Politiske memoirer og særligt Bertil Ohlins

Fremtidens historikere far det ikke let. Kildematerialets enorme maengde vil tynge dem til jorden. Gennem de »urene« kilder: Billedblade, kulort ugepresse og de ikke seriose dagblade vil de blive forsynet med tonsvis af materiale, der pa den ene side gor det muligt fra ar til ar at folge f. eks. den nuvaerende svenske konges liv og faerden fra uge til uge og mange andre personers tilvaerelse i fortlobende omend mindre taet reportage: filmstjerner, politikere, nseringslivets succesberomtheder i blandet folge. Pa den anden side vil der i sorteringen af dette materiale krseves en sa skarp og hard kildekritik, at en meget hoj procent af kommentarerne ma forkastes som vaerdilose. Bortset fra, at en urigtig presentation af en person eller en begivenhed jo ogsa er en historisk kilde. Bag en pophistorie kan der ligge andre motiver end blot det at saelge popbladet. Hvilke?

Hertil kommer det enorme arkivmateriale fra TV og radio. Taenk, om vi havde adgang til en TV-udsendelse umiddelbart efter Kalmarunionensindgaelse i 1397 med udtalelser af dronning Margrete og rigsraderfra de tre nordiske riger. Eller en kommentar fra Karl den tolvte eller en af hans generaler efter slaget ved Poltava. Historikerne har det ikke og »higer og soger i gamle boger . . .« og i dokumenter af enhverart. Ved enhver biografi af George Washington spiller hans vsertshusregningeren medvirkende, dog ikke afgorende, rolle. Og selv den langt bedre artikulerende Thomas Jefferson - maske den storste af The Founding Fathers - der efterlod sig et righoldigt materiale om sit liv og sin politik, har ikke undgaet, at vurderingerne af ham og centrale punkteri hans privatliv fortsat er genstand for debat. Var negerslavinden Sally

Hemings hans hustru til venstre hand, der fodte ham seks mulat-born? Historikerne ma slas med kilderne og mod det historiske hykleri. Fremtidenshistorikere, der skal kortlaegge og analysere vor tid, skal slas med kildernes uendelige kvantitet og utrolige unojagtighed. Men hvad der star pa bandoptagelsen eller TV-strimlen ... det star der! Og dog? Ogsa bandoptagelser kan forfalskes. Hvem »ordnede« Nixons tapes? Nej, hellerikke her far historikerne det let.

Sa kommer den seriose presse. Affotograferede i bittesma kopier gemmes de dag for dag i arkiver, der forhabentlig er sa vel beskyttede, at hverken ild eller kaernevaben kan udslette dem. Et centralt materiale af uoverskueligt omfang. Og taenk pa de seriose ugeblade og tidsskrifter fra »Economist« til »Nouvelle Observateur« plus de okonomiske, udenrigspolitiske og andre videnskabelige tidsskrifter. Pa universiteter og laboratorier i den sovjetiske og den kinesiske verden studeres de vestlige publikationer omhyggeligt. Tilsvarende studier af, hvad der foregar pa »den anden bred« foregar ogsa i den vestlige verden. Men vi ved mindre om deres resultater, end de ved om vore. Ogsa det skal de stakkels historikere i naeste arhundrede rede ud. Om verden ellers bestar til den tid og i en tilstand, der gor studierne relevante. Eller bliver studiet af livet pa den nordlige halvkugle et emne for arkaeologer om nogle artusinder af samme art som vor tids studier af Mayakulturens gadefuldhed?

Men til sagen: De politiske memoirer. Tidligere var isaer den angelsaksiske og i nogen grad den fransksprogede verden beriget med en bade litteraer vaerdifuld og politisk og historisk givende memoirelitteratur. Nu kommer Skandinavien i voksende grad med.

Enhver skribents beretning om eget liv og virke er subjektiv. Han er selektiv i sin beretning. Han forsvarer sit liv. Og hans historie om sig selv har et islast af egocentricitet og ekshibitionisme. Ellers skrev han ikke bogen, men indleverede de ikke-brsendte efterladenskaber til sit lands rigsarkiv. I indledningen til »Another part of the wood«, den engelske kunsthistoriker Kenneth Clarks memoirer, skriver han:

»For better or for worse, the author of an autobiography must be the chief character of his book, and when it is finished he may well ask what crazy impulse has pressed him on to make an exhibition of himself. I am afraid there is only one answer*.

