Indledning

Er ikke alt vsesentligt sagt i sporgsmalet om minister O. C. Mohrs version af begivenhedsforlobet ved indledningen af told- og montunionsforhandlingernemellem Danmark og Tyskland i juli 1940? Henrik S. Nissen har i sin disputats¹ i udstrakt grad anvendt Mohrs referater som kilder og sogt at legitimere denne anvendelse; omvendt er bade referaterne og Nissens anvendelse af dem blevet kritiseret, dels af Viggo Sjoqvist², dels af Troels Fink³, der begge ligeledes har tilbagevist en bi-intervenientpa Mohrs side⁴. Droftelsen af det centrale kildekritiske sporgsmal: autenticiteten af Mohrs referat dateret 18. juli, og rigtigheden af hans forklaringer vedrorende dette referats behandling, optager allerede nu 67 tryksider. Nar Troels Fink som sin hovedindvending mod bade HenrikNissen

---

Jeg skylder professor, dr. jur. Peter Germer tak for hans kommentarer til artiklens sidste afsnit.

1. Henrik S. Nissen: 1940. Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken (1973); herefter forkortet: Nissen 197 3.

2. Viggo Sjoqvist: Erik Scavenius (1973), Bd. II (herefter forkortet Sjoqv is t 19 7 3a), pp. 94-95, 310-15 og, mere udforligt, Minister Mohrs referater af samtalen med ambassador Ritter den 18. juli 1940, Historie, ny raskke X (1973), pp. 426-32 (herefter forkortet: SJoqvist 1973 b).

3. Troels Fink, anmeldelse af Nissen 1973, Historie, ny rsekke X (1973), pp. 509-17 (herefter forkortet: Fink 1973).

4. Jacob Pasternak: Den halvrustne kildekritik, Historie, ny raekke XI (1974), pp. 105-36 (herefter forkortet: Pasternak 197 4). Kommentar hertil af SJoqvist (ibid., pp. 137-41) og Troels Fink (ibid., pp. 142-43) (herefter forkortet SJoqvist 197 4, hhv. Fink 1974).

rikNissenog Pasternak fastholder, at de skubber bipersonen Mohr for langt frem i forhold til hovedpersonen Scavenius⁵, ma dette lapses som en slet skjult opfordrinj; til at afslutte diskussionen og vende sig fra bipersonentil hovedforl^bet. Er en sadan opfordring ikke berettiget?

I en forstand ma dette sporgsmal übetinget besvares bekrseftende. Sporgsmalet om sandhedsvaerdien af Mohrs referater forekommer rnig kun at have ret beskeden betydning for vor bedommelse af det overordnede begivenhedsforloh omkring told- og montunionsforhandlingerne, der pa nuvserende tidspunkt ma anses for ganske vel belyste. Set i dette perspektiv, der vel med Finks egen terminologi6 er den gode historieskrivnings, var, er og bliver Mohr en biperson, hans referaters - og hans egen - skaebne en detail] e.

Imidlertid kan der anteegges andre synspunkter, der forer til andre
prioriteringer.

Det forste synspimkt af denne art er det snsevert kildekritiske, historieforskningens synsvinkel. Nar bipersonen Mohr sa staerkt har kunnet bemasgtige sig opmserksomheden, skyldes det utvivlsomt, som ogsa Fink er inde pa⁷, at hans referater potentielt er en vaesentlig kilde, hvis anvendelse pa den anden side opkaster problemer af en sa usaedvanlig og kompliceret karakter, x de appellerer ikke blot til forskerens kildekritiske sans, men tillige til hans eventuelle detektiviske anlaeg. I den hidtidige debat synes denne appel til en vis grad at vaere blevet overhort: Pasternak stotter sig siiledes abensart kun pa det offentliggjorte materiale; Sjoqvist og Fink har tilsyneladende ikke kendskab til indholdet af Mohrs papirer i Rigsarkivet; og selv Nissen, der har gennemgaet alt materiale, synes mig ikke at have blik for alle dets ejendommeligheder og muligheder. Allerede derfor kunne en undersogelse med stotte i det samlede kildernateriale, publiceret som u^ubliceret, have en vis selvstaendig interesse.

Imidlertid ma, som vi har set, udbyttet for histoheskrivningen af en sadan samlet underso£else antages at vasre ret beskedent. Der krsves derfor et alternativt ov^rordnet relevanskriterium. Dette findes efter min mening i netop det element, hvis tilstedevaerelse i debatten som nsevnt beklages af visse af dens deltagere, nemlig i personen O. C. Mohr, eller mere praecist: i bedorrmelsen af hans vederhseftighed. I den historiske sammenhaeng, hvori Nissen placerer Mohr, er han klart en biperson, hvis

---

5. Fin k 1 9 7 3, pp. 513-14 og 1 9 7 4, pp. 143-44.

6. Fink 1 974, p. 143 Fink kritiserer sondringen i praksis mellem historieskrivning og historieforsk ling, men ma dog vel kunne acceptere dens principielle mulighed.

7. Fink 1 9 73, pp. 51 $-14.

betydning neesten kun er indirekte, nemlig som en diskutabel kilde. Men deter historiens -ogi sEerlig grad samtidshistoriens - problem, at en efter sin intention nok sa nogtern og distanceret bedommelse af sadanne personers udsagn samtidig kan komme til at fungere som bramdemaerkningeller frifindelse af de pagseldende i den relation, hvori de er hovedpersoner,nemlig i deres egen tilvasrelse. Saledes er det uden tvivl gaet i det foreliggende tilfselde: konklusioner om »18. juli-referatet«s⁸ autenticite t⁹ er samtidig konklusioner om minister Mohrs hsederlighed. Herved far det detektiviske aspekt i kildebehandlingen ny dybde og ny relevans: fra at vsere en fristelse, der ma modstas, bliver det en forpligtelse, der ma opfyldes: af hensyn til personen O. C. Mohr og hans omdomme ma efterforskningenfores til bunds. Nasrvserende artikel skal, hvad dens titel soger at gore klart, ses som et forsog pa at opfylde netop denne forpligtelse gennem en sammenfattende bedommelse af det foreliggende materiale og de foreliggende argumenter; og denne konkrete undersogelse leder over i en principiel diskussion af det problem, som er dens berettigelse, og som uden overdrivelse kan betegnes som den samtidshistoriske kildekritiksetik.

1. Den konkrete undersøgelse

Den overordnede problemstilling kan formuleres saledes: udformede ministerO. C. Mohr »18. juli-referatet« 1 ° ikke pa den angivne dato, men som en senere konstruktion, formentlig i 1945-46^{111 1} eller engang i foraret1953 ?^{121 2} Og var udstregningsnotatet 13 derfor ukorrekt? Med andre

---

8. Det handskrevne referat dateret 18. juli 1940, som Mohr hsevder giver den korrekte version af hans samtale med ambassador Ritter samme dag, og om hvilket hoveddiskussionen star, vil ndf. blive betegnet som »18. juli-referatet«. Det maskinskrevne referat dateret 19. juli 1940, som beror i udenrigsministeriet, og som efter Mohrs forklaring er resultatet af Scavenius' udstregninger og rettelser i 18. juli-referatet, vil blive betegnet som »19. juli-referatet«. Det notat, hvori Mohr forklarer, hvorledes Scavenius rettede 18. juli-referatet til, er ligeledes dateret 19. juli. For at undga konfusion hos lasseren vil dette notat ndf. blive betegnet som »udstregningsnotatet«.

9. Jfr. ndf., pp. 312-14.

10. Fotografisk gengivelse i O. C. Mohrs papirer i Rigsarkivet (arkivnr. 5972) (herefter betegnet: Mohr, RA), pk. C. Her mangier dog sidste side med Mohrs PS; et fuldstsendigt, men fotografisk langt ringere optryk findes i E 1 k 1 i t m. fl. (udg.): Tekster til historisk forskningsteknik (1975). Afskrift Nissen 19 73, pp. 456-63, samt i udenrigsministeriets (herefter i noter forkortet: UM) arkiv, j. nr. 99 F 3/36.

11. Jfr. Nissen 1 973, p. 465.

12. Saledes Sj oqvi st 1 973b, p. 432.

13. Afskrift i UM j. nr. 99 F 3/36; optrykt SJoqvist 1974, pp. 140-41.

ord: er 18. juli-referatet autentisk, og er udstregningsnotatet korrekt14?
En lidt naermere prascise "ing og uddybning kan dog vsere nodvendig:

De omhandlede aktst) kker har karakter af beretninger. Deter allerede ud fra kildekritiske synspunkter muligt og praktisk i den foreliggende sammenhaeng at skelne nellem deres autenticitet og deres sandhedsvcerd i¹⁵. Det forste begreb daekker sporgsmalet om, hvorvidt et bestemt dokument er, hvad det givt'.r sig ud for at vcere, eller konkret: om dets forfatterangivelse, dato, beskrivelse af sin egen form (»notat«, »referat« el. lign.) osv. er korreki. Det andet begreb refererer til kildevcerdien af dokumentets indhold. De to kvaliteter er selvfolgelig meget naert forbundne pa den made, at den enes tilstedevaerelse bestyrker formodningen om, at ogsa den anden er til stede; men nogen nodvendig forbindelse er der ikke tale on.: en autentisk beretning kan vaere aldeles usand; og omvendt kan det ikke af et dokuments manglende autenticitet sluttes, at dets sandhedsvaerdi. er tilsvarende ringe.

Ud fra del etiske syn>punkt, som er det overordnede i denne artikel, er det ogsa nyttigt at ac skille autenticitets- fra sandhedssporgsmalet. Pa den ene side er det en sorgeligt almindelig erfaring i historieskrivningen, at vidner, herunder forfattere til beretninger, er upalidelige. Men dette er som regel resultatet af übevidst, og derfor principielt moralsk übelastende,fordrejning, tele skopering af indtryk osv. For at en beretnings ringe sandhedsvcerdi (»upalidelighed«) skal kunne virke moralsk belastendepa beretningens ophavsmand, vil der normalt kraeves en bevidst fordrejende hensigt. Selv i tilfzelde hvor en sadan hensigt ma antages at kunne foreligge, vil der efter omstaendighederne kunne blive indrommet en ganske vid tolerance,::. eks. typisk i situationer, hvor den eventuelle fordrejninghar en defensorisk funktion for ophavsmanden, men ikke forer til belastning af andre. [kke mindst i forbindelse med bedommelsen af versioner af begivenheder under besaettelsen har en sadan tolerance efterhandenudviklet

---

14. De to sporgsmal besvaies i realiteten, omend med blidere ordvalg, bekraeftende af Sjoqvist 19 7 3a, p. 315 og 1973b, p. 432; Pasternak 1974, p. 114, laeser ham da ogsa saledes. I svaret til Pasternak (Sjoqvist 197 4, pp. 137-41) skasrpes toien mEerkbart, og anklagen generaliseres, samtidig med at den i sin kerne opre holdes usvaekket. Fink 19 7 3, p. 514, taler om Mohrs notaters svaghed som kildemateriale og finder hele sagen »mystisk«; men hverken direkte eller ind:rekte fremsaetter han tilsvarende beskyldninger mod Mohr; denne linie fastioldes i replikken, 19 74, pp. 142-43.

15. Termen autenticitet ei overtaget fra H. P. Clausen: Hvad er historie? (1963), p. 67, hvor oj;sa begrebets indhold droftes. Begrebet sandhed skal naturligvis ikke forstas absolut, men under automatisk indfortolkning af den ufuldstaendighed og selektivitet (»subjektivitet« om man vil), der kendetegner enhver beretning.

terhandenudvikletsig. Omvendt vil dokumenters manglende autenticitetnormalt tages som tilstraekkelig basis for en moralsk belastning af ophavsmanden, der jo »ma have vidst«, at datoen, overskriften, underskriftenosv. var forkert^{16.1 6}.

Disse overvejelser er ikke uden betydning for den foreliggende problemformulering. Hvad angar 18. juli-referatet, er historieforskningens saedvanlige hovedsporgsmal, sandhedssporgsmalet, det, der forst er blevet stillet. De tvivl om referatets sandhedsvaerdi, som eventuelt kunne rejses, ma formodes i det vaesentlige at vsere moralsk übelastende for ophavsmanden. Imidlertid rejser bedommelsen af referatets sandhedsvaerdi ogsa sporgsmalet om dets autenticitet. Dette er blevet anset for anderledes afgorende i moralsk henseende, dels som folge af den naevnte almindelige hovedregel, og dels fordi det involverer en anden person, Scavenius, der haevdes at have foretaget omfattende udstregninger, med politisk hensigt, i Mohrs referat. Deter derfor rimeligt, at det ved en moralsk vurdering er detfe aktstykkes autenticitet, der star i forgrunden, idet dog referatets sandhedsvaerdi selvfolgelig ikke er uden betydning for bedommelsen af autenticiteten *7.

Udstregningsnotatet giver en beretning om, hvorfor 18. juli-referatet ser ud, som det gor, og er, forsavidt denne beretning er sand, en stotte for en positiv konklusion med hensyn til dette referats autenticitet. Det er saledes notatets sandhedsvcerdi, der er det afgorende ved belysningen af det moralske sporgsmal, der kan rejses i forbindelse med 18. juli-referatets autenticitet. Ogsa i en anden henseende er det sporgsmalet om udstregningsnotatets sandhed, der er det afgorende: deter nemlig naeppe taenkeligt, at notatet kan vaere forkert pa vaesentlige punkter, uden at det ma tilskrives en hensigt hos forfatteren om at fore eftertiden bag lyset; og da denne hensigt manifesterer sig i en beretning, der inkriminerer en anden, nemlig Scavenius, ma den som nsevnt betragtes som moralsk belastende for Mohr.

---

16. Ogsa denne hovedregel tillader dog undtagelser. Dels kan den manglende autenticitet selvfolgelig nu og da skyldes aegte fejltagelser; og selv hvor dette ikke er tilfaeldet, kan det belastende moment vaere svaekket afgorende, nemlig i tilfaelde, hvor et dokument, der indeholder en beretning, ganske vist er en senere konstruktion, men hvor denne konstruktions resultat svarer til det oprindelige, autentiske dokument pa alle andre mader. Vel er det foreliggende dokument ikke autentisk, men der har foreligget et i indhold og form tilsvarende aktstykke, der var autentisk. Man kunne i dette tilfaelde, for kortheds skyld, tale om »afledet autenticitet*.

17. Har Mohr refereret en samtale ukorrekt, vil hans motiv til, nar referatet anfaegtes, at konstruere et »original*referat som stotte for sin version vaere staerkere.

Det forekommer ikkij betaenkeligt at gaud fra, at 18. juli-referatets autenticitet implicerer udstregningsnotatets sandhed, og omvendt¹⁸. Man ma dog indromme 18. juli-referatet en vis prioritet ved behandlingen, idet udstregningsnotatet? sandhedsvaerdi i det vaesentlige afhaenger af afgorelsen af 18. juli-refer itets autenticitet.

De momenter, der mi tages i betragtning ved bedommelsen, kan groft opdeles i tre grupper: ce pagseldende aktstykkers, her forst og fremmest 18. juli-referatets, tilstand og udformning (afsnit 1.1.); aktstykkernes indhold og deres forligelighed med andre kilder (afsnit 1.2.); og den bredere sammenhceng hvori aktstykkerne ma betragtes og bedommes, herunder hvorledes de, og andet relevant kildemateriale, er blevet kendt for os og nu foreligger (afsnit 1.3.). Ved afgorelsen af autenticitetssporgsmalet har isasr den forste og den tredie gruppe betydning, men ogsa materialet i den anden gruppe kan dog her vasre af interesse.

1.1. Aktstykkernes tilstand

Sporgsmalet om 18. ju i-referatets tilstand og udformning har beskaeftiget de hidtidige kommentatorer mindre, end man pa forhand kunne vente i betragtning af, at dets besvarelse efter omstaendighederne ville kunne fore til en endelig positiv (men derimod naeppe nogen endelig negativ) konklusion med hensyn til iet centrale sporgsmal, nemlig om der er tale om et falsum. En del aj: forklaringen pa denne negligering ligger uden tvivl deri, at originalen til re:!eratet ikke eksisterer mere, og at vi kun besidder fotografier deraf. Men dels har flere deltagere i debatten tidligere haft adgang til at undersogij originaldokumentet; og dels er de - klare og skarpe - fotografiers '^aerdi ved den »tekniske« bedommelse af dokumentet storre, end f. eks Sjoqvist synes at antage *9.

Referatet, der er skrsvet med blyant, er utvivlsomt skrevet af Mohr. Det fremtraeder som en »grundtekst«, der er ret let at udskille pa grundlagaf bogstavstorrelse og linieafstand, og en raekke sendringer i form af udviskninger, tilfojelser og stregninger (over-, under- og indstregning). Udviskningen af dele if grundteksten og den indfojelse af aendringer, der ofte er forbundet dermed, er abenbart i mange tilfaelde foretaget, efter at grundteksten var faerdigt nedskrevet² °. Disse rettelser kan dog i princippetudmaerket

---

18. I sidste henseende dcg saledes, at 18. juli-referatet eventuelt kun er afledet autentisk.

19. Sjoqvist 197 4, p 138. Der er ikke tale om en fotokopi i geengs forstand, men om en egentlig affotografering til dokumentarisk brug, foretaget af Rigsarkivets fotograf, jfr. ndf., p. 347.

