Vornedskabets historie for 1660 er kun sparsomt belyst i den seldre historieskrivning2, og en udforlig undersogelse af systemets juridiske og praktiske udvikling siden 1400-tallet savnes stadig. Vornedrettens og pligtenshovedtraek dog fra Christian IVs tid nogenlunde klare: indenfor Sjaellands Lovs omrade var den mandlige almue forpligtet til at blive pa fodestavnen og eventuelt drive en af husbonden udpeget gard. En vorned, som forlod sin fodestavn uden husbondens tilladelse (i form af f. eks. et frihedsbrev) kunne forfolges, deles til stavns, dog inden for visse begraensninger 3. Vornedretten blev normalt kun overfort til en anden godsejer ved salg af jorden, men det var dog stadig i det 17.

---

1. Denne artikel er baseret pa materiale indsamlet til et afsnit af en Ph. D. afhandling, »The Peasantry and the Early Absolute Monarchy in Denmark, 1660-1708«, jeg er ved at forberede ved University of East Anglia (med okonomisk stotte fra University of St. Andrews). Jeg onsker saerlig at takke min supervisor, Dr. Stewart P. Oakley, samt amanuensis Claus Bjorn og dr. phil. Fridlev Skrubbeltrang for deres interesse og bistand under dette arbejde.

2. Mest omfattende er vel J. C. H. R. Steenstrup: Vornedskabet hos den danske bonde, Hist. Tidsskr., 5. r. VI (1886-87), s. 339-462.

3. F. eks. kunne en undvegen vorned ikke efter 21. marts 1620 blive domt fredlos (V. A. Secher: Forordninger, recesser og andre kongelige breve, (1887-1918), CCD, 111, s. 610 f.). Ligeledes syndes der i praksis ofte at have vaeret tidsbegraensninger for gyldigheden af krav pa vornedrettighed, i hvert fald pa kronens godser, se f. eks. abent brev af 3. juli 1572 angaende Mon (CCD I, s. 663 f.).

arh. muligt at udnytte vornedrettigheder som okonomisk aktiv ved bytte eller salg⁴. Vornedskabet har utvivlsomt ogsa pa andre mader virket demoraliserende pa bondestanden, f. eks. i tilfselde hvor husbonden udnyttedesine rettigheder til at skaffe arbejdskraft til afhjaelpning af odegardsproblemeruden at give tilstraekkelig stotte og okonomisk bistand⁵; men det kan naturligvis ikke konstateres, hvor ofte dette er sket.

Naervaerende undersogelse har til hensigt at klarlaegge vornedskabets udvikling fra enevaeldens indforelse indtil store nordiske krig. Det betydelige, men spredte materiale, som findes i amtsregnskaberne, er ikke benytte t⁶. Vornedskabets udvikling som institution er sogt belyst gennem centraladministrationens indgreb samt de praktiske (forst og fremmest retslige) konsekvenser heraf.

Udviklingen til Danske Lov

Allerede Christian IV viste interesse for en lempelse eller ophaevelse af vornedskabet. Man kender hans forsog af 1634 pa at opna almindelig ophaevelse, og hans tilbud af 1646 om frihedskob for kronens egne vornede 7; men specielt i sidstnsevnte tilfaelde er det tydeligt, at kronen forst og fremmest sigtede pa den financielle fordel frem for bondestandens interesse, og prisen var da ogsa sa betydelig (60 Rdl.), at kun fa benyttede sig af tilbudet. Forsoget blev ikke gentaget efter 1660, selv om ideen om ophaevelse ikke forsvandt helt⁸.

Enkelte gange brugte kronen tilbud om vornedfrihed pa saerlige godserfor at tiltraekke arbejdskraft. Denne fremgangsmade blev benyttet allerede i 1620 for Antvorskovs vedkommende9, og Frederik 111 gjorde lignende forsog pa andre krongodser, f. eks. pa Frydendall °. Muligvis har resultatet ikke vaeret saerligt overbevisende, for da amtmand Lutzow

---

4. Se f. eks. en handel bekraeftet af kronen 21. oktober 1640, Kancelliets Brevboger 1640-41 (1950), s. 285.

5. Arent Berntsen, Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed, 1656, I, s. 44 ff.

6. At denne slags materiale kan give vaesentlige resultater er for nyligt pavist af Jorgen H. Andersen: Lensregnskabernes stedsmalsregistre som landbohistorisk kilde, Hist. Tidsskr., 74 (1974) s. 62 ff.

7. J. C. H. R. Ste enstrup: Christian den Fjerde og vornedskabet, Hist Tidsskr., 5. r. IV (1883-84) s. 521 ff.; CCD V, s. 510.

8. Saledes synes f. eks. Gunde Rosenkrantz og Hannibal Sehested at have beskaeftiget sig med problemet, ifolge C. O. B 0 g g i1 d-A n d e r s e n: Statsomvteltningen i 1660 (1936) s. 24 og s. 48.

9. Bekraftet 2. april 1667, Sjaellandske Registre [herefter SR: ligeledes Sjasllandske Tegnelser, ST; Jyske Registre, JR; o. s. v.] nr. 110 og indlaeg.

10. 23. marts 1669, SR nr. 120; bekraeftet 21. September 1670, SR nr. 522.

22. november 1671 foreslog at tilbyde vornedfrihed for at tiltraskke bonderkarlefra andre provinser, og dermed afhjaelpe odegardsproblemet i Antvorskov, Korsor og Ringsted amter, blev tanken ikke taget alvorligtop i Rentekammeret eller af kongenll.

At disse forsog ikke skulle betragtes som skridt mod vornedskabets generelle ophcevelse er klart, hvis man sammenligner dem med forordningen af 5. december 1670. Denne sogte at sikre, at alle kronens vornede, som havde afstaet garde til ryttere (i forbindelse med oprettelsen af ryttergodserne), skulle »tilholdes« at faeste ledige garde andetsteds pa kronens godser, om nodvendigt i andre amter, dog med midlertidig afslag i afgifterne, hvis det drejede sig om odegarde. At denne foranstaltning sigtede udelukkende pa at afhjselpe manglen pa arbejdskraft fremgar tydeligt dels af Rentekammerets indlaeg af 28. September og 11. oktober, dels af selve forordningens bestemmelser om udstedelsen og handhaevelsen af passer og skudsmal¹². Kronen tovede saledes ikke ved anvendelsen af vornedretten i de egne, hvor der var et storre antal übesatte

