grundig gennemgang af forsvarssagens gang gennem forsvarskommission og rigsdag i tiden fra november 1918 til slutningen af juli 1922. Gennemgangen er saerdeles detaljeret, og sine steder virker den ogsa lidt tung. Deter maske en pavirkning fra traditionen ved det institut, hvor forfatteren har sit daglige arbejde. I hvert fald er det ikke den forste detailrige afhandling, som er udgaet derfra. Knud Larsen har sat sig som mal at analysere den forsvarspolitiske meningsdannelse i Venstre og Det konservative Folkeparti i perioden 1918-1922. sin indledning giver han tre begrundelser for sit arbejde. Den forste er den enkle, at der ikke tidligere er gennemfort en »systematisk undersogelse over de begivenheder, standpunkter og handlinger«, som i perioden 1918-22 forte frem til gennemforelsen af forsvarsordningen af 1922. Nu er det naturligvis aldrig en tilstraekkelig begrundelse for at beskrive et historisk forlob, at det ikke er gjort for. Men resten af bogen beviser, at der virkelig er en begrundelse for at tage netop dette handlings - og begivenhedsforlob op til indgaende behandling. Den anden begrundelse tager udgangspunkt i forskellige, delvis modstridendeformuleringer hos forfattere som Troels Fink, Viggo Sjoqvist og Ole Karup Pedersen om forholdet mellem udenrigspolitik og forsvarspolitikgenerelt og mere specielt i relation til forsvarsordningen af 1922 og de politiske vilkar i mellemkrigsperioden. Knud Larsen gor her nok for meget ud af navnlig Finks og Sjoqvists bemaerkninger, nar man ser hen til, at de er fremsat med en noget anden hensigt end at give bindendeudsagn Side 495
dendeudsagnom forholdet mellem udenrigspolitik og forsvarspolitik i forsvarsordningen af 1922. Deter en lidt sogt made at na frem til en konklusion om, at der ikke er enighed om, »hvorledes forholdet mellem periodens udenrigspolitik og dens forsvarspolitik skal analyseres eller opfattes«(s. 13). Men i hvert fald er det Knud Larsens agt at undersoge, hvilken vasgt de politiske aktorer tillagde de elementer, som pavirkede deres standpunktdannelse. For det tredie vil han undersoge, i hvilket ornfang partistrategiske overvejelser er anvendelige som forklaringsformer over for Venstres og Det konservative Folkepartis standpunktsdannelse og indbyrdes forligsforhandlinger (s. 18). Baggrunden herfor er undersogelsens binding til det parlamentariske niveau. Det giver en naturlig tilskyndelse til at inddrage synspunkter og analysefonner, der er udviklet i statskundskaben til behandling af partistrategiske overvejelser. Det skal straks siges, at de to sidstnaevnte begrundelser knap sa meget som den forste spores i og retfcerdiggores af fremstillingen i bogen. De der anslaede temaer fortaber sig ligesom i vasrket, og selv om de dukker op igen mod slutningen, giver det ikke uden videre en fornemmelse af, at der er opnaet klare svar pa de sporgsmal, der er stillet op i indledningen. Forfatteren har i bogen antydet lidt af den genesis. Det fremgar, at udgangspunktet har vaeret studier over dansk nedrustningspolitik (s. 8), og at det oprindelige mal var »at vise betingelserne for at gennemfore en statslig nedrustning under nogle saerligt gunstige vilkar«. Denne problemstilling matte imidlertid opgives, fordi materialet ikke kunne give svar pa de opstillede sporgsmal (s. 421). Det vidner om metodebevidsthed, at Knud Larsen saledes klart har set sammenhaengen mellem problemstilling og materiale og asndret problemformulering med tilhorende sporgsmal i lys af de svarmuligheder, materialet indeholder. I sa henseende har han ganske ret i, som han gor, at ytre mistillid til den ofte fremsatte pastand: »at materialet ikke ma dirigere undersogelsen« (s. 422). Det udsagn skal behandles med varsomhed, for naturligvis bestemmes en god del af en problemstillings frugtbarhed af de latente muligheder i kildematerialet. Hvor intet er, taber forskeren hurtigt sin ret - retten til at sporge. Deter imidlertid tydeligt, at der i den foreliggende afhandling - forstaeligt nok - stadig er reminiscenser fra det oprindelige udgangspunkt. Det forklarer bl. a. den noget indirekte made, hvorpa nogle af de sporgsmal, der stilles i indledningen, besvares. Side 496
Det giver maske ogsa en del af forklaringen pa, at bogen har faet übalance. Jeg sigter til det meget store 2. hovedafsnit om de ydre konjunkturer, folkeforbundspolitikken og fjendetruslen mod Danmark. Forfatteren naevner selv (s. 183), at fremstillingen pa dette punkt »vil medfore lange digressioner og tilsyneladende fore langt bort fra forsvarspolitiske oveivejelser«. - Man ma vaere enig med ham. Afsnittet er i sig selv vaerdifuldt, fordi det giver den forste samlede fremstilling af grundlaeggelsen af den danske folkeforbundspolitik. Men i bogen konkluderes i anden sammenhaeng overbevisende, at de udenrigspolitiske forhold spillede en ganske forsvindende rolle savel i partiernes interne overvejelser som ved den endelige fastlaeggelse af forsvarets karakter og omfang. »Folkeforbundsbedommelsen blev en art staffage,« hedder det (s. 260), »hvormed de [i. e. partierne] udstyrede deres begrundelser for de saledes valgte standpunkter«. Det kan vaere rigtigt, som forforfatteren skriver (s. 294), at der opbyggedes et arsenal af folkeforbundsargumenter. Men den eventuelle anvendelse af dem eftervises sa at sige ikke i resten af afhandlingen. Formentlig fordi den ikke forekom pa de formuleringsplaner, bogen har koncentreret sig om. Det skal vi vende tilbage til. Der er temmelig markant forskel pa den made, hvorpa Knud Larsen har grebet de indrepolitiske og de udenrigspolitiske problemer an i forhold til den definition, han har givet af forsvarspolitik. Med en tillempning af den svenske forsker, Hans Wieslanders definition, vil han opfatte forsvarspolitik »som den politik, der har til emne at tilpasse en stats forsvar til foreliggende fortolkninger af vilkar og ressourcer« (s. 15). Deter en god definition, fordi den understreger, at opfattelser af vilkar og ressourcer er det afgorende for en undersogelse som den foreliggende. Man undgar derved det besvaerlige problem med at fastlaegge en eller anden form for objektiv eller i det mindste kognitivt bestemt virkelighed af vilkar og ressourcer, hvori aktorerne agerer. De udsagn, man har at gore med, vil netop vaere udtryk for aktorernes opfattelse af virkeligheden eller af opfattelser, som de onsker at gore brug af i en given situation. Det vil altid vaere en betydelig fordel at kunne holde analysen inden for denne ramme, sat af udsagnenes karakter. Derfor er med fuld ret afsnittet om de indrepolitiske vilkar gjort meget kort. Der er kun redegjort for nogle helt basale vilkar, sasom det politiske system, mandattal etc., som satte en ydre ramme om det politiske forlob, der skal folges. Det kunne samaend godt have vaeret endnu kortere, fordi det jo ikke er nogle givne vilkar, men opfattelsen af dem, som den formuleres af aktorerne, der har vor interesse. Side 497