20. Jfr. at der optraeder »bare pletter« som folge af udviskninger, og sammentraengninger af tilfojelser for at fa. dern til at passe med den oprindelige linieaf stand.

cippetudmaerketvaere resultatet af en gennemretning af et forste udkast til referat og saledes alligevel datere sig fra den originale udarbejdelse²¹. Det ma dog indrommes, at nogle af tilfojelserne i dokumentet synes at vaere gjort med kraftigere blyant og med en anden skriftforing, hvad der kunne indicere et senere tidspunkt for indfojningen; men der er her tale om detailler, der ikke lader sig substantiere pa grundlag selv af den gode fotografiske gengivelse. I hvert fald datoen og muligvis ogsa signaturen synes at vasre skrevet oven pa en udviskning; men heller ikke her forekommerdet muligt at udlede noget med hensyn til tidspunktet for en eventuel rettelse.

Udstregningerne angives af Mohr at vasre foretaget af Scavenius. Det saledes wdstregede er tillige understregct og om disse understregninger forklarer Mohr²², at han selv har tilfojet dem (med rodt) for at lette opgaven for den stenograf, der i udenrigsministeriets arkiv i 1965 afskrev referatet. Mens det forekommer übetaenkeligt uden videre at acceptere Mohrs forklaring pa dette sidste punkt²³, er det forste, pastanden om Scavenius' udstregning, centralt for hele den foreliggende fremstilling. Af fotografierne af dokumentet lader der sig imidlertid intet sikkert udlede om rigtigheden af Mohrs pastand. Stregerne kan i sig selv vsere Scavenius', Mohrs eller trediemands² 4.

Et punkt af en vis interesse er den retskrivning, der anvendes i referatet.Grundteksten benytter overalt den gamle retskrivning. Derimod findes der i de tilskrevne dele enkelte afvigelser fra denne retskrivning til fordel for den nye²⁵. Dette synes at tillade en ret nojagtig datering af i hvert fald disse indskud. Den nye retskrivning indfortes i Danmark i foraret 1948. For dette tidspunkt er der intet, der tyder pa, at Mohr har anvendt de nye regler. Blandt Mohrs efterladte papirer findes der derimod et notat fra hans hand dateret 22. januar 1949, der helt igennem

---

21. At der overhovedet er tale om udviskninger, er ikke i sig selv inkriminerende: Mohr rettede ofte sine blyantkoncepter til pa denne made.

22. Brev til Nissen af 19. September 1966 (Mohr, RA). Denne forklaring ma formentlig ogsa. daekke de lodrette indstregninger, der svarer til understregningerne.

23. Den pagasldende stenograf har i en samtale med forf. beklaget, at hun ikke mere erindrede noget vaesentligt om referatets ydre form.

24. Saledes ogsa Sjoqvist 1974, p. 138 og Fink 1973, p. 514.

25. »genmaele« for »Genmsele« (referatets p. 4) og »genstand« for »Genstand« (referatets p. 3). Referatets p. 2 er »Forvejen« muligvis rettet fra »forvejen«. Eventuelle rettelser fra »ville« til »vilde« (referatets pp. 2 og 3) er n«eppe af interesse her, idet fejlskrivninger af modalverberne selv under den gamle retskrivning var langt mindre usaedvanlige end fejltagelser med hensyn til begyndelsesbogstaver i sa utvetydige substantiver som de to omhandlede.

folger den nye retskrivring²⁶. Vi ma heraf kunne fastsla, at de naevnte indskud i ny retskrivning nasppe er resultatet af en ren tilfaeldighed, og at de er udfaerdiget f.enere end foraret 1948. Nogen entydig terminus ad quern lader sig derimod ikke sastte² 7.

Et sidste moment, dei har faet oget vaegt i den seneste fase af debatten, er kvaliteten af det papir, som 18. juli-referatet er skrevet pa. Her er naturligvis kun de kommentatorer, der har haft det originate dokument i hasnde, i stand til at yde bidrag af vaerdi. Nissen angiver₂₈, at han underkastede 18. juli-referatets papirkvalitet en skonsmaessig analyse²⁹, der som resultat havde, at kvaliteten var jorskellig fra kvaliteten af papiret i de originaldokume:iter, der af Mohr var blevet dateret til 1945-46. Sjoqvist naevner sagen i et notat, dateret 14. juli 1971 og lagt pa udenrigsministeriets akter angiveligt som reaktion pa Nissens naevnte pastand. I dette notat anforer han, at »naesten alle [Mohrs notater] . . . var skrevet pa det darlige, gragult foliopapir, der benyttedes i udenrigstjenesten i besaettelsens sidste ar«³⁰; udadtil kommer han forst ind pa sporgsmalet i 1974 i sit svar til Pasternak, hvor han mere direkte erklaerer, at 18. juli-referatet var skrevet pa det omtalte gragule papir fra besaettelsens slutning31.

Holder denne pastand, er der naturligvis tale om en endelig afkraeftelse
af 18. juli-referatets autenticitet32. Imidlertid er Sjoqvists position
for mig at se behasftet mod forskellige svagheder:

Som Sjoqvist selv an:orer33, er corpus delicti destrueret, og en udtalelsederom

---

26. Mohr, RA.

27. Givet er det, at den nye praksis ikke satte sig varige spor (mundtlig meddelelse til forf. fra minister Mohrs enke, der overhovedet kun erindrer breve fra Mohr med gammel retskrivning; saledes ogsa alle efterladte notater af Mohr fra 1960'erne).

28. 19 7 3, p585n5.

29. Denne omfattede dels papirets svaerhedsgrad, dels dets farve (brev fra Nissen til forf. af 28. nov. 1974).

30. UM j. nr. 99 F 3/36.

31. Sjoqvist 19 74, p 138.

32. Omvendt er denne autenticitet naturligvis ikke bevist, selv om pastanden falder, ja selv ikke, hvis det godtgjordes, at det anvendte papir kun var fremstillet indtil 1940: papir kan gemmes. Man kunne taenke sig, at en eventuel darlig papirkvalitet i 18. juli-referatet skyldtes, at Mohr havde brugt kladdepapir fra gesandtskabet i Berli:i (en i og for sig sandsynlig antagelse, da referatet skrives, far Mohr me der sig tilbage i udenrigsministeriet), og at dette papir var lokalt anskaffet eg af ringere kvalitet end det danske, jfr. at Tyskland pa dette tidspunkt i snart et ar havde vaeret et land i krig. Stikprover i gesandtskabsarkivet for denne periode synes dog at vise, at man ogsa i Berlin brugte det gode gule konceptpapir.

33. 1974, pp. 137-38.

lelsederomforsavidt umulig at substantiere, hvad der i sig selv maner til
stor forsigtighed; og denne advarsel bestyrkes af andre forhold.

For det forste er som naevnt en anden forsker kommet til det modsatte resultat³⁴: i mangel af det originale dokument star pastand saledes mod pastand. Skulle man overhovedet forsoge at konkludere til fordel for den ene snarere end for den anden, matte det snarest blive til fordel for Nissen, der i modsaetning til Sjoqvist kan stotte sit udsagn pa en undersogelse af papiret med netop det sigte at afgore 18. juli-referatets autenticitet, mens Sjoqvist kun kan referere til en generel bedommelse af et storre materiale.

Hertil kommer for det andet, at Sjoqvist selv har lagt sa liden vsegt pa sin iagttagelse, som tilfseldet er. Ikke alene undlader han indtil 1974 at imodega Nissens pastand om 18. juli-referatets papirkvalitet, privat eller offentligt, skont han er opmaerksom pa netop denne alvorlige diskrepans mellem deres iagttagelser; men han har tillige sa liden tiltro til sin iagttagelses basrekraft, at han end ikke lader den modificere sin egen hypotese, hvorefter Mohr skulle have udarbejdet dokumentet omkring marts 1953³ 5.

Det forekommer mig pa dette grundlag ikke muligt at afgore modstriden mellem Sjoqvist og Nissen til Sjoqvists fordel, og derfor heller ikke at antage, at dennes iagttagelse kan betragtes som faeldende bevis for, at 18. juli-referatet ikke er autentisk. Den »tekniske« undersogelse kan efter min mening heller ikke i andre henseender siges at have bragt momenter frem, der afgorende taler mod autenticiteten af dokumentet som helhed³⁶; den har pa den anden side med stor sikkerhed vist, at enkelte dele af referatet er tihVjet vaesentligt senere end det tidspunkt, der er angivet som referatets generelle datering.

1.2. Aktstykkernes indhold

Vender man sig herefter til indholdet af de omstridte referater, er det

---

34. Modsigelsen er ikke direkte, bl. a. fordi Nissen ikke har kendt Sjiaqvists pastand; men hvor Nissen konkluderer, at 18. juli-referatet er forskelligt fra de ovrige (ganske talrige) referater dateret 1945-46, haevder Sjoqvist, at naesten alle referater, derunder 18. juli-referatet, var skrevet pa det darlige papir.

35. Sjoqvist 1 973b, p. 432. Sandsynligheden, for at Mohr pa. dette tidspunkt ville benytte det darlige papir, ma betragtes som rent teoretisk i betragtning af, at det gode gule konceptpapir da atter havde vaeret i brug i en raekke ar.

36. For en ordens skyld skal det anfores, at der findes endnu et levende vidne, hvis udsagn efter omstaendighederne ville kunne vaere aldeles afgorende, nemlig den stenograf, der i sin tid skrev 19. juli-referatet rent. Den pagasldende, frk. Bodil Tybjerg (skrivemaerke »BT«), har dog i et brev af 22. januar 1975 til forf. beklaget, at hun ikke kan bidrage til sagens opklaring.

som nzevnt isser sporgsir alet om disses sandhedsvcerdi, der herigennem belyses,og
dette sporgsmal ma, som vi sa, i den foreliggende sammenhaeng
forst og fremmest stilles til udstregningsnotatet.

Dette notat angiver at referere³⁷ begivenhedsforlobet, da Mohr, nys hjemkommen fra Berlin, aflaegger rapport til Scavenius om rejsens forlob. Lader man detaillerne og de mere uhandgribelige momenter, der ikke er tilgaengelige for direkte afprovning mod andet materiale³⁸, ligge, kan man udskille folgende ounkter af betydning: Det haevdes indledningsvis, at Scavenius kritiserede dels Mohrs forbehold under samtalen med Ritter, og dels hans forslag om til indledning at benytte det dansk-tyske regeringsudvalg som forum for droftelser med tyskerne; derimod skal Scavenius klart have billigtt Mohrs understregning af det onskelige i at fa en kontakt i stand mellen. Danmark og Tyskland om disse sporgsmal, for man fra tysk side lagde sig fast pa bestemte planer.

Vsesentligst er dog raturligvis Mohrs pastand i notatet om, at Scavenius, der onskede et referat af samtalen med Ritter til brug under ministermodet samme dag, ikke fandt Mohrs allerede nedskrevne, udforlige referat (18. juli-referat^t) egnet til dette formal, men underkastede det en hardhaendet udstregtiing. Denne udstregning skal ifolge notatet forst og fremmest have ramt Mohrs forbehold over for Ritter; specielt nasvnes her Mohrs understregning af, at han kun kunne tale pa grundlag af sin egen ministers indstillijig. Herudover kan Scavenius' udstregninger efter sammenh33ngen i udstregningsnotatet have ramt visse detaillerede eller specielle dele af 18. j lli-referatet samt omtalen af en bemaerkning fra Ritters side om, at denne haber, at Mohrs fortolkning af Scavenius' erklasring af 8. juli »vil vise s g rigtig« 3 9.

Rigtigheden af udstr ;gningsnotatets version pa de nasvnte punkter skal naturligvis kunne efteivises pa originalen af 18. juli-referatet dels betragtetalene, dels betragtet i sammenhaeng med det referat, som ifolge Mohrs beretning blev resultatet af Scavenius' udstregninger, altsa 19. julireferate

---

37. I det felgende vil der - som hos tidligere debattorer - optraede formuleringer, der i sig selv kan leases som indebaerende en accept af Mohrs forklaringer; anvendelsen af sadanne udtryk skal dog alene ses som begrundet i onsket om at undga for mange hypotetiske konjunktiver, »angiveligheder« osv.

38. Saledes f. eks. sporgsmalet om sandsynligheden for, at Scavenius (og Mohr) skulle have handlet iom i notatet haevdet; se om bedommelsen af Scavenius' handlemade ndf. pp. 548-49.

39. Mohr gor ifolge notutet Scavenius opmaerksom pa, at denne passus viser, at Ritter har opfattet Mohrs forbehold. Stryges forbeholdene, synes det derfor mest nasrliggende ogs;i at stryge Ritters udtalelse.

referatet40. Lad os derfor se, om en sadan undersogelse stotter Mohrs
version:

1.2.1. Udstregningerne i 18. juli-referatet. Af udstregningerne i 18. julireferate t^40a kan langt de fleste siges umiddelbart at falde inden for de rammer, som Mohrs forklaring afstikker. Nogle udstregninger rammer saledes afsnit eller ssetninger, der i den givne sammenhzeng ma betragtes som mindre vaesentlige detailler⁴¹. len rsekke andre tilfaelde rammer udstregningerne tydeligvis Mohrs forbehold over for Ritter: dels hans generelle toven over for de tyske tanker⁴ 2, dels mere specielt hans forsog pa at understrege, at hans udtalelser kun kan gengive Scavenius' personlige opfattelse og derfor formelt set ikke kan vaere autoritative⁴ 3. Ogsa det forbehold, som Ritter som naevnt giver til kende med hensyn til den danske regerings evne og vilje til at leve op til 8. juli-erklaeringen, er stroget⁴⁴.

Af udstregninger, der ikke umiddelbart lader sig forklare, finder man
for mig at se kun een, nemlig den der rammer folgende lange passus:

»Sporgsmalet om droftelser allerede nu var betydningsfuldt, fordi der rietop nu blev udarbejdet planer for det fremtidige okonomiske samarbejde med de forskelligeeuropaeiske lande, og det ville derfor snart blive aktuelt. Havde den danske udenrigsminister gjort sig sserlige tanker, nar han i erklseringen talte om Danmarks opgave med hensyn til at finde sin plads i samarbejde med Tyskland?Jeg svarede Ritter, at jeg ikke havde kendskab til »sasrlige tanker« hos min minister, men jeg ville formode, at han i alt fald naeppe havde tasnkt sig, at man i Tyskland udarbejdede planer, der ogsa tog sigte pa vore forhold, uden at vi i forvejen havde faet lejlighed til at gore vore synspunkter gaeldende«.⁴⁵

---

40. UM j. nr. ad 64 Dan 80 a/5 (»fra Direns Skrivebord« - det drejer sig om en mappe med fortrolige papirer opbevaret af skiftende direktorer i et saerligt pengeskab); optrykt flere gange, senest hos Pasternak 197 4, pp. 125^—26.

40a. Referencerne ndf., der er indsat for at muliggore detailleret kontrol og kort citat, er til Nissens genoptryk, Nissen 197 3, pp. 456-63, der er det eneste sted, hvor referatet er aftrykt i den originale version. Skont bade dette forhold og den synoptiske sammenstilling gor Nissens version yderst nyttig, er den dog desvaerre ikke fri for fejl. Den vaesentligste af disse skal korrigeres her: p. 461 skal i slutningen af andet afsnit (fra »men tilfojede« til »nuvaerende«)

41. Saledes for mig at se udstregningerne Nissen 1 9 7 3, pp. 456, 460-61 (»det var ... glemte«) og maske ogsa Mohrs PS, pp. 462-63.

42. Saledes ibid., pp. 457-58 (»Men var ... krigen varede?«), 460, 461, 462 (»Planerne ... naeppe virke fristende«).

43. Her forst og fremmest ibid., pp. 457 og 462 (»Jeg indskraenkede mig ... til droftelser«); jfr. ligeledes f. eks. pp. 458 (»Jeg svarede Ritter ... min minister*) og 459.

44. Ibid., p. 462.

45. Ibid., p. 458. (Retskrivningen moderniseret her, og hvor det i det folgende er nodvendigt).

haeng. Udstregningsnota :et taler om, at Scavenius stregede forskellige dele af Mohrs 18. juli-referat ud, og at han derefter meddelte Mohr, at han »ville lade det forkortede referat renskrive, forelaegge det i ministermodetog henlaegge det pa akterne«. Hvor store skal afvigelserne vaere mellem 18. juli-ruferatets ikke-udstregede dele og det 19. julireferat,der blev resultaiet af renskrivningen, for vi ma sige, at udstregningsnotatetssandhedsvcjrdi, og dermed implicit 18. juli-referatets autenticitet,pa dette punkt er vaesentligt antastet?

For Sjoqvist synes der ikke at vaere nogen tvivl: i 19. juli-referatet findes der tekstomskrivninger i forhold til 18. juli-referatet, og dette forhold er i sig selv en tilstraekkelig begrundelse for, at Mohrs forklaring ma forkastes. Hertil korr mer, at det naermere indhold af visse af omskrivningerne ifolge Sjoqvist £0r »nedskaeringsteorien« uacceptabel⁵ 2.

