Svar til universitetsadjunkt H. H. Bruun

Idet jeg takker Bruun for hans lange og lserde indlaeg, hvori han blandt andet soger at bevise, at jeg er domt - ikke juridisk men moralsk - som en person, der ikke er et sandhedsvidne, skal jeg svare ham S2°i kort og klart som muligt.

Bruun skriver: »Ikke alene undlader han (Sjoqvist) indtil 1974 at imodega Nissens pastand om 18. juli-referatets papirkvalitet privat eller offentligt«. Det sidste er rigtigt; men jeg har i svaret til Pasternak udtrykkelig fortalt, hvorfor jeg ikke offentligt er fremkommet med min pastand for. Bruuns bemaerkning gor det i ovrigt efter min mening nodvendigt at redegore nasrmere for hele denne sags opstaen. I midten af 1960erne kom Henrik Nissen adskillige gange op til mig i Udenrigsministeriets arkiv for at hente akter til sit arbejde om forhandlingspolitikken. Ved disse lejligheder diskuterede vi sporgsmal af interesse for hans fremstilling. Vi kom ogsa ind pa Mohrs referater, og jeg fortalte ham om min mistanke med hensyn til deres anvendelighed i den historiske forskning. Nar Nissen i sin disputats tager sporgsmalet om forfalskningsteorien op til undersogelse, ser jeg dette som et resultat af vore samtaler og mine advarsler.

Jeg troede, at disse havde virket sa overbevisende, at han ville undladeat benytte det sakaldte 18. juli-referat. Stor var derfor min forbavselse,da jeg i juli 1971 ved gennemlsesningen af hans manuskripterfarede, at han ikke havde aendret en toddel i sin opfattelse. Dereftervar sagen for mit vedkommende ganske klar. Hvis Henrik Nissen ikke blev modsagt, ville hans version komme til at sta som den videnskabeligesandhed. Folgelig brugte jeg det meste af juli og august 1971 til at gennemarbejde hele problemkomplekset. I et brev af 13. September 1971 til Nissen fremsendte jeg resultatet af mine undersogelser angaende

18. og 19. juli-referaternes autenticitet. Sporgsmalet om papirkvaliteten nasvnte jeg ikke i dette brev ud fra den betragtning, som jeg har gjort gaeldende i svaret til Pasternak. Derimod bebudede jeg, at jeg ville fremsaettemine synspunkter (angaende de omtalte referater) »i en anmeldelse eller pa anden made«. Dette skete da i den artikel, jeg skrev til »Historie«,ny raekke X, 3 i 1973.

Det vaesentligste i »Mohr-sagen« er efter min opfattelse den sakaldte »nedskaeringsteori«, hvor det afgorende punkt er de tekstomskrivninger, der har fundet sted. Bruun siger, at jeg pa dette punkt er »urimelig restriktiv«. Jeg kan ikke sige det samme om hans fortolkning af punktet. Den er alt andet end restriktiv. Vi har Mohrs eget fuldstaendig klare udsagn, som ikke kan misforstas af nogen, der kan dansk. Mohr siger, at da Scavenius var fcerdig med udstregningerne, »sagde han sluttelig, at han nu ville lade det forkortede referat renskrive, forelaegge det i ministeriet og henlaegge det pa akterne, sa kunne jeg beholde mit referat med alle »detaillerne«.«

Dette udsagn er absolut faeldende for Mohr, og deter Bruun formentlig ogsa klar over. Men hvad sker? Bruun giver sig til at spekulere, forklare og fortolke. Inden vi ser os om, sa viser det sig, at det, Mohr har skrevet, abenbart er noget snak. Der ma - stadig ifolge Bruun - have eksisteret en »mellemfase« i formuleringen, som ingen ellers har hort noget om, og Mohr skal selv have foretaget tekstasndringerne, skont han ifolge sit eget referat ikke har haft det mindste at gore dermed, ja i realiteten fralaegger sig ansvaret for resultatet af de pastaede nedskseringer. I sandhed, her kan man benytte det tyske Sprichwort: keine Hexerei, nur Behandigkeit. Deter for ovrigt et gennemgaende track i Bruuns fremstilling, at vanskelighederne sa vidt muligt soges fjernet gennem anvendelse af begreber som: antagelse, psykologisk antagelse, fortolkning, hypotese