Deter bade modigt og morsomt sagt. I indledningen til forste bind af sine erindringer »Ung mand blir politiker« skriver Bertil Ohlin, at »en forfatiers forsog pa forklaring af sin egen udvikling har altid syntes mig at vidne om egocentricitet*. Men sandheden er, at selve det at skrive sine memoirer er et udtryk for en, i det mindste momentan, egocentricitet.Og

tet.Oggud ske lov, at den findes. Ellers ville meget vaerdifuldt, ja, uundvaerligtmateriale ga tabt for verden. Hvis man sporger om, i hvor hoj grad Ohlins to erindringsbind er egocentriske, eller i hvor hoj grad de meddeler os oplysninger om og analyser af omverdenen og tilskikkelserne,da bor det siges straks, at begge dele forekommer i tilstraekkelig hoj kvalitet til at gore vaerkerne ikke blot laesevaerdige, men betydelige.

Som allerede nasvnt har den skandinaviske sprogverden faet en samling politiske memoirer, der, uden at sta mal med den angelsaksiske verdens, er ganske vaesentlig. Sverige ligger uden tvivl i spidsen. Ernst Wigforss: »Minnen« og Tage Erlanders forlobig tre erindringsbind er vaegtige bidrag. Men ogsa Zeth Hoglunds Branting-biografi og Torsten Nothins: »Fran Branting til Erlander« bor naevnes. De enorme oplag Wigforss og Erlanders erindringer er solgt i, savner sidestykke i Norden.

Fra Norge er Einar Gerhardtsens erindringer kommet med samme staerke indslag som Erlanders. Hertil fojer sig Rolf Gerhardtsens bog fra 1967 om »Einar Gerhardtsen som en bror ser ham«, hvori blandt andet det til tider noget belastende norsk-svenske forhold behandles abenhjertigt. Hertil fojer sig Trygve Lie's forfatterskab, der dog behandler globale politiske problemer mere end norske. Halvard Lange fik desvaerre aldrig skrevet en systematisk erindringsbog, men har efterladt sig vaerdifulde artikelsamlinger bl. a. om Norges og Danmarks tilslutning til Nato. Endelig ma Trygve Bull's: »Mot Dag og Erling Falk« ikke glemmes. Ej heller Haakon Lie: Slik jeg ser det (1975).

Danmarks bidrag til denne litteratur er den beskedneste og mest spredte. Niels Neergaard: »Under Junigrundloven« og »Erindringer 1865— 94« er solid historisk-politisk laesning. Siden har det knebet. Navne som Klaus Berntsen, A. C. Meyer og Marott siger naeppe ikke-danske laesere vaeldig meget. K. K. Steincke skrev en serie erindringer og er aben over for egocentricitetsproblemet.

»Sa vidt jeg husker«, skriver han i indledningen, »star der i »Goethes Kat«, at arene blidner gemyttet og fremkalder mange lykkebringende logne. Den forste halvdel af pastanden passer for mit vedkommende, den anden ikke, hvorfor det folgende kun - foruden enkelte sandheder - indeholder sandheden«.

Han tilfojer i en fodnote: »Een indrommelse ma jeg dog gore. Denne bog handler i udstrakt grad om mig selv, men det har trods alvorlig straeben ikke vasret muligt at undga. dette, grundet pa emnets saerlige karakter«. Sa er det sagt.

Julius Bomholt skrev et lyrisk-nostalgisk fem-bindsvaerk om barndomstiden,med
mange politiske undertoner. Kr. Bordings upraetentiose, men

vaegtige dagbog fra den forste socialdemokratiske regering under Stauning1924-26, har netop i ar set dagens lys. Th. Stauning fik aldrig tid til memoirer bortset fra en kort indledning, der fastholder hans stil, men ikke et ord om hans politik. Og svarende til savnet af Halvard Langes norske bidrag, kan vi i Danmark graede over, at vi aldrig fik Hartvig Frisch's. Han dode i 1950, 57 ar gammel. Et lille memento, der troster mig selv som memoire- og dagbogsforfatter: »Hellere for tidligt end slet ikke«. Jeg haber, min trost er berettiget. I de senere ar er der kommet flere danske bidrag, hvoraf isaer Poul M0ller: »Politik pa vrangen« haeversig over gennemsnittet sammen med Ninn-Hansens: »Syv ar for VKR« og Ole Bjorn Krafts mere omfattende vaerk. Idet egne bidrag forbigas, vil jeg dog af hensyn til min medforfatter, nsevne Krag og K. B. Andersen »Kamp og fornyelse«, der er et forsog pa en socialdemokratisk vurdering af dansk politik 1955-71. Med erindringsindslag.