Men sa virker det skasvt, at forfatteren for udenrigspolitikkens vedkommende interesserer sig sa staerkt ikke blot for opjattelsen af vilkarene - for deter jo rimeligt nok - men ogsa for disse vilkar selv og deres udvikling. Der er i sa henseende gjort tydelig forskel pa de to saet af vilkar og deres relation til politikernes opfattelse af dem. Dele af 2. afsnit er derfor blevet en bog i bogen uden megen forbindelse med vaerkets hovedtema: den forsvarspolitiske meningsdannelse i Venstre og Det konservative Folkeparti i 1918-1922. Dette tema, bogens centraltema, folges i en ra^kke kapitler, hvor vi dels ser standpunktsdannelsen i de to partier hver for sig, dels endelig den standpunktsbojning, der forte til forliget mellem de to partier i sommeren 1922. Hertil kommer et vigtigt afsnit om meningsdannelsen i haeren og i marinen. Analysen viser Knud Larsen som en skarpsindig forsker med en dyb fortrolighed med politiske vilkar i almindelighed og dansk politik i den behandlede periode i saerdeleshed. Desuden aflaegger arbejdet tydelige vidnesbyrd om hans vel udviklede metodebevidsthed samt om hans sikre evne til at finde og udnytte kildematerialet. Dansk historisk forskning er fattig pa bidrag til forstaelse af vort politiske systems struktur og udvikling, anskuet ud fra den faktiske politik, der er fort i dette land under vor kendte flerpartisystem med vekslende flertalsmuligheder. Vi har ikke den raekke af indgaende undersogelser af store lovgivningsarbejder eller af vigtige forlig, som ville give os indsigt i dansk politiks vilkar og funktionsmade. I sa henseende er den foreliggende afhandling et pionerarbejde, der forhabentlig vil komme til at tjene som forbillede for mange andre. For nogle ar siden, i 1973, offentliggjorde Knud Larsen i nssrvaerende tidsskrift en storre afhandling med titlen »Regeringskrisen i 1922. Forlob og fortolkning« 3. Denne afhandling har givetvis ogsa sit udspring i arbejdet med den bog, vi her star med, og den horer med til karakteristikken af vasrkets genesis. De to arbejder supplerer hinanden pa en made, sa afhandlingen fra »Historie« naesten kunne have vseret et afsnit i den foreliggende bog. Knud Larsen harmed omhu indsamlet og gennemgaet bade trykt og utrykt materiale, og hans bemaerkninger om kilderne er stort set kloge og besindige. Undertegnede skal vaere den forste til at indromme, at hvis man fanatisk docerer dogmet om, at den tidlige kilde altid bor foretraekkes for den sene kilde, kommer man hurtigt ud i et forskningsmasssigtufore. 3. Historic Jyske Samlinger. Ny rk. X, 4, 1973, 562-631. Side 498
masssigtufore.Men det virker alligevel besynderligt, at forfatteren (s. 105) er lilfreds med at lade en udtalelse af Oluf Kragh til P. Munch i 1925 vcere et vigtigt indicium pa Klaus Berntsens politiske svaghed under forsvarsforhandlingerne i 1921. Oplysningen verificeres sa pa generalEllis Wolffs samtidige dagbogsoptegnelser, hvis magre oplysninger i ovrigt er udnyttet fortrseffeligt flere steder i afhandlingen. I betragtning af den taette udnyttelse af P. Munchs erindringer havde det vseret rimeligere at tage hans optegnelse fra 26. maj 1921, altsa meget taet pa den 11. maj 1921, da de paviste spaendinger i Venstre resulterede i en konfrontation af synspunkterne. Kragh beklagede sig da over Klaus Bemtsen, som efter hans mening intet kunne, men ville blande sig i det hele. Munch folte sig abenbart nsesten nodt til at forsvare forsvarsministeren med en bemaerkning om, at han jo var gammel. Hvortil Kragh svarede: »Ja, men sa bor han ikke laengere spille den rolle«4. Det aendrer ikke vaerdien af afhandlingens pastande, om man bruger det ene eller det andet citat. Men forfatteren har pa et andet sted med vaegt gjort opmaerksom pa, at Kraghs og Munchs samtale i 1925 ikke uden videre refererer koncist til situationen i 1921 (s. 411). Sa meget des heldigere for rcesonnementet er det da, at vi altsa har en samtidig optegnelse. Nu tages P. Munchs erindringer ikke blot frem her for, at de kan give anledning til nogle kildekritiske skolemesterbemaerkninger. Det sker for at understrege det faktum, at forfatteren skylder os nogle ord om denne centrale kilde, som er sa vaesentlig for ham og for alle andre, der beskaeftiger sig med dansk politik i de fire forste artier af indevasrende arhundrede 5. Deter jo langt fra en problemfri kildeudgave. Enhver, der har laest udgivernes oplysninger i 1. og 2. bind, ved naturligvis, at man har fundet det nodvendigt at aendre i det foreliggende manuskripts form, og man har i betydelig udstraekning erstattet erindringerne med Munchs mere eller mindre samtidige optegnelser6. Deter normalt en fordel; men man kan aldrig vaere helt sikker pa, om man kan undvzere en kontrol pa originalerne. Og det burde, indtil vi har gjort tilstraekkeligt mange erfaringer med udgavens anvendelse, vaere en pligt for seriose brugere, der ogsa har haft adgang til P. Munchs arkiv, at redegore for deres erfaringer. 4. P.Munc h: Erindringer IV, 1963, 279. 5. Under forsvaret viste den anden officielle opponent, professor dr. phil. Sven Henningsen, ud fra et andet synspunkt, at Munchs erindringer ma anvendes med forsigtighed og kritik, ogsa hvad tendensen angar. 6. P,Munc h; Erindringer I, 1959, 5. og sm.: Erindringer 11, 1960, 245, Side 499
Lidt af problematikken ses pa et punkt, der har interesseret forfatteren, nemlig grunden til, at regeringen bestemte sig til at nedsaette forsvarskommissionen i november 1918. Problemet er i sig selv naeppe sa vassentligt, som det gores til i bogen, men det kan belyse Munch-udgavens begraensninger. Det pagaeldende sted er i Munchs erindringer overvejende daekket af optegnelser, der ikke helt klart lader os se sammenhaengen i begivenhedsforlobet. 81. a. har det naturligt nok undret forfatteren, hvad der ligger bag Munchs oplysning om, at man pa det radikale partimode den 13. november 1918 om aftenen droftede en evt. afskaffelse af den almindelige vaernepligt7. Det ses som et indicium pa, at man droftede forsvarslovgivningen og mulige asndringer i den (s. 52). Men vi ved faktisk ret praecist, hvad man droftede og hvorfor. Deter et af de steder, hvor Munchs handskrevne erindringstekst er bedre end den trykte udgave med de indskudte optegnelser. Naturligvis kan man vaere betaenkelig ved, om Munch kunne huske sammenhaengen, da han i november 1941 nedskrev erindringer. Men det vil dog altid have interesse at se, hvordan Munch selv har tolket sine optegnelser - her ordene om vaernepligten - for man giver sig til pa egen hand at tolke et uklart sted. Sammenhaengen er den, at Socialdemokratiet under indtryk af syndikalisturoen, der jo netop onsdag den 13. november 1918 kulminerede med optojerne pa Gronttorvet, havde hardt brug for offentligt at manifestere viljen til en selvstaendig indsats for politiske reformer. Derfor aftaltes i lobet af dagen den 13. et 18-punktsprogram mellem Stauning, Zahle og Ove Rode. Deter omtalt pa s. 32 som det socialdemokratiske 18-punktsprogram, hvor et af punkterne var krav om »forberedelse til ophaevelse af det hidtidige militaer- og faestningssystem«. Begge partierne holdt gruppemoder om dette program den 13. om aftenen. Der var altsa tale om et mellem regeringen og Socialdemokratiet aftalt program, som skulle hjaelpe Socialdemokratiet i den meget anspaendte indre situation, partiet befandt sig i. Programmet fik den radikale gruppes tilslutning, idet der dog gjordes en tilfojelse med en beskeden advarsel mod syndikalisterne. Det var derfor ikke underligt, at man droftede forsvar og vaernepligt i gruppen den aften. Dels var det et af de opstillede reformkrav i det program,der forelagdes, dels var vaernepligten staerkt omtalt og kritiseret netop ide dage. Deter heller ikke underligt, at der derefter kom forslagom 7. P. Mu n c h: Erindringer IV, 1963, 10, Side 500