Et eksempel pa ganske vilkarlig udnyttelse (eller misbrug) af rettighedernefinder man kort efter i en sag angaende Roskilde Domkirkes vornede.Amtmand J. Chr. von Korbitz indsendte 31. marts 1672 et memorandumtil kongen, hvori han forklarede, at domkirkens indtaegter svandt ind pa grund af det store antal odegarde, men at manglen pa arbejdskraft ikke kunne afhjaelpes ved almindelig udnyttelse af vornedrettighederne, eftersom mange forhenvaerende vornede kunne fremvise frihedsbreve udstedetaf »Kierche verger, Eller och Andre, som Godtzed, vere sig ex gratia eller udj Anden Possession verge, eller forlehning nodt haffuer«. Von Korbitz betvivlede gyldigheden af disse frihedsbreve, fordi han mente, godsbesidderne ikke havde udtrykkelig ret til at udstede dem, og foreslog derfor, at domkirken skulle have lov at dele vornedene til stavns. Det tog dog lang tid, for sagen kom til afgorelse, og forst 2. november1674 blev den behandlet i Statskollegiet. Desvasrre kan man ikke fra arkivmaterialet se, hvordan modet er forlobet, men koncepten til Statskollegiets betaenkning er bevaret, og denne indeholder vaesentlige rettelser, tilsyneladende i Griffenfelds handskrift. Statskollegiets betaenkningskulle oprindeligt have anbefalet annullering af de frihedsbreve, som var blevet udstedt af kirkevaerger og lignende siden 1660, dog saledesat kobesummen skulle tilbagebetales hver enkelt vorned »paa det de ei ofver slig E. kongl. Mts. Forordning med Rette skulde hafve sig at

---

11. Rentekammeret herefter Rtk. 211.9; Rtk. 211.4, fol. llv; 26. februar 1672.

12. SR nr. 736 og indlaeg.

besverge«. Selv om Griffenfeld, ifolge rettelsen, bekraeftede, at kirkevaerger,forstandere og lignende virkelig i henhold til kapitlets statutter havde ret til at udstede frihedsbreve, og »det och vel billig siuntes, at, om slig Friebrefve casseris skulde, de Vedkommende burde igien gifves och erstattes«, sa ville dette dog administrativt blive for indviklet. Den endeligebetaenkning anbefalede derfor, at alle sadanne breve udstedt siden 1660 og ikke bekraeftet af kongen burde annulleres uden erstatning, hvorefter domkirken kunne dele vedkommende vornede til stavns igen. Denne drastiske, men for domkirken mest enkle og billigste fremgangsmadeblev ivasrksat ifolge ordren af 11. november 1674 til von Korbitz13.

Deter ikke forbavsende at konstatere, at Roskilde-afgorelsen var juridisk utilfredsstillende. Ikke mindre end tre sager naede pa dette grundlag til Hojesteret i de folgende ar. Den ene drejede sig dog om et frihedsbrev udstedt for 1660, som retten derfor kunne bekraefte¹⁴. Den anden sag angik 4 vornede sonner, hvis frihedsbrev var udstedt af en pro-officio besidder: Retten henviste til Roskilde-afgorelsen og erklserede brevet ugyldigt¹⁵. Den tredje sag, som naede Hojesteret i 1683, var derimod mere indviklet, for den drejede sig om et frihedsbrev udstedt i 1668 af kansler Peter Reedtz, som da besad vedkommende ejendom som praebende. Hans underskrift synes at have gjort betydeligt indtryk: nogle assessorer mente, at praebender under alle omstaendigheder skulle betragtes anderledes, en assessor foreslog annullering med tilbagebetaling af kobesummen, men 8 andre mente, at Roskilde afgorelsen ikke havde almen gyldighed (pa trods af, at Hojesteret allerede havde benyttet den 2 ar tidligere). Retten bestemte derfor at udsaette sagen og, hvis forlig ikke kunne opnas, at referere den til kongen¹⁶. Uoverensstemmelsen blandt assessorerne viser hvor svag Roskildeafgorelsen var juridisk; men der er ingen tegn pa, at Hojesteret genoptog sporgsmalet senere.

Nationalmilitsens og rytteriets oprettelse (ifolge forordningerne af 4. juli
1664 og 30. September 1670) havde ingen direkte betydning for vornedskabeti

---

13. Roskilde-sagen kan folges fra ST nr. 544, 3. September 1672, gennem Statskollegiets protokol 3 b, fol. lOv ff. (med indlaeg i dokumenter 2b, 2. november 1674; se ogsa J. Lindbaek: Aktstykker og oplysninger til statskollegiets historie 1660-1676, (1910) s. 257 ff. og s. 447 ff.) til ST nr. 432, 11. november 1674, med indlaeg.

14. Hojesteret [herefter HR] 57, dombog, fol. 339/- ff., 21. juni 1676.

15. HR 73c, dombog 111, fol. 385/-ff., 17. februar 1681.

16. HR 83, staevningsbog, nr. 135; HR 86-7, voteringsboger, fol. 109rf. og fol. 84r f., 17. September 1683.

skabetidisse ar. Vornede, som havde erhvervet deres frihed lovligt, var ikke forpligtede til at stille sig til radighed ved udskrivning pa deres fodestavn¹⁷. Dog skabte godsomlsegningerne og mageskifterne i forbindelsemed ryttergodsets indrettelse tilsyneladende visse stridigheder angaendevornedrettigheder, og forordningen af 2. marts 1672, art. 1, bestemte derfor, at vornede, hvis fodested blev mageskiftet, ikke kunne deles til stavns af den ny husbond, hvis de, allerede for mageskiftet fandt sted, lovligt var flyttet andetsteds hen^* 8. Alligevel indeholder retsarkiverneet stort antal sager angaende vornedrettigheder i forbindelse med mageskifter, ikke mindst i tilfaelde hvor fodestavnen ikke var nojagtigkendt, eller hvor den ny husbond havde faet saerlige begunstigelse r^{19.1 9}.