Et kapitel for sig i norsk og dansk litteratur er erindringer fra besaettelse og modstandskamp. Pa dansk haever Frode Jakobsen sig over alle andre, men modpolen, Erik Scavenius: »Forhandlingspolitikken under besaettelsen«, er uundvserlig.

Disse linier, der sikkert rober faldgruber af forglemmelser, tilsigter
udelukkende at begrunde en lykonskning til den skandinaviske sprogkreds.
Vi har ogsa en politisk memoirelitteratur.

Under laesningen af Ohlins to memoirebind far man bekraeftet, hvad man vidste i forvejen, at Bertil Ohlin er stridsmanden, der evigt, ogsa retrospektivt, vogter pa kampens bolgen frem og tilbage, og som aldrig lasgger vabnene lasngere fra sig, end at han lynhurtigt kan gribe dem. Den nedgravne stridsokse forekommer ikke i den ohlinske vabensamling, mens en lille og ikke misbrugt fredspibe vil kunne findes blandt de fjernere placerede genstande.

I indledningen af sin egen anmeldelse af Tage Erlanders erindringer skriver Ohlin i Statsvetenskaplig Tidskrift, at: »Ingen kan have ret til at bedomme bogen, som om den var en statsvidenskabelig afhandling, som soger objektivt at skildre Sveriges indrepolitiske udvikling under mellemkrigstiden med sasrlig vaegt pa det socialdemokratiske parti og Tage Erlanders arbejde«. Det, tror jeg, er korrekt vurderet. Det har nseppe heller vaeret Tage Erlanders hensigt at skrive et statsvidenskabeligtarbejde. Hvis det har vaeret Bertil Ohlins hensigt med sine memoirer at gore det, er det ihvertfald kun delvis lykkedes. Store dele af dem er udpraeget partipolemiske. Dette gaslder isaer andet bind, hvor selve titlen:»Socialistisk skordetid kom bort«, jo minder mere om et politisk

kampskrift end om en videnskabelig afhandling. Og deter nojagtig, hvad
bogen blandt andet er. Jeg vil endda anse Ohlins debatform for adskillighardere
end Erlanders. Men deter en smagssag.

Sit private liv beskseftiger Ohlin sig kun med i mindst mulig udstraekning. Deter omkring okonomi og politik, hans livs drama oprulles for laeseren. Rent beskrivende hukommelsesstof styrkes med skarpe iagttagelser, reflektioner, vurderinger og betroelser. Hertil saetter Ohlin - isaer i forste bind, som er det bedste - dybdeborende okonomiske analyser og knytter dem sammen med de mest avancerede okonomiske teorier fra den ny okonomiske tenknings gennembrud i trediverne med Keynes og Stockholmskolen som de ledende.

Ohlin er selvfolgelig skaning, fodt i den lille by Klippan, hvor hans far tilhorte det overste embedslag, og hvor Ohlin erkender klassesamfundets eksistens, men hsevder, at det var et venligt klassesamfund. Hans übemidlede barndomskammerater bar intet nag. Men indsatte dog, da valgreglerne muliggjorde det, et socialdemokratisk styre i kommunen. Noget udpraeget talent for miljo-, tids- og personkarakteristik har Ohlin ikke. Men laeseren far de nodvendigste fakta. »Jeg skulle onske, at jeg kunne give et levende indtryk af atmosfaeren ved et stort amerikansk universitet under 20-tallet. . .«, skriver Ohlin om sit ophold pa Harvard. Men der kommer ingen atmosfaerisk beskrivelse, kun en konstatering af, at »Det blev et trevligt og stimulerende ar . . .« Lasseren kunne have habet pa mere, men fa linier senere er vi tilbage i Europa, og Ohlin holder en kort ferie i Frankrig, inden han tager til universitetet i Cambridge i England, hvor han spillede tennis med »trevliga ungdomar och skrev pa min bog om udenrigshandek. Hvis den unge Bertil Ohlin har klaret tennismatcherne med samme bravour som den over hele verden laeste bog om udenrigshandel, har han haft en god sommer.

