Poul Møller: Politik på vrangen. (Stig Vendelkærs Forlag, 1974). 183 s.

Bogen er en gennemgang af en raekke problemer inden for den politiske sociologi, naermest specielt inden for partiernes indre liv: partil ederen, dennes »garde«, partidisciplinen m. m. samt forskellige taktiske sporgsmal: massemedier, bevidste indiskretioner osv. Alt dette belyses gennem den fhv. finansministers egne erfaringer; herved bliver den ogsa i nogen grad erindringer. For at tage det sidste forst. Det vil vaere nodvendigt for enhver, der beskaeftiger sig med 50'ernes og 60'ernes politiske historie at konsultere bogen, som indeholder en raekke konkrete oplysninger om en ragkke situationer og tendenser, som ma tages med i analysen af forskellige forhold. Deter maske ikke overvaeldende meget; men deter der, og en del af deter vassentligt.

For sa vidt gaelder del vaesentlige, nemlig behandlingen af en raskke elementer af det politiske livs former, da er det en inspirerende bog. Enhver historiker vil have nytte af laesningen og vil kunne hente inspiration i den. Det ma dog fojes til, at meget vil vaere saerdeles velkendt. Hvad mere er, at det ogsa kan vaere farlig laesning i den forstand, at det maske kan lede til tolkninger i en lang raekke tilfaelde, hvor det hele ikke er naer sa gennemtaenkt og planlagt, som bogen efterlader indtrykket af, at det altid vil vaere.

Nar dette er sagt, ma det ogsa siges, at bogen er farlig pa to mader. Trods forfatterens velkendte omfattende historiske viden efterlader bogen indtrykket af, at de mange »ufine« metoder er noget, der saerlig horer vor tid til - dette forer let til en saerlig nedvurdering af de nuvaerende politikere. Den anden farlige omstaendighed er, at det hele korer pa forholdene inden for det politiske liv, skont hovedparten af det, der siges, i virkeligheden gaelder for alle typer af organiseret samvirke mellem mennesker: lasrerkollegier, videnskabelige sammenslutninger, idrsetsbevaegelse, store erhvervsvirksomheder osv. Dette burde have vaeret sagt ganske klart; ikke alle laesere vil erkende dette. Forfatteren ma vel selv vide det, og burde bogen da ikke have vaeret sat ind i dette noget videre perspektiv?