slagomen
forsvarskommission som led i bestraebelserne pa at
realisere Den vej var jo ikke fremmed. Man havde haft kommissioner siddende til forberedelse af de jordreformer, der var under gennemforelse. Og netop pa samme tid forhandlede man om det socialdemokratiske forslag om nedsaettelse af en stor skolekommission. Den nedsattes som bekendt nogle maneder senere ved lov af 21. februar 1919. Desuden sad det sakaldte afviklingsudvalg, der kontrollerede afviklingen af krigstidens restriktioner. Deter som en analogi til dette udvalg, at forsvarskommissionen ofte i pressen omtales som »afviklingskommissionen«, og man skal nseppe laegge noget saerligt i dette udtryk, sadan som forfatteren synes at antyde. Selv Berlingske Tidende brugte udtrykket, og det kan naeppe have vasret med afrastnings-bitoner. Forresten ma man pa dette sted sporge, om Knud Larsen er udtommende i sin karakteristik af, hvad regeringen ventede sig af kommissionen. Var forventningen ikke i hoj grad knyttet til, at man onskede sporgsmalet om forsvaret, som uundgaeligt matte rejses ved krigens slutning, trukket ud af den Iobende parlamentariske debat? Dertil tjente i hvert fald andre af de nedsatte kommissioner; regeringen ville givetvis gerne regere endnu nogle ar, og det forudsatte kontrol med de mere braendbare emner i politikken. Oppositionen var heller ikke forhippet pa at fa problemet politiseret, men bestraebte sig pa at gore kommissionen til en sa god agitatorisk platform som mulig. Knud Larsen nar selv ved en analyse af partiernes argumenter ved udsaettelsen af kommissionen til den konklusion, at standpunkterne »peger . . . mod en afdramatisering af forsvarsdiskussionen.« (s. 77). Men han tager ikke konsekvensen af denne iagttagelse, skont det ma vaere indlysende, at bade Venstre og Det radikale Venstre havde en interesse i en sadan afdramatisering. Havde det mon alligevel ikke vaeret godt nok at overveje brugen af Bjorn Molins begreb: politiserings-tidspunktet? Selv om det ikke behovede absolut at vaere pa Molins made? Man kan se nedsaettelsen af kommissionen som en vej til at neutralisere forsvarsdebatten politisk og vinde herredomme over politiseringstidspunktet. Sadan brugte begge, bade den radikale regering og regeringen Neergaard, den. Jeg skal senere komme lidt ind pa. emnet argumentations-analyse. Men jeg vil gerne pa dette punkt sige, at en kritisk anmelder jo ogsa fremforer sine argumenter med det formal at sprede et gunstigt indtryk af, at han har teest den foreliggende bog grundigt, og at han har sat sig ind i det materiale, der er anvendt. Derfor fristes han til at tage ogsa mindre ting op, som deter sket i denne forbindelse. Side 501
Victor Piirschel, hvis erindringsmanuskript i Det kongelige Bibliotek Knud Larsen har haft gavn af, vakte en del furore blandt noble medlemmer af den konservative gruppe med sine ikke altid lige elegante anekdoter, da han valgtes ind i folketinget i 1920. En af hans historier handlede om en svensker, der dronende fuld blev bragt ind fra Nyhavn til St. Kongensgade politistation. Det viste sig da, at han var formand for Nykterhetssalskapet i Lund. Men foreholdt dette faktum, erklaerede han: »Nog ar jag totalist, men inte ar jag fanatiker alls«. — Jeg gor denne storsindede svenskers ord til mine. Nok er det anmelderens opgave at stille de totale krav op til formalia i den videnskabelige indsats. Men fanatiker er han ikke, og den holdning har det vaeret let at indtage i det foreliggende tilfaelde, fordi det kun er fa og beskedne anledninger, der er givet til at diskutere kildekritiske problemer og dermed opsende signaler om egen dyd. Knud Larsen har flere steder i afhandlingen gjort bemaerkninger om sin metode og ogsa punktvis droftet den i relation til metoder og begrebsapparater, der er udviklet i politologien. I en note udtrykker han habet om, at det kan spores i afhandlingen, at den er blevet til »i et forskningsmiljo, hvor historikere og politologer arbejder sammen« (s. 16). Det kan spores, men udtrykket spores er i den forbindelse ogsa det helt rigtige. De politologiske pavirkninger ligger stobt ind i teksten og er ikke egentlig trukket eksplicit frem. De skal spores. Et eksempel har vi s. 83, hvor partiernes arv fra fortiden operationaliseres i begreberne partisammenhold, kontinuitet og konsekvens i forholdet til fortiden. Det er begreber, som kendes fra Molin-Sjoblom, uden at de to forfattere dog naevnes her. Helt klart er det egentlig ikke, hvorfor forfatteren har palagt sig selv denne restriktive holdning med hensyn til at laegge sin anvendelse af de politologiske begreber, som han skyder ind i sine rasonnementer, frem til droftelse. Helt tilfredsstillende er det heller ikke. I indledningen angiver forfatteren som allerede naevnt, som en af sine begrundelser for arbejdet, at han vil undersoge, i hvilket ornfang partistrategiske forklaringsformer lader sig anvende (s. 18). Mod slutningen vender han da ogsa tilbage til dette problem og demonstrerer, hvordan nogle af de af Gunnar Sjoblom opstillede begreber kan anvendes pa de situationer, der analyseres (s. 362 f, 400 fog 422 f). Ydermere hedder det, at den foreliggende undersogelse er komplementaer i forhold »til Bjorn Molins og Gunnar Sjobloms teoretiske anvisninger pa, hvorledes studiet af parlamentarisk strategi kan udfores«. Side 502
Hertil skal fojes afhandlingens understregning af, »at beskrivelsen af historiske faenomener i en meningsfuld sammenhasng og sammenstilling ogsa rummer en forklaring, som ikke nodvendigvis er ringere end den forklaring, der kan opstilles pa grundlag af et fuldt udbygget teorisystem« (s. 409). Forfatteren onsker »at vise, at studiet af politik kan forega inden for en bred variation af fremgangsmader. Uden teoretiske forudszetninger opnas der ingen forstaelse for specifikke eller generelle tendenser i politisk virksomhed, men uden empiriske undersogelser mister teorierne deres eksistensberettigelse« (s. 423). Dette er afhandlingens sidste szetninger. Deter synspunkter, som er hort en hel del gange for, og som jeg ganske kan tilslutte mig. Men anken ma ga pa, at afhandlingen, trods mere end et Iofte derom, ikke bidrager videre til afklaringen af sporgsmalet om de mere teoretisk orienterede, partistrategiske overvejelsers betydning for den empiriske undersogelse. Et er at sige, at teori og empiri forudsaetter hinanden. Analytisk er det ikke saerlig svaert at drage skellet mellem de to elementer i forskningen og pege pa deres indbyrdes afhaengighed. Det svaere - og sa vidt jeg kan se - endnu ikke ordentligt Ioste problem er i praksis at anvende dette synspunkt og bygge bro mellem de teoretiske apparater og den empiriske. historiske undersogelse. Bogen er forbavsende tavs pa dette felt, selv om den ogsa stedvis giver tankevaekkende kommentarer. Forfatteren gor opmaerksom pa de vanskeligheder, der i praksis er med at anvende Bjorn Molins kaernevaelgerbegreb (s. 400). Og han finder, at Gunnar Sjb'bloms analyseskema er vanskeligt at anvende, safremt formalet ikke er at verificere skemaets egen indre logik, »men derimod at belyse omstsendighederne omkring en ra;kke faktiske beslutninger og begivenheder« (s. 423). Andre - bl. a. mange specialeskrivende studerende - har gjort den samme erfaring; men deter ikke uden betydning, at en sa kyndig forsker som Knud Larsen nar denne konklusion efter en grundig analyse af konkret partiadfasrd pa det parlamentariske plan. Dermed lades unaegteligt ogsa hele sporgsmalet om forholdet mellem teori og empiri lige sa abent, som det hele tiden har vseret. Teorisystemet viste sig altsa i dette tilfaelde ikke egnet til andet end til at bekrasfte sin egen indre logik og var ikke anvendeligt til empirisk analyse. Man savner i den ellers sa gennem-rajsonnerede afhandling en mere eksplicit stillingtagen til dette problem og til en begrundelse for, at Sjobloms skemaer i betydeligt omfang kommer til kort i empiriske undersogelser. Som deter nu,