Bogen giver en dybtgaende skildring af opkomsten af en ny okonomisk taenkning i lobet af trediverne. Dens praktiske virkning var, at regeringernei krise- og depressionstider med ledig arbejdskraft og ledig produktionskapacitet,samt i de forste ar af trediverne, med verdensomfattendenedgang i priser og verdenshandel - ikke matte sige: nu er det svaere tider, derfor skal vi spare pa statens udgifter. Tvasrtimod skulle regeringerne opgive det konservative dogme om, at hvert budgetar for sig skal have balance mellem udgifter og indtsegter. Regeringerne skulle stimulere eftersporgsel og investeringer ved at skabe underskud pa budgettet,dvs. bruge flere penge end der kom ind i statskassen. Dette underskud matte sa enten, som Ohlin understreger det, financieres ved lan, eller ved den saerlige form for lan, der bestar i, at regeringen overtrakkersin

trakkersinkonto i Centralbanken ... alt afheengig af situationen. Omvendtmatte regeringerne i en periode med for stor eftersporgsel efter varer, produktionskapacitet og arbejdskraft oparbejde overskud pa budgettetog derved dzempe konjunkturen og modvirke tendenser til inflationog underskud pa den lobende betalingsbalance.

Alt dette er velkendt i dag. Besvaerlighederne i den aktuelle situation i 1976 er at finde den rette opskrift pa den okonomiske politik i en situation, hvor man pa eengang har arbejdsloshed, ledig produktionskapacitet og inflation samt, i Danmark og en rsekke andre vesteuropaeiske lande, underskud pa betalingsbalancen og uro omkring valutakurserne. Men deter en anden situation. I trediverne var de foran kort resumerede teorier af central og relevant betydning. Ohlin bruger en del anstrengelser pa at pavise, at de nye tanker opstod selvstaendigt og forst i den sakalclte Stockholmskole af yngre okonomer bestaende af ham selv, Myrdal, og Lindahl med inspiration tilbage i Knut Wicksell's forelaesninger i nationalokonomi, der har deres rodder helt tilbage til arene for forste verdenskrig, og som gjorde dybt indtryk pa Ohlin i begyndelsen af tyverne. Jeg er ikke i tvivl om, at Ohlin har ret i, at Stockholmokonomerne selvstzendigt og uden hjaelp fra de engelske okonomer var pa sporet af den »nye sandhed« og, at de ogsa formaede at udforme den pa en made, der vandt regeringernes og politikernes opmaerksomhed. Ikke mindst Gunnar Myrdals og Ohlins artikler og Myrdals bog om »Finanspolitikens okonomiske virkninger« fik en meget stasrk indflydelse pa savel okonomisk taenkning som okonomisk politik. Keynes afgorende vaerk: »The General Theory of Employment, Interest and Money« kom forst i 1936. Keynes gjorde her variationerne i den reale nationalindkomst og i beskseftigelsens storrelse til variabler af central betydning. Men Keynes teori har utvivlsomt vseret for vanskelig tilgaengelig for de fleste mennesker med praktisk politisk og administrativ indflydelse. Derfor ville efter min vurdering indslaget fra Stockholmskolen have haft sin fulde vaerdi - ogsa - selv om den ikke var »kommet forst«. Sprogbarrierer spillede i ovrigt en rolle i denne udvikling, der i hojere grad kunne vasre blevet en engelsk-svensk vekselvirkning, hvis f. eks. Knud Wicksell var blevet oversat til engelsk. Forst med Ohlin og Myrdal kommer Stockholmokonomernes skrifter ud pa det engelske sprog. Bertil Ohlins naere personlige bekendtskab med Keynes knyttede dog tidligt tradene mellem de to parallelt arbejdende okonomiske skoler.

For verdenskrisens udbrud tilbragte Ohlin, fra 1925-29, fire ar som
professor ved Kobenhavns universitet, og man forstar det har vseret behageligeog
interessante ar. Jeg er ikke i tvivl om, at Ohlin har charmeret

Kobenhavn lige sa meget, som Kobenhavnerlivet charrnerede ham. Selskabsliveti »det glade Kobenhavn« tiltrak ham, ligesom han fandt det danske samfund tiltalende (danskerne var efter Ohlins opfattelse 10 ar foran andre med hensyn til at fa klasseforskellene vaek), og isasr blev han en beundrer af den danske okonom professor L. V. Birch, der var en sserprasget personlighed, hvis vserker havde litteraer kvalitet. Ohlin taler med respekt om den socialdemokratiske statminister Th. Stauning, der dog ikke, som Ohlin angiver, var bryggeriarbejder, men »kun« cigarsorterer.