Lader vi forelobig de: sidste, specielle punkt ligges3, ma jeg om Sjocivists generelle begrundelse sige, at den forekommer urimeligt restriktiv ikke blot i forhold til ucstregningsnotatets ordlyd, men allerede konfronteret med almindelig common sense. Enhver kan ved at laese de ikke udstregede dele af 18. juli-referatet se, at der heraf ikke uden en vis redaktionel indsats ladei sig fremstille et referat, der er egnet til forelseggelse i ministermode. For at kunne hsevde, at allerede forekomsten af tekstomskrivninger motiveret af en sadan »teknisk« redaktion i sig selv begrunder en forkastelse af Mohrs version af begivenhederne i udstregningsnotatet, ma det kra:ves, at dettes formulering direkte udelukker muligheden for enhver tefc stomskrivning, selv af denne »tekniske« karakter. Vi leder imidlertid forgaeves efter sadanne praeskriptive formuleringer i notatet. Den ovenfor citerede saetning derfra kan tvasrtimod for mig at se ved en naturlig laesning kun stotte en formodning om, at Scavenius onskede at lade referatct omskrive, sa det fremstod uden de dele, som han selv havde udstreget, men ikke nodvendigvis i ovrigt totalt uaendret. Og selv over for afvigende laesninger af den pagaeldende saetning ma det mere generelt kunne fastholdes, at det ville vaere urimeligt at forudsaette, at Mohrs udstregningsnotat var praeget af en sa klinisk renhed i udtrykket, at hans hsederlighed skulle kunne anfaegtes pa grundlag af en saetning som denne og imod al ja vn fornuft.

Der ma derfor efter min mening sondres mellem »tekniske« og andre tekstomskrivninger fra 18. til 19. juli-referatet. Men man kan da sporge, om alle »ikke-temiske«, substantielle aendringer eo ipso bor anses som tilstraekkelig grand 1 il at anfaegte udstregningsnotatet.

---

52. Saledes Sj oqvist 19 7 3b, pp. 428-29 og 1974, p. 137.

53. Se herom ndf., pp. 323-25.

Heller ikke dette sporgsmal kan efter min rnening besvares klart bekrseftende. Man ma huske, at den form for redaktionelt arbejde, som referatet altsa under alle omstaendigheder har kraevet, i udenrigsministeriet (som vel overhovedet inden for administrationen) ikke udfores af stenografer, men af sagsbehandlere. Deter videre klart, at den pageeldende sagsbehandler⁵ 4 derfor ma have givet sin version af referatet til stenografen enten ved mundtligt diktat eller i form af et nyt koncept, begge naturligvis pd basis af 18. juli-referatet med udstregninger. Der ma altsa have vaeret en »mellemfase« i formuleringen mellem 18. juli-referatet med udstregninger og 19. juli-referatet. Det vil ikke vsere unaturligt at antage, at der i dette mellemliggende stadium kan have fundet tekstomskrivninger sted ogsa udover de rent tekniske, sa meget mere som grundteksten i 18. juli-referatet kun har en kladdes form og flere steder ligefrem opfordrer til stilistisk afpudsning. For enhver, der selv har provet at koncipere referater pa denne made og ved, hvor let sadanne aendringer kan komme ind i teksten, ikke mindst ved mundtligt diktat, vil denne hypotese endda forekomme yderst rimelig.

For at de substantielle tekstomskrivninger skal invalidere Mohrs forklaring, ma det derfor krasves, at de efter deres indhold er af en sadan art, at de ikke kan passe sammen med Mohrs forklaringer i udstregningsnotatet.

Sammenligner man de to versioner, kan man forst udskille en lang raekke tekstaendringer, der abenbart er af rent »teknisk« art⁵⁵. Hertil fojer sig visse, ofte ret omfattende, omskrivninger, der tilsyneladende er substantielle, men som ved nsermere analyse viser sig allerede at kunne finde deres forklaring i nodvendigheden af at omredigere teksten, efter at Scavenius havde foretaget udstregningerne.

Det vigtigste eksempel herpa forekommer mig at vaere den af tidligere deltagere i debatten udforligt droftede diskrepans mellem 18. juli-referatets»Det ville vaere en naerliggende logisk slutning, at en droftelse ville vaere af interesse« og 19. juli-referatets mere positive »Danmark ville vaere staerkt interesseret i en sadan droftelse« 56. 18. juli-referatets »logiskeslutning« var en slutning fra Mohrs formodning om, at Scavenius nseppe havde taenkt sig, at man i Tyskland ville udarbejde planer vedrorendesamarbejdet med Danmark, uden at Danmark forinden fik lov

---

54. Sporgsmalet om, hvem der har foretaget det pagaeldende redaktionsarbejde, behandles ndf., pp. 326-27.

55. Sproglige og grammatiske korrektioner, tydeliggorelse af referencer o. 1.

56. Jfr. Sjoqvist 1973b, p. 430, Pasternak 197 4, pp. 117-18 og replik fra SJoqvist, 1 9 7 4, p. 139.

til at ytre sig. Denne formodning, og oplysningen om, at de tyske planer var under udarbejdelse, slettes som naevnt af Scavenius⁵⁷, og en »slutning«ville d erf or hzenge i luften uden praemisser. Deter pa den anden side ikke svaert at se, at Scavenius kan have haft interesse i, at indholdet af »slutningen«, nemlig det danske onske om at blive taget med pa rid i tide, fastholdtes i refer atet til ministermodet. Med andre ord: ssetningen skal ikke stryges, men den ma nodvendigvis omformes 5 B's8_'5 9.

Man kan videre udskille en saerlig gruppe tekstomskrivninger, der synes at kunne finde deres forklaring i Scavenius' udstregning af Ritters meddelelse om, at gemrelle tyske planer for samarbejdet i Europa var under udarbejdelse; tekstomskrivningerne far her den funktion at fjerne referencerne til sadanno planer, sa man ikke synes at sta over for tysk diktat specielt over for Danmark⁶⁰.

Tilbage star da en del omskrivninger, der ikke alene kan forklares med omskrivnings»tekniske« hensyn eller ud fra den almindeligt konstateredetendens, son: ifolge udstregningsnotatet prasgede Scavenius' udstregninger i Mohrs Dprindelige koncept. Nogle af disse kan ses som rene stilrettelser^{61,6 1}, ellsr som begrundet i praktiske hensyn62. Men enkelte punkter lader sig ikke saledes reducere. Nar f. eks. 19. julireferattaler om, at Mahr »motiverede [sit] besog med det gamle bekendtskabog med, »at [Ritter] - savidt [Mohr] havde forstaet - nu svsevedeover vandene pa clet handelspolitiske omrade««, mens 18. juli-referatettaler om, at »motivet til det pataenkte besog kun havde vseret gammeltbekendtskab« 63, er det ganske vist klart, at en redaktionel aendring under alle omstaendigheder var pakraevet, eftersom 19. juli-referatet i ovrigtslet

---

57. Jfr. ovf., pp. 319-20.

58. Det ma dog erkendes at der ved denne udformning sker en selvstaendig styrkelse, men kun for sa vidt som ordet »staerkt« indfojes for »interesseret«. Tilsvarende verbale fcrrstaerkelser findes andre steder (N issen 19 7 3, p. 457 (»meget afgorende« fc»r »afgorende«, »ikke kunne vasre nogen tvivl« for »ikke kunne va;re tvivl«)). Overforelsen af anforselstegnene fra »betydningsfulde« til »erklaeringen« (ibid., ]>. 462) har muligvis samme baggrund; den kan dog ogsa vaere rent stilistisk.

59. Andre eksempler pa »camouflerede« tekniske sendringer er for mig at se »tilkendegivelser« aendret til »tilkendegivelsen« (aendringen ikke registreret af Nissen, 19 7 3, p. 459) og bortfaldet af saetningen »Jeg matte vel kunne hjaslpe ham med fortolkningen« (ibid., p. 457).

60. Saledes ibid., pp. 460, 461.

61. F. eks. aendringen ibic., p. 459 (»kunne tiltrasde« til »gav mig ret i«). Herhen h.orer vel ogsa strygniigen af gentagelser i referatet med hensyn til den danske interesse i, at ideerne stadig skulle kunne eendres ved en droftelse (ibid.).

62. Saledes vel medtagelsm af det - oprindelig udstregede - indledende afsnit, der har rent introducerenc e karakter.

63. Ibid., p. 456.

rigtsletikke naevner Mohrs patsenkte besog dagen i forvejen. Men inddragelsenaf Ritters funktion i Auswartiges Amt som medvirkende arsag til besoget synes dog at aendre dettes karakter fra et rent hoflighedsbesog i retning af en sondering 6 4>64_>6 5.

1.2.3. Konklusion. De konklusioner, der kan uddrages af denne del af undersogelsen, er efter min mening folgende: Den tendens, der kan aflaeses af placeringen af de pastaende scavenianske overstregninger i 18. juli-referatet og forholdet mellem de overstregede og de ikke overstregede dele heri, synes i det store og hele at vaere forenelige med Mohrs forklaring i udstregningsnotatet. Et par enkelte punkter ma dog karakteriseres som tvivlsomme, men kan ved den fortolkning, der efter min mening er den naturligste, ligeledes ses som overensstemmende med Mohrs version.

Hvad angar tekstomskrivningerne, er en rsekke af dem af en sa »teknisk«karakter, at deres tilstedevasrelse under alle omstaendigheder ma accepteres; andre, mere »substantielle«, kan ses som stilistiske eller praktiske og indicerer herudover i hovedsagen ingen efterviselig tendens. De ovrige »substantielle« omskrivninger gar for storstedelens vedkornmendei retning af en styrkelse af Scavenius' synspunkter, som de refereresi udstregningsnotatet, specielt med hensyn til Danmarks villighed til forhandling med Tyskland pa et sa tidligt tidspunkt, at den tyskeholdning endnu var i et »formativt« stadium. Et enkelt sted synes

---

64. Forskellen bor dog ikke overdrives. Allerede i 18. juli-referatet falder Mohrs bemaerkning om Ritters stilling sadan, at den fungerer som en diplomatisk henkastet antydning af et svar pa Ritters sporgsmal, om Mohr »havde noget sserligt pa hjerte«. Nar dette sporgsmal stryges i 19. juli-referatet, ma antydningen omformes for at bevare sin funktion.

65. Et sidste punkt skal naevnes, fordi det, skont i sig selv übetydeligt, rejser visse specielle problemer. I 18. juli-referatet tales der overalt om »Ritter«, i 19. juli-referatet overalt om »Herr Ritter«. Set isoleret forekommer denne forskel ganske forstaelig i betragtning af, at 18. juli-referatet efter Mohrs forklaring var taenkt som »internt« referat i udenrigsministeriet, mens 19. juli-referatet skulle forelsegges officielt for en kreds af ministre. Imidlertid viser det sig ved et studium af fotografiet af originalteksten til 18. juli-referatet, at der her i visse tilfselde med Mohrs skrift har vceret tilfojet et »Herr« foran »Ritter«, men at ordet senere er blevet visket ud. Tilfojelserne er sket overalt, hvor indrykning ved et nyt afsnit begyndende med ordet »Ritter« tillod en direkte integrering i grundteksten uden klammer, udeladelser el. lign. Denne »selektive« anbringelse taler klart imod, at ordet »Herr« skulle have kunnet vaere en del af den originale tekst i 18. juli-referatet. Efter al sandsynlighed er det altsa. en tilfojelse foretaget efter 19. juli-referatets udarbejdelse. Nogen umiddelbar forklaring pa forholdet er svaer at finde.

sendringen at medfore en vaegtforskydning, sa Mohrs samtale med Ritter
i hojere grad fremstar som en forsigtig sondering.

Endelig ma det erke tides, at visse tekstomskrivninger med betydelig sikkerhed tillader os a; fastsla, at Mohrs behandling af originalen til 18. juli-referatet pa bestemte punkter ud over det allerede tidligere fremhaeved e⁶ 6 har vaeret i de: mindste kritisabel.

Hvordan pavirker disse konklusioner bedommelsen af udstregningsliotatets sandhedsva^rdi? Udstregningernes generelle overensstemmelse med Scavenius' intentioner ma betyde, at de ikke kan bidrage til en invalidering af notatets oplysninger. Men sagen stiller sig lidt anderledes ved bedommelsen af do substantielle omskrivninger67. Hvis Mohrs udstregningsnotat skal kunne fastholdes som korrekt, ma disse omskrivninger som naevnt vtere blevet indfojet i forbindelse med den nodvendige redigering af 18. juli-referatet, der via diktat eller »mellemkoncept« far 19. juli-referatet som rcsultat. Kun to personer kan i praksis have foretaget denne redigering: Mohr selv eller Scavenius. Af udstregningsnotatet kan man fa det inctryk, at deter Scavenius, idet Mohr skriver, at »[Scavenius] sagde, [. . .] at han nu ville lade det forkortede referat renskrive«. Anderledes direkte indicier peger dog pa Mohr som den sandsynlige redaktor, idet rjferatet af 19. juli alene baerer Mohrs »konceptinitialer« 67a. Det ma altsa antages, at deter Mohr, der har indfojet tekstomskrivningerne. Mens dette forekommer rimeligt nok, nar talen er om de »tekniske« og de stilistisk/praktiske omskrivninger, kan det pa forhand falde vanskeligi at tro, at Mohr, efter et ordskifte med Scavenius som refereret i udstregningsnotatet, af egen drift skal have indfojet sendringer, der drejer refer itet i mere »scaveniansk« retning.

Helt urimelig er denne antagelse dog ikke. Et vsesentligt moment ma fastholdes, nemlig at Mohr faktisk bojer sig for Scavenius' krav om rettelseri referatet: 19. juli-referatet baerer ikke blot Mohrs konceptinitialer,men tillige hans underskrift, overskrift og tilfojelse. Endvidere skal referatet godkendes af Scavenius, for det forelaegges i

---

66. Jfr. ovf., pp. 315-16.

67. De »tekniske« omskrivninger ma som naevnt anses for nodvendige og dermed helt overensstemmends med Mohrs beretning.

67a. Betegnelsen »diktatmerker« er vildledende, da initialerne ogsa pafores, nar forlaegget er skriftligt Referatet har »CM«, hvad der er en klar skrivefejl for Mohrs konceptinitiale: »OM«. Da disse initialer i referatet star alene, udelukker det bade, at Scavenius skal have dikteret eller konciperet referatet, og at han skulle have rettet det ved handskrevne tilfojelser eller aendringer (formen skulle i sidste tilfaelde have vaeret »OM/Sc«). Det ville efter mit skon overhovedet have vaeret mindre ste iimende med ministeriel praksis, om ministeren selv havde foretaget tilretningen af Mohrs koncept og dets videre ekspedition.

ministermodet; og Scavenius har i samtalen ined Mohr, bade forud for og efter at have lsest hans referat, givet klare oplysninger med hensyn til sin egen stilling til den omhandlede problematik. Vil Mohr protestere til enden, ma han ga af. Men bliver han, som tilfaeldet er, er hans embedspligt i forbindelse med tilretningen af 18. juli-referatet utvetydig:han skal skrive et referat, der ligger sa naer op ad udenrigsminister Scavenius' klart tilkendegivne intentioner som vel muligt. Denne pligt ville ligge enhver embedsmand af den gamle skole i rygmarven⁶⁸, og ville i ovrigt i det foreliggende tilfaelde have vaeret sasrlig vanskelig at negligere,fordi Scavenius utvivlsomt med et vagent oje ville afslore ethvert forsog pa at smugle forbehold ind i teksten.

Baserer man sig pa denne fortolkning, kan det efter min mening uden
vanskelighed accepteres, at deter Mohr, der har indfojet ogsa de substantielle
omskrivninger i 19. juli-referatet69.

1.3. Den bredere sammenhæng

Vender vi os herefter til de ovrige omstsendigheder, der er blevet fremdraget
under diskussionen om 18. juli-referatets autenticitet, kan man udskille
to hovedgrupper af sporgsmal:

For det forste kan man undersoge de versioner af begivenhedsforlfibet under Mohrs besog i Berlin og specielt hans samtale med Ritter, som siden juli 1940 faktisk har foreligget for offentligheden eller for en snaevrere kreds af personer i eller uden for udenrigsministeriet (afsnit 1.3.1.-1.3.3.). for det andet kan man sporge om, hvilke ovrige indicier, for det meste af psykologisk art, der kan ove indflydelse pa vor bedommelse af 18. juli-referatets autenticitet og udstregningsnotatets sandhed (afsnit 1.3.4.).

Undersogelsen af de senere versioner ma omfatte dels deres indhold og dels de omstasndigheder, hvorunder de udarbejdes og fremlsegges. Det gennemgaende sporgsmal vil her vaere, i hvilket omfang der i dette materiale kan eftervises en indvirkning fra 18. juli-referatet eller i det mindste et ekko af de elementer, som findes i dette. Medens saledes den overordnede problemstilling star fast, aendrer de konkrete omstzendigheder,og

---

68. Jfr. Fink 1973, p. 515, for en argumentation, der i alt vaesentligt synes at ga i samme retning.

69. Deter i denne forbindelse vaerd at laegge mserke til, at fortolkningen finder indirekte stotte i udstregningsnotatet: heri opregner Mohr indledningsvis omhyggeligt sine indvendinger mod Scavenius' rettelser; men efter at Scavenius har foreslaet, at divergensen med Mohr loses ved, at Scavenius mundtligt i ministermodet naevner Mohrs forbehold, refererer Mohr ikke flere indvendinger fra sin side, for samtalen slutter.

digheder,ogdermed de konkrete sporgsmal, der ma stilles, sig alt efter, hvilken periode man undersoger. Af disse er nedenfor adskilt tre, en jorste jase fra 19. juli 1940 til befrielsen, en anden jase fra befrielsen til 1953/ 54, og en tredie jase fra 1965 til 1966.

Argumentationen i det folgende vil basere sig dels pa analyser af de rslevante dokumenter o^; dels pa diskussioner af sandsynligheden for bestemte sammenhaenge, handlemader osv. i bestemte givne situationer. Dens basis er saledes dels textuel, dels hvad man kunne kalde contextuel.

