Kristian Hald: Personnavne i Danmark II. Middelalderen. (Dansk historisk fællesforenings håndbøger, 1974). 116 s.

Kristendommens indforelse fik stor betydning for personnavneskikken i Danmark. Allerede flere af Sven Estridsons sonner havde kristne navne som Bent og Niels, og i Iobet af senmiddelalderen fortraengtes de oldnordiske navne naesten helt til fordel for navne fra bade Garnle og Nye Testamente og helgennavne: Abel, Absalon, Johannes, Peter, Michael, Andreas, Clemens, Laurentius etc. etc. For sa vidt angar disise navne er der ikke megen tvivl om arten af den pavirkning, der skaffede dem indpas eller om deres betydning som historiske kilder. De repraesenterer en form for kulturel indflydelse. Det bliver vanskeligere, nar vi kommer til de slaviske, angelsaksiske, skotske, frisiske eller franske personnavne, for hvis forekomst i Danmark der ogsa gores rede. I nogle tilfajlde ma de antages at tilhore personer af udenlandsk herkomst, som f. eks. engelske montmestre og gejstlige, men i de fleste tilfaelde er det umuligt at afgore baererens nationalitet, og der er sjaeldent mulighed for at afg>#re, hvilken udbredelse enkelte navne havde. Det indebaerer storre kildekritiske problemer ved deres benyttelse.

I det hele taget er det maske ikke for tidligt, at benyttelsen af navnestoffet som grundlag for historiske teorier tages grundigt op. Hald anforer forekomsten af 2-3 irske personnavne i sydslesvigske stednavne og tilskriver dem en antagen forbindelse mellem Hedeby og den keltiske verden i Vikingetiden. At en sadan forbindelse har eksisteret lader sig af andre grunde antage, og den er derfor muligvis en plausibel forklaring pa de irske personnavnes forekomst i Sydslesvig et par arhundreder senere. Hedebys forbindelser har imidlertid ikke fort til forekomsten af hverken norske, russiske eller arabiske personnavnes udbredelse i Sydslesvig: sammenhaengen kan vaere en ganske anden. Man ville derfor bygge pa kildekritisk set overordentlig gyngende grund, hvis man alene pa grundlag af disse irske personnavne antog en forbindelse mellem Sydslesvig og Irland pa et tidligere tidspunkt, og man ma sastte et sporgsmalstegn ved tolkningen af stednavne som Skottrup ved Helsingor som vidnesbyrd om en skotsk indvandring, selv om skotske personnavne ogsa forekommer, og man ma pany rejse sporgsmalet hvilket vidnesbyrd de slaviske personnavne ba?rer pa. Dette sporgsmal haenger staerkt sammen med tolkningen af stednavnene, og deter jo ofte som led heri personnavnene har interesse for historikeren. For eksempel, hvilke slaviske stednavne skyldes indvandring af en slavisk befolkning, og hvilke skyldes, at personer af slavisk herkomst fik overladt gods pa Falster og Lolland? Kongehuset havde naere forbindelser syd for ostersoen, og kredsen omkring kongen talte adskillige slaver. Grimmelstrup pa. Falster indeholder det slaviske personnavn Gnemcer, ikke fordi Gnemaer anlagde denne udflytterbebyggelse i sin egenskab af fattig, men energisk pioner, men fordi han ejede det raeste af den c. 1250. Da hed den Kietilstorp. Er Skotterup anlagt af skotter, eller har en skotte pa et tidspunkt besiddet den? - Er Englerup nodvendigvis anlagt af engelske traelle?

Disse og andre sporgsmal om
sproglige kilders historiske tilordningsmulighederomgas
onomaster oftemed

temedübegrundet tillid. Men lad det ikke skjule, at denne oversigt er et nyttigt og bekvemt hjaelpemiddel, som professor Hald ingenlunde skal have utak for.