ma forfatteren standse med at fremhaeve, at den
»historiskebetragtningsmade Side 503
en indledende klargoring af, i hvilken sammenhaeng det valgte undersogelsesobjektma ssettes for at na frem til forstdelige undersogelsesresultater«(s. 15 med min understregning). Hvad der menes med »forstaelig« uddybes s. 410, hvor det hedder, at »analysen bliver en selvbaerende konstruktion, hvis forudsaetninger, forklaringer og resultater har en indresammenhaeng«. Der siges ikke noget om, hvordan denne indre sammenhaenger beskaffen og skal begrundes. Sa vidt man kan se, er kriterietpa et forstaeligt resultat med en indre sammenhaeng for Knud Larsen et psykologisk mal, nemlig en tilstand af intellektuel maethed eller tilfredshedi forskerens sind. Andetsteds har han defineret de tilstrsekkelige forklaringsgrunde som »de grunde, hvori sindet finder hvile« 8. Med andre ord, han holder sig temmelig bevidst inden for den ramme, historieforskningen teoretisk plejer at bevaege sig inden for. Hans gaeld til politologien bestar i, at han uspecificeret har lant enkelt-elementer fra en raekke forfattere, som han ogsa nojes med at nsevne i en ligeledes uspecificeret raekkefolge. Navnlig har han haft gavn af nogle af Sjobloms anvisninger. Det kan ikke undre, for Sjoblom er en god politisk iagttager, hvis nogterne jugement har sikret, at der er placeret relevante iagttagelser i hans skema. At de kan anvendes med fordel i den foreliggende afhandling bekraefter for sa vidt ikke andet, end at Sjoblom forstar sig pa praktisk politik og desuden er begavet med evnen til at tasnke systematisk. En videre betydning har det ikke, og Knud Larsen har ikke med sin afhandling overskredet noget metodisk skel i det milieu, han arbejder i. Derfor kan det ogsa vaere farligt at lsegge for meget i hans pastand om, at fremstillingen er komplementaer i forhold til Molins og Sjobloms arbejder. Det synes jeg ikke, den er, eftersom den dog udnytter dele navnlig af Sjobloms begrebsapparat, selv om disse dele sa anvendes uden droftelse. Nar deter tilfaeldet, kan man efter min fornemrnelse ikke tale om komplementaritet, men ma tale om uafklaret sammenhaeng. Derfor forekommer det ejendommeligt, at Knud Larsen trods sin udtrykte forstaelse for, at ogsa den historiske forskning ma klargore sig sine forudsaetninger og sine begreber, ikke mere sammenhsengende har diskuteret de forudsaetninger d. v. s. de begreber, han har lant fra politologien. Om ikke andet ville det have hjulpet laeseren, og det ville have holdt sammen pa nogle af de ting, der som folge af den kronologiske fremgangsmade inden for de enkelte afsnit er spredt i afhandlingen. Som deter nu,
har forfatteren ikke gjort det let for den utalmodige
8. Historie. Jy. Saml. X, 4, 1973, 630. Side 504
ninger,hvorde forskellige forklaringsfaktorer mere konsekvent bringes ind. Det betyder kort sagt, at gode konklusioner gemmes, sa laeseren utalmodigthar spurgt efter dem, laenge for han far dem. Deter en folge af, at sa mange gode analytiske elementer er stroet ud i den struktur, som opdelingen pa de to partier og den kronologiske fremstilling har skabt. Nar disse strukturelle problemer traekkes frem, skyldes det, at de har naer sammenhaeng med hele sporgsmalet om teori og empiri i et sa rnetodebevidst arbejde som det, vi her harmed at gore. De valg, man traeffer pa dette omrade, far betydning for fremstillingens struktur, og man ma derfor onske dem droftet til bunds. Ellers har man ikke opfyldt det krav, Knud Larsen som nasvnt selv opstiller: foretaget en indledende klargoring af den sammenhaeng, hvori man arbejder. Pladsen tillader ikke mange eksempler. Et enkelt vil vsere tilstraekkeligt. I saettet af analyseenheder, som forfatteren har lant, er ogsa fsenomenet partisammenhold/partisplittelse som et afgorende vilkar for et partis forhandlingsbasis og -muligheder. En overvejelse af partisammenholdets betydning for et partis styrke i en forhandlingssituation havde her vaeret pa sin plads 9. Pa en raekke punkter fremdrages nu stof til belysning af splittelse i partierne, men forst pa s. 418 kommer en sammenfattende karakteristik af Det konservative Folkepartis vanskeligheder med at bevare partisammenholdet: »Vanskeligheder af denne art optradte ikke alene i forbindelse med forsvarsdiskussionen i sommeren 1922, men er et noget nogenlunde permanent faenomen, fordi partiets rigsdagsgruppe ikke udgjorde en homogen gruppe af politikere med ens vaerdiforestillinger og indbyrdes forenelige strategiske mal«. Jeg tror, det havde vzeret af betydning for beskrivelsen af standpunktsdannelsenbade i Det konservative Folkeparti og ogsa i Venstre samt for beskrivelsen af forholdet mellem de to partier, om man tidligere og mere eksplicit havde samlet tradene ved hjaelp af en udfyldning af et begreb som partisammenhold og andre lignende betegnelser sammenhaengende hermed og med relation til partiers standpunktsdannelse og vilkarene for deres samarbejde. En raskke vigtige iagttagelser af mere almen interessefor studiet af dansk politik ville pa denne made kunne vaere destilleretud af bogen, og det ville have vaeret langt lettere at saette resultaternei forbindelse med andre studier af vort politiske system. Jeg skal nojes med at naevne, at der i bogen er gemt iagttagelser af den made, partiernes rigsdagsgrupper fungerer pa og anvendes af de politiske ledere;der 9. Jacob B uks t i: Et enigt landbrug?, 191 A. Side 505