Pa grund af landbefolkningens almindelige uvilje mod militsudskrivningen er det muligt, at enkelte godsejere, specielt i krigstid, udnyttede og misbrugte den indflydelse, som de abenbart havde pa sessionsproceduren. I 1678 provede den berygtede V. Fr. Wedell endog at gennemfore en slags vornedskab pa sit gods Wedellsborg pa Fyn ved at love godsets 130 faestebonder fritagelse fra soldatertjeneste (sa vidt muligt), hvis de forpligtede sig under ed til at blive pa godset ogsa efter krigens slutning. Selv om forsoget ikke lykkedes helt for Wedell²⁰, viser det dog hvordan militssystemet kunne udnyttes af godsejere uden for vornedskabets

Lignende tilfcelde, men angaende enkelte bonder, findes i andre retsarkiver.I 1682 blev Ejler Hoick af Holckenhavn i Vindinge herred indstaevnetfor Hojesteret i anledning af en stavnsbandsforpligtelse, som han havde faet en bonde til at underskrive i forbindelse med fritagelse for soldatertjeneste. Hojesteret bekraeftede dog forpligtelsen, fordi den var lovligt indgaet, selv om dette var sket uden for vornedskabets omrade²¹. Ogsa inden for Sjaellandske Lovs omrade kunne godsejere forsoge at udnytte militssystemet i denne retning. Saledes provede Conrad Hesse at tvinge en tidligere vorned til at opgive sit frihedsbrev og blive pa

---

17. Se f. eks. Bolle Luxdorphs ansogning og Statskollegiets svar 2. november 1674, L i n d b ae k, op. cit., s. 443 ff.

18. Dette blev bekrasftet i forbindelse med en ansogning fra prins Jorgen kort efter (ST nr. 579, 12. September 1672, og Rtk. 211.4, vol. 81rff., 10. oktober 1672).

19. F. eks. HR 19, stsevningsbog, nr. 31, 12. august 1669; HR 46, dombog A fol. 452rff., 23. juli 1674; eller Barse herreds tingbog, fol. 226v ff., 11. april 1682.

20. H. Knudsen: Tidligt stavnsband pa grevskabet Wedellsborg, Arb. f. Hist. Smfd. f. Odense og Assens Amter, XX (1932) p. 141-6.

21. HR 80, staevningsbog, nr. 22; HR 81-2, Voteringsboger, fol. 71rff. og fol. 59v ff., 7. September 1682.

fodestavnen, men Hojesteret bekraeftede i 1681 frihedsbrevets gyldighe
d22.

Med Danske Lovs offentliggorelse forela den forste (og sidste) udforlige juridiske definition af vornedskabet² 3. De fleste af artiklerne i bog 3, kapitel 14 stammer fra det forste projekt af 1669-72, og deter sandsynligt, at de fleste af Danske Lovs bestemmelser om vornedskabet kun bekraeftede almindelig praksis²⁴ eller tidligere forordninger2s. Af saerlig interesse er dog DL 3.14.1, som gav husbonden ret til at dele vorneden til stavns »med al hans formue«, og DL 5.2.85, som gav husbonden krav pa at blive underrettet, hvis en af hans vornede modtog arv. DL 3.14.6 fastlagde, at en vorned, som tjente uden for sin fodestavn, skulle give husbonden en arlig kendelse pa 2 lod solv.

For bonden var det naeppe af storre betydning, at DL 3.14.9 forbod salg af vornede, da denne bestemmelse kunne omgas gennem bytte eller andre aftaler. Derimod gav DL 3.14.8, som fastlagde, hvordan en vorned kunne kobe sin frihed, utvivlsomt storre sikkerhed mod eventuel godsejerforfolgelse: selv om tinglgesning nu blev nodvendig26, var der hermed skabt fuldt juridisk grundlag for frikob som sadan, og sandsynligvis bidrog bestemmelsen til den betydelige stigning i antallet af frihedsbreve erhvervet fra kronen efter 1683 (se nedenfor s. 300).

Af storste interesse er DL 3.14.13-14, angaende tidsfristen for eftersogningaf
vornede. Det forste projekt af 1669-72 foreslog en tidsfrist
pa 3 ar for forfolgelse i by erne; men sporgsmalet blev diskuteret i tredje

---

22. HR 77, dombog, fol. 712rff., 26. September 1681.

23. Der findes (i indlaegget til forordningen af 28. januar 1682, SR nr. 20) en renskrevet tekst til en forordning, dateret 28. januar 1682, hvis ordlyd er som Danske Lov 3.14 (dog med art. 13 anderledes opstillet og uden art. 14); men den mangier kongens underskrift og er antagelig aldrig udstedt. Steenstrup har antydet, at dette kan have forbindelse med Christian Vs onsker (efter gehejmerad Moths udsagn) om en lempelse af vornedskabet pa trods af de sjasllandske godsejeres interesser (Steenstrup: Vornedskabet hos den danske bonde, (p. 452); men der er ikke fundet andet materiale til belysning af denne teori. Deter svaert at se, hvorfor denne tekst ikke, som visse andre dele af loven, er blevet udstedt som forordning for Danske Lovs egentlige udgivelse.

24. En eventuel udvidelse af vornedskabet til kvinder blev overvejet 1680, men blev ikke gennemfort (V. A. Secher og Chr. Stochel: Forarbejderne til kong Christian Vs Danske Lov II (1893-94) s. 489 og s. 524), antageligt fordi det stred mod hidtidig praksis.

25. Se f. eks. V. A. Sechers udgave af Danske Lov (1929) eller Stig luuls fra 1949.

26. At dette kunne skabe vanskeligheder for vornede, som havde kobt sig fri for 1683, kan ses f. eks. af en sag ved Hojesteret 4. august 1692, HR 136, dombog 11, fol. 158v ff.

revisionskommission 16. juli 1680²⁷. Tidsfristen i byerne og pa landet blev siden meget forlaenget; men det kan ikke ses hvorfor. Eftersom kronenkort forinden havde mildnet sin egen vornedpolitik i byerne27, er det sandsynligt, at tidsfristens forlaengelse i Danske Lov var resultatet af sjaellandske godsejeres indflydelse pa lovkommissionerne. Men selv 10- og 20-ars graenserne synes dog at have givet mange vornede en realistisk mulighed for at opna frihed, i hvert fald at domme efter de utallige retssager af denne art samt stridighederne herom i komimissionen om vornedskabets ophaevelse 1701-2.

Et vaesentligt sporgsmal kan ikke besvares pa grundlag af Danske Lov: var selvejerne i Sjsellandske Lovs omrade ogsa vornede? Ingen forklaring herpa kendes fra tidligere trykte kilder, og da der nseppe var mange selvejere i omradet, berorer arkivmaterialet kun meget sjasldent sporgsmalet, i saerdeleshed fordi selvejere i forvejen var forpligtede til at sikre, at deres garde forblev i drift, og fordi de pa grund af deres ejendomsrettigheder muligvis er blevet pa gardene laengere end faestere, selv under ugunstige forhold.