Den textuelle analyse, der normalt er den sikreste, er i det foreliggende
tilfaelde behaeftet med et sserligt problem:

Som vi har set, er der ikke almindelig enighed om, hvorvidt Mohrs datering af sine notater, og specielt af 18. juli-referatet, er korrekt, altsa om de pagaeldende ak:stykker er autentiske. Dette betyder en vsesentlig begraensning med hensyi til de slutninger, der legitimt kan drages fra overensstemmelser melkm f. eks. et udenrigsministerielt dokument, eller et notat fra Mohrs hand dateret efter 18. juli 1940, og 18. juli-referatet. I begge tilfaside vil den, der naegter at acceptere 18. juli-referatets autenticitet, kunne haevde, at iette referat kun formelt er dateret tidligere end de aktstykker, det sammmlignes med, men at det i realiteten er udarbejdet senere end disse og tilpasset deres indhold⁷⁰; i det sidst naevnte tilfielde kan ogsa dateringen af det andet notat fra Mohrs hand betvivles, sii at pavirkningssporgsnialet bliver aldeles usikkert. Under alle omstaendigheder ma det saledes erkendes, at det uden uafhaengig korroboration ikke er muligt med sikkerhed at anse »18. juli-elementer« i et dokument udarbejdet mellem 18. uli 1940 og 1945/46 (hvor Mohrs version for forste gang blev offentligt kendt) for en bekraeftelse eller blot bestyrkelse af 18. juli-referatets autenticitet.

Den contextuelle analyse bygger som naevnt i hoj grad pa psykologiske antagelser, overvejelser over sandsynlig handlemade i bestemte situationer. Med inddragehen af disse psykologiske aspekter foregribes derfor forsavidt den senere diskussion deraf 7 ° a.

1,3.1. 1. jase (19. juli 1940 til bejrielsen)

De versioner af begiven dedsforlobet under Mohrs besog i Berlin i juli 1940, som her vil blive laget op til droftelse, er forst og fremmest udenrigsministeriets»Grabog<; om told- og montunionsforhandlingerne; hertil kommer indholdet af cet »takkebrev«, som Mohr efter instruks fra

---

70. Saledes Sjoqvist 1 9 7 3 b, pp. 431-32. 70a. Jfr. afsnit 1.3.4. ndf., ier dog fortrinsvis vil koncentrere sig om visse konkrete

Scavenius sendte ambassador Ritter den 22. juli 1940. Indledningsvis skal jeg dog omtale et i sig selv relativt sekundaert forhold, der far en vis betydning,nemlig modtagelsen af Mohr og kammerherre Zahle hos StaatssekretarWeizsacker den 17. juli 1940.

1.3.1.1. Modtagelsen hos Weizsacker. Mohrs egentlige opgave i Berlin var at give den officielle notificering af Scavenius' erklasring af 8. juli over for den tyske regering sasrlig vaegt. Notificeringen fandt sted ved en modtagelse hos Staatssekretar Weizsacker, da udenrigsminister Ribbentrop var bortrejst. Modtagelsen nsevnes kort i 18. juli-referatet og udstregningsnotatet. Vor viden om dens forlob stammer fra to kilder: dels et yderligere notat fra Mohrs hand, dateret 19. juli 1940⁷¹, dels en Qotits udarbejdet af Weizsacker⁷². Det fremgar af disse beretninger, at Weizsacker over for de danske repraesentanter haeftede sig ved den danske regerings politiske heterogenitet og pa denne baggrund gav udtryk for nogen skepsis med hensyn til 8. juli-erklseringens realveerdi, dvs. muligheden for, at dens venskabelige ordelag ville blive fulgt op af tilsvarende handlinger73. Nar Mohr dagen efter modtes med Ritter, var det altsa med en viden om, at en sadan tvivl nasredes, vel ikke blot af Weizsacker, men overhovedet pa tysk hold.

1.3.1.2. »Takkebrevet« til Ritter. Det forste egentlige aktstykke af selvstsendig interesse i denne forbindelse er et brev, dateret 22. juli 1940 fra Mohr til Ritter⁷⁴. Udover en tak for venlig modtagelse indeholder brevet to punkter: For det forste slas det fast, at udenrigsminister Scavenius er enig med Ritter i, at forhandlingerne med Tyskland skal lsegges op i et hojere plan end regeringsudvalget; og for det andet »bekra?fter« Mohr sin udtalelse fra samtalen med Ritter, hvorefter Danmark er parat til snarest muligt at optage sadanne forhandlinger pa hojt niveau.

---

71. Afskrift i UM j. nr. 99 F 3/36. I det folgende betegnet som »modtagelsesnotatet«.

72. Bilag til Den parlamentariske Kommissions beretning (herefter forkortet: PK) XIII, p. 258.

73. De to kilder - hvoraf Mohrs version, som naturligt er, er den mest detaillerede, mens Weizsackers i hvert fald har den übetvivlede autenticitet og dermed folgende tidslige naerhed for sig - synes mig at vaere i god indbyrdes overensstemmelse: Mohr formulerer ganske vist ikke Weizsackers synspunkter, sa de direkte har karakter af en skepsis med hensyn til fremtiden; men Weizsacker selv siger, at han kun »indirekte« gav udtryk for denne skepsis. Der er pa den anden side ingen tvivl om, at Mohr opfatter antydningen efter hensigten.

74. Aktkopi i UM j. nr. 64 Dan 80 a/5. De vaesentligste passager iNissenl97 3, pp. 293-94 (med noter).

Indholdet af dette brev stemmer saledes smukt overens bade med 18. og 19. juli-referatet: dels redresseres en fejl som Mohr ifolge begge referater havde begaet (med hensyn til det onskelige niveau); og dels understreges Danmarks beredvillighed til hurtige droftelser. Kun pa et enkelt punkt i denne sidste henseende naermer brevet sig til 19. julisnarere end til 18. juli-referatet, idet Mohr som naevnt »bekr£efter« en udtalelse om, at regeringen er parat til droftelser: som 18. juli-referatet var udformet, havde Mohr jo netop kun kunnet basere sin »bekrasftelse« pa Scavenius' personlige indstilling, ikke pa regeringens som helhed. Den stotte, som herved ydes 19. juli-referatet, er dog mere tilsyneladende end virkelig. Det ma nemlig bemaerkes, at brevet ganske vist er underskrevet af Mohr, men konciperet af Svenningsen⁷ 5, hvis viden om Mohrs samtale med Ritter kun kan antages at have skrevet sig fra en laesning af 19. juli-referatet. Og da dette referat jo som naevnt nu var aktversionen af samtalen, kunne Mohr ikke godt efterfolgende slette »bekraeftelses«fonn.uleringen. Og hvorfor skulle han overhovedet nsere onske herom pa dette tidspunkt? Pa ministermoderne den 19. og den 22. juli havde det vist sig, at Scavenius havde regeringen bag sig i sin fortolkning af erklasringen af 8. juli⁷⁶. Den reelle basis for Mohrs forbehold, nemlig det forhold at Scavenius ikke havde faet formel tilslutning til fortolkningen, var dermed efterfolgende bortfaldet. Havde Mohr onsket at fastholde konsistensen med 18. juli-referatet ved i brevet at tale om, at Scavenius' personlige indstilling i mellemtiden havde faet regeringens godkendelse, ville han kun have opnaet at antyde en breche i erklaeringens oprindelige politiske grundlag, en breche som oven i kobet nu var blevet lukket. Mohr kan derfor uden samvittighedskvaler have sat sit navn under brevet⁷ 7.

1.3.1.3. Grabogen om told- og montunionsjorhandlingerne. Allerede under told- og montunionsforhandlingerne, i sensommeren 1940⁷⁸, havde man i udenrigsministeriet optrykt en raekke af de relevante aktstykker i sagen, heriblandt ogsa 19. juli-referatet, og samlet dem i et antal »blaboger«79 til internt brug (vel bl. a. som handakter, dvs. kopier af relevantedokumenter,

---

75. Jfr. dennes konceptinitialer pa aktkopien.

76. Jfr. referater af de pagaeldende ministermoder, PK IV, pp. 424-25

77. Se F i n k 19 7 3, p. 515, for en lignende argumentation.

78. Tidspunktet fremgar implicit af en pategning af 14. September 1940 af afdelingschef Wassard pa en notits af kontorchef Peschardt (UM j. nr. 64 Dan 80 a/5, II).

79. Eksemplarer i UM j. nr. 64 Dan 80 a/5. Disse »blaboger« ma ikke forveksles med den egentlige Grabog.

vantedokumenter,til brag for politikere og embedsmaend under forhandlinger,saerlig pa rejser). Pa eget initiativ, men med sin chef Wassards godkendelse havde kontorchef Peschardt i sidste halvdel af September 19408 0 p£ grundlag af dette og andet aktmateriale udarbejdet et udkast til »memorandum* 8x om gangen i told- og montunionsforhandlingerne. Peschardts hensigt med dette »memorandum« var at give en samlet oversigt,der kunne »findes pa akterne og danne kilde for de betragtninger, som nye tilkommende personer matte onske at anstille over det i sagen passerede« 82. Der var altsa pa dette tidspunkt tale om en fremstilling, der ikke var beregnet pa offentliggorelse, selv ikke i en snasvrere kreds.

Peschardts udkast er formentlig blevet bearbejdet af forskellige af hans overordnede, i hvert fald af Wassard⁸³, men faerdiggores, sa vidt man kan se, ikke i denne form. Derimod begynder man i udenrigsministeriet senere pa aret eller forst i 1941⁸⁴ at udarbejde en fremstilling, der om ikke fra starten sa dog fra et vist senere tidspunkt har faet karakter af manuskript til en »Grabog« om told- og montunionsforhandlingerne, beregnet til fortrolig offentliggorelse. Efter alt at domme var det davserende sekretser i udenrigsministeriet Gunnar Seidenfaden, der fik til opgave at udarbejde i hvert fald det forste udkast til denne fremstilling⁸⁵. Efter flere forarbejder trykkes Grabogen, ifolge resolution af Scavenius⁸⁶, i 150 eksemplarer og fordeles den 4. juli 1941⁸⁷.

Det »officielle« referat pa. udenrigsministeriets akter af Mohrs samtalemed Ritter den 18. juli 1940 var som naevnt 19. juli-referatet og kun dette. De to sporgsmal, der skal stilles i denne forbindelse, er derfor dels, om Grabogens version af begivenhedsforlobet omkring denne samtale indeholder trask, der gar ud over 19. juli-referatet, specielt hvis de tillige gar i retning af 18. juli-referatets version; og dels om til— stedevaerelsen af sadanne eventuelle afvigelser fra 19. juli-referatet

---

80. Tidspunktet angives af Wassard i en redegorelse af 16. februar 1946 (UM j. nr. 120.D.50.a) til »september 1940«, men kan naeppe ligge for 14. September, jfr. n 78.

81. UM j. nr. 64 Dan 80 a/5, 11.

82. Notits af Peschardt af 14. September 1940 (n 78).

83. Jfr. pategning af denne pa renskrift af udkastet, UM j. nr. 64 Dan 80 a/5, 11.

84. Tidspunktet lader sig ikke fastsla nojagtigt, da alle de nsevnte forarbejder er udaterede.

85. Saledes ogsa Wassard i notits af 16. februar 1946 (n 80).

86. Jfr. brev Sthyr-Wassard af 28. juli 1941, original i separat aktsamling, UM j. nr. 64 Dan 80 a/5.

87. Flere eksemplarer i UMs arkiv. Optrykt PK V, pp. 337 ff.

med rimelighed kan tilskrives oplysninger eller indsigelser fra Mohrs
side8 8.

Mens Peschardts memorandum noje, undertiden ligefrem ordret, folger19. juli-referatel:, er forholdet et andet, nar vi vender os til de egentligeforarbejder til Grabogen. Af disse kender vi to: et ret kort referat med tre bilag⁸⁹ og et langt med samtlige Grabogens 20 bilag⁹⁰. Dette sidste ma arises for at vaere nsestsidste manuskriptversion⁹¹, mens det forste klart er tidligere. Fselles for dem er, at de ganske vist bringer det »officielle« 19. juli-referat som et af bilagene⁹², men at de pa en raekke punkter i fremstillingen inddrager supplerende stof, der ikke kunne aflseses af 19. juli-referatet eller af andet materiale pa akterne⁹³.

---

88. Deter klart, at et bekraeftende svar pa. disse sporgsmal ikke i sig selv indebaerer stotte til en formodning om, at 18. juli-referatet har foreligget i udarbejdet form allerede pa dette tidspunkt, eftersom tidsfolgen er usikker, jfr. ovf., p. 328, og en berettiget indvending fra Sjoqvists side 19 7 3b, pp. 431-32. Men kan det vises, at Mohr har pavirket udarbejdelsen af Grabogen i 18. juli-versionens retning og bort fra 19. juli-versionens, indicerer dette under alle omstaendigheder, at han dels allerede pa dette tidlige tidspunkt har forfaegtet en version afvigende fra den »officielle« (19. juli-referatets), og dels at man i udenrigsministeriet har taget hensyn til disse indvendinger, altsa pa de pagaeldende punkter gjort Mohrs 18. juli-version til den officielle, til trods for at 19. juli-referatet stadig var det eneste, der la pa akterne. 18. juli-referatets autenticitet bestyrkes altsa ikke, men 19. juli-referatets stilling svsekkes.

89. UM j. nr. 64 Dan 80 a/5 (»private and confidential* - dvs. taget fra en mappe med denne udskrift).

90. UM j. nr. ad 64 Dan 80 a/5 (»fra Direns Skrivebord« (n 40)). Dette forarbejde er af saerlig interesse, fordi det i enkeltheder kan eftervises, at deter det, og ikke som hidtil antaget den endelige version af Grabogen, som folketingsmand Hassing-Jorgensen i maj 1941 efter anmodning far overladt af Sthyr og Wassard, og derefter laner Munch, jfr. P. Munch: Erindringer 1939^2 (1967), pp. 86-94 med noter.

91. Der kan i manuskriptet eftervises spor af blyantsrettelser, der overalt gor det identisk med Grabogens trykte version, jfr. i ovrigt ndf., pp. 338-39.

92. Sjoqvist 1973b, p. 431, laegger vsegt pa, at forarbejderne, i tilknytning hertil, indeholder saetningen »Vedrorende samtalen med ambassador Ritter naeste formiddag har direktor Mohr lidet at tilfoje til det summariske referat, han afgav straks efter sin hjemkomst til Kobenhavn«, idet Mohr herigennem direkte skulle have erkendt, at referatet var hans vaerk. Hertil kan pa den ene side siges, at intet viser, at den pagaeldende saetning har vaeret acceptabel for Mohr (at dennes indsigelser eventuelt er blevet tilgodeset pa visse andre punkter, betyder ikke, at han overalt har kunnet trumfe sin opfattelse igennem); og pa den anden side ville det ikke kunne volde Mohr vanskeligheder at anerkende referatet som sit vaerk, i denne meget formelle forstand, i betragtning af at han havde underskrevet det (jfr. i ovrigt ovf., pp. 326-27). Formuleringen udelukker i ovrigt pa ingen made eksistensen af andre og fyldigere referater (jfr. ordet »summariske«). Det »lidet«, som Mohr har at tilfoje, er da heller ikke sa lidet endda, som vi skal se.

93. Jeg sigter med »andet materiale« her forst og fremmest til Zahles depeche af 18. juli 1940 (UMs arkiv, depechesamlingen).

Noget af dette ekstra stof svarer til punkter af helt central betydning i 18. juli-referatet, og folger i alt vaesentligt dettes version; det gaelder saledes bemaerkningen om, at Mohr ikke med Scavenius havde droftet det for Ritter afgorende sporgsmal om tidspunktet for eventuelle droftelsermed tyskerne,94 samt Mohrs afvaergereaktion ved Ritters omtale af en toldunion. Men ogsa herudover findes der i forarbejderne adskillige ekstra traek i forhold til aktmaterialet. Disse trsek kan ikke aflaeses af 18. juli-referatet, bl. a. fordi de vedrorer dele af besoget i Berlin, som dette refer at ikke omfatter. Det drejer sig of test om punkter, som pa anden made er blevet fremfort af Mohr: forklaringen pa de planlagte besog hos Ritter og Grundherr⁹⁵, Weizsackers skeptiske holdning ved modtagelsen⁹ 6 og den lidt sindrige diplomatiske menuet omkring arrangementetaf modet med Ritter⁹⁷. I enkelte tilfaelde er der dog tale om elementer, der ikke genfindes i andre skrevne versioner fra Mohrs hand, men hvor sammenhsengen klart peger pa ham som den eneste mulige kilde98.

Indbyrdes er de to forarbejder overensstemmende pa alle de naevnte
punkter.

Grdbogen selv udviser i forhold til den umiddelbart foregaende version en raekke aendringer, der alle i realiteten har karakter af forkortelser. Vigtigst er her utvivlsomt det forhold, at 19. juli-referatet, som det eneste bilag, er stroget af bilagslisten. Parallelt hermed sker imidlertid en bortsksering af nogle af de naevnte detaillerede beskrivelser, som bragte forarbejderne i storre naerhed af den »Mohrske« version af begivenhederne 9 9.