Ohlin, der giver et smukt og sympatisk portraet af Ernst Wigforss, bruger et helt kapitel til at reducere »myten« om, at Wigforss reddede beskaeftigelsen under verdenskrisen. Medens Karin Kock kommer til det resultat, at Wigforss, dvs. den socialdemokratiske regerings politik, havde en »vaesentlig forogende indflydelse pa besk£eftigelsen«, mener Ohlin, at den havde ringe indflydelse. For en dansk har denne diskussion ikke sa stor relevans. Sverige fik af flere grunde, herunder en bedre konjunktur for svenske exportvarer end for danske exportvarer, og pa grund af den svenske regerings bedre muligheder for at fore en avanceret okonomisk politik, end Danmark havde, en langt bedre okonomisk udvikling end den, der blev Danmark til del. Hos os forsvandt de hoje arbejdsloshedstal forst under krigens og besaettelsens vilkar, mens de svenske arbejdsloshedstal allerede faldt kraftigt fra 1933. Udviklingen i henholdsvis dansk og svensk arbejdsloshed var, i det omfang tallene er direkte sarnmenlignelige som folger:

Det kan ikke undre, at der i Danmark matte vaere en mere positiv vurdering af Wigforss' politik, end den Ohlin laegger for dagen. At den socialdemokratiskemindretalsregering matte anvende den »nye politik« med forsigtighed for ikke at udfordre den borgerlige opposition kan ikke

forbavse. Hvis Sverige havde haft en borgerlig regering, var den nye politikformentlig slet ikke blevet fort. Nationalokonomiske svaervaegtere som Cassel og Heckscher var, som Ohlin redegor for det, imod de nye tanker om okonomisk politik under en lavkonjunktur.

Et af de sidste kapitler i Ohlins bind 1. er helliget en omtale af planokonomien. Ohlin holder sig her stort set til samme analyse, som han i 1936 gennemforte i bogen »Fri eller Dirigerad Oekonomi«. Han erkender, at den ulige indkomstfordeling har en tendens til at vride produktionen skasv ved at eftersporge, fremstille og saelge varer, der kun har interesse for de velsituerede, men ikke for de befolkningsgrupper, der har sma indtaegter. Ligeledes erkender han, at den Me konkurrence, som teorierne om markedsokonomi forudseetter, ikke er fuldkommen fri, men at der findes tendenser til monopoldannelser. Endelig peger han pa den saerlig svaghed, markedsokonomien udviser i depressionstider ved, at produktionskraefterne ikke udnyttes. Dette er et tab i sig selv. Og det skaber utryghed for store dele af befolkningen, isaer for de arbejdere, der rammes af ledigheden, men ogsa for de mindre naeringsdrivende. Ohlins losning pa disse problemer er ikke et centraldirigeret samfund, men en rammeokonomi, der bygger pa internationale okonomiske aftaler, et funktionsdygtigt pengesystem og en rimelig handelspolitik og endelig en udbredt information, sa forstaelsen af samfundsproblemerne bliver bedre.

Synspunkterne giver anledning til en polemik med socialdemokraterne Karin Kock og Gunnar Myrdal. Tonen i dette afsnit er imidlertid fortsat praeget af okonomisk saglighed og kun i mindre grad af en partipolitisk fejde. I andet bind af Ohlins memoirer fornemmer laeseren, at man nu i voksende grad moder folkepartilederen, den aktive politiske debattor, Bertil Ohlin, og i mindre grad den kloge og nuancerede okonomiske taenker, Bertil Ohlin.

»Socialistisk skordetid kom bort«, det andet bind af Bertil Ohlins memoirer, har et politisk hovedtema: Vil det vaere muligt at tvinge socialdemokraterne bort fra den ledende regeringsposition? Denne kamp kulminerer med septembervalget 1948 og synes hermed afgjort for resten af Ohlins tid som ledende politiker isaer efter den socialdemokratiske fremgang ved valget til andenkammeret i 1950. Ved siden af det partipolitiske opgor rummer andet bind vaerdifulde udenrigspolitiske afsnit omkring det nordiske samarbejde og den kolde krig.

De politiske vurderinger intoneres med en sammenligning mellem Folkepartiets og Socialdemokratiets efterkrigsprogrammer. Folkepartiets program »Efterkrigstidens samfund«, hvortil Ohlin var medforfatter, er et velskrevet og glat politisk dokument. Jeg ma erkende, at jeg aldrig har

stiftet bekendtskab med det for, hvilket selvfolgelig udelukkende viser, at min interesse for svensk politik for ensidigt har vaeret koncentreret om Socialdemokratiets og arbejderbevaegelsens aktivitet. Jeg skal bestraebe mig for, at det ikke smitter for staerkt af pa den folgende vurdering.