Der er enkelte sager i retsarkiverne, som advarer mod den naerliggende slutning, at selvjere var vornedpligtige lige som andre bonder. I 1662 behandlede Hojesteret en sag angaende en bonde, Soren Pedersen, i Kallo (Musse herred), som havde lidt alvorlig materiel skade i Svenskekrigene og derfor forladt sin gard efter at have tilbudt ejendommen til en godsejer for at slippe for vedligeholdelsesforpligtelsen. Tilbudet var dog blevet afvist, og mi blev Soren Pedersen indstaevnet som romningsmand. Desvaerre giver arkivmaterialet ikke nogen klar beskrivelse af bondens egentlige status, men afgorelsen synes utvetydig: »Effterdi det med loulig forhuerffuede vidnisbiurd forklaris, dend gaard i Calloe som Sofren P. hafuer paaboed en Jordeigne gaard at verre, och dend hannem och hanns foraeldre befindis att hafue tilhorte, saa hand icke for Vornede kand erachtis .. .« 29.

Endnu tydeligere er en sag fra Ods herred, som naede Hojesteret i 1687. Bonden Peder Andersen var ved Sjaellands Landsting blevet domt vornedpligtig til Dragsholm; men efter indstaevning til Hojesteret paviste han, at hans fader havde vaeret selvejer. Denne kendsgerning var ikke bensegtet i det skode, som kongen havde udstedt til Henrik Miiller i 1664, da godset blev udlagt, og Miiller havde sidenhen i 1667 kobt selvejet ved en saerskilt handel. Peder Andersen kunne bevise, at han var fodt

---

27. V. A. Secher og Chr. S1₀ chel,op cit., s. 483.

28. 27. november 1680, Rtk. 2212.4, s. 120, nr. 55.

29. HR 1, staevningsbog, fol. 245v, HR 2 a, dombog, fol. 33v, nr. 94, 21. juli 1662.

i 1662, altsa mens hans fader endnu var selvejer, og at skodet af 1667 til Muller ingen vornede nsevnte. Derfor pastod han, at han kun var vornedpligtig til sin egen fader, og Hojesteret godkendte dette synspunkt. Men voteringerne viser, hvor svaert det var for assessorerne at na denne slutning, ikke mindst fordi loven var uklar pa dette punkt: Bartholin mente, at ingen bonde i Sjaellandske Lovs omrade kunne vaere fri, men de fleste assessorer blev enige om, at da Peder Andersens fodestavn pa davaerende tidspunkt var frit selveje (bortset fra en lille del af herligheden,som tilhorte Dragsholm) burde han ogsa vaere fri. Dermed anerkendteHojesteret, at vomedrettigheden tilhorte jordens ejer, ikke herlighedsejeren,og at en selvejer kun var vornedpligtig til sig selv³⁰.

Vornedskabet i praksis

Eftersøgning af vornede

Almindelig retspraksis tillod enhver godsejer at dele sine vornede til stavns, og retsarkiverne viser, hvor ofte dette faktisk er sket, selv i til— faelde hvor bonden havde grundlag for juridisk forsvar. Deter ikke muligt at konstatere, hvor mange vornede romte, og hvor mange blev eftersogt uden brug af retsmaskineriet, men de bevarede kilder tyder pa, at det drejede sig om anselige tal.

Danske Kancellis registranter indeholder 21 saerlige tilladelser til opsogningaf vornede³ i, udstedt dels til private godsejere, dels til kronens betjente. Det kan ikke ses, hvorfor der overhovedet blev sogt om sadannetilladelser, men muligvis var et kongebrev en fordel, hvis det drejede sig om et storre antal romningsmaend, eller hvis eftersogeren onskede hjaelp fra lokale embedsmaend (f. eks. i form af tinglaesning)³ 2. I et enkelt tilfaelde fik godsejeren lov til at sagsoge vornede, som opholdt sig pa stavnen, men boede hos deres foraeldre i stedet for at faeste übesattegarde33. Nogle tilladelser naevner udtrykkelig enten, at romningsmaendenekan pagribes uden retssag mod hver enkelt³⁴, eller at enhver, som huser eller hjaelper disse, selv risikerer retssag³⁵; men sadanne

---

30. HR 106, staevningsbog, nr. 124; HR 108, dombog 11, s. 79 ff., 19. September 1687. Se ogsa HR 109-10, voteringsboger, fol. 121r ff. og 105v f.

31. 9 i tidsrummet 1664-70, 8 i tiaret efter Skanske Krig, 2 i 1690'erne og 2 i 1706.

32. F. eks. FT nr. 45, 19. juli 1681; eller SR nr. 254, 8. december 1685.

33. SR nr. 162, 1. oktober 1666.

34. SR nr. 131, 2. juli 1692; jvfr. Johan Wandalls ansogning, behandlet i Statskollegiet i 1675, Lindbaek, op. cit. s. 563 nr. 35.

35. SR nr. 254, 8. december 1685; SR nr. 59, 30. marts 1706; og SR nr. 74, 24. april 1706.

trusler blev vist kun anvendt, nar det drejede sig om kronens egne bortromtevornede,
ikke private godsejeres.

De fleste af tilladelserne giver kun sparsomme oplysninger om antallet af vornede og fremgangsmaden for eftersogningen. Det bedste indtryk far man af et kongebrev, udstedt 28. oktober 1681 til Friderick von Arenstorff. Det ses af hans ansogning, at 40 navngivne bonder (bade vornede og bonderkarle, som havde faestet frivilligt pa hans gods Svanholm) var rommet fra godset under hans fravaer. De havde fjernet losore og kreaturer, som Arenstorff til dels havde forstrakt dem med, og kun efterladt de tomme bygninger. Arenstorff pastod, at de ikke havde grund til at vsere utilfredse med forholdene pa godset, da han havde hjulpet dem med sashed, korn og betaling af skatter. Eftersom han var klar over, at godset ikke kunne undvaere sa megen arbejdskraft, sogte han kongelig pabud om, at rornningsni3endene skulle vende tilbage, og bad om hjaelp til eftersogningen fra lokale embedsmasnd og gennem tinglysning ved herredsog landstingene. Kongebrevet opfyldte ganske hans onsker³⁶.

Selv bortset fra den almindelige forfolgelse af vornede (som utvivlsomt ofte har fundet sted, selv om retsarkiverne naturligvis kun sjceldent handler herom³⁷), er der saledes tydelige tegn pa, at vornedskabet langt fra fuldstaendig knuste bondernes bevaegelsesfrihed i det ostlige Danmark. Deter ogsa klart, i sasrdeleshed i betragtning af det betydelige odegardsproblem, at godsejere kunne have alvorlige vanskeligheder ved fremskaffelsen af fast arbejdskraft³⁸. Dette forklarer maske, hvorfor de sjaellandske godsejere modsatte sig vornedskabets ophaevelse.