dere;derer stof, som belyser vilkarene for politisk forhandling og om informationsniveauets betydning i en forhandlingssituation; og der er stof til belysning af betydningen af at holde forskellige argumentationsniveaueranalytisk adskilt. Alt dette og adskilligt mere ville det have vasret muligt at traekke ud og perspektivere ved en lidt mere systematisk fremgangsmade. Forfatteren har selv i bogen beklaget manglen pa en »anvendelig referenceramme« for studiet af dansk politik (s. 13). Han kunne uden besvaer have bidraget lidt mere til rammen. Med andre ord, man ma anerkende, hvad der er naet inden for den ramme, der er valgt. Men jeg har en kraftig fornemmelse af, at en anden udgang pa. metodedroftelserne kunne have fort frem til opstilling af et analyseskema, som noget tydeligere for lseseren havde sammenfattet resultaterne og deres gyldighedsomrade. Et analyseskema er jo ikke, som forfatteren synes at forudseette, en teori, men en kodificering og klassificering af problemstillinger og anvendte begreber, som i den studerede situation antages at have en forklarende funktion. Derfor er det i indledningen opstillede sporgsmal, om partistrategiske overvejelser kan anvendes som forklaringsformer, ikke alt for vel formuleret. Det kan de naturligvis, forudsat at overvejelserne har haft et vist mal af forankring i virkeligheden. Deter et sporgsmal, hvor svaret er givet. Snarere burde forfatteren have spurgt: hvilke elementer skal jeg stille op i et analyseskema for at fa tilstraskkeligt gode ophasngspunkter - for igen at citere Sjoblom - for min egen analyse. Det ville have vaeret den rimelige konsekvens af kravet om, at ogsa den historiske betragtningsmade forudsastter en indledende klargoring af, hvordan forstaelige resultater I fortsaettelse af dette skal naevnes et punkt, hvor man med udgangspunkt i det foreliggende arbejde kan se lidt dybere ind i vanskelighederne ved at skabe forbindelse mellem et kildemateriale og et teoretisk analyseskemas begreber, som man ikke selv har opstillet til brug i den givne sammenhseng. En del af vanskelighederne med Sjobloms skema stammer, sa vidt jeg kan se, fra det faktum, at politiske udsagn og argumenter ikke er tilstraekkeligtentydige til at kunne passes ind i skemaets kategorier. Politiskeargumenter skal ikke bare give begrundelser for standpunkter og handlinger. De er forst og fremmest selv politiske handlinger, der bruges til at styre med. Politikerne vil med deres pastande influere pa de enkelte situationer, holde handlemuligheder abne for sig selv, indsnaevre dem for andre o. s. v. Denne sociale effektside af det politiske argument er helt central ved tolkningen af det, og dette aspekt ved argumentet kan Side 506
gore det
saerdeles problematisk, nar det skal bruges som udtryk
for bevasggrundenebag Dette i'orer videre til den reflektion, at der ikke noget sted i bogen er givet en helt entydig definition af, hvad der skal forstas ved begrebet »standpunktsdannelse«, der jo er et centralt begreb i afhandlingen. Der tales afvekslende om »meningsdannelse« eller »standpunktsdannelse«, og der er ogsa en glidning over til »motiver bag partiernes handlinger* (ss. 80 og 84). Pa s. 122 redegores for en vigtig iagttagelse, idet det siges, »at et partis standpunkt ikke blot bestar af de udtalelser, der mere eller mindre tilfseldigt er fremsat pa og overleveret i referater fra partimoder; men at det i nok sa hoj grad bestar af uudtalte opfattelser, der ikke behover at fremsaettes pa interne partiarenaer af den simple grand, at partiets medlemmer herom er enige«. Man kunne tilfoje: eller fordi de pagaeldende opfattelser ikke er relevante for den type forhandlinger, der foregar pa den pagaeldende arena. Eller de fremfores ikke, fordi man har et ganske bestemt formal med sine udtalelser pa det pagaeldende tidspunkt, og derfor undertrykkes nogle argumenter, mens andre fremmes. Efter min opfattelse er det vaesentligt at skelne mellem standpunkt og standpunkts/ormw/enng. Formuleringen vil vaere et middel til at pavirke en situation eller en modpart, og der vil i de enkelte tilfaelde vaere ganske bestemte normer, der fastlaegger, hvilke formuleringer der vil forekomme, fordi der er graenser enten for, hvad der accepteres, eller for, hvad der er relevant i situationen. Dette har betydning ved tolkningen af, hvorfor det varede sa laenge, for Venstre begyndte at formulere et standpunkt i forsvarssagen, og at det varede endnu kengere, for dette standpunkt kunne bringes frem til offentlig debat. En standpunktsformulering, enten det sa er internt i partiet eller udadtil, betyder en indskraenkning af handlemulighederne - pa linie med de andre indskraenkninger, der sa udmaerket er identificeret i afhandlingen. Derfor gaelder det om at vaelge tidspunktet for en standpunktsformulering sa praecist som muligt ud fra en vurdering af strategien i ovrigt. Det foiklarer ogsa P. Munchs pres pa Venstre for at fa partiet til at formulere sig og derved indskraenke handlemulighederne for sig selv og give andre nye muligheder. Dette er en banal iagttagelse, men den rorer ved et skel, som ligger lidt uklart i afhandlingen, skellet mellem en beskrivelse af standpunkternes indhold og tilblivelse og pa den andenside standpunkternes jormulering, skildret i lyset af de problemer, der skulle loses eller hindres i at opsta ved formuleringen. For pa en Side 507
sprogligt lidt uskon made at tillempe Snyder, der er en af de systematikere,afhandlingen star i uspecificeret gaeld til, kan man sige, at forfatterenarbejder pa begge sider af et analytisk skel, der gar mellem because-of-standpunktei og in order to-standpunkter1 °. En yderligere overvejelse kan man gore sig i forbindelse med denne form for argumentanalyse. Man kan rejse det sporgsmal, om ikke rnaterialets art setter grasnserne for, hvilke argumenter man vil finde i det. Forfatteren er selv inde pa det i det citat, der er gengivet ovenfor, om enighed, der kunne hindre synspunkter i at komme til udtryk i partiprotokollerne. Disse protokoller er jo i det hele taget aftryk af en situation, hvor meget forudsasttes bekendt og underforstaet, og hvor de partitaktiske overvejelser udgor det tekniske plan, man bevasger sig pa. Er det derfor ikke ganske forstaeligt, at mere forsvarsideologiske og kontinuitetspreegede synspunkter ikke findes eksplicit der? De dukker, som deter pavist i bogen, forst op, nar standpunkterne kommer uden for den interne partiarena. Nar standpunkterne skulle prassenteres for vselgerne eller for andre partier, matte tyngdepunktet flyttes over til en positiv begrundelse (s. 150). Derfor blev ogsa det afsluttende mode i Forsvarskommissionen praeget af henvisninger til den internationale situation (s. 356). Nu var man begyndt at forberede sig pa henvendelsen til offentligheden. Og over for offentligheden har det aldrig vEeret god tone at lade hovedbegrundelsen for et standpunkt vsere det taktiske rigsdagsspil. Dette er med i afhandlingen; men sporgsmalet emu, om det ikke forer til den konklusion, at der i hvert fald er den sammenhaeng mellem udenrigspolitik og indenrigspolitik, at der i forskellige arenaer refereres forskelligt til disse to omrader? Nar man ser snasvert pa det parlamentariske felt, far man ikke mange referencer til den internationale situation; men deter ikke hele sandheden om sammenhamgen mellem udenrigspolitik og indenrigspolitik. I hvert fald er det afgorende, pa hvilket analyseplan man bevaeger sig, nar man skal svare pa sporgsmalet om, hvordan forholdet mellem udenrigspolitik og forsvarspolitik er. Deter en vigtig del af forklaringen pa, at svarene pa sporgsmalet kan blive sa forskellige, som deter konstatereti bogens indledning. Det naeste sporgsmal ma da vasre, hvordan man overhovedet far et standpunkt fastlagt, nar standpunkts/ormw/ermgerneer sa forskellige i de forskellige planer. Og det nasste igen: Er det tilstraskkeligt ved en standpunktsanalyse at nojes med at undersoge 10. Richard C. Snyder et al.: Foreign Policy Decision-Making, 1962, 144 ff. Side 510