I betragtning af at Peschardts memorandum som nsevnt, hvor deter muligt, holder sig taet op ad 19. juli-versionen, stiller sporgsmalet om en eventuel pavirkning fra Mohrs side sig forsavidt overhovedet ikke. Det er dog vaerd at bemaerke, at Peschardt ojensynlig ikke onsker at inddrageMohr

---

94. Man kan af Sjoqvists fremstilling fa det indtryk, at sporgsmalet om tidspunktet er perifert for sagen; men dette er fejlagtigt. Sporgsmalet om tidspunktet er i begge danske referaters version, og i ovrigt mest i 19. juli-versionen, netop det for Ritter og for Mohr afgorende. Dette belaegges ganske utvetydigt ikke blot af sammenhaengen, men ogsa af det forhold, at den del af sporgsmalet, der vedrorer tidspunktet, som den eneste saetning i 19. juli-referatet

95. Jfr. Mohrs beretning, PK V, p. 391.

96. Jfr. modtagelsesnotatet af 19. juli (n 71).

97. Jfr. Mohrs beretning, PK V, p. 391.

98. Det gaelder saledes indfojelsen af den tyske term »besprechen« i Ritters centrale

99. Dette gaelder forst og fremmest modtagelsen hos Weizsacker og Mohrs afvaergereaktion. Ogsa den nojagtige redegorelse for besogsarrangementet slettes.

drageMohri udarbejdelsen af memorandumet, idet han foreslar, at
hans udkast gennemgas af Sthyr, Wassard og udenrigsministeren, men
ikke naevner Mohr1 °°.

Om Grdbogens jorarbejder kan det pa den anden side siges, at de afvigelser
fra 19. juli-referatet i retning af 18. juli-versionen, som de indeholder,
logisk set kun kan stamme fra Mohr101.

Vi kender pa den anden side ingen skriftlige indsigelser eller rettelser fra Mohrs hand i en form og med en datering, som blot med nogen sikkerhed bringer dem i forbindelse med udarbejdelsen af Grabogen. Men savnes der saledes i materialet klare beviser, er det til gengaeld deprimerende rigt pa usikre, men dog ikke uvsesentlige indicier.

For det forste findes der blandt Mohrs papirer et hidtil upaagtet handskrevet notat om hans rolle ved udarbejdelsen af Grabogen¹⁰². I dette notat refereres tre episoder. Ved den forste, der henlaegges til efteraret 1940, skal Wassard og Sthyr have foreslaet udsendelsen af en redegorelse for told- og montunionsforhandlingerne for at kvasle rygterne om en dansk kapitulation over for ultimative og vidtgaende hemmelige tyske krav; Mohr skulle heroverfor have indvendt, at en sadan redegorelse ikke kunne blive fuldstaendig, da visse oplysninger matte holdes fortrolige til efter krigen, og Scavenius havde afbrudt videre diskussion. Denne beretning kan udma^rket vaere korrekt, uden at vi dog har andre direkte holdepunkter herfor¹ °3.

---

100. Notits af 14. September 1940 (n 78).

101. En ansvarsbevidst sagsbehandler som Seidenfaden eller hans overordnede ville naeppe acceptere beretninger, der hidrorte fra andre end Mohr, om en samtale, hvor kun Mohr havde vaeret til stede fra dansk side. Derimod kan den anden vigtige gruppe afvigelser: de punkter, der vedrorer besogsplanlaegningen og modtagelsen hos Weizsacker, teoretisk set hidrore fra Zahle. Ikke mindst i betragtning af den verbale overensstemmelse med Mohrs senere forklaringer er det dog langt mere sandsynligt, at ogsa disse afvigelser skal fores tilbage til Mohr.

102. Mohr, RA, pk. I. Notatet (herefter betegnet »Grabogsnotatet«), der ikke er blevet renskrevet sammen med de ovrige originalnoter fra Mohrs hand, er af Mohr forsynet med en handskreven cover-note dateret 5. december 1966, hvor han daterer det til 1946, idet dog visse dele (det her vaesentligste) skal vaere taget direke fra et aeldre notat fra sommeren 1941. Dateringen 1946 er fejlagtig, idet notatet bl. a. henviser til Scavenius' Forhandlingspolitiken under Bescettelsen, der forst udkom 1948. Hvorvidt dateringen 1941 er korrekt, er det umuligt at sige; der er tydeligvis tale om et andet referat, der er klippet til og indfojet; men mere lader sig ikke sige med sikkerhed.

103. Det forhold, at Hassing-Jorgensen, som naevnt i n9O, i maj 1941 kan fa en skriftlig redegorelse for told- og montunionsforhandlingerne udleveret, der er identisk med na^i'sidste version af Grabogen, tyder pa, at Scavenius pa dette tidspunkt ikke har truffet principbeslutning om udsendelse af en Grabog. Havde en sadan principbeslutning foreligget, og havde Grabogen derfor vaeret under aktuel udarbejdelse, havde man naeppe givet Hassing-jorgensen et forarbejde

Den anden tildragelse placeres af Mohr til omkring april 1941. Pa dette tidspunkt skal Seidenfaden have meddelt ham, at han, uden at der forela nogen aktuel hensigt om offentliggorelse, var i fserd med at udarbejde en redegorelse om told- og montunionsforhandlingerne, og i den forbindelse havde spurgt, om Peschardts fremstilling af Mohrs besog i Berlin (memorandum-udkastet) var rigtig. Mohr, der angiveligt aldrig havde set denne fremstilling, havde lant den af Seidenfaden til gennemretning, men kort efter leveret den tilbage med en bemaerkning om, at den var sa generelt misvisende, at han blot havde korrigeret en enkelt positiv fejl, men i ovrigt radede Seidenfaden til at arbejde pa andet grundlag; nar tiden var inde til offentliggorelse, ville Mohr sa stille sit - indtil da fortrolige - supplerende materiale om de omhandlede begivenheder til hans disposition.

Denne skildring er pa flere mader problematisk. Dels ser Mohrs samtalepartner, Seidenfaden, sig ikke i dag i stand til at bekraefte eller afkraefte fremstillingen¹ °4, der saledes savner positiv uafhaengig korroboration. Og dels er det svaert at fa implikationerne i Mohrs notat, hvorefter Seidenfaden udarbejder sin forelobige version, forarbejdet, uden kontakt med Mohr¹⁰⁵, til at rime med det forhold, at alle egentlige forarbejder, som vi kender, i modsaetning til Peschardts udkast til memorandum, som naevnt indeholder en lang raekke punkter, som kun Mohr kan have bidraget med.

Til gengasld passer de refererede dele af Mohrs notat med visse andre forhold. Dels ma vi nemlig gaud fra, at deter korrekt, at de forste forarbejder til Grabogen udarbejdes, uden at der endnu foreligger nogen aktuel hensigt om udsendelse^* °6, dels er der tilsyneladende overensstemmelsemellem Mohrs forklaring og forekomsten af en raekke blyantsnotateri marginen til originalen til Peschardts udkast til memorandum. Disse notater har form af lodrette streger og sporgsmalstegn ud for forskelligepunkter samt tillige i et enkelt tilfaelde (ved en pastand i udkastet om, at Mohr opsogte Ritter efter instruks fra Scavenius) af ordene »Nej. O. M.« Den abenlyse parallelitet med Grabogsnotatet bor dog ikke forlede til en konklusion om, at blyantsmaerkerne stotter eller bekraefterdette: dels kan kun den verbale tilfojelse med sikkerhed tilskrivesMohr, dels er tidsfolgen mellem notat og blyantstilfojelser ikke pa

---

104. Breve af 30. november og 29. december 1974 til forf.

105. Om en endnu mere generel, og tilsvarende mere ejendommelig, pastand af denne art fra Mohrs side, se ndf., pp. 337-38.

106. Jfr. n 103.

ret overrasket og stodt over at se, at Grabogen faktisk blev udsendt, uden
at der var taget hensyn til hans indvendinger pa anden made end ved,
at man havde anvendt Sthyrs og Wassards kompromisformulering.

Bod de forste dele af Grabogsnotatet pa problemer, gor denne sidste del det i endnu hojere grad. Sthyr har kategorisk naegtet, at den af Mohr refererede samtale med ham har fundet sted, men i ovrigt afvist at udtale sig om Grabogsnotatet¹¹². Men udover denne generelle benaegtelse er versionen anfaegtelig pa forskellige punkter. Mohr kan saledes ikke have set et »fortryk« i streng forstand til Grabogen den 20. juni, for 1. korrektur modtoges forst i ministeriet den 27. juni₁ *3. Deter nasppe heller tsenkeligt, at Mohr mindre end en uge for trykningen skulle vaere totalt uvidende om Grabogsmanuskriptets eksistens, omend det ovenfor dokumenterede forhold, at beslutningsgangen i denne sag syntes at undga ham, i nogen grad kunne forklare denne ejendommelighed.

Ogsa Mohrs forklaring i notatet med hensyn til indholdet af Grabog og indvendinger er svaer at acceptere. Det manuskript, som Mohr kan have faet forelagt den 20. juni, kan nasppe vaere en tidligere version end det ovenfor diskuterede naestsidste udkast^lli. Men i dette optrseder den af Mohr angiveligt savnede henvisning til den manglende droftelse med Scavenius (der i ovrigt ogsa findes i Grabogens endelige version), og ogsa formuleringen »efter alt for ham foreliggende« findes, saledes at forklaringen om dens kompromisstatus ikke kan opretholdes. Endelig rettes der som naevnt ganske kraftigt i manuskriptet mellem naestsidste og sidste version, sa Mohr ikke kan have anset den endelige udgave af Grabogen for identisk med det udkast, der forelagdes ham; specielt manglede jo, i forhold til dette sidste, 19. juli-referatet som bilag.

Pa denne baggrund synes Mohrs Grabogsnotat naeppe brugeligt som
kilde til viden om hans indflydelse pa Grabogens endelige udformning.

Et mere lovende aktstykke i sa henseende er manuskriptet til den for omtalte naestsidste version. Dette indeholder som naevnt¹¹⁵ blyantsrettelser,der gor det identisk med den endelige version; og Nissen noterer, at de saledes indfojede rettelser »forklares at starnme fra Mohr« iiG. Problemet er blot, at den omtalte forklaring ikke laengere lader sig finde, hverken pa akterne eller pa selve aktstykket. Hvis den,

---

112. Brev af 27. november 1974 til forf.

113. Anmaerkning af Seidenfaden pa korrekturarket, UM j. nr. 64 Dan 80 a/5 (»private and confidential«).

114. Jfr. n9O.

115. Jfr. n 91.

116. 19 7 3, p. 465.

hvad Nissens formulering kunne indicere, har staet pa selve aktstykke t¹¹⁷, har en sasrdeles beklagelig udviskning, foretaget inden for de senestear, fort til, at den er blevet udraderet, tillige med visse senere marginalkommentarer og formentlig ogsa de naevnte tilrettende blyantsmserke r^117a (der dog endnu lader sig identificere med stotte i Grabogensendelige version). Vi star saledes nu uden spor pa dette punkt.

Som konklusion mener jeg pa baggrund af ovenstaende at kunne haevde, at Grabogen, og isaer dens forarbejder, pa helt centrale punkter er i overensstemmelse med 18. juli-referatets version samt at disse traek i teksten, tillige med andre afvigelser fra 19. juli-referatet, alene kan antages at skyldes en indvirkning fra Mohr. Nojagtig hvornar og hvordan denne indvirkning har manifesteret sig lader sig ikke (laengere) fastsla ud fra det foreliggende materiale, omend visse forhold tyder pa, at indvirkningen har gjort sig gaeldende bade under forarbejderne og ved den endelige affattelse.

1.3.2. 2. jase (Befrielsen til 1953/54)

Vender vi os herefter til perioden 1945-53/54, er der to hovedsporgsmal, der ma soges besvaret: er Mohrs forklaringer i denne periode konsistente med 18. juli-referatet og med hinanden? Og kan der i ovrigt i perioden pavises omstaendigheder, der bestyrker eller afsvaekker formodningen om, at 18. juli-referatet er autentisk?

1.3.2.1. Forelobige versioner. Blandt Mohrs forklaringer i den pagasldendeperiode skal indledningsvis naevnes et par af mindre betydning, nemlig dels et maskinskrevet supplement til Harald Martinsens Kampen for Danmark (1945)¹ *8, og dels en kommentar til visse passager i ChristmasMollers Danmark under den anden verdenskrig (1945)¹¹⁹. Sa vidt disse, polemisk prasgede, dokumenter gar, indeholder de netop de punkter,som en laesning af Grabogen, 19. juli-referatetl2o eller andre tilgsengeligekilder

---

117. Nissen har i et brev til forf. af 28. november 1974 beklaget, at han ikke umiddelbart erindrer, om dette var tilfseldet.

117a Jfr. Nissen 1 9 7 3, p. 465n9.

118. Mohr, RA, pk. 11l (indlagt i Martinsens bog).

119. UM j. nr. 64 Dan 80 a/5. Mohrs notat er dateret 26. oktober 1945 med en efterskrift af 1. november s. a. Notatet er iflg. pategninger blevet set af udenrigsministeriets direktor, Hvass, og af den netop tiltradte udenrigsminister Gustav Rasmussen.

120. Dette var i alt fald kendt af Christmas Moller, der overvaerede ministermodet den 19. juli 1940. Det findes i ovrigt i hans arkiv (Nissen 1973, p. 548n3).

gsengeligekilderikke gav oplysning om eller ikke understregede tilstraekkeligt,men
som vi ved, at Mohr lagde vaegt pax 21.

Begge notater indeholder endvidere en fortolkning af de tyske hensigter under det danske besog i Berlin, nemlig den at man fra tysk side (dvs. bade Weizsacker og Ritter) onskede at udsporge de danske besogende for at finde ud af, om 8. juli-erklaeringen var udtryk for bred enighed i den danske regering, eller om den kun var en skueret, som alene Scavenius stottede i substansen. Frygten for i denne henseende at robe noget skulle have vaeret en vaesentlig faktor bag Mohrs forsigtighed over for Ritter¹²². Mens den naevnte frygt givetvis kan have vaeret reel, kan man undre sig over, at den skulle kunne fa Mohr til at give svar, der i deres sondring mellem Scavenius og regeringen som helhed naesten med sikkerhed matte stotte den fortolkning, han frygtede mest, nemlig at 8. juli-erklaeringen ikke havde hele regeringens opbakning^{121 2} 3. Forklaringen ma, hvis man som hypotese gar ud fra, at 18. juli-referatet er korrekt, formentlig soges i, at Mohr pa samme tid onskede at svare vagt og at svare korrekt: i sandhedens interesse kunne han ikke binde regeringen til fortolkningen, men han matte pa den anden side erkende, at Scavenius selv uden tvivl stod bag den; den kile, han derved drev ind mellem Scavenius og regeringen, matte sa efter evne afstumpes ved det vage svar om, at han kun kunne udtale sig pa personlig basis¹²⁴.

I sensommeren og efteraret 1945 udarbejdede Mohr tillige i hvert fald een redegorelse om told- og montunionsforhandlingerne til internt brug i udenrigsministeriet. Vi kender den imidlertid ikke direkte, men kun gennem en raekke kommentarer fra Wassards hand, idet redegorelsenselv, ifolge en pategning af Mohr pa Wassards notat, senere blev annulleretⁱ 25. Af Wassards kommentarer fremgar det, at Mohrs redegorelse(bl. a.?) havde haft karakter af en rsekke indvendinger mod Grabogen,og disse indvendinger kan nojere fikseres, idet Wassard har markeretderes

---

121. Forst og fremmest understregningen af Mohrs forbehold med hensyn til Danmarks villighed til droftelser (begge dokumenter), reaktionen pa toldunionstanken (Martinsen) og besoget hos Weizsacker (Christmas M0ller). Deter de samme substantielle punkter, der i april 1946 naevnes af Mohr over for Munch med henblik pa dennes bidrag til Aage Friis: Danmark under Verdenskrig og Besoettelse, jfr. P. Munch: Erindringer 1942-47 (1967), p. 328.

122. Jfr. ovf., p. 329.

123. En sadan undren ytredes da ogsa, efter Mohrs egen forklaring, af Zahle allerede under besoget i Berlin (PS i 18. juli-referatet (N i s s e n 19 7 3, p. 463)).

124. Saledes forsvarer Mohr ogsa implicit sig selv i 18. juli-referatets PS.

125. Jfr. Wassards notat af 16. februar 1946 (n 80) med Mohrs pategning. Det annullerede notat er muligvis identisk med en del af en beretning, som Mohr udarbejdede efter opfordring af Christmas M0ller; i hvert fald findes denne sidste beretning heller ikke mere pa akterne.

keretderesreference i marginen af en tidligere fremstilling pa. akterne.Der
er tale om en raskke af de »ssedvanlige« Mohrske bemaerkninge
r* 26.

1.3.2.2. Redegorelsen af 25. juni 1946 til Den parlamentariske Komrnission. Den 12. juli 1945 havde udenrigsministeriet som sit bidrag til opklaringen af omstsendighederne bag told- og montunionsforhandlingerne sendt Den parlamentariske Kommission Grabogen, der pa denne made fik sin status som den »officielle« udenrigsministerielle version af begivenhederne bekrseftet. Den 25. juni 1946 fulgte, med folgeskrivelse fra udenrigsminister Gustav Rasmussen, en lang redegorelse fra Mohrs hand til Kommissionen. Dette er altsa den forklaring, som Mohr ville staved og hasvde over for eftertiden, og sporgsmalet bliver da, om han uden inkonsistens kunne staved den, og om han med held kunne haevde den, eller konkret: om redegorelsen svarer til 18. juli-referatet, og hvilken modtagelse den far¹²⁷.

Konsistensen med 18. juli-referatet er bogstaveligt talt perfekt: kun enkelte mindre udeladelser eller rettelser af rent perifer betydning kan registreres. Derimod er redegorelsen garneret med en lang raekke forklarende og defensoriske indskud fra Mohrs side. Fra et indholdsmsessigt synspunkt er der imidlertid intet, der taler imod, at 18. juli-referatet kan have foreligget for Mohr og dannet grundlaget for hans redegorelse.