Hvordan kunne husbonden sikre sig, at vornede, som han havde delt til stavns, ikke igen forlod godset? Dette sporgsmal er kun sjseldent belyst, men i Barse herreds tingbog er under 21. September 1686 indfort en erklsering, ifolge hvilken 3 romningsmasnd, som husbonden prins Jorgen havde ladet pagribe og ssette i arrest, forpligtede sig under ed til at blive pa godset. Hvis de flygtede, risikerede de tvangsarbejde for livstid i Bremerholm uden videre retssag 3 9.

Deter sjaeldent, at man finder tilfaelde af direkte lokal modstand mod
forfolgelsen af vornede. En sag fra Frederiksborg amt 1694 synes at
vaere en undtagelse, men kilderne er meget kortfattede, og det ser ud

---

36. SR nr. 345 og indlseg, 28. oktober 1681.

37. Undtagen hvis der skete fejltagelser, og f. eks. flere bonder blev pagrebet, end husbonden havde ret til (Se HR 118, staevningsbog 1689, nr. 58).

38. Jvfr. Fridlev Skrubbeltrang: Husmand og inderste (1940) s. 35 ff.

39. Barse Herreds tingbog, fol. 578r.

til, at urolighederne hurtigt er blevet bragt under kontrol4 °. Ellers trzeffer
man kun isolerede tilfaelde af enkelte bonder, som protesterer mod forfolgelseved
f. eks. at indsende supplik4l.

Strid om vornedrettighed

Retsarkiverne indeholder et stort antal sager angaende vornedrettigheder. Hojesteret behandlede ikke mindre end 54 sadanne rnellem 1665 og 1708, og 9 af disse drejede sig hver om adskillige vornede. De fleste stridigheder opstod pa grund af usikkerhed om fodestedet eller som resultat af uforenelige krav fra 2 godsejere. Kun sjaeldent blev der henvist til lofterne af 1667 og 1669 om vornedfrihed pa saerlige godser⁴², og kun 3 sager naevnte frihedsbreve udstedt som folge af tjeneste i Svenskekrigene. Efter 1702 var der enkelte sager om fortolkningen af betingelserne i forordningen om vornedskabets ophaevelse43.

Centraladministrationen var kun sjaeldent indblandet i disse stridigheder 44. Det skete dog, at Kronen greb ind i saerlige tilfaelde, som f. eks. i 1667 ved at spaerre en Hojesterets kendelse mod en af Henrik Miillers undvigte vornede, eftersom vedkommende nu gjorde sig nyttig som skomager i Kobenhavn 4 5.

Udveksling af vornedrettigheder

Tidlige forsog pa at forbyde salg af vornede var som naevnt aldrig slaet helt igennem, og heller ikke Danske Lov forhindrede i hvert fald ombytningog udveksling af vornedrettigheder. Nogle af disse udvekslinger kan endog spores i registranterne, enten fordi Kronen var part, eller fordi godsejerne onskede formel bekraeftelse. Der kunne her vaere tale om saerlige tilfaelde, hvor fodestedet var usikkert, eller hvor mageskifter havde skabt retslige komplikationer4 6. Mange af udvekslingerne synes dog at

---

40. ST nr. 225, 16. august 1694, og ST nr. 259, 13. oktober 1694. Der er ingen indlaeg.

41. Saledes fik amtmand Gruner 10. februar 1708 (ST nr. 41) besked pa at forhindre Ringsted amtskrivers ihaerdige forsog pa at dele en bonde til stavns, som havde forladt sit fodested aldeles lovligt og nu boede pa en ryttergard.

42. Se HR 23 a, fol. 295v ff., 18. juli 1670; eller HR 34, fol. 669v ff., 7. august 1672.

43. HR 179, s. 274 ff., 15. oktober 1705; HR 181, s. 94 ff., 14. april 1707; eller HR 182, fol. 31v ff., 4. april 1708.

44. F. eks. supplik af 5. december 1701, Rtk. 2244.237, og Holger Hjelho 11: Falsters Historie II (1935) s. 386; og FT nr. 25, 15. juli 1707.

45. ST nr. 147, 28. juni 1677; jvfr. Johan Jorgensen: Rentemester Henrik Mtiller (1966) s. 119.

46. Der kunne ogsa opsta vanskeligheder, hvis en part havde faet saerlig kongelig dispensation i forbindelse med krongodsudlaegget, som naevnt i et brev af 2. november 1669, SR nr. 339.

vaere pro forma anerkendelser af en allerede indtruffet gensidig flytning
af vornede47, og kun iet enkelt tilfaelde er det klart, at en vorned blev
nodt til at flytte til et andet gods som resultat af udvekslingen4 8.

Frihedsbreve

Langt den mest almindelige lovlige forandring af vornedes stilling indtraf som folge af erhvervelse af frihedsbrev. Et sadant brev var (ogsa ifolge DL 3.14.8) nodvendigt for at sikre juridisk beskyttelse; men i mange tilfaelde blev det udstedt, efter at vedkommende var flyttet, ofte flere ar senere (og da saedvanligvis som tilladelse til kun den anforte flytning, ikke som almindelig frigivelse).

Enhver husbond havde ret til at udstede frihedsbrev til sine vornede; men i betragtning af lovens uklarheder blev en kongelig stadfsestelse til tider tilfojet enten samtidig med frigivelsen eller senere⁴⁹. Disse stadfsestelser er ofte sa kortfattet refereret i registranterne, at man ikke kan afgore omstaendighederne nojere; men rnindst halvdelen synes at hore til frihedsbreve underskrevet af pro-officio besiddere, som naeppe, ifolge ovennaevnte Roskilde-sag af 1673 og DL 3.14.10, havde übestridelig dispositionsfrihed. Af de resterende 6 stadfaestelser er en sogt i stedet for bekraeftelse ved tinglaesning efter DL 3.14.8⁵⁰, og en anden sogt pa myndlingers vegne antageligt for at undga senere retsstridigheder5¹. Deter saledes klart, at kongelig stadfsestelse pa frihedsbreve kun blev sogt i usaedvanlige tilfaelde, hvor gyldigheden ellers kunne komme i tvivl.

Storstedelen af de frihedsbreve, som centraladministrationen behandlede,er derimod ganske enkle tilladelser direkte til kronens egne vornede.Foruden en kollektiv frigivelse 6. marts 1661 af dem, som havde tjent i Kobenhavns belejring5 2, er der fra denne tid bevaret referater af

---

47. Saledes udvekslingen mellem Roskilde domkirke og kronen, 29. marts 1684, ST nr. 106-7; mellem en privat godsejer og kronen, 1. juni 1689, SR nr. 124, og 5/19. maj 1696, Rtk. 2211.26, fol. 9, nr. 8; eller mellem 2 private godsejere, 3. juni 1690, SR nr. 140, og 28. marts 1693, SR nr. 48 (sidstnasvnte ojensynligt pa bondernes eget initiativ).