tiv burde ikke
vaere kommet uventet for ham selv - eller for
forfatteren - I denne forbindelse er det for forstaelsen af haerens manglende sammenhold vaesentligt, at der fandt en omfattende og hed debat sted i haerens raekker. I afhandlingen vises begyndelsen af den og standsningen af dens offentlige udtryk pa general Wolffs foranledning (s. 319 ff). Denne debat, som ikke er fulgt videre i bogen, fik sin skarphed af, at en ny hserlov under alle omstaendigheder ville medfore afskedigelse af officerer. Dette problem var mere patraengende for haeren end for marinen, og det matte give uro i officerskredse. Derved vanskeliggjordes de militaere sagkyndiges situation yderligere, fordi de sattes under pres af opinionen i officerskorpset, og denne opinion havde ved siden af det rent militaerfaglige en helt - man tor maske sige - kontant baggrund. Den faglige opinion er i hoj grad en faktor, som ma med som et af de vilkar, der fastlsegger eksperters handlemuligheder, og deter naeppe paagtet tilstraekkeligt i fremstillingen. Hele dette forhold spores i den vsegt, der i bogen med rette tillaegges det faktum, at det lykkedes at opretholde en enig opinion i marinens officerskorps (s. 339 ff.). Her var afskedigelsestruslen nseppe heller sa akut. Modsat havde det vasret rimeligt at soge nogle af haerens vanskeligheder forklaret ved de rent konkrete folger for det faste mandskab af en reduktion. At stemningen var bitter, har man tilstraekkeligt med udtryk for efter lovens vedtagelse. Et enkelt sted strejfes problemet. Deter i forbindelse med den plan om en fiktiv udvidelse af antallet af regimenter, som i sommeren 1922 fik betydning for forligsbestreebelserne mellem Venstre og de Konservative. Dette Columbusasg var udklsekket af venstremanden oberst Birke i naer kontakt med general Wolff, der foreslog, »at man lod regimenteme »ka?lve«, sa man fik mindre regimenter, men flere af dem«. Det betod en beskeden udgiftsforogelse, men var en imodekommelse af konservative krav om antallet af regimenter (s. 380 ff.). Knud Larsen skriver, at denne plan set fra et militant synspunkt var tilfredsstillende, »fordi det begrsensede antallet af nodvendige afskedigelseraf officerer«. Men kan netop dette afskedigelsesproblem ikke have haft betydning i ovrigt for haerens standpunkttagen? - Kan det ikke taenkes,at det ogsa er en vaesentlig del af forklaringen pa spsendingen mellem de kommanderende generaler og generalstaben, der stod taettere ved de politiske organer og fjernere fra geledofficererne end generalkommandoerne?I hvert fald ma man rejse det sporgsmal, om polariseringen i toppenaf Side 511
penafhaerledelsen (s. 346) var
en afspejling af spaendinger i officerskorpset,eller
Til sidst skal endnu droftes et par punkter i det omhyggeligt dokumenterede forlob af de to partiers standpunktsdannelse og forligets tilblivelse, afhandlingens kaernestykke. Selve fremstillingen og dens resultater kan jeg fuldt tilslutte mig. Navnlig er der grund til at fremhawe det synspunkt, der er lagt til grund for den sammenfattende skildring af for- Iobet. Knud Larsen fremhaever Gordon Leffs formulering, at historikerne jo altid kender den faktiske folge at et forlob (s. 409). I det foreliggende tilfaelde ved vi, at det hele endte med et forlig mellem Venstre og Det konservative Folkeparti. Det betyder ikke, at vi kan tolke politikernes adfaerd og udsagn helt fra 1918, som om de var lagt til rette med dette forlig i tankerne. Men man ma pa den anden side forklare afslutningen af det skildrede forlob ud fra dette forlob. Det medforer, skriver forfatteren, at man ma vise, hvorledes politikernes beslutningsramme indsnaevredes. Og forfatteren viser, hvordan denne indsnaevring foregik som en folge af 1. udviklingen af de parlamentariske relationer mellem partierne; 2. udviklingen i den okonomiske politik som et overordnende element for prioriteringen af de statslige udgifter; 3. partiernes fortolkning af den offentlige opinions indstilling til forsvaret; 4. den udenrigspolitiske udvikling og den deraf afledede fortolkningsramme for dansk udenrigspolitiks vilkar (s. 410). Af disse 4 faktoromrader siges der i afhandlingen mindst om partiernes tolkning af opinionen og vaelgerholdningerne. Knud Larsen skriver, at dette fortolkningsomrade har vaeret svaerest at fastholde afhandlingen igennem (s. 413). Det haenger sammen med, at politikernes opfattelse af vaelgerne ikke lader sig male, som forfatteren har fremhaevet det i afhandlingen i »Historic«. Lidt kan der dog siges om forholdet til vaelgerne, ogsa lidt mere, end Knud Larsen har villet tage med. F. eks. har P. Munch ganske gode udtryk for, hvordan nogle af de koalitionsmuligheder, der omtales i tiden, kunne taenkes at influere pa vaelgertilslutningen til partierne. Et forlig mellem Venstre, Konservative og Radikale uden Socialdemokrateme ville efter hans mening fa dele af de radikale vaelgere til at ga til Socialdemokratiet og dele af Venstre til de Konservative - eller Hojre, som Munch jo sagdel4. Men jeg vil nu vove
den pastand, at selve tidspunktet for gennemfo 14. P. Munch: Erindringer IV, 278. Side 512
relsen af forliget, hvor Venstre pressede pa, og de Konservative gerne havde ventet, kan vaere bestemt af en vurdering af vaelgerne. Ikke som en afgorende faktor naturligvis, men som det, der et sted bliver kaldt en »delarsag«. Den 20. maj 1922 skrev Frede Bojsen til Berntsens husholderske,Gudrun Andersen: ». . . naeste ar vil komme sa naer ind under valget, at der ikke bliver »laesero for buestrengens hvinen«. Hvad der skal ordnes i denne valgperiode ma ske i ar, selv om det skal traekke ud pa sommeren. Naeste rigsdagssamling skulde kun ordne og give oversigt over resultaterne, sa vaelgerne kan se, at vi er pa vejen til normale tilstande med rimelig balance« 15. Bojsen kan naturligvis ikke tages som et direkte udtryk for, hvad der har bevaeget Venstre og regeringen. Men en del taler dog for, at overvejelser af den art har gjort sig gasldende. Venstre var i hvert fald ikke glad for de forsog, oppositionen gjorde for at fa afgorelsen forelagt vaelgerne hurtigt. Et valg var ikke let at fremkalde for oppositionen; men den kunne prove at spille pa, at folk bade i Venstres og i den konservative gruppe havde ytret sympati for at sende sagen til folkeafstemning. Det lykkedes ikke, men regeringen og partiledernes uro over for muligheden siger noget om hensynet til vaelgerne som indskraenkende faktor. Det gjaldt for regeringen om at have forsvarssagen til side i god tid for det ordinsere valg. Ellers synes de okonomiske sammenhaenge, som bogen viser, at vasre de vigtigste af de indskraenkende faktorer. Deter lykkedes at pavise, i hvor hoj grad de okonomiske overvejelser var afgorende for forsvarsordningen af 1922. Betydningen af industrikrisen i 1921 og Venstres onske om i efteraret 1921 at demonstrere viljen til at skaffe orden i statens finanser ved fremlaeggelse af en samlet finansplan med besparelser ogsa pa forsvaret, tegner sig tydeligt. Deter i ovrigt vaerd at lsegge maerke til, at allerede i november 1920 kunne Oluf Kragh fastsla som sit standpunkt, at et indkaldelsestal som det, man havde vedtaget ved reduktionerne af indkaldelserne i 1919 og 1920 svarede nogenlunde til det, »der ville tilstraebes med en ny haerordning« (s. 98). Det stemmer godt med den ramme, han i foraret 1921 ville lsegge om forsvaret (s. 112), og er ikke langt fra det belob pa 48 mill., der kom til at figurere i finansplanen, da den forelagdes i efteraret 1921 (s. 138). Der er en