Under gennemgangen af »Graabogen« fra 1941 far Bruun lejlighed til at referere nogle af mig hidtil upaagtede mohrske notater. Det ene, som ifolge Bruun er fejldateret med mindst to ar, er af en sadan karakter, at han ser sig nodsaget til at kassere det som en brugelig kilde. Det andet fra 26. oktober 1945 gar Bruun meget let hen over. Det kunne ellers vaere interessant at kommentere det punkt for punkt for at vise, hvor svagt og upalideligt deter. Men da dette vil fore for vidt, sa skal jeg indskraenke mig til et enkelt punkt. Under indtryk af Christmas Mollersvoldsomme angreb pa Mohr for hans optraeden i Berlin i juli 1940, skriver Mohr folgende: »Kammerherre Zahle haevder, at jeg, nar jeg kommer til Berlin, nodvendigvis ma aflaegge hoflighedsbesog hos de herreri

reridet tyske Udenrigsministerium, som jeg kender fra tidligere tid. Scavenius mener det samme.« Med andre ord: deter Zahles og Scavenius'skyld, at han fik samtalen med Ritter. Han glemmer, at han i indledningentil »Graabogen« udtrykkelig har erklaeret, at ideen med besogetvar

Bruun bebrejder mig, at jeg ikke har studeret Mohrs papirer, der nu er i Rigsarkivet. Det kan han for sa vidt have ret i. Hvis jeg havde gjort det, ville jeg have faet skaenket endnu en raekke argumenter til underbygning af min pastand om de mohrske referater. Set fra forsvarets synspunkt er dette materiale unsegtelig »deprimerende rigt« pa usikre indicier.

I ovrigt vil jeg gerne gore Bruun endnu en indrommelse. Sadan som min bemaerkning om Scavenius' »karakter, haederlighed og intelligens« er udformet, er saetningen svag. Hvad jeg har villet sige er, at Scavenius var en sa selvbevidst og selvsikker natur, at det ikke kunne falde ham ind at prove pa at patvinge sin direktor en anden opfattelse end den, han matte onske at give udtryk for, og da slet ikke pa den omtalte made ved at sidde og »rette stil«.

Desuden var Scavenius hverken tvunget eller forpligtet til i ministermodet at benytte et notat af Mohr. En mundtlig meddelelse baseret pa Mohrs referat kunne have gjort akkurat den samme virkning. Men nu forela 19. juli-referatet, som Scavenius var tilfreds med, og sa benyttede han det. Mohrs forsvarer tildeler i denne sag Scavenius en rolle, der ikke stemmer overens med det billede, som i hvert fald jeg har dannet mig af hans made at optrsede pa.

Mohrs destruktion af de handskrevne notater mener Bruun at kunne stille i »et andet og gunstigere lys« ved en nsermere skildring af omstaendighederne. Disse er folgende: den 19. September 1966 laner Henrik Nissen 18. juli-referatet til affotografering. Da han en maneds tid senere leverer det tilbage og nu beder om ogsa at matte lane de andre notater til affotografering, far han at vide, at de ikke er mere. Nogen tid efter forsvinder ogsa det handskrevne notat af 18. juli. Hvorledes dette handlingsforlob skulle kunne stille Mohrs optrseden i et bedre lys, fatter jeg ikke. For mig at se, virker Bruuns argumentation naermest som en boomerang.

Der er adskillige andre punkter i Bruuns indlaeg, det kunne vaere fristendeat tage op til kritisk behandling som f. eks. pastanden om, at dateringenaf »det andet notat« ogsa skulle kunne betvivles, eller dr. Munchs bemserkninger om Mohrs notater, eller sporgsmalet om Scavenius'tavshed. Men en begraensning er nodvendig. Sagen ma have en ende. Jeg vil dog ikke forbiga hans ord om, at intet ligger ham fjernere »end

med straffeloven i hand at soge at skraemme eller true agtvaerdige og seriose forskere«. Jamen, deter netop det indtryk, som i det mindste jeg har faet ved la;sningen af indlaeggets sidste del. Men Bruun ender dog fornuftigvis med at erkende, at deter en darlig ide at indanke en sag af denne art for domstolene.

Dette er jeg ganske enig i, og deter heller ikke nodvendigt, thi der findes en ganske anderledes kompetent domstol, og deter tiden. Nar alle de meget forstaelige, oprorte og indignerede folelser er doet hen sarnmen med dem, der naerede dem, sa vil der sta tilbage en raekke kolde og klare kendsgerninger, der hverken kan bortforklares eller bortfortolkes. Det vil blive ud fra disse kendsgerninger, at den endelige dom vil blive fseldet.