48. ST nr. 76, 11. marts 1682, og indlaeg. Didrik Schult (Hellestrupgard) fik tilladelse til at beholde en af Soros skoles vornede, hvis han til gengaeld leverede skolen en af hans egne.

49. Der er 12 stadfasstelser i registranterne, i arene 1676 til 1695; en af disse er udstedt ikke mindre end 17 ar efter den oprindelige frigivelse (SR nr. 21, 23. januar 1688).

50. 28. oktober 1693, SR nr. 141.

51. 19. februar 1695, ST nr. 30.

52. SR nr. 36. Denne frigivelse gjaldt ogsa efterkommerne, som man f. eks. kan secteet enkelt sted i fortegnelsen over Herlufsholms bondergarde og godsets vornede, Rtk. 2243.293, fol. 96.

106 frihedsbreves 3, alle udstedt til enkeltpersoner eller (i 4 tilfaelde) til deres sonner. Flertallet af brevene synes at vaere resultat af bondens egen ansogning; men i et enkelt tilfaelde kan man se, at initiativet korn fra en godsejer, som onskede at ansaette bonden⁵ 4.

De 106 individuelle frihedsbreve fra perioden 1660 til 1708 fordeler
sig saledes:

1661-65 4

1666-70 1

1671-75 2

1676-80 3

1681-85 11

1686-90 23

1691-95 23

1696-1700 23

1701-05 11 (6 efter forordningens ophsevelse)

(1706-08 5)

Man konstaterer en klar stigning i antallet efter Danske Lovs indforelse, maske fordi vornedskabet, og i saerdeleshed betingelserne for frikob, nu fik juridisk grundlag. Selv om antallet af frihedsbreve falder noget efter forordningen om ophaevelse af 1702, er udsvinget dog forholdsvis lille, eftersom flertallet af landboere ikke blev berort af forordningens begraensede

Ordlyden af kopibogernes brevreferater svinger betydeligt. Referaterne fra tiaret 1685-95 er som regel ret detaljerede, mens resten er summariske. Nedenstaende talmaessige fordelinger ma derfor betragtes med forbehold. Storstedelen af frihedsbrevene naevner, hvorledes bonden opnaede frihed fra kronens vornedret. Det ses, at 71 kobte sig fri, mens endnu 3 fik brev som belonning for at have genopbygget den gard, de allerede var flyttet til. 4 sogte frihed pa grundlag af saerlig militaer tjeneste; men disse kan ikke klart adskilles fra endnu 5, som fik brev pa grundlag af invaliditet, i reglen efter krigstjeneste. Der er ogsa 2 sasrlige frihedsbreve, det ene udstedt til en lokal toldbetjent, som havde ansogt for sine sonner pa grundlag af sit embede⁵⁵, det andet til en vorned, som onskede at gifte sig med en enke iet andet amt⁵⁶. Ide resterende 21 breve er der ingen oplysning i denne retning.

Deter allerede mevnt, at frihedsbreve ofte blev udstedt, efter at vedkommendevar

---

53. Naesten alle i SR, men dog enkelte i ST og FR samt i Rtk.

54. 23. marts 1686, SR nr. 84.

55. 16. oktober 1686, FR nr. 45.

56. 28. juli 1686, SR nr. 191.

kommendevarflyttet, altsa som bekraeftelse af en tidligere aftale, eller fordi bonden nu fik brug for dokumentation (enten for at undga eftersogningeller for at lette eventuel optagelse som borger i en kobstad). Selv om to tredjedele af frihedsbrevene ikke naevner haendelsesforlobet, er det dog interessant at se, at af resten drejer kun 5 sig udtrykkeligt om fremtidig flytning, mens 32 tydeligvis naevner, at vedkommende alleredeer flyttet. Bemaerkelsesvaerdigt er, at af disse 32 tilbagevirkende frihedsbrevehandler kun 9 om vornede, som var flyttet til en anden landsby, mens resten drejede sig om vornede, som var flyttet til kobsta3der,nemlig 16 til Kobenhavn og 7 til andre sjaellandske byer. Nogle af disse breve naevner saerlige erhverv, som bonden i mellemtiden havde laert5 7.

Prisen, som blev betalt for frihedsbrevene, svinger enormt, fra et nominelt lille belob til 100 sldlr., men desvaerre er der ikke tilstraekkelige oplysninger til, at man kan se nogen forbindelse mellem kobesummen og den frikobtes nye bosted eller beskseftigelse. Prisen er i reglen angivet i rigsdaler eller slettedaler, og fordelingen er saledes:

Dette giver en gennemsnitspris pa knap 40 rdl.; men svingningerne er sa store, at dette tal naturligvis kun har begraenset interesse. 15 andre breve blev udstedt pa betingelse af betaling af et belob, som skulle fastsaettes senere, ofte efter vurdering udfort af kongens betjente med hensyn til bondens midler. To frihedsbreve blev erhvervet imod usasdvanligbetaling: det ene for »8 gode bsester« eller »quaegs hofder«⁵⁸, det andet til gengaeld for et lille stykke selvejerjord pa knap 2 td. htk.⁵⁹. Kun sjseldent var koberen ogsa forpligtet til at skaffe en anden bonde i hans sted⁶⁰. Det kan ikke ses, om prisen i alle tilfselde blev betalt; men kun 2 breve i kopibogerne er blevet annulleret (begge i 1713), fordi betaling abenbart ikke har fundet sted. Der findes ogsa en del

---

57. Albert Olsen: Bybefolkningen i Danmark pa merkantilismens tid (1932) s. 18 ff., har fremhaevet betydningen af bevsegelsen af arbejdskraft fra landet til byerne, selv om denne allerede i 1542 blev underkastet begraensninger i form af kontrol med pas og skudsmal.

58. 13. november 1686, SR nr. 247.

59. 7. august 1697, SR nr. 126.

60. F. eks. sidstnaevnte brev, eller 13. September 1684, ST nr. 273; og 16. juli 1685, ST nr. 231.

frihedsbreve blandt »henlagte sager«, men der er ingen forklaring pa,
hvorfor de ikke er blevet udstedt.

Mange af de breve, hvor kobesummen er specificeret, naevner ogsa, hvad pengene skulle binges til. Som regel drejer det sig om genopbygning af odegarde pa fodestavnen eller hjselp til naeste faester pa den gard, som koberen forlod. Pa ryttergodserne skulle betaling som regel ske til regimentskassen, pa hospitals- og skolegodser ligeledes til disse institutioner. I et enkelt tilfaelde blev 50 rdl. afsat til reparation af vejene omkring Valby <5 1.