forbloffende overensstemmelse i disse tal, og da forst
finansplanenvar 15. Har ald Jorgensen (udg.): Tre Venstremcend, 1962, 300. Side 513
formuleret en forsvarsordning, der kunne vaere i rammen, og skaffe konservativtilslutning til den. Omtrent pa samme tid modtog man i ovrigt fra det konservative landsmode tilstraekkeligt signal til, at man turde regne med, at Det konservative Folkeparti fortsat, trods vanskelighederne med den okonomiske politik, fastholdt onsket om samarbejde med Venstre. Et vigtigt moment er, at »prioritetsrsekkefolgen rnellem de statslige opgaver blev aendret« (s. 412). Statens opgaver og dermed statens budgetter havde aendret sig VEesentligt under og i tiden efter 1. verdenskrig. Nye opgaver havde meldt sig for at blive, og det ville fa helt andre konsekvenser end tidligere, nar man skulle spare og lave samlede finansplaner. Dette er vsesentligt for, at forsvaret fra nu af i dansk politik matte ind under en anden statsfinansiel betragtningsmade end tidligere. Forsvarsudgifterne horer til de »gamle«, »traditionelle« statsudgifter, og de havde lasnge ikke seerlig mange store konkurrenter pa statsbudgettet. Man behover imidlertid blot at se lidt pa statsregnskabernes udvikling, for at fa et indtryk af, at andre store, konkurrerende poster vanned pa budgettet nu. Og mange af disse udgifter var stive. Neergaard sagde, som man kan laese i Knud Larsens bog, i 1920, »at der naeppe kunne gennemfores store besparelser pa finansloven, fordi de fleste poster var bundne af bestaende love. Pa militservassenet var det imidlertid muligt at gennemfore besparelser*. Noget ganske tilsvarende kan man finde udtryk for kort efter den periode, der er fulgt i bogen. Victor Piirschel noterede i 1923 i sin dagbog om de forhandlinger, der den 19. november dette ar foregik mellem Venstre og Det konservative Folkeparti om besparelser, at de Konservative var meget lidt tilbojelige til at rore ved forsvaret. Men Kragh henviste da til, at det var lettere at sksere de militaere budgetter ned end de civile. Han nsevnte, at af hans eget ministerium (indenrigsministeriets) budget pa et par og 70 millioner var 67-68 millioner - altsa mere end 90 % - absolut faste. Det var folgelig ikke blot det af vaelgerhensyn bestemte onske om nedskaeringer af forsvarsudgifterne, der var medvirkende til at saette de okonomiske vilkar. De statsfinansielle konsekvenser af samfundsudviklingenog erkendelsen af disse konsekvenser gjorde det ogsa nodvendigt at betragte forsvarsudgifterne pa en anden made end tidligere. Det ma fojes til de betragtninger, forfatteren har gjort om det okonomiske. Det kan vasre rigtigt, at okonomiske ressourcer i politik er en relativ storrelse (s. 16); men i nedskaeringstider er der en raekke faktorer, der begra?nser Side 514
handlefriheden.
Stivhed i budgetposterne kan vaere en af dem;
konkurrencenmellem Set pa den made er situationen op til 1922 symptomatisk for de nye vilkar, der var under udvikling for statens okonomiske politik og for politikken pa de enkelte sagsomrader, herunder ogsa forsvaret. Forsvarssagen sendrede i mange henseender karakter i den politiske sammenhseng i disse ar. Og dermed er vi inde i analysen af de parlamentariske vilkar og Venstres standpunktdannelse. Her folger Knud Larsen brydningerne i Venstre, der var ganske store, og navnlig interesserer han sig for dr. Kraghs synspunkter ud fra den vurdering, at Kragh sogte frem til en linie, der kunne naerme partiet til de Radikale. I det hele taget har Knud Larsen en stserk interesse for forholdet mellem V og RV, hvad ogsa hans bebudede undersogelser af spillet om H. P. Hanssen tyder pa. Der er adskilligt, som tyder pa, at der i Venstre var folk, navnlig altsa Kragh, som overvejede den parlamentariske situation og en mulig aendring af den. For dem behovede, som forfatteren skriver i afhandlingen i »Historie« (s. 628), hverken kombinationen V/KF eller S/RV at vaere varige blokdannelser. I bogen gores en del ud af dette, men jeg synes egentlig ikke, fremstillingen er ganske klar, formentlig fordi forfatteren overalt i afhandlingen holder sig laengst muligt fra eksplicitte vurderinger. Men her havde der nu nok vaeret brug for en stillingtagen til at vejlede laeseren i det stof, der laegges frem. Der gives en lang raekke belaeg for Kraghs interesse i en linie, der kunne lsegge op til de Radikale. Forfatteren karakteriserer endda situationen i maj 1921, da Venstre oplevede sammenstodet mellem de to synspunkter i gruppen, som en midtvejssituation, hvor der var muligheder for en udvikling til begge sider i det parlamentariske monster (s. 128). Ogsa I. A. Hansens henvendelse til Munch, efter at Venstres forslag var faerdigt i december 1921, horer ind i denne sammenhaeng. I samtiden droftedes mulighederne ogsa, og P. Munch spillede pa dem i folketinget (s. 135)16.1 6. Men pa den anden side gores der lige sa omhyggeligt rede for, at man pa intet lidspunkt tog skridt til alvorligt at soge samarbejdsmulighederne til oppositionen provet. Ser man den samtidige vurdering hos P. Munch, er det ogsa klart, at han ikke pa noget tidspunkt ansa mulighederne for realistiske. Tydeligst fremtraeder det i optegnelsen fra 1. april 1921, da han fremhaever, at det reelle grundlag manglede* 7. Som ogsa Knud Larsenunderstreger, 16. P.Munc h: Erindringer IV, 316, 17. Ibid., 278 f, Side 515
senunderstreger,savnedes det felles grundlag for en okonomisk politik,og Venstre ville fa svaert ved at holde sammen om et samarbejde med Socialdemokratiet. Der var bestemt ikke blide undertoner i Venstrepolitikeresbrug af ordet »den social-radikale politik«. Ingen af de Venstrefolk, der omgikkes med tanken, var ledere, og i ovrigt manglede vaelgergrundlaget. Kun Neergaard havde efter Munchs mening mulighed for at gennemfore en parlamentarisk drejning, og han ville det nu mindre end nogensinde. Ove Rode delte denne opfattelse, som Munch for resten gentog i januar 1925, da Kragh aktualiserede problemet18. I ovrigt skal man lsegge maerke til fortsaettelsen af denne samtale i 1925, idet Kragh bemasrker, at i et samarbejde mellem Venstre, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, ville de Radikale fa magten. Det ma Venstrepolitikerne givetvis ogsa have overvejet i perioden 1920-22, og de ma have vejet denne situation op mod den made, samarbejdet med de Konservative kunne administreres I det hele taget er det vassentligt, i hojere grad end det gores i bogen, at se Kraghs adfaerd ogsa pa baggrund af, hvordan situationen var i de andre partier. Ville det ikke vsere udtryk for naivitet hos Venstrefolk, hvis de - som Knud Larsen skriver - sa en heling af bruddet fra 1905 som en mulighed? Der la jo dog Socialdemokratiets vaekst til afgorende politisk indflydelse imellem, og det havde aendret de Radikales position. En mand som P. Munch var interesseret i at sikre Det radikale Venstres indflydelse, ikke i at blive trukket bort fra Socialdemokratiet, og adskillige gange, bl. a. i September 1918, understregede han, at et samarbejde mellem Venstre, Radikale og Socialdemokratiet ville bremse de Radikales vaskst i Jylland (s. 30). Partitaktiske overvejelser tilsagde ikke uden videre de Radikale et samarbejde med Venstre. En afideologisering af forsvaret, som muligvis var Kraghs onske for at opto fronten mellem borgerlige og ikke-borgerlige (s. 150), kunne ikke vaere de Radikales parlamentariske interesse. I deres svaekkede tilstand efter 1920-valget matte de overveje at leve pa denne front for at sikre sig politisk indflydelse. Karakteristisk nok var det de Radikales opfattelse, at debatten om forsvaret i 1922 og navnlig P. Munchs indlaeg pa Rigsdagen bragte partiet ud af den vanskelige situation fra 192019. Det ma med andre