Ohlin bringer i sin bog en raekke af ham selv udvalgte citater fra folkepartiets »Efterkrigstidens samfund«. Det fastslas, at den sociale politik ikke ma betragtes udelukkende som en belastning, men at den tvaertimod horer til de kraefter, der skulle muliggore en hurtigere okonomisk fremgang. Specielt naevnes en rationel jordpolitik og en politik, der forbedrer befolkningens helbredstilstand og arbejdsduelighed. For den liberale holdning er det vaesentligt, at mennesket og ikke organisationsformerne saettes i centrum. Et mere demokratisk og lettilgaengeligt undervisningsvaesen er en af kongevejene til oget velstand. Hvis hele folkets kraefter skal mobiliseres, ma man undga tvangsorganisationer af socialistisk eller anden type, og enhver indskraenkning af den enkeltes frihed ma begraenses til det mindst mulige. Folkepartiet gar ind for den decentraliserede samfundstype og er imod det statssocialistiske samfund, som har overtaget produktionsmidlerne og centraliseret magten over politik og okonomi, hvilket medforer en fare for friheden og for det okonomiske fremskridt. Forklaringen pa, at sa mange mennesker indtil for nogle artier siden levede som slaver med et uophorligt arbejde for en mager indkomst, har hidtil vaeret en ujaevn indkomstfordeling, og at nationalindkomsten pr. arbejdende individ har vaeret for lav. Forst i midten af 1800-tallet vendte dette, og en fremgang indtradte, der blev afbrudt af krigen. Opgaven for de sociale reformer ma vaere at tilpasse samfundet efter de nye forudsaetninger og give hele folket del af de vaerdier, som tidligere vaesentligt kom de velsituerede til gode. Folkepartiet modsaetter sig planerne om gennem bibeholdelse af krigsreguleringerne at skabe en indkorselsport for socialisering af det okonomiske liv. Det understreges igen, at naeringslivets bevaegelsesfrihed og den private ejendomsret respekteres.

Da dette er et resume af et resume, kan det sikkert kritiseres. Min opgaveher er ikke at anmelde det politiske program, men at anmelde Ohlins erindringer. Jeg kan dog ikke modsta at medgive det den karakteristik,at deter et glat og elastisk program, der vil kunne bruges til forskelligeformal i forskellige politiske situationer. Med disse formuleringeri haende vil der kunne samarbejdes savel til venstre f. eks. med socialdemokraterom sociale reformer, undervisningens demokratisering og ret til arbejde for alle »arbejdsvillige«. Der vil ogsa kunne fores en skarp antisocialdemokratiskpolitik vendt mod organisationsvaelde og formodet

statssocialisering. Bondeforbundet ma formodentlig fole sig tiltrukket af en jordreform, og socialdemokraterne ogsa, medens hojre vil fole sig beroliget,men partitaktisk traengt, ved den staerke understregning af naeringslivets»bevaegelsesfrihed« og respekten for den private ejendomsret. Deter klart., at Ohlin ikke er eneforfatter af programmet, men har mattetacceptere sadanne asndringer og tilfojelser, som partiets kompetente organer onskede. Som i alle politiske programmer er der mange uforpligtendeformuleringer og rene banaliteter.

Arbejderbevasgelsens efterkrigsprogram »De 27 punkter« blev udarbejdet af et udvalg med Ernst Wigforss som formand og med en kreds af medarbejdere og eksperter, hvoriblandt Gunnar Myrdal og Richard Sterner ma antages at have spillet en aktiv rolle. En sammenligning mellem de to programmer punkt for punkt falder uden for rammerne af denne artikel. Den vurdering, at det socialdemokratiske program har en hojere intellektuel standard og en mere forpligtende formulering end Folkepartiets, ma sta for min naeppe forudsaetningslose bedommelse. At det ikke egnede sig for et samarbejde til venstre dvs. med kommunisterne fremtrseder af den gentagne understregning af individernes frihed, betydningen af »tavling« (konkurrence) og bevaegelsesfrihed. Der appelleres ikke til kommunistisk stotte. Kommunisterne ignoreres og forbigas. Pa mange enkelte punkter kunne der, og det blev der ogsa - samarbejdes med Folkepartiet om reformer. Visse hovedlinier i pengeog finanspolitik, som ikke trader staerkt frem i citaterne fra »Efterkrigstidens samfund«, men som vi fra forste bind af Ohlins memoirer ved var vsesentlige for ham, om finans- og pengepolitikkens udnyttelse til at skabe fuld beskaeftigelse og modvirke depressioner, ma ogsa have udgjort vigtige beroringsflader mellem Ohlins folkeparti og »De 27 punkter«s socialdemokrati. Men det star klart, at arbejderbevaegelsens efterkrigsprogram ikke appellerede til konservative kraefter eller lagde op til samarbejde med hojrevendte tendenser. Pa dette punkt tilstraebte man konfrontation. Socialdemokratiet stod for sig selv.