De fleste (i alt 97) af brevene nzevner vornedens fodestavn, men i betragtning af at mange godser var saerdeles spredte, er disse oplysninger ofte ret uprsecise. Det kan ses, at storsteparten af koberne stammede fra omradet mellem Kobenhavn og Antvorskov⁶²; men hvis man tager omfanget af krongodserne i dette omrade i betragtning, er det ikke muligt at drage slutninger herfra.

Vornedskabets ophævelse

Tanken om vornedskabets ophaevelse vandt igen indpas i den senere del af Christian Vs regeringstid, sandsynligvis fordi interessen for byernes udvikling nu overskyggede den antagelig aftagende mangel pa landlig arbejdskraft. Dette var i hvert fald begrundelsen for en ordre til amtsbetjentene 27. november 1680, at vornede, som var bosatte i kobstaederne og havde »borgerlig naering«, ikke skulle deles til stavns⁶³. Det synes dog stadig at. have vaeret vanskeligt at fa odegarde i visse egne besat, for kort efter foreslog Rentekammeret, at fremmede bonder kunne tilskyndes at flytte til Sjaellandske Lovs omrade, hvis kronen lovede dem frihed for vornedpligt for deres efterkommere 64. Denne indstilling i centraladministrationen synes dog ikke at have haft inflydelse pa private godsejere, sa vidt kilderne oplyser.

I 1690'erne kom flere bestemmelser, som tyder pa, at ophaevelse pa
krongodset blev alvorligere overvejet. Forst blev der udstedt lofter om

---

61. 10. maj 1704, SR nr. 100.

62. Der var 14 frihedsbreve fra K.obenhavns amt, 14 fra Roskilde amt, 14 fra Antvorskov amt, 9 fra Frederiksborg, 9 fra Kronborg, 7 fra Soro, 6 fra Tryggevaslde, 3 fra Jasgerspris, 3 fra Ringsted, 3 fra Korsor, 2 fra Holbaek, 1 fra Kalundborg, 1 fra Dragsholm, 1 fra Vordingborg og i alt 8 fra Lolland-Falster. 2 kan ikke placeres.

63. Rtk. 2212.4, s. 120, nr. 55.

64. 23. September 1681, Rtk. 2211.1, fol. 168 ff., nr. 186; i saerdeleshed fol. 176v, § V.1.4.

frihed pa saerlige godser (som under Christian IV og Frederik 111, men mere omfattende). Saledes tilbod forordningen af 18. juni 1692 frihed for tilflyttere til Mon og til de sjaellandske ryttergodser6 5, og det blev gjort klart, at born avlet af tjenestegorende ryttere og andre militaere personerikke var under vornedpligt6 6. For Mons og Bogos vedkommende blev der udstedt yderligere privilegier 12. September og 8. december 1696 og derved indfort fuldstsendig frihed for vornedskab ogsa for dem, som allerede boede der, i hab om at oge tilgangen af sofolk. En lignende indstilling la til grund for lofterne af august 1700 om vornedfrihed for alle de sjsellandske bonder (og deres efterkommere), som »holde sig mandeligeni denne paahengende fare«, altsa i tilfaelde af svensk angreb⁶⁷.

Men forordningen af 22. februar 1701 om militsens indrettelse skaffede godsejere sig sandsynligvis igen en vis mulighed for kontrol over deres bonders bevsegelsesfrihed svarende til den, som var fremkommet under Skanske Krig. Godsejeres misbrug af udskrivningssystemet synes endda at have vaeret betydeligere end for, for regeringen sa sig nu nodsaget til at gribe ind, som ved forordningen af 14. juni 1701.. Mulighederne for indflydelse pa sessionsproceudren har maske alligevel gjort det lettere for visse godsejere at acceptere vornedskabets ophaevelse.

Kommissionen af 1701 og forordningen om ophævelse

12. november 1701 fik storkansler Reventlov, gehejmeraderne von Piessenog Knud Thott, stiftamtmand Otto Krabbe, gehejmerad Chr. von Lente, oversekretsererne Ditlev Vibe og Chr. Sehested, overkammersekreta^rUlrik Dose, etatsrad Hans Rosencreutz samt overkrigskommissarius,justits - og kammerrad Braem ordre til at trasde sammen og overvejeet udkast til en forordning om vornedskabets ophaevelse pa krongodserne6B.Det betydelige materiale, bevaret angaende denne kommissio n₆₉, er af storste interesse ikke alene i forbindelse med vornedskabet,

---

65. Muligvis som resultat af erkendelsen af vedvarende mangel pa arbejdskraft, som f. eks. i rapporten fra en undersogelse af Rantzaus regiments gods, Rtk. 2215.215, 22. februar 1692.

66. Dette fremgar bl. a. af Gehejmekonseilets afgorelse af 17. februar 1693 (protokol 69, fol. 174v) og den derpa folgende ordre til stiftamtmand Otto Krabbe, 21. februar 1693, ST nr. 46.

67. 3. og 15. august 1700, ST nr. 251 og SR nr. 136. Forstnaevnte fremhaevede kongens onske siden hans tiltraedelse om vornedskabets ophaevelse.

68. ST nr. 284.

69. Kommissionerne i Radstuen for Slottet, protokol IV, s. 349-375; samt indlaeg til forordningen af 21. februar 1702, SR nr. 33. Jfr. J. Boisen-Schmidt: Kommissionerne i Radstuen for Slottet 1690-1705 Historisk Tidsskr. 11. r. VI (1958-60) s. 291 f.

blev ogsa understreget, saerligt hvad angar handhaevelsen af kontraktlige forpligtelser og begrsensningen til alene krongodset. Omtalen af private godsejere skulle udelades, da de havde ret til at handle efter egen overbevisning,og udkastets skarpe tone over for visse godsejeres misbrug af vornedskabet burde aendres. Desuden burde de traditionelle rettigheder, sa som salg af frihedsbreve og forfolgelse af romningsmaend inden for (heist de lange) tidsfrister, igen bekraeftes. Betsenkningen viser klart, at selv om udkastet blev almindelig godkendt, var der dog en tydelig konservativtendens i retning af den storst mulige begraensning af udkastets konsekvenser og raekkevidde.

Fra en historikers synspunkt er det heldigt, at Krabbe var fravaerende ved modet af 19. december, for han blev derved nodt til at udtrykke sine meninger skriftligt. To breve fra ham er bevaret⁷², det ene dateret 23. december 1701 og adresseret til Braem og kornmissionssekretaeren, det andet dateret 30. december og stilet til kongen selv. Begge breve uddybede Krabbes betaenkeligheder ved udkastet, men er dog af saerlig interesse i betragtning af Krabbes mangearige erfaring bade som embedsmand og som sjaellandsk godsejer.