De omstcendigheder, under hvilke Mohrs redegorelse fremkommer, og de reaktioner, den moder, er ikke uden interesse. Til trods for at den pa vaesentlige punkter er i klar modstrid med 19. juli-referatet, og at den i forhold til udenrigsministeriets Grabog vel ikke betegner en egentlig korrektion, men dog et supplement af forbloffende detailrigdom og erindringsfylde, har udenrigsministeren abenbart set sig i stand til at fremsende den og dermed give den status som et officiost supplement til den viden, som Den parlamentariske Kommission kunne fa. fra Grabogen.Ejheller

---

126. De fire punkter, der er relevante her, er: sporgsmalet om hvem der tog initiativet til notificeringen af 8. juli-erklaeringen; sporgsmalet om Mohr havde instruks om at opsoge Ritter; modtagelsen hos Weizsacker; og Mohrs forbehold med hensyn til tidspunktet for droftelserne. Den fremstilling, hvorpa Wassards randbemaerkninger findes, er renskriften af Peschardts udkast til memorandum (n 83).

127. Deter klart, at et positivt svar pa det forste sporgsmal ikke foroger sandsynligheden for, at 18. juli-referatet er autentisk; men et negativt svar vil kaste oget tvivl over autenticiteten. Svaret pa det andet sporgsmal kan vel ikke direkte belyse autenticitetssporgsmalet, men nok indicere, med hvilken styrke konkurrerende versioner, forst og fremmest 19. juli-referatets og Grabogens, kunne hasvde sig i samtiden (jfr. n 88).

gen.Ejhellerfinder vi fra de embedsmaend, der kendte til sagen, nogen efterfolgende offentligt udtalt rnistro til nojagtigheden af Mohrs redegorelse,der dog stred sa tydeligt mod det 19. juli-referat, om hvis aegthed der »aldrig i ministeriet [havde] hersket tvivl« 128.

Mens denne holdning fra udenrigsministerens og hans embedsmaends side eventuelt kunne tilskrives almindelig kollegial loyalitet over for Mohr, er Scavenius' reaktion, der naturligvis er af central betydning, bemaerkelsesvaerdig: til trods for at han normalt ikke palagde sig saerlige begraensninger, nar det gjaldt om at forsvare den under beseettelsen forte politik, har heller ikke han relevante indvendinger mod Mohrs redegorelse af 25. juni 1946, forsavidt angar gengivelsen af samtalen med Ritter den 18. julil29, medens han pa andre punkter tager saerdeles energisk til genmaele mod Mohrs forklaringer i redegorelsen^X 3°.

1.3.2.3. 1953: Ritters referat og kommentarerne dertil. I 1953 bliver de tyske akter fra Auswartiges Amt offentliggjort, herunder ogsa Ritters version af samtalen med Mohr den 18. juli. Denne version₁₃₁ afviger benydeligt fra de hidtidige danske versioner af samtalen, Mohrs savel som Grabogens, og giver derfor Den parlamentariske Kommission anledning til at anmode Mohr. tilligemed Scavenius og forskellige implicerede embedsmaend i udenrigsministeriet, om kommentarer.

Mohrs kommentar132 tager form af en direkte gengivelse af 18. julireferatet,suppleret

---

128. Sj oqvis t 1 97 3b, p. 427.

129. Under en laengere, indirekte, polemik med Mohr (PK V, pp. 398-405) har Scavenius til referatet af 18. juli-samtalen kun den ene, naesten parentetiske bemaerkning, at han ikke forstar, hvorfor man blev sa overrasket over Ritters forslag om »Wirtschaftsunion« den 30. juli, hvis Ritter, som af Mohr refereret, allerede den 18. juli havde talt sa laenge om de tyske planer, herunder toldunion. Efter et svar fra Mohrs side, der i realiteten blot er en gentagelse af 25. juni-redegorelsen, forlader Scavenius sporgsmalet, hvis pointe nok i hojere grad var rettet mod den danske reaktion den 30. juli end mod Mohrs referat. (Scavenius' bemaerkning er i virkeligheden naermest en bestyrkelse af 18. julireferatets version, idet den overraskelse, som Scavenius vedkender sig at have folt den 30. juli, bedre lader sig forklare ud fra 18. juli-referatets end ud fra 19. juli-referatets version af samtalen med Ritter).

130. Scavenius' indvendinger med hensyn til Mohrs version af begivenhederne under Ritters besog den 30. juli 1940 gar betegnende nok ogsa pa sporgsmalet om, hvorvidt Mohrs notater om begivenhederne denne dag er samtidige eller udarbejdede senere. En tilsvarende tvivl rejses ikke over for 18. juli-versionen (jfr. i ovrigt ndf., pp. 345, 351-52).

131. Notits (»Aktenvermerk«) af 18. juli 1940, aftrykt PK XIII, pp. 260-61 og senest som bilag til Pasternak 191 A, pp. 126-27.

132. PK XIII, pp. 294-97; senest aftrykt som bilag til Pasternak 1974, pp. 127-30.

referatet,suppleretmed en argumenteret afstandtagen fra Ritters version pa naesten alle punkter. De sporgsmal, vi kan stille i denne forbindelse, er: hvorledes forholder Ritters referat sig til henholdsvis 18. og 19. julireferatet?Hvordan er forholdet mellem det direkte citerede referat, som Mohr nu fremlaegger, og det i 1946 fremlagte, indirekte formulerede? Og hvordan er reaktionen pa offentliggorelsen af Ritters referat og af Mohrs direkte citerede version af 18. juli-referatet^{131 3} 3?

Deter ikke svasrt at se, at forholdet mellem Ritters referat og de danske versioner er praeget af sadanne uoverensstemmelser og afvigelser, at en nojere droftelse er pakraevet¹3 4. Konkret er formentlig folgende punkter af interesse: Mohr skal ifolge Ritter »wiederholt und in dringlicher Form« have ytret onske om, at der snarest optoges forhandlinger om de okonomiske sporgsmal, som fulgte af 8. juli-erklaeringen, »und zwar in Berlin«; Ritter skal i denne forbindelse have fastslaet, at initiativet til forhandlinger udgik fra dansk side; endelig skal Ritter have undgaet at naevne bestemte former for okonomisk samarbejde, f. eks. toldunion, men det skulle af samtalen vaere fremgaet, at det var sadanne former, Mohr havde i tankerne.

Hvad Mohrs »gentagent udtrykte og indtraengende« onske om snarligeforhandlinger angar, kan Ritters referat lueses pa forskellig made: Tages det som en pastand om, at Mohr uopfordret fremkom med onsket om sadanne forhandlinger¹³⁵, er det i uoverensstemmelse med bade 18. og 19. juli-referatet, hvor Mohr klart svarer pa et sporgsmal. Laeser man omvendt Ritter, sa Mohrs onske udtrykkes i et sadant svar, er Rittersfremstilling selvfolgelig naermere 19. juli-referatet, i og med at Mohr i dette sidste svarer übetinget ja; men heller ikke i 19. juli-referatet er dette ja gentagent eller indtraengende. Hvad der derimod gentages fra dansk side, og vel at maarke i begge danske versioner, er onsket om, at eventuelle forhandlinger kommer i gang, mens de tyske tanker endnu er pa et formativt stadel36. Gentagelsen er endda staerkest i 18. juli-referatet.Med andre ord: ved afvigelserne pa dette punkt er afstanden til

---

133. Hvad det forste sporgsmal angar, kan divergenser mellem 18. juli-referatet og Ritters referat af samme dato vel kun indirekte belyse det forstnasvntes autenticitet; men indebaerer divergensen samtidig en storre overensstemmelse mellem Ritters referat og 19. juli-referatet, ligger heri en indikation af, at dette sidste snarest er det autentiske og originale.

134. Pasternak 197 4, pp. 108-21, gar med stor grundighed ind pa forholdet, men pa delvis andre praemisser og med delvis anderledes vendte konklusioner end de ndf. dragne.

135. Jfr. bemaerkningen om det danske »initiativ«.

136. Tanken om at lade eventuelle droftelser begynde i Berlin er ligeledes faelles for begge danske versioner.

begge danske referater den samme, og ved overensstemmelserne er nasrhedeni
en henseende staerkest til 19. juli-referatet, i en anden henseende
til 18. juli-referatet.

At initiativet til J'orhandlinger skulle vaere udgaet fra dansk side, er pa samme made en pastand, der kan lseses som overensstemmende eller uoverensstemmende med de danske referater. Heri fremsaetter Mohr som nasvnt ikke sua sponte onsket om forhandlinger; pa den anden side er besoget i Berlin som sadant begrundet med 8. juli-erklaeringen, som klart kunne fortolkes af tyskerne som havende initiativets karakter^{131 3} 7.

Pa det sidste punkt, toldunionen, er de to danske referater aldeles
enige i deres af stand fra Ritter, som i dem begge angives at vaere den,
der har naevnt toldunion som en mulig samarbejdsform.

Den almindelige konkhision ma for mig at se blive, at Ritters refer at ganske vist udtrykker en langt mere positiv dansk holdning end den, der kommer til udtryk i de to danske referater af henholdsvis 18. og 19. juli, men at denne klare vaegtforskydning ikke ved en konkret analyse kan fortolkes som en stotte til 19. juli-referatet fremfor 18. julireferatet * 3 8.

Reaktionerne i denne fase bliver i forste omgang reaktioner pa Ritters referat, der som naevnt tilsendes en raekke personer til udtalelse. Blandt disse er Wassards, Sthyrs og Scavenius' svar af interesse^{131 3} 9. For det forste er de alle, ligesom Mohr, afvisende i deres almindelige kommentarertil Ritters versioni 4°; hertil kommer, at Sthyr og Scavenius i deres svar specielt omtaler Mohrs referat af 18. juli-samtalen. Sthyr fastholder saledes, at Ritters referat er i uoverensstemmelse med »det referat af samtalen, som Mohr aflagde efter sin tilbagekomst til Kobenhavn dagen efter samtalen med Ritter«, og som »har dannet grundlaget for meddelelsenom samtalen i udenrigsministeriets grabog«¹⁴¹. Det referat, der

---

137. Saledes ogsa Scavenius i sin kommentar over for Kommissionen, PK XIII, p. 293; jfr. i samme retning Fink 1 9 7 3, p. 515 og 1 9 7 4, p. 142.

138. Saledes i realiteten ogsa Pasternak 197 4, p. 112. Anderledes Sjoqvist 19 7 3b, p. 432 (der dog ikke argumenterer sin pastand konkret, jfr. Pasternak 1974, p. 115 - vistnok med meningsforstyrrende trykfejl - og 120). Deter ikke nodvendigt her at tage stilling til sporgsmalet om, hvorfor Ritters referat er sa. meget mere positivt end de danske. Det star dog klart, at denne positive karakter kunne have en nyttig funktion for Ritter i det interne tyske magtspil. Laeser man hans referat i lyset af dette forhold, gores en eventuel pavisning af dets stotte til 19. juli-referatet endnu vanskeligere.

139. PK XIII, pp. 293, 298-301.

140. Wassard finder ganske vist »overensstemmelse i hovedlinierne« (PK XIII, p. 301) mellem Grabogen og Ritters referat, men kan vist kun gore dette, fordi han fortolker dette sidste som en bekrseftelse pa, at initiativet til toldog montunionsforhandlingerne var tysk.

141. PK XIII, p. 299.

her sigtes til, kan kun vasre 19. juli-referatet. Sthyr gar altsa her imod
den opfattelse *4 2, at Ritters referat stemte vel overens med 19. julireferatetog
derved styrkede dette sidstes trovaerdighed.

Endnu mere interessant er Scavenius' bemaerkning i denne henseende.
I hans svar til Den parlamentariske Kommission hedder det til slut:

»Til sammenligning med ambassador Ritters referater af samtalerne i Berlin og Kobenhavn forekommer det mig pakraevet at fa frem, dels direktor Mohrs beretning om sin samtale med Ritter i Berlin, dels det af Mohr optagne referat af min forste samtale med Ritter. Efter sa mange ars forlob er det vel muligt at bevare i erindringen hovedlinierne i dengang forte samtaler, men derimod ikke enkeltheder«.¹⁴³

Uden at kende dette brev citerer Mohr fa dage senere i sit eget svar til Kommissionen 18. juli-referatet. I betragtning af den citerede slutpassus i Scavenius' brev ma denne vaere levende interesseret i det nu af Mohr citerede aktstykke og i, hvorvidt dets indhold stemmer med hans erindring; og hvis 19. juli-referatet var det eneste referat, han hidtil havde set fra Mohrs hand om sagen, ville man kunne forvente en eller anden form for indsigelse eller i hvert fald en tvivlende foresporgsel i stil med den, han i 1946 havde formuleret med hensyn til Mohrs erindring om 30. juli-referaterne^{141 4} 4. Men Scavenius giver ikke over for Kommissionen udtryk for nogen tvivl eller indsigelse med hensyn til det direkte citerede 18. juli-referat.

Hvad angar jorholdet mellem 18. juli-referatet som citeret af Mohr i 1953 og som det jremgar af den fotografiske gengivelse, er der ikke grund til at ga i detailler. Overensstemmelsen er sa fuldstamdig, som man med rimelighed kan forlange^{141 4} 5.

1.3.2.4. Konklusion. Vi kan sammenfattende om perioden 1945-53/54 konkludere: Mohrs 18. juli-versioner af samtalen med Ritter praesenteres i rimelig indbyrdes konsistens; de svaekkes ikke i forhold til 19. julireferatetaf andet opdukkende materiale; de bestrides ikke af de involveredeembedsmasnd; og selv Scavenius kommer kun med en enkelt detailbemaerkningdertil,

---

142. Saledes S)oqvist 1973b, p. 432.

143. PK XIII, p. 293.

144. Jfr. ovf., n 130.

145. Kun en enkelt afvigelse kan siges at have en vis betydning, nemlig det ton- Iose »tilkendegivelse«, hvor 18. juli-referatet har »tilkendegivelser« (Nissen 19 73, p. 459). 1946-versionen har her, ligesom 19. juli-referatet, det helt positive »tilkendegivelsen«, som Mohr samtidig opponerer mod som en tilsnigelse. Originalens afsluttende »r« er tydeligvis resultatet af en rettelse. Jfr. n 59 ovf.

tailbemaerkningdertil,der knap nok har karakter af kritik¹⁴⁶, og bestrideri ovrigt pa intet punkt eller tidspunkt Mohrs redegorelse af 1946 om 18. juli-samtaien eller det senere af Mohr fremlagte direkte citat af 18. juli-referatet af denne samtale.

1.3.3. 3. fase (1965-66)

I midten af 1960'erne henvender Mohr sig til udenrigsministeriet med en raekke handskrevne notater, herunder originalerne til udstregningsnotatet og 18. juli-referatet, og far dem efter anmodning renskrevet og afskrifterne henlagt i ministeriets arkiv. Originalerne far han tilbage fra arkivet, hvorpa han destruerer dem, idet Nissen dog forinden har faet lov at affotografere originalen til 18. juli-referatet.

Deter forstaeligt, at bade Sjoqvist og Fink i deres kritik af Mohrs beretninger har haeftet sig ved dette forhold. For Fink synes sporgsmalet om, hvorfor Mohr destruerede sit referat, ligefrem at vaere det kildekritiske problem af relevans^{141 4} 7.

Det kan ikke naegtes, at et begivenhedsforlob sorn det skildrede er egnet til at vaekke mistanke og forundring; men deter min opfattelse, at dette forst og fremmest skyldes ellipser i fremstillingen, og at denne i sin fuldstaendige sammenhaeng gor det muligt at forklare Mohrs handlemade, uden at denne far noget suspekt eller odiost pra?g¹⁴⁸.

Mohr henvender sig til udenrigsministeriets direktor med sin anmodning om afskrift i februar 1965¹⁴⁹. Han begrunder anmodningen med, at notaterne, der er skrevet med blyant, gennem brug og aelde er blevet naesten ulaeselige for ham¹⁵⁰. Direktoren og overarkivaren indvilliger i at lade afskrifterne foretage og henteegge i ministeriet, og aftalen bliver, at materialet, efter en endelig kontrol og eventuel kommentering fra Mohrs side, skal tilga arkivet til afskrift.

En manedstid senere henvender Nissen sig for forste gang til Mohr med etnmodning om oplysninger til brug for det historiske arbejde om aret 1940, som Nissen er ved at samle stof til. Mohr er villig hertil, og i en samtale med Nissen og Hans Kirchhoff kort efterlsl lover han bl. a.

---

146. Jfr. n 129 ovf.

147. Fink 1 973, p. 515.

148. Deter klart, at en sadan forklaring tildels kommer til at bygge pa übeviselige psykologiske konstruktioner; men selv sadanne kan efter omstaendighederne have en betydelig grad af plausibilitet.

149. Notat af 14. juli 1971 af Sjoqvist, UM j. nr. 99 F 3/36.

150. Mohrs enke har i en samtale med forf. oplyst, at Mohrs syn pa dette tidspunkt faktisk var ret ringe; fru Mohr mente i ovrigt at erindre, at hun selv, bl. a. pa denne baggrund, havde tilskyndet sin mand til at fa notaterne afskrevet.