Forfatterne til de 27 punkter begik imidlertid samme fejl, som de fleste okonomer verden over, deriblandt de danske, der under det populaerenavn »Professorkommissionen« udarbejdede betaenkningen om »okonomiske Efterkrigstidsproblemer« afsluttet i sommeren 1945, der gik ud fra, at tiden efter den anden verdenskrig ville ligne tiden efter den forste verdenskrig. Man frygtede isaer tendenser til depression og arbejdsloshed,som man med sine erfaringer fra krigstiden ikke fandt, at befolkningen skulle finde sig i. Man frygtede svasr krisearbejdsloshed og selvforstaerkende depressive tendenser. »Arbejdsloshed udgor det vaerstesloseri

stesloserisom i fredstid forekommer i de moderne samfund« (side 41 i »De 27 punkter med motivering«). Da man samtidig frygtede knaphedpa vigtige ravarer og levnedsmidler, ville man bevare en reguleret udenrigshandel. Hermed fulgte onsket om at bevare priskontrollen. Videreonskede socialdemokraterne en raekke struktursendringer med oget arbejderindflydelse og storre offentlig indflydelse pa. investeringsvirksomheden.Socialisering onskes pa omrader, hvor privat foretagsomhed medforer darlig effektivitet eller monopolisme. Hovedvsegten laegges imidlertidpa hojere reallon, storre social tryghed, en ny boligpolitik og udjaevningaf klasseforskelle. Selv om hovedregelen for det samfund, de 27 punkter forudser, er fri foretagsomhed, er der ingen tvivl om, at det svenskesocialdemokratis program ved ikke at afvise f. eks. investeringskontrolog socialisering pa begraensede omrader (i lighed med det danske program »Fremtidens Danmark«) matte komme til at sta i diamentral modscetning til Folkepartiets efterkrigsprogram.

Nar man i midten af halvfjerdserne skal vurdere et program fra midten
af fyrrerne, kan man efter min opfattelse anlaegge et af to synspunkter:

1. Enten, at pavise at de opstillede forudsaetninger viste sig ikke at sla til (forst i 70'erne kom den internationale arbejdsloshedsbolge, man havde frygtet efter 1945), at de forudsete offentlige reguleringer blev gennemfort i mindre grad og mere midlertidigt end forudset i programmet, at offentlig drevne virksomheder fortsat blev en undtagelse, og at nogen trusel mod de demokratiske frihedsbegreber ikke udgar fra denne politik, og altsa ikke kan skydes Socialdemokratiet i skoene. Hertil kan naturligvis fojes bade kritiske og drilagtige bemaerkninger om »De 27 punkter«. Som Ohlin citerer, har Erlander i sine memoirer givet udtryk for at »vi har frigjort os for socialiserings-dogmatikken«. I en kronik i Bertil Ohlins gamle blad Politiken sporger cand. polit. Bjarne Hastrup den 26. marts 1976, om Sverige er blevet et socialistisk land. Han svarer: »Et hojt udviklet samfund som det svenske lader sig ikke beskrive ved sa forenklede modeller som kapitalistisk eller socialistisk«. Han mener, at Sverige har navigeret sig frem mod en model midt imellem. »En model med en stor privat produktionssektor, hvor en stor andel af samfundets eftersporgsel og opsparing er »nationaliseret«, og hvor den okonomiske politik derfor kan blive styrende«.

2. Hvis man tredive ar efter det socialdemokratiske efterkrigsprograms fremkomst ikke vil vaslge denne form for kritik af dets virkninger, kan man vaelge en anden. Nemlig den Ohlin benyttede sig af i valgkampen 1948, og som han ogsa siden synes at kredse om, nemlig, at det kun

er saerlige politiske omstaendigheder, herunder Folkepartiets heftige opposition,der har hindret Socialdemokratiet i at »sv£ekke demokratiet, indskrsenkei!riheden«, i et gennemfort socialistisk system, »hvor produktionsmidlerneoverfores til samfundet, og som er domineret af partier, som hviler pa erhvervs- og klassetilhorsforhold«. Hvorimod Folkepartiets opfattelse af menneskets vaerdi og medborgerlige stilling »bygger pa en arv fra graesk humanisme og kristen idealisme«. Citaterne er fra Folkepartietsvalgkampagne 1948 og kan laeses side 275 i andet memoirebind.