Brevet af 23. december, i Krabbes egen handskrift og ojensynlig skrevet umiddelbart efter modtagelsen af en kopi af kommissionens betsenkning (tilsendt pa grund af Krabbes fravasr), begynder med en kritik af betaenkningens vidtloftighed, som »thienner till indted andet end at gifue hans Kong. Mayst. anledding Generalliter at ophaefue aid vornede Rset saa veil hos proprietar gods, som ved kongsgodsid med videre, huilched jeg iche kand see af det A. N. project os i Commiss. tillstillid, at vere kongens villie.« Krabbe bemserker, ikke uden rimelighed, at kun Braem og han selv blandt kommissionsmedlemmerne ejer gods i vornedskabsomradet, og at selv om de for deres eget vedkommende kunne klare sig uden vornedrettighederne, var det ikke ensbetydende med, at de kunne godkende almindelig ophaevelse. Han var klar over, at selv om ophaevelsen kun officielt kom til at gaelde krongodset, ville private godsejere snart blive tvunget til at folge med, om de sa blev ruinerede deraf eller ej. Mindre velstillede godsejere, som ikke kunne »gaa til Bords med Kongen« og nyde andre indtaegter, ville vssre ude af stand til at yde deres bonder den nodvendige bistand og ville derfor uforskyldt blive alvorligt ramt af vornedskabets ophaevelse med derpa folgende tab af arbejdskraft. Krabbe tog saledes skarp afstand fra betaenkningens synspunt, at gode 'oeconomister' ikke havde brug for vornedrettighederne, men understregede dog, at han personligt godt kunne klare sig uden.

---

72. I indlaegget til forordningen.

I nogle sasrskilte notater bemserkede Krabbe, at han aldrig var stodt pa tilfaelde af salg af vornede imod loven og imod deres eget onske. Han betvivlede ogsa, at der var et tilstraekkeligt overskud af arbejdskraft i Jylland til at afhjaelpe manglen pa Sjaelland: problemet ville kun blive overfort fra en landsdel til en anden og ville sserligt ramme godser, hvor der skulle ydes hoveri, og hvor forholdene ikke (som pa visse af kongens og rytteriets godser) var saerligt gunstige.

Brevet af 30. december til kongen gentog disse argumenter. Krabbe mente, at odegardsproblemet pa de jyske proprietaergodser var 10 gange sa alvorligt som pa Sjaelland, selv om der intet vornedskab var; pa den anden side havde de holstenske godsejere ry som gode »oeconomister« pa trods af livegenskabet der. Krabbe sa hoveribyrden som den vigtigste arsag til flugten af arbejdskraft fra de proprietaergodser, hvor der ikke kunne tilbydes saerlige begunstigelser. At ophaevelsen skulle opmuntre bonden moralsk kunne ikke bekraeftes gennem sammenligning med Fyn og Mon, og Krabbe mente i det hele taget ikke, at ophsevelse ville vaere okonomisk gavnligt.

En pasus i dette brev er saerligt rammende. Krabbe siger kort og godt: »Ei heller kand jeg see, at Eders Kongl. Mayt. kand have ringeste fordeel, ved Vornedrettis ophaefvelse paa Proprietar. gods, thi naar Eders Kongl. Mayt faar sine allernaadt. paabodde der af, saa meener Jeg allerunderdt. Eders Kongl. Mayt vil Allernaadt. vaere fornoiet, endten ded kommer fra frj Bonder, Vornede, eller fra Proprietarierne self.« Unaegtelig et afslorende sammendrag af konservative godsejerinteresser!

Frederik IV handlede netop, som Krabbe havde frygtet, saledes at forordningen af 21. februar 1702 kom til at daekke alle godser, ogsa private. I indledningen til forordningen blev det understreget, at kongen havde overvejet ophaevelse lige siden sin tiltraeden i betragtning af den gavnlige virkning, som ophaevelse havde haft i de saerlige omrader, hvor dette allerede var sket. Der er ingen arsag til at tro, at denne officielle begrundelse ikke svarer til kongens overbevisning; men det skal dog understreges, at forordningens virkefelt var skarpt afgraenset, omtrent som i udkastet, bortset fra udvidelsen til private godser. Det var saledes kun indvandreres efterkommere samt born fodt i Sjsellands omrade efter 25. august 1699, som skulle vaere fri. Derudover blev den tidligere lovgivning om livfaeste og faesteforpligtelser bekraeftet, dog saledes at enhver bonde kunne kobe sin frihed for mellem 30 og 50 rdl (efter hans formue). Tidsfristerne for eftersogning i by erne og pa landet blev forkortet i forhold til Danske Lov, men dog kun til henholdsvis 5 og 10 ar (iberegnet eventuel tidsforlob for forordningens publikation).

Det ses af forordningens detaljer, at kommissionens positive indskud var blevet taget i betragtning, mens dens anmodninger i konservativ retning til en vis grad blev ignoreret. Ikke desto mindre er det fuldstaendig klart, at kongen sigtede pa en gradvis og noje begraenset overgang til vornedskabets ophor uden den mindste svaekkelse af de almindelige faesteforpligtelser. Dette forklarer, hvorfor aret 1702 egentlig ikke bragte nsevnevserdig forandring i vornedskabsomradet: tydelige resultater ville forst vise sig efter 15 ar, og der ville stadig vaere vornede pa Sjaelland i det kommende halve arhundrede.

Aret 1702 bragte da heller ikke nogen afslutning pa lovgivningen om vornedskabet. Allerede 29. juni 1703 fik Krabbe ordre til at udsende en forklaring pa visse tvivlssporgsmal i forordningen, saerlig angaende indvandrende bonderkarle⁷³. Endnu en gang blev begrasnsningen af bevsegelsesfriheden hermed fremhaevet⁷⁴.

Enevaeldets fremgangsmade i vornedsporgsmalet var saledes positiv, men meget forsigtig og tilbageholdende. Maske endog for tilbageholdende, for i betragtning af den senere udvikling (ikke mindst Stavnsbandets indforelse) kan det antydes, at Frederik IVs lovgivning ikke begraensede husbondens rettigheder tilstraekkeligt til at sikre bondens stilling pa laengere sigt.

---

73. ST nr. 288.

74. Forklaringens ordlyd findes ikke i registrantmaterialet, men svarer sandsynligvis til det missive af 29. juni 1703, som findes i kopi blandt dokumenterne til Lovrevisionskommissionen af 1711, Danske Kancelli A 142, laeg 5, litra G.