151. Transskript af samtale af 22. marts 1965, Mohr, RA.

at sorge for, at en kopi af udenrigsministeriets afskrift af hans notater til sin tid tilgar dem. Dette sker ogsa, efterhanden som afskrivningen skrider frem i lobet af sommeren 1965, og i begyndelsen af august er processen tilsyneladende fuldendt¹⁵². Renskriften ligger nu i udenrigsministerietsarki v¹⁵³, og en kopi heraf hos Nissen og Kirchhoff, mens originalerne er blevet tilbageleveret Mohr. Det ma fastholdes, at intet indicerer, at Sjoqvist eller Nissen pa dette tidspunkt eller tidligere har anmodet Mohr om at bevare, endsige at udlevere, originalerne.

Over et ar efter, i September 1966, skriver Nissen til Mohr¹⁵⁴ og beder nu om lov til at lade originalen til 18. juli-referatet affotografere, da han gerne vil bruge dele af et sadant fotografi som illustration i sin bog om 1940. Nissen omtaler i sit brev ikke andre af Mohrs originale notater. Pa dette brev svarer Mohr venligt og imodekommende, medsender dokumentet og giver Nissen lov til at lade det affotografere til det angivne formal *5 5.

En manedstid efter returnerer Nissen dokumentet¹⁵⁶. Han undskylder forsinkelsen, der skyldes, at Rigsarkivets fotograf har haft svaert ved at fotografere den utydelige tekst. Han meddeler videre Mohr, at Rigsarkivet foreslar, at blyantsteksten fikseres, og at arkivet i ovrigt er villigt til at lade alle Mohrs originalnotater fotografere. Herpa svarer Mohr:

»Tak for Deres venlige brev af 19. ds. med det returnerede bilag.

Jeg skulle gerne have stillet de gamle handskrevne optegnelser til disposition for Rigsarkivet, men de eksisterer ikke mere. Da de maskinskrevne afskrifter var taget i 2 eksemplarer, og der blev ryddet op i mine skuffer, blev de tilintetgjort undtagen optegnelsen om samtalen med Ritter, og den er jo nu allerede blevet fotograferet. Det var efterhanden blevet mere og mere vanskeligt for mig at laese de gamle blyantsoptegnelser. [. .. ]«157«¹⁵⁷

Nissen svarer med en beklagelse; han fremsaetter ikke i den forbindelse
noget onske om, at Mohr forholder sig pa den ene eller den anden made
med hensyn til originalen af 18. juli-referatet.

Hermed slutter korrespondancen pa dette punkt. Pa et - ikke naermere
bestemt - tidspunkt derefter ma Mohr have tilintetgjort originalen
til 18. juli-referatet.

---

152. Jfr. takkebrev fra Nissen til Mohr af 6. august 1965, Mohr, RA. (Den folgende korrespondance mellem Nissen og Mohr findes i Rigsarkivet, dels i Mohrs papirer, dels i Nissens samlinger om besaettelsestiden).

153. UM j. nr. 99 F 3/36.

154. Brev Nissen-Mohr af 16. September 1966.

155. Brev Mohr-Nissen af 19. September 1966.

156. Brev Nissen-Mohr af 19. oktober 1966.

157. Brev Mohr-Nissen af 25. oktober 1966.

Denne sekvens ai: begivenheder synes mig at stille Mohrs handlemade i et andet og gunstigere lys. Mohr er meddeler, og przeges klart af meddeleres typiske interesse i at haevde deres version af et begivenhedsforlob; men deter til beklageligt overmal dokumenteret, at historiker er han ikke: han savner aldeles historikerens sans og omhu for, at kildematerialets renhed bevares. Derimod er han abenbart indstillet pa samarbejde med historikere og pa at opfylde deres onsker i det omfang, det er ham muligt. Begivenhedsforlobet svarer plausibelt til disse psykologiske traek: Fra et »meddeler«synspunkt ma afskrifter vaere lige sa gode som originaler, nar afskrifterne er foretaget »officielt« i udenrigsministeriet. Hvorfor da beholde originalerne, nar man alligevel darligt kan laese dem, og nar ingen historiker pa dette tidspunkt har ytret onske om, at han beholder dem? At originalen til 18. juli-referatet ikke inddrages i destruktionen er rimeligt nok i betragtning af dets saerlige karakter og aktualitet. Da en historiker et ar senere manifesterer interesse i dette dokument i form af et onske om affotografering, er han helt villig hertil. Men nar dette er maximum af, hvad man fra historikernes side ytrer onske om, og onsket er opfyldt gennem affotograferingen, hvorfor da blive ved at gemme originalen til 18. juli-referatet? Nu er det saerlige ved dette dokument, Scavenius' streger, jo gennem fotografiet bevaret for eftertiden; og selve referatet er lige sa ulaeseligt for Mohr, som de andre notater var det. Tankegangen forekommer logisk og utvungen. Og folger vi den, ledes vi fra en tung mistanke over i en dyb beklagelse, ogsa af at ingen af de involverede historikere i 1965 eller 1966, sa vidt vi kan se, taenkte pa at bede Mohr beholde originalerne til sine notater eller i det mindste til 18. juli-referatet; vi mangier ethvert holdepunkt for at antage, at en sadan anmodning ikke ville vaere blevet efterkommet.

1.3.4. De psykologiske sporgsmal

Tilbage star nu kun, som naevnt i indledningen, en gennemgang af nogle sporgsmal af mere psykologisk art, som pa forskellig made kan pavirke vor bedommelse af 18. juli-referatets autenticitet og udstregningsnotatets

1.3.4.1. Den moralske bedommelse af Scavenius' handlemade den 19. juli 1940. Sjoqvist er af den opfattelse, at Mohrs beretning i udstregningsnotatet om Scavenius' strygninger i 18. juli-referatet, hvis den er sand, »kaster et saerdeles odiost skaer over Erik Scavenius' karakter og hasderlighed, ja ogsa over hans intelligens« 158. Denne konklusion forekommer mig ikke indlysende.

---

158. Sj oqvist 1 9 73 b, pp. 426-27.

Selve det forhold at referater af samtaler og forhandlinger rettes - undertiden skamrettes — af hierarkisk overordnede, er et fsenomen, som vel enhver embedsmand, i udenrigsministeriet som andetsteds, har vasret ude for, og som ikke medforer noget odium, men hojst en zergrelse hos den, der ser sit vaerk underkendt. Karakteren af sadanne rettelser kan naturligvis blot vaere rent sproglig og logisk; men allerede heri kan ofte ligge et moment af substans; og rettelser, der mere abenbart vedrorer substansen, er efter min egen erfaring pa ingen made ussedvanlige. Naturligvis vil sadanne substansrettelser kunne blive sa vidtgaende, at den egentlige samtaledeltager og oprindelige koncipist ikke laengere onsker at staved resultatet og ma naegte at underskrive det; men hvornar dette punkt nas, ma afgores ud fra de konkrete omstaendigheder.

Disse omstaendigheder synes i det foreliggende tilfselde ikke at fore rettelsen i retning af det for Scavenius £ererorige. Det ma erindres, at Mohr ikke med sine udtalelser kunne binde den danske regering, dels fordi denne ikke havde taget udtrykkelig stilling til de sporgsmal, der rejstes af Ritter, og dels fordi Mohr i den konkrete situation var uden instruks og pa rent hoflighedsbesog uden anden funktion end en forsigtig sondering og afgivelsen af forsigtige svar pa eventuelle tyske sonderinger. Han er med Finks tidligere refererede udtryk en udprasget biperson. Hovedpersonerne er regeringen, som den 19. juli af Scavenius bliver bedt om at tage stilling til, hvorledes man vil forholde sig til de tyske planer, som de bl. a. var kommet til udtryk gennem Ritters folere i samtalen med Mohr dagen i forvejen. Pa denne stillingtagen kan Scavenius' rettelser til det mere positive af Mohrs svar ikke antages at have haft nogen vaesentlig indflydelse, da disse svar som sagt ikke bandt regeringen. Hojst kunne der vaere tale om, at det tilrettede referat lagde op til en mere ukompliceret droftelse og godkendelse af Scavenius' fortolkning af erklaeringen, end 18. juli-referatet ville have gjort.

Hvorfor da overhovedet rette? Maske fordi ministre foretraekker koncise referater, ikke mindst nar de er beslutningsgrundlag; og videre vel, fordi det ma have aergret Scavenius at se sin direktor, i misforstaet eftertaenksomhed, rejse tvivl om grundlaget for og det seriose i 8. juli-erklaeringen. I modsaetning til fejlen med hensyn til niveauet for droftelserne behovede denne fejl imidlertid ikke refereres for at kunne redresseres, jfr. at regeringen pa basis af 19. juli-referatet - maske, som nasvnt, endda med faerre psykologiske vanskeligheder - kunne acceptere den danske follow-up, som »takkebrevet« til Ritter udgjorde.

1.3.4.2. Hvorfor tav Mohr indtil 1965? Flere forfattere^{151 5} 9 har bemaerket, at det virker suspekt, at Mohr forst i 1965, efter Scavenius' dod, fremkom med forklaringen om dennes rettelser i 18. juli-referatet, sa meget mere som Mohr i 1946 (og 1953) i forbindelse med sine redegorelser til Den parlamentariske Kommission havde haft en oplagt mulighed for, ja efter Sjoqvisls opfattelse¹6 ° ligefrern en pligt til, at give oplysning ogsa om dette moment.

Deter naturligvis rigtigt, at enhver beskyldning mod andre principielt bor fremsaettes pa et tidspunkt, hvor den angrebne endnu har mulighed for at forsvare sig. Ved forst at gore udstregningsnotatet tilgaengeligt efter Scavenius' dod har Mohr for sa vidt overtradt denne moralske pligt. Vor bedommelse af denne overtraedelse ma dog mildnes i det omfang det kan vises eller sandsynliggores, som deter sogt gjort ovenfor, at de oplysninger, der tilbageholdtes, ikke havde karakter af aererorige beskyldninger, men snarere matte betragtes som traek til belysning af Scavenius' almindelige handlemade.

Under alle omstaendigheder er det, der her har interesse, imidlertid ikke den almindelige moralske bedommelse af, at Mohr taler ud i 1965, men vor specielle kildekritisk begrundede interesse i, hvorfor Mohr indtil 1965 tav stille. Den rejste kritik af Mohrs tavshed gar her pa, dels at nan ikke har udnyttet den naturlige lejlighed i 1946 (og eventuelt 1953) til at fremlaegge den fulde sandhed; og dels at han (som folge deraf) har afskaret Scavenius fra at blive bekendt med Mohrs forklaring og dermed fra at kunne dementere den.

Jeg vil heroverfor haevde, at afgivelsen af redegorelsen til Den parlamentariske Kommission i 1946 ikke var en naturlig anledning for Mohr til at komme med de naevnte oplysninger; og at Scavenius pa den anden side gennem Mohrs forklaringer fik tilstraekkelig mulighed for at reagere, kommentere og eventuelt dementere.

Hensigten med Mohrs beretning var at udbygge den viden, som Den parlamentariske Kommission havde om told- og montunionsforhandlingerne,og som indtil da kun havde bygget pa Grabogen. Da denne, som vi har set, er ret kortfattet med hensyn til begivenhederne i Berlin den 17.-18. juli 1940, og da Mohr er det pa davasrende tidspunkt enestelevende danske vidne til disse begivenheder, er det rimeligt nok, at han i vaesentlig grad netop koncentrerer sig herom. Hans redegorelse tagerform af en gengivelse af indholdet af 18. juli-referatet og modtagelsesnotatet.Hermed

---

159. Saledes Sjo qvi stst 19 7 3 b, p. 427 og F ink 19 7 3, p. 514.

160. Sjoqvistl973b, p. 428.

sesnotatet.Hermedhar Kommissionen, set fra hans synspunkt, faet den
korrekte og detaillerede version af de pagaeldende begivenheder i haende,
og det naturlige formal med beretningen er opfyldt.

Del forhold, at Mohr tillige sidder inde med oplysninger, der forklarer, hvorfor der fra hans hand foreligger en afvigende version, og hvorfor denne version ikke star til troende, ma i hans ojne vaere irrelevant for Kommissionen, sd Icenge denne fcester lid til den ejter hans opfattelse korrekte 18. juli-version. Hvis Mohr pa eget initiativ havde tilfojet de pagaeldende oplysninger - svarende til substansen i udstregningsnotatet - til sin beretning til Kommissionen, havde det vaeret ensbetydende med at henlede Kommissionens opmaerksomhed pa en konkurrerende version, som han selv ansa for vildledende og fortegnet. En sadan handlemade matte forekomme ham ikke blot unaturlig og unodvendig, men direkte skadelig for Kommissionens interesser, idet den kun kunne fore til, at troen pa den efter hans mening korrekte version eventuelt svaekkedes.

Set fra Mohrs synspunkt kunne det kun blive nodvendigt overhovedet at tage sporgsmalet om kildegrundlaget for beretningen af 25. juni 1946 op over for Kommissionen, hvis dennes undersogelser i ovrigt forte til, at der rejstes tvivl om beretningens indhold. Og det var videre kun nodvendigt for ham, og formdlstjenligt for Kommissionen, i en forklaring om kildegrundlaget at komme ind pa pastanden om Scavenius' udstregninger, hvis den rejste tvivl baseredes pa 19. juli-referatet. Som vi har set, rejses der ikke i 1946, men forst i 1953/54, efter fremkomsten af Ritters referat, tvivl om indholdet af Mohrs beretning; og Mohrs reaktion er heroverfor netop at redegore for kildegrundlaget for beretningen. Hvad 19. juli-referatet angar, fremlaegges eller paberabes det ikke for Kommissionen, hverken i 1946 eller i 1953/54; det bliver derfor aldrig hverken nodvendigt eller rimeligt for Mohr at meddele Kommissionen indholdet af udstregningsnotatetiGI.

Hvad sporgsmalet om Scavenius' mulighed for dementi angar, forelaeggerMohr i 1946 en version, der hos enhver, der kendte 19. julireferatetog ansa det for korrekt, matte vsekke dyb undren og anspore til borende efterforskning. Muligheden for og anledningen til en kritik,

---

161. Om nogen pligt til meddelelse af »the whole truth* til Den parlamentariske Kommission, som haevdet af Sjoqvist, kan der ikke vaere eller have vaeret tale: i sa fald havde udenrigsministeriet selv i hvert fald overtradt denne pligt eklatant ved ikke at meddele Kommissionen 19. juli-referatet og de fyldige oplysninger fra Grabogens forarbejder, der gled ud i den endelige redaction. For en opfattelse, der implicerer en klar afstandtagen fra tanken om en sadan pligt, se i ovrigt Sthyrs generelle ledsagende brev til Kommissionen, PK XIII, p. 298.

»OM« stod ham for ojnene; og han skal have fremstillet sig selv snart som vildt remonstrerende mod Scavenius, snart som mere scaveniansk end sin udenrigsminister. Han skal videre have fremlagt det notat, der er behseftet med disse besynderligheder, i form af et nusset og gennemrettetstykke papir, der tillige er udstyret med indholdsmaessigt totalt overflodige tilfojelser og udviskninger, denned sikkerhed kan betragtes som uautentiske, og som derfor ikke kan undga. at kaste mistanke over referatet som helhed. Og endelig: han skal have vist dette sjuskede stykke arbejde til en historiker, der kunne kontrollere det; han skal have hidfort en ordning, hvorved en anden trasnet historiker, nemlig udenrigsministerietsoverarkivar, fik mulighed for at ga dokumentet efter i sommene; og efter at det havde bestaet begge disse ildprover, i den forstand at det var blevet godtaget af den ene historiker, og af den anden uden indsigelse var blevet omsat i en afskrift, der ikke laengere dokumenterede dets markante materielle brist, skal han, i stedet for at anvende en naerliggende og plausibel undskyldning for at destruere det, eller i det mindste haevde, at han havde destrueret det, og saledes unddragedet de tvivl, som han trods alt ma have kunnet ane i kimingen, have indvilliget i at lade det affotografere, sa dets snuskede form og abenlyse maerkvasrdigheder for evigt kunne fikseres for eftertidens kritiskebli k169.

Deter en nodvendig (men vel at maerke ingen tilstraekkelig) betingelse for forfalskningsteoriens rigtighed, at dette billede af Mohr som falskner kan gores plausibelt - en behandling det vel kan behove. Konsistent med den rationelle model er det som sagt pa ingen made. Kun to andre mulige forklaringsmodeller synes at byde sig til: Mohr ma have vzeret usaedvanlig dum; eller han ma have vaeret usaedvanlig snu.

Ingen af de to forklaringer formar dog at overbevise: Det forekommer pa den ene side lidet acceptabelt, at udenrigsministeriets forhenvaerende direktor, en topdiplomat der endnu er i fuld funktion, skal have udvist en sa bundlos enfoldighed som den, der i sa fald matte antages. Var Mohr da snu? I sa fald skal denne usasdvanlige snuhed manifesteres deri, at Mohr under omstaendigheder, hvor et »rationelt« falskneri havde kunnet konstrueres med ringe ulejlighed og formentlig havde vundet vid tiltro, i stedet valgte en losning, der matte vaekke dyb mistsenksomhed hos erfarne historikere.