I politik vaelger et parti og en politiker inden for visse graenser, som realiteterne og trovaerdigheden afstikker, selv, hvorledes han vil fremfore sin politik. Det forekommer imidlertid mig, at man ikke pa eengang kan haevde, at arbejderbevaegelsens »27-punkt efterkrigsprogram« blev en fiasko og ikke gennemfort for sa vidt socialiseringen angar, men at statssocialiseringen til trods herfor vedvarende er den store lurende og truende fare i svensk politik.

1948-valgkampen optager alt for meget af Bertil Ohlins opmaerksomhed og folgelig for megen plads i bogen, for megen polemik og for mange reflektioner, der ikke er uden bitterhed. I virkeligheden var 1948-valgkampen en sare banal valgkamp. Nar den for Ohlin, og sikkert ogsa for Erlander, star i et saerligt skasr af betydningsfuldhed, skyldes det, at der for valget synes at vzere en mulighed for at tippe magtbalancen i svensk politik. Ohlin habede det, og Erlander frygtede det. Derfor blev alle kraefter, alle argumenter mobiliserede - ogsa krasfter og argumenter, som man hellere skulle have holdt sig fra.

Stormlobet mod Socialdemokratiet mislykkedes. Regeringspartiet kom ud af valget med 46,1 % af stemmerne eller med et »tab« pa en halv procent, og bevarede sammen med kommunisterne et flertal pa 52,4 %. Dette stred imod de folkepartistiske hab og forventninger. Dagens Nyheters forste udgave den 20. September 1948 fortalte over hele forsiden: »Den socialdemokratiske majoritet fjernet«. I naeste udgave var det aendret til: »Valgdeltagelsen hojere end nogensinde«. Denne lille episode har Ohlin, der ellers ikke mangier humoristisk sans, glemt at fa med i sine memoirer. Hvorimod Erlander huskede den i sine.

Ved valget i 1950 gik Socialdemokratiet frem fra 46,1 til 48,6 % af stemmerne. Folkepartiet fik sin store stemmefremgang fra 1948 pa 10 % en simile reduceret - fra 22,8 til 21,7. Ohlin tilbragte resten af sin politiske tilva^relse i socialdemokratiske regeringers skygge. Det var ikke alene den socialistiske skordetid, der kom bort.

Ohlins gennemgang af de mislykkede forhandlinger om nordisk eller,

som han mere korrekt siger, »skandinavisk forsvarsforbund« forekommermig vaerdifuld og i hovedlinierne korrekt. Nogle polemiske finter til Erlander er uden storre interesse. I et senere kapitel om Stalin som en fare for demokratiet, har Ohlin en bemaerkelsesvaerdig realistisk reflektionover USA's betydning for Vesteuropas, herunder Sveriges, frihedog uafheengighed. Han skriver: »Vestmagterne var svaekkede efter krigen og den militaere magtbalance i Europa beroede helt og holdent pa De Forenede Staters naervaerelse her. At Sverige og andre stater kunne fole, at man bevarede frihed og uafhaengighed af samme slags som i tiden for den anden verdenskrig, havde vi altsa amerikanernes militaere styrke at takke for« . . . »Selv om amerikanernes hovedmotiv var at forsvare deres eget land, medens de betragtede beskyttelsen af Vesteuropafor en stor del som en vej til at opna det, sa tilbagestar selve faktum: en afgorende tryghedsfaktor for vor del«. Jeg er ganske enig i den ohlinske vurdering og finder det vigtigt, at den fremsaettes sa klart af en ledende svensk politiker. Det falder helt i trad hermed, nar Ohlin peger pa, at den styrkelse af Vesteuropas forsvar, som Atlantpagten indebar, gennem sikring af amerikansk hjaelp, er i Sveriges interesse. Jeg tror, alle ansvarlige svenske politikere savel som de fleste civile og militaereembedsmaend har erkendt, at sadan forholder det sig. Men der er fa, der har sagt det.

Uanset kritiske undertoner skal der ikke vaere tvivl om, at jeg finder, at Ohlins erindringsboger er saerdeles vaerdifulde bidrag til vor politiske litteratur og til den samling memoirer fra vor tid, der er ved at blive bygget op. Hvis Bertil Ohlin havde skrevet to memoireboger, som ikke var en politisk debat vaerd, havde bogerne ikke vaeret Ohlins.