ord praeciseres, at Kraghs synspunkter skal placeres
18. P. M u n c h: Erindringer V, 46 f. 19. P. Munch: Erindringer IV, 326. Side 516
Deter da ogsa tydeligt, at Kragh i den periode, hvor han ifolge fremstillingen mest alvorligt syslede med tanken om en tilnaermelse til de Radikale, ikke tabte samarbejdet med Det konservative Folkeparti af syne. Han fremhaevede i maj 1921 nodvendigheden af at spille ud sa lavt som muligt for ikke at blive trukket for hojt op, nar der skulle forhandles med de Konservative. Det kan have vaeret henvendt til den anden gruppe i Venstre, men de bemaerkninger, der laegger op til samarbejdsmuligheder med de Radikale kan jo ogsa have haft et sadant internt, taktisk sigte. Deter i virkeligheden ganske vanskeligt at afgore, hvor meget af Kraghs argumentation og adfaerd, der har et taktisk sigte indad i Venstres gruppe og altsa hasnger sammen med hans situation pa vej op i partiet, og hvor meget der var realistisk sogen efter nye koalitionsmuligheder. Ogsa hans sonderinger over for forst og fremmest Munch kan have haft forbindelse med hans onske om at bygge sin politiske position op. I hvert fald skal man ikke overse, at de fleste begrundelser for overvejelserne over en kursaendring skal hentes i interne debatter og uforpligtende samtaler politikere imellem. Samt fra tidspunkter, hvor tingene endnu var plastiske og slet ikke i en afgorende fase. Da Munch offentligt opfordrede til en stillingtagen, kom der ingen svarsignaler fra Venstre (se ovf.), og Munchs udtalelser i folketingsdebatten var givetvis mere rettet ud mod vaelgerne og altsa kun indirekte mod Venstres gruppe. Her havde forfatteren haft nytte af at analysere argumenterne i forhold til det tilsigtede publikum. Nu mener jeg ikke uden videre, at der pa dette felt behover at vaere inkonsekvenser eller selvmodsigelser i bogen. Dog virker det, som om accenterne er sat forskelligt forskellige steder i afhandlingen. Mig forekommer det, at forfatteren har vseret for fikseret pa forholdet mellem Venstre og de Radikale. I virkeligheden er det i den givne sammenhaeng ikke sa vaesentligt at detail-undersoge Kraghs adfaerd. Den blev jo aldrig en af de faktorer, der indsnaevrede handlemulighederne. Tvaertimod er den vel et symptom pa, at meget laenge holdtes handlemulighederne bevidst abne, fordi man befandt sig i en periode med usikkerhed omkring en raekke faktorer, det udenrigspolitiske f. eks. og ogsa det parlamentariske. Tiden fra 1920 og et godt stykke frem er netop praeget af denne labilitet, og forst i de sidste maneder af 1921 fandt nogle af tingene en plads, sa en raekke valg kunne traeffes, som yderligere stabiliserede situationen. Knud Larsen har
ret i, at forliget i 1922 for sa vidt ikke etablerede en
Side 517
usikker. De Radikale var efter katastrofevalget i 1920 i vanskeligheder, og det var forstaeligt om end naeppe realistisk, at Venstrefolk rettede ojnenemod de muligheder, det gav. Det konservative Folkeparti var i hojestegrad splidagtigt med sig selv og derfor en hojst usikker koalitionspartner.Partiet var ikke en sikker brik i det parlamentariske spil. Det matte give Venstre-politikerne anledning til uro og usikkerhed, specielt da Venstres erhvervspolitiske linie var lidet egnet til at sikre et stabilt samarbejde med de Konservative. I denne erhvervsokonomiske sammenhaeng har vi flere socialdemokratiske invitationer til de Konservative. De var ikke blot verbale, som Knud Larsen skriver. I nogle tilfaelde, saledes ved lovgivning om Udenrigsministeriet i 1921, var samarbejdet mellem de to partier afgjort nok sa generende for regeringen. Deter vaesentligt, at man fastholder dette samlede billede af en usikker overgangsperiode og bedommer de forskellige holdninger pa den baggrund. I denne sammenhseng bor ogsa Kraghs bevaegelser vurderes. De skal jo tilmed, som det fremhaeves i bogen og i den tidligere afhandling, ogsa ses i sammenhaeng med den begyndende lederkrise i Venstre og Kraghs ambitioner i den sammenhasng, og jeg synes nok, forfatteren har vaeret lidt for uskarp i sin karakteristik pa disse punkter. Billedet af Kragh som den klarsynede, parlamentariske taktiker kan i hvert fald ikke opretholdes, hvis han virkelig har arbejdet alvorligt med disse koalitionsplaner. Sammenfattende kan det om den foreliggende bog siges, at vi med den har faet et vaegtigt bidrag til forstaelsen af de politiske grundvilkar i dette land. De parlamentariske vilkar er jo ikke noget givet og fastlagt. Koalitionsmulighederne og de faktiske koalitioner skifter. Deter vigtigt, at vi far solide undersogelser af de centrale parlamentariske situationer, hvor samarbejdsvilkarene er i bevasgelse. Deter nu af Knud Larsen godtgjort, at forsvaret i 1922 la i forlaengelse af okonomien, og deter - trods hans forsigtighed med rsekkevidden af sine resultater - en konklusion, der raekker laengere ud i dansk politik. Forsvaret blev brugt som et kurskorrigerende element i forholdet mellem partierne (s. 37); men det var ikke forsvarssagen, der skabte koalitionen mellem Venstre og de Konservative. Det var koalitionen, som bl. a. gjorde det muligt at gennemfore forsvarsordningen, der jo ikke sagligt set kunne tilfredsstille Det konservative Folkeparti. De Konservatives udbytte var koalitionens opretholdelse og en sikkerhed for stadig i hvert fald at skulle sporges i forsvarspolitiske sammenhaenge. Side 518
Forfatteren har i sin afhandling om regeringskrisen i 192220 fremhaevet, at »sommeren 1922 var ... en opbrudsperiode i dansk politik, og regeringskrisen var i fortsettet form et opgor i Venstre mellem liberalisme og moderate samarbejdsbestraebelser; i det opgor greb Det konservative Folkeparti ind for at bevare det bestaende og undga det uprovede. Balancen opretholdes, men den var ikke mindre vaklende end forud for krisen«. Deter en god sammenfatning, men den viser ogsa, at de problemer, der afdaekkes i den her foreliggende bog om forsvaret, ikke var Iost med vedtagelsen af loven. De 10b videre i sommeren og eftersommeren 1922. Derfor kunne man have onsket et afsnit om regeringskrisen i 1922 pa bekostning af dele af afsnittet om udenrigspolitikken. Det ville have givet en mere helstobt bog, koncentreret om det, der er analysens kaernefelt: en gennemgang af de parlamentariske vilkar bag forsvarsforliget i 1922. 20. Historie, Jy. Sml. Ny rk. X, 4, 1973, 628 f. |