Hertil kommer endelig en faelles vanskelighed ved de to modeller,
den »dumme« og den »snu«, nemlig at de ikke tillader noget stringent

---

169. Saledes ogsa Pasternak, 1 974, pp. 119-20.

modbevis. Kan vi ikke logisk forklare en udstregning? Deter, fordi falsknerenMohr har vaeret for dum til at se problemet. Kan en anden udstregningforklares logisk? Deter, fordi Mohr trods alt ikke var sa dum, at han ikke sa det problem. Pa samme made: Er referatet gennemrettet?Deter, fordi Mohr var sa snu, at han anede vor mistanke til et dokument, der var for »perfekt«. Er der da steder, hvor referatet tilsyneladendeer udformet, som vi ville vente det? Deter, fordi Mohr var sa snu, at han indsa, at for megen grund til mistanke ogsa var af det onde. For forfalskningsteoriens tilhsengere har lagt sig fast pa konsistenteog plausible kriterier for, hvad de vil anse for et eventuelt modbevisaf deres fortolkning, vil denne teori have svaert ved at haevde sig.

2. Det etiske aspekt

I det foregaende har jeg sogt, sa grundigt og overskueligt som muligt, at opstille prasmisserne for en konklusion med hensyn til autenticiteten af 18. juli-referatet og sandheden af udstregningsnotatet. Konklusionen kan imidlertid ikke drages, for vi har fastlagt de krav, vi vil stille til den; og denne fastlseggelse forer os over pa det omrade, som jeg indledningsvis betegnede som den samtidshistoriske kildekritiks etik.

I forbindelse med deres arbejde stilles historikere gang pa gang over for nodvendigheden af at bedomme trovasrdigheden af de kilder, der star til deres radighed. Denne kildebedommelse er kvantitativt og delvis ogsa kvalitativt mere omfattende og vanskelig for samtidshistorikeren, hvis materiale er sa uoverskueligt og bevaegeligt. En sadan kildebedommelse vil ofte kunne fore til, at kildens vaerdi relativeres stasrkt, eller maske, at historikeren helt afviser at tage den i betragtning. Afgorelser af denne art ma naturligvis begrundes over for lseseren; og for samtidshistorikeren kan der siges at gselde den sserlige forpligtelse til begrundelse, at kildebedommelsen implicerer en dom over endnu levende eller nyligt afdode personers trovasrdighed, og at de saledes berorte eller deres parorende har krav pa at fa at vide, og at andre far at vide, hvorfor det, de har meddelt, af historikeren er blevet vejet og fundet for let. (At deres eventuelle reaktion pa sadanne begrundelser udgor en af faktorerne i den naevnte »bevaegelighed« i det samtidshistoriske materiale, er en anden sag).

Det skulle normalt vsere muligt at formulere den nodvendige begrundelsefor forkastelsen af en kilde pa en made, der, uden at lade lsesereni tvivl om indholdet og vaegten af de rejste indvendinger, fastholder disse inden for en sprogligt uanfaegtelig referenceramme. Det videnskabeligesprog

skabeligesproger, som det diplomatiske, rigt pa udtryk, der kan anvendes
i dette ojemed.

Problemet opstar imidlertid, nar en begrundelse for en forkastelse af en kilde ikke alene bygger pa, men ogsa i sin formulering gengiver, en opfattelse, der set i straffelovens perspektiv objektivt har karakter af en injurie over for den bedomte meddeler. Dette er temmelig utvetydigt tilfaeldet i Sjoqvists konklusion med hensyn til Mohrs 18. juli-referat *7 °.

Lad mig med det samme understrege, at jeg ikke inddrager dette juridiske aspekt, fordi jeg mener, at deter eller bor vasre direkte relevant, hverken i det foreliggende tilfaslde eller overhovedet: intet ligger mig fjernere end med straffeloven i hand at soge at skraemme eller true agtvasrdige og seriose forskere. Men det juridiske injuriebegreb bygger pa en almindelig moralopfattelse. Og ikke blot indicerer forekomsten af objektive injurier derfor, at der bestar et sagforhold, som kan - og ofte bor - droftes ud fra almindelige moralske synspunkter; men de prindpper, der ligger bag den retlige bedommelse af injuriesager, reflekterer i. koncis form overvejelser, der forekommer mig at give en god vejledning ogsa uden for det egentlige juridiske omrade. Den efterfolgende diskussion har alene det formal at soge at udnytte denne indirekte relevans.

Den almindelige hovedregel i injurielovgivningen er udtrykt i straffelovens § 267, hvorefter »[d]en som kraenker en andens sere ved fornsermelige ord eller handlinger eller ved at fremsaette eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsastte den fornaermede i medborgers agtelse, straffes [. . .]« Under visse betingelser er fremsaettelsen af sadanne sigtelser dog straffri. Det gselder for det forste generelt, hvis deres sandhed bevis.es (straffelovens § 269, stk. 1). Bevisbyrden pahviler altsa i sa fald den, der har fremsat sigtelsen. Selv om sandhedsbevis ikke kan fores, er der dog andre muligheder for straffrihed, nemlig hvis der foreligger et sakaldt »ytringsprivilegium« 171. Dette er tilfaeldet, nar sigtelsen er fremsat »i god tro« og tillige den, der har fremsat den, enten »har vaeret forpligtet til at udtale sig«, eller »har handlet til berettiget varetagelse af abenbar almeninteresse«, eller »har handlet til berettiget varetagelse af eget eller andres tarv« (straffelovens § 269, stk. 1).

Lader vi sporgsmalet om sandhedsbevis ligge, kan vi sporge, om allerede
nogen af disse sidste tre betingelser kan finde anvendelse pa sigtelser
fremsat som begrundelse for historikeres kildebedommelse.

Forpligtet til at udtale sig i den naevnte forstand er den, hvem der

---

170. Jfr. n 14 ovf.

171. Stephan Hurwitz: Den danske kriminalret, Speciel del (1955), herefter forkortet: Hurwitz 1 95 5, pp. 345-50.

ifolge lovgivningen pahviler en pligt til at fremkomme med en udtalelse,
f. eks. som vidne i en retssag172; et sadant pligtmasssigt forhold kan ikke
antages at gaelde for historikere.

Den berettigede varetagelse af abenbar almeninteresse^{171 7} 3eraf storre relevans: almeninteressen varetages ganske vist ifolge teorien forst og fremmest af personer i offentlige hverv under udovelsen af disse, men ogsa andre taleror for offentligheden, f. eks. pressen, kan paberabe sig dette ytringsprivilegiu m¹⁷⁴; det vil pa forhand vzere naturligt at forestille sig, at ogsa seriost arbejdende historikere matte kunne henregnes til denne kategori.

Hurwitz har i en saerlig afhandlingⁱ⁷⁵ vaeret inde pa dette aspekt, idet han behandler sporgsmalet om graenserne for straffri videnskabelig kritik. Hans konklusion er her, at der vel i princippet ma taenkes at besta en sasrlig adgang til at fremsaette aerefornaermelser i forbindelse med videnskabelig kritik; men han tilfojer, at man ma underkaste den konkrete aerekrsenkelse en bedommelse for at fastsla, om den kan daekkes af det angivne ytringsprivilegium, og resumerer her sin egen holdning i folgende

»Medens der saledes endnu kan vasre efter omstaendighederne god grund til at fritage en faglig kritik for pligten til at fore sandhedsbevis ved beskyldninger for urigtige (usandfaerdige) eller tendentiose citater, plagiat, for at tilegne sig asren af andres forskningsresultater etc., idet sadanne beskyldninger - omend aerekraenkende - dog har en overvejende faglig karakter, bor bevispligten naeppe svaekkes med hensyn til sigtelser om, at den angrebne forfatter eller forsker har ladet sig bestikke til at udtale en anskuelse eller ligefrem har gjort sig skyldig iet videnskabeligt falsum eller maske endog bedrageri [. .. ]«178«¹⁷⁸

Man vil alts a se, at Hurwitz i realiteten hojst ma antages at indromme ytringsprivilegiet for den »normale« negative kildebedommelse, der betvivlerdet korrekte eller acceptable i indholdet af kilden, men udelukkerprivilegiet ved en karakteristik som den, der er foretaget i forbindelse med 18. juli-referatet. Hertil kommer, at Hurwitz' overvejelser gselder videnskabelig kritik, hvorved der tydeligvis normalt tasnkes pa dele af en meningsudveksling mellem fagfaeller *7 7. Imidlertid er »modparten« i en kildebedommelse ikke historikerens fagfaelle, der under videnskabs maske har produceret sig over for offentligheden og nu skal revses for

---

172. Hurwitz 1 9 5 5, pp. 345-46.

173. Ibid., pp. 346-47.

174. Ibid., pp. 346-47.

175. Juristen 1937, pp. 117-28 (herefter forkortet: Hurwitz 193 7).

176. Hurwitz 1 9 3 7, pp. 127-28.

177. Ibid., p. 127.

sine fejltagelser, men en »laeg« ophavsmand til en beretning. Denne lsegmandma for mig at se efter omstaendighederne vaere berettiget til en bredere beskyttelse end fagfasllen^* 78. I samme retning treekker en udtalelsefra Hurwitz¹⁷⁹ om det betaenkelige i at indromme et saerligt videnskabeligtytringsprivilegium for publikationer, der ikke fortrinsvis henvender sig til fagfolk. Endelig ma det for mig at se fastholdes som noget vaesentligt, at det, der eventuelt kunne begrunde almeninteressen i historikerens pastand, er selve hans kildebedommelse, men naeppe den saerligt angribelige formulering deraf: som naevnt vil historikere normalt vaere i stand til at formulere sig u-injurierende og alligevel med al (ogsa for almenheden) onskelig tydelighed. Alt i alt ma det antages, at heller ikke almeninteressen som ytringsprivilegium kan daekke historikerens situationved aerekraenkende kildebedommelser af den her omhandlede art.

Den berettigede varetagelse af andres eller eget tarv synes i realiteten efter teorien at omfatte sigtelser fremsat i afaeskede udtalelser og dermed at vaere uanvendelig som ytringsprivilegium i den foreliggende sammenhaeng.

Konklusionen ma da blive, at der juridisk normalt vil blive kraevet sandhedsbevis *8 ° for injurier fremsat som led i eller resultat af en historiskkildebedommelse. Sigtelsen skal med andre ord kunne bevises for at kunne fremsasttes straffrit^{11 81.8 1}. Sporgsmalet, om den blotte tro pa bevisligheden eller sandheden af sigtelsen ogsa bor disculpere, har naturligtnok ogsa vaeret droftet. Den »mildeste« konklusion er her den, at tro pa bevisligheden af sigtelsen vil kunne disculpere, mens tro pa sandheden ikke vil kunne have denne konsekvens^{181 8} 2. Efter min opfattelse er det dog et sporgsmal, om specielt videnskabeligt arbejdende historikere vil kunne paberabe sig tro pa bevislighed som erstatning for egentligt sandhedsbevis:deter netop historikerens opgave at ga til bunds i sagen for at finde og fremlasgge de beviser, der matte vaere, og den historiker, der bygger sin fremstilling pa troen pa, at hans udsagn kan bevises, men

---

178. Jfr. ibid., p. 127.

179. Ibid., p. 127.

180. Om dette begreb se Hu r witz 1 9 5 5, pp. 350-56.

181. Det ma tilfojes, at der formentlig i praksis regelmaessigt vil blive tale om strafbortfald for injurier af den naevnte art, fremsat uden at sandhedsbevis kan fores, men i ovrigt som led i seriose historiske fremstillinger Gfr. straffelovens § 269, stk. 2: »Straf kan bortfalde, nar der oplyses omstaendigheder, som gav foje til at anse sigtelsen for sand«); men dette pavirker ikke det principielle i sagen.

182. Se herom Hurwitz 19 5 5, pp. 355-56; Waaben, Nordisk tidsskrift for Kriminalvidenskab, 1956, pp. 276-77, accepterer ikke sondringen, og vil som hovedregel afvise disculperende virkning i begge tilfaelde.

ikke beviser dem, vil naeppe finde, at hans vaerk vinder udelt tilslutning
blandt folk af fagetlß 3.

Dette er den juridiske side af sagen, med andre ord de regler en domstol kunne tasnkes at laegge til grund, hvis den fik sporgsmalet forelagt. En forelaeggelse for domstolene vil imidlertid ret sjaeldent forekomme. Dels er injuriesager erfaringsmaessigt et slovt, henholdsvis tvesegget vaben til at forsvare sin sere med, og de fleste sagforere vil derfor vel frarade deres klienter at ga rettens vej i sadanne tilfselde, medmindre sagforholdet er aldeles abenbart. Men hertil kommer, at der er almindelig enighed om, at domstolene er scerlig darligt egnede til padommelsen af injuriesager inden for det videnskabelige felt¹⁸⁴. Hvad samtidshistorikeren^{11 8 5} derfor i praksis star overfor, vil ikke vaere et juridisk, men et moralsk problem. Han ma gore sig klart, at bestemte, efter hans mening berettigede, udtalelser fra hans side vil foles som aererorige og folgelig gore den omhandlede person og hans parorende ondt, specielt fordi disse udtalelser fremsaettes med hele den videnskabelige undersogelses vaegt. Pa den anden side vil han vide, at de saledes ramte, netop pa grund af dette videnskabelige moment, som er det ekstra sarende for dem, kun sjaeldent vil vove gangen til retten. Historikeren er altsa i en sserlig beskyttet situation, fordi de ydre, juridiske, begraensninger af hans ytringsfrihed ikke kan taenkes at ville blive aktiveret. Men med sa meget storre kraft stiller sporgsmalet sig, hvilke indre begraensninger han da bor palaegge sig med hensyn til fremsaettelsen af objektive injurier, og vel overhovedet med hensyn til enhver pastand, der i sin form er egnet til at vaekke mere end almindelig fortrydelse hos den berorte, og som kunne formuleres anderledes uden skade for indholdet.

Deter min opfattelse, at det krav, samtidshistorikeren bor stille til

---

183. At historikere derimod principielt baserer deres fremstilling pa troen pa de fremsatte pastandes sandhed, dette begreb forstaet rimeligt relativt, kan som naevnt ikke efter teorien fungere som erstatning for sandhedsbevis.

184. Saledes ogsa Hurwitz 193 7, p. 125, der deraf slutter, at »trangen til domstolsbeskyttelse ikke gor sig gaeldende i samme omfang«. Dette er nok lidt vidtgaende: trangen til beskyttelse er den samme, eller endog storre, men den rationelle forhabning derom mindre. Domstolspraksis er i ovrigt sserdeles mager pa dette felt.

185. Problemet er specifikt for samtidshistorikeren, for sa vidt som forskere, der beskaeftiger sig med seldre tider, i langt ringere grad behover at frygte, at deres vurdering affoder personlige reaktioner. Det juridiske korrelat til denne betragtning er reglen i straffelovens § 274, stk. 2, hvorefter der efter udlobet af en frist pa 20 ar efter den angrebnes dod kun idommes straf for injurier mod bedre vidende eller fremsat uden rimelig grund - betingelser, der naeppe vil vaere aktuelle for gode historikere.

sin egen fremstilling¹ 86, og som andre med foje kan stille til ham, er det, som ogsa den juridiske teori indicerer: der skal kunne fores positivt sandhedsbevis. Bevisbyrden ma utvetydigt pahvile forskeren, og kan ban ikke hinsides al rimelig tvivl godtgore sin pastand, bor han undlade at fremsaette den i en serekrsenkende eller sarende form. Da faeldende beviserer relativt sjaeldne planter i historikerens herbarium, og hans konklusionerderfor ofte ma stottes pa fortolkninger, formodninger o. 1., ma et korrelat til dette forste krav vaere, at undersogelsen af materialet i de pageeldende tilfaelde ma vaere sa udtommende som muligt og argumentationensaerlig indgaende og fuldstsendig, idet man kun saledes pa tilstraekkelig vis kan sikre sig mod al rimelig tvivl om resultatet og godtgore,at en fornoden sikkerhed foreligger. Den aererorige konklusion skal med andre ord kunne baeres af materialet, og af hele materialet.

Disse generelle konklusioner, som efter min mening bor danne den centrale kerne i den samtidshistoriske kildekritiks etik, ma ogsa fa belydning ved bedommelsen af det foreliggende konkrete tilfaelde, »Mohrsagen«. Som naevnt udgor den af Sjoqvist dragne konklusion om 18. juli-referatet som en »senere konstruktion« utvivlsomt en objektiv injurie. Sporgsmalet bliver da: er kilderne gransket til bunds? Og kan der pa baggrund deraf fores sandhedsbevis for beskyldningen?

Det forste sporgsrnal kan efter min mening i det store og hele besvares bekraeftende, omend Sjoqvist maske nok kunne have draget nytte af et grundigere studium af fotografiet af 18. juli-referatet og af Mohrs papirer.

Med hensyn til det andet sporgsmal foler jeg det imidlertid berettiget at haevde, at Sjoqvist ikke har leveret noget sandhedsbevis for forfalskningsteorien, og at et sadant bevis vel overhovedet ikke i dag vil kunne opstilles. Det kan med andre ord for mig at se ikke bevises, og bor derfor heller ikke pastas, at minister Mohrs referat af 18. juli 1940 ikke er autentisk.

---

186. Den hidtidige argumentation har kun vedrort kildebedommelsen; men argumenterne, og de krav, der kan stottes pa dem, kan for mig at se a fortiori anvendes pa fremstillingens ovrige led: de personer, der omtales i selve den historiske redegorelse, kan ikke taenkes at skulle nyde ringere beskyttelse end meddelere, snarere storre, idet meddelerne i det mindste selv med deres beretning har onsket at traede frem for et forum af forskere, og for sa vidt eksponeret sig for kritik, mens de personer, der omtales i historieskriverens vasrk (og sadanne ophavsmaend til kilder, der ikke ved deres eget forhold har bidraget til at fremlaegge disse for forskeren til anvendelse ved fremstillingen), efter omstsendighederne maske intet hojere onske har end at holde sig aldeles ude af ethvert rampelys.